Qajaqrejse i Qeqertarssup Tunua Mediearbejdet opprioriteret ...

KANO & KAJAK 

N R . 2 J U L I 2 0 0 3 . D A N S K K A N O O G K A J A K F O R B U N D . 

Qajaqrejse i 

Qeqertarssup Tunua 

– Uddrag af en rejsebog 

Mediearbejdet opprioriteret 

DKF skal ses mere, 

men på hvilken måde og hvordan? 

Kronborgløbet fylder 50 

Lørdag den 23. august 

bliver en stor dag i Helsingør

KANO & KAJAK 

D A N S K K A N O O G K A J A K F O R B U N D . 

I dette nummer af Kano & Kajak kan du 

blandt andet læse om: 

Seminar i Ry Roklub 

Stor deltagelse ved seminar/kursus i kommunikation 

og lederskab. 

Side 10 

Kano- og kajaksporten midt i 

et vadested 

Stadig flere danskere vil gerne ro i kano og 

kajak. Den store interesse stiller nye krav 

til klubberne og deres måde at organisere 

sig på. 

Side 14 

ESRUM ungdomsholds 

“tirsdagsmiddag” 

Kajakklubben ESRUM SØ havde Torsten 

Tranum Jensen som gæst til en såkaldt 

“tirsdagsmiddag”. 

Side 17 

Udgives af 

Ansvarshavende 

I redaktionen 

Layout 

Annoncer 

Forbundsformand 

Forbundssekretær 

Breddekonsulent 

Generalsekretær 

Redaktion 

Deadline 

Oplag 

Tryk 

Dansk Kano og Kajak Forbund 

Jørn Cronberg 

Flemming Agner Jørgensen 

Trine Grønbek 

DKF’s kontor Tlf. 4326 2094 

Jørn Cronberg 

Hanne Bloch Tlf. 4326 2094 

Flemming Agner Jørgensen 

Tlf. 4326 2093 

Kirsten Michaelsen Korbo 

Tlf. 4326 2099 

Fax. 4326 2095 

DKF’s kontor 

Tlf. 4326 2094 

Nr. 3 d.01.08 2003 

10.000 

FJ-Tryk, Svendborg 

ISSN 0900-8438 

Dansk Kano & Kajak Forbund 

Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20 

2605 Brøndby 

BG bank 6 02 37 38 

E-mail: dkf@kano-kajak.dk 

www.kano-kajak.dk 

Mandag – fredag 10.00-15.00 

Af Mogens Kragh, 2. næstformand, DKF 

Kajakpolo er en forholdsvis ny aktivitet i DKF, 

og forbundet har i tidens løb ofret mange ressourcer 

- både økonomisk og i form af 

kursustilbud - på at få gang i aktiviteten 

rundt om i klubberne. 

Hvor blev polokajakkerne af ? 

Succesen har da også været så stor, at 

Danmarks Idræts-Forbund i dag anerkender 

aktiviteten som støtteberettiget. 

DKF har igennem de seneste år ydet 

anselige bidrag til klubbernes indkøb af 

materiel, men vi har i dag ikke noget 

overblik over, hvordan og i hvilket omfang 

klubberne bruger det indkøbte materiale. 

Vi kan dog konstatere, at de foretagne 

investeringer ikke helt afspejles i interessen 

for deltagelse i poloturneringerne. 

Så derfor spørgsmålet: Hvor blev polokajakkerne 

af? 

Ligger kajakkerne i et hjørne og samler 

støv, eller anvendes de med stor iver i 

forskellige klubaktiviteter. For kajakkerne 

kan selvfølgelig anvendes til andet end 

at spille polo i, fx i børnetræningen. Vi er 

ikke i tvivl om, at kajakkerne mange steder 

bliver brugt flittigt, men hvorfor har flere 

klubber ikke lyst til at deltage i poloturneringerne? 

Poloturneringerne er jo netop muligheden 

LEDER 

for at have en gennemgående aktivitet 

over hele året, som klubbernes medlemmer 

kan deltage i i det omfang, de har 

lyst. Mange klubber har i disse år stor 

medlems-tilgang, men det afspejles ikke i 

flere del-tagere ved forskellige kajakaktiviteter 

rundt om i landet. Mange klubber 

har måske så mange aktiviteter internt, at 

der ikke er så mange medlemmer, der har 

lyst til at deltage i fællesaktiviteter med 

andre klubber. 

Vi har i forbundet som sagt ikke noget 

overblik over hvordan polokajakkerne 

anvendes i klubberne, og vi vil derfor 

gerne rejse en debat om emnet. Det vil 

være skønt, om der kunne komme nogle 

tilkendegivelser fra klubberne om, hvad 

polokajkkerne bruges til – ELLER LIGGER 

DE BARE OG SAMLER STØV? 

Beklagelse for manglende forfatterangivelse 

I sidste nummer af Kano & Kajak var der desværre to artikler, hvor forfatteren 

ikke blev nævnt. 

Artiklen ”I form til sæsonstart” er skrevet af Claus Svenningsen. 

Artiklen ”Lysere udsigter for sejlads?” er skrevet af Bent Lauge Madsen. 

Redaktionen beklager ”uheldet”.

DKF ÅRSMØDE 2003 

Igen i år havde jeg revet to dage ud af kalenderen for at tage til 

årsmøde i DKF, noget som jeg faktisk ser frem til. Her mødes kajakinteresserede 

fra klubber landet rundt, og der bliver udvekslet erfaringer 

og givet gode ideer, og ikke mindst hygget. 

Af Christian Schmidt – formand 

Hvidovre kajakklub 

Årsmødet var i år henlagt til Silkeborg 

nærmere bestemt Scandic hotel, der som 

altid er et sikkert valg, med god service 

og dejlig mad, og perfekt til rammerne for 

vores årsmøde. 

Efter at være ankommet fortrød jeg dog, 

at jeg ikke havde taget min kajak med, da 

vejret var perfekt til en rotur i det dejlige 

område. Nå, men vi var alle kommet for 

noget andet. 

Når vi har reserveret en hel weekend til et 

Årsmøde, er det ikke uden en vis form for 

forventning til arrangementet, og det skal 

ikke være nogen hemmelighed, at jeg er 

ved at blive lidt forvænt omkring lørdagens 

workshops, og heldigvis blev jeg heller 

ikke skuffet i år. 

DKF´s planlæggere af Årsmødet havde i år 

ramt plet hvad angår emner, som i hvert 

fald interesserede vores delegation. Emner 

som ”Den store kano- og kajakklub”, og 

”Kaproning på klubplan” var spændende 

emner, som blevet meget professionelt 

styret, og hvor der fremkom mange 

spændende holdninger og ideer, som 

vi kunne bruge til vores videre arbejde 

hjemme i klubben. 

Et andet emne, som også er utroligt 

vigtigt, var ”Fremtidens TV medie”, et 

emne som jeg mener er et af de steder, 

hvor kajaksporten virkelig har en opgave. 

Kajaksporten skal ud og profilere sig meget 

mere på konkurrenceplan, og her har vi 

klubledere en kæmpe opgave i at udvikle 

talenter hjemme i klubberne, så vi har 

noget at sælge for at råbe medierne op. 

Jeg tror alle klubber har deres lokalpresses 

opbakning, og sammen skal vi arbejde på 

at få den landsdækkende presse til at se og 

høre os. Lad os stå sammen om at udvikle 

en stor talentmasse, således vi kan få plads 

i det danske mediebillede. 

De udstillere, som også havde fundet vej til 

Silkeborg, fremviste spændende nye både 

og kajakudstyr. Udstillingen vil sagtens 

kunne udbygges og blive større, for der er 

et godt tidspunkt at tjekke det nye udstyr 

i den weekend. 

Jeg håber, at man næste år igen vil bruge 

samme koncept, hvad angår tid og aktuelle 

emner, således at Årsmødet også kan blive 

et idéforum for klubberne. Jeg ved godt, at 

ikke alle workshops forløb lige planmæssigt, 

men det er hvad der sker, når man har 

med engagerede mennesker at gøre, og det 

er vel det, der er med til at udvikle Dansk 

kano- og kajaksport. 

Selve Årsmødet om søndagen var nok det 

korteste møde, jeg kan huske i mine mange 

år som formand i Hvidovre Kajakklub. 

Der var flere gode debatter og indlæg, 

som blev styret meget sikkert af Willy 

Rasmussen DIF. Der var ikke så meget 

udenoms snak, emnerne var skåret ind til 

sagens kerne, hvilket gjorde, at Årsmødet 

ikke trak unødigt ud. Mange af emnerne 

var allerede godt gennemdiskuteret om 

lørdagen, hvilket nok også gjorde, at en 

del spørgsmål allerede var blevet besvaret. 

Jeg mener denne form for Årsmøder er 

rigtigt gode, og håber med dette indlæg 

at kunne skabe interesse for, at de, som 

ikke deltog i år, kommer med til næste 

år og vil være med til at udvikle kano- og 

kajaksporten. 

KANO & KAJAK 2/2003 03

1. Isen samler sig 

ved Eqip 

2. Udsigt fra hyggekrog 

i fjeldet 

ved Ilulissat 

3. Stik vest mod 

Saqqaq 

4. Tungt lastet 

på vej mod 

Oqaitsut 

5. Træt mand i 

friluftskøkken 

6. Havblik, stilhed, 

flyvende 

gæs og så små 

isskosser forude! 

1 

2 

3 

04 KANO & KAJAK 2/2003 

QAJAQREJSE I QEQERTARSSUP TUNUA 

– Uddrag af en rejsebog 

Vi skubber os ud i Kirkebugten. Ud i isskosserne i et ishav af blændende hvidt lys, 

mine øjne bliver til smalle sprækker. Skyfrit, +12 grader, 1010 hps, svag vind fra 

SØ. Store og små klumper af indlandsis, skurer i glasfiberen og runger i skroget. Vil 

qajaqqen holde hele vejen til Saqqaq og tilbage igen? 

Af Jeppe Sindal, Kajakklubben Nova. 

Vi bruger hænderne og pagajen til at trække os 

ud af den lille smukke bugt i hjertet af Ilulissat. 

Det er kun få uger siden isfjorden har sluppet sit 

greb om de enorme isfjelde, der står i kø for at 

komme over isfjeldsbanken. Set fra qajaqhøjde ser 

det håbløst ud. Preben Fencker, denne prægtige 

fanger, utrolig hjælpsom og rar, havde inden 

afgang fra Ilulissat gennemgået hele ruten. Fortalt 

om skønne fangst- og fiskesteder, alternative teltpladser 

og ikke mindst om havets, vindens og 

isens lurende farer. Den dygtige qajaq-bygger Jens 

Aqqalu Fisker, min gamle qajaqven, havde skaffet 

mig sælspæk, tørret hvidhval og ammasetter til 

turen. Spæk og tørt kød til qajaqtur er bare rigtigt 

dejligt. Dette var min dagskost på en tidligere vinter-qajaqfærd 

på Færørerne, dog med den variant, 

at dér var det spæk fra grindehvalen. Kalorier der 

går lige ned i pagajen. 

Zig-zag kurs, kante qajaqqen, baglæns- og forlænstag, 

fremad. Jeg anmoder ”Isbryderen” Kaj, 

i sin Arctic-line farvede kevlar-qajaq, tungt lastet 

og på mindst 10Brt. med ror, om assistance. Den 

var fin, nu ror ”isbryderen” foran, så jeg lægger 

mig lige i ”møllen” på ham, så længe isen er så 

tæt. Der bliver vel mere plads længere oppe i det 

NØ hjørne af Diskobugten. Jeg begynder at slappe 

af. Masterne ved lufthavnen på vores styrbord 

side markerer et farvel til Ilulissat. Først nu kan 

jeg nyde i fulde drag. ”Kære vor herre! Jeg er bare 

så glad for at være her”. DUNK - Jeg slår hovedet 

voldsomt fremover, qajaqqen står stille, BLÅ IS! 

Er der hul? Er alt forbi? Nej, stævnen er forseglet 

med tyk kevlar, ikke en ridse. Den blå isterning 

ligger der, så smuk og blåt glinsende, bare for at 

lokke qajaqmænd til ”sælernes rige”! Jeg er blevet 

advaret mange gange om disse tunge usynlige 

basser. Hvorfor er noget så smukt og alligevel så 

farligt? Isskoserne ligger nu pænt i lige parallelle 

linier, ganske som vi om sommeren kender det 

med skygader over havet. Jeg takker havstrømmen. 

Så er det bare om at vælge sin bane i 

isrækkerne. Ude mod Vest passerer megastore 

is-fjelde, som store hvide sejlere, de driver mod 

NV mod Vaigattet mellem Disko ø og halvøen 

Nussusuaq. Regn og tågedis har sneget sig ind på 

os og Oqaitsut anduves. Skarvens bygd. 

NÅET HERTIL! 

Atasund. Arveprinsen Ejeland mod Vest løfter sig 

stejlt, vi holder kursen stik N og ligger tæt ved 

fjeldsidderne på fastlandet. Fjerkrogede skyer, 

uhyggelige linseformede skyer i grupper med 3 

ovenpå hinanden, faldende lufttryk, tiltagende 

vind fra SØ. Dette har jeg sgu ikke lyst til at opleve 

i qajaq, frivilligt. Erfarne sejlere har utrykkeligt 

formanet mig at undgå dette. Det blæser kraftigt, 

hækbølgerne presser agterdækket ned, en kæmpe 

hånd holder fast i agterskibet og leger med mig. 

Havqvinden ryster mig: Vil du ikke forstå, så skal 

du føle! På kortet er der en bred pynt, der rager ud 

i Atasund, her må der være en rasende tilbagesø! 

At gå længere ud i skumtoppene har vi ikke lyst 

til! At gå i land vil være en svær én. Men hjælpen 

er nær. Et strandet isfjeld står på grund foran 

pynten. Tak i Grønlandske guder! Vi går inden 

om mellem isfjeld og land, en passage på 8 m. 

Her er vindstille, isen knitrer, drypper og endnu 

en bøn. ”Kære isfjeld, lad os komme igennem, 

ikke vælte og smid ikke frostvægge efter os”! Den 

nat drømmer jeg, at jeg er et fuldgyldigt medlem 

af ”sælernes rige”. Jeg er rasende på mig selv, 

utilgiveligt og dumt at bringe os i sådan en situation. 

Efter hjem-komsten erfarede jeg, at Fanger 

4

Preben havde sejlet efter os, forhørt sig hos 

passerende kuttere. Jo, vi var blevet set. At 

sejle ud for at lede efter os, rør mig dybt. 

Det vil jeg huske i mit hjerte. 

Vi er for indadgående, stik Ø mod bræen 

Eqip Sermia. Høj himmel, havblik og 

stig-ende vande, små forrevne isskosser 

driver stille tættere og tættere på, og kradser 

qajaqqen velkommen. Jeg løfter mig 

højere og højere i sædet for at se en vej 

ind. Min mave knurrer, så ved jeg, at der 

skal handles anderledes. Vi beslutter at 

vende om og gå på land, og her vurdere 

situationen med kikkerten fra det flade 

for-fjeld. ”Jo, isen pakker sig". "Kæmp 

aldrig imod isen”, lyder det i mit indre 

øre. Tak til Palle Grønlænder, min gamle 

kammerat fra Marstal, nu styrmand på 

Naja, der ligger ned i Aasiat. Palle har lagt 

øre til mange spørgsmål om is, vind og 

tidevand. Vi slår lejr ved en tørlagt elv 

- som skabt til at anløbe i qajaq. En smuk 

plads. Ca. 1 sm. over til bræen, der med 

korte intervaller giver rungende tordenskrald 

fra sit indre. Fanger Preben sagde 

inden afrejsen, bliv 30m ude fra kysten når 

i ror ved is, dønningerne kan få isen til at 

rotere og slå mod qajaqqen ! Når I hører et 

brag med nedfald, så varer det ca. 2 min. 

før bølgerne kommer. Nøjagtigt 120 sek. 

efter et gevaldigt drøn, ruller den første 

bølge ind på land og efterlader grimme 

isklumper på de isskurede klipper. God 

ide` at vi lyttede og qajaqqerne var trukket 

langt op. For der, hvor ankomststrålen fra 

fangstblæren havde lavet en sø, ligger nu 

en bunke tung is. Her er ikke vand i nærheden. 

Så vi hakker isstykker, og lægger 

dem til afsaltning på klippen, derefter over 

i alle gryder og pander. Jeg sidder udenfor 

teltet, klokken er 00.15. Mine øjne hviler 

over på Eqip, der lyser som var den smedet 

i guld. Over brævæggen hvælver den dybblå 

himmel sig. Drikker smeltet indlandsis, 

dette vidunderlige vand måske 4000 år 

gammelt? Iskrystaller der dalede ned for 

længe siden, blev til is, brækket af, drevet 

hen til mig og ned i min mave. Hvor er 

jeg dog heldig. Jeg vil ikke sove, det er 

for smukt og stort. Mine ”dame” hænder, 

5 6 

fyldt med åbne blærer, ligger krumme i 

skødet. Siddende op med åbne øjne, kan 

jeg høre mig selv snorke. 

Vi er i Qeqertaq, bygden på øen. Nøjagtigt, 

70 gr. N bredde. Hvis jeg nu kunne 

følge bredden, så ville jeg være ved Kap 

Brewster, indgangen til Scoresbysund- 

fjorden omme på bagsiden. Den første uge 

i qajaq har ændret mit sind. Selvom alt 

er længere væk, føles alt tættere på. Det 

lille samfund på øen, ligger beskyttet i en 

bugt med ryggen mod Nussusuaq og titter 

ud til mundingen af Torssukatak i Syd. To 

Jeg sidder udenfor teltet, klokken 

er 00.15. Mine øjne hviler over på Eqip, 

der lyser som var den smedet i guld. 

Over brævæggen hvælver den 

dybblå himmel sig. Drikker smeltet 

indlandsis, dette vidunderlige vand 

måske 4000 år gammelt? 

frække ”drønnerter” af hundehvalpe, løber 

ud af teltet med mine neoprenhandsker i 

munden. Ved demokratisk samtale, sidder 

vi alle 3 pænt og argumenterer, handskerne 

afleveres først igen efter en tuskhandel. 

Klar til afgang mod Saqqaq ca. 17 sm 

qajaqdistance mod Vest, 8+ grader, sol, det 

er søndag og kirketid. Organisten slår de 

første toner an. 200 hunde rejser sig pænt 

op og synger med, uhuhuhuhuhuh. Gad 

vide om de slutter efter første vers, nææ, 

hele salmen skal gøres færdig. Vi passerer 

to meget lange og brede isfjelde og får 

næste salme, i det fjerne lyder uhuhuhuh. 

Tak til Qeqertaq kirke- og friluftskor! Jeg 

smiler langt ned i ”qajaqqen”. 

Iseventyret er begyndt. De drivende fjelde 

og isskosser fra bræen i bunden af 

Torssukatak ”fjorden”, trækker mod Vest, 

tæt på Nussusuaq og ud i Vaigattet. Så 

smukt, så stort, så kunstfærdigt, is. Skulpturer 

som naturens kunstakademi har 

skabt. Figurer som dyrebilleder, menneskeansigter 

og kroppe i bevægelse, bjørne, 

fugle, fabeldyr, hvaler, sæler, alle er med, 

et Noas ark. Her driver væltede ismassiver, 

der tager form som isdronningens 

slotte med tårne og azurblå swimmingpool, 

anlagt med lokkende trapper, ja så 

lokkende. Isen knitrer og frigiver luften 

fra dengang så længe siden. Ror alene. 

Glider stille, i undren, uden om, inden 

om og rundt om figurerne. Jeg har svært 

ved at skelne ”åndemanernes verden”, fra 

den virkelige verden. Qajaqqen føles som 

min krop, eller er det omvendt? Nu må jeg 

være opmærksom. Lægger qajaqqen ned 

og dypper mit hoved under og ind i det 

iskolde vand. Det føles som at få et bræt 

i panden, men jeg er vågen og klar, ser 

og mærker alt. Mit åndedræt fortæller at 

- Jeg lever! 

Tele-Greenland masten dukker op over 

isskosserne, vi anløber Saqqaq, ”Solsiden”. 

Henne ved Pissifikken (butikken) nikker 

en fisker diskret og siger: Det var hurtigt 

I kom. Det føles rart, at nogle ved vi er på 

vej. 

Hold fast, og så af sted. 60 hk rykker kraftigt 

i jollen og kroppen. Vi er på vej ud for 

at jage sæl. Fanger Preben styrer jollen så 

behændigt uden om og inden om isen. 

Den sidste uge har jeg besluttet at bruge 

sammen med folk i Ilulissat. Qajaqqen er 

lagt i kassen og afleveret til Arctic Line. 

Jeg har fået qajaqben af at have siddet for 

længe i qajaqqen. Min sejlende og hjulbenede 

gangart giver anerkendelse nede på 

havnen. Vi ligger 3 sm uden for Oqaitsut 

og 9 sm N for Ilulissat. Jollen tøffer, vi 

glider stille… og spejder….. pulsen stiger 

….. solen skinner varmt og blander sig 

med kulde fra det nærliggende isfjeld. 

Drenge-drømmen er blevet virkelighed! 

Jeg er med på sælfangst! Sælen dykker, 

hvor dukker den op næste gang? Arkalo 

i sin flotte moderne fangstjolle kommer 

lydløst glid-ende hen ved siden af os og 

deltager, han skyder sæl no. 2. 

Fortsættes på side 6 >> 

Fortsat fra forrige side 

Begge sæler er sortsider, sæler med 

smukke sorte landkorttegninger i den grå 

pels. Sælerne flænses på klippen inde i 


Bredebugt. Knive og hænder arbejder. Fangsten håndteres hurtigt 

med vær-dighed og respekt. Hvilket håndværk! 

Det er umuligt for mig at sove i denne sidste arktiske sommernat, 

jeg gi’r op og går ned mod bugten! Det er vindstille. Mellemhøjt 

skydække, med rosa lagdelte striber. Alt høres, hundelænker, en 

ravn, en jollemotor starter langt ude i bugten, fiskefabrikken nede 

i havnen summer, hjemadgående unge, der spiller inuit-rock. Så, 

nu hyler hundene igen omme hos Jens Fiskers mor Margrethe. 

Jeg finder endeligt hvile med rygstøtte op ad ”Knud Rasmussen” 

(mindestenen der står højt over bugten). Han må da kende 

følelsen af at sige farvel til noget så smukt og stort. Disko Ø ligger 

trygt ovre på den anden side. En behagelig kulde stiger op fra 

bugten. Den klare luft fylder mine lunger. En rød tanker går for 

lav fart indadgående, og skubber sig dovent frem ………. 

Jeg ved, jeg kommer igen! Når det bliver rigtigt dejligt koldt! 

Qeqertarsuup Tunua! 

Lille efterskrift for qajaqfolk 

Følgende hæderstegn blev uddelt 

i forbindelse med årsmødet: 

DKF’s sølvnål: 

Børge Petersen, Kajakklubben Pagaj 

Gethe Jacobsen, Københavns Kajak Kreds 

Årets præstationspokaler: 

Ungdom: Casper Nielsen, 

Gladsaxe Kano & Kajakklub 

06 KANO & KAJAK 2/2003 

Det er ingen sag at føle sig som eskimomester ved de 

danske strande. Jeg følte mig ydmyg og lille, hver gang 

vi startede en dagsrejse. Ikke bange, men respektfuld for 

havet, vinden og isen. Det vil jeg forsøge at efterleve. 

Det er ingen sag at ro til verdens ende i godt vejr! 

DKF afholder kurset ” Havkajak og Havet” med Jeppe 

Sindal, den 6. september i Kattegat udfor Hundested. 

Kurset er for den øvede kajakroer, der har lyst til træning 

på mange favne vand. Læs mere om kurset i DKF' kursusbeskrivelse 

eller på w.w.w.kano-kajak.dk 

Jeppe Sindal 

Kajakklubben Nova 

Arrangørpokalen: Kajakklubben Pagaj 

Lyngbypokalen: Lyngby Kanoklub 

Gladsaxepokalen: Kajakklubben Pagaj 

Kongshvilepokalen: Christian Schmidt, 

Hvidovre Kajakklub 

Hvor må du ro ? 

Har du planer om at udforske 

de danske søer og 

vandveje, er det en god 

ide at undersøge hvor du 

må ro, og om der evt. er 

restriktioner de forskellige 

steder. 

På www.kano-kajak.dk kan 

du under menupunktet 

”Hvor må jeg ro” finde 

oplysninger om langt de 

fleste relevante områder.

KRONBORGLØBET FYLDER 50 

Lørdag den 23. august bliver en stor 

dag i Helsingør 

Af Knud Christensen 

Alle sejl er sat til, for at årets Kronborgløbet, 

som i år bliver afholdt for halvtredsindstyvende 

gang, skal blive den helt store oplevelse. 

Løbet er ganske vist ikke det første 

langdistanceløb, der er blevet afholdt i 

Danmark, for allerede i 1929 blev der 

afholdt et kajakløb, som gik fra Malmø 

til København. Det blev kaldt Sundløbet, 

men fik trods en rimelig succes ikke nogen 

lang levetid. Det næste lange løb var 

Kronborgløbet, som blev roet første gang i 

1937. Dermed er det langt det ældste af de 

endnu eksisterende maratonløb. 

Fra starten var det meningen, at løbet 

skulle afholdes hvert år. Men der kom år, 

hvor løbet ikke blev roet, og det har medført, 

at det først er nu, man er nået frem 

til jubilæet. 

Alex igen og igen . . . 

Med en næsten utrolig præstation har 

Alex Nielsen indskrevet sit navn i løbets 

historie. Han var vel knapt nok født, da 

det første løb blev roet, og i alt gik han 

glip af de første 10 løb. Men siden 1962 

har man år 

efter år fundet ham på startlinien, og lige 

så sikkert var det, at man nogle timer 

senere kunne se ham passere mållinien 

i Helsingør efter velgennemført løb. Og 

nu kan vi glæde os til at se Alex, når han 

for fyrretyvende gang ved et Kronborgløb 

giver sig i kast med Øresunds bølger. 

66 år efter 

I øvrigt bliver der udgivet et festskrift i 

anledning af jubilæet, og her kan man 

bl.a. læse, at dette at ro lange løb i kajak 

ikke nødvendigvis er ensbetydende med 

at blive slidt op før tiden. Det bliver for- 

modentlig også bekræftet, hvis du tager 

til Helsingør den 23. august. Arrangørerne 

gør sig i hvert fald håb om, at man ved 

af-slutningen efter løbet får lejlighed til at 

hilse på mindst tre af de deltagere, der var 

med i det første løb i 1937 – for 66 år siden 

– med løbets daværende vinder, Harald 

Kristensen i spidsen. 

Ro med til Helsingør 

Men det bliver ikke nostalgi alt sammen. 

Kronborgløbet er stadigt et løb, der er forbundet 

med så megen prestige, at enhver, 

der kommer igennem det, kan føle sig som 

vinder. Fra kun at være for mænd over 

18 år, K-1, har løbet udviklet sig til nu at 

omfatte alle klasser. Og specielt er det værd 

at lægge mærke til, at der også er blevet 

plads til havkajakker; en kajaktype, som 

- hvis Øresund viser tænder - meget vel 

kan vise sig som den mest egnede til netop 

dette farvand. 

Meld dig til, når nu Kronborgløbet som 

det første af de klassiske maratonløb bliver 

afholdt for halvtredsindstyvende gang. 

Hør her, hvordan Alex Nielsen 

beskriver, hvor dejligt der er i 

Helsingør: 

Melodi: Lundeborgvisen 

Er du glad, og er du lys i sinde, 

så ro med mig op til Helsingør. 

Du en frisk og munter klub vil 

finde, som vil møde dig med 

godt humør. 

Her er tæt trafik, 

her er myggestik, 

her er humlens ven, 

her er god musik. 

Er du glad, og er du lys i sinde, 

så ro med til gamle Helsingør. 


Ferieoplevelser i det fri 

Overnatning i det fri er en guide til telt- 

og naturlejrpladser. Den indeholder 753 

teltpladser fordelt i hele landet. 

Stjerner, stilhed og snobrød. Fuglesang, 

fingermad … og ferie! 

Ingredienserne i en teltpladsferie er mangfoldige. 

Du bestemmer selv tempoet, og 

hvor du vil hen. 

Tæt på naturen 

Teltpladsordningen henvender sig til 

friluftsfolket, der rejser uden motor: 

Vandrere, cyklister, sejlere og ryttere. Det er 

ikke tilladt at komme i bil til teltpladserne. 

På en del af pladserne har man mulighed 

for at overnatte i shelter, hvis man rejser 

uden telt. Ordningen bygger på de mange 

værters gæstfrihed og er en unik mulighed 

for at møde andre friluftsfolk og bo tæt på 

naturen. 

Hvem er værter? 

Størstedelen af teltpladserne ligger hos 

landmænd, og en del ligger placeret i 

08 KANO & KAJAK 2/2003 

forbindelse med skoler og hos spejdere. 

Skov- og Naturstyrelsen er vært på mere 

end 150 primitive skovpladser, som er 

gratis at benytte. 

Faciliteter og pris 

På de fleste teltpladser er der bålplads 

samt adgang til toilet og vand i nærheden. 

Nogle steder kan man endda få et varmt 

bad og brænde til sit bål mod et beskedent 

tillæg i pris. 

Det koster maks. 15 kroner pr. person for 

en enkelt overnatning – og nogle pladser 

er endda gratis. 

Uundværlig håndbog 

Alt i alt er Overnatning i det fri en uundværlig 

håndbog for friluftsfolket, der har 

brug for oplysninger om overnatning 

rundt omkring i det danske sommerland. 

Eller for familien, der har lyst til at give 

sig selv nogle nye, spændende oplevelser. 

Snobrød på bålet, sejlture på søen eller 

gåture i skoven. Det er bare om at pakke 

rygsækken og komme af sted … 

Spejdersport annonce 4F 1/2 side 

Fakta 

Overnatning i det fri 2002-2003. Teltpladser 

og naturlejrpladser. 

7. udgave. Udgivet af Friluftsrådets ERFAgruppe 

for primitive overnatningspladser. 

128 sider. Vejledende udsalgspris: 95 kr. 

Sælges hos bl.a. boghandlere, turistbureauer, 

Dansk Cyklist Forbund, De Frie Fugle og 

Dansk Vandrelaug. 

Mere information på www.teltpladser.dk, 

hvor man også kan bestille bogen.

MEDIEARBEJDET OPPRIORITERET 

DKF skal ses mere, men på hvilken måde og hvordan? 

Af Jakob Pedersen 

jakob.pedersen@kano-kajak.dk 

Årsmødet vedtog igen i år at prioritere 

midlerne fra Nordsmindefonden til at 

videreføre det mediearbejde - der så småt 

begyndte i det forgangne år - i 2004. 

Dette har skabt rammerne om den opgave, 

jeg nu skal forsøge at bidrage til. 

Mit navn er Jakob Pedersen. Jeg er 30 år, 

har været medlem af Dragør Kajak Klub 

siden ’85 og ARK siden ’00. Jeg har delvist 

været aktiv på det danske stævneprogram 

siden - både som roer, men også som 

arrangør, bl.a. i det udvalg, der arrangerer 

Dragør Kajak Klubs 3x4km stafet. 

Den opgave jeg har påtaget mig, består 

overordnet i at få større synlighed for 

vores sport i det danske mediebillede. 

Dette være sig vores elitemæssige aktiviteter, 

men også alle de øvrige aktiviteter 

under DKF. 

Spørgsmålet om hvad DKF er, hvad det er 

vi kan og hvad det er, der adskiller os fra 

andre aktiviteter, spiller en central rolle i 

KANO & KAJAK 

Ø N S K E R T I L L Y K K E ! 

det arbejde, som skal løses i den indledende 

fase. 

Det er så at sige et forsøg på at skabe en 

større bevidstliggørrelse af DKFs foretagende. 

Dette arbejde skulle gerne føre til profiler 

på forbundets aktivitetsområder, som skal 

kunne bruges konkret i den kontakt, vi 

ønsker til verden udenfor kajakken. 

I den forbindelse ville det være frugtbart 

at få input fra medlemmerne om deres syn 

på sagen. Hvad er værdierne i det arbejde 

eller de aktiviteter I har i jeres klub? Er det 

noget, der er værd at præsentere for andre? 

På hvilken måde adskiller det sig evt. fra 

andre foreninger / aktiviteter? Og her 

tænkes ikke kun elitemæssigt, men også 

bredde- og aktivitetsmæssigt. Det være sig 

polo, havkajak etc. 

Ud over dette arbejde, vil jeg løbende forsøge 

at fodre pressen med de aktiviteter, 

Denne gang til assisterende 

landstræner Morten Rodtwitt 

der lørdag d. 31. maj blev gift 

med Camilla. 

der foregår indenfor vores sport. En del af 

denne fodring kan ses under hjemmesidens 

pressemeddelelser. Her vil løbende 

blive lagt de meddelelser, som er sendt til 

den danske presse. 

Hvis I sidder inde med presseforbindelser 

eller netværk, for hvem sådanne meddelelser 

ville være interessante, må I meget 

gerne kontakte mig, således at disse kan 

komme med på listen over modtagere. 

Derudover ville det også være frugtbart at 

vide, hvem man kan kontakte i et lokalområde, 

såfremt der skulle være interessant 

nyt om kano- og kajaksporten i 

området, og jeg vil i det omfang det er 

muligt, gerne være behjælpelig med evt. 

input i forbindelse med kontakt til presse 

og medier. 

Det er mit håb, at medlemmer, klubber 

og kredse vil hjælpe til med det videre 

arbejde. 


SEMINAR I RY ROKLUB 

Af Lene Christensen, Ry Roklub 

Ry Roklub har i nu 4 år afholdt et årligt 

ro- og familietræf for kajakroere fra hele 

landet. DKF står som arrangør af selve 

træffet, mens Ry Roklub klarer indkvarteringen 

og forplejningen. 

Det er nogle rigtigt sjove træf med børn og 

voksne, der er samlet om én fælles ting: At 

ro og have det rart. Næh, det er jo hele 2 

ting… 

Efter nu at have holdt træf i 4 år syntes DKF, 

at Ry Roklub skulle have en lille ”erkendtlighed” 

for at lægge hus til. Derfor tilbød 

man fra DKF’s side et seminar/kursus i kommunikation 

og lederskab. 

Lørdag den 3. maj troppede undertegnede 

så op i roklubben kl. 9.00, som jeg havde 

fået at vide var mødetidspunktet. Formanden 

havde i mellemtiden været i roklubben 

og hænge tilmelding op, og her havde han 

skrevet 8.32, så man kom for sent. Gudskelov 

var jeg ikke den eneste! 

Nu er det jo et seminar/kursus jeg skal referere, 

og det er ikke nemt - for vi fik så mange 

input og så meget proppet i hovedet at 

arbejde videre med - men jeg skal forsøge, 

kort, at beskrive dagen. 

Præsentation af os selv og vores roklub 

Efter præsentationsrunden skulle vi hver 

især fortælle om vores bedste og vores 

værste oplevelse med roklubben. Det blev 

der mange gode tanker ud af. I grupper 

skulle vi skitsere, hvad vi er gode til og hvad 

vi er knap så gode til. Det blev til: 

Vi er gode til: 

- at tage imod nye medlemmer 

- at ro 

- at have det sjovt 

10 KANO & KAJAK 2/2003 

- at værne om faciliteterne 

Vi er knap så gode til: 

- kommunikation (synliggørelse) 

- at acceptere hinandens behov og ønsker 

(bl.a. bådtyper) 

- organisering 

Vi kan kun blive enige om, at vi er dødgode 

til at stå sammen, når opgaverne skal løses. 

Vi værner om hinanden, når man kan se, 

at én er ked (så længe man bare sidder i 

samme båd). 

Skal vi videre i vores roklub, må vi have en 

accept af hinandens kultur og værdigrundlag. 

Det ér dødærgerligt at bruge en masse 

energi på medlemmer, der liiige kigger forbi 

til en instruktion, og så er det videre. 

Medlemspotentialer 

Den såkaldte svingdørs-effekt er noget, der 

er kommet for at blive, tror jeg. For mange 

virker roning som en tiltrækkende sport 

med forskellige bådtyper, natur og motion. 

I dagens Danmark, hvor vi er grænseoverskridende 

i vore handlinger, sætter mange 

sig det mål, at NU skal de sørme ned og se, 

om de kan tumle en kajak. 

Efter instruktionen bliver det konstateret, at 

– JO, det ku’ de! Og det var så det! 

Kan vi gøre noget ved det?? Næh, egentlig 

ikke. Bagbinde medlemmer med en pagaj 

på ryggen er i hvert fald ikke formen. 

Vi var en 4 stykker på seminar for et par 

år siden indenfor DFfR, hvor emnet var 

”Hvordan holder vi på medlemmerne”. Og 

sådan som vi hørte det fra landets øvrige 

roklubber, så er det et problem, der gør 

sig gældende alle steder. Det faktum skal 

naturligvis ikke afholde os fra at gøre en 

gedigen indsats for at gøre VORES roklub 

til stedet. 

Kommunikation 

Hører du hvad jeg siger?? Det spørger jeg 

ofte om, når jeg er ude i lange udredninger. 

Ja, han/hun hører måske nok, men FOR- 

STÅR han/hun det også. 

Det er modtageren af en besked, der bestemmer 

udfaldet af beskeden. Vi gennemgik 

en meget sjov tese: 

– Fordi det bliver sagt, er det ikke sikkert det 

bliver hørt. 

– Fordi det bliver hørt, er det ikke sikkert det 

bliver forstået. 

– Bliver det forstået, er det ikke ensbetydende 

med accept. 

– Accept er ikke nødvendigvis = med anvendelse. 

– Fordi man anvender det én gang, betyder 

det ikke gentagelse. 

En sjov tese, når du skal kommunikere 

noget ud, som du gerne vil være sikker på 

siver ind. 

Vil du trænge igennem med et budskab, så 

lad være med at gå efter motivet, men gå 

efter adfærden. 

Eksempel: 

Så lad dog være med at klikke med den 

kuglepen hele tiden!! 

Det er ikke sikkert at det får ham/hende til 

at holde op. 

Prøv i stedet: 

Hey, det virker utroligt forstyrrende på mig, 

at du hele tiden sidder og klikker med 

kuglepennen… ”øhh, undskyld”. 

Hvis vi skal murren i krogene til livs i Ry 

Roklub, så skal der øjeblikkeligt fokus på 

det, når det ER der. Vi har valgt at have 7 

mennesker siddende i vores bestyrelse, og 

de gør et hestearbejde for at få vores roklub

til at køre. Hvis der er andre løsningsforslag 

til en beslutning, så må den frem på bordet, 

i stedet for at den snurrer rundt ude i korridorerne. 

Torben sagde på et tidspunkt: ”Hvorfor lede 

efter en ”hest” (læs: din løsning), hvis løsningsmuligheden 

ligger lige for næsen. 

Positive holdninger 

En taber ser, hvad han er bange for vil ske 

En vinder ser, hvad han vil 

Hvis en vanskelighed kan overvindes, hvorfor 

så bekymre sig 

Hvis den ikke kan overvindes, hvorfor så 

bekymre sig 

Når vi snakker om vores roklub, og hvilke 

muligheder der er, så er MAN forbudt. ”Man 

kunne også..”, ”MAN har sagt…”. Lav det 

dog om til ”VI kan da bare…” og VI mener 

vi skal…” 

Vi skal fremad, og det kommer vi bedst med 

accept af, at det der gøres, gøres af kærlighed 

til klubben og dens bedste. 

Som så mange andre steder, så drives klubben 

af en flok super entusiastiske medlemmer, 

som bruger MASSER af tid på klubben. 

Da vi talte om idealer, kom jeg sådan til at 

tænke på disse medlemmer. 

Det idealistiske medlem møder forberedt 

op til møderne, involverer sig meget og gør 

gerne en ekstra indsats. 

Det kræver nogle skulderklap. Vi skal være 

bedre til at fortælle hinanden, at vi sætter 

pris på hinandens arbejdsindsatser. Ellers 

ender det bare med, at idealisten bliver 

en TRÆT idealist og går helt i brædderne, 

hvorefter han/hun melder sig ud af samfundet 

(læs: roklubbens virke). De fleste 

kommer heldigvis igen, når de får pustet ud 

og tænkt sagerne igennem. 

En taber ser, hvad han er bange 

for vil ske 

En vinder ser, hvad han vil 

Hvis en vanskelighed kan overvindes, 

hvorfor så bekymre sig 

Hvis den ikke kan overvindes, 

hvorfor så bekymre sig 

Lederskab 

Vi havde en sjov lille opgave på seminaret. 

Bægre blev stablet på et stykke papir. Der var 

3 stykker papir ved siden af hinanden, og ét 

bæger til hvert medlem af gruppen. Hvert 

medlem måtte KUN røre ved SIT bæger, og 

kun ét bæger måtte flyttes af gangen. Så 

skulle stablen flyttes til papir nr. 2. 

Der var flere regler, bl.a. den grusomme, at 

vi ikke måtte gestikulere eller TALE..!!! 

Det var svært – rigtigt svært. Den logiske 

tankegang var væk… næsten, men svær at 

håndtere uden fagter og tale. Halvvejs igennem, 

måtte det medlem med det mindste 

bæger tale, og som Torben sagde: ”Da Birte 

fik det at vide, var hun ikke et sekund i tvivl 

om at bruge det. Hun kæftede op!!” 

Det korte af det lange med opgaven var: 

- en stor gruppe kan sagtens lave beslutninger 

om en opgave. Opgaven uddelegeres 

til 1-2 personer 

- mange mennesker udretter ikke en 

bønne 

- er man for mange om hele opgaven, 

keder halvdelen af gruppen sig 

- opgaven skal være relevant 

- regler skal være hensigtsmæssige 

- brud skal aftales i enighed 

- lav spilleregler og overhold dem selv. 

Visionen 

Om eftermiddagen talte vi visioner. Formålet 

med en vision er, at: 

- etablere en fælles platform 

- skabe en fælles målsætning 

- skabe enighed om, i hvilken retning vi 

skal gå. 

Det brugte vi RIGTIGT meget tid på, og det 

var meget interessant. Fra brainstorming til 

det færdige resultat blev der skrevet/redig- 

eret meget. 

En vision er utrolig vigtig, for at have noget 

at arbejde sig hen imod. Vi fik så mange 

guldkorn, bl.a. 

- uden handling er alting blot en drøm 

- handling uden vision er tidsfordriv 

- vision og handling kan forandre verden. 

Se, det er jo helt rigtigt, så vi knoklede og 

blev færdige med, hvad jeg vil kategorisere 

som SEMINARETS vision. Dermed ikke sagt, 

at det ikke kan blive roklubbens: 

Vision for Ry Roklub 

En attraktiv lokalt forankret elite- og 

motionsklub, der tilbyder oplevelser og 

udfordringer for alle. 

Man kan, hvis man vil - er et af mine personlige 

mottos. Det kan VI også i Ry Roklub. 

Vi kan ikke sige andet, end at vi fik nogle 

gode redskaber den dag i roklubben. 

Nu tager vi dem med hjem, bearbejder dem 

og bringer dem med tilbage til vores roklub, 

og lader tiden og vores medlemsskare være 

”prøveklude”. 

En stor tak skal lyde til Flemming Agner 

Jørgensen for arrangementet og aftalen. En 

speciel tak til Torben Bundgaard for en rigtig 

god dag med masser af lærdom. Du gør det 

på en underholdende og fængende måde. 

Godt kørt!! 

Det lykkedes at køre seminaret igennem, 

uden at der var deltagere der sad og nikkede. 

Jo, vi nikkede måske en smule, men det VAR 

en lang dag med masser af input og masser 

af MAD!!! 


Af Christian Nørr 

Et par skrigende måger bryder stilheden 

på lystbådehavnen i Grenå. Men ellers 

er alt stille denne søndag formiddag på 

Danmarks næsetip. En velordnet dyne 

af ro har lagt sig over stedet, og kun tre 

par-kerede biler ved molen vidner om, at 

der overhovedet er mennesker på den øde 

havn. 

Én af dem er Jens Christensen, som er 

formand for Grenaa Kajakklub. I klubbens 

beskedne lokaler efterser han de 13 

fælleskajakker, der sirligt er stablet i to stativer. 

Hånden glider søgende over skroget 

på den ene af kajakkerne på jagt efter små 

revner, der ikke skal være der. Jens er alene. 

Det har han været så mange gange før. 

”Men det er nu ikke så underligt, når vi 

kun er 30 medlemmer i klubben,” griner 

han og lader øjnene glide rundt i det sparsomme 

lokale, hvor kun de to stativer med 

kajakker, et skab med pagajer og redningsveste, 

en opslagstavle og et falmet navneskilt 

vidner om, at det er en kajakklub, der 

holder til på havnen i Grenå. 

Sådan har det været lige siden Jens og tre 

andre mænd startede klubben for tre år 

siden. Og sådan vil det nok blive ved med 

at være en rum tid fremover. For her i det 

kolde klublokale i Grenå er diskussionen 

om en fremtidig klubstruktur med større 

klubber og en øget professionalisering med 

betalte trænere, nogenlunde ligeså langt 

væk som forbundskontoret i Idrættens Hus 

i København. 

”For os handler det ikke om at blive 

store. Det gider vi slet ikke. Vi vil hellere 

have kvalitet frem for kvantitet, hvor 

vi kan stå inde for det, vi laver,” siger 

Jens Christensen, der åbent fortæller, at 

klub-ben har nedtonet hvervningen af 

12 KANO & KAJAK 2/2003 

SMÅT ER GODT 

Med sine 30 medlemmer er Grenaa Kajakklub en af landets mindste 

klubber i DKF-regi. Alle kender alle i den østjyske kajakfamilie. 

Og det har de det helt fint med. De har i øjeblikket ingen ønsker om 

at blive større. 

nye medlemmer og forsøg på at profilere 

sporten og klubben i den lokale presse. 

Parolen er: Hvis flere vil være med, er det 

fint, men det er absolut ikke noget must. 

Ingen unge 

Som en naturlig følge heraf optager Grenaa 

Kajakklub heller ikke unge mennesker 

under 18 år i klubben. Kun hvis det er 

børn af allerede eksisterende medlemmer, 

får de lov at blive optaget i klubben. ”Der 

er for meget arbejde og ansvar forbundet 

med andres børn,” lyder melding-en fra 

formanden, der dog håber, at det på sigt 

bliver muligt at åbne op for andre, når der 

er nok frivillige ledere og trænere til det. 

Jens Christensen er ikke bange for at sige 

”For os handler det ikke om at blive 

store. Det gider vi slet ikke. Vi vil hellere 

have kvalitet frem for kvantitet, 

hvor vi kan stå inde for det, vi laver” 

”småt er godt”. I hvert fald ikke når det 

kommer til ”familien” i Grenaa Kajakklub, 

hvor alle kender alle. Men i diskussionen 

om den fremtidige klubstruktur og en 

øget professionalisering i klubberne, er 

det ifølge Jens Christensen tydeligt, at forbundet 

ikke kender virkeligheden ude i de 

små klubber, hvor økonomien er mere end 

almindelig stram. 

”Udgangspunktet er vidt forskelligt, når 

man ser på det fra forbundets side og fra 

de små kano- og kajakklubbers side. Hos 

os sidder vi og prioriterer på kroner og 

ører. Vi havde ikke engang råd til at sende 

mig til årsmødet i 2002, så enhver snak 

om betalte trænere eller ledere er helt udelukket,” 

siger han. 

Jens Christensen understreger, at han på 

ingen måde er imod store klubber med en 

mere professionel tilgang til tingene. De er 

nødvendige for at udvikle eliten i kano- og 

kajaksporten og sikre fødekæden til fremtidens 

landshold. Men samtidig advarer 

han imod, at man smadrer den gamle 

klubstruktur og dens traditioner. 

Formanden har talt sig varm. Om lidt skal 

han selv på vandet på en lille træningstur 

akkompagneret af mågeskrigene og ellers 

stilheden. For stille det er der i Grenaa 

Kajakklub. Og sådan må det gerne vedblive 

med at være, hvis det står til Jens 

Christensen, der er formand i en klub, 

hvor det mest professionelle er de private 

kajakker, de 30 medlemmer selv har investeret 

i.

Struer annonce 4F 1 side

14 KANO & KAJAK 2/2003 

Kano- og kajaksporten midt i et vadested 

Stadig flere danskere vil gerne ro i kano og kajak. Den store interesse stiller nye krav til 

klubberne og deres måde at organisere sig på. DKF vil have større og mere professionelle 

klubber. Idrætsforsker er enig, men opfordrer til at have både små og store klubber. 


Midt i endnu en ophedet sundhedsdiskussion 

om gumpetunge 

danskere og sløje motionsvaner 

oplever kano- og kajaksporten 

større interesse end nogensinde. 

Næsten 15.000 danskere i alle aldre 

er allerede sprunget i kanoen eller 

kajakken i de danske kano- og kajakklubber. 

Og flere står på spring. 

Det endda i et sådant omfang, at 

adskillige klubber, bl.a. i Århus- og 

Københavnsområdet, har indført 

ventelister for nye medlemmer. 

Danskernes store interesse for 

motion og hygge på vandet, giver 

kano- og kajaksporten gyldne 

muligheder for at udvikle sig yderligere 

i de kommende år. Men det 

stiller samtidigt nye krav til klubberne, 

deres organisation og udbud 

af aktiviteter. De 122 klubber i 

Dansk Kano- og Kajak For-bund 

befinder sig midt i et vade-sted, 

hvor den store interesse fra omverdenen 

kræver en grundig diskussion 

af den nuværende og fremtidige 

måde at drive klubberne på. 

En diskussion som ikke bliver mindre 

af, at et stigende antal driftige 

adventurefirmaer og private forretningsfolk 

har øjnet chancen for let 

tjente penge, ved at sælge undervisning 

og arrangere ture til de 

mange, der ikke kan få et medlemskab 

i de organiserede kano- og 

kajakklubber med det samme. 

Klar udmelding 

I Dansk Kano og Kajak Forbund er 

holdningen klar: Sporten er nødt 

til at smede nu, mens jernet er 

varmt og den store interesse er der. 

Hvis kano- og kajaksporten skal 

opfange de mange potentielle nye 

medlemmer, er det på tide, at klubberne 

sigter større og bredere end 

blot klubben med 50 medlemmer, 

sporadisk instruktion, og hvor 

medlemmerne mere eller mindre 

er overladt til sig selv. 

”Traditionelt har klubkulturen i 

kano- og kajaksporten været, at så 

længe klubbens bestyrelse sørgede 

for varmt vand i hanerne, lys i 

pæren og en nøgle til at låse sig 

ind og ud med, var det fint. Men 

den går ikke i dag. Der er brug for 

en langt højere grad af professiona- 

lisering og medlemspleje ude i 

klubberne,” siger formand for eliteudvalget 

i DKF, Jan Darfelt. 

Darfelt understreger, at klubberne 

allerede har et godt grundprodukt, 

men der er behov for at videreudvikle 

det og følge med tiden. Det 

kræver at klubberne organiserer 

sig på en anden måde, overvejer 

betalte trænere og ledere og 

tilbyder regelmæssig instruktion af 

klubbens medlemmer. Gør klubberne 

det, ser eliteudvalgsformanden 

store muligheder for kano- og 

kajaksporten: 

”Med den store interesse i befolkningen 

kan vi sagtens nå 20.000 

medlemmer i DKF’s klubber inden 

for en kort årrække. Specielt på 

motionist-siden ligger det lige til 

højrebenet. Men det kræver, at 

klubberne ikke forpupper sig og 

lader gamle klubtraditioner og små 

”familieklubber” blokere for den 

nødvendige udvikling,” lyder det 

fra Jan Darfelt, der er bekymret for, 

om klubberne er parate til de forandringer, 

der skal til for at udvikle 

sporten i de kommende år. 

Både og 

Idrætsforsker Bjarne Ibsen fra 

Institut for Forskning i Idræt og 

Folkelig Oplysning kender til problematikken 

med små forbund, der 

pludseligt oplever en stor interesse 

fra nye medlemmer. Han vurderer, 

at det for kano- og kajaksportens 

vedkommende ikke behøver at 

være valget mellem enten en lille 

klub eller en stor professionel klub 

– det kan sagtens være et både og i 

den fremtidige klubstruktur. 

Det handler om at have et bredt 

udbud af tilbud til medlemmer og 

nye interesserede, så der er noget 

at vælge imellem. Men han understreger, 

at det er vigtigt, at klubberne 

hen ad vejen drives mere 

professionelt og har nogle attraktive 

tilbud, hvis nye medlemmer 

skal lokkes til. 

”Det er vigtigt at sige, at den slags 

foreningstyper skal der også være 

plads til i DKF. Men det er jo ikke 

ensbetydende med, at de traditionelle 

værdier og klubånden ikke 

kan føres med over i en større og 

mere professionel klub. Store og 

små klubber er ikke hinandens 

modsætninger,” siger Bjarne Ibsen.

Opfordring til klubberne: 

Hæv kontingentet! 

I en tid med stor interesse for kano- og 

kajaksporten, og endda nogle steder ventelister 

for at blive medlem af klubberne, er 

det på tide at hæve kontingenterne. Den 

store bevågenhed skal gerne resultere i 

ekstra kroner i de slunkne klubkasser, lyder 

opfordringen. 


”800 kroner om året for et medlemskab af en kano- 

og kajakklub er alt for lidt.” Sådan lyder den bastante 

udmelding fra DKF’s eliteudvalgsformand, Jan Darfelt, 

der opfordrer klubberne til at hæve kontingentet hurtigst 

muligt. 

Han foreslår i stedet en pris, der er to en halv gange 

så høj, nemlig cirka 2.000 kroner om året for et fast 

medlemskab i en af de 122 DKF-klubber. Og han er 

ikke et sekund i tvivl om, at folk gerne vil betale den 

højere pris. 

”Vi tager generelt alt for lidt for at være med i en 

af vores klubber. Hvis vi eksempelvis sammenligner 

med, hvad folk skal betale for et årsabonnement i en 

fitnessklub, halter vi gevaldigt bagefter. Men et højere 

kontingent kræver også, at det er et godt og professionelt 

produkt, vi tilbyder,” siger Jan Darfelt. 

Han foreslår, at de mange nybegyndere betaler 

2.000 kroner det første år og derefter gradvist betaler 

mindre, når de er frigivet og ikke længere er nær så 

arbejdskrævende for klubberne. Men generelt skal 

kontingentet hæves over hele linjen. Også for dem, 

der har været medlemmer i mange år. 

Darfelt understreger, at det naturligvis er op til de 

enkelte klubber at fastsætte kontingentet, men med 

en stram økonomi i adskillige klubber er det en oplagt 

mulighed for at få lidt ekstra luft i budgettet og med 

tiden tilbyde bedre forhold for medlemmerne i form 

af nybegyndertræning, instruktioner, gode fysiske 

rammer og tilstrækkeligt med udstyr. 

Idrætsforsker Bjarne Ibsen er enig. ”Folk vil gerne 

betale for at dyrke deres sports- og fritidsaktiviteter. 

Men med et højere kontingent stiller medlemmerne 

også højere krav,” lyder meldingen fra Bjarne Ibsen. 

I dag er der store udsving i størrelsen på klubkontingenterne. 

Fra over 2.000 kroner om året til knap 600 

kroner oplyser Jan Darfelt. 

REGATTAFORENINGEN af 1965 

REGATTAFORENINGEN af 1965 

Hej Kano og Kajakvenner, hvor bliver I af, vi ønsker stadig 

at I vil melde jer ind i Regattaforeningen af 1965. 

Kontingentet er kun kr. 100,- om året. 

Vi mødes mindst en gang om året til hyggelige sammenkomster, 

hvor det er sjovt at ses og tale om det vi har 

oplevet tidligere. 

Kom og være med så vi kan blive mange medlemmer til at 

støtte vores idrætsgren. 

Vi har i år købt pokaler til DM Drenge Yngste C1 500m. 

og Drenge Ungdom C1 500m. som uddeles i år for første 

gang. 

Bestyrelsen: 

Villy Christiansen, Formand. Telefon: 47 31 48 20 

Kjeld Knudsen, Kasserer. Telefon: 44 92 70 15 

Søren Wulff, Næstformand. Telefon: 33 31 80 75 

Forbundsmester eller Danmarksmester? 

Bestyrelsen har besluttet, at man fremover kun bruger betegnelsen 

Danmarksmester og Danmarksmesterskab. Det betyder, at 

betegnelsen Forbundsmester og Forbundsmesterskab ikke længere 

benyttes. 

Der vil dog fortsat kun blive uddelt DIF-medaljer i de discipliner, 

som er godkendt af DIF. 


PROFESSIONELLE TILSTANDE, JA TAK! 

I de store Københavnerklubber lider de ikke af berøringsangst over for mere professionelle tilstande i klubberne. 

De er allerede langt med professionaliseringen, og hilser debatten om fremtidens klubstruktur velkommen. 


Det sortmalede klubhus ligger smukt ned til Lyngby Sø. Fra den 

store opholdsstue med egen bar, sorte lædermøbler og flotte 

glaspartier er der udsigt til de mange garager med kanoer og kajakker 

samt det vuggende søvand. 

Gladsaxe Kano & Kajakklub er med sine cirka 300 medlemmer en af 

de store Københavnerklubber, der - ligesom flere af naboklubberne 

- har eget kraftcenter for de bedste eliteroere og venteliste for alle 

nybegynderne, der gerne vil have adgang til alle herlighederne. 

I Gladsaxe taler de ikke kun om store klubber med fokus på en øget 

professionalisering. De gør noget ved det, fortæller en stolt formand, 

Jan Nielsen, mens han viser rundt i et veludstyret klubhus med fæl- 

Havkajakken & Friluftsliv 

Annonce070 

16 KANO & KAJAK 2/2003 

lessauna, kondirum, kontor, garager og værksted til bådene. 

Særlig kraftcenteret og de to kontraktansatte trænere fremhæver Jan 

Nielsen som et af klubbens store aktiver. Og ikke kun for eliteroerne. 

Centeret har haft en afsmittende effekt på hele klubben, hvor de 

unge i klubben har nogen at se op til. Det tiltrækker nye roere udefra, 

og trænerne giver sig tid til at instruere andre end eliteroerne, 

når de er i klubben, selvom det primært er dem, de er ansat til at 

arbejde med. 

”Vi har rigtigt gode erfaringer med betalte trænere og kan kun anbefale 

det til andre klubber. Hvis vi ønsker, at vores sport bliver set ude 

omkring, er man tvunget til at lave en mere professionel klub med 

betalte trænere og ordnede forhold. Det vil ikke kun gavne eliten 

men også de mange, der bare vil ro for motionens skyld,” siger 

Jan Nielsen, der understreger, at diskussionen om fremtidens klub 

afhænger af, om man har elite- eller motionistbrillerne på. 

Tidskrævende arbejde 

Formandsposten i en stor klub er et krævende arbejde, som lægger 

beslag på mange timer ugentligt, erkender Jan Nielsen. Men indtil 

nu har han og den øvrige bestyrelse gjort det ganske frivilligt. Det 

bliver de efter al sandsynlighed ved med i fremtiden. 

Men Jan Nielsen har en drøm om, at der med tiden bliver råd til, at 

klubben kan ansætte en mand på fuld tid til at varetage mange af 

de opgaver, der i dag er på frivillige hænder, såsom kassererjobbet, 

lave fondsansøgninger, pleje medlemmerne, arrangere ture, ordne 

udstyr, etc. 

Formand i Hellerup Kajakklub, Christian Høier, har også diskussionen 

om klubbernes professionalisme tæt inde på kroppen. Som formand 

for 400 roere er det et tilbagevendende spørgsmål, om klubben 

kan blive ved med at opretholde et tilfredsstillende serviceniveau 

baseret på frivillige ildsjæle i klubben. Indtil nu har det fungeret, 

men Christian Høier siger samtidig: 

”Med hensyn til professionalisme i klubberne er det et ømtåleligt 

spørgsmål, fordi mange forbinder klubånden med det frivillige 

ar-bejde. Personligt mener jeg dog, at det er nødvendigt med 

professionalisme, hvis kajaksporten skal have nogen chancer i 

fremtiden.” 

Han hilser debatten om den fremtidige klubstruktur velkommen og 

minder samtidig om, at DKF’s udgangspunkt er at skabe eliteroere 

og sikre det bedst mulige rekrutteringsgrundlag, mens klubberne 

- inklusive hans egen klub - primært har til opgave at sørge for de 

mange motionister og udbrede kendskabet til sporten. Det er imidlertid 

ikke et argument mod øget professionalisering i klubberne, 

der vil gavne begge parter, understreger Christian Høier.

ESRUM ungdomsholds “tirsdagsmiddag” 

med Torsten Tranum Jensen 

Af Jørn Mathisen 

Tirsdag d. 25 februar havde Kajakklubben 

ESRUM SØ inviteret Torsten Tranum Jensen 

som gæst til en såkaldt “tirsdagsmiddag”. 

En snes ungdomsroere samt trænere 

og ledere fra ungdoms- og børneholdene 

var mødt op for at høre Torsten fortælle 

om sig selv, hans træningsmetoder, ambitioner 

og ikke mindst glæden ved kajaksporten. 

Det var en meget opmærksom og 

koncentreret forsamling, der efter middagen 

hørte Torsten fastslå, at det vigtigste for 

ham er, at uanset topresultater eller mindre 

gode placeringer, så skal den tid han 

har brugt på træningen stå som en positiv 

tid i hans liv. Selv om det ind imellem kan 

være surt, så er det glæden ved sporten, 

der driver ham. Han pointerede vigtigheden 

af at koncentrere sig om hvert enkelt 

træ-ningspas, hvad enten det er på vandet 

eller i anden sammenhæng. Den tid der er 

afsat, skal bruges optimalt. Hvis man ikke 

er tændt på det planlagte træningspas, så 

& Co. 

www.danskebank.dk 

lav noget andet, men brug tiden koncentreret 

om opgaven. 

Efter en række spørgsmål og uddybende 

svar, viste Torsten på roergometeret, 

hvordan man ror, når man virkelig kan. 

Han gennemgik rotagets forskellige elementer, 

sammenholdt med den enkelte 

roers kropsbygning, fysiske styrke mm. 

Herefter fik en række ungdomsroere lejlighed 

til at få deres roteknik vurderet 

og kommenteret. Det affødte en masse 

spørgsmål fra roerne med tilhørende demonstrationer, 

så aftenens planlagte sluttidspunkt 

blev godt og vel overskredet. 

Efterfølgende har ungdomsroerne udtrykt 

meget stor begejstring for arrangementet 

og ikke mindst for Torstens åbne og ligefremme 

væsen, viden og engagement. Fra 

arrangørernes side skal lyde en stor tak til 

Torsten for en kanon “tirsdagsmiddag” i 

Kajakklubben Esrum Sø som optakt til den 

kommende sæson. 

Hvis man ikke er nysgerrig, 

bliver man aldrig rigtig god. 

Josephine, danser 

Gør det du er bedst til – det gør vi 


MINDEORD 

Struers guldvinder er ikke 

mere... 

Struer Kajakklub har mistet en af 

klubbens medstiftere og Æresmedlem 

af Klubben Frederik Kobberup, der 

nåede at blive 83 år. 

Allerede som 10 årig startede Frederik 

som kajakroer og sluttede med at vinde 

klubbens pointløb i 1980. 

OL og VM medaljer 

Højdepunkterne i Frederiks karriere 

var, da han vandt sølv ved OL i 1948 

og guld ved VM på Bagsværd Sø i 1950. 

Hertil kom et væld af andre placeringer 

bl.a. NM og DM. 

Resultaterne kom dog ikke af sig selv. 

Frederik var meget flittig og samtidig 

heldig, idet han - mens han romæssigt 

var på sit højeste - arbejdede i faderens 

slagterbutik. Faderen var meget 

inte-resseret i kajaksporten, faktisk så 

meget, at han i perioder gav Frederik 

fri til at træne 2 gange om dagen. 

En mulighed som ikke ret mange 

havde dengang. 

I 1954 overtog han slagterforretningen 

og indstillede dermed sin aktive karriere. 

Selv om han ikke kom så meget i klubben 

i de senere år, så interesserede det 

ham dog, hvad der foregik i klubben, og 

han glædede sig over, at to af niecens 

drenge Mads og Michael Kongsgaard 

stadig placerer Struer Kajakklub på 

verdenskortet. 

Æret være Frederik Kobberups minde. 

Struer, den 9. maj 2003 

Peer Stakroge 

18 KANO & KAJAK 2/2003 

Dansprint Club Grand Prix 

Vinterens ergometerkonkurrence er nu overstået og 

vinderen kan kåres. 

Efter et meget tæt forløb hen over de fem runder, kunne holdet fra Nykøbing 

Falster Roklub trække sig tilbage som vinder foran henholdsvis Team Neptun og 

Dream Team Neptun, begge fra Kajakklubben NEPTUN. 

I forbindelse med konkurrencen havde Dansprint udloddet et ergometer blandt 

deltagerne. Også her blev det Nykøbing Falster Roklub, der trak det længste strå, 

og klubben kan derfor nu tilbyde sine medlemmer endnu et attraktivt træningsredskab. 

På billedet overrækker Ole Torp fra Dansprint ergometeret til Nykøbing F. repræsenteret 

ved Lars Sørensen, Benthe Skafte, Casper Christiansen og Bettina Kragh. 

Overrækkelsen fandt sted hos Dansprint d. 9. maj. 

Ring for klubaftale på telefon 43 43 98 00/20 93 98 00 

Ring for eventdag i klubben på telefon 43 43 98 00/20 93 98 00

KØBES 

Letvægts kapkajak f.eks. Hawk eller 

kapkajak som f.eks Athena købes til roer 

på ca. 60kg. 

Evt. i bytte med velholdt Struer, træ 

Ranger. 

Henvendelse: Lise Gram Eriksen 

Tlf: 20 78 04 45 

E-mail l.eriksen@mobilixnet.dk 

SÆLGES 

Armageddon træ kapkano sælges for højst 

bydende. 

Henvendelse: Tlf: 86531576 

E-mail : jorgen.kongaa@get2net.dk 

SÆLGES 

PAGAJMÅLER 

Pagajmåler sælges, kan måle længde og 

skivning af alle pagajtyper fra 50 til 90 

grader, enten til højre- eller venstreskivede. 

Rubust udførsel i rustfrit stål, slagfast plast 

og vandfast måleskive. Pris kr 940,- + fragt. 

Henvendelse: Tlf: 86 89 02 36 

E-mail: perhallum@adslhome.dk 

KØB & SALG 

SÆLGES 

Plastex Destroyer 65 Competition 1999, 

Sandwich, kulfiber. 

Står som ny, ingen ridser. Pris: kr. 8.000 

(nypris kr. 15.999) 

Idealvægt: 65-80 kg. 

Henvendelse: Casper Klejnstrup Andersen 

Tlf: 2629 8737/9740 3470 

E-mail: chckka@get2net.dk 

SÆLGES 

K1 Hody Sport kr. 6.900,- 

Lille Brasca 2 kr. 1.000,- (roet 3 måneder) 

Henvendelse: Martin Rose 

Tlf: 28 76 13 21 

SÆLGES 

Espada kapkajak fra sidst i 50`erne. 

Smuk gammel kajak, men med gamle 

reparerede skader. 

Har deltaget i olympiaden i 60`erne. 

Wing pagaj, brugt men i god stand. 

Samlet pris 2500,- 

Henvendelse: Lars H Jensen 

Tlf: 55779404 

E-mail: kalabas@stofanet.dk 

SÆLGES 

2 stk træpagajer af mærket Azzali str 218 

og 220. Som nye - 500kr pr stk eller giv 

et bud. 

Henvendelse: Skelskør Roklub 

v/ Mia Tomczyk 

Tlf: 40 96 66 65 

E-mail: mia_tomczyk@yahoo.com 

SÆLGES 

Furesøkano m. oversejl, padler og hynder. 

Velholdt – som ny. 

Pris: kr. 15.000,- 

Henvendelse: Risom 

Tlf: 44 98 15 24 


ISSN 0900-8438 

Postbesørget blad 

(0900 KHC)

Qajaqrejse i Qeqertarssup Tunua Mediearbejdet opprioriteret ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?