brande skiklubs bestyrelse 2005 - Brandeskiklub.dk

lød spændende, så det skulle prøves i forbindelse
med min debut! Derfor gjorde jeg følgende:
På ugedagen for vasaløbet (søndag) gennemførte
jeg en 2 timers hård træningstur på rulleski,
hvorved glykogen(sukker)depoterne i de pågældende
muskler - især i benene - blev mere eller
mindre tømt. De næste tre dage, mandag, tirsdag
og onsdag, trænede jeg normalt. Og kosten bestod
her af fedt- og proteinstoffer (ingen sukker).
Jeg spiste meget smør, æg, kød, leverpostej, makrelsalat,
torskerogn, fisk og fjerkræ. De næste
tre dage, torsdag, fredag og lørdag, var det kulhydratrig
kost, der stod på menuen. Jeg spiste
meget brød, cornflakes, marmelade, honning,
kartofler, pasta, frugt og lakridskonfekt. På færgen
købte jeg slik, chokolade og lakridskonfekt,
som jeg gik og gnaskede i mig!
Denne fremgangsmåde ville kunne tredoble glykogendepoterne,
påstod Per Aasmul.
Senere – i 1980’erne – fandt man ved forsøg ud
af, at det var tilstrækkeligt blot at øge glykogenindholdet
i musklerne ved at spise godt med
pasta de sidste par dage - og naturligvis lakridskonfekt!
Nu går det snart løs!
Søndag den 5. marts 1978 kører den jyske bus kl.
05.00 til startstedet i Berga. Vi har overnattet i en
gymnastiksal på en skole mellem Mora og Sälen,
men det blev kun til ca. 4 timers søvn, for allerede
kl. 03.30 bliver vi vækket. Så gælder det om at
pakke sine ting og spise morgenmad, - med en
stor portion havregryn som balast. Skiene er
grundpræpareret og smurt med morgendagens
smøring (forhåbentlig) aftenen før.
Det er stadig meget mørkt, da vi kl. 05.30 når til
bestemmelsesstedet, den store mark i Berga, hvor
starten finder sted. Biler, busser, mennesker
overalt. Nu skal jeg hen til mit startsted, led 10,
for det åbner kl. 06.00, og det gælder om at få en
gunstig startposition langt fremme i leddet. Køen
er allerede lang, det er koldt, minus 8 grader, men
der er lækker musik, og der er tændt flammende
bål overalt. Svenskerne forstår det!
Jeg finder et godt startsted og planter ski og stave
som en pyramide (det gælder om at kunne finde
dem igen), akkurat som vi gjorde i militæret! Nu
tilbage til bussen for ”at lade op”.
Starten skal gå kl. 08.00. Da vi forlader bussen en
halv time før, ønsker vi hinanden ”god tur” m.m.
På vej til starten fornemmer jeg lidt kaos. Mange
løber forvirret omkring, mange står i kø ved toiletterne,
og det får mig også til at gå ud i siden og
lave en gul plet i sneen. Da jeg kommer ind i led
10, er opvarmningen med bøj og stræk allerede i
gang. Den får jeg ikke med, for jeg har desværre
lidt problemer med at finde mine ski og stave, -
jeg skal også lige have afleveret min sæk med
skiftetøj. Nu er der godt nok lidt nerver på drengen!
Fem minutter tilbage, og jeg sikrer mig, at
alt er på plads: Hat og briller, væskeflaske, chokolade,
ekstra smøring, herunder klister inderst
på kroppen, sidder som det skal, og ikke mindst
mit startnummer, nr. 10.814. Det fortæller bare,
at jeg er ”blåbær”, og at jeg starter helt bagerst i
led 10.
”I fäders spår för framtids segrar”
Et kæmpebrøl fra de ca. 11.000 startende Vasaloppere
sætter løbet i gang. Jeg glider nu fremad
med dobbelt stavtag de næste minutter. Skråt
foran mig falder en løber, flere følger efter, lidt
efter lidt bliver han trykket ned i sneen. Forhåbentlig
finder de ham til foråret, når sneen er
smeltet! Vi er på vej hen mod ”tragten”, hvor en
stejl bakke med ganske få spor sætter tempoet
helt ned, så man går meget langsomt skulder ved
skulder, ski ved ski og stav ved stav. Det kan
ikke undgås, at man træder på hinandens ski og
stave. Flere steder kan man rekvirere nye stave.
Det tager ca. 1 time for de første 5 km. Tidsspilde!
Mångsbodarne (23,2 km) er den første kontrolstation,
dvs. at man skal være der indenfor et
bestemt tidspunkt. Jeg har ca. 30 min. til rådighed,
så jeg går lidt rundt og beslutter mig til at
smøre noget andet på, da jeg har problemer med
fæstet. På et termometer ser jeg, at der nu er 0
grader, det er nok derfor. Der er tændt flere bål,
og over dem hænger gryder med rødt klister i!!
Jeg får stukket en pensel i hånden, og nu på med
den røde klister. Det virker lidt primitivt, men
bare det hjælper.
Og det gav jo også lidt hygge og varme. Mellem
Risberg (33,4 km) og Evertsberg (45,5 km) er det
begyndt at småregne. Den røde klister fungerer
og fæstet er o.k., men sporene er mere eller mindre
ødelagte, dels af regnen, og dels af de flere
tusinde løbere foran mig.
Væskedepot i Oxberg 1978
49