Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskabs ...

illvid.dk

Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskabs ...

Kære bruger

Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskabs website

(www.illvid.dk) og må ikke videregives til tredjepart.

Af hensyn til copyright indeholder den ingen fotos.

Mvh

Redaktionen


JAVIER SORIANO/AFP/SCANPIX INDBLIK

Doping har hårde odds:

TEST KLÆDER

Den 23. juli 2006 trak

Floyd Landis i den gule

trøje som vinder af

Tour de France. Den

5. august måtte han

afgive den igen efter

en positiv dopingtest.

60


SNYDERNE AF

Når sportsfolk doper sig, sætter de ikke kun

helbredet på spil. De løber også en stor risiko for

at kaste skam over medaljen, for kontrollanternes

videnskabelige dopingtest er ekstremt sikre.

Affald i form af piller

og sprøjter blandt

sportsfolks ejendele

øger dopingmistanken.

JULIEN HEKIMIAN/CORBIS/SCANPIX

Den forbudte liste

Anabole steroider: Syntetiske

udgaver af stoffer, som har en opbyggende

effekt på kroppens muskler og væv.

Hormoner: Syntetiske udgaver af stoffer

som EPO, væksthormon og insulin opbygger

og fastholder kroppens præstationsevner.

Sløringsstoffer: Vanddrivende midler,

blodfortyndere og epitestosteron gør det

vanskeligt at afsløre brugen af dopingmidler.

Bloddoping: Blodtransfusioner og

ilttransporterende stoffer øger sportsmandens

præstationsevne og udholdenhed.

Gendoping: Sportsmanden får indsat et

gen, som får kroppen til at producere mere

EPO eller væksthormon. De nye kunstige gener

øger kroppens fysiske potentiale.

Kokain og efedrin: Reducerer smerten

under ekstreme fysiske bevægelser og giver

dermed et større fysisk overskud.

Glukokortikosteroider: Noget

tyder på, at stoffer som fx binyrebarkhormon

giver kroppen en større udholdenhed.

Betablokkere: Kan dulme uro og angst

og dermed øge koncentrationsevnen.

Tekst: Gorm Palmgren. Bokse: Helle Broberg Nielsen

61


FRANCK FIFE/AFP/SCANPIX

I

fire dage kunne cykelrytteren Floyd

Landis nyde sejrens sødme efter at

have vundet det traditionsrige Tour de

France i sommeren 2006. Men æren blev

hurtigt forvandlet til skam, da en dopingkontrol

afslørede et usædvanlig højt indhold

af testosteron – det mandlige kønshormon

– i en urinprøve, som var blev

taget efter løbets 17. etape. Netop på

denne bjergetape havde Floyd Landis

ydet en ekstrem præstation, hvor han

kørte et 120 kilometer langt soloudbrud

over løbets stejleste toppe og kom i mål

adskillige minutter før konkurrenterne.

Afsløringen tydede på, at den amerikanske

rytter havde dopet sig med kønshormonet,

og selv om han bedyrede sin

uskyld, fik han frataget sejren. Sagen

blev appelleret, men Landis havde dårlige

kort på hånden, og den 23. april 2007

blev dommen stadfestet. Landis risikerer

to års udelukkelse fra cykelløb, og han er

den første rytter i historien, som får frataget

den samlede sejr i Tour de France.

Testosteron giver impotens

Dopingkontrollen benyttede test, som er

næsten 100 pct. sikre: I første omgang

viste Floyd Landis’ urinprøve et absurd

højt indhold af testosteron, men det er

ikke i sig selv nok til at medføre en

anklage for doping.

Testosteronniveauet

varierer nemlig

meget fra person

til person, og cykelrytteren

hævede

da også,

at han altid havde haft store mængder af

det mandlige kønshormon i blodet. Men

i kroppen dannes testosteron altid sammen

med en inaktiv form af hormonet,

epitestosteron, der derfor bør forekomme

i omtrent samme mængder som det

aktive kønshormon. I Floyd Landis’ tilfælde

viste analyserne imidlertid, at hans

urinprøve indeholdt 11 gange så meget

testosteron som epitestosteron, og en så

stor afvigelse er vanskelig at forklare på

anden måde, end at han havde sprøjtet

testosteron direkte ind i kroppen.

For at udelukke al tvivl foretog dopingkontrollen

derfor den sidste test for at se,

Professionelle idrætsfolk

presses til det yderste, fordi

publikum har en umættelig

appetit på nye rekorder.

om hormonet var dannet i hans egen

krop, eller om det var blevet tilført.

Naturligt og syntetisk testosteron, der

ofte fremstilles ud fra plantemateriale, er

grundlæggende ens, derfor kan man ikke

umiddelbart se på stoffets kemiske opbygning,

hvor det stammer fra. Men det

kan man til gengæld ved at analysere forholdet

mellem stoffets indhold af de to

kulstofisotoper C-12 og C-13. Dette forhold

er nemlig konstant i alle molekyler

i et menneske og er tilmed unikt for

hvert enkelt individ. For at kunne sige sig

fri for alle dopinganklager måtte Floyd

Landis altså have nøjagtig det samme isotopforhold

i testosteron og eksempelvis

kolesterol fra sin urinprøve. Analyserne

til at afgøre dette er ekstremt komplicerede,

men resultaterne var klare. Testosteronet

i Landis’ urinprøve stammede

ikke fra hans krop, og de store mængder

af mandligt kønshormon kunne derfor

kun skyldes, at han var ulovligt dopet.

Testosteron tilhører den kemiske

gruppe af anabole steroider, der har

hormonel virkning og stimulerer væksten

og delingen af celler i særligt muskler og

knogler. Stofferne er altså med til at

opbygge kroppen og gøre den stærkere,

og det er som regel resultatet af anabole

steroider, man kan se i meget hårdtpumpede

bodybuildere. Men brugen af

stofferne kan føre til skader på lever og

hjerte, men de største bivirkninger ses i

form af en ændret fysisk og psykisk fremtoning.

Mænd begynder ofte at udvikle

bryster og impotens, mens kvinder

døje med øget kropsbehåring og en

dybere stemme. Og fælles for begge køn

er humørsvingninger og aggressivitet.

Kroppen producerer naturligt mindre

end 10 milligram anabole steroider om

dagen, men i forbindelse med doping vil

man ofte tage en dosis, der er 10-100

gange større. Som regel bruges anabole

steroider som en langsigtet form for

doping, hvor virkningen først ses f lere

uger efter indtagelse. En uærlig sportsmand

vil derfor typisk tage stoffet op til

en afgørende konkurrence, så musklerne

opbygges, men stoppe nogle dage forinden,

så det ikke længere kan påvises.

Nogle mener, at anabole steroider

også kan have en umiddelbar effekt, der

Tyler Hamilton havde to slags blod

Den bloddopingdømte amerikanske cykelrytter

Tyler Hamiltons påstand om at bære på en

ufødt tvilling – et uhyre sjældent medicinsk

fænomen – var lige en tand for eksotisk for de

amerikanske dopingmyndigheder. Det var ellers

cykelrytterens egen forklaring på, at hans blod

tilsyneladende havde to forskellige genetiske

celleprofiler. Dopingkontrollen mente derimod,

på baggrund af f lere sikre test, at han havde fået blod

fra en fremmed donor for at forøge sin blodprocent.

Tyler Hamilton, hvis navn også har optrådt som

klient hos dopinglægen i den spanske dopingsag

“Operacion Puerta”, fik to års karantæne i 2004.

Illustreret Videnskab nr. 10/2007


styrker præstationsevnen straks efter

indtagelse, men det er endnu ikke blevet

videnskabeligt dokumenteret.

Noget tyder dog på, at netop Floyd

Landis brugte testosteron på denne måde.

I 16. etape – dagen før hans kanonpræstation

og den positive dopingtest –

kørte han nemlig et elendigt løb, så han

måtte afgive den gule førertrøje og se sig

hensat til en samlet 11.-plads. Men dagen

efter var hans præstationsniveau altså

atter på toppen. Hvis han umiddelbart

før 17. etape tog en ulovlig dosis testosteron

for at komme tilbage i topform,

har han sandsynligvis været uforsigtig og

ikke samtidig taget lige så store mængder

epitestosteron. Epitestosteron har ingen

dopingvirkning, men da kontrollanterne

afslører testosterondoping ved at måle

forholdet mellem den aktive og den

inaktive form af kønshormonet, kan det

bruges som et effektivt sløringsmiddel.

Snyderiet kan ofte sløres

Sløringsstoffer, som kan gøre det vanskeligt

at afsløre doping, er også i sig selv

forbudte dopingstoffer. Vanddrivende

midler bruges hyppigt som sløringsstoffer,

fordi de fortynder urinen og dermed

sænker koncentrationen af ulovlige

stoffer i en urinprøve. Også det naturlige

blodprotein albumin bruges som sløringsstof,

når det gælder bloddoping, hvor

sportsudøveren har snydt sig til et forhøjet

indhold af de ilttransporterende

røde blodlegemer. Albumin øger blodets

indhold af plasma, så kroppens samlede

volumen af blod stiger, mens de røde

blodlegemers andel af volumenet falder.

I en almindelig dopingtest måles indholdet

af røde blodlegemer ved at lade en

blodprøve bundfælde sig, så mængden

af nedsunkne røde blodlegemer kan

sammenlignes med volumenet af plasma,

der ligger som en klar væske ovenover.

Den målte blodprocent eller hæmatokritværdi

ligger normalt på 36-50 pct., og

højere værdier er tegn på doping. Men

med albumin kan man altså snyde sig til

en lavere blodprocent.

Eftersom de røde blodlegemer transporterer

ilten rundt i blodet, får kroppen

en forøget præstationsevne og udholdenhed,

hvis der er mange af dem. Det kan

opnås på helt lovlig vis ved at træne

hårdt i tynde luftlag, hvor luftens iltindhold

er lavt, og kroppen derfor må

kompensere ved at producere f lere

Illustreret Videnskab nr. 10/2007

HENNING DALHOFF & CORBIS RF

EPO giver musklerne

kunstigt åndedræt

Ud fra gensplejsede dyreceller kan man producere stoffet EPO,

som er forkortelsen for erythropoietin. Stoffet var særlig

populært som dopingmiddel blandt cykelryttere i 1990’erne.

Hvodan virker det: EPO øger

mængden af røde blodlegemer i

kroppen. Og jo flere der er, desto

mere ilt kan blodet føre ud til alle

organer, som derfor kan yde meget

mere end normalt. Effekten kan

også opnås med bloddoping, hvor

man får blod fra en donor.

Gevinst: I udholdenhedssport

som fx cykling kan EPO øge

præstationsevnen med ca. 20 pct.

Risiko: Stoffet fortykker blodet,

nogle gange så meget, at det kan

Knoglemarv danner

flere røde blodlegemer

1 Få dage før den fysiske

præstation sprøjtes EPO ind

i kroppens blodbaner.

2 EPO trænger ind i

knoglemarven, hvor det

øger produktionen

af røde blodlegemer.

3 De mange røde

blodlegemer optager

mere ilt fra lungerne.

4 Ilten føres ud til muskler

overalt i kroppen, som bliver

i stand til at præstere mere

og i længere tid ad gangen.

5 Blodet bliver tykkere – derfor kan

en høj blodprocent afsløre dopingen.

udløse blodpropper og blødninger

på grund af sprængte blodkar.

I værste fald medfører det døden.

Hvem bruger det: EPO såvel som

bloddoping benyttes især inden for

udholdenhedsidræt som skiløb og

cykelsport, men kan bruges af alle.

Dopingtest: Kontrollanter måler

den såkaldte hæmatokritværdi,

som er et udtryk for blodprocenten,

forud for konkurrencer. Værdien

ligger normalt på omkring 43 og

skal være mindre end 50.

Nyrerne er kroppens epo-fabrik

En rask person, som ikke er dopet,

danner røde blodlegemer med

naturligt EPO fra nyrerne.


Ben Johnson indrømmer

steroidmisbrug

Ved sommer-OL i Seoul i

1988 indtraf det ultimative

vendepunkt i dopingens

historie. Den canadiske

sprinter Ben Johnson fik

kun 72 timer til at nyde sin

guldmedalje i 100 meter

for mænd, hvor han ikke

bare slog USA’s firedobbelte

OL-vinder Carl Lewis, men

også sin egen imponerende

verdensrekord med tiden

9,79 sekunder.

Så kom resultatet af hans

urinprøve, som afslørede det

muskelopbyggende steroid

Stanozolol. Johnson blev

idømt to års karantæne, og

året efter indrømmede han

sit misbrug. I starten af

1990’erne blev han dog

igen snuppet i doping,

og denne gang blev han

udelukket fra at deltage i

konkurrencer på livstid.

AFP/SCANPIX

røde blodlegemer. Men i årtier har

sportsfolk benyttet sig af blodtransfusion

som en hurtig genvej. Man kan nemt

koncentrere de røde blodlegemer fra en

portion aftappet blod og nedfryse dem,

så atleten senere kan benytte dem til en

transfusion. I modsætning til anabole

steroider virker denne såkaldte bloddoping

næsten med det samme, men

er til gengæld relativt kortvarig, for

kroppen vil hurtigt forsøge at bringe blodprocenten

ned på et normalt niveau.

Præstationevne øges med 20 pct.

I slutningen af 1980’erne førte den medicinske

forskning imidlertid til en ny form

for bloddoping, der overf lødiggør de

temmelig ubehagelige blodtransfusioner

og den risiko for infektioner med bl.a.

hiv og leverbetændelse, som de medfører.

Ved hjælp af gensplejsede dyreceller blev

det muligt at producere store mængder

af det naturlige hormon erythropoietin,

der også kendes under navnet EPO.

Hormonet er et protein, som stimulerer

dannelsen af røde blodlegemer, og en

enkelt dosis sprøjtet ind under huden

kan øge blodprocenten i flere uger.

I udholdenhedssport som fx cykling

kan EPO øge præstationsevnen med

omkring 20 pct., men hverken dette hormon

eller blodtransfusioner er uden risici.

Den høje blodprocent gør nemlig

blodet tykkere, og det belaster hjertet så

meget, at det risikerer at gå i stå under

søvn, når hjerterytmen i forvejen er

meget lav. I årene 1987-1990 døde

20 belgiske og hollandske cykelryttere

på akkurat denne

måde, og det samme skete for

syv svenske løbere i perioden

1989-1992. EPO blev meget

populært op gennem 1990’erne,

fordi det var nemt og effektivt,

samtidig med at det var uhyre vanskeligt

at afsløre, eftersom

det er et naturligt hormon

i kroppen. Selv

om gensplejset

EPO alene bygger

på menneskets

egne gener, så er

der en forskel:

Når EPO dannes

i vores nyrer, bliver

der koblet et

sukkermolekyle på

et ganske bestemt sted

Steroid blæser

musklerne op

Anabole steroider er en

særlig gruppe stoffer som fx

det mandlige kønshormon

testosteron, der er vævs- og

muskelopbyggende.

Hvordan virker det: Steroider

trænger ind i en muskelcelles

kerne, hvor de får dna’et til

at sætte gang i dannelsen af

muskelopbyggende proteiner.

Gevinst: Stofferne opbygger

muskler og væv og gør derfor

musklerne større og stærkere.

Risiko: Misbrug af steroider kan

give forhøjet blodtryk og svær

akne. Mænd risikerer at udvikle

bryster, mens kvinder får en

i proteinet – men den proces sker ikke i

de gensplejsede dyreceller, som det kunstige

EPO stammer fra. I en dopingtest

prøver kontrollanterne derfor at afgøre,

om sukkermolekylet er til stede eller ej

på sportsmandens EPO. Det er en svær

opgave, der ikke bliver nemmere af, at

EPO hurtigt nedbrydes i kroppen og kun

findes i små mængder i fx en urinprøve.

Urinprøver var mistænkeligt rene

Men en fransk test, som blev taget i brug

i 2000 og siden er blevet videreudviklet,

kan effektivt afsløre svindlerne. Testen

benytter en videnskabelig metode kaldet

isoelektrisk fokusering, hvor hormonet

fra en urinprøve anbringes i en gel og udsættes

for et elektrisk spændingsfelt. Alt

efter sin egen elektriske ladning vil det

bevæge sig i forhold til polerne, og denne

ladning påvirkes netop af sukkermolekylet.

Sportsmandens naturlige EPO vil

derfor bevæge sig et andet sted hen end

det gensplejsede EPO, han eventuelt har

dopet sig med. På den måde vil et dopingmisbrug

blive afsløret ved, at EPO fordeler

sig i to områder i gelen, mens der

Illustreret Videnskab nr. 10/2007


kraftigere hårvækst og et dybere

stemmeleje. Desuden kan steroider

give personlighedsforandringer som

fx aggressivitet. Steroider mistænkes

også for at udløse kræft og svulster.

Hvem bruger det: Steroiderne er

særlig udbredt i styrkeidræt som

fx vægtløftning, brydning, boksning

og bodybuilding, men bruges også

af løbere og cykelryttere. Kunstigt

testosteron er blevet fremstillet

siden 1935, og man mener, at de tyske

sportsudøvere ved OL i Berlin i 1936

benyttede en primitiv form for kunstigt

testosteron. Anabole stoffer blev

udbredt i 1970’erne.

Dopingtest: Ud fra en urinprøve kan

kontrollanterne bestemme forholdet

mellem mængden af testosteron og

epitestosteron i kroppen. Forholdet

har en bestemt værdi for personer,

som ikke er dopet med testosteron.

kun er et enkelt EPO-holdigt område i

gelen hos den ikke-dopede.

Metoden blev i starten kritiseret for

at være usikker og fælde uskyldige. Problemet

rettede sig mod en lille gruppe

mennesker, hvis celler ligesom dyrecellerne

ikke sætter sukkermolekylet på

deres EPO. De vil derfor i første omgang

blive testet positive i en dopingtest, hvad

enten de er skyldige eller ej. Dopingkontrollanterne

tjekker imidlertid altid,

om en sportsmand tilhører denne særlige

gruppe, og i så fald kan testen ikke

benyttes til en dopinganklage. Men for

alle andre er metoden 100 pct. sikker.

På det nationale anti-doping-laboratorium

i Schweiz frygter forskerne imidlertid,

at uhæderlige sportsfolk har fundet

en metode til at forkludre EPO-analyserne

for at skjule deres misbrug. De har

nemlig opdaget, at nogle af urinprøverne

overhovedet ikke indeholder det mindste

spor af EPO, og det burde ikke være

muligt, eftersom EPO jo er et naturligt

hormon, der bør findes i små mængder i

urinen hos alle personer. Forskerne

mistænker derfor dopede idrætsudøvere

Illustreret Videnskab nr. 10/2007

HENNING DALHOFF & NICK DOLDING/CORBIS/SCANPIX

Cellekerner øger

proteinmængden

1 Steroidet

sprøjtes ind i

blodbanen.

UDSNIT AF

MUSKELCELLE

3 Steroidet føres

ind i cellekernen,

hvor det vekselvirker

med dna’et.

CELLEKERNE

2 En receptor på en

muskelcelle indfanger

det indsprøjtede steroid.

for på en eller anden måde at tilsætte

deres urinprøve et stof, fx en proteinnedbrydende

protease, der hurtigt og

effektivt nedbryder både det naturlige

EPO og den syntetiske dopingvariant, så

der ikke er noget materiale til at foretage

dopinganalysen på. Indtil videre har forskerne

dog ingen konkrete beviser at gå

efter, men de samarbejder nu om en

løsning med University of California i Los

Nye studier viser, at kun én

procent af alle sportsfolk

doper sig, og at kontrollerne

nu får tallet til at falde.

Angeles, der også har har været ude for

urinprøver uden spor af EPO.

På trods af disse problemer har den

hurtige test for EPO-doping inden for de

seneste år fået sportsfolk til at vende

tilbage til de gammeldags blodtransfusioner.

Men også her har dopingkontrollanterne

udviklet nye metoder til at

afsløre svindlerne. Hvis sportsmanden

benytter blod fra en donor, skal han lige-

PROTEINER

4 Cellekernens dna tvinges til at

danne proteiner, som sætter skub i

udviklingen af nye muskelceller.

som ved en almindelig, medicinsk blodtransfusion

sørge for, at donorens og

hans eget blod har samme blodtype.

For at undgå livstruende immunreaktioner

tjekker man blodtyperne efter

AB0- samt rhesussystemet, der er de

overordnede blodtyper. Men derudover

findes der en lang række andre blodtyper,

som er karakteriseret ved bestemte

molekyler – såkaldte antigener – på overf

laden af de røde blodlegemer, og der

findes så mange forskellige slags af disse

blodtyper, at hvert individ i realiteten

har sin egen unikke kombination. Disse

forskellige blodtyper kan godt blandes

uden nogen fare for immunologiske

reaktioner, men med en ny test fra 2004

kan man afsløre, om blodet udelukkende

stammer fra testpersonen selv, eller om

det er blandet med fremmed blod.

Laser sorterer blodceller

Analysen foregår ved, at op til 15 forskellige

antigener i blodprøven mærkes med

fluorescerende antistoffer, som lyser op

i hver sin farve, når de belyses med en

laserstråle. Blodet bliver derefter ledt

65


gennem et såkaldt flowcytometer, hvor

hvert enkelt af de røde blodlegemer

bliver belyst med laseren og sorteret efter

farve. Hvis sportsmanden ikke er dopet,

vil alle blodlegemerne i prøven lyse op i

den samme farve. Men hvis der er tale

om doping med fremmed blod, vil blodlegemerne

blive sorteret i flere grupper

af farvemønstre, der enten er knyttet til

sportsmanden eller hans bloddonor.

Sportsfolk vil gensplejses

Metoden er blevet anvendt i andre

sammenhænge i adskillige år og regnes

for absolut pålidelig. En af de prominente

sportsfolk, der er faldet for den nye dopingtest,

er cykelrytteren Tyler Hamilton,

som i 2004 testede positiv for bloddoping

efter løbet Spanien Rundt. Også han påberåbte

sig efterfølgende sin uskyld, men

hans appelsag er blevet underkendt, og

den australske forsker Michael Ashenden,

som har udviklet testen, fastholder,

at den er 100 pct. sikker.

Ifølge ham kan et positivt resultat

kun bortforklares i tre tilfælde: Hvis man

kort forinden har fået foretaget en knoglemarvs-

eller stamcelletransfusion, hvis

man har udvekslet blod med sin tve-

æggede tvilling i livmoderen, eller hvis

man tidligt i fosterstadiet var to fostre,

som voksede sammen til ét.

En anden form for ulovlig bloddoping

er imidlertid langt vanskeligere at afsløre.

Det drejer sig om blodtransfusioner

med sportsmandens eget blod. I disse

tilfælde har han tidligere tappet et lille

lager af blod fra sig selv, som er blevet

gemt i frossen tilstand indtil dagene før

en stor konkurrence. Nu tøs blodet atter

op og sprøjtes tilbage i kroppen, så sportsmanden

derved får tilført ekstra mange

af sine egne røde blodlegemer. Eftersom

alle blodlegemerne er ens, er kontrollanternes

eneste mulighed at holde øje med

pludselige udsving i blodprocenten.

Ud over anabole steroider, bloddoping,

væksthormoner og sløringsstoffer

indeholder listen fra World Anti-Doping

Agency (WADA) også en dopingmetode,

som indtil videre slet ikke er blevet brugt,

men som alligevel er en af dem, der

Dopingtest er under skarp kontrol

En professionel sportsmand kan blive

udtaget til dopingtest på et vilkårligt

tidspunkt, og der gives intet varsel

før kontrollen. Beskeden om, at man

vil lave en test, overgives mundtligt,

og fra det øjeblik bliver den udvalgte

holdt under konstant opsyn.

På kontrolstedet vælger personen

selv en steril beholder til blod- eller

urinprøven, så han eller hun er sikret

mod snyd fra kontrollørernes side.

Personen bliver bedt om at klæde

sig af, så der ikke kan manipuleres

med prøven. Bagefter skal prøven

fordeles på såkaldte A- og B-prøver,

og det gør den testede selv, ligesom

han eller hun også selv forsegler

beholderne. Prøverne sendes nu

hen til laboratoriet, men inden da

bliver de anonymiseret, så

OL i Athen i 2004 havde sit eget

dopingcenter, hvor vindere og

udvalgte deltagere blev testet.

JOHANNES EISELE/AFP/SCANPIX

laboranterne ikke ved, hvem der har

afgivet prøven. A-prøven analyseres

for forbudte stoffer, mens B-prøven

bliver opbevaret på forsvarlig vis.

Den destrueres, hvis det viser sig, at

A-prøven er negativ, men i tilfælde

af en positiv test, bliver den testede

samt den testedes klub og forbund

orienteret. Atleten kan nu vælge at

tage sin straf eller insistere på

at få B-prøven analyseret, mens han

eller hun er til stede. Er B-prøven

negativ, trækkes anklagen tilbage

– men i modsat fald klapper fælden.

Ko-racen Belgian Blue har

ekstremt store muskler, fordi

det gen, som normalt stopper

muskelvæksten, er muteret.

YANN ARTHUS-BERTRAND/CORBIS/SCANPIX

vækker størst bekymring. Det drejer sig

om gendoping, altså muligheden for at

gensplejse idrætsfolk, så de opnår særlige

egenskaber. Gendoping benytter sig af de

samme teknikker, som man kender fra

genterapi, der er en eksperimentel medicinsk

behandlingsform af visse genetiske

sygdomme. Genterapi prøver at rette op

på sygdomme, der ligesom fx cystisk

fibrose skyldes et enkelt defekt gen, ved

simpelt hen at sætte en velfungerende

udgave af genet ind i patientens syge

celler. Gendoping fungerer på samme

måde, men her skal det nye indsatte gen

ikke gøre sportsmanden rask, men derimod

hurtigere eller stærkere.

WADA er sikker på, at metoden snart

vil gøre sin entré ved store konkurrencer

og stævner. De spår fx, at sportsfolk i

stedet for at sprøjte sig med syntetisk EPO

vil lade sig gensplejse, så de får en ekstra

kopi af det gen, der koder for det bloddannende

hormon. Det kan i bedste fald føre

til, at sportsmanden løbende producerer

forhøjede mængder af EPO og dermed

også røde blodlegemer. Både det ekstra

EPO og de nye røde blodlegemer vil tilmed

være nøjagtige kopier af hans egne

udgaver, og dopingmisbruget vil derfor

indtil videre være umuligt at afsløre.

I WADA har man dog taget udfordringen

op og er ved at udvikle forskellige

analysemetoder, der går ud på at lede efter

de biokemiske ændringer, som opstår

i kroppen efter indførelsen af et nyt gen.

Ideelt set vil en sådan analysemetode

kunne bruges på en blod- eller urinprøve,

men i første omgang er det nok mere realistisk,

at den udføres på en vævsprøve.

Måske bliver det allerede om et år ved

De Olympiske Lege i Kina, at det næste

store slag mellem dopingmisbrugere og

kontrollanter kommer til at udspille sig.

Her vil det store flertal af ærlige sportsfolk

muligvis få konkurrence af de første

gensplejsede kolleger samt den sædvanlige

flok, der pynter på deres præstationer

med ulovlige midler. Men én ting er

sikkert: Kontrollanterne vil stå klar i kulissen

til at afsløre dopingmisbrugerne.

Find mere om emnet på www.illvid.dk

66 Illustreret Videnskab nr. 10/2007


Gendoping tuner

kroppens dna

Nye medicinske forsøg afslører,

at man ved at indsætte bestemte

gener i en persons celler kan øge

kroppens fysiske potentiale.

Hvordan virker det: Sportsmanden får

indsat kunstige gener i sit arvemateriale,

som koder for lige præcis de egenskaber,

personen ønsker at få. De nye gener får

kroppen til at ændre funktion i lang tid

ved fx at producere et bestemt protein

eller hæmme/styrke en kemisk proces.

Gevinst: Den dopede får nøjagtig de

egenskaber, som vil give de optimale

chancer for at vinde en konkurrence

– uden at snyderiet kan afsløres.

Risiko: Ved de gængse dopingmetoder

stopper virkningen, når man holder op

med at tage de forbudte stoffer. Men når

man har været inde og pille ved cellernes

dna-struktur, er ændringen indbygget i

kroppen i meget lang tid, og der er ingen

fortrydelsesret, hvis først det er gjort.

Der er en risiko for, at gendopingen

sætter gang i ukontrollerede processer i

kroppen, da forskerne endnu ikke

har fundet en måde at styre de kunstige

gener på. Det kan fx betyde, at musklerne

bliver alt for store, eller at blodprocenten

bliver så høj, at personen dør af det.

Hvem kan bruge det: Det afhænger af,

hvilke gensekvenser forskerne formår at

udnytte til doping. Men med den risiko,

der stadig er forbundet med gendoping,

vil misbrug i første omgang begrænse sig

til dristige sportsfolk, som har adgang

til høj faglig ekspertise inden for medicin.

Dopingtest: Fidusen ved gendoping er,

at snyderiet er meget vanskeligt at afsløre.

For at afgøre, om kroppen har fået tilført

dna, skal man analysere en vævsprøve,

fx en muskelbiopsi, og prøven skal tages

fra akkurat den del af kroppen, som er

blevet gendopet. Det diskuteres, om

medicinalfirmaer skal tvinges til at mærke

de gensekvenser, der benyttes.

Illustreret Videnskab nr. 10/2007

NORMAL

MUSKEL

IGF-1

3 Proteinet

IGF-1 bindes til

satellitcellerne,

som trænger ned

i såret. De ekstra

celler får fibren

til at hele op og

blive stærkere.

GENDOPET

MUSKEL

1 En dna-stump med

koder for et ønsket gen

indsættes i en virus, som

sprøjtes ind i musklen.

MUSKELFIBER

HENNING DALHOFF & ROBERT RECKER/CORBIS/SCANPIX

SATELITCELLE

CELLEKERNE

2 Virus fører dna-stumpen

ind i musklens cellekerne,

hvor den bliver en del af

cellens arvemateriale.

Sår starter og stopper helingsproces

1 I en normal muskelfiber er det cellernes

kerner, der styrer, hvor stærke fibrene skal være.

2 Hvis en muskelfiber bliver skadet,

udspyr cellekernerne i såret proteinet IGF-1,

som sender bud efter såkaldte satellitceller

(grønne) – de er forstadier til muskelceller.

MYOSTATIN

4 Når skaden er repareret,

udsendes et signal i form af

proteinet myostatin, som

sætter sig i en fritsvævende

receptor. Herefter stopper

helingsprocessen.

Opbygning

af musklerne

kickstartes

og holdes

i gang

3 Nogle af de

indsatte gener

danner IGF-1,

som sætter gang

i musklens

vækst.

4 Andre gener

danner et stof, som

forhindrer myostatin

i at binde sig til en

receptor. Musklen

bliver derfor ved

med at vokse.

More magazines by this user
Similar magazines