Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

Velfærdsproblemer 

hos de danske søer

Rapporten er udarbejdet af 

Oktober 2004 

Oplag: 500 

Layout: Sanne Kjall Egeberg 

Forsidefoto: Scanpix 

Tryk: KLS Grafisk Hus A/S

Indhold 

Forord .................................................................................3 

1. Indledning .................................................................................4 

2. De danske søer ...........................................................................5 

2.1. Soholdet .................................................................................5 

2.2. Soen .................................................................................6 

2.2.1. Fra vildsvin til produktionsso..........................................6 

2.2.2. Aktivitet og døgnrytme..................................................8 

2.2.3. Socialadfærd................................................................9 

2.2.4. Eksploration...............................................................10 

2.2.5. Fouragering og fødeoptag ............................................10 

2.2.6. Termoregulering og eliminering.....................................11 

2.3. Soens cyklus .......................................................................12 

3. Drægtige søer...........................................................................13 

3.1. Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer ..................13 

3.1.1. En æde-/hvileboks pr. so .............................................14 

3.1.2. Fælles ædebokse.........................................................19 

3.1.3. Elektronisk sofodring...................................................21 

3.1.4. Andre systemer til løsgående drægtige søer ....................26 

3.2. Generelle velfærdsproblemer..................................................30 

3.2.1. Gruppering ................................................................30 

3.2.2. Overbrusning .............................................................35 

4. Farende og diegivende søer .......................................................39 


4.1.1. Løsdrift.....................................................................39 

4.1.2. Farebokse ..................................................................40 


4.2.1. Adfærd......................................................................41 

4.2.2. Management af faringen ..............................................45 

4.2.2.1. Faringsinduktion ............................................45 

4.2.2.2. Faringshjælp..................................................46 

4.2.2.3. Dødfødte grise ...............................................47 

4.2.3. Management af kuldet .................................................47 

4.2.3.1. Store kuld .....................................................47 

4.2.3.2. Kuldudjævning ...............................................49 

4.2.3.3. Ammesøer .....................................................50 

5. Goldsøer ...............................................................................52 


5.1.1. Bokse .......................................................................54 

5.1.2. Enkeltdyrssstier ..........................................................55 

5.1.3. Løsdriftssystemer til grupperede søer .............................56 

5.1.4. Samlet diskussion af de tre opstaldningsformer ...............57 


5.2.1. Fravænning................................................................59 

5.2.2. Opspring ...................................................................60 

Velfærdsproblemer hos de danske søer z 1

Indhold 

6. Generelle velfærdsproblemer ...................................................... 61 

6.1. Frustration og stress ............................................................. 61 

6.2. Frygt ................................................................................ 61 

6.3. Overbelægning ..................................................................... 66 

6.4. Fodring ............................................................................... 67 

6.4.1. Restriktiv fodring ........................................................ 67 

6.4.2. Halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold......... 70 

6.4.3. Fodringsrelaterede sygdomme og skader.......................... 73 

6.4.3.1. Mavesår ......................................................... 73 

6.4.3.2. Organdrejning................................................. 76 

6.4.3.3. Vulvabid ........................................................ 77 

6.5. Rode- og beskæftigelsesmaterialer........................................... 81 

6.6. Bokse ................................................................................ 84 

6.6.1. Boksenes størrelse....................................................... 85 

6.6.1.1. Æde-/hvilebokse ............................................. 85 

6.6.1.2. Æde-/insemineringsbokse................................. 88 

6.6.1.3. Ædebokse ...................................................... 89 

6.6.1.4. Farebokse ...................................................... 90 

6.6.1.5. Bokse til fikserede goldsøer .............................. 95 

6.6.2. Adfærdsmæssige konsekvenser af fiksering ...................... 95 

6.6.3. Skift mellem løsdrift og fiksering ................................. 100 

6.7. Gulve .............................................................................. 101 

6.7.1. Løsgående søer ......................................................... 101 

6.7.2. Fikserede søer........................................................... 103 

6.8. Sygdomme og skader ........................................................... 105 

6.8.1. Benproblemer ........................................................... 105 

6.8.2. Urinvejslidelser ......................................................... 112 

6.8.3. Infektiøse og parasitære sygdomme ............................. 113 

6.8.4. Skuldersår ................................................................ 116 

6.8.5. MMA........................................................................ 126 

6.8.6. Behandling og aflastning............................................ 127 

6.8.7. Aflivning.................................................................. 130 

6.9. Aflivede, selvdøde og slagtede søer ....................................... 131 

6.9.1. Aflivede og selvdøde søer ........................................... 131 

6.9.2. Slagtede søer............................................................ 136 

6.10. Avl .............................................................................. 140 

6.10.1. Avlsselskaber .......................................................... 140 

6.10.2.Racer, krydsninger og avlsmål..................................... 140 

6.10.3. Velfærdsproblemer ................................................... 141 

6.11. Transport og slagtning ....................................................... 146 

Referencer .............................................................................. 148 

2 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

Forord 

Dyrenes Beskyttelse har taget initiativ til og finansieret dette udredningsarbejde. Det er sket på 

baggrund af et ønske hos foreningen om at øge opmærksomheden på de velfærdsmæssige problemer 

i det danske sohold og påvirke udviklingen i retning af bedre velfærd for disse dyr. Til formålet 

var der behov for en opsamlende og kritisk gennemgang af den dokumentation, der findes på 

området. Udredningen er foretaget af undertegnede under en orlovsperiode fra min stilling som 

forskningsadjunkt ved Institut for Produktionsdyr og Heste på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. 

I perioden var jeg ansat hos Dyrenes Beskyttelse, men jeg udførte arbejdet fra mit kontor 

på min sædvanlige arbejdsplads. Jeg har haft frie hænder til at udføre opgaven. Undervejs har 

den ansvarlige for svineområdet hos Dyrenes Beskyttelse fungeret som sparringspartner. 

Søers velfærd er et komplekst og omfattende emne. Der er foretaget mange undersøgelser og 

beskrevet mange erfaringer, som kan have betydning. I forbindelse med udredningsarbejdet har 

det naturligvis været nødvendigt at foretage valg i forhold til hvilke problemstillinger, der skulle 

medtages i rapporten, og hvor indgående hver enkelt af disse problemstillinger skulle behandles. 

Disse valg er truffet løbende igennem arbejdsprocessen på baggrund af den viden, der er blevet 

tilvejebragt i projektet, på baggrund af samtaler med fagfolk beskæftiget med områder relateret 

til sohold og/eller dyrevelfærd, og endelig på baggrund af min egen mangeårige beskæftigelse 

med forskning i søers adfærd og velfærd. 

Om end der er truffet valg, har det været ønsket at foretage et udredningsarbejde, hvor de fleste 

velfærdsmæssige problemer i det danske sohold er beskrevet. Dette er årsagen til rapportens 

emnemæssige spændvidde. Formålet har derimod ikke været at foretage en rangordning af de velfærdsmæssige 

problemer i forhold til hinanden, ligesom der ikke i rapporten angives konkrete forslag 

til løsning af problemerne. Dette er langt mere omfattende opgaver end den gennemgang af 

relevant materiale, der er foretaget, og de løses bedst i et krydsfelt mellem flere typer af ekspertise 

og erfaring. Det er imidlertid håbet, at denne oversigt over velfærdsmæssige problemer kan 

stimulere til overvejelser og diskussion af de vilkår, som de danske søer lever under – helst sådan, 

at det munder ud i tiltag til forbedring af søernes velfærd. Dyrenes Beskyttelse har med dette mål 

for øje og med baggrund i rapporten udfærdiget et debatoplæg ”Velfærdsproblemer hos de danske 

søer”. Heri fremhæves de problemstillinger, som foreningen finder mest alvorlige, og anbefalinger 

til forbedring af søernes velfærd på de pågældende områder anføres. 

Frederiksberg, den 21. september 2004 

Birgitte I. Damm 

Dyrlæge, ph.d. i adfærdsbiologi 


1. Indledning 

I EU og Danmark har der i de seneste år været fokus på søers velfærd. I 1997 kom rapporten ”The Welfare 

of Intensively Kept Pigs” (Velfærd hos svin der holdes intensivt) fra EU’s Videnskabelige Veterinære 

Komite. Rapporten gennemgik den daværende viden om en lang række forhold af biologisk og produktionsmæssig 

karakter, der har betydning for svins velfærd. På baggrund af gennemgangen anførte Den 

Videnskabelige Veterinære Komite anbefalinger for, hvordan svins velfærd i højere grad kunne tilgodeses 

i produktionen. Efter rapporten er der både i EU og nationalt blevet gennemført lovgivning med 

henblik på afvikling af fiksering af drægtige søer, tildeling af grovfoder/halm til reduktion af drægtige 

søers sult, overbrusning eller anden anordning til regulering af søernes kropstemperatur, og tildeling af 

redematerialer omkring faring – for at nævne nogle eksempler. Denne lovgivning har medført, at der i 

øjeblikket sker store ændringer i måden, de danske søer holdes på. 

Lovgivningen har til hensigt at tilgodese søernes velfærd, og erfaringer fra nogle af de producenter, 

der har lagt om, viser, at det kan lade sig gøre at skabe et miljø, hvor søerne trives. For 

mange er implementeringen af lovgivningen dog ikke uproblematisk – løsgående drægtige søer 

slås for at etablere en rangorden og få adgang til ressourcer som foder og hvilepladser, overbrusning 

kalker til, og redematerialer omkring faring harmonerer dårligt med spaltegulve – igen for 

blot at nævne nogle eksempler. Der er således store udfordringer forbundet med indarbejdelsen af 

de lovmæssige krav, og det er vigtigt løbende at vurdere de tiltag, der gøres i forhold til hensigten 

om at forbedre søernes velfærd. 

Mange søer er stadig fikserede under drægtighed, hvilket har store velfærdsmæssige konsekvenser 

for søerne. I denne udredning er der dog for de drægtige søers vedkommende lagt vægt på produktionssystemer, 

der har vundet indpas siden EU’s rapport fra 1997. Dette er sket for at opnå en 

analyse af de nye systemer og managementprocedurer i et velfærdsmæssigt perspektiv. 

Den nye lovgivning har især fokuseret på forbedring af forholdene for de drægtige søer. Selvom 

soen i de nye staldsystemer skal gå løs sammen med andre søer i drægtighedsperioden, er det 

stadig tilladt, at hun fikseres i løbe- og fareafdelingerne. For soen medfører fikseringen en række 

begrænsninger af velfærdsmæssig betydning. Mange af de behov, der gennem lovgivningen er søgt 

tilgodeset hos de drægtige søer, er således stadig ikke tilgodeset hos de farende og diegivende 

søer og hos goldsøerne. 

I udarbejdelsen af denne rapport er en stor mængde af den viden, der findes om søers livsvilkår, 

blevet gennemgået, for derigennem at kunne identificere de mest aktuelle problemstillinger. Der 

er brugt mange forskellige typer materiale. Rapporten baserer sig således på videnskabelig litteratur, 

publikationer fra Landsudvalget for Svin under Danske Slagterier, artikler i svinefaglige blade 

og -tidsskifter, information fra internet-sider, og endelig på samtaler med personer med relevant 

ekspertise, hvor der ikke har kunnet findes skriftlig dokumentation. Alle disse typer af information 

er benyttet for bedst muligt at belyse forholdene, som de ser ud i praksis. Der er dog lagt særlig 

vægt på den litteratur, der beskriver søers velfærdsmæssige problemer under danske forhold, hvorfor 

især danske publikationer er blevet benyttet. 

Velfærd er ikke en entydig størrelse. Velfærd er blevet defineret på flere måde og der findes adskillige 

tilgange til emnet (se Johnsen, 2000). De velfærdsproblemer, der beskrives i det følgende er 

derfor oplagte udgangspunkter for diskussion. Udredningen henvender sig til alle med interesse 

for dyrevelfærd og svineproduktion, og det er håbet at den vil stimulere til debat om dyreetik og 

de vilkår, som de danske søer lever under. 


2. De danske søer 

2.1. Soholdet 

Danmark er den 5. største producent af svin i EU målt på det totale antal svineslagtninger og en 

af de største eksportører af svinekød i verden (Kærgaard et al., 2002; Anon., 2002a). I 2003 blev 

der i Danmark produceret i alt 21,761 millioner slagtesvin til slagtning eller eksport (Danmarks 

Statistik, 2004a). De mange svin fødes og opfostres i den første del af deres liv af de ca. 1,134 

millioner søer i det danske sohold (Danmarks Statistik, 2004b). 

Ved svinetællingen 1. kvartal af 2004 var de 1,134 millioner søer i Danmark fordelt på 201.000 

gylte, 674.000 drægtige søer, 39.000 goldsøer, og 220.000 diegivende søer. Derudover var 

243.000 sopolte udtaget til at indgå i soholdet (Danmark Statistik, 2004b). 

Mens antallet af producerede slagtesvin pr. årsso ved Danmarks indtræden i EF lå på 11-12, ligger 

det i dag på mere end det dobbelte (Kærgaard et al., 2002). Bag dette ligger en målrettet indsats 

indenfor avl, opstaldning og management (se Kærgaard et al. (2002) for en detaljeret analyse). 

Der er i erhvervet en forventning om fortsat øget produktivitet. Baseret på 5 års udvikling fra 

1997 til 2002 anses en udvikling som anført i tabel 1 for realistisk (Nielsen og Lundgaard, 2003). 

Tabel 1. Forventet udvikling (modificeret fra Nielsen og Lundgaard, 2003) 

2002 2010 

Antal søer (mio.) 1,1 1,2 

Antal besætninger med søer og slagtesvin 5.200 2.000 

Antal besætninger med søer 1.250 1.200 

Levende fødte grise pr. kuld 11,8 13,5 

Fravænnede grise pr. årsso 23,2 26 

Den produktionsstigning, der er sket fra Danmarks indtræden i EF til nu, er især sket ved at mindske 

staldareal pr. dyr og øge produktion pr. mand (Kærgaard et al., 2002). Dette har betydet mere 

trange opstaldningsformer, mekanisering af fodring og mindre tid til daglig omgang med dyrene. 

Det har ydermere betydet investering i automatiske udmugningssystemer baseret på spaltegulve 

og gyllesystemer, som dårligt kombineres med halm eller anden form for strøelse. Udviklingen har 

således på flere områder trukket i retning af en forringelse af vilkårene for dyrene i staldene (Kærgaard 

et al., 2002). 

Lovgivning fra sidst i 1990’erne og op til nu sætter i højere grad end før dyrenes velfærd på 

dagsordnen (Anon., 1998, 2003a, 2003b). Eksempelvis må den fremtidige udvikling ske under 

hensyntagen til, at dyrene skal have mere plads end de før skulle, og at de igen skal have halm 

eller en anden form for rode og beskæftigelsesmateriale - også selvom det isoleret set kan medføre 

meromkostninger. Lovgivningen er dog stadig et kompromis mellem på den ene side hensynet 

til dyrene og på den anden side hensynet til omkostningsniveauet i den danske svineproduktion 

(Kærgaard et al., 2002). Problemstillingerne omkring areal pr. dyr og produktion pr. mand vedbliver 

derfor – som det vil fremgå af denne rapport – at være aktuelle. 

Den lovning, der er særlig relevant for nærværende rapport fremgår af tabel 2. 


6 z Velfærdsproblemer hos de danske søer 

Tabel 2. De i rapporten omtalte love, bekendtgørelser og direktiver 

Dyreværnslov. Lov nr. 386 af 6. juni 1991. 

Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 323 af 06. maj 2003. 

Lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte. Lov nr. 404 af 26. juni 1998. 

Lov om ændring af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte og lov om indendørs hold af 

smågrise, avls- og slagtesvin. Lov nr. 295 af 30. april 2003. 

Bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr. Bekendtgørelse nr. 707 af 18. juni 2000. 

Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr. Bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994. 

Bekendtgørelse om transport af dyr. Bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964. 

Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport. Bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993. 

Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr. Bekendtgørelse nr. 

674 af 14. juli 2003. 

Lov om dyrlæger. Lov nr. 433 af 09. juni 2004. 

Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger. Bekendtgørelse nr. 927 af 

21. november 2003. 

Kommissionens direktiv 2001/93/EF af 9. november 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF om 

fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin. 

Rådets direktiv 2001/88/EF af 23. oktober 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF om fastsættelse 

af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin. 

2.2. Soen 

For at forstå søers velfærdsmæssige problemer, er det nødvendigt at anskue søer, som individuelle 

dyr med adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, snarere end som et samlet ensartet dyremateriale 

til produktion af smågrise. Til dette formål er indsigt i tamsvinets udvikling og i soens 

adfærd og de mekanismer, der regulerer den, en fordel. I det følgende gives en kort beskrivelse af 

soens udvikling og de adfærdsformer, der har særlig relevans for hendes velfærd under produktionsmæssige 

forhold. 

2.2.1. Fra vildsvin til produktionsso 

Stamfader 

Svinets stamfader er vildsvinet (Clutton-Brook, 1999). Vildsvin har levet vildt i 2-3 millioner år, 

hvor deres genetiske udvikling har været evolutionært bestemt. Tamsvinet har stadig meget tilfælles 

med vildsvinet, og bærer derfor også præg af de millioner af år, hvor tilpasning til livet i 

naturen har været afgørende for stamfaderens udvikling. Dette ses tydeligst på svinenes adfærd. 

Tamsøers adfærdsmæssige repertoire er på meget lig vildsvinesøers. Det er ikke altid direkte synligt 

i stalden, men det viser sig, når søers adfærd undersøges under udendørs naturlige forhold, 

hvor deres adfærdsmæssige repertoire bedre kan udfolde sig. 

Når søers adfærd under staldforhold ikke ligner vildsvinets eller den adfærd, som søer i naturlige 

omgivelser udviser, kan der være to forskellige forklaringer. Det kan være fordi, det under staldforhold 

ikke er nødvendigt for soen at udføre den pågældende adfærd, og hun derfor ikke motiveres 

for den. Eller det kan være fordi staldmiljøet pålægger hende begrænsninger, så hun ikke kan 

udføre adfærden, selvom hun gerne ville. Som eksempel på det første kan nævnes søernes brun-

Figur 1. Vildsvinet er tamsvinets 

stamfader 

Foto: P. F. Johnsen 

stadfærd. Vildsvinesøer og tamsøers brunstadfærd er meget lig hinanden. Søerne stimuleres til at 

komme i brunst af ornens tilstedeværelse i samspil med hormonelle forandringer. Under produktionsforhold 

kan brunsten imidlertid forsinkes, hvis soen ikke har kontakt med en orne (Walton, 

1986). Når soen i denne situation ikke udviser brunstadfærd, er det snarere fordi hun ikke er motiveret 

derfor, end det er fordi, hun forhindres deri af staldforholdene. Faringsadfærden kan nævnes 

som et eksempel på det modsatte. Op til faring motiveres soen for at fjerne sig fra andre søer og 

for at bygge en farerede (Jensen, 1989; Jensen et al., 1993). Dette er ikke muligt for fikserede søerne 

i stalden, men ved nøje studier af søernes adfærd, kan man se, at de alligevel forsøger derpå. 

Når adfærden ikke ses så tydeligt i stalden, er det altså ikke på grund af manglende motivation 

hos soen, men på grund af begrænsningen af soens udfoldelsesmuligheder. 

Domesticering og avl 

Selvom tamsoens adfærd og motivationer på mange måder er lig hendes stamfaders, så har tamsoen 

været udsat for stærke påvirkninger, som har ændret hende drastisk i forhold til det vildtlevende 

vildsvin. Dette ses tydeligst på hendes udseende. Hun er både tabt pelslaget og er blevet 

meget større. Det ses også på hendes reproduktion. Hun kan blive drægtig hele året rundt i modsætning 

til den vildtlevende vildsvineso, der kun føder et eller højst to kuld grise om året (Mauget, 

1981; Dzieciolowski et al., 1992) og samtidig har en kuldstørrelse, der er højst halvt så stor 

som tamsoens (Gundlach, 1968; Mauget, 1981). 

Domesticering af svinet begyndte for omkring 9.000 år siden (Clutton-Brock, 1999). Domesticering 

er en proces, hvor dyret gennem generationer tilpasses livet tæt ved mennesker. Der sker ikke en 

bevidst direkte selektion på de ønskede egenskaber, men det er de dyr, som egner sig bedst til en 

levevis tæt ved mennesker, hvis gener føres videre i de kommende generationer (Giersing, 1999). 

Denne proces har i et vist omfang forandret svinet fra dets vilde stamfader. Det er dog først og 


fremmest den helt bevidste og direkte avl på svinet, der har været gennemført de seneste ca. 70 

år, der er ansvarlig for de meget store forskelle, der er i tamsoens og vildsvinesoens udseende, 

reproduktion og en lang andre række karakteristika. Avlens betydning for søers velfærd vil blive 

nærmere behandlet i kapitel 6. 

2.2.2. Aktivitet og døgnrytme 

Vildsvin, der lever i naturlige omgivelser, bruger omkring 33-45% af døgnet på aktivitet og resten 

på hvile (Briedermann, 1971; Mauget, 1980). De er primært aktive om dagen, men har en hvileperiode 

midt på dagen (Gundlach, 1968). Hvor der er et stort jagtpres kan de dog blive mere aften- 

og nataktivitet (Briedermann, 1971; Graves, 1984). Omkring 85% af aktivitetsperioden bruges på 

eksploration (dvs. undersøgende adfærd) og fouragering (dvs. fødesøgningsadfærd) (Briedermann, 

1971). 

Tamsvin, der i forsøg levede under naturlige forhold, var også dagaktive og brugte omkring 90% 

af dagen på at være aktive, igen primært med undersøgende adfærd og fødesøgning (Petersen 

(1994); Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore (1998)). Aktivitetsperioden hos intensivt 

opstaldede søer udgjorde derimod kun omkring 20% af døgnet (Vestergaard og Hansen, 1984) eller 

så lidt som 2% af dagtimerne (Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore, 1998), omend det 

afhang af tidligere erfaringer med opstaldning (Vestergaard og Hansen, 1984) og hvor varieret 

miljøet var (Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore, 1998). En døgnrytme genfindes også hos 

tamsøer under produktionsforhold. Søerne er udpræget dagaktive med en hvileperiode midt på 

dagen, ligesom hos vildsvin og tamsøer, der lever under naturlige forhold (Vestergaard og Jensen, 

1999). 


Figur 2. Selvom tamsvin af udseende 

ikke ligner vildsvinet, så udfører de 

– når de har mulighed for det – 

adfærd, som er meget lig vildsvinets. 

Foto: P. Jensen

Døgnrytmen er i høj grad fælles for en flok af søer. Det skyldes, at søerne i mange tilfælde er motiverede 

for at udføre en adfærd samtidig med, at flokfællerne udfører den. Den i udgangspunktet 

fælles døgnrytme kan skabe problemer i systemer, der ikke baserer sig på samtidighed, men derimod 

kræver af søerne, at de afventer deres tur i en rækkefølge af søer. Et eksempel er systemet 

med elektronisk sofodring, hvor søerne fodres en for en i en foderstation. Det indebærer, at flokken 

af søer fodres over mange timer i løbet af et døgn. Nogle søer skal således i foderautomaten 

i løbet af hvad, der ellers er søernes hvileperiode (Vestergaard og Jensen, 1999). Det kan være 

en belastning både for den pågældende so og for de søer, hun måtte forstyrre på sin vej til og fra 

stationen – især hvis stien er indrettet, så soen må passerer mange hvilende søer for at komme 

frem til foderstationen. Dette og andre områder, hvor søernes døgnrytme spiller en rolle for deres 

velfærd under produktionsmæssige forhold, vil blive behandlet i de relevante afsnit. 

2.2.3. Socialadfærd 

Svin er sociale dyr og det er del af deres naturlige adfærd at omgås andre svin. Det er da også 

baggrunden for lovgivningens krav om, at svin altid skal kunne se andre svin (Anon., 2003b) og at 

drægtige søer skal være løsgående i grupper (Anon., 1998, 2003a). 

Rangorden og social organisering 

Det forhold, at svinet er en social dyreart, medfører både fordele og ulemper i forbindelse med opstaldning 

og management af grupperede søer. Svin indretter sig både i naturen og under staldforhold 

efter en rangorden. Rangordnens funktion er sikre fordeling af ressourcer (f.eks. foder, vand 

og gode hvilepladser) uden, at det er nødvendigt at kæmpe for dem (Giersing, 1999). Den stabile 

rangorden kræver, at søerne kender hinanden og at rangorden løbende kan afprøves ved mindre 

kontroverser, der afgøres via signaler om dominans og underkastelse. I naturen indebærer dyrenes 

sociale organisering, at de kender hinanden. Flokken består af 4 – 6 søstre og deres afkom (Graves, 

1984). Når hannerne når kønsmodenhed, forlader de gruppen og lever i såkaldte ungkarlegrupper, 

indtil de som ældre hanner lever solitært. De kønsmodne døtre forlader gruppen, når den 

bliver for stor, hvorefter de danner nye søstergrupper. Denne organisering medfører, at søerne kun 

møder nye svin, som de skal have længerevarende kontakt med, ved 3 lejligheder. Den første er, 

når de selv som helt unge grise i en alder af 9 til 12 dage introduceres til moderens flok efter at 

være født på et isoleret redested væk fra flokken (Jensen og Redbo, 1987; Petersen et al., 1989). 

Den anden er, når de som kønsmodne søer kurtiseres af ornen og siden parrer sig (Giersing, 1999). 

Den tredje er, når søerne selv introduceres for deres søstres nye afkom, når disse grise er 9-12 

dage gamle og bliver ført fra reden til flokken af deres moder (Jensen og Redbo, 1987; Petersen 

et al., 1989). Disse lejligheder optræder flere gange i soens liv i overensstemmelse med hendes 

reproduktionscyklus. Samlet betragtet er svin altså sociale dyr, som har udviklet en række avancerede 

mekanismer til at regulere deres sociale liv. Men de er også dyr, der i udgangspunktet kun er 

udviklet til at møde nye svin ved ganske få lejligheder i løbet af en livstid. I produktionen, hvor 

svin blandes mange gange - og ofte på tidspunkter, hvor de ikke er motiverede for at møde fremmede 

individer - kan der opstå problemer, som har velfærdsmæssige konsekvenser. Dette vil blandt 

andet fremgå af kapitel 3, der omhandler løsgående drægtige søer i grupper. 

Social facilitering og rang 

Da svinet er et flokdyr, er det nødvendigt for at flokken kan bestå, at dyrene har en vis tilbøjelighed 

til at gøre de samme ting på de samme tidspunkter. En af de mekanismer, som sikrer dette 

kaldes social facilitering. Ved social facilitering øges et dyrs motivation for at udføre en adfærd 

ved synet, lyden og/eller lugten af et andet dyr, der udfører adfærden (Giersing, 1999). Et ek- 


sempel på socialt faciliteret adfærd hos svin er ædeadfærden. Når en so ser en anden so æde, 

stiger hendes egen motivation for at æde (Giersing, 1999). At søer har denne trang til samtidighed 

i det, de gør og derfor er ganske dårlige til at stå i kø og vente på at komme til at udføre en 

adfærd, de er motiverede for, skal erindres, når man søger at forstå de problemer, der kan opstå 

omkring begrænsede ressourcer i produktionen. Den førnævnte rangorden vil - hvis den er veletableret 

og stabil - regulere adgangen til den pågældende ressource, således at højtrangerende dyr får 

adgang først. Der kan dog, hvis ressourcen er begrænset - eller hvis rangordnen er ustabil - opstå 

kampe mellem dyrene i sådanne situationer. Både de dyr, der fortrænges og de dyr, der aldrig nærmer 

sig ressourcen kan være motiverede for at få adgang til den. Dyr, som ikke nærmer sig f.eks. 

foder eller attraktive hvilepladser, kan altså være både sultne og have behov for at hvile tørt og 

blødt i lighed med de dyr, der kæmper om ressourcen. Men de kender deres plads i rangorden og 

overlader derfor ressourcerne til de højere rangerende flokfæller. Sådanne søer kan naturligvis 

- i lighed med de søer, der åbenlyst kæmper om ressourcerne - have velfærdsmæssige problemer, 

selvom de ”frivilligt” vælger at få adgang til foder efter de andre søer har været der eller ”frivilligt” 

vælger de våde, kolde og hårde hvilepladser og overlader de tørre, varme og bløde hvilepladser 

til andre søer. Denne problemstilling vil dukke op flere gange i kapitel 3. 

2.2.4. Eksploration 

I lighed med f.eks. mennesker og rotter er svin såkaldte opportunister. Opportunistiske dyr er 

meget tilpasningsdygtige og i stand til at leve i mange forskellige typer områder og af mange forskellige 

fødeemner (Giersing, 1999). En sådan levevis er forbundet med stor nysgerrighed og trang 

til at udforske sine omgivelser. Formålet med dette er, at der hele tiden opnås ny viden om omgivelserne, 

som vil kunne udnyttes, når eller hvis der skulle blive behov for det. Det kan eksempelvis 

være en fordel at vide, hvor der er mulighed for at finde alternativ føde, hvis adgang til en hyppigt 

benyttet fødekilde skulle ophøre. Denne nysgerrighed og trang til at udforske omgivelserne er 

bevaret hos tamsvinet. Svin udforsker deres omgivelser ved hjælp af alle sanserne, men de bruger 

især deres veludviklede lugtesans og deres meget følsomme tryne til dette formål (Jensen, 2002). 

I erkendelse af svins behov for at udforske deres omverden, er det blevet vedtaget ved lov, at søer 

skal have adgang til materialer, der kan fungere som rode- og beskæftigelsesmaterialer (Anon., 

2003b). Selvom det i sig selv ikke er vanskeligt at tænke sig til rodematerialer, som disse meget 

nysgerrige dyr, ville interessere sig for, så har det vist sig problematisk under produktionsmæssige 

forhold, hvor ikke alle de tænkte muligheder er realistiske. Der er således ikke klarhed over hvilke 

materialer, der bør tildeles - og i hvilke mængder de bør tildeles - for på én gang at opfylde soens 

behov og svineproducentens ønsker. Denne problematik vil blive nærmere behandlet i kapitel 6. 

2.2.5. Fouragering og fødeoptag 

Svins naturlige fødesøgnings- og ædeadfærd indebærer, at de tilbringer lange perioder med at 

fouragere, dvs. gå omkring og lede efter føde, som de så indtager. Der er som regel ikke tale om, 

at de leder indtil de har fundet en større fødekilde, som de så æder sig mætte i. Derimod går de 

omkring og leder over længere perioder i løbet af hvilke, de ind imellem finder et fødeemne, som 

de indtager, hvorefter de leder videre, finder og indtager et nyt fødeemne og så fremdeles (Wood- 

Gush et al., 1990). Svins naturlige fødesøgnings- og ædeadfærd ligger således langt fra indtaget 

af den ene portion højkoncentrerede foder pr. dag, der som regel tildeles under produktionsforhold. 

Man kan derfor hyppigt observere, at søer efter deres foderoptag roder med trynen på mod 

gulvet. Dette er en del af den naturlige fødesøgningsadfærd, og soen roder uanset, om der er 


fødeemner på gulvet eller ej og uagtet, at gulvet ikke er manipulerbart på nogen måde. De velfærdsmæssige 

konsekvenser af den store afvigelse i fodringen, hvad angår såvel tildelingsmetoden 

som foderets karakteristika, fra den måde svin er udviklet til at søge og æde deres føde, vil blive 

behandlet i kapitel 6. Her diskuteres også muligheden for at afhjælpe problemet via grovfodring 

eller andre fiberrige fodermidler. 

2.2.6. Termoregulering og eliminering 

Svin har kun meget få svedkirtler, som primært befinder sig på trynen. Svin kan således ikke regulere 

deres kropstemperatur ved at svede. De har i stedet udviklet andre måder at termoregulere på (Giersing, 

1999). Mindre reguleringer kan ske ved at ændre åndedrætsfrekvensen og/eller ændre den stilling, 

som soen ligger i. Når soen ligger i sideleje er kontakten til underlaget størst og der kan på den 

måde afgives mest mulig varme ved ledning. Når soen ligger i bugleje, afgives der derimod mindre 

varme, fordi kontaktfladen er mindre. Søer foretrækker i udgangspunktet at hvile med kropskontakt 

til andre søer (van Putten, 1978). Dette kan hjælpe dem til at holde på varmen. Hvis der derimod er 

et varmeproblem, er de mere tilbøjelige til at hvile uden fysisk kontakt til andre søer. 

Under naturlige forhold sølebader søer for at nedkøle sig. Sølebadningen sker såvidt muligt i mudder. Dels 

virker selve sølebadet kølende, men derudover virker fordampningen fra den fugtige mudderdækkede hud 

nedkølende i mange timer efter sølebadet er forladt (Ingram, 1965, citeret fra Giersing, 1999). Fordampningen 

fra mudder sker over længere tid end fordampningen fra vand, hvorfor det giver god mening at 

sølebade netop i mudder med henblik på den efterfølgende varme periode ude af sølebadet. 

Da svin ikke kan termoregulere ved at svede, kan varme være et endog meget stort problem under 

produktionsmæssige forhold. Da det er livsnødvendigt for søer at komme til at køle sig, vil de, når 

de har det for varmt, søle i deres egen urin og gødning (Giersing, 1999). Men det er ikke i svinets 

natur at hvile i urin og gødning. Man har observeret, at grise allerede fra de er 2–6 dage gamle 

forlader deres rede for at eliminere (Petherick, 1982/83; Schmid, 1991), og at de efterhånden som 

de bliver ældre, bevæger sig længere og længere væk for at eliminere (Buchenauer et al., 1982; 

Figur 3. Svin afkøler sig ved at 

sølebade i mudder. 

Foto: Danske Slagterier 


Whatson, 1985). Fuldvoksne søer foretrækker i overensstemmelse hermed også at fjerne sig fra 

hvilestedet for at gøde og urinere (Damm og Pedersen, 2000). Når søer under varme forhold ikke 

længere opretholder områder, som er rene (hvor de typisk hviler) og områder, hvor er elimineres, 

er det altså ikke fordi de i udgangspunktet foretrækker at ligge i egen urin og afføring, men fordi 

de har et stort behov for at nedbringe deres kropstemperatur. 

Lovgivningen foreskriver at der skal være overbrusning eller anden anordning til køling i stalde 

til drægtige søer (Anon., 1998; 2003a). Implementeringen af lovgivningen på dette område er 

imidlertid ikke forløbet problemfrit. Dette vil blive behandlet i kapitel 3. Herudover vil behovet for 

køling i andre staldafsnit blive diskuteret i kapitel 6. 

2.3. Soens cyklus 

Den reproduktive cyklus 

Soens reproduktive cyklus kan opdeles i en brunstperiode, en drægtighedsperiode og en farings- 

og diegivningsperiode. Denne cyklus gentages fra soen indgår i en besætnings sohold, til hun igen 

afgår til slagtning eller fordi hun aflives eller dør selv. I gennemsnit får hun 2,3 kuld pr. år (Danske 

Slagterier, 2004a). For hvert kuld soen får, betegnes hun en henholdsvis 1., 2. eller 3. lægsso 

(og så fremdeles). Det har hidtil baseret på produktionsøkonomiske overvejelser været Landsudvalget 

for Svins anbefaling, at søer udsættes af besætningen (det vil sige sendes til slagtning) efter 

det 8. læg. Anbefalingen er imidlertid netop sat ned til udsætning efter det 6. læg (Thorup og 

Ruby, 2003). Hvis en so er gået gennem disse 6 cykli uden uregelmæssigheder vil hun på udsætningstidspunktet 

være omkring 3 år gammel (beregnet ud fra Landsudvalget for Svins anbefalinger 

om løbning ved 8 måneders alderen (Thorup, 1992; Pedersen, 1998), en drægtighedslængde på 

115 dage og lovkravet om fravænning af grise tidligst 21 dage efter fødslen (Anon., 2003b)). 

Vejen gennem produktionssystemet 

Søerne kan enten stamme fra den besætning, hvor de kommer til at indgå i soholdet, eller de kan 

indkøbes fra en avls- eller opformeringsbesætning. Når polten (den kønsmodne, men endnu ikke 

drægtige so) kommer i brunst, løbes hun (gerne efter, at hun har været i brunst et par gange). 

Det har før været normen at løbe ved 6 måneders alderen, men Landsudvalget for Svin anbefaler 

nu, at man venter til polten er omkring 8 måneder gammel (Thorup, 1992; Pedersen, 1998). Løbningen 

sker enten ved kunstig sædoverførsel eller ved naturlig bedækning af en orne. Hovedparten 

af søerne løbes ved hjælp af kunstig sædoverførsel (70 af søerne% i 2003 (Mortensen, 2003)). 

Løbningen sker i løbeafdelingen. Her kan dyrene blive i en periode på op til 4 uger, men de kan 

også blive flyttet til drægtighedsafdelingen kort efter løbning eller på andre tidspunkter i løbet af 

denne periode. I drægtighedsperioden befinder soen sig i drægtighedsafdelingen. Drægtigheden 

varer ca. 115 dage beregnet fra løbning og til grisene fødes (Thorup, 1995a). Faringen foregår i 

fareafdelingen og det anbefales, at soen flyttes dertil omkring 5-7 dage før forventet faring (Nielsen 

og Jacobsen, 1996a,b (redigeret 2003)). Diegivningen sker også i fareafdelingen og denne 

periode skal ifølge lovgivningen vare mindst indtil, grisene er 21 dage gamle (Anon., 2003b). I 

den periode, hvor soen er i farestalden, taler man om den farende og diegivende so. Når grisene 

fravænnes, det vil sige fjernes fra soen, overflyttes soen igen til løbeafdelingen. Her bevirker den 

manglende diegivning og stimulation af en orne, at hun kommer i brunst i løbet af ca. 4 dage. 

Hun løbes så igen og har således gennemgået en reproduktionscyklus. I perioden fra fravænning 

til løbning kan man benytte betegnelsen goldso eller tom so. 

I de følgende kapitler følges soen på sin vej gennem de forskellige staldafsnit i produktionen. 


3. Drægtige søer 

3.1. Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer 

Der var ved svinetællingen i 1. kvartal af 2004 674.00 drægtige søer og 201.000 gylte (Danmarks 

Statistik, 2004b). 

Krav om løsdrift 

I efteråret 2001 blev der vedtaget ændringer til Europarådets direktiv om fastsættelse af mindstekrav 

til beskyttelse af svin. Ændringerne trådte i kraft 1. januar 2003 (Anon., 2001a,b). De har 

resulteret i en række danske love og bekendtgørelser. Lov om ændring af lov om indendørs hold af 

drægtige søer (Anon., 2003a) og Bekendtgørelse til beskyttelse af svin (Anon., 2003b) har særlig 

betydning for opstaldningen af drægtige søer. Lovændringerne trådte i kraft 15. maj 2003. 

De to EU direktiver og den danske lovgivning indeholder en række bestemmelser vedr. hold af 

drægtige søer. Først og fremmest slås det fast, at søer og gylte i perioden fra 4 uger efter løbning 

til 7 dage før forventet faring skal gå løse i grupper. Al nybyggeri skal således indrettes til løsdrift. 

For eksisterende stalde er der en overgangsperiode, således at opbundne søer tillades indtil 

31. december 2005 og boksopstaldning tillades indtil 31. december 2012. Fra og med 2013 skal 

enhver form for fiksering af drægtige søer altså være afviklet både i eksisterende og nye stalde. 

Omlægning til løsdrift 

Dansk svineproduktion var allerede før lovændringerne trådte i kraft så småt gået i gang med at 

indføre løsdrift af de drægtige søer. Det fremgår af svar på et spørgsmål til fødevareministeren 

november 1997. Der spørges, hvor mange løsgående søer, der var bygget nye stalde til de seneste 

10 år. I svaret anføres det, at der ikke fandtes en egentlig statistik over området. Danmarks Jordbrugsforskning 

foretog derfor på foranledning af spørgsmålet en rundspørge blandt lokale bygnings- 

og produktionskonsulenter. Det blev anslået, at omkring 12-15% af søerne var løsgående 

under drægtigheden svarende til 92-116.000 stipladser. Imidlertid var det også indtrykket, at de 

fleste af disse stipladser var blevet bygget indenfor de seneste 3-4 år, og at 70-75% af al nybyggeri 

på det tidspunkt var til løsdrift (Anon., 1997). 

I 2000 blev der gennemført en undersøgelse baseret på telefoninterview af 370 danske sobesætninger 

svarende til 9% af sobestanden. Undersøgelsen viste, at nu var omkring 25% af de drægtige 

søer i løsdrift, mens 60% var opstaldet i bokse og 12% var bundne. Der var ofte flere staldtyper 

til drægtige søer i den enkelte besætning. 30% af besætningerne havde således en større eller 

mindre andel bundne søer. I 33% af besætningerne var mindst en tredjedel af søerne i løsdrift 

(Jensen et al., 2002). 

Ifølge Landboavisen, viste en undersøgelse udført af analyseinstituttet GfK for Landboforeningerne, 

at omkring 55% af sobesætningerne sidst i 2001 havde en del eller alle søerne gående løse 

under drægtigheden (Rasmussen, 2001). I en større analyse af den danske svinesektors samfundsmæssige 

betydning, angiver Kærgaard et al. (2002) endvidere, at omkring 35% af de danske søer 

gik løse i 2002. 

I dag estimerer Landsudvalget for Svin, at 60% af søerne er i løsdrift (Nielsen, personlig meddelelse, 

2004a). 


Da omlægningen fra fiksering til løsdrift er lovmæssigt sikret og tilsyneladende skrider frem, vil 

dette kapitel primært omhandle indretning til og management af løsgående drægtige søer og de 

velfærdsmæssige problemer, der er forbundet med denne periode i søernes cyklus. Indretning til 

og management af søer, som fikseres i drægtighedsperioden og de endog meget store velfærdsmæssige 

problemer, der er forbundet hermed (se f.eks. Anon., 1993a; 1997b), vil kun blive inddraget, 

hvor viden om fikserede søer har relevans for diskussionen af de løsgående søers velfærd. 

Opstaldningsformer 

Der findes en række opstaldningsformer for løsgående drægtige søer. I disse opstaldningsformer 

indgår 3 væsentlige komponenter, som er nøje knyttet til hinanden: stisystem, fodringsprincip og 

gruppestørrelse. Efter at der i flere år er blevet arbejdet med mange forskellige opstaldningsformer 

er udviklingen i dag primært koncentreret om tre - fire forskellige (Nielsen, 2002a, 2004). De stisystemer 

og fodringsprincipper, der især har vundet indpas er elektronisk sofodring (ESF) til store 

dynamiske flokke, en æde-/hvileboks pr. so til stabile flokke og fælles ædebokse til dynamiske 

flokke (Nielsen, 2004; Hansen, 2004; Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). Landbrugets Byggerådgivning 

i Vejle angiver således også på sin hjemmeside, at det især er systemerne en ædeboks 

pr. so og elektronisk sofodring (ESF), man modtager henvendelser om (Anon., 2001c). Landsudvalget 

for Svin estimerer, at 50% af de løsgående drægtige søer er opstaldet i ESF-systemet, 33% er 

opstaldet i en æde-/hvileboks pr. so-systemet, 5% er opstaldet i fælles ædebokse-systemet og de 

resterende 12% er fordelt på en række mindre udbredte systemer, der baserer sig på gulvfodring, 

vådfodring i langkrybbe, bio-fix mv. (Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). Systemerne en ædeboks 

pr. so, fælles ædebokse og ESF vil i det følgende blive gennemgået i et velfærdsmæssigt perspektiv. 

Herefter skitseres helt kort de øvrige systemer, som der pt. er knap så megen fokus på, om 

end de findes i besætningerne. Endelig diskuteres et i Danmark nyt systemet – Fit-mix – der endnu 

ikke er så udbredt, men til hvilket, der er knyttet meget væsentlige velfærdsmæssige problemer. 

3.1.1. En æde-/hvileboks pr. so 

Systemet 

Dette er et system, der typisk bruges til stabile grupper af søer, men gruppen kan også være dynamisk, 

dvs. med kontinuerlig udtagning og indsætning af søer (Nielsen og Pedersen, 1995 (redigeret 

2003)) (se afsnit 3.2.1. for en nærmere beskrivelse af grupperingsmetoder). Den typiske 


Figur 4. Sti med en række æde-/ 

hvilebokse og dybstrøelse. 

Foto: Danske Slagterier

flokstørrelse for de stabile grupper er på 26-40 søer (Petersen, 2003a), mens det anbefales, at 

dynamiske flokke er på mindst 40 søer (Petersen, 2002b). Stien er bygget op med en række ædebokse 

(se figur 4) eller to rækker overfor hinanden og et friareal bag rækken af bokse eller mellem 

de to rækker af bokse (se figur 5 og 6). Friarealet kan være en kombination af spaltegulv og fast 

gulv, evt. med dræn (Pedersen og Duus, 2002) og brug af kun ringe mængde strøelse. Eller det 

kan være en kombination af dybstrøelse i lejet og spalter i gødeområdet (Petersen, 2000a). Arealet 

udenfor boksene har hidtil varieret fra 1-2,5 m² pr. so (Petersen, 2002a). Der er fra 15. maj 

2003 dog krav om, at der skal være mindst 1,3 m² sammenhængende fast gulv pr. so (evt. med 

dræn (Pedersen og Duus, 2002)). Ligeledes skal der være mindst 0,95 m² sammenhængende fast 

eller drænet gulv pr. gylt (Anon., 2003a). 

Æde-/hvileboksene er placeret i selve stien, og søerne har adgang til boksene hele døgnet. Der 

er som det fremgår en boks pr. so. Boksene har betegnelsen æde-/hvilebokse, fordi søerne kan 

lægge sig i dem udenfor fodringstid. Landsudvalget for Svin anbefaler, at boksene er min. 0,6 m 

brede (røradskillelser ikke iberegnet) og min. 1,90 lange (målt fra bagkant af krybben til boksens 

bagkant) (Nielsen og Pedersen, 1995, redigeret 2003). Boksen bør ydermere være forsynet med 

selvfang således, at hver so lukker efter sig, når den går ind i boksen. Derved undgås, at flere søer 

forsøger at komme ind i den samme boks og desuden forhindres dominerende søer i at jage underlegne 

søer ud af boksen med henblik på at æde deres foder. De fleste bokse har da også selvfang 

(Nielsen og Calmann-Hinke, 1998), men produkttests udført af Landsudvalget for Svin viste, at 

flere fabrikater af bokse alligevel havde problemer med søernes sikkerhed, når de var i boksene. 

Andre søer kunne således få adgang (Petersen, 2002b, 2004c) eller søerne kunne, når de var i 

boksene, blive bidt/bide søer i nabobokse (Petersen, 2004c). 

Da der er en æde-/hvileboks pr. so og alle søer fodres på en gang, giver systemet et godt overblik 

over, om alle søerne er oppe og æde eller om der skulle være søer, der bliver liggende tilbage i 

stien. En anden fordel er, at det er muligt at foretage individuel tilpasning af foderrationen. Søerne 

fodres således med en basis ration, der tilrettelægges efter det laveste behov i flokken, men 

derudover bør søerne manuelt tildeles ekstrafoder tilpasset deres huld og tidspunkt i drægtigheden. 

Dette – sammenholdt med, at systemet giver bedre overblik end ESF, hvor der normalt er 

meget store flokke og hvor der kræves indsigt i en computerstyret udfordring - er grunden til, at 

systemet anbefales af Landudvalget for Svin. Systemet er dog 20-25% dyrere, at etablere pr. stiplads 

og optager 20% mere plads end et system med ESF eller fælles ædebokse (Petersen, 2003b). 

Intensive udgaver af systemet 

I de seneste år har meget intensive varianter af systemet vundet indpas. Her ligger arealforbruget 

tæt på lovgivningens minimumskrav og der etableres to rækker bokse overfor hinanden for derved 

at have lavest muligt arealforbrug pr. so og samtidig kunne overholde lovgivningens krav om, at 

der ikke må være områder i stien, der er smallere end 3 m (Anon., 1998; 2003a). Selvom anbefalingen 

fra Landsudvalget fra Svin er, at der ikke etableres to rækker af æde-/hvilebokse overfor 

hinanden uden dybstrøelse eller dyb strøelse (10-20 cm strøelse uden kompostering) i friarealet 

(Petersen, 2002a), etableres stierne med en kombination af spaltegulv og fast gulv (evt. med 

dræn) i friarealet. Denne indretning egner sig kun til meget begrænset brug af strøelse (Pedersen, 

2002c). 

Arealkrav 

Der er specificerede lovkrav om, hvor meget plads søer i løsdrift som minimum skal have. Der 

skal således være mindst 2,25 m² og 2,025 m² pr. so, hvis der er 18 til 39 søer henholdsvis 40 

søer eller derover i stien. Den plads søerne har adgang til i æde-/hvileboksene (indvendige mål) 


må regnes med i arealet, hvis boksen har en bredde på min 0,6 cm (Mortensen og Nielsen, 1999; 

Pedersen og Duus, 2002). Med en anbefalet bokslængde på 1,9 m (Nielsen og Pedersen, 1995, redigeret 

2003) betyder det, at 1,14 m² pr. so kan etableres som boks, og kun 1,11 m² og 0,89 m² 

pr. so som friareal afhængig af flokkens størrelse. 

I den ældre udgave af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte, var der krav om 1,3 m² 

fast gulv pr. so, men efter drøftelse med Veterinær- og Fødevaredirektoratet og Justitsministeriet 

tolkede Landsudvalget for Svin bestemmelsen således, at arealet ikke behøvede være sammenhængende 

(Mortensen og Nielsen, 1999). Her kunne boksene altså regnes med i det faste gulv. Stier, 

der er etableret efter 15. maj 2003, skal imidlertid have mindst 1,3 m² og 0,95 m² fast eller 

drænet (Pedersen og Duus, 2002) sammenhængende gulv pr. so henholdsvis gylt (Anon., 2003a). 

Dette medfører ændrede vilkår for indretningen af systemet. Der etableres som oftest spaltegulv i 

den bagerste del af boksen og en del af området lige bag boksen og da arealet i boksen i sig selv 

er mindre end de krævede 1,3 m² sammenhængende gulv, kan boksen i praksis ikke længere indgå 

i det samlede areal. Det er derfor nu nødvendigt at etablere et lidt større areal med fast gulv (evt. 

i kombination med drænet gulv) enten midt mellem de to rækker af bokse eller andetsteds i stien. 

Alternativt kan nogle af boksene etableres med drænet (eller fast gulv) uden spaltegulv bagerst, 

hvorved det kommer til at indgå i det sammenhængende areal med faste og drænet gulv (se figur 

5) (Nielsen et al., 2003). 

Landsudvalget for Svin anbefalede i 2002, at arealet udenfor boksene skulle være så stort som 

muligt, og at der som minimum burde være 1,1 m² pr. so eksklusive spaltegulv, svarende til at 

alle søer skulle kunne ligge i bugleje på friarealets faste gulv på én gang (Petersen, 2002a). I 

nyere undersøgelser fra Landsudvalget fra Svin tages der imidlertid behørigt højde for det nuværende 

lovkrav om, at det faste gulv i nye stalde skal være sammenhængende og der foretages undersøgelser 

af, hvordan dette kan etableres (Petersen, 2003b). Et af de forslag til mere attraktive 

lejearealer, der undersøges, er de såkaldte T-stier, hvor der i den ene ende af stien er et strøet 

lejeareal med fast gulv afgrænset fra resten af stien (Petersen, 2002c) - en indretning, der lader 

til at være gode erfaringer med i praksis (Hofstätter, 2004a). Indretningen er skitseret i figur 5. 


Figur 5. Nogle af boksene er indrettet med 

drænet gulv, således at boksarealet kan indregnes 

i det samlede areal med fast eller drænet gulv. 

Skitse: Danske Slagterier (fra Nielsen et al., 

2003)

Brug af boksene 

I stier med små friarealer i forhold til antal søer, store spaltegulvsarealer, en ø af fastgulv midt 

i rummet og ringe tildeling af strøelse er der grund til at formode, at friarealet ikke er attraktivt 

for søerne at opholde sig i. Adskillige undersøgelser har da også vist, at der stort set hele døgnet 

er ca. 70 - 95% af søerne, som opholder sig i boksene (Petersen, 2002a, 2003b; Gamby, 2004). 

Der er imidlertid også besætninger, hvor 40 – 80% af søerne opholder sig i friarealet det meste af 

døgnet (Petersen, 2002a, 2003b). Det er ikke helt klart, hvordan disse besætninger adskiller sig 

fra besætninger, hvor næsten alle søerne er i boksene det meste af tiden. Der menes at være tale 

om en kombination af temperaturforhold, adgang til strøelse, indsætningsstrategi, areal og stihygiejne 

(Petersen, 2002a). 

Figur 6. To rækker æde- 

/hvilebokse med et 

friareal i midten. Der er 

kun få søer i friarealet. 

Foto: N. Gamby 

Termoregulering 

Termoregulering hos søer i stier med dybstrøelse havde stor betydning for deres brug af boksene 

til at ligge i, idet søerne tilsyneladende bruger disse til afkøling (Rasmussen, 2000; Petersen, 

2003b). Det var dog ikke konsekvent sådan, at i besætninger med dybstrøelse i friarealet opholdt 

søerne sig mere/mindre i boksene, end i besætninger med meget begrænset brug af strøelse (Petersen, 

2002a). Det var heller ikke entydigt sådan, at temperaturen i stalden var afgørende. Ud fra 

en samlet betragtning tegner der sig dog det billede, at når der er dybstrøelse opholder søerne sig 

mere ude i friarealet, når der er lave temperaturer, end når der er høje (Petersen, 2000a; 2003a). 

Rangorden og flugt 

Et andet forslag til hvorfor søerne i nogle besætninger ikke bruger friarealet, har været, at en den 

typiske flokstørrelse på 26-40 søer kan være for stor til, at søerne kan danne og opretholde en 

stabil rangorden, men samtidig også være for lille til, at søerne kan danne undergrupper med hver 

deres rangorden. Dette kunne bevirke, at søerne hellere vil ligge i fred for andre søer i boksene 

end være ude i friarealet. I en undersøgelse foretaget i stier med én række æde-/hvilebokse, et 

friareal på 2,17 m² pr. so og meget begrænset brug af halm, var der imidlertid ikke forskel på 


ugen af friarealet i grupper på 6-7 søer sammenlignet med grupper på 25 (Petersen, 2003a). 

Gamby (2004) fandt, at søer i et vist omfang brugte boksene til at flygte op i efter konfrontationer 

med andre søer (i 32% af konfrontationerne flygtede en af de to søer, der havde et sammenstød 

op i en boks, i 52% af tilfældene flygtede en af de to søer i friarealet og i 16% flygtede 

ingen af søerne). Da de fleste af boksene til et hvert givet tidspunkt var optaget af andre søer, er 

det muligt, at søerne i endnu højere grad ville have brugt boksene som flugtmulighed, hvis der 

ved alle konfrontationer havde været en fri boks i nærheden. 

Et yderligere forslag til forklaring på søernes ringe brug af friarealet har været, at der mangler faste 

vægge at ligge op ad (Petersen, 2002d). Man vil således ifølge Petersen (2002d) i praksis hyppigt 

se 3-5 søer ligge i friarealet op ad en ydervæg, mens de øvrige søer ligger i boksene. Gamby 

(2004) etablerede korte vægge i friarealet (som søerne kunne komme uden om) med henblik på at 

give søerne dels vægge at ligge op ad og dels vægge at flygte om bag ved i forbindelse med konfrontationer. 

Tidligere undersøgelser har vist at skillevægge (barrierer/liggevægge) kan have disse 

funktioner for grise og søer (Warren og Broom, 1993; Edwards et al., 1993). Gamby (2004) registrerede 

ikke, om søerne brugte væggene til at ligge op ad, men det blev dog klart, at væggene 

ikke gjorde friarealet mere attraktivt for søerne. Der kom ikke kom flere søer ud i friarealet, og der 

var endog flere angreb i stier med vægge end i stier uden vægge. Dette tyder på, at væggene kan 

have hæmmet søernes mulighed for at udvise underkastelsesadfærd (f.eks. ved at holde afstand 

til hinanden). Væggene kan - i det i forvejen lille friareal i forhold til antallet af søer - have skabt 

smalle passager, hvor der opstod konfrontationer, fordi søerne blev tvunget til at gå tæt forbi hinanden. 

Der kan også have været søer, som foretrak at hvile ved væggene, men som blev forstyrret, 

når andre søer skulle passere, hvorved konfrontationer opstod. 

Er det løsdrift? 

Et system, hvor der ligger så mange som 70 - 95% af søerne i smalle bokse det meste af tiden, kan 

dårligt betegnes som et reelt løsdriftssystem. Det kan hævdes – og det bliver det – at søerne jo selv 

vælger at lægge sig i boksene. Og at det ville være at reducere deres velfærd, at forhindre dem deri, 

når de nu tilsyneladende har den præference. Det er imidlertid svært at tale om præferencer i et system, 

hvor friarealet er meget uattraktivt for søerne. Friarealet er lille i forhold til antallet af dyr og 

der er intet gjort for at skabe zoner, hvor forskellige former for adfærd kan udføres. Det betyder, at 

søerne skal manøvrere i et socialt vanskeligt rum, dels fordi der er forholdsvis lidt plads og dels fordi 

aktive søer bevæger sig rundt mellem hvilende søer, hvorved der let opstår konflikter. I forhold til 

lovgivningen er det et åbent spørgsmål, om et friareal af denne karakter opfylder kravet om, at søer 

skal have et bekvemt lejeareal (Anon., 2003b). Snarere end at tale om en præference for at ligge i 

bokse, kan der tales om en form for biologisk fiksering af søerne, fordi friarealets ringe kvalitet tvinger 

dyrene op i boksene. Systemet foretrækkes tilsyneladende af nogle svineproducenter, formentlig 

fordi det er nemmere at overskue, når søerne hovedsagelig ligger i boksene hele tiden og det derved 

minder om systemer med boksfikserede eller bunde søer. I lyset af at der næppe kan tales om et 

frit valg af opholdssted for søerne, og dermed ikke reelt om løsdrift, forekommer de mest intensive 

indretninger af systemet en ædebokse pr. so ikke at være i overensstemmelse med intentionerne bag 

lovgivningen om hold af drægtige søer. Det skal da også bemærkes, at Landsudvalget er af den holdning, 

at et af succeskriterierne for stier med æde-/hvilebokse må være, at søerne udnytter arealet 

udenfor boksene (Petersen, 2002c), og at Landudvalget ikke anbefaler de mest intensive indretninger 

af systemet (Nielsen og Petersen, 1995a, redigeret 2003). 

Der henvises til kapitel 6 for en diskussion af æde-hvileboksenes størrelse og boksopstaldning 

generelt. 


3.1.2. Fælles ædebokse 

Systemet 

I dette system går søer i flokke i flere forskellige stier, som deler et eller flere sæt fælles ædebokse, 

der er placeret udenfor stierne (se figur 7). Gruppeopbygningen er typisk dynamisk, men 

kan også være stabil (se f.eks. Petersen (1999)). Flokstørrelsen er typisk på 50-70 søer pr. sti 

(Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). De enkelte stier fodres på skift. Ved fodring føres en stis 

søer til ædeboksene, hvor de får deres foderration. Derefter føres de tilbage til deres sti og ædeboksene 

er nu klar til et nyt hold søer, der føres ud og får udløst en foderration og så fremdeles til 

alle hold har ædt. Søerne fodres automatisk med en basis foderration, der ifølge anbefalingerne 

bør tilrettelægges efter den so i gruppen, der har lavest behov. Derudover tildeles søerne manuelt 

ekstra foder alt efter huld eller tidspunkt i drægtigheden (Nielsen og Petersen, 1995b (redigeret 

2003)). Landsudvalget for Svin anbefaler, at ædeboksene er 1,9 m lange og 0,45 m brede (indvendige 

mål) og at de har selvfang, så de låser, mens søerne æder (Nielsen og Petersen, 1995b 

(redigeret 2003)). 

Stien indrettes med et veldefineret lejeareal og gødeareal. Det anbefales, at der benyttes halm i 

lejearealet og fast betongulv – evt. med spaltegulv – i aktivitets- og gødearealet. Spaltegulvsarealer 

bør imidlertid begrænses mest muligt, da de kan give ben- og klovskader (Nielsen og Petersen, 

1995b, redigeret 2003). Vulvabid kan forekomme i systemet, som et udtryk for, at stien ikke 

er optimalt indrettet og/eller at søerne flyttes for sent til farestalden (Nielsen og Petersen, 1995b 

(redigeret 2003)). Problematikken omkring vulvabid beskrives nærmere i kapitel 6. 

Figur 7. Gangareal med 

fælles ædebokse. 


Fordelene ved systemet med fælles ædebokse er, at det giver et godt overblik over den individuelle 

foderoptagelse og man ser søerne i bevægelse hver dag (Petersen, 1999). Soen er desuden 

beskyttet, mens hun æder, og alle søer i stien kan æde på én gang, hvilket tilgodeser soens behov 

for at æde samtidig med sine flokfæller. 


De potentielle velfærdsmæssige ulemper for dyrene omfatter dels boksenes dimensionering og 

forhold omkring selve fodringssituationen. Det skal dog bemærkes, at der ikke i forbindelse med 

udarbejdelsen af denne rapport er fundet materiale, der angiver væsentlige gennemgående problemer 

med fodringssituationen for dyrene. Derimod omtales ulemper for svinepasseren. Den største 

ulempe er den tidskrævende fodringsmetode, hvor alle søerne skal ledes fra deres stier til ædeboksene 

og tilbage igen. 

Ventetid i stier før fodring 

Under udfordring af et hold søer kan der være uro og aggression i de stier, hvor søerne venter på 

at blive lukket ud til fodring og der kan forekomme kødannelse ved lågen (Nielsen et al., 2000). 

Man bør fodre stierne i samme rækkefølge af stier hver dag. Der er angiveligt også gode erfaringer 

med at benytte et lydsignal forud for fodring af hver sti (hver sti har sit signal). Begge tiltag 

skulle medvirke til, at søerne forholder sig mere rolige, fordi de ved, hvornår de skal til foderet 

(Petersen, 1999). 

Ventetiden afhænger af den måde arbejdsrutinerne tilrettelægges. Også for svinepasseren er der 

en del ventetid forbundet med fodringsmetoden. Denne vil typisk blive benyttet til at udføre andet 

arbejde - hvis der er flere sæt ædebokse, typisk til at lukke andre søer til eller fra boksene og 

uddosere foder alt afhængig af, hvor langt disse hold er i fodringsprocessen. For at mindske de 

enkelte soholds ventetid både i stien og i boksene er det imidlertid nødvendigt, at svinepasseren 

for hvert hold er klar til det næste trin i processen. 

Der bør være central styring af lågerne til og fra stierne og mulighed for centralt at låse boksene. 

Ved styring af lågerne kan det undgås, at søerne stimler sammen ved den låge fra/til stien, der 

åbnes først. Ved central låsning af stierne kan det hindres, at søerne søger ind i boksene efter 

fodring for at lede efter foderrester, hvilket sinker tilbagedrivningen (Petersen, 1999). 

Ventetid under fodring 

Det anbefales først at lukke søerne i en sti ud, når der er foder i alle krybber (Petersen, 1999). 

Ved vådfodring tager det længere tid at udfodre til alle ædeboksene end det gør, når der benyttes 

tørfodring. Petersen (1999) beskriver således en besætning, hvor en ventil ad gangen udfodrede 

til 4-5 bokse. Det tog således 3-4 minutter at fylde krybberne i ca. 50 ædebokse. Når søerne allerede 

var lukket ud opstod der megen uro og løben frem og tilbage, fordi ikke alle ædepladser 

havde foder i krybben. I en anden besætning med 123 ædebokse tog det 8 minutter at fylde alle 

krybber med foder. Denne tid blev i besætningen opfattet som værende for lang, hvorfor søerne 

blev lukket ud til ædeboksene, selvom der manglede foder i nogle af dem. Der opstod hermed en 

konkurrencepræget situation, hvor de sultne søer var frustrerede og der var en øget risiko for, at 

de pådrog sig skader. 

I forbindelse med vådfodring, hvor der er konkurrence om attraktive bokse, kan to søer løbe ind i 

samme boks. Hvis boksen har en kliklås – dvs. soen låser selv for andre søer – kan det medføre at 

søerne ikke selv kan bakke ud. Der skal derfor være opsyn under selve fodringen. Gangarealet, der 

fører til ædeboksene bør være mindst 2 m bredt, sådan at søerne kan komme ud af boksen og de 

kan passere hinanden (Nielsen og Petersen, 1995b, redigeret 2003). 

Hvis anbefalingen om at vente med at lukke søerne ud til der er foder i alle krybberne skal følges, 

indebærer det, at ventetiden i stien øges, særlig når der er tale om store flokke og dermed mange 

krybber, som skal fyldes. Petersen (1999) foreslår, at det muligvis kan hjælpe at udfodre i to omgange 

(dvs. anden gang, mens søerne står i boksene), om end det skaber en risiko for frustration 


hos de søer, der når at æde første portion op før anden portion udløses (Petersen, 1999). 

I besætninger, hvor der blev brugt tørfodring kunne fyldning af foderkasserne påbegyndes lige så 

snart kasserne var tømt og et hold var i gang med at æde. Dermed var der næsten ingen ventetid 

før end næste hold søer kunne lukkes ud til ædeboksene selv i en besætning med en flokstørrelse 

på 90 søer (Petersen, 1999). Forvanding kunne ske samtidig med, at et hold søerne blev lukket ud 

af boksene og drevet tilbage til stierne, fordi søerne efter at have ædt stort set ikke var interesseret 

i vandet. 

Tidsforbrug 

Om end dette system anses for driftssikkert og dermed anbefalelsesværdigt, mener Landsudvalget 

for Svin ikke, at det fremover vil være konkurrencedygtigt. Det skyldes, at der bruges for megen 

tid på fodringen (Hofstätter, 2003a), hvor søerne skal gå ud af stierne til ædeboksene og ind igen 

og fodres på skift (Petersen, 1999). Tidsforbruget varierer imidlertid meget mellem besætninger 

og afhænger også af andre forhold end fodringen. Eksempelvis kan effektivitet i forhold til håndtering 

af strøelse være en væsentlig faktor. Dette blev angivet som forklaringen på, at tidsforbruget 

i en undersøgelse, der sammenlignede tidsforbrug på søer i bindsler uden halm, søer i ESF med 

halm og søer med fælles ædebokse med halm var højere i et system med ESF end i et system med 

fælles ædebokse. Der blev brugt henholdsvis 52, 81 og 67 min pr. stiplads pr. år i de tre systemer 

(Rasmussen og Duus, 2003). 

Ud over at demonstrere forskelle mellem stisystemer viser tallene, at der bruges ganske lidt tid pr. 

stiplads i det danske sohold. Dette blev ligeledes demonstreret af Petersen (2000a), som estimerede 

det daglige tidsforbrug i systemet en æde-/hvileboks pr. so til 0,14 – 0,38 min pr. stiplads på 

hverdage og 0,06-0,15 min pr. stiplads i weekender, om end lidt højere, når der skulle strøs. Med 

så lille et tidsmæssigt forbrug pr. stiplads er det ikke overraskende, at systemer, hvor der i højere 

grad skal bruges tid på fodring eller andre management tiltag, ikke kan konkurrere. Tidsforbruget 

blev da også estimeret til at være 50 – 75% lavere i systemet med en æde-/hvileboks pr. so end i 

systemet med fælles ædebokse (Petersen, 2000a). 

Der henvises til kapitel 6 for en diskussion af ædeboksenes størrelse og boksopstaldning generelt. 

3.1.3. Elektronisk sofodring 

Systemet 

Drægtighedsstalde med elektronisk sofodring (ESF) er enkle at indrette og samtidig er de fleksible 

med hensyn til antallet af stipladser. Gruppen af søer er typisk dynamisk med 150-200 søer pr. 

sti (Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). I store stier etableres en eller flere ESF foderstationer. 

Når soen går ind i foderstationen identificeres den via en chip, som er anbragt i et elektronisk 

øremærke. Der fodres som oftest med tørfoder (Nielsen og Petersen, 1995c, redigeret 2003). Foderstationen 

tildeler foder efter en foderkurve. Foderkurven er forprogrammeret i computeren, der 

styrer tildelingen og den kan evt. justeres i forhold til den enkelte sos huld. Alternativt kan den 

styres manuelt af driftslederen. Indstilling af udfodringshastigheder og udfodringsmængder skal 

tilpasses den enkelte dyregruppes ædehastighed (Nielsen og Petersen, 1995c (redigeret 2003)). 

Foderstationernes kapacitet angives afhængig af mærke til at være 50-70 søer. Landudvalget for 

Svin anbefaler dog indtil videre, at en foderstation maksimalt betjener 50 søer. Den kan tilsyneladende 

fodre flere, men belastningen af søerne på grund af kødannelse og konkurrence kendes ikke 

(Nielsen og Petersen, 1995c (redigeret 2003); Nielsen, 2002a). At anbefalingerne ikke altid følges, 


antydes af en artikel på Landbrugets Byggerådgivnings hjemmeside om, hvilke staldsystemer byggerådgivningen 

er med til at bygge. Der står her om ESF, at det er et system, hvor søerne typisk 

går i større flokke på minimum 50-60 søer pr. foderstation (Wentzlau, 2002). Ydermere beskriver 

Nielsen og Calmann-Hinke (2001) i en undersøgelse foretaget i 10 besætninger, at der gik 60-85 

søer pr. station. 

Det anbefales, at stierne har et veldefineret leje- og gødeareal. Der kan benyttes halm i lejearealet 

og fast betongulv – evt. med spaltegulv- i aktivitets- og gødearealet. Leje- og gødeareal kan opdeles 

ved hjælp af skillevægge. 

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at man ved at fordele fodringen over hele døgnet, som 

det er tilfældet i ESF, ændrer dyrenes døgnrytme. Den stille middagsperiode, hvor søerne hviler, 

forekommer således ikke, da de lavtrangerende søer henlægger deres foderoptagelse til tidspunkter, 

hvor andre søer ikke er så motiverede for at æde (Vestergaard og Jensen, 1999). Stierne skal 

derfor indrettes sådan, at de lavtrangerende søer kan komme til at æde uden at skulle forstyrre 

eller gå for tæt på højtrangerende søer, der hviler. Af hensyn til søernes sociale miljø anbefales 

det ydermere, at indgangen til foderstationen er placeret i aktivitets-/gødearealet, at den ikke 

placeres op ad en væg og at afstanden mellem 2 stationer og mellem en væg og stationen er 

mindst 2 meter. Ellers kan der opslå slagsmål i forbindelse med søernes brug af foderstationen og 

dominerende søer kan komme til at blokere for indgangen til stationen, ligesom de kan komme til 

at dominere flere foderstationer ad gangen (Nielsen og Petersen, 1995c (redigeret 2003); Nielsen, 

1996a). Ved for stort pres på foderstationen og kødannelse opstår der ydermere risiko for vulvabid. 

Den særlige risiko for vulvabid i EFS-systemet er beskrevet i kapitel 6. 

Store krav til driftsledelse 

Elektronisk sofodring stiller store krav til driftsledelsen i forbindelse med såvel fodringen som det 

daglige tilsyn af søerne (Nielsen, 2004; Barnett et al., 2001). Det anføres endog, at det kræver 


Figur 8. Elektronisk 

sofodring. Søerne står 

ved foderstationen. 


en driftsleder med meget stor selvdisciplin, som er interesseret i at benytte computeren som et 

styringsredskab, bl.a. med hensyn til justering af det enkelte dyrs fodermængde og ædehastighed 

(Nielsen, 1995a). Via skærm, håndterminal eller printer kan der fremskaffes en række oplysninger 

om søernes brug af foderstationen. En levneliste kan udskrives automatisk hver dag og fortæller 

hvilke søer, der ikke har ædt deres foderration indenfor den seneste foderperioden (Nielsen 

og Petersen, 1995c (redigeret 2003)). Hver dag skal driftslederen via levnelisten kontrollere, om 

samtlige søer har ædt den tildelte foderration. Listen skal bruges aktivt, så at de søer, som ikke 

har ædt, findes i storstien blandt de andre søer, og det konstateres, hvorfor de ikke æder, hvorefter 

situationen kan afhjælpes. Det kan være vanskeligt at finde søer, som er ømbenede og går 

dårligt i stalde med ESF. Da de fleste søer ligger ned i hvileperioderne, er det nødvendigt, at gå 

rundt blandt søerne og føre tilsyn i deres aktivitetsperioder. Samtidig skal det erindres, at selv 

søer, der er dårligt gående eller af andre årsager ikke trives, vil tilstræbe at komme til foderet. 

Derfor er almindeligt tilsyn med dyrene også en nødvendighed som supplement til brug af levnelister. 

(Det er da også et lovkrav, idet alle svin skal tilses mindst én gang dagligt (Anon., 2003b)). 

Som det fremgår, er ESF et system, der er meget følsomt for management, og der er desværre 

meget stor forskel på, hvornår besætningsejere/medarbejdere opdager, at der er noget galt i et 

løsdriftsystem (Nielsen og Thorup, 2001). Sættes negativt fortegn foran ovenstående beskrivelse 

af den driftsleder, som systemet fordrer, hvis det skal være velfungerende, fås en situation, som 

kan være alvorligt kompromitterende for dyrenes velfærd. Hvis systemet betragtes som en måde at 

automatisere både fodring og pasning af søerne med en minimal indsats til følge, kan der opstå 

situationer, hvor det ikke i de store flokke opdages, at der er meget alvorlige sundhedsmæssige og 

adfærdsmæssige problemer. Hvis systemets muligheder bruges optimalt, giver det imidlertid god 

mulighed for at følge det enkelte dyr via computorens oplysninger om brugen af foderstationen. 

Disse oplysninger kan bruges til gavn for dyrenes velfærd. 

Trænings- og separationsarealer 

Der bør etableres et træningsareal, hvor nye søer, gylte og polte uforstyrret kan lære at bruge foderstationen. 

Træning af nye søer i at benytte foderstationerne tager 2-4 dage. Det er vigtigt, at 

staldpersonalet tager sig god tid til at lære søerne at benytte stationerne, og rolig omgang med 

dyrene er en forudsætning. Er det modsatte tilfældet, vil træningsperioden ofte vare længere end 

4 dage (Nielsen og Petersen, 1995c (redigeret 2003)). 

Der kan benyttes faste adskilte arealer til træning af polte og til separation af søer, som skal vaccineres 

eller indsættes i farestalden, eller der kan etableres midlertidige arealer til formålet ved 

hjælp af låger. Det er nødvendigt at have særlige træningsområder til polte, hvor de får lov at 

benytte foderautomaten uden restriktioner for at vænne dem til den før end, de sættes ind i den 

store flok med ældre søer. Det er ikke strengt nødvendigt at benytte separationsarealer, men det 

er tidsbesparende i forhold til manuelt at skulle finde frem til og mærke de søer, der skal vaccineres 

eller i farestalden, da de jo skal sorteres fra den store flok. 

Når der benyttes et separationsareal indstilles computeren sådan, at udgangene fra foderstationen 

åbnes på en måde, der efter endt foderoptag leder soen over i separationsarealet i stedet for tilbage 

i den store sti. Computeren kan indstilles, så dette sker på bestemte ugedage i forhold til et 

forudbestemt antal dage fra løbetidspunktet. Separationsarealet skal dimensioneres, så der er 2 m² 

pr. so, dog skal arealet være mindst 10 m² (Nielsen og Petersen, 1995c (redigeret 2003)). 

Separationsulykker 

Brugen af såvel de faste som de midlertidigt anlagte arealer indebærer en risiko for, at der sker 

meget alvorlige ulykker, hvor alt for mange søer ledes ind på et lille areal. Søerne får herved skader 


eller de dør. Både svigt i den elektroniske styring og menneskelige fejl kan lede til disse ulykker. Erfaringer 

fra praksis har vist, at det drejer sig om en række fejl. Der kan være tale om fejl ved sikkerhedsanordningerne, 

der f.eks. tæller antallet af søer, der separeres fra. Sikkerhedsanordningerne kobles 

ofte fra i forbindelse med en midlertidig træningssituation, hvor der ved hjælp af låger etableres 

et træningsområde rundt om en enkelt foderstation. Ulykken opstår, når sikkerhedsanordningen ikke 

kobles til igen. Der kan også være tale om forkert placering af en låge, f.eks. efter endt træning. Lågen 

til foderstationens indgang kan være flyttet tilbage, så søerne fra storstien har adgang til foderstationen, 

men lågen til foderstationens udgang er ikke blevet flyttet. Derved ledes alle søerne fra 

storstien ud i træningsområdet. Herudover kan fejl som følge af defekte elektroniske følere (dvs. der 

tælles ikke korrekt), defekte separationslåger (så lågens funktion ikke er optimal), indtastningsfejl i 

computeren (forkert indtastet antal søer, der må ledes fra, eller indtastning i forkert skærmbillede) 

forekomme. Der kan desuden være sket bevidst ændring i separationslågens funktion, hvorved sikkerhedssystemet 

sættes ud af funktion og muligvis ikke efterfølgende kan genetableres. Endelig kan 

midlertidig opstaldning af andre dyr i separationsområdet, f.eks. søer til aflastning, udsættersøer og 

polte medføre, at der kommer for mange søer i stien, når der ikke er taget højde for de allerede opstaldede 

i sikkerhedssystemet (Hansen, 2003a). 

Det har været vanskeligt at finde dokumentation for, hvor hyppigt disse ulykker sker eller hvilket 

omfang de antager, når de indtræffer. I en artikel fra 2000 beskrives det, at flere svineproducenter 

har oplevet ulykker, og at de fører til mange døde eller beskadigede søer. En konkret ulykke, hvor 

80 søer blev lukket ud i et separationsområde og 20 søer døde, beskrives. Disse søer dør formentlig 

fordi de trampes ihjel eller kvæles efterhånden som separationsstien fyldes op med et stort 

antal søer. Jysk svinerådgivning anfører endvidere i et nyhedsbrev, at der har været nogle ulykker 

(Viberg, 2004). Det er formentlig fordi ulykkerne ikke har helt ringe omfang eller fordi det, når 

ulykken indtræffer, har alvorlige konsekvenser, at formanden for Landudvalget for Svin i sin beretning 

for 2003 inddrog problemstillingen og henstillede til, at sikkerheden for søerne i systemet 

tages alvorligt (Pedersen, 2003). Ligeledes har et notat fra Landsudvalget for Svin med anbefalingerne 

om, hvordan sikkerheden kan øges en meget indtrængende tone. Det anføres, at sådanne 

ulykker ikke må ske og at alle, der kommer i stalde med elektronisk sofodring skal være ekstra 

opmærksomme på risikoen for ulykker af denne art (Hansen, 2003a). 

Tiltag til forhindring af separationsulykker 

Der listes en række tiltag, som kan mindske risikoen for separationsulykker (Hansen, 2003a). Lågerne 

bør således åbne væk fra området og/eller de bør monteres med springbolte, så de springer 

op, hvis der på grund af for mange søer i området, er stort pres på dem. Der kan også opsættes 

halvmure med eltråd i stedet for inventar i en del af separationsarealet, sådan at søerne kan bryde 

ud af arealet ved for stort pres. Desuden anbefales det, at træning af polte kun sker i særlige træningsstier 

(dvs. med egen foderstation), uafhængig af storsti og separationsområde. Man kan sørge 

for, at separation kun sker i dagtimerne, hvor der bør føres tilsyn. Man kan også benytte farvespray 

i stedet for frasortering via foderstation. Der skal være fokus på, at ledninger og elektroniske følere 

er omhyggeligt monteret og beskyttede. Endelig bør sikkerhedsanordningen tjekkes jævnligt, ligesom 

der kan udarbejdes en checkliste, som skal følges, når funktionen af en foderstation ændres. 

ESF med små redekasser og store spaltegulvsarealer 

ESF kan etableres til søer i dynamiske flokke med såkaldte små redekasser (2 m dybe og 4-6 m 

brede) og spaltegulv i gangareal og omkring foderstationer (se figur 9). Indretningen egner sig 

dårligt til halmstrøelse i lejearealerne, fordi det ikke er muligt at holde halmen tilbage i de små 

lejearealer, hvorfor den kommer ud på spaltegulvene, som kitter til. Overbrusning er samtidig svær 

at bruge i systemet, idet stimiljøet bliver for fugtigt. I flere besætninger begrænses halmtilde- 


lingen derfor til halmhække i stien og der bruges ikke overbrusning (Nielsen og Calmann-Hinke, 

2001a). Dette harmonerer dårligt med lovgivningens krav om, at søerne i nye stalde skal have 

adgang til fast gulv med strøelse og overbrusning eller anden anordning til afkøling (Anon., 1998, 

2003a). I systemer, hvor der ikke bruges halm eller hvor der kun tildeles halm i hække, er der risiko 

for, at søerne belastes og det rapporteres da også, at der sås tomgangstygning hos ca. 10% 

af søerne i de besøgte besætninger (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a). (Tomgangstygning er en 

stereotypi, hvor soen vedvarende tygger uden at have noget i munden (Fraser og Broom, 1990)). 

Det anføres, at gode driftsledere godt kan få systemet til at fungere, men at det generelt er et 

hårdt og belastende miljø for søerne. Det skyldes, at der er korte afstande mellem inventarsider 

og alle flugtveje er smalle gange med spaltegulve (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a). At søerne 

nødigt går på spaltegulvene, fremgår også af, at det i flere besætninger med denne indretning 

observeres, at søerne søger at gå på det faste gulv på deres vej fra lejearealet til foderstationerne 

– praktisk talt ved at krydse ud og ind af redekasser (Petersen, 2001). Dette kan virke forstyrrende 

på de søer, som hviler og skabe konflikter mellem søerne. 

Landsudvalget for Svin viste allerede for næsten 10 år siden, at systemet fungerede dårligt og at 

op til 20% af søerne måtte tages ud. Imidlertid er systemet attraktivt på grund af et minimalt 

arbejdsforbrug til halm og gødningshåndtering og fordi det let kan indpasses i eksisterende bygninger. 

Derfor har der alligevel været en stor interesse for denne type løsdriftsindretning. På den 

baggrund har Landsudvalget for Svin fulgt op på den ældre undersøgelse. I en ny undersøgelse er 

ti besætninger blevet besøgt og der er blevet foretaget systematisk gennemgang af søerne med 

hensyn til gang og bevægelse, samt ben og klovskader. Systemet fungerer fortsat ikke. Det blev 

estimeret, at der var behov for 10 – 20% aflastningspladser, fordi der stadig var behov for at tage 

mange søer ud. I ingen af de besøgte besætninger var der imidlertid dimensioneret til at kunne 

håndtere dette niveau af udtagning (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a; 2001b). I den tidligere afprøvning 

fra 1995, hvor mellem 13 og 29% af søerne måtte tages ud i de enkelte besætninger, var 

de hyppigste årsager dårlige ben (27-41% af udtagningerne), angst (11-20% af udtagningerne) og 

omløbning (22-30% af udtagningerne) (Nielsen, 1995a). Da søerne kun får en udtagningsårsag, 

kan det ikke udelukkes, at søer, der var halte eller løb om også oplevede angst og vice versa. I 

den nye undersøgelse blev mange søer aflivet, fordi de ikke kunne klare sig i løsdriftsstierne. I 

flere af besætningerne var 30-40% af de udsatte søer enten aflivede eller selvdøde. De hyppigste 

Figur 9. Små redekasser, store 

spaltegulvsarealer og meget 

begrænset brug af strøelse. 

Systemet er attraktivt for 

svineproducenten, fordi der 

er minimalt arbejdsforbrug 

til håndtering af halm og 

gødning, og fordi det kan 

indpasses i eksisterende 

bygninger. Men det er et 

hårdt system for søerne. 



årsager til aflivning var benskader som følge af slagsmål eller alvorlige ben- eller klovlæsioner, 

hvor der var opstået infektioner. 

Der blev også blandt søerne i stierne konstateret mange ømbenede søer. På besøgsdagen i besætningerne 

var 20-50% dårligt gående (halt eller trippende/ømbenet gang). Desuden havde mange 

søer forvoksninger af yderkloven, revner i klovvæggen, lange biklove og forvoksninger eller knusninger 

og revner i klovsålen (ballepuden). Det anføres, at søerne i flere tilfælde burde være flyttet 

til aflastningssti (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a; 2001b). 

Den store andel af søer, der måtte tages ud i 1995 og den store andel af udtagne søer, der måtte 

aflives eller døde selv i 2001, samt årsagerne for udtagning, aflivning og død, sammenholdt med 

de mange ømbenede søer, viser, at dette er et meget hårdt system for søerne. 

Ud over de beskrevne problemer var produktionsresultaterne ikke tilfredsstillende (halvdelen af 

besætningerne lå under landsgennemsnittet), hvorfor Landsudvalget for Svin fortsat ikke anbefaler 

systemet (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a; 2001b). Ud fra en velfærdsmæssig betragtning er det 

indlysende at systemet er uacceptabelt. 

3.1.4. Andre systemer til løsgående drægtige søer 

I det foregående er gennemgået tre systemer til løsgående drægtige søer. Der findes imidlertid adskillige 

andre systemer til enten stabile eller dynamiske grupper, der baserer sig på en række forskellige 

fodringsprincipper. Som tidligere nævnt dækker disse omkring 12% af stipladserne (Nielsen, 

personlig meddelelse, 2004a). Til stabile grupper kan anvendes fodring med pelleteret foder 

i dybstrøelse, tørfodring på gulv, vådfodring i langkrybbe eller fodring efter bio-fix princippet. 

Til stabile og dynamiske flokke kan desuden anvendes ad libitum fodring med tørfoder eller vådt 

grovfoder (Nielsen og Petersen, 1995). Endelig skal et i Danmark nyt fodringsprincip – Fit-mix 

– som angiveligt kan benyttes til både store dynamiske grupper og små stabile grupper (Hansen 

og Gamby, 2003) også nævnes her. Fit-mix beskrives kort nedenfor. 

Efter de seneste års erfaringer med løsdrift af drægtige søer, anbefaler Landudvalget for Svin de 

to systemer en ædeboks pr. so og ESF, fordi de anses for de mest produktionssikre og indebærer 

et lavt arbejdsforbrug. Systemet med fælles ædebokse – der også kaldes cafeteria-systemet – kan 

også bruges. Men det er mere arbejdskrævende, hvorfor det ikke anses for at være en løsning for 

fremtiden i samme grad, som de to øvrige systemer. Systemer med gulvfodring eller bio-fix, vil 

man ikke længere anbefale, om end det erkendes, at nogle landmænd er i stand til at få systemerne 

til at fungere (Hofstätter, 2003a). Det anbefales kun at bruge Fit-mix i en renoveringssituation 

af stier med gulvfodring eller ad libitum fodring – ikke som et alternativ til f.eks. elektronisk 

sofodring (Hansen og Gamby, 2003). 

Fit-mix 

Fodringsmetoden er ny i Danmark, og systemet findes foreløbig kun i få besætninger (Nielsen, 

personlig meddelelse, 2004a). I svinefagbladet Hyologisk angives det i en artikel fra 2002, at systemet 

på daværende tidspunkt var etableret i 4 besætninger (Pedersen, 2002). Systemet minder 

om elektronisk sofodring, dog uden stationens beskyttelse af soen, mens hun æder. Automaten 

består derimod af et rør, som soen skal have i munden under fodringen og en mindre beskyttelse 

af soens hovedregion (se figur 11). Idet soen tager røret i munden skubber hun til en plade, som 

åbner og lukker røret (se figur 10). Soen har ligesom ved elektronisk sofodring et elektronisk 


øremærke. Via dette identificeres soen og hendes foderration udløses. Soen kan optage sin ration 

over hele døgnet. Når hun har ædt sin døgnration (over et eller flere automatbesøg), sker der ikke 

længere tildeling, selvom hun tager røret i munden. Foderdøgnets start kan indkodes og der kan 

udskrives levnelister. Der kan benyttes forskellige foderkurver og det er muligt at tildele en større 

eller mindre mængde foder til udvalgte søer. Disse forhold giver teoretisk set gode muligheder for 

at styre søernes huld (Hansen og Gamby, 2003). 

Figur 10. Ved Fix-mix fodring får soen 

sit foder dybt ind i munden via et rør. 

Skitse: Danske Slagterier 

Udenlandske erfaringer 

Der er kun begrænsede erfaringer med systemet i Danmark. De sparsomme erfaringer i kombination 

med de tyske og schweiziske erfaringer viser imidlertid, at det er et endog meget problematisk 

system set fra et velfærdsmæssigt perspektiv (og i følge Hansen og Gamby (2003) muligvis 

også fra et produktionsmæssigt). Hvis der er mere end ca. 17 søer pr. automat bliver der ifølge 

de tyske erfaringer megen uro under foderoptagelsen (Jais, 2002; citeret fra Gamby og Hansen 

(2003)). I en dynamisk flok med maksimum 36 søer (12 søer pr. automat) besøgte søerne i gennemsnit 

stationen 33 gange, hvor de fik foder (foderbesøg) og 85 gange, hvor de ikke fik foder 

(tombesøg). Det var især de højt rangerende søer, der havde mange besøg, fordi de, når de havde 

ædt deres ration, fortrængte de lavere rangerende søer fra stationerne for at æde disses foderrester 

(Weber, 2002). 

Danske erfaringer 

De danske erfaringer med systemet er om muligt endnu mere ekstreme med hensyn til søernes 

ædeadfærd og aggression i forbindelse med brug af automaten. Resultater fra en undersøgelse 

Landudvalget for Svin har gennemført, viste, at der i gennemsnit var 53-67 foderbesøg og 45-54 

tombesøg i døgnet pr. so (Hansen og Gamby, 2003). Der gik 5-10 sekunder inden der blev lukket 

for foderrøret, når en so havde ædt, hvilket gjorde det attraktivt for ventende søer, at jage 

ædende søer væk og tage den del af deres ration, der løb ud i løbet af disse sekunder. Halvdelen 

af søerne havde over 50 foderbesøg pr. døgn. Der var endog nogle søer, der specialiserede sig i, 

at jage andre søer væk. Der var således enkelte søer, der besøgte foderstationen over 200 gange i 

døgnet og én so, foretog så mange som 464 besøg på et døgn, hvoraf de 66 var foderbesøg og de 

resterende 398 var tombesøg. 


I undersøgelsen er søernes brug af Fit-mix stationen ikke blevet relateret til rangforholdene i 

stien, men i den schweiziske undersøgelse blev det konstateret, at det i meget høj grad var ældre 

søer, der fortrængte unge søer fra foderautomaten (Weber, 2002). Dette understøttes af en 

beskrivelse fra Hyologisk af etableringen af Fit-mix i en besætning. Her var der 10-14 dage inde i 

indkøringsfasen stadig omkring 50 gylte, der ikke åd, og i et par ugehold i træk var der 2-3 gylte, 

der ved indsættelse i farestalden kun ”afleverede hestepærer” og blev vurderet til at have levet 

udelukkende af halm (Pedersen, 2002). Disse lignede ”rådyr”, hvilket må forstås derhen, at de var 

meget tynde. At problemerne udelukkende forekom hos gylte tyder på, at deres lave rang har forhindret 

dem i at komme til stationen. Det er indlysende, at de mange foder- og tombesøg reflekterer 

den ekstreme konkurrencesituation, der skabes omkring Fit-mix automaten. De detaljerede 

registreringer blev kun foretaget i en enkelt dansk besætning, men en anden dansk landmand, 

som Landsudvalget for Svin interviewede, udtalte, at der også i hans besætning var søer, der fik 

foderrester ved at skubbe andre søer væk fra foderet (Hansen og Gamby, 2003). Mange foder- og 

tombesøg blev ydermere rapporteret fra Schweiz (Weber, 2002). Det lader derfor til at være et generelt 

problem forbundet med systemet. 

Velfærdsmæssige konsekvenser 

Fix-mix systemet medfører tydeligvis flere alvorlige velfærdsmæssige problemer for søerne. Fordi 

søerne ikke er beskyttet under foderoptag, kan andre søer fortrænge den ædende so. Derved afbrydes 

foderoptaget og foderrationen opdeles i mange små portioner. De restriktivt fodrede søer er 

allerede sultne (Vestergaard, 2003) og det er kendt at indtag af en lille mængde foder stimulerer 

til yderligere optag af foder (Toates, 1980). Søerne bliver altså ved de små foderportioner endnu 

mere sultne og endnu mere motiverede for at få adgang til foderet, end de i forvejen er. Fit-mix 

stationen og foderet bliver dermed i endnu højere grad en ressource, som søerne vil kæmpe om 

adgangen til. Dette reflekteredes også i adfærdsregistreringer på søerne. Der var megen aktivitet 

omkring automaten og der blev udvist megen aggressivitet i dette område. Den megen aktivitet 

over en længere periode medførte, at søernes døgnrytme blev forstyrret i forhold til det billede, 

der normalt ses ved elektronisk sofodring. Særlig deres hvileperiode blev afkortet (Hansen og 

Gamby, 2003). Den beskrivelse, som Olsen (2001a) giver af forholdene i en besætning med Fit-mix 

er i overensstemmelse hermed. Om formiddagen er der en del aggression foran foderstationen. De 


Figur 11. Ved Fix-mix 

fodring er soen ikke 

beskyttet mod andre 

søer, mens hun æder. 

Foto: Danske Slagterier.

højtrangerende æder først og de kæmper om foderet, mens de lavere rangerende æder ud på aftenen 

og nogle hen mod midnatstid. 

De velfærdsmæssige konsekvenser af en så konkurrencepræget fodringssituation er vidtrækkende. 

Alle søerne er meget sultne, særlig hvis de fodres restriktivt uden adgang til grovfoder (se kapitel 

6). På grund af rangordenen reagerer de imidlertid forskelligt på den situation, som Fit-mix fodringen 

skaber. I den ene ende af skalaen ophørte nogle søer helt med at æde, formenligt fordi de 

var for bange til at komme til Fit-mix stationen (Hansen og Gamby, 2003). Den generelle sult hos 

søer er i sig selv et velfærdsmæssigt problem, men oven i dette kommer altså i Fit-mix systemet 

lavtrangerende søers manglende mulighed for at optage foder og den frygt, der er forbundet med 

et system med så megen konkurrence og aggression. 

I den anden ende af skalaen reagerede søer med et meget højt antal besøg i Fit-mix automaten. 

Dette skyldtes dels, at de blev fortrængt, mens de var i gang med deres foderration, hvorfor de 

igen og igen måtte tilkæmpe sig adgang for at få den fulde ration. Dette kan have strakt sig over 

lang tid, da foderrationen blev opdelt i gennemsnitlig 53-67 portioner. Udover disse foderbesøg 

havde de søer, der trods alt kom til automaten omtrent lige så mange tombesøg. De 5 til 10 sekunder, 

der gik før end røret lukkede, medførte, at soen kunne få en smule af den fortrængte sos 

foder. Det har næppe været muligt for den so, der gerne ville fortrænge en so med Fit-mix røret 

i munden, at vide, om den pågældende so var ved at æde eller, om hun faktisk var færdig med 

sin ration. Derfor har den so, der gerne vil til, ikke kunne vide, om hun ville få en rest ved at fortrænge 

soen i automaten eller ej. I starten af foderdøgnet er foderrester som regel blevet udløst 

ved fortrængning af en anden so, fordi mange søer endnu ikke har ædt deres døgnration. Det vil 

sige, at der næsten hver gang er belønning forbundet med at fortrænge en anden so. Som foderdøgnet 

skrider frem vil der dog kun være foderrest (belønning) ind imellem, afhængig af om netop 

den so, der fortrænges, har ædt op eller ej. I den teoretiske adfærdsbiologi kaldes en belønning, 

der ikke kommer hver gang en adfærd udvises, men kun ind i mellem, for en intermitterende reinforcer 

(Tarpy, 1997). Man ved fra mange forsøg, at hos dyr, der har lært sammenhængen mellem 

det at udføre en bestemt adfærd og at modtage en belønning, vil et skift fra en hyppig forudsigelig 

belønning til en belønning med uforudsigelige mellemrum betyde, at dyret bliver meget persisterende 

i adfærden. Dyret vil fortsætte med at lave den adfærd - der kun nogle gange belønnes 

- meget lang tid/mange gange, også når belønningen bliver sjældnere og sjældnere. Derimod vil 

dyr, der normalt belønnes hver gang en adfærd udføres hurtigt ophøre med at udføre adfærden, 

hvis belønningen udebliver (begrebet ekstinktion (Tarpy, 1997)). Overført til Fit-mix situationen 

vil det sige, at hvis soen belønnes efter et uvist antal gange, hun har fortrængt en anden so, så 

vil hun fortsætte med at fortrænge søer, også selvom det efterhånden som foderdøgnet skrider 

frem mere og mere sjældent giver hende adgang til rester. Hun vil være meget persisterende i adfærden, 

fordi hun erfarer, at netop denne gang kunne være den gang, der kommer belønning, og 

jo flere gange hun prøver, jo større chance er der for at opnå foder. Manglende belønning, hvor 

en sådan forventes, skaber frustration (Tarpy, 1997), særlig fordi søerne er meget sultne – også 

selvom de har ædt deres egen foderration – og aggressionsniveauet hos disse søer bliver derfor højt. 

Som det fremgår, er der tale om meget alvorlige velfærdsproblemer for alle søer på skalaen, helt 

fra de søer, der på grund af lav rang ophører med at nærme sig foderstationen til de søer, der 

kæmper om adgangen til deres egen foderration og de andre søers foderrester. De beskrevne forhold 

stemmer dårligt overens med lovgivningens krav. Der er således krav om, at der for søer og 

gylte træffes foranstaltninger for at minimere aggression i flokke og at dyrene fodres ved hjælp af 

et system, der sikrer at hvert dyr kan få tilstrækkelig foder, også når der er konkurrenter til foderet 

til stede (Anon., 2003b). 


Afslutningsvist skal det anføres, at Fit-mix fodringen indebærer, at soen tager røret temmelig 

langt ind i munden og at vådfoderet derefter føres direkte ind i svælget uden, at foderet tygges 

(Pedersen, personlig meddelelse, 2004). Der kan ganske vist benyttes forskellige indstillinger for, 

hvor meget der skal til for at fodertildelingen udløses, men ifølge en besætningsejer, der benytter 

Fit-Mix, virker en indstilling, hvor soen skal have røret dybt ind i munden, fremmende for, at den 

so, der udløser mekanismen, faktisk får foderet (Olsen, 2001a). Denne form for foderoptag ligger 

langt fra søers naturlige måde at æde på. 

Fit-mix anbefales kun til renoveringssituationer (Hansen og Gamby, 2003), hvor der er brug for 

etablering af en fodringsmetode, der ikke tager for megen plads op i mindre stier (som det er tilfældet 

med ESF). Anbefaling af systemet til renoveringssituationer forekommer dog at være stor 

hensyntagen til praktiske og økonomiske forhold omkring et eksisterende byggeri og en eksisterende 

indretning. Hensynet er forbundet med alvorlige velfærdsmæssige konsekvenser for dyrene 

og det harmonerer dårligt med lovgivningens krav om, at der skal træffes foranstaltninger til at 

minimere aggression i flokke, og at der skal benyttes et system, der sikrer, at hvert dyr kan få tilstrækkeligt 

foder, også når der er konkurrenter til foderet til stede (Anon., 2003b). 

3.2. Generelle velfærdsproblemer 

3.2.1. Gruppering 

Gruppering af drægtige søer og det sociale miljø, der skabes for søerne, er af stor velfærdsmæssig 

betydning. At dette er tilfældet fremgår blandt andet af årsagerne til udtagning af søer fra løsdriftssystemer. 

I tre besætninger, hvor 13-29% af søerne måtte tages ud af grupperne, skete dette 

i 11-50% af tilfældene på grund af angst, i 2-10% af tilfældene på grund af aggressivitet, i 1-10% 

af tilfældene på grund af overfald og i 0-2% af tilfældene på grund af slagsmål (Nielsen, 1995a). 

I to andre besætninger, hvor 16-28% af søerne måtte tages ud af gruppen, udgjorde årsagerne 


Figur 12. Aggression 

mellem søer, der skal 

etablere en rangorden 

eller mellem søer, der 

må slås for en begrænset 

ressource, kan være 

voldsom. 

Foto: Udlånt af L. J. 

Pedersen

overfald og frygt for andre søer hver 1-2% af tilfældene – altså langt færre end i den førnævnte 

undersøgelse (Hansen, 2002a). De nævnte udtagningsårsager er angivet af driftslederne og tallene 

kan således repræsentere forskelle mellem systemer eller de kan reflektere, at driftsledere har 

forskellige evner for at observere søerne og forskellige tærskler for hvornår, de mener, der er et 

problem og for hvornår, de mener, at det er så alvorligt, at søer må tages ud. Driftslederen har kun 

kunne anføres en årsag til udtagning af en so. Det er således sandsynligt, at de anførte tal først 

og fremmest dækker over søer, der ikke samtidig har haft dårlige ben, været omløbere eller andre 

årsager, som også kunne anføres som udtagningsårsag. Da kun de værste tilfælde vil blive udtaget 

på grund af sociale forhold, er det samlet betragtet sandsynligt, at de anførte procentandele er et 

mindste mål for andelen af søer, der har haft de pågældende problemer. 

For at forstå de velfærdsmæssige problemer, der kan opstå i forbindelse med gruppering af søer, 

er kendskab til svins generelle socialadfærd og den sociale organisering en nødvendighed. Disse 

emner er behandlet i kapitel 2. 

Der findes, som tidligere nævnt, to overordnede former for gruppering af drægtige søer: de stabile 

flokke og de dynamiske flokke. De små stabile flokke er på 8-20 søer, de større stabile flokke på 

25-50 søer og de store dynamiske flokke på 80-200 søer (Jensen et al., 1998; Petersen, 1999; 

Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). I udenlandsk litteratur angives de dynamiske flokke at 

være på op til 300 søer (Barnett et al., 2001). I stabile grupper vil alle søer i et en- til treugers 

hold blive indsat eller taget ud af stien samtidig. I dynamiske grupper udtages og indsættes nye 

søer kontinuerligt, f.eks. indsættes og udtages ugentligt en gruppe søer henholdsvis i og fra en 

større flok. Det anbefales, at der indsættes mindst 6 søer ad gangen (Nielsen et al., 1999). Den 

stabile flok har således søer gående sammen i samme stadie af drægtigheden, mens den dynamiske 

flok har søer af alle stadier af drægtigheden gående sammen. Begge former for gruppering 

indebærer fordele og ulemper set fra et velfærdsmæssigt synspunkt, primært fordi grupperingsformen 

er nøje knyttet til det system og det fodringsprincip, søerne skal begå sig i. At den dynamiske 

og den stabile opstaldningsform ikke adskiller sig entydigt fra hinanden med hensyn til 

søernes aggression, men påvirkes af indretning og management, fremgår af observationer foretaget 

i 10 besætninger. I forbindelse med et forskningsprojekt, hvor der blev arbejdet med metoder 

til systematisk velfærdsvurdering i besætninger, blev der foretaget registreringer af søernes aggressioner 

6 gange i løbet af drægtigheden i 6 stier. Resultaterne fremgår af tabel 3. Det var ikke 

formålet med undersøgelsen at sammenligne stabile og dynamiske grupper statistisk med hensyn 

til aggression, men umiddelbart antyder tallene, at aggressioner forekom i nogenlunde samme omfang 

i besætningerne med stabile grupper og i besætningerne med dynamiske grupper. Dog kunne 

det umiddelbart se ud til, at aggressionerne var mere alvorlige i besætninger med dynamiske grupper. 

Tabel 3. Aggression hos løsgående drægtige søer i 10 besætninger 

(modificeret fra Bonde et al., 2001) 

5 besætninger med 5 besætninger med 

dynamiske grupper stabile grupper 

Aggressioner pr. 10 søer i 15 min 0,7 1,2 2,0 2,6 3,4 1,4 1,5 2,3 3,4 4,3 

Heraf: 

Alvorlige aggressioner (%) 1 30 44 43 24 35 18 13 32 21 24 

Forfølgelse (%) 2 0 0 2 0 3 3,5 0 0,8 1,7 0 

1 Aggression bestående i en serie slag eller bid 

2 Agression resulterende i forfølgelse af den ene so 


Den stabile gruppe 

I udgangspunktet er den lille stabile flok mere i overensstemmelse med søernes naturlige sociale 

organisering end den store dynamiske, idet den naturlige sociale organisering indebærer et flokliv 

med 3-6 søstre og disses afkom i en stabil gruppe (se kapitel 2 for en nærmere beskrivelse). Da 

soen under produktionsforhold typisk grupperes med søer, som hun enten ikke kender eller som 

hun ikke har gået sammen med i længere tid, vil den første tid i stien blive benyttet til at etablere 

rangorden (Jensen, 1998). Såfremt pladsforhold er rimelige og ressourcer (foder, grovfoder, 

vand, rodematerialer, hvilepladser, overbrusning mv.) ikke er for begrænsede, etablerer søerne en 

rangorden indenfor de første par dage. Efter rangorden er etableret opretholdes den løbende gennem 

såkaldte agonistiske episoder (angreb, trussel, flugt og anden underkastelsesadfærd), men 

også ved at søerne bevæger sig omkring i stien i henhold til deres rang. En højtrangerende so optager 

således et større socialt rum end en lavtrangerende so, fordi hun ikke accepterer andre dyrs 

tilstedeværelse inden for en vis afstand af hende (Jensen, 1998). Dette gælder særligt i relation 

til ressourcer. Når søerne hviler, er det knap så tydeligt, fordi de har en tilbøjelighed til at hvile 

med kropskontakt til andre søer (Giersing, 1999). 

Da stistørrelser baserer sig på m² pr. so, er de små stabile grupper opstaldet i mindre stier end 

de store dynamiske flokke. Den stabile gruppe kan således siges at være etableret på bekostning 

af størrelsen på det samlede areal, der er til rådighed for søerne (Jensen, 1998). Det betyder, at 

selvom mindre stabile grupper i udgangspunktet minder mest om søers naturlige sociale organisering, 

så skal denne fordel ses i sammenhæng med stiindretningen og det anvendte fodringsprincip. 

Hvis stiindretningen vanskeliggør dannelse og opretholdelse af rangorden og/eller fodringsprincippet 

er konkurrencebetonet, så begrænses fordelen ved den stabile gruppe. Sidstnævnte kan 

være tilfældet i stier, hvor manglende plads i stien gør det vanskeligt for søerne at udvise passende 

adfærd med henblik på at undgå aggression (f.eks. flugt og holden afstand til andre søer). 

I de mindre stier kan det også være vanskeligt at etablere forskellige zoner til søerne med klart 

adskilte funktioner (til hvile, æde- og drikkeadfærd og eliminering), hvorved der er en risiko for, 

at søerne forstyrrer hinanden i de forskellige adfærdsformer med aggression til følge. 


Figur 13. Soen er blevet 

grupperet med ukendte 

individer og har været i 

slåskamp. Dette sker for 

at etablere en rangorden. 

Foto: L. J. Pedersen

Som det fremgår, er den mindre stabile gruppe ud fra et adfærdsbiologisk synspunkt at foretrække, 

men det forudsætter, at stierne indrettes, så de støtter en hurtig etablering af og effektiv opretholdelse 

af rangorden, at der benyttes et fodringsprincip, der ikke er konkurrencebetonet og 

endelig at stien indrettes, så søernes forskellige adfærdsudfoldelser kan tilgodeses. Hvis der kunne 

tages højde for det anførte hele vejen igennem produktionssystemet ville det ud fra et velfærdsmæssigt 

perspektiv være at foretrække, at søerne fulgtes med de samme individer helt fra de blev 

født til de blev udsat af soholdet. Det schweiziske familiesti system holder søer og grise i familiegrupper 

og er et eksempel på et system, der tilstræber mindst mulig sammenblanding af ukendte 

svin (Stolba og Wood-Gush, 1984; Wechsler, 1996). Meget få eller slet ingen sammenblanding af 

ukendte svin er imidlertid vanskeligt at forene med moderne produktionsmetoder, og det er da 

også langt fra den fremgangsmåde, der er fremherskende. Selv de stabile grupper består således af 

en ny sammensætning af individer hver gang, der indsættes søer i drægtighedsstalden. Et skridt 

på vejen kunne være i videst muligt omfang at lade dyrene følges i soholdet, sådan at søerne i 

drægtighedsafdelingen overføres til farestalden sammen, hvorefter de sammen overføres til løbeafdelingen 

og herefter til drægtighedsafdeling og så fremdeles (Anon., 1997b). 

Figur 14. Ikke alle søer 

lægger sig i det strøede 

lejeareal. Det kan 

skyldes, at det er en varm 

sommerdag og søerne derfor 

foretrækker det køligere 

gulv. Det kan også skyldes, 

at der ikke er plads nok i 

hvilearealet. 

Foto: M. Bonde 

Den dynamiske gruppe 

Den store dynamiske gruppe ligger, som det fremgår af kapitel 2 og ovenstående, meget langt 

fra svins naturlige sociale organisering. Den kontinuerlige indsættelse og udtagelse af individer 

medfører en risiko for, at rangorden konstant holdes ustabil (Nielsen, 1995a). Dette kan medføre 

fortsatte rangkampe, hvilket naturligvis forstærkes, hvis stien er uhensigtsmæssigt indrettet og/ 

eller et konkurrencebetonet fodringsprincip benyttes. De fodringsprincipper, der hyppigst benyttes 

til store dynamiske grupper er ESF, ad libitum fodring og en æde-/hvileboks pr. so (om end sidstnævnte 

system dog benyttes mere til stabile flokke). 

Der er fra et velfærdsmæssigt synspunkt også fordele forbundet med den store dynamiske gruppe. 


Da stier som regel dimensioneres efter m² pr. so medfører den store flokstørrelse, som tidligere 

nævnt, en større sti. Det giver bedre mulighed for at etablere forskellige områder i stien til forskellige 

formål. Det er f.eks. muligt at indrette et strøet lejeareal i nogen afstand fra aktivitetsarealet. 

I aktivitetsarealet kan der tildeles foder og vand og etableres overbrusning. Hermed opnås 

et roligt område, hvor hvilende søer ikke forstyrres af aktive søer og et område, hvor de aktive 

søer kan færdes. En af årsagerne til at man med samme m² pr. so, kan have større succes med at 

etablere distinkte områder i store stier end i mindre stier er, at søerne adfærdsmæssigt fylder mere 

under nogle aktiviteter end under andre (Jensen, 1998). Når de hviler ligger de således ofte i nær 

kontakt med hinanden, mens de kræver mere plads, når de æder (Giersing, 1999). Det betyder, at 

det i en stor sti bedre kan lade sig gøre at sikre attraktive hvilepladser til alle søerne (her tager 

de knap så meget plads op) samtidig med, at der sikres godt med plads i aktivitetsområdet (hvor 

de sociale spilleregler betyder, at nogle søer tager meget plads op). Samtidig er der i den store 

flok forholdsmæssigt færre af de højtrangerende søer (Vestergaard og Jensen, 1999), der kræver et 

stort socialt rum i forhold til i de mindre stier. Det bliver derfor nemmere for søerne at udvise den 

rette adfærd overfor de dominerende søer, herunder at holde den fornødne afstand til dem, når de 

er i en større sti (se figur 15). 

12 søer - 2,2 m² pr. so 24 søer - 2,2 m² pr. so 

Figur 15. Der er forholdsvis færre af de søer, som kræver en stor 

afstand, i store grupper end i små. Med samme m² pr. so kan 

flere søer hvile på fast gulv i den store sti end i den lille. 

Skitse: K. H. Jensen 


3.2.2. Overbrusning 

Lovkrav 

Lovgivningen fastsætter, at der i løsdriftssystemer til drægtige søer og gylte skal være installeret 

et overbrusningsanlæg eller en tilsvarende anordning, hvorved dyrenes kropstemperatur kan reguleres 

(Anon., 1998; 2003a). Stalde taget i brug før 1. juli 2001 skal have etableret overbrusning 

eller tilsvarende anordning senest 1. juli 2015. 

Det er ifølge Landsudvalget for Svin på baggrund af drøftelser med justits- og fødevareministerierne 

tilladt i stedet for overbrusning at installere et sølebad, hvis det er adskilt fra gødeområdet 

og ikke hindrer andre søers mulighed for vandforsyning (Pedersen og Duus, 2002). Imidlertid anser 

Landsudvalget for Svin – i hvert fald baseret på de erfaringer, der var med kølemuligheder for 

søer i 1999-2000 - overbrusning for den mest realistiske metode. Umiddelbart var opfattelsen, at 

sølebad af praktiske og hygiejnemæssige grunde (Jensen, 1999) ikke er egnet til indendørs brug 

(Petersen, 2000b). 

Mange fordele 

Ud over at give søerne en mulighed for at køle sig kan overbrusning bidrage til en god stifunktion. 

Risikoen for at søerne eliminerer i hvileområdet nedbringes, hvorved hvileområdet kan 

holdes tørt og rent. Dette skyldes dels, at søerne har en generel tilbøjelighed til at eliminere i 

det våde område og dels, at de vil have mindre behov for selv at skabe områder, hvor de kan søle 

i deres ekskrementer, når de har andre måde at køle sig på. Herudover kan overbrusning af spaltegulvsarealer 

medføre en bedre gødningsgennemgang, hvorved arealet bliver renere og mindre 

smattet og glat (Jensen, 1999; Petersen, 2000a). Overbrusning af slagtesvin medførte desuden 

roligere adfærd med færre aggressioner og mindre forekomst af øre-, hale- og flankesutning (Petersen 

et al., 1997), formentlig fordi det generelle stress-niveau blev sænket. Lignende må forventes 

at forekomme hos søer, vel og mærke hvis overbrusningsanlæggets funktion og placering er 

hensigtsmæssig. 

Overbrusningsanlæg 

Der findes to typer overbrusningsanlæg, der kan anvendes til køling af svin - lavtryksanlæg og 

højtryksanlæg. Lavtryksanlægget udsprøjter væsken i dråber fra en række dyser over stirækken. 

Højtryksanlægget udsender en tåge af væskepartikler fra nedhængende dyserør eller dysekroner 

(Jensen og Steinmetz, 1999). I en erfaring fra Landsudvalget for Svin fra 1999 anføres det, at 

opsætning af overbrusningsanlæg til køling kan anbefales i stalde med både fuldspaltegulv og 

delvist spaltegulv (Jensen og Steinmetz, 1999). Af loven om hold af drægtige søer og gylte fremgår 

det imidlertid, at der skal etableres overbrusning eller anordning til nedkøling og der er ingen 

undtagelse for stalde uden spaltegulvsarealer, f.eks. stalde med dybstrøelse i hele arealet. Dette 

fremgår også af et svar fra justitsministeren på et spørgsmål om, hvorvidt ministeren er opmærksom 

på det problem, der vil opstå ved overbrusning i stalde med dybstrøelse, som vil medføre, at 

vandet fra overbrusning ikke kan løbe ud af stien. I svaret anføres det, at der skal overbruses, men 

ikke så meget, at måtten bliver gennemblødt. Herudover understreges det, at svin på dybstrøelse 

har et særligt behov for afkøling, fordi dybstrøelsesmåtter er varmeudviklende (Anon., 2000a). 

Overbrusningsstrategi 

Overbrusningsanlægget indstilles til en given intervaltid (tid mellem overbrusninger), overbrusningstid 

(varighed af hver enkelt overbrusning) og generelt start og stop af overbrusningsperioden. 

Hvor længe og hvor hyppigt, der skal overbruses, afhænger af bl.a. flokstørrelse, udetemperaturen 

(ikke temperaturen i stalden, idet den falder, når der overbruses), afstand fra bagerste del 


af lejearealet til det overbrusede areal, hvor fedtet, glat eller tilkittet gødearealet er (Jensen og 

Steinmetz, 1999), belægningsgrad (Anon., 1997b) og ventileringen af stalden (Petersen, 2000b). 

Som det fremgår, er der mange velfærdsmæssige fordele forbundet med etablering af velfungerende 

overbrusning. Det er dog vigtigt, at overbrusningsanlægget placeres sådan, at kun de 

områder, der skal overbruses, rammes. Hvis lejet overbruses, kan det stimulere til eliminering i 

hvilearealet (Jensen og Steinmetz, 1999). Dette kan medføre, at der bliver et begrænset antal 

hvilepladser, som er tørre og rene. Overbrusningsanlægget må heller ikke medføre en konkurrencepræget 

situation for søerne. Varigheden af overbrusningen skal derfor være tilstrækkelig til, at alle 

dyrene kan få opfyldt et eventuelt afkølingsbehov og intervallet bør være kort nok til, at ikke alle 

dyr aktiveres ved hver overbrusning (Jensen og Steinmetz, 1999). 

Landsudvalget for Svin har undersøgt forskellige overbrusningsstrategier ved hjælp af 2 forskellige 

overbrusningsanlæg i 4 forskellige besætninger. Undersøgelsen foregik i den varme del af året 

(juni-september, hvor temperaturene lå mellem 17 og 29 ºC). Fem strategier for overbrusning blev 

sammenlignet (overbrusning i henholdsvis gødeareal, gøde- og lejeareal, gødeareal intensivt, gødeareal 

kun før/efter fodring og ingen overbrusning). Der var stort set ingen effekter på stifunktionen, 

ingen effekter på andelen af søer, der blev taget ud, på fordelingen af udtagningsårsager, 

hyppigheden af behandlinger for benproblemer eller på søernes åndedrætsfrekvens. (Åndedrætsfrekvensen 

blev brugt som udtryk for, hvor varmt søerne havde det, hvilket forekom rimeligt, idet 

der var højsignifikant sammenhæng mellem åndedrætsfrekvens og staldtemperatur). Kun i en af 

besætningerne var andelen af renholdte stier så stor, at man kunne konkludere, at overbrusningen 

i denne henseende fungerede godt. I en anden af besætningerne var der tilsølet i en større del af 

lejet i perioder. Dette var stier med dybstrøelse, hvor det er velkendt, at søer kan have svært ved 

at komme af med varmen. I denne besætning blev effekten af overbrusning af såvel gøde- som 

lejeareal sammenlignet med effekten af overbrusning kun af gødearealet. Overbrusningen var på 

kun 15 sekunder pr. 30 minutter, dels fordi søerne ikke skulle bruge tid på at bevæge sig hen til 

det overbruste område og dels fordi dybstrøelse kun kan fordampe begrænsede væskemængder. 

Der var ingen effekt af overbrusning i leje- og gødearealet sammenlignet med kun overbrusning 


Figur 16. Overbrusning. 


af gødearealet vurderet ud fra andelen af stier med tilsølet lejeareal. Søernes åndedrætsfrekvens 

i stalden med dybstrøelse var på 49 åndedræt pr. minut mod 22-24 i de tre øvrige besætninger. 

Dette skyldes formentlig varmebidraget fra dybstrøelsen og en isoleret tagflade (Petersen, 2000b). 

Tekniske og brugermæssige problemer 

De tekniske problemer forbundet med overbrusningen bestod i, at ydelsen på dyserne i alle besætningerne 

var lavere end opgivet fra firmaet (mellem 18 og 77% af det opgivne) og at dyserne 

i alle besætningerne tilkalkede (Petersen, 2000b). Desuden var anlægget fejlagtigt dimensioneret 

i en af besætningerne. Tilkalkningen skete med forskellig hastighed i besætningerne fra 1 gang 

efter 3 måneders drift i én besætning og mellem 2 og 4 gange i løbet af afprøvningsperioden i 

resten af besætningerne. Der var i alle besætninger et ekstra sæt dyser (som det da også anbefales 

af Landsudvalget for Svin i en tidligere publikation (Jensen og Steinmetz, 1999)), sådan at 

udskiftningen kan ske med det samme og det nedtagne sæt dyser ligge til afkalkning, mens det 

andet sæt er i brug (Petersen, 2000b). 

Undersøgelsen illustrerer nogle af de vanskeligheder, der har været med at implementere lovgivningen 

på dette område. Ud over problemerne med hyppig tilkalkning af dyser og mangelfuld 

ydelse fra dyser (evt. på grund af fejldimensionering/-montering), har der også været problemer 

med forkerte spredebilleder (dvs. vandet rammer ikke, hvor det ønskes) og manglende løbende justering 

af overbrusningsstrategien ud fra behovet i stien (så den forventede effekt på stihygiejnen 

udebliver). Petersen (2000b) anfører således, at der erfaringsmæssigt er mange, der ikke justerer 

deres anlæg efter opsætning, hvorfor effekten udebliver eller er utilstrækkelig. Desuden beskrives 

det, hvordan der i systemet ESF med små redekasser ophøres med at bruge overbrusning, fordi det 

på trods af god effekt på spaltegulvene giver et for fugtigt stimiljø (Nielsen og Calmann-Hinke, 

2001b). På samme måde er det i en afprøvning af forskellige gulvtyper i en løbeafdeling med æde- 

/insemineringsbokse ikke muligt at indstille overbrusningsanlægget, så det faste gulv ikke bliver 

fugtigt, hvilket medfører at overbrusningsanlægget ikke bliver brugt konsekvent (Hansen og Kongsted, 

2002). 

Ud over at konstatere at der tekniske og bruger-relaterede problemer, måtte Petersen (2000b) 

konkludere, at der generelt manglede viden om faktorer, der har indflydelse på søernes behov for 

køling samt hvilken sammenhæng, der er mellem stiindretning, drift og klimaforhold i relation til 

opretholdelse af et skridsikkert gulv. Ligeledes nævner Nielsen og Calmann-Hinke (2001b), at det 

ikke vides, om de tekniske krav, der bør stilles til et overbrusningsanlæg i løsdriftssystemer med 

spaltegulve og redekasser kan opfyldes uden negativ effekt på stimiljøet og dermed søerne. Blandt 

de forhold, der spiller en rolle nævnes overbrusningsanlæggets placering, kapacitet, indstillinger, 

stiindretning og mængden af halm, der tildeles (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001b). Det lader 

således til, at der er behov for mere viden om, hvordan lovkravet om overbrusning rent praktisk 

implementeres. Der er imidlertid ikke siden Petersen (2000b) kommet undersøgelser fra Landsudvalget 

for Svin med direkte fokus på overbrusning af drægtige søer. Det er derfor vanskeligt at 

vurdere, om overbrusning af drægtige søer nu – 3-4 år efter de refererede undersøgelser - foregår 

mere i overensstemmelse med lovgivningens intention om at give søerne mulighed for at regulere 

deres kropstemperatur. Det skal dog tilføjes, at Landsudvalget for Svin på forespørgsel oplyser, at 

der med den nuværende viden om dyssetype, afkalkning af dysser og strategier for brugen af overbrusning 

ikke længere er problemer i relation til funktion (Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). 

Vigtigt for søernes velfærd 

Det skal understreges, at søers mulighed for at nedbringe deres legemstemperatur i varme periode 

og i situationer, hvor de af andre grunde kan få det varmt (rangkampe, i forbindelse med foderop- 


tag, opstaldning på dybstrøelse etc.), er af stor velfærdsmæssig betydning. Dette forstærkes af, 

at søers egen varmeproduktion stiger efterhånden som drægtigheden skrider frem - ifølge Petersen 

(2003a) med ca. 45% fra løbning indtil faring. EU’s Videnskabelige Veterinære Komite, anfører 

således også i rapporten “The Welfare of Intensively Kept Pigs” (Velfærd hos svin, der holdes intensivt), 

at blandt mange miljømæssige forhold (så som lys, støj og klima), der kan påvirke svins 

velfærd, er temperatur den væsentligste (Anon., 1997b). Det er ikke muligt at finde opgørelser 

over, hvor mange søer, der går til på grund af varme, men i 4 artikler med reportager fra konkrete 

besætninger, nævnes dødsfald blandt søer forårsaget af overophedning i varme sommerperioder 

eventuelt kombineret med mangelfuldt vædskeindtag (Christensen et al., 1995; Grynfeld, 2000; 

Hansen, 2002b; Gier, 2003). Ud over de søer, som dør, har de øvrige søer i staldrummet utvivlsomt 

lidt under varmen. 


4. Farende og diegivende søer 


Ved svinetællingen i 1. kvartal af 2004 var 220.000 søer opstaldet i farestald (Danmarks Statistik, 

2004b). I gennemsnit får hver so 2,3 kuld pr. år (Danske Slagterier, 2004a). Den tidligere anbefaling 

lød på udsætning efter 8. kuld grise, men nu er den sat ned til udsætning efter 6. kuld (Thorup, 

2003). Udsættes søerne efter anbefalingen, kommer de altså i farestalden 6 gange i løbet af 

deres liv. Hver gang er de i farestalden mindst 26 dage, hvis anbefalingen om indsættelse omkring 

5 dage før forventet faring (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)) og lovkravet om minimum 

21 dages diegivning (Anon., 2003b) følges. 

Søer kan opstaldes i løsdrift eller fikseres under faring og diegivning. Omkring 90% af søerne er 

fikserede under faring og diegivning (Pedersen et al., 2000), mens de resterende opstaldes enten i 

indendørs løsdrift eller udendørs. 

4.1.1. Løsdrift 

Løsgående farende og diegivende søer kan være opstaldet enten individuelt eller i grupper sammen 

med andre søer. For både de individuelt opstaldede og de gruppeopstaldede kan der bruges 

fiksering i dagene lige omkring faring. For begge opstaldningsformer findes en række forskellige 

stityper og -indretninger (se f.eks. Nielsen (1996b) og Damm og Nielsen (2000)). Det gennemgående 

problem med løsgående farende og diegivende søer er i Danmark en høj pattegrisedødelighed. 

I undersøgelser gennemført af Landsudvalget for Svin har den ligget på 25-30% (Nielsen 

og Damm, 1996 (redigeret 2003); Pedersen et al., 1998a; Damm og Nielsen, 2000). Den høje pattegrisedødelighed 

er baggrunden for, at Landsudvalget for Svin ikke anbefaler løsdrift i farings- og 

diegivningsperioden. Lignende erfaringer er gjort i udlandet (f.eks. Marchant et al., 2000). EUs 

Videnskabelige Veterinære Komite måtte da også i sin rapport ”The Welfare of Intensively Kept 

Pigs” (Velfærd hos svin der holdes intensivt) i 1997 nøjes med at opfordre til yderligere forskning 

og udvikling med henblik løsdrift. Dette skete i erkendelse af, at soens velfærd i løsdrift er bedre, 

end når hun fikseres, mens grisenes velfærd - særlig deres chance for overlevelse - tilgodeses ved 

fiksering af soen. Det var derfor anbefalingen, at der blev arbejdet hen imod løsdrift i en form, 

hvor både soens og grisenes velfærd var tilgodeset (Anon., 1997b). 

Der findes udenlandske rapporter om lavere pattegrisedødelighed hos løsgående diegivende søer. 

Her ligger pattegrisedødeligheden på 11-18% (Anon., 1997b; Weber, 2000; Cronin et al., 2000). 

I Sverige må søer ikke rutinemæssigt fikseres under faring og diegivning. Om end den gennemsnitlige 

pattegrisedødelighed her lader til at være højere end den gennemsnitlige pattegrisedødelighed 

i Danmark (18% mod 12,5% (Anon., 1997b)) er den samtidig lavere end de 25-30%, der 

hidtil er rapporteret fra danske besætninger med løsgående farende og diegivende søer. En del af 

forklaringen på, at der kan opnås gode resultater i udlandet kan være, at der er tale om anderledes 

dyr (evt. mindre søer og mindre kuldstørrelse) og/eller mindre besætningsstørrelser og mindre 

intensiv drift. Sidstnævnte indebærer mere plads pr. dyr og større tidsforbrug pr. dyr, og dermed 

bedre mulighed for at overvåge faringer, tildele større mængder halm, samt at muge ud manuelt i 

stedet for at benytte spaltegulve mv. 

En helt ny dansk undersøgelse har dog vist, at det kan lade sig gøre at opnå gode resultater 


også under danske produktionsforhold. I en stor produktionsbesætning med forholdsvis intensive 

løsdriftsstier var pattegrisedødeligheden således på 12,9% i løsdriftstierne (210 kuld) og 13,2% 

i fareboksene (211 kuld) (Moustsen og Jensen, 2003). Til sammenligning angives det nyeste 

landsgennemsnit for pattegrisedødelighed, der er tilgængeligt, til at være 13,4% (oktober 2002, 

Infosvins nøgletal). Løsdrift kan altså lade sig gøre også i Danmark. Landsudvalget for Svin og 

Dansk Landbrugsrådgivning vurderer ikke desto mindre, at fiksering også fremover vil være normen 

(Nielsen og Lundgaard, 2003). Den resterende del af dette afsnit vil derfor omhandle de velfærdsmæssige 

problemer, der er forbundet med den mest fremherskende opstaldningsform. 

4.1.2. Farebokse 

De omkring 90% af søerne, som fikseres (Pedersen et al., 2000), farer for hovedparten i farebokse, 

mens en mindre andel farer i bindsler og omgivet af farebøjler. Fiksering i farebokse er fremover 

lovligt, men for al nybyggeri er opbinding af søerne forbudt pr. 15. maj 2003. For allerede etablerede 

bygninger skal opbinding være udfaset pr. 31. december 2005. Reglerne blev vedtaget allerede 

i 1993, og Landsudvalget for Svin har siden da frarådet indretning af farestier til bindsler og 

bøjler (Fisker, 1993a). Det har ikke været muligt at finde information om, hvor mange stipladser, 

der på nuværende tidspunkt eksisterer til opbinding af farende og diegivende søer. Det formodes 

dog at være få, hvilket bekræftes af Landsudvalget for Svin (Nielsen, personlig meddelelse, 2004). 

I det følgende fokuseres derfor på fiksering i farebokse. 

Fareboks 

Indtil marts i år anbefalede Landsudvalget for Svin, at boksen var minimum 1,9 m lang (målt fra 

krybbens bagkant) og at den skulle kunne justeres med mindst 2 længder. Der anbefaledes ikke en 

bestemt bredde, men boksen skulle kunne justeres i trin på 5-7 cm målt ved baglågen (Nielsen og 

Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)). I marts 2004 blev anbefalingen ændret til, at boksen bør være 

2,1 m lang (ekslusive krybben), 0,65 m bred fortil ved opstanderen og 0,9 m bred ved baglågen i 

den yderste position (Moustsen og Poulsen, 2004). 


Figur 17. Fareboks i 

kassesti. 

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Hvad angår indstillingen af den justerbare boks, tilrådes det, at boksen tilpasses, så den slutter 

tæt om soen i dagene omkring faring, men dog ikke så meget, at soen ikke kan lægge sig på, 

hvad det betragtes som en normal måde. Fareboksen er enten udført med forskudte rør eller med 

fingre, der angiveligt støtter soen, når hun ligger op ad boksens side (Nielsen og Jacobsen, 1996a 


Kassesti 

Fareboksen er typisk installeret i en såkaldt kassesti, hvor der er helt eller delvist spaltegulv, et 

pattegrisehjørne og en krybbe (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)). Kassestiens dimensioner 

afhænger af, hvornår pattegrisene fravænnes. Når de fravænnes ved 4 ugers alderen, 

har det indtil i år været anbefalingen, at stien er minimum 1,5 m bred, 2,5 m lang og 0,5 m høj 

(Nielsen og Jacobsen, 1996b (redigeret 2003)). I marts 2003 ændredes anbefalingerne dog på 

baggrund af en undersøgelse, der viste, at søer og pattegrise er blevet større, til en bredde på 1,8 

m og en længde på 2,7 m (Moustsen og Poulsen, 2004). 


4.2.1. Adfærd 

Fiksering begrænser i meget høj grad soens adfærdsmæssige muligheder. Soen begrænses i sin generelle 

mulighed for at bevæge sig omkring og derved få motion, og samtidig forhindres hun i at 

udføre en række specifikke adfærdsformer. De adfærdsmæssige begrænsninger, der pålægges alle 

fiksede søer uanset staldafsnit, beskrives i kapitel 6. I indeværende afsnit beskrives de adfærdsmæssige 

konsekvenser af fikseringen, der er specielle for farende og diegivende søer. (Det skal 

understreges, at de velfærdsmæssige problemer, der beskrives i kapitel 6, skal sammenholdes med 

de problemer, der beskrives her, for at få det samlede billede af de farende og diegivende søers 

velfærdsmæssige problemer). 

Socialadfærd og isolation fra flokfæller 

Svin er sociale dyr (som beskrevet i kapitel 2), hvilket ifølge den nye lovgivning søges tilgodeset 

under drægtigheden (som beskrevet i kapitel 3). Søerne skal i nyere stalde ifølge lovgivningen 

holdes i løsdrift i grupper indtil 7 dage før forventet faring (Anon., 2003a). I ugen før det forventede 

faringstidspunkt og under faring kan søerne dog holdes udenfor synsvidde af artsfæller, men 

herefter skal de igen kunne se andre svin (Anon., 2003b). Dette reflekterer, at søer i de sidste 

dage op mod faring søger at isolere sig fra sine artsfæller både under naturlige forhold (Jensen, 

1986, 1989; Stolba og Wood-Gush, 1989) og under staldforhold (Arey et al., 1992). Soen bør 

tages ud af drægtighedsstalden inden hendes motivation for at isolere sig er stor og hun bør samtidig 

have en vis tilvænningsperiode i farestalden, inden hun farer. Dette harmonerer godt med 

Landsudvalget for Svins anbefaling om, at hun overføres til farestalden 5 til 7 dage før forventet 

faring (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)), om end det er lidt før end motivationen for 

at isolere sig indtræffer. Det harmonerer derimod dårligt med, at det faktiske indsættelsestidspunkt 

i mange besætninger ligger meget tættere på faringen (Alnor, 2003, Anon., 2003c). 

Sen indsættelse er velfærdsmæssigt problematisk af flere grunde. Søerne forbliver i drægtighedsstalden, 

selvom de ikke længere er motiverede for at være sammen med andre søer, og de får ikke 

en tilvænningsperiode i fareafdelingen inden faring. Samtidig opstår der på grund af den biologi- 


ske variation i drægtighedslængden en risiko for, at soen farer før, hun er flyttet fra drægtighedsafdelingen. 

Dette kan eksempelvis ske, mens hun er fikseret i en æde-/hvileboks, hvor hun i forbindelse 

med morgenfodringen er blevet sorteret fra til indsættelse i farestalden. Det kan også ske 

i separationsarealet til en ESF sti. Eller det kan ske, uden at soen er blevet sorteret fra flokken. 

Ingen af disse lokaliteter er egnede til faring, og det vil blive nødvendigt at flytte den farende 

eller nyfarede so, hvilket på grund af soens fysiologiske tilstand er vanskeligt. Problemet med sen 

indsættelse i farestalden skyldes blandt andet, at der er for få farestier i de danske besætninger. 

Et eksempel herpå fremgår af svinefagbladet Hyologisk, hvor det beskrives, at det i en stor svinebedrift 

er valgt, at køre med et stramt program, hvor de højdrægtige søer flyttes til farestalden 

i sidste øjeblik. De flyttes således normalt om onsdagen og torsdag morgen har de første faret. 

Dette er, som det anføres, et helt bevidst valg for at spare på farepladserne (Olsen, 2002). Det er 

Landsudvalget for Svins vurdering, at der i langt de fleste besætninger er behov for ca. 15% flere 

farestier (Rasmussen, 2003). (Overbelægningsproblemet behandles nærmere i kapitel 6). 

Når soen er flyttet til farestalden indebærer det, at hun ikke længere går i en gruppe af søer. Men 

opstaldning i fareboks indebærer kun ringe grad af isolation fra andre søer, idet søerne og grisene 

i farestalden både kan ses, lugtes og høres. Betydningen af den manglende mulighed for isolation 

fra andre søer (og mennesker) for soens velfærd, er ikke undersøgt. 

Under naturlige forhold slutter redefasen ca. 9 dage efter faring, hvor soen igen opsøger sin flok 

og introducerer sit kuld til den (Jensen, 1986). Der er således intet, der tyder på, at søer på dette 

tidspunkt og i resten af diegivningsperioden skulle være mindre motiverede for at være sammen 

med andre svin end det er tilfældet under drægtigheden, hvor deres sociale behov nu er søgt 

tilgodeset gennem lovgivningen (Anon., 2003a). Dette er baggrunden for de løsdriftssystemer, 

der baserer sig på grupperede søer i farerings- og diegivningsperioden. Her har man søgt at give 

søerne mulighed for selv at styre omfanget af social kontakt, sådan at isolationen fra de andre individer 

kan foregå i overensstemmelse med den individuelle sos behov (se f.eks. Nielsen, 1996b). 

Valg af redested og redebygning 

Når søer lever i naturlige omgivelser forlader de deres flok og det område, de normalt færdes i omkring 

2 dage før faring og vandrer ud for at finde et redested. Herefter bygger de en farerede ved 

hjælp af redematerialer, som de indsamler i området (Jensen, 1986, 1989; Jensen et al., 1987, 

1993; Stolba og Wood-Gush, 1989). 

Under indendørs forhold bliver søer rastløse i dagene op mod faring (Vestergaard og Hansen, 1984; 

Lammers og de Lange, 1986; Haskell og Hutson, 1994), formentlig som et udtryk for motivation for 

at vandre og isolere sig fra andre grise. Herefter bygger de – i lighed med søer i naturen – en farerede 

indenfor det sidste døgn før faring. Også boksfikserede søer udfører redebygningsadfærd, hvis 

de har redematerialer og redebygningslignende bevægelser, hvis de ikke har redematerialer (Lammers 

og de Lange, 1986; Jensen, 1993; Cronin et al., 1994; Hartsock og Baczewski, 1997; Damm et al., 

2002). Der er derfor ingen tvivl om, at også fikserede søer er motiverede for at bygge rede forud for 

faring. Der er kun lavet få undersøgelser om søers motivation under staldforhold for at kunne vandre 

omkring, og at kunne vælge et egnet redested, men resultaterne tyder på, at også denne motivation 

findes her (Lammers og de Lange, 1986; Schouten, 1986; Arey et al., 1992). 

I erkendelse af søernes motivation for redebygning er tildeling af redematerialer nu blevet et 

lovkrav. Søerne skal således i ugen før det forventede faringstidspunkt have egnede redebygningsmaterialer 

i tilstrækkelig mængde med mindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det 

gyllesystem, der anvendes på bedriften (Anon., 2003b). Ud fra et biologisk synspunkt kan egnede 


edematerialer tænkes at være halm, grene, sphagnum, sand og lignende, som søerne villigt har 

brugt i eksperimentelle undersøgelser (Arey et al., 1991; Jensen, 1993; Thodberg et al., 1999a; 

Damm et al., 2000, 2003a). Også savsmuld, savsspåner, stofstrimler og venylstrimler har været 

anvendt (Widowski og Curtis, 1990; Cronin et al., 1993; McGlone et al., 1996; Arey, 1997). Søerne 

foretrækker dog halm frem for både savspåner og stofstrimler (Widowski og Curtis, 1990; Arey, 

1997). Der er behov for mere præcis viden om, hvad der under produktionsforhold kan håndteres 

samtidig med, at det ud fra soens perspektiv udgør egnede materialer i passende mængde. 

Gyllesystemer kan bestå i et rørslusningsanlæg, et skrabeanlæg eller et linespilsanlæg (Nielsen 

og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)). Landsudvalget for Svin anbefaler, som tidligere nævnt, at 

anlægget dimensioneres i forhold til den mængde strøelse, der ønskes anvendt, således at der 

ikke opstår tilstopning af anlægget (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)). Risikoen for 

tilstopning af anlægget - i kombination med den udbredte brug af spaltegulve – er imidlertid 

grunden til, at lovgivningens mulighed for at undlade tildeling af redematerialer hyppigt er i 

anvendelse. Af en undersøgelse på slagtesøer fra 28 besætninger fremgår det, at der ikke bruges 

halm i fareafdelingen i de 21 af besætningerne (Christensen et al., 2004). Undersøgelsen vedrører 

slagtninger i perioden januar 2002 til juli 2003. Lovkravet om redematerialer trådte først i kraft 

15. maj 2003 og har således ikke været gældende i det meste af perioden. Tallene illustrerer dog, 

at det ikke er praksis at tildele halm som redemateriale. Det er ud fra velfærdsmæssigt perspektiv 

beklageligt, at redematerialer enten ikke tildeles eller tildeles i så små mængder, at de næppe har 

relevans. Mange undersøgelser har vist, at muligheden for at bygge en farerede har positiv effekt 

på soens velfærd og hendes adfærd overfor pattegrisene, når hun er i løsdrift (Thodberg et al., 

1999a; Damm et al., 2000; Herskin et al., 1998, 1999). Der er kun begrænset viden om effekten 

af tildeling af redematerialer til fikserede søer. Men de undersøgelser, der er, tyder på, at fikserede 

søer udfører mere redebygningsadfærd, er mindre rastløse omkring faring og mere responsive overfor 

deres grise, samt at pattegrisedødeligheden er lavere, når der tildeles redematerialer (Cronin 

og van Amerongen, 1991; Cronin et al., 1993). 

Moder-afkom interaktion 

Når soen fikseres i boks, hæmmes hendes mulighed for at styre kontakten med grisene. I kassestier 

er der etableret en varmekilde for grisene væk fra det sted, hvor soen ligger. Når grisene 

ligger ved varmekilden, er det alment kendt, at soen forsøger at orientere sig mod dem. Det 

fremgik eksempelvis af en produkttest af farebøjler til opbundne søer. Her anføres det for flere af 

fabrikaterne, at det er en ulempe, at søerne kan lægge sig på tværs af bøjlerne med hovedet ind 

i pattegrisehulen og at det er en fordel ved et enkelt fabrikat, at der er et vandret rør, som forhindrer 

soen i at ligge sådan. Soen lader således til at være motiveret for kontakt med sine grise. 

Adskillige undersøgelser har vist, at moder-afkom samspillet påvirkes af fikseringen. I sammenligninger 

af adfærden i fikseringsbokse (ofte uden strøelse) med adfærden i stier (ofte med strøelse) 

tilbragte grisene den samme mængde tid ved yveret eller tæt ved siden af soen (Cronin og Smith, 

1992a), men soen var mindre undersøgende overfor grisene (Cronin og Smith, 1992b) og mindre 

reaktiv overfor deres skrig (Cronin et al., 1996; Thodberg et al., 2002). Den tid det tog for fikserede 

gylte (ikke søer) at genkende deres grise, var desuden længere end hos løse gylte (Thodberg 

et al., 2002). Og endelig truede, snappede eller bed fikserede søer deres grise mere end løse søer 

(Whatson og Bertram, 1982/1983; Cronin og Smith, 1992b). Det er således klart, at fikseringen 

har konsekvenser for moder-afkom kontakten, hvilket påvirker begge parters velfærd i negativ retning. 

Diegivning 

Fra studier af søer og grise i naturlige omgivelser har man kendskab til den såkaldte gradvise fra- 


vænningsproces (Jensen og Recén, 1989). Når grisene er helt unge, kalder soen dem til sig ca. en 

gang i timen ved at grynte og lægge sig på siden, så de får fri adgang til yveret. Hun lader som 

regel grisene afslutte diegivningerne (de falder i søvn ved yveret eller går selv væk). Efterhånden 

som grisene bliver ældre, gør hun det gradvist sværere for grisene at få adgang til mælken, hvorved 

de bliver mere og mere motiverede for at indtage anden føde. Soen gør dette ved at afslutte 

diegivningerne (hun ruller om på bugen eller går væk) og ved at give die stående. Hun overlader 

det samtidig mere og mere til grisene at tage initiativet til diegivningerne, således at de skal 

opsøge hende og stimulere hendes yver, i stedet for som tidligere at kalde dem til sig og lægge 

sig på siden. Selvom grise under naturlige forhold først er helt fravænnet ved 9-17 ugers alderen 

(Newberry og Wood-Gush, 1985; Jensen og Recén, 1989), så starter den gradvise fravænningsproces 

langt tidligere. Soen er således allerede i gang med at øge kontrollen over diegivningerne, 

når grisene er 2-3 uger og ved 4 ugers alderen æder grisene allerede en god del fast føde (Jensen 

og Recén, 1989; Damm et al., 2003b). Når søerne er fikserede, kan de ikke forlade grisene, men 

er kontinuerligt udsat for grisenes yverstimulering og genstanden for deres eksploration i et ellers 

stimulusfattigt miljø. Fysiologiske målinger på, hvorvidt dette er stressende for soen, er ikke 

entydige (Cronin et al., 1991; Lawrence et al., 2002), men EU’s Veterinære Videnskabelige komite 

anførte dog på basis af Cronin et al.’s cortisol målinger, at soen formentlig er stresset omkring uge 

4 i diegivningen, hvor grisene er størst (Anon., 1997b). 


Figur 18. Billedet 

illustrerer flere forhold: 

1) i fareboksen er soen 

ikke i direkte kontakt 

med andre søer, men hun 

har heller ikke mulighed 

for at isolere sig forud 

for faring, 2) soen har 

ringe mulighed for at 

kontrollere diegivningen 

og 3) boksen er lille 

i forhold til soens 

kropsstørrelse. De to 

første forhold diskuteres 

i indeværende kapitel, 

det sidste i kapitel 6. 


Når søer opstaldes i stier, hvor de har mulighed for at kontrollere diegivningerne og kontakten 

med grisene, ses et forløb, der ligner det, som kendes fra naturlige omgivelser (f.eks. Bøe, 1991; 

Pajor, 1998). Søer foretrækker også her at reducere samværet med grisene, efterhånden som de 

bliver ældre (f.eks. Bøe, 1991, 1993, 1994; Pedersen et al., 1998a). Når adfærden hos søer i stier, 

hvor der er mulighed for at forlade grisene, sammenlignes med adfærden hos fikserede søer, er 

der også forskelle i, hvordan diegivningen foregår. I de fleste undersøgelser har man fundet, at 

der hos fikserede søer er flere diegivninger (Bøe, 1991; Gertken et al., 1993; Rantzer et al., 1995;

Pajor, 1998). Enkelte studier har dog fundet færre diegivninger (hos gylte, men ikke søer) (Thodberg 

et al., 2002) eller ingen forskel (Cronin og Smith, 1992a). Den manglende overensstemmelse 

mellem studierne skyldes formentlig, at grisene i undersøgelserne har været af forskellig alder i 

kombination med, at søerne i stier har haft forskellige grader af mulighed for at styre diegivningerne. 

Thodberg et al. (2002) fandt kun færre diegivninger hos gylte i bokse, ikke hos søer, så der 

kan måske også ske en vis adaptation efterhånden som søerne bliver ældre og har prøvet at være 

i bokse flere gange. Som det fremgår, tegner der sig ikke et helt klart billede af, hvordan fikseringen 

påvirker diegivningsfrekvensen, men de fleste studier viser, at der er en påvirkning i retning 

af flere diegivninger hos fikserede søer end hos søer, der har mulighed for at udøve en vis kontrol 

over diegivningen. Ud over frekvensen af diegivningerne påvirker boksfiksering adfærden i forbindelse 

med de enkelte diegivninger. Diegivningerne varede således længere hos fikserede søer (Arey 

og Sancha, 1996), soen udførte flere urolige forbensbevægelser under diegivningerne, og søerne 

gryntede mindre efter diegivningerne (Cronin og Smith, 1992b). Sidstnævnte menes at have betydning 

for den såkaldte eftermassage, hvor grisene stimulerer soens yver til at producere mere 

mælk (Cronin og Smith, 1992b). Disse observationer kan tolkes som yderligere tegn på, at soen 

ikke kan udøve tilstrækkelig kontrol over diegivninger, som i stedet styres af grisene. 

4.2.2. Management af faringen 

4.2.2.1. Faringsinduktion 

Drægtighedsperioden hos søer er ca. 115-116 dage, men der er stor spredning. Det betyder, at 

der skal bruges nogen tid på overvågning af faringer og at kuldudjævning og andre rutinemæssige 

aktiviteter besværliggøres, fordi de ikke kan foretages synkront (Thorup, 1995b (redigeret 1999)). 

Hos søer kan der anvendes PGF2-alfa analoger til induktion af fødsel og injektionen skal foretages 

af en dyrlæge (Thorup, 1995b (redigeret 1999)). Efter behandling føder 70% af søerne indenfor de 

efterfølgende 24-36 timer, og heraf farer 70% indenfor normal arbejdstid, samtidig med at faringer 

i weekenden begrænses (Thorup, 1995b (redigeret 1999)). Dette er demonstreret ved afprøvning 

af faringsinduktion i 3 besætninger (Pedersen, 1986). 

Bivirkninger som forbigående smerte i bughulen og øget respirationsfrekvens forekommer (Friis, 

1992) og soen kan være urolig (Thorup, 1995b (redigeret 1999)). Uroen består i, at soen gnaver 

i forværk, gnubber sig mod skillerum og står uroligt (Pedersen, 1986). Fødslen sker dog hverken 

hurtigere eller langsommere og frekvensen af farefeber påvirkes ikke (Thorup, 1995b (redigeret 

1999)). En mere indirekte bivirkning kan dog være, at den intensive overvågning i farestalden i 

forbindelse med, at alle søer farer stort set samtidig, kan stresse søerne, så faringerne går i stå 

(Thorup, 1995b (redigeret 1999)). 

Ved brug af naturligt prostaglandin var der i en afprøvning gennemført af Landsudvalget for Svin 

så kraftige reaktioner hos søerne, at midlet blev taget ud af afprøvningen (Pedersen, 1986). Naturligt 

prostaglandin anses derfor for uegnet til faringsinduktion (Pedersen, 1986; Thorup, 1995b 


Der er ingen viden om, hvor udbredt rutinemæssig brug af faringsinduktion er, men at det forekommer, 

fremgår af en artikel i det svinefaglige blad Hyologisk, som beskriver en besætning, hvor 

søerne rutinemæssigt faringsinduceres om onsdagen, så alle faringer sker før weekenden (Olsen, 

2004). 


4.2.2.2. Faringshjælp 

Fødslen kan gå i stå, fordi en gris ikke kan passere bækkenet på grund af vesvækkelse hos soen 

eller knæk på børen (Thorup, 1995c (redigeret 1997)). I Landsudvalget for Svins database Infosvin 

anbefales det at yde fødselshjælp, når der er et interval mellem de fødte grise på mere end 

en time eller, når soen presser uden, at der fødes en gris (Thorup, 1995c (redigeret 1997)). 

Fødselshjælpen sker ved, at der føres en arm ind i fødselsvejen og en eller flere grise trækkes ud. 

Landsudvalget for Svin fraråder brug af hormonet oxytocin til at stimulere véerne, da det ikke er 

muligt at efterligne de naturlige oxytocinforhold og fordi, det kun er dyrlæger, der må bruge oxytocin 

som veforstærkende middel (Thorup, 1995c (redigeret 1997)). 

De fleste fødselsstop sker foran bækkenet, da det er det snævreste sted i fødselsvejen. Hvis soen 

ikke har fødselskraft til at få grisen over dette sted, er fødselshjælp en fordel. Der er dog også 

risiko for at beskadige fødselsvejen under udførelse af fødselshjælpen. Ophidselse eller angst hos 

soen frigør adrenalin, som direkte modvirker oxytocins virkning. Fødselshjælp forøger ydermere 

risikoen for efterfølgende infektion hos soen (Thorup, 1995c (redigeret 1997)). 

Det forekommer, at faringshjælp bruges helt rutinemæssigt. I to artikler beskrives således to besætninger, 

hvor dette er tilfældet. I den ene besætning faringsinduceres søerne og de få dage, 

hvor faringerne forekommer, tjekkes de mange gange i døgnet. Der er, som det udtrykkes, ikke en 

so, der begynder at fare uden, at der ydes fødselshjælp (Olsen, 2004). I den anden besætning er 

det de søer, som tidligere har haft mange dødfødte grise, der konsekvent modtager oxytocin og 

faringshjælp flere gange i løbet af faringen (Jeppesen, 2003). Endvidere fremgår det af hjemmesiden 

for en besætning, at man ”arbejder meget med aktiv faringshjælp” (Anon., 2004a). 


Figur 19. Faringshjælp. 


Det kan diskuteres om hyppig faringshjælp fremmer soens velfærd. Når der reelt er problemer med 

faringen, bør der selvfølgelig gribes ind. Men rutinemæssig faringshjælp uden konkret vurdering af 

det pågældende faringsforløb eller en vurdering, der konsekvent ikke tager højde for den naturlige 

biologiske variation i faringsforløb, er næppe fremmende for soens velfærd. Som tidligere nævnt, 

kan det medføre, at faringerne forhales på grund af forstyrrelsen af soen, ligesom det medfører en 

risiko for efterfølgende infektioner (Thorup, 1995c (redigeret 1997)). 

4.2.2.3. Dødfødte grise 

I gennemsnit føder soen 1,3 dødfødte grise pr. kuld (landsgennemsnit oktober 2003, Info-svin). 

Indenfor hver besætning er frekvensen af dødfødte grise tydeligt påvirket af soens lægnummer 

og kuldstørrelsen (flere dødfødte grise ved højere lægnumre og større kuldstørrelser), men dette 

forklarer sjældent forskellen mellem besætninger. Der kan være mange årsager til dødfødte grise. 

Grise, der er døde før faringen, kan skyldes infektioner, svampetoxiner, foderfejl eller stress. Grise, 

der er døde under faringen kan skyldes forhindringer i fødselsvejen (for lille bækken, knæk på 

børen), forkert brug af oxytocin, mineral- eller vitaminmangel hos grisene, eller stress hos soen 

(Thorup, 1995d (redigeret 1997)). En undersøgelse fra Landsudvalget for Svin viste, at i besætninger 

med mange dødfødte grise pr. kuld modtog søerne mere fødselshjælp end i besætninger 

med få dødfødte grise. Når der blev ydet fødselshjælp i besætningerne med mange dødfødte, blev 

en stor del af de dødfødte grise født efter indgrebet. Forfatteren tolker det sådan, at man skal 

have fokus på forhold, der påvirker forløbet af faringen, når man vil forklare forskellen mellem 

besætninger i frekvensen af dødfødte grise. Det kan være behandlingen af soen i perioden op til 

faringen, aktiviteter som medfører uro i farestalden og årsagerne til og forløbet af faringshjælpen 

(Thorup, 1995e). Søer, der farede om dagen fik således også flere dødfødte grise end søer, 

der farede om natten. Det blev efterfølgende undersøgt, om det kunne skyldes, at søerne var 

frygtsomme overfor menneskene i stalden, men dette kunne ikke umiddelbart verificeres (Thorup, 

1997). 

At stress kan være årsag til dødfødte grise understreges i en artikel i Månedsmagasinet Svin (Hofstätter, 

2003). Det fremgår, at antallet af dødfødte grise pr. kuld er steget med over 40% gennem 

de seneste 10 år. Dette er sket sideløbende med en stigning i totalt antal fødte grise. Det er 

kendt, at med stigende kuldstørrelse stiger også antallet af dødfødte grise, men det forklarer ikke 

hele stigningen i forekomsten af dødfødte. I følge Thorup (citeret i artiklen af Hofstätter (2003)) 

hænger det sammen med, at faringerne varer længere og længere. Det er tilsyneladende kun i få 

tilfælde fordi, der er en hindring i fødselsvejen. I langt de fleste tilfælde er det fordi, soen ikke 

presser. Det er en nærliggende tanke, at årsagen kan være stress (Thorup, citeret i Hofstätter 

(2003)). 

4.2.3. Management af kuldet 

4.2.3.1. Store kuld 

Igennem mange år er kuldstørrelsen ved faring årligt steget med ca. 0,1 gris. Igennem de seneste år 

har avl for høj kuldstørrelse dog medført en stigning på 0,2 gris pr. år. Den gennemsnitlige kuldstørrelse 

er nu på 12,8 levendefødte grise (Thorup, 2003). I mange besætninger er den gennemsnitlige 

kuldstørrelse endog større (Thorup, 2002; Olsen, 2004). Ud over de levendefødte grise får søerne i 


gennemsnit 1,3 dødfødte grise pr. kuld (landsgennemsnit 2002), men i besætninger, hvor kuldstørrelsen 

er over det gennemsnitlige, kan antallet af dødfødte grise også være det (f.eks. Olsen, 2004). 

De mange dødfødte grise, der er fulgt med avlen for større kuldstørrelse, har medført, at Landsudvalget 

for Svin i juni 2004 ændrede avlsmålet. Der avles nu for antal levende grise pr. kuld 5 dage efter 

faring. Der går 3 til 5 år før dette vil kunne mærkes, og 5 til 10 år før effekten slår fuldt igennem 

(citeret fra Thalbitzer, 2004). Effekten af det nye avlsmål kendes altså ikke endnu, men udviklingen 

går mod flere overlevende grise i kuldene og færre dødfødte eller tidligt døde. 

Af figur 20 fremgår to opgørelser. Den ene er baseret på 20.000 kuld født fra 1990 til 1993. Her 

lå den gennemsnitlige kuldstørrelse på 10,8 levendefødte grise pr. kuld. Den anden er baseret på 

40.000 kuld født mellem 1999 og 2003. Her var kuldstørrelsen på 12,8 levendefødte grise pr. kuld. 

Opgørelserne er vist fordelt på kuldnummer og som det fremgår, topper søerne omkring 3-5 kuld. 


Figur 20. Antal 

levendefødte grise 

pr. kuld fordelt på 

kuldnummer og årrække. 

(Modificeret fra Thorup, 

Tallene dækker over en stor variation. En karakteristisk fordeling i en besætning indebærer – i 

hvert fald i 1997 – at omkring 13% af kuldene er på 8 eller færre levendefødte grise og at 55% af 

kuldene er på 12 levendefødte eller derover (Thorup og Kongsted, 1997). Det betyder, at mange 

søer får flere grise end de har funktionelle patter til at ernære. I de store kuld – særlig når der er 

flere grise end der er patter – er der megen uro ved yveret. Dette skyldes, at alle grisene forsøger 

at etablere ret til en egen patte. For at systemet med ret til en egen patte kan fungere, skal der 

dannes og opretholdes en stabil patteorden. Når det sker, ved alle grisene, hvilken patte de skal 

indfinde sig ved, når der er diegivning, og alle grisene kan få mælk i de 20 sekunder, som soens 

mælkenedlægning varer. Systemet kan imidlertid ikke fungere, hvis der er flere grise, end der er 

patter. I denne situation vil grisene slås for at få adgang, fordi mælken tidligt i livet er deres eneste 

fødekilde og dermed helt afgørende for deres overlevelse (Fraser et al., 1995). De store kuld 

kan således forstyrre soen på grund af mange kampe og uro ved yveret. Herudover kan soen have 

problemer med at koordinere sin adfærd med grisenes, før hun lægger sig, fordi det er svært at 

holde styr på den enkelte gris’ placering, når der er mange af dem og de er spredt omkring hende 

2003)

(Marchant et al., 2001). Denne problematik forværres formentlig jo større kuldet er. Endelig kan 

det stille for store krav til soen at passe mange grise, hvis hun er syg eller har haft en vanskelig faring. 

I denne situation, bør man sørge for, at hun kun skal passe et begrænset antal (Thorup, 2002). 

Til løsning af det hyppigt forekommende problem, at soen får flere grise, end hun har patter til, 

benyttes kuldudjævning og ammesøer. 

Figur 21. Hver gris 

har sin egen patte, 

som den dier ved hver 

diegivning. Det kaldes en 

patteorden. 


4.2.3.2. Kuldudjævning 

Det er både dyrevelfærdsmæssigt, etisk og produktionsøkonomisk uacceptabelt at lade et stort 

kuld forblive ved en so, der ikke har funktionsdygtige patter til alle grisene, da mange af grisene 

i så fald vil dø af sult, underafkøling og/eller ihjellægning. Herudover kan det være en belastning 

for soen at have for mange grise, som ovenfor beskrevet. I praksis flyttes grise mellem kuld, sådan 

at mindre kuld modtager grise fra større kuld. Den anbefalede størrelse af et kuld efter kuldudjævning 

er 11-12 grise og kuldudjævningen bør ske indenfor de første 48 timer efter soen har faret, 

dog først efter grisene har fået råmælk (Thorup, 2002). Flytning på et senere tidspunkt skaber 

megen forstyrrelse i patteordnen, megen uro og soen kan være mere tilbøjelig til at afvise grisene. 

Dette blev demonstreret i et forsøg, hvor kuld uden kuldudjævninger blev sammenlignet med kuld, 

hvor der blev flyttet grise hver 3. dag i perioden 1 til 16 dage efter faring. Med undtagelse af dag 

1 var der i kuldene, hvor der blev flyttet grise, flere kampe mellem grisene, søerne havde flere diegivninger 

uden mælkenedlægning, de lå mindre i sideleje med yveret blottet og de snappede mere 

efter grisene, særlig efter de fremmede grise (Robert og Martineau, 2001). Ifølge Thorup (1995f 

(redigeret 2002)) er den fikserede so dog ikke i stand til at jage grisene bort fra yveret. 

Hvorvidt hver so skal ligge med 11, 12 eller 13 grise diskuteres (Thorup, 2002). Fra 11 til 13 grise 

steg pattegrisedødeligheden med 2% og fravænningsvægten faldt med 600 g. Fra 11 til 12 grise 

steg dødeligheden med 0,5% og fravænningsvægten faldt med 400 g. Produktionsøkonomisk kan 

dette imidlertid modregnes i sparede ammesøer og produktion af flere grise pr. stiplads, når der 

bruges større kuldstørrelser. Hvad der bedst kan betale sig varierer mellem besætninger (Thorup, 


2002). Hvorvidt højere dødelighed kan accepteres - velvidende at dette kan forhindres ved brug af 

mindre kuldstørrelser - er en etisk overvejelse værd. Men ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt er 

det ikke sandsynligt, at der for soen er stor forskel på at have 11 eller 13 grise. Dette forudsætter 

dog, at hun har funktionsdygtige patter til dem, at hun kan opretholde et normalt huld under diegivningen 

og at der er plads til, at de mange grise kan die samtidig, hvilket kan være vanskeligt 

i smalle stier. Hvis ikke disse forhold er i orden, vil der opstå uro omkring diegivningerne, hvilket 

kan være til gene for soen. Overordnet vil 13 grise pr. kuld dog indebære den fordel, at knap så 

mange grise skal flyttes mellem kuld som ved 11-12 grise pr. kuld. 

4.2.3.3. Ammesøer 

Ammesøer laves enten som et-trins ammesøer eller som to-trinsammesøer. Ved et-trins ammesøer 

fravænnes soens grise efter mindst 21 dages diegivning, hvorefter soen tildeles overtallige 

grise fra et eller flere kuld. Ved to-trins ammesøer fravænnes soens grise efter mindst 21 dages 

diegivning og et kuld maximalt 1 uge gamle grise flyttes til den fravænnede so. Den so, som afgiver 

disse ugegamle grise, tildeles derefter de overtallige grise. To-trinsammesøer benyttes for at 

undgå stor aldersforskel mellem de grise, der netop blev taget fra den so, der skal være ammeso, 

og så de grise, der sættes til hende. En stor aldersforskel kan muligvis bevirke uoverensstemmelser 

mellem soens adfærd (den naturlige gradvise fravænningsproces er beskrevet i kapitel 4) og grisenes 

behov (Thorup og Nielsen, 2003). Ud over de grise, der er overtallige ved fødsel, bruges ammesøer 

også til grise, der er mere end to dage og som mistrives i kuldet (Thorup, 2002), eksempelvis 

de såkaldt efternøler-grise. Også grise, der skulle have været fravænnet, men som på grund 

af ringe størrelse ønskes fravænnet senere, kan lægges til ammesoen (Thorup, 2001). 

Der er kun meget få systematiske undersøgelser af, hvordan ammesøer bedst konstrueres og ingen 

undersøgelser af konsekvenserne for dyrenes adfærd og velfærd. Det er dog alment kendt, at der 

kan være problemer med at få soen til at acceptere de nye grise. Ifølge Thorup og Nielsen (2003) 

er tre metoder udbredt i praksis: 

1. 1-2 timer efter flytning af soens egne grise tildeles de nye grise således, at yveret er spændt 

og soen derfor angiveligt mere villig til at acceptere grisene og lade dem die 

2. Soen flyttes til en sti med nye grise. På grund af stiskiftet er soen angiveligt ikke opmærksom 

på, at grisene også er skiftet ud 

3. Grisene byttes ud under f.eks. fodringen, således at soens opmærksomhed er afledt og samtidig 

sprøjtes et stærkt lugtstof (eksempelvis hjortetaksolie) på soens tryne og over grisene for at 

sløre grisenes fremmede lugt 

Som det anføres af Thorup og Nielsen (2003) bygger sidstnævnte metode på en antagelse om, at 

soen identificerer sine grise via lugtesansen, hvilket dog ikke nødvendigvis er tilfældet. Adfærdsstudier 

af søer i naturlige omgivelser har vist, at kontakten mellem so og grise ændrer sig fra at 

være domineret af tryne-kontakt dag 10 i diegivningen til overvejende at bestå af kontakt baseret 

på vokalisering senere i diegivningen (Jensen og Redbo, 1987). 

Ofte anvendes førstelægs-søer som ammesøer, da de tilsyneladende er nemmere at få til at acceptere 

nye grise. Dette kunne dog ikke bekræftes i en eksperimentel undersøgelse, hvor der tværtimod 

var tendens til, at de var længere tid om det end ældre søer (Thorup et al., 2004). Der er 

også en forhåbning om, at det vil påvirke de unge søers efterfølgende reproduktion positivt. Disse 

unge søer er imidlertid mere udsatte for et stort huldtab gennem laktationen på grund af en større 

negativ energibalance (Sørensen et al., 1998). Det skyldes, at de endnu ikke er færdigudvoksede 

og derfor skal optage energi både til mælkeproduktion og til egen vækst. 


Landsudvalget for Svin anbefaler – dog i erkendelse af, at der er sparsom viden på området – at 

der anvendes to-trinsammesøer, og at der bruges søer ældre end første læg. Det skal bemærkes, 

at brugen af to-trins ammesøer overordnet set vil medføre mere flytten omkring med kuld mellem 

søer, hvilket må anses for en velfærdsmæssig ulempe. Der er ingen viden om, hvorvidt det udgør 

en velfærdsmæssig fordel for den enkelte so, at hun modtager grise, der aldersmæssigt er mere i 

overensstemmelse med de grise, hun netop har afgivet. Det forlængede ophold i fareafdelingen for 

ammesøer kan betragtes som en ulempe på grund af fikseringen, i hvert fald hvis alternativet er 

løsdrift i velfungerende løbe- og drægtighedsafdelinger. 


5. Goldsøer 

Ved fravænningen flyttes søerne til løbeafdelingen. Brunsten indtræffer som regel allerede efter 

4–6 dage (Madsen og Fisker, 2003), og søerne bliver da insemineret eller bedækket af en orne. 

Hovedparten (70%) af søerne insemineres (Mortensen, 2003). Herefter kan søerne indsættes i 

drægtighedsafdelingen eller de kan opstaldes i en kontrolafdeling indtil de er drægtighedskontrolleret 

efter 4 uger. Kontrolstalden etableres med fordel i løbeafdelingen (Nielsen og Hansen, 1995a 

(redigeret 2003)). Ved svinetællingen 1. kvartal af 2004 var der 39.000 goldsøer (Danmarks Statistik, 

2004b). 


I løbeafdelingen kan søer opstaldes i bokse, i enkeltdyrsstier eller i løsdrift i grupper. Uanset 

hvilken form for opstaldning, der benyttes, anbefales det, at der opstaldes en eller flere orner i 

nærheden af søerne. Søerne skal helst kunne få trynekontakt med mindst en orne de første 2 dage 

efter fravænning, og herefter lugte og høre ornen indtil hun igen ser ham ved brunstkontrol og 

inseminering (Madsen og Fisker, 2003). Dette fremmer søernes brunst og udvisningen af brunstadfærden, 

som bruges til at bestemme det rette tidspunkt for inseminering eller bedækning. Indretningen 

af løbeafdelingen bærer således ofte præg af, at der skal være plads til ornerne. Det skal 

dog nævnes, at der på trods af de anførte anbefalinger tilsyneladende er mange løbestalde, hvor 

der kun er ringe mulighed for ornekontakt eller slet ingen kontakt (Holmegård, 2001). 


Figur 22. Ornekontakt 

fremmer soens brunst. 


Lovgivningen om hold af drægtige søer foreskriver, at søerne skal gå løse i grupper fra 4 uger efter 

løbning til 1 uge før forventet faring (Anon., 1998, 2003a). Der er således ikke krav om løsdrift 

i løbeafdelingen (inklusive kontrolstalden). Det er der imidlertid ved produktion til det engelske 

marked, hvor soen skal have været i løsdrift gennem hele cyklus, dog med undtagelse af opholdet

i fareafdelingen. Kravet om løsdrift i løbeafdelingen kan opfyldes såvel ved individuel som gruppevis 

opstaldning. De nævnte forhold medfører, at der i praksis benyttes en del forskellige former for 

opstaldning i løbeafdelingen. Disse skitseres kort i det følgende. Herefter beskrives de velfærdsmæssige 

konsekvenser af hver opstaldningsform, og endelig sammenlignes opstaldningsformerne. 

Konventionel produktion 

Landsudvalget for Svin estimerer, at 80% af søerne er fikseret i bokse omkring brunsten, mens 

5% er individuelt opstalde i stier og 15% går løse i grupper. Søerne kan enten forblive i denne 

opstaldning frem til 4 uger efter løbningen, eller de kan blive flyttet til drægtighedsafdelingen 

straks eller få dage efter løbningen. Opholdet i drægtighedsstalden kan enten bestå i permanent 

boksopstaldning (i henhold til lovgivningens overgangsordning), eller det kan bestå i gruppeopstaldning 

i løsdrift. Hvis drægtighedsstalden er indrettet med æde-/hvilebokse, er det tilladt at 

fiksere søerne i boksene indtil 4 uger efter løbningen. Hvilken kombination, der benyttes, afgør, 

hvor lang en fikseringsperiode soen har i forbindelse med brunsten. Perioden kan vare fra 0 dage 

hos søer i løsdrift til ca. 5 uger hos søer, der fikseres. (Hos søer der fikseres under drægtigheden, 

i henhold til lovgivningens overgangsordning fortsætter fikseringsperioden naturligvis ud over det 

nævnte). 

Figur 23. I løbeafdelingen 

løbes søerne. Som oftes sker 

det ved kunstig sædoverførsel 

(inseminering) 


UK-produktion 

Muligheden for UK-produktion (som indebærer en merpris fra slagteriet) har hos producenter, der allerede 

har søerne i løsdrift i drægtighedsafdelingen, skabt interesse for løsdrift i løbeafdelingen. 

Ved UK-produktion tegnes kontrakt om produktion til det engelske eksportmarked. Der er krav om 

løsdrift i hele cyklus med undtagelse af opholdet i farestalden, idet England kun importerer svinekød 

under forudsætning af, at dyrene har været opstaldet i overensstemmelse med den engelske lovgivning. 

Søerne kan i løbestalden opfylde kravene uanset, om de opstaldes individuelt eller i grupper. 

Stier til individuelt opstaldede søer skal opfylde to pladsmæssige krav (Mortensen, 1999 (redigeret 

2001)): 1) stiens nettoareal må ikke være mindre end kvadratet af soens længde og 2) den 

korteste side i stien skal være mindst 75% af soens længde (målt fra snudespids til halerod, når 


soen står med strakt ryg). På Landsudvalget for Svins database Info-svin anføres det, at en so, 

der vejer op til 300 kg og er 1,85 m lang, skal have et tilgængeligt stiareal på min 3,45 m² og 

den korteste stiside skal være mindst 1,40 m. Det anføres videre, at kun 5% af søerne i en dansk 

besætning vil være større end det beskrevne (Mortensen og Hansen, 1999 (redigeret 2003)). Dette 

er ikke længere tilfældet. Om end det anførte vedrørende vægt stemmer rimeligt overens med 

nye tal, så er søerne i realiteten længere (Moustsen et al., 2004). Opmålinger af søer viser, at en 

kropslængde på 2,0 m, angiver det mål, som 95% af søerne ligger indenfor. Med udgangspunkt 

i dette mål skal stien således være mindst 4 m² og den korteste stiside mindst 1,5 m. Med udgangspunkt 

i målene for de største søer, skal stierne være endnu større. De største søer er således 

omkring 2,05 m fra snudespids til halerod (Moustsen og Jensen, 2004), og stien skal da være 

mindst 4,2 m² , og den korteste stiside 1,54 m for at kravene er overholdt også for disse dyr. 

Søerne kan også gå i grupper i løbeafdelingen, og indsættes i en løsdriftsdrægtighedsstald på et 

givent tidspunkt efter løbningen. Hvis søerne indsættes i stier med en æde-/hvileboks pr. so, skal 

de, når der produceres efter UK-reglerne, gå løse. De må således ikke låses inde i boksene, sådan 

som det praktiseres i nogle besætninger, når der produceres konventionelt. I Rapport vedrørende 

Velfærd i Svineproduktionen anfører en gruppe svinefaglige dyrlæger imidlertid, at det er et generelt 

problem, at systemet også bruges til fiksering af søerne, når der er tale om UK-produktion. 

Boksene låses angiveligt kun op, når UK kontrollen er på besøg, således at søerne ud over disse 

tidspunkter i realiteten er permanent boksopstaldede (Baadsgaard, 2003). 

5.1.1. Bokse 

Landsudvalget for Svin anbefaler, at boksene skal være mindst 1,9 m lange (målt fra krybbens 

bagkant til baglågen) og 0,65-0,70 m brede (indvendige mål), hvis soen skal insemineres i boksen 

(Nielsen og Hansen, 1999a (redigeret 2003)). Hvis der ikke benyttes inseminering, kan boksen 

være de 0,60 m i bredden, der også anbefales for drægtige søer (Nielsen og Hansen, 1995b (redigeret 

2003)). De nederste rør på boksens sider skal være placeret 10-15 cm over gulvet for at soen 

har tilstrækkelig plads, når den ligger ned (Nielsen og Hansen, 1999a (redigeret 2003)). Disse mål 

for boksene er små i forhold til søernes kropsstørrelse og i forhold til lovgivningens krav om, at 

soen, som i alle andre staldafsnit, skal have plads til at rejse og lægge sig, samt hvile uden besvær 

(Anon., 2003b). Fiksering griber ind i disse og en række andre adfærdsformer. Problematikken 

er generelt behandlet i kapitel 6. I indeværende afsnit skitseres de adfærdsmæssige problemstillinger, 

der særligt gør sig gældende i løbeafdelingen. 

Social- og brunstadfærd 

Svin er sociale dyr (som beskrevet i kapitel 2), hvilket søges tilgodeset i løsdriftssystemer til 

drægtige søer (som beskrevet i kapitel 3). Når søerne fikseres i bokse tæt ved siden af hinanden, 

kan de se, lugte og høre andre søer, men de har kun meget begrænset mulighed for social interaktion 

og for etablering af en rangorden. Dette er baggrunden for, at EU’s Veterinære Videnskabelige 

Komite anbefaler, at svin ikke opstaldes i social isolation (Anon., 1997b), og at Justistsministeriets 

arbejdsgruppe om hold af svin anbefalede gruppeopstaldning af drægtige søer fra 4 uger 

efter løbning (udtalelse fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om hold af svin, citeret fra Anon. 

(2003c)). Der er således bred enighed om, at svins velfærd tilgodeses bedst, når de er løse og 

opstaldet grupper, forudsat det sker i systemer, der ikke er konkurrencebetonede. Søers motivation 

for social kontakt med andre søer og for at opsøge en orne, er stærkt forøget omkring brunsten 

(Pedersen et al., 1993; Pedersen og Nielsen, 1998). Der er således ud fra en velfærdsmæssig betragtning 

ikke belæg for at undtage perioden fra kravet om løsdrift i grupper. 


Allerede under forbrunsten er søerne er aktive og rastløse og mere motiverede for social kontakt 

end i andre perioder af deres reproduktive liv (Pedersen et al., 1993; Pedersen og Nielsen, 1998). 

Hvis de har mulighed for det, springer de på andre søer (se figur 24). Under selve brunsten, som 

varer 2-3 døgn, ændrer søernes døgnrytme sig meget, og den består nu af kortvarige perioder med 

megen social aktivitet, typisk af 1-1,5 times varighed. Adfærden kan bestå i snusen, puffen og 

opspring på andre søer samt præsentation foran ornen. Mellem aktive perioder har søerne kortvarige 

hvileperioder af omkring 1 times varighed. Aggression forekommer stort set ikke i denne 

periode (Pedersen et al., 1993; Pedersen og Nielsen, 1998). Søernes adfærd er en del af deres 

naturlige brunstadfærd, og er fremkaldt af en stærk indre motivation styret af brunsthormoner. 

Hvor stærk denne motivation er, antydes af, at Landsudvalget for Svin understreger, at hvis man 

(mod anbefaling) benytter æde-/hvilebokse til løsgående søer i brunst, så skal man være klar 

over, at søerne springer på hinanden, og at de kan være meget voldsomme i bestræbelsen på at 

følge efter en so, der flygter ind i en boks. De kan endog forsøge at springe ind over den lukkede 

baglåge (Petersen, 2003c). Det er indlysende, at fiksering under forbrunsten og brunsten griber 

ind i søernes muligheder for at udføre disse højt motiverede adfærdsformer overfor andre søer og 

overfor ornen. De velfærdsmæssige konsekvenser heraf er ikke undersøgt, men i kombination med 

de øvrige adfærdsmæssige begrænsninger, som fikseringen medfører, må det antages, at fiksering 

omkring brunsten påvirker soens velfærd i negativ retning. 

Det er da heller ikke dyrevelfærdsmæssige argumenter, der ligger til grund for, at de første 4 

uger af drægtigheden er undtaget fra kravet om hold af drægtige søer i grupper i løsdrift. Det er 

derimod hensynet til produktiviten. Undersøgelser har vist, at gruppering i løsdrift straks efter 

fravænning eller straks efter løbning kan medføre forringede reproduktionsresultater i forhold 

til, når søerne er fikseret i hele perioden. Dette er vist i både danske (Fisker, 1994a, 1995a) og 

udenlandske undersøgelser (te Brake og Bresser, 1990; Bokma, 1990). Årsagen er formentlig, at 

grupperingen stresser dyrene i den hormonelt følsomme implantationsperiode ca. 13-14 dage efter 

løbning (under implantationen danner bør og fosterhinder kontakt). De nyeste undersøgelser, hvor 

der benyttes systemer, der er forbedret med hensyn til stiindretning, fodringsprincip og managementrutiner 

har imidlertid vist, at der nu kan opnås resultater hos løsgående grupperede søer, som 

svarer til dem, der opnås ved fiksering (se nedenfor). 

5.1.2. Enkeltdyrsstier 

Stier til individuelt opstaldede løsgående søer, skal være dimensioneret, så soen kan vende sig og 

herudover skal soen kunne rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær (Anon., 2003b). Til UK-produktion 

er kravene nærmere specificerede, som anført tidligere. Det anbefales, at stien etableres 

med åbne gitterkonstruktioner for at fremme muligheden for trynekontakt mellem so og orne. 

Gulvet kan etableres som fuldspaltegulv eller dybstrøelse. Tildeling af spåner anbefales ikke, da 

det påvirker søernes reproduktion (Hansen og Thorup, 2002). Det anbefales kun at etablere løbestalde 

med fuldspaltegulv i isolerede bygninger med mulighed for styring og kontrol af klima, fordi 

søerne ikke kan flytte sig i tilfælde af træk eller kulde i lejet. Halmstrøelse kan kompensere for en 

lavere staldtemperatur, hvorfor stier med dybstrøelse kan etableres i uisolerede bygninger (Nielsen 

og Hansen, 1999b (redigeret 2003)). Der kan dog om sommeren ved høj varme og høj omsætning 

i dybstrøelsen (hvilket medfører varmeproduktion) opstå det problem, at søerne får det for varmt. 

De graver da i måtten, for at komme ned til det kolde betongulv (Hansen og Helmer, 2000). Gulvenes 

udformning har betydning for søernes ben- og klovsundhed og muligheden for tildeling af 

rode- og beskæftigelsesmateriale. Disse emner behandles i kapitel 6. 


Om end søer opstaldet i enkeltdyrsstier har mere bevægelsesfrihed end boksopstaldede søer, medfører 

den begrænsede plads og den individuelle opstaldning nogle af de samme problemer som hos 

boksopstaldede søer. Eksempler på adfærdsformer, som enkeltdyrsopstaldningen griber ind i, er 

social adfærd, brunstadfærd, muligheden for at termoregulere (overbrusning), og i et vist omfang 

muligheden for at eliminere væk fra hvilestedet. Der henvises til den ovenfor anførte gennemgang af 

brunstadfærden.Fikseringens betydning for de øvrige adfærdsformer beskrives i kapitel 6. 

5.1.3. Løsdriftssystemer til grupperede søer 

Det anbefalede aktivitetsareal pr. so afhænger af flokstørrelse. Når der er under 5 søer anbefales 

4m² pr. so, ved 5-15 søer anbefales 3 m² pr. so og ved over 15 søer anbefales 2,5 m² pr. so. Det 

anbefales endvidere, at stien er minimum 4 m bred for, at søerne kan komme forbi hinanden og 

for at lavtrangerende søer kan undslippe højere rangerende søer (Nielsen og Hansen, 1999c (redigeret 

2003)). Målene er således større end, hvad der kræves i drægtighedsstalden. Dette skyldes, 

at søerne skal have plads til brunstadfærden, herunder til at springe på hinanden, og til at søer, 

der ikke er i stående brunst kan undgå søer, der vil springe på dem. 

I stier til gruppeopstaldede søer i løbeafdelingen kan der etableres æde- og insemineringsbokse. 

Æde-/insemineringsboksen 

Princippet for æde-/insemineringsbokse er som for æde-/hvilebokse til brug for løsgående drægtige 

søer. Ud over at søerne skal kunne æde og hvile i boksene, skal der i æde-/insemineringsboksene 

dog også være plads til, at de kan blive stimuleret og insemineret, mens de står i boksene. De anbefalede 

mål for æde-/insemineringsbokse er 0,6 m i bredden (eksklusive røradskillelser) og 1,9 m 

i længden (fra krybbens bagkant til boksens bagkant), hvilket også er de anbefalede mål for æde- 

/hvilebokse. Disse mål er små i forhold til søernes kropsstørrelse og i forhold til lovgivningens krav 

om, at soen, som i alle andre staldafsnit, skal kunne rejse og lægge sig, samt hvile uden besvær 

(Anon., 2003b). Problemstillingen behandles nærmere i kapitel 6. 

Sikkerhed 

Det anbefales, at boksene har selvfang, således at boksen låser bag soen og andre søer ikke kan 

komme ind, når en so først er gået i boksen. Imidlertid er der ved fodring risiko for, at flere søer 

forsøger at komme ind i den samme boks og for, at der på trods af selvfang, kan opstå problemer. 

Nielsen og Calmann-Hinke (1998a) beskriver således, at når en so prøvede at komme ind samtidig 

med, at boksen lukkede efter anden so, der allerede var gået ind, så kunne soen få hovedet 

i klemme. Søer kunne også få hovedet i klemme, hvis de gik halvvejs ind i boksene, men ombestemte 

sig og ville ud igen. Ligeledes anføres det i en produkttest af 5 fabrikater af æde-/insemineringsbokse, 

at det i alle boksene forekom, at to søer i forsøget på at komme i den samme boks, 

kom i klemme i boksen eller ved lågerne (Petersen, 2002e). I et af de testede fabrikater var det 

ikke muligt for en so i boks at lukke for andre søer. Derved kunne søer i brunst søge ind til søer i 

boks for at springe på dem. Boksen gav således ikke søerne en flugtmulighed, hvilket blev anset 

for meget uhensigtsmæssigt (Petersen, 2002e). I et andet fabrikat var baglågens konstruktion 

bagtil meget åben, så selvom soen kunne låse efter sig, så var det let for andre søer at bide eller 

på anden måde genere soen i boksen (Petersen, 2002e). Det blev konkluderet, at ingen af de 

5 testede bokse havde optimal sikkerhed for soen, hvorfor 3 af fabrikaterne fik bedømmelsen god 

(næsthøjeste mulige bedømmelse), et fik bedømmelsen mindre god (næstedårligste mulige bedømmelse) 

og de sidste fik bedømmelsen dårlig (dårligst mulige bedømmelse) på dette område. 


5.1.4. Samlet diskussion af de tre opstaldningsformer 

Boks kontra enkeltdyrssti 

Madsen og Larsen (2003) målte cortisolniveauet omkring løbning hos søer i enkeltdyrsstier og søer 

i bokse. Basalniveauet og niveauet i de sidste 10 minutter op til inseminering var højere hos søer 

i enkeltdyrsstier, end hos søer i bokse. Under og efter inseminering var der ikke forskel på niveauet 

hos søer i de to former for opstaldning. Hormonet cortisol er traditionelt blevet brugt som et 

stressmål (Terlouw et al., 1997) og i den nævnte undersøgelse blev resultatet da også tolket som, 

at søerne i enkeltdyrsstier var mere stressede end søerne i bokse. Det blev foreslået, at dette kunne 

skyldes, at søerne ikke tidligere havde prøvet at være i sådanne enkeltdyrsstier. Det er ved adfærdsmæssige 

undersøgelser af søers reaktioner i forbindelse med flytning fra drægtighedsstald til farestald 

vist, at det kan være stressende for søer at skifte fra en opstaldningsform til en anden, uanset 

om det er fra fiksering til løsdrift eller fra løsdrift til fiksering (Marchant og Broom, 1993; Beattie 

et al., 1995; Harris og Gonyou, 1998; Boyle et al., 2000) (se kapitel 4). Madsen og Larsen (2003) 

observerede imidlertid ikke søernes adfærd, men benyttede udelukkende cortisol som stressindikator. 

Brug af cortisol til dette formål er omdiskuteret og tolkningen kompliceret. De fleste forfattere anfører, 

at målingen ikke bør stå alene i vurderingen af et dyrs stressbelastning (se Terlouw et al., 1997). 

En alternativ forklaring på det højere niveau af cortisol i den pågældende undersøgelse kan meget 

vel være, at søerne i enkeltdyrsstierne havde mulighed for at bevæge sig mere omkring eller kæmpe 

mere imod i forbindelse med blodprøvetagningen, som foregik via et ørekateter. Cortisol stiger således 

ikke kun i forbindelse med stresspåvirkning, men også ved fysisk aktivitet. Dette kunne være 

forklaringen dels på det højere basalniveau, men også forklaringen på at forskellen ophører med at 

eksistere, når søerne er stimuleret til stående brunst, hvor de jo står stille på stedet. En udenlandsk 

undersøgelse kom frem til, at cortisolniveauet hos drægtige søer, der var opbundne, var højere end 

hos søer i 2 stityper, hvor søerne kunne vende sig og i stier, hvor søerne gik i grupper på 4 søer med 

en pladstildeling på 1,4 m² pr. so (Barnett og Taylor, 1995). Denne undersøgelse peger således i 

retning af, at det skulle være mere stressende for søer at være fikseret, end det er at være i løsdrift, 

hvad enten det er individuelt eller i grupper. De modsatrettede konklusioner understreger, at det er 

vanskeligt at vurdere søers velfærd alene ud fra cortisolmålinger. 

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget til lov om ændring af lov om indendørs hold af 

drægtige søer og gylte har Justistsministeriets arbejdsgruppe om hold af svin vurderet et forslag 

fra SF (Socialistisk Folkeparti). SF foreslog, at der i den danske lovgivning skulle anføres, at svin 

ikke alene skal kunne rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær, men også at de skal kunne vende 

sig (Anon., 2003c). Forslaget er af relevans for den periode af drægtigheden, hvor der ikke er 

krav om løsdrift, dvs. fra fravænning til 4 uger efter løbning og i den sidste uge af drægtigheden. 

Arbejdsgruppen fandt, at det i perioden omkring og efter løbning ville forbedre søernes velfærd, 

hvis de fik mulighed for at vende sig, men at det ville medføre meget store økonomiske ulemper 

på grund af de dyrere stipladser, mulig negative påvirkning af reproduktionsresultaterne og miljømæssige 

konsekvenser på grund af øget brug af strøelse (Anon., 2003c). Arbejdsgruppen var 

dog af den opfattelse, at målsætningen bør være løsdrift i grupper og at spørgsmålet bør tages 

op igen, når der er opnået større viden om problemstillingerne under danske forhold. Tal fra 3 besætninger 

med enkeltdyrsstier i renoverede stalde viser da også, at det kan lade sig gøre at opnå 

produktionsresultater på niveau med eller over landsgennemsnittet (Hansen og Calmann-Hinke, 

2003). Dette antyder, at reproduktionsmæssige konsekvenser ikke i det lange løb vil kunne bruges 

som argument mod brug af stier, hvor søer er individuelt opstaldede, men ikke fikserede. 

Gruppeopstaldning kontra individuel opstaldning (bokse og enkeltdyrsstier) 

En række forhold taler for, at det er ud fra en velfærdsmæssig betragtning vil være en fordel at 


gruppere søer i perioden fra fravænning til brunst, i stedet for at opstalde dem individuelt i stier eller 

bokse. Forbrunsten starter kun få dage efter søerne er fravænnet, og de vil da være aktive og rastløse 

og meget motiverede for social kontakt (Pedersen et al., 1993; Pedersen og Nielsen, 1998). Dette fortsætter 

og topper omkring brunsten. I grupper har søerne bedre mulighed for at bevæge sig omkring og 

for at udvise naturlig social adfærd knyttet til forbrunst og brunst. Forbrunsten medfører også reduceret 

aggression, og aggression er så godt som fraværende omkring selve brunsten (Pedersen et al., 1993, 

1998). Man kan således forstille sig, at perioden fra fravænning og frem til brunst er et bedre tidspunkt 

for gruppering af søer end senere tidspunkter. Måske kunne gruppering her ske med mindre voldsomme 

og/eller færre rangkampe, hvorved den sociale stress ville blive mindsket. Herudover indrettes stier til 

fravænnede søer med mere plads end stier til drægtige søer, fordi det kræver plads, når søerne springer 

på hinanden som led i forbrunsten. Når søerne har mere plads, har de bedre mulighed for at udvise 

tydelig underkastelse og dominansadfærd (Weng et al., 1998), hvilket fører til færre rangkampe (Møller 

et al., 1998). Der er samtidig bedre plads til at udføre de rangkampe, som måtte forekomme på trods af 

de forbedrede muligheder for at afgive de rette adfærdsmæssige signaler. Endelig er der det forhold, at 

gulve i stier til grupperede søer i løbeafdelingen etableres med hensyntagen til, at gulvet skal være så 

skridsikkert som muligt – igen fordi søerne springer på hinanden. Dette er fordelagtigt også i forhold til 

rangkampe, som ligeledes kræver, at søerne kan stå sikkert og gå og løbe uden risiko for at de skrider, 

således at skader på ben og klove undgås. Samlet betragtet kan der altså være fordele ved at etablere 

en gruppe, der skal gå sammen under drægtigheden allerede i forbindelse med brunsten. Dog kan det 

for nogle søer være en belastning at være i en gruppe i forbindelse med brunsten. Det gælder de søer, 

som andre søer springer på (Pedersen et al., 1993). Belastningen vil især være hård for de yngste og 

de lavtrangerende søer, da det er disse, der springes mest på (Pedersen og Nielsen, 1998). Et system, 

hvor søerne har mulighed for at flygte i bokse, der lukker efter dem, så andre søer ikke kan komme ind, 

mindsker formentlig belastningen. 

Når belastningen ved at være i grupper omkring brunsten i forhold til at være opstaldet i enkeltdyrsstier 

eller i fikseringsbokse vurderes ud fra reproduktionsparametre, har undersøgelser fra 

praksis vist modstridende resultater. Dette reflekterer formentlig den erfaring, der løbende er opnået 

med løsdriftssystemer. I de tidlige undersøgelser var der dårligere reproduktionsresultater hos grupperede 

søer, men der er gradvist opnået forbedringer således, at der i de seneste undersøgelser er 

gode resultater såvel hos søer, der grupperes efter fravænning som hos søer, der grupperes få dage 

efter løbning. I 1994 viste en undersøgelse gennemført af Landsudvalget for Svin, at søer, der blev 

grupperet enten straks efter fravænning eller lige efter løbning, fødte i gennemsnit 0,3 grise færre 

end søer, der var fikseret i hele perioden (Fisker, 1994a). Ligeledes viste en undersøgelser fra 1995, 

at søer, der blev grupperet straks efter fravænning, fødte 0,6 grise mindre pr. kuld i forhold til søer, 

der var fikseret i bokse i perioden fra fravænning til 4 uger efter løbning (Fisker, 1995a). Undersøgelserne 

gav ikke klarhed over, om det var perioden lige omkring løbning eller om det var perioden 

efter løbning (implantationen), der var af betydning. I 1999 viste en undersøgelse imidlertid, at hos 

søer, der var opstaldet i bokse i løbeafdelingen, var der ingen forskel på, om de blev indsat i grupper 

2 dage eller 4 uger efter løbningen (Nielsen, 1999), og herefter kunne det anbefales at indsætte 

søer i løsdrift 2 dage efter løbning. Undersøgelserne fra 1994 og 1995 foregik under forhold, hvor 

søerne stammede fra ældre besætninger, og dermed kun havde erfaring med fiksering. Der blev i 

undersøgelserne desuden benyttet meget konkurrencebetonede fodringsmetoder, og der var i den 

ene besætning fuldspaltegulv, hvilket er belastende for søernes ben under opspring og rangordendannelse 

(Fisker, 1994a; 1995a). Sådanne belastninger har formentlig stor indflydelse på søernes 

reproduktion i implantationsperioden. Dette antydes af, at der ved gruppering 1-2 uger efter løbning 

(d.v.s. omkring implantationen) er fundet højere omløberprocent og lavere kuldstørrelse hos søer 

opstaldet i store dynamiske grupper uden strøelse end hos søer, der er fikseret indtil 4 uger efter 

løbning (d.v.s. efter implantationen) (Arey og Edwards, 1998; Te Brake og Bressers, 1999). 


Hvorvidt perioden omkring selve brunsten og løbningen også er følsom for sociale og miljømæssige 

forhold, kan ikke udledes af de nævnte undersøgelser. En undersøgelse fra 2000 sammenlignede 

imidlertid søer opstaldet i flok og fodret ad libitum med søer opstaldet i enkeltdyrsstier fra 

fravænning til 2 dage efter løbning, efterfulgt af indsættelse i samme løsdriftssystem (Hansen, 

2000a). De grupperede søer fik 0,3 grise mindre pr. kuld end søer opstaldet i enkeltdyrsstier. 

Umiddelbart tyder dette på, at opstaldning i flok under selve brunsten og løbningen kan belaste 

søerne. I en efterfølgende tilsvarende undersøgelse, hvor søerne i grupper omkring løbning havde 

adgang til æde-/insemineringsbokse, var der imidlertid ikke forskel på antallet af totalfødte grise 

pr. kuld i de to opstaldningsformer, og der var en markant lavere faringsprocent hos søerne i enkeltdyrsstier, 

primært fordi der var flere omløbere. De gode resultater hos søerne i løsdrift skyldtes 

måske, at deres miljø var blevet forbedret med en flugtmulighed fra andre søer i forbindelse med 

opspring eller aggression. Den lavere faringsprocent hos søerne i enkeltdyrsstier blev af forfatterne 

vurderet til især, at skyldes, at disse dyr var blevet løbet for tidligt og/eller at der var andre 

forskelle i løbestrategien (Hansen, 2003b). Dette blev bekræftet i en senere undersøgelse, hvor 

løbestrategierne var blevet optimeret for hver af de to opstaldningsformer. I denne undersøgelse 

var produktionsresultaterne ens hos søer i enkeltdyrsstier og søer i løsdrift i grupper (Hansen, 

2003c). Samlet betragtet tyder undersøgelserne på, at der såvel hos søer i grupper som hos søer i 

enkeltdyrsstier kan opnås gode reproduktionsresultater. Dette bekræftes af tal fra 4 besætninger, 

som viser, at der i enkeltdyrsstier og i stier med æde-/insemineringsbokse til grupperede søer kan 

opnås produktionsresultater på niveau med eller over landsgennemsnittet (Hansen og Calmann- 

Hinke, 2003). Samlet viser undersøgelserne fra 1995 til 2003 desuden, at produktionsresultaterne 

påvirkes af en række forhold omkring indretning, management og fodring, der medfører belastning 

af søerne og/eller suboptimal løbning. Sådanne forhold bør derfor optimeres med henblik 

på bedst mulig velfærd og produktionsresultater. Eksempler på forhold, der kan påvirke søernes 

sociale miljø og derved udgøre en belastning, er dannelse af rangorden, manglende flugtmulighed, 

opspring fra søer, der er i forbrunst og frygt/stress i forbindelse med løbning (Hansen, 2003b,c). 

Der henvises til kapitel 6 for en mere detaljeret gennemgang af, hvordan samspillet mellem indretning, 

management og fodring påvirker søers sociale miljø. 


5.2.1. Fravænning 

Diegivningen kan være belastende for den fikserede so efterhånden, som den skrider frem, fordi fareboksen 

begrænser soens mulighed for at styre diegivningerne og forhindrer hende i periodevist at 

forlade grisene (se kapitel 4). Ifølge et notat for Danmarks Jordbrugsforskning i Rapport om indendørs 

hold af svin (Anon., 1999), så kan selve fravænningen alligevel belaste soen. Ved fravænning, når grisene 

er 4 uger gamle, beskrives det således, at grisenes pludselige forsvinden medfører en umiddelbar 

og stærk adfærdsmæssig reaktion hos soen karakteriseret af vokalisering og søgen efter grisene. Tilsvarende 

er beskrevet i udenlandske undersøgelser (Passille et al., 1989; Pajor et al., 1999; Baier og Sambraus, 

2000; Sambraus og Baier, 2000), hvor det ydermere beskrives, at søerne benytter særlige lange 

lavfrekvente kald, som kun høres ved denne lejlighed (Pajor et al., 1999). To dage efter fravænningen 

vokaliserer søerne stadig mere, end de gør før fravænningen, mens andre adfærdsmæssige indikatorer 

(positurer og aktivitet) tyder på, at de er ved at falde til ro (Baier og Sambraus, 2000; Sambraus og 

Baier, 2000). Hos økologiske udegående søer er reaktionen på fravænningen den samme, uanset om 

den sker 5 eller 7 uger efter faring (Andersen et al., 2000), men det vides ikke om det tidligere i laktationen 

har en betydning for søerne, hvornår fravænningen foregår (Anon., 1999). 


5.2.2. Opspring 

Under forbrunsten og brunsten springer søer i løsdrift på hinanden. Dette er formentlig en del af 

søernes naturlige brunstadfærd og har til formål at tiltrække ornens opmærksomhed (Pedersen og 

Nielsen, 1998). En undersøgelse viste, at det især var søer, der vandt mange aggressive interaktioner 

eller ikke var involveret i ret mange, som sprang på andre søer. Søer, der blev udsat for megen 

aggression og tabte mange kampe, var derimod mindre tilbøjelige til at springe på andre søer (Pedersen 

og Nielsen, 1998; Pedersen et al., 1998b). De søer, der sprang på andre søer havde klare 

partner-præferencer, idet de over halvdelen af gangene sprang på den samme so, selvom de gik i 

grupper på 9 (Pedersen og Nielsen, 1998). De sprang næsten altid på søer med lavere social status 

end dem selv eller søer, som de ingen konfrontationer havde haft med. Opspring fra dominerende 

søer kan formentlig udgøre en betragtelig stressor for lavt rangerende søer. Nogle søer blev 

således sprunget på op til 80 gange i løbet af få dage (Pedersen og Nielsen, 1998). Det er især 

en belastning, når de søer, der springes på ikke selv er i brunst og derfor ikke står og modtager 

springet. Hvis opspring sker på glatte og våde gulve, hvor søerne ikke kan stå fast og hvor de kan 

skride, når de søger at flygte fra springende søer, forstærkes problemet yderligere. Det anbefales 

da også, at der etableres dybstrøelse, som giver et skridsikkert underlag, og det foreslås, at søer 

måske kan bruge æde-/insemineringsbokse som flugtmulighed fra springende søer (Pedersen og 

Nielsen, 1998; Hansen, 2000a, 2003b). Om end det ikke er dokumenteret i relation til opspring, 

viste Gamby (2003), at i 20% af de tilfælde, hvor søer havde haft et aggressivt sammenstød i 

friarealet, så flygtede den vigende af de to søer op i en æde-/hvileboks. Søer kan således benytte 

bokse til flugt i drægtighedsafdelingen og med stor sandsynlighed også i løbeafdelingen. 


Figur 24. Tre søer 

springer på hinanden. 

(Det mest almindelige 

er, at kun en so springer 

på en anden so). Det er 

væsenligt, at underlaget 

er skridsikkert, og at 

der er flugtmuligheder 

i stien. 

Foto: Udlånt af 

L. J. Pedersen

6. Generelle velfærdsproblemer i soholdet 

6.1. Frustration og stress 

Mange af de velfærdsmæssige problemstillinger, der er beskrevet i denne rapport er forbundet med 

stress og frustration hos søerne. Stress og frustration er således de mere generelle betegnelser for de 

tilstande, som søerne bringes i under mange af de konkret beskrevne forhold. 

Stress kan defineres som den tilstand, der opstår, når dyret påvirkes ud over dets adfærdsmæssige og 

fysiologiske muligheder for at tilpasse sig (Terlouw et al., 1997). Frustration kan defineres som den 

tilstand, der opstår, når dyret er stærkt motiveret for en adfærd, men forhindret i at udføre den. Eller 

når dyret har en stærk forventning om, at noget positivt skal ske, men forventningen ikke bliver 

indfriet (Harré og Lamb, 1986). Den påvirkning, som forårsager stress hos soen, kan betegnes en 

stressor. Som det fremgår af de foregående afsnit udsættes søerne for mange forskellige stressorer 

og frustrationer under deres vej gennem produktionssystemet. Stressorene er meget forskellige i 

karakter alt efter hvilket staldafsnit, der er tale om. I drægtighedsafdelingen kan det eksempelvis 

anses for en stressor, hvis soen udsættes for aggression fra andre søer og ikke har mulighed for at 

flygte eller på anden måde afværge aggressionen (se kapitel 3). Det kan imidlertid også anses for en 

stressor, hvis soen slet ikke har mulighed for social kontakt, sådan som det er beskrevet eksempelvis 

for goldsøer i løbeafdelingen (se kapitel 5). Oplevelsen af stress og frustration afhænger af, hvilke 

stressorer og frustrationer dyret udsættes for, graden af disse og af det pågældende dyrs egne forudsætninger 

for at håndtere situationen (Jensen og Toates, 1997; Keeling og Jensen, 2002). Stress og 

frustration er således ikke ensartede, let målbare størrelser. Ikke desto mindre er det tilstande, der 

kan påvirke dyrenes adfærd, fysiologi, immunforsvar, sygdomsstatus og reproduktions- og produktionsresultater. 

Det er da også disse parametre, der benyttes til vurdering af, om dyr er frustrerede 

eller stressede (Jensen og Toates, 1997; Johnsen et al., 2000). Selvom stress og frustration ikke er 

ensartede, let målbare størrelser, kan det være en nyttig øvelse at betragte soens cyklus gennem 

de forskellige staldafsnit med udgangspunkt i disse samlebetegnelser. Det fastholder nemlig opmærksomheden 

på, at det enkelte individ udsættes for mange af de påvirkninger, som er beskrevet 

i denne udredning, enten sideløbende eller på forskellige tidspunkter i livet. Det kan således meget 

vel være den halte, sultne so med mavesår, der i drægtighedsafdelingen må ligge på en våd, kold 

hvileplads, når dette er en begrænset ressource. Og samme so, som siden hen i fareafdelingen har 

vanskeligt ved at rejse og lægge sig på spaltegulv, savner redematerialer, har en langvarig faring, 

lider under manglende mulighed for at regulere samkvemmet med grisene - og måske udvikler skuldersår. 

Og som i løbeafdelingen efterfølgende skal modtage andre søers opspring på et glat underlag, 

samtidig med at hun er frygtsom overfor en eventuel ornes tilstedeværelse eller de mennesker, der 

håndterer hende i forbindelse med inseminationen. Med mindre soen udsættes før tid, så gentages 

hendes cyklus 6-8 gange, og hun udsættes således for forskellige kombinationer af de stressorer, der 

er forbundet med de enkelte staldafsnit, mange gange i livet. 

6.2. Frygt 

Adskillige undersøgelser har vist, at søer kan være frygtsomme overfor objekter/situationer, andre 

søer og mennesker (Hemsworth et al., 1989, 1990, 1999; Lawrence et al., 1991; Pedersen, 

2003a,b; ). Dette har betydning for søernes velfærd, da frygt er en tilstand, der er forbundet med 

lidelse og samtidig en voldsom stressor (Jones, 1997). Frygt kan desuden påvirke reproduktions- 

og moderadfærd, fysiologi og produktionsparametre i negativ retning (Hemsworth et al., 1989, 

1990, 1999; Pedersen et al., 1996; Tarocco og D’Oro, 2002; Janczak et al., 2003a). Der er variation 


mellem søerne i, hvor frygtsomme de er, hvilket skyldes en kombination af medfødte egenskaber, erfaring 

fra andre situationer tidligere i livet og erfaringer med den konkrete situation (Hemsworth et 

al., 1990; Mulkens et al., 1997; Grandinson et al., 2003). Der kan således være tale om frygtsomhed 

overfor det ukendte eller frygtsomhed på baggrund af tidligere negative erfaringer med det konkrete 

objekt, individ eller situation (Gray, 1987). I forhold til reaktionen overfor det ukendte, kan frygtsomheden 

reduceres, hvis der opnås positive erfaringer med objektet, individet og/eller situationen 

eller blot neutrale erfaringer, således at kendskabet til objektet, individet og/eller situationen øges, 

og der sker en tilvænning. Det diskuteres, om svin har forskellige coping strategier (tilpasningsstrategier) 

og/eller forskellige personlighedstyper, som påvirker deres måde at håndtere situationer, der 

er potentielt kan være belastende for dem. Der undersøgelser, der taler for og undersøgelser, der taler 

imod, så spørgsmålet er stadig uafklaret (se f.eks. Jensen, 1995; Forkman et al., 1995; Thodberg 

et al., 1999b; Kooij et al., 2002; Janczak et al., 2003b). 

Der er meget få danske undersøgelser om frygt hos søer. Undersøgelserne er ofte foretaget under 

forhold, der kun delvist ligner produktionsmæssige forhold, og de har ikke haft til formål at kortlægge 

udbredelsen og styrken af frygten. Det vides derfor ikke, hvor udbredt frygt er hos søer i 

den danske produktion – hverken hvad angår andelen af søerne, der er frygtsomme overfor andre 

søer, objekter eller mennesker, eller hvad angår hyppigheden for den enkelte so af de situationer, 

der kan være forbundet med frygt. Der er enkelte udenlandske undersøgelser, der beskriver andelen 

af frygtsomme søer i populationer af svin. I en australsk undersøgelse fandt man således ved testning 

af 425 gylte, at 57% af dem havde høj frygtsomhed overfor mennesker, mens 43% havde lav 

frygtsomhed. Gyltene blev karakteriseret som havende lav eller høj frygtsomhed, efter hvorvidt de 

i en testarena selv tog fysisk kontakt med et menneske, der stod stille (Hemsworth, 1999). I en 

italiensk undersøgelse af 201 drægtige søer fandt man en lignende fordeling, idet 52% var tillidsfulde, 

mens 48% var bange eller frygtsomme (Tarocco og D’Oro, 2002). Udfaldet af sådanne undersøgelser 

afhænger dog af, hvordan frygt defineres i den konkrete undersøgelse og af, hvordan det 

bestemmes, om den enkelte so er frygtsom eller ej. Det kan således diskuteres om soen, der i en 

ny arena vælger at udforske arenaen i stedet for at tage fysisk kontakt til mennesket i arenaen, er 

frygtsom overfor mennesket eller blot mere motiveret for at udforske arenaen end for at udforske 


Figur 25. Soens reaktion 

på et ukendt objekt 

testes i et eksperimentelt 

forsøg. 

Foto: B. Damm

personen. Herudover kan undersøgelserne ikke umiddelbart opfattes som repræsentative for danske 

forhold. Frygtsomhed hos svin består af en arvelig og en erfaringsbaseret komponent. Der kan 

meget vel være genetiske forskelle mellem udenlandske og danske søer, og der er med sikkerhed 

forskelle i de erfaringer, dyrene har gjort sig, da disse bestemmes af hvilke opstaldningssystemer 

og managementprocedurer, der anvendes. På trods af de nævnte forbehold antyder undersøgelserne 

dog, at frygtsomhed i intensive systemer kan være af et væsentligt omfang. Der bør derfor 

også være fokus på problemstillingen under danske forhold. I det følgende præsenteres danske 

undersøgelser på området. 

Danske undersøgelser: Frygt overfor andre svin 

Om end der ikke er danske undersøgelser, der beskriver problemets omfang under danske produktionsforhold, 

er der undersøgelser, som viser, at frygtsomhed også forekommer her. I flere af 

Landsudvalget for Svins undersøgelser omhandlende problemstillinger hos løsgående drægtige 

søer er angst for andre søer en af de udtagningsårsager, der registreres. I tabel 4 er vist eksempler 

på hyppigheden af udtagning fra flokke af drægtige søer grundet angst for andre søer. Det skal 

bemærkes, at udtagningsårsagerne kun reflekterer driftslederens begrundelse for udtagning og 

derfor er en meget grov indikator for, hvorvidt frygtsomhed overfor andre søer er udbredt i flokken. 

Udtagning på grund af angst for andre søer er en blandt mange andre (ofte mere konkrete) 

udtagningsårsager. Denne årsag er formentlig derfor kun blevet angivet for søer, der ikke samtidig 

havde mere konkrete problemer (eksempelvis ben- og klovproblemer), der kunne bevirke deres 

udtagning. Samtidig må udtagning af en flok på grund af angst for andre søer antages kun at ske, 

når problemet er meget stort, og soen derfor ikke længere kan fungere i flokken. Udtagningsårsagen 

er således en meget grov indikator, der kun beskriver forekomsten af de overordentlig angstfulde 

søer (uden andre mere konkrete problemer) og ikke den generelle frygtsomhed blandt søerne. 

Tabel 4. Søer udtaget af flokke på grund af angst for andre søer 

Udtagne søer Udtagne på grund af angst for 

Undersøgelse (% af søer i flokken)* andre søer (% af udtagne søer)* 

Fisker (1994a) 11-20 1-8 

Fisker (1995a) 14-31 0-4 

Fisker (1995b) 21-22 0 

Nielsen (1995) 13-29 11-50 

Hansen (1997) 5-22 0-23 

Nielsen (1999) 7-13 0-5 

Fisker (2003) 5-14 3-5 

*Årsagen til at der angives et interval for de enkelte undersøgelser er, at der har været flere behandlingsgrupper og/eller 

besætninger, og der er i undersøgelserne oplyst gennemsnit for hver af dem, men ikke for det samlede materiale. 

Som det fremgår af tabellen tyder undersøgelserne på, at angst for andre søer forekommer blandt 

grupperede søer, og de viser, at den kan være af en så alvorlig karakter, at driftslederen skønner, 

at det er nødvendigt at tage soen ud af flokken. Variationen mellem undersøgelser/besætninger 

skyldes formentlig især forskelle i, hvor konkurrencebetonede de pågældende systemer har været 

for søerne. Der henvises til kapitel 3 for nærmere redegørelse for denne problemstilling. 

En dansk undersøgelse har vist, at underlegne søer ikke alene er frygtsomme overfor dominante 

søer, men også kan være det overfor ornen - både når de ikke er i brunst og når de er brunst. De 


udviser således frygtrelateret adfærd som hylen og flugtforsøg, når de er i sti med ham (Pedersen 

et al., 2003a). Frygtsomheden forhindrer søerne i, at udvise lige så tydelig brunstadfærd, som de 

dominante søer. Undersøgelsen blev foretaget i en enkelt forsøgsbesætning og søerne blev parvist 

grupperet ved fravænning, hvilket ikke er repræsentativt for, hvordan gruppering foregår i produktionsbesætninger. 

Ikke desto mindre viser undersøgelsen en basal sammenhæng mellem rang, 

brunst- og frygtrelateret adfærd og det forekommer sandsynligt, at fundene illustrerer, hvad der sker 

for de lavest rangerende søer i systemer, hvor der er stærk konkurrence (Pedersen et al., 1993). 

Danske undersøgelser: Frygt overfor mennesker 

Frygtsomhed overfor mennesker forekommer ligeledes i det danske sohold. Landsudvalget for 

Svin anfører i databasen Info-svin, at forholdet mellem dyr og dyrepasser er en væsentlig faktor 

i husdyrproduktionen, og at grise reagerer med frygt eller tillid overfor mennesker afhængigt af, 

hvordan de behandles (Pedersen, 1996). I en dansk undersøgelse foretaget i en enkelt forsøgsbesætning 

blev søer, der skulle indgå i et forsøg, udvalgt efter om de var frygtsomme, neutrale eller 

tillidsfulde overfor mennesker. Formålet med undersøgelsen var ikke at screene besætningen for, 

hvordan dyrene fordelte sig på de nævnte kategorier. Det fremgår dog af testningen af dyrene, 

at alle kategorier forekom (Pedersen et al., 2003b). I forsøget blev dyrene positivt eller negativt 

håndteret (striglet og fikseret i tryneslynge ved første håndtering og siden hen truet og talt højt 

og hårdt til). Uanset hvilken kategori de havde været i fra starten, gjorde negativ håndtering dem 

mere frygtsomme overfor mennesker. Der skete desuden det, at søer, der fra starten var frygtsomme 

overfor mennesker og som var blevet håndteret negativt, udviste mindre brunstadfærd, 

når der var et menneske tilstede, end når der ikke var. Dette understreger betydningen af, at svin 

håndteres positivt for at mindske frygtsomheden overfor mennesker. 

I projektet Velfærd i besætninger gennemført af Danmarks Jordbrugsforskning blev der foretaget 

en velfærdsvurdering i 10 større danske svinebesætninger med søer i løsdrift. Søernes frygtsomhed 

overfor mennesker blev testet på 80 søer i hver af besætningerne i forbindelse med, at søerne 

blev flyttet fra drægtighedsstald til farestald. Frygtsomheden blev vurderet på baggrund af den 

fart, hvormed de nærmede sig en testperson i forhold til, hvor hurtigt de igen bevægede sig væk. 

Som det fremgår af tabel 5 blev mellem 2 og 31% af søerne betegnet som meget frygtsomme og 

mellem 10 og 43% som frygtsomme. Der var således i alt gennemsnitligt 37% af søerne i de 10 

besætninger, der udviste betragtelig frygtsomhed. 

Tabel 5. Test for frygtsomhed overfor en person (modificeret fra Bonde et al., 2001). 


Andel af søer (%) 

Besætning 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Gnst. 

Tillidsfulde 43 58 13 34 36 39 43 40 18 40 36 

Let frygtsomme 24 13 22 19 33 48 24 24 26 27 26 

Frygtsomme 29 16 35 31 17 10 20 18 43 23 24 

Meget frygtsomme 4 13 31 16 14 2 13 17 13 10 13 

Landsudvalget for Svin har på baggrund af, at man havde fundet flere dødfødte grise i forbindelse 

med faringer om dagen end resten af døgnet undersøgt, om dette kunne skyldes, at søerne var 

frygtsomme overfor menneskerne i stalden (Thorup, 1997). At det kunne forholde sig sådan understøttes 

af en australsk undersøgelse, som viste at frygtsomme søer, fik flere dødfødte grise (Hemsworth 

et al., 1999). Søerne blev i den danske undersøgelse positivt håndteret i den sidste måned

op til faring (striglet) i håb om, at dette ville gøre dem mindre frygtsomme. Driftslederen bemærkede, 

at søerne blev mere rolige overfor menneskelig kontakt, når de var blevet striglet, men der 

kunne ikke påvises ændringer i tidspunktet for faring, forekomsten af dødfødte grise i kuldet eller 

varigheden af faringen i forhold til en kontrolgruppe, der ikke var blevet striglet. Mulige forklaringer 

kan være, at søerne i de tre anvendte besætninger ikke var bange for menneskelig kontakt 

i udgangspunktet, at frygt for menneskelig kontakt ikke havde betydning for faringsforløbet, eller 

at den anvendte behandling ikke ændrede på søernes frygt for driftslederen. Det er ikke muligt på 

baggrund af forsøget at afgøre hvilken forklaring, der er den rette. 

Figur 26. Soens reaktion 

overfor et kendt 

menneske testes i et 

eksperimentelt forsøg. 

Foto: B. Damm 

Det er indlysende, at der - som det fremgår af tabel 5 - må være variation mellem besætninger i 

dyrenes frygtsomhed på baggrund af den håndtering, der benyttes i de pågældende besætninger. Efterhånden 

som besætningsstørrelserne øges og én eller få personer passer et stort antal søer, bliver 

det imidlertid ikke alene afgørende, om dyrene har gode eller dårlige erfaringer med mennesker. Det 

bliver også i høj grad aktuelt at tale om frygt som følge af søernes relativt begrænsede kontakt med 

mennesker. Det forekommer sandsynligt, at nogle af de dyr, som ikke vant til kontakt med mennesker 

oplever de sjældne situationer, hvor de har kontakten, som ganske belastende. Dette forstærkes af, 

at der i disse situationer ofte er tale om ret omfattende kontakt, f.eks. i forbindelse med brunstkontrol, 

inseminering, flytning, sygdomsbehandling og fødselshjælp. 

Mulige tiltag 

Da frygt anses for en uønsket tilstand med negativ indflydelse på svins velfærd, har flere forfattere 

fremsat forslag til, hvordan frygtsomheden hos svin kan begrænses. I erkendelse af at 

driftslederens håndtering af dyrene og den øvrige management har overordentlig stor indflydelse 

på svins frygtsomhed og generelle velfærd, anbefaler EU’s Veterinære Videnskabelige Komite i Rapporten 

”The Welfare of Intensively Kept Pigs” (Velfærd hos svin, der holdes intensivt), at enhver 

der har ansvaret for svin skal have en licens til dette (Anon., 1997b). Det anføres videre, at denne 

kun skal kunne opnås på baggrund af passende træning og certificering. Australske undersøgelser 

har da også vist, at man ved at oplyse og træne landmænd i, hvordan håndtering påvirker svin, 


kan forbedre håndteringsmetoder og reducere frygtsomheden hos grisene (Hemsworth et al., 

1994). Det er yderligere blevet foreslået at avle for lavere frygtsomhed (Grandinson et al., 2003). 

Og endelig foreslås det, at frygt inddrages i objektive metoder til vurdering af velfærd på besætningsniveau 

for derved at kunne arbejde målrettet mod velfærdsforbedringer på dette område 

(Bonde, 2003). 

6.3. Overbelægning 

Fra flere sider gives der udtryk for, at overbelægning og manglende stipladser er et problem i det 

danske sohold. Direktøren for Landudvalget for Svin forklarede på årsmødet 2003 problemstillingen 

(Pedersen, 2003c). Problemet er angiveligt opstået som følge af en række ændrede produktionsforhold, 

som staldene ikke er dimensionerede til. Der fødes flere grise pr. so og tendensen går mod 

længere diegivningsperioder, hvilket medfører, at der er behov for ekstra stipladser til ammesøer og 

at søerne generelt optager farestipladserne længere tid. Herved kan udskiftningen ikke ske så hurtigt 

som før. Løsdriften af de drægtige søer medfører ydermere, at der er behov for, at søerne kommer i 

farestien i god tid, helst en uge før faring (se kapitel 4 og afsnit 6.4.3.3). Også dette tager plads op 

i farestalden. Herudover omtaler flere andre udvidelse af soholdet uden tilsvarende udvidelse i staldkapaciteten 

som en del af problemet (Baadsgaard et al., 2003; Alnor, 2003). 

Landsudvalget for Svin vurderer, at der i de fleste besætninger er behov for omkring 15% flere 

farestier og problemet er hos nogle så presserende, at det – som det udtrykkes – både er uhensigtsmæssigt 

og helt utilfredsstillende for personalet (Pedersen, 2003c). Det må antages, at problemet 

i disse besætninger også er af dyrevelfærdsmæssig karakter. I besætninger med mangel på 

farestipladser må der opstå den omvendte situation af den, der er beskrevet af Pedersen (2003c). 

Brugen af ammesøer må mindskes, grisene må fravænnes før end man ellers kunne have ønsket 

det og/eller søerne må indsættes i farestalden senere end anbefalet. I overensstemmelse hermed 

skriver svineproduktionsafdelingen ved Agrogaarden (Landboforeningen for Fyn og øerne), at man 

i sobesætninger presser soantallet så højt op, at man må fravænne tidligere end man er vant til 

(Anon., 2003d). Sønderjydsk Svinerådgivning omtaler ligeledes tidlige fravænninger på grund af 

for få farestier og desuden, at det som følge af for få farestier er undtagelsen snarere end reglen, 

at søerne indsættes i farestalden en uge før faring (Alnor, 2003). Ifølge dyrlægerne bag Rapport 

vedrørende Velfærd i Svineproduktionen er resultatet af disharmonien mellem antal dyr og staldkapacitet, 

at lovgivningens krav i mange besætninger ikke overholdes (Baadsgaard et al., 2002). 

Mindsket brug af ammesøer og forkortet diegivningsperiode har især velfærdsmæssig konsekvens 

for pattegrisene. For den enkelte so kan det endog være en fordel, fordi hun herved får forkortet 

opholdet i farestien, hvor hun fikseres. Betydningen af fravænningstidspunktet for soen er imidlertid 

dårligt belyst, og mangelfuld brug af ammesøer kan medføre belastning for soen, hvis hun 

kommer til at ligge med flere grise (se kapitel 4). Sen indsættelse i farestalden medfører manglende 

mulighed for tilvænning til det nye miljø før faringen (se kapitel 4) og øget risiko for vulvabid 

i drægtighedsstalden (se afsnit 6.4.3.3.). 

Det anbefales i Rapport vedrørende Velfærd i Svineproduktionen, at der indføres krav om bufferkapacitet 

(Baadsgaard et al., 2002) og det anbefales, som tidligere nævnt, af Landsudvalget for 

Svin, at der bygges 15% flere farestipladser (Pedersen, 2003c). 


6.4. Fodring 

6.4.1. Restriktiv fodring 

Restriktiv fodring under drægtigheden 

Svin er avlet for tilvækst og foderudnyttelse (Henriksen, 1995a; Andersen og Pedersen, 1996). 

Dette har medført, at de vokser hurtigt, så slagtesvinene hurtigt når slagtevægten. Hos avlsdyrene, 

som jo skal holde længere end slagtedyrene, fodres der i perioder restriktivt. Den længstvarende 

periode med restriktiv fodring forekommer under drægtigheden. Der fodres her restriktivt for 

at sikre, at søerne ikke bliver for fede, og for at for stor foderoptagelse i drægtighedsperioden ikke 

går ud over foderoptaget i diegivningsperioden, hvor soen har brug for at optage megen energi til 

mælkeproduktionen (Vestergaard og Danielsen, 1998; Barnett et al., 2001). 

Restriktiv fodertildeling sker ofte ved én daglig tildeling af en energikoncentreret blanding. Landsudvalget 

for Svin anfører, at en gennemsnitsso har behov for ca. 2 FEsv (foderenheder) pr. dag til 

vedligehold (Sørensen, 1994). Fodringen skal dog ske ved individuel tilpasning, hvilket afhængig 

af størrelse, alder, huld og nærmiljø betyder en tildeling på 2,0-2,7 FEsv pr. dag (Sørensen, 1999a 

(redigeret 2003)). I den sidste periode af drægtigheden øges foderstyrken til omkring 3 FEsv pr. 

dag for at tilgodese fostertilvæksten. Ved tildeling af 2 FEsv pr. dag udgør fodermængden mindre 

end halvdelen af søernes ad libitum optagelse (Vestergaard, 2004). (Ved ad libitum optagelse, forstås 

den optagelse, som søerne har, når der er fri adgang til foder). Den beskrevne fodring under 

danske forhold er tæt på det beskrevne i en international oversigtsartikel. Det angives her, at der 

er generel enighed om, at søer under drægtigheden skal fodres på et niveau, der udgør 1.5 x vedligehold, 

svarende til 0.6 x ad libitum indtag (Barnett et al., 2001). De 2 FEsv pr. dag, der gennemsnitligt 

tildeles under danske forhold, vil kunne optages i løbet af ca. 5 minutter og udnyttes 

indenfor én til to timer (især hvis hvede udgør en betragtelig andel). Herefter er mave-tarm kanalen 

tom indtil næste fodring (Vestergaard, 2004). Udvoksede svin med fri adgang til foder æder 

i modsætning hertil 70-80 min. pr. dag fordelt på 2-4 måltider (citeret fra Cordes, 1999). Den 

hurtige foderoptagelse og omsætning er i modstrid med svins fødeoptag, når de lever i naturlige 

omgivelser. Her bruger de det meste af deres aktive tid på at fouragere, hvilket vil sige, at de går 

omkring og leder efter fødeemner, som de æder, hvorefter de leder igen og æder og så fremdeles. 

Deres fødesammensætning vil være mere varieret og i langt højere grad bestå af fiberrige fødeemner. 

Den hurtige omsætning af fiberfattigt foder hos restriktivt fodrede søer medfører stor risiko 

for mave-tarm blødninger og tarmdrejninger (Vestergaard, 2004) og mavesår (Christensen, 2000). 

Betragtet under ét, var disse lidelser i en undersøgelse fra 2003 langt den hyppigste årsag til død 

blandt selvdøde søer (op mod 42%) (Vestergaard, 2003). De fodringsbetingede mavetarm lidelser 

og årsager til selvdøde søer behandles nærmere i henholdsvis afsnit 6.4.3. og afsnit 6.9.1. 

Manglende samtidighed og konkurrence hos løsgående drægtige søer 

Stærk sult det meste af døgnet er i sig selv et velfærdsmæssigt problem. Men når sulten kombineres 

med søernes trang til at æde samtidig, opstår der blandt løsgående grupperede søer meget let 

konkurrenceprægede situationer omkring foderet. Det skyldes, at foderet i denne situation udgør 

en begrænset ressource, som alle søerne gerne vil have adgang til. Problemet er især aktuelt i systemer, 

der benytter fodringsmetoder, der ikke sikrer samtidig fodertildeling eller samtidig adgang 

til foderet. Sådanne metoder er fodring direkte på gulvet eller i trug, hvor der - selvom, der i teorien 

er plads til alle søer ved truget – er en risiko for, at dominerende søer fortrænger de underlegne 

søer. Ved ESF og Fit-mix fodring kan kun én so ad gangen optage foder fra en foderstation, 

men de enkelte søer er sikret en ration via den elektroniske styring (forudsat de benytter statio- 


nen). Ved Fit-mix fodring er soen imidlertid ubeskyttet under foderoptagelsen, og søernes sult og 

trang til samtidighed i ædeadfærden skaber en voldsomt konkurrencepræget fodringssituation. 

Ved ESF er soen beskyttet under foderoptagelsen, og systemet har taget højde for søernes trang 

til samtidighed ikke ved at give søerne adgang til foder på samme tid, men ved at forhindre andre 

søer i at fortrænge den ædende so under foderoptagelsen. I systemer med fælles ædebokse eller 

en æde-/hvileboks pr. so – er der taget højde for søernes motivation for at æde samtidig, hvilket 

ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt er en fordel. Om end det er en fordel, hvis søer kan æde 

samtidig, formodes restriktiv fodring at medføre øget aggressionsniveau og generelt øget stress i 

stien på grund af den konstante sult. Derfor medfører restriktiv fodring sociale velfærdsmæssige 

problemer, selv hvor man har søgt at undgå konkurrencepræget fodring. Alle de nævnte systemer 

er beskrevet nærmere i kapitel 3. 

Fodring omkring faringen 

Anbefalingen for fodring i farestalden er, at soen sættes ned i foderration de sidste 2-3 dage før faring 

(fra ca. 3 FEsv til ca. 2 FEsv) og forbliver på den lave fodertildeling, indtil hun har faret. Dette 

sker for at mindske risikoen for farefeber, idet forsøg har vist, at høj foderstyrke i dagene omkring 

faring er forbundet hermed (Sørensen, 1999a (redigeret 2003)). Efter faring sættes hun gradvist op 

i foder i løbet af en uges tid (fra 2 til 5 FEsv eller mere, afhængig af antal grise i kuldet). Herefter 

fodres hun efter tilnærmet ædelyst (Sørensen, 1999b (redigeret 2003)). Det kan ikke udelukkes, at 

den store bør i bughulen og fysiologiske ændringer mindsker soens sultfornemmelse op mod faringen. 

Det er dog sandsynligt, at dette først forekommer helt tæt på faringen. Søerne oplever således 

formentlig manglende mæthedsfornemmelse i den periode, hvor de er på nedsat foderration. Det 

gælder i særlig grad de søer, der farer efter det forventede faringstidspunkt og i særlig grad i de tilfælde, 

hvor foderrationen bliver sat endnu længere ned end de anbefalede ca. 2 FEsv. Busch (2001) 

omtaler eksempelvis 20 besætninger, som indgik i en undersøgelse af sygdomskomplekset MMA. 

Her blev brugt foderreduktion op til faring i alle besætningerne, og søerne fik mellem 1 og 2,5 FEsv 

(gennemsnit 1,5 FEsv) i 1,5 til 7 dage (gennemsnit 3 dage). Søer, der har været sat ned til 1-1,5 

Fes i 7 dage har næppe kunne æde sig mætte. Denne antagelse støttes af et forsøg, hvor det blev 

fundet, at søer, der havde fri adgang til foder de sidste 8 dage af drægtigheden åd næsten dobbelt 

så meget som søer, der var restriktivt fodret efter norm (dag 108-111 i drægtigheden blev der ved 

restriktiv fodring givet 3,3 FEsv, og dag 112-faring blev der givet 2,5 Fesv) (Danielsen, 2003). Også 

i ugen efter faring havde søer fodret efter ædelyst en signifikant højere foderoptagelse end søer, der 

var under optrapning. Formodningen om, at søerne oplever sult op til faringen bestyrkes af, at der 

på dette tidspunkt som oftest ikke tildeles fiberrigt foder eller halm, sådan som det nu er lovmæssigt 

påkrævet for søer i drægtighedsstalden og i løbestalden (Anon., 2003a). Blandt søerne, der i 

et forsøg havde ad libitum adgang til foder i ugen før faring, var der imidlertid også flere søer, der 

fik MMA end der var blandt restriktivt fodrede søer, hvilket støtter den nuværende anbefaling om, at 

fodre restriktivt med kraftfoder i dagene op til faring (Danielsen, 2003). 

Fodring omkring brunsten 

Landsudvalget for Svin anbefaler, at goldsøer fodres efter ædelyst ved fravænning, fordi dette 

medfører, at brunsten fremskyndes (Sørensen, 1999c (redigeret 2003)). Ved fravænning er soens 

foderoptag på omkring 6 FEsv (afhængig af antal grise i kuldet), men dette falder hen mod brunsten. 

Det anbefales, at søerne tildeles en gennemsnitlig foderration på 4 FEsv. Uanset opstaldningsform 

og hvorvidt der er tale om ældre eller nye stalde, skal der i følge lovgivningen tildeles 

halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold, der kan give mæthedsfølelse og opfylde søernes 

behov for at tygge (Anon., 2003b). 

Det anføres af Landsudvalget for Svin, at kortvarig stress efter fravænningen – f.eks. flytning, 


omrokering eller gruppedannelse – kan fremme brunsten (Nielsen og Hansen, 1999a (redigeret 

2003)). Det svinefaglige blad Hyologisk beskriver en besætning, der bruger en kombination af 

nogle dages sult (foderrationen nedsættes enkelte dage og én dag undlades fodring helt) og nogle 

dages flushing (foderstyrken hæves). Samtidig hæves temperaturen i stalden til 26 ºC. Fordelen er 

angiveligt, at alle søerne kommer i brunst samtidig, og derfor kan løbes over en kort periode (Olsen, 

2002). Undladelse af fodring i umiddelbar forlængelse af en længere periode med tilnærmet 

ad libitum fodring (som det praktiseres i farestalden) er belastende for soen. Ved overspring af en 

enkelt morgenfodring dag 28 i laktationen viste søer i et forsøg således tydelige tegn på frustration 

(de Passillé og Robert, 1989). Da det ikke fremgår, at der tildeles grovfoder eller halm i besætningen 

harmonerer fremgangsmåden dårligt med lovkravet om, at alle svin skal fodres mindst 

en gang daglig (Anon., 2003a). En temperatur på 26ºC er betragteligt over søernes komforttemperatur, 

som ligger på omkring 16-18°C (Nielsen og Jacobsen, 1996b (redigeret 2003)). Under 

udendørs forhold begynder svin således at sølebade for at holde kropstemperaturen nede ved 

temperaturer omkring 22-24°C (Pedersen, 1996 (redigeret 2002)). Overbrusning er kun påkrævet 

for drægtige søer i løsdriftssystemer (1998, 2003a), og goldsøer vil derfor som regel ikke have effektive 

afkølingsmuligheder. De nævnte sult- og varmebelastninger sker samtidig med, at grisene 

fjernes fra soen, og samtidig med at hun flyttes til et nyt miljø. Søerne udsættes således for en 

række stressorer på samme tid. Dette kan muligvis fremskynde eller synkronisere søernes brunst, 

men det er problematisk, at væsentlige belastninger af søerne helt bevidst bruges til at styre tidspunktet 

for brunstens indtræffen blot for at opnå arbejdsmæssige fordele. Om end de besætninger, 

som deltager i afprøvninger hos Landsudvalget for Svin ikke nødvendigvis er repræsentative for de 

danske besætninger, så tyder afprøvningerne i dette regi på, at det ikke er normen bevidst at belaste 

søerne omkring brunsten ved at undlade fodring eller hæve temperaturen. I 18 besætninger, 

der indgik i forskellige undersøgelser af andre forhold omkring brunsten, blev søerne således fodret 

efter tilnærmet ædelyst, og der nævnes ikke bevidst påført stress af anden art (Nielsen et al., 

1998; Hansen, 2000a; Hansen og Kongsted, 2002; Hansen og Calmann-Hinke, 1998a, 2003). 

Det koncentrerede foder 

Ifølge Bekendtgørelse om beskyttelse af svin skal alle svin have adgang til foder, der passer til 

deres alder, vægt, adfærdsmæssige og fysiologiske behov af hensyn til deres velfærd og sundhed 

(Anon., 2003b). I modsætning til øvrige svin, skal de dyr, der udvælges til soholdet, holde til 

en alder, hvor de har gennemført de 6-8 læg, der anbefales fra Landsudvalget for Svin (Thorup, 

2003). Det er samtidig ønsket, at søerne er i stand til hvert år at føde 33 grise og fravænne 

mindst 28 af dem med en gennemsnitsvægt på 7 kg eller mere (Sørensen, 2003). Dette kræver 

naturligvis, at de fodres med de fornødne næringsstoffer, mineraler og vitaminer. Der er stor viden 

om, hvordan soen fodres bedst muligt ud fra produktivitetsmæssige betragtninger, herunder 

at der ikke opstår mangeltilstande, og at soen opretholder et passende huld under hensyntagen 

til hendes reproduktive cyklus, alder og opstaldning (se f.eks. Sørensen, 2003). Ud over at den 

rigtige fodring er nødvendigt for optimal produktion, er den af væsentlig velfærdsmæssig betydning, 

idet mangeltilstande kan være forbundet med smerte og ubehag. Eksempelvis har der været 

kritiske røster om, at søernes knoglestyrke gennem de seneste år er blevet svagere. Angiveligt på 

grund af ændrede calcium-fosfor normer ledende til flere knoglebrud hos søerne, i hvert fald under 

slagteprocessen (omtalt i Hofstätter (2001)). Calcium og fosfor udgør hovedbestanddelen af knoglerne, 

og søerne tilføres calcium og fosfor via foderet. Fosfornormen for søer blev imidlertid sat 

ned i 1997 (Jørgensen, 1997), mens calciumnormen for diegivende søer blev hævet i 2000 (Tybirk, 

2000). I overensstemmelse med kritikken fandt Christensen og Wachman (2001) en stigning 

i frakturer under slagteprocessen (efter døden er indtruffet) på slagtesøer fra 0,82% i 1994 til 

0,94% i 1998. Ud fra en velfærdsmæssig betragtning har dette størst relevans, hvis det samtidig 

er knyttet til forekomst af knoglebrud hos det levende dyr. Christensen og Wachman (2001) kunne 


imidlertid ikke spore en stigning i forekomsten af gamle brud (brud opstået i besætningerne). Da 

alle anbefalinger lyder på aflivning af søer med knoglebrud (Pilegård og Lyngbye, 2001, Baadsgaard 

et al., 2002) kan dette skyldes, at søer med knoglebrud i stedet sendes til destruktion. I en 

undersøgelse foretaget i 3 besætninger, blev 4,6% af de drægtige søer aflivet på grund af knoglebrud, 

men procentandelen var ikke påvirket af, om søerne fik reduceret fosfortildeling eller de fik 

efter norm (Poulsen, 2003). Der var heller ikke effekt af reduceret fosfortildeling på knoglernes 

styrke målt ved en skanningsmetode direkte på knogler fra slagtesøer (Madsen, 2004), og Landsudvalget 

for Svin undersøger nu, hvad der sker, hvis man fodrer drægtige søer helt uden tilsat 

fosfor (Hofstätter, 2004b). Uagtet at der ikke var effekt af en reduktion i fosfor forekommer knap 

5%’s udsætning på grund af knoglebrud som en stor andel af søer, der må aflives af denne årsag. 

Knoglebrud indgår således også i den kategori af årsager (lidelser i bevægeapparatet), der er ansvarlig 

for flest aflivede dyr (se afsnit 6.7.). Således var 17% af 169 aflivede søer, aflivet på grund 

af knoglebrud (Vestergaard og Christensen, 2004). 

Calcium-fosfornormerne er langt fra de eneste faktorer, der kan påvirke søernes knoglestyrke (se 

f.eks. Marchant et al. (1996), Poulsen (2003) og Madsen (2004)), og som det fremgår, er det vanskeligt 

at vurdere om, ændringen af normer har medført flere knoglebrud, mens søerne er i live. 

Ikke desto mindre understreger ovenstående problematik væsentligheden af, at dyrene fodres, så 

deres knoglestyrke er størst mulig. Samtidig tjener problematikken mere generelt som eksempel på 

nødvendigheden af at opfylde dyrenes ernæringsmæssige behov således, at smertefulde og ubehagelige 

mangeltilstande og tilstødende komplikationer undgås. 

6.4.2. Halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold 

Den ny lovgivning stiller krav om supplerende fodermidler til afhjælpning af drægtige søers og 

goldsøers sult. Lov om ændring af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte og lov om 

indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin anfører således, at søerne og gyltene skal have 

adgang til tilstrækkelig mængde halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold, så de gives 

mæthedsfølelse og deres behov for at tygge opfyldes (Anon., 2003a). Kravet trådte i kraft 15. 

maj 2003 og gælder både nye og eksisterende stalde og alle opstaldningsformer. Landsudvalget 

for Svin anfører efter møde med Fødevaredirektoratet og Justitsministeriet, at kravet om mæthedsfølelse 

og opfyldelse af tyggebehovet, kan tilgodeses ved 1) at foderet er sammensat med et 

indhold af fyldende foderemner, der giver en mæthedsfornemmelse, der varer indtil næste fodring 

eller 2) tildeling af halm som strøelse på det faste eller drænede gulv i tilstrækkelig mængde 

(Nielsen et al., 2003). Det er uklart præcis hvad, der mere præcist udgør en tilstrækkelig mængde 

(Pedersen og Duus, 2002). 

Grovfoder, mæthed og adfærd 

Ved grovfodertildeling kan søerne få en øget foderration uden samtidig at få overskud af energi, 

hvorved deres sultfornemmelse kan mindskes (Vestergaard, 2004). Grovfoder er foderstoffer, der 

indeholder store mængder fibre og vand, f.eks. helsædsensilage, græsensilage, sukkerroeaffald og 

pektinfoder (se Sørensen og Olesen (1998) for en oversigt over litteraturen om grovfodermidler til 

svin). Foderblandinger med et stort indhold af opløselige fibre resulterer i et mere viskøst mave- 

og tarmindhold. Fibrene kan også suge vand og derved fysisk fylde mere i søernes mave-tarm 

system. Herved sker en langsommere tømning af maven, hvilket øger mæthedsfornemmelsen. Den 

øgede mæthedsfornemmelse opstår, fordi der i længere tid er et øget indhold i mavetarmkanalen, 

som fysisk og kemisk stimulerer receptorer i mavesækken og tolvfingertarmen. Herudover påvirkes 

hormoner og andre stoffer, der regulerer sult og mæthed, fordi optagelsen fra tarmen sker over 


længere tid. Selvom passagen forlænges i maven og i visse dele af tarmkanalen er den totale passagetid 

(fra hoved til hale) reduceret ved indtag af fiberrig kost. Det skyldes, at passagetiden i 

tyktarmen udgør den største del af den totale passagetid, og i tyktarmen stimuleres peristaltikken 

af det øgede volumen fra de vandbindende fibre (Lærke, 1999; Sørensen og Fisker, 2003). 

I et forsøg på Danmarks JordbrugsForskning blev tildeling af en bygbaseret kontrolblanding til 

drægtige søer sammenlignet med en blanding indeholdende 50% pulpetter (en høj mængde 

opløselige fibre) og en blanding indeholdende 50% hvedeklid, grønmel og havreskaller (en høj 

mængde uopløselige fibre). De fiberrige fodermidler øgede ædetiden fra ca. 5 min pr. fodring til 

15-20 min hos søer fodret to gange dagligt (1 FEsv pr. fodring). Der var også reduceret rodeaktivitet 

efter fodringen og et generelt fald i aktivitetsniveau efter fodring hos de fiberfodrede søer, 

ligesom der var mindre tomgangstygning hos de søer der fik pulpetter (Danielsen og Vestergaard, 

2001). Disse adfærdsændringer tyder på, at søer, der fik fibre opnåede en større mæthedsfornemmelse 

end søer, der fik koncentreret foder. Tilsvarende resultater er fundet i udenlandske undersøgelser 

(se f.eks. Brouns et al., 1994). 

Hos de søer, der fik høj mængde opløselige fibre (pulpetter), var der et længerevarende reduceret 

aggressionsniveau. Da dette sås hos de søer, der fik opløselige fibre, var det ikke simpel fyldning 

af mave-tarm systemet med utilgængelige fiberkomponenter, der havde effekten. Det blev understreget 

af målinger af insulin og glykose i blodprøver fra søerne. Disse tydede på, at stofskiftebetinget 

mæthed, var en meget væsentlig forklaring på dyrenes adfærdsmæssige reaktioner (Danielsen 

og Vestergaard, 2001; Vestergaard, 2004). At grovfodertildeling kan reducere aggression, 

og medvirke til, at søerne bliver mere rolige, er tidligere vist ved fodring med tørret sukkerroeaffald 

(Vestergaard, 1997), og ad libitum fodring med en blanding indeholdende pulpetter (Fisker, 

2003). Det var endvidere det subjektive indtryk i to sobesætninger, hvor en blanding med 60% 

pulpetter blev sammenlignet med almindelig drægtighedsblanding (Fisker, 1999), i tre sobesætninger, 

hvor en forsøgsblanding af sukkerroeaffald, pulpetter og tilskudsfoder blev sammenlignet 

med almindelig drægtighedsblanding (Sørensen, 1999d) og endelig i to besætninger, hvor beriget 

helsædsensilage blev sammenlignet med almindelig drægtighedsblanding (Sørensen, 1997). 

En væsentlig grund til at grovfoder reducerer aggression hos søer, er som nævnt, at det gør søerne 

mere mætte. Herved udgør det koncentrerede foder ikke i samme omfang en begrænset ressource 

for søerne (Vestergaard, 2004). Det er imidlertid vigtigt at erindre, at hvis grovfoder tildeles i 

automater, hvor ikke alle søer kan komme til, kan også grovfoderet udgøre en begrænset ressource. 

Således så Sørensen (1997) aggressiv adfærd omkring foderautomater, ligesom Sørensen 

og Fisker (2003) observerede ved fyldning af en grovfoderautomat, at adgang til grovfoderet var 

tydeligt rangbestemt. Som det er tilfældet med andre ressourcer i søernes miljø, bør det sikres, 

at der ikke skabes unødig konkurrence om grovfoderet, eksempelvis ved at mange søer kan få adgang 

på en gang (flere automater), ved at der er nok til søer, der ikke kan komme til automaten/ 

automaterne i første omgang, og ved at der er åbne adgangsforhold således, at dominerende søer 

ikke kan spærre. 

Ifølge Landsudvalget for Svin kan alle kendte grovfodertyper bruges til søer (Sørensen, 1999e), 

men nogle typer – f.eks. ribbehøstede afgrøder – er måske mere egnede til enmavede dyr (Sørensen, 

1999f). I valgforsøg synes grise at foretrække grovfoder med et lavt tørstofindhold, et 

højt proteinniveau og en varieret struktur, ligesom de kan lide afgrøder, der smager sødt. Grisene 

foretrak således klart ensilage bestående af havre, vikke og lupin frem for 6 andre tilbudte grovfodermidler 

(Vestergaard, 2004). Søer har formentlig lignende præferencer (Vestergaard, personlig 

meddelelse, 2004). 


Ad libitum eller begrænset tildeling 

Det er Landsudvalget for Svins anbefaling, at man aldrig fodrer drægtige søer – der har behov 

for en væsentlig tilvækst – med store mængder grovfoder, da de så ikke vil kunne æde tilstrækkelig 

med kraftfoder (Sørensen, 1997, 1999a). De kan derimod fodres med grovfoderholdige blandinger, 

hvoraf der skal bruges 2 blandinger. De to sidste uger af drægtighedsperioden skal der 

bruges en blanding med et højere næringsindhold end den øvrige del af drægtigheden, da forsøg 

har vist, at søerne her ikke æder så meget af blandingsfoderet, formentlig på grund af nedsat 

mave-/tarmkapacitet forårsaget af den store bør, som fylder bughulen (Sørensen, 1999d). En 

senere undersøgelse har imidlertid demonstreret, at søernes mulighed for at få ædt det tildelte 

koncentrerede kraftfoder afhænger af de anvendte grovfodermidler. Når søer blev fodret restriktivt 

med koncentreret foder ved ESF og havde ad libitum adgang til henholdsvis pektin eller HP-pulp 

(sukkerroeaffald med 25% tørstof), åd de hele deres tildelte kraftfoderration i ESF stationen. Ikke 

desto mindre var der søer ved grovfoderautomaterne døgnet rundt, og søerne åd i gennemsnit 6 

kg pektinfoder pr. dag og op til 5 kg HP-pulp pr. dag. Pektinfoderet havde et væsentligt lavere 

energiindhold end HP-pulp, og søerne kunne således kun få dækket maksimalt omkring 50% af 

deres energibehov til vedligehold ved fri adgang til pektin. Det var derfor vurderingen, at pektinfoderet 

fungerede fint, mens der med HP-pulp var en for stor tilvækst hos søerne. Der var generelt 

en positiv effekt af grovfodersupplementet på søernes adfærd – om end den var mindre end forventet. 

Søerne foretrak tilsyneladende grovfoderet i forhold til halm, idet forbruget af halm blev 

halveret (Sørensen og Fisker, 2003). Årsagen hertil er formentlig, at søerne forsøger at kompenserer 

for den lave tildeling af energi fra kraftfoderet ved at æde grovfoder med et energiindhold frem 

for halm, der er meget energifattigt. 

Halm i en tilstrækkelig mængde 

Det fremgår af lovgivningen, at halm kan bruges som fodermiddel, der giver mæthedsfølelse og 

opfylder søernes behov for at tygge (Anon., 2003a). Det fremgår ydermere efter et møde mellem 

Landsudvalget for Svin, Fødevaredirektoratet og Justitsministeriet, at kravet om mæthedsfølelse 

samt behov for at tygge kan opfyldes ved tildeling af halm som strøelse på fast eller drænet gulv i 

tilstrækkelig mængde (Nielsen et al., 2003). Det er dog uklart præcis hvad, der udgør en tilstrækkelig 

mængde (Pedersen og Duus, 2002), særlig hvis halmen på samme tid skal opfylde lovgivningskravene 

om strøelse i lejet, adgang til rode- og beskæftigelsesmateriale og tildeling af foderfibre. 

Sidstnævnte problemstilling diskuteres nærmere i afsnit 6.5. 

Farende og diegivende søer 

De nye regler om supplerende fiberfodring eller halmtildeling i løbe- og drægtighedsstalden kombineret 

med manglende krav om denne type fodring i fareafdelingen, har skabt grundlag for et 

skifte til ren kraftfodring omkring faring og under diegivningen. Et skifte, der falder sammen med 

reduktion i kraftfodertildeling i dagene op mod faring og flytning til et nyt staldmiljø (typisk fra 

løsdrift i grupper til individuel fiksering efterhånden som kravet om løsdrift i drægtighedsafdelingen 

implementeres). 

Op mod faringen har soen formentlig et sultproblem, men efter den første uge af laktationen 

fodres soen tilnærmet ad libitum, og hun formodes derfor ikke at have et generelt sultproblem 

i resten af diegivningsperioden. I perioden med restriktiv fodring kan behovet for fibre, der kan 

give mæthed, og behovet for at tygge måske i et vist opfang opfyldes gennem de lovmæssigt påkrævede 

rode- og beskæftigelsesmaterialer og/eller de lovmæssigt påkrævede redematerialer til 

diegivende søer. Det kræver dog, at disse er af en karakter og et omfang, der gør at søerne også 

kan tygge dem og æde af dem. Det ville ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt være bedre, hvis søerne 

blev tildelt foderfibre, som direkte havde til formål at opfylde de behov, som nu er tilgodeset 


for de drægtige søer. Bekymringen kan imidlertid være, om fiberrig fodring vil gå ud over søernes 

optag af energi i diegivningsperioden. I denne periode er energibehovet stort fordi, søerne giver 

die til et stort kuld. Samtidig er der for unge søer behov for energi til deres egen udvikling og for 

store søer behov for ekstra energi til deres eget vedligehold. Der er en tendens til, at søer ikke 

får optaget tilstrækkelig energi i løbet af diegivningsperioden selv, når de kraftfodres ad libitum. 

Faren ved tildeling af store mængder fibre er derfor, at de bliver for hurtigt mætte og dermed 

ikke får ædt tilstrækkeligt til at få dækket deres energibehov. Dette er særlig en risiko ved store 

mængder opløselige fibre, der binder vand og øger volumen, hvorved der hurtigt opnås en mæthedsfornemmelse 

(se Sørensen et al. (1993a) for en oversigt). 

Med tildeling af de rette fibre i de rette mængder lader fordelene ved fibertildeling dog til at være 

større end ulemperne. Søernes mæthedsfornemmelse og behov for at tygge vil bedre kunne tilgodeses, 

og man vil kunne undgå et foderskift, som menes at påvirke foderoptagelsen og foderudnyttelsen 

negativt på det tidspunkt, hvor soen har stor brug for energi til mælkeproduktion (Sørensen 

et al., 1993a). Herudover sikrer man ved kontinuert fiberfodring vedligeholdelsen af en bakterieflora, 

der kan nedbryde fiberrige fodermidler. Ved fiberrige fodermidler nedbryder bakterier nemlig fibre 

til flygtige fede syrer i blind- og tyktarm, men ved fiberfattige, glykoserige fodermidler nedbrydes 

stivelse til glykose i tyndtarmen (Fisker og Mathiasen, 2001). For at soen kan udnytte fiberrigt 

foder skal tarmfloraen i blind- og tyktarmen holdes ved lige. Ellers tager det 2-3 uger at få bakterierne 

til at opformere sig igen, hvilket betyder, at soen efter ren kraftfodring i farestalden ikke er 

klar til at udnytte fiberrigt foder, når hun igen kommer i løbe- eller drægtighedsafdelingen. Ud fra 

interessen i at vedligeholde bakteriefloraen, så soen senere kan udnytte næringsstofferne i løbe- 

og drægtighedsfoderet, anbefales det således, at søer, der fodres med fiberrigt drægtighedsfoder, 

i diegivningsperioden fodres med en diegivningsblanding, der indeholder ca. 10% pulpetter eller 

roepiller af tilsvarende kvalitet. De 10% er fastsat ud fra en undersøgelse, der viste, at søer der fik 

15% pulpetter i foderet optog mindre foder end søer der ikke fik pulpetter og havde tendens til at 

optage mindre også end de søer, der fik 10% pulpetter. Større mængder pulpetter blev ikke forsøgt, 

fordi dette formentlig ville reducere foderoptagelsen for meget, og soen derfor ikke ville indtage den 

energimængde, som hun har behov for. Der var ingen problemer med at få søerne til at æde det fiberrige 

foder, og søernes vægttab blev ikke påvirket af, om de fik 0, 10 eller 15% pulpetter i foderet 

(Fisker og Mathiasen, 2001). Lignende resultater er opnået med andre fiberrige fodermidler, hvor 

billedet generelt er, at søerne gerne æder fodermidlerne, men at et for højt niveau går ud over deres 

energioptag, mens et lavere niveau ikke giver sådanne problemer (f.eks. roepiller (Sørensen, 1992) 

og roemelasse (Sørensen og Pedersen, 1994)). 

I modsætning til hvad der er tilfældet for slagtesvin og drægtige søer (se kapitel 3), har det ikke 

været muligt at finde studier af effekten af grovfoder eller fiberrigt foder til farende og diegivende 

søer på deres adfærd. Tildeling af sådanne fodermidler omkring faring eller i diegivningperioden 

benyttes da heller ikke praksis (Vestergaard, personlig meddelelse, 2004; Nielsen, personlig meddelelse, 

2004a). 

6.4.3. Fodringsrelaterede sygdomme og skader 

6.4.3.1. Mavesår 

Udvikling af mavesår 

Fra naturens hånd er svinets mavesæk udviklet til at modtage småportioner af et overvejende ve- 


getabilsk og fiberholdigt foder (Christensen og Nielsen, 1992). Det sidst indtagne foder lejres midt 

i mavesækken omgivet af det indhold, som allerede er til stede og som presses ud mod væggen. 

Fra mavevæggen trænger fordøjelsessekreter forholdsvis langsomt ind i foderet. Efterhånden som 

foderet op mod mavevæggen bliver nedbrudt, får det en mere flydende konsistens og det føres 

ved peristaltiske bevægelser bagud mod tarmen langs mavesækkens væg. Undervejs mod tarmen 

tilblandes det stadig mere mavesyre. På denne måde opretholdes mere basiske forhold omkring 

spiserørets indmunding (hvilket forstærkes af det basiske spyt) og mere sure forhold omkring mavesækkens 

udmunding i tarmen. Denne laginddeling, passage og behandling af maveindholdet kan 

ikke lade sig gøre med intensiv fodring med en eller to højkoncentrerede fiberfattige fintformalede 

fodertildelinger om dagen (Christensen og Nielsen, 1992, Christensen, 2000). Der skabes mere 

sure forhold i mavesækkens spiserørsdel, hvilket disponerer for udviklingen af mavesår, idet mavesækkens 

slimhinde nedbrydes. 

Såret kan undertiden omfatte hele spiserørsdelen af mavesækken, og det kan brede sig til andre 

dele af mavesækken og til spiserøret. Der er stor blødningstendens fra kroniske mavesår, og hvis 

et større blodkar beskadiges, kan der opstå akut voldsom blødning til mavesækken, hvilket medfører 

døden (Christensen og Nielsen, 1992). Mavesår findes således i alle grader fra let forhorning 

af vævet omkring spiserørets indmunding i mavesækken til tydelig sårdannelse med voldsomme 

blødninger i mavesækken (Juelsbo, 1995). Symptomerne på mavesår viser sig i overensstemmelse 

hermed meget varieret fra tilfælde, hvor det ikke kan iagttages, at soen er syg til pludselige dødsfald 

(Juelsbo, 1995). Et mavesår kan langsomt afhele eller persistere i længere tid som et kronisk 

mavesår (Christensen og Nielsen, 1992). Ved opheling af mavesår kan der ske kraftig dannelse af 

arvæv omkring spiserørets indmunding i mavesækken, således at den indsnævres og passage af 

foder ind i mavesækken vanskelig- eller umuliggøres. Både de klinisk erkendbare mavesår og de 

ophelede mavesår, som er forbundet med vanskelig passage af foderet, må formodes at have en 

negativ indvirkning på søernes velfærd. Ydermere kan rimeligheden i, at søer dør af akutte mavesår 

diskuteres ud fra etiske overvejelser, ligesom det ikke kan udelukkes, at der er smerte eller 

ubehag forbundet med dødsfaldene, som derfor også er af velfærdsmæssig relevans. 

Årsager til mavesår 

Siden 1960’erne har man været klar over, at den altdominerende årsag til mavesår i spiserørsdelen 

af mavesækken er længerevarende fodring med fintformalet, strukturløst foder (se Christensen 

og Nielsen, 1992, Christensen, 2000). Sammenhængen er siden da blevet bekræftet i lang række 

undersøgelser, herunder en helt ny undersøgelse fra Landsudvalget for Svin, som viser, at der er 

færre/mindre alvorlige maveforandringer i den hvide del af maven, når søer får groft formalet 

melfoder i stedet for fint formalet, pelleteret foder (Jørgensen og Jensen, 2004). Der er muligvis 

en gunstig effekt af selve den mekaniske påvirkning af maveslimhinden fra grove bestanddele i 

foderet, men den væsentligste årsag er formentlig, at fint formalet foder gør maveindholdet tyndt, 

hvorved der sker mangelfuld laginddeling (Christensen og Nielsen, 1992) og surt, hvorved der sker 

beskadigelse af slimhinden (Christensen, 2000). Stress kan formentlig virke disponerende for mavesår 

og for akutte voldsomme blødninger. Sidstnævnte er beskrevet i forbindelse med transport 

og miljøskifte for højdrægtige gylte (Kowalczyk et al., 1996). 

Forekomst af mavesår 

I en undersøgelse gennemført af Landsudvalget for Svin på søer til slagtning fra 10 besætninger 

havde 45% af slagtesøerne maveforandringer, hvoraf en stor del var mavesår (Vestergaard og Petersen, 

2003). Tallet svarer godt til en tidligere undersøgelse, hvor der på 392 slagtesøer fra to 

besætninger (karakteriseret som typiske danske besætninger) blev fundet mavesår eller mavesårsrelaterede 

forandringer på i alt 56% af søerne i den ene besætning og 65% af søerne i den anden 


esætning (Christensen, 2000). Variation mellem besætninger kan i nogle tilfældes forklares ved 

brug af halmstrøelse, som reducerer forekomsten (Vestergaard og Petersen, 2003). 

Blandt søer, der sendes til destruktion findes en del, der er døde af blødende mavesår. Christensen 

et al. (1995) fandt, at blandt 263 søer, der blev sendt til destruktion som enten selvdøde eller 

aflivede, var 2,3% af søerne døde af akut blodtab fra mavesår. I en senere undersøgelse var der 

blandt selvdøde søer 18%, som var døde af mave-tarmrelaterede lidelser. Der blev hos disse i vid 

udstrækning konstateret blødende mavesår (Vestergaard, 2003). At nogle besætninger bidrager 

voldsomt til disse tal, antydes af et indlæg i den internetbaserede Landbrugsavisen, som refererer 

til en besætning, hvor op mod 30% af søerne døde af mavesår (Rasmussen, 2003). 

Forebyggelse og behandling af mavesår 

Den vigtigste forebyggende foranstaltning i besætninger, hvor mavesår er et problem, er at undlade 

anvendelse af fint formalet eller pelleteret foder. I forsøg er det desuden vist, at snittet halm 

tilsat fintformalet foder, samt mulighed for at fortære halm fra stibunden har en forebyggende effekt 

(Christensen et al., 2000). Samtidig skal stress undgås, eksempelvis i form af overbelægning 

eller dårlig ventilation (Christensen og Nielsen, 1992). 

Havre har en beskyttende effekt mod mavesår, tilsyneladende fordi der er et stort indhold af 

opløselige fibre, som øger viskositeten af maveindholdet (Johansen et al., 1996). Fra praksis rapporterer 

to svinerådgivere således også om god effekt af tilsætning af valset havre til almindeligt 

diegivnings- eller drægtighedsfoder i besætninger med alvorlige mavesårsproblemer blandt søerne 

(Rasmussen, 2003). Almindelige blandinger indeholder meget hvede og noget byg, men kun lidt 

havre (Jørgensen og Jensen, 2004). Dette skyldes, at hvede er billigere end byg og havre. Hvede 

er meget energirigt, men også meget strukturfattigt og foderet bliver derfor højt koncentreret ved 

brug af denne kornsort (Vestergaard, personlig meddelelse, 2004). 

På enkeltdyrsniveau består behandling af ovenstående, samt anbringelse i en aflastningssti med 

halmstrøelse og evt. injektion af vitaminer og jern (Christensen og Nielsen, 1992). Der bør fodres 

med groft formalet melfoder, helst bestående af havre. Ved akutte mavesårsblødninger dør dyrene 

dog ofte og hvis de overlever, har de kun ringe ædelyst og kommer sig meget langsomt (Christensen 

og Nielsen, 1992). 

Som tidligere nævnt er det et lovgivningsmæssigt krav, at alle svin har adgang til foder, der passer 

til deres alder, vægt, adfærdsmæssige og fysiologiske behov af hensyn til deres velfærd og 

sundhed (Anon., 2003b). Dette harmonerer dårligt med den høje forekomst af mavesår eller ar 

efter mavesår blandt slagtesøer, sammenholdt med at man i mange år har været vidende om, at 

mavesår i høj grad skyldes den måde, der fodres på. Det er nu også et lovkrav, at søer i nye stalde 

i hele cyklus har permanent adgang til rode- og beskæftigelsesmaterialer, at drægtige søer og 

goldsøer tildeles halm, grovfoder eller andre fiberrige fodermidler, der giver dem mæthed og opfylder 

deres behov for at tygge og endelig, at løsgående drægtige søer har mindst 1,3 m² sammenhængende 

strøet leje pr. so (Anon., 2003a,b). Der er endnu ikke tal, som kan bruges til at vurdere 

effekten af disse tiltag på søernes mavesundhed. Under forudsætning af, at kravene efterleves i 

henhold til lovgivningens intention (se afsnit 6.4.2. og 6.5. for en diskussion), må det formodes, 

at de vil kunne virke forebyggende på udviklingen af mavesår. 


6.4.3.2. Organdrejning 

Udvikling og årsag til organdrejning 

Ved organdrejning sker der en pludselig drejning af de indre organer, hvorved soen dør enten af 

indre blødninger eller cirkulationsforstyrrelser (Vestergaard, 2003). Der kan være tale om drejning 

af tarm, milt, milt og mavesæk eller leverlapper (Christensen et al., 1995). Søerne dør akut, men 

der kan forinden være anoreksi, udspiling og opknibning af bughulen, forøget savlen, åndenød og 

opkastning (Morin et al., 1984; Juelsbo, 1996b). Tilstanden er forbundet med stærke smerter og 

døden indenfor et par timer (Juelsbo, 1996b). 

Hvordan og hvorfor organdrejning opstår, er ikke endeligt klarlagt. Lidelsen rapporteres kun sporadisk 

i materiale fra før 1980, og flere forfattere foreslår, at det kan hænge sammen med intensiveringen 

af svineproduktionen, herunder ændringer i fodringsmetoder, opstaldning og management 

(Morin et al., 1984; D’Allaire et al., 1991; Christensen, 1995a). 

I udenlandske undersøgelser foreslås det, at restriktiv fodring eller overspring af måltider kan 

være risikofaktorer (Sanford et al., 1984; Morin et al., 1984). Overspring af måltider kan eksempelvis 

forekomme hos rangsvage grupperede søer, der ikke får adgang til foderet ved hver fodring. 

Tanken er, at restriktiv fodring eller uregelmæssig adgang til foderet medfører, at når søerne får 

adgang, så æder de meget hurtigt, samtidig med at de bliver ophidsede (Morin et al., 1984). Voldsom 

ophidselse f.eks. ved forsinket fodring og voldsomme bevægelser eller voldsom manipulering 

med søerne, menes at være disponerende eller at kunne forværre en begyndende tilstand (Blackburn 

et al., 1974; Sanford et al., 1984; Morin et al., 1984). Dette kan måske være forklaringen på, 

at Chagnon et al. (1991) fandt flest tilfælde af organdrejning dagen efter, at søer blev fravænnet. 

I overensstemmelse med disse udenlandske bud på årsagerne til organdrejning anfører Landsudvalget 

for Svin på sin database Info-svin, at tarmslyng som oftest forårsages af en drejning af 

tyktarmsskiven som følge af den masen og puffen, der er ved fodertrug og drikkenipler i stalde 

med overbelægning (Juelsbo, 1996b). Ligeledes beskrives drejning af mavesækken som en følge af 

ophidselse og uro hos søer lige efter fodring (Juelsbo, 1996b). En del af problemet kan også være, 

at mave-tarm kanalen stort set er uden indhold det meste af døgnet (Vestergaard, personlig meddelelse, 

2004). Det giver store muligheder for fejlplacering/drejning, når der på én gang kommer 

et relativt stort indhold i forbindelse med den ene daglige fodring (ca. 2 FEsv og vand). 

Forekomst af organdrejning 

Blandt 263 døde søer (selvdøde og aflivede) blev henholdsvis 3%, 1,5%, 1% og 1% ved obduktion 

fundet døde af drejning af tarm, milt, mavesæk og milt og samt leverlapper (i alt 6,7% af de døde 

søer) (Christensen et al., 1995). I den seneste undersøgelse gennemført af Landsudvalget for Svin 

var organdrejning den hyppigste dødsårsag blandt selvdøde søer. Omkring 25% af de selvdøde søer 

var således døde af organdrejning (Vestergaard, 2003; Vestergaard og Christensen, 2004). At der 

i nogle besætninger kan være tale om store problemer illustreres af en afprøvning gennemført af 

Landsudvalget for Svin omhandlende drægtige søers brug af æde-/hvilebokse. I den besætning, 

hvor undersøgelsen blev gennemført, blev det konstateret, at ud af alle besætningens udsatte 

søer, blev 44% slagtet og 15% aflivet, mens hele 41% var selvdøde (Petersen, 2003a). Den meget 

store andel af selvdøde søer skyldtes, at der i perioder var mange umiddelbart uforklarlige dødsfald, 

hvor obduktioner viste miltdrejning. 


6.4.3.3. Vulvabid 

Udvikling og årsager til vulvabid 

Vulvabid opstår, når søer bider i hinandens ydre kønsorganer. Vulva hæver af naturlige årsager i 

den sidste del af drægtigheden, og dette gør den mere sårbar for bid. Når den først er bidt, hæver 

den yderligere op og dette i kombination med mørkfarvning og evt. blødning og pusdannelse 

tiltrækker yderligere opmærksomhed fra den/de vulvabidende individer. Herved vedligeholdes og 

forstærkes problemet (Hodgkiss et al., 1998; Jensen, 1999). Vulvabidet er ofte inflammeret, men 

som regel kun overfladisk og lokalt, og det kan hele op uden komplikation (Gjein og Larssen, 

1995a; Nielsen, 1996a; Petersen, 2004a,b). Der kan dog også opstå sekundær infektion (Smith 

og Penny, 1986; van Putten og van de Birgwal, 1990). I overensstemmelse hermed rapporterede 

engelske svineproducenter i en spørgeskemaundersøgelse, at de hyppigst forekommende vulvabidsskader 

i deres besætninger var overfladiske beskadigelser og blødninger, men at alle grader fra 

Figur 27. Vulvabidt so. 


dette stadie til total fjernelse af vulva forekom (Rizvi et al., 2000). Et spektrum fra overfladiske 

ridser til total afbidning af vulva er ligeledes beskrevet af van Putten og van de Burgwal (1990). 

Hvis vulva er overfladisk beskadiget anbefaler Landsudvalget for Svin, at soen flyttes til en aflastningssti, 

og men hvis der er tale om en alvorlig skade anbefales det, at hun aflives (Petersen, 

2004a,b). 

Vulvabid er smertefuldt for soen, hvilket da også anføres af flere forfattere (van Putten og van de 

Burgwal, 1990; Jensen, 1999). I erkendelse heraf erklærer Danish Crown i den såkaldte Code of Practice, 

at vulvabid er til stor gene for de drægtige søer, hvorfor leverandører med gentagne bemærkninger 

herfor (i lighed med bemærkninger for skuldertryk og sår på halsen) vil blive kontaktet med 

henblik på udarbejdelse af en handlingsplan til løsning af problemet (Danish Crown, 2003). 

Vulvabid kan forekomme i alle former for sohold med løsdrift i grupper, hvor der er konkurrence 

om foder og vand (Jensen, 1999; Petersen, 2004a,b). Risikoen er størst, hvor søerne ikke kan 

få adgang til foder samtidig og hvor de kan opleve, at de belønnes med adgang til foder ved at 


vulvabide den so, der står foran dem (Petersen, 2004a,b). Denne oplevelse får de, fordi vulva er 

meget følsom, og det smertefulde bid får den bidte so til hurtigt at flytte sig (van Putten og van 

de Burgwal, 1990). Den bidende so lærer derved at forbinde vulvabidet med adgang til foderet. 

Vulvabid kan således opfattes som et udtryk for, at der er for stor konkurrence om adgangen til 

foderet (eller vandet), og det opstår på grund af frustration hos den sultne restriktivt fodrede so, 

der ikke kan komme til. Der kan i nogle tilfælde være en enkelt so, som er vulvabider i flokken 

(Gjein og Larssen, 1995a), men det er ikke reglen. Vulvabid er derfor at betragte ikke kun som et 

velfærdsproblem for de søer, der bliver bidt, men også for de søer, der bider. 

Det er blevet fremført, at det er de lavtrangerende søer, der bliver bidt af en eller flere af de højtrangerende 

(Smith og Penny, 1986). Dette støttes imidlertid ikke af Gjein og Larssen (1995a), 

der fandt, at gylte havde færre læsioner end søer. Forfatterne foreslog, at grunden kunne være, at 

de lavtrangerende gylte som regel står bagerst i køen til foderstationen, at de har en mindre vulva 

end de ældre søer, og dermed er mindre sårbare eller, at gyltene straks flytter sig, når der opstår 

en konkurrencesituation, hvorimod de ældre søer bliver stående. Derudover kan det tænkes, at 

gyltene simpelthen holder sig væk på de tidspunkter, hvor der er for stor konkurrence om foder. 

Alle forslagene lægger vægt på gyltenes lave rang som forklaring på deres manglende involvering 

i vulvabid. Den samme forklaring kan meget vel gælde andre søer, der ikke er involveret i vulvabid. 

Det er således væsentligt at holde sig for øje, at de søer, der ikke er involveret i vulvabid for 

manges vedkommende også er sultne og højt motiverede for at komme til foderet i lighed med de 

søer, der er ved foderet (og derfor bliver bidt) og de søer, som bider. Det er formentlig blot deres 

lave rang, der forhindrer dem i at involvere sig i kampen om ressourcerne. Vulvabid bør derfor betragtes 

som et generelt udtryk for, at der er et velfærdsmæssigt problem i stien/systemet – et problem, 

som er forbundet med kødannelse i forhold til ressourcer, som søerne er meget motiverede 

for at få adgang til. 

Søerne er i særlig grad udsat for at blive bidt sidst i drægtigheden (Nielsen, 1996a; Fisker, 1999; 

Rizvi, 2000). Nielsen (1996d) fandt, at 1/3 af vulvabidte søer var blevet bidt 0-7 dage før faring, 

1/3 var blevet bidt 7-21 dage før forventet faring og den sidste 1/3 blev tilskrevet nyindsatte 

søer, der forårsagede uro i flokken og dermed konfrontationer omkring fodring. Sidst i drægtigheden 

svulmer vulva op, og bliver derved mere synlig og nemmere at få fat i ved bid. Desuden bliver 

søer i dagene op mod termin motiverede for at isolere sig fra flokken, og overholder ikke i samme 

grad rangorden, som de har gjort førhen (Arey, 1992). Derved udsætter de muligvis sig selv for 

flere sanktioner fra andre søer i form af vulvabid. Samtidig bliver søerne efterhånden som drægtigheden 

skrider frem tungere og større, hvorved de formentlig har sværere ved at undgå andre søer, 

herunder dem, som retter bid mod deres vulva. 

Forekomst af vulvabid 

Det er vanskeligt at få et indtryk af, hvor hyppigt forekommende vulvabid er i besætningerne. I en 

dansk undersøgelse, hvor man fulgte 8 løsdriftsbesætninger i 2 år blev der i 7 af de 8 besætninger 

konstateret vulvabid hos søerne (Nielsen et al., 2000). Niveauet lå på mellem 1 og 9% af søerne, 

der havde vulvabid i de 5 ESF-besætninger, der indgik i undersøgelsen, på 1% i en besætning med 

ædebokse og på henholdsvis 0 og 25% for to besætninger med bio-fix fodring. Sidstnævnte meget 

forskellige fund i to besætninger med samme fodringsprincip understreger, at vulvabid er en lidelse, 

der ikke kun er knyttet til selve fodringsprincippet, men også til management og indretning af stier. 

I andre danske undersøgelser fra Landsudvalget for Svin er forekomsten rapporteret til at ligge på 0% 

og 2% af søerne i to bio-fixbesætninger (Hansen, 2002a), 2% og 12% af søerne i 2 ESF-besætninger 

(Nielsen, 1996a) og at forekomme ”sjældent”, henholdsvis hos 10% af søerne i to andre ESF-besætninger 

(Nielsen, 1999). Besætninger med gulvfodring havde den højeste forekomst idet, Fisker 


(1999) fandt, at henholdsvis 15%, 18% og 19% af søerne i tre besætninger med gulvfodring havde 

vulvabid, når blev flyttet til farestalden (Fisker, 1999). I de i alt 17 besætninger med potentielt 

konkurrencebetonet fodringsprincip, der er undersøgt for forekomsten af vulvabid (Nielsen, 1996a; 

1999; Fisker, 1999; Nielsen et al., 2000; Hansen, 2002a), var der kun 2 besætninger, hvor det ikke 

forekom og disse var begge bio-fix besætninger (Nielsen, 2000; Hansen, 2002a). 

Også fra udlandet anføres det, at forekomsten af vulvabid varierer meget fra besætning til besætning. 

De Koning et al. (1987) angiver, at i mange tilfælde er op til 30% af søerne udsat for 

vulvabid (citeret fra van Putten og van de Burgwal (1990)). Ligeledes rapporterer van Putten og 

de Burgwal (1990) et udgangspunkt på 30% i deres undersøgelse, hvor de ved forskellige tiltag 

søgte at nedbringe forekomsten. Ifølge Smith og Penny (1986) kan lidelsen endog antage næsten 

epidemisk karakter i nogle besætninger. Rizvi et al. (2000) gennemførte i 1997 ved hjælp af 

spørgeskemaer en undersøgelse blandt svineproducenter i England og fandt, at vulvabid var vidt 

udbredt, men at niveauet i besætningerne generelt var lavere end det hidtil beskrevne. Af de indkomne 

svar fremgik det, at der var konstateret vulvabid i 70% af besætningerne. I majoriteten af 

besætningerne forekom udbrud sporadisk, og i så fald hos mellem 1 og 9% af søerne. Der blev dog 

også rapporteret prævalenser så høje som 30-60% med kontinuerlig forekomst. Det skal bemærkes, 

at de nævne udenlandske undersøgelser er op til 18 år gamle. Der er opnået megen erfaring med 

løsdrift af drægtige søer siden da, hvilket betyder, at de opstaldningsformer og managementmetoder, 

der har været anvendt, næppe er repræsentative for de former og metoder, der bruges i 

Danmark dag. 

Variationen mellem besætninger er ikke overraskende, fordi de enkelte systemer og fodringsprincipper 

er forskellige med hensyn til, hvor meget konkurrence om foder (og/eller vand), de indebærer 

for søerne. Desuden er der indenfor de enkelte systemer en række tiltag, der kan foretages, for 

at mindske sult hos søerne og graden af konkurrence mellem dem. Vulvabid er således en lidelse, 

der er forbundet dels med selve det system, søerne er opstaldet i, og dels med indretningen i den 

konkrete stald, men det er i høj grad også en management-relateret lidelse. 

Vulvabid og elektronisk sofodring 

Vulvabid forekommer hyppigst i systemer med elektronisk sofodring (Jensen, 1999; Petersen, 

2004a,b). Backus et al. (1991) rapporterede, at 20% af søerne i et ESF system med spaltegulv 

havde vulvabid (citeret fra den Hartog et al. (1991)). Det er ikke overraskende, at vulvabid særlig 

kan opstå i ESF, da dette jo er et system, der baserer sig på, at søerne skal æde efter tur. Søerne 

bides fortrinsvis, når de venter på adgang til foderstationen og jo større gruppestørrelsen er, jo 

større lader risikoen for vulvabid til at være (Rizvi et al., 1998), i hvert fald hvis gruppesammensætningen 

og/eller stiens indretning ikke fremmer en stabil rangorden. Det foreslås, at stabile 

grupper bedst dannes af 3-12 søer af samme alder. Grupper på mere end 30 søer kan dog danne 

undergrupper, særlig hvis undergrupperne hver kan opnå et liggeareal (se den Hartog et al. 

(1993)). Undergrupperne vil være utilbøjelige til at gå til foderstationen på samme tid, hvilket 

kan reducere risikoen for vulvabid (van de Burgwal og van Putten, 1989; van Putten og van de 

Burgwal, 1990). Også andre tiltag, kan mindske konkurrencen om adgangen til foderstationen. Det 

er vigtigt at sikre, at der er god plads omkring indgangen til og udgangen fra foderstationen og at 

foderstationens kapacitet ikke er overskredet (anbefalingen er på maksimalt 50 søer pr. station) 

(Petersen, 2004a,b). Desuden skal foderdøgnet være placeres sådan, at søerne kan optage foder i 

den periode, hvor de er motiveret herfor og alle søer skal kunne æde indenfor 14-16 timer (Buré, 

1989; Petersen, 2004a,b). Anbefalingerne om ædetid skal overholdes. Søernes ædetid afgøres 

blandt andet af deres alder, valg af fodermiddel og eventuelt supplerende grovfoder og vanddosering. 

Antal minutter/sekunder før den næste so får adgang til stationen, skal ligeledes være ind- 


stillet rigtigt (Petersen, 2004a,b). Overordnet er formålet med tilpasningen af stationens funktion 

til søernes brug af den at sikre, at søerne har tid til at æde, men samtidig også, at der er mindst 

mulig ventetid for sultne søer. Herudover bør søerne sættes i farestalden 5-7 dage før forventet 

faring (Petersen, 2004a,b) eller måske så tidligt som 1 til 2 uger før (Nielsen og Petersen, 1995c 

(redigeret 2003)). (Der er i nye stalde dog krav om, at søerne er i løsdrift til 1 uge før forventet 

faring). Ved tidlig flytning til farestalden undgås det, at søerne er sammen med den store gruppe 

i den periode, hvor de er mest disponerede for at blive bidt. Dette kan være en del af løsningen 

på det synlige problem, men det er ikke en løsning på det overordnede problem med konkurrence 

blandt søerne om adgangen til foderstationen, som vulvabid er et symptom på. 

En overordnet løsning indebærer, at konkurrencen om adgangen til foderstationen mindskes, 

hvilket kan ske ved at regulere søernes sult og dermed motivationen for at komme til foderet 

(Kroneman et al., 1993; Petersen, 2004a,b). Søer på restriktiv kraftfoder er meget sultne (Hutson, 

1991). Restriktiv fodertildeling sker ofte ved en daglig tildeling af en energikoncentreret 

blanding og ædetiden er på kun 5-10 minutter. Udvoksede svin med fri adgang til foder åd i modsætning 

hertil 70-80 min pr. dag fordelt på 2-4 måltider (Vestergaard, 1999). Når søer fik samme 

dagsration fordelt over henholdsvis en og to daglige fodringer, rapporterede landmænd om færre 

vulvabid (Rizvi et al., 1998). I EUs Veterinære Videnskabelige Komite’s rapport “The Welfare of 

Intensively Kept Pigs” (Velfærd hos svin, der holdes intensivt), er det ikke desto mindre holdningen, 

at én fodring i døgnet er bedre end fordeling af samme restriktive foderration på flere 

udfodringer. Det anføres, at søerne ved flere udfodringer vil tilbringer meget af døgnet i nærheden 

af foderstationerne i forventning om den næste foderration. Samtidig vil søerne ved hver af fodertildelingerne 

ikke opnå en mæthedsfornemmelse, fordi rationen er mindre og der vil derfor være 

mange frustrerede og aggressive søer, der holder til i nærheden af foderstationen store dele af 

døgnet (Anon., 1997b). En mere sikker metode til reduktion af vulvabid lader til at være tildeling 

af supplerende foder, der kan øge søernes mæthedsfornemmelse. I besætninger, hvor der ikke blev 

tildelt grovfoder, var der således 2,6 gange højere risiko for vulvabid i end i besætninger, hvor der 


Figur 28. Kødannelse ved 

ESF-foderstation.. 

Foto: A. Olsen, udlånt af 

Hyologisk

lev suppleret med grovfoder (Gjein og Larssen, 1995a). Det er ikke helt klart om halm har en effekt 

på forekomsten af vulvabid (den Hartog et al., 1993; Rizvi et al., 1998). Det forekommer dog 

sandsynligt at tildeling af halm vil kunne øge søers mæthedsfornemmelse og derigennem reducere 

presset på foderstationen, forudsat der ikke er andre alvorlige konkurrenceskabende forhold i 

stien. 

Afslutningsvist skal det nævnes, at også kø i forbindelse med vandforsyning kan udløse vulvabid. 

Lidelsen kan således ses i systemer, hvor søerne fodres samtidig, og risikoen for vulvabid stiger jo 

flere søer, der er pr. drikkenippel (Rizvi et al., 1998). Risikoen stiger desuden ved brug af automatisk 

vandingsanlæg, formentlig fordi funktionsstop eller utilstrækkelig ydelse af vand øger presset 

på den ressource, som vandniplen udgør for søerne (Rizvi et al., 1998). Løsningen er naturligvis at 

sikre, at alle søer har fri adgang til vand, hvilket da også er lovpligtigt (Anon., 2003b). 

6.5. Rode- og beskæftigelsesmaterialer 

Lovkrav 

I stalde etableret efter 15. maj 2003 skal søer have adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller 

andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale. 

I eksisterende stalde skal kravet dog først opfyldes fra 1. januar 2013 (Anon., 2003a). Den eksplorative 

(undersøgende) adfærd, der søges tilgodeset i lovkravet er beskrevet i kapitel 2. 

I det EU direktiv, som den danske lov tager udgangspunkt i, oplyses nærmere om, hvilke typer 

materialer, der kunne være tale om. Det anføres således, at svin skal have permanent adgang til 

en tilstrækkelig mængde materiale, som de på rette vis kan undersøge og rode i, såsom halm, hø, 

træ, savsmuld, svampekompost, tørv eller en blanding heraf, som ikke bringer dyrenes sundhed i 

fare (Anon., 2001a). 

Både den danske lov og EU direktivets formulering er åben for fortolkninger, idet der ikke er angivelser 

af, hvad der udgør en tilstrækkelig mængde, ligesom det heller ikke anføres, hvornår svinets 

behov anses for opfyldt. EU-formuleringen fastslår dog, at der skal være permanent adgang, hvilket 

ikke fremgår klart af den danske formulering. På baggrund af møder mellem Landsudvalget for 

Svin, Fødevaredirektoratet og Justitsministeriet har Landsudvalget for Svin formuleret retningslinjer 

for lovkravet om rode- og beskæftigelsesmaterialer (Nielsen et al., 2003). Her anføres det, at 

kravet er opfyldt i stalde til gylte og søer, hvor der tildeles halm som strøelse på fast eller drænet 

gulv. Der skal dog være så meget halm, at søerne har mulighed for at manipulere med det. Samtidig 

skal flest mulig søer have adgang til det på en gang, og det må ikke være tilsølet i gødning. 

Kravet om permanent adgang betyder, at der skal tildeles et par gange dagligt (Brehmer et al., 

2003). 

Spaltegulve og gyllesystemer 

Tildeling af halm på spaltegulve er uhensigtsmæssig. Dels forsvinder halmen hurtigt gennem spalterne, 

hvilket giver et stort forbrug af halm, som grisene ikke får udbytte af. Dels kan lang halm 

sætte sig fast i spalterne med forringet gødningsgennemgang til følge, ligesom gyllesystemer kan 

være uegnet til halm (Nielsen et al., 2003). 

Automater 

Halm og andre rode- og beskæftigelsesmaterialer (f.eks. sphagnum) kan tildeles via automater. 

Disse skal så permanent indeholde materialerne, hvilket kan kræve flere daglige opfyldninger. 


Ydermere skal søerne med rimelig lethed kunne få materialerne ud (Brehmer et al., 2003; Nielsen 

et al., 2003). 

Alternative materialer 

Andre materialer som ophængt reb, reb i kombination med andre materialer, træ og bevægelige 

materialer monteret på gulv diskuteres meget (Nielsen et al., 2003), dog knap så meget som rode- 

og beskæftigelsesmaterialer til søer som til yngre svin. Myndighederne lægger ved vurdering af 

nye materialer vægt på, at materialets struktur og beskaffenhed er som for materialerne nævnt 

i direktivet (citeret fra Nielsen et al., 2003), og materialer som bildæk, kæder, og destruerbare 

plastmaterialer tildelt alene vil ikke kunne anvendes (Nielsen et al., 2003). 

Søernes behov 

Som nævnt fremgår det af lovens formulering, at søernes behov skal opfyldes (Anon., 2003a). En 

ny dansk undersøgelse har vist, at svin, når de kan vælge, helst vil rode i komplekse materialer 

frem for mere ensartede materialer (Studnitz, citeret i Hofstätter (2004d)). De vælger således i 

forsøg kompost frem for spagnum eller spåner, og gammel flis af hele skovtræer frem for pil eller 

rødgran. Forsøget er ikke gennemført på søer, men det må formodes, at søer har lignende præferencer, 

da de komplekse materialer byder på de bedste muligheder for eksploration (undersøgende 

adfærd). Præcis hvor komplekse materialerne skal være for at opfylde søernes behov vides ikke. 

Det kan diskuteres om rodeadfærden skal kunne rettes mod materialer på gulvet eller, om den 

kan rettes mod ophængte materialer. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at det må 

antages, at det manipulerbare materiale skal tildeles på gulvet, hvor dyrene kan rode i det, hvis 

det skal opfylde kravet om rodemateriale. Af retsudvalgets bilag (L116, bilag 22) fremgår det endvidere, 

at anvendelse af reb som rode- og beskæftigelsesmateriale er betinget af, at rebet ligger 

helt eller delvist på gulvet og at det er en type, der kan bides i stykker og tygges. Ligeledes kan 

et træstykke bruges, hvis det er ophængt eller fastgjort til inventaret i stiens midterområde, hvor 

der er lille risiko for gødningsforurening, hvis træstykket ligger helt eller delvist på gulvet (citeret 

fra Brehmer et al., 2003 og Nielsen et al., 2003). I forlængelse heraf må det antages, at når 

en automat eller anden beholder med manipulerbart materiale benyttes, så skal materialet kunne 

tages ud af automaten og forblive på gulvet længe nok til at rodeadfærden kan rettes mod det 

dér. Selvom søer kan undersøge selve halmautomaten eller dens indhold med trynen, vil der ikke 

være tale om rodeadfærd, som den forstås i bemærkningerne til lovforslaget. Dette underbygges af 

Landsudvalget for Svins formulering om, at tildeling af foder efter ædelyst i foderautomater med 

bevægelige dele ikke er tilstrækkeligt til at opfylde kravet om rode- og beskæftigelsesmaterialer 

(Nielsen et al., 2003). 

Landsudvalget for Svin anfører, at sphagnum er uegnet til tildeling direkte på drænede eller spaltegulve, 

fordi det forsvinder for hurtigt gennem spalterne. Det er derimod egnet til tildeling i automat 

(Nielsen et al., 2003). Det må således her være en logisk konsekvens, at automaten med sphagnum 

(eller andre materialer, der forsvinder gennem spalterne) skal monteres over fast gulv eller et andet 

underlag, der forhindrer, at materialet straks forsvinder, da soen ellers ikke vil have mulighed for at 

rette rodeadfærden mod gulvet. Det anføres imidlertid af Landsudvalget for Svin, at det er en fordel 

ved sphagnum, at det lettere passerer gennem spalterne, der derfor ikke kitter i samme omfang, som 

når der bruges halm. Dette bør kun betragtes som en fordel, hvis der er god adgang til sphagnum 

på det faste gulv eller andet egnet underlag, som en automat kan monteres over. Hvis dette ikke er 

tilfældet, må det fra et velfærdsmæssigt perspektiv betragtes som en ulempe, at sphagnumen straks 

forsvinder, og soen derfor ingen mulighed får for at rode i den. 


Krav om tilstrækkelig mængde og permanent adgang 

Udover nødvendigheden af, at materialerne ikke straks forsvinder ud gennem spalterne, hvis de 

skal kunne fungere som rode- og beskæftigelsesmaterialer, kan mængden af materiale diskuteres. 

Som tidligere nævnt skal halm tildeles i en mængde, så søerne kan manipulere med det (Nielsen 

et al., 2003). Den konkrete mængde er således åben for fortolkning. 

Hos fikserede søer er der ikke tradition for at tildele større mængder halm. Den mængde der måtte 

tildeles vil hurtigt kunne forsvinde ud gennem spalterne eller blive skubbet bagud i boksen, hvorved 

soen ikke vil have permanent adgang til materialet. Samtidig levner boksen næppe plads til 

opsætning af en automat. Kravet om permanent adgang til en tilstrækkelig mængde er således 

vanskeligt at opfylde hos fikserede søer. 

Hos løsgående søer vil der ved brug af automater i princippet kunne etableres permanent adgang 

til materialer, hvis automaterne hyppigt fyldes. Om dette sker i praksis, vides ikke. Man skal desuden 

være opmærksom på, at der kan være begrænset eller ingen adgang for nogle af søerne, idet 

rodematerialerne kan udgøre en ressource, der etableres adgang til via rangorden. Denne problematik 

er nærmere beskrevet i afsnit 6.4.2. i forbindelse med tildeling af grovfoder. Ved tildeling 

af en fast mængde halm på gulvet er det igen et åbent spørgsmål, hvad der udgør en tilstrækkelig 

mængde. Som tidligere nævnt, anfører Landsudvalget for Svin, at i stalde til gylte og søer, hvor 

der tildeles halm som strøelse på fast eller drænet gulv, opfyldes kravet om rode- og beskæftigelsesmaterialer 

(Nielsen et al., 2003; Nielsen og Mathiasen, 2004). Det anføres dog også, at der skal 

bruges så meget halm, at søerne har mulighed for at manipulere med det (Nielsen og Mathiasen, 

2004) og at kravet om permanent adgang betyder, at der skal tildeles et par gange dagligt (Brehmer 

et al., 2003). I afprøvninger i systemer med begrænset brug af halm (dvs. ikke dybstrøelse) 

blev der brugt fra 22-65 kg pr. stiplads pr. år (6 besætninger) op til 110 kg pr. stiplads pr. år, 

hvor der blev opretholdt et konstant halmlag i lejet (1 besætning) (Nielsen et al., 2000; Petersen 

2000a, 2001, 2003a). Dette svarer til 60 til 300 g halm pr. stiplads pr. dag (til sammenligning 

kan det nævnes, at en håndfuld halm vurderes til at veje maksimalt 100 g (Christensen et al., 

Figur 29. Søer roder 

i dybstrøelsemåtte. 

(Søerne er grupperet kort 

forinden og skrammerne 

på soens hals stammer 

fra slåskampe med andre 

søer). 



2004)). En halv til 3 håndfulde halm pr. so pr. dag må anses for en meget begrænset mængde. 

Det anføres da også for tre besætninger, der tildelte henholdsvis 25 kg og 40 kg pr. stiplads pr. år 

(68 og 110 g pr. stiplads pr. dag), at halmtildelingen svarede til, hvad søerne dagligt åd (Nielsen 

et al., 2000; Petersen, 2000a). I den ene besætning udgjorde mængden (40 kg pr. stiplads pr. år/ 

110 g pr. stiplads pr. dag) endda kun den mængde, som søerne kunne æde i løbet af et par timer 

(Petersen, 2001). Det forekommer derfor usandsynligt, at halmtildeling i disse størrelsesordner 

opfylder lovgivningens krav. Og det forekommer endnu mere usandsynligt, hvis halmen på samme 

tid skal gøre det ud for det påkrævede fodermidel, der kan give mæthed til næste fodring, og for 

strøelsen i søernes leje, samt for permanente rodematerialer i henhold til lovgivningen fra 2003 

(Anon, 2003a,b). Der må derfor skulle tildeles større mængder end, hvad der hidtil har været rutinen 

i systemer med begrænset brug af strøelse. Nielsen (2003a) anfører, at kravet om permanent 

adgang til rodemateriale i ESF systemer med sænkede lejearealer og store redekasser kan opfyldes 

ved brug af 75 kg pr. stiplads pr. år (205 g pr. stiplads pr. dag). Denne mængde er noget større 

end hvad, der har været benyttet i de mest halmfattige besætninger beskrevet i Landsudvalget for 

Svins afprøvninger, men det forekommer dog stadig som en temmelig begrænset mængde. I systemer 

med dybstrøelse opfyldes lovkravene formentlig, hvis halmmåtten er af en passende kvalitet. 

Her bruges 300-800 kg halm pr. stiplads pr. år (13 besætninger), svarende til 0,8-2,2 kg pr. stiplads 

pr. dag, afhængig af, om der er tale om dybstrøelse enten i lejet eller i hele stien (Nielsen, 

1995a, 1996; Nielsen et al., 2000; Petersen, 2000a, 2003b). At et sådant halmforbrug benyttes 

af en del besætninger fremgår af nedenstående tabel. Tabellen viser den estimerede halmtildeling 

i drægtighedsafdelingen til 8.016 slagtesøer fra 28 besætninger, hvoraf de 21 havde søerne i 

løsdrift i drægtighedsperioden. Som det dog også fremgår, er der i de halmbaserede besætninger 

langt flest individer, der modtager en meget begrænset mængde halm. 

Tabel 6. Halmtildeling i drægtighedsafdelingen til søer i løsdrift 

(modificeret fra Christensen et al., 2004) 


G halm pr. so pr. dag Antal besætninger Pct. af søer (8.016 søer i alt) 

0 4 17 

1-99 7 34 

100-199 5 14 

200-499 2 8 

500-999 4 11 

1000-2000 6 16 

6.6. Bokse 

Bokse til søer bruges i alle staldafsnit. I såvel drægtigheds-, farings-, og løbestald bruges bokse 

til permanent opstaldning af søerne. Desuden benyttes der til løsgående søer æde-, æde-/hvile-, 

og æde/insemineringsbokse. I alle tre typer bokse bruges det at fiksere søerne kortvarigt, og i 

de to sidstnævnte typer bokse kan der være tale om længerevarende fiksering, eksempelvis i de 

første uger af drægtigheden. Selv når søerne ikke er fikseret i boksene, kan der være tale om en 

form for biologisk fiksering, når friarealet i stien er meget uattraktivt, og søerne derfor tilbringer 

det meste af tiden i boksen. Dette og de nævnte opstaldningsformer er beskrevet og diskuteret 

nærmere i kapitel 3, 4 og 5. I indeværende afsnit behandles de problemstillinger, der er fælles for

opstaldning i bokse, nemlig a) dimensioneringen af boksene i forhold til søernes kropsstørrelse 

og lovgivningens krav, b) de adfærdsmæssige begrænsninger forbundet med fiksering i boks og c) 

den velfærdsmæssige betydning af søernes skiften mellem løsdrift og fiksering i forskellige dele af 

deres cyklus. 

6.6.1. Boksenes størrelse 

6.6.1.1. Æde-/hvilebokse 

Hvis det accepteres, at søer i nogle indretninger med systemet en æde-/hvileboks pr. so det meste 

af tiden befinder sig i boksene (se kapitel 3), bør boksene indrettes til dette formål. Ud over 

at søerne i nogle systemer selv lægger sig i boksene på grund af et meget uattraktive friareal 

udenfor boksene, er det også væsentligt at erkende, at søerne i perioder reelt fikseres i boksene. 

Dette er næppe altid i overensstemmelse med lovkravet om, at drægtige søer skal være løsgående 

i løsdriftssystemer (Anon., 1998, 2003a), men det understreger nødvendigheden af at overveje 

boksens reelle brug i forhold til dens dimensionering. Fiksering sker ved, at baglågen låses bag 

søerne, når de er gået op boksen. Det sker under fodring med henblik på at forhindre søerne i at 

skifte pladser og jage hinanden fra foderet (Petersen, 2000a). Søer, der skal i fareafdelingen eller 

af andre grunde sorteres fra, forbliver hyppigt låst inde i boksen efter fodring. På et senere tidspunkt, 

hvor det passer ind i arbejdsrutinerne, vaccineres, drægtighedskontrolleres eller flyttes hun 

til farestalden (f.eks. Petersen 2002a, 2004c). Det forekommer ydermere, at låsemekanismen sættes 

til at låse fra et bestemt tidspunkt om aftenen for at sikre, at søerne står klar i boksene om 

morgenen ved fodring. Det betyder, at fra det tidspunkt efter låsemekanismen er sat til og indtil 

om morgenen, vil søerne ikke kunne komme ud af boksen, når de først er gået derop. Endelig forekommer 

det, at boksene bruges til permanent opstaldning af søerne fra fravænning i op til 4 uger 

efter løbning (hvor der ikke er krav om løsdrift), hvorefter der låses op for boksene (Petersen, 

2003a, 2004c; Gamby, 2004). 

Det anbefales af Landsudvalget for Svin, at æde/-hvilebokse er minimum 0,6 m brede (røradskillelser 

ikke iberegnet) og minimum 1,90 lange (målt fra bagkant af krybben til boksens bagkant) 

(Nielsen og Pedersen, 1995 (redigeret 2003); Petersen, 2002f). Dette er den samme dimensionering, 

som anbefales for bokse til søer, der er permanent boksopstaldede (Nielsen og Pedersen, 

1995 (redigeret 2003)) i henhold til overgangsordningen for allerede etablerede stalde (Anon., 

2003a). Det skal dog her bemærkes, at Landsudvalget for Svin i forbindelse med helt nye anbefalinger 

for dimensionering af farebokse med udgangspunkt i opmåling af de danske søer, har foreslået, 

at søernes mål kunne bruges til dimensionering også af andre bokse. Hermed ville boksene 

blive større end de ovenfor nævnte mål. 

De anbefalede mål benyttes langt fra altid af inventarfirmaerne, der producerer boksene. Såvel 

de bokse der opfylder de anbefalede mål, og de bokse, der er mindre end dette, er særdeles små 

i forhold til søernes fysiske størrelse og i forhold til, at de bruger ekstra plads, når de rejser og 

lægger sig. Petersen (2000a) gennemførte en undersøgelse i 5 besætninger med en ædeboks pr. 

so systemet. Her var boksene mellem 1,9 og 2,3 m lange. Målene var dog inklusive krybben, hvorfor 

i hvert fald boksene på 1,9 og 2 m i længden må have været kortere end de anbefalede 1,9 m 

fra krybbens bagkant til boksens bagkant (den anbefalede enkeltkrybbe til bokse er på 0,4 m fra 

forkant til bagkant (Nielsen og Petersen, 1995a (redigeret 2003)). Af en produkttest også udført 

af Landsudvalget for Svin på 6 fabrikater af æde-/hvilebokse (nyeste modeller fra de pågældende 


firmaer i 2001) fremgår det da også klart, at der var meget alvorlige problemer med længden på 

flere af de testede fabrikater. To ud af de seks testede fabrikater havde ganske vist ved gulvet en 

længde på 1,9 m fra krybbens bagkant til den bagerste del af vippebøjlen (der lukker boksen bagtil, 

når soen er i den). Men på grund af vinklen på baglågen havde de kun en reel længde på 1,55 

m målt udfor haleroden af den stående so. Dette betød, at store søer ramte boksens inventar, når 

de stod op. Der blev da også konstateret skader på mange af søernes halerod i det ene fabrikat af 

bokse, en del så alvorlige, at søerne skulle til aflastning (d.v.s. tages ud af flokken og sættes i en 

sygesti/-boks for sig selv). Et andet fabrikat havde en længde på 1,8 m, hvilket også var for kort, 

idet en stor del af de liggende søer havde bagparten ud gennem vippebøjlen. Andre søer kunne 

derved genere søen i boksen, f.eks. ved vulvabid (se figur 30) (Petersen, 2002b). Selv i den allernyeste 

produkttest var der problemer med bokslængden i forhold til det anbefalede længdemål. 

To af de 5 testede bokse var 1,90-1,95 m lange, to var 1,85 lange, mens en enkelt var så kort som 

1,77 m lang (Petersen, 2004c). Sidstnævnte boks havde endda en selvfangsbøjle med en temmelig 

skarp kant. I kombination med boksens alt for korte længde betød dette, at 1/3 af søerne havde 

hudafskrabninger eller sår under haleroden. Det er i sig selv et velfærdsproblem, men problemet 

bliver særlig alvorligt, når det tages i betragtning, at søerne i den pågældende besætning var fikseret 

de første 4 uger efter løbning (se Petersen, 2004c), og således var permanent i boksene i en 

længere periode. 

I produkttestene fra 2002 og 2004 angives alle fabrikater af æde-/hvilebokse til at være 0,6 - 0,67 

m i bredden (Petersen, 2002b, 2004c). Dette var imidlertid ikke tilfældet i andre undersøgelser gennemført 

af Landsudvalget for Svin. Her var boksene mellem 0,46 og 0,6 m brede (Petersen, 2000a, 

2002a, 2003b). Fire ud af de 10 besætninger, der omtales, havde bokse, der var smallere end 0,6 m. 

De smalleste bokse er formentlig tænkt som ædebokse. Anbefalingen fra Landsudvalget for Svin er, 

at disse har en bredde på mindst 0,45 m (Nielsen og Petersen, 1995b (redigeret 2003)). Da boksene 

var etableret i besætninger med systemet en ædeboks pr. so (hvor boksene er i stierne), er der imidlertid 

stor sandsynlighed for, at søerne ikke kun æder i boksene. Boksene må derfor vurderes ud fra 

kriterierne til en æde-/hvileboks, og de må betragtes som værende for smalle. 


Figur 30. Søer, der ligger i 

æde-/hvilebokse. Boksene 

er 1,8 m lange og 0,6 m 

brede (indre mål). 


Kun enkelte inventarfirmaer angiver på deres hjemmesider mål for de æde-/hvilebokse, som forhandles. 

Et firma anfører, at boksene er 1,9 m lange og 0,65 m brede og et andet firma, anfører 

ingen længde, men angiver en bredde på 0,65 m (søgning på internettet maj, 2004). De pågældende 

mål er i overensstemmelse med anbefalingerne fra Landsudvalget for Svin, men det er 

vanskeligt, at vurdere om disse mål er repræsentative for de bokse, der nu er på markedet. I den 

sidste produkttest fra Landsudvalget for Svin (dateret 27.07.04), anføres det, at der er sket ændringer 

i visse firmaers bokse i forhold til det, der er beskrevet og testet i undersøgelsen. Blandt 

de fabrikater, der beskrives ændret, er ikke den 1,77 m lange boks, der gav skader på søernes 

halerod (Petersen, 2004b). Det må derfor formodes, at korte bokse stadig er på markedet, ligesom 

det er givet, at de fortsat findes i besætningerne. 

Det er dokumenteret ved opmåling af 320 søer, at søerne er blevet ca. 10% længere og bredere og 

næsten 30% tungere siden 1986 (Moustsen og Jensen, 2003). 95% af søerne ligger ved flytning 

fra drægtighedsstald til farestald indenfor en længde på 2 m og en bredde på 0,47 m, men 5% er 

henholdsvis længere og/eller bredere (se tabel 7). I praksis betyder det, at 35% af søerne er for 

lange til en boks på 1,9 m (Moustsen og Poulsen, 2004). Grunden til at det overhovedet kan lade 

sig gøre at have søerne i boksene er formentlig, at de i oprejst stilling står med hovedet ind over 

krybben, i liggende stilling ikke er strakt ud, og i begge stillinger måske ikke har baglågen lukket 

ordentligt bag sig. Også i bredden lader boksene til at være for små. Det er ikke beregnet eller 

målt, hvor meget en so, der ligger i sideleje fylder, men gennemsnitlig havde søerne en dybde på 

63 cm (målt fra rygrad til bug, midt på bugen). 95% af søerne lå indenfor en dybde på 73 cm og 

5% var dybere (Moustsen og Jensen, 2003). Det er således tydeligt, at bokse på 0,6 m eller mindre 

er for smalle til, at alle søer kan ligge i sideleje. Det kan samtidig ikke med sikkerhed siges, at 

de tillader søerne at ligge ubesværet i delvist sideleje. Det støttes af en amerikansk undersøgelse, 

hvor man har beregnet, at ved en kropsvægt på 250 kg kræves der en længde på 220 cm og en 

bredde på 86 cm for, at en so kan ligge på bugen og delvist i sideleje (Curtis et al., 1989). Søerne 

i den danske undersøgelse vejede i gennemsnit 286 kg og var således tungere og formentlig også 

større end de søer, der blev lagt til grund for den amerikanske beregning (se Tabel 7). 

Tabel 7. Søer størrelse (Moustsen og Jensen, 2003)* 

Vægt, kg Længde, cm Bredde, cm Dybde, cm 

Middelværdi 286 ± 42 184 ± 12,6 42 ± 3,5 63 ± 5,7 

Minimum 161 143 30 49 

Maksimum 405 205 54 78 

95% konfidensinterval 349 200 47 73 

* For flere detaljer, herunder mål for søernes størrelse ved indgang og flytning fra farestalden og variation mellem og indenfor 

besætninger, se Moustsen et al. (2004). 

Selvom det kan forekomme som en biting i forhold til, om selve soens krop kan være i boksen, 

skal det erindres, at soen bruger ekstra plads, når den rejser og lægger sig (Baxter og Schwaller, 

1983). Dette anføres da også af Landsudvalget for Svin i baggrunden for anbefalingerne om boksdimensionering 

på 1,9 m x 0,6 m (Nielsen og Calmann-Hinke, 1998b). Målene skulle angiveligt 

tillade en 300 kg so at rejse og lægge sig ubesværet og give hende plads til at ligge ned i boksen 

(Nielsen og Calmann-Hinke, 1998a,b). Der savnes dokumentation for denne antagelse. Det forekommer 

usandsynligt, at den gennemsnitlige so med en vægt på 286 kg, en længde på 184 cm, 

en bredde over skulderen på 42 cm og en dybde på 63 cm (fra ryg til bugens midtlinje) har den 


fornødne ekstra plads til at rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær, sådan som det foreskrives i 

loven, at hun skal have (Anon., 2003b). Det er endnu mere usandsynligt for de søer, som er større 

end gennemsnittet og helt usandsynligt i de bokse, der er mindre end det anbefalede (f.eks. som 

tidligere beskrevet 1,55 - 1,77 m i længden og/eller 0,46 m i bredden). I overensstemmelse hermed 

har undersøgelser vist, at boksfiksering generelt griber ind i søernes måde at rejse og lægge 

sig på i forhold til, når de er i løsdrift (Harris og Gonyou, 1998) og at jo mindre boksene er i 

forhold til søernes kropsdimensioner, jo mere gribes der ind (Anil et al., 2002). Petersen (2002e) 

bemærker således også i en produkttest, at i bokse med de anbefalede mål kunne søerne kun ligge 

i bugleje eller delvist sideleje, men ikke ugeneret i sideleje. 

6.6.1.2. Æde-/insemineringsbokse 

Princippet for æde-/insemineringsbokse er som for æde-/hvilebokse til brug for løsgående 

drægtige søer. Ud over at søerne skal kunne æde og hvile i boksene, skal der i æde-/ 

insemineringsboksene dog også være plads til, at de kan blive stimuleret og insemineret, mens 

de står i boksene. De anbefalede mål for æde-/insemineringsbokse er 0,6 m i bredden (eksklusive 

røradskillelser) og 1,9 m i længden (fra krybbens bagkant til boksens bagkant), hvilket 

også er de anbefalede mål for æde-/hvilebokse (Nielsen og Calmann-Hinke, 1998a,b). I tråd 

med de observationer, der er gjort for andre bokse, anføres det i en produkttest af 5 fabrikater 

af æde-/insemineringsbokse, at søerne i ingen af boksene kunne ligge i sideleje uden at ryggen 

stødte mod boksadskillelsen, og at det nederste tværliggende rør i boksadskillelsen generelt var 

hindrende for søernes ben, når de lå i sideleje (Petersen, 2002e). Disse bokse havde alle en indvendig 

bredde på 0,6 m. Som tidligere nævnt, er det er da også konstateret, at søerne er blevet 

større og tungere igennem de seneste år (Moustsen og Jensen, 2003), mens anbefalingerne for 

boksdimensioner ikke har ændret sig (dog med undtagelse af anbefalingerne for farebokse, som 

nedenfor beskrevet). Der henvises til ovenstående afsnit om æde-/hvilebokse for en diskussion af 

boksdimensioner i forhold til søernes kropsdimensioner og lovgivningens krav om, at ethvert svin 

skal kunne rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær (Anon., 2003b). Diskussionen tager udgangs- 


Figur 31. Når der er 

en tom naboboks kan 

søerne hvile i sideleje 

med udstrakte ben, 

om end inventaret 

tilsyneladende er i vejen. 

Foto: N. Gamby

punkt i, at søerne i perioder er fikserede i boksene og i andre perioder i meget høj grad opholder 

sig i boksene frem for i stiens friareal, særlig hvis friarealet har en uattraktiv indretning. Begge 

problemstillinger er relevante også for søer i løbeafdelinger med æde-/insemineringsbokse (Nielsen 

og Calmann-Hinke, 1998a,b; Hansen og Kongsted, 2002). 

Også for æde-/insemineringsboksene gælder det, at der findes bokse i besætningerne, som er 

langt mindre end det, som anbefales. I en undersøgelse fra 1998 gennemført af Landsudvalget for 

Svin blev der benyttet to fabrikater af æde-/insemineringsbokse. Den ene var så kort som 1,55 m 

og så smal som 0,5 m inklusive røradskillelser. Det anføres i publikationen af undersøgelsen, at 

søerne havde vanskeligheder med at lægge og rejse sig, og at boksen var for smal og kort til søerne, 

når de lå ned. Den anden boks, der blev anvendt i undersøgelsen, var 1,8 m i længden, hvilket 

medførte, at de største søer kun kunne ligge ned, når de havde hovedet henover krybbekanten 

(Nielsen og Calmann-Hinke, 1998a). I en samtidig oversigt over bokse på markedet fremgår det, 

at bokse fra de to firmaer, der havde leveret boksene i den førstnævnte undersøgelse, var henholdsvis 

1,75 m i længden (fra bagkanten af krybben til bagkanten af boksen) og 0,5 m i bredden 

(inklusive røradskillelser) for det førstnævnte fabrikat, og 2,3 m i længden og 0,5-0,7 m i bredden 

(justerbar) for det sidstnævnte fabrikat. Disse mål er opgivet af firmaerne. Begge bokse er altså 

tilsyneladende længere end målt af Landsudvalget for Svin, men den førstnævnte boks er stadig 

både for kort og for smal. Det skal erindres, at bokses dimensioner afhænger af, hvordan der måles. 

Som tidligere nævnt, angav et firma i en produkttest af æde-/hvilebokse boksens længde til 

1,9 m. Dette var imidlertid målt ved gulvet, mens målet ved den stående sos halerod kun var 1,55 

m, hvilket medførte skader på søerne (Petersen, 2002b). Forskelle i opmålingsmetode kan tænkes 

at gøre sig gældende også her. 

I en produkttest af de sidste nye modeller af æde-/insemineringsbokse (efteråret 2001) var alle de 

5 testede fabrikater 0,6 m brede og de var mellem 1, 9 og 2 m lange (indvendige mål) (Petersen, 

2002e). De nyere bokse overholder således anbefalinger fra Landsudvalget for Svin. Ikke desto 

mindre anføres det, som tidligere nævnt, at søerne i ingen af de fem fabrikater af bokse kunne 

ligge i sideleje uden at ryggen stødte mod boksadskillelsen, og at det nederste tværliggende rør i 

boksadskillelsen generelt var hindrende for søernes ben, når de lå i sideleje. I produkttesten vurderes 

boksene blandt andet ud fra et kriterium, der betegnes ”adgang for so”. Dette dækker soens 

mulighed for uhindret at få adgang til og ubesværet komme ud af boksene, samt hendes mulighed 

for at ligge i sideleje. Med de nævnte inventarmæssige forhindringer, når soen ligger i sideleje, 

kan det undre, at 3 af de fem boksfabrikater har fået karakteren meget god (den højest mulige karakter) 

og de to sidste karakteren god (den næsthøjeste karakter). Forfatteren anfører, at det generelt 

er vanskeligt at give dyrene optimale liggeforhold i sideleje uden, at boksene bliver meget 

brede og uden at øge risikoen for, at søerne kan genere hinanden i boksene, for at små søer kan 

vende sig i boksene og for, at de får hovedet i klemme (Petersen, 2002e). Dette må formodes at 

være årsagen til, at boksene på trods af søernes dårlige muligheder for at ligge ugeneret i sideleje 

kan få så høje karakterer. 

6.6.1.3. Ædebokse 

Under den forudsætning at søerne ikke opholder sig i boksene i længere perioder, forekommer det 

rimeligt, at dimensionere boksen efter den stående so og ikke tage særlige hensyn til soens behov 

for plads, når hun rejser sig, lægger sig og hviler. Disse adfærdsformer vil jo i al væsentlighed foregå 

i selve stien, hvor soen ifølge lovgivningen skal kunne udføre dem uden besvær (Anon., 2003b). 


Landsudvalget for Svin anbefaler, at boksene er mindst 1,9 m lange og 0,45 m brede (indvendige 

mål og krybben ikke iberegnet) (Nielsen og Petersen, 1995b (redigeret 2003); Nielsen og Calmann-Hinke, 

1998b). Dette harmonerer igen dårligt med søernes faktiske størrelse, idet 35% af 

søerne er for lange til boksene (Moustsen og Poulsen, 2004). I en gennemgang af data på ædebokse 

baseret på firmaernes egne oplysninger var mange bokse endog kortere end de anbefalede 

1,9 m. Kun to ud af 7 ædebokse havde en længde på 1,9 m – de 5 andre bokse var mellem 1,75 

og 1,87 m (Nielsen og Calmann-Hinke, 1998b). Det kan desuden nævnes, at det eneste firma, der 

på sin hjemmeside anfører mål for den boks, der forhandles, angiver ædeboksen til at være 1,7 m 

lang (søgning på internettet juni 2004). Årsagen til at søerne kan være i ædebokse, der er kortere 

end deres egen kropslængde er formentlig, at de står med hovedet ind over krybben. 

De breddemål, som firmaerne i produkttesten angiver for ædeboksene, overholder i alle 7 tilfælde 

de 0,45 m (0,5 m inkl. inventar), der anbefales (Nielsen og Calmann-Hinke, 1998b). Dette gælder 

også den boks, der forhandles af det ene firma, der på firmaets hjemmeside oplyser mål for bokse. 

Den pågældende ædeboks angives således til at være 0,5 m bred (søgning på internettet juni 04). 

Det anbefalede mål er dog meget smalt. Moustsen og Jensen (2003) fandt, at den gennemsnitlige 

so var 42 cm over skuldrene. Den gennemsnitlige so kan altså lige være i ædeboksen, men det 

skal erindres, at mange søer er større end gennemsnittet. Hvis 95% af søerne skal kunne være i 

boksene skal den være mere end 47 cm bred (95% af søerne ligger indenfor denne skulderbredde), 

mens den skal være endnu større, hvis de resterende 5% også skal kunne være der (Moustsen og 

Jensen, 2003). 

6.6.1.4. Farebokse 

De seneste mange år har de anbefalede mål for farebokse været en længde på 1,9 m og en bredde på 

0,6 m fortil og en justerbar bredde bagtil. Anbefalingerne er netop blevet ændret til en længde på 

2,1 m fra krybbens bagkant til baglågen, en bredde på 0,65 m ved opstanderen fortil og en bredde 

ved baglågen på 0,9 m i den yderste position (Moustsen og Poulsen, 2004). Det er imidlertid endnu 

ikke farebokse af denne størrelse, der findes i besætninger, da inventar er dyrt og derfor først udskiftes 

efter en årrække. I det følgende beskrives, hvordan farebokse har udviklet sig de seneste 15 år, 

da der dels er farebokse af ældre datoer i adskillige besætninger, og da det illustrerer det forhold, at 

udformningen af inventar ikke tager udgangspunkt i de dyr, som skal opstaldes deri. 

Fra sidst i 1980’erne til midt i 1990’erne gennemførte Landsudvalget for Svin en række produkttests 

på farebokse. Boksene ændrede efterhånden udformning – blandt andet på grund af løbende 

opfølgninger på de udførte produkttests (Pedersen, 1989; Fisker, 1991, 1993b, 1994b). Alle tests 

- fra den første op til den sidste – har vist, at der for de fleste fabrikater af farebokse er alvorlige 

problemer med boksenes dimensioner i forhold til søernes kropsstørrelse og pladsbehov til adfærdsformer 

som at rejse og lægge sig, samt at hvile i sideleje. 

I den første test fra 1989 blev 6 fabrikater undersøgt. Den maksimale længde på de testede bokse 

var 1,8-1,85 m i længden (målt fra bagkanten af krybben). Et enkelt fabrikat var dog 2,1 m. Den 

maksimale bredde på de justerbare farebokse var på 0,74 m til 0,9 m og den minimale bredde var 

på 0,5 til 0,54 m. På det tidspunkt var der netop gennemført undersøgelser af danske krydsningssøers 

dimensioner. I 4. læg var den gennemsnitlige so målt til at være 1,74 m lang, 0,4 m bred 

og 0,69 m dyb (fra rygrad til midtlinjen på bugen midt for). De største søer var dog 2 m lange 

og over 0,8 m dybe (Pedersen, 1989). Som det anføres af Fisker (1994c), har disse 4. lægssøer 

ikke været udvoksede, så ældre søer må have været endnu større. For søer i 4. læg – og i endnu 


højere grad for ældre søer - har boksene altså været meget små. For den gennemsnitlige 4. lægsso 

har der kun været få cm tilovers i længden og for større og/eller ældre søer har der næppe været 

nogen plads til overs. Soens bevægelser, når hun rejser og lægger sig, har næppe kunne udføres 

uhindret, da hun skal bruge ekstra plads i alle dimensioner (Baxter og Schwaller, 1983; Fisker, 

1994c). Hun har formentlig også haft problemer med at hvile i sideleje eller ligge i denne stilling 

og give die. Antagelsen støttes af, at det i produkttesten anføres, at det kunne knibe for store 

søer med at ligge udstrakt, og at store søer måtte vride sig på plads for at komme til at ligge i 

sideleje (Pedersen, 1989). 

Boksenes uhensigtsmæssige udformning understreges af det forhold, at der var søer, som fik hovedet 

i klemme mellem fingrene på fareboksenes nederste del (Pedersen, 1989). Dette forekom 

også i en undersøgelse fra 1988, hvor forskellige typer spaltegulve i kombination med boks- og 

bindselfiksering blev undersøgt (Pedersen, 1988). Her blev ”et par søer” hængt mellem fingrene på 

boksens nederste del. 

I den næste produkttest fra 1991 blev 6 forskellige fabrikater af farebokse igen testet. Boksenes 

maksimale længde var nu mellem 1,68 m og 2,0 m. Fire ud af de 6 fabrikater var over de 1,9 m, 

der var anbefalingen efter produkttesten i 1989 (Pedersen, 1989, Fisker, 1991). Minimum og maksimum 

bredden angives ikke. Det blev konstateret, at store og lange søer havde problemer med at 

rejse og lægge sig i de korteste af boksene. Det blev imidlertid også vurderet for flere fabrikater, 

at de gav søerne god støtte, når de skulle lægge sig. Det er et åbent spørgsmål, om søerne opfatter 

boksens sider som støtte, når hun lægger sig eller om hun i smalle bokse ikke har andet valg 

end at læne sig op ad boksens sider. Dette spørgsmål diskuteres nærmere i afsnit 6.6.2. 

I en produkttest fra 1993 blev 5 fabrikater testet (Fisker, 1993b). På basis af testens resultater fik 

firmaerne mulighed for at forbedre deres produkter, som derefter blev testet igen (Fisker, 1994b). 

I den første test var boksenes maksimale længde 1,8 - 2 m og bredden ved opstanderen fortil 

var for alle fabrikater 0,6 m. Flere af fabrikaterne bedømmes også denne gang til at være for små 

til de større søer, som der ikke er taget højde for i muligheden for at justere boksens størrelse 

Figur 32. Fareboksene er 

for små til søerne. 

Foto: Udlånt af Hyologisk 


(Fisker, 1993b). I den opfølgende test var boksenes maksimale længde oppe på 1,9 - 2 m, stadig 

med en bredde ved standeren på 0,6 m. Der anføres nu ikke længere problemer med, at boksene 

er for små til de større søer, Derimod omtales der problemer med at justere boksene, så gylte og 

små søer er tilstrækkelig fikserede (Fisker, 1994b). At boksene ikke ligefrem levner megen plads til 

søerne demonstreres dog af, at den ringe finish af boksene, der generelt var forbundet med skader 

på søernes halerod, i højere grad forekom i en besætning, hvor søerne var store end i en besætning, 

hvor søerne var mindre (Fisker, 1994b). Samspillet mellem boksens ringe finish og dens små 

mål forbliver således også i denne produkttest et problem, uagtet at der forinden er foretaget 

gentagne produkttests og opfølgninger på disse. 

Efter 1994 er der ikke foretaget produkttests af farebokse i regi af Landsudvalget for Svin. Ved en 

søgning på internettet har der kun kunnet findes mål for farebokse hos to staldinventarfirmaer. 

Det ene fabrikat angives til at være 0,53 m bred ved fronten (indvendigt mål) og 1,88-1,97 m i 

længden (uden krybben). Det andet fabrikat angives til at have en justerbar bredde og til at have 

en længde på 2,30 m, dog uden at det oplyses om dette mål er med eller uden krybben (søgning 

på internettet april 2004). Ud fra disse sparsomme oplysninger ser det ud til, at boksene er i 

overensstemmelse med den hidtidige anbefaling om en længde på 1,9 cm. Førstnævnte fabrikat er 

imidlertid smallere end de hidtil anbefalede 0,6 m fortil og både kortere og smallere end de nye 

anbefalinger om en længde på 2,1 m og en bredde på 0,65 m fortil. Sidstnævnte boks er vanskelig 

at vurdere i forhold til de hidtidige og nye anbefalinger. Ifølge Moustsen og Poulsen (2004) er de 

fleste af de farebokse, som er monteret ude i staldene 1,9-1,95 cm lange, mens få er op til 2 m. 

Det er, som det fremgår, veldokumenteret, at søerne i de eksisterende bokse har vanskeligt ved 

at være der, fordi boksene er for små i forhold til deres kropsstørrelse. Herudover er det lovmæssige 

krav om, at ethvert svin skal kunne rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær næppe fuldt 

tilgodeset i fareboksene (Anon., 2003b). En rundspørge til engelske forhandlere af farebokse viste 

helt tilbage i 1983, at ud af 24 fabrikater havde kun et enkelt lagt søernes dimensioner til grund 

for fareboksens størrelse (Baxter og Schwaller, 1983). Kun dette ene fabrikat tilgodeså således 

soens behov for at kunne lægge og rejse sig ubesværet, og i 6 af fabrikaterne kunne søerne end 

ikke ligge udstrakt i boksene. Over 20 år senere tyder alt på, at det i Danmark stadig ikke er søernes 

kropsstørrelse og deres adfærdsmæssige behov, der danner grundlag for dimensioneringen af 

farebokse. Dette er også en observation gjort af en række svinefaglige dyrlæger, der for nylig har 

udarbejdet Rapport vedrørende velfærd i svineproduktionen (Baadsgaard et al., 2002). 

At søerne generelt er blevet større, skyldes formentlig dels avl og dels, at de nu er ældre, når 

de løbes første gang (det medfører flere fødte grise i de første kuld (Thorup, 2003)). Herudover 

forekommer der i nogle drægtighedssystemer søer, som bliver endog meget store og som derfor 

får meget svært ved at være i fareboksene (Pontoppidan, 2003). Dette sker i besætninger, hvor 

der fodres ad libitum og/eller fodres på gulvet på en sådan måde, at højtrangerende søer kan 

få adgang til foder på bekostning af lavere rangerende søer. Det anføres, at sådanne søer – der 

sprænger den traditionelle huldskala – ikke længere er et sjældent syn i løsdriftssystemer uden 

individuel fodring. For disse søer er en farebøjle ikke længere noget, de står i, det er noget ”de 

tager på”, som det udtrykkes af Pontoppidan (2003). Soen er ofte så stor, at hun bliver begrænset 

bagtil af stiens baglåge i stedet for farebøjlens låge, som ikke kan nå omkring hende. 

Landsudvalget for Svin gennemfører i øjeblikket en afprøvning, hvor det testes om større farestier 

og -bokse har effekt på søernes velfærd og pattegrisenes vægt ved fravænning (Falkbøl, 2004). 


Figur 33. For de største 

søer er fareboksen ikke 

noget de er i, det er 

“nærmest noget de 

tager på” (Pontoppidan, 

2003). 

Foto: Udlånt af Hyologisk 

Skader på boksopstaldede farende og diegivende søer 

I alle de nævnte produkttests forårsagede dårlig finish, eksempelvis skarpe eller spidse kanter, 

svejse- og galvaniseringsgrater eller bolte og beslag placeret i søernes opholdszone – evt. i kombination 

med boksenes dimensioner - mange skader på søerne (se f.eks. Pedersen, 1989; Fisker, 

1991). I den første test fra 1989 var to af fabrikaterne forbundet med blødende sår eller trykninger 

på ryggen hos omkring 5% af søerne, mens tre andre fabrikater var forbundet med sådanne 

skader hos så mange som 10 til 27% af søerne (Pedersen, 1989). Disse sår og trykninger på ryggen 

bestod hyppigst i væskeansamlinger omkring haleroden eller sår på skinken. Trykningerne 

ved haleroden var smertefulde og kunne ligefrem give problemer med at gennemføre løbninger, 

når søerne var blevet fravænnet, fordi de var meget ømme (Pedersen, 1989). Der var ydermere 

beskadigelser af vulva i 5 af de 6 fabrikater (1-4% af søerne). Begge typer skader blev forårsaget 

af fareboksens baglåge, bolte og/eller beslag placeret i soens opholdszone (Pedersen, 1989), formentlig 

i kombination med, at søerne i mange tilfælde var for lange til boksene. Herudover var der 

skader, som var forårsaget af spaltegulvet evt. i kombination med boksens udformning. Eksempelvis 

var der beskadigede pattevorter hos 6 til 12% af søerne (se afsnit 6.7. og 6.8. for en nærmere 

beskrivelse af skader forårsaget af spaltegulve). 

I testen fra 1991 var der i en enkelt boks ikke sår og trykskader ved haleroden, men i de øvrige 

bokse havde 5 til 17% af søerne sådanne skader. Desuden havde mellem 1 og 15% af søerne skader 

på ryggen. Ud over disse skader - der var forbundet med selve boksens udformning - var der 

igen skader som var forbundet med de spaltegulve, som søerne stod på evt. i kombination med 

boksenes udformning. Således havde 14 - 26% af søerne beskadigede pattevorter, 7 – 15% havde 

sår eller trykskader på benene, og 8 – 23% havde sår eller trykskader på biklovene. 

I de sidste produkttests fra 1993 og 1994 tegner der sig fortsat et billede af bokse, som forårsager 

mange skader på søerne enten i sig selv eller i kombination med de spaltegulve, som boksene 

etableres på (Fisker, 1993b, 1994b). De registrerede skader i de to tests fremgår af tabel 8. 


Tabel 8. Frekvens af søer med fysiske beskadigelser i pct. af søer 

(gennemsnit af flere besætninger) (Modificeret fra Fisker, 1993b, 1994b) 

DSI- Sdr. 

Fabrikat Birk-Dahl Langkjær Egebjerg Jyden Vissing 

Antal kuld 1993 212 229 223 208 263 

1994 121 115 120 119 144 

Sår/trykninger på haleroden 1993 24 13 12 19 19 

1994 14 23 18 31 15 

Sår/trykninger på ryggen 1993 24 4 3 12 10 

1994 3 1 4 13 5 

Beskadigede pattevorter* 1993 11 12 7 8 13 

1994 2 5 2 3 6 

Sår/trykninger på biklove* 1993 9 11 11 9 10 

1994 7 10 8 14 14 

*Skaden skyldes formentlig udformning af gulve snarere end selve boksens udformning. 

Selvom testen i 1994 var en opfølgning på testen i 1993, hvor inventarfirmaerne havde fået lejlighed 

til at rette op på kritisable forhold i den første test, var det generelt (som det ses af tabel 8) 

kun nogle af skaderne, der forekom i mindre omfang, og der var stadig et anseeligt niveau af skader. 

Landsudvalget for Svin konkluderede på baggrund af 1993-testen, at frekvensen af skader på søernes 

halerod generelt var for høj for samtlige fabrikater (Fisker, 1993b). Trykningerne skyldtes ligesom 

i tidligere tests skarpe kanter, forkert udformning af baglågen og svejse- og galvaniseringsgrater, 

der ikke var slebet før ibrugtagning. I 1994-testen blev det konstateret, at der var stor 

forskel mellem besætningerne i, hvor mange fysiske skader søerne fik. Dette skyldtes, at søerne 

i den ene besætning var større end i den anden, hvilket tyder på at problemet med ringe finish 

forstærkes, når søerne har svært ved at være i boksen. I betragtning af at forfatteren anfører, at 

disse mange skader på søerne skyldes skarpe kanter og svejse- og galvaniseringsgrater, der ikke er 

slebet før ibrugtagning, kan det undre, at alle boksene både i 1993 og 1994 får karakteren ”god” 

for finish (Fisker, 1993b, 1994b). 

Den samlede bedømmelse for boksene er i 1993, at de er på et generelt tilfredsstillende niveau 

og i 1994 bedømmes alle boksene til at være ”gode” eller ”meget gode”. ”God” og ”meget god” 

er henholdsvis den næstbedste og den bedste vurdering, boksene kan få i produkttesten. I denne 

samlede bedømmelse indgår blandt andet soens pladsforhold (liggende), soens mulighed for at 

rejse og lægge sig og fareboksens finish. Det forekommer uhensigtsmæssigt, at den samlede karakter 

ikke afspejler det høje skadesniveau hos de dyr, der skal opstaldes i boksene, enten ved at 

finish-bedømmelsen sættes i relation til skaderne eller ved at lade skaderne indgå direkte. Den 

høje karakter, der gives på trods af de mange skader på dyrene, er næppe den bedste måde at 

motivere inventarfirmaerne til at forbedre produktet på dette område. Det er måske grunden til, 

at der siden hen kom en artikel fra Landsudvalget fra Svin, hvor der meget kraftigt appelleres til, 

at bokse udformes med en længde på mindst 1,9 – 2 m og med en god finish således, at skader på 

søerne undgås (Fisker, 1994c). Som tidligere nævnt, er anbefalingen desuden netop blevet ændret 


til en længde på 2,1 m, en bredde på 0,65 m fortil og en bredde på op til 0,9 m bagtil (Moustsen 

og Poulsen, 2004). 

6.6.1.5. Bokse til fikserede goldsøer 

Landsudvalget for Svin anbefaler, at boksene er mindst 1,9 m lange (målt fra krybbens bagkant til 

baglågen) og 0,65-0,70 m brede (indvendige mål), hvis soen skal insemineres i boksen (Nielsen 

og Hansen, 1999a (redigeret 2003)). Hvis der ikke benyttes inseminering kan boksen være de 0,60 

m i bredden, der anbefales også for drægtige søer (Nielsen og Hansen, 1995b (redigeret 2003)). 

De nederste rør på boksens sider bør være 10-15 cm over gulvet for, at soen har tilstrækkelig 

plads, når den ligger ned (Nielsen og Hansen, 1999a (redigeret 2003)). De anbefalede mål for 

bokse er igen små i forhold til søernes kropsdimensioner, som målt af Moustsen og Jensen (2003) 

(se tabel 7). Der kan desuden være problemer med selve boksens udformning. I en artikel i det 

svinefaglige tidsskrift Hyologisk beskrives en besætning, hvor 3 søer i løbet af et halvt år er kommet 

i klemme i inventaret i en KS boks (Knudsen, 2004). Når søerne bakker bagud, går ned i knæ 

og stikker hovedet ind under den nederste rør ind til naboen, kan de ikke få hovedet tilbage igen. 

Går der for lang tid i denne stilling overlever de ikke. To af de tre omtalte søer døde således, mens 

den sidste blev reddet. 

6.6.2. Adfærdsmæssige konsekvenser af fiksering 

Fiksering af en so begrænser i meget høj grad hendes adfærdsmæssige muligheder. Hun begrænses 

i sin generelle mulighed for at bevæge sig omkring og derved få motion og samtidig forhindres 

hun i at udføre en række specifikke adfærdsformer. Fikseringen medfører ydermere, at alle aktiviteter 

skal foregå samme sted, som soens hviler. Det kan således ikke lade sig gøre at zoneopdele, så 

soen kan æde, drikke, gøde og urinere væk fra hvilestedet, sådan som det tilstræbes for de drægtige 

søer. En række generelle adfærdsformer, der udføres uanset hvor i cyklus soen befinder sig, 

påvirkes. Men herudover påvirkes også adfærdsformer, der er knyttet til bestemte perioder i soens 

reproduktionscyklus. 

Eksempler på generelle adfærdsformer, som fikseringen griber ind i, er: 

• Social kontakt med andre svin 

• Eksploration 

• Rejse- og lægge-sig adfærd, samt muligheden for at hvile i sideleje 

• Termoregulering 

• Eliminering væk fra hvilestedet 

Eksempler på adfærdsformer forbundet med reproduktionscyklus er: 

• Brunstadfærd 

• Isolation fra flokfæller omkring faring 

• Valg af redested og redebygning 

• Moder-afkom interaktion 

• Diegivning 

I det følgende beskrives de konsekvenser fikseringen har for de generelle adfærdsformer, mens fikseringens 

betydning for de adfærdsformer, som er knyttet til bestemte perioder i soens reproduktionscyklus, 

er behandlet i de kapitler, der omhandler de pågældende perioder. 


Socialadfærd 

Svin er sociale dyr (se kapitel 2), hvilket søges tilgodeset i løsdriftssystemer til drægtige søer (se kapitel 

3). Når søerne fikseres i bokse tæt ved siden af hinanden, kan de se, lugte og høre andre søer, 

men de har kun meget begrænset mulighed for social interaktion og for etablering af en rangorden. 

Dette er baggrunden for at EU’s Veterinære Videnskabelige Komite anbefaler, at svin ikke opstaldes 

i social isolation (Anon., 1997b), og at Justistsministeriets arbejdsgruppe om hold af svin anbefaler 

gruppeopstaldning af drægtige søer fra 4 uger efter løbning (fremgår af Anon., 2003c). Der er 

således bred enighed om, at svins velfærd tilgodeses bedst, når de er løse og opstaldet i grupper, 

forudsat det sker i velindrettede systemer, der ikke er konkurrencebetonede. Søerne skal ifølge lovgivningen 

holdes i løsdrift i grupper fra 4 uger efter løbning og indtil 7 dage før forventet faring 

(undtagen ældre stalde, der fungerer i henhold til lovens overgangsordning) (Anon., 2003a). I den 

resterende del af cyklus, hvor det er tilladt at opstalde søer enkeltvis, som oftest i fikseringsbokse, 

har de derimod ikke mulighed for at indgå i sociale sammenhænge med andre søer. 

Eksploration 

I stalde etableret efter 15. maj 2003 skal søerne have rode- og beskæftigelsesmateriale (Anon., 

2003b). I ældre stalde skal kravet dog først være opfyldt fra 1. januar 2013. Der henvises til kapitel 

2 for en beskrivelse af søers eksplorative adfærd, og der henvises til afsnit 6.5. i indeværende 

kapitel for en gennemgang af de mere generelle problemstillinger forbundet med tildeling af rode- 

og beskæftigelsesmateriale. 

Opstaldning i fikseringsbokse medfører som oftest, at søernes miljø er meget stimulusfattigt. Der 

er ingen social kontakt med andre søer, der er meget begrænset variation i det, søerne har at se 

på, og der er stort set intet at undersøge. Dette kunne i et vist omfang afhjælpes ved tildeling 

af rode- og beskæftigelsesmaterialer af biologisk relevant karakter og mængde. Rode- og beskæftigelsesmaterialer 

til fikserede søer vil imidlertid som oftest være halm eller anden strøelse i en 

meget begrænset mængde. Landsudvalget for Svin anbefaler, at gylleanlægget dimensioneres i 

forhold til den mængde strøelse, der ønskes anvendt, således at der ikke opstår problemer med 

tilstopning af anlægget (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)). Ikke desto mindre er gyl- 


Figur 34. For fikserede 

søer er der ringe 

muligheder for 

eksploration. 

Foto: M. Bonde

leanlægget ofte begrænsende for tildeling af rode- og beskæftigelsesmaterialer i samspil med den 

udbredte brug af spaltegulve, som harmonerer dårligt med brug af strøelse i større mængder. 

I bokse med delvist spaltegulv er en vis tildeling på det faste gulv mulig. Hvis der vælges et stort 

åbningsareal, er det også muligt at tildele strøelse - f.eks. halm - på spaltegulve (Nielsen og 

Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)), om end den brede åbning kan have andre velfærdsmæssige 

ulemper. De brede åbninger vil tillade halm og gødning at blive trådt gennem gulvet. Hvis halmen 

forsvinder hurtigt ud gennem spalterne, har den imidlertid næppe tjent som rode- og beskæftigelsesmateriale 

for soen i nævneværdigt omfang, ligesom det ikke harmonerer med lovgivningens 

krav om permanent adgang. Uanset gulvtype kan der i fikseringsbokse også være den problematik, 

at materialet bliver skubbet bagud i boksen eller ud til siderne, hvor soen ikke kan få fat i det 

igen. Herved bliver det vanskeligt at opretholde permanent adgang. 

Rejse-lægge-sig adfærd og hvile 

Boksopstaldningen påvirker søernes måde at rejse og lægge sig på. Det skyldes den begrænsede 

plads adfærden skal udføres på (Baxter og Schwaller, 1983, Curtis et al., 1989; Anil et al., 2002), 

karakteren af den støtte, soen kan opnå, når hun lægger sig (Damm et al., i trykken), og når søerne 

har været fikseret i en længere periode, at deres muskelstyrke reduceres (Marchant og Broom, 1996). 

Plads 

Søer bruger, når de lægger sig og rejser sig, plads i alle dimensioner. På baggrund af et begrænset 

datamateriale beregnede Baxter og Schwaller (1983) formler for, hvor meget plads søer i forskellige 

vægtklasser skulle have for at kunne rejse og lægge sig, samt hvile på bugen. Curtis et al. 

(1989) fortsatte dette arbejde og fandt på basis af et større datasæt, at en 250 kg so skulle bruge 

220 cm i længden og 86 cm i bredden, og at en 300 kg so skulle bruge 231 cm i længden og 91 

cm i bredden for at kunne rejse sig, lægge sig og hvile i delvist sideleje. 

Den gennemsnitlige danske so vejer 286 kg. Den vægt, som 95% af søerne befinder sig indenfor 

er 349 kg, mens den største so i Landsudvalget for Svins opgørelse vejede 405 kg (Moustsen og 

Jensen, 2003). Disse søer står typisk opstaldet i bokse med en længde på 1,9 m og en bredde på 

Figur 35. Soen er ved at 

lægge sig ned. Det sker 

ved at hun først sænker 

forkroppen, så hun hviler 

på forknæene. Dernæst 

strækkes det højre 

forben bagud, vægten 

lægges mod venstre og 

bagkroppen sænkes. 



0,6 m (og en udvidelsesmulighed til 0,9 cm for farebokse). Boksens meget begrænsede omfang 

i forhold til det behov, som Curtis et al. (1989) beregnede for søer omkring den danske gennemsnitsvægt, 

er indlysende. Det begrænsede omfang i forhold til de søer, der er endnu større 

(og hvis behov ligger udenfor beregningerne) og de søer, der er opstaldet i endnu mindre bokse, 

er bekymrende. Det skal afslutningsvist nævnes, at både Baxter og Schwaller (1983) og Curtis 

et al. (1989) benytter flere vidtrækkende antagelser, som medfører, at arealforbruget formentlig 

underestimeres. Det skyldes, at forfatterne ønsker at bruge en konservativ metode for at sikre sig, 

at eksisterende farebokse ikke forkastes på grund af for liberale pladsberegninger. Eksempelvis 

formodes det, at søer undervejs i deres rejse- og lægge-sig forløb kan flytte sig omkring for at 

skaffe plads til næste fase i forløbet. Dette er ikke umiddelbart indtrykket, når man ser søer rejse 

og lægge sig. Ydermere beregnes der kun plads til delvist sideleje, hvilket er uhensigtsmæssigt 

dels af hensyn til soens hvilemuligheder og i fareboksen også af hensyn til diegivningen. Endelig 

ses der bort fra de 25% største bevægelser søerne udførte i alle dimensioner, og det beregnede 

pladskrav vil således ikke kunne rumme disse. Der er alt i alt grund til at tro, at pladsbehovet er 

endog større end det, som fremkommer ved brug af beregningerne fra Baxter og Schwaller (1983) 

og Curtis et al. (1989). 

Ifølge lovgivningen skal svinestalde være indrettet således, at hvert svin kan lægge sig, rejse sig, 

samt hvile uden besvær (Anon., 2003b). For 10 år siden blev det da også i et notat fra Landsudvalget 

for Svin anført, at søer har behov for et råderum på op mod 35 cm ud over soens længde, 

afhængig af, hvor stor soen er (Fisker, 1994c). Der gives det eksempel, at en so på 175 cm skal 

bruge ca. 25 cm ud over sin kropslængde, når hun lægger sig og dermed kommer op på at skulle 

bruge i alt 2 m. Hun kan kun lægge sig i kortere bokse, fordi hun bruger pladsen over krybben 

(Fisker, 1994c). Hvis den gennemsnitlige so i 2004 er 1,84 m (Moustsen og Jensen, 2003) og skal 

bruge omkring 30 cm, har hun behov for 2,14 m. Hvis hun kan bruge hele krybbens bredde (ca. 40 

cm), så kommer hun med en boks på 1,9 m op på 2,3 m brugbar plads i længden, og hun skulle 

altså kunne være der. Soen på 2 m, som repræsenterer den længde, som 95% af søerne ligger 

indenfor (Moustsen og Jensen, 2003), må formodes at skulle bruge de fulde 35 cm og kommer således 

op på et totalt behov på 2,35 m i længden. Ikke engang med brug af hele krybbens bredde 

har hun den fornødne plads, og situationen er naturligvis endnu værre for de 5% af søerne, der er 

længere end 2 m. Det skal understreges, at der ikke foreligger dokumentation for, at søerne uden 

besvær (som det foreskrives af lovgivningen) kan benytte pladsen over krybben til disse adfærdsformer. 

Der er desuden ingen angivelse af, hvordan Landsudvalget for Svin er kommet frem til de 

35 cm, der anses for soens maksimale pladsforbrug til at rejse og lægge sig. 

At mange søer har besvær med at foretage positurskift fremgår af Bonde et al. (2001), som foretog 

en velfærdsvurdering i 10 større danske svineproduktioner med løsgående drægtige søer. Søernes 

lægge-sig adfærd, som den blev observeret i farestalden, indgik i vurderingen (ca. 60 søer i 

hver besætning). Resultaterne for de 10 besætninger fremgår af tabel 9. 


Tabel 9. Lægge-sig adfærd hos diegivende søer i 10 danske besætninger 

(modificeret fra Bonde et al., 2001). 

Andel af søer (%) 

Besætning 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Gnst. 

Unormal lægge sig adfærd* 40 45 39 49 43 53 34 38 35 37 41 

Afbrydelse af lægge sig sekvens 12 10 3 15 13 23 17 7 5 7 11 

Trippen på bagben 7 8 13 14 15 17 9 9 16 2 11 

Udskridning med bagben 7 18 8 14 16 18 9 5 10 12 12 

Ukontrolleret bevægelse 22 13 18 25 15 13 12 14 12 15 16 

Anden unormal bevægelse 0 3 3 5 0 0 2 10 0 5 3 

* registreret med bemærkninger som afbrydelse, trippen, udskridning, ukontrolleret og/eller abnorm lægge sig adfærd. 

Udover dårlige pladsforhold i stien nævner Bonde et al. (2001) også ømbenethed hos søerne og 

gulvkvaliteten (særlig hvad angår udskridning) som mulige årsager til søernes problemer med at 

lægge sig ned. 

Støtte 

Både drægtige søer og søer, der lige havde faret, lagde sig langsommere ned, når de var fikseret i 

bokse, end de gjorde, når de var i stier (Marchant og Broom, 1996, Harris og Gonyou, 1998). Den 

langsommere lægge-sig adfærd giver måske grisene tid til at undvige, når de er i fare for at blive 

klemt. Dette kan være en af forklaringerne på, at der ofte findes lavere pattegrisedødelighed hos 

søer i farebokse end hos søer i stier. 

Den langsomme lægge-sig adfærd kan være et udtryk for, at den begrænsede plads gør søerne 

mere tøvende, når de skal lægge sig. I en undersøgelse på søer, der lige havde faret, lagde søer 

i bokse på 80 cm i bredden sig langsommere ned end søer i stier. Imidlertid lagde de sig også 

langsommere ned end søer i bokse på kun 43 cm i bredden. Det kan tænkes, at søerne i de helt 

smalle bokse ikke har haft kontrol over, hvordan de lagde sig, fordi de er blevet styret på begge 

sider af boksens tremmer. At de ikke tøver undervejs i lægge-sig sekvensen kan være et udtryk 

for, at dette vanskeligt lader sig gøre i så smalle bokse. Man må derfor stille spørgsmålstegn ved, 

om søer nødvendigvis har en præference for at bruge boks- eller bøjlesider til at lægge sig langs, 

og om søerne opfatter dem som givende støtte. Det kan meget vel tænkes, at de læner sig op ad 

disse sider, fordi de ikke har andet valg. Relevansen af denne overvejelse underbygges af, at søer 

i de brede bokse på 80 cm kun brugte bokssiderne 35% af de gange de lagde sig, hvorimod søer i 

de smalle bokse og søer i stier brugte bokssiderne/væggene 72-89% af gangene, de lagde sig ned. 

Da søer generelt foretrækker at lægge sig ned langs en væg (f.eks. Marchant et al., 2001), må 

det formodes, at søerne havde en reel præference for at støtte sig op ad væggen i stien. Forskellen 

mellem den smalle og den brede boks er vanskeligere at forklare, idet der her var tale om ens 

bokssider. Den mest nærliggende forklaring er, at i brede bokse på 80 cm, kan søerne undgå at 

lægge sig op af boksens tremmesider, men i smalle bokse kan det ikke lade sig gøre. 

Termoregulering 

Soens optimale temperatur angives til at være ligge omkring 16-18 °C (Nielsen og Jacobsen, 

1996b (redigeret 2003)). I farestien opstaldes hun som regel i et varmere miljø af hensyn til pattegrisene. 

I dagene lige omkring faring lader det til, at hun foretrækker mere varme end ellers, 

idet søer i et forsøg valgte et område, som havde 35ºC gulvvarme frem for et, som var 22 eller 


29ºC varmt. De havde imidlertid kun denne præference fra faring og 3 dage frem, hvorefter de 

brugte det varme gulv mindre og mindre, indtil de i den 2. uge efter faring foretrak de koldeste 

af gulvene (Phillips et al., 2000). Når diegivningen er kommet i gang, er der således formentlig 

et behov for at kunne termoregulere aktivt, fordi soens egen varmeproduktion er høj på grund af 

mælkeproduktion og et højt foderindtag (Theil, 2002). Ligeledes kan der på andre tidspunkter af 

soens cyklus være behov for aktivt at termoregulere, særlig i perioder, hvor der er varmt i stalden. 

Når soen er fikseret har hun kun to muligheder for at køle sig. Den ene er at øge arealet, der er i 

kontakt med underlaget ved at lægge sig i sideleje og dermed afgive ledningsvarme. Dette kræver 

imidlertid, at boksen ikke er for smal. Den anden er at øge vejrtrækningsfrekvensen (Giersing, 

1999; Petersen, 2000b). Da disse metoder kun har begrænset effekt, ville det øge den fikserede 

sos velfærd, hvis hun – i lighed med hvad der er kravet for de løsgående drægtige søer (Anon., 

2003a) – havde mere effektive muligheder for at regulere sin kropstemperatur. 

Overbrusning af fikserede søer forekommer imidlertid ikke realistisk, da det ville kræve meget nøje 

styring. Der ville skulle tages hensyn til, at søerne ikke kan fjerne sig fra det overbruste område, 

hvorfor de kun ville skulle overbruses i varme perioder, hvor det var sikkert, at de havde behovet. 

Ydermere ville der skulle tages hensyn til, at deres leje ikke måtte blive vådt eller fugtigt. Hos farende 

og diegivende søer ville det endog skulle styres individuelt. Om end søerne i et hold oftest 

farer indenfor en kortere periode, så er de ikke helt synkrone. Da pattegrisene absolut ikke har behov 

for overbrusning ville det kræve, at overbrusningen blev styret i forhold til faringsdagen og faringstidspunktet 

for den enkelte so. Det skal understreges, at når det må konkluderes at overbrusning af 

fikserede farende og diegivende søer ikke forekommer realistisk, skyldes det de praktiske problemer, 

der opstår som følge af, at soen er fikseret. Soens behov for aktivt at kunne termoregulere er formentlig 

(mindst) lige så stort i denne periode, som det er i andre stadier af hendes cyklus. 

For yderligere læsning om søers termoregulering henvises til kapitel 2 og for yderligere læsning 

om overbrusning henvises til kapitel 3. 

Eliminering 

Forudsat at de har andre muligheder for at regulere deres kropstemperatur end at søle i gødning 

og urin, foretrækker svin at eliminerer væk fra det sted, hvor de hviler (Simonsen, 1990; Schmid, 

1991b; Damm og Pedersen, 2000). Fikserede søer er imidlertid tvungne til at eliminere det samme 

sted, som de hviler. Soen er som regel opstaldet på fuldspaltegulv eller delvist spaltegulv med 

fast gulv i den forreste ende af stien (ved soens forkrop). Mængden af urin og gødning, som dyret 

kommer til at ligge i begrænses derved, om end der kan ligge en sådan mængde tilbage, at der 

er behov for dagligt at skrabe gødningen hen under soen (Nielsen og Jacobsen, 1996b (redigeret 

2003)). Betydningen for soen af selve det at ligge i sin gødning og urin kendes ikke. Ligeledes 

vides det ikke, hvilken effekt det har på hendes velfærd, at motivationen for at fjerne sig fra det 

sted, hun hviler for at eliminere, ikke kan komme til udfoldelse. 

6.6.3. Skift mellem løsdrift og fiksering 

I forbindelse med implementeringen af lovgivningen om, at drægtige søer skal gå løse i grupper, 

har der været udtrykt nogen bekymring for, hvorvidt det ville påvirke søerne negativt at skulle 

fikseres under faring, når de var blevet vænnet til løsdriften under drægtigheden. Undersøgelser 

har da også vist, at søer reagerer på et skift fra løsdrift under drægtighed til fiksering under faring 

ved at være mere aktive og/eller vokalisere mere umiddelbart efter, de er blevet flyttet, end søer, 


der ikke oplever et sådant skift (Beattie et al., 1995; Boyle et al., 2000). Dette er imidlertid også 

tilfældet for søer, der foretager det modsatte skift fra fiksering under drægtigheden til løsdrift under 

faringen (Beattie, 1995). 

Undersøgelser har vist, at omkring selve faringen – hvor søerne havde haft nogle dage til at 

vænne sig til den nye opstaldning – var søer, der havde været løse under drægtigheden, men nu 

var fikserede, stadig mere rastløse end søer, der havde været fikserede under drægtigheden, og 

således ikke oplevede et skift i opstaldningsform (Marchant og Broom, 1993; Harris og Gonyou, 

1998). Sådanne søer havde også flere hudskrammer, hvilket blev tilskrevet øget rastløshed (Boyle 

et al., 2000). Søer der oplevede det modsatte skift – fra fiksering under drægtigheden til løsdrift 

under faringen – udviste imidlertid også større aktivitet end søer, der hele tiden havde været i 

løsdrift (Arey, 1992; Damm et al., 2002). 

Undersøgelserne har som oftest indebåret, at fikserede søer med ingen redematerialer/strøelse 

blev sammenlignet med søer i stier med redematerialer/strøelse. Det kan ikke afgøres, i hvort stort 

omfang søernes reaktioner skyldes skift mellem opstaldningsformer og skift mellem tildeling og 

ikke tildeling af redematerialer/strøelse, men reaktionerne er generelt blevet tolket som udtryk for 

stress i forbindelse med skift mellem forskellige miljøer. Der tegner sig således samlet det billede, 

at det ikke i særlig grad er skiftet fra løsdrift til fiksering, der påvirker soen, men snarere skiftet 

fra en opstaldningsform til en anden (fiksering uden strøelse til/fra løsdrift med strøelse). Da soen 

nu lovmæssigt er sikret løsdrift i drægtighedsstalden er det uhensigtsmæssigt, at hun ikke kan 

fortsætte i løsdrift også i farestalden, men gentagne gange må skifte imellem to opstaldningsformer. 

Det kan dog ikke udelukkes, at skiftet vil påvirke soen mindre, hvis hun tildeles biologisk 

relevante strøelses-/redematerialer under såvel drægtigheden som faringen og diegivningen. 

6.7. Gulve 

De gulve, som søerne opstaldes på, har stor betydning for deres velfærd. De er afgørende for muligheden 

for tildeling af halm eller anden strøelse og dermed for kvaliteten af søernes hvileareal. 

Kvaliteten af det gulv søerne bevæger sig rundt på har ydermere væsentlig indflydelse på deres 

ben- og klovsundhed. 

6.7.1. Løsgående søer 

Gulve til drægtige søer 

Der benyttes flere forskellige slags gulve og underlag til løsgående drægtige søer. Dybstrøelse, fast 

gulv, drænet gulv og spaltegulv er hovedkomponenterne, og to eller flere af disse kombineres som 

oftest. Stier, der er etableret efter 15. maj 2003 skal dog pr. so have mindst 1,3 m² og pr. gylt 

have mindst 0,95 m² fast eller drænet sammenhængende strøet gulv. Kravet gælder for alle stalde 

fra 1. januar 2013 (Anon., 2003a). 

Spaltegulvet etableres af hensyn til arbejdsforbrug og hygiejne. Princippet er, at gødning og urin 

falder og trædes gennem spalterne og ned i et gylleanlæg placeret under spalterne, hvorfra det 

mekanisk fjernes. Drænet gulv defineres som fast gulv med maksimalt 10% åbningsareal og åbningerne 

jævnt fordelt (Nielsen et al., 2003). Drænet gulv sidestilles lovgivningsmæssigt med fast 

gulv – dvs. det er en del af lejet, hvor der skal tildeles strøelse. 


Strøelse 

I stier med dybstrøelse har søerne adgang til store mængder halm, mens de øvrige gulvtyper som 

oftest indebærer begrænset brug af strøelse. Især spaltegulve er dårligt egnede til halmtildeling, 

idet der sker tilkitning, hvorved gødningsgennemgangen og hygiejnen i stien forringes. Som beskrevet 

andetsteds i denne rapport har tildeling af halm (eller evt. anden strøelse) til drægtige 

søer mange velfærdsmæssige fordele. Dette afspejles i lovkravene om permanent adgang til rode- 

og beskæftigelsesmaterialer og adgang til grovfoder eller fiberrigt foder (Anon., 2003a). Begge 

krav kan opfyldes ved tildeling af halm i tilstrækkelig mængde. Store mængder halm i form af dybstrøelse 

kan imidlertid medføre et varmeproblem, fordi måtten er varmeudviklende. Der er således 

ved denne løsning nødvendigt, at søerne har mulighed for at køle sig, f.eks. under overbrusning, 

sådan som det da også er foreskrevet i lovgivningen (Anon., 2003a). Som nævnt i kapitel 3 blev 

der i systemet en æde-/hvileboks pr. so brugt 25-65 kg pr. stiplads pr. år i besætninger med begrænset 

brug af strøelse og 110 kg pr. stiplads pr. år i besætninger, hvor der blev opretholdt et 

konstant halmlag i lejet (Nielsen, 1995a, 1996; Nielsen et al., 2000; Petersen, 2000a, 2003b). Ved 

dybstrøelse var forbruget på 300-800 kg halm pr. stiplads pr. år (Petersen, 2000a, 2003b). Dette 

illustrerer, at dagligt halmforbrug kan variere mindst mellem 110 g pr. stiplads pr. dag og 2,2 kg 

pr. stiplads pr. dag afhængig af, hvilken gulvindretning, der vælges. 

Spaltegulve 

Store spaltegulvsarealer kan være meget belastende for søer. I et forsøg opholdt drægtige søer sig 

da også på fast gulv frem for på spaltegulv, såvel under aktivitet som hvile, når de fik plads til det 

(flere m² pr. so) (Møller et al., 1998). Belastningen for søerne illustreres også af, at det i en afprøvning 

i 3 besætninger var nødvendigt at tage henholdsvis 13, 17 og 29% af søerne ud fra ESF 

systemer med store spaltegulvsarealer (alle gangarealer med spaltegulv, men hvileareal med fast 

gulv - hvert areal udgjorde i alt omkring halvdelen af stien) (Nielsen, 1995a). Til sammenligning 

måtte 8% af søerne tages ud fra ESF med dybstrøelse. De primære årsager til udtagning fra ESF 

stierne med store spaltegulvsarealer var omløbning, angst og dårlige ben. En del af forklaringen 

kan være, at spaltegulvet ofte blev fugtigt. Når spalterne var våde, havde en del søer svært ved 

at stå fast, og de forsøgte derfor at gå i lejearealet. Dette medførte øget aggression mellem liggende 

og gående dyr. Det var derimod indtrykket, at søerne i ESF med dybstrøelse var mere rolige, 

end søerne med delvist spaltegulv, hvilket kan skyldes de førnævnte forhold, men også at søerne 

kunne rette en del af deres fødesøgningsadfærd mod halmen og opnå en øget mæthedsfornemmelse 

og bedre mavesundhed gennem indtag af halm (Nielsen, 1995a). ESF indretninger, som 

indebærer store spaltegulvsarealer og stor udtagning af søer, diskuteres nærmere i kapitel 3. Sammenhænge 

mellem gulve og klov- og benskader hos drægtige søer beskrives nærmere i indeværende 

kapitels afsnit 6.8.1. 

Gulve til goldsøer 

Omkring brunsten er det er væsentligt, at der er et skridsikkert underlag, fordi søer i forbrunst 

springer på andre søer. De søer, der springes på, skal kunne stå fast, når de modtager springet fra 

den anden so, eller de skal have mulighed for at flygte uden risiko for udskridninger. I løsdrift løbestier 

kan gulvet etableres med en kombination af fast gulv og spaltegulve eller med dybstrøelse. 

Dybstrøelse kan eventuelt etableres i kombination med æde-/insemineringsbokse etableret på et 

betonrepos med betonspaltegulv på arealerne omkring boksene. 

I en afprøvning, hvor indretning af løbestalde med fast gulv og spalter i friarealet bag boksene 

blev sammenlignet med dybstrøelse i friarealet bag boksene fremgik det, at søerne på spalter 

og fast gulv var mere halte og ømbenede (Hansen og Kongsted, 2002). En del af forklaringen på 

dette var, at der var problemer med fugt og gødning på spalterne og det faste gulv, hvilket betød, 


at gulvet blev glat og søerne ikke kunne stå fast, når de sprang på hinanden. Blandt søerne på 

fast- og spaltegulv var 1–6% halte og 2-16% ømbenede på forbenene. 5–9% var halte og 9-12% 

ømbenede på bagbenene. Blandt søer på dybstrøelse var kun 1% halte og 0-1% ømbenede på forbenene, 

og 0-5% halte og 1-6% ømbenede på bagbenene. 

6.7.2. Fikserede søer 

Spaltegulve 

I bokse i fare- og løbeafdelingen benyttes som regel delvist spaltegulv eller fuldspaltegulv. Spaltegulve 

kan være vanskelige for søerne at stå sikkert på (Udesen, 1987a; Pedersen, 1988; Nielsen, 

1996c,d). Phillips et al. (1996) fandt da også, at søer omkring faring foretrak fast betongulv frem 

for metal- eller plastikspaltegulve. En glat overflade er generelt sværere for søerne at stå på end 

en ru overflade. De fleste støbejernsriste har en ru overflade og en god skridsikkerhed, hvorimod 

plastspaltegulve har en dårligere skridsikkerhed. En kombination af flere typer spaltegulv kan 

benyttes med henblik på at kombinere nogle spaltegulves effektive gødningsgennemgang (glat 

overflade) med andres bedre skridsikkerhed (ru overflade). Det mest skridsikre gulv placeres da 

under soen, f.eks. i form af en betonrist eller en støbejernsrist, og der placeres f.eks. en triangel- 

eller plastrist, der har god gødningsgennemgang, i resten af stien. Udskridninger sker især, hvor 

soens ben kommer uden for det skridsikre område, når hun rejser eller lægger sig i forbindelse med 

afsætning af gødning eller urin (Nielsen, 1996c). Det anbefales, at det mest skridsikre gulv når 

mindst 1,7 m ned i stien målt fra stiens forkant (Nielsen og Jacobsen, 1996b (redigeret 2003b)), 

og at det er mindst 80 cm bredt (Nielsen, 1996c). Anbefalingerne baserer sig på to undersøgelser, 

hvor det blev konstateret, at søerne gled og fik flere patteskader, når det faste gulv forrest i 

stien kun var 140 cm (Pedersen, 1988), og når det skridsikre spaltegulv placeret under soen kun 

havde en bredde på 60 cm (Nielsen, 1996c). I betragtning af, at søerne indenfor de sidste 10 år 

er blevet 10% længere og bredere (Moustsen og Jensen, 2003), bør det anbefalede areal på 1,7 m 

i længden og 0,8 m i bredden tages op til revurdering. 

Hvis spalteåbningerne i et spaltegulv ligger på tværs af soens længderetning kan dette bidrage 

til, at hun skrider ud. Når søerne skrider ud, sker det nemlig som regel fremad og ud til siden. Når 

trædefladerne på spaltegulvets tremmer ligger på langs med soen, har hun bedre mulighed for at 

komme til at stå fast ved at støtte sig mod trædefladernes kanter (Udesen, 1987a). De såkaldte 

triangelriste – hvor risten er fremstillet af trekantet stål - er glatte og forårsager mange udskridninger 

og skader på dyrene. Triangelriste i hele farestien anbefales derfor ikke (Nielsen og Jacobsen, 

1996b (redigeret 2003b)). 

Klov- og benskader 

Ligesom hos de løsgående søer kan klov- og benskader ses hos fikserede søer på spalter. Skaderne 

forekommer, når bjælkerne er glatte og søerne glider, når de gøder eller urinerer eller, når de rejser 

eller lægger sig. Problemet konstateres ved, at søerne har afrevne biklove, står usikkert og har 

hævelser på benene. Sammenhængen mellem gulve og klov- og benskader beskrives nærmere i 

afsnit 6.8.1. 


Patteskader 

Glatte spaltegulve med skarpe kanter forårsager patteskader og sår på patterne og yveret hos 

fikserede søer. Spaltegulve med små trædeflader er tilsyneladende forbundet med patteskader i 

højere grad end gulve med større trædeflader (Nielsen, 1990). Der kan være tale om sår og rifter 

på pattevorterne og på yveret og om beskadigede pattevorter, hvor såret går halvt rundt om pattevorten, 

eller hvor pattevorten er helt eller delvist afrevet eller flækket (Udesen, 1987a). Patteskader 

er forekommet med varierende frekvenser i Landsudvalget for Svins undersøgelser. I en 

stor - men ældre - opgørelse af patteskader hos 1.557 diegivende søer fordelt på 43 besætninger 

havde 5,3% af søerne på fast gulv, 17% af søerne på triangelriste og 12,7% af søerne på andre 

typer spaltegulve patteskader (Udesen, 1987b). Jo mindre andel af fast gulv søerne havde, jo flere 

skader var der. I fem afprøvninger var der patteskader på 7 til 26% af søerne (Pedersen, 1988, 

1989a; Fisker, 1991, 1993a; Nielsen, 1996d) (se også tabel 8). En enkelt af besætningerne, hvor 

der var et større areal med fast gulv, havde dog kun 3% beskadigede søer (Pedersen, 1988). I to 

andre afprøvninger var der også kun en mindre andel af søerne, der havde beskadigede pattevorter 

(0-6%), men op til 20% havde sår eller rifter på patterne (Udesen, 1987a; Fisker, 1994b). Der er 

ikke fundet nyere opgørelser af problemets omfang. 

Skuldersår 

Gulvenes udformning kan være medvirkende til, at søerne udvikler skuldersår. Risikoen angives at 

være størst på spaltegulve med niveauforskelle (Nielsen, 1996c), specielt smalle plastikspalter, 

der giver stor punktbelastning (Nielsen og Vestergaard, 2003a,b) eller tærede betongulve med 

fritlagte skarpe sten (Nielsen, 1997). Sammenhængen mellem skuldersår og underlag beskrives 

nærmere i afsnit 6.6.4. 

De ovenfor beskrevne problemer harmonerer dårligt med lovgivningens krav om, at gulve ikke må 

være konstrueret, så der er risiko for, at svin kommer til skade (Anon., 2003b). 


Figur 36. Spaltegulve 

med skarpe kanter 

forårsager sår og skader 

på patter og ben, her 

trykning i koden med 

efterfølgende infektion. 

Foto: M. Bonde

6.8. Sygdomme og skader 

6.8.1. Benproblemer 

I alle undersøgelser af årsager til, at søer udsættes som aflivede eller selvdøde, er ben- og klovskader 

den mest fremherskende (Christensen et al., 1995; Christensen, 1996; Pedersen og Brendstrup, 

1998; Vestergaard og Christensen, 2004). Eksempelvis blev det ved undersøgelse af aflivede og selvdøde 

søer fra 12 besætninger fundet, at 8,9% af søerne døde i besætningerne, heraf 58% som selvdøde 

og 42% som aflivede. 76% af aflivningerne skete på grund af benproblemer og benproblemer 

var årsagen til 6,3% af dødsfaldene blandt de selvdøde søer (Pedersen og Brendstrup, 1998). 

Figur 37. Klovspalte og 

infektion i kronen. 

Foto: H. H. Smedegaard 

Om end benproblemerne ses i de fleste besætninger (Damgaard, 1996), vurderes det dog, at de 

især forekommer, når søer flyttes fra et traditionelt system med bokse eller båse til et løsdriftssystem 

(Nielsen og Thorup, 2001). Der er erfaringen, at det i denne situation særligt er de ældre 

søer, der ikke kan holde til løsdriften. Det kan dog i nogle tilfælde være det nye løsdriftssystem, 

der ikke er tilpasset søerne, snarere end det er søerne, der ikke er tilvænnet systemet. I en artikel 

i det svinefaglige tidsskrift Hyologisk anføres det således, at der i en besætning var mange 

benproblemer i starten, men at disse siden hen ophørte. Dette skyldtes - lød vurderingen - at betongulvet 

ikke længere var så ru og skarpt, som det var i begyndelsen (Knudsen, 2004), da det efterhånden 

blev slidt af søerne. Dette harmonerer dårligt med lovkravet om, at gulve ikke må være 

ujævne, så der er risiko for at svin kommer til skade (Anon., 2003b). 

Klovskader og sygdomme 

Klovskader og -sygdomme ses erfaringsmæssigt i de fleste danske besætninger (Damgaard, 1996). 

Et fugtigt gulvmiljø med lav pH på grund af urin og gødning øger risikoen for dårlig hornkvalitet 

og dermed for infektioner i klovene. Hornkvaliteten er desuden afhængig af, at vitamin- og mine- 


alstofbalancen er i orden. Ved optimal fodring vokser klovene meget hurtigt (0,5-1 cm om måneden), 

hvilket let resulterer i, at de ikke slides tilstrækkeligt (Vestergaard, 2001). Forvoksede klove 

kan medføre halthed, fordi de ændrer belastningen på klove, sener og led, og samtidig kan give 

trykskader i kloven (Vestergaard, 2001). Når søerne bevæger sig og slås på glatte spaltegulve, er 

der risiko for, at klove og biklove klemmes eller rives af i spalteåbningerne. Jo længere klovene og 

biklovene er, jo større er risikoen (Vestergaard, 2001). 


Figur 38. Svært forvoksede 

klove. 

Foto: H. H. Smedegaard 

Forekomst af klovskader 

I 7 ældre afprøvninger fra Landsudvalget for Svin blev der hos løsgående drægtige søer konstateret 

sår eller trykninger på benene på mellem 2 og 19% af søerne (Udesen, 1987a; Pedersen, 

1988, 1989a, Fisker, 1991, 1993a,b, 1994b). Der blev desuden konstateret sår eller trykninger 

på biklovene på mellem 5 og 23% af søerne i de 6 af afprøvningerne (Udesen, 1987a; Pedersen, 

1988, 1989a, Fisker, 1991, 1993b, 1994b), men i en enkelt afprøvning blev der endog konstateret 

sår og trykninger på så mange som 38 til 53% af søerne (Fisker, 1993a). Der er kun observeret for 

afrevne biklove i en enkelt afprøvning. Her blev skaden konstateret på mellem 0 og 2% af søerne 

(Udesen, 1987a). 

I en nyere dansk undersøgelse foretaget i 3 besætninger er klov- og benskader nøjere undersøgt. 

Her forekom de blandt drægtige søer som angivet i tabel 10.

Tabel 10. Forekomst af forandringer på klove på søernes bagben angivet som procentandel af 

søer, der havde forandringerne (modificeret efter Petersen, 2001) 

Bio-fix i stier m/7 søer, Fælles ædebokse i stier ESF i stier m/150 søer 

begrænset mængde med 40 søer, og små redekasser, be- 

Klovproblem (%)* halm i lejet dybstrøelse i lejet grænset mgd. halm i hæk 

Forandring på bagben 78-83 31-56 81-85 

Uens klove 23-27 13-21 1-17 

Revnede klove 4-5 1-2 11-25 

Lange klove 1-6 2-4 0-2 

Lange biklove 21-26 1-5 12 

Forvokset ballepude 62-71 19-46 68-72 

Balleknusning 4-6 0 6-13 

Ømbenethed/halthed 9 2 23 

*den laveste og højest værdi fundet i 3 behandlingsgrupper i hver besætning er angivet. De tre grupper havde forskellige typer 

spaltegulve, men der var kun få effekter af gulvene på forekomsten af ben og klovskader. 

Forandringer på bagbenene inkluderer alle forandringer uanset, om de gav anledning til ømbenethed. 

De omkring 80% forandringer på bagbenene i to af besætningerne inkluderer således også 

forandringer, der anses for naturligt forekommende som følge af alder. Dette kan være en af grundene 

til, at der ikke var så mange forandringer i besætningen med fælles ædebokse, da den var 

nyetableret med unge søer (Petersen, 2001). 

Der var i alt kun 5% af de i tabel 10 viste registreringer, der blev betegnet som alvorlige. Imidlertid 

var der nogen forekomst af halthed og ømbenethed (2-23%), og denne var betragtelig i besætningen 

med elektronisk sofodring og små redekasser (23%). Tilstande, hvor søerne vedvarende er 

halte eller ømbenede, forringer utvivlsomt deres velfærd. 

Som det yderligere fremgår af tabellen forekom forvokset ballepude med høj frekvens i de to ældre 

besætninger. Forvokset ballepude medfører en unormal trædeflade, hvorved risikoen for følgeskader 

formodes at være til stede. Samtidig kan forvokset ballepude være forstadie til balleknusning 

og infektion (Petersen, 2001). 

Det er værd at bemærke sig, at søerne i den refererede undersøgelse (Petersen, 2001) fik bestemt 

deres klovsundhed ved, at teknikere inspicerede bagklovene, når søerne var kommet i farestalden 

og lå ned. Ifølge Vestergaard (2001) kræver grundig undersøgelse af klove, at soen fikseres i en 

beskæringsboks, hvor kloven kan skæres ren. Landsudvalget for Svin gennemfører i øjeblikket en 

stor undersøgelse, hvor denne metode benyttes. På 408 søer undersøgt i starten af projektet, blev 

der konstateret klovforandringer, som beskrevet i tabel 11. Det fremgår, at der her er konstateret 

forvokset ballehorn/ballepude mindre hyppigt, og lange klove, uens klove og balleforrådnelse/ 

balleknusning langt hyppigere end i Petersen (2001). Dette kan skyldes forskelle mellem de besætninger, 

som undersøgelserne er foretaget i, men det kan også skyldes, at klovforandringernes 

reelle omfang bedre kan konstateres ved metoden benyttet af Vestergaard (2001). 


Tabel 11. Registreringer af klovforandringer på 408 søer (Vestergaard, 2001) 


Registreringer (%) Forben Bagben 

Lange klove 6 20 

Uens klove 8 60 

Spalte/hul væg 21 27 

Forvokset ballehorn 11 20 

Balleforrådnelse 21 36 

Figur 39. Klovspalter. Pilen på billedet til venstre angiver en spalte i 

klovsålen. Pilen på billedet til højre angiver en spalte i klovvæggen. 

Foto: Eskild Keller Nielsen, udlånt af Bente Jørgensen. 

Tilknytning til bestemte gulve eller systemer 

Nielsen og Thorup (2001) anfører, at klov- og benskader ikke umiddelbart kan relateres til specifikke 

indretninger med spaltegulv og/eller fast gulv eller, om der bruges meget eller lidt strøelse. 

En undersøgelse gennemført i 8 besætninger tyder da heller ikke på klare sammenhænge. De 6 af 

besætningerne havde dybstrøelse og fast gulv og 2 havde begrænset brug af strøelse og delvist 

fast gulv. I alle besætningerne måtte søer tages ud af flokken på grund af dårlige ben. Procentandelen 

varierede fra 1-5% og de to højeste udtagningsprocenter forekom i henholdsvis en besætning 

med dybstrøelse (5%) og en besætning med fast gulv og begrænset brug af strøelse (3%). 

Der blev i fire besætninger ikke udtaget på grund af klovbylder, men i fire andre besætninger blev 

1-2% af søerne taget ud af denne årsag (Nielsen et al., 2000). Det skal imidlertid erindres, at 

udtagning fra flokken afhænger meget af, hvor opmærksom den, som passer dyrene, er på det pågældende 

problem og af vedkommendes bedømmelse af problemet, når det er konstateret. Derfor 

er udtagningsårsager angivet af driftslederen ikke så sikkert et parameter, som direkte undersøgelse 

af klovene eller systematisk vurdering af dyrenes motorik.

Figur 40. Balleforrådnelse. 

Foto Eskild Kjeller Nielsen, 

udlånt af Bente Jørgensen. 

Et eksempel på at nogle systemer kan være forbundet med særlig risiko for ben- og klovskader er 

ESF med små redekasser og spaltegulve i gangarealer og omkring foderstationer (se kapitel 3 for 

en nærmere beskrivelse). Dette blev allerede antydet i tabel 10, hvor skader som revnede klove og 

knusninger, samt halthed og ømbenethed forekom mere i besætningen med dette system end i to 

besætninger med andre systemer (Petersen et al., 2001). I overensstemmelse hermed blev det i en 

undersøgelse af 10 besætninger med ESF, små redekasser og store spaltegulvsarealer konstateret, at 

20-50% af søerne var dårligt gående. Mange søer havde forvoksninger af yderkloven, revner i klovvæggen, 

lange biklove og forvoksninger eller knusninger og revner i klovsålen. Det anføres, at i 

flere tilfælde burde søerne være flyttet til aflastningssti. I flere af besætningerne var 30-40% af de 

udsatte søer enten aflivede eller selvdøde, og de hyppigste årsager til aflivning var benskader eller 

ben-/klovlæsioner, hvor der var opstået infektion (Nielsen og Calmann-Hinke, 2001a; 2001b). Til 

sammenligning kan det nævnes, at i 8 besætninger med andre løsdriftsindretninger var den gennemsnitlige 

andel af de udsatte søer, der døde eller blev aflivet, på 16% (Nielsen et al., 2000). 

I modsætning til Nielsen og Thorup (2001) der anfører, at specifikke gulve eller brug af strøelse 

ikke umiddelbart kan relateres til forekomsten af klov- og benskader, mener Damgaard (1996), at 

forkert udformede gulve en afgørende faktor i udviklingen af skaderne. Således skulle blødt underlag 

som plastspalter og dybstrøelse medføre forvoksede klove på grund af manglende slid af klovene, 

mens glatte spaltegulve giver mange udskridningsskader, især på biklovene. Endvidere giver 

ru betongulv et stort klovslid og mange balle- og såleknusninger og for lille trædeflade og/eller 

for store spalteåbninger i spaltegulve giver mange trykninger på balle, sål, hornvæg og kronrand 

(Damgaard, 1996). Denne anskuelse støttes af undersøgelser, hvor der i forhold til på fast gulv eller 

delvist spaltegulv var færre klovskader, men flere forvoksede klove hos søer på dybstrøelse eller 

i andre støelsesbaserede systemer (Ehlorsson og Olsson, 2002; Bonde et al., 2003). 

Klovskader og velfærd 

I en svensk undersøgelse var der højsignifikant sammenhæng mellem forvoksede klove og bevægelsesforstyrrelser 

(Hultén et al., 1995), men ikke alle klovskader medfører halthed, ligesom 


halthed kan forekomme uden der er klovskader. I en norsk undersøgelse blev der således fundet 

alvorlige klovskader på det halte ben hos 65% af halte søer, men der blev imidlertid også fundet 

alvorlige klovskader hos 57% af de søer, der ikke var halte (Gjein og Larssen, 1995b). 

Det anføres af flere, at der er behov for belysning af, hvor smertefulde ben- og klovlidelserne 

er, og hvilken betydning, de har for dyrenes velfærd. Samtidig er det dog også generelt holdningen, 

at i hvert fald en del af skaderne og lidelserne i bevægeapparatet er forbundet med smerte 

og reduceret velfærd (Damgaard, 1996; Vestergaard, 2001; Busch, 2002, 2004). Enkeltdyr kan 

behandles for klovskader, men dette er sjældent aktuelt. I stedet anbefales det at gennemgå miljøforholdene 

i besætningen, herunder avl, fodring, staldbund og hygiejne (Damgaard, 1996). Klovbeskæring 

kan foretages. Ifølge Vestergaard (2001) er der i alle aldersgrupper et behov for brug 

af klovbeskæring og flere forfattere anfører, at det vil være til gavn for søerne velfærd, hvis dette 

blev gjort rutinemæssigt (Damgaard, 1996; Smedegaard 2001). Landsudvalget for Svin undersøger 

i øjeblikket effekten af rutinemæssig klovbeskæring på produktivitet, søernes holdbarhed og søernes 

velfærd (Landsudvalget for Svin, 2004). 

Osteochondrose 

Osteochondrose anføres som en af de væsentligste årsager til benproblemer hos svin (Jørgensen, 

1995). Osteochondrose er en multifaktoriel lidelse i led og vækstzoner i de lange knogler hos 

voksende dyr. Der sker en generel forandring af brusken i knoglernes ledflader og vækstzoner. 

Bruskforandringerne opstår på grund af mangelfuld omdannelse af bruskvæv til knoglevæv under 

længdevæksten. I de tidlige stadier af osteochondrose ses lokalt fortykket brusklag, hvori der senere 

kan opstå revner og sprækker på grund af overbelastninger. I svære tilfælde kan brusken helt 

løsne sig fra knoglen (osteochondritis dissecans). På et sent tidspunkt af sygdommen udvikles 

osteoarthrose (slidgigt), hvor ledbrusken er uregelmæssig, der er sår og sprækker i ledfladen og 

brusket eller benet arvæv, samt blotning af underliggende knoglevæv. Sådanne svære forandringer 

ses i højere grad hos søer end hos svin i 95 kg vægtklassen (Jørgensen, 2000a). 


Figur 41. Svær balle- 

forrådnelse. Skaden kan 

overses, hvis lidelsen 

forekommer på begge ben. 

Soen vil være dobbeltisdet 

halt, hvilket gør halhed 

vanskelig at konstatere. 

(Smedegaard, personlig 

meddelselse, 2004)

Det er ofte de hurtigst voksende dyr, der udvikler osteochondrose, og såvel de kliniske symptomer 

som de patologiske forandringer opstår i den periode i dyrenes liv, hvor tilvæksten er størst. De 

første symptomer opstår typisk ved en vægt på 50-60 kg, men lidelsen optræder hos såvel slagtesvin 

som yngre avlsdyr i 6-12 måneders alderen (Plomgård, 1996). De sværeste forandringer ses hos 

avlsdyrene, hvor tilstanden jævnligt fører til udsættelse eller aflivning af dyreværnsmæssige hensyn 

(Plomgård, 1996). Defekter i ledbrusk kan afhele igennem dyrets vækstperiode op til 3 års alderen 

(Bitteko og Arnbjerg, 1994; Hansen et al., 1996), men deformering af ledflader og knogler medfører 

ofte kronisk halthed (Plomgård, 1996). Det vides ikke, om de tidlige forandringer er smertevoldende, 

men de bevægelsesforstyrrelser, der er forbundet med de fremskredne stadier (osteochondritis dissecans 

og osteoarthrose), indikerer, at tilstanden er smertefuld (Plomgård, 1996; Hansen, 1996; Jørgensen, 

2001). I overensstemmelse hermed beskrives det, at dyrene kan blive meget ømbenede og i 

svære tilfælde ikke kan gå eller rejse sig op (Jørgensen, 1987; Plomgård, 1996). Herudover kan der 

opstå komplikationer i form af tryksår og ledbetændelser (Plomgård, 1996). 

Figur 42. Osteochondrotiske forandringer. Pilen på billedet til venstre angiver et omåde med 

tynd brusk og blotlæggelse af knoglen. Pilen på billedet til højre viser, hvor et stykke brusk er 

fraspaltet (Osteochondritis dissecans). 

Foto: Eskild Keller Nielsen, udlånt af Bente Jørgensen. 

Forekomst 

Ældre kilder beskriver osteochondrotiske ledforandringer som forekommende hos så godt som alle 

svin. Forekomsten i vækstperioden kan varierer mellem at forekomme hos 70 til 100% af grisene 

afhængig af race. Landrace har den højeste forekomst (Jørgensen, 1987; Plomgård, 1996). 

At ostechondrose eller følgelidelser dertil stadig er et væsentligt problem, illustreres af en undersøgelse 

fra Landsudvalget for Svin. Her anføres det, at benproblemer var den væsentligste årsag 

til udtagning, udsætning eller aflivning i 5 besætninger med drægtige søer i løsdrift (Petersen, 


2000a). Undersøgelse af klovene viste, at klovtilstande ikke var problemets kerne. Obduktion viste 

derimod, at der var tale om osteochondrose/epifyseløsning. Der oplyses ikke, hvor mange søer, der 

blev udtaget eller udsat fra de 5 besætninger, men i en af besætningerne var det besætningsejerens 

indtryk, at op mod 40% af søerne udviste større eller mindre halthed. Problemet lader således 

til i hvert fald i denne besætning at have været meget omfattende. I overensstemmelse hermed 

har en helt ny undersøgelse på 263 obducerede søer sendt til destruktionsanstalt fra 10 besætninger 

vist, at 69% af søerne havde ledforandringer (Vestergaard et al., 2004). Som det fremgår af 

tabel 12, var der især tale om slidgigt med blottelse af knoglen, hvilket menes primært at opstå i 

et osteochondroseramt led. 

Tabel 12. Forandringer i ventre albueled (263 obducerede selvdøde eller aflivede søer) 

(Vestergaard et al., 2004) 

Ledbetændelse Ledbetændelse Slidgigt uden Slidgigt med Total 

Albueforandring Akut Kronisk blottet knogle blottet knogle 

Pct. af søerne 5 3 28 38 69 

Flere større undersøgelser har i overensstemmelse hermed vist, at benproblemer er den hyppigste 

årsag til udsætning enten til slagtning eller aflivning. Det er i de fleste af disse undersøgelser 

ikke muligt at konstatere, hvor stor en andel af benproblemerne, der specifikt skyldes osteochondrose 

og osteoarthrose og ikke andre ben- og klovtilstande. En svensk undersøgelse har indikeret, 

at osteochondrose er forbundet med nedsat holdbarhed (Yazdi et al., 2000). Dette sammenholdt 

med tallene i tabel 12 antyder, at en del af udsættersøernes benproblemer kan have bestået af 

osteochondrotiske senstadier eller komplikationer hertil. 

Årsag og forebyggelse 

Der er forskel i forekomsten af bensvaghed/osteochondrose hos forskellige racer, hvilket indikerer, 

at bensvaghed kan være arveligt betinget. Indenfor racerne findes endvidere sammenhæng mellem 

bensvaghed og egenskaber som lang krop, stor kødfylde og hurtig vækst. Miljøfaktorer som 

mangel på motion, dårlige gulve og høj fodringsintensitet i vækstperioden forstærker yderligere 

problemerne (Bring-Larsson og Sundgren, 1977; Sørensen et al., 1993b; Plomgård, 1996; Jørgensen 

og Sørensen, 1998). Landsudvalget for Svin anfører i databasen Info-Svin, at forekomsten 

af bensvaghed kan reduceres ved udvælgelse af avlsdyr uden tendens til osteochondrose, ved 

restriktiv fodring, ved gode opstaldningsforhold i form af fast gulv, gerne med strøelse, ved at

Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles