Nyhedsbreve fra AMA 1999-2003 - Ankestyrelsen

Afgørelser fra Arbejdsmarkedets Ankenævn
Nyhedsbrev nr. 1 / november 2001
På denne side vil Arbejdsmarkedets Ankenævn orientere om afgørelser af almen eller principiel
interesse. Ca. hver 3. måned vil der blive udsendt en ny samling afgørelser. Tidligere Nyhedsbreve vil
kunne findes på siden "Publikationer" under "Nyhedsbreve. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Fristen for indlevering af dagpengekort
Ankenævnet fandt, at retten til dagpenge var bortfaldet, da dagpengekort var indleveret senere end 3
måneder efter dagpengeperiodens udløb, og der ikke var grundlag for dispensation for fristens
overskridelse.
Medlemmet, som blev ledig i januar 1999, indsendte først i november 1999 sine dagpengekort for
perioden helt tilbage til januar 1999 og frem til november 1999.
Arbejdsdirektoratet gav medlemmet afslag på udbetaling af dagpenge for perioden januar til juli 1999
med den begrundelse, at retten til dagpengeydelser for denne periode var bortfaldet på grund af for
sent indsendte dagpengekort. Arbejdsdirektoratet henviste til § 9, stk. 2 i direktoratets bekendtgørelse
nr. 290 af 23. april 1997 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser.
Medlemmet anførte i sin klage, at der ikke var hjemmel i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til at
fravige den 5-årige forældelsesfrist i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse
fordringer, og at der heller ikke var hjemmel til administrativt at fastsætte regler, som fraveg 1908loven.
Medlemmet henviste samtidig til, at det af forarbejderne til loven i forbindelse med en lovændring i
1995 fremgik, at materielle regler udgik af standardvedtægten.
Ankenævnet fandt, at der var hjemmel i § 34, stk. 2, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til
at fastsætte reglen i § 9, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 290 af 23. april 1997 om standardvedtægt for
anerkendte arbejdsløshedskasser.
Ankenævnet lagde vægt på, at reglen i § 34, stk. 2, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er
bredt formuleret, og at § 9, stk. 2 i bekendtgørelsen opstiller en pligt for medlemmer, der ønsker
dagpenge udbetalt til at indlevere dagpengekort inden for en frist på 3 måneder.
Ankenævnet fandt, at 3-månedersfristen ikke var nogen materiel regel, men en ordensforskrift - om
end med materiel betydning for medlemmerne. Ankenævnet fandt derfor, at der ikke er grundlag for
at statuere, at fristen på 3 måneder af denne grund er ugyldig.

ama.dk
Ankenævnet fandt samtidig, at reglen i § 9, stk. 2 i direktoratets bekendtgørelse om standardvedtægt
ikke er nogen forældelsesregel. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at reglen ikke er
absolut, men at der i selve reglen er mulighed for at dispensere.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at dispensere i medlemmets tilfælde, da der var tale om en
væsentlig overskridelse af fristen, og medlemmet ikke havde anført nogen undskyldelig grund til
overskridelsen. Ankenævnet lagde endelig vægt på, at medlemmet havde kendskab til
3månedersfristen. (J.nr. 2000-1-0472).
Udeblivelse fra samtale på Arbejdsformidlingen om udarbejdelse/revision af en
individuel handlingsplan
Ankenævnet fandt, at medlemmet på grund af udeblivelse fra en samtale hos Arbejdsformidlingen
den 15. november 1999 alene skulle udelukkes fra dagpenge fra den 15. til og med den 16. november
1999, hvor hun henvendte sig til Arbejdsformidlingen.
Udeblivelsen skulle således ikke sidestilles med et afslag på at medvirke til udarbejdelse/revision af
en individuel handlingsplan.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet den 15. november 1999 var indkaldt til en samtale på
Arbejdsformidlingen om udarbejdelse/revision af individuel handlingsplan, men at hun ikke mødte
op til samtalen.
Ankenævnet lagde videre til grund, at medlemmet den 17. november 1999 rettede henvendelse til
Arbejdsformidlingen og forklarede, at hun først var blevet opmærksom på indkaldelsen, da hun havde
gennemgået sine reklamer og ugeaviser.
Ankenævnet lagde vægt på, at årsagen til, at medlemmet udeblev fra samtalen, var at
Arbejdsformidlingens indkaldelse til samtalen den 15. november 1999 havde forputtet sig i en
reklame, og medlemmet henvendte sig til Arbejdsformidlingen den 17. november 1999, dvs. inden
for 1 uge efter udeblivelsen.
Nævnet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 4, og til direktoratets
bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed § 14, stk. 1 og stk. 3, samt
vejledningen til denne bestemmelse. (J.nr. 2001-1-0159).
Medlemmet kunne ikke støtte ret på efterlønsbevis hvor efterlønssatsen fejlagtigt var
angivet som fuldtidssats
Ankenævnet fandt, at medlemmet alene var berettiget til efterløn med deltidssats.
Begrundelsen var, at medlemmet ikke opfyldte betingelsen om at være fuldtidsforsikret i mindst 5 år
inden for de sidste 10 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til efterløn.

Medlemmet havde indtil hidtil været fuldtidsforsikret og overgik herefter til deltidsforsikring da han i
maj 1989 havde fået 19 timers arbejde som servicemedarbejder. Ved denne lejlighed underskrev
medlemmet en af fællestillidsmanden udfyldt ansøgning til kassen om ændring af forsikringsstatus
fra fuldtidsforsikret til deltidsforsikret. Hans forsikringsstatus blev herefter ændret til
deltidsforsikring.
Ca. 1 år efter fik medlemmet fuldtidsarbejde, og fællestillidsmanden havde ifølge medlemmet lovet at
sørge for ændring af forsikringsstatus til fuldtidsforsikring. Dette skete imidlertid ikke.
Kassen udstedte i april 1999 efterlønsbevis med en efterlønssats som fuldtidsbeskæftiget på grundlag
af medlemmets lønsedler. Af følgebrevet til efterlønsbeviset fremgik, at medlemmet havde garanti for
at fremtidig efterløn kan blive beregnet på baggrund af den arbejdsfortjeneste, som fremgik af de
fremlagte lønsedler, selv om medlemmet måtte gå ned i løn. Det var en forudsætning, at medlemmet
bevarede den forsikringsstatus, der var lagt til grund for efterlønsbeviset.
I januar 2000 søgte medlemmet om efterløn og fik da at vide, at han alene var berettiget til efterløn
som deltidsforsikret.
Medlemmet henviste til efterlønsbeviset og ønskede at få udbetalt efterløn med fuldtidssats.
Ankenævnet fandt, at kassen ved udstedelsen af efterlønsbeviset i april 1999 om ret til efterløn med
fuldtidssats havde truffet en ulovlig afgørelse.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at opretholde kassens afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at
der ikke var hjemmel til den afgørelse, som kassen havde truffet, idet medlemmet som
deltidsforsikret ikke opfyldte betingelserne for ret til udbetaling af efterløn med fuldtidssats.
Ankenævnet fandt, at det var medlemmets ansvar, at han fik ændret forsikringsstatus. Ankenævnet
lagde i denne forbindelse vægt på følgende:
- at medlemmet ikke hæftede sig ved, at han ikke på tilsvarende måde, som da han havde bedt
fællestillidsmanden sørge for ændring af forsikringsstatus til deltidsforsikring, nu hvor han ønskede at
skifte til fuldtidsforsikring, igen skulle underskrive en skriftlig begæring til kassen,
- at medlemmet ikke hæftede sig ved, at han ikke modtog en bekræftelse fra kassen på, at han nu var
deltidsforsikret,
- at han ikke hæftede sig ved, at medlemsbidraget ikke steg, ligesom det ikke svarede til de
oplysninger om medlemsbidrag for fuldtidsforsikrede, der var oplyst i fagbladet, samt at
- fællestillidsmanden på arbejdspladsen ikke ved aftale eller på anden måde fremtrådte som
repræsentant for kassen. (J.nr. 2001-1-0119).
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
Ankenævnet har truffet en række afgørelser om arbejdsgiverens pligt til at betale
dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Nogle af de rejste problemstillinger omtales i det

følgende:
Dagpengegodtgørelsesbetaling afslået på grund af egen skyld i afskedigelse
Ankenævnet afslog udbetaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag på grund af
lønmodtagers egen skyld i afskedigelse.
Ankenævnet fandt, at foreliggende skriftlige kundeklager over buschauffør (og arbejdsgivers
reaktioner over for ham) var tilstrækkelig dokumentation for hans uforskammede optræden og
manglende respekt for de regler om kundebetjening, en buschauffør er undergivet. Det tillagdes
betydning, at han ikke forbedrede sig trods ledelsens advarsler og langmodighed .(J.nr. 2000-4-0034).
Dagpengegodtgørelsesbetaling bortfaldet på grund af konkurs
Ankenævnet fandt, at konkursboet ikke var forpligtet til betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag til lønmodtager, der fratrådte ultimo november 2000.
Afgørelsen blev truffet under henvisning til Østre Landsretsdom af 2. februar 1994, der fortolkedes
således, at kravet bortfaldt i og med konkursens indtræden, uanset hvornår kravet var opstået. (J.nr.
2001-4-0034).
Dagpengegodtgørelsesbetaling bortfaldet på grund af dødsboskifte
Ankenævnet fandt, at dødsboet med negativ saldo ikke var forpligtet til betaling af
dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, idet situationen må sidestilles med konkurs eller
betalingsstandsning, som er bortfaldsgrunde bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag. (J.nr. 2000-4-0033).
Lov om kompensation til handicappede i erhverv
Det formelle krav om forhandling kan ikke opfyldes ved en telefonisk forhandling.
AF havde indstillet en handicappet person til en ledig stilling hos en offentlig arbejdsgiver. Personen
søgte herefter stillingen og blev indkaldt til samtale hos arbejdsgiveren.
Ansøgeren fik imidlertid afslag på stillingsansøgningen.
Arbejdsgiveren og AF afholdt telefonisk forhandling, hvorunder redegjorde for baggrunden for
afslaget.
Ansøgeren modtog efterfølgende skriftligt afslag på sin ansøgning.
Stillingen blev først besat efter Arbejdsformidlingens tilbagemelding til arbejdsgiveren.

Arbejdsformidlingen vurderede, at afslaget ikke var givet i strid med reglerne om kompensation til
handicappede i erhverv. Arbejdsformidlingen henviste til, at arbejdsgiverens afslag var begrundet i, at
der var ansat en person, hvis kvalifikationer var højere end ansøgerens.
Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1334 af 14. december 2000 om kompensation til
handicappede i erhverv, § 3 og § 6, stk. 3 nr. 2, sikres fortrinsadgangen ved retten til en
ansættelsessamtale samt ved forhandlingspligten. Efter § 6, stk. 3, nr. 1, skal forhandlingen ske på
baggrund af en skriftlig redegørelse.
Ankenævnet fandt, at forhandlingspligten ikke var overholdt. Den telefoniske forhandling, der fandt
sted mellem arbejdsgiveren og arbejdsformidlingen kunne ikke opfylde kravet i reglerne om pligt til
forhandling, idet der på tidspunktet for den telefoniske forhandling ikke forelå en skriftlig redegørelse
for, hvorfor arbejdsgiveren ikke ønskede at ansætte den handicappede. Forhandlingen var således
sket på et ufuldstændigt grundlag. (J.nr.2001-7-0014).
Afslag på støtte i form af hjælpemidler med henvisning til, at der ikke var tale om hjælpemidler af en
akut hastende karakter.
En hørehandicappet havde søgt kommunen om støtte til FMudstyr til et Mikro Link anlæg. Det
kostede ca. 14.000 kr. Ansøgeren havde dobbeltsidig hørenedsættelse og brugte almindeligt
høreapparat. Hun havde fået bevilget 10 timers personlig assistance om ugen og havde i 1997 fået
bevilget telefonudstyr.
Kommunen havde videresendt ansøgningen til arbejdsformidlingen med henvisning til en afgørelse
fra Den Sociale Ankestyrelse, SM nr. A-24-00.
Af SM-meddelelsen fremgik, at Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at hjælp til store og dyre
værktøjer og arbejdsredskaber, herunder arbejdspladsindretninger efter aktivlovens bestemmelse
forudsætter, at hjælp efter anden lovgivning - herunder lov om kompensation til handicappede i
erhverv - ikke var tilstrækkelig til at kompensere for ansøgers begrænsninger i arbejdsevnen.
Ankenævnet fandt, at der ikke kunne bevilges hjælp til anskaffelse af FM-udstyr med Mikro Link i
henhold til kompensationsloven. Ankenævnet lagde vægt på, at det af bemærkningerne til lov nr. 293
af 14. maj 1998 om kompensation til handicappede i erhverv, hvor § 16 blev indsat, fremgik, at
satspuljen "Støtte til handicappede" fra 1996 blev benyttet til "straksanskaffelser" af hjælpemidler,
således at ansættelse af en person med et handicap ikke kom til at bero på de kommunale
myndigheders stillingtagen til anskaffelse af hjælpemidler.
Ankenævnet lagde videre lagt vægt på, at der efter bekendtgørelse nr. 825 af 8. november 1999 om
kompensation til handicappede i erhverv § 49, kan ydes tilskud fra puljen til anskaffelse af
hjælpemidler, f. ex. arbejdsredskaber, værktøj og mindre omfattende arbejdspladsindretninger, der er
nødvendige for at fastholde eller indsluse personer med handicap på arbejdsmarkedet.
Ankenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde et hastende behov for FM-udstyr. Der var heller ikke tale
om, at hjælpemidlet var nødvendigt for at fastholde ansøgeren på arbejdsmarkedet. Han var i forvejen
hjulpet af sin bevilling af personlig assistance til telefonpasning og den mobiltelefon, han tidligere

havde fået bevilget af satspuljemidlerne.
Nævnet tiltrådte derfor arbejdsformidlingens afslag. (J.nr. 2000-7-0015).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet en række sager vedrørende arbejdsgiverens pligt til at
udstede et ansættelsesbevis, herunder de nærmere krav til ansættelsesbevisets form og indhold. Nogle
af de rejste problemstillinger omtales i det følgende:
Mangelfuldt ansættelsesbrev til tilkaldevikar Ankenævnet fandt, at en arbejdsgiver ikke havde
opfyldt sin oplysningspligt overfor en tilkaldevikar.
En lønmodtager ansat som "phoner" i en telemarketingvirksomhed klagede over, at arbejdsgiveren
ikke havde opfyldt sin oplysningspligt efter loven.
Lønmodtageren var ansat som tilkaldevikar, men havde arbejdet for virksomheden i over 3 år, efter
egne oplysninger i 50-70 timer månedligt i aftentimerne i det første år og derefter fast 28 timer
ugentligt i dagtimerne plus eventuelle aftenvagter.
Lønmodtageren vedlagde kopi af en udfyldt og underskrevet arbejdsaftale, som manglede
oplysninger om
- arbejdsgiverens adresse,
- arbejdsstedets beliggenhed,
- ansættelsesforholdets startdato,
- rettigheder angående ferie, og
- den daglige eller ugentlige arbejdstid.
Arbejdsgiveren anførte, at vilkårene for ansættelsesforholdet var oplyst ved denne samarbejdsaftale.
Da arbejdsgiveren blev opmærksom på evt. mangler i forhold til loven, blev der efter ca. 2 år og 4
måneder udleveret et nyt udkast til en aftale. Lønmodtageren ville dog ikke underskrive dette udkast.
Arbejdsgiveren fandt, at de 2 aftaler sammenholdt opfyldte lovens betingelser.
Udkastet, som ikke var udfyldt eller underskrevet, manglede oplysninger om ferie og arbejdstid.
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin pligt, idet den underskrevne aftale ikke
indeholdt alle oplysninger. Nævnet lagde til grund, at der var tale om et ansættelsesforhold, som
havde varet mere end 1 måned, og at den ansatte efter sine egne oplysninger havde haft en arbejdstid
på mere end 8 timer om ugen i gennemsnit. Nævnet havde endvidere noteret sig, at arbejdsgiveren
med et nyt oplæg til aftale havde søgt at opfylde lovens betingelser. Dette oplæg manglede dog også
oplysninger. (J.nr. 2000-5-0035).

Udlevering af ansættelsesbevis
Ankenævnet fandt, at oplysningspligten ikke var opfyldt ved, at ansættelsesbeviset var tilgængeligt
på arbejdspladsen.
En fagforening klagede på vegne af et medlem over, at denne ikke havde modtaget et
ansættelsesbevis.
Arbejdsgiveren oplyste bl.a., at ansættelsesaftalen havde været tilgængelig på arbejdspladsen siden
ansættelsesforholdets start.
Arbejdsgiveren vedlagde en kopi af et ansættelsesbrev dateret på tidspunktet for starten. Brevet
manglede fyldestgørende oplysninger om ferie, løn og opsigelse.
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, idet ikke var godtgjort,
at ansættelsesbrevet var udleveret til den ansatte. Nævnet bemærkede endvidere, at brevet var
mangelfuldt. (J.nr.2001-5-0005).
Fristen for ansættelsesbevis
Ankenævnet fandt, at en arbejdsgiver ikke rettidigt havde opfyldt sin oplysningspligt.
En fagforening klagede på vegne af et medlem over, at en arbejdsgiver ikke havde givet oplysninger
om arbejdsstedets beliggenhed og ferie.
Den ansatte havde modtaget to ansættelsesaftaler, heraf kun den ene rettidigt. I denne aftale var ferie
ikke omtalt, og arbejdsstedet var ikke præcist angivet, uanset at der var tale om et fast arbejdssted. I
den anden aftale - en blanket fra arbejdsformidlingen - var disse oplysninger fyldestgørende givet,
men der manglede præcis oplysning om lønnen.
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke rettidigt havde opfyldt sin oplysningspligt, idet alle
oplysninger ikke var givet inden 1 måned efter ansættelsen. (J.nr. 2001-5-0006).
Manglende ansættelsesbevis
Ankenævnet fandt, at en arbejdsgiver ikke havde overholdt sin forpligtelse til at underrette
lønmodtageren om vilkårene for ansættelsen. Lønmodtager havde kun været ansat i 24 dage, men
ankenævnet lagde vægt på, at det måtte anses for godtgjort at den gennemsnitlige arbejdstid var på
mere end 8 timer, og at ansættelsesforholdet havde haft en varighed på mere end 1 måned, såfremt
arbejdsgiveren havde overholdt funktionærlovens opsigelsesvarsler. (J. nr. 2001-5-0023).
Dette nyhedsbrev udgives af Arbejdsmarkedets Ankenævns sekretariat.
Ansvarshavende redaktør er stedfortræder Helle Drusebjerg

Nyhedsbrev nr. 2 / Marts 2002
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden november 2001 til februar 2002 truffet følgende
afgørelser af almen eller principiel interesse.
Afgørelserne er sorteret efter lovområde. Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i
Retsinformation.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Dispensation for indsendelse af ansøgning om efterløn efter dagpengerettens ophør
Medlemmet var ledigt og fyldte 60 år i november 1999. I forbindelse dermed fik hun fra sin a-kasse
tilsendt et efterlønsbevis, hvoraf det fremgik, at hun på 60 års dagen opfyldte betingelserne for at
overgå til efterløn.
Januar 2000 skrev kassen til medlemmet, at hun pr. 13. november 1999 var overgået til
aktivperioden, og at hun i denne periode havde ret til dagpenge i 130 uger. Det betød at aktivperioden
ville udløbe den 20. maj 2001 ved fortsat ledighed. Kassen skrev samtidig, at det var en forudsætning
for at gå på efterløn, at medlemmet søgte derom, inden dagpengeretten udløb.
I september 2000 skrev kassen igen til medlemmet. Kassen erindrede om, at hendes dagpengeret
udløb den 20. maj 2001. I brevet blev det ikke nævnt, at efterløn skulle søges inden den 20. maj 2001.
A-kassen modtog medlemmets efterlønsansøgning den 6. juni 2001.
Den 15. juni 2001 skrev kassen til medlemmet, at efterlønsansøgningen ikke kunne imødekommes,
da den var modtaget efter, at dagpengeretten var ophørt.
Medlemmet anmodede om dispensation for den for sent indsendte ansøgning om efterløn.
Medlemmet oplyste, at årsagen til den for sent indsendte ansøgning var en forglemmelse fra hendes
side. Medlemmet anførte, at hun ikke var klar over, at ansøgningstidspunktet var afgørende for
hendes ret til efterløn.
Kassen oversendte dispensationsansøgningen til direktoratet med en anbefaling af, at direktoratet
dispenserede.
Direktoratet traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at dispensere. Direktoratet lagde vægt på,
at kassen med de fremsendte breve til medlemmet i november 1999, januar 2000 og september 2000

måtte anses for at have opfyldt sine vejledningsforpligtelser over for medlemmet.
Medlemmet gjorde i sin klage over afgørelsen særligt opmærksom på, at den vejledning hun havde
modtaget fra kassen om dagpengerettens udløb var modtaget henholdsvis ca. 16 måneder og 7
måneder før udløbsdatoen. Af det seneste brev sendt i september 2000 fremgik det desuden ikke
klart, at efterløn skulle være ansøgt, inden dagpengeretten udløb.
Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at der kunne dispenseres fra, at efterlønsansøgningen
ikke blev indgivet rettidigt. Medlemmet fik derfor ret til at overgå til efterløn fra datoen for kassens
modtagelse af hendes ansøgning, uanset at denne var modtaget efter dagpengerettens udløb.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke utvetydigt fremgik af kassens seneste brev
sendt i september 2000, at medlemmet ville miste retten til efterløn, hvis ansøgningen ikke blev
indgivet, inden dagpengeretten udløb. Henset til de alvorlige konsekvenser af for sent indgivet
ansøgning og den omstændighed, at medlemmet var ledig og modtog dagpenge og dermed var i
løbende kontakt med kassen, fandt nævnet, at kassen burde have vejledt udtrykkeligt om
konsekvenserne af for sent indgivet ansøgning i det brev, som kassen sendte i september 2000.
Ankenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at kassens vejledning blev givet i så god tid, at den reelt
ikke havde den tilsigtede effekt. Uanset at kassen formelt set havde opfyldt sine
vejledningsforpligtelser, så fandt nævnet, at det relativt lange tidsrum mellem den givne vejledning
og dagpengerettens faktiske udløb, måtte anses for at være hovedårsag til medlemmets forglemmelse.
Ankenævnet tillagde det også betydning, at efterlønsansøgningen blev indgivet relativt kort tid efter,
at dagpengeretten var udløbet.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at omstændighederne der førte til den for sent indgivne
ansøgning måtte betragtes som undskyldelige, hvorfor der var grundlag for at dispensere i medfør af
den særlige dispensationsbestemmelse i § 74 c, stk. 3, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
(J.nr. 2001-1-0601).
Efterlønsbevis med fejlagtig, for høj efterlønssats udstedt 1 måned før overgang til efterløn gav
ikke medlemmet ret til den fejlagtige, høje sats
Arbejdsløshedskassen udstedte i juni 1999 efterlønsbevis til medlemmet hvorefter hans efterlønssats
ville blive kr. 552,- (maksimumsatsen). Beløbet var beregnet på baggrund af, at medlemmet havde
drevet selvstændig virksomhed uden etableringsydelse i 3 år, men medlemmet havde kun drevet
virksomheden uden etableringsydelse i 2 år.
Medlemmet gik på efterløn den 22. juli 1999 Arbejdsløshedskassen traf i denne forbindelse afgørelse
om, at hans efterlønssats var beregnet til kr. 300,-.
Direktoratet traf den 2. november 1999 afgørelse om at medlemmet i hele efterlønsperioden alene

havde ret til få efterløn med satsen kr. 300,- der var det rigtige beløb.
Ankenævnet fandt, at arbejdsløshedskassen havde begået en fejl. Efterlønsbeviset var ikke nogen
garanti, men en afgørelse der kunne påklages. Formålet med efterlønsbeviset var, at give et medlem
mulighed for at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med en sikkerhed for,at retten til
efterløn ikke blev fortabt, hvis den pågældende senere skulle blive syg eller frihedsberøvet.
Ankenævnet bemærkede, at arbejdsløshedskassens oprindelige afgørelse var ugyldig, fordi den led af
en væsentlig, retlig indholdsmangel.
Det forhold, at medlemmet havde oplyst, at han ikke ville have afhændet sin virksomhed, hvis han
havde vidst, at hans efterlønssats ville blive kr. 300,-, var efter nævnets opfattelse ikke et så
tungtvejende moment, at det kunne begrunde opretholdelsen af den ugyldige afgørelse.
Arbejdsløshedskassen kunne således ændre sin afgørelse så medlemmet ved overgangen til efterløn,
alene havde ret til den korrekt udregnede, men lavere sat (J.nr. 1999-1-0778).
Frist på 3 måneder til at bevise sin rådighed – ringe jobsøgningsaktivitet, men havde uden for
normal arbejdstid deltaget i kursus med henblik på arbejde
Medlemmet ophørte i december 1999 som selvstændig erhvervsdrivende og modtog herefter
dagpenge.
Arbejdsløshedskassen meddelte i forbindelse med ledigmeldelsen medlemmet, at hun skulle være
aktivt arbejdssøgende og føre liste over de job, hun søgte. Hun skulle gemme listen til brug for den
kommende vejlednings- og rådighedssamtale.
I marts 2000 blev medlemmet i arbejdsløshedskassen vejledt om rådighed og arbejdssøgning.
Den 5. januar 2001 var medlemmet til rådighedssamtale hos arbejdsformidlingen i forbindelse med
sin overgang til aktivperioden. Inden for det sidste ½ år havde hun alene søgt 1 job inden for eget
fagområde og ellers intet. Uden for normal arbejdstid havde hun i perioden marts-september 2000
deltaget i kursus med henblik på at blive lægeeksamineret massør. Hun havde været i jobbutikken
flere gange. Hun læste annoncer i avisen, men mente ikke at noget passede til hendes kvalifikationer.
Ca. 1 uge senere var medlemmet til samtale hos arbejdsformidlingen med henblik på at påbegynde
uddannelse som social- og sundhedshjælper og få dette indført i handlingsplanen.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var til rådighed fra den 5. januar 2001.
Arbejdsformidlingen oplyste, at medlemmet var grundregistreret som værende til rådighed som
pædagogmedhjælper og inden for butiksområdet. I perioden januar 2000 til januar 2001 havde der
været 77 åbne ordrer inden for disse områder. I øvrigt havde der været ledige stillinger i bladene.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet havde mistet retten til dagpenge fra den 5. januar 2001.
Hun kunne igen få dagpenge, når hun havde haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på
10 uger. Begrundelsen var den ringe arbejdssøgning.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke skulle miste dagpengeretten den 5. januar 2001 på grund af
manglende rådighed. Hun skulle have haft – og skal have – en frist på 3 måneder til at vise sin
rådighed.
Begrundelsen var, at medlemmet i perioden marts til september 2000 uden for normal arbejdstid
deltog i kursus med henblik på at blive lægeeksamineret massør. Endvidere havde hun været i
jobbutikken flere gange og læst annoncer i avisen.
Ankenævnet lagde særlig vægt på, at det fremgik af sagen, at medlemmet ikke helt havde forstået, at
hun også havde pligt til at søge arbejde for at kunne anses for at stå til rådighed – og ikke kunne nøjes
med at forsøge at forbedre sine jobmuligheder (J.nr. 2001-1-0331).
Mangelfuld vejledning fra arbejdsløshedskassens side i forbindelse med medlemmets
henvendelse om kombinationsforsikring
Medlemmet, der var deltidsforsikret med 18 timers lønarbejde, havde sideløbende hermed
15-17 timers beskæftigelse i sin ægtefælles virksomhed.
Medlemmet henvendte sig i kassen den 10. august 1999 for at få vejledning om at blive kombina-
tionsforsikret.
I slutningen af august måned og flere gange senere kontaktede medlemmet kassen, da hun intet havde
hørt. Hver gang fik hun at vide, at hovedkontoret tog sig af sagen. Først medio oktober 1999 sendte
kassen ansøgningsblanket til medlemmet.
Kassen modtog den 18. oktober 1999 medlemmets ansøgningsblanket vedrørende
kombinationsforsikring.
Kassen traf afgørelse om, at medlemmet først kunne anses for kombinationsforsikret fra den 18.
oktober 1999.
Medlemmet klagede og anførte, at hun burde anses for at være kombinationsforsikret fra et tidligere
tidspunkt, enten den 1. juli 1999 eller den 10. august 1999.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at dispensere fra kravet om skriftlig ansøgning. Medlemmet

kunne tidligst optages som kombinationsforsikret fra den 18. oktober 1999.
Direktoratet var fortsat af den opfattelse, at medlemmets henvendelse den 10. august 1999 var af
mere generel karakter og dermed ikke et direkte ønske om at blive omfattet af
kombinationsforsikringen på daværende tidspunkt.
Ankenævnet fandt, at optagelse ikke kunne afslås fra den 10. august 1999 med den begrundelse, at
der ikke skriftligt var søgt om overflytning til kombinationsforsikring før den 18. oktober 1999.
Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at det efter den 1. juli 1999, hvor efterlønsreformen trådte i kraft,
kunne få afgørende betydning, at indmeldelse og evt. overflytning fandt sted før 30. september 1999
af hensyn til kravene i overgangsreglerne om uafbrudt indbetaling af efterlønsbidrag og uafbrudt
medlemsperiode fra den 1. juli 1999.
Da der forelå mangelfuld vejledning skulle medlemmet stilles, som om hun havde søgt statusændring
allerede den 10. august 1999. Hun ville således have mulighed for at overgå til efterløn som
fuldtidsforsikret, hvis De øvrige betingelser herfor var opfyldt (J.nr. 2001-1-0039).
Tilladelse til at påbegynde selvstændig virksomhed efter 200 timers reglen med rådgivning
efter tarotkort.
Medlemmet ansøgte om tilladelse til at påbegynde selvstændig virksomhed efter 200 timers reglen
med rådgivning efter tarotkort.
Medlemmet regnede med et årligt tidsforbrug på 82,5 time med en forventet indtægt på 19.800 kr.
Rådgivningen skulle foregå i hendes eget hjem.
Ankenævnet fandt, at medlemmet kunne få tilladelse til at påbegynde selvstændig bibeskæftigelse
med rådgivning med tarotkort i periode med overgangsydelse og efterløn efter 200 timers reglen. Det
var en betingelse for tilladelsen, at rådgivningen kunne udøves i medlemmets eget hjem.
Begrundelsen for ankenævnets afgørelse var, at medlemmet efter nævnets opfattelse havde
sandsynliggjort, at den selvstændige bibeskæftigelse var af en sådan karakter, at den alene kunne
drives inden for 200 timers grænsen.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på ,at virksomheden blev drevet fra medlemmets bopæl, at
medlemmets kundekreds var venner og bekendte, og at der ikke blev annonceret.
Endvidere lagde nævnet vægt på virksomhedens karakter, medlemmets oplysning om at hun regnede
med at anvende ca. 80 timer årligt på rådgivningsvirksomhed, administration og rengøring samt
hendes oplysninger om uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund (J.nr. 2001-1-0622).

Indberetnings- og opgørelsestidspunktet for værdien af en kapitalpension i relation til efterløn
er medlemmets 59 ½. års dag
Medlemmets bank indberettede, at depotværdien af medlemmets kapitalpension ved hans 59 ½ års
dag var på 653.924 kr. Ved medlemmets 60 års dag var depotværdien 520.956 kr. som følge af
kursfald på de aktier kapitalpensionen var placeret i.
Ankenævnet fandt, at opgørelsen skulle foretages på grundlag af pensionsinstituttets elektroniske
oplysning om værdien af pensionen ved det fyldte 59½. år. Indberetningen sker efter
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om indberetning af pensioner m.v. til brug
for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension, jf. arbejdsløshedsforsikrings-lovens § 74 i, stk. 4.
Efter Skatteministeriets bekendtgørelse skal værdien opgøres ved det 59½. år, hvis værdien af
pensionsordningen ved det 60. år ikke er kendt på opgørelsesdatoen.
Nævnet fandt således, at der ikke var hjemmel i loven eller bekendtgørelser til, at der kunne foretages
en fornyet justeret værdiopgørelse som følge af kursfaldet i aktiebeholdningen i perioden fra det 59½.
år til det 60. år. Medlemmet måtte derfor selv bære risikoen for, at aktiekurserne faldt efter
indberetningen, og at hans fradrag i pensionen derfor blev større end den ville have været ved hans
fyldte 60. år.
Nævnet fandt heller ikke, at det forhold, at der i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 4, står at
indberetningen skal finde sted "kort før og kort efter medlemmets fyldte 60. år", medfører andet
resultat. Denne dobbelte indberetningspligt blev indsat af kontrolmæssige grunde, men havde ikke til
formål, at der skulle foretages en ny værdiopgørelse efter det fyldte 60. år.
Nævnet fandt således, at værdien af medlemmets pension skulle indberettes af pensionsinstituttet ved
det fyldte 59½. år, og denne værdi skulle indgå i pensionsberegningen på 60 års dagen (J.nr. 2001-1-
0668).
Et medlem overgik fejlagtigt til efterløn med status som fuldtidsforsikret
Medlemmet blev fuldtidsforsikret i oktober 1986. Hun overgik til delefterløn den 1. maj 1999.
Ved en fejl overgik medlemmet til fleksibel efterløn som fuldtidsforsikret den 1. juli 1999. I juli 2000
meddelte kassen, at hun fra 19. juni 2000 alene ville modtage fleksibel efterløn med satsen for
deltidsforsikrede.
Medlemmets anciennitet som fuldtidsforsikret ved overgangen til efterløn pr. 1. juli 1999 var alene 2
år, 9 måneder og 24 dage. Anciennitetskravet var 5 år inden for de sidste 10 år.

Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udbetalt efterløn som
fuldtidsforsikret fra den 1. juli 1999, idet hun ikke opfyldte anciennitetskravet.
Ankenævnet fandt, at medlemmet efter overgang til efterløn ikke fortsat kunne optjene
fuldtidsanciennitet, samt at hun som følge af de ændrede regler pr. 1. juli 1999 ikke længere kunne
forblive på delefterløn, hvor hun havde mulighed for at optjene ret til efterløn som fuldtidsforsikret.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet blev fuldtidsforsikret den 7. oktober 1996, og at det var
en betingelse for ret til fuldtidsefterløn, at hun havde været fuldtidsforsikret i 5 år inden for de seneste
10 år.
Ankenævnet bemærkede, at der ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven er nogen
dispensationsmulighed i relation til opfyldelse af kravet om fuldtidsforsikring, og at der således ikke
er hjemmel til kassens afgørelse om udbetaling af efterløn med fuldtidssats.
Det forhold, at medlemmet fra 1. juli 1999 til 18. juni 2000 havde modtaget efterløn som
fuldtidsforsikret, kunne ikke medføre, at hun kunne få fuldtidsefterløn i strid med lovens regler.
Der var tale om en væsentlig fejl ved arbejdsløshedskassens oprindelige afgørelse, idet medlemmet
ikke inden overgangen til efterløn opfyldte lovens krav om fuldtidsanciennitet.
Ankenævnet fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der gjorde at den ugyldige afgørelse
kunne opretholdes.
Ankenævnet havde i denne forbindelse lagt vægt på, at medlemmet var bekendt med kravet om 5 års
fuldtidsforsikring inden for 10 år, som er en betingelse for ret til udbetaling af fuldtidsefterløn.
Medlemmet havde regnet med at kunne gå på efterløn med sats som fuldtidsforsikret den 7. oktober
2001. Hun ville på dette tidspunkt have været fuldtidsforsikret i det krævede omfang, idet hun i
delefterlønsperioden optjente fuldtidsanciennitet.
Delefterlønsmuligheden forsvandt med regelændringen pr. 1. juli 1999. Dette var årsagen til, at
medlemmet mistede muligheden for fuldtidsefterløn pr. 7. oktober 2001, idet der ikke kan optjenes
fuldtidsanciennitet i en efterlønsperiode. Der er ikke tale om, at de ændrede regler fik tilbagevirkende
kraft, idet regelændringen alene medførte, at det for fremtiden ikke var muligt at være på delefterløn.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse, hvorefter medlemmet kun var berettiget til
efterløn som deltidsforsikret. Ankenævnet fandt imidlertid, at det ikke havde været berettiget at
stoppe udbetalingen af efterløn med fuldtidssats før det tidspunkt, hvor hun modtog meddelelse om
arbejdsløshedskassens afgørelse af 27. juli 2000 (J.nr. 2001-1-0458).
Medlemmet kunne anses for ophørt i sin ægtefælles tidligere virksomhed, uanset at 5 varebiler
ikke var solgt, men alene udlejet til køber af virksomheden

En medarbejdende ægtefælle meldte sig ledig den 1. maj 2000, hvor medlemmets ægtefælle havde
solgt sin virksomhed, kød en gros og catering. Der resterede 5 varebiler, som var pantsat, og som
køber benyttede mod at betale løbende driftsomkostninger.
Ægtefællen blev ansat hos køber som sælger på ren provision med konkurrenceklausul og
konventionalbod på 100.000 kr.
Ankenævnet fandt, at ægtefællens rådighed over varebilerne var begrænset til at søge varebilerne
solgt, og på grund af konkurrenceklausulen kunne han ikke benytte bilerne til at køre ud for at drive
selvstændig virksomhed.
Ankenævnet anerkendte hustruens ophør med virkning fra 1. maj 2000 (J.nr. 2001-1-0422).
Et ægtepar forpagtede og drev et bageri. Forpagtningsaftalen blev opsagt. Ægtefællerne anset
for ophørt, uanset at de havde købt visse driftsmidler, da der ikke var tale om grundlæggende
nødvendige driftsmidler
Et ægtepar forpagtede og drev et bageri fra 1996. Bageriet var driftsklart med tilhørende butik,
driftsmidler og inventar.
Bortforpagters advokat sendte en aftale om salg af bageriet og spurgte, om de ønskede at gøre deres
forkøbsret gældende. I benægtende fald skulle de fratræde forpagtningen den 31. december 2000
ifølge tidligere opsigelse. Bageriet blev afleveret med alt tilhørende udstyr.
Ægteparret havde købt visse effekter, som den nye ejer ikke ville overtage, og som derfor blev
opmagasineret, da der ikke var interesserede købere. Det drejede sig blandt andet om 3 fryseskabe, 4
køleskabe, pengeskab, sodavandsskab, opvaskemaskine og 4 stikvogne samt 10 sække mel.
To måneder senere startede ægteparret et andet bageri, som de havde købt.
Ankenævnet anerkendte ophøret fra 1. januar 2001 med følgende begrundelse:
Forpagtningen var opsagt af bortforpagter, hvilket ville sige, at det ikke var ægteparrets egen
bestemmelse, at de ikke længere havde rådighed over lokalerne.
Det forpagtede bageri var afleveret i driftsklar stand, dvs. med alle grundlæggende nødvendige
driftsmidler.
Der var ikke længere rådighed over lokaler til hverken produktion eller salg, og
Der var ikke adgang til grundlæggende nødvendige driftsmidler som f.eks. professionel bageovn (J.

nr. 2001-1-0462).
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til kontraktansat ved arbejdsophør
En journalist, der var ansat på kontrakt til 100 timers arbejde, kunne få dagpengegodtgørelse efter at
have arbejdet de 100 timer.
En A-kasse anmodede Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, at en arbejdsgiver
skulle pålægges at betale i alt 6 G-dage til kassens medlem.
Medlemmet blev ansat som freelance tekstredaktør til 100 timers arbejde fra d. 1. juni 2001, og det
fremgik af den indgåede kontrakt, at arbejde udover 100 timer i juni 2001 honoreredes med kr. 200,- i
timen.
A-kassen anmodede om betaling af dagpengegodtgørelse for 4 dage, hvor der ikke var arbejdet,
indenfor kontraktperioden samt for to dage efter afslutningen af ansættelsesforholdet.
Ankenævnet fandt, at der ikke kunne pålægges arbejdsgiver at betale dagpengegodtgørelse for dage
forud for arbejdsophøret ved kontraktens udløb, da medlemmet ikke kunne betragtes som afskediget
inden denne dato.
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiver skulle betale for to G-dage (J.nr. 2001-4-0121).
Ansat med varierende arbejdstid og intet opsigelsesvarsel anset som afskediget efter hver
arbejdsdag berettiget dagpengegodtgørelse
En A-kasse anmodede Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, at en arbejdsgiver
skulle pålægges at betale i alt 18 G-dage til kassens medlem.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet udfra den indgåede ansættelseskontrakt, hvorefter der
ikke var noget opsigelsesvarsel i ansættelsesforholdet, og den betydelige variation i antallet og
placering af arbejdstimer måtte betragtes som ansat fra dag til dag. Ankenævnet bemærkede, at ved
løs ansættelse betragtes lønmodtageren som afskediget hver dag ved arbejdstids ophør.
Da beskæftigelseskravet var opfyldt og der ikke forelå bortfaldsgrunde fandt ankenævnet, at
medlemmet måtte være berettiget til dagpengegodtgørelse de maksimale 16 gange i år 2000.
Derimod fandt ankenævnet, at kun den ene af de to dagpengegodtgørelser, A-kassen havde anmodet
om fra år 2001, skulle betales af arbejdsgiver, idet 1. ledighedsdag var den 30. december 2000, hvor
de maksimale 16 godtgørelser inden for et kalenderår var passeret. Der skulle derfor kun betales

godtgørelse for 2. januar 2001, der måtte anses som 2. ledighedsdag, og ikke for 3. januar 2001 (J.nr.
2001-4-0057).
Lov om ferie
Udbetaling af uhævet feriegodtgørelse trods manglende afholdelse af ferie
Ankenævnet fandt, at der forelå særlige forhold efter ferielovens § 38, der havde forhindret klager i at
afholde ferie og som kunne begrunde, at udbetaling af feriepenge svarende til 9 feriedage tillades,
uden at ferien havde været afholdt.
Klager var under uddannelse til lægesekretær. Uddannelsen bestod af praktikperioder og
skoleperioder. Klager havde samtidig haft et meget langt sygdomsforløb, men var raskmeldt inden
ferieårets udløb, ligesom hun var raskmeldt i nogle uger i september 2000. Klager var derfor ikke
omfattet af de feriehindringer, der fremgår af § 26 i bekendtgørelse om ferie nr. 1034 af 20.
november 2001.
Nævnet fandt ikke, at klager havde haft mulighed for at tilrettelægge sit uddannelsesforløb, således at
hun kunne have afholdt ferie enten i eller udenfor skoleperioderne. Klager havde således været
sygemeldt i hele 1. halvår 2001 under praktikperioderne, og havde dokumenteret, at det ikke havde
været muligt at afholde ferie i de korte skoleperioder.
Nævnet fandt ikke, at klager burde have brugt sin restferie i september 2000, hvor hun var raskmeldt i
nogle få uger. Nævnet anførte således, at september måned er en del af ferieperioden – det vil sige
den periode, hovedferien normalt afvikles indenfor. Klager burde ikke på daværende tidspunkt have
forventet, at der ikke ville blive mulighed for at afvikle restferien på et senere tidspunkt (J.nr. 2001-
11-0049)
Ikke hjemmel i ferieloven til at pålægge arbejdsgiveren at indbetale morarenter af de
feriepenge, der blev indbetalt 3 ½ år for sent til FerieKonto.
Klager blev opsagt og arbejdsgiveren pålagde ham at holde mest mulig ferie i opsigelsesperioden,
hvor han var fritstillet. Klager fik kort efter andet arbejde, og afgav kontraopsigelse. Arbejdsgiveren
ophævede på grund af illoyalitet ansættelsen med øjeblikkelig virkning og nægtede at indbetale
optjent feriegodtgørelse til FerieKonto.
Arbejdsdirektoratet bad arbejdsgiveren om at indbetale feriegodtgørelse svarende til 18 dages ferie,
der derpå blev indbetalt. Klager krævede derpå, at direktoratet skulle inddrive morarenter hos den
tidligere arbejdsgiver, idet feriepengene var udbetalt 3 ½ år for sent. Direktoratet svarede, at dette
ikke efter ferieloven kunne inddrive renter af for sent indbetalte feriepenge. Klager kritiserede, at
direktoratet ikke tidligere havde vejledt om, at han selv skulle kræve morarenter.

Direktoratet traf afgørelse om, at der ikke i ferieloven var hjemmel til, at pålægge arbejdsgiveren at
indbetale morarenter af de feriepenge, der blev indbetalt 3 ½ år for sent. Direktoratet fandt desuden,
at direktoratets vejledning under sagen havde overholdt forvaltningslovens krav hertil.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager først fremsatte
rentekravet efter feriegodtgørelsens indbetaling (J.nr. 2001-11-0014).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet
Oplysningspligten overholdt ved, at en varslet lønstigning fremgik af en lønseddel. Nævnet tog
ikke stilling til et tilsvarende spørgsmål om arbejdstiden.
En fagforening anmodede nævnet om at tage stilling til, om en arbejdsgiver havde opfyldt sin
oplysningspligt vedrørende en lønstigning ved, at stigningen alene fremgik af en lønseddel.
Fagforeningen ønskede også en principiel stillingtagen til en ændring af arbejdstimerne, uanset at
arbejdsgiveren og den ansatte var enige om, at ændringen i arbejdstiden var sket som følge af en fejl.
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren havde overholdt sin oplysningspligt, idet det af
ansættelsesaftalen fremgik, at der ville ske en lønregulering på et bestemt tidspunkt. Da
lønreguleringen fremgik af lønsedlen på det oplyste tidspunkt, kunne den ansatte ved et enkelt
regnestykke konstatere såvel stigningens størrelse som timelønnen fremover.
Da arbejdsgiveren og den ansatte var enige om, at ændringen af arbejdstiden var sket ved en fejl, og
der ikke havde været tvivl om den rigtige arbejdstid, som fremgik af ansættelsesaftalen, afviste
nævnet at tage stilling hertil, idet nævnet ikke har kompetence til at afgive vejledende udtalelser (J.nr.
2001-5-0031).
I en buschaufførs ansættelsesbevis var det anført, at ansættelsen fandt sted i henhold til
overenskomst. En advokat gjorde på vegne af chaufføren gældende, at ansættelsesbeviset var
indholdsmæssigt mangelfuldt
I et ansættelsesbevis var det angivet, at klager ansattes som chauffør i henhold til overenskomst
mellem SID og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening. Der stod intet om rettigheder med hensyn til
ferie og opsigelsesvarsler i ansættelsesbeviset, og vedrørende løn var kun udbetalingsterminer oplyst.
Ankenævnet fandt, at den generelle oplysning om, at ansættelsesforholdet var dækket af
overenskomst, var tilstrækkelig til, at der var henvist til overenskomst. Nævnet fandt det ikke

nødvendigt, at det af ansættelsesbeviset specifikt fremgik, at de manglende oplysninger kunne findes
i overenskomsten, og ansættelsesbeviset levede således indholdsmæssigt op til lovens krav, så sagen
blev afgjort til fordel for arbejdsgiver.
Selvom ansættelsen var dækket af overenskomst, indeholdt denne ikke regler, der som minimum
svarede til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533, og Ankenævnet var derfor kompetent til at træffe
afgørelse i sagen (J. nr. 2001-5-0028).
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer" under "Nyhedsbreve".

Nyhedsbrev nr. 3
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden marts til maj 2002 truffet følgende afgørelser af almen
eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Indledning
Om anvendelse af nye regler på sager, der ikke er endeligt afgjort
på tidspunktet for reglernes ikrafttræden
Arbejdsmarkedets Ankenævn kommer som sidste administrative klageinstans af og til ud for, at de
regler, som en sag er afgjort efter i kassen og direktoratet er ændret, mens sagen har verseret. I disse
situationer må ankenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen tage stilling til, om det er de
regler, der var gældende på tidspunktet for den konkrete sags opståen og bedømmelse i 1. instans,
eller om det er de regler, der gælder på tidspunktet for ankenævnets afgørelse af sagen, der skal
anvendes.
Problemet opstår som udgangspunkt alene i de situationer, hvor der ikke i forbindelse med en ny lovs
eller bekendtgørelses ikrafttræden er fastsat overgangsregler eller nærmere regler om, fra hvilket
tidspunkt de ændrede regler har virkning.
Hvis der ikke er fastsat nærmere i de nye regler er udgangspunktet, at det er de regler, der var
gældende på tidspunktet for en sags opståen, der skal anvendes. Dette skal ses på baggrund af den
udbredte modvilje i såvel teori som praksis mod, at lovgive/regulere med tilbagevirkende kraft. Det
vil af samme årsag aldrig kunne komme på tale at anvende nye regler, der indeholder skærpelser i
forhold til hidtidige regler på sager, der ikke er endeligt afgjort ved de nye reglers ikrafttræden.
Udgangspunktet modificeres dog i det omfang, der er tale om, at de nye regler er lempeligere, eller
vil medføre en lempeligere vurdering i forhold til den konkrete sag. I sådanne tilfælde vil der være en
tilbøjelighed til at anvende de nye lempeligere regler på verserende sager ud fra den betragtning, at
sagen først afgøres endeligt efter at de nye lempeligere regler er trådt i kraft.
Også i tilfælde hvor der faktisk er fastsat nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt ændrede regler
finder anvendelse, kan der dog opstå problemer, da overgangsregler ikke altid er éntydige.
Som eksempel på en regelændring, hvor der var en særlig ikrafttrædelsesbestemmelse kan nævnes:
Ændringen af sanktionsreglerne pr. 1. juli 2000, hvor den maksimale sanktion for svig blev

ændret fra slettelse til 962 timers effektiv karantæne
Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (lov nr. 334 af 17. maj 2000) indeholdt i §
2, stk. 5, følgende bestemmelse:
" § 87 og ….., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18 og ….., har virkning for alle sager om sanktion,
hvor der ikke er truffet endelig administrativ afgørelse før den 1. juli 2000".
"18. § 87 affattes således:
"§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for
kassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at
medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer. Er
medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at
pågældende slettes som medlem at kassen, hvis den seneste forseelse er begået
mindre end 5 år efter direktørens tidligere afgørelse. Et medlem, som slettes af
kassen, kan genoptages som nyt medlem."
De sager som direktoratet havde truffet afgørelse i efter de regler, der var gældende før 1. juli 2000,
og som blev afgjort i ankenævnet efter de nye reglers ikrafttræden, voldte ikke problemer. Disse
sager blev afgjort efter de nye lempeligere regler, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen.
Problemet opstod, og opstår stadig, i forbindelse med genoptagelse af sager, som er afgjort i
ankenævnet før 1. juli 2000, eller som er afgjort med en afgørelse fra direktoratet, fordi afgørelsen
ikke har været påklaget til ankenævnet.
Spørgsmålet om genoptagelse af en tidligere afgjort sag kan f.eks. opstå efter at der er afsagt dom i en
efterfølgende straffesag, men det kan også være relevant at tage stilling til genoptagelse, hvis f.eks. et
medlem fremkommer med væsentlige nye oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for
ankenævnets afgørelse.
I disse situationer bliver ankenævnets stillingtagen til selve spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag
for genoptagelse af afgørende betydning.
Hvis ankenævnet beslutter at genoptage en sag til fornyet behandling af sagens realitet, anses sagen
først for endeligt afgjort, når der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen. Det betyder, at det så
bliver de nye lempeligere sanktionsregler der skal anvendes også i de tilfælde, hvor en svigsvurdering
fastholdes efter fornyet vurdering.
Som eksempler på regelændringer, hvor der ikke var særlige overgangsregler eller
ikrafttrædelsesbestemmelser kan nævnes:
Nedsættelsen af karantænen ved for sen betaling af medlemsbidrag
I Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse (nr.

514 af 7. juni 2001), der trådte i kraft den 1. juli 2001, blev karantænen i forbindelse med
genoprettelse af medlemskabet ved for sen betaling ændret til 7,4 timers effektiv karantæne.
Indtil 1. juli 2001 var sanktionen fastsat til 20 timers effektiv karantæne. Bekendtgørelsen indeholdt
ikke nogen overgangsregel i relation til for sen betaling af medlemsbidrag forud for bekendtgørelsens
ikrafttræden.
I en rundskrivelse (nr. 34/2001 af 1. juni 2001) som direktoratet udsendte i forbindelse med
bekendtgørelsens ikrafttræden fremgik det til denne ændring bl.a.:
" A-kassen skal pålægge 7,4 timers karantæne i sager, hvor a-kassen sender slettebrevet den 1. juli
2001 eller senere."
I de verserende sager der omhandlede perioder forud for 1. juli 2001, og hvor spørgsmålet om
karantæne ved for sen betaling indgik, var direktoratet og ankenævnet dog enige om, at karantænen
skulle ændres til 7,4 timers karantæne. Ankenævnet henviste i afgørelserne til, at det efter
bekendtgørelsens ikrafttræden var den ændrede sanktionsbestemmelse, der fandt anvendelse på sager,
hvor der ikke var truffet endelig administrativ afgørelse.
Ændringen af bedømmelsen af bl.a. arbejdsophør uden begæring af ydelser fra kassen i 3
måneder efter ophøret
I Arbejdsdirektoratets seneste bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed (nr. 826 af 19. september
2001), der trådte i kraft den 1. oktober 2001, er der bl.a. sket en lempelse af reglerne f.s.v. angår
arbejdsophør, når der ikke begæres dagpenge eller anden ydelse fra kassen i 3 måneder efter ophøret.
Sådanne arbejdsophør er ikke længere omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og
konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen indeholder ikke særlige overgangsbestemmelser i relation til arbejdsophør, der har
fundet sted forud for bekendtgørelsens ikrafttrædelsesdato - bortset fra to særlig bestemmelser om
selvforskyldt ledighed i forbindelse med orlov.
I en konkret sag (j. nr. 2001-1-0505, der er refereret nedenfor), fandt ankenævnet, at de nye regler
skulle finde anvendelse ved vurderingen af et arbejdsophør, der fandt sted i juni 2000.
Ved anvendelse af de nye regler, havde arbejdsophøret ingen konsekvenser for medlemmet.
Ankenævnet henviste til, at sagen først var endeligt afgjort efter de nye, lempeligere reglers
ikrafttræden, og at det i praksis antages, at regelændringer, der indebærer lempelser i forhold til
tidligere regler skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden.
Ændrede regler om fejlforsikring i et andet EØS-land
Med Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for
EØS og i det øvrige udland (nr. 713 af 6. august 2001) skete der væsentlige ændringer i reglerne om

fejlforsikring i et andet EØS-land. Bl.a. blev det via en ny dispensationsbestemmelse muligt, at se
bort fra perioder med fejlforsikring i et andet EØS-land. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1.
september 2001, og indeholdt ikke særlige overgangsregler i relation til bedømmelsen af perioder
med fejlforsikring, der lå forud for bekendtgørelsens ikrafttræden.
I en konkret sag havde direktoratet truffet afgørelse om konsekvenserne af to perioder i 1995 og
1999/2000 med fejlforsikring i et andet EØS-land af hhv. ca. 3 måneders og ca. 1 års varighed.
Direktoratet havde senest truffet afgørelse den 24. september 2001. Direktoratets afgørelse indebar, at
der ikke kunne bortses fra den ene periode med fejlforsikring, hvilket betød, at medlemmet på ny
skulle opfylde kravet om 1 års medlemskab af en dansk a-kasse, før han igen kunne opnå ret til
dagpenge
Ankenævnet fandt, at det var reglerne i den nugældende bekendtgørelse, der skulle finde anvendelse.
Ankenævnet begrundede denne opfattelse med, at den nye bekendtgørelse ikke indeholdt særlige
overgangsregler i relation til fejlforsikringsperioder forud for bekendtgørelsens ikrafttræden, at de
nye regler om konsekvenserne af fejlforsikring var lempeligere end de tidligere gældende, og at sagen
først blev endeligt afgjort efter, at de nye regler var trådt i kraft.
Efter en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen fandt ankenævnet, at der kunne
dispenseres fra medlemmets periode med fejlforsikring i medfør af den nye
dispensationsbestemmelse i den nugældende bekendtgørelse. Medlemmet skulle derfor ikke på ny
opfylde kravet om 1 års medlemskab af en dansk a-kasse.
Konklusion
Ankenævnets praksis viser, at det er de regler, der er gældende på tidspunktet for ankenævnets
afgørelse der anvendes, hvis disse medfører en lempeligere bedømmelse i den konkrete sag.
Synspunktet er, at sagen først afgøres endeligt med nævnets afgørelse, og at der må tages
udgangspunkt i retstilstanden på dette tidspunkt.
***
Dette svarer til hvad der gælder inden for strafferetten, som det er nærliggende af drage paralleller til,
i hvert fald i forhold til de eksempler, der vedrører sanktioner. På strafferettens område, vil der næppe
være nogen, der vil være i tvivl om, at f.eks. en nedsættelse af strafferammen for en given forseelse
ikke alene får virkning for fremtiden, men også for verserende sager, der afgøres efter at
lovændringen er trådt i kraft.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Spørgsmål om efterbetaling af efterløn uden fradrag for løbende pensioner

Medlemmet havde modtaget efterløn i knap 2 år, hvorefter han meldte sig ud af kassen, fordi han
bosatte sig i Frankrig og ikke kunne tage efterlønnen med sig.
Medlemmet havde en dansk pension og en fransk pension som led i et ansættelsesforhold, samt en
social fransk pension, der ikke direkte kunne sidestilles med dansk social pension. I forbindelse med
flytningen til Frankrig valgte han at få disse løbende pensioner udbetalt, således at han havde et
forsørgelsesgrundlag. Havde han kunnet modtage efterløn ville han have ventet med at få disse
pensioner udbetalt.
Efter ændring af bopælsreglen i arbejdsløshedsforsikringsloven pr. 1. juli 2000, således at
medlemmer, der var bosat i et andet EØS-land kunne modtage efterløn, søgte medlemmet om
genoptagelse af udbetalingen af efterløn.
Medlemmet fik bevilget genoptagelse af udbetalingen af efterløn fra det tidspunkt, hvor han havde
meldt sig ud af kassen, men der blev foretaget fradrag for de løbende udbetalinger af pensioner efter
de gældende regler herom.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få efterbetalt efterløn uden fradrag for løbende
udbetalinger af pensioner, medmindre han kunne få retableret sin pensionsstatus svarende til det, der
var gældende før han rejste til udlandet.
Nævnet lagde vægt på, at der ved beregningen af det efterlønsbeløb, der tilkom medlemmet efter
lovændringen, skulle ske fradrag for de udbetalte pensioner, som han faktisk havde modtaget, i
overensstemmelse med de gældende regler herom.
Nævnet henviste til, at der ikke i de gældende regler er hjemmel til at bortse fra udbetalingen af
pensioner i særlige situationer, samt at der heller ikke i bemærkningerne til lovændringen af
bopælskravet er støtte for at se bort fra udbetalinger af løbende pensioner ved udbetaling af efterløn.
Nævnet fandt således, at såfremt medlemmet ville kunne få retableret sin pensionsstatus svarende til
det, der var gældende før han rejste til udlandet, ville han kunne få udbetalt efterløn i
overensstemmelse hermed. (J. nr. 2001-1-0400).
Spørgsmål om efterbetaling af efterløn uden fradrag for løbende pension
Medlemmet modtog efterløn i ca. 1 år, og meldte sig herefter ud af kassen, fordi han bosatte sig i
Frankrig og ikke kunne tage efterlønnen med sig.
Medlemmet havde en kapitalpension som led i et tidligere ansættelsesforhold, som han i forbindelse
med flytningen til Frankrig ændrede til en løbende pension med en udbetaling på ca. 29.000 kr. pr.
måned.

Efter ændring af bopælsreglen i arbejdsløshedsforsikringsloven pr. 1. juli 2000, således at
medlemmer der er bosat i et andet EØS-land kunne modtage efterløn, søgte medlemmet om
retablering af sin efterløn.
Medlemmet fik tilladelse til at modtage efterløn fra det tidspunkt, han havde meldt sig ud af kassen,
men uden ret til udbetaling af efterløn, da pensionsfradraget var større end efterlønnen.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få efterbetalt efterløn uden fradrag for løbende
udbetaling af pension, medmindre han kunne få retableret sin pensionsstatus svarende til det, der var
gældende før han rejste til udlandet.
Nævnet lagde vægt på, at der ved beregningen af det efterlønsbeløb, der tilkom medlemmet efter
lovændringen, skulle ske fradrag for løbende udbetalinger af pension, som han faktisk havde
modtaget, i overensstemmelse med de gældende regler herom.
Nævnet henviste til, at der ikke i de gældende regler er hjemmel til at bortse fra udbetaling af
pensioner i særlige situationer, samt at der heller ikke i bemærkningerne til lovændringen af
bopælskravet er støtte for at se bort fra udbetaling af løbende pensioner ved efterbetalinger af efterløn.
Nævnet fandt således, at såfremt medlemmet ville kunne få retableret sin pensionsstatus svarende til
det, der var gældende før han rejste til udlandet, ville han kunne få udbetalt efterlønnen i
overensstemmelse hermed. (J.nr. 2001-1-0469).
Stillingsbeskrivelsen svarede ikke til det faktiske job, medlemmet ikke anset for selvforskyldt
ledig ved opsigelse
Medlemmet, 49 år, uddannet portør og i aktivperioden, søgte selv to vikarstillinger som portør ved et
sygehus.
Samtidig oprettede sygehuset et servicejob som portør og vinduespudser. Af stillingsbeskrivelsen for
servicejobbet fremgik, at stillingen blandt andet omfattede vinduespudsning 4 gange årligt af alle
sygehusets vinduer. Ved en fejl blev medlemmet ikke bekendt med denne stillingsbeskrivelse.
Medlemmet fik ikke ansættelse i nogen af de to vikariater, men blev ansat i servicejobbet. I
ansættelsesbrevet, som han modtog ca. 20 dage senere, blev stillingen benævnt "portør", men dette
blev kort efter ændret til "portør/vinduespudser" ved et tillæg til ansættelsesbrevet.
Medlemmet opsagde herefter straks sit arbejde. Baggrunden for opsigelsen var, at han ikke fandt, at
der var tale om en stilling som portør, når han skulle pudse 3000 vinduer på sygehuset 4 gange om
året.

Både kassen og Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig. Direktoratet pålagde
ham derfor 5 ugers effektiv karantæne.
Sygehuset ansatte ham ikke i de to vikariater, da to andre ansøgere ifølge dem var bedre kvalificeret,
og sygehuset tilbød ham servicejobbet i stedet. Medlemmet oplyste, at han følte, at centralsygehuset
ønskede at fastholde ham i vinduespudser-stillingen.
Medlemmet var allerede ved ansættelsessamtalen blev gjort bekendt med, at servicejobbet indebar
vinduespudsning. Af hans lønindplacering fremgik endvidere, at han blev "ansat i servicejob –
vinduespudser".
Det kunne imidlertid ikke afklares, hvad han fik at vide om omfanget af vinduespudsning.
Medlemmet oplyste, at han fik at vide, at det var et "portørjob med lidt vinduespudsning", mens
sygehuset oplyste, at han fik at vide, at "jobbet indebar både portørarbejde og vinduespudsning."
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke var selvforskyldt ledig i forbindelse med opsigelsen.
Ankenævnet lagde herved særlig vægt på, at medlemmet ikke frivilligt søgte en hovedbeskæftigelse
som vinduespudser, men som portør. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke kunne
klarlægges, om medlemmet ved ansættelsessamtalen var blevet oplyst om den totale mængde af
vinduespudsning, der var forbundet med stillingen. (J.nr. 2001-1-0701).
Manglende vejledning - medlemmet havde ret til supplerende dagpenge, selvom
frigørelsesattesten var indsendt for sent
Medlemmet havde været i jobtræning fra 1.juni 2000 til 31.december 2000.
Medlemmet havde undervisningsjob fra 11.september 2000 til 31.januar 2001. Der var
frigørelsesattest i medlemmets ansættelseskontrakt med RUC.
Spørgsmålet i sagen drejede sig om, hvorvidt medlemmet kunne få supplerende dagpenge i den
måned hvor han ikke længere var i jobtræning.
Medlemmet havde indsendt frigørelsesattesten den 12. februar 2001.
I medlemmets klage over afgørelsen anførte han, at han den 5. september 2000 havde søgt råd og
vejledning i kassen i forbindelse med arbejdet på RUC, men at kassen ikke havde nævnt noget om en
frigørelsesattest.
I forbindelse med høring oplyste kassen, at medlemmet var blevet vejledt den 5. september 2000 i
kassens jobservice-afdeling om konsekvenserne af at kombinere jobtræning med ordinært arbejde.
Medlemmet havde endvidere fået oplyst, at frigørelsesattesten ikke var aktuel for medlemmet.

Medlemmet var tillige blevet opfordret til at sende kopi af ansættelseskontrakten til kassen.
Ankenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at medlemmet havde søgt råd og vejledning hos kassen i
forbindelse med undervisningsjobbet. Ankenævnet fandt således, at det ikke kunne tillægges
betydning, at medlemmet havde kontaktet en konsulent fra kassens jobservice-afdeling, idet
medlemmet ikke kunne forudsættes, at have indblik i, hvilke sagsområder de forskellige
medarbejdere i kassen var beskæftiget med.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ved sin henvendelse til kassen burde have været orienteret om
tidsfristen for indsendelse af frigørelsesattesten, og at det dermed ikke var tilstrækkeligt alene at
opfordre medlemmet til at sende kassen kopi af ansættelseskontrakten til orientering.
Ankenævnet fandt, at medlemmet derfor skulle stilles, som om han var blevet korrekt vejledt af
kassen. Det var ankenævnets vurdering, at medlemmet ville have indsendt frigørelsesattesten
rettidigt, hvis han havde kendt reglerne om fristen for indsendelse af attesten. Medlemmet blev derfor
anset for at være berettiget til supplerende dagpenge.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2001-1-0812).
Selvforskyldt ledighed - anvendelse af nye, lempeligere regler, uanset at reglerne ikke var trådt
i kraft på tidspunktet for kassens og direktoratets afgørelse. Afgørende var mangel på
overgangsregel i de nye regler, og at sagen ikke var endeligt, administrativt afgjort
I perioden fra 1. juni til 14. august 2000 afholdt medlemmet optjent ferie og fri for egen regning.
Den 14. august 2000 påbegyndte medlemmet et nyt arbejde ved en anden arbejdsgiver. Han ophørte
med dette arbejde den 8. oktober 2000, idet han selv sagde op, fordi han følte sig dårligt behandlet og
udsat fra racisme.
Den 9. oktober 2000 påbegyndte medlemmet på ny arbejde i det Pizzeria, hvor han tidligere havde
været ansat. Ifølge arbejdsgiveren blev medlemmet fra starten af gjort opmærksom på, at der var tale
om midlertidig ansættelse. Medlemmet blev opsagt pr. 31. oktober 2000, da der ikke længere var
brug for hans arbejdskraft.
Medlemmet meldte sig ledig pr. 2. november 2000 og begærede dagpenge.
Kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle udelukkes fra ret til dagpenge fra den 9. oktober 2000,
fordi han var blevet selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder. Medlemmet skulle herefter
præstere 300 timers arbejde inden for 10 uger for igen at kunne opnå ret til dagpenge.
Kassen klagede over afgørelsen på medlemmets vegne, idet kassen fandt reglerne forkerte og uden
hjemmel i loven. Kassen gjorde særligt gældende, at det første arbejdsophør ikke vedrørte
arbejdsløshedsforsikringen.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig i forbindelse med begge
arbejdsophør. Medlemmet skulle have en effektiv karantæne på 5 uger for det første arbejdsophør og
ligeledes 5 ugers karantæne for det andet arbejdsophør.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet ikke havde haft en gyldig grund til nogen af de to
arbejdsophør. Direktoratet henviste herved til, at ønsket om at holde ferie i en længere periode for
egen regning ikke var en gyldig grund. Den omstændighed, at medlemmet ikke begærede dagpenge i
forbindelse med det første arbejdsophør var uden betydning, da reglerne i bekendtgørelsen om
selvforskyldt ledighed også gjaldt i disse tilfælde.
Med hensyn til det andet arbejdsophør henviste direktoratet til, at arbejdsgiveren ikke havde
misligholdt ansættelsesforholdet og at det ikke var dokumenteret, at medlemmet var blevet dårligt
behandlet på arbejdspladsen. Desuden havde medlemmet ikke henvendt sig til arbejdsgiveren for at
søge problemerne løst, inden han valgte selv at sige op.
Direktoratet fandt, at medlemmets 2 arbejdsophør ikke skulle sanktioneres med
"gentagelsesvirkningen", fordi medlemmet ikke var blevet vejledt om risikoen for at miste
dagpengeretten ved flere arbejdsophør i forbindelse med sit ophør pr. 1. juni 2000.
Kassen klagede i henhold til fuldmagt fra medlemmet meget omfattende og udførligt over dels den
konkrete afgørelse, dels over reglerne i direktoratets dagældende bekendtgørelse om selvforskyldt
ledighed, som kassen mente gik ud over lovhjemlen, og dels regelanvendelsen i relation til
forvaltningslovens overordnede principper.
Ankenævnet bemærkede indledningsvis i sin afgørelse, at der efter direktoratets afgørelse og
oversendelse af sagen til ankenævnet var trådt en ny bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed i kraft.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i kraft
den 1. oktober 2001, og bekendtgørelsen indeholdt ikke særlige overgangsbestemmelser i relation til
arbejdsophør, der havde fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under omstændigheder, som i
den foreliggende sag. Det var på den baggrund ankenævnets opfattelse, at det var de lempeligere
bestemmelser om arbejdsophør uden begæring af dagpenge i den nugældende bekendtgørelse, der
skulle anvendes ved afgørelsen af den konkrete sag.
Ankenævnet begrundede denne opfattelse med, at sagen først blev endeligt afgjort efter at de nye og
lempeligere regler var trådt i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der indebærer
lempelser i forhold til tidligere gældende regler, skal anvendes på sager, der ikke er endeligt afgjort
forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.
Under anvendelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt
ledighed fandt ankenævnet, at medlemmets 1. arbejdsophør den 31. maj 2000 ikke var omfattet af
reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i direktoratets
bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001. Medlemmet skulle derfor ikke pålægges 5 ugers
effektiv karantæne fra den 1. juni 2000 i forbindelse med dette ophør.

Ankenævnet lagde ved denne del af afgørelsen til grund, at medlemmet ikke begærede dagpenge eller
anden ydelse fra kassen i 3 måneder efter dette arbejdsophør
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at et medlem, der ophører i et arbejde uden at bede om
ydelser, der udbetales af kassen, i 3 måneder efter ophøret, ikke er omfattet af reglerne om
selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr.
826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed.
Medlemmet måtte derimod anses som selvforskyldt ledig i forbindelse med det 2. arbejdsophør den
8. oktober 2000, hvorfor han for dette arbejdsophør skal pålægges 5 ugers effektiv karantæne med
virkning fra den 9. oktober 2000.
Ankenævnet lagde ved denne del af afgørelsen til grund, at medlemmet påbegyndte arbejdet den 13.
august 2000, og at han selv sagde dette arbejde op den 8. oktober 2000, da han følte sig dårligt
behandlet og udsat for racisme. Videre lagde nævnet til grund, at medlemmet 9. oktober 2000 fik
midlertidig ansættelse ved sin tidligere arbejdsgiver, at han blev opsagt fra dette arbejde den 31.
oktober 2000, da der ikke var mere arbejde til ham, og at han den 2. november 2000 meldte sig ledig
og begærede dagpenge.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet opsagde arbejdet pr. 8. oktober 2000 uden
af have forsøgt at opnå en løsning på de problemer, som har angav som årsag til opsigelsen. Efter det
oplyste havde medlemmet ikke henvendt sig til arbejdsgiveren for at søge problemerne løst, og
betingelserne for at anse ophøret for fyldestgørende begrundet var dermed ikke opfyldt.
Den omstændighed, at medlemmet umiddelbart efter arbejdsophøret den 8. oktober 2000 påbegyndte
arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver, den 9. oktober 2000, kunne heller ikke medføre, at ophøret den
8. oktober 2000 ikke skulle omfattes af reglerne og sanktioneres som selvforskyldt ledighed.
Ankenævnet begrundede dette med, at medlemmet fra starten var klar over, at der var tale om
midlertidig ansættelse ved den tidligere arbejdsgiver, og at ansættelsen også blev af under 5 ugers
varighed.
Da medlemmets 1. arbejdsophør ikke var omfattet af bekendtgørelsens regler og derfor ikke skulle
sanktioneres, bortfaldt spørgsmålet om gentagelsesvirkning i forbindelse med det 2. arbejdsophør.
Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse med henvisning til de ændrede regler. (J.
nr. 2001-1-0505).
Medlemmets handlemåde under jobsamtale sidestillet med afslag på tilbud om jobtræning -
partshøring, Folketingets Ombudsmand
Et medlem i aktivperioden var den 22. februar 2000 til samtale om et jobtræningstilbud hos Frelsens
Hær. Tilbuddet var et led i hans individuelle handlingsplan.

Arbejdsgiveren meldte tilbage til AF, at medlemmet ikke var blevet ansat, da hans og arbejdsgiverens
interesser ikke kunne forenes i et samarbejde. Medlemmet havde flere gange under samtalen givet
udtryk for, at han ingen interesse havde i at komme i jobtræning, da han helst ville have et
almindeligt overenskomstlønnet arbejde.
Medlemmet anførte, at arbejdsgiverens udtalelser var korrekt gengivet, men forkert opfattet, idet han
på intet tidspunkt havde sagt nej til arbejdet.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet havde mistet retten til dagpenge fra den 22. februar
2000. Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet under jobsamtalen havde givet udtryk for så mange
forbehold med hensyn til ansættelsesvilkår, lyst og evne til at overtage arbejde m.v., at disse var
egnede til at give arbejdsgiveren indtryk af, at han ikke var interesseret i arbejdet. Han måtte anses
for selvforskyldt ledig, fordi han havde handlet på en måde, der måtte sidestilles med et afslag på
tilbud.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets oplysning
om, at han kun ønskede at arbejde på normale vilkår, måtte anses for et indirekte afslag, der skulle
sidestilles med afslag, Nævnet lagde videre vægt på, at medlemmet forud for samtalen var blevet
vejledt om, at han ikke måtte afslå tilbud i aktivperioden.
Medlemmet klagede til ombudsmanden. I klagen anførte medlemmet, at sagen efter hans opfattelse
beroede på en misforståelse mellem ham selv og den person hos Frelsens Hær, som han var til
samtale hos. Han gjorde gældende, at han aldrig havde sagt nej til at deltage i aktiveringen, men at
han spurgte om muligheden for at blive ansat på normale vilkår, da det var hans opfattelse, at ustøttet
arbejde måtte være det langsigtede mål. Det havde således ikke været hans mening at give
arbejdsgiveren indtryk af, at han ikke var interesseret i arbejdet.
Ombudsmanden bad om en udtalelse til klagen efter forudgående høring af direktoratet.
Ombudsmanden bad særligt direktoratet udtale sig om, hvorvidt der var sket partshøring over de
oplysninger, som direktoratet under sagens behandling indhentede hos SID.
I sin udtalelse til ombudsmanden bemærkede ankenævnet, at der efter nævnets opfattelse ikke var
fremkommet væsentlige nye oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
Det var fortsat ankenævnets vurdering, at det var medlemmets oplysning om, at hans primære
interesse var et arbejdsforhold på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, der gjorde, at arbejdsgiveren
vurderede, at han ikke var interesseret i jobtræningstilbuddet. Medlemmet burde således have indset,
at hans oplysning ville svække arbejdsgiverens interesse i at ansætte ham, og at der dermed var tale
om et indirekte afslag. Desuden havde medlemmet gjort arbejdsgiveren opmærksom på, at han
regnede med at finde ordinær beskæftigelse inden for nær fremtid, idet han havde nogle ukonkrete
tilbud om arbejde. Denne oplysning måtte anses for at have været irrelevant, da der netop ikke var
tale om nogle konkrete tilbud om arbejde. Oplysningen var alene egnet til at svække arbejdsgiverens
interesse for at ansætte ham.

Det var derfor fortsat ankenævnets vurdering, at medlemmets udtalelser måtte betragtes som et
indirekte afslag, som skulle sidestilles med et afslag på tilbud.
For så vidt angik spørgsmålet om partshøring bemærkede ankenævnet, at de oplysninger som
direktoratet indhentede under sagsbehandlingen blev gengivet i sagsfremstillingen i direktoratets
afgørelse af 6. juli 2000. Medlemmet var således klar over at oplysningerne indgik ved ankenævnets
behandling af sagen, hvorfor nævnet lagde til grund, at der ikke var noget partshøringsproblem i
relation til ankenævnets behandling af sagen.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere indholdet af myndighedernes afgørelser. Det var
dog ombudsmandens opfattelse, at medlemmet burde have været partshørt over det materiale, som
direktoratet indhentede fra a-kassen under sagsbehandlingen. Ombudsmanden begrundede denne
opfattelse med, at der var tale om oplysninger til ugunst for medlemmet, idet direktoratet ved sin
afgørelse lagde vægt på, at oplysningerne dokumenterede, at medlemmet var blevet vejledt om, at
han ikke måtte afslå tilbud i aktivperioden.
Da oplysningerne om dokumentationen fra a-kassen var medtaget i direktoratets sagsfremstilling, var
ombudsmanden enig med ankenævnet i, at det ikke var oplysninger, som ankenævnet skulle partshøre
medlemmet over. (J.nr. 2001-1-0686).
Forlængelse af fristen for tilmelding til AF efter endt arbejdssøgning i Tyskland
Medlemmet fik udstedt en attest E 303 til brug for arbejdssøgning i Tyskland for perioden 6. juni –
29. august 2001.
Medlemmet vendte hjem den 29. august 2001 men tilmeldte sig først AF den 30. august 2001.
Direktoratet fandt, at fristen for tilmelding til AF ikke kunne forlænges efter udløbet af attesten.
Direktoratet fandt det ikke dokumenteret, at medlemmet skulle til ansættelsessamtale i umiddelbar
tilknytning til attestperiodens udløb. Direktoratet fandt videre, at der ikke havde været undskyldelige/
uforudsigelige omstændigheder i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb.
Medlemmet mistede derfor retten til dagpenge fra den 30. august 2001.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt, at fristen kunne forlænges. Ankenævnet lagde vægt på, at der efter ordlyden af
artikel 69 i forordning 1408/71 af 14. juni var mulighed for at forlænge fristen for tilmelding til AF,
uden at bestemte betingelser skulle være opfyldt. Ankenævnet fandt, at medlemmet havde
dokumenteret, at hun var i gang med et ansættelsesforløb i umiddelbar tilknytning til attestperiodens
udløb. Ankenævnet lagde endelig vægt på, at medlemmet havde kontaktet AF den 29. august 2001 og
tilmeldte sig AF den 30. august 2001. (J.nr. 2001-1-0790).

Medlemmet fortsat anset for ophørt med selvstændig virksomhed, selvom han udlejede
forretningens lokaler til køber, og uanset at han 1 år efter salget blev ansat 4 timer ugentlig i
købers virksomhed - medlemmet bevarede sin ret til efterløn
Medlemmet solgte sin forretning og overgik til efterløn. Salget omfattede virksomheden i sin helhed,
herunder maskiner, varebil, inventar, køleanlæg, kundekartotek, good-will, varelager og forretningens
navn. Han ejede fortsat ejendommen og lejede forretningens lokaler ud til køberen af virksomheden.
Knapt et år senere spurgte medlemmet, om han kunne arbejde 4 timer om ugen i forretningen.
Arbejdsløshedskassen udtalte, at i så fald ville hans efterløn bortfalde, da det var en forudsætning for
at blive anset for ophørt ved bortforpagtning eller udlejning, at medlemmet ikke var beskæftiget i
virksomheden i forpagtnings- eller udlejningsperioden.
Direktoratet fandt ligeledes, at retten til efterløn i givet fald ville bortfalde, og henviste til, at
medlemmet skulle anses for både sælger og udlejer af samme (type) forretning, hvorfor det skulle
vurderes, om det personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt.
Ankenævnet anså ikke medlemmet for at drive selvstændig virksomhed, hvis han påtog sig arbejde i
4 timer om ugen i den forretning, som han havde solgt, og hvortil han havde udlejet virksomhedens
lokaler.
Medlemmet skulle således ikke miste retten til efterløn.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet solgte hele sin virksomhed, som bestod i forretningen,
ved overgangen til efterløn.
Ankenævnet fandt, at medlemmet fra dette tidspunkt ikke havde haft retlig eller faktisk rådighed over
selve virksomheden eller haft mulig indflydelse på virksomhedens drift.
Der var ikke tale om, at medlemmet bortforpagtede eller udlejede virksomheden, hvorfor
ophørsbekendtgørelsens § 4 ikke fandt anvendelse. Spørgsmålet om ophør skulle herefter afgøres
efter ophørsbekendtgørelsens § 3.
Ankenævnet ændrede således Arbejdsdirektoratets afgørelse. (J.nr. 2001-1-0757).
Medlemmet og hans ægtefælle anset for endeligt ophørt efter salg af virksomhed, selvom
medlemmet udlejede virksomhedens lokaler til køber, og uanset kortere tids beskæftigelse i
købers virksomhed

Medlemmet solgte sin forretning og udlejede virksomhedens lokaler til køber af forretningen for 6
måneder, hvorefter køber også overtog ejendommen.
Medlemmet og hans ægtefælle blev ansat hos køberen i henholdsvis 6 og 4 uger.
Kassen og direktoratet anerkendte ophør fra det tidspunkt, hvor medlemmet og hans ægtefælle
ophørte i ansættelsesforholdet hos køber og pålagde medlemmerne en karensperiode på fire uger fra
denne dato.
Ved oversendelse af sagerne til ankenævnet bemærkede direktoratet, at ægtefællerne ved
beskæftigelsen i virksomheden havde en sådan tilknytning til, indflydelse på og interesse i
virksomhedens drift, at deres personlige arbejde i virksomheden først var ophørt, da medlemmet
sluttede, og derfor var hans hustru heller ikke ophørt før denne dato.
Ankenævnet fandt, at medlemmerne var ophørt med drift af selvstændig virksomhed fra den dato,
hvor virksomheden blev solgt. Medlemmerne skulle pålægges fire ugers karenstid fra denne dato og
var derfor berettigede til dagpenge ved deres respektive tilmeldinger som ledige.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet solgte hele sin virksomhed på den angivne salgsdato, og
at han ejede ejendommen, hvor virksomhedens lokaler var beliggende, og udlejede lokalerne til
køberen af virksomheden et halvt år frem.
Ankenævnet fandt, at medlemmet og dermed også hans ægtefælle fra salgsdatoen ikke havde retlig
eller faktisk rådighed over selve virksomheden eller haft mulig indflydelse på virksomhedens drift,
uanset at de var ansat som lønmodtagere hos køberen af virksomheden, og uanset at de var ejere af
ejendommen et halvt år efter salget af virksomheden.
Der var ikke tale om, at medlemmet bortforpagtede eller udlejede virksomheden, hvorfor
ophørsbekendtgørelsens § 4 ikke fandt anvendelse. Spørgsmålet om ophør blev herefter afgjort efter
§ 3 i bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Ankenævnet ændrede således Arbejdsdirektoratets afgørelse. (J.nr. 2001-1-0853).
Spørgsmålet om oplysninger i sagen var "personlige oplysninger" og om medlemmet med
henvisning til persondataloven kunne kræve disse oplysninger slettet fra sagen
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig. Han skulle have en effektiv
karantæne på 5 uger.
Direktoratet sendte sagen til ankenævnet. Oversendelsesbrevet indeholdt en opregning af nogle
faktiske oplysninger og 2 vurderinger. Ifølge vurderingerne fandt direktoratet ikke anledning til at
kritisere arbejdsløshedskassens ekspeditionstid, og direktoratet fandt, at der ikke var oplysninger i en
e-post af 5. oktober 2001, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Medlemmet rettede herefter henvendelse til ankenævnet og anførte, at direktoratets
oversendelsesbrev skulle slettes, idet han fandt det vildledende og uden nyttige oplysninger.
Medlemmet henviste til persondataloven. Han fandt udtalelsen om arbejdsløshedskassens
sagsbehandlingstid vildledende.
Ankenævnet meddelte medlemmet, at hans anmodning om at Arbejdsdirektoratets brev eller enkelte
dele heraf slettes, ikke kunne tages til følge.
Ifølge lov om behandling af personoplysninger skal den dataansvarlige (i nærværende sag
ankenævnet) berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller på
lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov, hvis den
registrerede person fremsætter anmodning herom.
Ankenævnet bemærkede, at Arbejdsdirektoratets brev indeholdt en opregning af nogle faktiske
oplysninger, som medlemmet ikke havde bestridt. Endvidere indeholdt brevet 2 vurderinger.
De 2 vurderinger lød således:
"Direktoratet finder ikke anledning til at kritisere a-kassens ekspeditionstid."
"Direktoratet finder, at der ikke er oplysninger i e-posten af 5. oktober 2001, der giver direktoratet
anledning til at ændre afgørelsen."
Ankenævnet meddelte, at ankenævnet fandt det tvivlsomt, om der her var tale om person-oplysninger.
Personoplysninger, kunne medlemmet ifølge persondatalovens § 37, stk. 1, kræve berigtiget eller
slettet, hvis de var urigtige eller vildledende.
Ankenævnet fandt, at de oplysninger som medlemmet henviste til, imidlertid ikke var af en sådan
karakter, at de kunne betegnes som rigtige eller urigtige, idet der var tale om vurderinger. (J.nr. 2001-
1-0868).
Tilladelse til drift af selvstændig virksomhed i form af fiskeri med garn ( 400 timer/50.000 kr.)
samtidig med modtagelse af efterløn
Medlemmet ansøgte om overgang til efterløn pr. 10. oktober 2000 med bibeholdelse af sin
selvstændige virksomhed – nu som bibeskæftigelse. Han ville alene bruge 20 af sine 100 garn pr.
fisketur.
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke kunne overgå til efterløn, da han ikke havde drevet
selvstændig virksomhed i væsentligt omfang og således ikke var dagpengeberettiget.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.
Ankenævnet fandt, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, således
at han var dagpengeberettiget og således opfyldte denne betingelse for overgang til efterløn.
Arbejdsløshedskassen ansøgte den 10. august 2001 direktoratet om, at medlemmet kunne få tilladelse
til fiskeri som selvstændig bibeskæftigelse samtidig med efterløn.
Medlemmet solgte den 13. september 2001 70 af sine garn. Han havde således 20 garn til at fiske
med og 10 garn til reparation.
Direktoratet traf den 23. november 2001 afgørelse om, at medlemmet fra den 14. september 2001
kunne overgå til efterløn med sin selvstændige bibeskæftigelse som fisker.
Begrundelsen var bl.a., at direktoratet fandt det sandsynliggjort, at medlemmets selvstændige
virksomhed varigt var nedsat fra den 14. september 2001, idet han den 13. september 2001 havde
afhændet 70 garn og fremover havde til hensigt kun at bruge 20 garn pr. tur.
Ankenævnet traf på sit møde den 2. maj 2002 afgørelse om, at direktoratets afgørelse ændredes,
således at medlemmet fik tilladelse til at overgå til efterløn fra det oprindelige ansøgningstidspunkt
den 10. oktober 2000 med sin selvstændige bibeskæftigelse som fisker med en indtægt pr.
regnskabsår på ikke over kr. 50.000,- og et samlet tidsforbrug pr. regnskabsår på ikke over 400 timer.
Begrundelsen var, at medlemmets omsætning i 2000 var kr. 34.199,86, hvorimod den i de
forudgående år var over kr. 70.000,-. Endvidere var omsætningen i 2001 kr. 13.498,34. Medlemmet
havde således reduceret sit fiskeri væsentligt. Endvidere ville han have solgt de 70 garn, hvis han
havde fået at vide, at dette var en betingelse for at få efterløn. (J.nr. 2002-1-0008).
Opfyldelse af beskæftigelseskravet ved selvstændig virksomhed som garnfisker
Medlemmet oplyste, at han havde drevet et enkeltmandsfirma, at virksomheden begyndte i 1981, at
hans sidste arbejdsdag var 31. juli 1999, at han tilmeldte sig Arbejdsformidlingen den 2. august 1999,
at han gennemsnitligt havde brugt 40 timer ugentligt i virksomheden, og at virksomheden havde
været hans hovedbeskæftigelse.
Medlemmet oplyste videre, at virksomhedens branche var fiskeri, at fiskeriet omfattede en kutter -
garnfiskeri, at der ikke var ansatte i virksomheden, at der havde været varierende åbningstider, at
hans arbejdsopgaver havde været udsætning og optagning af garn, salg af fisk til Fiskeauktionen, at
han gennemsnitligt havde arbejdet 40 timer om ugen, at virksomhedens omsætning var på 34.238 kr.
i perioden fra 1. august 1997 til 31. juli 1998 og på 76.798 kr. i perioden fra 1. august 1996 til 31. juli
1997. Omsætningen i perioden fra 16. februar 1995 til 15. februar 1996 havde været på 125.000 kr.

Direktoratet traf afgørelse, hvorefter medlemmet ikke opfyldte beskæftigelseskravet (om i mindst 52
uger inden for de sidste 3 år at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang), og han
havde derfor ikke ret til dagpenge ved ledigmeldelsen den 2. august 1999.
Medlemmets beskæftigelse i virksomheden i perioden 2. august 1995 til 2. august 1999 kunne efter
direktoratets opfattelse ikke sidestilles med 52 ugers lønarbejde i over 30 timer pr. uge, idet
direktoratet henviste til, at virksomheden i årene 1995, 1996, 1997 og 1998 havde haft en beskeden
omsætning.
Direktoratet bemærkede, at virksomhedens omsætning ikke alene kunne bruges som målestok for
tidsforbruget, men at omsætningen til en vis grad afspejlede virksomhedens aktivitetsniveau og derfor
indgik i den samlede vurdering.
Direktoratet bemærkede herudover, at det i forbindelse med vurderingen af væsentlighedskravet var
afgørende, hvor stor en aktivitet, der reelt havde været i virksomheden. Direktoratet havde ved
vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på medlemmets oplysninger om tidsforbruget ved udsætning
og optagning af garn, rensning af fiskene og garn samt afhentning af fiskene.
Ankenævnet fandt på baggrund af virksomhedsudøvelsen i perioden fra 2. august 1995 til 2. august
1999, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, og at han således
opfyldte beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringsloven. Medlemmet havde derfor ret til
dagpenge fra den 2. august 1999 i det omfang, betingelserne herfor i øvrigt har været opfyldt.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ifølge fakturaer i salgsugerne gennemsnitligt havde solgt
fisk 1-3 gange pr. uge, og at Fiskeriforeningen havde udtalt, at der efter foreningens opfattelse var
udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.(J.nr. 2000-1-0010).
Manglende refusion til kassen uanset manglende edb-mæssig registrering af tilmelding til AF.
AF's afstempling på dagpengekortet var tilstrækkelig - Østre Landsretsdom
Direktoratet traf den 7. december 2000 afgørelse om, at Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse ikke
havde ret til refusion for dagpenge udbetalt med urette under manglende tilmelding til AF for
perioden 3. til 16. maj 2000. Medlemmet havde tilmeldt sig AF ved henvendelse i
arbejdsløshedskassen.
Østre Landsret afsagde dom den 27. september 2001 i en sag om et medlem, der havde tilmeldt sig
ved personlig henvendelse i AF, og som havde fået udleveret et datostemplet dagpengekort. Ved en
fejl var tilmeldingen ikke blevet registreret i AF´s edb-system.
Retten fandt, at der ikke i lovgivningen om arbejdsløshedsforsikring var fornødne holdepunkter for,
at et medlem af en arbejdsløshedskasse først kunne anses for tilmeldt AF, når medlemmet var
registreret som arbejdssøgende i AF´s edb-system. Medlemmet måtte anses for tilmeldt i
overensstemmelse med afstemplingen på dagpengekortet, og udbetalingen var derfor sket med rette.

På baggrund af dommen anmodede Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse om at få genoptaget deres sag
vedrørende refusion for dagpenge udbetalt i perioden 3. til 16. maj 2000.
Direktoratet fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Direktoratet lagde blandt andet
vægt på, at Østre Landsrets dom af 27. september 2001 vedrørte et medlem, som havde ladet sig
registrere på AF og ikke i arbejdsløshedskassen, og at der således ikke var tale om tilsvarende sager.
Der var klaget over afslag på genoptagelse af spørgsmålet om ret til refusionen for i alt 15
medlemmer af Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse. Sagerne var enslydende, bortset fra perioderne,
hvor der var udbetalt dagpenge. Perioderne lå alle i tidsrummet maj - juni 2000.
Ankenævnet fandt, at arbejdsløshedskassens anmodning om genoptagelse skulle imødekommes.
Ankenævn et lagde vægt på, at dommen tilsidesatte den hidtidige fortolkning af tilmeldingsreglerne
og hermed det retlige grundlag for afgørelsen om, at tilmelding først var sket ved den edb-mæssige
registrering heraf.
Ankenævnet fandt, at uanset at tilmelding var sket til arbejdsløshedskassen var dagpengekortet med
arbejdsløshedskassens påstempling dokumentation for, at medlemmet var tilmeldt
Arbejdsformidlingen.
Ankenævnet fandt således, at der var sådanne lighedspunkter med den i dommen omhandlede sagt, at
der var grundlag for genoptagelse. (J.nr. 2002-1-0113).
Ret til dagpenge fra første ansættelsesdag uden frigørelsesattest - ifølge arbejdsgiveren kunne
arbejdet udføres i weekenden og om aftenen
Medlemmet blev ansat i en deltidsstilling den 3. september 2001, og af ansættelseskontrakt for
ansættelsesforholdet fremgik, at ansættelsen var omfattet af et opsigelsesvarsel. Frigørelsesattest blev
modtaget i kassen den 24. oktober 2001.
Spørgsmålet i sagen var, om medlemmet kunne få supplerende dagpenge fra første ansættelsesdag
eller først fra kassens modtagelse af attesten.
Arbejdsgiver havde efterfølgende oplyst, at arbejdet kunne udføres om aftenen eller i weekenden,
samtidig oplyste han, at selskabets advokat havde anvendt en standardkontrakt, som med hensyn til
arbejdstid og opsigelsesvarsel ikke var blevet rettet. Kontrakten afspejlede derfor ikke de korrekte
forhold.
Ankenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at arbejdet ifølge arbejdsgiveren kunne ligge uden for
normal arbejdstid, samt oplysningen om at medlemmet reelt ikke havde været omfattet af et
opsigelsesvarsel.

Ankenævnet fandt på denne baggrund, at medlemmet havde ret til supplerende dagpenge fra første
ansættelsesdag.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0872).
Dagpengegodtgørelse i forbindelse med grundlovsdag
Et medlem, der opfyldte beskæftigelseskravet og for hvem der ikke forelå bortfaldsgrunde efter
bekendtgørelsens § 6, stk. 1, blev afskediget fra sin ansættelse i en restaurant med udgangen af maj
2001. Fredag den 1. juni 2001 var følgelig 1. ledighedsdag, men da det i 2001 var 2. pinsedag
mandag den 4. juni, opstod spørgsmålet om, hvordan grundlovsdag skulle anskues i forhold til
reglerne om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Ifølge vejledning nr. 120 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag betragtes
grundlovsdag som en halv søgnehelligdag, og en arbejdsgiver skal følgelig betale en halv
dagpengegodtgørelse herfor, medmindre medlemmet normalt skulle have arbejdet hele grundlovsdag.
Da bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag § 2
fastslår, at "et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er
fratrådt…", må grundlovsdag imidlertid enten betragtes som en ordinær arbejdsdag eller en ikkeordinær
arbejdsdag, da konstruktionen med en halv søgnehelligdag i vejledningen ikke er forenelig
med bekendtgørelsens ordlyd.
I betragtning af, at grundlovsdag sammen med jule- og nytårsaftensdag ikke i henhold til
RestaurationsBranchens Forbunds hjemmeside betragtes som søgnehelligdag i branchen, fandt
nævnet, at grundlovsdag i forhold til medlemmet skulle betragtes som en ordinær arbejdsdag, og den
2. ledighedsdag for medlemmet lå således den 5. juni, for hvilken arbejdsgiver skulle betale en hel
dagpengegodtgørelse. (J.nr. 2001-4-0120).
Vikarbureauets hensigtsmæssige ansættelsesform
Et medlem begyndte at arbejde på tilkaldebasis fra den 14. maj 2001. Af ansættelsesaftalen fremgik,
at der var garanteret mindst 15 timers arbejde ugentligt, og at der fra arbejdsgiverside var et
opsigelsesvarsel på to dage i den første måned af ansættelsen, hvorefter arbejdsgivers
opsigelsesvarsel var to uger.
A-kassen konstaterede, at beskæftigelseskravet var opfyldt ved arbejdstids ophør den 13. juni 2001,
og mente, at medlemmet havde krav på dagpengegodtgørelser fra og med denne dato.
Nævnet fandt, at der ikke var krav på dagpengegodtgørelser fra og med den 13. juni 2001. I
afgørelsen lagde nævnet vægt på, at medlemmet ikke fra den 13. juni 2001 har kunnet betragtes som
ansat fra dag til dag og dermed som afskediget ved afslutningen af en arbejdsdag.

Nævnet lagde til grund, at medlemmet ikke blev opsagt den 13. juni 2001, og at medlemmet fra den
14. juni 2001 kun kunne opsiges med 14 dages varsel.
Nævnet bemærkede, at der ikke udløses dagpengegodtgørelser under en ansættelse, hvor der er et
garanteret ugentligt mindsteantal timer, og hvor der gælder et opsigelsesvarsel på mindst en uge, idet
den ansatte altid under disse omstændigheder vil have sikkerhed for at få tilbudt arbejde i et omfang,
der svarer til det ugentlige minimumstimetal. (J.nr. 2001-4-0123).
Lov om orlov
Tilbagekaldelse af børnepasningsorlov
Ansøgeren var den 26. oktober 1998 blevet bevilget børnpasningsorlov i perioden 15. november 1998
til 25. juli 1999. Den 22. november 1998 udrejste han og ægtefællen til Pakistan. Barnet, hvortil der
var bevilget børnepasningsorlov, var kun registreret i moderens pas. Det fremgår af ægtefællernes
pas, at ansøgeren den 1. maj 1999 udrejste af Pakistan, og at han den 20. juni 1999 indrejste i
Pakistan. Den 10. juli 1999 udrejste ansøgeren af Pakistan, og den 1. august 1999 udrejste ansøgerens
ægtefælle af Pakistan.
Ankenævnet fandt, at den del af den bevilgede børnepasningsorlov, der lå efter den 1. maj 1999
skulle tilbagekaldes.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at barnet, hvortil ansøgeren var bevilget
børnepasningsorlov, kun var indskrevet i ansøgerens ægtefælles pas, og at hun først udrejste af
Pakistan den 1. august 1999.
Ankenævnet fandt som følge heraf, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde tilbragt
børnepasningsorloven sammen med sit barn i perioderne 1. maj. 1999 til 20. juni 1999 og fra 10. juli
1999, hvor han var udrejst af Pakistan.
Ankenævnet anførte, at det er en forudsætning for at kunne modtage ydelser til orlov under
børnepasning, at orloven tilbringes sammen med barnet i en sammenhængende periode, bortset fra
perioder af op til 3 ugers varighed, hvis fraværet må anses for et naturligt led i pasning af barnet.
Denne forudsætning havde ansøgeren ikke kunnet opfylde fra den 1. maj 1999. (J.nr. 2001-2-0008).

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Lønmodtager ikke anset for beskæftiget ved uddannelsens start
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at klager ikke var omfattet af den personkreds, der er berettiget
til VEU-godtgørelse.
Klager var ansat som ferieafløser i en brugs for en tidsbegrænset periode fra den 21. juni – 19. august
2001. Klager blev optaget på en EUD-merkantil heltidsuddannelse. Uddannelsen begyndte den 7.
august 2001, og klager opsagde sit job som ferieafløser per 29. juli 2001. Klager var herefter i
oplæring til pasning af kiosk i perioden 2. august – 7. august 2001. Klager indsendte ansøgning om
VEU-godtgørelse den 10. august 2001.
Da klager ikke var medlem af en arbejdsløshedskasse, og da klager ikke var selvstændig
erhvervsdrivende, var det alene relevant for nævnet at vurdere, om klager i forhold til § 2 i Lov om
godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, lov nr. 400 af 31. maj 2000,
kunne anses for beskæftiget.
Nævnet fandt ikke, at klager kunne anses for beskæftiget ved uddannelsens start. Nævnet lagde til
grund, at klagers beskæftigelse var tidsbegrænset og var ophørt inden uddannelsens start. Nævnet
bemærkede endvidere, at der ifølge sagens oplysninger ikke var indgået aftale mellem klager og en
arbejdsgiver om deltagelse i uddannelsen forud for en afskedigelse. (J.nr. 2001-3-0171).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet
Ansættelsesbevis med generel henvisning til overenskomst lovmæssigt
I et ansættelsesbevis var det angivet, at klager ansattes som chauffør i henhold til overenskomst
mellem SID og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening. Der stod intet om rettigheder med hensyn til
ferie og opsigelsesvarsler i ansættelsesbeviset, og vedrørende løn var kun udbetalingsterminer oplyst.
Ankenævnet fandt, at den generelle oplysning om, at ansættelsesforholdet var dækket af
overenskomst, var tilstrækkelig til, at der var henvist til overenskomst. Nævnet fandt det ikke
nødvendigt, at det af ansættelsesbeviset specifikt fremgik, at de manglende oplysninger kunne findes
i overenskomsten, og ansættelsesbeviset levede således indholdsmæssigt op til lovens krav, så sagen
blev afgjort til fordel for arbejdsgiver.
Selvom ansættelsen var dækket af overenskomst, indeholdt denne ikke regler, der som minimum
svarede til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533, og Ankenævnet var derfor kompetent til at træffe

afgørelse i sagen. (J. nr. 2001-5-0028).
Lov om ferie
Tilladelse til udbetaling af feriegodtgørelse trods forældelse
En person havde været syg siden nytårsaften 1991, hvor han fik et epileptisk anfald. Han blev derpå
diagnosticeret som epileptiker, og var derpå kraftigt medicineret. Han bad om at blive CAT-scannet,
men dette blev afvist som unødvendigt. På grund af sygdommen og den tilhørende medicinering var
han i de kommende år ofte syg, forvirret og fraværende.
Efter ca. 8 år blev han indlagt på et hospital, hvor det blev konstateret, at han havde en svulst i
hjernen. Han blev opereret for denne og fik det langsomt bedre.
I januar 2001 bad han Arbejdsdirektoratet om at få i alt kr. 15.999,19 udbetalt i uhævet
feriegodtgørelse for optjeningsåret 1992, svarende til 26 feriedage. Arbejdsdirektoratet traf afgørelse
om, at han ikke kunne få feriegodtgørelsen udbetalt, da han havde henvendt sig senere end 5 år efter
det relevante ferieårs udløb. Som hjemmel henviste Arbejdsdirektoratet til § 38, stk. 2 i den ny
ferielov, hvorefter der gælder en endelig 5 års frist for krav på feriegodtgørelse. Fristen gælder
selvom en person på grund af særlige forhold har været afskåret fra at gøre kravet gældende indenfor
fristen.
Ankenævnet traf afgørelse om at hjemvise sagen til direktoratet. Nævnet fandt, at den tidligere
ferielov skulle have været anvendt på sagen. I den tidligere ferielov var der ikke en bestemmelse om
5 års forældelse, men denne fremgik af praksis efter loven. Samtidig kunne der efter praksis ske
udbetaling af forældet feriegodtgørelse, hvis der var tale om en meget ekstraordinær situation.
Tilladelsen kunne dog kun gives, hvis feriedagene var afholdt, eller hvis der havde været tale om
lovlig feriehindring.
Arbejdsdirektoratet traf efter hjemvisningen en ny afgørelse om, at feriegodtgørelsen ikke kunne
udbetales. Direktoratet lagde vægt på, at det ikke var dokumenteret at personen havde holdt ferien
eller at han havde haft lovlig feriehindring op til ferieårets udløb. Direktoratet havde før sin afgørelse
undersøgt, hvorvidt der var dokumentation for disse forhold. Da virksomheden ikke fandtes mere,
kunne denne ikke oplyse om de nævnte forhold. Kommunen havde desuden ikke mere oplysninger
om, hvorvidt personen eller daværende arbejdsgiver havde modtaget sygedagpenge i ferieåret
1993/94.
Ankenævnet traf afgørelse om, at personen kunne få tilladelse til at få feriegodtgørelsen udbetalt.
Nævnet fandt, at han havde været i en meget ekstraordinær situation siden 1991 og indtil sin
operation. Situationen havde bevirket, at han først den 24. januar 2001 fik søgt om udbetaling af

feriegodtgørelsen. Nævnet fandt, at sygdommen og medicineringen havde bevirket, at han befandt sig
en tilstand, hvor han ikke kunne varetage sine egne forhold og problemer. (J.nr. 2002-11-0005).
Bestyrelsesmedlem ikke omfattet af ferieloven
Ankenævnet skulle tage stilling til, hvorvidt en person som havde været aktionær og
bestyrelsesmedlem i den virksomhed, hvor han var ansat, var omfattet af ferielovens
lønmodtagerbegreb og dermed berettiget til feriepenge ifølge ferieloven.
Det var oplyst til sagen, at han ejede ca. en fjerdel af aktierne i selskabet, og at han var medlem af
bestyrelsen.
Ankenævnet lagt ved afgørelsen vægt på, at han som aktionær i selskabet og særligt som medlem af
bestyrelsen havde haft mulighed for at øve en væsentlig indflydelse på selskabet og dermed også på
sit daglige arbejde, ligesom han havde haft en væsentlig økonomisk og driftsmæssig interesse i
virksomheden.
Ankenævnet fandt således, at han ikke var omfattet at ferielovens lønmodtagerbegreb og dermed ikke
var berettiget til feriepenge. (J.nr. 2001-11-0051).
Krav om at en feriefond skulle anvende en praktiserende advokat ved hushandler
En feriefond for ansatte i et amt havde fra Arbejdsdirektoratet fået tilladelse til at foretage huskøb
uden først at forelægge disse til godkendelse. Fonden henvendte sig til direktoratet for at få at vide,
om hvordan den fremover skulle forholde sig ved huskøb. Direktoratet oplyste, at fonden havde pligt
til at anvende en praktiserende advokat ved berigtigelse af kommende huskøb og ikke kunne anvende
sine egne jurister.
Fonden var uenig og fandt, at den ikke havde pligt til at følge retningslinierne om huskøb i
Vejledningen om feriefonde, som Revisionsinstruksen for feriefonde henviste til.
Feriekontoret traf derpå afgørelse om, at feriefonden skulle anvende en praktiserende advokat ved
berigtigelse af alle fondens hushandler.
Fonden klagede og fandt, at der ikke var hjemmel for at stille krav om brug af praktiserende advokat,
og at afgørelsen derfor var ugyldig. Afgørelsen var desuden uproportionel, da fonden i forvejen
anvendte en advokatuddannet person i amtets juridiske kontor ved hushandler. Endelig anførte
fonden, at den ikke var blevet partshørt før afgørelsen.
Ankenævnet traf afgørelse om, at afgørelsen var hjemlet ved ferielovens § 36, stk. 3 og § 44, stk. 6 og

desuden ikke var uproportional. Retningslinierne i vejledningen om køb og opførelse af
feriefaciliteter var bindende, idet Revisionsinstruksen henviste til disse som bindende. Da
Revisionsinstruksen var udstedt af direktoratet med hjemmel i ferielovens § 36, stk. 3 var den
bindende for fonden.
Nævnet fandt desuden, at afgørelsen var proportionel, idet en feriefond - efter opnået tilladelse fra
direktoratet - kunne foretage hushandler uden forhåndsgodkendelse, hvis den aflagde regnskab som
beskrevet i Revisionsinstruksen.
Hvis en fond ikke foretog hushandler efter vejledningens retningslinier, ville den risikere at lide tab
som følge af handlen. Ankenævnet lagde vægt på, at kravet angik en almindelig måde at sikre sig
mod tab ved en hushandel.
Det ændrede ikke på denne vurdering, at fonden havde oplyst, at en advokatuddannet i amtets
juridiske kontor kunne berigtige hushandlerne, og at denne var ansvarsforsikret via amtets
almindelige arbejdsgiveransvar. Dette skyldtes, at det ved fondens hushandler også skulle sikres, at
den anvendte advokat havde den fornødne uafhængighed.
Med hensyn til partshøring fandt nævnet, at fonden havde haft kendskab til alle de faktiske
oplysninger, som var lagt til grund for direktoratets påbud. (J.nr. 2001-11-0013).
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer under "Nyhedsbreve.

Nyhedsbrev nr. 4/ September 2002
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden juni til august 2002 truffet følgende afgørelser af
almen eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Betingelser for ret til attest E 303 - 4-ugerskravet og mellemperiode
Medlemmet opsagde sit job til fratræden den 1. september 2001, medlemmet angav som årsag, at
hun skulle giftes med en irer og ville prøve at søge arbejde i Irland, og at der var
samarbejdsproblemer med arbejdsgiveren. Medlemmet tilmeldte sig Arbejdsformidlingen den 3.
september 2001. Medlemmet søgte den 11. september 2001 om en attest E 303 til arbejdssøgning
i Irland med afrejsedato den 8. oktober 2001.
A-kassen pålagde medlemmet 5 ugers effektiv karantæne som følge af selvforskyldt ledighed og
meddelte medlemmet, at hun ikke havde ret til dagpenge fra arbejdsophøret til afrejsen den 8.
oktober 2001. Arbejdsdirektoratet og Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse.
Arbejdsdirektoratet gav endvidere afslag på en attest E 303 med den begrundelse, at medlemmet
ikke opfyldte kravet om mindst 4 ugers dagpengeberettiget ledighed forud for afrejsen, idet
medlemmet var i en mellemperiode på grund af den forestående rejse.
Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til en attest E 303 til arbejdssøgning i Irland.
Ankenævnet fandt, at der ikke i forordning 1408/71, art. 69, stk. 1, og art. 69, stk. 1, litra a, var
hjemmel til at stille krav om, at et medlem udover at være tilmeldt Arbejdsformidlingen også
skal have været dagpengeberettiget i 4 uger. Forordningen stiller alene krav om, at medlemmet
skal have været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til rådighed for
Arbejdsformidlingen i 4 uger. Det er endvidere en forudsætning for, at et medlem kan få udbetalt
dagpenge under opholdet i udlandet, at medlemmet opfylder kravet om ret til dagpenge ved
afrejsen.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen som
arbejdssøgende og havde været til rådighed for Arbejdsformidlingen i mindst 4 uger forud for
afrejsen. Medlemmet havde ikke ret til dagpenge, fra arbejdsophøret til hun rejste til Irland.
Grunden hertil var, at medlemmet var i en såkaldt mellemperiode mellem arbejdsophøret og den
forestående rejse, hvilket var en hindring for medlemmets ret til dagpenge.
Ved afrejsen var denne hindring bortfaldet, og der var på dette grundlag ingen hindring for
medlemmets ret til dagpenge. Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet opfyldte betingelserne for
ret til en attest E 303.

Ankenævnet tog ikke stilling til, i hvilket omfang medlemmet var berettiget til dagpenge i
attestperioden. (J.nr. 2001-1-0730).
Betingelser for ret til attest E 303 - 4-ugerskravet og karensperiode
Medlemmet ophørte den 14. september 2001 som selvstændig og første ledighedsdag var den 15.
september 2001. Som følge af ophøret var medlemmet i en karensperiode til og med den 12.
oktober 2001, og medlemmet blev indplaceret i dagpengesystemet den 13. oktober 2001.
Den 13. oktober 2001 søgte medlemmet om en attest E 303 til arbejdssøgning i Irland med
afrejse den 17. oktober 2001.
Arbejdsdirektoratet meddelte afslag på attest E 303 med den begrundelse, at medlemmet ikke
opfyldte kravet om 4 ugers dagpengeberettiget ledighed ved afrejsen.
Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til en attest E 303 fra den 17. oktober 2001.
Ankenævnet fandt, at der ikke i forordning 1408/71, art. 69, stk. 1, og art. 69, stk. 1, litra a, var
hjemmel til at stille krav om, at et medlem udover at være tilmeldt Arbejdsformidlingen også
skal have været dagpengeberettiget i 4 uger. Forordningen stiller alene krav om, at medlemmet
skal have været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til rådighed for
Arbejdsformidlingen i 4 uger. Det er endvidere en forudsætning for, at et medlem kan få udbetalt
dagpenge under opholdet i udlandet, at medlemmet opfylder de danske betingelser for ret til
dagpenge ved afrejsen.
Ankenævnet lagde herefter vægt på, at medlemmet havde været tilmeldt og til rådighed for
Arbejdsformidlingen i mindst 4 uger på det ansøgte afrejsetidspunkt, og at medlemmet havde ret
til dagpenge på det ansøgte afrejsetidspunkt. (J. nr. 2001-1-0779).
Attest E 303 - fremrykket afrejsetidspunkt meddelt efter afrejse, men før attestudstedelse
Medlemmet ansøgte den 22. marts 2002 om attest E 303 til arbejdssøgning i Frankrig fra mandag
den 21. april 2002. På grund af mulighed for at få et værelse i Paris rejste medlemmet den 17.
april 2002 uden at meddele dette til a-kassen eller direktoratet. Direktoratet havde endnu ikke
truffet afgørelse om attesten.
Medlemmet søgte den 19. april 2002 om dispensation for afrejsetidspunktet.
Direktoratet meddelte efterfølgende afslag på attest E 303 med den begrundelse, at medlemmet
ikke var dagpengeberettiget på det ansøgte afrejsetidspunkt, og at der ikke kan dispenseres fra
kravet om dagpengeret på afrejsedagen.
Ankenævnet fandt ved afgørelsen den 12. juli 2002, at medlemmet ikke var berettiget til en attest
E 303, idet medlemmet ikke stod til rådighed for det danske arbejdsmarked på den ansøgte
afrejsedag.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at medlemmet ikke oplyste a-kassen eller Arbejdsdirektoratet
om det fremrykkede afrejsetidspunkt før den faktiske afrejse, og at medlemmet var vejledt om
konsekvenserne af at rejse før tid. Medlemmet havde ikke været forhindret i at give meddelelse
om den fremrykkede afrejsedato før afrejsen. Nævnet fandt, at selvom Arbejdsdirektoratet endnu
ikke havde truffet afgørelse om attesten, da medlemmet anmodede om dispensation, skal
meddelelse om fremrykket afrejse meddeles før eller senest på den faktiske afrejsedato. (J. nr.
2002-1-0386).
Spørgsmål om drift af legetøjsmuseum skulle anses for drift af selvstæ ndig virksomhed
eller hobby
Medlemmet havde i en længere årrække drevet et legetøjsmuseum og var samtidig beskæftiget
som lønmodtager på fuld tid. Medlemmet drev museet fra lejede lokaler, reklamerede i den
lokale turistbrochure, holdt åbent 4 timer hver fredag og lørdag samt alle ugens dage i skolernes
ferie fra kl. 11 – 16. Medlemmet havde indgået en aftale med sin arbejdsgiver om fleksible
arbejdstider, hvorfor han havde mulighed for at passe museet. Medlemmet havde indtil 31.
december 2000 skattemæssigt angivet underskud af selvstændig virksomhed. I 1995 havde
medlemmet et underskud på kr. 1.050,-, i 1996 et underskud på kr. 17.499,-, i 1997 et underskud
på kr. 17.712,-, i 1998 et underskud på 4.062,-, og i 1999 et underskud på 15.123,-. Den lokale
skatteforvaltning nægtede med udgangen af år 2000 fradrag for underskud af selvstændig
virksomhed, idet man anså virksomheden for hobbyvirksomhed.
Medlemmet betragtede sine aktiviteter som hobby og ønskede at undersøge mulighederne for at
gå på efterløn.
Hovedledelsen traf afgørelse om, at medlemmet drev selvstændig virksomhed som
bibeskæftigelse, og lagde vægt på, at museet blev drevet fra lejede lokaler, at medlemmet
annoncerede, at der var tale om drift for egen regning og risiko, og ikke om virksomheden gav
over eller underskud.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet måtte anses for at drive selvstændig virksomhed,
idet medlemmet frem til udgangen af år 2000 angav underskud af selvstændig virksomhed og var
tilmeldt virksomhedsordningen, at der var tale om drift fra lejede lokaler, at medlemmet
annoncerede, at de besøgende betalte entré, og at museet blev drevet for egen regning og risiko.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmet måtte anses for at drive
selvstændig virksomhed, og lagde vægt på de samme momenter. Ankenævnet bemærkede, at det
forhold at skatteforvaltningen fremover afviste at lade medlemmet fradrage underskud i
virksomheden, idet virksomheden efter skatteforvaltningens opfattelse måtte anses for en
hobbyvirksomhed, ikke umiddelbart ændrede definitionen af virksomheden i
arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Det var således de andre faktorer som gjorde, at
ankenævnet betragtede medlemmets aktiviteter som selvstændig virksomhed.
Ankenævnet anmodede desuden direktoratet om at tage stilling til spørgsmålet om, medlemmets
virksomhed kunne anses for drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. (J.nr. 2002-1-
0207).

Medlemmets virksomhed med travheste anset som hobby - ikke selvstæ ndig
bibeskæ ftigelse hvortil der kræ ves tilladelse for drift samtidig med efterløn
Medlemmet ønskede at overgå til efterløn og ønskede at fortsætte sin selvstændige virksomhed
som bibeskæftigelse. Han havde 10 heste, hvoraf 3 og senere kun 2 gik travløb.
Om aktiviteten med hestene var oplyst, at alle hans heste stammede fra en hoppe, han havde købt
ca. 35 år før. Han solgte ikke de heste, han avlede, andet end til bortskaffelse, og hestene befandt
sig på hans landejendom, hvor langt størstedelen af jorden var udlagt til græsning. Det var
medlemmets børn eller en selvstændig kusk, der deltog i travløbene. Kusken deltog i ca. 9-13
travløb årligt, hvilket var ca. halvdelen af det samlede antal travløb pr. år.
Medlemmet var ikke momsregistreret, og skattevæsenet betragtede hesteholdet som hobby. Det
var oplyst, at hesteaktivitetens nettoomsætning ved gevinster på ét år var 183.000 kr., og at
medlemmets udgifter til hestenes pleje, pasning og løbsdeltagelse var ca. 185.000 kr. i samme år.
A-kassen og Arbejdsdirektoratet fandt, at der var tale om selvstændig virksomhed som
bibeskæftigelse.
Ankenævnet fandt, at hesteholdet måtte betragtes som hobby. Ankenævnet lagde særlig vægt på,
at medlemmet ikke opdrættede sine heste med henblik på videresalg, og at medlemmet derfor
ikke søgte at optimere udbyttet af sin aktivitet ved at frasælge heste, hvis talent for travløb var
mindre end de andres. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at den selvstændige kusk ikke
deltog i alle travløbene, og på at aktiviteten trods den relativt høje gevinstsum ikke havde givet
overskud. (J.nr. 2001-1-0805).
Tilladelse til selvstæ ndig bibeskæ ftigelse med biopati i efterlønsperioden i op til 400 timer
og med en indtæ gt op til kr. 50.000,- pr. år
I perioden november 1999-marts 2001 drev medlemmet bibeskæftigelse i form af biopati. I 2000
udgjorde dækningsbidrag 1 kr. 20.450,-. Kr. 4.000,- heraf var dog indtægt ved undervisning.
Restbeløbet kr. 16.450,- divideret med prisen for en behandling kr. 400,- giver 41 behandlinger
pr. år.
I april 2001 ansøgte medlemmet om tilladelse til at fortsætte sin selvstændige bibeskæftigelse
med biopati, samtidig med at hun modtog efterløn.
Det forventede dækningsbidrag 1 i 2001 ville udgøre kr. 10.000,-. Det forventede tidsforbrug pr.
år ville være ca. 100 timer. Klienterne var syge mennesker. Hun ville have 2-4 klienter om ugen.
Prisen pr. behandling var kr. 400,-. Hun ville ikke have bestemte åbningstider. Klienter kunne
ringe til hendes mobiltelefon, som hun altid havde på sig. Hun ville leje sig ind i en klinik ½ dag
om ugen. Transporttiden mellem hjem og arbejde var 8-10 minutter hver vej.
Medlemmet oplyste, at der ville blive brugt 4-5 timer om året på klienternes tidsbestilling.
Regnskabet ville tage 5 timer om året. Revisoren klarede resten. Et familiemedlem havde på 1
time lavet en hjemmeside om biopati. Den ville blive lagt ud, efter at tilladelsen til

ibeskæftigelsen var opnået. Hun ville annoncere et enkelt sted. Hun ville sammen med
klinikken have en fælles annonce i 2 blade. Virksomheden skulle drives fra klinikken. Hun
skulle ikke gøre rent på klinikken, da dette var inkluderet i huslejen. Rengøringen tog ca. 15
minutter om ugen. Hun ville ikke undervise.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke fik tilladelsen. Begrundelsen var, at det ikke
var sandsynliggjort, at virksomhedens dækningsbidrag 1 ikke oversteg kr. 50.000,-. Der var lagt
vægt på medlemmets oplysninger om, at hun forventede at have 2-3 klienter om ugen, og at
prisen pr. behandling var kr. 400,-, idet indtægtsgrænsen således ikke kunne overholdes. Der var
lagt vægt på, at det fremgik af opgørelsen af dækningsbidrag 1 for 2000, at medlemmet ikke
havde et vareforbrug af nogen betydning.
Direktoratet havde også lagt vægt på, at medlemmet ville leje sig ind i klinikken ½ dag om ugen.
Klienterne kunne ringe til hende på mobiltelefonen, som hun hele tiden havde med sig. Hun
havde hjemmeside om biopati, og hun ville annoncere. Det forhold, at medlemmet havde oplyst
at hun i visse måneder og uger kun ville have 1-2 klienter om ugen eller slet ingen, var ikke
afgørende, idet hun fortsat ville stå til rådighed i disse måneder, såfremt en klient måtte ønske en
behandling i disse perioder.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet fik tilladelse til selvstændig bibeskæftigelse med
biopati i efterlønsperioden i op til 400 timer og med en indtægt op til kr. 50.000,- pr. år. (Beløbet
udgør kr. 54.689,- i 2002.) Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på medlemmets oplysninger
om det forventede tidsforbrug og den forventede indtægt samt det forhold, at hun i perioden
november 1999-marts 2001 drev den omhandlede, selvstændige bibeskæftigelse der i 2000
havde et dækningsbidrag 1 på kr. 20.450,-, samtidig med at hun var ledig.
Ankenævnet fandt det sandsynligt, at arbejdstiden ikke kom op på mere end 400 timer og
indtægten ikke på mere end kr. 54.689,- pr. regnskabsår (2002-niveau). Nævnet bemærkede, at
såfremt medlemmet overskred indtægtsgrænsen, der i 2002 udgør kr. 54.689,-, ville det få
konsekvenser for hendes ret til efterløn. (J.nr. 2002-1-0078).
Tilskrivning af renter på tilbagebetalingsbeløb
Arbejdsløshedskassen traf den 5. oktober 2001 afgørelse om, at medlemmet havde modtaget
dagpenge og feriedagpenge med urette i perioderne uge 25 – 29 i 2001 samt uge 32 i 2001.
Kassen fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale netto kr. 6.905,- samt indstillede til direktoratet,
at medlemmet blev pålagt en effektiv karantæne på 295 timer for svig.
Medlemmet klagede ikke over kassens afgørelse.
Direktoratet tiltrådte den 4. januar 2002 kassens afgørelse, og anførte at tilbagebetalingsbeløbet
udgjorde brutto kr. 12.152,- samt at beløbet ville blive tilskrevet renter fra
udbetalingstidspunktet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 3 og rentelovens § 5.
Kassen klagede over direktoratets afgørelse. Efter kassens opfattelse var der hverken hjemmel
til eller det var rimeligt, at der blev tillagt renter til et tilbagebetalingsbeløb efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 3. Kassen henviste til, at den alene havde truffet

afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale netto kr. 6.905, da skat, ATP og DSP blev
tilbageført i forbindelse med at tilbagebetalingen blev registreret, idet udbetaling og
tilbagebetaling registreredes samme skatteår. Kassen henviste endvidere til, at medlemmet på
ingen måde oplevede, at det egentlige tilbagebetalingsbeløb var større end nettobeløbet på kr.
6.905,-, da det var det beløb, som medlemmet havde fået udbetalt, og det beløb som kassen
krævede tilbagebetalt.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse, men henviste til, at man ved
afgørelsen havde lagt bruttotilbagebetalingsbeløbet på kr. 12.152,- til grund, hvorfor der efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 3, skulle tillægges renter.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Efter ankenævnets opfattelse var det medlemmets
bruttotilbagebetalingsbeløb, som skulle lægges til grund for bedømmelsen af, om der skulle
tilskrives renter. Idet medlemmets tilbagebetalingsbeløb oversteg højeste dagpenge for 4 uger,
skulle der beregnes renter af tilbagebetalingsbeløbet fra udbetalingstidspunktet. Ankenævnet
lagde ved afgørelsen vægt på, at lovens bestemmelse om rentetilskrivning måtte fortolkes
derhen, at der var bruttotilbagebetalingbeløbet, der skulle danne grundlag for bedømmelsen af,
om der skulle tilskrives renter eller ej. Det fremgik hverken af reglerne eller forarbejderne, at der
skulle sondres mellem, om der var mulighed for at kræve tilbagebetaling inden for samme
skatteår eller ej. (J.nr. 2002-1-0167).
Optagelse som dimittend - vejledning
Medlemmet var blevet færdiguddannet som køkkenassistent og ønskede at overgå til
dimmittend-status på baggrund af denne uddannelse. Medlemmet indsendte imidlertid
tilmeldingen til a-kassen mere end 2 uger efter, at uddannelsen var afsluttet.
På denne baggrund afviste såvel a-kassen som direktoratet at medlemmet kunne optages som
dimittend på baggrund af uddannelsen som køkkenassistent.
Medlemmet anførte, at hun ikke var vejledt af a-kassen, og at hun inden fristens udløb havde
kontaktet AF, og at AF havde oplyst, at registreringen om uddannelsen først skulle sendes til akassen
sammen med dagpengekortet.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke var berettiget til optagelse i a-kassen som dimittend, idet
ansøgningsfristen på 2 uger fra uddannelsens afslutning var overskredet.
Ankenævnet fandt endvidere, at uanset om AF havde vejledt medlemmet forkert, så havde AF
ikke nogen vejledningspligt i forhold til reglerne om optagelse i en a-kasse. Medlemmet kunne
derfor ikke støtte ret på den forkerte vejledning, og hun kunne således ikke af den grund blive
berettiget til optagelse som dimittend i a-kassen.
Endvidere fandt ankenævnet, at a-kassen ikke havde pligt til uopfordret, at yde en særlig
vejledning om optagelse som dimittend, idet a-kassen først efter fristens udløb blev gjort bekendt
med, at medlemmet havde afsluttet en uddannelse. (J.nr. 2002-1-0012).

Medlemmet havde afmeldt sig AF i forbindelse med ferie - mangelfuld vejledning fra AF
ved medlemmets henvendelse efter ferien - medlemmet anset for tilmeldt AF
Medlemmet havde på dagpengekort oplyst, at han holdt ferie i 5 uger, og krydsede af i feltet
afmeldes AF. A-kassen godkendte afmeldingen på grund af ferie.
Umiddelbart efter ferien rettede han telefonisk henvendelse til AF for at meddele, at ferien var
slut, og han ønskede at få oplyst, hvordan han skulle forholde sig i den forbindelse. Medlemmet
fik oplyst af omstillingen hos AF, at han ikke skulle foretage sig noget. Medlemmet blev således
ikke tilmeldt AF før han 14 dage senere opdagede, at han ikke var tilmeldt.
A-kassen reagerede ikke på, at medlemmet afmeldte sig med henvisning til ferie. Da der i
reglerne ikke er noget til hinder for afmelding af et medlem, der selv anmoder om afmelding på
grund af ferie, burde AF have undersøgt medlemmets tilmeldingsstatus. Der er ikke fastsat regler
om afmelding i tilfælde af ferie, og derfor kunne AF ikke vide, om han var afmeldt. AF burde
efter undersøgelsen have vejledt medlemmet om, at han var afmeldt, og at han derfor skulle
tilmelde sig på ny.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at medlemmet skulle stilles, som om han var vejledt
korrekt. Medlemmet blev i relation til dagpengeret stillet som om, at han var tilmeldt AF fra den
dag han rettede henvendelse til AF for at søge råd og vejledning. (J.nr. 2001-1-0842).
Tilbagekaldelse af tilladelse til overgang til efterløn - fortrydelse af ansøgning af efterløn
Kassen modtog medlemmets ansøgning om efterløn den 21. marts 2001, og ved brev af 9. april
2001 meddelte kassen, at medlemmet kunne overgå til efterløn pr. 1. april 2001.
På overgangstidspunktet for efterløn havde medlemmet over 3.120 timer, men manglede 4
måneder i at opfylde 2 årsreglen. Han kunne derfor ikke få fradrag for pensioner efter den
lempeligere ordning.
Dagen efter modtagelsen af efterlønstilladelsen kontaktede medlemmet kassen for at få
tilladelsen annulleret, og efter påske, den 18. april 2001, anmodede medlemmet skriftligt om
annullation.
Medlemmet begrundede anmodningen om annullation med, at kassen burde have vejledt ham
om, at han burde have ventet med at søge om efterløn til 2 årsfristen var udløbet og i stedet have
søgt dagpenge i de 4 måneder.
Nævnet fandt, at tilladelsen kunne tilbagekaldes
-da medlemmet endnu ikke havde fået udbetalt efterløn og straks havde anmodet om annullation,
-da det først var med virkning fra den 1. juli 2001, at de første medlemmer kunne opfylde 2
årsreglen, og
-da der i øvrigt ikke var hensyn, der talte mod en tilbagekaldelse.

Nævnet henviste medlemmet til at henvende sig til kassen om mulighed for at modtage dagpenge
fra hans tilmeldelse til arbejdsformidlingen den 18. april 2001. (J.nr. 2001-1-0846).
Efterløn med tilbagevirkende kraft – rådighed – flytning til andet EØS-land inden det 60.
år
I 1997 rejste medlemmet, ca. 9 måneder før sit 60. år, til Spanien sammen med sin ægtefælle der
havde forladt arbejdsmarkedet.
I foråret 2001 henvendte medlemmet sig til kassen for at få oplyst, hvilke muligheder hun havde
for at få efterløn efter ændringen af bopælsreglen pr. 1. juli 2000.
Kassen fandt, at medlemmet indtil sin 60 årsdag eller ansøgningstidspunktet havde været til
rådighed for arbejdsmarkedet. Kassen henviste til, at medlemmet ikke ville have flyttet til
Spanien inden sin 60 års dag hvis hun efter den dagældende bopælsregel havde kunnet tage
efterlønnen med sig.
I en erklæring fra juli 2001 oplyste medlemmet, at hun i det omhandlede tidsrum ikke havde
været syg, og at hun havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få efterløn med tilbagevirkende kraft fra sin 60
årsdag eller fra ansøgningstidspunktet, da hun ikke kunne antages at have stået til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke siden hun rejste til Spanien i oktober 1997 havde
været tilknyttet arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt ikke, at en erklæring om at medlemmet havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet
i sig selv var en tilstrækkelig dokumentation.
Nævnet henviste til, at det ifølge arbejdsløshedsforsikringsloven er en betingelse for ret til
efterløn, at et medlem opfylder betingelserne for ret til dagpenge, herunder bl.a. kravet om at stå
til rådighed for arbejdsmarkedet. (J.nr. 2002-1-0293).
Efterløn med tilbagevirkende kraft – rådighed – flytning til andet EØS-land inden 60. år
I 1994 rejste medlemmet til Frankrig – ca. 1 år og 2 måneder før sit 60. år.
Medlemmet havde ved henvendelse til kassen fået oplyst, at han ikke kunne få efterløn, hvis han
opholdt sig i udlandet. Hvis han opholdt sig i udlandet uden aktuel tilknytning til
arbejdsmarkedet gennem en længere periode, ville kassen ved hans hjemkomst vurdere, om han
var til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet flyttede til Frankrig. Han ophørte med at modtage dagpenge. Han anmodede kassen
om at tage stilling til, om hans fortsatte medlemskab gav ham nogen rettigheder.

Kassen oplyste, at jo længere tid han var uden tilknytning til arbejdsmarkedet, jo sværere var det
at opfylde betingelserne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis han ikke opfyldte disse
betingelser, havde han hverken ret til dagpenge eller efterløn. Han meldte sig ud af kassen i
januar 1996.
I juni 2001 anmodede han om genoptagelse af sit medlemskab af kassen, da han var blevet gjort
opmærksom på, at bopælspligten var ændret.
Han oplyste, at han, siden han ophørte med at arbejde, havde været ved bedste helbred og stået
til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få efterløn med tilbagevirkende kraft fra sin 60
årsdag eller fra ansøgningstidspunktet, da han ikke kunne antages at have stået til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke, siden han rejste til Frankrig i 1994, havde været
tilknyttet arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt ikke, at en erklæring om, at medlemmet havde stået til rådighed for
arbejdsmarkedet, i sig selv var tilstrækkelig dokumentation.
Nævnet henviste til, at det ifølge arbejdsløshedsforsikringsloven er en betingelse for ret til
efterløn, at et medlem opfylder betingelserne for ret til dagpenge, herunder bl.a. kravet om at stå
til rådighed for arbejdsmarkedet. (J.nr. 2002-1-0291).
Tilladelse til at se bort fra afbrydelse i indbetaling af efterlønsbidrag – medlemmet
havde været frihedsberøvet, og kommunen undersøgte muligheden for at hjælpe
Medlemmet havde været frihedsberøvet i 2 år til den 30. maj 2001.
I august 2001 fik medlemmet et slette- og frameldebrev med mulighed for at genoprette
medlemskab og efterlønsordning ved betaling inden 7. september 2001.
Medlemmet betalte medlemskontingentet, men var ude af stand til at betale efterlønsbidragene.
Den 27. august 2001 henvendte medlemmet sig til socialcentret, der undersøgte muligheden for
at hjælpe. Den 18. september 2001 meddelte socialcentret, at man ville hjælpe.
Efterfølgende meddelte kassen, at medlemmet ikke kunne bevare retten til efterløn, da
betalingsfristen den 7. september 2001 var overskredet.
Ankenævnet fandt, at der forelå en sådan særlig undskyldelig omstændighed, at der var grundlag
for at dispensere. Nævnet henviste til, at socialcentret havde påtaget sig hvervet med at
undersøge muligheden for at hjælpe med betaling uden at undersøge, om der var en
betalingsfrist, der skulle overholdes.

Nævnet fandt således, at medlemmet havde haft grund til at regne med, at socialcenteret ville
betale eller give meddelelse om, at man ikke ville betale inden udløb af betalingsfristen. (J.nr.
2002-1-0160).
Spørgsmål om foræ ldelse af krav på efterbetaling af efterløn som følge af loven om den nye
bopæ lsregel trådte i kraft pr. 1. juli 2000, herunder hvornår man kan anse foræ ldelsesfristen
for afbrudt
Medlemmet blev 67 år den 31. maj 1998. Den 2. januar 1994 gik han på efterløn, og blev
udmeldt af kassen i forbindelse med, at han rejste til Frankrig pr. 1. december 1994.
Den 13. august 2001 henvendte medlemmet sig skriftligt til kassen for at undersøge
mulighederne for at få efterbetalt efterløn for perioden fra den 1. december 1994 til den 31. maj
1998. I brevet henviste medlemmet til, at han i juli 2000 havde ringet til kassen for at spørge om
han havde mulighed for at få efterbetalt efterløn.
Ankenævnet fandt, at medlemmet havde ret til efterløn i tiden fra den 13. august 1996 til den 31.
maj 1998.
Nævnet fandt således, at afbrydelsen af forældelsesfristen først skete den 13. august 2001, hvor
kassen anerkendte medlemmets krav om efterbetaling af efterløn.
Nævnet tilføjede, at man var opmærksom på, at medlemmet havde oplyst, at han i sommeren
2000 henvendte sig til kassen vedrørende efterløn, og at kassen ikke havde bestridt dette. Men da
denne henvendelse ikke var registreret, og det derfor ikke kunne dokumenteres, om den havde
fundet sted og hvad indholdet af henvendelsen havde været, fandt nævnet ikke, at denne
henvendelse kunne anses som en afbrydelse af den 5-årige forældelsesfrist.
Med hensyn til forældelse af efterbetalingskravet efter lov af 22. december 1908 om forældelse
af visse fordringer (1908-loven) lagde nævnet til grund
-at kravet på efterløn er omfattet af § 1, nr. 2, i 1908-loven,
-at forældelsesfristen begyndelsestidspunkt er identisk med forfaldstidspunktet for de enkelte
ydelser, såfremt medlemmet havde været tilkendt efterløn på det pågældende tidspunkt,
-at suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven ikke fandt anvendelse, da uvidenhed om det retlige
grundlag for et krav ikke suspenderer forældelsesfristen, samt
-at afbrydelse af forældelsesfristen sker ved anerkendelse af et bestemt gældsforhold, og det vil
sige ved fremsættelse af kravet om efterbetaling af efterløn, jf. § 2, 2. punktum, i 1908-loven.
Medlemmet kunne derfor kun få efterbetalt efterløn fra den 13. august 1996. (J.nr. 2002-1-0146).
Er krav på efterløn for perioden 1. oktober 1993-30. januar 1996 foræ ldet – og skal der
betales renter af efterløn vedrørende perioder før den 1. juli 2000
Arbejdsløshedskassen stoppede udbetalingen af efterløn til medlemmet, da han flyttede til
Frankrig den 1. oktober 1993. Medlemmet fik igen udbetalt efterløn fra den 16. marts 1998, da
han flyttede til Danmark. Arbejdsløshedskassen spurgte den 8. januar 2001 medlemmet, om han

ønskede genoptagelse af sagen om udbetaling af efterløn, da der var nye regler på området (om
bopælskravet).
Medlemmet meddelte ved brev af 24. januar 2001 arbejdsløshedskassen, at han ønskede sagen
genoptaget. Brevet blev modtaget af arbejdsløshedskassen den 31. januar 2001.
Arbejdsløshedskassen traf den 24. april 2001 afgørelse om, at direktoratet skulle tage stilling til,
hvad medlemmet skulle have efterbetalt i efterløn, herunder om der var tale om forældelse.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle have efterbetalt efterløn for perioden 31.
januar 1996-15. marts 1998 brutto kr. 238.357,-. Efterløn for perioden 1. oktober 1993-30. januar
1996 var forældet, regnet fra den 31. januar 2001, hvor arbejdsløshedskassen modtog
medlemmets anmodning om, at efterlønssagen skulle genoptages. Medlemmet kunne ikke få
renter, idet der først var hjemmel hertil vedrørende udbetalinger, der lå efter den 1. juli 2000.
Ankenævnet fandt, at efterløn måtte anses for omfattet af den 5-årige forældelse i 1908-loven.
Ikrafttrædelsen den 1. juli 2000 af reglen om det ændrede bopælskrav ansås ikke for en
afbrydelse af forældelsen af et konkret krav, men alene for en anerkendelse af grundlaget for et
eventuelt krav. Dette krav ansås først for fremsat den 31. januar 2001.
Vedrørende renterne var begrundelsen, at der ikke forud for den 1. juli 2000 var hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringsloven til at udbetale renter. Renteloven omfattede ikke krav af
offentligretlig karakter. Dog skulle der ved krav af offentligretlig karakter betales morarenter fra
den dag, fordringshaveren påbegyndte retsforfølgning. Der var ikke indledt retsforfølgning i
denne sag.
Endvidere var der ikke hjemmel i almindelige retsgrundsætninger til at udbetale renter, idet de
nye regler om renter netop blev indsat i arbejdsløshedsforsikringsloven, fordi den tidligere
retstilstand var urimelig. (J.nr. 2001-1-0758).
AF indkaldte et medlem til møde vedrørende formidling af job - Medlemmet havde
imidlertid ferie. Ferien var meldt til a-kassen - men ikke til AF. Medlemmet ikke anset for
selvforskyldt ledig
Medlemmet meddelte ferie til arbejdsløshedskassen for perioden 13. – 26. august 2001, men ikke
til AF.
Ved brev af 17. august 2001 blev medlemmet bedt om at kontakte AF den 22. august 2001
vedrørende et job.
Medlemmet kontaktede AF den 27. august 2001 straks efter sin hjemkomst.
Direktoratet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig og skulle pålægges en karantæne på 1
uge.
Direktoratet henviste til, at medlemmets udeblivelse efter reglerne skulle sidestilles med et afslag
på formidlet arbejde.

Medlemmet har i klagen anført, at det var en fejl, at ferien ikke også blev meddelt til AF, og at
dette skyldtes en menneskelig fejl. Medlemmet forstod ikke, at arbejdsløshedskassen ikke gav
AF besked om hendes ferie.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse, da ankenævnet fandt, at den manglende
henvendelse til AF ikke skulle sidestilles med et afslag.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde orienteret arbejdsløshedskassen om ferien, at
medlemmets manglende henvendelse til AF den 22. august 2001 alene var en afledt følge af, at
medlemmet ikke havde meldt ferien til AF, at medlemmet rettede henvendelse til AF mindre end
en uge efter den manglende kontakt til AF og at der i sagen ikke forelå oplysninger, som tydede
på, at medlemmet havde været uvillig i forhold til jobformidlingen. (J.nr. 2002-1-0310).
Ikke dagpengegodtgørelse til tjenestemand efter 3 år på rådighedsløn
Et medlem overgik efter afsked fra tjenestemandsstilling og tre år på rådighedsløn til dagpenge,
og henvendte sig i den anledning til A-kassen for at få dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag. A-kassen mente ikke, at medlemmet var berettiget hertil, og da medlemmet
klagede, begrundede Arbejdsdirektoratet stadfæstelsen af A-kassens afgørelse med, at
ledighedstidspunktet ansås for at ligge ved den fysiske fratræden i forbindelse med overgangen
til rådighedsløn, og at rådighedslønnen skulle sidestilles med, at medlemmet er i fuld
beskæftigelse på 1. og 2. ledighedsdag, således at arbejdsgivers pligt til at betale godtgørelse var
bortfaldet.
Medlemmet klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over Arbejdsdirektoratets afgørelse og
gjorde gældende, at han fortsat var at betragte som ansat i perioden med rådighedsløn, og at
sagen ikke drejede sig om overgangen til rådighedsløn, men derimod overgangen fra
rådighedsløn til dagpenge.
Arbejdsmarkedets Ankenævn kunne ikke tilslutte sig Arbejdsdirektoratets begrundelse for
afgørelsen, og var enig i det af medlemmet anførte i klagen. Imidlertid måtte
Arbejdsdirektoratets afgørelse opretholdes, idet det af bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse
for 1. og 2. ledighedsdag § 6, stk. 1, nr. 8 fremgår, at arbejdsgivers pligt til at betale
dagpengegodtgørelse bortfalder, når medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn.
Nævnet fandt, at pligten herefter ikke eksisterer længere. Da medlemmet efterfølgende har
modtaget rådighedsløn og ikke faktisk har arbejdet, var forudsætningerne for efterfølgende at
belægge dagpengekortet med G-dage ikke tilstede. Nævnet opretholdt således
Arbejdsdirektoratets afgørelse, men med en anden begrundelse. (J. nr. 2002-1-0412).
Klage over belæ gning af dagpengekort med G-dage
Et medlem klagede over en A-kasses belægning af dagpengekort med G-dage, idet medlemmet
ikke ønskede at påføre arbejdsgiver udgift til dagpengegodtgørelser.
Arbejdsdirektoratet fandt, at der skulle belægges med G-dage, men mente modsat A-kassen ikke,
at der kunne placeres en G-dag på en lørdag, når ansættelsen var fra dag til dag. Da

eskæftigelseskravet var opfyldt og der ikke forelå bortfaldsgrunde skulle medlemmets
dagpengekort således belægges med 5 hele og 2 halve G-dage.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmets dagpengekort skulle belægges med 6 hele og
2 halve G-dage. Som begrundelse for, at der ikke skulle belægges med G-dage, havde
medlemmet anført, at der ikke i forbindelse med medlemmets henvendelse til A-kassen om,
hvordan medlemmet skulle forholde sig ved en dag til dag ansættelse, var blevet vejledt om Gdage.
Nævnet mente ikke, at A-kassen burde have vejledt medlemmet om G-dage, idet en A-kasses
vejledning i første række må være rettet mod medlemmets umiddelbare interesser, hvilket
normalt ikke er at undgå G-dage, men derimod at få supplerende dagpenge.
Nævnet fandt i lighed med A-kassen, at der skulle placeres en G-dag på en lørdag, idet det på
baggrund af dagpengekort kunne fastslås, at lørdag ligesom hverdage havde været ordinær
arbejdsdag i ansættelsesforholdet.
Nævnet belagde således dagpengekortet med én G-dag mere end Arbejdsdirektoratet, men der
var ikke konkret tale om en ændret afgørelse til ugunst for medlemmet (reformatio in pejus), idet
medlemmet på grund af antallet af arbejdstimer alligevel ikke ville have kunnet få supplerende
dagpenge i den uge, hvor den pågældende lørdag lå. Medlemmet havde på den anden side ikke
så mange timer, at G-dagen den pågældende lørdag betød fradrag i dagpengene gennem
afvikling af overskydende timer. Da det var frivilligt, om medlemmet ville kræve den ekstra
dagpengegodtgørelse af arbejdsgiver, betød belægningen af dagpengekortet med yderligere én
G-dag ikke, at medlemmet blev stillet dårligere end efter Arbejdsdirektoratets afgørelse. (J.nr.
2002-1-0016).
Betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag for officer som blev afskediget på
grund af alder med tjenestemandspension
Officeren havde været ansat i militæret i perioden 1963 til 2001. Han blev afskediget med fuld
tjenestemandspension ved det fyldte 60. år i henhold til tjenestemandsreglerne for militæret.
A-kassen havde anmodet arbejdsgiveren om at udbetale dagpengegodtgørelse, og arbejdsgiveren
har oplyst, at denne ikke mener, at der skal ske betaling af G-dage, da officeren var afskediget
med fuld tjenestemandspension.
Ankenævnet traf afgørelse om at der skulle ske betaling for 1. og 2. ledighedsdag, da
beskæftigelseskravet efter § 84, stk. 1 og 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring var opfyldt, og da
der ikke forelå bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse. (J.nr.
2002-4-0032).
Bortfaldsgrund da rengøringsassistent havde meddelt arbejdsgiveren, at hun ikke ønskede
yderligere arbejde, selv om arbejdsgiveren havde tilbudt dette mundtligt.
Rengøringsassistenten var ansat på en tidsbestemt kontrakt, og a-kassen havde krævet betaling
for 1. og 2. ledighedsdag ved kontraktens udløb.

Arbejdsgiveren havde anført, at der var en mundtlig aftale om, at rengøringsassistenten skulle
have en ny kontrakt, når den tidsbegrænsede kontrakt udløb.
Rengøringsassistenten havde oplyst til sin a-kasse, at hun havde haft en mundtlig aftale med
arbejdsgiveren om, at der skulle laves en ny kontrakt, når den oprindelige aftale udløb, men at
hun på grund af dårlige arbejdsforhold alligevel ikke havde ønsket at lave en ny kontrakt, hvilket
hun havde meddelt arbejdsgiveren.
Nævnet fandt, at der forelå en bortfaldsgrund, og at der derfor ikke skulle betales
dagpengegodtgørelse, da det var tilstrækkelig sandsynliggjort, at arbejdsgiveren havde tilbudt
lønmodtageren yderligere arbejde i tilknytning til arbejdsophøret. (J.nr. 2002-4-0070).
Et oplysningsforbund anmodede ankenæ vnet om at afgøre et tvivlsspørgsmål i henhold til
§ 10 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Tvivlsspørgsmålet drejede sig om, hvorvidt der skal betales dagpengegodtgørelse efter
afslutningen af undervisningen på hvert enkelt af aftenskolelæ rerens 11 hold
Aftenskolelærerens A-kasse fortolkede på baggrund af en vejledende udtalelse af 27. januar 1997
fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen reglerne, så der skulle betales
dagpengegodtgørelse efter afslutningen af hvert enkelt hold, idet der var tale om flere
ansættelsesforhold, mens timeantallet – om beskæftigelseskravet var opfyldt – skulle opgøres
samlet. Oplysningsforbundet fandt ikke denne fortolkning indlysende.
Det gjorde nævnet heller ikke, idet nævnet traf afgørelse om, at der alene skulle belægges med
G-dage efter ophøret med undervisning på det sidst sluttende hold. Nævnet fandt hverken
overvejelserne om ét eller flere ansættelsesforhold eller betragtningerne om arbejdsgivers
nedsættelse af arbejdstiden i den vejledende udtalelse relevante, idet nævnet bemærkede, at det
er ophøret af arbejdsgivers forpligtelse til at beskæftige medlemmet, der udløser pligt til at betale
dagpengegodtgørelse.
Da nævnet lagde til grund, at aftenskolelæreren havde sikkerhed for yderligere arbejde for
oplysningsforbundet indtil afslutningen af undervisningen på det sidst sluttende hold, kunne der
kun belægges med G-dage herefter. (J.nr. 2002-4-0077).
G-dage omfattet af fratræ delsesgodtgørelse ved fagligt forlig
En a-kasse bad ankenævnet om at træffe afgørelse om, hvorvidt en virksomhed var forpligtet til
at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdage til medlemmet, der var blevet opsagt.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og at der desuden var
indgået et fagligt forlig til fuld og endelig afgørelse. Den faglige afdeling bekræftede, at den
aftalte fratrædelsesgodtgørelse også dækkede G-dage. Dette gjaldt selvom dette ikke direkte
fremgik af forligets formulering. Kassen erklærede sig uenig heri og fandt, at kassen alene kunne
kræve G-dage betalt af en arbejdsgiver.

Nævnet traf afgørelse om, at virksomheden ikke skulle betale G-dage, da den faglige afdeling
havde bekræftet, at kravet på G-dage var omfattet af det faglige forlig. (J.nr. 2001-4-0153).
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Afslag på refusion af VEU-godtgørelse, da arbejdsgiver i forvejen fik fuld lønrefusion
(fleksjob)
Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke var berettiget til refusion af VEU-godtgørelse i
forbindelse med en ansats deltagelse på et længerevarende AMU-kursus.
Medarbejderen, der deltog i kurset, var ansat i et fleksjob, og arbejdsgiveren modtog refusion af
hele lønudgiften til medarbejderen med 2/3 fra kommunen og 1/3 fra staten.
Nævnet lagde vægt på, at refusion af VEU-godtgørelse højst kunne udgøre arbejdsgiverens
lønudgift til dén ansatte, der deltager i en uddannelse. Arbejdsgiveren havde imidlertid ingen
lønudgifter til den pågældende medarbejder, idet arbejdsgiverens lønudgifter blev refunderet
fuldt ud af kommunen og staten. Nævnet fandt ikke, at der var hjemmel til at yde refusion af
VEU-godtgørelse som følge af eventuelle lønudgifter til vikardækning for medarbejderen under
hendes deltagelse på det omhandlede kursus.
Afgørelsen blev truffet med hjemmel i § 9 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet
voksen- og efteruddannelse. Af denne bestemmelse fremgår, at VEU-godtgørelse kan udbetales
til arbejdsgiveren, hvis den ansatte modtager sædvanlig løn under uddannelsen. Refusionen til
arbejdsgiveren svarer til den godtgørelse, medarbejderen kunne have fået, dog højst et beløb der
svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse. (J.nr. 2002-3-
0030).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene
for ansættelsesforholdet
Arbejdsgiver anset for ikke at have overholdt sin oplysningspligt efter indgåelsen af
overenskomst - der var ikke i ansæ ttelsesbeviset henvist til overenskomsten
En fagforening klagede på vegne af et medlem over et rettidigt givet ansættelsesbevis, hvor der
ikke var henvist til en af arbejdsgiver indgået overenskomst. Arbejdsgiveren var enig i, at der
skulle henvises til overenskomst, men der var ikke indgået nogen overenskomst på tidspunktet
for ansættelsen. Nævnet fandt, at nævnet alene kunne tage stilling til perioden forud for
indgåelsen af overenskomsten, idet denne pålagde arbejdsgiveren en oplysningspligt, som mindst
svarede til direktiv nr. 91/533. Nævnet endvidere, at arbejdsgiveren havde overholdt sin
oplysningspligt for perioden forud for indgåelsen af overenskomsten, idet ansættelsesbeviset
indeholdt alle de i loven krævede oplysninger. (J.nr. 2002-5-0012).

Arbejdsgiver anset for ikke at have overholdt sin oplysningspligt - manglende medvirken
fra den ansatte fritager ikke arbejdsgiver for oplysningspligten
En fagforening klagede på vegne af et medlem over, at denne ikke havde modtaget et
ansættelsesbevis. Arbejdsgiveren anførte, at klageren ikke trods opfordringer havde villet
medvirke ved udarbejdelsen af en ansættelsesaftale. Arbejdsgiveren oplyste endvidere, at der var
indgået en overenskomst ca. 1 md., 11 dage, efter ansættelsesforholdets påbegyndelse, dvs. efter
pligten til at give oplysninger indtrådte. Nævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin
oplysningspligt i henhold til loven, idet den ansatte ikke havde modtaget en skriftlig bekræftelse
på de vilkår, som var aftalt for ansættelsesforholdet. Nævnet bemærkede, at manglende
medvirken fra den ansatte ikke kunne fritage arbejdsgiveren for oplysningspligten. Det blev lagt
til grund for afgørelsen, at der ved ansættelsesforholdets påbegyndelse og på tidspunktet for
indtræden af pligten til at give et ansættelsesbevis, ikke var indgået en kollektiv overenskomst.
(J.nr. 2001-5-0038).
Lov om kompensation til handicappede i erhverv
Spørgsmålet om der kunne bevilges personlig assistance i form af tegnsprogstolk til døv
deltager i et projekt efter lov om kompensation til handicappede i erhverv
En person der var døv og tegnsprogsafhængig, og som indtil 31. januar 2002 havde arbejdet i i
beskyttet beskæftigelse, blev pr. 1. februar 2002 optaget på et projekt under et beskyttet
værksted. Værkstedet ejes og drives af Københavns Amt, jf. lov om social service § 87.
Projektet er et uddannelses- og praktikforløb for voksne udviklingshæmmede og andre med
betydelig og varig nedsat psykisk- og fysisk funktionsevne. Projektet har til formål at uddanne
og understøtte de udviklingshæmmede med henblik på, at disse kan få beskæftigelse på det
ordinære arbejdsmarked i fleks- eller skånejobs.
Projektet var i perioden 2001/2002 et forsøgsprojekt. Det videreføres som projekt i 2002, men nu
efter lov om en aktiv socialpolitik § 48, som indtægtsdækket virksomhed.
For at blive optaget/ansat i projektet, skal den udviklingshæmmede, bopælskommunen og
Københavns Amt være enige om, at det vil være det rigtige for den enkelte.
Center for Døve ansøgte på den døve persons vegne Arbejdsformidlingen (AF) om tilskud til
ansættelse af personlig assistance i form af tegnsprogstolk 20 timer ugentligt i perioden 1.
februar 2002 til 1. februar 2003.
Af ansøgningen med følgebrev fremgik det, at arbejdsgiveren var projektet, med angivelse af
navnet på værkstedet. Videre fremgik det, at projektet var bygget op på følgende måde:
• 3 ugers introduktion,
• 2 ugers specialundervisning i Kbh.´s Amt,
• 4 ugers AMU-kursus,
• 4 måneders praktik,
• 10-11 ugers AMU-kursus

• 4 måneders praktik
• 14 dages specialundervisning i Kbh.´s Amt
AF traf afgørelse om, at ansøgningen ikke kunne imødekommes, da deltagelse i projektet efter
AF`s opfattelse ikke kunne betragtes som udøvelse af erhverv, da der var tale om et forløb, der
måtte karakteriseres som et revalideringsprojekt.
AF henviste nærmere til, at det på et møde med værkstedet var blevet oplyst, at projektet var et
erhvervsmodnende og erhvervsintroducerende kursus efter den sociale lovgivning, og at der fra
deltagernes bopælskommune blev ydet ca. 9.000 - 10.000 kr. pr måned for deltagelse i forløbet.
Projektdeltagerne kunne efter AF´s opfattelse ikke anses for at være i erhverv, men på en slags
uddannelse til senere at komme i erhverv. Den omstændighed, at deltagerne under forløbet
modtog en begrænset daglig økonomisk ydelse, jf. den sociale lovgivning, kunne ikke betragtes
som en ansættelses-/aflønningsform, som kunne henføres under de stillingskategorier, der er
nævnt i bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv, kapitel 3, § 11.
Ligeledes fandt AF ikke, at der kunne bevilges den ansøgte assistance efter bestemmelserne i
bekendtgørelsen om assistance i forbindelse med efter- eller videreuddannelse, da der var tale
om et revalideringsforløb efter lov om en aktiv socialpolitik.
Center for Døve klagede over afgørelsen med henvisning til, at projektet netop havde til formål,
at voksne med betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kunne blive i stand til
at blive placeret på det ordinære arbejdsmarked i et skåne- eller fleksjob. For den døve ansøgers
vedkommende var det således planen, at han efter projektets afslutning skulle ansættes i
skånejob.
Center for Døve oplyste videre, at Københavns Kommune var søgt om betaling af den døve
ansøgers deltagelse i projektet og ligeledes om særskilt betaling af tegnsprogstolk. Københavns
Amt havde i brev af 31. januar 2002 meddelt, at tolkeudgiften ikke kunne finansieres via den
takst, der var fastsat for deltagelse i projektet.
I bemærkninger til klagen af 21. marts 2002 fastholdt AF afslaget på ansøgningen med
henvisning til, at ansøgerens bopælskommune betalte for kurset, jf. § 48 i lov om en aktiv
socialpolitik. AF fandt derfor, at deltagelse i forløbet måtte betragtes som en
revalideringsmæssig foranstaltning. AF henviste nærmere til, at det i bekendtgørelsen om
kompensation til handicappede i erhverv nøje var afgrænset, til hvilke persongrupper der kunne
ydes assistance, at revalidering ikke var omtalt, og ej heller erhvervsintroducerende kurser.
Ankenævnet tiltrådte AF´s afgørelse om afslag på bevilling af tolkebistand efter reglerne om
kompensation til handicappede i erhverv.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at projektet måtte betragtes som en
revalideringsmæssig foranstaltning, da projektet udbydes og finansieres efter reglerne om
revalidering i lov om aktiv socialpolitik. Ankenævnet lagde videre vægt på, at projektet har til
formål at uddanne og på anden måde forberede deltagene på at kunne indtræde på det ordinære
arbejdsmarked, hvorfor deltagerne ikke kunne anses for at være i erhverv under deltagelse i
projektet. Ankenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at projektdeltagerne ikke fik

udbetalt en egentlig løn under forløbet, idet kommunen betalte for deltagelsen og deltagerne
alene fik udbetalt en mindre økonomisk ydelse. Der bestod således heller ikke et egentlig
ansættelsesforhold.
Ankenævnet fandt på ovenstående baggrund, at projektdeltagelsen ikke kunne henføres til eller
sidestilles med nogen af de stillingskategorier, hvortil der i henhold til bestemmelsen i § 5, stk. 1,
i lov om kompensation til handicappede i erhverv og i den tilhørende bekendtgørelse om
kompensation til handicappede i erhverv, § 11, stk. 1, kunne ydes personlig assistance.
Ankenævnet henviste herved også til, at det i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, er fastsat, at
tilskuddet til personlig assistance først kan ydes, når den pågældende er i erhverv.
Ankenævnet bemærkede videre, at forberedelse til ansættelse i erhverv alene kan berettige til
tilskud til personlig assistance hvis der var tale om efteruddannelse forud for påbegyndelse af et
konkret ansættelsesforhold. Projektdeltagelsen sås imidlertid ikke at kunne karakteriseres som
efteruddannelse, ligesom der ikke sås at foreligge aftale om et konkret ansættelsesforhold efter
projektdeltagelse, hvorfor tilskud heller ikke kunne bevilges efter denne bestemmelse.
Endvidere kunne der ikke ydes tilskud efter bestemmelserne i bekendtgørelsens § 31 og § 32 om
personlig assistance under efter- og videreuddannelse, da projektdeltagerne hverken kunne
betragtes som lønmodtagere eller ledige, og da der heller ikke var tale om efter- eller
videreuddannelse, men snarere erhvervsforberedende grunduddannelse.
Der henvistes herved til, at der ikke bestod et egentlig ansættelsesforhold, da der var tale om et
erhvervsintroducerende revalideringsprojekt som kommunen betalte for, at deltagelse i et
revalideringsprojekt ikke var omfattet af de stillingskategorier, der er nævnt i bekendtgørelsens §
11, og at projektdeltagelsen heller ikke kunne henføres under udtrykket "søger ansættelse", da
der var tale om et 1-årigt forløb og ikke var konkret tilsagn om efterfølgende ansættelse. (J.nr.
2002-7-0002).
Det formelle krav om indkaldelse til ansæ ttelsessamtale skal opfyldes uanset den
pågæ ldendes tidligere ansøgning til en stilling af samme type
En handicappet person godkendt af AF til fortrinsstilling søgte den 11. maj 2000 en ledig stilling
hos en offentlig arbejdsgiver. Han havde tidligere i 1998 fået afslag på 2 ansøgninger, hvor han
havde været indkaldt til ansættelsessamtale.
Ansøgeren fik den 14. juni 2000 afslag på ansøgningen. Arbejdsgiveren fandt ikke anledning til
at indkalde til samtale, da ansøgeren to gange tidligere har været til samtaler i anledning af
stillingsansøgninger.
Ankenævnet fandt, at en handicappet ansøger, der opfylder de formelle uddannelseskrav til en
ledige stilling, skal indkaldes til ansættelsessamtale ved ansøgning til en ledig stilling uanset en
tidligere ansøgning til en stilling af samme type. Uanset at bestemmelsen i § 6, stk. 2 i
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 825 af 8. november 1999 om kompensation til
handicappede i erhverv ikke direkte nævner dette, fandt ankenævnet, at denne fortolkning er i
overensstemmelse med formålet med at indføre regler om handicappedes fortrinsadgang til

ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, at styrke og stimulere den handicappedes mulighed
for beskæftigelse.
Ankenævnet henviste videre til, at det nu i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse af 14.
december 2000 om kompensation til handicappede i erhverv udtrykkeligt er indføjet i § 6, stk. 2,
at pligten til at indkalde til ansættelsessamtale gælder hver gang en ledig stilling skal besættes,
selv om der er tale om samme stillingstype.
Afgørende for samtale- og forhandlingspligten er alene, om den handicappede opfylder de
formelle uddannelseskrav til stillingen.
Ankenævnet udtalte, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt de formelle regler om pligten til at
indkalde til ansættelsessamtale.(J.nr. 2001-7-0017).
Lov om ferie
Delvis ugyldigt varslet ferie til afholdelse i fritstillingsperiode
En arbejdsgiver opsagde en ansat i januar 2001, hvor denne skulle fratræde med udgangen af maj
2001. Arbejdsgiver fritstillede i opsigelsen den ansatte pr. 1. februar 2001 og varslede at denne
skulle holde 2 ugers hovedferie og 2 ugers restferie i maj 2001. Den ansatte fik nyt arbejde den
1. april 2001.
Arbejdsdirektoratet havde i sagen truffet afgørelse om, at arbejdsgiver skulle indbetale 3 ugers
hovedferie for lønmodtageren. Direktoratet lagde vægt på, at varslingen af hovedferien var
ugyldig, idet en lønmodtager havde krav på at holde de 3 ugers hovedferie samlet. Lønmodtager
kunne derfor kun anses at have holdt 2 ugers restferie i maj 2001. De resterende 3 ugers
hovedferie skulle indbetales af virksomheden til FerieKonto.
Ankenævnet traf afgørelse om, at arbejdsgiver skulle indbetale feriegodtgørelse for 1 uges ferie
til FerieKonto. Nævnet fandt, at hele varslet af såvel hoved- som restferie bortfaldt, idet der var
tale om en fritstillingssituation. Specialbestemmelsen i ferielovens § 16, stk. 2 om ferie under
fritstilling var derfor gældende. Efter bestemmelsen anses mest mulig ferie for afholdt, når der er
tale om en fritstillingsperiode. Nævnet fandt, at bestemmelsen fandt anvendelse, selvom
ferievarslet var givet samtidig med beskeden om fritstilling. (J.nr. 2001-11-0056).
Administrerende direktør ikke omfattet af Ferieloven
Klager var i perioden 1993 til 2001 ansat som direktør, og han ophørte i dette job, da
virksomheden lukkede.
Det fremgik af klagers kontrakt, at klager var ansat som den ene af to direktører, at han ville
blive tilmeldt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at han havde kompetence til at afskedige og
ansætte personale, og at han som direktør havde ansvar for den daglige ledelse.

Det fremgik desuden at kontrakten, at klager som direktør skulle forelægge alle spørgsmål af
ekstraordinær karakter eller af stor betydning for moderselskabet, ligesom han skulle holde
moderselskabet orienteret om alle forhold, som kunne være af interesse.
Det fremgår yderligere af kontrakten, at han ikke var omfattet af Ferieloven.
Klager er ikke fremkommet med oplysninger til støtte for, at han var lønmodtager og underlagt
en vidtgående instruktionsbeføjelse.
Idet det således ikke kunne antages, at klager som direktør var underlagt videre instruktion end
hvad der er sædvanligt for en administrerende direktør, kunne det ikke antages, at han havde
været omfattet af ferielovens lønmodtagerbegreb, og han havde således ikke krav på feriepenge i
henhold til Ferielovens regler. (J.nr. 2002-11-0016).
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer" under "Nyhedsbreve".

Nyhedsbrev nr. 5 / December 2002
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden september til november 2002 truffet følgende
afgørelser af almen eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Tilladelse til videreførsel af selvstændig bibeskæftigelse i form af foto- og PRvirksomhed
inden for 200 timers reglen
Medlemmet søgte om at overgå til efterløn ca. 1 måned efter, at han var blevet 66 år.
Medlemmet ønskede at videreføre selvstændig bibeskæftigelse med foto/PR, samtidig med at
han modtog efterløn. Medlemmet forventede at bruge 20-50 timer på virksomheden om året og
forventede en omsætning på 5.000-10.000 pr. regnskabsår.
Kassen fandt, at medlemmet havde sandsynliggjort, at virksomheden kunne holdes inden for 200
timer og indstillede, at han fik tilladelse til at drive virksomheden inden for 200 timers reglen.
Direktoratet meddelte afslag under henvisning til, at virksomheden kunne drives både på
fuldtidsbasis og nedsat tid udelukkende afhængig af hans beslutning om, hvilken arbejdsindsats
han vil lægge i virksomheden. Der var således ingen ydre rammer, der begrænsede
virksomheden og bevirkede, at den kun kunne udøves i ringe omfang. Det var ikke
sandsynliggjort, at virksomheden ikke nødvendiggjorde en samlet indsats på mere end 200 timer
årligt.
I klagen til ankenævnet anførte medlemmet bl.a., at han på trods af annoncering ikke havde
kunnet opdrive så mange kunder, at han kom over højst 20 timer årligt.
Medlemmet havde gennemgået regnskaberne for de sidste 5 år. Han havde de sidste 3 år været
på rådighedsløn og havde haft mulighed for at arbejde på fuld tid, men der havde ikke været
kunder hertil. Regnskaberne for de sidste 5 år viste, at han havde haft mellem 2-9 kunder om året
og et tidsforbrug på 1-4½ time. Omsætningen havde ligget på mellem 1.360 kr. og 5.815 kr. om
året.
Ankenævnet gav medlemmet tilladelse til at videreføre den selvstændige bibeskæftigelse
samtidig med, at han modtager efterløn.
Ankenævnet fandt, at medlemmet havde sandsynliggjort, at den selvstændige bibeskæftigelse var
af en sådan karakter, at den alene kan drives inden for 200 timers grænsen.

Nævnet lagde vægt på, at virksomheden de foregående år havde haft et meget ringe omfang.
(J.nr. 2002-1-0256).
Efterløn udbetalt efter medlemmets død skal tilbagebetales af boet
Medlemmet afgik ved døden i 2001. Kassen fik ca. 2 måneder efter meddelelse om, at
medlemmet var afgået ved døden.
Kassen traf afgørelse om tilbagebetaling af efterløn udbetalt efter, at medlemmet afgik ved
døden.
Boet oplyste senere, at der formentlig ikke blev dækning ud over begravelsesudgifter og
omkostninger ved boets behandling.
Boet gjorde gældende, at kravet på efterløn har prioritet efter begravelsesomkostninger jf. § 71, i
skifteloven efter en analogi af reglen om social pension, § 33, stk. 6.
Direktoratet fandt, at boet skulle tilbagebetale efterløn udbetalt efter, at medlemmet var afgået
ved døden.
Direktoratet henviste til, at udbetaling af efterløn ophører, når et medlem afgår ved døden. Boet
havde således ikke ret til at lade den efterløn, som dækker perioden efter at medlemmet afgik ved
døden, indgå i boet.
Efter direktoratets opfattelse fulgte tilbagebetalingen af dansk ret almindelig regler om
tilbagesøgning (condictio indebiti).
Til gengæld havde boet krav på udbetaling af evt. overskydende kontingent.
Direktoratet fandt ikke, at der var hjemmel til at slutte analogt til reglerne i lov om social
pension. Derfor fandt de almindelige regler om tilbagesøgning anvendelse.
Ankenævnet fandt, at boet skulle tilbagebetale efterløn udbetalt efter, at medlemmet afgik ved
døden. Begrundelsen er, at retten til efterløn bortfaldt, da medlemmet afgik ved døden, og at boet
ved udbetalingen af efterløn herefter burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.
(J.nr. 2002-1-0287).
Ophør med drift af selvstændig virksomhed fra datoen for konkursdekretet og ikke fra
datoen for salg af virksomheden ca. 10 dage tidligere – venteperioden udgjorde derfor kun
1 uge
Medlemmet og hans ægtefælle ejede et ApS, som ejede en forretning.
Selskabet solgte forretningen med overtagelse mandag 5. november 2001.

Torsdag 8. november 2001 modtog skifteretten konkursbegæring for selskabet, og konkursdekret
blev afsagt 15. november 2001.
Arbejdsløshedskassen og direktoratet anså ægtefællerne for ophørt ved salget af forretningen den
5. november 2001 og pålagde dem fire ugers karenstid.
Ankenævnet indhentede oplysning om, at selskabets formål ikke var ændret til alene at være formueadministration.
Ankenævnet fandt, at der ikke var tale om ophør ved salg af virksomhed den 5. november 2001,
fordi virksomheden var drevet i selskabsform, og fordi ægtefællerne fortsat ejede selskabet, hvis
formål ikke var ændret til ren formueadministration.
Der skete ophør ved konkursen, hvilket indebar, at venteperioden ved ophør med selvstændig
virksomhed udgør én uge. (J.nr. 2002-1-0216).
Afslag på ansøgning om videreførsel af selvstændig bibeskæftigelse med maskinkonstruktionsopgaver
inden for 400 timers reglen
Medlemmet søgte om at få tilladelse til videreførelse af en virksomhed med
maskinkonstruktionsopgaver samtidig med efterløn. I 2001 havde medlemmet en
nettoomsætning på ca. 100.000 kr. fordelt på 4 kunder. Af disse kunder havde medlemmet kun 2
tilbage, da 1 kunde var faldet væk, og samarbejdet med den 4. kunde var ændret til
lønmodtagerarbejde.
Medlemmet forventede et dækningsningsbidrag 1 i 2002 på 22.000 kr. med et timeforbrug på
125-150 timer på den største af kunderne. Samarbejdet med den anden kunde havde tidligere
været beskedent, og medlemmet forventede ikke et større samarbejde.
Nævnet gav tilladelse til at videreføre selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i
efterlønsperioden fra den 1. marts 2002.
Nævnet lagde til grund, at arbejdet for den 4. kunde var ophørt som en del af medlemmets
selvstændige bibeskæftigelse, og fra foråret 2002 var ændret til lønmodtagerarbejde. I år 2001
havde medlemmet faktureret for 49.355 kr. for dette arbejde.
Nævnet fandt det sandsynliggjort, at arbejdstiden i den selvstændige virksomhed var varigt
nedsat til højst 400 timer, og at indtægten var varigt nedsat til 54.689 kr. pr. kalenderår (den
tilladte grænse for år 2002).
Nævnet fandt således ikke, at den omstændighed, at medlemmets samarbejde med en tidligere
kunde som en del af hans selvstændige bibeskæftigelse fra marts 2002 blev ændret til
lønmodtagerarbejde, kunne anses for varig udskillelse af den tidligere selvstændige
bibeskæftigelse. (J.nr. 2002-1-0309).

Afslag på ansøgning om selvstændig virksomhed som forfatter i efterlønsperioden efter 200
timers reglen – Arbejdet med en konkret bog dog anset for lønmodtagerarbejde, der kunne
udføres i efterlønsperioden
Medlemmet gik på efterløn i november 2001 som 62-årig, og i februar 2002 henvendte han sig til
kassen for at forhøre sig om muligheden for at skrive bøger samtidig med efterløn.
I årenes løb havde medlemmet beskæftiget sig med at oversætte buddhistiske skrifter og fået
dem udgivet i tidsskrifter uden honorar, og i 1990 skrev han en bog.
Et forlag henvendte sig i sommeren 2001 til medlemmet for at få ham til at samle/skrive 2 bøger.
Den ene bog skulle udgives i foråret 2002 og bestå af en sammenstykning af medlemmets
tidligere oversættelser med en indledning for hvert kapitel forfattet af medlemmet. Det var en
mindre bog beregnet til udgivelse i en serie af småbøger, og medlemmet modtog et
engangshonorar på 15.000 kr.
Den anden bog skulle være en større bog, men kontrakten vedrørende denne bog blev annulleret,
da medlemmet havde fået at vide, at arbejdet ikke ville kunne forenes med modtagelsen af
efterløn, idet timeforbruget ville være for stort.
Nævnet fandt, at medlemmets virksomhed med at oversætte, skrive og sammenstykke bøger
måtte anses for selvstændig virksomhed, og at medlemmet ikke kunne få tilladelse til at drive
selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse som forfatter samtidig med efterløn efter 200
timers reglen.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmets forfattervirksomhed udøvedes for egen regning og risiko,
da han som forfatter havde den handlefrihed, der i arbejdsmæssig og økonomisk henseende er
karakteristisk for selvstændige erhvervsdrivende.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at medlemmet havde oplyst, at timeforbruget ved hans
forfattervirksomhed var så stort, at han ikke ville kunne opfylde kravene om et faktisk
timeforbrug på kun på 200 eller på 400 timer.
Dog fandt nævnet, at arbejdet med den første bog kunne anses for at være lønmodtagerarbejde.
Nævnet lagde ved denne del af afgørelsen vægt på, at bogen var et bestillingsabejde, der bestod
af tidligere oversættelser, blev honoreret med et éngangsbeløb, samt at medlemmet ikke var
momsregistreret, havde foretaget skattemæssige afskrivninger eller foretaget skattemæssige
fradrag af nogen art, og at indkomsten var A-indkomst.
Nævnet fandt endvidere, at arbejdstiden i forbindelse med arbejdet med bogen var ukontrollabel,
og at honoraret derfor skulle omregnes med den til enhver tid gældende omregningssats. (J.nr.
2002-1-0376).

Tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden som
revisor for 3 private klienter efter 200 timers reglen
Medlemmet anmodede om at få tilladelse til at videreføre selvstændig virksomhed med
regnskabsvirksomhed for 3 private klienter i perioden med efterløn efter 200 timers reglen.
Ankenævnet gav medlemmet tilladelse til at drive virksomheden inden for 200 timer pr. år
samtidig med, at han fik efterløn.
Begrundelsen for ankenævnets afgørelse var, at medlemmet efter nævnets opfattelse havde
sandsynliggjort, at hans selvstændige bibeskæftigelse med regnskabsvirksomhed for 3 private
klienter kunne drives inden for 200 timers grænsen.
Medlemmet havde oplyst, at hans regnskabsvirksomhed var af beskedent omfang, idet det
drejede sig om udarbejdelse af i alt 3 regnskaber for klienter, som han havde kendt i en årrække,
og at det årlige tidsforbrug herved ville ligge på cirka 60-70 timer fordelt med 15-25 timer pr.
regnskab.
Nævnet fandt, at disse oplysninger var udtryk for sådanne ydre, objektive begrænsninger, der
ikke nødvendiggjorde, at den beskrevne regnskabsvirksomhed ville overskride det tilladte
timetal. (J.nr. 2002-1-0524).
Medlemmets overgang til efterløn kunne annulleres
Nævnet fandt ikke, at § 74 d, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring, hvorefter et medlem der
er udtrådt af efterlønsordningen ikke kan genindtræde i ordningen, var til hinder for, at kassen
kunne tilbagekalde efterlønsbevillingen på medlemmets anmodning.
Medlemmet havde på oplysningsskema om andet arbejde og/eller indtægt fra pension den 1.
september 1999 oplyst, at han fra 1. september 1999 modtog en pension på grund af svagelighed
på 8.842 kr. pr. måned.
Kassen oplyste ved udstedelse af efterlønsbevis i april 2001 fejlagtigt, at medlemmets efterløn
efter fradrag af pension ville udgøre 97.864 kr., idet medlemmets løbende pension var opført
som et pensionstilsagn med fradrag på 0 kr.
Da medlemmet i juli 2001 gik på efterløn oplyste kassen, at hans efterløn ville blive 83.564 kr.,
og den løbende pension var nu opført som løbende pension med et fradrag på 55.540 kr.
I august 2001 spurgte medlemmet, om han kunne annullere overgangen til efterløn og få
dagpenge i stedet.
Nævnet fandt, at medlemmet havde ansøgt og fået bevilget efterløn på et urigtigt grundlag, og da
han allerede inden efterlønsudbetaling var påbegyndt anmodede om annullation, havde han ret til
at tilbagekalde sin efterlønsansøgning.

Nævnet tog ikke ved afgørelsen stilling til medlemmets ret til dagpenge fra den 16. juli 2001, da
det er kassen, der som 1. instans skal tage stilling hertil. (J.nr. 2002-1-0294).
Fratrædelsesgodtgørelse ikke anset for løn eller rådighedsløn, men som en kompensation
for frivillig fratræden som 63-årig – Godtgørelsen skulle derfor ikke fradrages i
efterlønnen
Medlemmet blev efter ansøgning afskediget på grund af alder med pension efter
tjenestemandsloven pr. 1. januar 2001. Han var omfattet af en frivillig aftrædelsesordning og fik
ved aftrædelsen udbetalt et fratrædelsesbeløb på 111.761 kr.
Ankenævnet fandt, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke skulle fradrages i medlemmets efterløn, og
at han derfor kunne overgå til efterløn pr. 1. januar 2001.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund,
-at medlemmet i maj 2000, som 63-årig, ansøgte Domstolsstyrelsen om afsked fra sin stilling
med udgangen af december måned 2000, og at han den 8. juni 2000 aftalte med sin arbejdsgiver
at han skulle have udbetalt et beløb svarende til 6 måneders løn fra fratrædelsestidspunktet, samt
-at der ifølge § 10, stk. 3, 2. punktum, i aftale mellem Statsansattes Kartel og Finansministeriet af
21. september 1999 om senior- og fratrædelsesordninger kan gives fratrædelsesgodtgørelse, når
det vurderes, at personaletilpasninger kan blive nødvendige for at rette op på en skæv
aldersfordeling.
Ankenævnet lagde vægt på Personalestyrelsens udtalelse om,
-at der ikke med fratrædelsesgodtgørelsen var tale om løn eller indtægt, der træder i stedet for
løn. Der var ifølge Personalestyrelsen tale om en éngangsydelse i form af en
fratrædelsesgodtgørelse, der havde karakter af et alternativ til tillæggelse af forhøjet
pensionsalder,
-at spørgsmålet om rådighedsløn ikke ville blive aktuelt i medlemmets situation, da der ikke
skulle foretages stillingsnedlæggelse, jf. § 32, stk. 1, i tjenestemandsloven. Efter § 32, stk. 1,
bevarer en tjenestemand sin hidtidige løn i 3 år, hvis han afskediges, fordi ændringer i
forvaltningens organisation eller arbejdsform medfører, at stillingen nedlægges, samt
-at arbejdsgiverens opsigelsesvarsel for tjenestemænds vedkommende ifølge § 28, i
tjenestemandsloven er 3 måneder, og at medlemmet sagde sin stilling op med ca. 6 måneders
varsel.
Fratrædelsesgodtgørelsen kunne således ikke anses for løn eller rådighedsløn m.v., og
godtgørelsen skulle derfor ikke fradrages i medlemmets efterløn. Det var nævnets opfattelse, at
den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse måtte anses for en kompensation for, at medlemmet
opsagde sin stilling som 63-årig på et tidspunkt, hvor det ikke ville have været muligt at opsige
ham med en saglig begrundelse. (J.nr. 2001-1-0688).
Ej rådighed grundet manglende opholds- og arbejdstilladelse

Medlemmet blev Master of Science in Engineering ultimo januar 2001 og afsluttede dermed sine
studier. Han blev samme dato optaget som medlem i kassen og fik oplyst, at han ville være
berettiget til dagpenge ultimo februar 2001 i tilfælde af ledighed.
Ultimo september 2001 oplyste AF over for kassen, at Udlændingestyrelsen havde oplyst, at
medlemmet ikke havde arbejdstilladelse i Danmark. Hans opholdstilladelse var desuden ved at
udløbe.
Udlændingestyrelsen oplyste over for kassen, at medlemmet havde haft en midlertidig
opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse som studerende, og at den udløb ved studiets
færdiggørelse. Han havde søgt om forlængelse af opholdstilladelsen, og fået afslag, men havde
processuelt ophold i landet, mens klagesagen behandles.
Udlændingestyrelsen oplyste videre, at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk, at der kun kan
ansøges om en sådan i forbindelse med et konkret job, at medlemmet havde ret til at søge
arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en arbejdstilladelse, at en arbejdstilladelse forudsætter,
at en række betingelser er opfyldt, at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling
sted, og at han således ikke kan være sikker på at få en arbejdstilladelse, selvom han søgte/fandt
arbejde.
Kassen og direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge, så længe han ikke havde
mulighed for/tilladelse til at tage arbejde i op til 37 timer om ugen. Han skulle dog ikke
tilbagebetale allerede udbetalte dagpenge eller ikendes en sanktion.
På møde den 7. november 2002 fandt ankenævnet, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til
rådighed for arbejdsmarkedet, sålænge han ikke havde eller havde haft en arbejdstilladelse til at
arbejde i fuldt normalt omfang i Danmark.
Et medlem, som ikke kan overtage arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid grundet en retlig eller
praktisk hindring, kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan dermed heller
ikke modtage dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, samt § 2, § 5, § 6 og § 29, i
direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet afsluttede sine studier den 31. januar 2001, og at han
blev optaget i arbejdsløshedskassen samme dag som fuldtidsforsikret. Ankenævnet lagde videre
til grund, at medlemmet havde processuelt ophold i Danmark, mens klagesagen vedrørende
afslag på opholdstilladelse blev behandlet.
Ved bedømmelsen af sagen lagde ankenævnet vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om,
? at medlemmet havde haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse som
studerende,
? at tilladelsen udløb, da medlemmet blev færdig med studierne, da der var tale om en
midlertidig opholdstilladelse,
? at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,
? at der kun kan ansøges om en arbejdstilladelse i forbindelse med et konkret job,
? at medlemmet havde ret til at søge arbejde, men ikke kunne tage arbejde uden en
arbejdstilladelse,

? at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, og at der i den
forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og
? at medlemmet således ikke kunne være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om
medlemmet søgte/fandt arbejde.
På denne baggrund var det ankenævnets opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for at stå til
rådighed for arbejdsmarkedet.
For så vidt angår tilbagebetaling af dagpenge samt ikendelse af sanktion, noterede ankenævnet
sig, at medlemmet ikke skulle tilbagebetale dagpengene, som han modtog. Medlemmet skulle
heller ikke pålægges sanktion for uagtsomhed eller svig, da direktoratet ikke fandt grundlag for
at bestride arbejdsløshedskassens vurdering herom. (J.nr. 2002-1-0252).
Spørgsmålet om medlemmet kunne anses for at være til rådighed med et
mobiltelefonnummer som eneste kontaktmulighed, samt om kassen havde udøvet et
forsvarligt skøn og dermed havde ret til refusion
Medlemmet oplyste under en samtale med AF den 31. maj 2001 om jobtræning, at hun på grund
af ægteskabelige problemer flyttede den 1. juni 2001, men at hun ikke på daværende tidspunkt
vidste, hvor hun flyttede hen. Den eneste kontaktmulighed ville indtil videre være via
mobiltelefon. AF fik hendes mobiltelefonnummer, og accepterede, at hun indtil videre alene
kunne kontaktes via mobiltelefonen.
AF kontaktede den 8. juni 2001 medlemmet og fik hendes nye adresse. Medlemmet gav kassen
den nye adresse den 11. juni 2001 (Kassen havde imidlertid allerede den 8. juni fået denne oplyst
af AF).
Medlemmet blev efterfølgende af kassen udelukket fra dagpenge den 7. og 8. juni 2001, men
kassen udbetalte dagpenge for dagene den 1. til den 6. juni 2001.
Kassens begrundelse for at udbetale dagpenge for perioden 1. – 6. juni 2001 var, at der var tale
om en forholdsvis kort periode, hvor medlemmet var uden adresse, at hun opgav sit
mobiltelefonnummer, og at AF accepterede dette som nok til trods for en aftale om, at man ville
sende hendes handlingsplan til hende. Kassen bemærkede samtidig, at AF ikke havde opfyldt sin
vejledningspligt.
Kassen lagde samtidig vægt på, at medlemmet havde gjort, hvad der var hende muligt i den
givne situation.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde haft ret til dagpenge i perioden 1. – 6.
juni 2001. Direktoratet fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at have været til rådighed fra
den 1. til den 8. juni 2001, men at medlemmet ikke skulle tilbagebetale de udbetalte dagpenge.
Medlemmet havde på baggrund af AF’s accept af situationen været i god tro.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at have været til rådighed i perioden 1. til
6. juni 2001.

Ankenævnet fandt, at der i perioden ikke havde været tilstrækkelig sikkerhed for, at medlemmet
kunne påbegynde jobtræning dagen efter, at en skriftlig formidling var sket.
Efter bekendtgørelse om rådighed, § 5, skal et medlem kunne overtage arbejde/møde på AF eller
til tilbud ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at arbejdet/tilbuddet skriftligt er formidlet af AF
eller kassen.
Efter ankenævnets vurdering kan det ikke anses for sandsynligt, at betingelsen i
rådighedsbekendtgørelsens § 5 kunne opfyldes, når den eneste kontaktmulighed i 6 dage var en
mobiltelefon.
Ankenævnet fandt videre, at kassen ikke havde ret til refusion for ydelser udbetalt for perioden.
Ankenævnet fandt, at kassen ikke havde udøvet et forsvarligt skøn i forbindelse med udbetaling
af dagpenge til medlemmet fra den 1. til den 6. juni 2001.
Medlemmet opfyldte ikke kravet i rådighedsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, når den eneste
kontaktmulighed var en mobiltelefon. Hun kunne således ikke med rette anses for at have været
til rådighed i perioden.
Da kassen udbetalte dagpenge for den 1. til 6. juni 2001, var kassen bekendt med medlemmets
situation i perioden. Kassen valgte at udbetale dagpenge for perioden, idet kassen fandt, at
medlemmet kunne anses for at være til rådighed.
Ankenævnet bemærkede over for kassen, at ankenævnet var opmærksom på det vanskelige i
situationen for kassen, idet kassens medlem forudgående var fejlvejledt af AF om
rådighedsspørgsmålet, og at AF i øvrigt ikke var berettiget til at vejlede om rådighedsspørgsmål,
samt at medlemmet havde været i god tro.
Ankenævnet fandt imidlertid, at kassens rådighedsvurdering skal ske på et objektivt grundlag, og
at udfaldet af denne vurdering alene er afgørende for, om kassen kan udbetale dagpenge.
Subjektive forhold, som f.eks. fejlagtig vejledning fra AF, kan ikke som af kassen anført
inddrages ved kassens vurdering af rådighedsspørgsmålet.
Kassen kunne således ikke anses for at have udøvet et forsvarligt skøn, og da dagpenge var
udbetalt med urette på grund af medlemmets manglende rådighed havde kassen ikke ret til
refusion, jf. hovedreglen i refusionsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. (J.nr. 2001-1-0883).
Refusion til arbejdsløshedskassen – manglende arbejdstilladelse
Medlemmet blev Master of Science in Engineering d. 31.1.01. Han blev samme dato optaget
som medlem i kassen og fik oplyst, at han ville være berettiget til dagpenge fra d. 28.2.01 i
tilfælde af ledighed.

Ultimo september 2001 oplyste AF over for kassen, at Udlændingestyrelsen (US) havde oplyst,
at medlemmet ikke havde arbejdstilladelse i Danmark. Hans opholdstilladelse var desuden ved at
udløbe.
US oplyste over for kassen, at medlemmet havde haft en midlertidig opholdstilladelse med
tilknyttet arbejdstilladelse som studerende, og at den udløb ved studiets færdiggørelse. Han
havde søgt om forlængelse af opholdstilladelsen, og fået afslag, men havde processuelt ophold i
landet, mens klagesagen behandles.
US oplyste videre, at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk, at der kun kan ansøges om en
sådan i forbindelse med et konkret job, at medlemmet havde ret til at søge arbejde, men ikke
kunne tage arbejde uden en arbejdstilladelse, at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række
betingelser er opfyldt, at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og at han
således ikke kunne være sikker på at få en arbejdstilladelse, selvom han søgte/fandt arbejde.
Kassen/direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge, så længe han ikke havde
mulighed for/tilladelse til at tage arbejde i op til 37 timer om ugen. Han skulle dog ikke
tilbagebetale allerede udbetalte dagpenge eller ikendes en sanktion.
Arbejdsløshedskassen anmodede herefter om refusion for det i sagen fejludbetalte beløb.
Direktoratet fandt, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til refusion med henvisning til
arbejdsløshedskassernes objektive ansvar for fejludbetalinger, jf. § 1, i refusionsbekendtgørelsen.
Ankenævnet ændrede afgørelsen således, at kassen havde ret til refusion, idet nævnet fandt, at
der forelå en sådan ganske særlig situation efter § 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14.
december 1993 om arbejdsløshedskassers ret til refusion for fra statskassen fejludbetalte ydelser.
Ankenævnet lagde bl.a. til grund, at medlemmet blev optaget i arbejdsløshedskassen den 31.
januar 2001 som fuldtidsforsikret, samme dag som han afsluttede sine studier på Danmarks
Tekniske Universitet.
Ankenævnet lagde vægt på:
? at der ikke på optagelsesblanketten, hvormed medlemmet blev optaget, var en rubrik, som
medlemmerne kan udfylde vedrørende eksempelvis statsborgerskab eller eventuel andet
opholdsgrundlag i Danmark,
? at der ikke på ledighedserklæringen, som medlemmet benyttede, var en rubrik, som
medlemmerne kan udfylde, vedrørende eksempelvis statsborgerskab eller eventuel andet
opholdsgrundlag i Danmark,
? at medlemmet i lighed med andre medlemmer havde oplyst sin bopæl som værende i
Danmark, samt indsendt dokumentation for afsluttet uddannelse, at medlemmet i lighed med
andre medlemmer havde oplyst et cpr.nr. på ansøgningen,
? at medlemmet havde modtaget den sædvanlige generelle vejledning fra arbejdsløshedskassen
om betingelserne for ret til dagpenge, herunder direktoratets pjece ”Om at stå til rådighed”,
? at det ikke af direktoratets generelle pjece (hverken den danske eller den engelske version)
fremgår, at hvis medlemmerne ikke er danske eller EU-statsborgere, at medlemmerne skal
have en egentlig arbejdstilladelse for at kunne anses for at stå til rådighed for det danske
arbejdsmarked, uanset at medlemmerne søger arbejde, og

? at arbejdsløshedskassen først ved Udlændingestyrelsens henvendelse i september 2001 får
oplyst, at medlemmet ikke havde arbejdstilladelse i Danmark til at arbejde i fuldt normalt
omfang, men kun en opholdstilladelse, der var ved at udløbe.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at kassens egen optagelsesblanket på tidspunktet for
medlemmets optagelse var næsten enslydende med direktoratets blanket fra november 1998.
Ankenævnet lagde i denne forbindelse vægt på kassens oplysninger om, at godkendelsen af
kassens optagelsesblanket skete den 26. november 1999 for så vidt angår optagelsesblanketten,
hvormed medlemmet blev optaget.
Først 6 måneder efter medlemmets optagelse i arbejdsløshedskassen ændredes direktoratets
blanket vedrørende optagelse, således at der blev indsat en rubrik, hvori medlemmerne skulle
svare ja eller nej til at have bopæl i Danmark inden påbegyndelsen af uddannelsen. Kassens
blanket blev herefter ændret tilsvarende.
På ovenstående baggrund var det ankenævnets opfattelse, at kassen efter omstændighederne var
berettiget til refusion. (J.nr. 2002-1-0267).
Ej rådighed grundet manglende opholds- og arbejdstilladelse
Medlemmet blev sammen med sin bror bortvist af arbejdsgiveren d. 9. august 2000 pga. slagsmål
i arbejdstiden.
D. 30. november 2001 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge medlemmets
opholds- og arbejdstilladelse, eftersom grundlaget for tilladelserne ikke længere var til stede.
Den begrænsede tilladelse, som i januar 2000 blev forlænget til d. 31. december 2000 var
udelukkende udstedt til arbejde som halalslagter på et fjerkræslagteri.
Det fremgik af afgørelsen, at medlemmet ville kunne søge nye tilladelser, hvis han fik nyt
arbejde. Udlændingestyrelsen havde dog ikke taget stilling til, hvorvidt en sådan ansøgning
kunne forventes imødekommet.
Medlemmet klagede over afgørelsen og fik dermed processuelt ophold i Danmark, mens
klagesagen verserede.
I januar 2002 fandt kassen, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge fra d. 4. januar 2002, da
han fra denne dato ikke kunne anses for at stå til rådighed. Direktoratet tiltrådte denne afgørelse,
men bad kassen træffe afgørelse om dagpengeretten i perioden fra d. 9. august 2000 til d. 5.
januar 2002.
Udlændingestyrelsen oplyste efterfølgende, at en tilladelsen var givet pga. medlemmets konkrete
arbejde på et fjerkræslagteri og var betinget af, at han ikke skiftede ophold eller arbejde. Da han
ophørte i arbejdet den 9. august 2000 bortfaldt grundlaget for den midlertidige opholds- og
arbejdstilladelse således også.

Udlændingestyrelsen oplyste videre, at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk, da en række
betingelser skal være opfyldt, og at medlemmet ikke kunne være sikker på at få en sådan, selvom
han fandt arbejde. Det var desuden ikke sædvanligt, at der gives arbejdstilladelse til ufaglært
arbejde. Arbejdet skal have en særlig karakter. Ved tvivl høres Arbejdsmarkedsrådet.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, hvormed medlemmet ikke kunne anses for at stå til
rådighed for arbejdsmarkedet, da medlemmet ikke havde en arbejdstilladelse til at arbejde i fuldt
normalt omfang.
Dette skyldtes, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
sålænge han ikke havde en arbejdstilladelse til at arbejde i Danmark. Et medlem, som ikke kan
overtage arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid grundet en retlig eller faktisk hindring, kan ikke
anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan dermed heller ikke modtage dagpenge, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, samt § 2, § 5, § 6 og § 29, i direktoratets bekendtgørelse
nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Ankenævnet lagde bl.a. til grund, at medlemmet klient havde haft en opholdstilladelse med
tilknyttet arbejdstilladelse grundet sit arbejde på et fjerkræslagteri, men at grundlaget for
tilladelserne bortfaldt ved arbejdsgivers bortvisning af medlemmet.
Ankenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om,
? at medlemmet havde haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse grundet sit
arbejde på et fjerkræslagteri,
? at grundlaget for tilladelsen udløb, da medlemmet blev bortvist fra virksomheden,
? at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,
? at der kun kan ansøges om en arbejdstilladelse i forbindelse med et konkret job,
? at medlemmet havde ret til at søge arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en
arbejdstilladelse,
? at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, og at der i den
forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og
? at medlemmet således ikke kunne være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om han
søgte/fandt arbejde. (2002-1-0361).
Selvforskyldt ledig ved afbrydelse af handlingsplan pga. dødsfald i familien
Medlemmet påbegyndte et kursus fra d. 1. januar til d. 30. juni 2002 i henhold til sin
handlingsplan.
D. 15. februar 2002 døde medlemmets far og lørdag d. 16. februar 2002 rejste han til Marokko.
Han kom tilbage til Danmark 1. marts 2002. AF registrerede, at AF d. 20. februar 2002 modtog
meddelelse om udrejsen, hvorefter AF udmeldte ham fra kurset.
Kassen fandt, at han var selvforskyldt ledig med 5 ugers karantæne til følge, idet han havde
afbrudt et tilbud efter en handlingsplan.

Medlemmet mente, at det var uretfærdigt, at kassen ville straffe ham med 5 ugers karantæne,
fordi han var nødt til at rejse til Marokko pga. dødsfald i familien. Han kunne ikke nå at indhente
tilladelse fra skolen, da det var weekend, og både skolen, AF og kassen havde lukket. Han lagde
en seddel, der begrundede fraværsårsagen til AF og a-kassen.
Medlemmet oplyste desuden, at han havde sendt breve til både AF og kassen d. 16. februar 2002.
Han bad sin søn om at ringe til skolen mandag d. 18. februar 2002, hvilket sønnen gjorde. Han
mente derfor, at han havde meldt fraværet til AF og skolen.
Direktoratet tiltrådte afgørelsen.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, da ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets
ophør i tilbuddet efter handlingsplanen ikke var fyldestgørende begrundet i de gyldige grunde
efter kapitel 3 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed, men at der i stedet var tale om
forhold af personlig karakter, der ikke havde relation til arbejdsmarkedet.
Ankenævnet noterede sig, at medlemmet via sønnen oplyste skolen om sit fravær den 18. februar
2002 samt skriftligt oplyste AF om sin udrejse den 16. februar 2002. Ankenævnet har videre
noteret sig, at forbundet anførte, at medlemmet havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for
øjeblikkeligt at informere skolen om situationen.
Ankenævnet fandt dog ikke, at det var tilstrækkeligt blot at meddele fravær fra et tilbud i
henhold til en handlingsplan, da dette fravær/ændringen i handlingsplanen skal godkendes af AF,
hvilket ikke var sket.
Ankenævnet henviste i denne forbindelse til, at medlemmet, som ledig kan anmode AF om at få
revideret sin handlingsplan, og AF kan tage initiativ hertil, hvis dette er begrundet i den lediges
situation, f.eks. ved manglende optagelse på uddannelse, ved sygdom, eller hvis der er væsentligt
ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet, der gør en revision hensigtsmæssig, jf. § 58, stk. 2,
i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1338 af 18. december 2000 om en aktiv
arbejdsmarkedsindsats. (J.nr. 2002-1-0417).
Manglende fremmøde på AF – Ikke anset for godtgjort, at medlemmet havde modtaget
indkaldelsen til grundregistreringssamtalen, samt at han havde modtaget tilstrækkelig
vejledning om rådighedsforpligtelsen
Medlemmet meldte sig ledig på AF den 30. april 2001. Den 10. maj 2001 modtog a-kassen
oplysning fra AF om, at medlemmet var udeblevet fra en grundregistreringssamtale. På baggrund
af udeblivelsen afmeldte AF medlemmet fra den 10. maj 2001 og meddelte dette til medlemmet
samme dag pr. brev. På grund af helligdag og kursus mødte medlemmet først den 21. maj 2001.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til ydelser fra 10. maj til 20. maj
2001.
Ankenævnet fandt, at medlemmet var dagpengeberettiget i perioden fra den 10. maj 2001 til den
20. maj 2001.

Ankenævnet havde lagt til grund, at medlemmet meldte sig ledig den 30. april 2001. Den 10. maj
2001 modtog kassen underretning om, at han var udeblevet fra grundregistreringssamtale den 10.
maj 2001. Medlemmet blev derfor afmeldt hos arbejdsformidlingen, hvilket blev meddelt ham
ved brev af 10. maj 2001. Kassen skrev den 14. maj 2001 til medlemmet i anledning af hans
udeblivelse fra samtalen. Medlemmet mødte personligt hos arbejdsformidlingen den 21. maj
2001
Det var videre lagt til grund, at det var helligdag den 11. maj 2001, og at han efterfølgende havde
været på kursus i perioden 14. maj 2001 – 18. maj 2001, hvortil der skulle udbetales VEUgodtgørelse.
Medlemmet var i denne periode indlogeret uden for eget hjem, og han opdagede
derfor først brevene den 18. maj 2001 om eftermiddagen.
Medlemmet havde anført, at han ikke har modtaget besked om, at han skulle møde den 10. maj
2001.
Arbejdsformidlingen havde forklaret, at indkaldelsen til grundregistreringsmødet blev udleveret
til ham personligt ved ledigmeldelsen den 30. april 2001 og AF ikke skriver navn og cpr.nr. ved
personlig udlevering af mødeindkaldelsen. Det fremgår videre af kopi af indkaldelsen til
grundregistreringssamtale, at denne er udateret, uden angivelse af navn og cpr.nr.
Endelig havde ankenævnet lagt vægt på, at medlemmet ikke pr. 10. maj 2001 havde modtaget
vejledning for nyledige.
Ankenævnet fandt det således ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet havde modtaget
indkaldelsen til grundregistreringsmødet den 10. maj 2001. Han havde ligeledes ikke modtaget
tilstrækkelig vejledning om forpligtelsen til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet
anses derfor for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden fra den 10. maj 2001 til
den 20. maj 2001.
Ankenævnet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, og direktoratets bekendtgørelse
nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed § 32, og § 4. (J.nr. 2001-1-0633).
Medlemmets beskæftigelse i sin søns virksomhed anset for lønmodtagerarbejde
Medlemmet ejede og drev enkeltmandsfirma med konsulentvirksomhed. Firmaet blev afmeldt
Told & Skat den 31. december 2000.
Fra 1. februar 2001 til 31. august 2001 var medlemmet ansat i sin søns anpartsselskab, som i
april 2001 ændrede navn. Navnet på medlemmets tidligere enkeltmandsfirma indgik i
anpartsselskabets nye navn. Medlemmet havde aldrig ejet nogen del af anpartsselskabet.
Ankenævnet anså medlemmet for ledig ved tilmelding til AF 1. september 2001, idet hans
enkeltmandsfirma blev anset for ophørt ved afmelding hos Told & Skat 31. december 2000.
Ankenævnet lagde vægt på medlemmets oplysninger om, at hans firma ikke havde varelager,
driftsmidler eller inventar efter den 31. december 2000, og at virksomhedens lejemål ophørte på
dette tidspunkt.

Ved ophør med selvstændig konsulentvirksomhed er afmelding fra momsregistrering en
betingelse, fordi det ikke altid er muligt at fremlægge anden fyldestgørende dokumentation for
ophøret.
Ankenævnet anså medlemmets beskæftigelse i sønnens anpartsselskab for lønmodtagerarbejde.
(J.nr. 2002-1-0283).
Medlemmets arbejdsopgaver i ægtefællens landbrug og frugtavlervirksomhed anset for
bortfaldet, da der var sket en væsentlig og varig omlægning, idet frugttæer var bortfjernet
Siden den 1. maj 1960 havde medlemmet selvstændig hovedbeskæftigelse i ægtefællens
virksomhed med landbrug og frugtavl.
I perioden 1. juli 1998-30. juni 1999 var omsætningen kr. 182.907,-.
I 1999 var der en dreng ansat i få timer.
I perioden 1. juli 1999-30. juni 2000 var omsætningen kr. 231.202,-.
I 2000 var der en dreng ansat i få timer.
I perioden 1. juli 2000-30. juni 2001 var omsætningen kr. 180.125,-.
Medlemmet ansøgte den 12. februar 2002 om overgang til efterløn pr. 1. maj 2002.
I forbindelse hermed er det oplyst, at der var tale om et landbrug på 14 ha. Heraf anvendtes 11,3
ha til korn, og 2,7 ha til frugtavl. Af husdyr var der 1 ko, 3-4 ungkreaturer og 2 søer med
smågrise.
Medlemmet var pr. år beskæftiget med frugtavl og husdyr 1.460 timer og med markarbejde og
andet 469 timer.
Medlemmets ægtefælle var pr. år beskæftiget med frugtavl og husdyr 755 timer og med
markarbejde og andet 205 timer.
I forbindelse med den planlagte overgang til efterløn blev arealet med frugtavl ryddet og
tilplantet med korn. Husdyrene blev afhændet. Herefter ville medlemmet pr. år have 0
arbejdstimer, og ægtefællen ville have 754 arbejdstimer med markarbejde og andet.
Direktoratet fandt, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at udtræde af ægtefællens
selvstændige virksomhed den 1. maj 2002, hvorfor hun ikke havde ret til at overgå til efterløn.
Begrundelsen var, at det ikke fandtes dokumenteret, at medlemmets arbejdsopgaver var
bortfaldet, fordi de ikke var klart afgrænset fra ægtefællens arbejdsopgaver. En omlægning fra
frugt til korn kunne ikke i sig selv anses for en væsentlig driftsomlægning, da frugtavlen

arealmæssigt alene udgjorde knap 20 % af den samlede produktion. Dyreholdet var også
beskedent før omlægningen.
Medlemmet klagede over afgørelsen og anførte, at i 2001 var omsætningen vedrørende korn kr.
56.000,- og vedrørende frugt kr. 95.000,-.
Ankenævnet fandt, at medlemmet den 1. maj 2002 ansås for ophørt med selvstændig virksomhed
som hovedbeskæftigelse – udtrådt af virksomhed der fortsættes af ægtefællen – således, at hun
opfyldte denne betingelse for dagpengeret og dermed for efterløn.
Begrundelsen var, at ankenævnet fandt det godtgjort, at der forelå en væsentlig og varig
driftsomlægning i forbindelse med medlemmets udtræden. Nævnet havde lagt vægt på, at af de
oprindelige 2.889 arbejdstimer var der efter – og på grund af – omlægningen alene 754
arbejdstimer tilbage, der udførtes af ægtefællen. Nævnet lagde også vægt på, at i 2001 – før
omlægningen – var omsætningen vedrørende korn kr. 56.000,- og vedrørende frugt kr. 95.000,-.
Efter omlægningen var omsætningen vedrørende frugt således bortfaldet. Nævnet lagde endelig
vægt på, at fjernelse af frugttræer måtte anses for en varig omlægning. (J.nr. 2002-1-0427).
A-kassen burde have vejledt medlem på efterløn om ændrede vilkår for ATP-indbetaling
Medlemmet havde ved overgang til efterløn valgt at indbetale ATP-bidrag.
Ved skrivelse af 7. december 2001 oplyste ATP om ændrede principper for optjening af ATPpension.
Skrivelsen blev ikke sendt til medlemmet, da ATP på udsendelsestidspunktet ikke
havde kendskab til, at medlemmet betalte ATP-bidrag.
I marts 2002 blev medlemmet bekendt med skrivelsen fra ATP. De ændrede principper for
optjening af ATP-pension betød, at ordningen ikke længere var attraktiv for medlemmet.
Medlemmet skrev derfor til kassen, at hun ønskede at framelde ATP-ordningen omgående.
Direktoratet meddelte, at hun ikke havde mulighed for at ændre sit valg om frivillig af ATPbidrag
med virkning fra et vilkårligt tidspunkt i løbet af året.
Grunden var, at en efterlønsmodtager, som har valgt at indbetale frivillig ATP-bidrag, kun kan få
ændret sit valg ved årsskiftet.
Ved ankenævnets afgørelse fik medlemmet tilladelse til at ændre sit valg om frivillig indbetaling
af ATP-bidrag, således at hun blev stillet, som om hun var blevet vejledt om de ændrede
principper for optjening af ATP-pension og skriftligt havde ændret sit valg om betaling af bidrag
til ATP inden den 10. januar 2002.
Ankenævnet lagde vægt på, at kassen ved skrivelse af 7.12.02 fra ATP blev orienteret om de nye
vilkår for ATP-medlemmer på efterløn og overgangsydelse. A-kassen burde derfor have vejledt
medlemmet om de ændrede vilkår for ATP-medlemmer på efterløn og overgangsydelse, jf. lov
om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 65. (J.nr. 2002-1-0508).

Arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4 skal anses for en erstatningsretlig regel -
Afgørende for om, der skal ske tilbagebetaling af modtaget refusion vil være, om staten har
lidt et tab
Ankenævnet fandt, at a-kassen ikke kunne få refusion fra statskassen for de dagpenge, der var
udbetalt med urette til medlemmet.
Nævnet lagde vægt på, at a-kassen udbetalte dagpenge med urette til medlemmet som følge af en
administrativ fejl i a-kassen, og at denne administrative fejl var erkendt af a-kassen.
Nævnet henviste til, at a-kassen som hovedregel ikke havde ret til refusion, når a-kassen havde
udbetalt dagpenge med urette.
A-kassen indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand.
A-kassen gjorde blandt andet gældende, at statens tab ved fejludbetalingen alene var differencen
mellem de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn, som medlemmet i stedet skulle have
haft fra 1997, hvor dagpengeretten ophørte. Det var derfor alene denne difference, der efter akassens
opfattelse ikke kunne medføre refusion. Det blev blandt andet anført i klagen, at
afgørelsen påførte a-kassen et tab, som ikke kunne begrundes i en skadevirkning eller reelle tab
for nogen part af den af a-kassen begåede og erkendte fejl.
Det var ombudsmandens opfattelse, at nævnets afgørelse om tilbagebetaling af refusion ikke har
hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven, og ombudsmanden henstillede derfor til nævnet at
genoptage behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse.
Ankenævnet tilsluttede sig herefter ombudsmandens udtalelse af 12. juli 2002, for så vidt angår
at anse § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som værende en bestemmelse af
erstatningsretlig karakter.
Spørgsmålet, om staten i den konkrete sag havde lidt et økonomisk tab i sagen, blev hjemvist til
afgørelse i Arbejdsdirektoratet som 1. instans.
Direktoratet skulle tage stilling til, om medlemmet opfyldte betingelserne for at få udbetalt
efterløn fra 1997 og frem til 1999, på hvilket tidspunkt udbetalingen af dagpenge til medlemmet
blev standset, samt om a-kassen på baggrund af direktoratets afgørelse har ret til refusion. (J.nr.
2002-1-0511).
A-kassen havde ikke opfyldt sin vejledningsforpligtelse – medlemmet blev stillet, som om
han ikke havde frameldt sig efterlønsordningen
Medlemmet fravalgte efterlønsordningen i samråd med a-kassen i begyndelsen af 1999.
Begrundelsen for fravalget var, at medlemmet manglede 3 måneders dagpengeret i at kunne
overgå til efterløn.

Med virkning fra 1. juli 1999 trådte nye regler i kraft om forbrug af ydelser i dagpengeperioden,
og medlemmet ville efter disse nye regler nu have mulighed for at overgå til efterløn.
Ankenævnet lagde vægt på, at a-kassen i maj og juni måned 1999 i rundskrivelser fra
direktoratet var blevet orienteret om de nye regler om forbrug af ydelser i dagpengeperioden.
A-kassen burde derfor have vejledt medlemmet om reglernes betydning for hans mulighed for nu
at få efterløn.
Nævnet fandt det godtgjort, at medlemmet ville have omgjort sit fravalg af efterlønsordningen
senest den 30. september 1999, hvis han havde haft kendskab til de nye regler. (J.nr. 2002-1-
0341).
For sent fremmøde på kursus ifølge individuel handlingsplan ikke sidestillet med afslag
Medlemmet mødte en 1 uge for sent på kursus pga. forglemmelse/forvirring om startdato.
Udeblivelsen skulle ikke sidestilles med afslag
Medlemmet troede, at kurset begyndte mandagen efter, end det faktisk var tilfældet. Ankenævnet
fandt efter en konkret vurdering, at udeblivelsen ikke skulle sidestilles med afslag.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet selv rettede henvendelse til kursusstedet den
efterfølgende mandag, og at der i sagen i øvrigt ikke var oplysninger om, at medlemmet havde
været uvillig til at udarbejde handlingsplan eller at deltage i andre aktiveringstilbud.
Medlemmet var derfor ikke selvforskyldt ledig. (J.nr. 2002-1-0074).
Ansættelse med variabelt timetal uden opsigelsesvarsel – krav på dagpengegodtgørelse
efter hvert arbejdsophør
Arbejdsgiver afviste en a-kasses anmodning om betaling af dagpengegodtgørelser under
henvisning til, at der ikke var tale om variabel ansættelse, men ansættelse 20-37 timer ugentligt i
henhold til kontrakt. A-kassen sendte sagen med krav om 16 dagpengegodtgørelser til
Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Nævnet fandt på baggrund af medlemmets egne oplysninger samt dagpengekortene, hvoraf et
timespænd fra 2 til 52,5 timer ugentligt i ansættelsesforholdet fremgik, at der var tale om
variabelt timetal. Da beskæftigelseskravet var opfyldt og der ikke var et opsigelsesvarsel, kunne
der belægges med G-dage efter hvert arbejdsophør.
Imidlertid havde a-kassen kun anmodet arbejdsgiver om betaling af 12 af de 16
dagpengegodtgørelser, og da bestemmelsen om, at a-kassen skal sende en begrundet anmodning
til arbejdsgiver om betaling af dagpengegodtgørelse, i bekendtgørelsens § 11, stk. 2 måtte
betragtes som et ufravigeligt formelt krav, fandt nævnet, at der kun kunne træffes afgørelse om
betaling af 12 dagpengegodtgørelser. (J.nr. 2002-4-0059).

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Da uddannelsen var omfattet af lovens § 3, var uddannelsesstedet irrelevant i forhold til
afgørelsen af ansøgerens ret til VEU-godtgørelse
En arbejdsløshedskasse afslog en ansøgning om refusion af VEU-godtgørelse med begrundelsen,
at uddannelsen var afholdt i Sverige, samt at lov om VEU-godtgørelse kun gjaldt i Danmark.
Uddannelsen var EUD teknik enkeltfag afholdt af en teknisk skole.
Arbejdsgiveren og skolen anførte, at kun en begrænset del af uddannelsen var afholdt i Sverige
af praktiske årsager.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har ved afgørelsen lagt til grund, at uddannelsen er omfattet af § 3
i Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, idet det fremgår
af ansøgningsskemaet, at der er tale om EUD teknik enkeltfag med Undervisningsministeriets
fagkode 20021 og fagtitlen ”Kvalitetsbevidsthed” afholdt af en teknisk skole.
Da uddannelsen således er omfattet af lovens § 3, er uddannelsesstedet irrelevant ved afgørelsen
af ansøgerens ret til VEU-godtgørelse.
Idet arbejdsløshedskassen ikke havde taget stilling til medlemmets ret til VEU-godtgørelse efter
lovens § 4, hjemviste Arbejdsmarkedets Ankenævn derfor sagen til kassen. (J.nr. 2002-3-0113).
Lov om ferie
Overførsel af ferie for ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere
Arbejdsmarkedets Ankenævn har truffet afgørelse i en sag vedrørende ferielovens § 19, stk. 5 og
fortolkningen af bestemmelsens ordlyd ”ansat på et fagligt område, hvor der er indgået en
kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår”.
En arbejdsgiver organiseret under Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) havde søgt
Arbejdsdirektoratet om at måtte anvende reglerne om overførsel af ferie i Fællesoverenskomsten
mellem FA og DFL på virksomhedens ledere mv. uden overenskomst. Dette afviste
Arbejdsdirektoratet delvist. Arbejdsdirektoratet mente, at Lederaftalen indgået mellem Ledernes
Hovedorganisation og DA samt overenskomsten mellem AC og TDC kunne betragtes som
kollektive overenskomster på det relevante faglige område, hvorfor de fandt anvendelse i forhold
til ledere og akademikere ansat hos den pågældende arbejdsgiver.
Nævnet var ikke enig heri. Nævnet fandt, at sagen måtte løses på baggrund af den almindelige
opfattelse af det faglige gyldighedsområde i den kollektive arbejdsret, hvorefter en

overenskomsts faglige gyldighedsområde er dét arbejde, som den relevante faglige organisations
medlemmer udfører for virksomheden/arbejdsgiverforeningens medlemmer.
Nævnet fandt på denne baggrund, at de omhandlede ledere mv. ikke var omfattet af det faglige
gyldighedsområde i Fællesoverenskomsten mellem FA og DFL, af Standardoverenskomsten
mellem FA og Finansforbundet, af Lederaftalen eller af overenskomsten mellem TDC og AC.
Nævnet fandt således, at de omhandlede medarbejdere var ansat på et fagligt område, hvor der
efter det oplyste ikke var indgået kollektive overenskomster. Lønmodtagerne på virksomheden
kunne derfor aftale med arbejdsgiveren, at en overenskomst om overførsel af ferie på et andet
fagligt område – det vil i den konkrete sag sige Fællesoverenskomsten mellem FA og DFL -
skulle finde anvendelse (j.nr. 2002-11-0010).
Nævnet traf endvidere afgørelse i en lignende sag, hvor en virksomhed organiseret i Dansk
Industri (DI) havde søgt Arbejdsdirektoratet om at måtte anvende reglerne om overførsel af ferie
i Industriens Funktionæroverenskomst på funktionærer (akademikere, ledere mv.) uden
overenskomst. Dette havde Arbejdsdirektoratet delvist afvist, idet direktoratet mente, at
overenskomsten mellem AC og TDC er en overenskomst, der vedrører akademikere, og at den
derfor også kunne anvendes i forhold til akademikere ansat hos den omhandlede virksomhed.
Nævnet fandt med samme begrundelse som i sagen ovenfor, at de omhandlede medarbejdere var
ansat på et fagligt område, hvor der efter det oplyste ikke var indgået kollektive overenskomster.
Der var under sagens behandling enighed om, at de af virksomhedens ledere, der var omfattet af
Lederaftalen, var omfattet af en kollektiv overenskomst på deres faglige område, hvorfor de ikke
kunne blive omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst. (j.nr. 2002-11-0009)
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer" under "Nyhedsbreve".

Nyhedsbrev nr. 6 / Marts 2003
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden december 2002 til februar 2003 truffet følgende
afgørelser af almen eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Indholdsfortegnelse findes på s. 23.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Renter af efterbetaling af efterløn som følge af den ændrede bopælsregel
Medlemmet modtog efterløn fra 17. februar 1992, og indtil han bosatte sig i Frankrig den 1.
oktober 1996.
Som følge af de ændrede bopælskrav for efterløn fik han ved Arbejdsdirektoratets afgørelse af
13. februar 2001 ret til at få udbetalt efterløn i perioden fra 1. oktober 1996 og til og med 31.
januar 1997.
Medlemmet anmodede herefter om renter af efterlønsbeløbet.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse af 5. november 2001, således at medlemmet fik
renter af efterlønsbeløbet for perioden fra 1. oktober 1996 til og med 31. januar 1997 – den
samme periode, som medlemmet havde fået efterbetalt efterløn for.
Fortolkningsbidrag til afgørelsen af spørgsmålet, om der kan ske forrentning af
efterbetalingskrav på efterløn opstået som en følge af ændringen af bopælskravet, herunder den
tilbagevirkende kraft denne bestemmelse er tillagt, findes ikke umiddelbart i lovforslag eller
vedtagne love vedrørende bopælskravsreglen eller rentebestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Ankenævnet fandt, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 46 om renter må ses i sammenhæng med
rentelovens bestemmelser, almindelige retsgrundsætninger, den fællesskabsretlige baggrund og
retspraksis.
Ifølge § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, i lov om renter ved forsinket betaling (lovbekendtgørelse nr. 583
af 1. september 1986) fremgår det, at retten kan bestemme, at rente skal betales fra et tidligere
eller senere tidspunkt end forfaldsdagen, også for så vidt angår offentligretlige krav.
Ifølge retspraksis (UfR 1984.1061 H) anses det under henvisning til almindelige
retsgrundsætninger for rimeligt, at Skatteministeriet skal bære risikoen for det rentetab, som en
borger har lidt ved ikke at have kunnet råde over et beløb, som han havde ret til.

Renteloven indeholdt ifølge Højesteret ikke den fornødne hjemmel til opkrævning af renter, når
hovedstolen var betalt, hvilket var tilfældet, idet Skatteministeriet under sagen tog bekræftende
til genmæle og tilbagebetalte indbetalte stempelgebyrer. Retten fandt imidlertid, at der var
hjemmel i almindelige retsgrundsætninger.
Disse synspunkter fra retspraksis genfindes til dels i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget vedrørende § 46 i arbejdsløshedsforsikringsloven vedrørende renter, idet det i
lovbemærkningerne særligt er anført, at renter af efterbetalingsbeløb foreslås betalt af
statskassen, som har haft en rentefordel som følge af forsinket udbetaling.
I nærværende sag var hovedstolen ligeledes betalt, idet medlemmet med Arbejdsdirektoratets
tidligere afgørelse fik ret til udbetaling af efterløn med tilbagevirkende kraft, og idet
efterbetalingsbeløbet var kommet til udbetaling.
Hjemlen til forrentning af efterlønsbeløbet skal således ifølge retspraksis findes i almindelige
retsgrundsætninger. Ankenævnet fandt herefter, at statskassen skal bære risikoen for det rentetab,
som medlemmet havde haft ved ikke at have kunnet råde over det efterbetalte efterlønsbeløb.
(J.nr. 2002-1-0055).
Opfyldelse af beskæftigelseskravet – efterløn
Ankenævnet fandt, at medlemmet opfyldte kravet om beskæftigelse i tiden fra den 1. juli 1998 til
den 1. juli 2001.
Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 53, stk. 2, a),
skal et medlem sammenlagt have haft beskæftigelse i over 30 timer i mindst 52 uger inden for de
sidste 3 år for at kunne få et efterlønsbevis/efterløn.
Medlemmet oplyste,
-at han i tiden fra den 1. juli 1998 til marts 1999 beskæftigede sig med opførelse af 2 ejendomme
hvor han beskæftigede sig med det praktiske arbejde og var tilsynsførende,
-at han fra marts 1999 forsøgte sig med salg af kedelanlæg, overvågningsanlæg for
tapperimaskiner og grill,
- Renter af efterløn efterbetalt til medlem bosat i EØS-områdetat han fra 1. juli 1998 havde en
omsætning på 302.006 kr., i 1999 var den 13.996 kr., i 2000 var den 6.351 kr. og i 2001 var den
0 kr.,
-at arbejdstimetallet fra 1. juli 1998 var 1.429 timer, i 1999 1310 timer, i 2000 1275 timer og i
2001 370 timer, samt
-at det generelt er sådan at kun ca. 10 % af udarbejdede tilbud giver sig udslag i omsætningen.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet i årene fra 1. juli 1998 til 2000 havde haft
et arbejdstimetal på over 1570 timer under hensyntagen til, at hans arbejdstimetal i årene 1999
og 2000 har været samlet i arbejdsperioder i forbindelse med tilbudsafgivelser.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at selvom medlemmets omsætningstal i årene 1999 og 2000
havde været beskedne, forelå der specificerede oplysninger om medlemmets arbejdstimetal, samt
at medlemmet havde oplyst, at hans arbejde med tilbudsafgivelse generelt ikke har stået i et

imeligt forhold til hans omsætning, specielt ikke da medlemmet var inde i en arbejdsmæssig
startfase, som dog ikke lykkedes. (J.nr. 2002-1-0141).
Arbejde i Grønland før 1. juni 2001 - opfyldelse af 2-års reglen i relation til efterløn
A-kassen meddelte den 16. januar 2002 medlemmet, at han ikke kunne medregne arbejdstimer
fra Grønland i perioden fra den 1. december 1999 til den 30. maj 2001 til opfyldelse af 2-års
reglen vedrørende efterløn. Kun arbejdstimer på Grønland efter den 1. juni 2001 kunne
medregnes.
Medlemmet klagede over afgørelsen og henviste til, at a-kassen i oktober 2001 havde godkendt,
at han havde opfyldt 2-års reglen, at han ikke pr. 1. oktober 2000 havde kunnet vide, at han
skulle have været fortsat med at være beskæftiget for Danmark A/S og arbejdet som
udstationeret, og at han i øvrigt fandt reglerne ulogiske.
Endelig henviste medlemmet til, at ændringen i reglerne i 2001 måtte skyldes, at ”man har fundet
de tidligere regler i modstrid med hensigten i loven…Som det fremgår… har jeg været
beskæftiget ved en ren EU-opgave og kunne have valgt fortsat ansættelse i et dansk firma”.
A-kassen fastholdt ved sagens oversendelse til direktoratet sin afgørelse, men indstillede til, at
direktoratet ændrede afgørelsen til medlemmets fordel af de grunde, som var anført i hans klage.
Endelig bemærkede a-kassen, at medlemmet i hele perioden havde bevaret sin tilknytning til
Danmark.
Ankenævnet fandt under disse omstændigheder og set i lyset af de ændrede lempeligere regler
pr. 1. juni 2001 samt intentionerne bag disse ændringer, at det forhold, at medlemmets 2.
kontrakt med arbejdsgiveren blev tegnet med det grønlandske datterselskab måtte bevirke, at
hans ansættelsesforhold i Grønland skulle anses for et samlet ansættelsesforhold. Medlemmets
arbejde for Grønland A/S i Grønland i perioden fra 1. oktober 2000 og frem til den 1. juni 2001
skulle derfor kunne medregnes til optjening af timer til 2-års-reglen. (J.nr. 2002-1-0259).
Fradrag i efterløn for feriegodtgørelse for næste ferieår
Medlemmet overgik til efterløn i august 2001. Fra februar 2002 overgik han til folkepension.
A-kassen fradrog feriepenge optjent i 2000 og 2001 i medlemmets efterløn.
Medlemmet klagede over, at man fradrog feriegodtgørelse optjent i 2001. Feriegodtgørelsen
vedrørte ferieåret 2002, der startede 1. maj 2002, hvilket var 4 måneder efter hans overgang til
folkepension.
Ankenævnet fandt, at der skulle ske fradrag i efterlønnen for feriegodtgørelse, som medlemmet
havde optjent i 2001.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund,

- at medlemmet modtog efterløn fra august 2001 til januar 2002 og at han herefter overgik til
folkepension
- at han i forbindelse med overgang til efterløn fik udbetalt feriegodtgørelse, også vedrørende
ferieåret fra den 1. maj 2002 til den 30. april 2003
- at han i den periode, hvor han normalt ville have fået udbetalt feriegodtgørelse for ferieåret
2002 til 2003, var overgået til folkepension
- at Socialministeriet havde oplyst, at udbetalt feriegodtgørelse i et vist omfang indgår i
forbindelse med beregningen af folkepension
- at Arbejdsdirektoratet ikke har fundet grundlag for at dispensere fra egne regler
Ankenævnet bemærkede, at det følger af § 18 i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i
efterlønsperioden, at feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i
henhold til § 30, stk. 1, i ferieloven, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker fra
tidspunktet for overgang til efterløn.
Efter ferielovens § 30 udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår til
lønmodtageren, hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssig
årsager.
Der skal således ske fradrag i efterløn for feriegodtgørelse, som er optjent før overgangen til
efterløn, og som kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til § 30, stk. 1, i
ferieloven.
Ankenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdsdirektoratet ikke havde fundet
grundlag for at dispensere fra egne regler, og at der derfor ikke er hjemmel til at undlade fradrag
i efterlønnen for feriegodtgørelse, som er optjent i 2001. (J.nr. 2002-1-0316).
Beskæftigelseskravet opfyldt ved selvstændig virksomhed i form af mindre landbrug
Medlemmet søgte i maj 2001 om dagpenge på baggrund af endeligt ophør med selvstændig
virksomhed. Der var tale om en enkeltmandsvirksomhed i form af landbrug, som siden januar
1994 havde været hans hovedbeskæftigelse.
På ansøgningskemaet havde medlemmet oplyst, at hans gennemsnitlige arbejdstid havde været
37 timer ugentligt, og at hans arbejdsopgaver var pasning af marken, vedligeholdelse af maskiner
og bygninger, renovering af ejendommen og pasning af spildevandsanlæg.
Ved opørelsesperiodens start i maj 1998 bestod besætningen af 5 kvier, som blev solgt pr. 2.
november 1998. Han havde oplyst, at han i alt havde brugt 69 timer på kvierne indtil de blev
solgt. Der var 6 ha jord og 2 tdr. land skov. Han havde oplyst, at han havde brugt i alt 794 timer
over hele opgørelsesperioden på jord og skov.
I perioden indtil 31. marts 2000 aftog medlemmet hver anden uge spilde- og kølevand fra et
nærliggende mejeri, og var således ansvarlig for driften af spildevandsanlægget. Efter udløbet af
kontrakten brugte medlemmet tid på at renovere bygningerne med henblik på salg.

Direktoratet accepterede, at medlemmet havde haft arbejde i væsentligt omfang i de 48-49 uger,
hvor han havde aftaget spildevand fra mejeriet. Dette var imidlertid ikke nok til at opfylde
beskæftigelseskravet på 52 uger inden for de sidste 3 år, og direktoratet meddelte derfor afslag
på ret til dagpenge.
Ankenævnet fandt det sandsynligt, at medlemmet på baggrund af arbejdets art havde haft arbejde
i over 30 timer i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år. Ankenævnet fandt det sandsynligt, at
medlemmet efter udløbet af kontrakten med mejeriet havde brugt hovedparten af de oplyste
timer på renovering af bygningerne, og at disse timer var fordelt inden for en kortere periode.
(J.nr. 2002-1-0317).
Medlem ikke anset for ophørt uagtet bortforpagtning af virksomhed
Med virkning fra den 1. januar 2000 bortforpagtede medlemmet sin butik til sin brordatter.
Samtidig overgik momsregistreringen fra medlemmet til brordatteren. Med virkning fra den 21.
marts 2000 blev forpagtningskontrakten gjort gensidigt uopsigelig i 5 år.
Arbejdsløshedskassen udbetalte dagpenge til medlemmet i perioden 17. april-17. september 2000
hvor bortforpagtningen ophørte da forpagteren ikke betalte afgift.
Kommunens skattevæsen indberettede den 11. januar 2001 til direktoratet at medlemmet i 2000
havde medvirket i den daglige drift af butikken efter at han havde bortforpagtet den.
Arbejdsløshedskassen traf herefter den 1. maj og den 7. juni 2001 afgørelse om at medlemmet
ikke havde arbejdet i butikken, og at dagpengene var udbetalt med rette.
Direktoratet benyttede imidlertid sin mulighed for at genoptage sagen og traf den 18. april 2002
afgørelse om at medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge for perioden 17. april-17. september
2000. Arbejdsløshedskassen skulle opgøre tilbagebetalingsbeløbet, og medlemmet blev ikendt en
effektiv karantæne på 962 timer for svig.
Begrundelsen var at medlemmet i forpagtningsperioden havde underskrevet ugentlige
forhandlertotaler til Dansk Tipstjeneste A/S vedrørende kundeindbetalinger og
præmieudbetalinger. Endvidere havde han underskrevet indbetalingsbilag til bank. Han havde
også i hele 2000 hæftet med sin garantistillelse over for Dansk Tipstjeneste A/S.
Begrundelsen var videre at medlemmet fortsat havde tipsforhandlerkontrakten under
bortforpagtningen fordi forpagteren ikke selv var i stand til at stille tilstrækkelig kapital til at
kunne få deponeringerne til Dansk Tipstjeneste A/S og Bladkompagniet A/S. Endvidere havde
medlemmet i 2000 haft en skattepligtig indtægt på kr. 61.091,- fra Dansk Tipstjeneste A/S.
(Herom har medlemmet forklaret at grunden til at han beholdt tipsforhandlerkontrakten, også var
at han ikke havde nogen form for sikkerhed for at han ville kunne opnå en ny tipsforhandling ved
bortforpagtningens ophør. Endvidere havde han overført kr. 42.655,- til forpagteren som dennes
andel af vederlaget fra Dansk Tipstjeneste A/S for 2000.)
Direktoratet fandt ikke at der kunne tillægges medlemmets forklaring om ”falsk” underskrift
nogen betydning da sagens bilag viste at medlemmets underskrifter var stærkt varierende.

(Medlemmet havde herom forklaret at det forhold at en anden underskrev med hans navn og på
hans vegne, måtte bero på en aftale mellem de involverede parter.)
Direktoratet bad a-kassen om at politianmelde medlemmet.
Politiet oplyste den 5. september 2002 at påtale var opgivet da videre forfølgning ikke kunne
forventes at føre til at medlemmet fandtes skyldig til straf. Der var lagt vægt på at de af
medlemmet foretagne dispositioner og forløbet ikke i tilstrækkelig grad kunne antages at kunne
godtgøre det nødvendige forsæt.
På sit møde den 9. januar 2003 traf ankenævnet afgørelse om at medlemmet ikke havde
dokumenteret at han var endeligt ophørt med at drive selvstændig virksomhed som
hovedbeskæftigelse ved den bortforpagtning med 5 års gensidig uopsigelighed der blev aftalt den
21. marts 2000. Medlemmet skulle ikke tilbagebetale dagpenge for perioden 17. april-17.
september 2000, og han skulle heller ikke pålægges nogen sanktion.
Begrundelsen var at ankenævnet fandt at medlemmet ved sin handlemåde havde skabt en
formodning for at han i perioden 17. april -17. september 2000 fortsat var involveret i driften af
den selvstændige virksomhed. Nævnet fandt således ikke at han havde dokumenteret at hans
personlige arbejde var ophørt mere end midlertidigt. Nævnet havde lagt vægt på at hans navn
forefandtes på en række bilag i forpagterens regnskabsmateriale, herunder ugentlige
forhandlertotaler til Dansk Tipstjeneste A/S vedrørende kundeindbetalinger og
præmieudbetalinger og indbetalingsbilag til bank. Nævnet havde også lagt vægt på at han i 2000
hæftede med sin garantistillelse over for Dansk Tipstjeneste A/S og Bladkompagniet A/S.
Begrundelsen for at medlemmet ikke skulle tilbagebetale dagpenge for perioden 17. april -17.
september 2000, var at ankenævnet ikke fandt at han havde udvist uagtsomhed af en vis grovhed
som kræves før tilbagebetaling kan kræves. Nævnet havde lagt vægt på at han havde oplyst at
grunden til at han i 2000 hæftede med sin garantistillelse over for Dansk Tipstjeneste A/S og
Bladkompagniet A/S, var at forpagteren ikke var i stand til økonomisk at stille de omhandlede
garantier, og at han ville være sikker på at kunne bevare tipsforhandlerretten efter
bortforpagtningens ophør.
Begrundelsen for at medlemmet ikke skulle pålægges sanktion for svig, var at politiet den 5.
september 2002 havde opgivet påtale mod ham for bedrageri da videre forfølgning ikke kunne
forventes at føre til at han fandtes skyldig til straf idet de af ham foretagne dispositioner og
forløbet ikke i tilstrækkelig grad kunne antages at godtgøre det nødvendige forsæt.
Begrundelsen for at medlemmet ikke skulle pålægges en uagtsomhedssanktion, var at hans
handlinger ikke kunne karakteriseres som uagtsomme. Nævnet fandt ikke at han burde have
indset at hans handlinger kunne medføre at der blev udbetalt dagpenge med urette. (J.nr. 2002-1-
0342).
Ikke ret til dagpenge ved midlertidigt ophør med fiskerivirksomhed
Medlemmet udøvede selvstændig hovedbeskæftigelse som fisker. Den 19. december 2001 blev
medlemmets og hans partners fiskefartøj beskadiget idet de ved udsejlingen fra xxx påsejlede
molen.

Medlemmet tilmeldte sig arbejdsformidlingen den 4. januar 2002 og udfyldte ledighedserklæring
den 10. januar 2002. Han oplyste at han var helt afskåret fra at drive virksomheden fra den 20.
december 2001.
Arbejdsløshedskassen traf den 1. februar 2002 afgørelse om at medlemmet ikke havde ret til
dagpenge da det midlertidige ophør ikke skyldtes en ekstraordinær begivenhed der ikke kunne
tilregnes ham.
Medlemmet forklarede den 24. marts 2002 at skibet blev ført ind i molen af en stærk, tværgående
strøm, og at han ikke kunne afværge sammenstødet da han mærkede strømmen. Hans partner
styrede fartøjet mens medlemmet stod på dækket og holdt øje med indsejlingen. Han havde
udvist stor agtpågivenhed, og han havde fisket i 17 år mens hans partner havde fisket siden 1956.
Direktoratet traf den 13. maj 2002 afgørelse om at medlemmet ikke havde ret til dagpenge under
midlertidigt ophør ved sin ledigmeldelse den 20. december 2001. (Medlemmet er først tilmeldt
arbejdsformidlingen den 4. januar 2002.)
Direktoratet fandt ikke at påsejling af en mole som var årsag til medlemmets midlertidige ophør,
var en begivenhed der var upåregnelig for ham. Det var ikke en ekstraordinær begivenhed, men
måtte anses for at være en påregnelig risiko inden for medlemmets erhverv som fisker.
Direktoratet fandt ikke at det midlertidige ophør skyldtes en begivenhed der ikke kunne tilregnes
medlemmet. Påsejlingen var begrundet i medlemmets egne forhold og måtte anses for at kunne
tilregnes ham. Som skibsfører var han ansvarlig for at der blev udvist den fornødne
agtpågivenhed til søs.
På forespørgsel fra ankenævnets sekretariat har Danmarks Meteorologiske Institut den 9.
december 2002 oplyst telefonisk at der ikke måles strømforhold i xxx. Den 19. december 2001
var der ved xxx vind fra nordvest. Vinden blæste med 35-40 knob i timen lig med 65-75 km. Der
var vindstød på 23-24 m pr. sekund. Vejret stilnede af ud på aftenen.
På sit møde den 6. februar 2003 traf ankenævnet afgørelse om at medlemmet ikke havde ret til
dagpenge ved sin ledigmeldelse den 4. januar 2002 hvor han var midlertidigt afskåret fra fortsat
virksomhedsudøvelse.
Ankenævnet lagde medlemmets forklaring til grund om at skibet blev ført ind i molen af en
stærk, tværgående strøm, og at han ikke kunne afværge sammenstødet da han mærkede
strømmen. Nævnet lagde imidlertid vægt på at der ikke den pågældende dag i xxx var
dokumentation for at vind-, vejr- eller strømforholdene kunne karakteriseres som usædvanlige
eller upåregnelige for fiskeriet i Danmark. (J.nr. 2002-1-0381).
Udtræden af ægtefælles virksomhed - arbejdsfunktioners bortfald
Siden den 1. april 2000 var medlemmet ansat i ægtefællens selvstændige virksomhed, Alting
Design A/S. Medlemmet pakkede sammen med en anden ansat virksomhedens produkter.

Ægtefællen havde opfundet og producerede en speciel osteskærer. Produkterne måtte kun leveres
til XX-kæden. Der blev leaset maskiner. Der var ingen andre ansatte bortset fra ægtefællen der
var direktør.
Medlemmet var blevet sagt op til fratræden den 1. oktober 2001 på grund af manglende arbejde.
Medlemmets advokat meddelte at XX-kæden havde opsagt samarbejdet hvorfor al drift var
ophørt. Ægtefællen forsøgte at sælge de pakkede produkter samt maskinerne. Den anden ansatte
var også blevet afskediget.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at medlemmet ikke kunne anses for udtrådt af
ægtefællens selvstændige virksomhed.
Medlemmets advokat ankede afgørelsen.
På forespørgsel fra direktoratet meddelte medlemmets advokat at aftalen med XX-kæden
vedrørte 2 produkter vedrørende skæring af oste. Herudover produceredes 3 ting der blev pakket
af ægtefællen. Al produktion var ophørt. Produkterne forsøgtes solgt. Virksomheden var i
økonomiske vanskeligheder. Ægtefællen ejede virksomhedens lokaler.
Direktoratet traf afgørelse om at medlemmet var selvstændig erhvervsdrivende, og at hun ikke
opfyldte betingelserne for at kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af
selvstændig virksomhed. Direktoratet fandt ikke at det var dokumenteret at medlemmets
pakkearbejde var bortfaldet mere end midlertidigt i virksomheden. Direktoratet lagde til grund at
medlemmets ægtefælle fortsat forsøgte at sælge virksomhedens produkter, og at det ikke var
afgjort hvad der videre skulle ske med virksomheden. Virksomheden var dermed ikke endeligt
lukket eller overdraget.
Skifteretten modtog den 23. maj 2002 anmodning fra den selvstændige virksomhed om
betalingsstandsning.
Direktoratet fastholdt sin afgørelse. Direktoratet lagde vægt på at betingelserne for ophør ikke
var tilstede den 1. oktober 2001.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at medlemmet kunne anses for ophørt den 23. maj 2002
på grund af betalingsstandsningen.
Den 13. november 2002 blev der afholdt tvangsauktion over erhvervsejendommen som
medlemmets ægtefælle ejede.
På forespørgsel fra ankenævnets sekretariat meddelte medlemmet den 7. januar 2003 telefonisk
at den anden pakker var holdt op med arbejdet samtidig med medlemmet den 1. oktober 2001.
Selve produktionen af osteskærerne var ophørt ca. ½ år tidligere.
Ankenævnet traf herefter afgørelse om at medlemmet ansås for ophørt mere end midlertidigt
med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 1. oktober 2001 idet hun
fra denne dato kunne anses for udtrådt af sin ægtefælles virksomhed ved bortfald af
arbejdsfunktioner. Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på at medlemmet alene var

eskæftiget med pakning af de produkter der var omfattet af samhandelsaftalen med XX-kæden,
og at pakning af disse produkter var ophørt den 1. oktober 2001 som følge af at al produktion i
virksomheden ophørte et halvt år tidligere. (J.nr. 2002-1-0407).
Medlemmet kunne ikke overgå til efterløn som fuldtidsforsikret
Medlemmet var deltidsforsikret i sin ansættelse med 130 timer per måned. Den 1. januar 1995
fik hun forøget sit timetal til 135 timer per måned. Hendes nye ansættelseskontrakt indeholdt
benævnelsen ”deltid”, men de 135 timer var reelt en fuldtidsansættelse. Ved et møde på
arbejdspladsen med a-kassen i januar eller februar 1997 rejste medlemmet spørgsmålet, om hun
kunne overgå til fuldtidsforsikring, men a-kassen oplyste fejlagtigt, at hun ikke havde mulighed
for dette.
I forbindelse med sin ansøgning om overgang til efterløn fik hun oplyst, at hun som
deltidsforsikret ikke kunne overgå til efterløn som fuldtidsforsikret. Hun ansøgte derfor om, at
hun kunne efterbetale forskellen i medlemsbidrag mellem deltids- og fuldtidsforsikring i årene
fra den 1. januar 1995, således at hun kunne overflyttes til fuldtidsforsikring med tilbagevirkende
kraft og dermed overgå til efterløn som fuldtidsforsikret.
A-kassen og Arbejdsdirektoratet afviste hendes ansøgning, og ankenævnet tiltrådte
Arbejdsdirektoratets afgørelse. Medlemmet var overgået til efterløn den 1. september 2001. Selv,
hvis hun var blevet stillet, som om hun på mødet i januar eller februar 1997 med a-kassen havde
modtaget korrekt vejledning, eller som om a-kassen dengang havde ændret hendes
forsikringsstatus på baggrund af hendes oplysning om det ændrede timetal, ville hun ikke
opfylde betingelsen om at være fuldtidsforsikret i mindst 5 år inden for de sidste 10 år, da hun
overgik til efterløn den 1. september 2001.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet kunne stilles, som om hun først var overgået til efterløn
på et senere tidspunkt end den 1. september 2001, da a-kassen ikke havde givet fejlagtig
vejledning om efterlønsreglerne. Efter ankenævnets opfattelse var der heller ikke i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 68 med forarbejder hjemmel til, at et medlem kunne
efterbetale medlemsbidrag til a-kassen og opnå en ændret forsikringsstatus som følge deraf. (J.nr.
2002-1-0436).
Anset for udtrådt af ægtefællens landbrugsvirksomhed på baggrund af lønarbejde
Den 1. marts 1967 påbegyndte medlemmet arbejde i ægtefællens landbrug. Der var ingen andre
ansatte.
Den 1. juni 1999 tiltrådte medlemmet lønmodtagerarbejde som kontrolassistent. Lønnen var
afhængig af antallet af årskøer og besætninger. I ansættelsesperioden varierede medlemmets
månedsløn fra knap kr. 14.000,- til godt kr. 15.000,-. Hun skulle selv tilrettelægge sin
arbejdsplan. Samtidig ophørte hun med at være beskæftiget i ægtefællens landbrug.
Medlemmet blev opsagt fra arbejdet som kontrolassistent til fratræden den 30. juni 2001.

Medlemmet udfyldte ledighedserklæring m.v. den 4. juli 2001.
Ægtefællens landbrug havde regnskabsår 1. juni-31. maj.
Regnskabsår 1998/1999: Produktionsareal 29 ha, heraf kartofter 9 ha, heraf korn 13 ha, indtægter
i alt kr. 410.731,-, indtægter fra maskinstation kr. 103.540,-.
Regnskabsår 1999/2000: Produktionsareal 30 ha, heraf kartofter 10 ha, heraf korn 13 ha,
indtægter i alt kr. 553.000,-, indtægter fra maskinstation kr. 141.000,-.
Regnskabsår 2000/2001: Produktionsareal 12 ha, heraf kartofter 8 ha, heraf korn 0 ha, indtægter i
alt kr. 382.799,-, indtægter fra maskinstation kr. 119.372,-.
xxx Landboforening oplyste den 17. juli 2001 at fuldtidslønnen for en kontrolassistent var kr.
200.201,-. Medlemmet havde i perioden 1. juni 2000-31. maj 2001 fået udbetalt kr. 185.308,-.
Hun havde således arbejdet 34,25 timer om ugen i gennemsnit.
Direktoratet traf den 12. april 2002 afgørelse om at medlemmet ikke kunne få dispensation fra
kravet om påbegyndt lønarbejde den 1. juli 1999 på over 30 timer om ugen. Hun kunne heller
ikke anses for ophørt den 1. juni 1999 på grund af driftsomlægning i virksomheden. Hun havde
derfor ikke ret til dagpenge ved sin ledigmelding den 1. juli 2001.
Vedrørende lønarbejdet var begrundelsen at beskæftigelsen ansås for ukontrollabel fordi
arbejdstiden ikke kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, og fordi der ikke var
fastsat en arbejdstid eller arbejdstidsnorm i ansættelsesaftalen. Medlemmet tilrettelagde selv sit
arbejde. En del af arbejdet blev udført ude hos besætningerne. Hendes løn blev reguleret i
forhold til antallet af årskøer og besætninger. Månedslønnen varierede i ansættelsesperioden.
Indtægten skulle derfor omregnes hvorefter medlemmet i 1999 havde haft 25,28 timer pr. uge, i
2000 22,09 timer pr. uge og i 2001 23,08 timer pr. uge. Der var ikke grundlag for dispensation.
Dette skyldtes ansættelsesperiodens længde, og at den ugentlige arbejdstid kun havde været på
ca. 22-25 timer.
Vedrørende driftsomlægningen var begrundelsen at bortforpagtningen af arealerne skete ved
aftaler der var indgået for 1 år ad gangen, ligesom tilforpagtningen var sket ved 1-årige aftaler.
Der var derfor ikke tale om en varig omlægning af driften. Der var også lagt vægt på at
indtægterne fra maskinstation som udgjorde mellem en fjerdel og en trediedel af virksomhedens
indtægter, fortsat var uændret efter medlemmets udtræden. Direktoratet lagde også vægt på at
virksomhedens produktionsareal var ca. 30 ha både før og efter medlemmets udtræden.
Endvidere var omsætningen i virksomheden steget i regnskabsåret efter medlemmets udtræden.
På sit møde den 13. februar 2003 traf ankenævnet afgørelse om at medlemmet ansås for at have
påbegyndt lønmodtagerarbejde på over 30 timer om ugen således at hun ansås for ophørt med
udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 1. juni 1999.
Ankenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på at xxx Landboforening til sagen havde oplyst at
medlemmets ugentlige arbejdstid har været i gennemsnit 34,25 timer pr. uge.

Uanset at arbejdstiden for en kontrolassistent ikke kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens
registreringer, fandt ankenævnet dog at medlemmets arbejdstid kunne anses som kontrollabel.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på at der i kollektiv overenskomst og ansættelseskontrakt
for medlemmet var henvist til en detaljeret funktionsbeskrivelse for hendes arbejde, og at de der
anførte særlige betingelser for kontrolassistenter var at sidestille med en fast løn og
arbejdstidsnorm.
Ankenævnet fandt således at medlemmet opfyldte betingelserne i Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 § 3, stk. 4, nr. 2 og nr. 5.
Nævnet havde i denne forbindelse lagt vægt på at der forelå en skriftlig, individuel
ansættelsesaftale, at der var tale om fast løn, at arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm var fastsat i
ansættelsesaftalen, at ansættelsesaftalen indeholdt bestemmelser om overarbejde samt betaling
herfor, og at lønnen svarede til den normale aflønning på området.
Ankenævnet havde herefter ikke fundet det fornødent at tage stilling til hvorvidt medlemmet
kunne anses for ophørt med selvstændig virksomhed på grund af omlægning af driften i
virksomheden. (J.nr. 2002-1-0444).
Selvforskyldt ledig og ej til rådighed - gjorde sig ej bekendt med sin post hver dag
Medlemmet var ansat som fagbetjent fra den 6. april 1998 til den 31. december 2001.
Medlemmet opsagde arbejdet den 1. oktober 2001 på grund af nedskæringer og uenighed med
ledelsen, og anførte i opsigelsen, at han ikke var enig i måden, man forsøgte at prioritere
midlerne fra Kulturministeriet, og at besparelserne blev målrettet mod bestemte
personalegrupper.
DEN 8. januar 2002 skrev medlemmet under på, at han stod til rådighed, og var aktivt
arbejdssøgende. Han kunne kontaktes på en poste restante adresse.
DEN 16. januar 2002 skrev kassen til medlemmet, at man genfremsendte et brev af 10. januar
2002, da kassen ikke havde været opmærksom på ”Poste Restante” adressen.
DEN 31. januar 2002 oplyste medlemmet, at ”Poste Restante” adressen var den permanente
adresse. DEN 9. februar 2002 oplyste medlemmet endvidere bl.a., at han ikke havde problemer
med sin adresse i forhold til andre myndigheder, heller ikke AF. Han oplyste videre, at han tømte
sin postkasse hver fredag, så han håbede, at kassen ville tage det med i sine overvejelser, hvis
den ønskede et møde.
Direktoratet tiltrådte efterfølgende kassens afgørelse, men hjemviste samtidig til kassen, at
undersøge medlemmet rådighed for så vidt angår det forhold, at posthuset på Holbergsgade
havde lukket om lørdagen.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse vedrørende selvforskyldt ledighed samt manglende
rådighed, men ændrede sanktionen for selvforskyldt ledighed til 3 uger fremfor 5 uger, idet
Folketinget den 11. december 2002 vedtog at ændre sanktionsreglerne i forbindelse med
selvforskyldt ledighed med virkning fra den 1. januar 2003 (L 60). Med ændringen af loven
gennemføres en lempelse af sanktionsreglerne ved selvforskyldt ledighed, idet der pålægges den

samme sanktion, 3 uger, uanset hvilken sanktionsbelagt handling, der er udført – bortset fra
gentagelsestilfælde.
Da ændringsloven såvel som ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 826 af 19. september
2001 om selvforskyldt ledighed ikke indeholder en særlig overgangsregel, var det ankenævnets
opfattelse, at det er den lempeligere sanktionsregel, der skal anvendes ved afgørelsen af denne
sag.
Ankenævnet begrundede denne opfattelse med, at sagen først blev endeligt afgjort, efter at de
nye og lempeligere sanktionsregler var trådt i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer,
der indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende sanktionsregler, skal anvendes på sager,
der ikke er endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.
For så vidt angik forholdet vedrørende selvforskyldt ledighed fandt ankenævnet, at medlemmet
ikke havde en gyldig grund til at opsige arbejdet.
Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at det fremgår af det fremsendte materiale til belysning af fakta
i sagen, at xxx-skolerne på grund af faldende finanslovsbevilling kombineret med stigende
udgifter ville få et underskud på 1,3 mio. kr. i 2002. Dette ville betyde besparelser og
nedskæringer.
Det fremgik af materialet, at ledelsen i brev af 24. september 2001 oplyste om den nye
arbejdsfordeling for fagbetjentene, som skulle træde i kraft den 1. oktober 2001. I brevet
beskrives fagbetjentenes væsentligste arbejdsopgaver, og det nævnes, at der er taget
udgangspunkt i, at fagbetjentgruppen er blevet reduceret med 1 fagbetjent. Den fagbetjent, der
var ophørt, havde tidligere ifølge ledelsens notat af 8. februar 2001 haft ansvaret for xxx-skolen
og sekretariatet.
Det fremgik videre af brevet af 24. september 2001, at medlemmet skulle være fagbetjent på
xxx-skole 2 og 3 og på xxx-skolen. Til sammenligning fremgik det af ledelsens notat af 8.
februar 2001, at medlemmet var fagbetjent på xxx-skole 1, 2 og 3.
Medlemmets ændrede arbejdsfunktioner ville betyde, at han som fagbetjent før havde haft
ansvaret for xxx-skole 1, 2 og 3 og fra den 1. oktober 2001 i stedet skulle have ansvaret for xxx-
2 og 3 og xxx-skolen.
Ankenævnet lagde i denne forbindelse endelig lagt vægt på arbejdsgivers ret til at lede og fordele
arbejdet også i relation til ændrede bevillinger samt nedskæringer m.v.
På denne baggrund var det ankenævnets opfattelse, at medlemmet ikke havde godtgjort, at
arbejdsgiver væsentligt skulle have misligholdt ansættelsesforholdet, således at medlemmets
ansættelsesvilkår væsentligt fraveg, hvad arbejdsgiver havde stillet medlemmet i udsigt.
For så vidt angik forholdet vedrørende medlemmets rådighed fandt ankenævnet, at medlemmet
ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så længe medlemmet ikke kunne
overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at arbejdet er formidlet af AF eller
arbejdsløshedskassen. Medlemmet kunne ikke få dagpenge, så længe han ikke kunne overtage
arbejde, jf. § 29 i samme bekendtgørelse, jf. §§ 5-8 i samme.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet oplyste, at poste restante adressen var medlemmets
permanente adresse, og at han tømte postkassen hver fredag. Ankenævnet lagde videre til grund,
at medlemmet oplyste at have en god ven på posthuset i xxx, hvor han havde sin poste restante
adresse. Han kunne derfor tiltræde nyt arbejde eller andet med dags varsel.
Ankenævnet lagde i denne forbindelse til grund, at medlemmet ikke oplyste at have en fast aftale
med sin ven om afhentning af post hver dag, således at han havde kendskab til sin daglige post.
Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet ikke kunne gøre sig bekendt med den daglige post, og
at han således ikke kunne overtage arbejde, møde til samtaler på AF mv. dagen efter, at han
modtog brev herom fra AF eller arbejdsløshedskassen. (J.nr. 2002-1-0451).
Kombinationsforsikret medlem - ej opfyldelse af 2-års reglen i forbindelse med efterløn
Medlemmet blev i 1999 kombinationsforsikret. Han søgte den 13. december 1999 om
efterlønsbevis. Han overgik til efterløn pr. 1. februar 2002.
Den 6. marts 2002 meddelte a-kassen, at kassen havde opgjort hans arbejdstimer for perioden 27.
januar 2000 til og med 26. januar 2002. Kassen havde opgjort arbejdstimerne til 2710 i perioden.
Medlemmet opfyldte derfor ikke 2-års reglen.
Årsagen til, at han ikke opfyldte 2-års reglen var, at arbejdet i den selvstændig virksomhed alene
talte med 15 timer pr. uge, og kun i uger, hvor der også var arbejdet som lønmodtager.
Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle stilles som om han fra 1. februar 2002 opfyldte kravet
til beskæftigelse i relation til 2-års reglen.
Ankenævnet fandt, at arbejdsløshedskassen i forbindelse med hans ansøgning om
kombinationsforsikring eller ved hans senere henvendelser til kassen burde havde vejledt ham
om de særlige betingelser for opfyldelse af 2-års reglen som kombinationsforsikret medlem.
Ankenævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at
- medlemmet modtog efterlønsbevis med virkning fra 27. januar 2000
- det af a-kassens følgeskrivelse i forbindelse med fremsendelse af efterlønsbeviset bl.a.
fremgik: ”hvis du i 2 år arbejder mere end 30 timer om ugen som selvstændig efter den 27.
januar…..”.
- der i selve efterlønsbeviset af 18. januar 2000 bl.a. stod:” hvis De med virkning fra den 27.
januar 2000 udskyder Deres overgang til efterløn i mindst 2 år, og De dokumenterer, at De i
denne periode har lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i
mindst 3.120 timer….”
- han selv havde undersøgt reglerne så godt han kunne bl.a. ved at rette personlige
henvendelser til arbejdsløshedskassen sammen med sin revisor.
- han - såfremt han havde været vejledt tilstrækkeligt - ville have kunnet tilrettelægge sit
arbejde ved kirken således, at han havde fået de timer, han manglede.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på,

- at der er tale om nogle særlige betingelser til opfyldelse af 2-års reglen som
kombinationsforsikret,
- at den vejledning han havde modtaget i pjecen om kombinationsforsikring samt i forbindelse
med modtagelsen af efterlønsbeviset ikke syntes fyldestgørende. Han blev således
tilsyneladende ikke vejledt tilstrækkeligt om de særlige betingelser for opfyldelse af 2-års
reglen som kombinationsforsikret
- at kassen ikke ved hans personlige henvendelser havde vejledt ham om reglerne.
Medlemmet skulle således stilles, som om han var blevet vejledt om reglerne om
kombinationsforsikring og på denne baggrund havde arbejdet således, at han ville have opfyldt
kravet til beskæftigelse i relation til 2-års reglen. (J.nr. 2002-1-0581).
Ej hjemmel til dispensation fra anciennitetskravet og ej dispensation efter § 74 a, stk. 4 -
efterløn
Medlemmet blev som 50-årig i marts 1999 indmeldt i en a-kasse og blev fra 1. april 1999 trukket
for efterlønsbidrag. I maj 2002 modtog hun afgørelse om, at hun aldrig ville opnå ret til efterløn.
Medlemmets advokat anførte ved dispensationsansøgningen, at medlemmet på baggrund af 3 års
trækning af efterlønsbidrag, havde fået en berettiget forventning om at gå på efterløn.
Direktoratet traf afgørelse om, at dispensationsadgangen i lovens § 74 a, stk. 4 ikke kunne
bringes i anvendelse, fordi medlemmet ikke havde været medlem af en a-kasse fra 31. marts
1992, og fordi der ikke var tale om en afbrydelse af medlemskabet.
I klagen til ankenævnet henviste medlemmets advokat blandt andet til almindelige formueretlige
principper om aftaleindgåelse og gjorde i den forbindelse gældende, at der var indgået en
bindende aftale om efterløn og at a-kassen ikke kunne trække et efterlønstilsagn tilbage og at
lovgivningen var beskyttelsespræceptiv.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, da der ikke i loven er hjemmel til at dispensere for
manglende anciennitet, og fordi der ikke forelå en afbrydelse. Til a-kassens sagsbehandling
bemærkede ankenævnet, at a-kassen efter de daværende regler skulle opkræve efterlønsbidrag af
ethvert medlem, med undtagelse af en i loven anført snæver persongruppe, som medlemmet ikke
var omfattet af.
Til advokatens bemærkninger om, at der var indgået en bindende aftale, og at a-kassen
administrerer en beskyttelsespræceptiv lovgivning, bemærkede ankenævnet, at medlemmet ikke
kunne få en bedre ret end hun havde efter loven. Medlemmet blev herefter henvist til at anlægge
civilt søgsmål, hvis hun mente at have lidt et økonomisk tab på baggrund af a-kassens trækning
af efterlønsbidrag. (J.nr. 2002-1-0652).
Fradrag for feriegodtgørelse i efterlønnen – medlemmet var vejledt
Medlemmet opsagde sin stilling til fratrædelse den 30. juni 2002, da hun ønskede at overgå til
efterløn.

Ifølge medlemmet henvendte hun sig i begyndelsen af 2002 til a-kassen, hvor hun af en
medarbejder fik oplyst, at hun skulle afholde al optjent ferie, også for ferieåret 2002, inden
overgangen til efterløn. Medlemmet holdt derfor ferie med løn fra 1. maj til 30. juni 2002. I
ferien var der, efter aftale med hendes arbejdsgiver, inkluderet 12,48 dage, som hun havde
optjent i 2002.
I juli 2002 modtog medlemmet en afgørelse fra a-kassen, hvoraf det fremgik, at der ville blive
foretaget fradrag i efterlønnen for de 12,48 dages feriegodtgørelse, som hun havde optjent i
ferieåret 2002.
Medlemmet klagede over afgørelsen, med henvisning til oplysningerne om ferieafholdelse, som
hun havde modtaget af en medarbejder i a-kassen.
Den pågældende medarbejder hos a-kassen kunne ikke huske at have haft en samtale med
medlemmet, men nægtede at skulle have sagt til nogen, at ferie for ferieåret 2002 skulle afholdes
inden overgangen til efterløn. Medarbejderen anførte, at hun i sådanne situationer oplyser, at
sådan ferie bliver trukket ved selve overgangen til efterløn.
A-kassen fastholdt afgørelsen og henviste i øvrigt til, at medlemmet i januar 2002 modtog et
brev og en pjece fra a-kassen, der omhandlede efterløn. I pjecen var nærmere beskrevet, hvordan
der skal foretages fradrag for ferie, ved overgangen til efterløn. A-kassen lagde yderligere vægt
på, at der var tale om regler, som sagsbehandlerne var godt inde i, og at der måtte være tale om
en misforståelse.
Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse og bemærkede, at medlemmet ikke retmæssigt kunne
afholde ferie optjent i ferieåret 2002 før den 1. maj 2003. Direktoratet lagde vægt på, at uanset at
medlemmet havde forstået vejledningen forkert, kunne det ud fra oplysningerne fra a-kassen ikke
godtgøres, at hun skulle være blevet vejledt forkert.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Ankenævnet henviste til ferielovens § 4, stk. 1,
hvorefter en lønmodtager ikke kan give afkald på sin ret til ferie og feriebetaling, og at ferieloven
i øvrigt ikke kan fraviges til ugunst for lønmodtageren. Ankenævnet henviste herefter
medlemmet til at rette henvendelse til sin tidligere arbejdsgiver vedrørende udbetaling af de 12,
48 dages feriegodtgørelse, som han uretmæssigt havde udbetalt som løn under ferie.
Vedrørende a-kassens vejledning lagde ankenævnet vægt på, at medlemmet havde modtaget
skriftlig information om reglerne om fradrag af feriegodtgørelse. (J.nr. 2002-1-0711).
Tidspunkt for nedsættelse af medlemsbidraget - efterlønsmodtager
Ankenævnet fandt at medlemmets medlemsbidrag skulle nedsættes fra den 5. november 2001,
hvor han gik på efterløn.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den sproglige formulering "som modtager efterløn" i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 77, stk. 3, nr. 4 om medlemsbidrag er entydig.

A-kassen anførte, at der ved reglen i § 76, stk. 1, sidste punktum, hvorefter "Kassen
tilvejebringer beløbet ved opkrævning fra medlemmerne" er forudsat en sammenhæng mellem
de opkrævede medlemsbidrag og indbetalte statsbidrag.
Nævnet fandt at dette – selv om det måtte være tilfældet - ikke ændrede ved fortolkningen af §
77, stk. 3, nr. 4, om medlemsbidrag. (J.nr. 2002-1-0719).
Fradrag for norsk tjenestepension, der udbetales efter det 67. år - urigtig vejledning
Ankenævnet fandt, at medlemmets pension fra Norge skulle medføre fradrag i efterlønnen.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der var tale om en norsk offentlig tjenestepension, der
udbetales fra det 67. år som en livsvarig ydelse, og at pensionen skulle sidestilles med en dansk
tjenestemandspension.
Medlemmet anførte, at a-kassen havde fejlvejledt hende i oktober 2001 ved ikke i beregningen
af efterlønnen at tage hensyn til, at der skulle foretages fradrag for den norske tjenestepension.
Hun fandt derfor, at hun på dette grundlag var berettiget til at få udbetalt efterløn uden fradrag
for den norske tjenestepension..
Nævnet fandt ikke, at medlemmet på grundlag af kassens urigtige opgørelse af hendes indtægt
den 17. oktober 2002 kunne få en anden retsstilling, end hun har efter arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 74 i, stk. 1, 2 og 5, hvorefter fradrag skal ske med 60% af den beregnede årlige ydelse
pr. efterlønstime.
Nævnet fandt, at dette gjaldt, selvom kassen havde erkendt, at den havde begået en fejl ved at
antage, at den norske pension var en folkepension, der ikke skulle medføre fradrag i efterlønnen,
da den først skulle udbetales ved det 67. år.
Nævnet lagde vægt på, at pensionen skulle sidestilles med en dansk tjenestemandspension, og at
en sådan pension skal fradrages ved udbetaling af efterløn.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at kassen i brev af 4. juli 2000 havde oplyste, at "den norske
pension samt PBU vil reducere beløbet…".
Nævnet fandt således ikke, at der forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne medføre at
medlemmet kunne få ret efter kassens opgørelse af 17. oktober 2001. (J.nr. 2002-1-0757).
Opretholdelse af a-kassens ugyldige afgørelse
Medlemmet gik på efterløn i juni 2000, hvorefter hun i juli 2000 fik oplyst, at hun ville overgå til
82% af højeste sats pr. 23. december 2002.
I juli 2002 fik medlemmet afgørelse om, at kassen havde begået en fejl, og at den korrekte
satskiftedato var 1. juli 2002.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse og bemærkede, at kassens fejl var beklagelig, men at
medlemmet ikke kunne opnå en bedre ret, end den hun havde efter loven.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse på baggrund af de tertiære momenter. Nævnet lagde
således vægt på medlemmets gode tro, indretningssynspunktet og proportionalitetsbetragtningen
idet der var tale om knap ½ års ydelser. (J.nr. 2002-1-0682).
Ej dispensation for afbrudt medlemskab, hvor afbrydelsen skyldtes kontingentrestance på
grund af medlemmets ægtefælles forhold
Medlemmet var blevet slettet på grund af kontingentrestance pr. 28. februar 2001. I oktober 2001
henvendte hun sig til a-kassen for at få udstedt et efterlønsbevis. Først på dette tidspunkt blev
hun klar over, at hun var blevet slettet som medlem af kassen.
Det var ægtefællen, som stod for betaling af ydelser til a-kassen. Ægtefællen havde imidlertid
haft et eskalerende alkoholmisbrug. Han havde optaget højtforrentede forbrugslån og indgået
leasingaftaler uden medlemmets vidende og havde anvendt midler, som var beregnet til betaling
af medlemsbidrag til a-kassen. Medlemmet og hendes børn fandt i november 2001 flere uåbnede
breve, herunder breve fra a-kassen.
Ankenævnet havde tidligere truffet afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få genoprettet sit
medlemskab af a-kassen.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få en dispensation for afbrudt medlemskab og
manglende indbetaling af efterlønsbidrag, jf. lovens § 74 a, stk. 4.
Ankenævnet henviste til, at der er tale om en snæver dispensationsadgang, som efter praksis
alene er anvendt i det tilfælde, hvor efterlønsansøgeren har fået en berettiget forventning om at
være omfattet af efterlønsordningen. Eller hvor der har været tale om en kortvarig afbrydelse af
undskyldelige grunde.
Ankenævnet fandt, at de oplyste omstændigheder omkring medlemmets manglende betaling af
medlems-og efterlønsbidrag ikke kunne danne grundlag for en dispensation.
Ved afgørelsen om, at medlemmet ikke kunne få en dispensation for afbrydelsen af medlemskab
og manglende indbetaling af efterlønsbidrag, var der lagt vægt på,
- at medlemmet blev slettet af a-kassen pr. 28. februar 2001 på grund af kontingentrestance,
- at uanset det blev lagt til grund, at medlemmet på ny kunne være blevet indmeldt i a-kassen,
da hun henvendte sig til a-kassen i oktober måned 2001, ville der være tale om en
- ikke korterevarende afbrydelse (7 –8 måneder),
- at det var medlemmets ansvar, at kontingent til a-kassen og efterlønsbidrag blev betalt, selv
om hun havde overladt indbetalingerne til sin ægtefælle.
Ankenævnet fandt ikke, at det forhold, at medlemmet ikke selv var klar over, at hun var i
restance med kontingentbetalingen, kunne føre til et andet resultat. (J.nr. 2002-1-0720).

Medlemmet indkaldt til sprogundervisning og samtidig formidlet arbejde – ikke statueret
manglende rådighed
Medlemmet var i dagpengeperioden. Hun var genindplaceret i august 2000. Medlemmet havde
fået revideret sin individuelle handlingsplan den 2. februar 2001. Hun havde i perioden fra den
10. februar 1997 og frem til den 23. marts 2001 fulgt forskellige forløb for at lære dansk. Den 7.
august 2001 mødte medlemmet i kassen efter endt ferie og blev tilbudt arbejde 32 timer om
ugen, men hun ønskede ikke dette arbejde. Hun ville gerne gå i skole for at lære dansk. Hun blev
pålagt at kontakte arbejdsgiveren, idet det ellers kunne få konsekvenser for hendes rådighed.
Medlemmet var til jobsamtale den 9. august 2001. Hun blev ikke ansat. Arbejdsgiveren oplyste,
at hun havde virket negativ, hun kunne ikke læse og skrive og var ikke interesseret i arbejdet.
Medlemmet havde oplyst, at hun den 7. august 2001 havde været til møde på sprogskole og
kunne begynde dagkursus ugen efter. Sprogcentret sendte den 8. august 2002 brev til medlemmet
om at møde til danskundervisning snarest muligt. AF har dog oplyst, at der ifølge den
individuelle handlingsplan ikke efterfølgende var aftalt kursus i dansk
På baggrund af oplysningerne til kassen om, at hun ikke ønskede at arbejde nu, men ønskede at
gå på kursus, fandt ankenævnet det berettiget, at arbejdsløshedskassen var kommet i tvivl, om
medlemmet stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ankenævnet fandt dog, at det forhold, at medlemmet sideløbende med a-kassens formidling af
arbejde var blevet indkaldt til samtale på Sprogcentret vedrørende undervisning, havde medført,
at medlemmet troede, at hun kunne vælge mellem undervisning og det formidlede job.
Ankenævnet fandt det berettiget, at medlemmet havde været af ovennævnte opfattelse.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke kunne statueres manglende rådighed fra den 7.
august 2001. (J.nr. 2002-1-0274).
Ikke G-dage ved aftalt frihed til selvvalgt kursus
En A-kasse krævede i alt 10 G-dage af en vognmand i forbindelse med et medlems arbejde som
chaufførafløser. Over for nævnet henviste arbejdsgiver til, at medlemmet havde bedt om fri på 2
af de krævede G-dage for at tage på et for chaufførarbejdet irrelevant kursus, og at medlemmet
var blevet tilbudt fortsat ansættelse, hvis medlemmet skiftede fagforening.
Nævnet fandt, at der ikke skulle betales G-dage, hvis det efter medlemmets eget ønske aftales
med arbejdsgiver, at medlemmet ikke tilkaldes, idet medlemmet ønsker at gå på et for arbejdet
irrelevant kursus. Nævnet fandt endvidere, at pligten til at betale dagpengegodtgørelse ikke
bortfald ved tilbud om fortsat beskæftigelse, hvis tilbudet er betinget af, at medlemmet skifter
fagforening.
Nævnet traf således afgørelse om, at vognmanden alene skulle betale for 8 af de 10 krævede Gdage.
(J.nr. 2002-4-0122).

Ikke adgang til at modregne i krav på G-dage med et krav fra ansættelsen
En a-kasse bad ankenævnet om at træffe afgørelse om, hvorvidt en virksomhed var forpligtet til
at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdage til medlemmet, der var blevet opsagt.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at han havde betalt godtgørelsen. Dette var sket ved, at han
efter ansættelsens ophør havde modregnet et personalekøb og udleverede værnemidler i kravet
på dagpengegodtgørelser. Arbejdsgiver havde herefter et tilgodehavende på kr. 249,00.
Arbejdsgiver forklarede, at medlemmet under ansættelsen havde fået udsættelse med betalingen
af personalekøbet. Da beløbet ikke var afregnet ved medlemmets fratræden, havde han foretaget
modregning. Det var oplyst i sagen, at der i forbindelse med medlemmets fratræden, var indgået
et forlig. I forligsbeløbet indgik ikke afregning for dagpengegodtgørelse. Nævnet traf afgørelse
om, at virksomheden ikke kunne modregne kravet på personalekøb og værnemidler i
medlemmets krav på G-dage. Da bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse ikke tog stilling til
modregningsspørgsmålet fandt nævnet, at spørgsmålet skulle afgøres efter de almindelige
formueretlige regler om modregning. Herefter var det bl.a. en betingelse, at et modkrav udsprang
af det samme retsforhold. Arbejdsgivers krav i henhold til personalkøb og udleverede
værnemidler var opstået som led i ansættelsesforholdet. Kravet på G-dage var opstået som følge
af bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse, og var et krav mellem kassen/medlemmet og
arbejdsgiver. Kravet udsprang dermed ikke af det samme retlige forhold, og der var derfor ikke
modregningsadgang. (J.nr. 2002-4-0088).
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Afslag på VEU-godtgørelse, intet tab pga. ferie – lønmodtager og selvstændig
bibeskæftigelse
En arbejdsformidling afslog VEU-godtgørelse med begrundelsen, at ansøgeren ikke havde
indtægtstab, idet han på ansøgningen havde oplyst, at han deltog i uddannelsen under ferie fra sin
hovedbeskæftigelse.
I klagen anførtes det, at klageren tidligere havde modtaget godtgørelse under lignende
omstændigheder, og at han i øvrigt drev en selvstændig virksomhed, som han havde været
afskåret fra at drive under uddannelsen.
Arbejdsformidlingen oplyste ved oversendelsen, at den tidligere godtgørelse havde været i
forbindelse med hjemmeværnskurser og ikke VEU-godtgørelse.
For at dokumentere omfanget af bibeskæftigelsen har klager fremsendt regnskab for 2001 og en
del af 2002 samt en oversigt over udførte arbejder i perioderne omkring de to kurser.
Heraf fremgår det, at klager har haft et ikke ubetydeligt antal jobs som låsesmed i disse perioder.

Da lovgivningen ikke indeholder begrænsning på indtægtstabets størrelse, fandt Ankenævnet, at
klager var berettiget til godtgørelse for tab af indtægt i forhold til dennes bibeskæftigelse. (J.nr.
2002-3-0046).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet
Tilstedeværelse af de formelle betingelser for udstedelse af ansættelsesbevis er tilstrækkelig
til, at et ansættelsesbevis skal udstedes
Forelagt en klage over manglende ansættelsesbevis til en 13-årig avisomdeler gjorde
arbejdsgiver gældende, at arbejdet ikke i realiteten blev udført af den 13-årige, men i stedet af
dennes ”far”. Arbejdsgiver gjorde samtidig gældende, at han havde udleveret et ansættelsesbevis
til den 13-åriges ”far” til videregivelse, men at dette aldrig var returneret i underskrevet stand.
Gennem sin advokat afviste den 13-årige, at han havde modtaget et ansættelsesbevis, og det blev
bestridt, at arbejdet var blevet udført af en anden end klager.
Ved afgørelsen af sagen lagde Arbejdsmarkedets Ankenævn vægt på, at der var etableret et
ansættelsesforhold mellem distributionsfirmaet og den 13-årige, og at en lønseddel udstedt til
den 13-årige viste, at ansættelsesforholdet havde varet ud over en måned og haft et omfang på
over 8 timer ugentligt. På den baggrund fandt nævnet, at der efter loven skulle udleveres et
ansættelsesbevis, og nævnet fandt det ikke nødvendigt at tage stilling til det anførte om, at den
13-årige ikke selv havde omdelt aviserne.
Da distributionsfirmaet havde oplyst, at der ikke var udleveret et ansættelsesbevis til den 13årige
selv, og da den 13-årige afviste at havde modtaget et ansættelsesbevis, traf nævnet
afgørelse om, at arbejdsgiver ikke havde overholdt forpligtigelsen til skriftligt at oplyse om
vilkårene for ansættelsen. (J.nr. 2002-5-0029).
Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Personlig assistance/tegnsprogstolk til selvstændigt bierhverv
En døv person var deltidsbeskæftiget som lønmodtager med en ugentlig arbejdstid på 18 timer.
Den pågældende havde fået bevilget tolkebistand efter lov om kompensation til handicappede i
erhverv til dette arbejde.
Sideløbende med lønmodtagerarbejdet havde den pågældende et selvstændigt bierhverv som
terapeut. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i den selvstændige virksomhed var 10-12
timer.
Den pågældende ansøgte AF om tolkebistand til det selvstændige bierhvev.

AF afslog ansøgningen. AF begrundede afslaget med ”almindelig praksis” på området, hvorefter
der ikke kunne gives personlig assistance/tolkebistand til bierhverv. AF henviste til en tidligere
afgørelse fra ankenævnet..
Den pågældende klagede til ankenævnet over afslaget. I klagen gjorde den pågældende
gældende, at AF ikke havde behandlet ansøgningen individuelt, og at det ikke var oplyst, hvilke
konkrete forhold der lå til grund for AF´s afgørelse.
Den pågældende gjorde videre gældende, at hun med bibeskæftigelsen supplerede sin ugentlige
arbejdstid, således at hun sammenlagt kom op på et niveau svarende til fuldtidsbeskæftigelse. I
den tidligere sag fra ankenævnet, som AF havde henvist til, drejede det sig om en person, der i
forvejen var fuldtidsbeskæftiget som lønmodtager uden personlig assistance, og som ønskede
personlig assistance til sit bierhverv, hvilket der blev givet afslag på.
I klagen blev det videre gjort gældende, at det ikke fremgik af noget lovmateriale, at det ikke var
muligt at få bevilget personlig assistance til bierhverv. Derimod fremgik det af loven, at formålet
var, at give handicappede samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap.
AF fastholdt sin begrundelse for det givne afslag på ansøgningen. Det var AF´s opfattelse, at
almindelig praksis på området var, at der ikke kunne gives personlig assistance/tolkebistand til
bierhverv, da ankenævnet i tidligere sager havde truffet afgørelse om dette.
Ankenævnet traf afgørelse om, at den pågældende ikke var afskåret fra at få bevilget personlig
assistance til bierhvervet alene med henvisning til, at der var tale om bierhverv.
Det var ankenævnets vurdering, at den pågældende var berettiget til at få bevilget personlig
assistance/tegnsprogstolk til bierhvervet, da omfanget af bierhvervet sammenlagt med
deltidsansættelsen som lønmodtager svarede til fuldtidsbeskæftigelse. Spørgsmålet om, hvor
mange timer, der kunne bevilges assistance i til bierhvervet blev henvist til konkret vurdering og
afgørelse i AF.
Ankenævnet stillede sig i afgørelsen uforstående over for AF´s begrundelse for afslaget, idet
nævnet ikke sås at have taget principiel stilling til, at der ikke kunne bevilges assistance til
bierhverv. Nævnet henviste herved til, at nævnet træffer konkrete afgørelser på baggrund af en
individuel vurdering af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.
Ankenævnet fandt, at det afgørende for om der kunne bevilges personlig assistance til bierhverv
var en konkret vurdering af omfanget og karakteren af omfanget og karakteren af hhv. hoved- og
bibeskæftigelsen. Nævnet fandt i den forbindelse ikke grundlag for at skelne imellem, om der
ansøgtes om assistance til to deltidsansættelser som lønmodtager eller til en deltidsbeskæftigelse
som lønmodtager og et bierhverv som selvstændig.
Ved den konkrete afgørelse lagde ankenævnet vægt på, at den pågældende person havde fået
bevilget personlig assistance til sin lønmodtagerbeskæftigelse, at hun således havde et anerkendt
behov for personlig assistance, at der i henhold til lov om kompensation til handicappede i
erhverv, kan bevilges assistance til både lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende ved
udøvelse af erhverv, og at den pågældende med bierhvervet kom op på en beskæftigelsesgrad,
der svarede til fuldtidsbeskæftigelse.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at formålet med lov om kompensation til handicappede i
erhverv var er at styrke og stimulere handicappede personers muligheder for at beskæftigelse
med det formål, at give disse personer de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer
uden handicap.
Ankenævnet bemærkede afslutningsvis, at der ikke i loven eller i den tilhørende bekendtgørelse
sås at være hjemmel til generelt at udelukke handicappede personer med bierhverv fra at
modtage personlig assistance til bierhvervet. (J.nr. 2002-7-0012).
Lov om ferie
Nævnet ikke kompetent til at tage stilling til spørgsmålet, om lønmodtagere, der var
omfattet af en kollektiv overenskomst, gennem overenskomsten var stillet mindst lige så
godt, som vedkommende ville være stillet efter ferieloven
Nævnet har behandlet en række sager, hvor Arbejdsdirektoratet havde truffet afgørelse om, at der
ikke kunne ske udbetaling af feriepenge som følge af, at ferien ikke havde været afholdt, og at
der ikke havde været tale om en såkaldt lovlig feriehindring.
Nævnet fandt, at man ikke var kompetent til at behandle de pågældende sager. Nævnet lagde i
den forbindelse vægt på, at ferielovens § 44, stk. 2, skal forstås i overensstemmelse med
ferielovens § 4, stk. 3, hvorefter en sag skal afgøres i det fagretlige system, såfremt lovens
bestemmelser indgår i en kollektiv overenskomst. Nævnet lagde videre vægt på, at
lønmodtagerne i de omhandlede sager alle var omfattet af en kollektiv overenskomst, der
behandlede spørgsmålet om feriehindringer.
Ingen af de kollektive overenskomster bestod af en ordret afskrift af ferielovens § 38 og den
tilhørende bekendtgørelses § 26. Nævnet fandt imidlertid, at det er det fagretlige system, der
havde ansvaret for og skulle tage stilling til, om bestemmelsen i de respektive overenskomster
stillede lønmodtageren mindst lige så godt, som vedkommende ville være stillet efter ferieloven.
Nævnet annullerede på denne baggrund Arbejdsdirektoratets afgørelser. (J.nr. 2002-11-0008).

Indholdsfortegnelse
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v............................................................................................1
Renter af efterbetaling af efterløn som følge af den ændrede bopælsregel ..............................1
Opfyldelse af beskæftigelseskravet – efterløn..........................................................................2
Arbejde i Grønland før 1. juni 2001 - opfyldelse af 2-års reglen i relation til efterløn............3
Fradrag i efterløn for feriegodtgørelse for næste ferieår ..........................................................3
Beskæftigelseskravet opfyldt ved selvstændig virksomhed i form af mindre landbrug...........4
Medlem ikke anset for ophørt uagtet bortforpagtning af virksomhed......................................5
Ikke ret til dagpenge ved midlertidigt ophør med fiskerivirksomhed ......................................6
Udtræden af ægtefælles virksomhed - arbejdsfunktioners bortfald..........................................7
Medlemmet kunne ikke overgå til efterløn som fuldtidsforsikret ............................................9
Anset for udtrådt af ægtefællens landbrugsvirksomhed på baggrund af lønarbejde ................9
Selvforskyldt ledig og ej til rådighed - gjorde sig ej bekendt med sin post hver dag.............11
Kombinationsforsikret medlem - ej opfyldelse af 2-års reglen i forbindelse med efterløn....13
Ej hjemmel til dispensation fra anciennitetskravet og ej dispensation efter § 74 a, stk. 4 -
efterløn....................................................................................................................................14
Fradrag for feriegodtgørelse i efterlønnen – medlemmet var vejledt.....................................14
Tidspunkt for nedsættelse af medlemsbidraget - efterlønsmodtager......................................15
Fradrag for norsk tjenestepension, der udbetales efter det 67. år - urigtig vejledning ...........16
Opretholdelse af a-kassens ugyldige afgørelse.......................................................................16
Ej dispensation for afbrudt medlemskab, hvor afbrydelsen skyldtes kontingentrestance på
grund af medlemmets ægtefælles forhold ..............................................................................17
Medlemmet indkaldt til sprogundervisning og samtidig formidlet arbejde – ikke statueret
manglende rådighed................................................................................................................18
Ikke G-dage ved aftalt frihed til selvvalgt kursus...................................................................18
Ikke adgang til at modregne i krav på G-dage med et krav fra ansættelsen...........................19
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser ...........................................................................................19
Afslag på VEU-godtgørelse, intet tab pga. ferie – lønmodtager og selvstændig
bibeskæftigelse .......................................................................................................................19
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet .....................................................................................................................20
Tilstedeværelse af de formelle betingelser for udstedelse af ansættelsesbevis er tilstrækkelig
til, at et ansættelsesbevis skal udstedes ..................................................................................20
Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v................................................................20
Personlig assistance/tegnsprogstolk til selvstændigt bierhverv..............................................20
Lov om ferie..................................................................................................................................22
Nævnet ikke kompetent til at tage stilling til spørgsmålet, om lønmodtagere, der var omfattet
af en kollektiv overenskomst, gennem overenskomsten var stillet mindst lige så godt, som
vedkommende ville være stillet efter ferieloven ....................................................................22
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer" under "Nyhedsbreve".

Nyhedsbrev nr. 7/ Juni 2003
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden marts til maj 2003 truffet følgende afgørelser af
almen eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Indholdsfortegnelse findes på side 29
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Spørgsmålet om dagpengeret for medlem som flyttede til udlandet samtidig med
ledigmeldelse - grænsearbejder
Medlemmet, der med udgangen af marts 2002 var opsagt fra sit arbejde i Danmark, flyttede den
27. marts 2002 til Sverige. Medlemmet havde sidste arbejdsdag den 27. marts 2002, den sidste
dag før påsken, og kørte kun én gang til Danmark for at aflevere sin firmabil. A-kassen havde et
stykke tid forud oplyst, at medlemmet ville være grænsearbejder og derfor berettiget til svenske
dagpenge. Den svenske a-kasse meddelte den 17. april 2002, at medlemmet ikke kunne anses for
at være grænsearbejder, og medlemmet var derfor heller ikke berettiget til svenske dagpenge.
Medlemmet søgte herefter dagpenge i Danmark med henvisning til art. 71, i forordning 1408/71
fra den 1. april 2002. Medlemmet mente at være omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end
grænsearbejdere”.
Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmet ikke var berettiget til danske dagpenge. Medlemmet
havde ikke bopæl og ophold i Danmark ved ledigmeldelsen, og medlemmet kunne ikke anses for
at være grænsearbejder, og dermed heller ikke ” andre arbejdstagere end grænsearbejdere”.
Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for at være grænsearbejder i perioden fra den 27.
marts 2002 til den 31. marts 2002, og medlemmet var derfor omfattet af art. 1, litra b), og art. 71,
i forordning 1408/71.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet i perioden var bosat i Sverige og beskæftiget i
Danmark, idet ansættelsen først udløb den 31. marts 2002, og at medlemmet den 27. marts 2002
tog frem og tilbage over grænsen for at aflevere sin firmabil. Ankenævnet fandt, at det at
aflevere firmabil og dermed afslutte en ansættelse havde beskæftigelsesmæssig karakter.
Ankenævnet hjemviste spørgsmålet om medlemmet kunne anses for ”andre arbejdstagere end
grænsearbejdere” og dermed havde ret til danske dagpenge fra den 1. april 2002 til fornyet
behandling i Arbejdsdirektoratet. (J.nr. 2002-1-0501).

Efterløn og bibeskæftigelse i form af konsulentvirksomhed efter 200-timers reglen
Et medlem som fyldte 60 år i 1996, ønskede at overgå til efterløn pr. 1. april 2003 og i den
forbindelse videreføre sin konsulentvirksomhed indenfor 200 timers reglen. Der var tale om en
kort periode, nemlig fra 1. april 2003 indtil den 1. september, hvor han skulle pensioneres.
Medlemmet havde siden 1986 haft fuldtidsarbejde hos Patent- og Varemærkestyrelsen, og havde
yderligere siden 1985 som bibeskæftigelse drevet en enkeltmandsvirksomhed. Der var tale om
konsulentarbejde og havde siden sidst i 80´erne kun haft én kunde, som var Ugebladet
Ingeniøren.
Hans arbejdsopgaver var udarbejdelse og redigering af artikler. Herudover deltog han én gang
om ugen i et ca. 1½ timers redaktionsmøde. Han skrev ca. 1 artikel om måneden for bladet, og
han ønskede ikke andre kunder. Den samlede arbejdstid i virksomheden havde han opgjort til ca.
160 timer årligt. Han ønskede ikke at ansøge om efterløn efter 400 timers reglen, fordi arbejdet i
virksomheden aldrig tidligere havde oversteget 200 timer årligt.
Virksomhedens indtægt i de seneste 3 år havde ligget mellem 20.000 og 30.000 kr.
Direktoratet afviste, at give tilladelse til videreførelse af virksomheden inden for 200 timer
samtidig med efterløn. Direktoratet lagde vægt på, at virksomheden kunne drives både på fuldtid
og på nedsat tid afhængig af medlemmets egen beslutning herom.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at der var tale om en
meget kort periode, som strakte sig hen over sommeren, hvor der yderligere ville blive holdt
sommerferie på bladet. Ankenævnet fandt det således sandsynliggjort, at arbejdstiden ville kunne
holdes under 200 timer årligt. (J.nr. 2003-1-0082).
Nyetableret selvstændig virksomhed anset for drevet i væsentligt omfang
Medlemmet blev den 3. oktober 2000 overflyttet fra en a-kasse til en anden. I perioden 3. juni
1999 frem til overflytningen modtog medlemmet skiftevis uddannelsesgodtgørelse, dagpenge og
feriedagpenge.
Medlemmet påbegyndte den 1. oktober 2000 selvstændig virksomhed med hud- og fodpleje. Hun
holdt åbent mandag-fredag kl. 10.00-17.30, lørdag efter aftale. Hun arbejdede ca. 40 timer om
ugen. Der var andre arbejdsopgaver end selve arbejdet med hud- og fodpleje. Der var ingen
ansatte. Virksomheden blev ikke drevet fra bopælen.
Omsætningen var i perioden 3. oktober-31. december 2000 kr. 15.039,-. Der blev udført 99
behandlinger.
Omsætningen var i perioden 1. januar-31. december 2001 kr. 82.981,-. Der blev udført 661
behandlinger.

Omsætningen var i perioden 1. januar-31. maj 2002 kr. 30.282,40. Der blev udført 252
behandlinger.
En behandling varede fra 10 minutter til 3 timer og kostede fra kr. 40,- til kr. 300,-. Hvis der ses
bort fra lørdage, udførte medlemmet i 2001 knap 3 behandlinger pr. dag.
Virksomheden lukkede den 31. maj 2002, og medlemmet meldte sig ledig den 3. juni 2002. Hun
udfyldte ledighedserklæring m.v. den 14. juni 2002.
Direktoratet traf den 20. september 2002 afgørelse om at medlemmet i perioden 1. oktober 2000-
31. maj 2002 ikke havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger
således at hun ikke havde optjent et nyt beskæftigelseskrav.
Begrundelsen var at medlemmet i 2001 havde udført knap 3 behandlinger pr. dag hvoraf
størsteparten af behandlingerne varede under 1 time. Selv hvis der blev tillagt tid til
administration, rengøring, salg af varer samt arbejdsopgaverne som ”bydreng,” fandt direktoratet
ikke at medlemmets arbejde i virksomheden kunne sidestilles med lønarbejde i mere end 30
timer pr. uge.
Direktoratet havde også lagt vægt på den lave omsætning der ikke afspejlede et aktivitetsniveau
på mere end 30 timer pr. uge. Det forhold at medlemmet havde haft åbent i virksomheden og
været til disposition for kunder m.v., var ikke ensbetydende med at hun kunne anses for at have
drevet virksomheden i væsentligt omfang.
På sit møde den 6. marts 2003 traf ankenævnet afgørelse om at medlemmet for perioden 1.
oktober 2000-31. maj 2002 ansås for at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang
i mindst 52 uger hvorfor hun havde optjent et nyt beskæftigelseskrav.
Ankenævnet lagde vægt på at medlemmets selvstændige virksomhed med hud- og fodpleje ikke
blev drevet fra hendes bopæl, og at der var tale om en nyetableret virksomhed der således ansås
for at have været i startfasen. Nævnet lagde også vægt på at åbningstiden var mandag-fredag kl.
10.00-17.30, lørdag efter aftale. Nævnet havde endelig lagt vægt på at medlemmet i perioden 1.
januar-31. december 2001 udførte 661 behandlinger således at hun hvis der sås bort fra lørdage,
udførte knap 3 behandlinger pr. dag.
På denne baggrund fandt ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at antage at medlemmet
opfyldte kravet om at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger
i perioden 1. oktober 2000-31. maj 2002 selv om omsætningen var beskeden, og selv om en del
af medlemmets arbejdstid bestod i at stå til rådighed for potentielle kunder.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse af 20. september 2002. (J.nr. 2002-1-0709).
Ret til refusion - manglende fremmøde på AF – forsvarligt skøn
Medlemmet var blevet indkaldt til møde på AF den 31. august 2001.

Hun havde modtaget indkaldelsen den 30. august 2001, men åbnede først sin post den 31. august
2001. Den 3. september kontaktede hun AF.
Kassen meddelte, at hun var udelukket fra dagpenge den 31. august 2001, da hun ikke kunne få
dagpenge, så længe hun ikke kontaktede AF.
Kassen fandt således ikke, at medlemmet var selvforskyldt ledig ved det manglende fremmøde
på AF. Den henviste til, at medlemmets hensigt med det manglende fremmøde ikke var at undgå
formidling, men at der alene var tale om en ubetænksom handling, og kassens skøn havde derfor
været forsvarligt.
Direktoratet fandt, at kassen ikke var berettiget til refusion i karantæneperioden på 1 uge.
Ankenævnet fandt, at kassens skøn, hvorefter medlemmet ikke var selvforskyldt ledig, var
forsvarligt.
Nævnet begrundede sin afgørelse således:
"Med lov nr. 1035 af 17. december 2002, som trådte i kraft den 1. januar 2003, gennemførtes en
lempelse af reglerne for selvforskyldt ledighed, idet a-kassen ifølge vejledning til § 9, i
direktoratets ændringsbekendtgørelse vedr. selvforskyldt ledighed nr. 1202 af 18. december 2002
konkret skal vurdere, om et medlems udeblivelse fra en indkaldt samtale eller aktivitet skal
sidestilles med et afslag.
Da ændringsloven såvel som ovennævnte ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 826 af
19. september 2001 om selvforskyldt ledighed ikke indeholder en særlig overgangsregel, er det
ankenævnets opfattelse, at det er den lempeligere sanktionsregel, der skal anvendes ved
afgørelsen af denne sag.
Ankenævnet begrundede denne opfattelse med, at sagen først blev endeligt afgjort, efter at de
nye og lempeligere sanktionsregler var trådt i kraft, og at det i praksis antoges, at regelændringer,
der indebar lempelser i forhold til tidligere gældende sanktionsregler, skulle anvendes på sager,
der ikke var endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke var bestemt." (J.nr.
2002-1-0414).
Anset for at være til rådighed trods manglende aflevering af ph.d-afhandling
Medlemmet var indskrevet som ph.d.-studerende fra den 1. februar 1999 ved Københavns
Universitet og afmeldt universitetet den 21. april 2002. Medlemmet havde dog ikke afleveret sin
afhandling på dette tidspunkt, da denne skulle gennemgå en sproglig og korrekturmæssig
korrektion.
Kassen fandt, at medlemmet ikke kunne modtage dagpenge fra den 22. april 2002, og lagde vægt
på, at hun ikke havde afbrudt arbejdet med afhandlingen, og at hun stadig var indskrevet som
ph.d.-studerende ved universitet.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, og fandt, at medlemmet efter en konkret vurdering måtte
anses for at være under uddannelse, da hun ved at arbejde videre med afhandlingen ikke kunne
anses for at have afsluttet ph.d.-studiet.
Ankenævnet fandt derimod, at medlemmet måtte anses for at stå til rådighed og dermed havde
ret til dagpenge fra den 22. april 2002, selvom medlemmet ikke havde fæ rdiggjort og afleveret
ph.d.-afhandling, da hun afmeldte sig Københavns Universitet som ph.d.-studerende.
Ankenævnet fandt således ikke, at medlemmet kunne betragtes som at deltage i uddannelse
uanset, at De ikke har afleveret Deres afhandling, idet hun ikke længere var tilmeldt en
uddannelsesinstitution som ph.d.-studerende, og idet hun ikke længere fulgte et
uddannelsesforløb, og idet afhandlingen alene skulle gennemgå en sproglig og korrekturmæssig
revision. (J.nr. 2002-1-0563).
Selvstændig bibeskæftigelse, skærpet arbejdskrav, 78 uger, tilbagebetaling, sanktion for
svig og for uagtsomhed
Sagen er opstået på baggrund af en indberetning fra kommunens skattevæsen til direktoratet den
22. februar 2001 om medlemmets selvangivelse for 1999.
Direktoratet traf den 22. marts 2002 afgørelse om at medlemmet vedrørende perioden 21. april
1999-17. november 2000 skulle tilbagebetale dagpenge for den tid han havde anvendt i sin
selvstændige bibeskæftigelse. Endvidere skulle resten af de dagpenge der var udbetalt i perioden
16. oktober-17. november 2000, tilbagebetales fordi medlemmet faldt for det skærpede
arbejdskrav den 15. oktober 2000. Endvidere skulle medlemmet pålægges en effektiv karantæne
for svig og uagtsomhed fra konstateringstidspunktet den 20. april 2001. Direktoratet fandt
medlemmets undladelse af at oplyse om arbejdstimer i den selvstændige virksomhed i perioden
21. april 1999-17. november 2000 svigagtig. Direktoratet fandt medlemmets modtagelse af
dagpenge efter den 16. oktober 2000 uagtsom. Arbejdsløshedskassen blev anmodet om at opgøre
hvor meget medlemmet skulle betale tilbage samt beregne karantænen.
Direktoratet havde lagt medlemmets/medlemmets advokats oplysninger til grund om i hvilket
omfang medlemmet havde været beskæftiget med den selvstændige bibeskæftigelse. Der var tale
om 199 timer i perioden 21. april-31. december 1999, om 243 timer i perioden 1. januar-15.
oktober 2000 og om 18 timer i perioden 16. oktober-17. november 2000. Vedrørende
sidstnævnte periode vedrørte timerne kun den del af perioden hvor medlemmet ikke havde holdt
ferie.
Begrundelsen for afgørelsen var at medlemmet blev anset for at have udøvet selvstændig
bibeskæftigelse med dagpengeret. Der var tale om kørsel af varer for ægtefællens butik.
Medlemmet havde ikke på sine dagpengekort i perioden oplyst om sin beskæftigelse.
Arbejdsløshedskassen havde oplyst at blanketterne var gennemgået sammen med medlemmet, og
at han havde haft lejlighed til at spørge hvis han var i tvivl om noget. Arbejdsløshedskassen
havde ikke noteret sig at medlemmet skulle have særlige sprogvanskeligheder.
(Arbejdsløshedskassen havde den 7. september 2001 truffet afgørelse om at medlemmet skulle
tilbagebetale kr. 213.215,- og have en effektiv karantæne på 962 timer for svig.

Arbejdsløshedskassen havde således truffet afgørelse om at samtlige dagpenge skulle
tilbagebetales da der var uklarhed om medlemmets beskæftigelse med den selvstændige
virksomhed.)
På baggrund af direktoratets afgørelse traf arbejdsløshedskassen den 18. april 2002 afgørelse om
at medlemmet skulle tilbagebetale kr. 31.534,- på grund af svig og kr. 18.998,- på grund af
uagtsomhed, i alt kr. 47.532,-. Endvidere skulle han pålæ gges 766 timers effektiv karantæne for
svig og 37 timers effektiv karantæne for uagtsomhed.
Medlemmets advokat har fastholdt anken selv om han har fået delvist medhold.
På sit møde den 13. marts 2003 traf ankenævnet afgørelse om at medlemmet vedrørende
perioden 21. april 1999-17. november 2000 skulle tilbagebetale dagpenge svarende til fradrag i
dagpengene for den tid han havde brugt i sin ægtefælles selvstændige virksomhed. Han skulle
tilbagebetale de øvrige dagpenge der var modtaget i perioden 16. oktober-17. november 2000
idet han der havde udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, den 15. oktober 2000
havde modtaget dagpenge i en periode på 78 uger.
Medlemmet skulle have en effektiv karantæne fra den 20. april 2001 på grund af svig og
uagtsomt forhold. Hans forhold i perioden 21. april 1999-17. november 2000 ansås for svigagtigt
vedrørende undladelsen af at oplyse om den selvstændige bibeskæftigelse på dagpengekortene.
Hans forhold i perioden 16. oktober-17. november 2000 vedrørende den øvrige
dagpengeudbetaling ansås alene for uagtsomt idet han den 15. oktober 2000 havde overskredet
den begrænsede dagpengeret på 78 uger der gælder for medlemmer der udøver selvstændig
virksomhed som bibeskæftigelse. Arbejdsløshedskassen skulle opgøre tilbagebetalingen og
sanktionen.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse af 22. marts 2002. (J.nr. 2002-1-0602).
Manglende refusion til a-kassen grundet manglende rådighed (manglende opholds- og
arbejdstilladelse)
Medlemmet, der var udenlandsk statsborger, afsluttede sin uddannelse til civilingeniør på
Aalborg Universitet den 27. juni 2001. Han havde en opholdstilladelse til ophold i Danmark
knyttet til uddannelsen.
Medlemmet modtog den 29. juni 2001 en meddelelse fra a-kassen via universitetet. Der var tale
om en generel henvendelse, som universitet videreformidlede efter ønske og vejledning fra akassen.
Henvendelsen var udformet på engelsk og henvendte sig til udenlandske studerende, som netop
havde fæ rdiggjort deres uddannelse. Der var tale om en opfordring til at rette henvendelse til en
navngiven medarbejder på a-kassens kontor i Aalborg.
I opfordringen blev det oplyst, at udenlandske – såvel som danske - dimittender var berettiget til
understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed, hvis de blev indmeldt i a-kassen inden for 14 dage efter
uddannelsens afslutning.

Videre blev de udenlandske dimittender henvist til at rette henvendelse til den pågældende akassemedarbejder,
hvis deres opholdstilladelse udløb i 14-dages perioden, og de derfor skulle
forlade landet inden 14-dagesfristens udløb.
Det fremgik til slut i meddelelsen, at arbejdsløshedsunderstøttelsen pr. måned ville udgøre ca. kr.
10.000,-.
Da medlemmet var i tvivl om betydningen af denne meddelelse fra a-kassen, rettede han sammen
med sin onkel, som var bosiddende i Danmark og talte flydende dansk, henvendelse til a-kassen
for at få nærmere vejledning om betydningen af a-kassens henvendelse til universitetet.
Såvel medlemmet som hans onkel forstod den navngivne a-kassemedarbejder således: .. hvis
medlemmet meldte sig ind i a-kassen, hvorefter han også ville blive "medlem af AF", ville han
være berettiget til dagpenge
A-kassen modtog herefter den 5. juli 2001 medlemmets ansøgning om optagelse, og han blev
optaget som dimittend pr. denne dato.
Medlemmet oplyste på ansøgningsblanketten sit cpr.nr. og sin danske adresse hos onklen.
A-kassen sendte medlemmet breve og pjecer om betingelserne for ret til dagpenge, herunder om
rådighed og selvforskyldt ledighed. Der var ikke oplysning om, at det var en betingelse for ret til
dagpenge, at den pågældende havde (opholds- og) arbejdstilladelse.
Medlemmet indsendte herefter dagpengekort, og a-kassen udbetalte dagpenge og
aktiveringsydelse. Som et led i en individuel handlingsplan var medlemmet i privat jobtræning
fra den 12. november 2001.
I forbindelse med, at hans oprindelige opholdstilladelse udløb ved afslutningen af uddannelsen,
ansøgte medlemmet om en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Han fik i første omgang
afslag. Medlemmet søgte igen den 30. november 2001, idet han da var i arbejde (jobtræning).
Da arbejdsgiveren hos hvem medlemmet var i jobtræning ved Udlændingestyrelsens
henvendelse blev bekendt med, at medlemmet ikke var i besiddelse af opholds- og
arbejdstilladelse, ønskede de ikke fortsat at beskæftige medlemmet.
Da han nu ikke var i arbejde meddelte Udlændingestyrelsen ham afslag på ansøgning om
opholds- og arbejdstilladelse, allerede fordi han ikke var i arbejde eller var et tilbudt arbejde.
A-kassen traf 8. maj 2002 afgørelse om, at medlemmet ikke havde været berettiget til de
ydelser, der var udbetalt til ham, idet han ikke kunne anses for at have været til rådighed for det
danske arbejdsmarked, når han ikke havde en opholds- og arbejdstilladelse. Han skulle
tilbagebetale det udbetalte beløb, samt pålægges en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsom
adfærd.
A-kassen anmodede direktoratet om refusion for det fejludbetalte beløb. A-kassen henviste til
sagens særlige omstændigheder.

A-kassen henviste til, at a-kassen i forbindelse med en tidligere sag om manglende
arbejdstilladelse havde haft nogle generelle drøftelser om problemstillingen og mulige løsninger.
(Manglende opholds- og arbejdstilladelse og a-kassens mulighed for at blive bekendt med disse
oplysninger).
Direktoratet traf afgørelse, idet de afslog at give a-kassen refusion. Forholdet kunne ikke
henføres under § 5 i refusionsbekendtgørelsen, idet der ikke var tale om en helt særlig situation,
hvilket var en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse.
A-kassen klagede, idet a-kassen henviste til, at kravet om opholds- og arbejdstilladelse ikke
fremgik af direktoratets pjece "Om at stå til rådighed", hverken i den danske eller engelske
version. A-kassen henviste samtidig til, at medlemmet var udrejst af Danmark, og at det således
ikke ville være muligt at inddrive beløbet hos medlemmet.
Ankenævnet fandt, at når a-kassen af egen drift var opmærksom på problematikken omkring
eventuel manglende opholdstilladelse, var det ansvarspådragende for a-kassen ikke at foretage en
nærmere undersøgelse af forholdene.
Ankenævnet fandt herefter, at a-kassen ikke havde ret til refusion. Ankenævnet fandt ikke
grundlag for anvendelse af dispensationsbestemmelsen i § 5 i refusionsbekendtgørelsen, idet der
var et selvstændigt ansvarsgrundlag for a-kassen. (J.nr. 2002-1-0641).
Ej ophørt mere end midlertidigt som selvstændig erhvervsdrivende.
Medlemmet meldte sig ledig den 2. juli1997 efter ophør med selvstændig virksomhed
(vognmandsforretning) på grund af afsagt konkurs den 23. juni 1997.
Den 15. marts 2000 konstaterede Told og Skat ved et kontrolbesøg i ægtefællens
vognmandsvirksomhed, at medlemmet havde udført arbejde uden at indsende lønoplysninger
herom.
Af køreskiver ses, at medlemmet kørte for xxx i perioden februar 1998 til august 1998. Forholdet
var ikke oplyst over for skattemyndighederne eller på dagpengekort. Medlemmet oplyste, at han
kørte som chauffør, mens han modtog dagpenge, idet han kørte med et par timer om morgenen
for at sætte nye chauffører ind i kørslen. Medlemmets navn stod på skiven fordi han hentede
chaufførerne.
Told & Skat oplyste, at ægtefællen blev registreret for moms mv. pr. 23. maj 1997, at
virksomheden efter registrering fortsatte på medlemmets konto hos en Overvognmand, blot
under et andet navn, at der er 12 lastbiler og 3 hængere, der var benyttet af medlemmets
tidligere firma, som også benyttes af ægtefællen.
Kassen fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge fra 1. juli 1997-10. august 1998, i alt
brutto 123.779 kr. og indstillede, at medlemmet skulle pålægges en karantæne på 962 timer.
Kassen fandt, at væsentlige dele af medlemmets tidligere virksomhed var videreført af

ægtefællen, og at medlemmet derfor anses for ikke at have været ophørt som selvstændig. Han
havde derfor modtaget dagpenge med urette. Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.
Ankenævnet fandt ligeledes, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt mere end midlertidigt
som selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor han havde modtaget dagpenge med urette, der skulle
tilbagebetales til kassen, i alt kr. 123.779 (brutto). Han skulle endvidere have en effektiv
karantæne på 962 timer for svig.
Ankenævnet fandt således, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt med beskæftigelse som
selvstændig erhvervsdrivende, idet det blev anset for at være for stor en grad af identitet mellem
den virksomhed, som medlemmet tidligere drev og den virksomhed, som ægtefællen nu drev.
Uagtet at medlemmets ægtefælle var registreret som ejer af virksomheden, anså ankenævnet
medlemmet for at være engageret i og tilknyttet virksomheden i en sådan grad og på en sådan
måde, at han fortsat måtte anses for selvstændig erhvervsdrivende.
Det var ankenævnets vurdering, at da en del aktiver af medlemmets tidligere virksomhed i form
af lastbiler/hængere nu ejedes og benyttedes af ægtefællens virksomhed, og da ægtefællens
virksomhed blot var fortsat på medlemmets tidligere konto hos Overvognmand forinden
afsigelsen af konkursdekretet, og da medlemmet var beskæftiget i ægtefællens virksomhed som
ulønnet chauffør både ved opstarten af ægtefællens virksomhed og i perioden februar 1998 til
august 1998, at medlemmet ikke i forbindelse hermed kan anses for ophørt som selvstændig
erhvervsdrivende uagtet, at virksomheden formelt ejes af medlemmets ægtefælle. (J.nr. 2002-1-
0456).
Afvisning af genoptagelse af sag om ophør med selvstændig virksomhed, uddybning af
begrundelse for, hvorfor ny regel om dimittendudtræden, ikke fandt anvendelse
En person havde i en årrække arbejdet i sin ægtefælles selvstændige virksomhed. I 1997
påbegyndte den pågældende en uddannelse inden for et helt andet fagområde, og hendes
hidtidige arbejdsopgaver i ægtefællens virksomhed blev overtaget af en anden ansat. I januar
2001 afsluttede pågældende sin uddannelse og meldte sig ledig.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse om, at pågældende ikke opfyldte betingelserne for at
kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed. Pågældende
kunne ikke udtræde af virksomheden på baggrund af den gennemførte dimittenduddannelse, idet
bestemmelsen om denne mulighed for udtræden var ny og først trådte i kraft den 2. april 2001.
Ankenævnet tiltrådte på møde i maj 2002 direktoratets afgørelse om, at medlemmet ikke
opfyldte betingelserne for kunne anses for udtrådt af ægtefællens virksomhed i januar 2001. Med
hensyn til anvendelse af den nye bestemmelse om dimittendudtræden i den bekendtgørelse om
ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, som trådte i kraft den
2. april 2001, bemærkede ankenævnet, at bestemmelsen ikke fandt anvendelse, da den ikke var
trådt i kraft på det tidspunkt, hvor pågældende afsluttede sin uddannelse og meldte sig ledig.

Medlemmets advokat anmodede efterfølgende ankenævnet om at genoptage sagen med henblik
på at anerkende klienten som ophørt efter den nye undtagelsesbestemmelse om
dimittendudtræden.
Advokaten gjorde gældende, at det alene fremgik af den nye bestemmelse i bekendtgørelsens §
6, at medlemmet skulle have afsluttet en uddannelse, der berettigede til dimittendoptagelse. Da
bestemmelsen derimod ikke stillede noget krav om, at uddannelsen skulle være afsluttet efter
bekendtgørelsens ikrafttræden, og da dette heller ikke fremgik af bekendtgørelsens
ikrafttrædelsesbestemmelse (hvorefter bekendtgørelsen trådte i kraft den 2. april 2001), mente
advokaten, at såvel en ordlyds- som en formålsfortolkning måtte føre til, at også uddannelser
afsluttet før den 2. april 2001 kunne berettige til dimittendudtræden, men vel at mærke først med
virkning fra 2. april 2001.
Ankenævnet drøftede genoptagelsesanmodningen på et møde, hvor det blev besluttet at udtale, at
der ikke var grundlag for at genoptage sagen, da der ikke var fremkommet nye oplysninger i
forhold til det grundlag, som ankenævnet traf afgørelse i sagen på.
Ankenævnet fandt derimod anledning til at uddybe begrundelsen for, at pågældende ikke kunne
omfattes af den nye bestemmelse om dimittendudtræden i den bekendtgørelse om ophør med
selvstændig virksomhed, som trådte i kraft den 2. april 2001.
Ankenævnet henviste til det almindeligt gældende princip om, at det som hovedregel er
retstilstanden på begivenhedstidspunktet, som en sag skal afgøres efter.
Da bekendtgørelsen med den nye bestemmelse om dimittendudtræden ikke indeholdt
bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt bekendtgørelsen havde virkning, måtte bekendtgørelsens
håndhævelses- og virkningstidspunkt anses som sammenfaldende. Udgangspunktet var derfor, at
bekendtgørelsens regler kunne håndhæves og finde anvendelse på begivenheder, der indtrådte
den 2. april 2001 og fremefter, idet der ellers skulle have været fastsat særlig bestemmelse om
virkningstidspunktet.
Ankenævnet bemærkede videre, at udgangspunktet dog i praksis blev fraveget i de tilfælde, hvor
der var tale om lempelser af sanktionsregler, idet der på dette område blev draget paralleller til
strafferetten. Hvis der inden en sag var endeligt afgjort skete lempelser af de sanktionsregler,
som sagen skulle afgøres efter, ville sagen blive bedømt på baggrund af de mildere regler,
medmindre dette var udelukket på baggrund af særlige bestemmelser om virkningstidspunkt eller
overgangsregler.
Da den pågældende meldte sig ledig efter endt uddannelse i januar 2001, var det dette tidspunkt,
der var afgørende i relation til spørgsmålet om, hvilke regler der fandt anvendelse. Efter de regler
der gjaldt på dette tidspunkt, var der ikke mulighed for at anerkende udtræden på baggrund af en
dimittenduddannelse.
Ankenævnet henviste herved til, at der med indførelsen af muligheden for dimittendudtræden var
tale om en helt ny bestemmelse, idet denne mulighed ikke forelå forud for den 2. april 2001.
Udgangspunktet var, at nye regler var fremadrettede, idet det måtte forudsættes, at regler der
rettede sig mod borgerne skule være bekendtgjort før de kunne håndhæves og træde i kraft.

Da der ikke i den nye bekendtgørelse var fastsat noget nærmere om, at den nye bestemmelse om
dimittendudtræden kunne finde anvendelse på uddannelser afsluttet forud for bekendtgørelsens
ikrafttræden, så forelå denne mulighed ikke.
Med de uddybende bemærkninger stod ankenævnets tidligere afgørelse fra maj 2002 således ved
magt. (J.nr. 2002-1-0446).
Supplerende dagpenge uanset for sent indgivet frigørelsesattest
A-kassen skrev til medlemmet den 5. april 2001, at a-kassen havde færdiggjort hendes
dagpengekort for ugerne 21-46 2000, sådan at disse dagpenge kunne komme til udbetaling den
10. april 2001 (et lille halvt år for sent). Med brevet af 5. april 2001 sendte a-kassen
dagpengekort for uge 47/2000-11/2001 til medlemmets udfyldelse ”hurtigst muligt”. A-kassen
meddelte samtidig, at hun ville få yderligere dagpengekort (fra og med den 19. marts 2001)
samtidig med den kommende udbetaling, (når hun havde svaret på brevet af 5. april 2001).
Medlemmet er af den opfattelse, at hun først fik tilsendt dagpengekort for uge 4-7/2001 i
september 2001, men a-kassen afviser, at dette var tilfældet. A-kassen modtog hendes
dagpengekort for uge 47-50/2000 den 28. maj 2001.
A-kassen modtog endvidere hendes dagpengekort for uge 51/2000-3/2001 den 3. september
2001. A-kassen måtte returnere kortet til medlemmet, da det var mangelfuldt udfyldt, og fik det
først igen den 13. september 2001.
Kortet for uge 4-7/2001 blev modtaget i a-kassen den 27. september 2001.
Kortet for uge 8-11/2001 blev slet ikke modtaget i a-kassen, og kortene for uge 12-20/2001 blev
aldrig sendt frem til medlemmet til udfyldelse i konsekvens af, at hun ikke havde indsendt de
andre dagpengekort ”hurtigst muligt”.
A-kassen traf den 21. september 2001 afgørelse om, at medlemmet kun kunne få dagpenge for de
indsendte dagpengekort, nemlig for ugerne 47/2000 til og med uge 3/2001. (Dagpengekortene
for uge 4-7/2001 blev først modtaget i a-kassen den 27. september 2001, hvilket var efter
afgørelsen). A-kassen traf herved indirekte afgørelse om, at medlemmet ikke skulle få tilsendt
dagpengekort for uge 12-20, og at disse dagpengekort dermed var forældede – på grundlag af
den på dette tidspunkt manglende indsendelse af dagpengekortene for uge 4-7/2001.
Arbejdsdirektoratet tiltrådte afgørelsen den 10. maj 2002 bortset fra, at direktoratet fandt, at
medlemmet kunne få udbetalt dagpenge for uge 4-7/2001, hvor dagpengekortet var indkommet
efter a-kassens afgørelse.
Ankenævnet ændrede afgørelsen, således at medlemmet kunne få dagpenge for uge 8-20/2001.
Ankenævnet præciserede, at det var en forudsætning, at dagpengekortene skulle indsendes, og at
afgørelsen udelukkende fik dette indhold på baggrund af, at a-kassen ikke havde gjort hende
særlig opmærksom på, at passivitet fra hendes side kunne medføre, at hun ville miste retten til
dagpenge for disse uger. (J.nr. 2002-1-0476).

Ej dagpengeret efter aktivperiodens udløb
Hun blev ledig den 1. oktober 1996 og modtog dagpenge og feriedagpenge i dagpengeperioden i
104 uger og ventedagpenge i 7 uger fra den 16. november 1998 til den 3. januar1999. Herefter
modtog hun dagpenge, feriedagpenge, sygedagpenge og uddannelsesgodtgørelse i aktivperioden
i 156 uger - til den 30. december 2001.
Den 10. august 1999 oplyste kassen medlemmet om, at hun havde ret til dagpenge indtil hun
fyldte 60 år, da hun var fyldt 50 år inden udløb af aktivperioden og opfyldte anciennitetskravet
om efterløn ved det fyldte 60. år. Det fremgik videre, at hun overgik til aktivperioden d. 16.
november1998.
Den 24. september 2001 fandt kassen, at medlemmets dagpengeret udløb den 30. december
2001. Hun skulle opfylde et arbejdskrav for på ny at blive dagpengeberettiget.
Den 4. januar 2002 kontaktede medlemmet kassen og fik oplyst, at dagpengeretten var udløbet
den 30. december 2001. Medlemmet fik tilsendt kopi af kassens brev herom. Hun oplyste, at hun
ikke tidligere havde modtaget brevet.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse. Ankenævnet tiltrådte ligeledes direktoratets afgørelse
uanset kassens afgørelse af 10. august 1999, idet medlemmet havde forbrugt retten til ydelser i
156 uger i aktivperioden den 30. december 2001.
Medlemmet var således ikke omfattet af overgangsreglen om forlænget ret til dagpenge frem til
det 60. år for medlemmer, der den 1. januar 1999 eller senere fylder 50 år, og som ved udløbet af
aktivperioden er fyldt 55 år, idet medlemmet ikke fyldte 55 år inden udløbet af aktivperioden,
hvorfor hun ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af overgangsreglen, jf. § 14, stk. 2, i
direktoratets bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000. Medlemmet var således ikke på
noget tidspunkt omfattet af overgangsreglen.
Ankenævnet lagde til grund, at kassen ved brev af 10. august 1999 blandt andet meddelte
medlemmet, at da hun var fyldt 50 år inden udløb af aktivperioden og opfyldte anciennitetskravet
om efterløn ved det fyldte 60. år, at hun havde ret til at modtage dagpenge, indtil hun fyldte 60
år.
Ankenævnet lagde videre til grund, at kassen ved brev af 24. september 2001 annullerede
afgørelsen af 10. august 1999, idet kassen meddelte, at medlemmets dagpengeret udløb den 30.
december 2001. Medlemmet oplyste, at hun ikke havde modtaget dette brev.
Ankenævnet lagde i samme forbindelse til grund, at kassen oplyste, at kassen ikke havde
modtaget brevet af 24. september 2001 retur.
Efter ankenævnets opfattelse havde det herefter formodningen for sig, at medlemmet havde modtaget
kassens brev af 24. september 2001, da brevet ikke var kommet retur til kassen.
Uanset kassens forkerte afgørelse af 10. august 1999, kunne medlemmet ikke af denne grund
opnå ret til ydelser i en længere periode end de 156 uger i aktivperioden, da der ikke var

hjemmel hertil i arbejdsløshedsforsikringsloven. Kassens forkerte afgørelse kunne således ikke
stille medlemmet bedre end det følger af arbejdsløshedsforsikringsloven samt tilhørende
bekendtgørelser. (J.nr. 2002-1-0644).
Forvaltning af udlejningsejendom med 2 lejligheder anset for formueforvaltning - efterløn
Medlemmet ønskede at gå på efterløn den 1. december 2001 samtidig med, at han gerne ville
have lov til at videreføre sin udlejning af 2 lejemål som selvstændig bibeskæftigelse efter 400
timers-reglen.
Medlemmet har oplyst:
- at virksomheden er 2 lejemål, (2 vær. lejligheder), som er udlejet til beboelse,
- at han bruger 15 minutter ugentligt på lejemålene,
- at hans arbejdsopgaver er kontrol af huslejeindbetaling og regnskab,
- at han har arvet lejemålene og påbegyndt arbejdet den 1. december 1988,
- at for regnskabsåret 2000 var nettoomsætningen på 120.000 kr., vareforbruget var på 36.056
kr., og dækningsbidrag 1 var på 83.944 kr.
Medlemmets advokat har den 10. januar 2003 til ankenævnets orientering fremsendt kopi af
regnskab for 2002 for medlemmets to ejerlejligheder.
Det fremgår heraf, at medlemmet i år 2002 har haft et resultat før renter på kr. 49.211,00 og
således rent faktisk ligger under kr. 50.000,00.
Direktoratet traf den 21. marts 2002 afgørelse, hvorefter medlemmet ikke fik tilladelse til at
videreføre udlejningsvirksomheden efter 400-timers-reglen på efterlønsordningen, idet
direktoratet lagde afgørende vægt på, at virksomhedens dækningsbidrag 1 var på 83.944 kr. i
regnskabsåret 2000.
Ankenævnet fandt, at medlemmets forvaltning af sin selvstændige udlejningsvirksomhed med 2
lejligheder skal alene anses for formueforvaltning.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde arvet udlejningsejendommen i 1988, at denne
udlejningsejendom således ikke er erhvervet med udlejning som formål, samt at medlemmet
alene ønskede at udleje de to lejligheder, indtil han selv kunne bebo dem.
Nævnet har herudover tillagt det vægt, at medlemmets personlige tidsforbrug med
udlejningsejendommen, således som der er gjort rede for dette ved blandt andet ejerforeningens
formand og medlemmets revisor, må anses for at have et sådant beskedent omfang, at denne
arbejdsindsats ikke med rette kan karakteriseres som selvstændig virksomhed.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse af 21. marts 2002. (J.nr. 2002-1-0397).
Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse uden dagpengeret – klinik for fodterapi

Sagen handler om spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet kunne drive en klinik for fodterapi som
selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med eller uden dagpengeret. Medlemmet
kontaktede a-kassen i januar 2002, inden hun begyndte sit arbejde som selvstændig fodterapeut.
På dette tidspunkt foreslog hun blandt andet, at hendes virksomhed ingen fast åbningstid skulle
have for kunderne, at hun ville have mindst 14 arbejdstimer om ugen, og at antallet af
arbejdstimer ville stige inden for 1½ måned.
A-kassen traf den 18. januar 2002 afgørelse om, at hun ikke kunne få dagpenge fra 1. januar
2002, da hun med denne virksomhed ikke ville være til rådighed for fuldtidslønmodtagerarbejde
inden for normal arbejdstid. Medlemmet klagede over denne afgørelse, idet hun særlig gjorde
gældende, at arbejdet slet ikke var påbegyndt.
Efter nogle justeringer i den foreslåede virksomhed gav a-kassen hende tilladelse til at drive
selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med dagpengeret den 4. februar 2002.
Justeringerne var blandt andet, at hun skulle arbejde gennemsnitlig 14 timer ugentlig, og at
arbejdet til enhver tid kunne omlægges, således at det kunne udføres om aftenen eller i
weekenderne.
På dagpengekortet for uge 8-11/2002 opgav medlemmet, at hun i uge 8-9 havde 0 timer, i uge 10
28,75 timer og i uge 11 16,25 timer.
A-kassen traf den 19. marts 2002 på baggrund af dagpengekortet afgørelse om stop for dagpenge
og anmodede medlemmet om en redegørelse for, hvorledes beskæftigelsen i virksomheden
kunne udføres uden for normal arbejdstid.
Medlemmet mente, at hun var ”inden for den aftalte gennemsnitlige time-ramme” selv med det
øgede antal timer. Hun oplyste endvidere, at de mange timer i uge 10 og 11 skyldtes, at hun
måtte aflyse timerne i uge 8 og 9 2002 på grund af snestorm og derfor havde overført timerne til
de kommende uger.
A-kassen traf den 3. april 2002 afgørelse om, at medlemmet ikke kunne drive klinikken samtidig
med, at hun modtog dagpenge, da a-kassen skønnede, at hun ikke kunne stå til rådighed for
fuldtidslønmodtagerarbejde inden for normal arbejdstid.
Arbejdsdirektoratet tiltrådte afgørelsen den 27. juni 2002. Direktoratet lagde særlig vægt på, at
medlemmet ikke havde sandsynliggjort, at arbejdet med virksomheden til enhver tid vil kunne
udføres uden for normal arbejdstid.
Ankenævnet ændrede afgørelsen, således at klinikken var selvstændig virksomhed med
dagpengeret. Ankenævnet lagde vægt på, at a-kassen ikke ved denne enkelte overtrædelse af
vilkåret i en ekstraordinær situation kunne tilbagekalde tilladelsen, men gjorde opmærksom på,
at tilladelsen kunne tilbagekaldes, hvis vilkårene blev overtrådt. (J.nr. 2002-1-0538).
Tilmelding til AF efter udløbet af attest E 303 – ej søgt om fristforlængelse før fristens
udløb

Medlemmet fik den 19. juni 2002 en attest E303 til brug ved arbejdssøgning i Sverige. Attesten
var gyldig fra og med den 1. juli 2002 til og med den 30. september 2002. Efter hans egen
beskrivelse havde han mange problemer med de svenske myndigheders ukendskab til reglerne
omkring attesten. Han har oplyst, at han på et tidspunkt omkring 15. august 2002 kontaktede
Arbejdsdirektoratet herom, men at direktoratet sagde, at AF i Sverige selv stod for
dagpengeudbetalinger, og at Arbejdsdirektoratet ikke kunne blande sig i afgørelser truffet i
Sverige.
Torsdag den 26. september 2002 tog medlemmet på AF i Sverige for at få de sidste dagpenge og
få udfyldt E303/5, således at han kunne tage tilbage og blive tilmeldt AF i Danmark.
AF var imidlertid bemandet med afløsere i stedet for den faste medarbejder. Afløserne afviste at
udfylde papirerne for medlemmet. De henviste endvidere medlemmet til at komme igen mandag
den 30. september 2002, hvor den faste medarbejder ville være tilbage. AF i Sverige var lukket
fredag den 27. september 2002. Medlemmet troede, at det var nødvendigt at få udfyldt sine
papirer. Han blev derfor i Sverige til mandag den 30. september 2002, fik papirerne udfyldt og
tog tilbage til Danmark, hvor han ankom om aftenen.
Den 1. oktober 2002 tilmeldte han sig straks AF i Danmark og kontaktede a-kassen, hvor han
afleverede sit dagpengekort og redegjorde for forløbet.
AF i Sverige har bekræftet hændelsesforløbet omkring afløserne og deres afvisning af at udfylde
papirerne.
A-kassen har endvidere ved brev af 13. december 2002 understøttet medlemmets forklaring på
dét punkt, at han tidligere havde henvendt sig til Arbejdsdirektoratet, og at han ved denne
henvendelse fik det svar, at direktoratet ikke kunne blande sig i afgørelser truffet i Sverige.
A-kassen ansøgte den 5. november 2002 Arbejdsdirektoratet om en dispensation for
medlemmets én dag for sene tilmelding til AF.
Arbejdsdirektoratet traf den 22. november 2002 afgørelse om, at dispensation til at forlænge
fristen for tilmelding til AF i Danmark efter udløbet af attest E303 ikke kunne gives. Direktoratet
lagde vægt på, at medlemmet måske nok var forhindret i at vende hjem, men at han ikke havde
været forhindret i at ansøge om en fristforlængelse inden, at fristen udløb. Direktoratet henviste
herved til, at han den 19. juni 2002 skriftligt var blevet vejledt om vigtigheden af at tilmelde sig
til AF i Danmark inden fristens udløb, og at han også var blevet gjort bekendt med, at der skulle
ansøges om en eventuel fristforlængelse inden fristens udløb, da han ellers kunne miste retten til
dagpenge.
Ankenævnet tiltrådte afgørelsen, da medlemmet ikke havde været forhindret i at ansøge om en
fristforlængelse inden fristens udløb. (J.nr. 2002-1-0807).
Selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, 52 uger, 3 år, beskæftigelseskrav,
dagpengeret, efterløn

Den 15. februar 1996 blev hans advokatbestalling deponeret. Den 29. februar 1996 gik han
konkurs med sin advokatvirksomhed som han havde drevet som hovedbeskæftigelse. Den 29.
februar 1996 blev han momsafmeldt.
Medlemmet fyldte 60 år den 9. november 1998 og ansøgte den 30. december 1998 om efterløn
fra den 1. januar 1999.
Arbejdsløshedskassen henlagde den 19. december 1999 sagen fordi medlemmet ikke var
fremkommet med de udbedte oplysninger.
Medlemmet anmodede den 17. september 2001 arbejdsløshedskassen om at genoptage sagen. I
forbindelse hermed oplyste medlemmet at han ikke kunne drive selvstændig virksomhed efter
konkursen den 29. februar 1996. Han kunne ikke få momsnummer på grund af gæld. Fra Øernes
Ejendomskapital A/S havde medlemmet i 1996 haft en indtægt på kr. 47.000,-, i 1997 på kr.
107.000,-, i 1998 på kr. 134.000,- og i 1999 på kr. 28.000,-. I hvert af årene 1997, 1998 og 1999
havde medlemmet haft en arbejdsopgave der havde givet ham en indtægt på henholdsvis kr.
57.500,-, kr. 70.000,- og kr. 24.000,-. Vedrørende arbejdsopgaverne for Øernes Ejendomskapital
A/S var der ingen ansættelseskontrakt og ingen lønsedler. Medlemmet oplyste at alle
arbejdsopgaverne var momsfri, og der var ikke betalt skat af indkomsterne. Han havde ikke
indgivet selvangivelse for 1996, 1997 og 1998 og var blevet skønsmæssigt ansat.
Arbejdsløshedskassen traf den 10. januar 2002 afgørelse om at medlemmet ikke kunne få
udbetalt efterløn fordi han ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Dette skyldtes at selvstændig
virksomhed kun kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet hvis virksomhedens
over-/underskud var anmeldt til skattevæsenet.
Direktoratet tiltrådte den 2. maj 2002 arbejdsløshedskassens afgørelse fordi medlemmet ikke
havde indgivet selvangivelser for 1996, 1997 og 1998. Skattemyndighederne havde
skønsmæssigt ansat skattepligtig indkomst og formue for disse år.
På sit møde den 3. april 2003 hjemviste ankenævnet sagen til afgørelse i direktoratet idet nævnet
fandt at medlemmet opfyldte betingelsen om at have oplyst skattevæsenet om overskud eller
underskud fra virksomheden og om at have anmeldt lovpligtige momsangivelser.
Nævnet lagde vægt på at medlemmet – efterfølgende – indgav selvangivelser til skattevæsenet
for 1996, 1997 og 1998 om overskud af virksomheden. Nævnet lagde også vægt på at
medlemmet ikke var momsregistreret på grund af gæld hvorfor han ikke kunne anmelde
momsangivelser.
Nævnet ændrede således direktoratets afgørelse, for så vidt angår spørgsmålet, om der forelå
tilstrækkelig dokumentation i sagen.
Direktoratet anmodedes herefter om at tage stilling til spørgsmålet om hvorvidt medlemmet
ansås for at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for
de sidste 3 år som betingelse for dagpengeret og dermed for overgang til efterløn pr. 1. januar
1999. Såfremt direktoratet ikke fandt at medlemmet opfyldte denne betingelse, anmodedes
direktoratet om at tage stilling til medlemmets krav om tilbagebetaling af kontingent. (J.nr. 2002-
1-0418).

Optjening af skattefri præmie kunne tidligst ske fra den 1. juli 2001, hvor der var gået 2 år
fra ikrafttrædelsen af reglen om skattefri præmie
Medlemmet fik udstedt efterlønsbevis pr. 1. januar 1999.
Han drev selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, indtil han fyldte 67 år den 23. juni 2002.
Medlemmets revisor gjorde gældende, at han havde påbegyndt optjening af skattefri præmie fra
den 1. juli 1999, hvor reglen om denne optjening trådte i kraft.
Arbejdsløshedskassen fandt, at optjeningen tidligst kunne begynde den 1. juli 2001, hvor der var
gået 2 år. Kassen udbetalte 3 skattefri præmieportioner, optjent fra 1. juli 2001 til det fyldte 67.
år.
Direktoratet tiltrådte, at optjeningen tidligst kunne begynde den 1. juli 2001. Medlemmet kunne
derfor højst have optjent 3 skattefrie præmieportioner før det fyldte 67. år.
Ankenævnet anså 2 års reglen for opfyldt den 1. juli 2001, og fra denne dato var der optjent 3
skattefri præmieportioner.
Ankenævnet tiltrådte derfor direktoratets afgørelse med henvisning til § 75 c, stk. 10, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. (J.nr. 2002-1-0736).
Skuespiller, ukontrollabel arbejdstid, Danmarks Radio, omregning
Medlemmet underskrev den 8. september 2001 en kontrakt med Danmarks Radio om 8 timers
skuespillerarbejde den 21. september 2001 og 4 timers skuespillerarbejde den 10. oktober 2001.
Honoraret var på i alt kr. 6.750,-.
A-kassen traf den 25. oktober 2001 afgørelse om at medlemmets arbejde var ukontrollabelt og
skulle omregnes til timer ved hjælp af omregningssatsen på kr. 144,20. A-kassen begrundede
afgørelsen med at der indgik forberedelse til jobbet, og at denne forberedelsestid ikke kunne
kontrolleres.
Direktoratet traf den 6. december 2001 afgørelse om at medlemmets arbejde for Danmarks Radio
var ukontrollabelt hvorfor indtægten skulle omregnes til timer.
Begrundelsen var at der måtte antages at indgå forberedelsestid i medlemmets arbejde.
Endvidere var hendes arbejdstid eller arbejdstidsnorm ikke fastlagt i den kollektive
overenskomst som hun var omfattet af idet forberedelsestiden ikke var reguleret i
overenskomsten.
Ankenævnet traf den 22. marts 2002 afgørelse om at medlemmets skuespillerarbejde for
Danmarks Radio var ukontrollabelt, og at indtægten derfor skulle omregnes til timer.

Begrundelsen var at der måtte antages at indgå forberedelsestid i medlemmets arbejde som
skuespiller.
Begrundelsen var videre at medlemmets arbejdstid ikke kunne anses for kontrollabel ved
arbejdsgiverens registreringer.
Endvidere var medlemmets arbejdstid eller hendes arbejdstidsnorm ikke fastsat i en kollektiv
overenskomst som hun og arbejdsgiveren var omfattet af.
Endvidere henviste medlemmets skriftlige ansættelsesaftale ikke til en kollektiv overenskomst
for et tilsvarende fagligt område hvori arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm var fastsat.
Endelig var arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm ikke fastsat i selve ansættelsesaftalen.
Det af medlemmet fremsendte notat fra a-kassen om fradrag for ophavsretlige indtægter som
skuespiller (om hvilke indtægter der medførte fradrag og hvilke ikke) fik ikke betydning for
sagens afgørelse idet det afgørende for om der skulle ske fradrag efter timer eller efter
omregning, alene var om arbejdstiden var kontrollabel.
A-kassen rettede den 28. juni 2002 henvendelse til direktoratet om sagen. A-kassen vedlagde
udtalelse af 21. juni 2002 fra Danmarks Radio og 2 udtalelser af 27. juni 2002 fra Dansk
Skuespillerforbund.
Det fremgår af dette materiale at skuespilleren får tilsendt manuskriptet før der eventuelt indgås
kontrakt. Formålet hermed er at skuespilleren skal vurdere om rollen er noget for den
pågældende – ikke at replikkerne skal læres. Det fremgår videre at replikkerne læres under
optagelsen. Det fremgår endeligt at arbejdstiden er fuldt kontrollabel.
Den 8. november 2002 blev der holdt møde i direktoratet med a-kassen og Dansk
Skuespillerforbund.
Direktoratet anmodede den 25. november 2002 ankenævnets sekretariat om at vurdere om de nye
oplysninger gav ankenævnet anledning til at genoptage behandlingen af sagen.
På sit møde den 1. maj 2003 besluttede ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen. Nævnet
ændrede sin afgørelse af 22. marts 2002 således at medlemmets skuespillerarbejde for Danmarks
Radio den 21. september og den 10. oktober 2001 ansås for kontrollabelt idet arbejdstiden blev
kontrolleret ved arbejdsgiverens registreringer.
Ankenævnet lagde vægt på udtalelse af 21. juni 2002 fra Danmarks Radio og 2 udtalelser af 27.
juni 2002 fra Dansk Skuespillerforbund idet der heraf fremgik at skuespilleren fik tilsendt
manuskriptet før der evt. blev indgået kontrakt med henblik på at skuespilleren skulle vurdere
om rollen var noget for den pågældende – og ikke at replikkerne skulle læres. Det fremgik også
at replikkerne blev lært under optagelsen, og at arbejdstiden var fuldt kontrollabel. (J.nr. 2002-1-
0781).

Skattefrie præmieportioner, opfyldelse af beskæftigelseskravet
Den 10. juli 2002 meddelte a-kassen medlemmet, at hun var berettiget til 1 skattefri
præmieportion, idet a-kassen lagde til grund, at hun i perioden fra 1. juli 2001 til dagen før sit
fyldte 67. år havde dokumenteret af have 37 timers arbejde om ugen.
Den 28. november 2001 skrev pågældende lærerkreds til a-kassen og redegjorde for fordelingen
af medlemmets arbejdstimer fordelt over årets 52 uger.
Af brevet fremgik, at medlemmet arbejdede efter en bruttoårsnorm på 1924 timer.
Af lønsedler for perioden 1. juli 2001 til og med 31. december 2001 fremgår, at medlemmets
beskæftigelsesgrad var 37,000/37,000 timer.
Direktoratet traf afgørelse den 13. november 2002, hvorefter medlemmet alene havde ret til 1
skattefri præmieportion. Direktoratet henviste til, at det af lønsedlerne for perioden 1. juli 2001
til og med 31. december 2001 fremgik, at medlemmet havde fået løn for 37 timer om ugen, og
der forelå ikke dokumentation for, at hun havde fået udbetalt løn for overarbejde i denne periode.
Da medlemmet fyldte 67 år den 24. december 2001, havde hun kun ret til 1 skattefri
præmieportion, eftersom den sidste uge af året ikke kunne medregnes til optjening af en
præmieportion.
Ankenævnet fandt, at medlemmet alene havde ret til 1 skattefri præmieportion, idet nævnet lagde
vægt på, at medlemmet var fyldt 67 år den 24. december 2001, og at det alene var timerne indtil
denne dag, der kunne medregnes til optjening til den skattefri præmie. (J.nr. 2002-1-0812).
Ret til attest E303 uanset at der var tale om en mellemperiode mellem opsigelsen af job til
afrejse
Medlemmet oplyste den 6. august 2002 ved sin ansøgning om en attest E303, at han den 31. juli
2002 havde opsagt sit arbejde i et gartneri.
Medlemmet angav ikke nogen særlig begrundelse for opsigelsen, men ansøgte om en attest E303
til arbejdssøgning i Spanien med virkning fra den 3. september 2002.
Han tilmeldte sig endvidere til AF den 2. august 2002.
A-kassen traf den 20. august 2002 afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig i
forbindelse med sit arbejdsophør i gartneriet, og at medlemmet ikke var til rådighed for
arbejdsmarkedet i perioden fra arbejdsophøret og til afrejsen til Spanien.
Arbejdsdirektoratet traf den 23. august 2002 afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til en
attest E303, da 4-ugers kravet ikke kunne opfyldes i perioder, hvor medlemmet var ophørt med
et arbejde på grund af en forestående aktivitet (”mellemperiode”).

Medlemmet klagede over afgørelsen, idet han anførte, at han var indforstået med ikke at få
dagpenge frem til afrejsen og én uge til, da han godt var klar over, at han var selvforskyldt ledig,
men at han ikke var indforstået med, at han skulle fratages muligheden for at få dagpenge i
udlandet.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De var tilmeldt arbejdsformidlingen som
arbejdssøgende og var til rådighed for arbejdsformidlingen i mindst 4 uger forud for den 3.
september 2002, hvor De ønskede at rejse til Spanien.
Ankenævnet fandt således, at Deres hindring for retten til dagpenge – ”mellemperioden” –
bortfaldt på tidspunktet for Deres afrejse til Spanien. Ankenævnet fandt derfor, at De fra dette
tidspunkt opfyldte betingelserne for ret til en attest E303 til arbejdssøgning i Spanien.
Ankenævnet ændrede afgørelsen, således at medlemmet havde ret til en attest E303. (J.nr. 2002-
1-0645).
Ej ret til feriedagpenge for medlem som modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste
for et antal ugentlige timer
Medlemmet søgte den 19. februar 2002 om feriedagpenge for perioderne 2. juli 2001 til 18. juli
2001, 28. december 2001, 4. februar 2002 til 8. februar 2002 og 18. april 2002 til 19. april 2002.
Medlemmet havde en ugentlig arbejdstid på 35 timer, og modtog kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste i 2,5 timer om ugen, da hun havde en handicappet søn med hjerneskade.
Medlemmet fraskrev sig retten til tabt arbejdsfortjeneste for april 2002, og genoptog retten i maj
2002.
Medlemmet gjorde gældende, at modtagelsen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ikke
betød, at hun ikke stod til rådighed, men alene, at hun havde fri hver anden onsdag mellem 8 og
13, således at hun havde mere tid til omsorg for sit barn, når han kom hjem fra heldagsdagpleje.
A-kassen traf den 25. juli 2002 afgørelse om, at medl. ikke opfyldte betingelserne for ret til
dagpenge under ferie. Dette skyldtes, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet i 37 timer om ugen, men alene i 34,5 timer om ugen.
Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse den 10. september 2002, idet de anså det for uden
betydning for sagens udfald, at medlemmet i april havde fraskrevet sig retten til tabt
arbejdsfortjeneste.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet netop modtog kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste som en erstatning for den indtægtsnedgang, hun måtte have som følge af, at
hun ikke kunne påtage sig fuldtidsarbejde.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at betingelsen for, at hun var berettiget til tabt
arbejdsfortjeneste, nemlig at hun havde en handicappet søn, stadig var opfyldt i april måned,
selvom hun denne måned havde fraskrevet sig retten til tabt arbejdsfortjeneste.

Ankenævnet fandt herefter ikke, at hun var berettiget til dagpenge under ferie, da hun ikke
opfyldte kravet om at stå til rådighed.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0693).
Ikke tilstrækkelig dokumentation for sagsforløbet, herunder grundlaget for bortvisning –
ej anset for selvforskyldt ledig
Medlemmet blev den 1. marts 2002 ansat som dyrlæge på en dyrlægeklinik med en ugentlig
arbejdstid på 15 timer, fordelt på 3 dage.
Medlemmet ringede om morgenen den 4. juli 2002 til sin arbejdsgiver og meddelte, at hun ville
melde sig syg, idet hun havde været på hospitalet om natten med sin kæreste, som led af
neurologiske forstyrrelser, og derfor ikke måtte være alene, og fordi hun nu skulle køre hende til
egen læge.
Arbejdsgiveren ville ikke gå med til, at medlemmet meldte sig syg, og forlangte, at hun i stedet
måtte bruge en feriedag.
Da medlemmet mødte på arbejde næste gang den 8. juli 2002 blev hun bortvist med øjeblikkeligt
varsel på grund af. misligholdelse af ansættelseskontrakten, bl.a. med begrundelsen, at
medlemmet havde fastholdt at ville sygemelde sig, og at arbejdsgiveren måtte betragte dette som
en udeblivelse fra arbejdet.
Arbejdsgiveren har anført, at hun havde forventet, at medlemmet kom på arbejde efter
lægebesøget.
Medlemmet har anført, at hun under telefonsamtalen med arbejdsgiveren den 4. juli 2002 havde
accepteret at tage en fridag i stedet for at sygemelde sig, og at hun havde tilbudt at møde på
arbejde, når hun havde kørt sin kæreste til lægen, hvilket arbejdsgiveren havde afslået.
Kassen og direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, idet hun i det
væsentligste selv var skyld i sin afskedigelse.
Ankenævnet lagde vægt på, at der i sagen var modstridende forklaringer omkring indholdet af
telefonsamtalen den 4. juli 2002, herunder særligt hvad der blev aftalt med hensyn til
sygemelding/fridag.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at der ikke forelå dokumentation for, at medlemmet forinden
bortvisningen har modtaget en advarsel.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmets faglige organisation var gået ind i sagen
og den 26. marts 2003 havde indgået forlig med arbejdsgiveren, hvilket betød, at arbejdsgiveren
havde trukket bortvisningen tilbage og i stedet havde opsagt medlemmet med sædvanligt
opsigelsesvarsel.

Ankenævnet fandt således, at medlemmet ikke skulle anses for selvforskyldt ledig, og ændrede
derved direktoratets afgørelse af 20. november 2002. (J.nr. 2002-1-0826).
Spørgsmål om tilladelse til videreførelse af selvstændig virksomhed med fiskeri samtidig
med efterløn efter 400-timers ordningen
Medlemmet ansøgte om tilladelse til at videreføre sin fiskerivirksomhed efter 400-timers
ordningen pr. 1. januar 2003.
Han havde drevet fiskerivirksomheden som hovedbeskæftigelse siden juli 1992. Fiskeriet
foregik fra en enkelt kutter ( hans egen ) og han havde indtil 31. december 2002 taget langt ud på
havet for at sætte ca. 60 garn, hvorefter fiskene blev solgt på fiskeauktion.
Virksomhedens indtægt for de seneste 3 år var 217.081 kr. i 1999, 114.341 kr. i 2000, og
121.273 kr. i 2001, og medlemmet havde oplyst, at indtægten for 2002 forventedes at være
minimum 130.000 kr.
Medlemmet oplyste, at han ville indskrænke sin virksomhed ved fremover kun at sætte 20 garn
og ikke sejle ligeså langt ud på havet som før. Endvidere ville han sælge sine fisk direkte fra
kajen. Endelig ville han kun fiske 2 dage ugentligt i ca. 40 uger om året, og han havde således
opgjort det årlige timeantal til 320 timer.
Som dokumentation havde medlemmet blandt andet solgt og destrueret i alt 200 garn ud af i alt
280 garn og samarbejdet med fiskeauktionen var ophørt. Endvidere havde han afholdt 2
”prøvedage” med ”efterlønsfiskeri”, hvor han havde tjent i alt 1100 kr. Ud fra disse to prøvedage
havde han oplyst en forventet årsindkomst for 2003 på 48.000 kr. excl. moms.
Direktoratet afslog tilladelse til at videreføre virksomheden, da det ikke fandtes sandsynliggjort,
at virksomhedens dækningsbidrag 1 ikke ville overstige den tilladte grænse. Direktoratet lagde
blandt andet vægt på medlemmets egen oplysning om en forventet omsætning på 48.000 kr. excl.
moms. Direktoratet bemærkede, at da beløbet inkl. moms ville blive 60.000 kr. oversteg det
derfor den tilladte grænse.
Ankenævnet tiltrådte afgørelsen for så vidt angik resultatet, da det ikke fandtes sandsynliggjort,
at virksomheden kunne holdes indenfor de tilladte grænser. Ankenævnet lagde blandt andet vægt
på den tidligere indtægt i virksomheden, og at de 2 ”prøvedage” med ”efterlønsfiskeri” ikke
kunne anses for tilstrækkelig dokumentation.
Ankenævnet bemærkede, at direktoratets bemærkning om at der altid regnes inkl. moms ikke var
korrekt, idet dækningsbidrag 1 er en virksomheds nettoomsætning fratrukket evt. vareforbrug.
Da nettoomsætningen er virksomhedens omsætning fratrukket moms, var medlemmets egen
angivelse af den årlige indtægt derfor korrekt. Dette ændrede imidlertid ikke ankenævnets
afgørelse. (J.nr. 2002-1-0805).
Spørgsmål om drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 3 år - mindstesatsen

Medlemmet havde i oktober 2001 søgt om efterlønsbevis. Direktoratet traf i maj 2002 afgørelse
om, at han havde ret til efterlønsbevis, men at han ikke havde ret til mindstesatsen, da det ikke
fandtes sandsynliggjort, at han havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 3 år
inden for perioden 10. oktober 1998 til 9. oktober 2001.
Medlemmet havde siden januar 1971 drevet en 6 tdr. land stor planteskole fra sin bopælsadresse.
Han oplyste den ugentlige arbejdstid til 50 timer og åbningstiden var hver dag fra 8-17, dog
søndag fra 9-12. Arbejdsopgaverne var almindelig planteskoledrift, juletræsproduktion og
græsslåning for to boligforeninger, administration, salg m.v. Der var ikke anskaffet nogle
tekniske hjælpemidler udover en fræser, så alle arbejdsopgaver blev foretaget ved håndkraft.
Medlemmet oplyste, at selv om indtægten ikke var lige stor hele året, så var arbejdstimerne
fordelt ud over hele året, i det man f.eks. havde arbejde med den samme planteproduktion flere
gange årligt, og da f.eks. vanding, sprøjtning og lugning foregik hele året rundt.
Virksomhedens omsætning var i 1998 på godt 107.000 kr. , i 1999 på godt 97.000 kr., i 2000 på
godt 134.000 kr. og i 2001 på knap 90.000 kr.
Medlemmet anførte, at den lave omsætning skyldtes at prisniveauet i området var lav, og at der
var stor konkurrence.
Efter klagen til ankenævnet, vurderede en afdeling i Dansk Erhvervsgartnerforening, at den
pågældende planteskole krævede en stor arbejdsindsats og anslog det årlige tidsforbrug til
mellem 2000-3000 timer årligt.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse og fandt, at da det ud fra oplysningerne om
planteskolens drift fandtes sandsynliggjort, at medlemmet havde haft arbejde i væsentligt
omfang i 3 år inden for perioden 10. oktober 1998 til 9. oktober 2001. (J.nr. 2002-1-0571).
Godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
Løs ansættelse – vikar
En arbejdsløshedskasse havde bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om,
hvorvidt et sygehus var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til
medlemmet. Medlemmet var fortsat ansat.
Arbejdsgiver havde oplyst, at medlemmet ved ansættelsessamtalen fik udleveret et 3 ugers
turnusudskrift med besked om, at hun skulle arbejde efter denne turnus, indtil hun hørte andet.
Arbejdsgiver oplyste desuden, at medlemmet ud fra eget ønske havde ændret i turnusplanen, og
at der ikke blev lavet nye arbejdstidsplaner, da medlemmet foretog de samme ændringer hver
uge.
A-kassen anførte, at det af ansættelsesbrevet fremgik, at medlemmet var ansat til afløsning efter
behov hvilket måtte medføre, at medlemmet blev opsagt hver dag ved arbejdstids ophør.

Herudover anførte a-kassen, at der i forbindelse med ændringerne i turnus´et skulle have været
udarbejdet en ny aftale om arbejdstid.
Ankenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at både arbejdsgiver og medlemmet havde oplyst, at
medlemmet arbejdede efter et fast 3 ugers turnus, som medlemmet skulle arbejde efter indtil
andet blev meddelt. Og at det oprindelige turnus skulle følges, medmindre medlemmet selv
ønskede at ændre det.
Ankenævnet kom hermed frem til, at arbejdsgiver ikke skulle betale dagpengegodtgørelse for 1.
og 2. ledighedsdag. (J.nr. 2002-4-0146).
Løs ansættelse – variabel arbejdstid
En a-kasse havde krævet, at en arbejdsgiver betalte 4 halve dagpengegodtgørelser for 1. og 2.
ledighedsdag til et medlem, idet kassen anså medlemmet for løst ansat.
Dette afviste arbejdsgiveren med henvisning til, at medlemmet havde arbejdet efter den på den
pågældende virksomhed gældende overenskomst, hvorefter en arbejdsuge på nathold er 5*7
timer. Arbejdsgiveren mente således ikke, at medlemmet havde været løst ansat.
Da godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag udspringer af et arbejdsophør, jf. § 84, stk. 1, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., er det således afgørende, hvorvidt medlemmet har været sikret
yderligere arbejde eller ej.
A-kassen havde anført, at kassen anså medlemmet for løst ansat, idet kassen ikke havde kunnet
få dokumentation for, at arbejdsforpligtelsen havde været fastlagt på forhånd forud for hvert
vikariat.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren havde oplyst, at medlemmet havde
været sendt ud i det omhandlende vikariat for en længere periode, hvilket medlemmet i øvrigt
havde bekræftet.
Endvidere fandt Ankenævnet ikke, at a-kassen havde godtgjort sin påstand om, at medlemmet
var løst ansat, idet kassen bl.a. ikke havde forholdt sig til oplysningerne fra arbejdsgiveren om, at
vikariaterne generelt var af længere varighed ved f.eks. at høre medlemmet om ansættelsesforholdets
faktiske forhold.
Da betingelsen om at medlemmet skal være afskediget, jf. § 84, stk. 1 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. ikke var opfyldt, kunne det ikke pålægges arbejdsgiveren at betale
4 halve dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet. (J.nr. 2002-4-0134).
Lov om orlov
Spørgsmål om AF kan stille krav om tilmelding til AF senest på dagen for orlovens start,
når medlemmet holdt ferie denne dag

Medlemmet søgte om den 8. oktober 2002 om børnepasningsorlov fra den 21. november 2002 til
den 22. maj 2003.
Hun fik den 25. oktober bevilget orlov i perioden. AF betingede orloven af, at medlemmet skulle
tilmeldes AF senest den dag, hvor orloven skulle starte.
Den 5. november 2002 henvendte medlemmet sig til AF. Her blev hun oplyst om, at hun ikke
kunne blive tilmeldt AF på daværende tidspunkt, da hun holdt ferie. Medlemmet blev imidlertid
oplyst om, at hendes henvendelse var registreret, og at hun skulle kontakte AF senere, for at sikre
sig, at alt var i orden.
Den 26. november 2002 henvendte medlemmet sig igen til AF, hvor det blev konstateret, at hun
ikke var tilmeldt AF.
Hun fik efterfølgende den 2. december 2002 en afgørelse om, at hun først var bevilget orlov fra
den 26. november 2002, da hun først var blevet tilmeldt AF denne dag.
A-kassen klagede på medlemmets vegne over denne afgørelse.
AF beklagede efterfølgende den foretagne ændring i bevillingen, idet der ikke har været hjemmel
til hertil og anførte, at AF ikke ville have indvendinger imod at Ankenævnet ændrede bevillingen
igen.
Ankenævnet fandt, at AF i forbindelse med behandlingen af orlovsansøgningen skulle
undersøge, om betingelserne for orlov er opfyldt. AF kunne annullere orloven, hvis betingelserne
for denne ikke var til stede, da bevillingen blev givet.
Ankenævnet lagde vægt på, at AF ikke havde hjemmel til at gøre børnepasningsorloven betinget
af et krav om at være tilmeldt arbejdsformidlingen senest på børnepasningsorlovens første dag,
og ændrede herved AF´s afgørelse. (J.nr. 2003-2-0003).
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Ej tilbagebetalingskrav – ikke kun tale om hensigtserklæring om ansættelse efter kursets
start
En arbejdsformidling traf afgørelse om, at klager skulle tilbagebetale den udbetalte VEUgodtgørelse
for perioden fra den 22. maj til den 3. juli 2002, idet der alene havde været tale om
en hensigtserklæring fra V om ansættelse, såfremt det store kørekort blev erhvervet. Der var
således ikke tale om et reelt ansættelsesforhold.
Klager anførte, at denne var i beskæftigelse, da V tilmeldte ham til kurset. Kort før kursusstart
blev klager imidlertid ledig, men regnede ikke dette for et problem, idet denne mente, at
Arbejdsformidlingen er til for at hjælpe de arbejdsløse og ikke kun dem, der er i beskæftigelse.
Endelig har klager oplyst, at V vil fremlægge klagers første lønseddel, når denne er istand til at
føre et vogntog.

Af de indsendte ansættelsesaftaler fremgår det, at klager var ansat som medhjælper-afløser i
henhold til overenskomster indgået mellem ATL og SID.
Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde vægt på, at klager har været i et ansættelsesforhold i
perioden, hvor denne deltog i AMU-kurset.
Dette begrundes med, at det af ansættelseskontrakten af 15. maj 2002 fremgår, at klager var
ansat som chaufførmedhjælper pr. den 21. maj 2002 og efter gennemført kursus som chauffør.
Af den supplerende ansættelsesaftale af 20. maj 2002 fremgår det endvidere, at klager var ansat
som afløser i henhold til overenskomster mellem ATL og SID.
Ankenævnet fandt således, at klager var beskæftiget lønmodtager på kursustidspunktet og
dermed omfattet af den persongruppe, der er berettiget til at modtage VEU-godtgørelse. (J.nr.
2002-3-0155).
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet
Manglende ansættelsesbevis - lønmodtagerbegrebet
En beboer på et forsorgshjem klagede over, at han ikke havde modtaget et ansættelsesbevis fra
forsorgshjemmet. Han mente, at han var berettiget hertil, da han arbejdede på et værksted på
hjemmet, hvor de ting, der blev fremstillet, blev solgt. Han mente desuden, at der var en
arbejdspligt.
Forsorgshjemmet gjorde gældende, at der ikke var en arbejdspligt, men at det var korrekt, at
beboeren arbejdede på et værksted, og at de ting der blev fremstillet blev solgt. Herudover
oplyste forsorgshjemmet, at der blev udbetalt en arbejdsdusør sideløbende med, at beboeren
modtog kontanthjælp.
Herudover gjorde forsorgshjemmet gældende, at der ikke var tale om et egentligt arbejdsforhold,
da beboeren var aktiveret efter lov om social service, jr. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9.
september 2002. Dette betød, at formålet med opholdet og aktiveringen var at optræne og oplære
beboeren i at passe et arbejde.
Ankenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at det primære mål med aktiveringen var et socialt og
sundhedsmæssigt sigte for beboeren og ikke et erhvervsmæssigt sigte. Ankenævnet fandt derfor,
at beboeren ikke kunne anses for at være lønmodtager og dermed heller ikke kunne anses for at
være omfattet af ansættelsesbevisloven. (J.nr. 2002-5-0033).
Lov om personlig assistance til handicappede i erhverv
Ej forøgelse af antallet af assistancetimer til handicappet ansat i skånejob

En person, der led af astma- og allergi samt en bindevævslidelse havde fået bevilget 9 timers
personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv. Bevillingen blev
givet i forbindelse med at den pågældende påbegyndte et skånejob som kontorassistent med 30
timers arbejdsuge. Assistancen var bevilget til diverse skriveopgaver på pc, fotokopiering,
løfteopgaver, pakning af brochurer m.v.
Ca. et år senere ansøgte arbejdsgiveren om en forøgelse af bevillingen, idet der henvistes til, at
der var sket en forværring og yderligere funktionsnedsættelse af den handicappedes
helbredstilstand. Det oplystes bl.a. at den handicappede ikke længere kunne klare skrivopgaverne
alene.
AF afslog ansøgningen med henvisning til, at den handicappede selv skulle være i stand til at
klare de indholdsmæssige arbejdsopgaver, at erhvervet ikke måtte være uforeneligt med
handicappet, og at ansættelsen ikke måtte have karakter af almindelig vikardækning.
Arbejdsgiveren klagede over afgørelsen, idet denne ikke mente, at arbejdet var uforeneligt med
den pågældendes handicap.
AF fastholdt afslaget og henviste yderligere til, at der snarere burde tages hensyn til forværringen
af den handicappedes helbredstilstand ved en tilpasning af timetallet i skånejobbet under hensyn
til vilkårene i den førtidspension, som den handicappede var tilkendt.
Arbejdsgiveren klagede, idet det blev gjort gældende, at AF med afslaget gjorde forskel på
bevilling af timer til handicappede i skånejob og handicappede ansat på ordinære vilkår.
Arbejdsgiveren anmodede ankenævnet om at tage stilling til, om det var korrekt, at der kunne
bevilges et mindre antal timer til ansatte i skånejob end til ansatte på ordinære vilkår.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte AF´s skøn over, at der ikke kunne bevilges
yderligere assistance.
Ankenævnet bemærkede, at vurderingen af behovet for assistance skulle ske på baggrund af
oplysninger om arbejdstiden, en specifikation af til hvilke opgaver der ansøgtes om assistance,
og lægelige oplysninger om handicappets art og indflydelse på erhvervsevnen. Timetallet skulle
fastsættes på baggrund af disse oplysninger, dog således, at der max kunne bevilges 20 timers
assistance ugentligt ved fuldtidsbeskæftigelse.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ændringer af den
handicappedes arbejdsopgaver, og at det til sagen var oplyst, at den handicappede ikke længere
selv kunne klare skiveopgaverne. Ankenævnet henviste til, at den personlige assistance ikke
måtte overtage den handicappedes arbejdsfunktioner, men alene måtte bistå med de praktiske
funktioner.
Ankenævnet bemærkede, at der ikke i lov om kompensation til handicappede i erhverv var
hjemmel til at bevilge et mindre antal timer til handicappede i skånejob end til handicappede
ansat på ordinære vilkår. Ankenævnet henviste til, at der i loven netop var sket en sidestilling af
bl.a. stillinger på ordinære løn- og ansættelsesvilkår og skånejobs til personer, der modtog social
pension. Udgangspunktet for vurderingen var således det samme – det helbredsbetingede behov
og den ugentlige arbejdstid. (J.nr. 2002-7-0013).

Lov om ferie
Stor personaleudskiftning og megen sygdom i personalegruppen anset for feriehindring i
ferielovens forstand
En lønmodtagers arbejdsplads søgte en kommunal feriefond om udbetaling af resterende 12
ferietimer svarende til kr. 1.621.90 for optjeningsåret 2000 til lønmodtageren. Arbejdspladsen
henviste til, at ferien ikke var holdt på grund af stor personaleudskiftning og megen sygdom i
personalegruppen. Arbejdsdirektoratet afgjorde, at udbetalingen af de uhævede feriepenge kunne
tillades. Arbejdsdirektoratet henviste til ferielovens regler om feriehindring, uhævede feriepenge
og udbetaling uden krav om dokumentation.
Feriefonden klagede over Arbejdsdirektoratets afgørelse og gjorde gældende, at der ikke var tale
om feriehindring, idet det alene var lønmodtagers egne forhold, der kunne udgøre feriehindring.
Fonden anførte videre, at der heller ikke var tale om uhævede feriepenge, hvor ferien var afholdt.
Nævnet traf afgørelse om, at feriefonden var forpligtet til at udbetale de resterende ferietimer til
lønmodtageren. Nævnet lagde vægt på, at udbetaling efter ferieårets udløb af uhævede
feriepenge, svarende til højst 3 feriedage, kunne ske uden dokumentation for, at ferien rent
faktisk var afholdt, jf. § 27, stk. 1 i feriebekendtgørelsen. Udbetalingen kunne ske indtil 5 år efter
det pågældende ferieårs afslutning. Nævnet lagde videre vægt på, at feriepenge efter
bekendtgørelsens § 1 var defineret som løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse. (J.nr.
2002-11-0037).
Ej ret til feriepenge – ej anset for lønmodtager
En beboer på et forsorgshjem klagede over, at Feriekontoret havde afgjort, at han ikke havde ret
til feriepenge.
Han arbejdede på et værksted på hjemmet, hvor de ting, der blev fremstillet, blev solgt. Han
mente desuden, at der var en arbejdspligt.
Forsorgshjemmet gjorde gældende, at der ikke var en arbejdspligt, men at det var korrekt, at
beboeren arbejdede på et værksted, og at de ting der blev fremstillet blev solgt. Herudover
oplyste forsorgshjemmet, at der blev udbetalt en arbejdsdusør sideløbende med, at beboeren
modtog kontanthjælp.
Herudover gjorde forsorgshjemmet gældende, at der ikke var tale om et egentligt arbejdsforhold,
da beboeren var aktiveret efter lov om social service, jr. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9.
september 2002. Hvilket betød at formålet med opholdet og aktiveringen var at optræne og
oplære beboeren i at passe et arbejde.
Feriekontoret havde henvist til, at han ikke var lønmodtager efter ferieloven, idet beskæftigelsen
ikke var erhvervsmæssig. Nævnet fandt, at det forhold, at beboeren havde betalt skat, AM- og

SP-bidrag af arbejdsdusøren, ikke medførte, at han havde status som lønmodtager i ferielovens
forstand. (J.nr. 2002-11-0023).

Indholdsfortegnelse
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v............................................................................................1
Spørgsmålet om dagpengeret for medlem som flyttede til udlandet samtidig med ledigmeldelse -
grænsearbejder.........................................................................................................................................................................1
Efterløn og bibeskæftigelse i form af konsulentvirksomhed efter 200-timers reglen .................................................2
Nyetableret selvstændig virksomhed anset for drevet i væsentligt omfang..................................................................2
Ret til refusion - manglende fremmøde på AF – forsvarligt skøn..................................................................................3
Anset for at være til rådighed trods manglende aflevering af ph.d-afhandling............................................................4
Selvstændig bibeskæftigelse, skærpet arbejdskrav, 78 uger, tilbagebetaling, sanktion for svig og for
uagtsomhed ..............................................................................................................................................................................5
Manglende refusion til a-kassen grundet manglende rådighed (manglende opholds- og arbejdstilladelse)..........6
Ej ophørt mere end midlertidigt som selvstændig erhvervsdrivende.............................................................................8
Afvisning af genoptagelse af sag om ophør med selvstændig virksomhed, uddybning af begrundelse for,
hvorfor ny regel om dimittendudtræden, ikke fandt anvendelse....................................................................................9
Supplerende dagpenge uanset for sent indgivet frigørelsesattest.................................................................................11
Ej dagpengeret efter aktivperiodens udløb.......................................................................................................................12
Forvaltning af udlejningsejendom med 2 lejligheder anset for formueforvaltning - efterløn..................................13
Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse uden dagpengeret – klinik for fodterapi..........................................13
Tilmelding til AF efter udløbet af attest E 303 – ej søgt om fristforlængelse før fristens udløb ............................14
Selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, 52 uger, 3 år, beskæftigelseskrav, dagpengeret, efterløn.............15
Optjening af skattefri præmie kunne tidligst ske fra den 1. juli 2001, hvor der var gået 2 år fra ikrafttrædelsen af
reglen om skattefri præmie ..................................................................................................................................................17
Skuespiller, ukontrollabel arbejdstid, Danmarks Radio, omregning............................................................................17
Skattefrie præmieportioner, opfyldelse af beskæftigelseskravet ..................................................................................19
Ret til attest E303 uanset at der var tale om en mellemperiode mellem opsigelsen af job til afrejse.....................19
Ej ret til feriedagpenge for medlem som modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for et antal ugentlige
timer.........................................................................................................................................................................................20
Ikke tilstrækkelig dokumentation for sagsforløbet, herunder grundlaget for bortvisning – ej anset for
selvforskyldt ledig .................................................................................................................................................................21
Spørgsmål om tilladelse til videreførelse af selvstændig virksomhed med fiskeri samtidig med efterløn efter
400-timers ordningen ...........................................................................................................................................................22
Spørgsmål om drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 3 år - mindstesatsen...................................22
Godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ...................................................................................................................................23
Løs ansættelse – vikar...........................................................................................................................................................23
Løs ansættelse – variabel arbejdstid...................................................................................................................................24
Lov om orlov.................................................................................................................................24
Spørgsmål om AF kan stille krav om tilmelding til AF senest på dagen for orlovens start, når medlemmet holdt
ferie denne dag ......................................................................................................................................................................24
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser ...........................................................................................25
Ej tilbagebetalingskrav – ikke kun tale om hensigtserklæring om ansættelse efter kursets start............................25
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet.....................................................................................................................26
Manglende ansættelsesbevis - lønmodtagerbegrebet.....................................................................................................26
Lov om personlig assistance til handicappede i erhverv.............................................................26
Ej forøgelse af antallet af assistancetimer til handicappet ansat i skånejob................................................................26
Lov om ferie..................................................................................................................................28
Stor personaleudskiftning og megen sygdom i personalegruppen anset for feriehindring i ferielovens forstand28
Ej ret til feriepenge – ej anset for lønmodtager................................................................................................................28
Indholdsfortegnelse...................................................................................................................................................................30

Tidligere Nyhedsbreve kan findes på ankenævnets hjemmeside under punktet "Publikationer"/
"Nyhedsbreve".

Nyhedsbrev nr. 8 og 9 / December 2003
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden juni til og med november 2003 truffet følgende
afgørelser af almen eller principiel interesse. Afgørelserne er sorteret efter lovområde.
Afgørelserne kan i øvrigt læses i deres helhed i Retsinformation.
Indholdsfortegnelse findes side 44.
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Opfyldelse af beskæftigelseskravet – nystartet virksomhed
Medlemmet flyttede til Spanien i april 1999 og blev udmeldt af arbejdsløshedskassen pr. 1. april
1999, da han ikke kunne få efterløn ved bopæl uden for Danmark.
Medlemmet søgte om efterløn pr. 9. juni 2001, hvor han fyldte 60 år, da bopælskravet var ændret
til at kunne opfyldes ved bopæl i et EØS-land.
Medlemmet havde drevet zoneterapi og massage fra en mobil klinik i Spanien. Han angav
arbejdets omfang til 45 timer om ugen.
Kassen anså ikke beskæftigelseskravet for opfyldt ved den selvstændige virksomhed. Uanset at
fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager i Danmark indtil 1. april 1999 var medregnet, opfyldte
medlemmet ikke beskæftigelseskravet.
Kassen henviste til, at der havde været gennemsnitligt 2 - 3 behandlinger pr. dag, og at omsætningen
havde været ca. 72.500 kr. i 2000 og ca. 28.000 kr. i 2001 (indtil ophøret 31. maj 2001).
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet kunne få genoprettet sit medlemskab fra 1. april
1999 mod efterbetaling af medlemsbidrag, men han havde ikke ret til efterløn fra 9. juni 2001,
idet der manglede 10 ugers beskæftigelse i væsentligt omfang med den selvstændige
virksomhed.
Ankenævnet fandt, at medlemmet kunne anses for at have udøvet selvstændig virksomhed i
væsentligt omfang i perioden med den selvstændige virksomhed i et sådant omfang, at
beskæftigelseskravet var opfyldt, da han søgte efterløn pr. 9. juni 2001.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmets lønarbejde indtil 31. marts 1999 kunne medregnes
til opfyldelse af beskæftigelseskravet med 37 timer pr. uge, og at han havde ret til at få
genoprettet sit medlemskab af arbejdsløshedskassen med virkning fra 1. april 1999 mod
efterbetaling af medlemsbidrag.
1

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet drev en nystartet virksomhed, som således blev anset
for at have været i startfasen.
På denne baggrund fandt ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at antage, at medlemmet
opfyldte kravet om at have udøvet selvstændig virksomhed i et omfang, der sammenlagt med
hans lønarbejde indtil 31. marts 1999 opfyldte beskæftigelseskravet som betingelse for overgang
til efterløn.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0008).
Ophør med selvstændig virksomhed - videreførsel i firma ejet af medlemmets voksne børn
Et medlem startede den 1. maj 1997 et firma NN med etableringsydelse. Det nystartede firma
havde adresse på medlemmets bopæl og overtog en del af firmaet XX ApS’s aktiviteter. Firmaet
XX ApS ejedes af medlemmets voksne børn, og havde ligeledes adresse på medlemmets bopæl.
Medlemmet havde intet varelager, men formidlede kontakt mellem kunde/leverandør og skrev
provision på fakturaerne.
Den 31. december 1999 lukkede NN og firmaet blev momsafmeldt den 31. marts 2000. Ophøret
blev ikke annonceret, og kunder blev henvist til XX ApS. Medlemmet blev ansat som konsulent
på fuld tid i XX ApS den 1. april 2000 og den 30. juni 2000 blev han afskediget og ansat pr. 2.
juli 2000 til 15 timer ugentlig.
Direktoratet fandt ikke medlemmet berettiget til supplerende dagpenge, idet han ikke kunne
anses for ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Direktoratet har lagt vægt på, at
medlemmets arbejde i NN er videreført til XX ApS.
Ankenævnet fandt det dokumenteret at virksomheden NN var endelig ophørt.
Ankenævnet lagde vægt på, at firmaet NN blev registreret som ophørt den 31. marts 2000 af
Told og Skat, at medlemmet ikke havde nogen økonomisk interesse i firmaet XXApS som blev
ejet af medlemmets voksne børn, herunder at medlemmet ikke havde været medlem af
direktionen i perioden, hvor selskabet havde været erhvervsaktivt.
Det forhold, at medlemmet under sin ansættelse i XX ApS udførte det samme arbejde som i sit
eget enkeltmandsfirma NN, fandt ankenævnet ikke kunne begrunde en anden vurdering.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0392).
Søgning på internettet ikke tilstrækkelig - A-kassen havde pligt til at foretage yderligere
undersøgelse for at finde medlemmets adresse, når brev kom retur
Et medlem flyttede bopæl den 1. oktober 2000 og meddelte flytning til folkeregistret.
Medlemmet oplyste, at hun også sendte flyttemeddelelse til kassen. Kassen kan ikke se, at den
skulle have modtaget denne.
2

Medlemmet betalte kontingent over PBS. I forbindelse med et skift af bank i januar 2002 ophørte
denne ordning.
Kassen modtog ikke kontingent for januar kvartal 2002 og sendte den 5. februar 2002 et
rykkerbrev til medlemmets oprindelige adresse. Rykkerbrevet kom retur med adressat ubekendt.
Kassen prøvede at finde medlemmets adresse på internettet og gennem hendes arbejdgiver, men
forgæves. Kassen sendte slettebrevet til den oprindelige adresse. Den 3. april 2002 oplyste CPR
registret medlemmets nye adresse. Dette var samme dag, som fristen for genoprettelse udløb.
Direktoratet har henvist til, at kassen havde forsøgt at finde hendes adresse på internet og
gennem arbejdsgiver.
Det forhold, at kassen først den 3. april 2002 fik besked om adresseændringen via CPR registret,
fandt direktoratet ikke kunne føre til et andet resultat.
Kassens tilmelding til CPR-registret var en medlemsservice, som kassen ikke er forpligtet til.
Det var for nævnets sekretariatet oplyst, at kassemedarbejderen ved sin søgning på internettet fik
5-6 hits. Han ville ikke ringe til disse mennesker og høre, om de var medlem af kassen.
Ankenævnet ophævede slettelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at kassen gennem sin søgning på
internettet havde fået 5-6 muligheder for medlemmets korrekte adresse, og ankenævnet fandt det
overvejende sandsynligt, at medlemmets daværende adresse var blandt disse. Ankenævnet lagde
videre vægt på de alvorlige konsekvenser en slettelse ville have for medlemmet, og ankenævnet
fandt derfor, at kassen var forpligtet til at efterprøve de muligheder den var i besiddelse af, for at
finde medlemmets adresse.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0744).
Efterløn uden fradrag for løbende udbetalinger af pension – tilbagebetaling for en del af
perioden
Medlemmet havde været ansat som teleleder siden 1962 og fik tjenestefrihed fra 1. februar 1997
til endelig fratræden pr. 31. juli 1997. Medlemmet modtog en engangsydelse på ca. 180.000 kr.,
udbetalt ved hans endelige fratræden den 31. juli 1997.
Ved arbejdsophøret fik medlemmet en tjenestemandspension på ca. 12.000 kr. om måneden, en
supplerende ydelse på ca. 20.000 kr. årligt samt 2 års ekstra pensionsalder.
Den 1. september 1997 gik medlemmet på efterløn og oplyste på blanket om supplerende
oplysninger den 23. august 1997, at han fik tjenestemandspension fra den 1. august 1997.
Medlemmet vedlagde pensionsafregning pr. 1. august 1997 om egenpension og engangsbeløb.
3

Kassen kom i tvivl om medlemmet fik løbende pension, og på erklæring af 20. september 1997
oplyste medlemmet, at han ingen løbende udbetaling modtog fra nogen pensionsordning. Af
erklæringen fremgår, at medlemmet skulle udfylde denne erklæring, fordi han ikke havde udfyldt
punktet om pensionsbeløbets størrelse på blanket AR 259, som han tidligere havde udfyldt, men
vedlagt afregning for engangsudbetaling.
Den 15. september 1997 fik medlemmet bevilget efterløn, og i godkendelsesbrevet står, at han på
efterlønserklæring skal oplyse om arbejde og indtægt i det forløbne år.
Medlemmet modtog efterløn uden fradrag i tiden fra den 1. september 1997 til den 18. februar
2001.
På efterlønserklæringer af 14. december 1997, 14. december 1998 og 3. januar 2001 oplyste
medlemmet ikke om pensionsudbetalinger. På efterlønserklæring 2. januar 2000, modtaget i
kassen den 11. januar 2000, oplyste han derimod både om månedlige pensionsydelser og den
supplerende årlige ydelse.
Kassen stoppede efterlønsudbetalingen pr. 18. februar 2001 og anmodede medlemmet om at
tilbagebetale 304.560 kr., som han havde modtaget med urette i efterløn.
Medlemmet anførte, at han havde svaret nej til at modtage løbende udbetalinger af pension, da
han ikke havde nogen pension udover den tjenestepension, som han havde oplyst kassen om.
Nævnet fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale det efterlønsbeløb han havde modtaget med
urette i tiden fra den 1. september 1997 til den 11. januar 2000, men ikke efterlønsbeløbet fra
januar 2000 til februar 2001.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet:
-ved ikke at oplyse om størrelsen og den periodiske udbetaling af tjenestemandspensionen på
erklæring om supperende oplysninger om andet arbejde og/eller indtægt fra pension (Ar 259),
- ved den 20. september 1997 at svare bekræftende på, at han ikke oppebar løbende udbetaling
fra nogen pensionsordning, selv om det fremgik af den fremsendte erklæring, at kassen fejlagtigt
havde opfattet den vedlagte afregning fra august 1997 således, at medlemmet kun havde
modtaget pension som engangsudbetaling,
-ved ikke have udfyldt efterlønserklæringerne fra 1997 og 1998 om de løbende udbetalinger,
samt
-ved ikke på efterlønserklæring af 14. december 1998 at oplyse om den årlige supplerende
ydelse, som han ved brev af 4. februar 1998 havde fået meddelelse om fra arbejdsgiveren,
ikke havde givet oplysninger, der var af betydning for retten til efterløn.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0730).
Kontingentrestanceslettelse – medlemmet måtte selv bære risikoen for at opkrævninger på
kontingent og post fra a-kassen ikke kom frem til ham på en ny adresse i udlandet –
medlemmet havde ikke meldt adresseændring til a-kassen, men kun til den faglige forening
– a-kassen fik ikke oplyst korrekt adresse fra folkeregisteret
4

Medlemmet betalte sit medlemsbidrag til a-kassen via PBS. Den 1. maj 1997 blev han ansat som
leder af et nyt kontor i østen og rejste 3 uger til østen for at etablere kontoret.
I starten af juni 1997 blev han overflyttet fra a-kassen til en anden a-kasse. Pr. 1. september 1997
flyttede han til østen på en adresse med nummeret 159/6. Adressen blev meddelt til
folkeregisteret, banker, skattevæsenet, forsikringsselskaber og fagforbundet, men ikke til akassen,
da medlemmet troede, at a-kassen og fagforbundet udvekslede oplysninger. Efter
flytningen modtog medlemmet fagforbundets medlemsblad, som han skulle med en korrekt
fungerende adresseforandring.
Den 13. september 1997 modtog a-kassen meddelelse om, at han var flyttet til en adresse med
nummeret 159/9, hvilket var en forkert oplysning fra folkeregistret. A-kassen kunne imidlertid
ikke vide, at medlemmet reelt boede på en adresse med nummeret 159/6.
Der er uklarhed om, hvorvidt medlemmets medlemsopkrævninger i juli og august 1997 foregik
via PBS eller ikke. Medlemmet mener selv, at de foregik via PBS, men har ikke kunnet
dokumentere dette, da banken ikke gemmer så gamle oplysninger. A-kassen mener, at han fik
tilsendt girokort på den oprindelige adresse i Danmark i disse to måneder.
A-kassen sendte herefter et girokort til betaling den 1. oktober 1997 til den adresse i Bangkok,
som folkeregistret havde opgivet. Girokortet kom ikke retur, men blev heller ikke betalt,
hvorefter a-kassen sendte rykker- og slettebrev henholdsvis den 5. november og den 9. december
1997. Heller ikke disse breve kom retur, og medlemmet blev herefter slettet som medlem af akassen.
I april 1998 ændrede folkeregisteret uden særlig begrundelse adressen til den rigtige adresse (nr.
159/6), hvilket først er en oplysning, der er kommet frem efterfølgende.
Den 3. juni 2002 vendte det tidligere medlem tilbage til Danmark uden arbejde og henvendte sig
i a-kassen, hvor han fandt ud af, at han var blevet slettet som medlem.
Han oplyste, at han aldrig havde modtaget nogen breve fra a-kassen, og at han havde troet, at
indbetalingerne via PBS fra den konto, han betalte til, blot gik, som de skulle.
Han oplyste endvidere, at det postvæsenet ikke ville tilbagesende udenlandsk fejladresseret post,
og at de personer, der boede på adressen med nr. 159/9, ikke havde nogen anelse om, at han
boede på adressen med nr. 159/6.
Han oplyste yderligere, at post adresseret til hans tidligere adresse i Danmark ville være blevet
omadresseret til hans forældre/ægtefælle, og at fejlen, hvis a-kassen havde sendt girokortet til
denne adresse, derfor ville være blevet opdaget. A-kassen har hertil oplyst, at de sendte et
girokort til hans tidligere adresse den 6. september 1997, men de kunne ikke sige, om dette
girokort blev returneret.
Da det tidligere medlem var 58 år gammel, var sletningen af væsentlig betydning for hans
muligheder for at opnå efterløn.
5

A-kassen traf den 19. juni 2002 afgørelse om, at sletningen af medlemskabet stod ved magt på
trods af de nye oplysninger i sagen. A-kassen lagde særlig vægt på, at det tidligere medlem ikke
havde meddelt adresseforandring til selve a-kassen.
Arbejdsdirektoratet tiltrådte afgørelsen den 12. november 2002, idet direktoratet lagde vægt på
den manglende adresseforandring til a-kassen og på, at a-kassen ud fra de oplysninger, som akassen
havde, havde fulgt den korrekte procedure for sletning af medlemskab.
Ankenævnet var enig i, at medlemskabet ikke kunne genoprettes pr. 1. oktober 1997.
Ankenævnet meddelte medlemmet, at det var forståeligt, at medlemmet fandt det uheldigt, at
folkeregisteret opgav adressen forkert til a-kassen. Ankenævnet fandt imidlertid, at a-kassen set
ud fra de oplysninger, som a-kassen havde i sagen, umiddelbart behandlede sagen efter en
korrekt procedure, da a-kassen ikke havde mulighed for at vide, at girokortet, rykkerbrevet og
slettebrevet ikke kom frem til medlemmet, fordi ingen af disse breve blev sendt retur til a-kassen.
Ankenævnet fandt således, at medlemmet måtte bære risikoen for, at medlemmet ikke meldte
adresseflytning til a-kassen, og for, at uheldige omstændigheder som følge af den manglende
adresseoplysning førte til, at han blev slettet som medlem af a-kassen.
Ankenævnet lagde i øvrigt vægt på, at medlemmet har oplyst, at han havde tilmeldt betalingen af
medlemsbidrag til PBS. Medlemmet burde efter ankenævnets opfattelse ved kontrol af PBSoversigterne
være blevet klar over, at han ikke betalte medlemsbidrag til a-kassen, og herefter
have rettet henvendelse til a-kassen relativt hurtigt efter den 1. oktober 1997.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0838).
Ej selvforskyldt ledig - uden begæring af dagpenge i 3 måneder efter arbejdsophøret
Et medlem opsagde sit arbejde i et pizzeria med virkning fra den 1. juni 2000. Opsigelsen
skyldtes, at medlemmet ønskede at holde en længere ferie. Han meldte sig ikke ledig og
begærede ikke dagpenge i forbindelse med arbejdsophøret.
I perioden fra 1. juni til 14. august 2000 afholdt medlemmet optjent ferie og fri for egen regning.
Den 14. august 2000 påbegyndte medlemmet et nyt arbejde ved en anden arbejdsgiver. Han
ophørte med dette arbejde den 8. oktober 2000, idet han selv sagde op, fordi han følte sig dårligt
behandlet og udsat fra racisme.
Den 9. oktober 2000 påbegyndte medlemmet på ny arbejde i det pizzeria, hvor han tidligere
havde været ansat. Ifølge arbejdsgiveren blev medlemmet fra starten af gjort opmærksom på, at
der var tale om midlertidig ansættelse. Medlemmet blev opsagt pr. 31. oktober 2000, da der ikke
længere var brug for hans arbejdskraft.
Medlemmet meldte sig ledig pr. 2. november 2000 og begærede dagpenge.
6

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle udelukkes fra ret til dagpenge fra den 9. oktober
2000, fordi han var blevet selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder. Medlemmet skulle
herefter præstere 300 timers arbejde inden for 10 uger for igen at kunne opnå ret til dagpenge.
Kassen klagede over afgørelsen på medlemmets vegne, idet kassen fandt reglerne forkerte og
uden hjemmel i loven. Kassen gjorde særligt gældende, at det første arbejdsophør ikke vedrørte
arbejdsløshedsforsikringen.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig i forbindelse med begge
arbejdsophør. Medlemmet skulle have en effektiv karantæne på 5 uger for det første
arbejdsophør og ligeledes 5 ugers karantæne for det andet arbejdsophør.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet ikke havde haft en gyldig grund til nogen af de to
arbejdsophør. Direktoratet henviste herved til, at ønsket om at holde ferie i en længere periode
for egen regning ikke var en gyldig grund. Den omstændighed, at medlemmet ikke begærede
dagpenge i forbindelse med det første arbejdsophør var uden betydning, da reglerne i
bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed også gjaldt i disse tilfælde.
Med hensyn til det andet arbejdsophør henviste direktoratet til, at arbejdsgiveren ikke havde
misligholdt ansættelsesforholdet og at det ikke var dokumenteret, at medlemmet var blevet
dårligt behandlet på arbejdspladsen. Desuden havde medlemmet ikke henvendt sig til
arbejdsgiveren for at søge problemerne løst, inden han valgte selv at sige op.
Direktoratet fandt, at medlemmets 2 arbejdsophør ikke skulle sanktioneres med
"gentagelsesvirkningen", fordi medlemmet ikke var blevet vejledt om risikoen for at miste
dagpengeretten ved flere arbejdsophør i forbindelse med sit ophør pr. 1. juni 2000.
Kassen klagede i henhold til fuldmagt fra medlemmet meget omfattende og udførligt over dels
den konkrete afgørelse, dels over reglerne i direktoratets dagældende bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed, som kassen mente gik ud over lovhjemlen, og dels regelanvendelsen i
relation til forvaltningslovens overordnede principper.
I afgørelse af 25. marts 2002 bemærkede ankenævnet indledningsvis, at der efter direktoratets
afgørelse og oversendelse af sagen til ankenævnet var trådt en ny bekendtgørelse om
selvforskyldt ledighed i kraft.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed trådte i
kraft den 1. oktober 2001, og bekendtgørelsen indeholdt ikke særlige overgangsbestemmelser i
relation til arbejdsophør, der havde fundet sted forud for ikrafttrædelsesdatoen og under
omstændigheder, som i den foreliggende sag. Det var på den baggrund ankenævnets opfattelse,
at det var de lempeligere bestemmelser om arbejdsophør uden begæring af dagpenge i den
nugældende bekendtgørelse, der skulle anvendes ved afgørelsen af den konkrete sag.
Ankenævnet begrundede denne opfattelse med, at sagen først blev endeligt afgjort efter at de nye
og lempeligere regler var trådt i kraft, og at det i praksis antages, at regelændringer, der
indebærer lempelser i forhold til tidligere gældende regler, skal anvendes på sager, der ikke er
endeligt afgjort forud for reglernes ikrafttræden, hvis andet ikke er bestemt.
7

Under anvendelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt
ledighed fandt ankenævnet, at medlemmets 1. arbejdsophør den 31. maj 2000 ikke var omfattet
af reglerne om selvforskyldt ledighed og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i direktoratets
bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001. Medlemmet skulle derfor ikke pålægges 5 ugers
effektiv karantæne fra den 1. juni 2000 i forbindelse med dette ophør.
Ankenævnet lagde ved denne del af afgørelsen til grund, at medlemmet ikke begærede dagpenge
eller anden ydelse fra kassen i 3 måneder efter dette arbejdsophør Ankenævnet lagde ved
afgørelsen vægt på, at et medlem, der ophører i et arbejde uden at bede om ydelser, der udbetales
af kassen, i 3 måneder efter ophøret, ikke er omfattet af reglerne om selvforskyldt ledighed og
konsekvenserne af selvforskyldt ledighed i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september
2001 om selvforskyldt ledighed.
Medlemmet måtte derimod anses som selvforskyldt ledig i forbindelse med det 2. arbejdsophør
den 8. oktober 2000, hvorfor han for dette arbejdsophør skal pålægges 5 ugers effektiv
karantæne med virkning fra den 9. oktober 2000.
Ankenævnet lagde ved denne del af afgørelsen til grund, at medlemmet påbegyndte arbejdet den
13. august 2000, og at han selv sagde dette arbejde op den 8. oktober 2000, da han følte sig
dårligt behandlet og udsat for racisme. Videre lagde nævnet til grund, at medlemmet 9. oktober
2000 fik midlertidig ansættelse ved sin tidligere arbejdsgiver, at han blev opsagt fra dette arbejde
den 31. oktober 2000, da der ikke var mere arbejde til ham, og at han den 2. november 2000
meldte sig ledig og begærede dagpenge.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet opsagde arbejdet pr. 8. oktober 2000
uden af have forsøgt at opnå en løsning på de problemer, som har angav som årsag til opsigelsen.
Efter det oplyste havde medlemmet ikke henvendt sig til arbejdsgiveren for at søge problemerne
løst, og betingelserne for at anse ophøret for fyldestgørende begrundet var dermed ikke opfyldt.
Den omstændighed, at medlemmet umiddelbart efter arbejdsophøret den 8. oktober 2000
påbegyndte arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver, den 9. oktober 2000, kunne heller ikke
medføre, at ophøret den 8. oktober 2000 ikke skulle omfattes af reglerne og sanktioneres som
selvforskyldt ledighed. Ankenævnet begrundede dette med, at medlemmet fra starten var klar
over, at der var tale om midlertidig ansættelse ved den tidligere arbejdsgiver, og at ansættelsen
også blev af under 5 ugers varighed.
Da medlemmets 1. arbejdsophør ikke var omfattet af bekendtgørelsens regler og derfor ikke
skulle sanktioneres, bortfaldt spørgsmålet om gentagelsesvirkning i forbindelse med det 2.
arbejdsophør.
Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse med henvisning til ændrede regler.
(J.nr. 2002-1-0105).
Dagpengeret under kursus - antallet af undervisningslektioner – frokostpause o.l. anses for
en integreret del af undervisningsforløbet
Medlemmet begyndte den 20. januar 2003 på et kursus om jobsøgning og kompetenceudvikling
for personer over 50 år, som var blevet afskediget fra et job i staten.
8

Undervisningen havde indtil den 23. februar 2003 en varighed af 18 timer om ugen, herefter faldt
den ugentlige undervisningstid til 12 timer.
Medlemmet startede den 27. januar 2003 på en kursus i erhvervsøkonomi, som foregik en gang
om ugen i 4 timer.
Medlemmet havde i perioden den 27. januar 2003 til den 23. februar 2003 undervisning i i alt 22
timer om ugen.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget i ovennævnte periode,
idet hun havde mere end 20 undervisningstimer om ugen.
Medlemmet klagede over afgørelsen, idet hun bl.a. gjorde gældende, at man ved beregningen af
undervisningstimerne skulle fratrække frokostpauser samt den tid, der gik til individuel
jobsøgning og rådgivning, i alt 9 timer om ugen.
A-kassen henstillede til direktoratet, at der blev dispenseret fra 20 timers grænsen, idet
overskridelsen var lille og kortvarig, og idet kurset havde til formål at få medlemmet tilbage på
arbejdsmarkedet.
Direktoratet mente ikke, der kunne dispenseres fra reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens §
62a og bekendtgørelse om rådighed § 16, og tiltrådte a-kassens afgørelse.
Det fremgår ikke af lovens forarbejder, hvorledes begrebet ”undervisningstimer” skal fortolkes.
Derimod fremgår det af vejledning om rådighed, at begrebet skal fortolkes som
”undervisningslektioner”, uanset at en typisk undervisningslektion er på 45 minutter.
På baggrund af ovenstående og på baggrund af det faktum, at forskellige
uddannelsesinstitutioner udbyder undervisning af forskellig varighed, fandt ankenævnet at der
ved vurderingen af antal undervisningstimer skulle lægges vægt på antallet af
undervisningslektioner.
Ankenævnet fandt herefter, at man skulle vurdere den tid, der blev brugt til frokostpauser samt
individuel jobsøgning og rådgivning som en integreret del af undervisningsforløbet, og at man i
øvrigt ikke indregnede frokostpauserne ved opgørelsen af det samlede antal
undervisningslektioner.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0220).
Optagelse som dimittend på baggrund af udenlandsk uddannelse – udtalelse fra Centeret
for Vurdering af Udenlandske Uddannelser
Efter lovbemærkningerne til § 3, stk. 4, nr. 2, i lov nr. 415 af 6. juni 2002 om ændring af lov om
vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer skal Centeret for Vurdering af Udenlandske
Uddannelsers vurderinger af personers udenlandske uddannelseskvalifikationer lægges til grund
for optagelse i arbejdsløshedskasser. Det indebærer, at arbejdsløshedskasser skal følge centerets
vurderinger ved optagelse af de pågældende personer.
9

I en sag, hvor ankenævnet tidligere havde truffet afgørelse om, at en person ikke kunne optages
som medlem, ændrede ankenævnet den 22. august 2003 sin afgørelse, således at personen kunne
optages som dimittend i a-kassen på baggrund af sin udenlandske uddannelse.
Ankenævnet lagde vægt på, at Centeret for Vurdering af Udenlandske Uddannelser havde
vurderet, at personens konkrete uddannelse som bachelor kombineret med en mastergrad – med
1 års afbrydelse mellem de to uddannelsesdele - kunne betragtes som et samlet og afsluttet
uddannelsesforløb svarende til en dansk uddannelse af 4 års varighed.
Det var en forudsætning for afgørelsen, at personen efterbetalte medlemsbidrag fra
optagelsestidspunktet.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0165).
Malersyndrom og ordblindhed – påtaleopgivelse - uagtsomhed
Medlemmet havde i ugerne 25-40 i 2001 oplyst 0 timer på dagpengekort, selv om han var i
jobtræning, og uge 41 i 2001 har han oplyst 7 timer men havde arbejdet 8,5 time, idet han fra 12.
oktober 2001 havde fået arbejde 15 timer om måneden.
Medlemmet havde forklaret, at han på grund af økonomiske og psykiske problemer ikke havde
viden eller overskud til selv at opdage fejlen
Direktoratet traf afgørelse om tilbagebetaling af kr. 49.424 og 962 timers effektiv karantæne for
svig.
Medlemmets advokat henviste overfor ankenævnet til, at medlemmet er ordblind og der, efter at
medlemmet havde arbejdet med organiske opløsningsmidler, var konstateret hjerneskade med
efterfølgende tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning. Medlemmet havde nedsat hukommelse
og dårlig evne til bl.a. skrivning og læsning.
Efter klagen til ankenævnet besluttede Politimesteren i Nyborg at opgive påtale for overtrædelse
af straffelovens § 279, bedrageri. Der var navnlig lagt vægt på, at medlemmet er ordblind, lider
af malersyndrom. Politimesteren fandt ikke, at der mod sigtedes benægtelse under en straffesag
kunne føres bevis for forsæt til bedrageri.
Direktoratet udtalte herefter, at direktoratet intet havde imod, at afgørelsen ændredes til
uagtsomhed.
På møde den 21. august 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet havde handlet
uagtsomt ved at undlade at oplyse om den modtagne løn ved udfyldelsen af dagpengekortene, og
medlemmet derfor skulle pålægges en effektiv karantæne på 37 timer.
Ankenævnet lagde vægt på, at politimesteren havde tilkendegivet, at forsæt til bedrageri ikke
mod medlemmets benægtelse ville kunne bevises. Politimesteren lagde ved sin afgørelse navnlig
vægt på, at det af sagen fremgår, at medlemmet er ordblind samt at medlemmet tidligere er
10

påført en arbejdsskade, malersyndrom. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at medlemmet
ikke skulle anses for at have handlet svigagtigt.
Ankenævnet havde lagt vægt på, at det fremgår af vejledningen til dagpengekortene, at alt
arbejde skal oplyses lønnet som ulønnet, og at medlemmet på tro og love have erklæret, at
oplysningerne på kortene var rigtige.
Medlemmet burde derfor have vidst, at hans ansættelse i forbindelse med jobtræning og
ansættelsen 15 timer om måneden kunne have betydning for retten til ydelser, og at medlemmet
derfor skulle oplyse herom til arbejdsløshedskassen.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0210).
Ansøgning om efterlønsbevis – ej skriftlighedskrav
Cirka 2 måneder før medlemmet fyldte 60 år, havde a-kassen sendt ham skriftligt
vejledningsmateriale om ret til efterlønsbevis.
Medlemmet fyldte 60 år i 1999, men opfyldte anciennitetskravene til efterlønsbevis (10 års
medlemskab inden for de sidste 15 år) Medlemmet opfyldte anciennitetskravene i 2001 men på
grund af uoverensstemmelse mellem ham og a-kassen ansøgte han ikke om efterlønsbeviset.
I 2002 kontaktede medlemmet a-kassen telefonisk og ansøgte om efterlønsbevis.
Senere i 2002 modtog a-kassen medlemmets skriftlige ansøgning om efterlønsbevis.
Ankenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af
22. juni 2001 om fleksibel efterløn, § 3 stk. 2, at a-kassen kan udstede et bevis med virkning fra
den dato, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen fra medlemmet, dog tidligst fra det tidspunkt,
hvor medlemmet opfylder betingelserne for efterløn.
Uanset at a-kassen ifølge bekendtgørelse om fleksibel efterløn, § 2, stk. 2, skal sende en
ansøgningsblanket om efterløn ud til alle medlemmer, udgør det ikke i sig selv et krav om
skriftlighed.
Da det ikke udtrykkeligt fremgår af loven eller bekendtgørelsen, at ansøgning skal ske skriftligt,
kan et sådant krav ikke stilles, og ansøgningen må derfor anses for indgivet til a-kassen med
medlemmets telefoniske henvendelse den 15. juli 2002.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0007).
Ikke godtgjort at a-kassen havde vejledt medlemmet om retten til efterlønsbevis – stillet
som om ansøgt om efterlønsbevis på tidspunkt, hvor opfyldte betingelserne
Da medlemmet fyldte 60 år i august 1999, opfyldte han ikke anciennitetskravene (10 års
medlemskab inden for de sidste 15 år) for at søge om et efterlønsbevis.
11

Medlemmet opfyldte kravene for ret til efterlønsbevis i februar 2001, men ansøgte ikke herom.
I august 2002 henvendte medlemmet sig telefonisk til a-kassen, for at rykke for sit
efterlønsbevis. Henvendelsen skete på baggrund af, at medlemmet fik at vide af nogle kollegaer,
at et efterlønsbevis ville give medlemmet mulighed for at optjene skattefri præmier.
Medlemmet oplyste, at han omkring sin 60-års-dag mundtligt fik at vide af a-kassen, at han ikke
opfyldte anciennitetskravene for ret til efterløn på sin 60-års-dag. Medlemmet havde
fuldtidsbeskæftigelse og var ikke interesseret i at være efterlønmodtager. Medlemmet oplyste
endvidere, at han på ingen tidspunkt hverken mundtlig eller skriftlig var blevet vejledt om retten
til efterlønsbevis eller optjening af skattefri præmier, hvorfor han ikke havde ansøgt om
efterlønsbeviset.
Efter § 5 i bekendtgørelsen om en a-kasses pligt til at vejlede medlemmet om, hvordan
medlemmet får udstedt et efterlønsbevis. Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, at denne
vejledning skal ske skriftligt.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at medlemmet anførte i sin klage at han aldrig
havde modtaget den skriftlige vejledning om retten til efterlønsbeviset fra a-kassen, som han
havde krav på. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at a-kassen var i tvivl om, hvorvidt
medlemmet havde fået den fornødne vejledning.
Ankenævnet fandt det således ikke for godtgjort, at vejledningen havde fundet sted, hvorfor
medlemmet skulle stilles som om han havde fået den rette vejledning.
Ankenævnet fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at medlemmet var i god tro, og at han,
såfremt han havde modtaget vejledning om ansøgning om efterlønsbevis, ville have søgt om
efterlønsbeviset i rette tid til, at medlemmet ville have ret til et efterlønsbevis med en bevisdato i
februar 2001.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0096).
En udenlandsk statsborger, som uden egen skyld blev udvist af landet, fik tilladelse til at få
efterlønsbidrag tilbagebetalt kontant efter § 24, direktoratets bekendtgørelse om betaling
af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.
Medlemmet havde tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse, men havde ikke oplyst om dette i
forbindelse med indmeldelse til a-kassen, hvorfor a-kassen ikke havde været opmærksom på
dette.
Udlændingestyrelsen traf efterfølgende en afgørelse om, at medlemmets tidsbegrænsede
opholds- og arbejdstilladelse ikke kunne forlænges og medlemmet blev udvist af landet mod sin
vilje.
12

Medlemmet opfyldte ikke betingelserne for kontant tilbagebetaling af efterlønsbidraget efter
bekendtgørelsens § 17. Medlemmets efterlønsbidrag kunne ikke overfører til hendes
pensionsopsparingskonto, idet kontoen ikke længere eksisterede.
Ankenævnet fandt, at medlemmet kunne få udbetalt efterlønsbidraget kontant, idet hun måtte
anses for at være i en så ganske særlig situation, at der kunne gives dispensation.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet uden egen skyld var blevet udvist af landet og derfor
var uden egen skyld i, at hun aldrig ville være berettiget til efterløn.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0260).
Ophør selvstændig virksomhed – ægtefælle - ændrede ejerforhold - tidsmæssig
sammenhæng
Medlemmets ægtefælle ejer et holdingselskab (A/S), som ejede 100% af aktierne i A A/S indtil
1. maj 2002, hvor 75% af aktierne i A A/S blev solgt til tredjemand.
Ægtefællen var administrerende direktør indtil salget og fortsatte som funktionær, seniorrådgiver
og mentor for rådgiverne i 3 år, hvorefter han i 2005 skal sælge de sidste 25% af aktierne i A A/S
og fratræde.
Medlemmet var personalechef og fortsatte som sådan efter salget. Den 12. august 2002 opsagde
hun sin stilling op til fratræden 30. september 2002.
Direktoratet fandt, at medlemmet ikke var udtrådt af virksomheden i nær sammenhæng med, at
virksomhedens ejerforhold blev ændret.
Medlemmets advokat gjorde gældende, at medlemmet opsagde sin stilling den 12. august 2002
til fratræden 20. september 2002 i overensstemmelse med funktionærlovens regler, og at hendes
ægtefælle i forbindelse med salget af 75% af selskabskapitalen i maj 2002 eller senest ved hans
fratræden som administrerende direktør 30. september 2002 var ophørt med at drive selvstændig
virksomhed.
Advokaten henviste videre til aftalen om overdragelse af 75% af aktiekapitalen, hvoraf fremgår,
at medlemmet skulle fratræde sin ansættelse efter nærmere aftale i overensstemmelse med
funktionærlovens regler, og at hun i en overgangsfase skulle bidrage med overførsel af
arbejdsopgaver til andre.
Ankenævnet fandt, at medlemmet opfyldte betingelserne for at blive anset for udtrådt af sin
ægtefælles selvstændige virksomhed og dermed ledig pr. 1. oktober 2002.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0134).
13

I 1990 meldte medlemmet sig ud af a-kassen, for at passe sit handicappede barn. På
tidspunktet for udmeldelsen var medlemmet 40 år - anciennitetsreglerne ændredes i 1999
og medlemmet kunne efterfølgende ikke opfylde betingelserne for ret til efterløn
Meeddl leemmeet t hhaavvddee vvær
reet t
meeddl leem aaf f eenn aa- -kkaassssee i
2222
I
11999900 meel lddt tee hhaann ssi igg uudd aaf f aa- -kkaasssseenn, , foor f rddi i hhaann sskkuul ll lee ppaassssee ssi it t hhaannddi iccaappppeeddee bbaar rnn. . Meeddl leemmeet t
mooddt toogg ggooddt tggøør reel lssee foor f r taabbt t t aar rbbeej jddssf foor rt tj jeenneesst tee eef ft teer r bbi isst taannddssl loovveennss §§ 4488. .
Meeddl leemmeet t bbl leevv i
11999900 vveej jl leeddt t i
aa- -kkaasssseenn oom, , aat t ddeet t ikkkkee i vvi il ll lee hhaavvee bbeet tyyddnni inngg foor f r hhaannss sseenneer ree
reet r t ti til
l eef ft teer rl løønn, , aat t hhaann meel lddt tee ssi igg uudd aaf f aa- -kkaasssseenn i
55 åår r foor f r aat t ppaassssee bbaar rnneet t. . PPåå ti tiddssppuunnkkt
teet t foor f r
uuddmeel lddeel lssee vvaar r meeddl leemmeet t 4400 åår r. . EEt t meeddl leem sskkuul ll lee ddeennggaanngg hhaavvee 1100 åår rss meeddl leemsskkaabb innddeenn i foor f r
eenn 1155 åår rss ppeer ri iooddee, , foor f r aat t vvær ree bbeer reet tt ti iggeet t ti til
l eef ft teer rl løønn. .
EEf ft teer rssoom aanncci ieennnni it teet tssr reeggl leer rnnee ænnddr reeddeess i
11999999, , kkuunnnnee meeddl leemmeet t ikkkkee i ooppf fyyl lddee ddee nnyyee reeggl r leer r, ,
iddeet i t hhaann hhaavvddee eet t aaf fbbr ruuddt t meeddl leemsskkaabb i
oovveer r 55 åår r. . EEt t aaf fbbr ruuddt t meeddl leemsskkaabb i
eenn aa- - kkaassssee i
eenn
ppeer ri iooddee, , ddeer r eer r lænnggeer l ree eenndd 55 åår r hhaavvddee ddeenn vvi ir rkknni inngg, , aat t hhaannss ti tiddl
li iggeer ree
meeddl leemsskkaabb i
aa- -kkaasssseenn ikkkkee i kkuunnnnee meeddr reeggnneess ti til
l ddeet t ssaaml leeddee aanncci ieennnni it teet tsskkr raavv. .
Annkkeennævvnneet t faannddt f t ikkkkee, i , aat t ddeer r vvaar r ggr ruunnddl laagg foor f r aat t ggi ivvee eenn ddi issppeennssaat ti ioonn eef ft teer r ALL §§ 7744 aa, , sst tkk. . 44, , ddaa
ddeennnnee bbeesst teemmeel lssee aal leennee eer r tænnkkt t t ssoom eenn ssnnævveer r ddi issppeennssaat ti ioonnssaaddggaanngg, , ssoom eef ft teer r ppr raakkssi iss aal leennee
eer r aannvveennddt t i
ddeet t ti til
lf fæl lddee, , hhvvoor r eef ft teer rl løønnssaannssøøggeer reenn hhaar r fååeet f t eenn bbeer reet tt ti iggeet t foovveennt f tnni inngg oom, , aat t vvær ree
oomf faat tt teet t aaf f eef ft teer rl løønnssoor rddnni innggeenn, , eel ll leer r hhvvoor r ddeer r hhaar r vvær reet t taal t lee oom eenn kkoor rt tvvaar ri igg aaf fbbr ryyddeel lssee aaf f
uunnddsskkyyl lddeel li iggee ggr ruunnddee, , f. f.eekkss.
. PPBSS- -f feej jl l. .
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0304).
Udtrådt af ægtefællens autoværksted - det personlige arbejde overtaget af nyansat
arbejdskraft, ansat ca. ½ år tidligere
Det fremgår af medlemmets ledighedserklæring af 10. oktober 2002 efter endeligt ophør som
selvstændig, at hun havde haft sidste arbejdsdag den 13. oktober 2002 og var tilmeldt
arbejdsformidlingen den 14. oktober 2002. Der var tale om et autoværksted med reparation, køb
og salg af biler. Medlemmets arbejde havde bestået i kontorarbejde, administration, regnskab,
bogføring, hente reservedele og kundebefordring. Der havde været tale om selvstændig
hovedbeskæftigelse i 37 timer om ugen. Virksomheden fortsattes af ægtefællen.
Det er siden oplyst, at den 23. april 2002 blev en person ansat som mekaniker i virksomheden.
Der havde ikke tidligere været ansatte i virksomheden. Først ½ år efter overtog mekanikeren
medlemmets arbejdsopgaver, idet medlemmets ægtefælle ville være sikker på, at mekanikeren
var den rigtige mand til at overtage virksomheden. Det var aftalt, at mekanikeren skulle overtage
virksomheden den 1. maj 2004.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt ved sin udtræden af
virksomheden den 14. oktober 2002, hvorfor hun ikke havde ret til dagpenge fra denne dato.
14
åår r. .

Direktoratet henviste til § 11, stk. 1, i bekendtgørelsen om ophør med udøvelse af selvstændig
virksomhed som hovedbeskæftigelse, hvorefter et medlem, der udtræder af en mindre
virksomhed, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, hvis lønudgiften i hvert af de 2 seneste,
hele regnskabsår har været på et beløb, der er mindre end 2 gange mindstesatsen på
ophørstidspunktet, og medlemmet kan dokumentere, at det personlige arbejde fuldt ud er
overtaget mere end midlertidigt af nyansat arbejdskraft bortset fra ægtefælle, samlever eller
umyndige børn.
Direktoratet lagde vægt på, at der i tilknytning til medlemmets udtræden den 14. oktober 2002
ikke blev ansat en ny medarbejder til at overtage hendes arbejdsopgaver, idet den nye
medarbejder ifølge ansættelseskontrakten blev ansat som mekaniker og ikke til at varetage
medlemmets arbejdsopgaver, og idet mekanikeren blev ansat ca. 6 måneder, før medlemmet
udtrådte af virksomheden.
Det forhold at den nye medarbejder skulle overtage virksomheden den 30. april 2004, og at han
først overtog medlemmets arbejdsopgaver ½ år efter, at han var blevet ansat fordi medlemmets
ægtefælle ville være sikker på, at medarbejderen var den rigtige person til at overtage
virksomheden, kunne ikke føre til et andet resultat.
Direktoratet fandt ikke, at medlemmet havde dokumenteret at opfylde nogen af de øvrige regler
om udtræden af en ægtefælles virksomhed.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet den 14. oktober 2002 ved sin ledigmelding og
udtræden af ægtefællens selvstændige virksomhed ansås for at opfylde betingelsen for at kunne
anses for ophørt mere end midlertidigt med selvstændig hovedbeskæftigelse – at hendes
personlige arbejde fuldt ud var overtaget mere end midlertidigt af nyansat arbejdskraft.
Medlemmet havde derfor ret til dagpenge fra den 14. oktober 2002.
Ankenævnet lagde vægt på, at den nyansatte mekaniker blev ansat med virkning fra den 23. april
2002 med henblik på at overtage medlemmets arbejdsopgaver, hvilket var gennemført den 13.
oktober 2002. Nævnet havde ikke noget at indvende imod, at der gik ca. ½ år før den nyansatte
mekaniker overtog medlemmets arbejdsopgaver, hvilket både skyldtes, at den nyansatte
mekaniker skulle sætte sig ind i arbejdsopgaverne, og at medlemmets ægtefælle ville være sikker
på, at den nyansatte var den rigtige til at overtage virksomheden. I denne forbindelse bemærkede
nævnet, at det ikke fremgik af § 11, stk. 1, i bekendtgørelsen om ophør med udøvelse af
selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, at der skulle være samtidighed mellem den
nyansattes tiltræden og overtagelsen af den udtrædende ægtefælles arbejdsopgaver.
Som en konsekvens af, at ankenævnet fandt at § 11, stk. 1, i bekendtgørelsen om ophør med
udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ikke krævede samtidighed mellem
den nyansattes tiltræden og overtagelsen af den udtrædende ægtefælles arbejdsopgaver – fandt
nævnet, at 6 måneders fristen i § 11, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor den nyansatte
overtog medlemmets arbejdsopgaver, således at den nyansatte reelt fik de 6 måneder til at vise,
om overtagelsen var reel.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0132).
15

Manglende oplysning om regulering af pensioner - tilbagebetaling
Medlemmet gik på fleksibel efterløn den 1. november 2000 som 60-årig. Hun oplyste om sine
pensionsforhold ved pensionsoversigt af 2. november 2000, hvoraf fremgik at hun fik dels en
alderssum fra pensionskassen og dels en løbende alderspension med virkning fra den 1.
november 2000 med en samlet månedlig udbetaling på i alt 1.051 kr.
Medlemmet underskrev den 19. november 2000 kassens foreløbige oversigt over sine pensioner.
Af denne oversigt fremgår bl.a. at hun havde 2 løbende livsvarige ordninger på henholdsvis
3.052 kr. og 9.368 kr.
Den 27. november 2000 godkendte kassen efterlønsansøgningen og anførte i brevet, at der ville
ske modregning for alle de oplyste pensioner. Kassen henviste til edb-udskrift om, hvordan
pensionerne var modregnet. I denne oversigt havde man opført medlemmets pensioner fra et
ansættelsesforhold med løbende udbetaling som pensionstilsagn af livsvarig pension og foretaget
fradrag efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 74i, stk. 5, og ikke stk. 6.
Den 18. juli 2002 henvendte medlemmet sig i kassen for at få oplysning om forskellige forhold.
Ved denne lejlighed afleverede hun pensionsoplysningen til pensionsselskabet, og kassen
konstaterede, at medlemmet fik udbetalt løbende pension, men kun var blevet modregnet for en
udskudt pension.
Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle tilbagebetale det efterlønsbeløb, hun havde fået for
meget udbetalt i efterløn som følge af, at hun ikke på efterlønskortene havde oplyst om de årlige
reguleringer af hendes pensioner pr. 1. juni 2001 og 2002.
Derimod fandt nævnet ikke, at medlemmet skulle tilbagebetale det for meget udbetalte
efterlønsbeløb, der skyldtes, at kassen havde foretaget fradrag i efterlønnen efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 74i, stk. 5, og ikke efter stk. 6.
Nævnet fandt, at medlemmet havde givet de oplysninger, der har været nødvendige for, at kassen
kunne have foretaget korrekt fradrag i efterlønnen, og at medlemmet ikke har indset, at fradraget
for pensioner i efterlønnen skulle have været foretaget efter arbejdsløshedsforsikringslovens §
74i, stk. 6, om løbende udbetaling af pensioner, og ikke efter § 74i, stk. 5 om løbende livsvarige
udbetalinger.
Ankenævnet fandt heller ikke, at medlemmet skulle have karantæne for uagtsomhed, da
tilbagebetalingsbeløbet var under bagatelgrænsen.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0416).
Fradrag i dagpenge for ventepenge udbetalt i forbindelse med afskedigelse - manglende
opfyldelse af beskæftigelseskravet
Ankenævnet fandt, at medlemmets ventepenge skal modregnes i Medlemmets dagpenge og
modregningen skal ske efter omregningssatsen. Medlemmet vil på baggrund heraf ikke kunne få
16

udbetalt ydelser pr. den 1. juni 2002 og kan derfor ikke indplaceres i dagpengesystemet.
Ventepengene kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Fradrag i dagpengene
Ankenævnet har lagt vægt på, at ventepengene fra den 1. juni 2002 og i de første 3 måneder blev
udbetalt med et beløb svarende til Medlemmets faste løn på fratrædelsestidspunktet, og i den
resterende del af perioden med 2/3 heraf svarende til 20.717 kr.
Ankenævnet har videre lagt vægt på aftalen, hvorefter TDC ikke skulle underrettes i tilfælde af,
at medlemmet fik andet arbejde i perioden med ventepenge uanset arbejdets art og omfang, at
TDC ikke havde ret til modregning i ventepengene, at ventepengene udgør mere end 60 % af den
hidtidige løn, og at disse udbetales over en forholdsvis lang periode.
Ankenævnet finder sammenfattende, at ventepengene skal sidestilles med pension fra en
tidligere arbejdsgiver og derfor medfører fradrag i medlemmets dagpenge fra den 31. maj 2002
til den 31. maj 2007.
Opfyldelse af beskæftigelseskravet
Ankenævnet fandt, at medlemmets ventepenge ikke kan medregnes til opfyldelse af
beskæftigelseskravet.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var knyttet nogen arbejdsforpligtelse til udbetalingen af
ventepengene, og at beskæftigelseskravet netop skal sikre den lediges tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Ankenævnet var enig i direktoratets vurdering af, at medlemmets ventepenge ikke kan
sidestilles med en ordning med rådighedsløn til tjenestemænd, da arbejdsgiveren udtrykkeligt har
angivet, at selskabet afskriver sig muligheden for at kunne anvise medlemmet andet arbejde,
efter han var overgået til ventepenge.
Ankenævnet lagde desuden vægt på, at medlemmet ikke skulle underrette arbejdsgiveren i
tilfælde af andet arbejde i perioden med ventepenge, uanset art og omfang, at arbejdsgiveren
ikke har ret til modregning i ventepengene, at ventepengene udgør mere end 60 % af den
hidtidige løn, at der betales arbejdsmarkedsbidrag, bidrag til pensionsordning og ATP af
ventepengene.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0768).
Fradrag i dagpengene for rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse
Medlemmet opsagde sin stilling i juni 2001 til fratrædelse med udgangen af august 2001, og
indgik i den forbindelse en aftale om en rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse. Godtgørelsen
svarede til 55 % af medlemmets hidtidige faste løn og løb til 30. juni 2006, den måned hvor
medlemmet fyldte 62 år.
17

I sit oprindelige udkast have arbejdsgiveren givet medlemmet mulighed for at få
fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt på en gang, men arbejdsgiveren ændrede tilbudet til ratevis
udbetaling.
På medlemmets forespørgsel udtalte kassen, at der var tale om en fratrædelsesgodtgørelse der
ikke medførte fradrag i dagpengene. Kassen lagde vægt på, at ydelsen blev beskattet som Aindkomst,
og der blev trukket Arbejdsmarkedsbidrag og Særlig pensionsbidrag. Medlemmet blev
anset for dagpengeberettiget fra den 1. januar 2002, hvor opsigelsesvarslet udløb.
Medlemmet var i arbejde i perioden 2. januar til 30. juni 2002.
Kassen meddelte den 20. juni 2002 at den måtte give afslag på udbetaling af dagpenge fra den 1.
juli 2002, da direktoratet og ankenævnet havde truffet afgørelse om, at der skulle ske fradrag for
den rateudbetalte fratrædelsesydelse.
Direktoratet fandt at der skulle ske fradrag, da ydelsen skulle sidestilles med en pension fra en
tidligere arbejdsgiver.
Arbejdsgiveren tilbød efterfølgende, at den økonomiske fratrædelsesordning fremover kunne
konverteres, således at der skete udbetaling af et éngangsbeløb, hvilket medlemmet accepterede
med virkning fra ultimo december 2002.
Ankenævnet fandt, at der skulle ske fradrag for løbende udbetalinger af godtgørelsen frem til
ultimo december 2002, fra hvilket tidspunkt godtgørelsen blev udbetalt som et éngangsbeløb.
Ankenævnet lagde i forbindelse med sin vurdering af de løbende udbetalinger af godtgørelse
vægt på, at lignende ordninger også blev tilbudt andre medarbejdere, at fratrædelsesordningen
blev tilbudt i forbindelse med en større nedskæring af personalestaben, at ydelserne var Askattepligtige,
at der blev betalt arbejdsmarkedsbidrag at medlemmet ikke havde pligt til at
underrette sin tidligere arbejdsgiver om andet arbejde i perioden, hvor han modtog ydelser, at
arbejdsgiveren ikke havde ret til at modregne i ydelserne, og at der er tale om ydelser udbetalt i
en forholdsvis lang periode.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. Ankenævnet præciserede, at afgørelsen
vedrørte de løbende udbetalinger. (J.nr. 2002-1-0820).
Refusion – rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse – fejlfortolkning af kassen
Et medlem indgik en aftale om en fratrædelsesordning med sin arbejdsgiver og fratrådte med
udgangen af september 2001.
Medlemmet skulle have en månedlig ydelse på ca. 55% af sin løn indtil udgangen af det år han
fyldte 65 år.
Kassen fandt at der var tale om en fratrædelsesgodgørelse der ikke medførte fradrag. Det var
oplyst, at opsigelsesvarslet på 6 måneder var overholdt. Kassen lagde vægt på, at ydelsen var Aindkomst,
og der blev betalt AM og SP – bidrag.
18

Kassen har oplyst, at den kontaktede direktoratet i telefonvagten vedrørende § 6 i
fradragsbekendtgørelsen, for at få støtte til fortolkningen. Direktoratet har afvist at skulle have
udtalt sig om konkrete sagers afgørelse i telefonvagten.
Direktoratet fandt, at der er tale om en ydelse der kan sidestilles med pension og derfor medfører
fradrag i dagpengene.
Dagpengene var dermed udbetalt med urette, og kassen søgte refusion dels under henvisning til
at der er tale om en skønsmæssig afgørelse, dels om en dispensation efter § 5.
Ankenævnet fandt, at der ikke var tale om en skønsmæssig afgørelse, da kassen traf afgørelse
om, at en rateudbetalt fratrædelsesydelse ikke skulle medføre fradrag i dagpengene, men om en
regelfortolkning.
Dispensationsbestemmelsen i § 5 kunne efter ankenævnets opfattelse ikke anvendes, idet det
ikke kunne lægges til grund, at a-kassen havde handlet på en sådan måde, at a-kassen sikrede sig
et tilstrækkeligt sikkert udbetalingsgrundlag. Der var således et selvstændigt ansvarsgrundlag for
a-kassen.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at
direktoratet havde vejledt a-kassen som anført, og i givet fald at a-kassen ikke med en
henvendelse til direktoratets telefonvagt kunne anses for at have sikret sig tilstrækkelig sikkerhed
i afgørelsen af spørgsmålet til at fjerne sig fra udgangspunktet om manglende ret til refusion for
fejludbetalte ydelser.
Ankenævnet fandt, at kassen for eksempel ved at forelægge sagen skriftligt for direktoratet
kunne have sikret sig i relation til fortolkningen af § 6, stk. 2 og § 8, stk. 4 i direktoratets
bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse,
uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0071).
Fastholdelse af svig trods påtaleopgivelse
Medlemmet blev udtrukket i en skatteregisterundersøgelse, i hvilken forbindelse det blev
konstateret, at medlemmet i en periode på lidt over 2 måneder havde arbejdet uden at påføre
arbejdstimerne på dagpengekortene.
Medlemmet havde i en anden periode på 2½ måned arbejdet uden at påføre alle arbejdstimerne
på dagpengekortene.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette og pålagde ham
en karantæne på 20 timer for uagtsomhed (i relation til mindsteudbetalingsreglen m.v.), ligesom
kassen indstillede til direktoratet, at medlemmet blev pålagt en karantæne på 647 timer for svig.
Medlemmet blev endvidere pålagt at tilbagebetale 35.439 kr.
19

Medlemmet har gjort gældende, at han under sin ansættelse ved xx fik lavet en forhøjelse af sin
årsindkomst hos skattevæsenet, hvorfor han troede, at alt var i orden, og at han ikke behøvede at
oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortene.
Medlemmet har endvidere gjort gældende, at han ikke troede, at han skulle oplyse om sine
overarbejdstimer på dagpengekortet ved xx, idet han endnu ikke havde fået en officiel ændring af
arbejdstiden.
Politiet har opgivet at rejse påtale mod medlemmet for bedrageri, idet man ikke forventer, at
videre forfølgning vil føre til, at medlemmet vil blive kendt skyldig. Politiet har dog ikke angivet
en nærmere begrundelse for påtaleopgivelsen.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om svig uanset, at politiet havde opgivet påtale.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke af politiets begrundelse fremgik, at der var taget stilling,
om medlemmet havde handlet bevidst. (J.nr. 2003-1-0040).
Selvforskyldt ledig – ønskede ikke ansættelse på arbejdsplads med rygeforbud
Et medlem skulle som led i sin individuelle handlingsplan aktiveres med jobtræning som
hospitalsmedhjælper.
AF formidlede medlemmet til en samtale om jobtræning ved et af landets amtssygehuse.
Under samtalen oplyste arbejdsgiveren, at der på sygehuset var totalt rygeforbud.
Dertil oplyste medlemmet, at det ikke var noget problem for ham, da han kunne nøjes med at
ryge i pauserne, hvortil han fik at vide, at dette ikke kunne lade sig gøre, da der var totalt
rygeforbud på hele sygehusets område.
Medlemmet gav herefter udtryk for, at han ikke ville kunne gå en hel dag uden at kunne komme
til at ryge.
Arbejdsgiver ønskede herefter ikke at ansætte medlemmet med den begrundelse, at medlemmet
ikke ville kunne arbejde på sygehuset, hvis han ikke kunne ryge.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, idet han ved at give udtryk
for, at han ville få problemer med at arbejde på en arbejdsplads med rygeforbud, havde udvist en
sådan adfærd, at arbejdsgiver ikke ønskede at ansætte ham.
Direktoratet fandt endvidere, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til at udvise en sådan
adfærd, idet rygning ikke er omfattet af de gyldige grunde.
Medlemmet blev pålagt en effektiv karantæne på 3 uger.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0135).
20

Et medlem, der er far til et handicappet barn, havde siden 1996 fået udbetalt forskellige
former for tilskud fra kommunen i forbindelse med pasningen af barnet, herunder
lønkompensation for 7 timer ugentligt -Til og med maj måned 1998 blev
lønkompensationen udbetalt som et ikke-skattepligtigt nettobeløb, men fra juni 1998 blev
beløbet fordoblet, indberettet som skattepligtigt og benævnt kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste
Medlemmet blev ledigt i april 1998, hvor han ifølge egne oplysninger orienterede kassen om den
dengang skattefri udbetaling af lønkompensation. Kassen noterede imidlertid ikke noget om
denne oplysning, og benægtede siden at have modtaget oplysningen.
Kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt for perioden juni 1998 til og
med maj 1999 blev udbetalt samlet til medlemmet i juni 1999. Fra juni 1999 og frem blev
kompensationen udbetalt løbende. Medlemmet oplyste ikke om kompensationen fra kommunen
på tidspunktet for den samlede udbetaling. ligesom han heller ikke oplyste om den fra juli 1999
løbende udbetaling på sine dagpengekort eller på anden måde. Medlemmet fik således udbetalt
dagpenge uden fradrag for de 7 timer, som han var kompenseret for af kommunen.
Ved en samtale i kassen den 8. oktober 1999 oplyste medlemmet, at han modtog kompensation
for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt fra kommunen. Kassen noterede denne oplysning,
men foretog sig ikke videre i anledning deraf. Dagpenge blev fortsat udbetalt uden fradrag for
kompensationen for 7 timer ugentligt.
Forholdet blev konstateret i forbindelse med en skatteregisterundersøgelse.
Kassens afgørelse:
Kassen traf afgørelse om, at :
1. medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af kr. 25.727,-, der var fejludbetalt for perioden
1.juni 1998 til 31. maj 1999, idet medlemmet havde fået dobbeltdækning for 7 timer
ugentligt i denne periode. Tilbagebetalingskravet blev støtte på den objektive ansvarsregel,
der antages at foreligge i dobbeltforsørgelsessituationer,
2. medlemmet var ansvarlig for tilbagebetaling af kr. 8.352,-, der var fejludbetalt for perioden
31. maj 1999 til 19. september 1999 som følge af, at medlemmet ikke orienterede om den
fortsatte, nu løbende udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer
ugentligt. Tilbagebetalingskravet blev støttet på, at medlemmet måtte anses for at have
handlet uagtsomt i forbindelse med den manglende oplysning til kassen, idet han muligvis
var mangelfuldt eller fejlagtigt vejledt fra kommunens side,
3. kassen påtog sig eneansvar for tilbagebetaling af kr. 46.335,- der var fejludbetalt i dagpenge
og uddannelsesgodtgørelse efter mødet i kassen den 8. oktober 1999, hvor kassen noterede
medlemmets oplysning om kompensationen, men ikke foretog sig videre i den anledning.
Sagen drejede sig om yderligere to mindre forhold, hvor medlemmet havde oplyst forkert om
omfanget af arbejdet på sine dagpengekort. Kassen fandt, at det ene af de mindre forhold og
forholdet nævnt ovenfor under pkt. 2 , måtte anses for at være forvoldt ved uagtsomhed. For
disse forhold skulle medlemmet pålægges 20 timers karantæne. Det andet af de mindre forhold
fandt kassen svigagtigt og indstillede derfor medlemmet pålagt 42 timers karantæne for dette.
Medlemmet klagede ikke over kassen afgørelse, som blev sendt til direktoratets stillingtagen på
grund af indstillingen om svigssanktion.
21

Direktoratets afgørelse:
Da medlemmet ikke havde klaget, skrev direktoratet i afgørelsen til medlemmet, at direktoratet
ved afgørelsen lagde kassens afgørelse om tilbagebetaling og beløbenes størrelse til grund.
Direktoratet traf dog alligevel afgørelse om, at medlemmet alene var ansvarlig for tilbagebetaling
af et beløb på i alt kr. 2.872,- , der var fejludbetalt som følge af ukorrekte oplysninger om antal
arbejdstimer. Medlemmet skulle gennemgå 42 timers karantæne for svig, men ingen sanktion for
uagtsomhed, da den del af fejludbetalingen der var forvoldt ved uagtsomhed efter direktoratets
opfattelse alene udgjorde kr. 1.156,-. Med hensyn til fejludbetalingen som følge af udbetalingen
af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentligt, fandt direktoratet ikke
tilstrækkeligt grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for denne i medfør af lovens § 86, stk.
1.
I særskilt afgørelse til kassen meddelte direktoratet, at direktoratet ikke kunne tiltræde kassens
afgørelse om tilbagebetalingsansvar for medlemmet efter dobbeltforsørgelsesprincippet.
Direktoratet lagde herved vægt på, at
• at fejludbetalingen kunne bebrejdes kassen,
• at medlemmet havde informeret kassen om lønkompensationen,
• at udbetalingen af lønkompensation var påbegyndt flere år før udbetaling af dagpenge, og
• at lønkompensationen blev ydet for at medlemmet kunne passe sit handicappede barn.
Kassen havde derfor ikke ret til refusion for det fejludbetalte beløb på i alt kr. 80.414,-, og
direktoratet fandt ikke grundlag for at give dispensation i forhold til refusionsbekendtgørelsens §
5, jf. § 6. Kassen kunne derimod få refusion for det fejludbetalte beløb på kr. 2.872,- på
baggrund af medlemmets svig/uagtsomhed.
Kassens klage:
Kassen klagede over direktoratets afgørelse, idet kassen bl.a. gjorde gældende, at
• der ikke er grundlag for at pålægge hverken medlemmet eller kassen ansvar for
fejludbetalingen i perioden 1. juni 1998 til og med maj 1999 efter a-lovens § 86, men at alene
dobbeltforsørgelsesbetragtninger kan komme på tale som hjemmel til at kræve
tilbagebetaling,
• der ikke var dokumentation eller andet i sagen der understøttede direktoratets begrundelse i
afgørelsen til medlemmet om, at ”Det synes at fremgå af sagens akter, at De i flere tilfælde
har orienteret a-kassen om Deres modtagelse af lønkompensation fra …., uden at dette
medførte fradrag i Deres dagpenge”.” , efter kassens opfattelse fremgik dette alene af
medlemmets forklaring,
• den skattepligtige betaling af tabt arbejdsfortjeneste fra juni 1998 måtte anses for at træde i
stedet for løn, hvorfor betingelserne for at anvende retsgrundsætningen om
dobbeltforsørgelse var til stede, og at der, hvis dette ikke var tilfældet, ikke var grundlag for
at kræve tilbagebetaling for perioden frem til udgangen af maj 1999.
Oversendelsen til ankenævnet:
Direktoratet orienterede medlemmet om, at kassen havde påklaget direktoratets afgørelse, og at
dette indebar, at ankenævnet kunne ændre direktoratets afgørelse til ugunst for medlemmet.
22

Direktoratet oversendte sagen til ankenævnet, idet direktoratet fastholdt afgørelsen uden
yderligere bemærkninger.
Efter oversendelsen til ankenævnet skrev medlemmet til direktoratet, at han fastholdt sin
forklaring om, at han i april 1998 orienterede kassen om, at han fra Kbh.´s kommune modtog
lønkompensation, som på daværende tidspunkt ikke var skattepligtig, hvilket måske var årsagen
til, at det ikke blev noteret.
Medlemmet gjorde desuden gældende, at han følte sig utilstrækkelig vejledt af såvel kassen som
kommunen – særlig i forbindelse med, at den udbetalte kompensation fra kommunen ændredes
fra at være en skattefri ydelse til at være en skattepligtig kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste.
Kassen kommenterede medlemmets bemærkninger til sagen, idet kassen fastholdt, at
medlemmet ikke i april 1998 havde givet kassen oplysninger, som burde få indflydelse på
udbetalingen af dagpenge.
Kassen fastholdt videre, at direktoratet ikke havde løftet bevisbyrden for, at kassen faktisk havde
modtaget sådan oplysning. M.h.t. bevisbyrden i forhold til medlemmet fandt kassen, at dette
spørgsmål var uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der kunne kræves tilbagebetaling på
baggrund af dobbeltforsørgelsesprincippet.
Ankenævnets afgørelse:
Da medlemmet af direktoratet var orienteret om, at ankenævnet kunne ændre direktoratets
afgørelse til skade for ham, og da kassen måtte anses for at have klaget over såvel friholdelsen af
medlemmet for tilbagebetalingsansvar, som over direktoratets afgørelse af refusionsspørgsmålet,
fandt ankenævnet at kunne tage stilling til begge dele.
Ankenævnet traf afgørelse om, at:
1. der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr. 25.727,- til
kassen i medfør af almindelige retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse,
2. der ligeledes var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af kr.
8.252,-, i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
3. kassen havde ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 25.727, da der på tidspunktet for
udbetalingen af det omhandlede beløb var tale om en retmæssig udbetaling,
4. kassen kunne få dispensation i henhold til § 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14.
december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte
ydelser, således at kassen fik ret til refusion for fejludbetalingen på kr. 8.252,-
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tage stilling til de to mindre forhold, som direktoratet
havde truffet afgørelse om i forhold til medlemmet, ligesom ankenævnet heller ikke fandt
grundlag for at pålægge medlemmet yderligere sanktioner efter § 87, stk. 1 eller 3, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., idet kassens klage alene vedrørte ansvaret for de skete
fejludbetalinger.
Ad 1.
23

Ankenævnet lagde ved afgørelsen af, at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for
tilbagebetalingen af kr. 25.727,- vægt på, at dette beløb måtte anses for fejludbetalt som følge af,
at medlemmet i juni måned 1999, efter i ca. 1 år at have modtaget fulde dagpenge som
fuldtidsforsikret, fra kommunen modtog godtgørelse for 7 timers tabt arbejdsfortjeneste ugentligt
med tilbagevirkende kraft til den 1. juni 1998.
Da medlemmet i den nævnte periode dermed havde fået dobbeltkompensation for 7 timer
ugentligt, dels i form af godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen og dels i form af
dagpenge, der ligeledes udbetales som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fandt ankenævnet, at
der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af dagpengebeløbet
efter de almindeligt gældende retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse.
Ankenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at den efterfølgende udbetaling af godtgørelse
fra kommunen dækkede samme tidsrum og formål som de udbetalte dagpenge for 7 timer
ugentligt, hvorfor tidligere modtagelse af godtgørelsen, ville have været til hinder for udbetaling
af fulde dagpenge. Der skulle således have været foretaget fradrag for godtgørelsen i
medlemmets dagpenge.
På det foreliggende grundlag fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at
kassen allerede i april måned 1998 af medlemmet var blevet orienteret om, at han fik udbetalt
kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen. Ankenævnet lagde herved vægt på, at
kassen havde benægtet at have modtaget denne oplysning, som heller ikke var noteret, og som
medlemmet ikke på anden måde havde kunnet sandsynliggøre, at have givet til kassen. Da
situationen herefter reelt var den, at påstand stod mod påstand, sås der ikke ensidigt at kunne
lægges vægt på medlemmets forklaring med den konsekvens, at kassen blev pålagt ansvar for de
efterfølgende skete fejludbetalinger.
Ligeledes sås medlemmets forklaring ikke at kunne bevirke, at medlemmet blev friholdt for
ansvar for den skete fejludbetaling, idet der i forbindelse med tilbagebetalingskrav, der blev
støttet på almindelige retsprincipper om dobbeltforsørgelse, ikke krævedes nogen form for
subjektiv tilregnelse. Der var derimod tale om en objektiv ansvarsregel for den, der havde
modtaget to ydelser, der dækkede samme perioder og formål.
Ad 2.
Ved afgørelsen af, at medlemmet ligeledes måtte anses for ansvarlig for fejludbetalingen af kr.
8.352,- for perioden fra den 1. juni 1999 til den 19. september 1999 lagde ankenævnet vægt på,
at medlemmet undlod at oplyse kassen om, at han fra den 1. juni 1999 løbende modtog tabt
arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentlig.
Medlemmet havde gjort gældende, at de manglende oplysninger til kassen skyldtes, at han ikke
fra kommunens side var blevet tilstrækkeligt vejledt om, at kompensationen kunne have
betydning for hans ret til dagpenge. Dette sås imidlertid ikke at kunne fritage medlemmet for
pligten til at oplyse kassen om kompensationen. Henset til at den udbetalte kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste udgjorde ca. 3.800,- kr. (brutto) månedligt, kunne medlemmet ikke anses for at
have været i berettiget god tro om, at kompensationen var uden betydning for hans ret til
dagpenge.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for
fejludbetalingen i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., idet medlemmet
måtte anses for at have handlet groft uagtsomt ved at tilsidesætte sin oplysningspligt.
24

Ad 3 og 4.
Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at pålægge kassen et selvstændig ansvar for
nogen af de to omhandlede fejludbetalinger.
Med hensyn til fejludbetalingen på kr. 25.727,- så måtte dette beløb anses for udbetalt med rette
på udbetalingstidspunktet. Det var således den efterfølgende udbetaling af kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste med ca. 1 års tilbagevirkende kraft der medførte, at beløbet måtte anses for
fejludbetalt.
Ankenævnet fandt at tilbagebetalingskrav, der blev støttet på almindelige retsprincipper om
dobbeltforsørgelse ikke var omfattet af hovedreglen om, at a-kasserne ikke har ret til refusion for
fejludbetalinger, medmindre der foreligger svig fra medlemmets side.
Dette fremgik også af vejledningen til den dagældende refusionsbekendtgørelse, hvor det i
indledningen var anført, at bekendtgørelsen ikke omfatter tilfælde, ”hvor en ydelse er udbetalt
med rette på udbetalingstidspunktet, men hvor efterfølgende begivenheder gør, at ydelsen kan
kræves tilbagebetalt af medlemmet i henhold til almindelige retsgrundsætninger, som for
eksempel dansk rets almindelige regler om bristende forudsætninger. I disse tilfælde vil kassen
have ret til refusion, medmindre der samtidig foreligger et selvstændigt ansvarsgrundlag for
kassen.”
Ankenævnet fandt således, at kassen havde ret til refusion for beløbet på kr. 25.727,-
Med hensyn til fejludbetalingen på kr. 8.352,- fandt ankenævnet efter en konkret vurdering, at
der kunne dispenseres i henhold til refusionsbekendtgørelsen § 5, således at kassen også fik ret
til refusion for dette beløb.
Ankenævnet begrundede denne vurdering med, at der i den konkrete situation burde kunne
drages en parallel til fejludbetalinger, der fandt sted i direkte forlængelse af svig, hvor der var
mulighed for at dispensere, således at der blev givet refusion også for den efterfølgende
fejludbetaling, der var forvoldt ved medlemmets uagtsomhed.
Da kassen også i den foreliggende situation alene ville have kunnet forhindre fejludbetalingen
vedrørende det uagtsomme forhold, hvis kassen havde haft kendskab til, at der forud for dette
forelå en dobbeltforsørgelsessituation, fandt ankenævnet efter de konkrete omstændigheder, at
der kunne dispenseres i medfør af § 5, i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december
1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser. Kassen
fik således også ret til refusion for denne fejludbetaling.
Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse. (J.nr. 2002-1-0750).
Selvstændig bibeskæftigelse, rengøring – skønnet omfang – svig
Det deltidsforsikrede medlem blev den 1. september 2000 ledig fra lønmodtagerarbejde og
begyndte at modtage dagpenge.
25

xxx Kommune forespurgte den 27. september 2001 afdelingen om hvilken ydelse medlemmet
modtog af arbejdsløshedskassen idet hun drev selvstændig virksomhed.
Medlemmet var den 2. oktober 2001 til samtale i afdelingen hvor hun nægtede at hun drev
selvstændig virksomhed. Hun havde beholdt sit SEnr. Hun ville ikke udfylde en attest AR 259
med oplysning om arbejdstimer pr. dag. Hun ville sende dokumentation for at hun var ophørt
med sin virksomhed. Dokumentationen blev aldrig modtaget af arbejdsløshedskassen.
Hovedledelsen anmodede den 23. december 2001 direktoratet om at fremskaffe oplysninger om
medlemmets selvstændige virksomhed.
Medlemmet meddelte den 23. december 2001 hovedledelsen at hun ikke kunne forstå at hun ikke
måtte arbejde om aftenen på et momsnr. idet hun betalte skat af indtægten.
xxx Kommune meddelte den 11. februar 2002 direktoratet at medlemmet i 2000 havde personlig
indkomst på kr. 79.100,- fra sin virksomhed, xxx Rengøring. Medlemmet havde underskrevet
regnskabet for 2000 den 26. juni 2001.
Hovedledelsen traf den 3. maj 2002 afgørelse om at medlemmet skulle tilbagebetale brutto kr.
54.523,-.
Det blev indstillet til direktoratet at hun for svig skulle pålægges en effektiv karantæne på 962
timer. Da medlemmets virksomhed var et rengøringsfirma, havde hovedledelsen anslået hendes
timeløn til kr. 100,-. Da hun ikke havde ønsket at medvirke til at oplyse sagen, var der lavet en
gennemsnitlig fordeling af arbejdstimerne med 3,04 timer pr. dag i perioden 1. september 2000-
23. september 2001. Medlemmets dagpengekort var således belagt med 15,2 arbejdstimer pr.
uge.
Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse.
Direktoratet anmodede hovedledelsen om at uddybe afgørelsen med regelhenvisning.
Medlemmet meddelte direktoratet, at hendes arbejde med den selvstændige virksomhed om
aftenen på moms var 3 timer. Hun fandt, at der var mulighed for supplerende dagpenge med
fradrag af timerne vedrørende den selvstændige virksomhed. Hun var til rådighed i dagtimerne.
Direktoratet traf afgørelse den 6. februar 2003. Da medlemmet ikke havde klaget over
hovedledelsens afgørelse, var denne lagt til grund vedrørende årsagen til tilbagebetalingen.
Direktoratet tog stilling til om der skulle pålægges sanktion for svig og tilbagebetalingsbeløbets
størrelse. Ud fra en konkret vurdering hvori bl.a. løntimer i hjemmeservicefirmaer var indgået,
fandt direktoratet at medlemmet skønsmæssigt havde arbejdet 10 timer pr. uge. Direktoratet
anmodede derfor arbejdsløshedskassen om at opgøre et nyt tilbagebetalingsbeløb Direktoratet
fandt at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Hun skulle have
en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed. Direktoratet fandt ikke at det ganske kunne
anses for bevist at hun for at få en ydelse hun ikke havde haft ret til, bevidst havde undladt at
oplyse om sin selvstændige virksomhed og sine arbejdstimer på dagpengekortene. Der var lagt
vægt på at medlemmet havde oplyst at hun ikke kunne forstå at hun ikke måtte arbejde i
aftentimerne med et momsnr. idet hun betalte skat af beløbet, og at hun mente at være til
rådighed om dagen.
26

(Direktoratet traf samtidig over for arbejdsløshedskassen afgørelse om at arbejdsløshedskassen
ikke havde ret til refusion for det fejludbetalte beløb.)
Medlemmet indankede sagen den 9. februar 2003.
Hovedledelsen indankede sagen. Det var hovedledelsens opfattelse, at medlemmet havde gjort
sig skyldig i svigagtigt forhold. Hovedledelsen henviste bl.a. til, at medlemmet den 1. september
2000 havde været til vejledningssamtale for nyledige i afdelingen. Hun havde bl.a. modtaget
direktoratets pjece ”Hvad må jeg, når jeg modtager dagpenge og efterløn.” Endvidere havde hun
den 30. november 2000 været til informationsmøde og den 27. juni 2001 underskrevet erklæring
om, at hun havde modtaget vejledning i forbindelse med overgang til aktivperioden.
Ankenævnet traf afgørelse om, at omfanget af medlemmets selvstændige bibeskæftigelse i
perioden 1. september 2000-23. september 2001 fastsattes skønsmæssigt til 10 timer om ugen.
For undladelse af at oplyse om sin selvstændige bibeskæftigelse i den omhandlede periode skulle
medlemmet have en effektiv karantæne på 962 timer for svig.
Ved den skønsmæssige fastsættelse af de ugentlige arbejdstimer i medlemmets selvstændige
virksomhed havde ankenævnet bl.a. lagt vægt på, at det skønsmæssigt fastsatte timetal var
mindre end, hvad medlemmet selv havde oplyst.
Vedrørende sanktionen for svig lagde ankenævnet vægt på, at det måtte anses for bevist, at
medlemmet vidste eller anså det for overvejende sandsynligt, at hendes afgivelse af urigtige
oplysninger eller undladelse af at komme med oplysninger til arbejdsløshedskassen, kunne
medføre at hun fik ydelser fra arbejdsløshedskassen med urette.
Ankenævnet fandt således at selv om medlemmets selvstændige virksomhed var oplyst til
skattevæsenet således at hun betalte skat af indtægten, undlod hun på dagpengekortene at oplyse
om den selvstændige virksomhed – selv om det af vejledningen til dagpengekortene fremgik at
medlemmet skulle oplyse om alt arbejde ved selvstændig virksomhed – ligesom et medlem ved
sin underskrift på tro og love på dagpengekortene erklærede at oplysningerne på
dagpengekortene var korrekte.
Under hensyn til omfanget af undladelsen af at oplyse om den selvstændige virksomhed skulle
medlemmet pålægges 962 timers effektiv karantæne for svig.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse af 6. februar 2003 vedrørende sanktionen.
(J.nr. 2003-1-0088).
Selvstændig virksomhed, bibeskæftigelse, dagpengeret, rådighed, musiker
Der skal tages stilling til, om medlemmet ved sin tilmelding til arbejdsformidlingen den 16.
september 2002 skal anses for at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse uden
dagpengeret.
Det fremgår af medlemmets ledighedserklæring af 17. september 2002 at han i perioden 1.
august 2000-12. september 2002 havde haft fuldtidsbeskæftigelse som piccolo på et sygehus.
27

Han havde selv sagt op, fordi han var blevet træt af arbejdet, og fordi han gerne ville videre med
sin musik. Han tilmeldte sig arbejdsformidlingen den 16. september 2002.
På erklæring om supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed oplyste
medlemmet, at han drev selvstændig virksomhed som musiker. Han ejede og drev virksomheden,
der var påbegyndt den 1. januar 2001. Han var ikke momsregistreret. Der var ingen ansatte.
Virksomheden havde ikke tidligere været drevet som hovedbeskæftigelse. Han havde i 2002
brugt ca. 200 timer på virksomheden.
Medlemmet meddelte den 8. oktober 2002 arbejdsløshedskassen at,
• han fungerede som sangskriver, sanger, guitarist, keyboardspiller og programmør i bandet
xxx,
• han dagligt var i øvelokalet 6-8 timer,
• 2 af de 6-8 timer anvendtes til øvning med bandet dagligt,
• han herudover fungerede som bandets ”booker” hvilket medførte at han 2-3 gange om ugen
sendte nye demo-cd’er til spillesteder, koncertbureauer, pladeselskaber, festivaler m.v.,
• han hver dag brugte 2-3 timer på at sende mails,
• bandet derudover med jævne mellemrum indspillede nyt materiale i forskellige studier landet
over,
• en dag i studiet varede ca. 10 timer,
• bandet i september 2002 havde 7 studiedage,
• han ønskede at skabe de fornødne kontakter, så de gradvis kunne danne grundlag for en
egentlig karriere som professionel musiker.
Arbejdsløshedskassen traf den 11. november 2002 afgørelse om, at medlemmet ikke var
berettiget til dagpenge, da han ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet klagede den 13. november 2002 over afgørelsen og anførte at årsagen til at han
havde oplyst at han dagligt brugte 6-8 timer på at øve og 2-3 timer på at sende mails ud til
arbejdsgivere, var at han troede at han i karantæneperioden måtte gøre hvad han havde lyst til. I
karantæneperioden havde han brugt 22 timer om ugen i virksomheden. Fremover ville han bruge
10 timer om ugen i virksomheden idet han tidligere havde anvendt 12 timer om ugen på
ansøgninger.
Direktoratet traf afgørelse om at medlemmet ansås for at drive selvstændig virksomhed som
bibeskæftigelse, og at han ikke havde ret til dagpenge samtidig med bibeskæftigelsen.
Direktoratet fandt det ikke sandsynliggjort at medlemmets arbejde med virksomheden til enhver
tid kunne udføres uden for normal arbejdstid. Direktoratet havde lagt vægt på medlemmets
tidsforbrug i virksomheden, sammenholdt med hans mangeartede opgaver. Der var derfor tale
om bibeskæftigelse uden ret til dagpenge.
Ved indankningen anførte medlemmet bl.a. at han fandt sig stående til rådighed for
arbejdsmarkedet samtidig med udøvelsen af den selvstændige bibeskæftigelse idet han tidligere
havde haft fuldtidslønmodtagerarbejde samtidig med bibeskæftigelsen. Han havde troet at han
kunne foretage sig hvad han ville i karantæneperioden på de 5 uger. Da han åbenbart ikke måtte
dette, havde han nedsat omfanget af den selvstændige bibeskæftigelse.
28

Ved sagens oversendelse til ankenævnet den 2. april 2003 fastholdt direktoratet afgørelsen.
Direktoratet bemærkede at afgørelsen var truffet på baggrund af en vurdering som var foretaget
ved ledighedens indtræden den 16. september 2002. Det var arbejdsløshedskassen der som 1.
instans skulle tage stilling til om medlemmet på et senere tidspunkt havde bevist sin rådighed.
Ankenævnet traf den 13. oktober 2003 afgørelse om at medlemmet ved sin tilmelding til
arbejdsformidlingen den 16. september 2002 ansås for at udøve selvstændig virksomhed som
bibeskæftigelse uden dagpengeret.
Ankenævnet lagde vægt på at medlemmet selv sagde sit lønmodtagerarbejde op fordi han var
træt af arbejdet og gerne ville videre med sin musik. Nævnet lagde også vægt på hans
oplysninger om hans forskellige arbejdsopgaver i forbindelse med musikudøvelsen og disses
tidsmæssige omfang. Nævnet lagde endelig vægt på at medlemmet ønskede at skabe de fornødne
kontakter således at de gradvis kunne danne grundlag for en egentlig karriere som professionel
musiker. På dette grundlag fandt nævnet det ikke sandsynliggjort at medlemmets selvstændige
bibeskæftigelse med musik til enhver tid kunne udføres uden for normal arbejdstid.
Spørgsmålet om hvorvidt medlemmet på et senere tidspunkt end den 16. september 2002 kunne
anses for at være dagpengeberettiget samtidig med den selvstændige bibeskæftigelse, havde
ankenævnet ikke taget stilling til. Arbejdsløshedskassen skulle træffe afgørelse herom som 1.
instans.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0191).
Beregning af dagpengesats
Medlemmet blev ledigt den 28. september 2001 efter at have drevet selvstændig virksomhed som
restaurantschef og søgte om dagpenge med mindstesatsen for selvstændige erhvervsdrivende.
Medlemmet havde modtaget syge- og barselsdagpenge i flere måneder inden for de sidste 3 år,
bl.a. fordi hun havde født et barn med Downs Syndrom og hjertefejl, ligesom hendes
efterfølgende graviditet havde været kompliceret.
A-kassen og direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge med
mindstesatsen for selvstændige, idet hendes fravær pga. sygdom og barsel havde oversteget de
tilladte 26 uger inden for de sidste 3 år.
Medlemmet klagede herover, idet hun gjorde gældende, at hun i en periode kun havde været
delvis sygemeldt, hvorfor man måtte sondre mellem sygefravær på delvis og på fuld tid.
Der er ikke i reglerne eller forarbejderne/bemærkningerne taget stilling til spørgsmålet om
sondring mellem fuld og delvis sygefravær, ligesom der ikke findes praksis på området.
Ankenævnet har i beregningen medregnet medlemmets delvise sygefravær med 50%, og har
dermed sondret mellem fuld og delvis sygefravær.
Medlemmet havde på trods af sondringen mere end de tilladte 26 ugers fravær.
29

Ankenævnet traf således afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge med
mindstesatsen for selvstændige. (J.nr. 2003-1-0254).
Fristafvisning – bopælsadresse i Frankrig – adresseændring under ferie til Danmark - det
franske postvæsens sene fremsendelse til den opgivne adresse i Danmark
Et medlem og hans ægtefælle tog ophold i Frankrig. Medlemmerne modtog efterløn efter en
ændring af arbejdsløshedsforsikringsloven, og havde ved ankenævnets afgørelse fået tillagt
renter af den efterfølgende udbetalte efterløn. Medlemmerne ønskede renters rente, men fik
afslag fra kassen. De klagede til direktoratet.
Direktoratet meddelte den 13. marts 2003 ”Har De ikke modtaget en afgørelse inden 3 måneder,
får De oplysninger om, hvornår De kan forvente en afgørelse."
Direktoratet traf afgørelse torsdag den 27. marts 2003 og sendte afgørelsen til den adresse i
Frankrig, som direktoratet var i besiddelse af - ægteparrets bopælsadresse.
Medlemmet klagede telefonisk til ankenævnets sekretariat fredag den 2. maj 2003. Han oplyste,
at han først den 1. maj 2003 havde modtaget direktoratets afgørelse, som det franske postvæsen
havde været 1 måned om at videresende til opholdsadressen i Danmark.
Det blev oplyst af Post Danmark, at et brev fra København til Cannes, Frankrig er 2-3 hverdage
om at nå frem. Direktoratets afgørelse skulle således være fremme tirsdag den 1. april 2003.
Klagefristen udløb 4 uger efter tirsdag den 29. april 2003.
Medlemmet oplyste, at han den 26. marts 2003 havde rettet henvendelse til direktoratet og fået
oplyst, at der ville gå indtil 3 måneder inden svar i sagen. Derfor havde medlemmet ikke meddelt
opholdsadresse i Danmark til direktoratet. Medlemmet meddelte adresseændring til det franske
postvæsen, der imidlertid efter medlemmernes oplysning var en måned om at sende posten til
Danmark.
Sagsbehandleren i direktoratet erindrede ikke, at han skulle have talt med medlemmet den 26.
marts 2003.
Sekretariatet afviste den 13. juni 2003 klagen på grund af fristoverskridelse.
Medlemmet rettede på ny henvendelse til sekretariatet den 23. juni 2003.
Sekretariatet anmodede herefter medlemmet om at godtgøre, at han på grund af forsinkelser fra
det franske postvæsen først modtog afgørelsen den 1. maj 2003. Dette har medlemmet ikke gjort.
Det blev besluttet at forelægge spørgsmålet om fristoverskridelse for ankenævnet.
Ankenævnet fandt, at klagefristen var overskredet.
Ankenævnet lagde vægt på, at direktoratet den 27. marts 2003 sendte afgørelsen i medlemmets
sag til den adresse, som han havde oplyst til direktoratet i forbindelse med sagens behandling.
30

Ifølge oplysninger fra Post Danmark er et brev fra København til Cannes, Frankrig 2-3 hverdage
om at nå frem. Herefter begyndte klagefristen at løbe den 1. april 2003. Medlemmet klagede den
2. maj 2003 til ankenævnet. Klagen var således indgivet for sent.
Medlemmet anførte, at klagefristen først løber fra han modtog direktoratets afgørelse den 1. maj
2003.
Afgørelsen blev anset for at være kommet frem til den adresse, som medlemmet havde oplyst til
direktoratet som sin postadresse 2-3 hverdage efter den 27. marts 2003.
Det ændrede ikke ved klagefristens beregning, at posten på baggrund af medlemmets aftale med
det franske postvæsen om midlertidig eftersendelse, måtte blive forsinket.
Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tage stilling til, om der kunne bortses fra
fristoverskridelsen.
Dette skyldtes, at medlemmet ikke havde dokumenteret, at der forelå særlig grund til at se bort
fra klagefristen.
Ankenævnet lagde til grund, at Arbejdsdirektoratet den 13. marts 2003 oplyste medlemmet om,
at ”har De ikke modtaget en afgørelse inden 3 måneder, får De nye oplysninger om, hvornår De
kan forvente en afgørelse.”
Ankenævnet har videre lagt til grund, at direktoratet efter medlemmets oplysning den 26. marts
2003 meddelte ham, at der ville gå indtil 3 måneder, før han fik en afgørelse, at han med
virkning fra den 26. marts 2003 anmodede det franske postvæsen om eftersendelse af post til
Danmark, og at han efter sine oplysning modtog den eftersendte afgørelse af 27. marts 2003 den
1. maj 2003.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke har dokumenteret, at der forelå undskyldelige
omstændigheder, der har medført, at han først den 1. maj 2003 modtog direktoratets afgørelse af
27. marts 2003.
Ankenævnet kunne således ikke behandle medlemmets klage, da klagefristen på 4 uger er
overskredet. (J.nr. 2003-1-0444).
Beregning af dagpengesats på baggrund af udbetaling af dividende i konkursbo
Medlemmet blev opsagt som direktør med 12 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.
Samme måned som medlemmet blev opsagt gik virksomheden i betalingsstandsning og blev
siden erklæret konkurs.
Medlemmet fik ikke udbetalt sin løn og anmeldte derfor sit lønkrav i konkursboet.
Medlemmet endte med at få udbetalt endelig dividende på 28,87 %. A-kassen og direktoratet
anerkendte, at medlemmet kunne få udbetalt dagpenge, men med 82 % af højeste dagpengesats.
31

De fandt, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at få beregnet individuel dagpengesats,
idet medlemmet med en udbetaling på 28,87 % ikke opfyldte kravet om løntimer svarende til 2/3
af fuld overenskomstmæssig arbejdstid.
Ankenævnet fandt, at den udbetalte dividende ikke kunne sidestilles løntimer svarende til 2/3 af
fuld overenskomstmæssig arbejdstid. Dividenden skulle i stedet ses som om, medlemmet havde
fået en lavere lønudbetaling end ellers.
Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet med sin fuldtidsbeskæftigelse og den udbetalte
dividende kunne få beregnet en individuel dagpengesats.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0291).
Funktionærloven – frigørelsesattest – ukontrollabel arbejdstid – arbejdsgiverens
undtagelsesvise manglende kontrol af møde i møderække – omregning
Et medlem startede en deltidsbeskæftigelse som projektmedarbejder for et firma. Ifølge
ansættelsesaftalen var han ansat fra den 21. august 2002 til den 1. maj 2003. Han var ansat 8
timer pr. uge og blev aflønnet med 2.160 kr. pr. normal arbejdsdag a’ 8 timer.
Medlemmet henvendte sig til kassen den 13. september 2002 og den 16. september sendte kassen
medlemmet en frigørelsesattest der blev returneret den 25. september 2002.
Da frigørelsesattesten ikke var modtaget inden 10 dage fra beskæftigelsens start, kunne der først
udbetales dagpenge fra den 25. september 2002.
Maskinmesterforeningen har anført, at det var medlemmets og arbejdsgiverens opfattelse, at der
ikke var noget opsigelsesvarsel, at medlemmet i tidligere projektarbejder ikke havde et
opsigelsesvarsel og en frigørelsesattest var unødvendig.
Medlemmets arbejde bestod i møder, og der var en repræsentant fra arbejdsgiveren til stede,
bortset fra møde i uge 41/2002. Arbejdstiden i denne uge blev anset for ukontrollabel og der
skulle ske omregning.
Maskinmesterforeningen har anført, at medlemmets arbejdstid kunne kontrolleres af de andre
deltagere i mødet, og at medlemmet fik udbetalt det samme i løn som i de øvrige uger.
Direktoratet fandt at medlemmet var omfattet af funktionærloven og der er et opsigelsesvarsel.
Medlemmet kunne først få dagpenge fra den 25. september 2003. Direktoratet fandt videre, at
medlemmets arbejdstid var ukontrollabel i uge 41/2002 og at der skulle ske omregning i denne
uge.
Ad frigørelsesattest
Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til at modtage supplerende dagpenge fra den 21.
august 2002, som var arbejdsforholdets første dag.
32

Dette skyldes at medlemmet ikke i sin ansættelse skulle anses for omfattet af et opsigelsesvarsel.
Når arbejdsgiveren ikke har krav på et opsigelsesvarsel, kræves der ikke en frigørelsesattest som
betingelse for udbetaling af supplerende dagpenge.
Ankenævnet har lagt til grund, at medlemmet ikke var omfattet af funktionærloven og dermed af
et opsigelsesvarsel i henhold til denne lov, idet medlemmets beskæftigelse alene var på 8 timer
pr. uge og ikke som krævet i funktionærloven mere end 8 timer i gennemsnit pr. uge.
Ankenævnet lagde til grund, at der ifølge arbejdsgiveren ikke gjaldt et opsigelsesvarsel, og at
dette fremgik af arbejdsgivers oplysninger på ”Redegørelse for arbejde på nedsat tid under
ledighed”. Det faktum, at der samtidig var afkrydset i rubrikken ”frigørelsesattest vedlægges”, og
at frigørelsesattest var udfyldt og indsendt, ændrede ikke ankenævnets opfattelse af, at der måtte
antages ikke at foreligge et opsigelsesvarsel i ansættelsesforholdet. Udfyldelse af frigørelsesattest
kunne ikke afvises at være sket som en følge af manglende fuldstændig forståelse fra
arbejdsgivers side af danske arbejdsløshedsforsikringsregler.
Ad omregning
Kravet for at anse medlemmets arbejde for kontrollabelt i uge 41 i 2002 var ikke opfyldt.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets arbejdsgiver ikke havde mulighed for at registrere
arbejdstiden for hans mødeaktiviteter i uge 41, at der ikke forelå nogen overenskomst vedrørende
arbejdstiden, og at der ikke i ansættelsesaftalen var fastsat nogen arbejdstid eller
arbejdstidsnorm.
Ankenævnet lagde vægt på, at de andre deltagere i projektmødet i uge 41/2002 ikke var
repræsentanter for medlemmets arbejdsgiver.
Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0059).
Efterløn – tidspunkt – ophør med selvstændig virksomhed - overdragelse landbrug I/S
- dato for skødets underskrivelse
Medlemmet og hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed, et landbrug, i form af et I/S. Det
var hendes ægtefælle, der ejede halvparten af virksomheden.
Medlemmet søgte den 9. december 2002 efterløn med virkning fra 1. januar 2003, idet
ægtefællens ideelle andel af virksomheden blev solgt til medejeren den 31. december 2002, hvor
hun også fratrådte sit lønarbejde, der var på deltid.
Skødet for salg af landbruget angav, at ejendommen fra den 1. januar 2003 henstod med alt sit
tilbehør for købers regning og risiko.
Revisor oplyste, at det havde beroet på afslutning af regnskaber for 2002, at skødet først kunne
udarbejdes til underskrift den 4. marts 2003.
Kassen fandt, at medlemmet først kunne anses for ophørt og dermed berettiget til efterløn den 4.
marts 2003.
33

Kassen anførte ved oversendelse af sagen til direktoratet, at ejendommen indtil underskriften på
skødet fortsat stod for medlemmets regning og risiko.
Direktoratet fandt ligeledes, at datoen for underskrift på skødet var datoen for endeligt ophør
med selvstændig virksomhed.
Ankenævnet lagde til grund, at skødet først blev underskrevet den 4. marts 2003. Det indebar, at
medlemmet ikke kunne anses for udtrådt af virksomheden fra et tidligere tidspunkt.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlig dokumentation forud for datoen for
underskrivelse af skødet for, at salget og overdragelsen skulle ske pr. 1. januar 2003.
Ankenævnet havde noteret sig, at medlemmet på sin ansøgning om efterløn den 9. december
2002 oplyste, at hendes ægtefælles halvdel af virksomheden skulle sælges den 31. december
2002, hvor hun også ville fratræde sin deltidsstilling som lønmodtager.
Ankenævnet havde videre noteret sig, at skødet angav, at ejendommen fra 1. januar 2003 stod
med alt tilbehør for købers regning og risiko, samt at revisor havde anført, at det alene havde
beroet på afslutning af regnskaber for 2002, at skødet først blev færdigt til underskrift den 4.
marts 2003.
Ankenævnet fandt imidlertid, at disse omstændigheder ikke ændrede vurderingen af sagens
udfald, fordi der først ved skødets underskrivelse forelå en retligt bindende aftale om salg af
halvparten af virksomheden.
Ankenævnet tiltrådte således Arbejdsdirektoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0434).
Medlemmet fyldte 60 år den 5. maj 1997 og overgik til efterløn den 1. august 2003 -
Medlemmet anmodede i den forbindelse om tilladelse til at videreføre sin selvstændige
virksomhed inden for 200-timers-reglen fra den 1. august 2003 til den 1. juni 2004, hvor
medlemmet pensioneres
Medlemmet, som siden den 1. december 2000 havde arbejdet som lærer på en skole, havde siden
den 19. oktober 1989 drevet selvstændig enkeltmandsvirksomhed med lydbehandling af
ordblinde børn efter en særlig metode.
Arbejdsopgaverne havde medlemmet i sagen beskrevet som værende, test og behandling af
ordblinde børn efter en særlig metode – lydbehandling.
Medlemmet havde oplyst, at han forventede at have 7 elever årligt fremover, at han forventede
at bruge 23 timer pr. elev om året, at han til administration og transport regnede med at bruge
sammenlagt 12 timer årligt, at han i perioden fra 1. august 2003 til 31. december 2003 anslog det
samlede tidsforbrug til sammenlagt 61 timer, at der alene kunne aftales tider til behandling
mandag – onsdag eftermiddag og aften, at han ikke reklamerede for virksomheden, at han ikke
får henvisninger fra skoler, men alene reflekterer på henvendelser fra forældre, og at han har
potentielle elever på venteliste, men at han efter overgang til efterløn for en sikkerheds skyld
34

ikke vil tage nye elever ind, men derimod udelukkende færdiggøre de elever, han allerede har
under behandling.
Virksomhedens omsætning for de seneste 2 år var oplyst til henholdsvis 47.600 kr. i 2001 og
13.000 kr. i 2002. Medlemmet havde desuden skønsmæssigt oplyst, at virksomhedens
omsætning skønsmæssigt indtil den 2. juni 2003 var på 15.000 kr.
Medlemmet havde endelig oplyst, at han havde et økonomisk incitament til at overholde 200timers-reglen,
idet han var tilkendt opsat førtidspension i hvilken forbindelse han havde
forpligtet sig til ikke at påtage sig erhvervsarbejde af større omfang end 200 timer pr. kalenderår
i tiden fra pensioneringen og indtil udgangen af den måned, hvor han fylder 67 år.
Direktoratet afviste at give tilladelse til, at medlemmet kunne videreføre sin selvstændige
virksomhed inden for 200-timers-reglen samtidig med, at medlemmet får efterløn.
På møde den 30. oktober 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet fik tilladelse til at
videreføre sin selvstændige virksomhed med ordblinde børn efter den særlige metode i perioden
med efterløn efter 200-timers-reglen. Medlemmet fik alene tilladelse til at færdiggøre
behandlingen af de 7 elever, som medlemmet havde oplyst allerede var under behandling.
Medlemmet fik således ikke tilladelse til at starte behandling af nye elever i perioden med
efterløn.
Medlemmet havde efter ankenævnets opfattelse sandsynliggjort, at beskæftigelsen med
lydbehandling af ordblinde børn efter den særlige metode var af en sådan karakter, at den kunne
holdes inden for 200-timers grænsen.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet ikke fik henvisninger fra skoleverdenen, at
behandlingen ikke var tilskudsberettiget, virksomhedens beskedne målgruppe, at der ikke
annonceredes for virksomheden, at der på afgørelsestidspunktet var tale om en periode på
maksimalt 7 måneder inden medlemmet skulle pensioneres, at medlemmet i årene 2001 og 2002
sammenlagt havde haft honorarindtægter svarende til i alt ca. 12 elever, dvs. 6 elever i
gennemsnit om året, at medlemmet på afgørelsestidspunktet havde 7 elever under behandling, at
der kunne siges at være ydre objektive begrænsninger for medlemmet arbejde, der godtgjorde, at
arbejdstimerne i virksomheden ikke ville overskride 200- timers grænsen, og at medlemmet pr.
1. august 2003 var tilkendt opsat førtidspension i hvilken forbindelse medlemmet havde
forpligtet sig til ikke at påtage sig erhvervsarbejde af større omfang end 200 timer pr. kalenderår
i tiden fra pensioneringen og indtil udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 67 år.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0415).
Fradrag i efterløn for feriegodtgørelse - genindtræden i efterlønsordningen
Medlemmet overgik til efterløn den 19. september 2000. Fra 1. marts 2001 udtrådte medlemmet
af efterlønsordningen for at vende tilbage til lønarbejde. Efter en periode med lønarbejde og
herefter en periode med dagpenge overgik medlemmet på ny til efterløn. Ved genindtræden i
efterlønsordningen valgte medlemmet at være omfattet af 200-timers ordningen.
35

Den 21. februar 2002 traf kassen på baggrund af forespørgsel fra medlemmet afgørelse om, at
ferie optjent efter udtræden af efterlønsordningen ville medføre fradrag i efterlønnen ved
genindtræden.
Den 18. marts 2003 traf kassen afgørelsen om, at medlemmet med urette havde modtaget kr.
12.575 i efterløn. Beløbet med tillæg af renter skulle tilbagebetales af medlemmet. Der var ikke
grundlag for at pålægge medlemmet en sanktion i forbindelse med fejludbetalingen.
Direktoratet fandt, at der skulle ske fradrag i medlemmets efterløn for feriegodtgørelse fra den
periode, hvor han var udtrådt af ordningen. Det fejludbetalte beløb skulle betales tilbage af
medlemmet. Medlemmet skulle ikke pålægges en sanktion.
Medlemmet fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage fradrag som sket for optjent ferie i en
periode, hvor han havde været udtrådt af efterlønsordningen. I reglerne var det ingen steder
omtalt, at der skulle ske modregning for feriegodtgørelse ved genindtræden.
Ankenævnet fandt, at der skulle ske fradrag i medlemmets efterløn for feriegodtgørelse fra den
periode, hvor medlemmet var udtrådt af efterlønsordningen.
Det fejludbetalte beløb med tillæg af renter skulle tilbagebetales af medlemmet.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at
- medlemmet var omfattet af de ”gamle” regler om efterløn (medlemmer, der er fyldt 60 år før
den 1. juli 1999),
- medlemmet efter en periode med efterløn udtrådte af efterlønsordningen for at vende tilbage
til lønarbejde,
- medlemmet efter en periode med lønarbejde og herefter en periode med dagpenge på ny
overgik
- til efterløn. Medlemmet valgte ved sin genindtræden i efterlønsordningen at være omfattet af
200-timers-ordningen,
- medlemmet forud for sin genindtræden klart var gjort bekendt med, at der skulle ske fradrag
for feriegodtgørelse optjent efter medlemmets udtræden af efterlønsordningen, og
- medlemmet havde fået udbetalt feriegodtgørelse for 21 dage, som var optjent, mens
medlemmet var udtrådt af efterlønsordningen.
Ankenævnet henviste til § 18, i bekendtgørelse om arbejde og indtægter i efterlønsperioden samt
til § 30, i ferieloven.
Ankenævnet fandt således, at der skulle ske fradrag i efterløn for feriegodtgørelse, som var
optjent før overgangen til efterløn, og som kunne udbetales i forbindelse med overgang til
efterløn i henhold til ferielovens § 30, stk. 1.
Der var alene i reglerne gjort undtagelse for så vidt angik fradrag for feriegodtgørelse, der var
optjent på grund af arbejde efter 200-timers-reglen.
Det forhold, at medlemmet tidligere havde modtaget efterløn, kunne ikke bevirke en anden
vurdering, fordi medlemmet den 24. juli 2002 efter en periode med lønarbejde og dagpenge
måtte anses for på ny at være overgået til efterløn.
36

Ankenævnet bemærkede endvidere, at det følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86,
stk. 1, at har man uberettiget modtaget ydelser fra a-kassen, skal ydelsen betales tilbage, hvis
medlemmet indså eller burde have indset, at beløbet var modtaget med urette.
Ankenævnet fandt herefter, at der skulle ske tilbagebetaling af det med urette modtagne beløb
med tillæg af renter (rentesatsen var morarenten efter rentelovens § 5), idet medlemmet
indså/burde have indset, at beløbet var modtaget med urette.
Ankenævnet havde herved bl.a. lagt vægt på, at kassen den 21.februar 2002 orienterede
medlemmet om, at ferie optjent efter udtræden af efterlønsordningen ville medføre fradrag i
efterlønnen ved genindtræden i ordningen.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0393).
Fradrag i efterløn for norsk sømandspension
Medlemmet havde arbejdet på norsk skib og ansøgte om efterløn pr. 23. september 2002, hvor
han fyldte 60 år.
På pensionsoplysningsskema oplyste han, at han fra den 1. oktober 2002 modtog
”sjømannspensjon fra Pensjonstrygden for sjømenn” med 5.329 kr. pr. måned.
Sømandspensionen var beregnet på grundlag af 144 måneders fartstid, og det er en lovpligtig
pensionsordning.
Det er nærmere oplyst om pensionen,
-at den udbetales efter fastsat pensionssats til sømænd mellem 60 og 67 år, der har haft et vist
antal pensionsgivende ”farts”måneder som underordnet eller som overordnet, og
-at pensionen finansieres af arbejdstager og rederi, med tilskud fra stat (24,5 % i 2002) og egne
fonde.
Den Sociale Sikringsstyrelse har udtalt, at med hensyn til spørgsmålet om tilkendelse af pension
anvendes national lovgivning, og sikringsstyrelsen fandt ikke, at den norske pension kunne
sidestilles med dansk førtidspension.
Sikringsstyrelsen lagde vægt på,
-at den norske ydelse var en kompensation for nedslidning i erhverv,
-at ydelsen udbetaltes på baggrund af optjeningstid (fartmåneder),
-at arbejdstager og arbejdsgiver har foretaget indbetalinger til pensionen, samt
-at der ikke kræves dokumentation for nedsættelse af erhvervs- eller arbejdsevne.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at sømandspensionen fra Norge nærmest kunne sidestilles
med en pension oprettet som led i et ansættelsesforhold og derfor skulle fradrages i efterlønnen
med 50 % af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. (J.nr. 2003-1-0064).
37

Optagelsesbegæring sendt i en forfrankeret kuvert fra a-kassen
Medlemmet ønskede optagelse i a-kassen efter reglerne for dimittender. Optagelsesbegæringen
sendte medlemmet således, at det blev poststemplet fredag den 27. december 2002. Fristen udløb
mandag den 30. december 2002. Brevet nåede imidlertid først frem den 2. januar 2003.
A-kassen og direktoratet traf begge afgørelse om, at medlemmet ikke kunne optages som
dimittend, idet optagelsesbegæringen var modtaget for sent hos a-kassen.
På møde den 20. november 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet skulle kunne
optages i a-kassen som dimittend.
Over for ankenævnet blev det oplyst fra Post Danmark, at ekspeditionstiden af forfrankerede
kuverter forlænges med 1 dag.
Ankenævnet fandt, at det ikke skulle komme medlemmet til skade, at vedkommende havde
anvendt en forfrankeret kuvert, modtaget fra a-kassen, uden oplysning om længere
ekspeditionstid.
Ankenævnet lagde vægt på, at ekspeditionstiden hos Post Danmark for normalt frankerede breve
1 dag. Medlemmet havde derfor haft en berettiget forventning om, at optagelsesbegæringen ville
nå frem rettidigt. Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet kunne optages som dimittend. (J.nr.
2003-1-0261).
Ansættelse som direktør i dansk firma i Polen – ukontrollabel arbejdstid – ej selvforskyldt
ledig
Medlemmet blev pr. 28. oktober 2002 ansat som adm. direktør ved et dansk firma i Polen.
Medlemmet blev ved brev af 04. december 2002 afskediget med virkning fra den 31. december
2002, da man ikke kunne opnå enighed omkring betingelserne for udarbejdelse af
ansættelseskontrakten.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig, idet han havde
accepteret et kortere opsigelsesvarsel end det opsigelsesvarsel på 1 måned, han havde i henhold
til fulnktionærloven.
A-kassen fandt endvidere, at medlemmets arbejdstid havde været ukontrollabel, idet
medlemmets overordnede, som befandt sig i Danmark ikke havde mulighed for at kontrollere
medlemmets arbejdstid, ligesom der ikke var udarbejdet en skriftlig ansættelsesaftale, hvori
arbejdstiden var fastsat. Medlemmet skulle således afvikle 185 timer, før han var berettiget til
dagpenge.
A-kassen traf endvidere afgørelse om, at medlemmet havde handlet svigagtigt, idet han på
dagpengekortene for uge 44/2002 havde skrevet 0 ud for dagene 28. – 31. oktober 2002, selvom
38

han i denne periode havde været ansat ved den danske firma i Polen. Medlemmet blev således
pålagt en effektiv karantæne på 54 timer, ligesom han blev pålagt at tilbagebetale 2.416 kr.
Medlemmet klagede ikke over a-kassens afgørelse. Direktoratet tog således ikke stilling til
spørgsmålet om tilbagebetaling.
Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse.
Medlemmets advokat har efterfølgende indgået forlig med arbejdsgiverens advokat, hvilket
betyder, at medlemmet økonomisk er blevet stillet, som om han havde haft et opsigelsesvarsel på
2 måneder. Ankenævnet traf på baggrund af ovenstående afgørelse om, at medlemmet ikke
skulle anses for selvforskyldt ledig, idet han på grund af det indgåede forlig ikke kunne anses for
at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om ukontrollabel
arbejdstid og overskydende timer.
Ankenævnet fandt dog, at medlemmet ikke havde handlet svigagtigt i forbindelse med udfyldelse
af dagpengekortet, men alene uagtsomt, idet ankenævnet lagde vægt på, at starttidspunktet den
28. oktober 2002 først blev aftalt den 25. oktober 2002 og at medlemmet havde udfyldt
dagpengekortet på forhånd, idet han havde travlt med rejseforberedelser.
Ankenævnet fandt således ikke, at medlemmet bevidst for at få en ydelse, han ikke var berettiget
til, havde undladt at oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortet. (J.nr. 2003-1-0428).
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, egen skyld, værkfører
Arbejdsløshedskassen bad den 14. november 2002 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe
afgørelse om, hvorvidt arbejdsgiveren var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag til medlemmet ved arbejdsophøret pr. den 20. juli 2002.
Medlemmet var ansat på fuld tid fra 1968 til 30. august 2002, som værkfører i
karosseriafdelingen.
I forbindelse med sammenlægningen af to lokale værksteder blev medlemmet tilbudt fortsat
beskæftigelse.
Arbejdsløshedskassen oplyste, at tilbudet om fortsat arbejde var på ændrede vilkår.
Arbejdsgiveren oplyste, at arbejdsophøret væsentligst kunne tilregnes medlemmet, idet
medlemmet afslog tilbud om fortsat arbejde på uændrede vilkår.
På sit møde den 12. juni 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet
til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet, idet nævnet finder, at
det ikke var godtgjort, at medlemmet var blevet opsagt, og at der således forelå en bortfaldsgrund
efter bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. (J.nr. 2002-4-0155).
39

Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, løs ansættelse
Arbejdsløshedskassen bad den 6. januar 2003 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe
afgørelse om, hvorvidt arbejdsgiveren var forpligtet til at betale 7 dagpengegodtgørelser for 1. og
2. ledighedsdag i forbindelse med den løse ansættelse som rengøringsassistent.
Arbejdsgiveren havde oplyst, at medlemmet havde arbejdet efter fast overenskomstmæssig
arbejdstid, hvorefter man kun arbejdede 6 timer om fredagen. Arbejdsgiveren fandt, at det ikke
kunne være rigtigt, at G-dage kun bortfaldt, hvis medlemmet havde afvist arbejde, som
arbejdsgiveren skriftligt havde tilbudt medlemmet.
Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelse om, at arbejdsgiver skulle betale 3 hele
dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet og ikke 4 halve G-dage. Nævnet
fandt, at medlemmet havde været omfattet af en overenskomst, hvorefter 6 timers arbejde om
fredagen var fuld overenskomstmæssig arbejdstid. Af denne grund bortfaldt de 4 halve G-dage.
(J.nr. 2003-4-0004).
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, vikariat, variabel ansættelse, afslag på
tilbudt arbejde
Arbejdsløshedskassen bad den 2. juni 2003 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse
om, hvorvidt arbejdsgiveren var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag til medlemmet for arbejdsophør i forbindelse med vikararbejde den 30. januar 2003
og den 4. april 2003.10.31
Medlemmet var ansat på fuld tid som vikar med tilknytning til vikarbureauet fra den 29.
november 2002 til den 4. april 2003.
Arbejdsløshedskassen oplyste, at arbejdsophørene ikke væsentligst kunne tilregnes medlemmet.
Arbejdsløshedskassen havde endvidere anført, at arbejdsgiveren skulle betale G-dage til
medlemmet, da tilbudet om arbejde ikke forelå skriftligt fra arbejdsgiveren.
Arbejdsgiveren og Arbejdsløshedskassen havde imidlertid samstemmende oplyst, at medlemmet
mundtligt var blevet tilbudt arbejde.
På sit møde den 9. oktober 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke var
forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet, idet nævnet
finder, at det er uomtvistet, at medlemmet var blevet tilbudt arbejde ved begge arbejdsophør, og
at der således forelå en bortfaldsgrund efter bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og
2. ledighedsdag.
Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren og medlemmet samstemmende havde oplyst, at
medlemmet var blevet tilbudt arbejde ved begge arbejdsophør. (J.nr. 2003-4-0087).
40

Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
Medlemmet var ansat som blomsterdekoratør på fuld tid i virksomheden fra den 1. maj 2002 til
den 31. oktober 2002. Arbejdsgiveren havde oplyst, at medlemmet var syg på fratrædelsesdagen
den 31. oktober 2002, at medlemmet ikke havde raskmeldt sig ved fratrædelsen, og at
medlemmet endvidere selv var skyld i sin opsigelse. Arbejdsgiveren havde hertil anført, at
medlemmet var blevet opsagt fordi dennes engagement og arbejdsindsats ikke svarede til de
forpligtelser, som var angivet i ansættelseskontrakten, og at medlemmet trods flere indskærpelser
ikke havde udført det arbejde, som medlemmet var blevet pålagt.
Arbejdsløshedskassen havde gjort gældende, at opsigelsen ikke væsentligst kunne tilregnes
medlemmet, og havde hertil anført, at medlemmet ikke havde tilsidesat sine pligter i
virksomheden. Arbejdsløshedskassen havde endvidere anført, at problemerne først opstod efter
at medlemmet havde fastholdt sin ret til det ifølge funktionærlovens korrekte varsel på
arbejdstidsomlægninger.
På sit møde den 9. oktober 2003 vurderede nævnet, at opsigelsen væsentligst kunne tilregnes
medlemmet, og at arbejdsgiveren således ikke var forpligtet til at betale G-dage til medlemmet.
Nævnet lagde vægt på, at det af den skriftlige opsigelse fremgik, at opsigelsen af medlemmet var
foretaget på baggrund af, at medlemmets engagement og arbejdsindsats ikke levede op til de
forpligtelser, som var angivet i ansættelseskontrakten, og at medlemmet trods flere indskærpelser
ikke havde udført det arbejde, som det var blevet pålagt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det
ikke fandtes godtgjort, at arbejdstidsomlægningen ikke var varslet i overensstemmelse med
funktionærlovens varsel, og at der i forbindelse med arbejdstidsomlægningen skulle være opstået
samarbejdsproblemer mellem arbejdsgiveren og medlemmet. (J.nr. 2003-4-0051).
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hjemsendelse, fastansættelse
Arbejdsløshedskassen bad den 9. april 2003 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse
om, hvorvidt arbejdsgiveren var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag til medlemmet for hjemsendelser i perioden 7. september 2001 til 18. oktober
2001.
Medlemmet var ansat som arbejdsmand på fuld tid hos arbejdsgiveren fra den 23. august 2001 til
den 22. oktober 2001.
Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet forlod arbejdspladsen i vrede den 22. oktober 2001 og at
han var blevet væk de dage, hvor det af dagpengekortet fremgik, at han havde haft færre timer
end fuldtid, og at medlemmet endvidere selv havde bedt om fri.
Arbejdsløshedskassen oplyste, at medlemmet var blevet hjemsendt de pågældende dage i
perioden 7. september 2001 til 18. oktober 2001 på grund af vejrlig og materialemangel.
På sit møde den 18. september 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke var
forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet, idet nævnet
41

finder, at det ikke findes godtgjort, at der har været tale om vejrlig og materialemangel og at
arbejdsmanden i den forbindelse var blevet sendt hjem.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at der havde været en formand ansat, som
havde foretaget hjemsendelserne, og at der i ansættelsesforholdet havde været en vis fleksibilitet
med hensyn til arbejdstider. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at det i virksomheden var
kutyme, at aftaler om at holde fri foregik telefonisk, og at det var kutyme, at arbejdsmændene
arbejdede videre på virksomhedens værksted ved vejrlig og materialemangel. (J.nr. 2003-4-
0059).
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser
Afslag på VEU-godtgørelse pga. manglende tab af indtægt – lønmodtager
En arbejdsløshedskasse afslog at udbetale VEU-godtgørelse, idet medlemmet ikke havde haft tab
af indtægt. Kurset foregik fra 6. august 2002 til den 29. november 2002. Medlemmet havde
oplyst, at hun under kurset havde orlov uden løn.
Medlemmet oplyste i klagen, at hun ved tilmeldingen til kurset af sin fagforening havde fået at
vide, at hun kunne søge på lige fod med andre og kunne få en godtgørelse på 604 kr. pr. dag.
Derpå fik hun orlov hos sin arbejdsgiver og tilmeldte sig kurset.
Kassen fandt, at den ikke havde vejledt kursisten forkert.
Arbejdsgiver oplyste til sekretariatet, at medlemmet havde fremsat ønske om at få fri til
deltagelse i kurset, som hun selv havde meldt sig til. Hun havde derpå fået fri uden løn.
Ankenævnet traf afgørelse om, at kursisten havde ret til veu-godtgørelse under sin deltagelse i
kurset. Nævnet fandt, at kursisten havde haft tab af indtægt under kurset, idet hun havde frihed
uden løn fra dette. Nævnet ændrede således kassens afgørelse. (J.nr. 2002-3-0166).
Afslag på VEU-godtgørelse på grund af manglende tab af indtægt – lønmodtager
En arbejdsløshedskasse afslog at udbetale VEU-godtgørelse, idet medlemmet ikke havde haft tab
af indtægt. Kurset foregik fra 23. september 2002 til den 27. september 2002. Medlemmet havde
under kurset haft frihed uden løn fra sit arbejde.
Medlemmet oplyste i klagen, at kurset var meget kompetencegivende ift. hans arbejde, selvom
han nu var blevet arbejdsløs. Skolen havde desuden oplyst ham om, at han kunne få VEUgodtgørelse.
Arbejdsgiver har til sekretariatet oplyst, at medlemmet allerede ved ansættelsen var blevet
optaget på kurset. Da kurset ikke var relevant for ansættelsen, så gav han medlemmet fri uden
løn hertil.
42

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet havde ret til veu-godtgørelse under sin deltagelse i
kurset. Nævnet lagde til grund, at medlemmet havde søgt og fået frihed uden løn under kurset fra
sin arbejdsgiver. Nævnet fandt desuden, at medlemmet havde haft tab af indtægt under sin
deltagelse i kurset, idet han havde frihed uden løn fra arbejdet.
Nævnet ændrede således kassens afgørelse. (J.nr. 2002-3-0167).
43

Indholdsfortegnelse
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v............................................................................................1
Opfyldelse af beskæftigelseskravet – nystartet virksomhed ..................................................................................... 1
Ophør med selvstændig virksomhed - videreførsel i firma ejet af medlemmets voksne børn .................................. 2
Søgning på internettet ikke tilstrækkelig - A-kassen havde pligt til at foretage yderligere undersøgelse for at finde
medlemmets adresse, når brev kom retur.................................................................................................................. 2
Efterløn uden fradrag for løbende udbetalinger af pension – tilbagebetaling for en del af perioden ........................ 3
Kontingentrestanceslettelse – medlemmet måtte selv bære risikoen for at opkrævninger på kontingent og post fra
a-kassen ikke kom frem til ham på en ny adresse i udlandet – medlemmet havde ikke meldt adresseændring til akassen,
men kun til den faglige forening – a-kassen fik ikke oplyst korrekt adresse fra folkeregisteret................... 4
Ej selvforskyldt ledig - uden begæring af dagpenge i 3 måneder efter arbejdsophøret.............................................6
Dagpengeret under kursus - antallet af undervisningslektioner – frokostpause o.l. anses for en integreret del af
undervisningsforløbet................................................................................................................................................ 8
Optagelse som dimittend på baggrund af udenlandsk uddannelse – udtalelse fra Centeret for Vurdering af
Udenlandske Uddannelser......................................................................................................................................... 9
Malersyndrom og ordblindhed – påtaleopgivelse - uagtsomhed............................................................................. 10
Ansøgning om efterlønsbevis – ej skriftlighedskrav............................................................................................... 11
Ikke godtgjort at a-kassen havde vejledt medlemmet om retten til efterlønsbevis – stillet som om ansøgt om
efterlønsbevis på tidspunkt, hvor opfyldte betingelserne........................................................................................ 11
En udenlandsk statsborger, som uden egen skyld blev udvist af landet, fik tilladelse til at få efterlønsbidrag
tilbagebetalt kontant efter § 24, direktoratets bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en akasse........................................................................................................................................................................
12
Ophør selvstændig virksomhed – ægtefælle - ændrede ejerforhold - tidsmæssig sammenhæng ........................... 13
I 1990 meldte medlemmet sig ud af a-kassen, for at passe sit handicappede barn. På tidspunktet for udmeldelsen
var medlemmet 40 år - anciennitetsreglerne ændredes i 1999 og medlemmet kunne efterfølgende ikke opfylde
betingelserne for ret til efterløn............................................................................................................................... 14
Udtrådt af ægtefællens autoværksted - det personlige arbejde overtaget af nyansat arbejdskraft, ansat ca. ½ år
tidligere ................................................................................................................................................................... 14
Manglende oplysning om regulering af pensioner - tilbagebetaling ....................................................................... 16
Fradrag i dagpenge for ventepenge udbetalt i forbindelse med afskedigelse - manglende opfyldelse af
beskæftigelseskravet ............................................................................................................................................... 16
Fradrag i dagpengene for rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse.............................................................................. 17
Refusion – rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse – fejlfortolkning af kassen......................................................... 18
Fastholdelse af svig trods påtaleopgivelse .............................................................................................................. 19
Selvforskyldt ledig – ønskede ikke ansættelse på arbejdsplads med rygeforbud....................................................20
Et medlem, der er far til et handicappet barn, havde siden 1996 fået udbetalt forskellige former for tilskud fra
kommunen i forbindelse med pasningen af barnet, herunder lønkompensation for 7 timer ugentligt -Til og med
maj måned 1998 blev lønkompensationen udbetalt som et ikke-skattepligtigt nettobeløb, men fra juni 1998 blev
beløbet fordoblet, indberettet som skattepligtigt og benævnt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ................ 21
Selvstændig bibeskæftigelse, rengøring – skønnet omfang – svig.......................................................................... 25
Selvstændig virksomhed, bibeskæftigelse, dagpengeret, rådighed, musiker........................................................... 27
Beregning af dagpengesats...................................................................................................................................... 29
Fristafvisning – bopælsadresse i Frankrig – adresseændring under ferie til Danmark - det franske postvæsens sene
fremsendelse til den opgivne adresse i Danmark .................................................................................................... 30
Beregning af dagpengesats på baggrund af udbetaling af dividende i konkursbo................................................... 31
Funktionærloven – frigørelsesattest – ukontrollabel arbejdstid – arbejdsgiverens undtagelsesvise manglende
kontrol af møde i møderække – omregning ............................................................................................................ 32
Efterløn – tidspunkt – ophør med selvstændig virksomhed - overdragelse landbrug I/S........................................ 33
- dato for skødets underskrivelse............................................................................................................................. 33
Medlemmet fyldte 60 år den 5. maj 1997 og overgik til efterløn den 1. august 2003 - Medlemmet anmodede i den
forbindelse om tilladelse til at videreføre sin selvstændige virksomhed inden for 200-timers-reglen fra den 1.
august 2003 til den 1. juni 2004, hvor medlemmet pensioneres ............................................................................. 34
Fradrag i efterløn for feriegodtgørelse - genindtræden i efterlønsordningen .......................................................... 35
Fradrag i efterløn for norsk sømandspension.......................................................................................................... 37
Optagelsesbegæring sendt i en forfrankeret kuvert fra a-kassen............................................................................. 38
Ansættelse som direktør i dansk firma i Polen – ukontrollabel arbejdstid – ej selvforskyldt ledig......................... 38
44

Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, egen skyld, værkfører................................................................. 39
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, løs ansættelse ............................................................................. 40
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, vikariat, variabel ansættelse, afslag på tilbudt arbejde............... 40
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ..................................................................................................... 41
Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hjemsendelse, fastansættelse...................................................... 41
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser ...........................................................................................42
Afslag på VEU-godtgørelse pga. manglende tab af indtægt – lønmodtager ...........................................................42
Afslag på VEU-godtgørelse på grund af manglende tab af indtægt – lønmodtager................................................ 42
Tidligere Nyhedsbreve kan findes på siden "Publikationer" / "Nyhedsbreve".
45