Landbrug, industrialisering og andels- - Kulturhistorie og landskab

Første halvdel af 1800-tallet var på
mange måder en lang konsolideringsfase
for landbruget. Selv om
udskiftningen var gået forbløffende
hurtigt og smertefrit, var den en
voldsom mental omvæltning og
krævede sin tid for at falde på plads
i dagligdagen. Perioden var præget
af økonomisk op- og nedgang, men
også af indførelsen af nye afgrøder,
nye dyrkningsmetoder og nye redskaber
i landbruget.
Danmark var stille og roligt ved at
afvikle århundreders feudale styre og
feudale strukturer. Det blev for alvor
slået fast i 1849, da landet gik fra
enevælde til folkestyre ved en fredelig
revolution. De nye tider markeredes
med vedtagelsen af Danmarks
Riges Grundlov af 5. juni 1849.
Den brede befolkning har vel næppe
i første omgang været specielt optaget
af Grundlovens indførelse, og da
slet ikke på et tidspunkt, hvor landet
var i krig. Den første af de slesvigske
krige, som det her drejede sig om,
varede fra 1848-51. Kongeriget trak
sig ved den lejlighed sejrrigt ud af
opgøret med de oprørske slesvigere.
Anderledes gik det i den anden slesvigske
krig i 1864. Her blev Danmark
for alvor bevidst om, at nationen
ikke længere var en europæisk magt,
men blot et lille land i periferien
af det store Europa. Den umiddelbare
følge af krigen var tabet af
Sønderjylland. Nederlaget og tabet
46
Landbrug, industrialisering og andels-
af Sønderjylland fik stor betydning
i eftertidens politik og spillede en
vigtig rolle for den nationale identitet.
Forfatteren Herman Bang taler
i sin roman Stuk om sårfeberen fra
Dybbøl, om den mentale tilstand,
nederlaget havde hensat nationen
i, og man forstår måske bedst, hvor
dybt denne sårfeber havde fat, når
man ser mængden af mindesten som
blev rejst i 1920, da Sønderjylland
igen blev en del af Danmark.
Mindesten for genforeningen, med
teksten:
Tak for trofasthed
og viliers Blanke Staal
men Sønderjylland Vundet
det er Danmarks Maal
Rejst af P. Andreasen
Grundloven og den nye styreform
varslede på mange områder nye
tider. Et af de mindre dramatiske,
men ikke desto mindre betydnings-
fulde resultater af afviklingen af de
feudale strukturer var indførelsen af
Næringsloven af 1857. Siden middelalderen
havde købstæderne haft
eneret på at drive handel, håndværk
og anden ”borgerlig næring”, med
landsbysmeden som den iøjnefaldende
undtagelse. Nu blev de gamle
middelalderlige privilegier ophævet,
dog så der i de første årtier efter indførelsen
af næringsloven blev opretholdt
et såkaldt ”læbælte” på 1 1⁄2 mil
(godt 11 km) omkring købstæderne.
Byportene blev nedlagt, og købstæderne
fik pludselig plads og luft til at
vokse, mens handlende, håndværkere
og forskellig småindustri nu kunne
slå sig ned på landet. Med den nye
næringslov gjorde handel og pengeøkonomi
for alvor sit indtog i det
danske bondelandbrug. Processen
tog yderligere fart i slutningen af
1800-tallet, hvor mekanisering og
omlægning i landbruget medførte,
at selvforsyning langsomt blev opgivet
og erstattet af handel.
En anden vigtig forudsætning for
udviklingen i landbruget, herunder
overgangen fra vegetabilsk til animalsk
produktion, var skabelsen af
en bedre infrastruktur. Landbruget
fik behov for at få tilført foderstoffer
og kunstgødning til driften og
tilsvarende behov for at kunne sende
let fordærvelige fødevarer som smør
og kød afsted til markederne.

Vejene
Middelalderens veje var i overvejende
grad blot opkørte hjulspor,
der med tiden kunne udvikle sig til
hulveje og somme tider hele systemer
af hulveje, efterhånden som det
blev nødvendigt at lægge vejen i et
nyt spor, når det gamle var kørt for
dybt.
De stenbrolagte veje, man har kendt
uden for byerne i middelalderen, har
det næppe heller været nogen fornøjelse
at age ad.
I 16- og 1700-tallet tager skiftende
konger initiativer til at få forbedret
47
bevægelse 1850 – 1920
»Dania«
Spentrup
Havndal
Georgsminde
Fjellerup Strand
Ryomgård
Hulvej syd for Ajstrup, hvor Nordsøstien
passerer gennem en dyb slugt.
Stenvad
Kolindsund
Gjerrild Nordstrand
Gjerrild
Fornæs Fyr
vejenes tilstand, såvel kongevejene
som almenhedens veje. Problemet
var imidlertid, at det var de samme
bønder, som havde travlt med hoveriet,
som også skulle lægge arbejdskraft
til vejbyggeri- og vedligeholdelse.
Fra gammel tid var arbejdet med
vejene organiseret landsdelsvis.
Vejtilsynet sorterede under den
lokale herremand. I 1761 blev der
oprettet et centralt styre for vejvæsenet,
som skulle tage vare på renovering
af det overordnede vejnet. I
1793 tog Christian den 7.s forord

ning fat på at få løst problemerne
med hele det eksisterende vejnet.
Det blev opdelt i hovedlandeveje
(som forbandt den ene provins med
den anden), mindre landeveje (som
forbandt købstæderne med hinanden)
og biveje (som kun havde lokal
betydning). Hovedvejene skulle
anlægges så lige som muligt, med
dybe og brede grøfter langs siderne
og milepæle, der kunne oplyse om
afstand og sted. Fra denne tid får
man også de første plantninger af
vejetræer (57).
Arbejdet med hovedlandevejene stod
på gennem hele det 19. århundrede
og blev først afsluttet i 1900. Da
havde en ny lov i 1867 for længst
afskaffet systemet med tre vejniveauer
og indført to slags offentlige
48
Milepæl ved hovedlandevej mellem
Århus og Randers.
veje uden for købstæderne, nemlig
landevejene som amterne bestyrede
og bivejene som sognene bestyrede.
I 1700-tallet havde man lavet hovedlandevejene
på Sjælland efter fransk
vejbygningstradition. Da tiden var
kommet til de jyske veje, kom først
Englandskrigene og senere statsbankerotten
i 1813 i vejen. Da arbejdet
endelig gik i gang i Jylland, var det
med et mindre ambitiøst anslag.
Hvor de sjællandske veje havde et
fundament af et eller to opbyggede
stenlag, blev de jyske veje fundamenteret
som jordveje med ler som paklag
og harpet grus. Enkelte vejstræk
fik et slidlag af skærver lagt på grus,
en såkaldt makadamisering.
Tiden mellem 1840 og 1870 var den
store vejanlægstid for Jylland. Århus-
Stenbrolagt vejstrækning ved
hovedgården Skærsø på Djursland.
Opdelingen af de to vejbaner ved en
række sten i midten af vejen er typisk
for den stenbrolagte middelaldervej.

Grenaa-vejen blev påbegyndt i 1845,
og senere kom Randers-Grenaa,
Grenaa-Ebeltoft og Ebeltoft-Randers
til. I 1869 var arbejdet færdigt bortset
fra 25 km mellem Grenaa og Randers,
som først blev afsluttet i 1876.
I området mellem Randers
og Mariager fjorde angiver
Videnskabernes Selskabs Kort fra
1789 vejene Randers-Hadsund,
Randers-Udbyhøj, Randers-Mariager
og Mariager-Udbyhøj som hovedveje.
På Norddjursland er Randers-
Grenaa den eneste hovedvej.
Randers-Hadsundvejens forløb er i
dag stort set det samme som i 1789.
En række kilder peger imidlertid på,
at den rute Nortrailstien tager fra
Trudsholms (37) stenbrolagte vej
49
Randers-Udbyhøjvejen gennem de
lave inddigede engområder
vest om gården op over Trudsholms
marker, er et ældre og mere oprindeligt
vejforløb, måske endda en
oldtidsvej, som de mange gravhøje
langs strækningen kunne tyde på.
Hovedvejen Randers-Udbyhøj følger
også i det væsentligste vejforløbet i
1789. Efter Raaby, hvor vejen slynger
sig ned mod de lave engområder,
der tidligere med jævne mellemrum
blev oversvømmet af havet, følger
vejforløbet en ret linie på en strækning,
som på et tidspunkt må være
blevet fyldt op. Nortrailruten følger
et parallelt spor ad en grusvej lidt
sydligere herfor.
Vejen mellem Mariager og Udbyhøj
færgested har stort set også bevaret
sit forløb fra 1789. Vejen gik over
Kastbjerg og Udbyover og ned forbi
Stenbrolagt vejstrækning ved hovedgården
Trudsholm.

Demstrup, hvor Nortrailstien følger
det gamle vejforløb, inden det støder
til Randers-Udbyhøj-vejen.
Vandtårn i Ryomgård.
Mens hovedvejene i området mellem
Randers og Mariager fjorde i
store træk forløber, som de gjorde
i 1789, så er der især ét element i
hele vejkulturen, som mangler i dag
nemlig de mange landevejskroer, der
tidligere lå med en dagsrejses afstand
50
Remise i Ryomgård.
(15-20 km) langs alle hovedfærdselsvejene.
Jernbanen
Mens det udbyggede og moderniserede
vejnet kunne baseres på
eksisterende vejforløb, måtte jernbanenettet
etableres fra grunden.
Jernbanens ankomst i landsbyer som
Hadsten, Langå, Siim (senere Ry
Stationsby) og Ryomgård skabte
en voldsom vækst, som i løbet af
få år ændrede disse byers status
fra små henslumrende landsbyer
til driftige og dynamiske
stationsbyer. Næsten alle de
bysamfund, hvor jernbanen
kom igennem, blev i
forskelligt omfang påvirket
af det nye transportmiddel.
Jernbanelinien blev
som regel ført uden om den
gamle landsbykerne og ofte
lagt i en afstand af 1 – 2 km
fra denne, hvilket medførte, at
byen blev
delt i to: den oprindelige landsby og
den nye stationsby, og mellem dem
opstod et tomrum som med tiden
blev fyldt ud. Det er et mønster,
som eksempelvis træder tydeligt
frem i byer som Spentrup (58) og
Stokkebro-Gjerrild. I enkelte tilfælde
skabte jernbanen helt nye byer, som

det var tilfældet med Havndal (59)
og til en vis grad også Ryomgård.
Men der var også byer, der sygnede
hen og mistede terræn, fordi trafikken
gik uden om dem. Nimtofte lå
oprindelig på den gamle Randers-
Grenaa landevej, men ved renoveringen
af vejen i 1860’erne blev
hovedvejen forlagt til ca. 4 km nord
for byen. Omvendt blev den nye
Randers-Grenaa-jernbane placeret
ca. 6 km syd for Nimtofte, da den
kom i 1876. Nimtofte blev så at sige
placeret mellem to stole, en situation
byen aldrig rigtigt overvandt, heller
ikke selvom Ryomgård-Gjerrildbanen
i 1911 fik station i Nimtofte.
Den blev for øvrigt placeret for langt
væk fra byen og var for lille.
I 1847 åbnedes landets første
jernbane på strækningen mellem
51
Hovedgaden gennem Havndal.
København og Roskilde, og allerede
i 1862 blev den jyske længdebane
ført igennem Skanderborg, Århus og
Randers. I årene efter var udviklingen
af jernbanenettet orienteret mod
vest med etablering af forbindelsen
fra Langå til Viborg i 1863 og fra
Skanderborg til Silkeborg i 1871.
Djursland, som historisk set har
været et isoleret område med dårlige
kystforbindelser og ufremkommelige
veje, fik sin første jernbanestrækning
i 1876 med anlæggelsen af banen
fra Randers til Grenaa. Oprindeligt
var der to alternative forløb i
spil – et nordligt over Allingåbro
og Ryomgård og et sydligt over
Clausholm, Thorsager og Kolind.
Det blev det nordlige forløb, der gik
af med sejren, formodentlig fordi
konseilspræsident Estrup havde interesse
i, at banen blev ført omkring
hans teglværk i Floes. Strengt taget
er banen dog hverken særlig nordlig
eller sydlig, men deler snarere
Djursland på langs. Banens placering
inde i landet har utvivlsomt været
med til at isolere kystområdet på det
Jernbanefunktionærbygning i Gjerrild.

nordlige Djursland yderligere, men
filosofien bag at fravælge kysten ved
anlæggelse af jernbanerne var, at
man med en kystlinie kun ville få et
halvt opland.
Den manglende kystforbindelse
blev der dog rettet lidt op på med
anlæggelsen af Ryomgård-Gjerrild-
Grenaa-banen (60) i 1911. Også
ved anlæggelsen af dén bane var
der alternative forslag og forskellige
modstridende interesser på spil.
Kampen om at bevare oplandshandel
eller etablere den var en drivende
kraft i debatten om nye jernbaneliniers
placering. Et forslag om en
jernbanelinie gennem den nuværende
Rougsø Kommune til Fjellerup
blev forpurret af handelskredse i
Grenaa, der frygtede at miste deres
gamle handelsopland i og omkring
Fjellerup. En anden drivende kraft
for planerne om anlæggelse af
jernbaner var de industrielle interesser
og det industrielle potentiale,
der kunne ligge i tilstedeværelsen af
en jernbane lokalt. Et forslag om en
bane fra Trustrup til Mejlgård skulle
imødekomme behovet for transport
fra Mejlgårds skove og teglværk og
fra tørvemoserne ved Ørum.
Skibsfart og sejlads
I andre dele af landet opfyldte de
nye jernbaner behovet for sikker og
pålidelig transport af tungt gods
og landbrugsprodukter. På Mols
på den sydlige del af Djursland
52
kom jernbaneforbindelsen Grenaa-
Trustrup-Ebeltoft først i gang på et
ret sent tidspunkt, og derfor var der
i en periode basis for en kommerciel
dampskibstrafik på Århus Bugt og
Ebeltoft Vig. Afgørende for trafikken
var, at dampskibene i modsætning til
tidligere tiders sejlskibe var pålidelige
og hurtige – et forhold, der betød
meget for transporten af let fordærvelige
fødevarer som smør og kød.
Gamle ladepladser kunne også
mærke konkurrencen fra jernbanen.
På Norddjurslands kyst vest
for Lystrup Strand lå handelsetablissementet
Vindingsminde.
Vindingsminde var det lokale
udskibningssted for kornvarer,
trælast og købmandsvarer, som
blev ind- og udskibet direkte fra
stranden. I slutningen af 1800-tallet
mistede Vindingsminde sin betydning
som udskibningssted bl.a. på
grund af jernbanens fremkomst.
Den for stedet påfaldende store og
fornemme gård Vindingsminde med
de karakteristiske kamtakkede gavle
ligger der endnu, og i det nærliggende
sommerhusområde er en
toldassistentbolig bevaret.
Et lille, men vigtigt led i den lokale
transport - ikke mindst over Randers
Fjord - udgjorde de små færge i
henholdsvis Voer og Udbyhøj. I
hvert fald siden 1610 har der være
færge over Randers Fjord mellem
Voer og Mellerup - og færgen sejler
stadig. Det gør færgen også mellem
Udbyhøj og Udby Vasehuse.
Hvor gammel denne færgeoverfart
er, vides ikke, men at den har en vis
alder fremgår indirekte af, at der i
midten af 1700-tallet var kgl. privilegeret
kro samtidig på begge sider af
fjorden.

Til de små men vigtige søværts institutioner
hører fyrene. De ældste fyr
var åbne blusfyr eller vippefyr, hvor
en kurv med brændende kul blev
hejst op i luften. Senere kom lampefyrene
til, bl.a. på Anholt. Den yngste
generation af fyr, som blev bygget
efter 1860 er de klassiske fyrtårne
hvortil Fornæs fyr (61) hører.
Industrialiseringen
I Danmark regner man først for
alvor med den moderne industri
fra 1840’erne og fremefter.
Industrialiseringen var yderst beskeden
i landdistrikterne, hvor landbrugets
modernisering og udbygningen
af infrastrukturen spillede en langt
større rolle end industrialiseringen.
I Grenaa tog industrialiseringen for
alvor fart i slutningen af 1800-tallet.
I 1876 var jernbanen til Randers
blevet åbnet, og kort efter fulgte
jernbanen til Århus. Byen havde også
fået en ny stor havn. Med etableringen
af Grenaa Dampvæveri i 1893 fik
byen virkelig en motor for industrialiseringen.
I løbet af få år voksede
Grenaa Dampvæveri til at blive
landets største tekstilvirksomhed.
I 1904 kom Grenaa Andels Svineslagteri
til (som i parentes bemærket
var en af hovedårsagerne til
Ryomgård-Gjerrild banens forlængelse
til Grenaa). Samme år blev
Maskinfabrikken W. Meiers Efterf.
53
Den lille færge ved Voer.
Udbyhøjfærgen.

grundlagt, og et par år efter fulgte
en anden maskinindustriel virksomehed
nemlig Grenå Motorfabrik i
1906.
Industrien havde brug for arbejdskraft
og trak folk til fra oplandet.
Med industrien opstod også et
Grenaa Dampvæveri.
54
egentligt arbejderkvarter i byen. De
første arbejderboliger blev bygget
i og omkring Østergade og
Østerbrogade. Senere fulgte ydmygt
byggeri i Djursgade og Nygade og
egentlige lejekaserner i Fredensgade.
Til industrialismens landskab hører
også kolonihavebevægelsen, der
dukkede op i Grenaa omkring 1920
med de første haver i Skovly nord for
Kærvej.
Grenaas industrialisering fortsatte
efter Anden Verdenskrig med de store
tunge (og forurenende) industier som
Dansk-Norsk Kvælstoffabrik og De
Danske Spritfabrikker i industriområdet
nord for byen, hvor de stadig i høj
grad er synlige i Grenaas profil.
Råstofindustrien
Mens det har været småt med
egentlig industri på Norddjursland
og i området mellem Randers og
Mariager fjorde, har der været en del
råstofgravning og råstofforarbejdning
i området.
Den danske råstofindustri har været
koncentreret om de råstoffer, der
blev og bliver benyttet til bygningsmaterialer,
det vil sige ler, kalk, sten
og grus og råstoffer til brændsel som
træ og tørv. På alle disse områder har
Norddjursland og området mellem
Randers og Mariager fjorde været
leveringsdygtige.
På Djurslands spids ved Sangstrup,
Glatved og Rosmus er der gennem
tiden brudt kalk, som er blevet forarbejdet
på områdets kalkværker og i
små kalkovne (62). Et tidligt kalkværk
blev opført i 1826 ved Karlby
Strand, men sporene efter det er for
længst forsvundet.

Råstofindustriens største sektor,
teglværksindustrien, boomede fra
midten af 1800-tallet. Væksten i
byerne, nye huse på landet i grundmur
i stedet for bindingsværk og
fremkomsten af drænrøret skabte
basis for en stor vækst i teglværksindustrien
og førte til anlæggelse
af mange nye teglværker ud over
landet. Drænrøret kom til Danmark
i 1848 og blev hurtigt meget populært,
fordi de omfattende systemer
af åbne grøfter nu kunne erstattes af
55
nedgravede teglrør - derved øgedes
det dyrkbare areal betragteligt.
Væksten i byggeriet og infrastrukturen
op gennem 1800-tallet satte
sig også spor i efterspørgslen af sand
og grus, og til periodens omfattende
vejbyggeri og vejrenovering (hovedlandevejene)
gik der store mængder
sten og skærver. Som tidligere nævnt
blev ralgravning en betydelig industri
ved Gjerrild Nordstrand under
Anden Verdenskrig og i årene efter
Kalkovne ved Birkesig på djursland
krigen. Sand og grus graves i dag i
store mængder i området omkring
Glesborg.
Cementindustrien blev også begunstiget
af tidens omfattende byggeboom.
I 1873-74 blev Danmarks
første cementfabrik Cimbria opført
på et fremskudt næs i Mariager
Fjord. I fabrikkens bagland var der
store mængder kridt, som kunne
graves ud i åbne brud. Ler, som er
det andet råstof i cement, kunne
også hentes lokalt, og endelig var
placeringen ved fjorden ideel for
transport. Godt ti år senere blev der
etableret endnu en cementfabrik på
stedet Dania (63) og i 1907 en tredje
cementfabrik Kongsdal. I midten af
30’erne blev de tre fabrikker slået
sammen til én under navnet Dania.
Cementfabrikkerne ved Mariager
Fjord med produktionsbygningerne,
direktørboligen, funktionærvillaerne
og arbejderrækkehusene er et
sjældent stykke dansk industrikultur
i reneste og mest uforstyrrede form.
Det var derfor også oplagt, at forfatteren
Hans Kirk i 1930’erne valgte
industrimiljøet omkring Dania
som ”hovedperson” i romanerne
Daglejerne (1936) og De nye Tider
(1939). En tredje roman skulle have
skildret arbejdernes overtagelse af
fabrikken og indførelsen af kommunismen,
men Kirk fik af indlysende
grunde aldrig skrevet den del af
trilogien. Men hans stemningsbeskrivelse
af Dania fejler ikke noget:

56
Cementfabrikken »Dania«

”Fra skrænten lignede fabrikken en
bunke kæmpestore byggeklodser, der
var væltet ud, men man vidste, at
alt var nøje udtænkt. Alt var gråt af
cementstøv. Det dryssede usynligt
ned som aske fra et fjernt vulkansk
udbrud. Det lagde sig over marker og
veje, træer og hustage. Selv de røde
køer, der græssede på markerne i nærheden,
blev grå i hårlaget…
Overalt var mennesker i arbejde. De
hang i skrænten og huggede kridtet
løs, og skikkelserne blev hyllet i en hvid
sky, når de store kridtstykker styrtede
ned gennem tragten. Tipvogne kørte
frem og blev fyldt en efter en, svære
heste trak vognene ad blankslidte spor.
Og Kridtet kom videre til vådmølleriet,
blev slemmet og balndet med ler,
brændt til klinker og malet til cement
i cementmøllen. Halvandet hundrede
mænd var i arbejde, i maskinhuset,
i slemmeriet, i møllerne, på lageret,
i værkstederne og på den kridhvide
skrænt. Ved bolværket lå dampere
og småskuder og lastede cement. Og
cementstøvet lagde sig over alt. Det
føg i blæsten, og når det regnede, blev
vejene et gråt ælte.” (De nye Tider,
1939).
En del af den danske cementproduktion
blev afsat til de mange små
cementvarefabrikker og cementstensfabrikker,
der var en af de få
industrier som etablerede sig i småbyerne
på landet. Således fik Voldby
et cementstøberi og kalkmørtelværk,
og også i Glesborg og Havndal blev
der etableret cementvarefabrikker,
57
for blot at nævne et par lokaliteter
for denne industri.
Industriproduktionen og et generelt
stigende energiforbrug fra midten
af 1800-tallet skabte interesse for
at udnytte hjemlige energiressourcer
i større omfang end tidligere.
Træ havde altid været anvendt som
brændsel, og det gjaldt for
den sags skyld også for
Kort over Fuglsø Mose 1876.
tørven, men med nye teknikker og
forbedrede transportanlæg blev
tørveproduktionen nu mere industrialiseret.
Norddjursland var rigt
på tørvemoser, ikke mindst omkring
mosebruget i Stenvad (64), hvor tørveproduktionen
blev sat i system.

Det koloniserede landskab
Arbejdet på at skabe en større og
mere intensiv udnyttelse af marginale
jorder havde stået på siden
midten af 1700-tallet og havde især
været rettet mod de store hedeområder
i det indre Jylland. Der var
dog også hedeområder at opdyrke i
Østjylland, f.eks i området nord for
Randers op til Mariager Fjord og på
det centrale og nordlige Djursland.
Rundt om Fuglsø Mose ligger de
gamle landsbyer Nørager, Tustrup,
Fjellerup, Stenvad/Ulstrup og
Ramten. I tiden før udskiftningen
fungerede mosen som et stort fæl-
58
Pumpestationen i Fannerup
Sundgård
les overdrev, hvor bønderne kunne
hente tørv og træ og have fækræet
gående. Ved udskiftningen blev
nogle af hede- og moseområderne
udlagt til husmandsbrug og fik
sigende udflytternavne som Nørager
Mark, Tustup Hede, Ulstrup Hede
og Ramten Hede. Husmændenes
indtog på de gamle hedeområder
kulminerede i 1920’erne med oprettelse
af flere husmandskolonier (65)
som Georgsminde (1925) og Sorvad
(1929).
Mens opdyrkningen af heden var
enkeltmandsværk, krævede inddæmning
og landvinding organisering og
kapital.
Kolindsund set mod syd.

Pumpehus, dige, kanal - og udstrakte
flade marker.
I 1870’erne påbegyndtes Danmarkshistoriens
største landvindings-
59
projekt med indvindingen af det
2400 ha. store Kolindsund (66) på
Djursland. Det stort anlagte projekt
ændrede landskabets karakter totalt.
Den tidligere sø fremstod nu som
flade marker tegnet op af snorlige
kanaler. Byggeriet på det nye land
Lige veje og kanaler, plane flader og
lodrette vindmøller - geometrisk
landskab ved Overgård.

adskilte sig også fra de omkringliggende
traditionelle gårde med en
blanding af husdyr og planteavl.
Sundgårdene var lagt an på kvægløst
landbrug med korn- og frøavl, og
derfor blev de almindeligvis bygget
med en lille stald (til arbejdshestene)
og en stor lade.
Mens landvinding kunne tage form
af en tørlægning af søer eller fjordarme,
var inddæmning rettet mod
lavtliggende kystarealer, der ved
etablering af dæmninger, kanaler og
pumpehuse kunne gøres dyrkbare.
Ofte var der tale om engarealer, der
60
i århundreder havde været anvendt
til græsning, men som under særlige
omstændigheder blev oversvømmet
af havet de såkaldte strandenge.
Langs Randers Fjord havde man
gennem århundreder udnyttet de
udstrakte engarealer til græsning
af kvæg og heste. I perioden mellem
1920 og 1964 blev der foretaget
ganske betydelige landvindingsarbejder
langs Randers og Grund fjorde,
hvor i alt 4.400 ha blev inddæmmet.
For at sikre arealerne mod oversvømmelse
blev der bygget diger
ud mod fjorden, så de lavtliggende
Plantagevilla i Skramsø Plantage.
jorder (0,3 til 1 meter over havet)
blev sikret mod oversvømmelse, og
så det blev muligt at afvande jorderne.
Afvandingen finder sted ved
et system af dræn og grøfter, hvorfra
vandet ledes til en hovedkanal og
pumpes ud i fjorden.
Et af de sidste store inddæmningsprojekter
herhjemme fandt sted ved
godset Overgård (40) i 1960’erne,
hvor 600 ha lavvandet fjordkyst syd
for Mariager Fjord blev inddæmmet.
Sammen med det store marine forlandsområde
øst for morænekysten
udgør de nyindvundne landbrugsarealer
et særegent og flot storskalalandskab.
Plantagerne
Nyttiggørelsen af hederne skete ikke
kun gennem opdyrkning, men i nok
så høj grad gennem anlæggelsen af
store plantager med nåleskov.
I Midtjylland havde Dalgas haft held
med at trække kapital fra hovedstaden
til Jylland. Det var kapitalstærke
”københavnere”, bl.a. købmænd,
fabrikanter og grosserer, som investerede
i opkøb og efterfølgende
beplantning af store hedearealer.
Med ”grossererplantagerne”, som de
blev kaldt, fulgte også et særegent
byggeri af imponerende skovvillaer,
som stilmæssigt hentede inspiration
uden for landets grænse. Djursland
fik også sin ”grossererplantage” med
anlæggelsen af Skramsø Plantage i

1908. Skramsø Plantage var på i alt
ca. 1400 ha. Også her blev anlæggelsen
af en plantage fulgt op med en
særpræget og smukt, men alt andet
end egnstypisk hovedbygning.
På det nordligste Djursland ud
mod Kattegat anlagdes den store
Emmedsbo Plantage.
Andelstiden
Andelsbevægelsen, hvis start kan
dateres til omkring 1882, hvor det
første andelsmejeri oprettes, er nært
61
Tidligere mejeri i Grenaa
Nedlagt mejeri i Nimtofte
knyttet til omlægningen i dansk
landbrug fra vegetabilsk til animalsk
produktion. Denne omlægning finder
sted i kølvandet på en lang periode
med stigende kornproduktion – den
såkaldte kornslagsperiode 1830-
1875, hvor Danmarks eksporterede
korn.
I 1870’erne voksede kreaturholdet
betragteligt. Gode afsætningsmuligheder
for mejeriprodukter på
det engelske marked gav basis for
omlægningen fra korn til malke-
kvæg. De små og mellemstore gårde
havde imidlertid problemer med
et tilstrækkeligt højt niveau i forarbejdningen
af mælkeprodukterne,
og det var her andelstanken knyttede
an. Ved at organisere sig i lokale
andelsmejerier kunne også den lille
gård udnytte stordriftens fordele og
sikre en kvalitet, der gav grundlag for
eksport. Det første andelsmejeri blev
som sagt oprettet i 1882, og i løbet af
ganske få år skød andelsmejerierne
(67) op overalt i det danske land.
Produktionen af mejerivarer som
smør og ost kastede restproduktet
skummetmælk af sig, og det kunne
bruges i opfedningen af grisene.
Hermed var der også skabt basis for
en større slagterisektor, og i 1887
fulgte det første andelsslagteri.
Leverancerne til landbruget blev
også organiseret i andelsforetagender
som grovvareforeningerne og på det
privatøkonomiske niveau i form af
brugsforeningerne og senere de små
andelsfrysehuse, som stadig ligger
tilbage rundt omkring.
Med elektricitetens udbredelse kom
de andelsejede el-værker til, med en
arkitektur, der ofte var inspireret af
mejeribygningerne, og i konsekvens
af elektricitetens udbredelse skød
små transformatortårne op ude i det
åbne land.
Også de kulturelle og åndelige sider
af tilværelsen kunne organiseres

62
gennem andelsbevægelsen. I slutningen
af 1800-tallet fik stort set hver
eneste landsby et forsamlingshus på
andelsbasis, hvor møder, foredrag,
fester og andre sociale aktiviteter
kunne udfolde sig. I flæng kan
nævnes, at der blev bygget forsamlingshus
i Ajstrup, Udbyover,
Udbyneder, Dalbyneder, Sødring,
Fjellerup, Gjerrild, Karlby, Voldby
og Hammelev. Mange af forsamlingshusene
er bevaret, og er efter en
lidt stille periode igen ved at få en
fremtrædende plads i landsbyernes
sociale liv.
Andelstiden sluttede omkring 1960,
hvor afviklingen af de små landbrug
og sammenlægning og koncentration
i landbruget for alvor tager fart.
Missionen
Samtidig med andelsbevægelsen
havde Indre Mission en voldsom
vækst i de små landsamfund. Det
manifesteredes ikke mindst i de
mange missionshuse som blev opført
i årene omkring 1900. Det var enkle
bygninger med et vist kirkepræg,
bl.a. i brugen af rund- eller spidsbuede
vinduer i siderne. Missionshuset
var altid placeret med gavlen ud
mod vejen og med indgang i gavlen.
Mange missionshuse fik navne som
”Bethesda”, ”Bethania” eller ”Tabor”
og en kort bibelsk sekvens på gavlmuren
som ”Land, land hør Herrens
ord”.
Transformatortårn ved Udbyneder.
I takt med, at Indre Mission har
mistet sit tag i landbobefolkningen,
er missionshusene blev forladt eller
er overgået til anden brug, men
mange steder ligger de stadig tilbage
i mere eller mindre oprindelig
tilstand.
Husmandskolonierne
En del husmandsbrug blev oprettet
allerede ved udskiftningen og op
gennem 1800-tallet kom nye husmandsbrug
til ved udstykning fra
de større gårde. På Norddjursland
afgav Løvenholm, Hevringholm og
Sorvadgård således jord til nye husmandsbrug.
Det daværende Randers
Amt var i øvrigt det amt i landet,
hvor der blev lavet flest husmandsudstykninger.
Igennem 1800-tallet steg kravet om
forbedringer af livsvilkårene for den
stadig voksende gruppe af fattige og
jordløse husmænd og landarbejdere.
En politisk aktiv husmandsbevægelse

og Lensafløsningen i 1919 skabte
tilsammen forudsætningerne for en
omfattende udstykning af husmandsbrug.
Mange udstykninger var enkeltudstykninger,
mens andre udstykninger
kom til veje som kolonier. Det var
ikke mindst et resultat af udstykningsforeningernes
arbejde. I 1906
blev der dannet udstykningsforeninger
for hele landet, som med midler
fra statslånefonden skulle opkøbe og
udstykke større ejendomme til husmandsbrug.
En ordning, der lagde
op til etablering af mange ens brug i
såkaldte husmandskolonier (68).
Husmandskolonien Georgsminde
blev skabt gennem udstykning
af gården Georgsminde på
Georgsminde Hede, der hørte under
godset Løvenholm. På godt 300 ha
blev der udstykket 22 jordrentebrug
med hver ca.12 ha jord. De bygningsmæssigt
ens brug bestod af en
beboelseslænge og en avlslænge. På
63
Små husmands- og fiskerhuse på kanten
af en tidligere fjordarm nord for
det gamle Fjellerup. De små ydmyge
huse tjener i dag som sommerhuse.
Tækkemand i arbejde.
Tagrør.
trods af den forholdsvis sandede jord
i området var det brug, der kunne
brødføde en familie. I 1960’erne tog
sammenlægningerne i landbruget for
alvor fart – også på Georgsminde og
med tiden er hovedparten af brugene
blevet til deltids- eller fritidslandbrug.
Fiskeriet
I store træk blev fiskeriet ved med at
være et bierhverv til langt op i 1800tallet.
Fiskeriet var et supplement til
landbruget, ikke mindst for mange
små husmænd ved kysten.
I Udby drev man både landbrug og
fiskeri, og flere af byens husmandssteder
var kombinerede husmands-
og fiskerboliger. I slutningen af
1800-tallet, hvor fiskeriet blev et
egentligt erhverv, flyttede fiskerne til
Udbyhøj. I 1878 havde her kun været
lodshuset, en kro, et par småhuse,
et lazaret og skanserne på stedet. I
1923 var der 25 erhvervsfiskere, som

fiskede på Kattegat og 34 deciderede
fjordfiskere.
Fjordfiskeriet spillede i det hele taget
en vigtig rolle for de små bysamfund
ved fjorden. I Uggelhuse var der
mange smålandbrugere, husmænd
og arbejdsmandsfamilier, som supplerede
indtægten ved lidt bundgarnsfiskeri.
Her var der også mulighed
for at supplere indtægten ved det
sæsonbetonede arbejde med at skære
tagrør, eller, som en del gjorde, flette
sivsko som hjemmeindustri (se Siv
og rør (69)).
Der fiskes stadig med bundgran på
Randers Fjord, men nu er det næsten
kun fritidsfiskere, der har deres
bundgarnspæle stillet op i de karakteristiske
”indianertelte”, som man
endnu ser flere steder langs fjorden.
Hvert år omkring 1. maj går silden op
i Randers Fjord for at gyde, og det er
blevet lidt af en folkeforlystelse at fiske
sild under ”sildedagene”.
64
Det er fire væsensforskellige fiskerbyer,
Norddjursland kan frembyde i
Udby Vasehuse, Fjellerup, Bønnerup
og Grenaa.
Udby Vasehuse blev fiskerby i
slutningen af 1800-tallet, hvor bl.a.
husmandsfiskerne fra Udby flyttede
til byen. Fiskeriet har været delt
mellem fjorden og havet og gennem-
Havnen i Udbyhøj
Nørre Djurs Kommunes Blå flag
Station er indrettet i et af byens gamle
fiskerhuse. Stationens udstillingsrum
var i gamle dage opbevaringsrum for
naturis.
gående præget af mindre både. Det
gælder også i dag, hvor fiskeriet er
beskedent.
Ved Fjellerup drev man bundgarnsfiskeri.
Bundgarnsfiskeriet

ved Fjellerup kan dateres tilbage til
1870’erne og da det var på sit højeste
var der omkring 60 bundgarn ved
Fjellerup Strand (70) og ca. 50 mennesker,
som var beskæftiget med
selve fiskeriet mens omkring 15 personer
handlede med fisk i oplandet.
Fra begyndelsen af 60’erne ebbede
bundgarnsfiskeriet ved Fjellerup
Strand lige så stille ud. Nogle af
fiskerne fik arbejde ved fiskeindustrien
i Grenaa, andre fik kuttere
i Bønnerup hvor de fiskede fra. Et
stort fiskerøgeri med tilhørende konservesfabrik
er forsvundet ligesom
byens fiskeeksportforretning er væk.
Området, hvor Bønnerup Strand
nu ligger, var tidligere et goldt
og øde hedeområde. Treaa Mølle
og Strandhuset (i dag kaldet
”Krudthuset”) var det eneste byggeri
i området. Jorden tilhørte Mejlgård
Slot, som i 1867 lod området
udstykke. Det gamle stenhus ved
vejen Havet er et af de allerførste
huse, der blev bygget ved Bønnerup
Strand i 1880 og findes i øvrigt
endnu. Den karakteristiske række
af huse langs Ved Havet begyndte at
blive opført fra omkring 1890.
Havet ud for Bønnerup Strand er
lavt og var vanskeligt at besejle for
stedets fiskere. I 1934 -37 blev der
anlagt en øhavn 500 meter ude fra
kysten. Den blev udbygget med en
ny inderhavn i 1949-51. Strækningen
mellem havnen og kysten sandede
efterhånden til og i 60’erne blev
65
havnen landfast. I 1962-64 blev der
føjet en ny yderhavn til, i 1974-75 en
ny østhavn og endelig i 1996-97 nye
dækmoler med 7 store vindmøller.
Havnen i Bønnerup