Download

dignityinstitute.dk

Download

RCT

Rehabiliteringsog

Forskningscentret

for Torturofre

Årsberetning 03 · Tema · Forebyggelse i og uden for Danmark

RCT


2

Årsberetning 2003

Rehabiliterings- og Forskningscentret

for Torturofre, RCT

Borgergade 13

Postboks 2107

1014 København K

Tlf.: +45 33 76 06 00

Fax: +45 33 76 05 10

e-mail: rct@rct.dk

http://www.rct.dk

SE-nr. 69 73 51 18

Giro BG Bank nr. 1199-0007383940

Dansk Bank nr. 3001 4310821209

Redaktion:

Jo E. Asvall (ansv.)

Annette Hart Hansen

Christina Hennings

Tue Magnussen

Helene Risør

Therese Rytter

Henrik Rønsbo

Peter Vedel Kessing

Forside fotos:

Fra venste:

RCT

ODHAG

Willi Hansen

Layout og tryk:

Synergi

Grafisk design + produktion

70 27 90 03

Omslag trykt på 250 g Multiart Silk

Indhold trykt på 115 g Multiart Silk

ISBN: 87-90878-05-1

ISSN: 1396-3848

Indhold

RCTs arbejde med forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Forebyggelse af tortur i Bangladesh . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Torturbødler kan retsforfølges på dansk jord . . . . . . . . . . . 8

Interview med Tyge Lehmann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

Pandilleros i Honduras. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Forebyggelsesforskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Hvad kan man lære af “skøre” psykologer?. . . . . . . . . . . 16

Udviklingsbistand er også forebyggelse af tortur . . . . . . . 18

Tortur/Organiseret vold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Forebyggelse blandt partnerskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Undervisning på Politiskolen forebygger tortur. . . . . . . . . 21

Ashkan – udvist til tortur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Begivenheder i 2003. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Netværk på tværs af regionerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Rehabilitering på RCT . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Seks kerner i forskningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29

RCTs samarbejdspartnere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Publikationsliste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

Årets donationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Tilbageblik på 2003. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Årsregnskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

3


Forord

4

Kampen mod tortur begyndte i 1972 i

London med lanceringen af en international

kampagne for afskaffelsen af tortur.

Arrangøren var Amnesty International,

og kampagnen blev startskuddet til

den globale kamp mod tortur, som nu

tre årtier senere stadig udkæmpes

med uformindsket styrke.

Forebyggelsen af tortur har udgjort et

kerneområde inden for den globale

kamp mod tortur, og den har fra start

været forgrenet i to retninger: den

medicinske og den juridiske.

Den medicinske torturforebyggelse

udfoldedes i 1970erne

inden for Amnesty Internationals

lægegrupper. Forebyggelsen

havde her til formål at indsamle

viden om tortur (dvs.

dokumentation) for siden at

rehabilitere ofrene for tortur.

Lægegrupperne beskæftigede

sig endvidere med tidlige forsøg

på at etablere etiske standarder

for sundhedspersonales

adfærd under tortur. Resultatet

heraf blev dels WHOs vedtagelse

af Tokyo-deklarationen

(1975), som direkte beskriver, hvordan

læger skal forholde sig i forbindelse

med tortur af fængslede, dels etableringen

af en række nationale dokumentations-

og rehabiliteringscentre for

torturofre. Hermed var grundstenen lagt

for den medicinske forebyggelse af tortur.

Den juridiske torturforebyggelse fandt

sted i menneskerettighedsorganisationer

og på internationalt niveau i 1970’erne.

Forebyggelsen havde til formål at få

tortur gjort ulovlig og sanktioneret via

et internationalt forbud mod tortur ledsaget

af en gennemførelsesmekanisme.

Dette lykkedes i 1987, hvor FN vedtog

RCTs arbejde med forebyggelse – historisk rids

Af Therese Rytter, forebyggelseskoordinator, International Afdeling

den første internationale konvention

mod tortur med en tilhørende komité

(CAT), som fik mandat til at behandle

klager over tortur. Tre år senere vedtog

Europarådet den europæiske konvention

til forebyggelse af tortur, ligeledes

med en tilhørende komité (CPT), som

fik mandat til at inspicere fængsler,

politistationer og andre institutioner,

hvor torturen hovedsageligt finder

sted. Hermed var det juridiske fundament

lagt for forebyggelsen af tortur i

Europa og internationalt.

Syd:

Betegnelsen Syd dækker over de lande i verden,

som tidligere blev kaldt u-lande eller

udviklingslande, og som samlet gik under

betegnelsen den tredje verden. Geografisk set

dækker Syd over store dele af Afrika, Asien,

Mellemøsten og Latinamerika.

Danmark har fra start været aktiv både

i torturforebyggelsen, primært inden

for den medicinske disciplin, og siden

også inden for den juridiske verden.

Mens kampen mod tortur i Danmark

hovedsageligt er blevet udkæmpet

inden for ikke-statslige organisationer,

så har ”sagen” fået uforbeholden støtte

fra skiftende regeringer, som har døbt

kampen mod tortur ”en dansk mærkesag”.

Danmarks rolle i kampen mod

tortur er omtalt i interviewet med Tyge

Lehman (side 10).

Ved sin oprettelse i 1982 var RCT

blandt de første rehabiliteringscentre

for torturofre i verden. Med læge Inge

Genefke ved roret blev den medicinske

torturforebyggelse forankret i en uafhængig

organisation, som havde til

formål at diagnosticere tortur og rehabilitere

torturofre samt at forebygge

tortur. Forebyggelsesindsatsen fokuserede

på lægen og sygeplejerskens etiske

rolle i forbindelse med tortur. I praksis

udmøntede dette sig i kapacitetsopbygning

inden for det danske sundhedsvæsen

og blandt sundhedspersonale

fra lægeforeninger og rehabiliteringscentre

i udviklingslandene.

Den medicinske ekspertise,

som RCT oparbejdede, er

fra slutningen af 1980’erne

systematisk blevet anvendt i

den juridiske torturforebyggelse

i kraft af danske

lægers sæde i henholdsvis

FNs Komité mod Tortur

(CAT) og Europarådets

Komité til Forebyggelse af

Tortur (CPT).

Fra starten af 1990erne

blev RCT i stigende omfang

engageret i kampen mod tortur i Syd.

Med støtte fra EU og Danida etablerede

RCT længerevarende samarbejder med

en række uafhængige organisationer i

Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten.

Omdrejningspunktet var sundhedsfaglig

rehabilitering af torturens

ofre og medicinsk torturforebyggelse.

Indsatsen var centreret omkring det

enkelte offer og læger, som var i risikozonen

for at blive involveret i tortur.

Erfaringerne viste imidlertid, at

bekæmpelsen af følgerne af tortur ikke

var nok til at komme torturen til livs.

En effektiv indsats mod torturen

krævede en forebyggende indsats, som

kunne angribe årsagerne til torturen.

Denne erkendelse var i tråd med

strømningerne internationalt. Siden

FNs Verdenskonference om

Menneskerettigheder i Wien (1993) har

der netop været enighed om behovet

for at forebygge menneskerettighedskrænkelser,

frem for ”blot” at rehabilitere

ofrene. I forlængelse heraf har

RCT og partnerne netop givet forebyggelse

og kapacietetsopbygning inden

for dette felt høj prioritet, som illustreret

i artiklen om forebyggelse i partnerskabet

(side 20).

I 1999 formulerede RCT en egentlig

politik for torturforebyggelsen i Syd.

Herved kobledes det medicinske og

det juridiske felt sammen med udviklingstænkningen,

og RCT anlagde en

udviklingsorienteret tilgang med fokus

på både årsager til og følger af tortur.

Samtidig blev indsatsområdet udvidet

til både at omfatte tortur – udført af

staten – og organiseret vold. (Se side

19 for definitioner)

Som følge af den nye politik har RCT i

stigende omfang støttet indsatser

møntet på at styrke civilsamfundet.

Fokus har her været rettet mod opbygning

af kapacitet i lokalsamfund i Syd,

så de bliver i stand til selv at opsamle

viden om tortur og organiseret vold og

at handle på grundlag af denne viden.

Et eksempel herpå ses i artiklen om

RCTs projekt i Guatemala side 16. Et

andet fokusområde for RCT har været

sikringen af, at borgerne kender deres

rettigheder, så de kan påberåbe sig

dem over for staten. Bangladesh er et

af de lande, hvor denne kamp er blevet

udkæmpet, som beskrevet i artiklen

om kampen mod impunity i

Bangladesh (side 16). En forståelse for

de bredere politiske målsætninger,

som ligger til grund for RCTs indsatser,

er forsøgt givet i indlægget om

Danidas civilsamfundsstrategi

(side 18).

Parallelt med fokuset på civilsamfundet

er RCT begyndt også at samarbejde

med statslige instanser, som har ansvar

for at forebygge tortur og at straffe torturbødler.

Indsatserne har her været

rettet mod politi, fængsler og domstole.

RCT har således været engageret i

undervisningen af dansk politi som

beskrevet i artiklen side 21. I samarbejde

med lokale partnere har RCT også

forsøgt at bekæmpe torturen inden for

fængselsmurene som beskrevet i indlægget

om fængselsbesøg i Honduras

(side 13).

Sidste år fik verdenssamfundet et nyt

instrument til forebyggelse af tortur:

Tillægsprotokollen til FNs Konvention

mod

Tortur. Den nye protokol indebærer, at

RCT nu mere systematisk vil anlægge

en såkaldt rettighedsbaseret tilgang i sit

arbejde. Hermed menes en tilgang,

hvor internationale regler vil blive

anvendt som redskaber i kampen mod

tortur. I praksis betyder dette en kamp

for, at torturen bliver gjort ulovlig, at

nationale myndigheder kender og overholder

torturforbuddet, at torturbødlerne

bliver retsforfulgt og at torturofrene

får oprejsning, erstatning og rehabilitering.

Disse regler vil i de kommende år

udgøre en løftestang for RCT i kampen

mod tortur.

1972 Amnesty International starter kampagne mod tortur

1975 WHO vedtager Tokyo-deklaration

1982 RCT stiftes

1984 FNs Konvention mod Tortur vedtages

1987 Europarådets Konvention til Forebyggelse af Tortur vedtages

1993 FNs Wien-konference om menneskerettigheder

1999 RCT formulerer politik for torturforebyggelse i Syd

2002 FN vedtager Tillægsprotokol til tortur-konvention

5


6

Forebyggelse af tortur i Bangladesh

Bangladesh Rehabilitation

Centre for Trauma Victims

(BRCT) blev stiftet i 1992 som

den første menneskerettighedsorganisation

af sin art i

Bangladesh. RCT har i mere end

ti år samarbejdet med BRCT.

BRCT arbejder på at nedbringe

og i sidste ende stoppe torturen

og de grove voldshandlinger,

der bliver begået af politiet og

militæret i landet. Samtidig

tilbyder BRCT behandling og

rehabilitering til traumatiserede

mennesker, som har været

udsat for tortur og grove voldshandlinger.

Gennem oplysning om tortur

forsøger BRCT at udfordre den

reelle straffrihed for lovovertrædelser

og medvirker til at få

mobiliseret civilsamfundet ved

at skabe offentligt pres og

modstand mod organiseret vold

og tortur. TFT-grupperne, som

omtales i artiklen, er vigtige i

arbejdet for at forebygge tortur

i Bangladesh.

Forebyggelse af tortur i form af særlige

taskforce-grupper indgår som en meget

central del af det omfattende projektarbejde,

som udføres af BRCT, Bangladesh

Rehabilitation Centre for Trauma

Victims, RCTs partner i Bangladesh, et

af Danmarks mangeårige programsamarbejdslande.

I 2003 gennemførte RCTs bestyrelse

for første gang en besøgsrejse til en

af RCTs partnerorganisationer. Valget

var faldet på Bangladesh. I oktober

rejste den daværende formand Jørgen

Nystrup sammen med bestyrelsesmedlemmerne

Steen Bech og Hans

Buhl, repræsenterende hhv. Advokatrådet

og Den Almindelige Danske

Lægeforening, samt medarbejderrepræsentant

Tue Magnussen og programkoordinator

for Asien, Erik Wendt,

på et ugelangt besøg til BRCT.

BRCT har siden sin start i februar 1992

arbejdet for at nedbringe og i sidste

ende stoppe torturen og de grove

voldshandlinger, der bliver begået af

politiet og militæret i Bangladesh.

Samtidig har BRCT tilbudt behandling

og rehabilitering til traumatiserede

mennesker, som har været udsat for

tortur og grove voldshandlinger.

BRCTs stifter og leder, Akram H.

Chowdhury, har fra BRCTs start med

held søgt at placere centret som en

central aktør og ledende menneskerettighedsorganisation

blandt de mange

såkaldte ngo’er – folkelige, ikke-statslige

organisationer – der præger udviklingsarbejdet

i Bangladesh.

Gennem oplysningskampagner og

udbredelse af viden om tortur forsøger

BRCT at udfordre den tilstand af straffrihed,

der hersker for tortur, selvom

Bangladesh’ forfatning forbyder tortur.

Det sker ved, at BRCT medvirker til at

få mobiliseret civilsamfundet ved at

skabe et offentligt pres og modstand

mod tortur i Bangladesh.

Operation Clean Heart

Siden valget og den nye bengalske

regerings tiltræden i oktober 2001 er

der sket en markant stigning i udbredelsen

af vold og tortur som del af det

generelle politiske klima i Bangladesh.

Udbredt politivold er blevet suppleret

af politisk vold. Oppositionen og

minoritetsgrupper har især holdt for.

Særlig betød den stort anlagte Operation

Clean Heart i 2002, at flere end 11.000

personer blev arresteret, og mange

døde i hærens varetægt. Målet med

den omfattende militære operation var

– ifølge myndighederne – at arrestere

kriminelle og såkaldte terrorister.

Oppositionen har modsat beskyldt

regeringen for at undertrykke den politiske

opposition og hævdet, at de

mange dødsfald var en følge af tortur

og vold.

Operation Task Force

Allerede inden de sidste par års stigning

i den politiske vold igangsatte

BRCT et omfattende arbejde for at

forebygge tortur og organiseret vold.

Heri indgik en hotline-telefon og opfølgende

fact-finding arbejde, der skabte

grundlag for at rejse 150-200 sager om

tortur årligt. Især for at styrke arbejdet

lokalt opprioriterede man for et par år

siden den forebyggende indsats.

Omdrejningspunktet var oprettelse af

såkaldte Task Force against Torture

(TFT-grupper).

Task Force against Torture er et begreb,

der blev udviklet for at stoppe tortur

og voldsspiralen ude i landets distrikter.

TFT blev udviklet i samarbejde med

lokale journalister i Bangladesh.

Bangladesh har 64 distrikter, og hensigten

er at etablere TFT-grupper i foreløbig

20 af disse distrikter. Med udgangen

af 2003 er TFT-grupper foreløbig

blevet etableret i 12 distrikter. Hver

TFT-gruppe består af en læge, en jurist,

en journalist og en socialarbejder.

Af Tue Magnussen, kommunikationskoordinator, Direktionssekretariatet

Hovedformålet med de lokale TFTgrupper

er at få udviklet en lokal modstand

mod tortur og overgreb.

Gennem dannelse af TFT-grupper i

distrikterne, og ved at etablere et nationalt

netværk blandt disse grupper,

søger BRCT at fremme en landsdækkende

bevægelse imod tortur og organiseret

vold i Bangladesh. Det er vigtigt,

at civilsamfundet er organiseret og er i

stand til at reagere med det samme,

overgrebene sker.

Medlemmer af TFT-grupperne får intet

honorar. Ifølge BRCT anses det for en

moralsk pligt at forbygge tortur og

hjælpe torturofre.

Juridisk retsforfølgelse af de ansvarlige

torturudøvere, på baggrund af sundhedsfaglig

dokumentation af tortur og

andre krænkelser, varetages af TFTgrupperne.

Grupperne tager udgangspunkt

i retshåndhævernes overtrædelser

af menneskerettigheder og anvendelse

af vold og tortur, som ofte finder sted

både lokalt og i fjerntliggende egne.

Strategien for TFT-grupperne og netværket

kan opdeles i tre udviklingstrin:

“her og nu”-aktiviteter samt mellemog

langsigtede aktiviteter. “Her og nu”aktiviteterne

består i at identificere

torturofre og ofre for organiseret vold,

at sørge for at disse ofre kan få

behandling på det lokale hospital, at

registrere og oplyse om tortursager, at

sørge for at få medicinsk dokumentation

om torturofre, at anlægge retssager,

at søge dokumentation om forekomsten

af tortur og at henvise ofre til

BRCT og holde BRCT informeret om

torturtilfælde gennem et hotline varslingssystem.

De mellem- og langsigtede aktiviteter

består i at skabe et netværk blandt

TFT-grupperne over hele landet, der

tilsammen udgør et “alarmsystem” i

fjerntliggende landområder mod rege-

RCTs nye bestyrelsesformand, Steen Bech (i hvid t-shirt) var hovedtaler ved et BRCT

arrangement under Bangladesh besøget i oktober. Foto RCT.

ringssanktioneret tortur og organiseret

vold. Et sådant system vil kunne sikre,

at den enkelte TFT-gruppe kan reagere,

før torturen sker, ved at besøge politistationer

og fængsler og gennem dialog

med de lokale myndigheder at forebygge

tortur.

Det langsigtede mål består i at skabe

en dialog med politiet og gennem

oplysning udbrede politiets kendskab

til forbuddet mod tortur og følger af

torturen, så forekomsten af tortur og

dermed antallet af torturofre reduceres

væsentligt.

Vigtigt bidrag til forebyggelse

TFT-grupperne har i sig selv betydet en

væsentlig styrkelse af BRCTs arbejde,

men arbejdet har ikke været fri for en

række vanskeligheder og forhindringer.

Det har mange steder været svært at

finde villige personer og dannelse af

lokale TFT-grupper har været tidskrævende.

Deltagerne har ofte kun haft

en begrænset kapacitet og har ofte

løbet en betydelig personlig risiko.

Derfor dækker TFT fortsat mindre end

en femtedel af Bangladesh’ distrikter.

Med sin tværfaglige sammensætning

og den lokale forankring udgør TFTgrupperne

utvivlsomt et meget spændende

og inspirerende bidrag fra BRCT

til forebyggelse af tortur i RCTs partnerskabssamarbejde.

Tilgangen med

at forebygge tortur ved at tage

udgangspunkt i individuelle sager har

vist sig nyttig og vigtig. Dette gælder i

særdeleshed, når indsatsen suppleres

med aktiviteter, der søger at bekæmpe

de grundlæggende årsager til tortur.

7


Kan rehabilite-

ringsarbejdet i

Danmark fore-

bygge tortur

internationalt?

RCT var de første til at lykønske Maltas ambassadør i DK (m. buketten), da Malta var det

første land der ratificerede den nye Tillægsprotokol til FNs Konvention mod Tortur. Foto: RCT

Torturbødler kan retsforfølges på dansk jord

Af Peter Vedel Kessing, forebyggelseskoordinator, International Afdeling

Rehabiliteringsarbejdet i Danmark kan

på to måder være med til at forebygge

tortur internationalt. Dels kan det

medvirke til, at personer, der har

begået tortur og befinder sig på dansk

territorium, retsforfølges og straffes;

dels kan det lægge internationalt pres

på de stater, hvor torturen har fundet

sted.

Når man ser på retsforfølgning af personer,

er visse meget alvorlige internationale

menneskerettighedsforbrydelser,

som f.eks. folkedrab, krigsforbrydelser

og tortur, af en så alvorlig karakter, at

de anses som en belastning ikke alene

for det land, hvori forbrydelserne er

begået, men også for hele det internationale

samfund. Som en konsekvens

heraf er der i international ret enighed

om, at personer, der begår sådanne

forbrydelser, skal kunne retsforfølges

og dømmes i alle lande i verden.

Sådanne personer skal ikke kunne

finde noget sikkert tilflugtssted

(såkaldte ’safe havens’), lige meget

hvor de opholder sig. Lande har i disse

situationer såkaldt universel jurisdiktion.

Ifølge FNs Torturkonvention er

Danmark forpligtet til at efterforske og

retsforfølge personer, som mistænkes

for at have begået tortur i udlandet, og

som befinder sig på dansk territorium.

Opholder f.eks. en irakisk statsborger

sig i Danmark, og mistænkes han for

at være ansvarlig for tortur begået i

Irak, er Danmark forpligtet til at efterforske

sagen, og – hvis der er tilstrækkeligt

grundlag for det – at retsforfølge

den pågældende. Hermed kan vi være

med til at bekæmpe straffrihed for tortur

og sende et signal til torturbødler

om, at selvom deres eget land muligvis

beskytter dem med straffrihed, så

risikerer de, at andre lande vil søge at

retsforfølge og straffe dem for deres

gerninger. Dermed er Danmark også

med til at forebygge ny tortur.

Efter at det i foråret 2002 kom frem, at

flere personer, der var under mistanke

for at have begået alvorlige menneskerettighedsforbrydelser

i deres hjem-

lande, gik frit rundt i Danmark, blev

der i juni 2002 etableret en Statsadvokat

for Særlige Internationale Straffesager.

Den nye statsadvokat skal efterforske

og om muligt retsforfølge alvorlige

internationale forbrydelser som f.eks.

tortur, der er begået i udlandet, når

den mistænkte opholder sig på dansk

territorium.

Sådanne sager rejser imidlertid en

række særlige problemer af ofte bevismæssig

karakter, idet forbrydelsen jo

er begået i udlandet, og det ofte er

vanskeligt at tilvejebringe bevismateriale,

identificere og fremstille vidner

mv. Den danske statsadvokat – der

pt. efterforsker omkring 20 sager – rettede

derfor i 2003 henvendelse til RCT,

og spurgte, om RCT muligvis kunne

bistå i disse sager. I forbindelse med

behandlingen af torturoverlevere får

RCT ofte kendskab til en række oplysninger,

der muligvis ville kunne benyttes

som bevismateriale i danske straffesager

mod de mistænkte. Hvis den

pågældende torturoverlever indvilger

heri, benyttes materialet, alternativt

kan torturoverleveren optræde som

vidne i den pågældende sag.

Det er RCTs umiddelbare opfattelse, at

flere af de torturoverlevere, der er eller

har været i behandling på RCT, gerne

vil bistå i sådanne sager. RCT har derfor

haft flere drøftelser med statsadvokaten

og er nu i gang med at vurdere de

interne procedurer for at se, hvordan

RCT, sammen med torturoverlevere,

evt. kan bistå.

En anden forebyggelsesmekanisme er

at forsøge at lægge internationalt pres

på de stater, hvor torturen har fundet

sted. Stater, der har ratificeret FNs

Torturkonvention, skal nemlig forbyde

og forebygge tortur. Lever stater ikke

op til den forpligtelse, er der i en

række situationer mulighed for klage

til FN. Torturoverlevere kan således

under visse betingelser klage til bl.a.

FNs Komité mod Tortur (CPT) og til

FNs Komité for Civile og Politiske

Rettigheder. Regeringen i den pågældende

stat skal så forklare sig over for

komiteen og risikerer i sidste ende at

blive kritiseret for at bryde FNs Torturkonvention

og pålagt at yde erstatning

eller anden form for kompensation til

den involverede torturoverlever.

Torturkonventionen åbner endvidere

op for, at stater i visse situationer kan

klage over, at der foregår tortur – eller

andre krænkelser af konventionen – i

andre stater.

RCT kan via rehabiliteringsarbejdet og

behandlingen af de enkelte torturoverlevere

få indikationer for, at der foregår

omfattende og systematisk tortur i et

andet land. I sådanne situationer kan

RCT – ud over at anvende de nævnte

FN-mekanismer – også rette henvendelse

til udenrigspolitiske organer,

f.eks. Danida, eller EU og søge at

henlede deres opmærksomhed på forholdene,

således at de kan indgå i de

politiske drøftelser og forhandlinger

som finder sted. Såfremt den enkelte

torturoverlever ønsker det, vil RCT i

stigende grad søge at anvende disse

mekanismer og søge at skabe et internationalt

pres på den enkelte stat,

hvori der foregår tortur.

RCT mener derfor, at det gennem dets

behandlings- og rehabiliteringsarbejde

kan få et godt fundament, der kan bruges

til at retsforfølge torturbødler i

Danmark og til at skabe international

kritik og pres på torturstater. Dermed

er RCT via sit arbejde i Danmark med

til at forebygge tortur internationalt.

8 9


10

“Der er jo andre hensyn i verden end menneskerettighederne”

Af Tue Magnussen, kommunikationskoordinator, Direktionssekretariatet

BLÅ BOG

Tyge Lehmann

Startede 1965 som nybagt cand. jur. i Udenrigsministeriet,

siden 1991 med titel af ambassadør, fra 1994 kommitteret

i folkeret, dansk topforhandler i menneskeret og fra 2002

chef for menneskerettighedsenheden. Medforfatter til

Folkeret (1989)

I et sjældent interview redegør

chefen for Udenrigsministeriets

Menneskerettighedsenhed for en

dansk mærkesag, arbejdet for at

forebygge tortur.

Det er en imødekommende Tyge

Lehmann, der stiller op til et interview.

Det er også en af Danmarks mest

drevne diplomater, der nok taler frit fra

leveren, men hverken afslører detaljer

om Guantánamo eller andre ømme

punkter i regeringens politik på menneskerettighedsområdet.

Chefen for den knap to år gamle menneskerettighedsenhed

taler engageret om

opgaverne:

- Menneskerettighedsenheden er en

del af det, vi kalder ”det lange seje

træk”, nemlig opfølgningen på

Danmarks forpligtelser på menneskerettighedsområdet.

Enheden skal

blandt andet medvirke til, at ordene i

FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder

fra 1948 bliver gjort til virkelighed.

Borgerne skal beskyttes mod

overgreb fra statsmagtens side og sikres

en række friheder, såsom frihed for

tortur og ytrings- og forsamlingsfrihed.

Samtidig skal borgerne sikres en række

rettigheder – sociale, økonomiske og

kulturelle rettigheder – som staten skal

”give” borgerne.

- Der er sket meget siden 1948. Mange

konventioner er blevet vedtaget, men

den politiske vilje til at føre menneskerettighederne

ud i livet er der ikke

altid. Håbet var højt, da Muren faldt.

Man fik nogle gennembrud internationalt.

Nu har vi en Højkommissær for

Menneskerettigheder med direkte

adgang til Generalsekretæren, som

kan forelægge sager for Sikkerhedsrådet.

Så kan vi sætte handling bag

ordene – der, hvor det virkelig begynder

at brænde på for et land.

- De andre instrumenter er typisk dialog

kombineret med gode argumenter. Det

gælder om at holde dampen oppe, så

vi fortsat kan bevæge os hen imod en

international retsorden, der kan medvirke

til, at borgernes rettigheder og friheder

ikke kun forbliver ord på papiret

men føres ud i praksis.

Menneskeret som slagord

- Menneskerettigheder er et godt slagord

og bruges også, hvor det ikke hører

hjemme. 55 år efter Verdenserklæringen

kan man spørge: har vi ikke snart ord

og konventioner nok? Hvordan sikrer

vi, at de bliver gennemført i praksis?

Her kommer vi ind, siger Tyge Lehmann,

der både som Udenrigsministeriets

førstemand udi folkeret tegner

Danmark i Thule-sagen og er højre

hånd for Per Stig Møller, når udenrigsministeren

kaldes i åbent samråd i

Folketingets Retsudvalg.

- Den nye regering ville gerne profilere

menneskerettighedsarbejdet ved at

sætte yderligere kræfter ind på dette

store område. Men med en menneskerettighedsenhed

på kun fem personer

og uden økonomiske ressourcer er det

begrænset, hvor meget man kan udrette

i praksis.

- Vi arbejder på at integrere menneskerettighedsaspektet

i mange forskellige

relationer. Bekæmpelse af tortur, for

eksempel, er ikke kun noget, man sidder

med i menneskerettighedsenheden,

siger Tyge Lehmann, der både har taget

livtag med kineserne i FNs Menneskeretskommission

og forhandlet Tillægsprotokollen

til FNs Torturkonvention

hjem som en diplomatisk sejr for det

danske EU-formandskab.

Hvad betyder de internationale konventioner?

- Forebyggelse af tortur er det centrale.

Det samme er retfærdighed. Torturbødlerne

må ikke slippe for straf, og

torturofrene skal tilbydes behandling.

Her kommer rehabiliteringsarbejdet

ind, og det leder tilbage til forebyggelse.

For i rehabiliteringen afdækkes det,

hvor og hvordan torturen finder sted.

Ved at dokumentere dette fås vigtige

oplysninger, som er helt afgørende for

forebyggelsen af tortur.

- Et andet centralt område er den internationale

overvågning. En stat, der

f.eks. har tiltrådt FNs Konvention mod

Tortur, skal informere FNs Komité mod

Tortur om, hvordan staten opfylder torturforbudet.

Og komiteen overvåger, at

den pågældende stat overholder sine

forpligtelser.

- Man må sondre mellem, hvad man

kan gøre regionalt og globalt.

Regionalt, inden for Europarådet, er

man længere med mekanismer, der

kontrollerer, at staterne sikrer menneskerettighederne

og specielt forbudet mod

tortur. Europarådet har vedtaget den

Europæiske Konvention om Forebyggelse

af Tortur. I medfør af konventionen

har man nedsat en komité, der på eget

initiativ besøger fængsler og politistationer

m.m. for at undersøge, om forbudet

mod tortur respekteres. Det er

rigtig forebyggende.

- Hvis komitéen har tænkt sig at aflægge

besøg, får det ethvert land – også

Danmark – til at synke en gang og lige

sikre sig, at vi nu også lever op til standarderne,

understreger Tyge Lehmann.

Tillægsprotokollen

- Sidste år var vi – i al beskedenhed – ret

aktive i at få Tillægsprotokollen til FNs

Konventionen mod Tortur vedtaget. Den

vil etablere samme mekanisme til forebyggelse

af tortur som den i Europarådet.

Den vil dække alle stater i verden, der tiltræder

protokollen. Spørgsmålet er imidlertid,

hvor mange stater det er. I Europa

kan man ikke blive medlem af Europarådet,

hvis man ikke accepterer den

Europæiske Menneskeretskonvention.

- Globalt kan man ikke udelukke stater

fra FN med henvisning til, at de ikke

respekterer menneskerettighederne.

- Selv om de regionale mekanismer i

Europa er mere effektive end de globale,

må man ikke tabe det globale perspektiv.

I 1993 blev det netop bekræftet på FNs

Verdenskonference om Menneskerettigheder

i Wien, at menneskerettighederne

er universelle, dvs. at de gælder

for alle borgere i verden. Hermed blev

tendensen til at relativere menneskerettighederne

og stække dem med

henvisning til kultur og udviklingstrin

tilbagevist.

- Vi er glade for det, vi har opnået. Nu

tager vi en dyb indånding og holder

fast ved det. Derfor har vi ikke haft en

opfølgende konference – en Wien +10.

Mange er bange for, at det skal begynde

at gå tilbage f.eks. af angst for terrorisme,

advarer Tyge Lehmann.

Hvilken rolle spiller ngo’erne?

- Det er meget vigtigt, at regeringerne

kontinuerligt har dialog med de ikkestatslige

organisationer (ngo’erne),

dvs. dem i felten, f.eks. vores eget RCT,

hvis blotte eksistens er et signal om, at

man sætter ind helt dernede, hvor det

gør ondt på det enkelte menneske.

- Uden den danske lægegruppe tilbage

i 1980’erne var arbejdet mod tortur

ikke blevet en dansk mærkesag.

Danmark har stået i spidsen, bl.a. fordi

vi har haft lægerne på banen. Læger er

ofte helt fremme og konstaterer menneskerettighedskrænkelser.

Denne rent

humanitære tilgang aftvinger respekt.

- De ved, hvor problemerne er. Derfor

kan ngo’erne råbe op om menneskerettighedsbrud,

mens regeringerne

helst vil fortsætte den fortrolige dialog.

Regeringerne skal jo ikke ”kun” tilgodese

menneskerettighederne men

også mange andre hensyn.

- Det er vigtigt, at ngo’erne er uafhængige,

og det kan godt forenes med

økonomisk statsstøtte. Uafhængige vil

sige, at man går efter bolden. Det vigtige

er, at ngo’erne kommer med klare

udmeldinger. I en dansk tradition er vi

jo pragmatiske og gode til samarbejde.

Men man skal passe på, at ngo’erne

ikke påtager sig ansvaret for overholdelsen

af menneskerettighederne, for

det er regeringens ansvar, slutter Tyge

Lehmann.

Vigtige årstal for menneskerettighederne

1948 Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

vedtages i FN

1953 Europarådets Menneskeretskonvention,

vedtaget i 1950,

træder i kraft

1987 FNs Konvention mod Tortur,

vedtaget i 1984, træder i kraft

1989 Europarådets Konvention til

Forebyggelse af Tortur træder

i kraft samme år som

Berlinmuren falder.

1993 FNs Verdenskonference i Wien

bekræfter, at menneskerettighederne

gælder overalt, og

foreslår et Højkommissariat for

Menneskerettigheder, som

samme efterår oprettes af FNs

generalforsamling

1997 Danmark tager livtag med Kina

i FNs Menneskeretskommission

2002 FNs generalforsamling vedtager

i december Tillægsprotokollen

til FNs Konvention mod Tortur

11


12

Pandilleros i Honduras:

mellem fattigdom, vold og tortur

Af Ana María Torres, seniorforsker, Forskningsafdelingen

I april 2003 omkom 69 unge indsatte

under en massakre i et fængsel i

nærheden af Tegucigalpa. Sådanne

voldsomme episoder har ikke kun fundet

sted i fængselsmiljøet, men også uden

for fængslerne i større byer som Tegucigalpa

og San Pedro Sula. Disse hændelser

afspejler på værste vis, hvordan

kriminalitetskontrollen i det demokratiske

Honduras ikke blot har slået fejl,

men også vanskeliggjort mulighederne

for at tilbyde uddannelse og arbejde til

unge mennesker, hovedsageligt

mænd fra byernes

marginaliserede kvarterer.

Ifølge statistikker er 65% af

den honduranske befolkning

under 25 år, og en del

af disse unge mennesker

udgør medlemmerne af de

såkaldte pandillas eller maras

– det vi på dansk kalder

bander. De fleste pandilleros

kommer fra opløste og socialt

belastede familier og tilhører

samfundets udstødte.

De opfatter deres pandilla

som en familieenhed, der bl.a. giver et

tilhørsforhold og en identitet, og de

fleste pandilleros opfatter sig selv som

‘soldater’, ’forkæmpere’ eller ‘krigere’

med egne værdier, symboler og sprog.

Det er f.eks. almindeligt blandt maras

at lade sig tatovere bl.a. til minde om

de dræbtes pårørende eller venner.

Flere af tatoveringerne er udformet

som navne eller kors; de symboliserer

en uafgjort hævn, der ikke er rettet

mod den implicerede person, men

mod det omgivende samfund.

Samtidig er pandilleros en meget stig-

matiseret gruppe, bl.a. på grund af

deres voldelige kultur, fordi civilsamfundet

er uvidende om de egentlige

årsager til unges medlemskab.

Nul-tolerance politikken

Den honduranske regerings måde at

tackle problemet med maras er stærkt

bekymrende. Den bygger på den populære

“Lov mod Maras”, der definerer

maras og pandillas, som “grupper der

Indsatte i fængslet i Tegucigalpa. Foto: RCT

er organiseret for at begå illegale handlinger”.

Den gør det muligt at straffe

medlemmerne af disse grupper med 7

til 12 års fængsel, ikke blot for deres

handlinger, men også alene på baggrund

af deres medlemskab. En sådan

lovgivning er udtryk for myndighedernes

’nul-tolerance politik’. Denne politik

anvender udelukkende straf og udsætter

den unge befolkning for risiko for

tortur og organiseret vold, både når de

sidder i fængsel og er på fri fod.

Således er antallet af ikke-lovlige henrettelser

(ejecuciones extrajudiciales) på

unge under 18 år steget markant sidst i

1990’erne. Ifølge en rapport fra ngo’en

Casa Alianza er 93% af ofrene mænd,

66% er ikke nødvendigvis medlemmer

af maras eller pandillas og de har ikke

tidligere været tiltalt eller involveret i

kriminalitet. Rapporten oplyser videre,

at selvom morderne i 74% af alle sager

var klassificerede som ‘ukendte’, er der

beviser for, at politiet og dødspatruljer

har været ansvarlige for de voldsomme

episoder i 12% af sagerne.

Pandilleros:

voldsmænd eller ofre?

Det kommer næppe som en

overraskelse, at ”nul-tolerance

politiken” og “loven mod

maras” ikke haft stor succes

med at begrænse pandillafænomenet.

Rapporter fra Det

Præventive Politi (La Policia

preventiva) og Kriminalpolitiet

(la Dirección General de

Investigación Criminal – DIC)

viser, at der i 1999 var 397

bander og i det følgende år

475. En meget udbredt tolkning forbinder

stigningen med den massive

deportation fra USA af illegale honduranske

migranter.

Bande-problematikken er kompleks og

afspejler et samfund i hurtig forandring,

som er præget af skrøbelige

familieforhold, dårlige levevilkår, ringe

skoleservice, en ineffektiv regering, et

korrupt statsligt sikkerhedssystem

samt et dårligt fungerende retssystem

og fængselsvæsen. Selvom de unge er

opvokset i en periode med demokratisk

styreform, udsættes de alligevel

for marginalisering og udelukkelse fra

et samfund, der gennem 1980’erne og

1990’erne har været præget af en

stærk politisk og økonomisk polarisering.

Fattigdom alene er ikke årsagen

til, at tusindvis af børn og unge dagligt

bliver ofre for misbrug og vold på

gader og i fængsler. Væsentligt er det

også, at store dele af den offentlige

forvaltning anlægger den holdning, at

marginaliserede børn og unge skal

ændres med straf og disciplin i

stedet for at betragtes som mennesker,

der har krav på beskyttelse og respekt.

Denne tendens forstærkes af pressens

ensidige dækning af bandefænomenet,

der bevirker, at befolkningen præges af

angst og frygt. Denne frygt gør brugen

af vold og tortur mod unge til en acceptabel

del af den honduranske stats

politikker. Den alvorlige usikkerhed,

som maras og pandilleros fremkalder i

fattige boligområder, skal ikke overses,

men den retfærdiggør under ingen

omstændigheder hverken menneskerettighedskrænkelser,

ligegyldighed

eller uopmærksomhed over for mordene

på unge og børn fra marginaliserede

grupper.

RCT – og CPTRTs forebyggende

arbejde

I efteråret 2003 blev der planlagt tre

besøg i Honduras i samarbejde med

RCTs honduranske partner CPTRT. Et

af de tre besøg drejede sig om at lave

opfølgning på systematiseringen af

CPTRTs humanistiske tilgang til at

forebygge tortur i et fængsel, som

rummer en tredjedel af de 12.000 indsatte

i Honduras. Cirka tre fjerdedele

er indsat uden retssag, og en del af

dem er pandilleros. CPTRT besøger

løbende de unge for at dokumentere

og monitorere fængselsforholdene, og

RCT bistår gennem sine forebyggelsesbesøg

med at videreudvikle CPTRTs

forebyggelse af tortur i fængslerne.

CPTRT arbejder på at resocialisere

disse unge og skabe alternative

løsningsmodeller, der tilgodeser såvel

deres individuelle som kollektive

behov. Siden 1996 har CPTRT udført

dette fængselsarbejde og opbygget

erfaringer, som løbende systematiseres

i samarbejde med RCT. Deres fængselsprogram

er baseret på en refleksiv og

lærende proces. Filosofiske principper

inkluderer politiske, sociologiske og

etiske dimensioner, som bygger på

følgende værdier: respekt, dialog, kollektivt

samarbejde, empowerment og

godt humør. Bevidsthedsgørelse af

retssystemet og fængselspersonale

gennem dialog, forebyggelse og behandling

af konfliktsituationer er nogle af

deres vigtigste opgaver. Problemet med

banderne og statens politik over for den

stigende vold udgør derfor en væsentlig

udfordring for RCTs og CPTRTs

forebyggende indsats. Gennem faglig

bistand til CPTRTs dokumentationsanalyse

og fortalerarbejde har RCTs

forskellige afdelinger bidraget til denne

væsentlige forebyggelsesindsats.

CPTRT er en privat honduransk sundheds- og menneskerettighedsorganisation.

Den ledes af lægen Juan Almendares, en

tidligere rektor for det Nationale Universitet i Tegucigalpa, og

en mangeårig og fremtrædende centralamerikansk menneskerettighedsaktivist.

Organisationen har et nært og dialogbaseret

forhold til fængselsmyndigheder, politi og domstole og arbejder

gennem konkrete projektaktiviteter på at påvirke statslige

politikker over for fanger, gadebørn og andre grupper af fattige

og marginaliserede honduranere.

13


14

Forebyggelsesforskning i det nigerianske fængselsvæsen

Af Andrew M. Jefferson, ph.d.-studerende, Forskningsafdelingen

Andrew Jefferson er uddannet

som psykolog på Københavns

Universitet og har tidligere

arbejdet i det engelske fængselsvæsen

som terapeut.

Hans treårige forskningsprojekt

finansieres af Rådet

for Udviklingsforskning.

Projektet er nyskabende,

idet det er et af de første

forsøg på at gennemføre

feltarbejde i et fængsel i et

udviklingsland. Projektet

beskriver, hvorledes man

lærer at blive fængselsbetjent,

og har til formål at bibringe

bedre viden om forudsætninger

og muligheder for

forebyggende indsatser i

fængsler.

Hvilken rolle har forskning i forbindelse

med forebyggelse af tortur og organiseret

vold (TOV)? Dette spørgsmål

stiller jeg i forbindelse med mit løbende

forskningsprojekt om fængselspersonale

i Nigeria.

Forskning har potentiale til at gå på

tværs af de tre sædvanlige indfaldsvinkler

til forebyggelse (den medicinsk/

sundhedsbaserede, den juridisk/

menneskerettighedsbaserede, den

udviklingsbaserede). Derved bidrager

forskning per se til forebyggelse, primært

ved systematisk at udvikle ikke blot

beskrivelsen af sociale områder, som vi

ved meget lidt om (i dette tilfælde

fængselsvæsenet), men også den konceptuelle

struktur, vi benytter for at

kunne tilnærme os en forståelse af

disse områder.

De dage er forbi, hvor forebyggelse

udelukkende drejede sig om at dokumentere

forekomster af tortur. Nu er

det muligt at tænke i retning af proaktiv

forebyggelse, dvs. forebyggelse,

som er direkte rettet imod de personer

og de institutioner, som typisk står for

torturen. Et af de ultimative mål med

forebyggelse er at lave om på komplekse

strafferetslige institutioner og

systemer. Forskning er et vigtigt og

nødvendigt redskab i arbejdet mod

disse mål.

Det er erfaringsmæssigt vanskeligt at

forske i fængselsvæsenet, og at gøre

det i et udviklingsland er både uforudsigeligt

og potentielt farligt. Dette er

en af grundende til, at der er forsket så

lidt i dette område. Og netop derfor er

sådanne studier nødvendige.

• Hvordan skal voldelige handlinger

forstås i fængsler?

• Hvad er det, der giver fængsler

ideelle institutionelle rammer for

mishandling af indsatte?

• Hvad drejer fængselspraksis sig om

set fra fængselspersonalets side?

• Hvordan opfatter fængselspersonalet

deres arbejde og deres pålagte træning?

Dette er nogle af de spørgsmål, som

ligger til grund for min analyse af nigerianske

fængsler og fængselstræningsinstitutioner.

Nigeria er særlig interessant at beskæftige

sig med, i og med at landet i 1999

overgik fra militærdiktatur til civilt

styre. Det er under og efter sådanne

overgange, at de strafferetslige systemer

(som ofte har undertrykt de fængslede)

i udviklingslandene kommer i det

internationale søgelys. Ændringer i

disse institutioners praksisser kræves

som bevis for det nye styres legitimitet.

De efterfølgende refleksioner om de

nuværende fængselspraksisser er baseret

på 8 måneders feltarbejde i 2002.

Studiet involverede systematisk iagttagelse

af træningsskoler og fængselspraksisser,

mens jeg – noget af tiden –

boede sammen med en fængselsmedarbejder

og hans familie i fængselspersonalets

bebyggelse.

Et almindelig kendt problem for fanger

i udviklingslande er, at 2/3 af fangerne

er langtidsindsatte, der ikke er blevet

dømt. De afventer rettergang. Nigeria

er ingen undtagelse. I de seneste år er

der dog sket fremskridt i Nigeria i relation

til menneskerettighedsovertrædelser.

Faktisk er menneskerettigheder

blevet et almindeligt samtaleemne

blandt fængselspersonale. Grove menneskerettighedskrænkelser

i fængslet i

form af brutalitet og drab er ganske

sjældne. Men voldelige og nedværdigende

behandling foregår stadig. Det

karakteristiske ved den nuværende

vold i fængslerne er, at den synes at

være hverdagsagtig og usynlig for de,

der udøver volden. Overraskende nok

betragter mange af fængselsmedarbejderne

deres arbejde som humanitært

– og de anser sig selv for at være samfundets

tjenere i deres indsats for at

rehabilitere mennesker, som samfundet

har forsømt.

Men på samme tid synes – i hvert fald

en del af fængselspersonalet – at menneskerettighederne

lægger hindringer

vejen i forhold til at udføre denne

opgave. Første gang en ung fængselsbetjent

beskrev over for mig, hvorledes

menneskerettighederne forhindrer

fængselspersonalet i at udføre deres

legitime arbejde med at rehabilitere

lovovertrædere, havde jeg svært ved at

skjule min forbavselse. Denne holdning

blev forstærket under en samtale

med to andre fængselsmedarbejdere

en sen eftermiddag på en bar i bushen.

Det blev energisk gentaget, at disciplinære

teknikker var nødvendige for at

holde fangerne i skak. For eksempel

skal fangerne knæle/sidde på hug, ikke

for at ydmyge dem, men fordi de udgør

en fare for sikkerheden. Det hævdes, at

sådanne praksisser ikke er uærbødige

eller umenneskeliggørende, men at de

er nødvendige. Sådanne praksisser bliver

derfor snarere reglen end undtagelsen,

netop fordi medarbejderne anser sig

selv for at være humanister, og fordi

irettesættelse opfattes som ønskelig og

fysisk tvang som en nødvendig del af

dette.

Fængeselspersonalet er ikke fjendtligt

indstillet over for fangerne. De ting, de

gør, er ikke beregnet på at såre eller

ydmyge. De er beregnet på at rehabilitere,

og de anses for at være nødvendige

på grund af fangernes natur. Denne

grundlæggende anskuelse af fangerne

relaterer sig til en praksis af udstødelse

eller eksklusion, som understøtter

fængselspraksisser i Nigeria, og som

distancerer personalet fra de indsatte.

Hertil kommer, at de indsatte formodes

at være skyldige på trods af, at

flertallet ikke er stillet for en dommer.

En konsekvens af, at fangerne formodes

at være skyldige, er, at det lægger

en dæmper på ethvert potentielt

angreb på de skandaløse forhold, som

uskyldige personer, i lovens forstand,

tvinges til at leve i. Det kan betragtes

som en distanceringsstrategi fra medarbejderstabens

side – eller en form

for fornægtelse. Adskillelsen mellem

medarbejdere og indsatte må opretholdes,

for at identificering med de indsatte

minimeres.

Foto: Andrew M. Jefferson

Afslutningsvis kan det siges, at disse

er nogle af de faktorer, som menneskerettighedstræningen

og de, som forsøger

at forebygge krænkelse af menneskerettighederne

i nigerianske fængsler,

må strides med. Først og fremmest

tror fængselsbetjentene på, at de

agerer menneskeligt, selv når de overtræder

menneskerettighederne. For det

andet betragtes den vold, som udøves,

ikke som vold, men som en nødvendig

del af irettesættelsen af de indsatte.

For det tredje medfører det faktum at

der kun er meget lidt viden om hverdagspraksisser

i fængsler og fængselspersonalets

vilkår, at træningen ofte

rammer forbi målet. Det er min

påstand, at interventioner på området

skal tage to ting alvorligt: 1. de faktiske

praksisser, som er involveret i fængselsarbejdet,

og 2. den forståelse, som

medarbejdere, der udfører sådanne

praksisser, har af deres arbejde. Det er

sådanne praksisser og forståelse, som

forskningsprojektet søger at udvikle.

Dette er en af måderne, hvorpå forskning

kan bidrage til forebyggelse af

tortur og organiseret vold.

15


Af Finn Kjærulf, projektkoordinator, International Afdeling

16

I en landsby i Guatemala afholdes et

refleksionsgruppemøde for overlevere

efter tortur og organiseret vold. Mødet

ledes af en psykolog, der tilsyneladende

ikke rigtigt laver noget. Til deltagernes

forbavselse og irritation går han blot

omkring i lokalet og mumler for sig

selv. Men pludselig siger han højt:

’Man kan ligesom godt gå og tale med

sig selv nogle gange’, og lidt efter

fortsætter han: ’Men hvad er det så for

noget sludder, man futter rundt og

siger, når man taler med sig selv?’.

Med disse ord bliver deltagernes fnisen

over psykologens mærkværdige adfærd

afløst af en dialog om behovet for at

tale med nogen og ikke kun med sig

selv, om sine problemer, bekymringer

og erfaringer.

Situationen beskrevet ovenfor stammer

fra et af de rehabiliteringsmøder, ærkebiskoppens

menneskerettighedskontor

ODHAG, (Oficina de Derechos

Humanos del Arzobispado de

Guatemala) og RCTs programarbejde

afholder for at imødegå befolkningens

behov for psykosocial støtte. Mødets

endelige formål er naturligvis ikke, at

mænd og kvinder fra landområder,

hvoraf mange er analfabeter og uvante

med at deltage i offentlige diskussioner,

kan få mulighed for at fnise over en

”skør” psykolog, men derimod at gøre

overlevere efter organiseret vold og

tortur i stand til bedre at forstå konfliktens

baggrund, udtænke nye kollektive

livsprojekter og give dem en vis styrke

(empowerment) til at forebygge vold

og lokale konflikter i fremtiden.

”Nunca más”

”Nunca más” (aldrig igen) er titlen

på en rapport fra den katolske kirkes

sandhedskommission i Guatemala.

Sandhedskommissionen indsamlede i

løbet af 5 år tusindvis af vidnesbyrd

om menneskerettighedskrænkelser

under den 36 år lange borgerkrig og

ville med denne grundige dokumentation

sikre, at krænkelserne ikke bliver

glemt og aldrig vil kunne gentage sig.

Derfor blev den fire bind

store slutrapports navn

“Nunca más”.

ODHAG og RCTs samarbejde

følger snævert

op på sandhedskommissionens

arbejde. I praksis

har det betydet, at

ODHAG har udarbejdet

et omfattende materiale,

der på forskellig vis formidlersandhedskommissionens

arbejde og vidnesbyrd om

og analyse af menneskerettighedskrænkelser

under borgerkrigen. Det folkelige

oplysningsmateriale benyttes af

reflektionsgrupperne i landsbysamfundene,

hvor håb om en bedre fremtid

samt løsningen af lokale problemer

også indgår i diskussionen.

Sideløbende med refleksionsgrupperne

giver projektet egentlige behandlingstilbud

i form af selvhjælpsgrupper og

individuel behandling.

Rehabiliteringsarbejdet fokuserer således

på den civile befolkning, og målet

er, at rehabiliteringsprocessen skal

give deltagerne den nødvendige styrke

(empowerment) til en individuel og

lokal selvbeskyttelse, der forhindrer

fremtidige overgreb.

Netværket

Udover at afholde rehabiliteringsmøder

er det lykkedes for programmet at

fremme et netværkssamarbejde, hvor

de fleste organisationer, der arbejder

med mental sundhed i Guatemala, er

repræsenteret. ODHAG har således

slået sig fast som hovedaktør ved dannelsen

af institutionelle netværk om

mental sundhed, psykosocial støtte og

lokalsamfundsudvikling både på lokalt

Hvad kan man

lære af “skøre”

psykologer?

og nationalt niveau. Ved at styrke interinstitutionelle

netværk er det muligt at

konsolidere erfaringerne fra programarbejdet,

og skabelsen af strategiske

alliancer giver på sigt mulighed for at

opnå gennemslagskraft i national

sundheds- og menneskerettighedspolitik.

Det er vigtigt at fremdrage denne

viden som baggrund for udvikling af

en teoretisk og praktisk tilgang til

”Fællesskabsudvikling”, en viden der

lægger vægt på healing, empowerment,

forsoning og udvikling i de berørte

lokalsamfund. RCT og ODHAG bearbejder

løbende materialet med henblik

på publiceringer. De første artikler blev

publiceret i 2003 og andre forventes at

blive trykt og udgivet i løbet af 2004.

Billederne blev brugt som forsideillustration til rapporten “Nunca más”. Rapporten kan læses på www.odhag.org.gt Foto: Daniel Hermández

De frivillige og lokalsamfundene

Et andet væsentligt aspekt ved programmet

er de 400 såkaldte frivillige

barfodslæger. Det er dem, der bor og

arbejder i lokalsamfundene og dermed

gør programmet bæredygtigt. Som

ledere i lokalsamfundet har de en

meget tæt kontaktflade til målgruppen,

et grundigt lokalkendskab samt kendskab

til gruppeprocesser. Mere end

40 % af de frivillige er kvinder, hvilket

er bemærkelsesværdigt taget i betragtning,

at det er mændene, der traditionelt

dominerer på lokalsamfundenes

ansvarsfulde poster. De frivillige har

fået udviklet en række kompetencer,

som har styrket dem personligt, som

gør dem i stand til at videreformidle

den tillærte viden til deres lokalsamfund.

Man kan sige, at der er dannet

en bæredygtig kapacitet til at videreføre

programmet lokalt.

Det er illustrerende for programmets

rækkevidde, at det over de seneste 4

år, er nået ud til knap 15.000 personer

med forskellige tilbud inden for psykosocial

støtte. Programmets kønsstrategi

har samtidig bevirket, at kvinder udgjorde

ikke mindre end 57 % af projektmodtagerne.

Dette skyldes bl.a., at

mange interventioner er rettet mod

grupper af borgerkrigsenker, der er

overlevere efter organiseret vold som

for eksempel massakrer, eller fordi

deres mænd er ofre for politisk motiverede

forsvindinger, ikke-retslige drab

mv.

Hvad kan man lære?

Lad os afsluttende vende tilbage til

rehabiliteringsmødet. Fra at spørge,

hvad en ”skør” psykolog, der går rundt

og taler med sig selv i et slags situationsteater,

kan lære fra sig, bliver det

relevant at spørge, hvad landsbysamfundets

deltagere og de involverede

organisationer har kunnet lære hinanden

i dette programarbejde?

Svaret er, at på lokalt niveau har programmet

medvirket til at fremme og

styrke handlekraften. Ligeledes er der i

halvdelen af Guatemalas bispedømmer

skabt en kapacitet rettet mod de

psykologiske problemer, der er opstået

som følge af landets interne konflikt.

Endeligt skal det pointeres, at erfaringerne

fra rehabiliteringsmøderne og

den øvrige psykosociale støtte, de

lokale frivilliges arbejde og det nationale

netværkssamarbejde har bevirket,

at civilsamfundet samlet set er blevet

styrket til at fortsætte kampen mod

tortur og organiseret vold.

Rehabiliteringen er derfor selve grundlaget

for at undgå lignende handlinger

i fremtiden. Programarbejdet gør det

muligt at udvikle empowerment –

altså styrke den civile befolkning, så de

formår at yde den individuelle og samfundsmæssige

selvbeskyttelse, der skal

forhindre social og politisk vold i fremtiden.

Programarbejdet er en vigtig del

af denne proces, men der er fortsat et

stort arbejde at udføre i det voldsramte

land.

ODHAG er den katolske

ærkebiskops kontor for

menneskerettigheder.

Kontorets leder, Monseñor

Gerardi, ledede arbejdet

med den civile sandhedskommision

”Nunca más”

(aldrig igen), men blev to

dage efter offentliggørelse

fundet myrdet. Kontoret

har siden fortsat arbejdet

med at forene det guatemalanske

samfunds forskellige

grupper om et

projekt for et nyt og

fredeligt Guatemala, og

ODHAG modtager i dag

støtte fra RCT med henblik

på at give psykosocial

assistance til de mange

overlevere efter borgerkrigen.

17


18

At arbejde mod tortur er i mange lande

i Syd ikke blot meget svært, men også

yderst farligt. Tænk blot på RCTs partnerorganisation

i Gaza, der arbejder i

en situation, hvor den på den ene side

har den israelske besættelsesmagt og

på den anden side de palæstinensiske

selvstyremyndigheder, der begge har

brugt tortur. I sådan en situation er det

let at blive fjender med alle. Eller tænk

på en af vores andre partnere, der må

gå under jorden, da deres information

om overgreb på menneskerettigheder,

er blevet gjort ulovlig, da arbejdet ses

som en trussel for den siddende hersker.

Her består hovedopgaven i at få

dokumenteret overgrebene,

således at torturbødlerne kan

blive stillet til regnskab for

deres handlinger, når det politiske

klima tillader det. Man

kunne også tænke på RCTs

partnere i Guatemala og

Honduras, der jævnligt modtager

trusler, herunder sågar

dødstrusler. Desværre er udvikling,

herunder arbejdet mod

tortur, ikke en lineær proces,

hvor tingene kun bliver bedre.

Nogle gange går det desværre

den forkerte vej. RCT har især

oplevet det efter den 11. september

2001, hvor mange regeringer

bruger krigen mod terror

til at få bragt organisationer, der kæmper

mod tortur, til tavshed. Som det

ses, er det hverken let eller ufarligt at

arbejde mod tortur.

Partnerskab 2000 er titlen på Danmarks

overordnede udviklingspolitik. Målsætningerne

for udviklingsarbejdet i

civilsamfundet fremgår af den såkaldte

civilsamfundsstrategi.

Som i RCTs politik er det de lokale private

organisationer, de såkaldte ngo’er,

der skulle være i centrum. Det var ikke

nok at give en service eller behandling,

der skulle også ligge et element af

kapacitetsopbygning og ikke at for-

Af Jan Ole Haagensen, afdelingsleder, International Afdeling

Udviklingsbistand er også forebyggelse

af tortur

glemme fortalervirksomhed, således at

der blev arbejdet målrettet for at få

varige løsninger på de problemer, som

man forsøgte at løse. I RCTs tilfælde

betyder det, at det ikke var nok at

behandle folk, der havde været udsat

for tortur og havde brug for behandling.

Det skulle kædes sammen med

ændringer i samfundet, der kunne

sørge for, at behandlingskrævende

kunne få den nødvendige behandling,

således at de kunne komme videre

med deres liv og ikke mindst, at der

blev arbejdet systematisk for, at tortur

blev afskaffet som et middel, dvs.

forebyggelse af tortur.

“Civilsamfundet er sfæren uden for staten og

dens institutioner. For RCT drejer det sig om personer,

grupper, organisationer og institutioner,

der deler RCTs værdier og arbejder i forhold til

de basale menneskerettigheder, herunder frihed

for tortur. RCT arbejder på at styrke disse dele af

samfundet, således at tortur forebygges, og torturofre

får den nødvendige behandling. Staten er

ofte et mål for dette arbejde, idet det er staten, der

er forpligtiget til at sørge for, at de internationale

konventioner er overholdt, således at tortur ikke

finder sted, og at eventuelle ofre får den nødvendige

behandling”.

Med kursændringen i 1999 fik torturforebyggelse

en mere central rolle end

hidtil, hvor RCT alene havde fokuseret

på rehabilitering og set rehabilitering i

sig selv som forebyggelse. Nu blev

forebyggelse og de redskaber, som

dette implicerede, integreret i RCTs

arbejde. For mange af RCTs partnere i

Syd var dette perspektiv naturligt og

oftest udgangspunktet for deres virke i

første omgang. Deres erfaringer indgik

i RCTs eget arbejde og blev videreformidlet

til andre af RCTs partnerorganisationer.

Selv om arbejdet byggede på partnerskaber

med ligesindede ngo’er er det

stadig staten, der er det centrale mål

for forebyggelsesarbejdet. Det er staten,

der skal sikre, at der ikke udøves tortur,

og at de, der behøver rehabilitering, får

den nødvendige rehabilitering. Staten

er derfor et centralt mål for den fælles

indsats af partnerorganisationen og

RCT. Det er staten, der laver lovene og

ratificerer konventionerne, og som står

til ansvar for, at de overholdes. De

organisationer, som RCT samarbejder

med, forsøger derfor på forskellig vis

at komme i dialog med de relevante

statsinstitutioner for ad den vej at få

ændret forholdene. Det er en balancegang,

idet dette arbejde skal ske, uden

at de mister deres integritet og

giver køb på fundamentale principper,

som at tortur ikke under

nogen omstændigheder kan

accepteres.

RCT arbejder også med forebyggelse

i Danmark. Hvordan kan

det være tilfældet, når der

(næsten) ikke eksisterer tortur i

Danmark og slet ikke i den

udstrækning, som vi ser det i

mange lande i Syd? RCT ser en

klar sammenhæng mellem RCTs

forebyggelsesarbejde i Syd og i

Danmark. Det betyder at sikre, at

Danmark hele tiden overholder

torturkonventionen, som Danmark har

underskrevet. Arbejdet i Danmark er

med til at give RCT en legitimitet i dets

arbejde i Syd og samtidigt give inspiration

til andre i form af, hvordan et

samarbejde mellem en ngo og stat kan

forløbe. Hvis ikke RCT arbejdede med

forebyggelse i Danmark, kunne indsatsen

nemt opfattes som en form for

nykolonialisering, hvor RCT kommer

med nogle værdier, som trækkes ned

over hovedet på andre. Vores partnere

i Syd er generelt meget følsomme over

for dette og er følsomme over for

intern kritik i landet, hvor de ofte bliver

udskældt som forrædere, der går fremmede

magters ærinde.

Tortur

Udtrykket ”tortur” betyder enhver

handling, ved hvilken stærk smerte

eller lidelse, enten fysisk eller mental,

bevidst påføres en person med det formål

at fremskaffe oplysninger eller en

tilståelse fra denne eller tredjemand, at

straffe ham for en handling, som han

selv eller en tredjemand har begået

eller mistænkes for at have begået,

eller at skræmme eller lægge tvang på

ham eller tredjemand, eller af nogen

grund baseret på nogen form for forskelsbehandling,

når en sådan smerte

eller lidelse påføres af eller på opfordring

af en offentligt ansat eller en

anden person, der virker i embeds medfør

eller med en sådan persons samtykke

eller indvilgelse. Smerte eller lidelse,

der alene er en naturlig eller tilfældig

følge eller del af lovlige sanktioner, er

ikke omfattet.

FNs konvention mod tortur og anden

grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf, 1984,

artikel 1.

Organiseret vold

Organiseret vold er betydelig, undgåelig

smerte og lidelse påført af en organiseret

gruppe, der følger en erklæret eller

indirekte strategi og/eller nogle

bestemte ideer og opfattelser.

Organiseret vold omfatter enhver voldelig

handling, som er uacceptabel ifølge

generelle menneskelige standarder og

vedrører overleverens følelser.

Organiseret vold omfatter i særdeleshed

”tortur eller grusom, umenneskelig

eller vanærende behandling eller

straf”, som beskrevet i artikel 5 i FNs

Verdenserklæring om Menneskerettighederne

(1948).

Vold, der finder sted i disse eller lignende

situationer, som en direkte konsekvens

af politisk undertrykkelse, selv om den

måtte forekomme vilkårlig, er af en

strukturel karakter og en krænkelse af

basale menneskerettigheder og forsvinder

først, når menneskelige, sociale og

politiske forhold er gennemgribende

ændret.

Inspireret af WHO

19


20

Som beskrevet i indledningsartiklen

har både RCT og RCTs partnere i de

senere år haft øget fokus på arbejdet

med at forebygge tortur og organiseret

vold. Men hvordan kan man forebygge

tortur og organiseret vold? Hvilke indsatser

virker, og kan indsatser, der virker

i et land, også bruges i et andet

land? Hvordan kan vi sikre, at vores

særlige erfaringer med at behandle og

rehabilitere torturoverlevere hænger

sammen med og bliver inddraget i den

forebyggelse, vi arbejder med?

For at sætte fokus på forebyggelsesarbejdet

og disse spørgsmål etablerede

RCT i 1999 en særlig forebyggelsesarbejdsgruppe

med repræsentanter fra

alle vores samarbejdspartnere. Denne

gruppe har siden mødtes et par gange

hos forskellige partnere.

Disse møder har haft en vigtig funktion.

De har muliggjort udveksling af teoretisk

viden og erfaringer med forebyggelsesområdet.

Desuden er fælles problemer

og udfordringer blevet drøftet.

En vigtig konklusion har været, at forebyggelsesområdet

og rehabiliteringsarbejdet

hænger uløseligt sammen og

gensidigt styrker hinanden. Arbejdet

Af Peter Vedel Kessing, forebyggelseskoordinator, International Afdeling Af Tue Magnussen, kommunikationskoordinator, Direktionssekretariatet

Forebyggelse blandt partnerskabet

med at behandle og rehabilitere torturoverlevere

giver således en unik adgang

til at arbejde med forebyggelsestiltag,

f.eks. ved konkrete klagesager til nationale

eller internationale domstole,

fortalervirksomhed mv. Derudover har

forebyggelsesindsatsen ofte også en

rehabiliterende virkning for den enkelte

torturoverlever. Dette samspil er et

meget stort potentiale, som vi hele

tiden skal være opmærksomme på, at

vi udnytter bedst muligt.

En anden vigtig konklusion har været,

at selvom vi kan drage nytte og lære af

hinandens erfaringer på forebyggelsesområdet,

kan vi ikke uden videre kopiere

hinandens indsatser. Situationen i

de enkelte lande er ofte så forskellig, at

det ikke er muligt at generalisere. Det

er derfor nødvendigt nøje at vurdere

og analysere den nationale kontekst

for nærmere at bestemme, hvilke politiske,

juridiske, sociale og kulturelle

forhold, der skaber grobund for torturen.

Forebyggelsesindsatser uden en

sådan grundlæggende analyse og forståelse

af konteksten kan ofte vise sig

at være uden virkning. Derfor har der i

arbejdsgruppen været drøftet en analysemodel,

som kan gøre det nemmere

at foretage en sådan analyse på en

systematisk måde.

På mødet i forebyggelsesarbejdsgruppen

i sommeren 2003 blev bl.a.

spørgsmålet om terrorisme drøftet.

Alle partnere kunne samstemmende

berette, hvordan deres arbejde med at

forebygge tortur er blevet langt sværere

efter angrebet 11. september 2001 på

World Trade Center. Det er blevet

sværere, dels fordi omfanget af tortur

er steget, dels fordi kampen mod

terrorisme ofte er blevet brugt som

undskyldning for at slå ned på organisationer

– som menneskerettighedsorganisationer

og rehabiliteringscentre

– der arbejder med at forebygge tortur

og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Det er en meget bekymrende

udvikling, som det blev aftalt på mødet

i 2003 løbende at følge og drøfte i

arbejdsgruppen.

Udover møderne i forebyggelsesarbejdsgruppen

har der været arrangeret

bilaterale Syd-Syd besøg, hvor en partner

besøger en anden partner for at se

og få inspiration til, hvordan de arbejder

med forebyggelse. Fra RCTs side laver

vi også jævnligt forebyggelsesbesøg til

partnerne. Det sker dels for at lære af

deres forebyggelseserfaringer, og dels

for at komme med input og ideer til,

hvordan det igangværende arbejde kan

styrkes og suppleres.

Foto: Willi Hansen

Det undrer mange politielever, at der

som led i deres grunduddannelse står

tortur på skemaet. ”Hvorfor skal vi

høre om tortur, når vi bor i Danmark,

hvor der ingen tortur er?” spørger

mange elever.

Siden 1998 har RCT derfor med glæde

efterkommet en opfordring fra

Politiskolen om at undervise alle danske

politiskoleelever som del af grunduddannelsens

modul om Internationale

Menneskerettigheder.

Udover et omfattende oplysningsarbejde

har RCT fra sin start haft en lang tradition

for undervisning, især af sundhedsfagligt

personale.

Tilbuddet om undervisning

af politielever var

derfor en udfordring,

som RCT tog imod

med kyshånd.

For det første var det

en naturlig del af ønsket

om at opprioritere arbejdet

for forebyggelse

af tortur, og for det

andet var det en konkret

måde at opfylde

forpligtelserne i FNs Konvention mod

Tortur, som Danmark underskrev i

1987. Af konventionens artikel 10 fremgår

det, at de lande, som har underskrevet

konventionen, skal sikre, at forbudet

mod tortur bliver formidlet gennem

oplysning og undervisning af bl.a.

civilt og militært retshåndhævelsespersonale,

dvs. blandt andet politi, som i

andre lande ofte udøver tortur.

Undervisningens indhold

To undervisere udfører sammen undervisningen,

der oftest foregår som en

dobbelttime i hver klasse med 16 politielever.

Den ene underviser lægger

oftest ud med at definere tortur. Med

udgangspunkt i FN-konventionen

gøres det klart, at ikke al vold er tortur,

men at der er nogle forhold, der skal

være opfyldt, for at man kan bruge

betegnelsen tortur: en bevidst hand-

ling, der medfører en stærk smerte,

den skal udføres i offentlig eller halvoffentlig

regi og oftest for at fremtvinge

en tilståelse. Dernæst gøres det klart i

gennemgangen af FN-konventionen, at

konventionen udstikker et totalforbud

mod tortur, og at dette forbud ikke kan

gradbøjes – intet kan undskylde tortur.

Den anden underviser, der oftest har

en baggrund som behandler i RCTs

rehabiliteringsarbejde, fortæller om

torturen i alle dens former. Dernæst

berøres de typiske følger af tortur samt

hvordan de kommende politibetjente

skal håndtere de situationer, hvor de

møder torturofre, der ofte reagerer

Undervisning på

Politiskolen forebygger

tortur

anderledes end man skulle forvente.

Nok fastslås det i undervisningen, at

der er et totalforbud mod tortur, men

det er erfaringen, at den måde, der

bedst skaber forståelse for forbudet, er

at tage en åben diskussion, når enkelte

elever nu og da gør sig til talsmænd

for, at tortur burde tillades i helt særlige

situationer. Ikke alene skærpes elevernes

forståelse, men også for underviserne

fra RCT kan det være sundt til

stadighed at skulle skærpe argumentationen.

På samme måde afføder politiets ret

til at anvende den nødvendige magt

og hensynet til politibetjentenes egen

sikkerhed ofte en diskussion, når RCTs

underviserne opfordrer til særlig

opmærksomhed og måske større hensyntagen

over for torturofre i afhørings-

og anholdelsessituationer.

Undervisningen om tortur og modulet

Internationale Menneskerettigheder

ligger i den sidste tredjedel af politiets

grunduddannelse og efter en etårig

praktisk træning. Netop muligheden

for at benytte de praktiske erfaringer fra

politiarbejdet har vist sig at være central

i den diskussion, der er en vigtig

del af undervisningen.

Positiv tilbagemelding

Den løbende tilbagemelding fra

Politiskolens elever i form af spørgeskemaer

har generelt været positiv og

præget af tilfredshed. Selvom RCTs

input ikke er obligatorisk eksamensstof,

har modulet om

menneskerettigheder

fået en god modtagelse.

Efter mere end fem

års undervisning evalueredes

i 2003 den

hidtidige undervisning

og samarbejdet

med Politiskolen og

Institut for Menneskerettigheder,

der også

gennem undervisning

bidrager til modulet. Overordnet finder

RCT, at undervisningen har været en

succes, og at den er et vigtigt bidrag til

forebyggelsen af tortur.

Gennem undervisningen får en meget

vigtig gruppe af retshåndhævelsespersonale

en viden om Danmarks internationale

konventionsmæssige forpligtelser

og en forståelse for forbudet mod tortur.

Tillige får de gennem viden om torturoverleveres

reaktionsmønstre en praktisk

hjælp i politiarbejdet. På den måde

er undervisningen af de kommende

politibetjente ikke kun et konkret

udtryk for forebyggelse, men også et

vigtigt bidrag til at fastholde den udbredte

folkelige forankring, som arbejdet

mod tortur har i den danske befolkning.

21


Foto: RCT

22

Beskyttelse kan være fore-

byggelse mod tortur;

udvisningen af Ashkan

førte til tortur!

Ashkan – udvist til tortur

Historien om Ashkan handler om det,

der officielt aldrig sker. Nemlig når

myndighederne tager fejl og udviser

flygtninge til tortur. Historien kommer

sjældent frem, fordi de pågældende

”forsvinder” og derfor ikke kan tale

deres sag. Ashkan har imidlertid kunnet

fortælle sin historie om, hvordan

han som 16 årig kom til Danmark og

som 18 årig blev tvangsudvist til Iran,

hvor han blev fængslet gennem godt

2 år og udsat for omfattende tortur.

Som 23 årig kom han tilbage til

Danmark og søgte asyl for anden

gang. Han kom i behandling på RCT,

hvor det hurtigt blev afklaret, at

Ashkan havde været udsat for tortur.

Alligevel krævede Udlændingestyrelsen,

at han skulle gennem omfattende og

krævende undersøgelser via Retsmedicinsk

Institut før styrelsen kunne træffe

en afgørelse. For Ashkan blev der samlet

tale om syv år i frygt og usikkerhed,

fra han første gang satte sine ben på

dansk jord, til han opnåede asyl.

Af Bente Midtgaard, socialrådgiver, Rehabiliteringsafdelingen

Baggrundshistorie

Ashkan kom til Danmark i 1996 sammen

med sin mor og søster. De var på

privat familiebesøg, da der kom alarm

fra Teheran. En royal modstandsgruppe,

som moderen var medlem af, var blevet

trævlet op, og hun turde derfor ikke

vende hjem. Hun søgte asyl for sig og

sine to børn. Familien fik afslag, hvorfor

mor og børn gik under jorden og

fik hjælp til at gemme sig af danske

familier. I begyndelsen af 1999 anholdt

politiet Ashkan i København. I april

måned samme år blev Ashkan tvangsudvist

fra Danmark – han var da netop

fyldt 18 år. Udvisningen vakte politisk

opmærksomhed, fordi Ashkan forsøgte

at begå selvmord i lufthavnen, få timer

før flyets afgang. Han blev behandlet

af læger, som anbefalede, at han blev

undersøgt psykiatrisk. Alligevel besluttede

Rigspolitiet, at udvisningen skulle

gennemføres som planlagt. Den skrækslagne

Ashkan blev sat på flyet med

store bandager om hænderne og i tøj,

der var overstænket med blod. I

Teheran ”forsvandt” han hurtigt, hvilket

blev omtalt i danske medier. Reelt blev

han anholdt og fængslet uden mulighed

for at meddele sig til omverdenen.

Dette fængselsophold skulle komme til

at vare i godt to år.

Ashkan blev anbragt i en lille celle

uden lys, hvor fangevogterne mange

gange i døgnet oversprøjtede gulvet

med koldt vand, så han ikke kunne

sove. Gennem næsten 2 år blev han

gentagne gange ført til afhøringer, hvor

hans bødler ville have besked om,

hvad hans mor havde lavet i Iran. Han

blev slået overalt på kroppen, hængt

op og udsat for fingerede henrettelser.

Han fik senere fortalt, at moderen var

blevet anholdt og var i cellen ved siden

af, hvorfra der hørtes skrig fra en kvinde,

der blev mishandlet. Fra det tidspunkt

følte Ashkan, at han ikke længere

var sig selv, og han mistede fornemmelsen

for tid og sted.

På et tidspunkt tabte de iranske myndigheder

interessen for Ashkan. I efteråret

2001 blev han løsladt fra fængsel

mod kaution og med forbud mod at

forlade Teheran. Efter 5-6 måneder lykkedes

det Ashkan at flygte. Han fik

hjælp af iranske modstandsgrupper,

der betalte menneskesmuglere for at få

ham til Tyrkiet. Herfra kom han videre

til en interneringslejr i Grækenland.

Ashkans mor og søster havde i mellemtiden

i 2000 fået humanitær opholdstilladelse

i Danmark. Ashkan blev via

EUs Dublin Konvention om flygtninge

overflyttet fra Grækenland til Danmark.

Tilbage til Danmark

I marts 2003 ankom Ashkan til

Danmark og blev efter fire år genforenet

med familien. Der blev indledt et nyt

forsøg på at opnå asyl for Ashkan, og

han kom i rehabilitering på RCT – en

behandling, som kræver ro og stabilitet.

Tiltroen til de danske myndigheder var

ikke stor. Det blev ikke bedre af, at

myndighederne på forhånd fandt torturundersøgelser

fra RCT utilstrækkelige

og derfor krævede yderligere undersøgelser

af andre specialister fra

Retsmedicinsk og Retspsykiatrisk

Institut. Gentagne undersøgelser og

udspørgen kunne med Ashkans baggrund

næppe undgå at blive oplevet

som andet end forhør. Han blev fastholdt

i fortidens traumatiske oplevelser.

At kræve ham undersøgt for anden

gang kunne næppe heller undgå at signalere

mistillid til hans afgivne beretning.

RCT påpegede det uhensigtsmæssige i

de overflødige undersøgelser, men da

Udlændingestyrelsen stod fast på

deres krav, appellerede vi til Integrationsminister

Bertel Haarder, der tidligere i

Søndagsmagasinet i november 2002

havde lovet Ashkan en hurtig sagsbehandling,

hvis han kom tilbage til

Danmark. Der kom dog aldrig svar.

Ashkan gennemgik undersøgelserne.

De konkluderede som forventeligt, at

Ashkans symptomer var forenelige

med udsættelse for tortur. Disse undersøgelser

var færdige i august 2003. I

september gav Udlændingestyrelsen

opholdstilladelse i henhold til Udlændingelovens

§ 7, stk. 2 – beskyttelsesstatus.

Til trods for, at han havde

været politisk forfulgt på grund af

moderens politiske aktiviteter, fik

Ashkan ikke konventionsstatus, som

vi havde forventet.

Beskyttelsesstatus opleves ofte som

utilstrækkelig for de flygtninge, der

har været politisk forfulgt. For dem

er det ofte afgørende at få konventionsstatus

– det vil sige blive

anerkendt som det, de er –

nemlig politiske flygtninge.

Ashkan opholder sig nu i Danmark

med beskyttelsesstatus, men uden

følelsen af anerkendelse af sin situation.

Han lider fortsat af følgevirkningerne

efter tortur og mange års usikkerhed.

Han vil skulle igennem et omfattende

rehabiliteringsprogram for at generobre

dele af den sundhed, han oprindelig

havde. For at føje spot til skade er reglerne

på det sociale område yderligere

blevet ændret, medens Ashkan var

væk. Han er nu i modsætning til familien

sat på den særlig lave ”arbejdsmotiverende”

starthjælp. Dette gælder

også i hele den periode, hvor han ikke

vil kunne arbejde på grund af følgevirkningerne

af det, han har været udsat

for som konsekvens af udvisningen fra

Danmark!

Ashkans historie har været fulgt af

medierne. Blandt andet har journalisterne

Line Fabricius og Hussein

Ferdowsipour lavet en DR Dokumentar

udsendelse: Udvist til tortur, som blev

vist første gang 5. november 2003. For

Ashkan har det været moralsk afgørende

at medvirke til oplysning om forholdene

i Iran og om dansk udvisningspolitik.

Han var blot én ud af 3 iranere, som

sporløst forsvandt efter udvisning fra

Danmark i 1999. Som den eneste af

disse er han dukket op igen og da med

erfaringer, som kun få kan forestille

sig. Hans beretning burde derfor give

myndighederne moralsk anledning til

refleksion.

Foto: RCT

Ashkan sagens vigtigste årstal

1997: Ashkan Panjeheighalehei

(født 1981) kommer til Danmark

med sin mor og søster, søger

asyl – og får afslag.

1999: I april udvises Ashkan og sendes

tilbage til Iran efter selvmordsforsøg.

Ashkan bliver fængslet

kort efter sin ankomst til

Teheran og udsættes for omfattende

tortur i de næste to år.

2000: Ashkans mor og søster får

humanitær opholdstilladelse i

Danmark.

2001: Ashkan løslades fra fængslet

mod kaution.

2002: Ashkan flygter et halvt år efter

løsladelsen via Tyrkiet til en

interneringslejr på den græske ø

Rhodos i okotober 2002.

Ashkans sag vises i DRs

Søndagsmagasinet i november.

RCT erklærer, at Ashkan har

været udsat for tortur. Efter

udsendelsen anmodes

Flygtningenævnet om at genoptage

sagen. Ashkans sag tages

op i Folketingets retsudvalg i

december, men Bertel Haarder

afviser at gribe ind.

2003: Ashkan ankommer i marts til

Danmark og genforenes med

sin mor og søster efter fire år.

Ashkan starter i behandling på

RCT og får i september endelig

asyl i Danmark.

Dokumentarudsendelsen

”Udvist til tortur” vises på DR

i november.

23


24


14.-16. juni 2003: RCT var repræsenteret ved den 14. internationale

verdenskongres for fysioterapeuter i Barcelona i

juni, hvor RCT bidrog med oplæg, workshop og udstilling

om fysioterapeuters forpligtelser og rolle i forhold til behandlingen

af torturoverlevere. På billedet bliver fysioterapeut

Lone Tived interviewet til spansk TV. Foto: RCT


20. juni 2003 udgav RCT og

CDR-Forlag i Århus en tegning-

og digtsamling af den

irakiske kurder og tidligere

RCT-klient Shamal Adel

Salim. Erik Stinus har skrevet

forordet til samlingen. Bogen

koster kr. 198,- og kan bestilles

via RCT eller ved direkte

henvendelse til CDR:

cdr@forlagene.dk

Begivenheder i 2003

2. december var dagen, hvor RCTs nye indsamlingsbeholder blev

indviet i Københavns lufthavn. Skuespiller Ellen Hillingsøe, kendt

fra den Emmy-belønnede Nikolaj og Julie, og fotomodel Malkit

Singh, kendt som årets mand i 1997, hjalp RCT med afsløringen

af indsamlingsbeholderen. Beholderen er vederlagsfrit designet af

reklamebureauet Grey og fremstillet af specialinstitutionen

Sølager og Oest reklame. Foto: RCT

26. juni 2003: FNs internationale dag til støtte for torturofre blev

af RCT markeret på Roskilde Festival, hvor over 40 RCT-frivillige

mødte publikummet med vandrende boder. Her kunne man købe

en RCT t-shirt, få påmalet en RCT tatovering eller melde sig som

RCT-frivillig. Udover de vandrende boder var der også performanceoptræden

samt digtoplæsning fra tidligere klienter på den særlige

Spoken Word scene – organiseret af højskolerne. I festivalens biograf

stod RCT for forevisningen af Jørgen Flindt Petersens film om

Palæstina “De besatte”. Foto: Laura Vera (RCT-frivillig)


2. december 2003 var

dagen hvor RCTs direktør

Jo Asvall fik overrakt

10.000 kr. i støtte til

driften af RCT fra “Prins

Joachims og Prinsesse

Alexandras Fond”.

Foto: Steen Brogaard



11. marts 2003: RCTs sundhedsfaglige direktør (tv) mødte,

sammen med andre menneskeretsorganisationer, den amerikanske

ambassadør for krigsforbryderspørgsmål, Pierre Richard Prosper,

hvor spørgsmål som tortur, acceptable afhøringsmetoder og den

danske Guantánamo-fanges situation blev diskuteret. Foto: RCT


10. december 2003: RCT markerede FNs

menneskerettighedsdag dels i den københavnske Metro

men også ved deltagelse i Amnesty Internationals

lysarrangement omkring søerne. På fire metrostationer

blev rejsende mødt af enten korsang, performanceoptræden,

dans eller musik. Foto: RCT

25


26

Af Henrik Rønsbo, seniorforsker, Forskningsafdelingen

Det er ofte de store projekter, med

store bevillinger, der trækker den store

opmærksomhed. Men bag de tre hernævnte

projekter ligger et netværk af

mindre vidensbaserede organisationer,

som Danidas nye forskningsstrategi

muliggør et tættere samarbejde med.

Antropolog og seniorforsker ved RCT,

Henrik Rønsbo, skriver om et år i

flysæder.

Ayacucho er en provinsby i det peruvianske

højland, tilflugtssted for

internt fordrevne fra borgerkrigen i

begyndelsen af 1980’erne. I 1992, tolv

år efter krigens start, dannede nogle af

universitetets ansatte IPAZ (Instituttet

for Forskning og Fremme af Fred), i

dag et vigtigt omdrejningspunkt i

bestræbelserne på at forlige og forsone

dette splittede regionalsamfund.

En fiktiv rejse mod vest, over 14 tidszoner

og omtrent halvvejs omkring jorden,

fører os til Davao City, den største

by på den filipinske ø Mindanao. Her

arbejder organisationen BALAY i samarbejde

med ansatte på det lokale universitet

med at udvikle projekter, der

kan støtte internt fordrevne fra Mindanaos

landområder. Støtten, der er både

materiel og psykosocial, har været ydet

siden en stor regeringsoffensiv i 2000

fordrev næsten en million landsbyboere

fra deres hjem.

I Nkomazi, Sydafrika, ligger Masisukumeni

Women’s Crisis Centre, en

privat sundheds- og menneskerettighedsorganisation,

hvis grundlægger

indledte sit arbejde i Nkomazi blandt

traumatiserede flygtninge fra Mozambique

som en del af sin forskning. Han

grundlagde siden en forskningsbaseret

organisation, der arbejder med kvinder,

der har været genstand for overgreb og

Netværk på tværs af regionerne

vold. Disse organisationer arbejder alle

med krigsenker, kvindelige overlevere

efter politisk vold. De hjælper kvinder

og søger samtidig også at forebygge

nye overgreb.

I Peru er krigsenker i Ayacucho traumatiserede,

isolerede og udsat for

fortsatte overgreb. På Mindanao kan

væsentlige konflikter forudses, når

enkerne skal vende hjem til tidligere

landsbyer, mens de i Sydafrika, som

tidligere havde en fremtrædende placering

som revolutionens enker, i dag

oplever overfald og voldtægter. Ofte

ser vi kun disse vigtige forskelle gennem

mødet og diskussion med andres

virkeligheder.

Netværk

Netværk består af mennesker, der

berøres og berører hinanden. På tværs

af tidszoner og kontinentalsokler har

politiske og sociale konflikter berørt

lokale intellektuelle blandt universitetsansatte

i Sydafrika, Peru og på Filippinerne.

De iværksætter sjældent de

store, omkostningskrævende projekter,

de arbejder humanistisk eller politisk,

men altid vidensbaseret, ofte i mindre

lokale organisationer baseret på netværk,

der krydser både videnskabelige

fag og de lokale religiøse, etniske og

sociale skel, der skabes og vedligeholdes

af konflikt.

Men de netværk, der skaber lokal

handling, eksisterer også globalt.

Tråden fra Mindanao til Nkomazi og

videre til Ayacucho er ikke kun en forestillet

forbindelse, det er også besøg,

møder og strømme af e-mails.

I skyggen af store bidrag

For organisationer som IPAZ, BALAY

eller Masisukumeni, der lever af bidrag

fra større bidragsydere (FN, EU,

Danida eller andre nationale bistandsorganisationer)

er globale netværk

med ligesindede organisationer i Syd

både omkostningsfulde og usikre.

Bidragsydere betaler oftest kun for

konkrete projekter og målbare indsatser.

Medarbejderes rejser koster tid,

arbejdsplanerne skrider, og få donorer

financierer vidensopsamling, udredning

og forskning i Syd. Når konflikten

i områderne omkring Ayacucho er

bilagt og bidragene tørrer ud, forsvinder

erfaringerne med, hvordan man

udvikler nye modeller, der inddrager

både forebyggelse og rehabilitering, og

på Mindanao starter de forfra.

En ny strategi for forskning i Syd

Styrkes den faglige udvikling hos disse

organisationer, styrkes også deres

langsigtede overlevelsesmuligheder,

når volden som i dagens Sydafrika forandres

fra at være politisk i kampen

om staten til at være social, rettet mod

kvinder. Netværk sikrer, at erfaringerne

fra de forebyggende indsatser, udviklet

blandt kvinder i Sydafrika, bruges i

designet af projekter blandt krigsenker

i Ayacucho og kan, hvis genbosættelserne

tager fart på Mindanao, spare

væsentlige ressourcer og tid.

Danidas nye strategi for støtte til forskning

i Syd støtter disse netværk. I netværk

som disse diskuteres, hvorledes

beskyttelsen af krigsenker mod fortsat

vold og fortsat marginalisering bedst

kan gennemføres. Arbejdet er tidskrævende,

men selv bløde flysæder

kan være midlet til at svare på hårde

spørgsmål.

IPAZ er en forskningsbaseret sundheds- og

menneskerettighedsorganisation i Peru. Den

gennemfører projekter til forebyggelse af vold

mod cocabønder i områder, hvor kriminelle

netværk og militæret kæmper om magten.

IPAZ forebygger social vold gennem psykosociale

indsatser i højlandets landsbyer.

BALAY er en sundheds- og menneskerettighedsorganisation

i Filippinerne. BALAY arbejder med

et fællesskabsperspektiv og forsøger gennem sine

indsatser at forebygge fortsatte overgreb på

internt fordrevne og samtidig forøge deres psykosociale

velfærd. Derudover organiserer BALAY

menneskerettighedstræning og fortalervirksomhed

med det formål at forebygge yderligere

overgreb.

MASISUKUMENI er en lille ngo i det østlige

Sydafrika. Den arbejder med arven fra apartheid-regimet.

Mænd i Nkomazi rejser stadig til

de store byer efter arbejde og de lange perioder

med adskillelse fra familien medfører ofte, at

kvinder udsættes for vold og overgreb under

mændenes besøg. Masisukumeni arbejder med

at forebygge sådanne overgreb og med støtte

til ofrene.

27


28

Rehabiliteringen på RCT bygger på

organisationens sundhedsfaglige fundament

og på den del af RCTs virksomhed,

som er rettet nationalt. Den indbefatter

forskellige typer af ambulant behandling

af torturoverlevere blandt flygtninge

i Danmark, videreudvikling af interventionsmetoder

både på individ- og

familieniveau samt erfaringsudveksling

og kapacitetsopbygning inden for det

social- og sundhedsfaglige område i

Danmark.

Rehabilitering

på RCT

Der henvises fortsat langt flere torturoverlevere

til behandling på RCT, end

vi har kapacitet til at tage i behandling.

I 2003 blev 176 nye klienter henvist til

RCT. Dette er en nedgang sammenlignet

med året før, hvor vi modtog 215

henvisninger. Nedgangen hænger formentlig

sammen med, at antallet af

flygtninge, som får asyl i Danmark, er

faldet meget som følge af politiske

stramninger på udlændingeområdet.

Henvisningerne blev vurderet i forhold

til behandlingsbehov, relevans for RCTs

forskning og metodeudvikling samt

kapacitet. Hovedparten af henvisningerne

blev fundet relevante for et tilbud

på RCT, men over halvdelen måtte

afvises pga. manglende kapacitet. Af

de henviste startede 30 mænd/kvinder

i individuelle, tværfaglige rehabiliteringsforløb,

8 kvinder blev optaget i

gruppeterapi og 26 voksne blev optaget

i psykoedukation for familier sammen

med 48 børn.

Af Jean Hald Jensen, afdelingsleder, Rehabiliteringsafdelingen

Det tværfaglige individuelle rehabiliteringstilbud

varetages af to team bestående

af psykoterapeuter, fysioterapeuter,

socialrådgivere, læger og sekretærer.

Den tværfaglige team-indsats er ydet

over for 52 klienter i forløb, der blev

videreført fra 2002, 30 nyopstartede

klienter samt opfølgning eller ad hoc

ydelser givet til ca. 50 tidligere klienter.

I 2003 har der været stor opmærksomhed

omkring kvalitetsudvikling af dette

tilbud såvel

tværfagligt som

fagspecifikt og

organisatorisk.

Herunder er der

arbejdet med

servicemål, videreudvikling

af

tværfaglige redskaber

så som

konferencer,

behandlingsplaner,

klient- og

ansvarsgruppemøder

samt udvikling af metoder og

specifikke redskaber inden for henholdsvis

den psykoterapeutiske-, den

lægelige-, den fysioterapeutiske- og

socialrådgiver-praksis.

Gruppeterapi for kvinder, der startede

som et pilotprojekt i 2002, har givet

RCT nogle meget positive erfaringer.

Gruppen ledes af en psykolog, der

samarbejder med en fast tolk. I 2003

afsluttede 7 kvinder et etårigt gruppeterapiforløb,

og 8 kvinder startede i en

ny kvindegruppe. Et vigtigt resultat af

arbejdet med kvindegrupperne er den

tillid, som gruppeprocessen har skabt

blandt kvinderne, hvilket bl.a. har

resulteret i, at den første kvindegruppe

efter afslutningen på RCT, har fungeret

helt selvstændigt som en selvhjælpsgruppe.

Psykoedukation for familier har været et

tilbud på RCT siden 2001. I 2003 blev

der afholdt et opfølgningsseminar for

8 familier, som havde deltaget i psykoedukation

i 2002. Endvidere blev 2 nye

kurser, af hver 2 dages varighed afholdt

for henholdsvis 6 familier og 5

familier. Fremmødet til kurserne har

været højt. Evalueringerne peger på, at

deltagerne efter kursusdeltagelsen oplever

forbedringer i deres situation. Som

eksempler kan nævnes: mindre isolation,

bredere ydre netværk, styrket forældrerolle

og genvundet tillid til andre.

Evalueringer fra kursisterne har gentagne

gange peget på, at kurset er for

kort, derfor er planen, at kurserne

fremover vil blive udvidet til 3 weekender

á 2 dage.

Netværket af frivillige blev videreført i

2003. Dette netværk blev i 2002 etableret

som en gruppe under Dansk

Flygtningehjælps frivillignetværk med

henblik på at støtte torturoverleveres

sociale integration i det danske samfund.

Der er formidlet kontakt til 20

frivillige. Alle har stadig kontakt med

de formidlede frivillige, og Netværket

bliver vurderet positivt af alle brugere,

der skønner, at de frivillige har og har

haft en positiv effekt på deres liv.

Siden RCTs start har organisationen

set det som en vigtig opgave at medvirke

til opbygning af dansk kapacitet

for rehabilitering af torturoverlevere. Vi

har derfor også i 2003 søgt at formidle

den indhøstede erfaring med rehabilitering

af torturoverlevere til det øvrige

social- og sundhedsvæsen i Danmark.

Dette er gjort gennem undervisningsaktiviteter

for sygeplejersker, fysioterapeuter,

socialrådgivere, praktiserende

læger, læger i forsvaret, psykologer,

tolke og pædagoger samt en række

tværfaglige grupper f.eks. i Integrationsministeriet

og inden for retspsykiatrien.

Hertil kommer undervisning af studerende,

hvoraf nogle laver deres

specialeopgave på RCT, samt en række

studiebesøg på RCT.

RCT forsker i konsekvenser

af tortur (psykiske,

fysiske, sociale) både for

den enkelte torturoverlever

og for de torturramte

samfund. Endvidere forskes

i behandlingsmetoder

samt årsager til og

forebyggelse af tortur. Det

overordnede formål er at

udvikle kvaliteten og effekten af

RCTs og partneres intervention inden

for rehabilitering og forebyggelse. I

Handlingsplanen for 2003-2006

omfatter dette fokusområde 6 strategier,

og nedenstående gøres kort status

over aktiviteterne inden for de enkelte

strategier.

Videnscentret indsamler, systematiserer

og formidler viden om tortur og

organiseret vold med henblik på at

rådgive såvel danske som internationale

brugere i spørgsmål vedrørende

rehabilitering og forebyggelse samt om

de biologiske, psykologiske og sociale

effekter af tortur og anden organiseret

vold. Arbejdet foregår i samarbejde

med Dokumentationsafdelingen og i

faglige netværk, der bl.a. omfatter

European Network Research Group.

Man arbejder primært med at beskrive

praksis inden for de faglige funktionsområder.

Kvalitetsudvikling, monitorering og forløb

af rehabiliteringen er iværksat som

basisredskaber for kommende effektundersøgelser.

De seneste år har 2 forskningsprojekter

fokuseret på rehabiliteringsforløbet

hos en gruppe af klienter med henblik

på at påvise ændringer i sundhedstilstanden

hos torturoverlevere før og

under behandling. Undersøgelserne

består af to dele. Den ene omfatter 97

Af Sven Arvid Birkeland, seniorforsker, Forskningsafdelingen

Seks kerner i

forskningen

personer, der blev visiteret til behandling

på RCT i 2001-2, mens den anden

omfatter 232 personer, som blev

behandlet på RCT i 1991-3. Status for

de to projekter er som følger:

• Den fysiske forløbsundersøgelse:

Datamaterialet er indsamlet, og

analyserne påbegyndes i sommeren

2004.

• Den psykiske forløbsundersøgelse

er i den afsluttende fase med analyse

af det indsamlede datamateriale.

Færdiggørelse med henblik på indlevering

til ph.d. forventes i forsommeren

2004.

En undersøgelse af ultralydsscanning

af fødder hos torturoverlevere udsat

for falanga foregår i samarbejde med

Parker Instituttet på Frederiksberg

Hospital. Dataindsamlingen er

begyndt.

I et studie om fængselspersonalets

uddannelse i Nigeria undersøges nigerianske

fængselsvagters uddannelse og

hverdagspraksisser med henblik på at

afdække deres forståelse af menneskerettighedstræning.

Færdiggørelse med

henblik på indlevering til ph.d. forventes

sidst på sommeren 2004. Læs artiklen

om det nigerianske fængselsvæsen.

RCT indgår i et netværk af forskere

inden for området. Desuden er 2 studier

om interventioner i lokalsamfund

iværksat:

• Former for intern fordrivelse

og mobile livsstrategier

før, under og

efter den væbnede konflikt

i Peru. En artikel er

indsendt til bedømmelse.

• Maskulinitet og etnisk

identitet i El Salvador.

Udkast til kapitel i en bog er udarbejdet.

En registerbaseret kohorte omhandlende

flygtninge/indvandrere i Danmark

er under etablering til benyttelse ved

forskning af torturs indflydelse på sociale,

sundheds- og integrationsmæssige

aspekter.

Endvidere omfatter strategien 2 studier

af børn, unge og familier, som er ofre

for organiseret vold. Studierne fokuserer

på henholdsvis traumatiske oplevelser

og mentale sundhedsproblemer blandt

flygtninge.

• Unge flygtninge i Danmark:

Dataindsamling til et projekt om

asylsøgende flygtningebørns traumatiske

oplevelser og mentale

helbred blev afsluttet i 2002. I 2003

er arbejdet med analyse blevet indledt.

To artikler er færdiggjort.

Desuden er et speciale i antropologi

færdiggjort på basis af de kvalitative

data fra undersøgelsen, og arbejdet

med artikelskrivning på baggrund

heraf er indledt.

• Unges udvikling og modstandsdygtighed

i zoner med organiseret

vold er et samarbejdsproject med

RCTs partner i Gaza og Tampere

Universitet i Finland. En artikel er

udarbejdet.

29


30

Albanien

Albanian Centre for Torture and

Trauma (ARCT). Samarbejdet vil fra

2004 ændre karakter, da Danidas

finansiering til projektet ophører.

Organisationen vil dog modtage EUmidler

et stykke tid endnu.

Samarbejdet har i løbet af 2003 ændret

program og dermed formål og fokus.

Fra primært at behandle og re-socialisere

tidligere politiske fanger til mere

forebyggelse og forskning. Dette giver

RCT mulighed for at eksperimentere

med en ny form for partnerskab baseret

på fagligt samarbejde om emner og

indsatser, som både RCT og partneren

prioriterer.

RCT har givet inputs på forebyggelsesog

forskningsområdet.

Dialog med ARCT omkring fremtidigt

samarbejde har bl.a. resulteret i en

projektidé om ratificering og implementering

af Tillægsprotokollen til

FNs Torturkonvention på Balkan.

Bangladesh

Bangladesh Rehabilitation Centre for

Trauma Victims (BRCT) i Dhaka.

Projektet bidrager til at reducere tortur,

organiseret vold og udvikle sundhedssektoren

til at behandle ofre. BRCTs

fortalervirksomhed er meget stærk,

f.eks. har centeret udviklet et varslingssystem.

Ligeledes har BRCT skabt netværk

af grupper, der forebygger tortur

ved hjælp af oplysning til og undervisning

af journalister, advokater, læger

og menneskerettighedsaktivister, som

rykker ud til politistationer, når der indløber

meldinger om tortur.

RCT bidrager blandt andet med kapacitetsopbygning

af organisationens

behandling.

Ecuador

Fundación para la Rehabilitación

Integral de Víctimas de Violencia

(PRIVA). Samarbejdets overordnede

formål var at bidrage til udryddelsen af

tortur i landet gennem holdnings- og

adfærdsændring hos ansatte i strafferetsplejen

og fængselsvæsen; gennem

uddannelse af mediefolk; samt uddan-

RCTs samarbejdspartnere

Af Stina Thurøe, projektsekretær, International Afdeling

nelse til fængselspersonale i behandling

af indsatte. RCT har bidraget med

inputs til rehabilitering og forebyggelse.

Samarbejdet ophørte i efteråret 2003.

Gaza (Palæstina)

Gaza Community Mental Health

Programme (GCMHP). Det overordnede

formål er at mindske forekomsten

og følgerne af både israelsk og

palæstinensisk tortur og organiseret

vold. Dette foregår gennem rehabilitering

i form af behandling og støtte til

ofre og deres familiemedlemmer; gennem

kapacitetsopbygning af sundhedssektoren

og undervisning i mental

sundhed og menneskerettigheder, af

nøglepersoner i civilsamfundet; forebyggelse

i form af undervisning af politi,

networking, fortalervirksomhed, oplysning

og forskning.

RCT bidrager med inputs til kapacitetsopbygning

af GCMHP. RCT, GCMHP

og Universitetet i Helsinki er involveret

i et forskningssamarbejde.

Guatemala

Ærkebiskoppens Menneskerettighedskontor,

Oficina de Derechos Humanos

del Arzobispado de Guatemala

(ODHAG), har til formål at konsolidere

den nationale kapacitet for psykosocial

støtte til ofre udsat for tortur og

organiseret vold i lokalsamfundet og at

genetablere de sociale netværk, der

blev ødelagt af 36 års borgerkrig. Dette

udføres gennem kapacitetsopbygning

af ODHAGs personale samt af personale

ude i 7 bispe-distrikter.

Programmet går endvidere ud på at

yde behandling og støtte til de tilknyttede

lokalsamfund og frivillige.

Opbygning og styrkelse af interinstitutionelle

netværk af organisationer, der

arbejder for psykosocial rehabilitering,

søges derigennem også styrket.

Honduras

Centro de Prevención, Tratamiento y

Rehabilitación de las Víctimas de la

Tortura y sus Familiares (CPTRT), i

hovedstaden Tegucigalpa. Den har til

formål at forebygge tortur og organiseret

vold og behandle ofre herfor.

For at opfylde sit formål har CPTRT

indgået epokegørende aftaler om samarbejde

med Sikkerhedsministeriet i

Honduras, med FN organisationen

ILANUD (Latinamerican Institute for

the Prevention of Crime and the

Treatment of Offenders) i Costa Rica.

CPTRT udfører et stort arbejde i fængsler

både for indsatte og personale i

form af kurser i menneskerettigheder,

konfliktløsning og selvværd. Grundet

et meget repressivt styre var CPTRT i

2003 udsat for vandalisering af deres

kontor og dødstrusler mod personalet.

RCT bidrager til projektet med input

til rehabilitering, forskning og forebyggelse.

RCT og CPTRT har netop fornyet

projektsamarbejdet samt indgået

forskningssamarbejde mellem CPTRT,

Universitetet i Tegucigalpa, RCT og

Københavns Universitet.

Kosova

Kosova Rehabilitation Centre for

Torture Victims (KRCT), beliggende i

Prishtina. Samarbejdet vil fra 2004

ændre karakter, da Danida-finansieringen

ophører, anden finansiering er dog

sikret til 2006. Det har haft til formål

at rehabilitere ofre for tortur og krigstraumer,

at arbejde for forebyggelse af

tortur og organiseret vold samt at yde

kapacitetsopbygning til KRCT og det

offentlige sundhedssystem. Det seneste

år er blevet brugt til at videreudbygge

en strategi for bæredygtighed.

Projektet blev positivt evalueret i 2003

af en ekstern evaluator.

RCT har leveret et massivt fagligt input

med henblik på at styrke partneren og

projektets bæredygtighed. Dialog med

KRCT omkring fremtidigt samarbejde

har bl.a. resulteret i en projektidé om

ratificering og implementering af Tillægsprotokollen

til FNs torturkonvention

på Balkan.

Sri Lanka

Family Rehabilitation Centre (FRC),

Colombo i Sri Lanka, har mobile klinikker

i det østlige og nordlige Sri Lanka.

FRC behandler ofre for tortur og krigstraumer,

underviser sundhedssektoren

og bidrager til at forebygge tortur

begået af militær, politi og fængselsvæsen

i Sri Lanka. FRCs kapacitet er

udbygget med hjælp fra RCT med

træning i behandlingsmetoder, kommunikation,

administration og ledelse.

Projektfasen er afsluttet pr. 31. december

2003 og en udfasningsperiode på

2 år er påbegyndt pr. 1. januar 2004.

I juni måned lagde København hus

til den årlige partnerskabsworkshop,

hvor alle partnere var repræsenteret.

Foto: RCT

31


32

Publikationsliste 2003

Berliner P, Fenger PH, Kjærulf F:

Psykologi og udviklingsbistand. Psykologisk

Set 20 (51): s. 31-39. Psykologisk Forlag. 2003.

Berliner P, Fenger PH, Kjærulf F:

Rehabilitering og community-psykologi.

I: Stepputat F (red.): Nye prioriteter i bistanden.

Den ny verden 1. Dansk Institut for

Internationale Studier, København. 2003.

Berliner P, Wiking M, Blob M: Selvet i et kulturelt

perspektiv. I: Bertelsen P, Hermansen

M, Tønnesvang J (red.): Vinkler på selvet – en

antologi om selvbegrebets anvendelse i psykologien.

Klim, Århus, s. 279-295. (2002).*

Berliner P, Wiking M, Blob M: Forskellighed –

Respekten for det enkeltstående. I: Løw O,

Svejgaard E (red.): Psykologiske grundtemaer.

Kvan, Århus, s. 336-350. (2002).*

Blob M, Berliner P, Wiking M, Sema A: At få

sjælen med. Socialpsykiatri og mennesker

med anden etnisk baggrund end dansk.

Videnscenter for Socialpsykiatri, København.

2003.

Danielsen L, Gniadecka M, Thomsen HK,

Pedersen F, Strange S, Nielsen KG, Petersen

HD: Skin changes following defibrillation. The

effect of high voltage direct current. Forensic

Science International 134: s. 134-141. 2003.

Fenger PH, Berliner P: Det onde. I:

Karpatschof B, Prætorius N, Olsen OA,

Berliner P, Diderichsen B, Møhl B, Bang J

(red.): Psyke & Logos. Psykologisk Forlag,

København, s. 257-275. 2003.

Jefferson AM: Psykologisk feltundersøgelse

blandt nigerianske fængselsbetjente.

Psykologisk Set, December: s. 55-73. 2003

Jefferson AM:.Therapeutic Discipline?

Reflections on the penetration of sites of control

by therapeutic discourse. Outlines: Critical

Social Studies Vol. 1: s. 3-13. 2003.

Kessing PV: Ny tillægsprotokol til FNs torturkonvention

– Dansk ratifikation og implementering.

EU-ret og Menneskeret 4: s. 153-174.

2003.

Magnussen T: Nye besøgstider: FN vedtager

tillægsprotokol mod tortur. FN-bladet, nr. 2, s.

6-7. 2003.

Magnussen T: Not a word about torture. New

Times, nr. 51 (The Red Cross Asylum

Department), s. 9 2003.

Magnussen T: Tillægsprotokollen. FN-bladet,

nr. 3, s. 7. 2003.

Olsen JS: Flyktninger og innvandrere. I:

Hunskår S (red.): Almennmedisin, Gyldendal,

Oslo, s. 771-773. 2003.

Rønsbo H: The Embodyment of Male

Identities: Alliances and Cleavages in

Salvadorean Football. I: Dyck N Archetti EP

(red.): Sport, Dance and embodied identities.

Berg, Oxford, New York, s. 157-175. 2003.

Kongrespræsentationer, kronikker,

specialer, oversatte værker m.v.:

Amris S, Prip K: Falanga Torture. Diagnostic

Considerations. Assessment and Treatment.

RCT, København. 2003.

Bek-Petersen K: At skabe hjem imellem fortid,

nutid og fremtid – en analyse af 12 livshistorier

fortalt af unge danskere med flygtningebaggrund

i Mellemøsten. Kandidatspeciale.

Institut for Antropologi. Københavns

Universitet. 2003.

Birkeland SA: Transplantation uden grænser?

Kronik i Berlingske Tidende. 22. marts 2003.

Birkeland SA: Fagre nye gen-verden. Kronik i

Kristeligt Dagblad. 15. marts 2003.

Birkeland SA: SARS – en påmindelse om menneskelig

sårbarhed. Kronik i Kristeligt

Dagblad. 23. maj 2003.

Haagensen JO: Partners in development. FAU

Conference Report, Foreningen af Udviklingsforskere

i Danmark, København, s. 99-104.

(2002)*

Haagensen JO: The Political Construction of

Indigenous Peoples, Forests and State –

Looking at Roles of Local Institutions in Joint

Forest Management in Jhabua, Madhya

Pradesh, India. Ph.d.-afhandling. Roskilde

Universitetscenter. 2003.

Holm GB: Ofre for sandheden? Om marginalisering

af chilenske torturoverlevere som effekt

af den chilenske nationale sandheds- og forsoningskommissions

sandhedsproduktion.

Kandidatspeciale. Internationale

Udviklingsstudier, RUC.

Jacobsen L, Bjerregaard T: RCTs undervisning

af sygeplejelærere om torturoverlevere i perioden

1992- 2002 – Evaluering af undervisningen.

RCT. 2003.

Jacobsen L. Torture Survivors. Udgivet på

koreansk. KRCT, Seoul, Korea. 2003.

Jefferson AM: Nigerian prisons: crime prevention

or criminal? Kongrespræsentation ved

31st Annual Conference of European Group

for the Study of Deviance and Social Control.

Köln. 2003.

Jefferson AM: Reforming Prisons in

Democratic, Developing Countries –

Questioning a Global(ising) Agenda. I:

Conference Report: Tough on Crime…Tough

on Freedom. Centre for Studies in Crime and

Social Justice, England, s. 120-128. 2003.

Jefferson AM: Learning discipline/disciplined

learning: Nigerian prison staff training.

Præsentation på the Biennial Conference of

the International Society for Theoretical

Psychology. 2003.

Jefferson AM: Towards Practice Based

Understanding of Capacity Development –

Lessons from Prison Staff Training. FAU conference

– Capacity Building and Education in

Development. Foreningen af

Udviklingsforskere i Danmark, København, s.

92-96. 2003.

Madsen AG: What is counselling?

Arbejdspapir i forbindelse med workshop i

Nottinghamshire. 2003.

Magnussen T: Menneskerettigheder: Dansk

sejr i arbejdet mod tortur. Politiken. 4. januar

2003.

Magnussen T: Multietnisk Kosovo er muligt.

Information. 26. maj 2003.

Montgomery E, Foldspang A: PTSD in refugee

children: Can a separate diagnostic entity be

justified? Abstract ved VIII European

Conference on Traumatic Stress, Berlin. 2003.

Prip K, Tived L, Holten N: Physiotherapy for

Torture Survivors. (Oversættelse af bogen til

farsi). 2003.

RCT Working Paper Series #1: RCTs 20 års

jubilæumssymposium, 30. oktober 2002.

Udgivet i december 2003.

Salim, SA: Himlen behøver sine stjerner.

(RCT-støttet udgivelse af digtsamling af

tidligere klient hos RCT med forord af Niels

Helveg Petersen). Udgivet af RCT og CDR

Forlag. 2003.

Shapiro AC, Jefferson AM: Persons and institutions

under duress: challenges, resistance

and reproduction. Præsentation på the PIFF

conference: Beyond Educational Psychology.

2003.

* Publikationen udkom i 2002, men tilgik

først RCT i 2003, hvorfor den medtages her,

da den ikke figurerer på publikationslisten for

2002.

Årets donationer

RCT har med stor tak modtaget

følgende donationer fra danske

fonde og legater:

Hvor intet formål er anført, er beløbet

givet til RCTs generelle arbejde

BG Fonden, kr. 50.000

til forskningsprojekt “Psykiske symptomer

og social tilpasning hos unge flygtninge fra

Mellemøsten”

Grosserer Andreas Collstrop og søn

Rudolf Collstrops Mindelegat,

kr. 50.000

Danisco’s Fond, kr. 25.000

Aase og Ejnar Danielsens Fond,

kr. 100.000

Aase og Ejnar Danielsens Fond,

kr. 100.000 kr.

til forskningsprojekt ”Psykisk helbred,

sociale relationer og livskvalitet blandt

flygtninge før, under og efter behandling

for torturfølger”

Læge Sofus Carl Emil Friis og hustru

Olga Doris Friis Legat, kr. 250.000

til forskningsprojekt “Psykisk helbred,

sociale relationer og livskvalitet blandt

flygtninge før, under og efter behandling

for torturfølger”

Familien Hede Nielsens Fond,

kr. 10.000

Ernst og Vibeke Husmans Fond,

kr. 25.000

Henrik Henriksens Fond,

kr. 60.000

til forskningsprojekt ”Psykisk helbred,

sociale relationer og livskvalitet blandt

flygtninge før, under og efter behandling

for torturfølger”

Illum Fondet, kr. 25.000

til forskningsprojekt ”Psykisk helbred,

sociale relationer og livskvalitet blandt

flygtninge før, under og efter behandling

for torturfølger”

Konsul Georg Jorcks Fond,

kr. 30.000

Asta og Jul. P. Justesens Fond,

kr. 100.000

til Psykoedukation

Lisa og Gudmund Jørgensens Fond,

kr. 10.000

Lippmann Fonden,

kr. 10.000

Margrethe og Johs. F. la Cours Fond,

kr. 1.000

Ambassadør M.G. Melchior og

hustrus Legat, kr. 10.000

Elly Valborg og Niels Mikkelsens Fond,

kr. 50.000

til forskningsprojekt ”Psykisk helbred,

sociale relationer og livskvalitet blandt

flygtninge før, under og efter behandling

for torturfølger”

Det Obelske Familiefond,

kr. 25.000

Prins Joachims og Prinsesse Alexandras

Fond, kr. 10.000

Käthe, Andreas og Ida Simonsens

Mindefond, kr. 10.000

Simon Spies Fonden, kr. 27.000

til indkøb af TNS-behandlingsapparatur til

torturoverlevere med kroniske smerter

Skandinavisk Tobakskompagni,

kr. 30.000

Sygekassernes Helsefond,

kr. 250.000

til forskningsprojekt ”Fysisk helbred og social

funktion blandt flygtninge under og efter

behandling for torturfølger”

Forskningsbidrag

RUF-bevilling fra Center for Udviklingsforskning

til ph.d.-studerende på RCT,

kr. 339.498

Testamentariske gaver

Boet efter Niels Groule, kr. 477.341

Boet efter Grete Alsted, kr. 105.117

Bidrag fra privatpersoner

kr. 123.992

Selv om en stor del af RCTs nationale

og internationale virksomhed finansieres

af Udenrigsministeriet, er det af uvurderlig

gavn for RCTs arbejde at modtage støtte

fra private personer og fonde, idet de

giver RCT mulighed for at igangsætte

aktiviteter, som ellers ikke kunne gennemføres.

Det er af overordentlig stor betydning for

klienterne, torturofrene, at RCT

har et økonomisk fundament i den

danske befolkning.

33


Efterord

34

Helt fra sin fødsel i 1982 har RCT

været en organisation i stadig

bevægelse og udvikling, en organisme

som har været vanskelig at holde

pænt på plads inden for en klassisk,

bureaukratisk struktur. Op igennem

80’erne og 90’erne sydede organisationen

af energi, og den blev et af

verdens første og største centre for

rehabilitering af torturoverlevere.

Dens ledere spillede en afgørende

rolle for etableringen af lignende

centre rundt omkring i verden, samtidigt

med at de var vigtige samarbejdspartnere

i Udenrigsministeriets

succesrige mobilisering af FN-systemet

i kampen mod tortur, som resulterede

i vedtagelsen af Torturkonventionen i

1984 og senere Tillægsprotokollen af

2002.

Det energiske arbejde tiltrak offentlig

opmærksomhed, og statens tilskud

til organisationen øgedes jævnt –

men med det også de bureaukratiske

krav til ”orden i papirerne”. En serie

eksterne konsulentundersøgelser

blev derfor igangsat af Udenrigsministeriet

i anden halvdel af 90’erne.

Resultatet blev, at International

Rehabilitation Council for Torture

Victims (IRCT) i 1998 blev udskilt fra

RCT som en selvstændig organisation.

RCT fik samtidig et stærkt nyt mandat

til at udvikle 9 større, Danida-finansierede

udviklingsprojekter mod tortur

i Syd. Endvidere kom et nyt mandat

til forebyggelse af tortur og organiseret

vold (TOV), og endelig et forskningsmandat

– alt i tillæg til, at RCT

fortsatte sin Rehabiliteringsafdeling

for torturoverlevere blandt flygtninge

i Danmark.

Tilbageblik på 2003 – RCTs turbulente

år i konsulentundersøgelsernes tegn

Af Jo E. Asvall, sundhedsfaglig direktør

Imidlertid blev der ikke nogen klar

opdeling af mandaterne mellem den

nye organisation IRCT (som fortsatte

i samme bygning som RCT) og RCT.

Uundgåeligt blev der en stor uklarhed

– både i Danmark og specielt

internationalt – om forskellen imellem

de to organisationer. Da begge

arbejdede med Danida og EU som

donorer, udviklede der sig, naturnødvendigt,

en situation med konkurrence

mellem de to.

I 2001 gennemførte Udenrigsministeriet

en stor, ekstern konsulentundersøgelse

af RCTs udviklingsbistandsprojekter.

Evalueringen var

positiv, og Udenrigsministeriet tilbød

RCT at gå ind i drøftelser, hvorved

RCT ville få delegeret større myndighed

til at køre sit internationale

udviklingsprogram. I efteråret 2002

indledte Udenrigsministeriet derfor

en ekstern konsulentundersøgelse af

RCTs administrative kapacitet – igen

med positivt resultat. Under dette

arbejde besluttede Udenrigsministeriet

imidlertid at udvide undersøgelsen

til også at omfatte IRCT.

Udenrigsministeriet igangsatte derefter

to nye eksterne konsulentundersøgelser,

én af de to organisationers

administration, og en anden af IRCT

og RCTs forskning, samt af RCTs

rehabiliteringsarbejde.

I skrivende stund (marts 2004) er

drøftelserne mellem Udenrigsministeriet

og RCTs bestyrelse endnu ikke

tilendebragt, men konturerne af

RCTs fremtid begynder at tegne sig:

RCT forbliver en selvejende, men

overvejende statsfinansieret institution,

kort sagt et center.

Konsulentrapporterne skitserer en

kraftig udbygning af RCTs Forskningsafdeling,

som er helt afgørende, hvis

RCT skal kunne opfylde anbefalingerne

om forskning inden for rehabilitering

og forebyggelse af tortur, især i Syd.

RCT vil herudover fortsætte sin rehabilitering

af torturoverlevere og sit

internationale udviklingsarbejde,

men mere direkte knyttet til – og

betjene – RCTs forsknings- og

videnscenterfunktion.

De kommende ændringer i mandatet

for RCT og IRCT vil langt hen ad

vejen løse overlapningsproblemerne,

som har været så skadelige for

udviklingen de sidste 5 år. En skillelinie

synes nu at tegne sig mellem på

den ene side RCT som en ”tung”,

videnskabeligt funderet dansk forskningsorganisation

og på den anden

side IRCT som en ”lettere” international

fortaler mod tortur – og en mere

regionaliseret paraplyorganisation

for de flere hundrede rehabiliteringscentre

i verden. Dette vil gøre det let

at se, hvordan RCT og IRCT nu kan

etablere et harmonisk samarbejde,

hvilket vil kunne være til stor gevinst

ikke bare for Danmark, men for hele

den globale indsats mod tortur.

Årsregnskab

Resultatopgørelse, RCT

1. januar - 31. december 2003

(beløb i 1.000 kr.)

Indtægter: DKK

Det Danske Udenrigsministerium. . . . . . . . . . . . . . . . 25.000

DANIDA-finansierede projekter i Syd . . . . . . . . . . . . . 22.195

FNs Frivillige Fond for Torturofre . . . . . . . . . . . . . . . . 263

Tips- og Lottomidler m.m.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317

Fonde og legater, Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 346

Forskningsbevillinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.371

Testamentariske Gaver. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 582

Bidrag, Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

Bidrag, Udland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1

Administrationshonorar, DANIDA . . . . . . . . . . . . . . . 65

Arrangement 26. Juni . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

Diverse Indtægter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139

Indtægter i alt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50.461

Udgifter:

RCTs Politik og Organisationsudvikling . . . . . . . . . . . 1.983

Rehabilitering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9.982

Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 752

Fortalervirksomhed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.506

Videnscenter og Forskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.639

TOV- og Udviklingsprojekter i Syd . . . . . . . . . . . . . . . 25.855

Administration og Tværgående Supportfunktioner . . 3.165

Udgifter i alt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50.882

Indtægter i alt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50.461

Udgifter i alt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50.882

Resultat før renter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . -421

Finansieringsindtægter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 610

Årets resultat,. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

der overføres til egenkapital

Anvendte bevillinger i 2003

(beløb i 1.000 kr.)

DANIDA DKK

Albanien, ARCT. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.126

Bangladesh, BRCT . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.979

Ecuador, PRIVA . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 264

Gaza, GCMHP . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.935

Guatemala, ODHAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.827

Honduras, CPTRT. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.824

Kosovo, KRCT . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.810

Sri Lanka, Colombo, FRC . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.879

Zimbabwe, AMANI. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.551

Bevillinger i alt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22.195

35

More magazines by this user
Similar magazines