^^w •

booksnow1.scholarsportal.info

^^w •

Julianus Apostata som Augustus. 133

Og Østens anden Hovedstad. Fra Chalcedon naaede han

Nikomedia, en By, hvor han havde henlevet sin Barndom,

den Gang han var overgivet

til den berømte Eusebius's

Omsorg. Staden havde to Aar i Forvejen lidt ved et stærkt

Jordskjælv og

laa i Euiner; greben af sine Barndoms-

erindringer kom Kejseren i heftig Sindsbevægelse ved Synet

af den ødelagte By, og man saae ham fælde Taarer paa det

sunkne Palads's Euinev. Gjennem Phrygien

, hvor han viste

sin dybe og fromme Andagt foran Gudinden Cybele eller

Bona-Deas Altre i Pessinus, nærmede han sig Syrien, ikke

uden paa sin Vej at have modtaget kraftige Beviser paa sine

kristne Undersaatters urokkelige Fasthed og Hengivenhed

for deres Lære. Denne klippefaste Tro, der trodsede hans

Magt og Vrede, opvakte mere hans Misundelse end hans

Harme, den hedenske Kejser misundte bittert Jesus Kristus

sine Disciple.

Der havde hersket en vedholdende Tørke den sidste

Vinter, og Høsten havde slaaet fejl: det var derfor kun et

sorgeligt og trøstesløst Skue. Julian modte paa sin Vej.

Det syntes, som om hele Naturen bar Sorg, og Hungersnød

overalt fulgte den frafaldnes Spor. Under dette mod-

løse Indtryk holdt Kejseren sit Indtog i Syriens Hovedstad,

i de første Dage af Juli, midt i Sørgefesten for den skjøune

Adonis, hvis blodige Død blev betragtet som et Billede paa

Høsten, der faldt under Kniven. Autiochias Beboere mod-

toge deres nye Kejser med glad Hyldest, og Luften gjenlød

af begejstrede Raab til hans Ære: men da han traadte ind

i Kejserpaladset, naaede sorgende Klageskrig hans Ore: det

var Præsterne, som udstødte Veraab i det Øjeblik, da Vild-

svinets Taud havde overskaaret den unge Jægers Livs-

traad; Sammentræffet var sælsomt, og den overtroiske Kejsers

Pande formørkedes.

Dagene henrandt mellem prægtige Ofrmger og naadige

Avdienser. Alle beundrede Julians Mildhed, Ædelmodighed

og Retfærdighed ; hans Tribunal stod aabent for alle Borgeres