^^w •

booksnow1.scholarsportal.info

^^w •

412

General von Døbeln.

eders Nation. Vid, at komme I end tilbage med luvslidte

Xlæder, med gjennemskudte eller afskaarne Lemmer, føre I

dog en ærlig Krigsmands gode Bevidsthed med eder.

»Det svenske Moderlands Fjender kunne I aldrig blive,

derom er jeg forvisset; men bliv altid dets Venner — og

hindrer det nye Herredomme eder heri, saa lad med

Hjærtets og Tankens tavse Sprog eders Velsignelse følge det

gamle Sverige! Paamind eders Born derom! Vi ville fra

Slægt til Slægt velsigne eder og

»Eet beder jeg eder om,

ære eder!

at naar I nærme eder de

Steder, hvor vi have besejret vore Fjender, og I der se den

usle Sandhøj, som dækker vore faldne Kammerater, giv da

deres Stev et Velsignelsens Suk, — de ere døde som Helte.

I kjende Menneskehjærtets mangfoldige Luner, dets Tilbøjelig-

hed til at vælge nye Gjenstande, som det tror aldrig at

glemme; men næ^ppe ere nogle Uger forløbne, for Ubestandigheden

har gjort et andet Valg; thi Tiden forandrer alt —

med den glemmes alt. Dog forsikrer jeg eder, og I skulle

selv erfare det, at det Forhold, der knyttes mellem Krigsmænd

under Kamp og Farer, Blod og Død, opløses aldrig»

Saaledes ere I og vi forsikrede om hverandres Kjærlig-

hed, og den Taknemmelighed, som jeg har forkyndt eder

og nu forkynder eder, vil knytte os til hinanden med uopløselige

Baand.

»Finner! Brødre! Kunde disse Ord besegles med

blodige Taarer fra mine Øjne, saa skulde de strømme,

og hver Draabe forsikre eder om min Agtelse for eder —

mit Venskab!!!«

Med denne Tale udtrykte Døbeln de stærke Følelser,

som fyldte hans Hjærte, og det blev i sin Art et Mester-

stykke af Kriger-Veltalenhed. Den greb alle Tilhørere ubeskrivelig

dybt, de gamle Krigere græd som Børn ved deres

Generals sidste Ord til dem, og denne Ros fra Døbelns

Mund faldt vederkvægende paa de stakkels Finners Sind.

More magazines by this user
Similar magazines