^^w •

booksnow1.scholarsportal.info

^^w •

270 St. Severin.

Ord kunde man lide paa ham: han var en. Barbar uden

Falsk, Slave af sit Ord og sine Venner hengiven uden Bag-

tanke; men han talte aldrig saa meget om sin Ærlighed

og sit Venskab, som naar han pønsede paa et Forræderi.

En Dag, da Severin opholdt sig i Passau, lod Gibold øvrig-

heden underrette om, at han uopholdelig vilde komme og

besøge Helgenen, hvem han, som han sagde, holdt saa meget

af, og hvis Tilstedeværeise vilde være ham en stor Glæde-

Dette Budskab skuffede ingen; man forstod godt, at Gibolds

virkelige Øjemed var at iagttage Tilstanden i Byen, under-

søge dens Forsvarsanstalter og maaske prøve en Over-

rumpling, hvis Lejligheden syntes ham gunstig. I største

Ængstelse ilede Indbyggerne til Severins Bopæl og gjorde

ham delagtig i deres Frygt, som han i øvrigt selv delte.

Han skyndte sig med at berolige dem. »Jeg vil selv gaa

ham i Møde,« sagde han til dem; »Barbarerne skulle ikke

komme inden for eders Mur.«

Da det nok anede Severin, at Gibold fulgte lige efter

sit Sendebud, gik han ud. tillige med nogle Gejstlige, for at

drage Nytte af det første Øjebliks Vaklen, og

Gang traf han Kongen, som red frem mod Byen

efter en kort

med et

Følge af Kyttere. Hans Komme syntes at ærgre Barbaren,

hvis forlegne Ord og Holdning noksom røbede hans Skuffelse ;

Munken standsede ham, og

i det han fæstede et af de

Blikke paa ham, der syntes at trænge lige ind i Sjælen,

takkede han Kongen for hans Besøg som en Mand, der

kjendte hans hemmelige Bevæggrund. Hans Ord bare Præg

af en saadan Strænghed, at Kongen kom til at skjælve over

hele sit Legeme, og senere tilstod han for sine Mænd, at

han ingen Sinde hverken i Krig

eller anden Fare havde

følt sig saa rystet. Severin var Herre over Barbaren; han

havde opdaget hans Hemmelighed forstyrret hans snedige

Plan og fik ham til at sværge, at han ikke alene ikke mere

vilde hærge Passaus Marker, men endog vilde frigive alle

de Indbyggere, som vare faldne i hans Magt. Tæmmet af