Gads danske magasin

booksnow1.scholarsportal.info

Gads danske magasin

DANSK

TIDSSKRIFT

UDGIVET AF

Dr. L. Moltesen

1906

KJØBENHAVN

FORLAGT AF UNIVERSITETSBOGHANDLER G. E. C. GAD

1906


ftp

Q3

d. COHENS BOGTRYKKERIEF

(GEORG A. BACH)


Indhold.

Side

Ammundsen, Vald., Kristendom og Kultur i Oldtid og Nutid . . . 313

Andersen, A., Buddhismen i Birma 533

» » Munkevæsenet i Birma 633

Andersen, Vilhelm, St. Hans-Tale 505

Bajer, Fredrik, Stavnsbaandets Løsning ved Folketingsvalg 144

» » Interparlamentarisk Skandinavisme 481

Bergh, Axel, En Jødes Indtryk af Kristendommen 300

Berlin, K., I Anledning af Drey fussagens Afslutning 629

Birck, L. V., Samlingspolitik 582

Bramsen, Alfred, Kunstens Stavnsbaand og dets Løsning i Nutiden 208

Bredsdorff, Th., Danske Bøger 82, 241

Buhl, Fr., En berømt arabisk Traditionsdigter 128

Chabert, Erindringer fra Drengeaarene i Slesvig 557

Christensen, Villads, Hvad mener vore nuværende Politikere om

Grundværdibeskatningen ? 265

Dalhoff-Nielsen, Slaget ved Cannæ 462

Erichsen, Erich, Den litterære Kurs 643

Fibiger, A., Vækkelsesmøderne 43

Filskov, N., Japaneraanden 310

Geismar, Ed., Darvinismen som kristendomsfjendsk Aandstnagt. 446

Goldschmidt, Astrid, Hedvig Charlotte Nordenflycht 274, 358

Graae, Th., Constance Leth og N. F. S. Grundtvig 220

Grønvald Nielsen, Henry George 149, 227

Hansen, Adolf, Engelsk Indflydelse paa dansk Aandsliv i tiet 18.

Aarhundrede 394

Hansen, Olaf, Fire islandske Digte

Horwitz, Vilh., Forbandet være — !

441

490

Heiberg, K. A., Begrebet Familje 641

Henrichsen, Erik, De fem Venstreførere 173

Hetsch, Gustav, Bayreuth-Fester 473

Holm, Edvard, Hvorledes vi Danske ser paa Island og dets Udvikling

gennem Tiderne 569

Jensen, Adolf, Japans Økonomi 599

Jørgensen, Johannes, Klara af Assisi 249


Side

Knudsen. Jakob, Livskraft 119

Koch, L. ./., Om Israels Haab i Kristi Tidsalder 377

Kohl, C, Racespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 50

Armenierne i Kaukasus 245

» Klosterfængsler i Rusland 438

Mithras 549

Krarup. Herdis, Anton Thomsens Hegel 499

Lambek, C, Byliv og Landliv 1

Lange, H'., O., Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger ... 196

Moltesen, Eva, Et Mødrehjem 309

Moltesen, L., Danske Bøger 162

» Kong Christian IX 169

» De tre nordiske Brødrefolk 305

» Krønike 374

» Efter Valgene 485

« Abailard og Helo'ise 613

Mortensen, Karl, Henrik Ibsen 521

Møller, Arne, Martin Luther i nyere tyske Fremstillinger 363

Nashjivin, Ivan, Over Steppen, ved Thor Lange 542

Olrik, Axel, Jættekamp og Ragnarok 89

Peschcke-Køedt, A., Arbejderforhold 21

Reventlow, C, Partibrydning og Samlingspolitik 100

Simesen, Ingeborg, Amerikansk Humor 408

Skade, Kaptajn, Dansk Statsstyrelse belyst ved et Eksempel 334, 414

Skaalum, Oluf, Færøernes Stilling til Danmai k 330

Steinthai, Martha, Den nye engelske Skolelov 435

Wanscher, Vilh., Joakim Skovgaards Malerier i Viborg Domkirke 291

> Naturalismen paa Forårsudstillingerne 428

Waage, H., Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 64

Stavnsbaandets Løsning ved Folketingsvalg 247

Østrup, J., Fra de russiske Jøders Aandsliv 34

Danmarks Opgaver i Udlandet 284


I

Byliv og Landliv.

Af C. Lambek.

alle Dele eller Lag af Folket, endda baade hos de reflek-

terende og hos de mere umiddelbart levende Personer kan

man finde tydelig Bevidsthed om, at Tilværelsen, særlig de sjæle-

lige Rørelser og Livsudslag, former sig meget anderledes hos de

Mennesker, der lever i Byerne, end hos Landboerne. At flytte fra

Landet ind til en By eller omvendt betyder, at man for en ikke

ringe Del faar andre Glæder og andre Sorger, et andet Sindelag

og et forandret Væsen, andet Tidsfordriv og tillige med det

ændrede sociale Miliø en anden Ærgerrighed; ud i en Mængde

af de Smaating, der udgør det daglige Liv og sammensætter de

Stemninger, hvori Morgen, Dag og Aften tilbringes, forgrener

Forandringerne sig. Bevidsthed herom kan man træffe hos saa

godt som alle, og ligeledes hersker der almindelig Klarhed over,

at Forskellen mellem Byliv og Landliv for Størstedelen er en

Forskel i sjælelig Befindende og Levemaade. Alligevel vilde man

vistnok komme til at lede adskilligt omkring iblandt de mange

Mennesker, der i vore Dage planter sig om fra at være Landboere

til at blive Byboere og omvendt, førend man fandt nogen, som i

sit Valg imellem By og Land har ladet sig lede og bestemme ud

fra indgaaende Gennemtænkning af netop de sjælelige For-

andringer, der venter ham, end mindre af selve Omplantningens

Betydning i sjælelig Henseende. Saa vidt jeg kender dertil, over-

vejer man særdeles nøje den finansielle Side ved Flytningen, Bekvemmeligheder

og Ulemper, der knytter sig til Boligen, Hus-

holdningens Førelse, Børnenes Skolegang og den Slags Ting;

maaske skænker man ogsaa Fritidens Længde og Adspredelserne

en Tanke. Men hvad det egentlig vil sige, at man lidt efter lidt

omformes til et Bymenneske, faar Byvæsen, By-Tænkemaade,

Dansk Tidsskrift. IX. 1


2

Byliv og Landliv

eller at man ..rustificeres" . det nøjes man med ret hastigt og

sk nsmæssigt at gore sig Rede for. skont man ved. at For-

andringer af denne Art. Forandringer i Sjælelivet, ufejlbarligt vil

indtræde.

At domme efter Strømningerne i det nuværende Samfund

skulde Bylivet være at foretrække. Indvandringen af Mennesker,

saavel enkelte som Familier, til Byerne er langt større end den

modsatte Strømning, til hvilken man ikke kan regne Udflytningen

til Villakvarterer og Forstæder uden for Byerne. Omvendt

gaar der en rivende Strøm af allehaande Moder. Skikke, Høflig-

hedsformer Politur . selskabelige Vaner og Forlystelser, Bekvemmelighedsmdretninger.

Levemaade, Taleformer og Benæv-

nelser. Dansemelodier. Snit paa Klædedragt, Efterligninger af

Pynt ja. af Borddækning .

Vægprydelse. Møbelstil, Bygningsstil

o. s. v. fra Byerne ud til Landbefolkningen. Heller ikke denne

næsten slugvorne Indoptagelse af ..Bykultur" er. tror jeg. bygget

paa nogen klar Erkendelse af, hvori Forskellen fra og Fortrinnet

for det ..landlige" egentlig bestaar. Her som hist forekommer

det mig. at det er et noget overfladisk Tykke, der har bestemt

Valget, at man ikke ret til Bunds ved, hvad det er. man gør.

Jeg kan ikke tilbageholde den Anskuelse, at der af de i disse For-

hold kyndige er gjort alt for lidt for i de brede Lag af Befolk-

ningen at uddybeKendskabet til de Forhold, hvorom der her er

Tale. Oplysningen her i Landet er ringe paa dette dog ikke helt

uvigtige Punkt. Dette er en af Grundene til. at jeg kommer

frem med et Par Skærv til denne Oplysning. Hvis andre — f.

Eks. i Stedet for at skrive tykke Boger om London og København

- Landbrugets Mænd. Boger, der ved deres gronsaltede Indhold

virkningsfuldt modarbejder enhver Oplysning, som kun

kan komme i Stand gennem aandelige Fordøjelsesprocesser —

hvis altsaa nogle af de mange til Skribentvirksomhed forfaldne

Mennesker, vort Samfund rummer, ogsaa vilde fremkomme

med. hvad de kan hitte paa om Forholdet mellem Byliv og Land-

liv, saa var det vel. Det ligger i selve Emnets Natur, at Enkeltmand

ikke kan levere no^et fuldstændigt.

Vi 1 egynder med de saakaldte lavere sjælelige Virksomheder

og hæver os lidt efter lidt til de ..højere" og mere sammensatte.

Hos Byboeren er Sjælelivet saa at sige trængt meget mere


Byliv og Landliv 3

ud i Legemet end hos Landboeren. Byboernes kødelige Korpus,

Krop, Lemmer, Hals, Ansigtets bevægelige Dele — eller udtrykt

paa anden Maade: Muskelsans og Berøringssans — lever meget

mere med i det daglige Liv end Landboernes, disses Legemer gør

et noget uopdyrket Indtryk. Sandsynligvis hænger dette sammen

med, at hos Folk paa Landet, Slægtled efter Slægtled,

Legemet væsentligst har været brugt og behandlet og betragtet

som et Arbejdsredskab, som Viljens og Behovenes Livegne, ikke

som et selvstændigt „Væsen" med egen „Stemmeret"; den dag-

lige Skala af dette Arbejdsredskabs Glæder og Sorger udtrykkes

ret fuldstændigt ved Begreberne Varme og Kulde, Træthed og

tilstrækkelige Kræfter. Ikke alene er Musklerne gennem de

haardere og grovere Arbejdstag, som de landlige Beskæftigelser

indøver i, blevne grovere i Bygning, ogsaa Fornemmelserne af

Musklernes Bevægelser og Stillinger er ligesom bleven „haard-

kogte" ,

sløvede gennem Indtrykkenes uskaansomme Karakter; og

Muskelinnervationerne har ikke erholdt nogen finere Afstemning,

er ikke bleven øvede i smaa Forskelle. Paa lignende Maade Be-

røringsfornemmelserne. Hændernes Tag om tunge, haardtførte

Arbejdsredskaber, Klædernes mere grove Gnidninger imod Krop-

pen, Føddernes Tryk og Stød mod det massive Fodtøj under

Gangbevægelser over ujævne Flader, det barskere Vejrligs An-

greb paa Huden, alt har virket hen til at udrydde Ømskindet-

heden, at udviske de finere Forskelle, gøre Berøringskvaliteterne

faa, Følsomheden ringe. — De grove, haarde Fornemmelser,

dette, at de Livstegn, Legemet til daglig har givet fra sig, mest

har været indskrænket til en uvillig Knirken under Arbejdet, har

bidraget til at gøre Opmærksomheden for Legemets Befindende

ringe. Desuden dvæler Interessen, Agtpaagivenheden under Ar-

bejdet hos det, der arbejdes med og paa — Høstkarlen „føler"

med Leen, ikke med Hænderne, Tærskeren med Plej len, Grøfte-

graveren med Spaden, Strikkersken med Strikkepindene o. s. v.

— selve Legemet lægges der ikke Mærke til. Kun en Gang

imellem om Søndagen, i Forbindelse med en Slags Højtids-

stemning, i Forbindelse med Kisteklæderne, har Landboeren en

Smule Følelse af og for sit Korpus; det bliver da en noget uvant

og klodset Opmærksomhed for Legemet; man ved ikke ret,

hvad man skal gøre med det og for det, har ikke nogen skolet


4

Byliv og Landliv

Takt for, hvor denne usædvanlige og højtidsfulde Opmærksom-

hed skal anbringes, hvilket naturligt viser sig i en vis Famlen og

Forlegenhed i Muskelbevægelsen, i Holdningen, i Fødders og

Hænders Anbringelse. Byboerne, som mangler enhver For-

staaelse heraf, kalder det Klodsethed, og naar de ser en saadan

bondsk Fremtoning, tændes der en overlegen, spottende Glans

i deres Blik. Byboerne har nemlig en Force i det legemlige.

De har Pli, Dannelse. Vante til at bevæge sig ad jævne Fliser

og Gader føler deres Fødder sig sikre paa, at Jorden under dem

er jævn; og Opmærksomheden gaar derfor over paa Lemmernes

Føring og Sving, paa Kroppens Holdning og Stil. Men naar

Landmanden en Gang imellem kommer paa den polerede Sten-

bro, har hans Ben og Fødder ikke straks glemt Pløjelandet,

hvor man hveranden Gang træder højt paa en Knold og hveranden

Gang dumper ned i en Fordybning, eller den knubrede

Græsmark, hvor Foden under Gangen vrides ud og ind, eller

den sandede Vej eller Pløret om Efteraaret, Sneen om Vinteren.

Derfor er der noget vadende over hans Gang paa Fortovsflisen,

og Brostenene ude paa Gaden har hans Fødder nu slet ingen

Fidus til og føler dem desaarsag forsigtigt paa Issen ved hvert

Skridt. Det ser i al sin Rigtighed grinagtigt ud; men lige saa

grinagtigt er det at se Byens Indfødte sippe af Sted med en

underlig opkiltet Holdning hen over et Stykke ,, naturligt" Jord,

især i pløret Vejr (de synes bange for Jorden. Landmanden, der

stamper lige igennem, tager sig bedre ud i Landskabet). Hvor

er saa den fejende Gangkraft henne, som de udvikler paa deres

Brosten? Hvor er deres Legemers ,. Tilpasning" til Jorden under

dem? Enhver kan vel komme paa fremmed Bund. Et lignende

Resultat kunde man komme til for de fleste andre Former af

„højere Dannelse" i Byerne, hvad Legemets Føring og den

kropslige Kultur angaar. Byboernes Arbejde og hele deres mere

socialt-farvede Tilværelse dels ligefrem udvikler Muskel- og Berøringssansen,

dels levner Plads for en større Opmærksomhed

for Legemet. Tag som Eksempel en lille enkelt Ting som den,

at Folk i Byen jævnlig spadserer for Motionens og den friske

Lufts Skyld, for at se sig om og ses, mens man paa Landet saa

godt som kun bevæger sig med bestemt Ærinde, ifølge en enkelt

Hensigt, med Sigte. Eller det, at mange Byboere ikke saa meget


Byliv og Landliv 5

sidder ned for at hvile sig, eller for at arbejde, men for at have

det mageligt, føle sig komfortabelt stemt, passiare. Hvor mange

Bevægelser er ikke i Byerne vendte imod, ligefrem henvendte til

Mennesker, mens paa Landet Hovedparten af Bevægelserne er

upaaagtede af Medmenneskene og rettede mod „døde" Ting. Af

de lettere og langt mere mangeartede Bevægelser, som Bylivet

foranlediger, kommer finere formede Muskler, bedre behersket

Muskelkraft og en rigere Skala af Muskelfornemmelser, der atter

sætter Frugt i mere udarbejdede Holdninger o. desl. Byboerens

Legeme kommer ligesom til at bestaa af mange flere Legemsdele,

er sondret ud i flere Enkeltheder, der optræder for sig, lever og

røres for sig, mens Landboerens Legeme gør Indtryk af at bestaa

saa at sige af nogle faa store Stykker. Ogsaa Berøringssansen

faar en finere Kultur, en rigere Differentiering i Byerne, hvor

man beskytter sig bedre mod barsk Vejr, for Størstedelen kun

tumler med lette Ting og frem for alt lever i en tæt social Verden:

der er jo intet, man tager varsommere, finere og følsommere

paa end Mennesker.

At det ene er rigtigt — d. v. s. svarer til Omgivelserne, til

Livet som Helhed — i Byerne, mens det andet er rigtigt paa

Landet, og at Forskellen ikke saadan plathen er en Forskel

mellem højere og lavere Kultur, kan ses deraf, at de „ægte"

Landboere nærer en instinktiv Foragt for saadanne Personer af

deres egen Stand, som er pilne med deres Legemer, „lever" i

allehaande legemlige Smaating, kultiverer sig kropsligt, „slik-

ker" sig ligesom Katten. De gamle Kæmper kunde jo heller

ikke lide de „vælske" Sæder og pudsede Levemaader. By-

bevægelser saavel som „By fornemmelser" stikker af mod den

landlige Levemaade, staar daarligt til de landlige Livsvilkaar og

føles derfor som stridende mod det naturlige, saaledes som dette

har formet sig ude paa Landet. — Desværre er nu Cigaren ved

at faa Indpas i de mere velstillede Hjem paa Landet. Piben

klæder Landmændene bedre, den stiller ikke store Krav til væver

Haandtering og staar udmærket til grove Hænder og stive Fingre,

mens Cigaren for at være klædelig kræver smalle, smidige Fingre

og fint formede, letbevægelige Læber. Paa samme Maade passer

den ligefremme Hilsen og Tiltale Landboerne, mens det høflige

Buk, det forbindtlige Smil tager sig ud hos Byfolkene. Skade


6

Byliv og Landliv

er det ligeledes, at en mere sleben og omstændelig Spisemaade,

Anvendelse af flere Servicegenstande ved Maaltiderne, er ved at

trænge ind paa Landet, hvor Spisningen for har haft en klædelig

djærv Karakter, præget som den var af en naturlig Gaaen lige

paa, uden mange Omstændigheder, lidt larmende maaske, men

hjerteligt og ærligt ment, ikke fordægtig og besmykket som i

Byerne. — Byboerne forstaar at kæle for hinanden, smyge sig

legemligt imod hinanden; Landboerne har begyndt at efterabe

disse Manerer, men kommer ynkeligt fra dem. — Fine Tøjer

passer til den finere Hud hos Bybefolkningen, men staar rædsomt

til en ,,uraget", rød Nakke og vejrbidte Hænder. Den Slags

Ting — og der er mange af dem — kunde Højskolerne gerne

udbrede Kundskab om. Eller lad det, om galt skal være, blive

Emne for en Folkeuniversitetsforedragsrække (Ordet er vist

netop saa langstrakt, sammensat, stift og tungtfordojeligt som

Tingen, det betegner).

Bylivets Indtryk udvikler Benlighedssansen: de fejede Gader,

de pilne Butikker, den megen Haandteren af Ting, hvorpaa Snavs

let ses, den større Farverigdom, der udvikler Øjets Skelneevne,

de mange slikkede og glatte Ting, det daglige Indtryk af Regelmæssighed

og Orden, som i det mindste præger Byens offentlige

Bygninger og Anlæg, alt dette indgiver uvilkaarligt Sans for, at

selve Genstandene og de Smudspartikler, der er attacheret dem,

er to forskellige Ting, som ikke hører sammen. Tillige er der i

Byerne saa mange Indretninger, der gør det daglige Liv, den dag-

lige Husholdning bekvem og let at ekspedere, saa der bliver Tid

til, at man kan overkomme mange af de Pillerier, hvormed Ren-

ligheden overholdes. Paa Landet falder disse Smaating ikke saa

naturligt og overkommeligt ind i Dagens Plan. Endelig udvikler

den daglige Berøring med mange Mennesker Renligheds- og

Ordenssansen; i Byen risikerer man endog hvert Øjeblik at

komme indenfor en af ,,de fine" s Synskreds.

Ogsaa de Sanser, der har deres Organer lokaliserede i Hovedet,

er i Byerne mere udviklede. Lugten skærpes og mangfoldiggøres

ved Indesidden. Hjemmeliv i lukkede Rum; Friluftsliv i Regn og

Blæst, i hed Sommervarme og Vinterfrost sløver Næseslimhindens

Modtagelighed. Byboerne har — muligvis fordi de har bedre

Lejlighed til at bruge Lommetørklæderne — sædvanligvis lige-


Byliv og Landliv 7

som mere Luft og Spillerum i Næserne. De træffer ogsaa et

større Udvalg af Dufte at øve sig paa, hver Butik, saa at sige hvert

Lokale i Byen giver forskellig Lugtpaavirkning. Smagssansen

træffer ogsaa en større Rigdom af Objekter. Til Udviklingen

af denne Sans bidrager tillige det, at Byboerne meget mere spiser

for Velsmagens Skyld end for Ernæringens, eller meget mere

spiser, fordi det er Spisetid, end fordi Appetiten driver dem; i

begge Tilfælde dvæler Opmærksomheden stærkere ved Smagen

og Tygningen. Landboerne er for det meste sultne, naar de

sætter sig til Bordet, hvilket fører til, at de nyder Mad og Drikke

mere med Halsen og Mavesækken end med Munddelene. —

Byen har en større Lydrigdom og navnlig mange flere ukendte,

i første Øjeblik ulokaliserede Lyde, som drager en spejdende Opmærksomhed

over paa sig, hvorved Lydsansen slibes og facette-

res. Paa Landet, hvor man mest lever i sit eget, i alle Kroge

kendte, Hus og Hjem, med sine egne fortroliggjorte Dyr og Red-

skaber, kan de fleste Lyde iagttages og bedømmes „med et halvt

Øre". Noget lignende gælder ogsaa Øjet; det træffer paa Landet

til daglig langt færre nye Opgaver, har ikke stadig saa travlt, saa

meget at flyve hid og did efter, saa mange Ting at skille ad, bore

sig ind imellem og krybe bagom. Snarsynet*) udvikles. Og da

den meste Synsudfoldelse i Byen gaar til temmelig nære Gen-

stande, kommer der over Byboernes Blik noget sikkert ram-

mende, en bestandig Tilknyttethed til noget bestemt og fast.

Selve Øjets Udseende præges deraf, det faar en fastere Tegning,

en mere afklaret Holdning, og som Regel intet af det drømmende,

duggede og ltfstheftende, der træffes hos saa mange Landboere.

Disse har dog én Synsevne højtudviklet, som Byfolk gerne

mangler: Fjernsynets Skarphed, og Øjets Kraft til at udmaale

store Linjer, omspænde anselige Fladerum. Deres Blik har nær

til brede Markstrækninger, Himlens vide Hvælving, Skyernes

Flager, Horisontens kraftfulde Runding; i deres Øjne er der Skin

af Vidder og et uklart Dyb som Himmelrummets endeløse Fjernhed.

Et incarneret Bymenneske kan næppe i ét Syn spænde

over et enkelt Hus.

Den tætte sociale Gnidning i Byerne gør Menneskene dér

* Jeg har dette Udtryk fra en Artikel »Naturlige Brugsmuligheder« af Aksel Mik-

kelsen, i Dansk Sløjdforenings Meddelelser 1905, 2.


8

Byliv og Landliv

mere beherskede i saavel Fagter som Følelses- og Humprudslag..

Paa Landet kan man høre høj og hjertelig Latter, saa frit ud-

stodt af Halsen, at man tydeligt mærker, at den leende hverken

bryder sig om eller tænker paa, hvor haardt Lyden slaar mod

Vægge og Trommehinder. Latteren er aldeles ikke bebyrdet med

den Slags Hensyn, overhovedet ikke baandlagt udefra. Paa

samme Maade er alskens Lystighed og Løjer, Spot og Bitterhed

fri og usleben; Talen hyppig drøj, Udtrykkene ligetil. Fagterne

er prægede af det større Alburum ude paa Landet, hvor man ikke

med hvert Spjæt risikerer at slaa en Stol over Ende eller med

hver Armføring at komme en forbipasserende for nær.

Overhovedet er Folk paa Landet vidaabne af Sind; kun overfor

det ukendte, det fremmede og ny, er de tillukkede. Men

Mistroen overfor det ukendte er netop et Tegn paa Sindsaaben-

hed, ti den, som i Forvejen er lukket og sluttet, staar mere parat

overfor alt paakommende og behøver ikke at lukke sig til; men

den aabentstaaende Sindsdør behøver Mistroen som Skildvagt

for ikke at overrumples. Overfor Naturen og de fortrolige Fore-

teelser staar Landboerens Sind paa vid Gab. Han har heller

ikke andet Valg; overfor Omverdenen gives der kim to Hovedmaader

at forholde sig: enten maa man tage Tingene, som de er,

og da maa man hengive sig aabent til dem for at afvinde dem

Liv; eller ogsaa maa man gaa ud paa at beherske og regere

Tingene, og da maa man koncentrere sig overfor dem, være parat

med sin Vilje og sin Kritik. Men de vidtstrakte Omgivelser paa

Landet kan Mennesket ikke regere, her hersker Naturens Kræf-

ter, i alt Fald for den overvejende Del. I Byen derimod, hvor

alt er lavet, indrettet, opstillet og anbragt af Menneskehaand,

faar Menneskets Opmærksomhed let et villende Præg, en rege-

rende Vane. Det ses paa Øjnene, Hænderne, Holdningen, hele

Menneskets Væsen. Hos Byboere er der noget angrebsvis, Land-

boerne er af Ansigt og Væsen mere passive og stilfærdige.

Dette Forhold tilligemed de mange og hurtigt skiftende Gen-

stande for Sanseiagttagelse giver Byboernes Opmærksomhed en

betydelig Udvikling i Henseende til Kraft og Bevægelighed. Og

da Opmærksomheden er en central Sjælsevne, følger dermed

mange Egenskaber, som udmærker Byfolk fremfor Hovedmængden

af Landboere: Væverhed i Bevægelser, Adræthed, Hurtighed


Byliv og Landliv 9

i Vendingen, rap Omtanke, aandelig Smidighed, Oplagthed over-

for allehaande rent øjeblikkelige Sindsbeskæftigelser, Sans for

Livets Mangfoldighed. Bymennesker gaar hurtigere end Folk

paa Landet, ligesom de ogsaa taler hurtigere og med Benyttelse

af flere Stemmeudtryk. Landboeres Tale er sindig og ensformig,

mens Talestrømmen hos en Byindvaaner som Begel er broget

og udstyret med Svingninger. Landliv er senefuldt, ved-

holdende, Byliv afvekslingsrigt, spillende, svinkende, afbrudt.

Den langsomme Tale, de forberedte Ord giver Plads for lune, vel-

bevidste Bagtanker, mens den hurtige Tale, hvorunder Ordene

følger Tanken rapt i Hælene, højst giver Plads for Indfald, rapmundet

Vittighed, smældende Gensvar. Byboere fortaler sig

ikke sjældent, Landboere næsten aldrig, der ,, plaprer" saa godt

som ingen Ting ud af dem. Den, der paa Landet bliver en „lun

Bad", en „tør" Bider, vilde i Byen blive en Spilopmager, der

ikke vejer sine Udfald saa nøje, ikke tænker meget paa Følgerne,

eller en ondskabsfuld Bagtaler. At Vittigheden trives bedst i

Byen, hænger sammen med, at den som Regel udkrystalliserer

sig af det mangfoldige Tankemiliø. — Fyraftenen er i Byen livligere,

gennemtrukken med vaagen Iagttagelse og Passiar, mens

paa Landet Aftenhvilen er tungere, Søvnen arbejdstræt og dyb.

Den store Livsmangfoldighed i Byerne har foruden den vævre

Intelligens den Følge, at Tanker, Følelser, Ting bundfælder sig

mindre dybt, vanskeligt slaar Bod og danner fast Sjælsindhold.

Man bruser af og glemmer. Som Flyvesands-Korn triller mangt

og meget hen over Sjælens Terræn, førte af Øjeblikkets Vind

og bortførte med den. Livsbevægelserne faar kort Stræk. Dette

er dog ikke lutter Tab i sjælelig Henseende: Øjeblikslivet udformer

sig, Betingelserne er til Stede for Øjeblikkets rigere Ud-

nyttelse. Man ligesom lever mere og stærkere i Byerne, af

fuldere Lunger, Livet har mere sine Sejl oppe. Flitter og Smaating

sejler man ganske vist tit med, og Moralen, som hænger

uløseligt sammen med de lange Tankestræk, er det tit saa som

saa med, men til Gengæld har Livet mere Blus og Saft i sig.

Landboernes Liv er gennemgaaende absolut pænere at se til, al-

vorligere, anseligere i Konturerne, men det kan ikke sjældent

falde lidt træet. Tanker, Følelser, Begivenheder bundfælder

sig dybere, men ogsaa det at fæste Rod kan overdrives, udarte


10

Byliv og Landliv

til Fastgroethed, Bornerthed, og i saa Tilfælde er Sjælsindholdet

som Liv betragtet forringet, det mister sin livlige Aktivitet, bliver

,,rustificeret u

, stille, hvilende, lidt mageligt og afvant med at

røre sig, hvad jo dog er dets Opgave og Væsen; det stillestaaende

er livløst, al Værdi i Sjælelivet er Bevægelsesværdi, Bevægelsesmængde.

I og for sig er det, man kalder „Indholdet" i Men-

nesket, sædvanlig størst hos Folk paa Landet, men det kan ikke

nægtes, at adskilligt af dette Indhold gør et noget tilstøvet Ind-

tryk, naar man faar det trukket frem. Modsat er der i Byerne

noget nyskinnende over Livsbevægelserne. Dette er det Ret at

huske paa, naar man taler om, at hos mange af Bymenneskene

alt ligesom lettes fra Bunden i Sjælen og tumler løsrevent rundt,

det ene imellem det andet, forblandet og uvederhæftigt.

Arbejdet paa Landet og i Byen har et vidtforskelligt Væsen.

Paa Landet er det sædvanligvis ensformigt, de samme Arbejds-

tag Minut efter Minut, de samme faste daglige Arbejder. Der er

over Landarbejdet noget langstrakt, som udvikler sejg Vedholden,

Udholdenhed, Taalmodighed til at genoptage og fortsætte. De

korteste Arbejdshorisonter, der i Almindelighed gives paa Lan-

det, strækker sig fra Maaltid til Maaltid, og over disse smaa Af-

delinger hvælver sig de større Horisonter: Ugen. Sommeren eller

Vinteren, Aaret. Byarbejdet, man tænke f. Eks. paa Butiks-

ekspedienten, Gaardskarlen, Skænkeværten, ogsaa meget Kontor-

og Værkstedsarbejde, har kortere Stræk, skifter ofte Karakter

hvert Øjeblik, faar hyppig nye Impulser udefra. Om det saa er

Tjenestepigen i Kokkenet, er hendes Dag smaadelt, der er By-

ærinder at løbe, idelige Smaapassiarer at slaa af, meget at kigge

efter ud af Vinduerne. Bynyt at fordpje. Og mens Arbejdet paa

Landet er tavst, tit endog foregaar under sjælelig Hensunkenhed

og Aandsfraværelse i Forhold til Omgivelserne, er Byarbejdet

krydret med Samtale og staar i livlig Vekselvirkning med den om-

givende Verden. Selve Byens Atmosfære, Bysnakken, de fra

Aviserne, Jernbanetrafiken, ankommende Landboere udsivende

Nyheder smelter sammen med Arbejdet som en næsten nødvendig

Ingrediens, uden hvilken det gaar trevent. Landboerne

faar Skyld for at være nysgerrige, mange af dem er det nok

ogsaa, men det er paa en anden Maade; deres mere ensformige.

Dage igennem begivenhedslose Liv trænger til det Sindsrøre, en


Byliv og Landliv 1

Nyhed skænker; alt fremmed og ukendt møder hos dem en mere

sulten Fantasi, hvis Æggelser de aabent følger og lader til Syne i

Spørgsmaal. Men Nyhederne er dem ikke Livets Grundfond,

Dagens vigtigste Tankestof, de er dem kun Kuriositeter, som

intet har at gøre med de dybere Lag i Sindene. I Byerne derimod

er Nyhederne, Tankesamkvemmet med Omverdenen, Opsamlingen

af Livsbevægelser udefra, en Del af det daglige Brød,

en fast Post paa Dagens sjælelige Budget.

Rent sjæleligt set, bortset fra det økonomiske, hører Haand-

værket hjemme i Byerne. Ikke alene er Folk dér mere fingernemme,

men Sansen for Form og Tilpasning udvikles naturligt

af By forholdene. Hvilken Drivfjeder er det ikke for Skomageren,

at Fodtøjet ses skarpt mod Brosten og Fliser, at det holder sig

rent. og Formen træder frem. Og hvad betyder de finere Legems-

former og de mere elegante Bevægelser ikke for Skrædderen.

Hvor meget betyder ikke paa alle Omraader Efterspørgselens

Mangfoldighed, de vidtforskellige Fornødenheder og Ønsker. Der

er mere Kritik, mere Sans for det ydre, mere Opmærksomhed

for Finesser. Paa Landet vurderer man mere det indre end det

ydre, Personen mere end Paaklædningen. Det er først i den

allerseneste Tid, at der blandt Individer af Mandkøn paa Landet

overhovedet kan tales om Klæder, Sko, Slips o. desl., uden at der

viser sig Foragt i alle Ansigter overfor den, der fæster sig ved saa

underordnede Ting. — Hvad vilde en Anlægsgartner faa at be-

stille paa Landet? I Haverne dér kommer det an paa at faa saa

meget som muligt til at gro, ikke paa Væksternes Anordning. I

Byanlægene knytter Stoltheden sig fornemmelig til Formen og

Vuerne. — Mens der i Byerne er stærk Vekselvirkning mellem

Publikum og Haandværket, saa at dette belæres af Kundernes

Iagttagelser og Kritik, er denne Vekselvirkning, i alt Fald indtil

den seneste Tid, omtrent Nul paa Landet; man blander sig ikke

i, hvordan Tingene skal laves, det maa blive Haandværkerens

Sag, det hører til hans Profession.

Til Dels ud af det længere Stræk i Arbejdet, de langtseende

Øjne, de længere fremad og tilbage i Tiden skuende Tanker,

Livets større Koncentration om nogle faa Hovedopgaver, om en-

kelte urokkelige Interesser, det mere simplificerede Liv, maaske

ogsaa deraf, at Bekvemmelighederne i den daglige Livsførelse er


12

Byliv og Landliv

færre, kommer Landboernes større Alvor. Den viser sig navnlig

i deres Sans for det solide, for Soliditet overhovedet. Ikke alene

er alle upaalidelige, uvederhæftige, uredelige eller betalingsudygtige

Personer, alle, der paa en eller anden Maade farer med

,,Vind" , regnede for grumme lidt paa Landet; men man for-

langer ogsaa Soliditet af de Foretagender, man indlader sig med,

de Tankegange, man gaar ind paa, den Viden, man optager i sig.

Man interesserer sig for Sandheden, for fast Besked, for sikker

Underretning, men ikke meget for Problemer, Spekulationer, for

det, der vakler mellem saadan og saadan, for Formodninger, for

det blot tænkte. Udslag af Livsalvoren er ogsaa de langsomme

Følelser, fordybede af den større Ensomhed og Forbeholdenhed

i Følelseslivet. Man kan tære længe paa et Indtryk, der er gaaet

til Hjertet, man kan glæde sig længe til noget, der lover Tanken

Lykke, om end blot for en Dag. Man har vanskeligt ved at bringe

Følelserne paa Læben, et sikkert Tegn paa, at de ligger dybt i

Sjælen og godt gemt for Spejdere. — Følelser overfor Mennesker

har ogsaa langt bedre Betingelser for Dybdevækst paa Landet.

Dér er ikke det splittende Mylder af Mennesker som i Byen, man

mødes og skilles ikke saa flygtigt, de faste Bostader Aar efter Aar

gør Forholdene faste, man har i det store og hele hvert Menneske,

der hører Egnen til, ligesom paa samme Haand, til samme Side

for sig hele Livef igennem. I Byen er der idelig Børe og Varia-

tion i de indbyrdes Forhold, gamle Familier flytter ud, nye flytter

ind, Omgivelsernes Fysiognomi forandrer sig. Hjemmet og

Hjemlivet er i mindre Grad Følelsernes — saavel som Bekendt-

skabernes — Arnested og konserverende Vogter. — Mens det paa

Landet hyppig hænder, at Følelsen for en kær Person udvider sig

med Inderlighed til dennes Hjem, Familie, Ejendele o. desl.,

sker dette sjældnere i Byerne. — Minderne har overordentlig stor

Betydning for Følelsernes Bestaaen og Uddybning; men Bylivet

gør i Følge hele sit mangfoldige og hurtige Væsen mindeslap,

mens Landlivet gør mindestærk. — Følelsesfalskhed, f. Eks.

uærlig Venlighed, tvungen Elskværdighed, et smilende og vel-

villigt Ydre til Dække over et ligegyldigt eller modvilligt Indre,

Forsøg paa at imponere med Miner og Ord i Stedet for at sætte

sig i Bespekt ved Indsigt og Arbejdsdygtighed, findes der mindre

af paa Landet. Menneskeforagt i al Almindelighed trives ikke


Byliv og Landliv 13

godt dér, endnu mindre Blaserthed, der vokser op af en let-

levende Tilværelse, af et Sammenspil mellem de to Udvækster

fra Velvære: Forfinelse og Svækkelse. De mange Indtryk og

øvrige udefra kommende Livsforanledninger, som Bylivet fornemmelig

er spundet over, gør den sjælelige Energi, Aands-

kraften, passiv, kultiverer Reaktionsevnen, Modtageligheden;

mens de mange Energiopbud, der som stærke Snore drages gennem

Landboernes Liv, giver den sjælelige Energi en aktiv Karakter.

Den indenfra uden direkte Foranledning udbrydende

Energi er hos Bymennesker i Slægt med Nydelsestrang, hos

mange med Nydelsessyge; Landboernes Aktivitet er hovedsagelig

Forfølgning af Interesser, Pligter, tilvante Arbejder, derind-

imellem finder man som passivt Islæt en stille, ureflekteret Leven

fremad i Tiden, og et umiddelbart Følgeskab med Naturen, med

Vejrets Flugt, med Aarstidernes Gang.

Den større Simpelhed i Livets hele Anlæg paa Landet og lige-

ledes Følelsernes større Dybde og Stadighed og Viljelivets mere

faste Former afgiver hos Landboerne Betingelserne for Sluttet-

hed og Centralisering af Livssynet. Hertil bidrager ogsaa det,

at Landmanden i sin Bedrift er mindre afhængig af andre Men-

nesker, mindre socialt indsyltet, og at han i sin Bopæl, sin Jord,

har et overmaade fast Centralpunkt, hvorfra han ser sig om i

Verden, bedømmer Omgivelserne og udfolder sin Virksomhed.

Byboeren færdes saa meget omkring udenfor sit eget, paa offentlig

Gade, paa andres Ejendom og Grund, og idet han ser sig om

fra alle disse forskellige Stader, kommer Perspektiverne, hvori

han ser Verden, paa mange Punkter til at krydse og skære hin-

anden, Opfattelserne bliver mindre retlinede, gentager sig ikke

saa trofast, sammenbygger sig følgelig ikke saa solidt.

Betydningen af det at eje noget er paa Landet meget stor.

Den, som intet ejer, regnes ikke for meget, man ser paa ham

som en løs Fugl; den, som kun ejer lidt, føler sig lille. Mens

i Byen det at have rigeligt af Haanden og i Munden, at have og

forbruge en god Aarsindtægt, giver en pæn Position, og mens

det at være arbejdsfør, erhvervsdygtig, overlegen eller ligestillet

de fleste andre i Intelligens, sleben Omgangstone, Indflydelse,

Forretningssans o. lign., danner et godt Grundlag for en velnæret

Selvfølelse, staar paa Landet disse Evner, denne Velstillethed


14

Byliv og Landliv

absolut i Skygge for det at eje noget. Ejendom, Ejendele, Kapi-

tal, alt, hvad der haves i Baghaanden som usvigelige Hjælpekilder

for alle Tilfælde, bærer ubetinget Prisen, ja, det danner

paa en Maade det egentlige Rygstød, den faste Kerne i Livet.

Kun at have Klæderne paa Kroppen og de „bare Næver" er paa

Landet noget næsten foragteligt. I Forbindelse med den Anseelse,

hvori alt Liggendefæ staar, forstaas den større Sammenlevethed

med baade fast og rørlig Ejendom, som træffes hos Bønder, den

nænsomme, undertiden næsten kælne Omhu, hvormed Besiddel-

ser haandhæves og plejes. Den Samhørighed mellem Person

og Ting, som i Byerne sædvanlig kun findes hos Husfruer i

deres Stolthed og Omhu for Hjemmets pæne Udstyr, Kostbar-

heder og fine Ting, den træffes paa Landet hos alle Familiens

Medlemmer og overfor alt Hjemmets Tilliggende: Jordarealets

Størrelse, Frodighed og Veldrevethed, Bygninger, Vogne, Red-

skaber, Kvægbesætning, Have, endog Udsigten fra Vinduerne.

Begrebet Hjem er i det hele taget indholdsrigere paa Landet

end i Byen. Sidstnævnte Sted er Hjemmets Rum, Stuernes

Luft gennemsivet og gennemhullet af fremmede Ting, Lyd udefra,

alskens Strømninger og Færdsel. Grænserne for Hjemmet

er snævre, et Par Skridt, og man er udenfor sit eget, og Over-

gangene fra éns Hjem til andres eller til offentlig Grund er lidet

skarpe; dertil overskrides de for tit. Man kan ikke stænge andre

og andres ude, og man kan ikke holde sit eget for sig selv, det

siver ud ad de mindste Sprækker, en Dør kan ikke staa paa

Klem, uden at Følelsen af Hjemlighed lider derunder. Paa Lan-

det er Hjemmet noget anderledes tæt og trygt.

Med dette hænger igen først Inderligheden i Husfolkenes

Optagethed af en Gæst og dernæst Gæstfriheden sammen. I Byen

trænger man ikke til den Afveksling i Dagens Liv, den friske

Luftning udefra, som et Besøg kan være; Gæster kommer der-

for i mindre Grad til at staa i Relief for Bevidstheden; tit kan

den besøgende inde i en Byfamilies private Stuer føle sig næsten

som noget, der flyder ud i Luften og bliver til ingenting; paa

Landet modtager Gæsten til Stadighed en hyggelig Fornemmelse

af sin egen øjeblikkelige Betydning i Kredsen; der bliver tænkt

paa ham, der vender sig Opmærksomhed imod ham. Det er

ikke af Hoflighed, ti Landboere er ikke hoflige — de er hjertelige


Byliv og Landliv 15

mod hvem, de kan lide — men det er, fordi Gæsten er mere værd

for Værten og hans Husstand. Han aabner dem ligesom en Dør

ud til den vide Verden, han sætter deres Fantasi og Tanke i Bevægelse.

Han er nu og da det samme for Hjemmet, som Sukker

er til Kaffen. Ud fra dette inderligere Samliv med Husets Gæst

forstaar jeg en Ting, som ofte har mødt mig, naar jeg har opholdt

mig i mit Barndomshjem paa Landet: at Naboer, gode Bekendte

fra Barneaarene, fjernere Familie og andre paarørende ikke stil-

ler sig tilfreds med, at de og jeg har været sammen hos mine

Forældre, at vi har talt med hverandre ved allehaande Lejlig-

heder, og at de har faaet Besked om, hvad de kunde ønske at vide

mig anbelangende; det har altid heddet: besøg os! kom og se

til os! Før man har været i deres Hjem og er bleven trakteret i

det mindste med Kaffe, synes de ikke, at de har været sammen

med én. Enhver kan daglig mode dette Forhold paa Landet, men

næppe tit i Byerne. — At Slægtsfølelsen, Familiesammenholdet

paa Landet spiller en betydelig Bolle, behøver næppe nogen

nærmere Forklaring.

Landlig Selvfølelse gør for det meste sin Mand bred af Væsen.

En Storkøbmand eller en Bigmand i en By kan være ganske

smal i sin Optræden og færdes i smidige Bugtninger; han kan

være paa én Gang stilfærdig" og splendid. En Proprietær eller

en anden Storbesidder paa Landet ytrer som oftest sin Tilfreds-

hed med sig selv og sin Lod i Verden ved at tage en anselig Plads

op, enten ved en rent korporlig Udvidelsesfryd eller ved en vis

Skraasikkerhed og Djærvhed i Stillinger og Bevægelser, en myndig

Besoluthed i Ord, Meninger og Handlinger. Selv over min-

dre Gaardmænd kan der være en lun Urokkelighed i Væsen og

Væremaade, som om de bestandig havde Benene godt plantet

ud til Siden og oven i Købet følte deres Ligevægtsomraade for-

størret gennem et Par brede Fødders trygge Anbringelse paa en

fast Basis. En Gaardmand er absolut bredere og sikrere at se til

end en Husmand, denne er igen mindre tynd end en Indsidder.

Tjenestekarle har ikke sjældent forskellige Breddedimensioner,

efter som de tjener paa en stor eller en lille Landejendom. Naturligvis

gælder det her sagte ikke til enhver Tid paa Dagen, men

kun naar Selvfølelsen er fremme. Maaske beror denne Selvfølelsens

særegne Tilsyneladelse paa Landet for manges Vedkom-


16 Byliv og Landliv

mende paa Efterligning af andre og Vane. Oprindelig har den

vistnok sin Oprindelse fra Jordarealerne, den Besiddelse, der ude

paa Landet er den fundamentale og ligesom i sig rummer de øv-

rige Ejendele: det, hvorover man er stolt, eller hvortil man føler

sin trygge Eksistens knyttet, munder ud i en bred Rumsforestil-

ling, og en saadan er skikket til direkte ligesom at svulme over

i Legemets Muskelsystem.

Ejendelenes fremragende Betydning i Livet og den større

Følelse af Besidden, man har overfor det, man ejer — en Købmand

eller Haandværker faar vanskeligere denne Følelse overfor

sit Varelager, der permanent staar til Salg — sætter Præg

paa det landlige Arbejde: det kommer til at fylde mere i Sjælen,

især hos den, der selv ejer Tingene eller Stofferne, hans Arbejde

udøves paa. Til Dels derfor er Arbejdslysten og Arbejdsfliden

større paa Landet. Selv Tyendet, som sysler med Husbondens

Ejendom, har en vis Følelse af at sanke i Lade; de Agre, Karlen

gøder, pløjer og tilsaar, skal han ogsaa høste, han ser, hvad der

kommer ud af hans Arbejde; hvad han kører hjem fra Markerne,

skal han tit se igen paa Tærskeloen eller bære for Kreaturerne.

Det har Betydning saaledes at mødes med Arbejdets Frugter og

Resultater. Og det har Betydning, at Arbejdet i egentligste For-

stand er produktivt — ikke Omsætning, Fordeling, Bearbejdning

som i Byerne; Bevidstheden om at være med i Vækstprocesser,

at lægge Haand til Frembringelse, har i sig noget, der river med;

ogsaa naar man bjærger Jordens Afgrøde i Hus, føler man sig

med i Værdiernes Sikring. — Til Arbejdslystens og Flidens

Fremme bidrager det ogsaa, at der er færre Adspredelser, som

ved deres idelige Smaaprikken til Sindets Lyster drager Opmærksomheden

fra Arbejdssysselsættelsen. — I Byen er det tit

den snilde Benyttelse af Chancerne, der giver Gevinst. Erhvervs-

lyster og Erhvervshaab kan derved faa noget spændigt, utaal-

modigt og springsk over sig. Paa Landet erhverves Goderne

langsomt, ved sejg Ihærdighed, stille Venten paa Tidens Fylde.

Erhvervelysterne faar derved et sundere og bredere Leje. Frem-

gangen faar en afdæmpet Karakter, bliver jævntstigende som en

sindig Bakkelinje. Livsudbyttet indsuges i lange, varende Drag.

Længslerne bliver stille higende.

Fritidens Interesser og Hang stiler i Byerne oftest mod uden-


Byliv og Landliv 17

dørs Ting; naar man vil more sig, skal man ud. Paa Landet er

— dog i højere Grad forhen i Tiden end nu — Fritiden mere

knyttet til Hus og Hjem. Med den enklere Livsbaggrund — man

har langt færre Ting at vælge imellem — og det fastere System

af Vaner, hvorover Livet færdes, bliver den daglige Nydelses-

trang mindre. Man keder sig ikke saa let og jages ikke til nogen

Adspredelse af Angst for Kedsomhed eller Ensomhed. Aar ud

og Aar ind kan man fordrive de ledige Stunder paa væsentlig

samme Maade, uden at Fornøjelser og Tidsfordriv mister deres

Fylde. Den Jagen efter Afveksling, Friskhed og Fornyelse, som

hyppig kommer til Syne hos Bybefolkningen — Sæsonsygen —

findes der ikke meget af blandt Landboerne. De er, som det tit

er bleven bemærket, paa dette Omraade som iøvrigt i mange

andre Henseender konservative. De er heller ikke fri for ad-

skillig Snæverhed i Interesse og Livssyn. Dette hænger for en

meget væsentlig Del sammen med, at de anvender deres Fritid

hjemme og uden ret megen Variation i Brugen. Det er ved at

komme ud og løsrevet fra Hjemmets Jordbund, fra den hjem-

lige Sindsbaggrund, komme Verdensmangfoldigheden ind paa

Livet, at man udvider sin Interessesfære, Sindets Spændkraft

overfor andre Ting og Sager end éns egne. Det at færdes spiller

en stor og grundlæggende Bolle med Hensyn til Interesse-

omfanget. — Til Gengæld er ,, Interesseretheden" ikke paa Landet

udartet saadan, at den fordrer et nyt Slagteoffer hver Uge.

En Modvægt imod denne Sindets Sammenfalden over nogle

faa simple og paatrængende Livsopgaver — Føde, Klæder, Husly,

Skatteafgifter o. lign. — som Landlivet hælder til, haves i den

fastere og bredere sociale Omgivelse, hvert enkelt Individ har

ude paa det aabne Land. Man har dér en videre Udsigt til alle

Sider, ogsaa i social Henseende, end i Byen. Ligesom Gaarde

og Huse i det aabne Terræn træder tydeligt ud fra hinanden, og

alle ligger frit tilgængelige for Blikket, den ene bagom den

anden langt ud i det fjerne, saaledes ogsaa Menneskene; de kan

bedre se hverandre; den rige kan se forbi en hel Bække mindre

velhavende, helt ned til den fattigste; den raske er ikke uvidende

om den syge. I Byen staar den enkelte Menneskeskæbne mere

i Skjul bag de andre Menneskers Bygge; man færdes i bestemte

Lag, Cirkler, Kliker, omgaas væsentlig kun sine Ligemænd og

Dansk Tidsskrift. IX. 2


18

Byliv og Landliv

bryder sig lidt om den øvrige Mængde. Begrebet Menneske er i

Byen noget ringere, hastigere opfattet, ligegyldigere, det fælles-

menneskelige er af mindre Omfang. Ikke saaledes at forstaa,

at de sociale Skel paa Landet er mindre skarpe, de kan være

meget velbevidste og haarde, men til Trods for, at det sociale

Miliø er bygget i Etager, er Perspektivet langtrækkende, man

ser hinanden, ved om hinanden, følger hinandens Tilskikkelser;

den sociale Opfattelse naar ud i en vid Omkreds: Sognet, Egnen.

Det hænger sammen med, at hver Enkeltting paa Landet ligesom

har mere Plads, baade i optisk og i sjælelig Henseende. — Me-

nighedslivet, det kommunale Liv, alt Fællesskab og alle Fælles-

anliggender, danner paa Landet en kraftigere Ramme om Indi-

viderne end i Byen.

Denne store og temmelig fastliggende sociale og optiske Hori-

sont, hvori man daglig lever, og hvori alt det væsentlige Livsmateriale

hører hjemme, og endvidere den faste, tæt sammenstøbte

Interessekreds, hvorover Livet er udspændt, virker hen

til at gøre Landboerne konservative. Det gør det vanskeligere for

dem at hæve sig ud over de kendte Ting og Forhold; alt nyt og

fremmed, der dukker op, placeres uvilkaarligt hinsides det kendte

og indlevede, fjernt ude bag den tilvante Horisonts Rande. Det

er ikke let at føre Blikket derud. I Byen, hvor Livet er

mere horisontløst, hvor man saa at sige har baade det nære og

det fjerne inde paa Livet, ser det i Mylderet omkring sig, har de

aandelige Udvidelser færre Hindringer at overvinde. Der gror

f. Eks. ikke — som paa Landet — et ,, medfødt" Had imod en-

hver, der vil skille sig ud og være „anderledes end andre", gøre

sig særskilt bemærket i Levemaade, Adfærd, Interesser, Domme.

— Det konservative Hang viser sig ogsaa i Sindets Standhaftighed

overfor perifere Angreb. I Byen kan en betydelig Sag, en

Persons Anseelse o. lign. lammes føleligt af en tilfældig Vits, en

løst paahængt Latterlighed. Paa Landet er den Slags Virkemidler

næsten betydningsløse.

Byboerne er ikke fri for at mene, at ,. Bønderne" er ukulti-

verede og indskrænkede. Omvendt forestiller mange Landboere

sig Bybefolkningen som uvidende om mange Ting, der hører

til Livets elementæreste Kundskab, og der verserer paa Landet,

nedarvede fra Slægt til Slægt, drøje Smaahistorier om denne


Byliv og Landliv 19

Uvidenhed. Saaledes den ældgamle Fortælling om Byfruen, der

gav sin Tjenestepige Ordre til at give en Bonde, som havde le-

veret Herskabet et Læs Tørv, en Tot Hø at spise. Eller de nyere

Historier om Bydamen, der forespurgte, hvilke Køer det var, der

gav Kærnemælk, og om en anden Byperson, som gerne vilde se

en Mark, hvor der voksede Malt. Deri, at slige Historier endnu

lever iblandt Bønderne og stadig gotter adskillige ind til Hjerte-

rødderne, ligger et Vidnesbyrd om manglende gensidig For-

staaelse. Vi har ogsaa i det foregaaende set, at der er en Del ikke

uvigtige Forskelle at bygge Tankebro over, inden en saadan For-

staaelse og gensidig Betfærdighed kan blive almindelig. Og der-

til skulde det jo helst komme. Misforstaaelse vil altid være af

det onde og er det i her omtalte Tilfælde saa meget mere, som det

er utvivlsomt, at baade By og Land har meget at lære af hin-

anden. Men en frugtbar Vekselvirkning kommer ikke i Stand,

førend begge Parter forstaar først og fremmest sig selv og der-

næst hinanden.

Ligesom den tæt befolkede By og det spredt befolkede Land i

økonomisk Henseende har sin Eksistensret sikret saa langt ud i

Fremtiden, som vi nu formaar at øjne, saaledes har de det, tror

jeg, ogsaa i sjælelig Henseende. Hver af dem har sin Kultur-

opgave, hver fremmer sin Del af den menneskelige Vækst: Byerne

f. Eks. den legemlige Kultur, Sansernes Udvikling, og gennem

det daglige sjælelige Bad i Livsmangfoldigheden lægger de Grun-

den til en bredere, rigere Basis for Menneskets sjælelige Til-

værelse end Landlivet, som vi nu kender det, kan skabe. I

Byerne pudses de enkelte Livsrørelser blanke, fornyes i Hen-

seende til Vaagenhed og Livlighed; og gennem den større Fart

og Smidighed i Omtanke, gennem mere Bevægelighed i Interesse

danner Bylivet en fortrinlig Tilsætning til det mere stillestaaende

og tungt foranderlige Landliv. Det er da helt andre Ting, Land-

boerne skulde lære i Byerne, end at ryge Cigarer, anskaffe Sofa-

puder og bygge Stuehuse i Bystil. Omvendt kunde Byboerne,

hvad vistnok er tilstrækkelig fremhævet i det foregaaende, paa

adskillige Punkter tage Lære af Landboerne, navnlig hente sig

lidt Begreb om, hvad sjælelig Sundhed og sjælelig Bygning er

værd. — Forestillingerne om, hvad Vekselvirkningen mellem

By og Land skal gaa ud paa, er næppe meget dybtgaaende og

2*


20

Byliv og Landliv

klar her i Danmark. Man faar i alt Fald ikke just noget imponerende

Indtryk af disse Forestillinger, naar man horer Ting

som Dyrskuer, Afholdsstævner, politiske Sammenkomster mellem

Byboere og Landboere, med Bram proklamerede som lysende

Billeder paa Vekselvirkningen. Det er ikke mere taabeligt at

sige, at nærværende Smule Artikel har „styrket Baandet mellem

By og Land" ,

end

at det store Dyrskue i København sidste Foraar

har haft denne berømmelige Virkning.

De, der giver sig af med Folkeoplysning, maa, hvis deres

Virksomhed tilsigter andet end Geschæft, nøje sætte sig ind i og

agte paa de sjælelige Forskelle mellem By- og Landbefolkningen.

Med By har jeg overalt nærmest ment Provinsby. Storbyen

er atter noget andet, en Organisme for sig. Hovedsagelig er Stor-

byen ogsaa noget i sig selv afsluttet; der er ikke meget personligt

Samkvem mellem den og det omgivende Land. De Byer, der

staar i Forhold til Landbefolkningen, er de saakaldte Købstæder

og deres Aflæggere — og kulturelle Pionerer — Stationsbyerne.

Disse sidste er for Resten, saavidt jeg kender dem, nogle underlige

Tingester, som forer et blandet, sammenbrokket Liv. Nogen

særskilt Skildring af dem tor jeg ikke indlade mig paa. Man

skulde tro, de kunde være Arnesteder for en Sammensmeltning

af Bvliv og Landliv; men det er de i alt Fald ikke.


V

Naar

Arbejderforhold

Af A. Peschcke Keedt.

man fordomsfrit undersøger Aarsagerne til Arbejdernes

Misfornøjelse med deres Kaar, maa man indrumme, at der

trænges til grundige Forbedringer paa mangfoldige Omraader.

Men set i store Træk viser det sidste Aarhundrede os Billedet af

en mægtig Bevægelse frem efter fra mørkere til lysere Tilstande.

En væsentlig Del af det opslidende, legemlige Arbejde, der

før udførtes af Mennesker, er bleven overført paa mekaniske

Hjælpemidler. Spindemaskinen har standset Bokkehjulet. Den

mekaniske Dampvæv har fortrængt Haandvæven. Dampskibet,

Dampploven, Dampkranen, Damphamren og Dampsaven har i

Forening med Lokomotivet, Jernbanerne, Elektriciteten og det

kemiske Laboratorium kuldkastet alle Fortidens gængse Bereg-

ninger over Produktion, Transport og Omsætning. Og om end

Vejen fremad ofte har været lang og trang, har Virkeligheden

dog i flere Betninger overfløjet vore Forfædres dristigste Forvent-

ninger angaaende Naturkræfternes Udnyttelse i

Tjeneste.

Menneskehedens

Kendsgerninger, som er synlige for alle, viser os Fremskridts-

bevægelsens Kurs i klare Træk. Maskinerne har i stadig sti-

gende Udstrækning overtaget Slavetjenesten. Arbejderstanden

har under en tiltagende Lettelse af det legemlige Arbejde lært at

rejse Byggen og opnaaet Angang til en friere og højere Udvikling

af sine aandelige Evner. Arbejdstiden er bleven forkortet. Ar-

bejdslønnen er stegen. Hygiejnen er bleven forbedret. Fabriker

og Værksteder er sat under offentligt Tilsyn. Undervisnings-

væsenet staar paa et højere Trin. Lovgivningen yder voksende

Hjælp og Støtte til Samfundets trængende Elementer. Der stilles


22

Arbejderforhold

stigende Fordringer til Lys, Luft, Varme, Føde, Klæder og Bolig.

Levefoden højnes. Ædrueligheden fremmes. Og vi øjner langt

ude i Fremtiden en lykkeligere Slægt, der er ukendt med mange

af Nutidens Brøst.

Men for at naa Maalet maa vi uafbrudt arbejde videre. Tran-

gen til nye Reformer vokser med vor tiltagende Erkendelse af al

den Elendighed, der fremdeles hersker midt iblandt os. Der maa

lyses op i de mørkeste Kroge. Vi maa gaa omkring med aabne

Øjne og vænne os til at sagsøge os selv, naar vi lader os beruse

af Skønheden i det Liv, om hvilket der digtes og drømmes, i

Stedet for at gøre os fortrolige med den nøgne Sandhed i det Liv.

der leves. Arbejdernes højrøstede Utilfredshed er et af de virk-

somste Midler til at holde os vaagen.

Desværre har den nyere Tids Opfindelser jævnlig fremkaldt

hærgende Kriser i Overgangsperioden. Lediggjorte Arbejdere

har uden egen Skyld lidt Sult og Nød, og de heldigere stillede

Samfundsklasser har ikke altid med fuld Forstaaelse paataget sig

den Hjælpepligt, som den af Krisen ramte Arbejderbefolkning

havde berettiget Krav paa. Men drager man Sammenligninger

mellem før og nu, kommer man hurtig til den Slutning, at Ar-

bejderstanden Skridt for Skridt har tilkæmpet sig bedre Kaar.

Og Nutidens sociale Brydninger aabner trods al den Larm, der

ledsager dem, en sikker og glædelig Udsigt til fortsatte Fremskridt

dér, hvor der mest trænges til dem.

Men Arbejdernes Fordringer har ligesom andre Klassers

Retskrav en Tendens til at udarte. I Menneskerettighedernes

misbrugte Navn er der hyppigt blevet udkæmpet blodige Stridig-

heder, som har fremkaldt et vidt spredt økonomisk Tryk og for-

værret de sociale Tilstande i Stedet for at forbedre dem. Lig-

nende Fejlgreb gentager sig Slægt efter Slægt, og Nutidens seneste

Hændelser bærer Vidnesbyrd om, at det hidtil præsterede Oplys-

ningsarbejde hverken har formaaet at kue Magtens Misbrug oven

fra eller neden fra. Følgende Eksempler fra det virkelige Liv

kaster Strejflys over nogle af de Retsbegreber, der har fundet

Udtryk i de her fremførte Anskuelser.

Tekstilarbejderstrejken. Vi har nylig afsluttet en Tekstil-

arbejderstrejke, der har varet i 5 Maaneder. Omtrent 4000 ledige

Arbejdere har i dette Tidsrum tæret paa Organisationens Kasse.


Arbejderforhold 23

og Standsningen har paaført mange Arbejdsgivere følelige Tab.

Hist og her er der opnaaet en Forbedring, men det samlede Re-

sultat svarer aldeles ikke til de Forventninger, under hvilke

Strejken blev erklæret. Imidlertid er der dog om enkelte Punkter

naaet en Forstaaelse, der vil faa en gavnlig Betydning for Tekstil-

industriens fremtidige Udvikling. Man har fra Arbejdernes Side

bl. a. indset, at vi her i Danmark ikke kan blive staaende ved 2

Væve for hver Arbejder, efter at man i Udlandet gradvis er

naaet frem til 4, 6 og 8 Maskinvæve pr. Arbejder. Men hvis

Førerne ved denne Lejlighed havde været klar over Strejkens

praktiske Følger, vilde de vistnok have betænkt sig paa at er-

klære den.

Maskinvævens Indførelse gav i sin Tid Stødet til en hel

Revolution i Tekstilarbejdernes Forhold. Produktionen pr. Væv

blev forøget efter en tidligere ukendt Maalestok. En Mængde

Haandvæve blev standsede, og mange Arbejdere mistede midler-

tidigt deres Erhverv. Vi trues nu af lignende Forstyrrelser gennem

Indførelsen af den automatiske Væv. Forfatteren henledede

allerede for flere Aar siden i en illustreret Afhandling Opmærksomheden

paa denne Vævs Sejrsgang over Kloden. I sin mest

fuldkomne Form arbejder demsaa selvstændigt, at der kun be-

høves én Arbejder til at passe 24 Væve. I Amerika er man endog

naaet til 28 Væve, og i England kan man nu i flere Fabriker se

20 Væve under en enkelt Arbejders Tilsyn. I Forbindelse med

Automatvæven er der indført en mekanisk Lønmaaler, der viser

den fortjente Løn paa lignende Maade, som en Droskes Taksa-

meter viser den tilbagelagte Vejlængde. Ugelønnens Højde be-

væger sig i England mellem Kr. 30 og Kr. 40 for en øvet Automat-

væver. Grundlaget for Lønnens Beregning er fastsat i Følge

Overenskomst mellem Arbejdsgivernes og Arbejdernes faglige

Organisationer.

Tekstilarbejderstrejken har aabnet vore danske Fabrikanters

Øjne for Fordelene ved den automatiske Væv. Denne tillader

Driftslederen at fremme Produktionen med et Minimum af de

ved Strejker og Lock-out'er fremkaldte Forstyrrelser i Forret-

ningsgangen. Automatvæven vilde være kommen til os alligevel,

men Strejken har givet Anledning til dens hurtigst mulige Ind-

førelse, og om faa Aar vil den findes i de fleste danske Fabriker.


24 Arbejderforhold

Rent bortset fra Spørgsmaalet om Arbejdernes Ret eller Uret

til at erklære Strejken var dette Skridt under de her skildrede

Forhold forfejlet. De smaa Fordele, Arbejderne har opnaaet,

maa de betale med saa store Ofre, at de sikkert havde staaet sig

bedre ved foreløbig at akceptere den dem tilbudte Ordning, der

i alt væsentligt var baseret paa den fortsatte Benyttelse af det

gamle Materiel med uformindsket Arbejdsstyrke. Ad Aare vil

Automatvævens Indførelse utvivlsomt betegne et stort Frem-

skridt. Men denne Udsigt er en daarlig Trøst for de Arbejdere,

der under trykkende Næringssorger mister deres gamle Erhverv

og tvinges til at skabe sig en ny Eksistens. Disse lediggjorte Ar-

bejdere ser i Automatvæven ikke en Ven, men en Fjende.

Forøvrigt overses det alt for ofte af de stridende Parter, at

faglige Konflikter mellem Arbejdere og Arbejdsgivere ofte be-

rører andre Interesser paa en for hele Samfundet skadelig Maade.

Da Arbejdsgiverne for nogle Aar siden under den store Lock-out

pludseligt standsede Virksomheden i mange af Landets Fabriker,

led en Mængde uskyldige Medborgere betydelige Tab. Paatagne

Vareleverancer kunde ikke præsteres; nye Fabriksanlæg maatte

vente paa Redskaber og Maskiner, Handel og Skibsfart led under

Følgerne af Produktionens Standsning, og mange Erhverv, som

ikke direkte blev berørte af Konflikten, arbejdede under et fort-

sat Tryk af Lock-out'ens indirekte Virkninger.

Dersom Lovgivningsmagten vilde beskytte Samfundets neutrale

Interesser mod de skadelige Følger af store faglige Kon-

flikter mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, kunde man overfor

hele den toldbeskyttede Del af vort Lands Industri skaffe sig en

let tilgængelig og meget virksom Sikkerhedsventil i Toldtariffen.

Man behøvede kun at vedtage en Lov af omtrent følgende Ind-

hold: Under en Strejke eller Lock-out, der standser et told-

beskyttet indenlandsk Fags Produktion, nedsættes Tolden paa de

tilsvarende fremmede Varer med 25 pCt. ved Udløbet af den

første Maaned. Varer Konflikten 2 Maaneder, nedsættes Tolden

med 50 pCt., og efter 3 Maaneders Forløb indføres de paagældende

fremmede Varer toldfrit, indtil de stridende Parter er

blevne enige om at genoptage Arbejdet.

En saadan Lov vilde næppe i nævneværdig Grad forøge de

fremmede Tilførsler, ti selve Lovens Eksistens vilde virke saa af-


Arbejderforhold 25

kølende paa Stridsmændene, at faglige Konflikter paa det her om-

handlede Omraade i Regelen vilde blive bilagte uden Standsning

af Arbejdet. Ad denne Vej kunde man uden at favorisere nogen

af Parterne befri Landets Erhvervsliv for mange skadelige For-

styrrelser og bidrage til at værne om den økonomiske Fred, der

ret udnyttet dog er en af de vigtigste Grundbetingelser for en

varig Bedring af Arbejdernes Kaar.

Arbejdsløsheden i London. Talrige Telegrammer har oplyst

Verden om, at der for Tiden findes en vidt spredt Arbejdsløshed

i Englands Hovedstad. Store Processioner drager gennem Ga-

derne for at henlede den offentlige Opmærksomhed paa den

herskende Nødstilstand, og Modstanderne af den bestaaende Sam-

fundsorden benytter Lejligheden til en kraftig Agitation for deres

sociale Reformplaner.

For at forstaa Situationen maa man erindre, at der altid fin-

des megen Arbejdsløshed i London. Byen omfatter med sine For-

stæder en Befolkning paa ca. 7 Millioner, og denne menneskelige

Myretue drager som en mægtig Magnet løse Eksistenser til sig fra

alle Kanter. Det er ikke alene Overskudet fra Englands, Skot-

lands og Irlands Proletariat, som fylder Londons fattige Kvar-

terer. Blandt de arbejdsløse findes saa mange Udlændinge, at

Parlamentet i den senere Tid har maattet drøfte Værnelove mod

denne usunde Tilvækst af den nødlidende Befolkning.

Naar der fra Proletariatets Tillidsmænd gives et Samlings-

signal, saa myldrer der fra mange Sider saa store Skarer frem, at

de hurtigt danner en hel Hær. Og skønt en Del af Elendigheden

utvivlsomt er selvforskyldt, er der dog blandt Londons fattige

mange Mænd og Kvinder, som baade kan og vil arbejde, naar

der blot skaffes dem Adgang til Værkstederne. Dertil kommer

Børnene, som enhver Menneskeven maa føle den største Med-

lidenhed med. Men ogsaa Udskudet. det ,,haabløse" Bundfald,

har Krav paa Hensyn, ti i mangfoldige Tilfælde bærer Sam-

fundsforholdene en Medskyld for den mislykkede Eksistens.

Lignende Følelser har sikkert bevæget Dronning Alexandra,

da hun for kort Tid siden tegnede sig i Spidsen for en Bidrags-

liste, der tilsigtede at skaffe Føde og Klæder til de arbejdsløse,

medens Kong Edward samtidig lod rejste Telte for de husvilde.

Det har vakt megen Harme i velgørende Kredse, at disse imøde-


26

Arbejder.orhold

kommende Skridt fra Kongens og Dronningens Side er blevne

belønnede med Utak. ,,Vi beder ikke om Barmhjertighed og

Almisser, vi fordrer Arbejde og Løn", tilraabtes der Kongen af

et Kor af de arbejdsløse. Og ikke faa Bidragydere har uden

Tvivl efter denne Modtagelse fornemt trukket sig tilbage fra al

videre Deltagelse i Samaritan-Gerningen. Men man bør ikke

dømme saa brat og saa haardt. Staklen, der sulter, ræsonnerer

anderledes end Velhaveren, der er mæt. De lever begge under

den samme Samfundsorden, men det er forstaaeligt, at de ser paa

den med forskellige Øjne.

De truende Røster, der fordrer Arbejdet som en Ret og

vrager Fattighjælpen, overser, at der her forelaa 2 bestemte Op-

gaver. Den første bestod i straks at lindre den tilstedeværende

Nød. Det gjaldt om uden Tøven at mætte de sultne, klæde de

nøgne og skaffe Tag over Hovedet for de Husvilde. Den anden

og langt vigtigere Opgave bestod i at fjerne de sociale Aarsager

til Arbejdsløsheden. Men dertil kræves et Kæmpearbejde, som

i heldigste Tilfælde først vil bære Frugt efter lang Tids Forløb.

Kongen og Dronningen, der personligt ikke bærer Ansvaret for

Nødstilstanden, og hvis offentlige Virksomhed er bundet af Parla-

mentet, gjorde resolut det bedste, der under de givne Forhold

lod sig gøre. De hjalp deres lidende Landsmænd, og et Beløb

af over 2 Millioner Kroner blev ved deres prisværdige Eksempel

indsamlet til Lindring af den øjeblikkelige Nød.

Proletariatets Ordførere bedømmer Sagen fra et andet Syns-

punkt. For dem er Vedligeholdelsen af Utilfredsheden i Be-

folkningens brede Lag det sikreste Middel til Opnaaelsen af

sundere Forhold. De kender den gamle Sandhed, at det er

lettere at rejse en Revolution med sultne end med mættede Maver.

Og de ser i den af de besiddende Klasser ydede Nødhjælp en

snildt beregnet frivillig Selvbeskatning, som Overklasserne har

paataget sig med det bevidste Formaal at hindre den langt større

Tvangsudskrivning, der vilde blive paalagt dem, hvis Prole-

tariatet kom til Magten.

Disse revolutionære Tanker er gamle. De fandt for et halvt

Hundrede Aar siden ivrige Talsmænd i Socialdemokratiets daværende

Høvdinge Karl Marx og Fr. Engels, der fra det gæstfrie

England ledede Arbejderbevægelsen paa Kontinentet. Men det


Arbejderforhold 27

har vist sig, at Arbejderne uden Revolutioner i de fleste Lande

har opnaaet en fortsat Forbedring af deres Kaar. For 100 Aar

siden kunde man i flere Egne af England endnu købe en Kulmine

sammen med de Arbejdere, der fandtes i den, og forlod de Ar-

bejdet uden Orlov, kunde Minens Ejer hente dem tilbage

som bortløbne Kreaturer. I endnu levende engelske Arbejderes

Minde varede Arbejdstiden jævnligt 16—18 Timer i Dygnet, og

for 50 Aar siden var Elendigheden blandt Englands Arbejdere

langt større, end man i nogen senere Periode har kendt den.

Naar vi i den nyere Tid har faaet en mere levende Følelse

af den herskende Nød end før, saa skyldes det for en væsentlig

Del de fra alle Jordens Egne indløbende telegrafiske Meddelelser.

Vi modtager nu hver Dag i en samlet Sum kraftige Paamindelser

om, hvor langt vi fremdeles er fjernede fra sunde og menneske-

værdige Tilstande. Og hvor der er Tale om Samfundsreformer,

virker intet mere overbevisende end Kendsgerningernes ubønhør-

lige Logik.

I Danmark har vi først i den sidste Snes Aar gjort alvorligt

Bekendtskab med de Ulemper, der følger med Storindustrien.

Vore Arbejdere har Slægt efter Slægt for en væsentlig Del været

knyttede til Agerbruget. Men mange af dem har ligesom Eng-

lands Arbejdere levet i Trældom. I 1788 gennemførtes Stavns-

baands-Løsningen, og samtidig begyndte Ophævelsen af Hoveriet.

I 1792 standsedes Negerhandelen. I 1809 modtog den daværende

danske Regering en Ansøgning om Tilladelse til at lade Lig-

kister gaa paa Omgang, da den arbejdende Befolkning ikke havde

Raad til at lade de dyre Trækister følge med ned i Graven. Og

Pressens Stilling fremgaar af følgende kongelige Svar til en De-

putation, der i Aaret 1808 ansøgte om større Pressefrihed: ,,Den

Avisskriver, som kender vor Vilje, og ikke besidder Klogskab nok

til at undgaa Overtrædelser af samme, han mangler aldeles Kald

til at være politisk Skribent."

Man ser af disse Eksempler, at Forholdene i gamle Dage har

været meget værre, end de nu er. Men af denne Grund bør

Arbejderne selvfølgelig ikke lægge Hænderne i Skødet. De maa

stadig kæmpe frem ad mod bedre Kaar. Men naar man vil vide,

hvor langt vi er naaede frem, opnaar man det bedste Skcm ved at

maale den tilbagelagte Vejlængde.


28 Arbejderforhold

En interessant Illustration til Nutidens Forhold i England

danner Arbejderføreren John Burns Optagelse i det nys udnævnte

engelske Kabinet. Londons arbejdsløse har allerede sendt

en Deputation til ham, og deres Sag er hos denne brave Mand

sikkert i de bedste Hænder.

Arbejdernes Organisationsret. Man anser det i vor Tid som

en Selvfølge, at Arbejderne slutter sig sammen i faglige Foreninger

med det Formaal at fremme deres fælles Interesser. Men

Retten til disse Sammenslutninger er Resultatet af langvarige

Kampe mod et fra oven organiseret Undertrykkelses-System, hvis

Haandhævere anvendte de brutaleste Tvangsmidler. Under Dron-

ning Elisabeth af England klippede man i Lovens Navn det ene

Øre af Arbejdere, der for tredie Gang blev grebne i Forsøget paa

„Sammenrottelser" i det Øjemed at fremtvinge en kortere Arbejdstid

eller en højere Arbejdsløn. Det bør dog tilføjes, at man

samtidig drog Omsorg for, at Arbejderne ikke led Nød. Arbejdsgiverne

var underkastede Laugsbestemmelser, der paalagde dem

strenge Pligter over for Svende og Lærlinge.

Storindustrien har for længe siden løsnet disse gensidige

Baand. Begge Parter har opnaaet frie Hænder til at organisere

sig til Forsvar for deres Stands-Interesser. Og naar man ikke til

Enighed gennem fredelige Forhandlinger om opdukkende Strids-

punkter, kæmper man, indtil en af Siderne sejrer. Det er ind-

lysende, at Nutidens industrielle Arbejdere vilde staa fuldstændig

magtesløse over for Trykket af den indbyrdes Konkurrence, hvis

de ikke sluttede sig sammen i faglige Foreninger. Kun paa

denne Made kan de vente at opnaa bedre Kaar. Og det maa indrømmes,

at Arbejdernes indbyrdes Sammenhold i høj Grad er

bleven styrket med den tiltagende Oplysning. De organiserede

Arbejdere repræsenterer nu i de fleste Stater en Magt, hvis Krav

Samfundet er nødt til at tage et stadig voksende Hensyn til.

Men vi genfinder hos de organiserede Arbejdere som hos-

alle tidligere Magthavere en Tendens til at optræde hensynsløst.

Demokratiet raaber paa Frihed, indtil det selv har faaet Over-

taget. Derefter begynder det i Frihedens Navn at udøve et lig-

nende Tvangsregimente som det, under hvilket det selv har

maattet kæmpe og lide. Tyranniet iklæder sig et andet Navn og

aabenbarer sig under andre Former. Men Undertrykkelses-


Arbejderforhold 29

Systemet over for modstridende Anskuelser sættes i Scene med

samme Hensynsløshed som før.

Faa Slagord er fra Underklassernes Side blevne udslyngede

med større agitatorisk Virkning end den mod Overklasserne

fremførte Beskyldning for en Monopolisering af Magten og

Retten. Naar Fortidens Spekulanter opkøbte saa store Mængder

Brødkorn, at de kunde diktere Forbrugerne ublu Priser, rejste

der sig en berettiget Storm af Forbitrelse mod „Monopolet" .

Og

over alt, hvor en saadan i Særinteresser bundende Koncentra-

tion af Magten gjorde sig gældende, blev Systemet ramt af den

underkuede Befolknings skarpeste Kritik. Men efter at de or-

ganiserede Arbejdere har lært deres egen Magt at kende, optræder

de tit paa samme bydende Maade overfor andre Sam-

fundsklasser.

Da vore danske Havnearbejdere og Fyrbødere for nogle Aar

siden havde en Konflikt med Det Forenede Dampskibsselskab,

gjorde de Forsøg paa gennem en faglig Generalstrejke at standse

hele den danske Eksportforretning af Landbrugsprodukter. De

mente ad Strejkens Vej at kunne diktere Modstanderne deres

Betingelser, og Hensynet til Landbrugets vigtige Interesser

blev under denne Kamp fuldstændig skudt til Side. Arbejdernes

Monopol-Tendenser kom utilslørede frem, da Landmændene

selv tilbød det nødvendige Mandskab til Skibenes Losning og

Ladning. Her, hvor Landmændene var i deres soleklareste Ret,

blev de fra de organiserede Arbejdere overøste med Haansord

og Bebrejdelser. Man nægtede dem Retten til ved egen Hjælp

at varetage deres egne Interesser. Arbejderne havde øjensynligt

levet sig ind i den Forestilling, at de ved et Magtsprog kunde

fremtvinge en fuldstændig Standsning af den paagældende Virk-

somhed, og de blev forbitrede, da de opdagede deres Fejltagelse.

Den her udtalte Dom udelukker aldeles ikke en varm Sym-

pati med Havnearbejdernes og Fyrbødernes Bestræbelser for at

opnaa bedre Kaar. Begge disse Fag trænger sikkert til Forbed-

ringer, men den Maade, paa hvilken Kravenes Opfyldelse ved

denne Lejlighed søgtes fremtvunget, var absolut forkastelig. Og

det er en daarlig Undskyldning, at Det Forenede Dampskibsselskabs

Ledere optraadte lige saa hensynsløst. Landmændenes

Ret til at handle, som de gjorde, var uomtvistelig. Forøvrigt


30

Arbejderforhold

maa det erkendes, at vore organiserede danske Arbejdere i

Regelen udkæmper deres Konflikter med Arbejdsgiverne paa

en mønsterværdig Maade. De holder paa deres Ret uden at

overskride Grænserne for Kampens Omraade. Deres forfejlede

Optræden mod Landmændene var en Undtagelse. Under den

store Lock-out saa man det Særsyn, at mange Tusinde danske

Arbejdere paa nyttig Maade anvendte den dem paatvungne Hviletid

ved at paahøre oplysende Foredrag eller paa anden Maade

at udvide deres Kundskaber.

I Rusland har Forsøgene paa Etableringen af Arbejder-

Monopolet fundet Efterligning hos flere Grene af Statsfunktio-

nærerne. Føreren trykker paa en elektrisk Knap, og Jernbane-

trafikken standses pludseligt i hele Riget. Et andet Tryk lammer

Post- og Telegrafvæsenet. Alt Fabriksarbejde ophører.

Mænd og Kvinder, der er villige til at arbejde, trues, lemlæstes

og dræbes. Et Kaos afløser Ordenen. Og hele Ruslands Erhvervsliv

udsættes for en ødelæggende Krise, hvis vidt rækkende

Følger slet ikke lader sig overse. Det er indlysende, at de faglige

Organisationer her tilsidesætter ethvert Hensyn for at fremme

deres egne Interesser. Og den Undskyldning, at det folkelige

Frihedskrav ligger paa Bunden af hele Bevægelsen, opvejer

ingenlunde de vægtige Grunde, der samfundsmæssigt set taler

imod denne nyeste Udnyttelse af Monopol-Systemet.

Man kan godt forstaa, at Arbejdernes Førere knytter store

Forventninger til Generalstrejken, der til enhver Tid vilde sætte

Samfundets utilfredse Elementer i Stand til at afstive deres

Tvangsfordringer med et: Enten-eller. Men dersom denne Tak-

tik vandt Hævd, vilde vi snart staa over for det mest hensyns-

løse Proletariat-Diktatur. I Holland dæmpede man for nogle

Aar siden Jernbanefunktionærernes Generalstrejke ved Hjælp af

tilkaldt Militær. Men den Kendsgerning, at Nutidens Arbejder-

førere opererer med Kampmidler, som Generalstrejker, vil over

alt afføde kraftige Modtræk fra Autoriteternes og Ordens-

partiernes Side. Statsfunktionærer vil blive tvungne til at give

mindst 6 Maaneders Varsel, hvis de agter at nedlægge Arbejdet.

Og Statsstyreisen kan i Tilfælde af Kontraktbud bl. a. straffe

de oprørske Funktionærer med Tabet af deres Pensionsret.

En Sammenligning af de nuværende Forhold i Rusland og


Arbejderforhold 31

Finland maa hos alle rettænkende Statsmænd vække alvorlig

Eftertanke. I Finland har man med langt mindre Forstyrrelse

opnaaet langt større Resultater. Den højere Oplysning har

støttet Ordenens Haandhævere. Den Omstændighed, at 98 pCt.

af Finnerne kan læse og skrive, medens kun 2 pCt. af det rus-

siske Folk har tilegnet sig disse elementære Færdigheder, for-

klarer en af Hovedaarsagerne til Forskellen i Finnernes og Rus-

sernes Frihedskamp. Og dertil kommer den al Autoritets-

Respekt dræbende Korruption, der i Følge mange samstemmende

Vidnesbyrd har bredt sig gennem hele den russiske Styrelse.

Ansvaret for de Overgreb, som den saa længe og saa raat under-

trykte Refolkning nu gør sig skyldig i, falder i Hovedsagen til-

bage paa Haandhæverne af det Regeringssystem, under hvilket

Overklasserne Slægt efter Slægt har udsuget og pint den arbej-

dende Refolkning. Hvor Autoriteterne saar Trældom, dér kan

de ikke vente at høste Frisind.

Den vigtigste af alle Reformer. Naar man har ladet Tan-

kerne rejse viden om og overvejet gamle og nye Reformplaner,

der tilsigter at afhjælpe Nød og Elendighed og løfte Menneskeheden

op paa et højere Trin, saa standser man til sidst foran

sin egen Dør. Rag den ligger dér et snævert Omraade, hvor de

fleste af os uden Hensyn til Køn og Kaar kan udrette mere end

Alverdens Lovgivning. Og hvis vi hver især for ramme Alvor

vilde bidrage til at kaste Solskin over denne Plet, hvor lyst og

smukt vilde Livet da blive i mange Hjem, i hvilke Sorgen nu er

en daglig Gæst. Faa Mennesker er uvidende om, at et venligt

Ord, et varmt Haandtryk og et kærligt Rlik fra et Par dybe, klare

Øjne kan fremkalde en Følelse af Fred og Lykke, som ingen

Glæde, Rigdommen formaar at købe, kan maale sig med.

Lad os gaa ind i 2 smaa Arbejderhjem med samme beskedne

Indtægter. Det ene bærer helt igennem Præget af Renhed og

Hygge. Forholdet mellem Forældrene er varmt og hjerteligt.

Mand og Kone arbejder Haand i Haand, og naar Faderen efter

Dagens Slid kommer træt hjem, løber glade Røm ham i Møde.

Den furede Pande glattes ved Synet af de smaa, smilende An-

sigter, og Arbejderen glemmer sine økonomiske Rekymringer. I

et saadant fredlyst Hjem er der godt at være. Og naar Rørnene

vokser op og drager ud i Verden paa egen Haand, saa følger


32 Arbejderforhold

Minderne med dem. Selv i den dybeste Ensomhed føler de sig

ikke forladt. De ledsages over alt af lysende Stjerner. Naar

Savn og Skuffelser knuger dem, bringer Erindringen dem en

Hilsen fra svundne Tider. Forældrenes Velsignelse varmer og

styrker dem, og med Hjemmets Eksempel for Øje overvinder de

modigt alle Hindringer. Børnene fra et saadant Hjem arver efter

Forældrene en Skat af indre Livslykke, som ingen Magt kan tage

fra dem.

I Nabohjemmet er der ingen Sans for Fred og Hygge. Kla-

ger og Skældsord hører til Dagens Orden. Forældrene trættes.

Børnene forsømmes. Manden gaar efter endt Arbejde til Værts-

huset. Konen bliver under tiltagende Savn mere trættekær, og

hele Skylden for den manglende Lykke lægges paa Samfunds-

styrelsen. „Hvis Arbejderne blot maatte faa Lov til at raade,

saa vilde Verden se anderledes ud." Og efterhaanden, som de

økonomiske Bekymringer øges, og Forholdet mellem Forældrene

forværres, bliver Samfundskritikken skarpere. Misundelsen over

for heldigere stillede Medborgere breder sig som en Smitte fra

Forældrene over paa Børnene. Livet formørkes af stadig tættere

Skygger. I et saadant Hjem er der ikke godt at være. Og naar

Børnene vokser op og drager ud i Verden, saa bliver Kampen

mod Fristelser og Skuffelser dem dobbelt tung, fordi Eksemplet

hjemme fra drager dem ned i Stedet for at løfte dem op og styrke

dem. Børnene fra et saadant Hjem arver efter Forældrene et

Læs af Elendighed, som ingen Samfundsreform kan befri

dem for.

Man behøver ikke at lede ret længe for at finde to Hjem

som de her skildrede. Men det er ikke nødvendigt at holde sig

til Arbejderstanden alene. Man kan drage beslægtede Sammen-

ligninger mellem økonomisk ligestillede Hjem paa hvert Trin

af Samfundsstigen. Og naar man er klar over denne Kendsgerning,

har man Nøglen til mange af Skæbnens Gaader. En

stor Del af Klagerne over Lykkens ulige Fordeling hviler paa et

overfladisk Skøn. Valget imellem Lys og Skygge er i langt

højere Grad, end de fleste af os aner, lagt i vor egen Haand.

Hvis det var sandt, at Livslykken lod sig udmaale efter Indtægternes

Højde, vilde den lidende Menneskeheds Haab til Frem-

tiden være bygget paa gyngende Grund.


Arbejderforhold 33

Der skrives og tales meget om gamle og nye Planer, der

tilsigter at forbedre de bestaaende Samfundsforhold. Man er

fra alle Sider klar over, at vi trænger til Reformer. Og frem-

mest i Rækken staar Arbejderbefolkningen med sine berettigede

Krav om bedre Kaar. Men alt for mange iblandt os glemmer

under Kritikken udad til at pege paa Kærnepunktet, der ligger os

nærmest. Rig eller fattig, ung eller gammel, højt eller lavt

stillet, vi har alle i vor umiddelbare Nærhed et Felt, hvor ingen

Evne til at sprede Lys kan maale sig med vor egen. Hvert Skridt

fremad paa den Vej, der her ligger aaben foran os, øger med abso-

lut Sikkerhed vort Menneskeværd og vort Velvære. Og det, der

kræves af os, er kun trofast Udholdenhed i Beslutningen om

at foregaa vore Omgivelser med et godt Eksempel. Bevidst-

heden om, at vi efter bedste Evne højner Livssynet i vor

nærmeste Kreds, skaber selv under de beskedneste Forhold en

vidunderlig Følelse af Fred og Lykke. Tvang og Haardhed avler

Trods og Kulde. Godhed og Kærlighed er under alle Kaar

Hjemmets bedste Værn mod onde Magter. Naar vi har drøftet

alle ydre Hjælpemidler mod Tidens Brøst, saa kommer vi efter

en ærlig Selvbekendelse til den Slutning: Udviklingen af den

personlige Ansvars- og Pligtfølelse er den vigtigste af alle Be-

former.

Dansk Tidsskrift. IX.


I

Fra de russiske Jøders Aandsliv,

Af Dr. J. Østrup.

Vesteuropa udgør Jøderne bestandig en særlig Race, i Øst-

europa, i Ungarn, Rumænien og navnlig i Rusland er de

tillige en særlig Nation. I denne ene, ikke altid tilfulde paa-

agtede Kendsgerning ligger Forklaringen til meget af de Begiven-

heder i Rusland, som for Tiden vækker hele den civiliserede Ver-

dens Forbavselse og Uvilje. Joden i Rusland føler sig selv

fremmed blandt sine Omgivelser, og han betragtes af disse som

en fremmed, og jo lavere Civilisationstrin, Mennesker befinder

sig paa, desto lettere har de ved at forveksle Begreberne hospes

[Fremmed' og hostis (Fjende).

Denne store Modsætning mellem Jøderne i Vest og hine i Øst

hænger for en Del sammen med det religiøse Standpunkt, de to

Partier indtager. Det lader sig ikke nægte, at de vesteuropæiske

Jøders ivrige og bevidste Bestræbelser for i national Henseende

at blive til et med det Folk, de er fødte iblandt, staar i Forbindelse

med et stadig stærkere Frafald fra den ortodokse Religion; det

vil næppe være muligt bestemt at afgøre, hvilket af de to Mo-

menter, der er Aarsag til det andet; der synes her at bestaa en

Vekselvirkning, hvis Resultater enhver, der har fulgt Jødernes

religiøse og nationale Udvikling i det sidste halve Aarhundrede,

med Lethed kan konstatere. Ogsaa sociale Aarsager synes at gøre

sig gældende; det er navnlig i Overklassen, at Bortvendelsen fra

Synagogen og Ivrigheden for at komme ind iblandt de ariske Fa-

milier først viser sig, og Jøderne i Vesteuropa tilhører jo for

største Delen Overklassen.

Det var Befrielsen fra de tidligere Aarhundreders Tryk,

som gav det første Stod til denne Udvikling. Saa længe Murene

omkring Storbyernes Ghetto'er endnu fandtes, var Synagogen


Fra de russiske Jøders Aandsliv 35

Midtpunktet i Jødens Liv og det religiøse Moment enebestemmende

for hele hans Livssyn og Tankegang. Men da han fik

Adgang til andre Livsværdier end de hidtil eksisterende, og nye

Formaal opstilledes for ham, tabte den religiøse Inderlighed i

Styrke, og en nedbrydende Udvikling begyndte, som endnu

langt fra er tilendebragt.

I Østeuropa derimod lever Jøderne endnu bestandig under et

haardt politisk Tryk. Men netop derfor staar de — endnu i alt

Fald — ogsaa i religiøs Henseende paa et i alt væsentligt fuld-

stændig uberørt Standpunkt; de føler sig netop som et Folk for

sig, som Jahvehs udvalgte Folk, der trods alle Trængsler tilsidst

skal fores til Frigørelsens Triumf, og de betragter hele Verdens

politiske Foreteelser ud fra dette ene Standpunkt. Gzaren af Rus-

land og Mikadoen af Japan, det er for dem, hvad den assyriske

Storkonge og den ægyptiske Farao var for deres Forfædre paa

Profeternes Tid, Brikker, hvormed Jahveh paa Verdenshistoriens

Skakbræt spiller et Spil, som til syvende og sidst skal ende med

Gevinst for Israel.

Den ortodokse, religiøse Opfattelse med den deraf følgende

Iagttagelse af Ritualet er for de russiske Jøder paa denne Maade

det stærkeste Baand, der holder dem sammen nationalt, men

det er ikke det eneste. De udgor tillige en selvstændig Nation i

Kraft af den Kendsgerning, at de har deres eget Sprog.

Da Jøderne i Lobet af det femtende og sekstende Aarhundrede

indvandrede fra Mellemtyskland til de polske og russiske Pro-

vinser, medbragte de deres tyske Dialekt, som efterhaanden var

bleven isprængt med en hel Del hebræiske Ord, særlig til at ud-

trykke abstrakte og navnlig alle religiøse Begreber; ti det he-

bræiske var endnu bestandig det klassiske Skriftsprog, og selv

i vore Dage har det literær Betydning; der udgives Tidsskrifter

og selvstændige Arbejder, baade videnskabelige og belletristiske,

paa hebræisk. I Modsætning hertil blev det jødetyske, som efter

Indvandringen til Rusland tilsattes med enkelte, dog forholds-

vis faa. polske og russiske Elementer, det folkelige Meddelelses-

middel; paa Grund af sin særlige Oprindelse blev det udelukkende

det Folk forbeholdt, i hvilket det var opstaaet, og den Omstændighed,

at det skrives med det hebræiske Alfabet, har kun kunnet

yderligere understrege dets eksklusive Karakter.


36

Fra de russiske Jøders Aandsliv

Det hebræiske har i dette mærkelige Macaroni-Sprog kun

haft Indflydelse paa selve Ordforraadet, hvorimod hele det gram-

matiske System er det samme som i Tysk; naar f. Eks. at spise

udtrykkes med det hebræiske „achal", saa hedder „jeg har

spist" ,,ich håbe geachelt" , og saaledes fremdeles.

Denne ejendommelige Udvikling af Jødetysk i Rusland, Po-

len og Ungarn er forøvrigt ganske analog med, hvad Joderne i

andre Lande kan opvise. De Jøder, der lever i Saloniki og andre

tyrkiske Kystbyer, taler endnu den med hebræisk isprængt

spanske Dialekt, som deres Forfædre bragte med, den Gang Islam

aabnede dem et Fristed for de spanske Inkvisitorers fana-

tiske Forfølgelser, og man vil f. Eks. iblandt det britiske Bibel-

selskabs Udgaver af det nye Testamente finde baade jødisk-

persiske og jødisk-arabiske Oversættelser, skrevne paa Sprog, der

er blevne til paa lignende Maade som det jødespanske og det

jødetyske.

Af alle disse Dialekter er imidlertid denne sidste den eneste,

der har nogen nævneværdig Literatur at opvise, og kun den be-

tragter vi derfor som et egentligt Sprog.

Det jødetyske Sprog har været en betydningsfuld Faktor til

at forstærke Jødernes eksklusive Stilling. Det er endnu i vore

Dage ikke noget Særsyn at finde russiske eller polske Jøder, der

ikke kan et Ord af det Lands Sprog, hvori de lever, men som

kun taler Jødetysk og, hvis det kommer højt, ved Siden deraf

maaske en Smule hebræisk. Paa denne Maade er ved Siden af

Religionen ogsaa Sproget blevet en Mur mellem Jøderne og den

omboende Befolkning. Hvad der siges paa dette underlige Tunge-

maal, som kun de indviede forstaar, lader sig ikke kontrollere,

og selve den Mistro, som bliver den naturlige Følge af et saadant

Forhold, har for en stor Del været medvirkende til at skabe den

Uvilje, som de brede Lags Befolkning i Rusland nærer mod Jø-

derne; det er et af de mest almene Træk i menneskelig Pøbel-

agtighed at hade alt, hvad man ikke forstaar.

Omvendt har ogsaa Jøderne ofte vidst at drage Fordel af

deres Sprogs Uforstaaelighed. Naar nu i dette Øjeblik en stor

Del af den i de vestlige russiske Guvernementer levende jødiske

Befolkning er gennemsyret af en socialdemokratisk Agitation, der

oprindelig er udgaaet fra Tyskland, saa har dette kun været mu-


Fra de russiske Joders Aandsliv 37

ligt i Ly af den sproglige Mur, som ikke den mest aarvaagne

Censur kunde gennemtrænge. Ikke blot den mundtlige Agitation

har i Reglen været umulig at kontrollere, men bag det hebræiske

Alfabets skærmende Beskyttelse er Mængder af Brochurer blevne

indførte lige for Næsen af Gendarmer og Censorer, og har bragt

Bebels og Liebknechts forlokkende Fraser til Tusinder af Læsere,

som i deres Fortrykthed med Glæde har grebet dette verdslige

Evangelium.

Man har — ikke mindst paa Grund af disse Forhold — under-

tiden været tilbøjelig til at opfatte det jødetyske som en halvvejs

kunstig Argot, der ligesom et aftalt Tyvesprog skulde bruges til

frit at tale om Hemmeligheder i Trediemands Paahør. Men dette

er en Misforstaaelse. Det er sikkert nok, at det jødetyske i det

daglige Liv i mange Tilfælde bliver benyttet som et saadant

Argot, men dette kan ikke bruges som Bevis for, at Sproget er

bleven dannet ad kunstig Vej. Det har tværtimod udviklet sig

ganske naturlig, og paa anden Maade vilde det heller aldrig have

faaet den Udbredelse, det har.

Det bedste Kendetegn paa, at det jødetyske er et rigtigt og

naturligt Sprog, er den Sejghed, hvormed de, der taler det, bevarer

det ogsaa under Forhold, hvor Brugen af en særlig, hemme-

lig Argot skulde synes mindre nødvendig. Naar man f. Eks.

gaar gennem Gaderne i Houndsditch i London, vil man over-

raskes over de mange Skilte med hebræiske Bogstaver, og naar

man lytter til Beboernes Tale i disse Gader, vil man dér paa det

frie Englands Jord høre det gamle Jødetyske igen, det sære

Tungemaal fra de dunkle Smøger i Warschau eller Vilna. Ogsaa

hinsides Atlanterhavet finder vi dette Sprog i fuldt Flor, og New

York kan rose sig af at være den første — og til Dato vistnok den

eneste — By, der har bragt dette Sprog til Anvendelse ved dra-

matiske Forestillinger.

Det er i Løbet af det nittende Aarhundrede, at dette Sprog

ogsaa har tilkæmpet sig en Plads i Literaturen. Og det er bleven

en naturlig Følge af det jødetyskes Forhold til det hebræiske, at

denne Literatur har faaet et afgjort folkeligt Præg. Det he-

bræiske er jo det lærde Sprog, det ærværdige og autoritative, og

for ethvert Emne af en mere speciel eller mere videnskabelig

Karakter er det derfor det naturlige Meddelelsesmiddel, naar en


38 Fra de russiske Jøders Aandsliv

Jøde skriver for Jøder; det er ejendommeligt at se, hvorledes man

med Optagelse af alle Slags moderne tekniske Betegnelser stadig

søger at holde Profeternes gamle Sprog paa Hojde med Tidens

Krav. Hvad der skrives paa jødetysk, er derimod beregnet ikke

for Rabbineren og den lærde Mand, men for Befolkningens brede

Lag; det er en fordringsløs Underholdningsliteratur, som i de

fleste Tilfælde har overmaade lidet med Kunst at gøre. Men

netop derved bliver denne Literatur i kulturhistorisk Henseende

interessant, fordi den giver et indirekte og just af den Grund

paalideligt Afbillede af den Befolkning, blandt hvilken den er

fremstaaet: sig mig, hvad Du læser, og jeg skal sige dig, hvem

Du er.

Naturligvis har denne folkelige Literatur et meget ensidigt

Præg; det er jødiske Interesser og jødisk Synsmaade, der her

træder frem, ligesom ogsaa Emnerne, der behandles, er specielt

jødiske. Den største Del af denne Literatur, der omfatter baade

Digte, Romaner, Noveller, ja, endog nogle Dramaer, er forfattet

i selve Østeuropa; kun enkelte jødetyske Forfattere er fremstaaede

i Amerika, deriblandt dog en af de betydeligste, og de friere

amerikanske Forhold har bevirket, at New York er bleven Midt-

punktet for det jødetyske Bogmarked. Her findes flere For-

læggere, hvis hele Forretning er baseret paa jodetysk Skribent-

virksomhed.

Det kan i denne Sammenhæng bemærkes, at navnlig i de

sidste Aartier er den jødetyske Literatur bleven beriget med en

Mængde Oversættelser; det er rigtignok for største Delen ret

tarveligt Gods, der gøres til Genstand for Forlæggernes Spekula-

tioner, Knaldromaner af den rigtige ,, Penny dreadful" -Kategori,

hvorpaa særlig Amerika er saa rig; i smaa, usselt udstyrede fem-

Gentsudgaver sælges disse i Tusindvis. Af bekendte Forfattere

har kun to rigtig fundet Naade for de jødetyske Oversætteres

Øjne, og de to er — betegnende nok — : Emile Zola og Leo Tolstoi.

Af den originale Literatur er absolut den, der frembringes

i den østeuropæiske Hjemstavn, den interessanteste. Den har

hele Duften fra Ghetto'en, det paa én Gang fortrykt klagende og

dog sejgt trodsige; under al den vemodige Følelse af Forkuelse

og Forargelse spores dog stadig den stolte Bevidsthed om. at

Israels er Jahvehs udvalgte Folk. den Bevidsthed, der har holdt


Fra de russiske Joders Aandsliv 39

denne enestaaende Nation oppe gennem Aartusinders Trængsler.

Ti det har jo netop været den ortodokse Jødes Force, at han

trods al legemlig og moralsk Smudsighed har forstaaet bestandig

at fastholde sit Livs ideelle Moment; i seks Dage tramper han

rundt blandt ,,de fremmede", tilsølet og forhaanet, ofte be-

skæftiget med Ting, hvis moralske Angribelighed han mere end

nogen anden selv er klar over; paa den syvende troner han, ren

og hædret, i Jodedommens utilgængelige Højsæde, hævet over

alle andre Mennesker, i direkte Forbindelse med den Gud, hvis

Dyrkelse giver ham hans Adelsbrev.

I den jødetyske Literatur faar Følelsen af, at det er Fast-

holdelsen ved Fædrenes Religion, der giver Jødens Liv sit bedste

Indhold, atter og atter det fyldigste Udtryk; denne Literatur er i

religiøs Henseende strengt konservativ. Ofte bryder de folkelige

Digtere ud i Klager over, at der blandt den yngre Slægt er Tegn

paa Frafald; de unge, hedder det et Sted, bryder sig ikke mere

om Talmud og Lovsangene, og de tiltaler deres Fædre paa rus-

sisk (i Stedet for paa jødetysk); men derfor bevare os vor Skaber!

at glemme vort Sprog, det vil være det samme som Døden.

Denne Holdning overfor de yngres begyndende Frafald giver

ofte den jødetyske Digter et ligefremt kulturfjendsk Præg; det er

jo den vesterlandske Civilisations Tillokkelser, der drager Ungdommen

bort fra Bønnerne og de hellige Bøger. I en Digt-

samling, der skyldes en af de mest bekendte jødetyske Digtere,

hedder det saaledes 1

):

Was darfen mer (o: bediirfen wir) eure Eisenbahnen,

mer haben Qefizes had-derek (vi kan gaa paa Landevejen);

was darfen mer eure schwarze Kunst,

Telephonen und Telegrammen,

Gillui Eliahu (Elias' Aabenbaring) is da bei uns,

a Ruach in euer Mammen (forbandet være eders Rigdom).

I politisk Henseende er det værd at lægge Mærke til, at de

jødetyske Digte fra Rusland altid udtaler overordentlig Loyalitet

overfor Czaren; ogsaa paa dette Punkt mærkes Modsætningen

mellem Digtenes Ophavsmænd og den yngre Generation, der er

* Her og i de følgende Citater tilfojes paa tysk Forklaringen til de tilsvarende

Dialektudtryk og paa dansk Oversættelsen til de forekommende hebræiske Udtryk.

En sammenhængende dansk Oversættelse vilde ikke formaa at gengive Originalens

ejendommelige Karakter.


40

Fra de russiske Joders Aandsliv

bleven paavirket af Socialdemokratiet. Man kan i disse Digte,

hvor Forfatteren gaar ud fra helt at være blandt sine egne. under-

tiden finde ret skarpe Udtryk om de kristne i al Almindelighed,

men om Czaren tales der altid i oprigtig Ærbødighed; ,,for hans

Lykke og Liv og Sundhed kan vi bede Dag og Nat," hedder det i

et anonymt Digt, ,,das getråuste Jiidli" (3: das getroste Jiidlein).

Og samme Steds siges det med en ganske karakteristisk, pudsig

Vending:

»es is ihm (o: Czaren) awaddi (altid) gut bekannt,

wie die Zoroh (Trængsel) auf die Juden is sehr gross,

er weiss aber gut, der Vater Land (o: der Landesvater),

as (o: dass) das Jiidli dreht sich bestandig aus (altid forstaar at

klare sig).«

Og Lydighed præker derfor ogsaa den jødetyske Digter over-

for de statsborgelige Krav, som Czarens Regering stiller. I et

Digt, ,,der Mutter Abschied" , indskærper Moderen den til Krigstjeneste

bortdragende Son hans Pligter som Soldat, samtidig med

at hun formaner ham til at holde fast ved sine Fædres Tro:

»dein Blut, dein Leben solist Du nit schonen.

as me (o: wenn man) verlangt es von dir;

willen Menschen dir nit belohnen

bezahlt dir Gott dafiir.«

Og derpaa taler hun videre, saaledes:

Sei gesund, rnein teures Kind,

dort kommt der Offizier,

sei gesund und geh geschwind,

er fragt gewiss naeh dir;

geh gesehwind-nein, seh' noch auf

bald wird man euch araus (o: heraus) treiben

gieb mir dein Hånd und schwor darauf,

du solist a Jud nur bleiben.

A klein Sidurel (Bedetørklæde) und a Paar Tefillin

(Bederemme)

auch Zizis (Frynser) gieb ich dir mit,

vergiss nit, mein Kind, um Gottes Willen,

vergiss dein Glauben nit:

und as Du hast a Weile Zeit,

— konnst' aufkommen in Sakkonoh (Fare) —

leg die Tefillin und geh beiseit'

und dawen mit Kawonoh (og bed med Inder-

lighed).


Fra de russiske Jøders Aandsliv 41

Und as nie schickt euch in Milchomoh (Krig)

sich mit dem Sone (Fjende) zu schlagen,

vertrau den lieben Gott dein Neschomoh (Sjæl),

und vergiss nit Widwi (Syndsbekendelsen) zu sagen;

kommst Du zuriick, solist Du mir schreiben,

das wird sein auf mein Wunde Bomel (Balsam)

vergiss nit a Minjan (Frimærke) drauf zu kleben,

und zu benschen gomel (og at velsigne og takke)«.

Man kunde blive ved med disse i al deres naive Ubehjælpsomhed

saa rørende Følelsesudbrud fra den jødetyske Digtning,

men jeg tør ikke trætte ,, Dansk Tidsskriff's Læsere med de mange

tyske Citater. Jeg skal derfor til Slut endnu kun fremdrage et

Par Vers af et Digt, der i al Korthed giver et Indbegreb af det

bedste i den jødetyske Digtning overhovedet; allerede for adskil-

lige Aar siden har jeg i en flygtig Omtale af moderne jødisk

Literatur gjort opmærksom paa dette Digt, der findes i en Digtsamling

,,Schichas Cholin" (Folkesproget), udgivet i Warschau

1889 af Juda Leb Gordon. Digtet er en Lovprisning af Thora,

Loven, og med religiøs Stolthed skildrer Digteren i kraftfulde

Rytmer, hvad Loven har været for Israels Folk. Det hedder deri

saaledes:

Die heilige Thora, geschrieben auf Permet (Pergament)

ist doch unser Trost in unserer Armut,

alles auf der Welt haben mer verloren,

der Bet ham-miqdosch (Helligdommens Hus) charub (ødelagt)

geworden,

charub das Land, wo mer senen (o: mir sind) gesessen,

viel unser Laschon (Sprog) haben mer vergessen,

nite (o: nichts) unser Melukah (Kongedømme), nite unser

Kehunah (Præstedømme)

nur uns is gcblieben unser Emunah (Tro),

Gott in Herzen, die Thora in der Hånd,

senen mer gegangen von Land zu Land;

viel Zoros (Trængsler) gelitten, doch lebend geblieben,

durch die heilige Thora, auf Permet geschrieben.

Kommt, liebe Bruder, kommt aher, Giicker,

kommt, lass mer offnen die historischen Bucher!

was erzåhlt die Geschicht, was schreiben die Chronikes

nur Baubergeschichten, Maasos (Bedrifter) von Baspoinikes

(Udaadsmænd)

unser Geschicht', so gross wie die Erd,

is nit mit Feder, nur mit Schwert,


42 Fra de russiske Jøders Aundsliv

nit mit Tint' geschrieben, nur mit Blut und Zåhren,

nit in Leipzig gedrucht. nur in Glut des Schweren,

nit in Goldschnitt gebunden, nur in Ketten und Eisen,

lass mer mal einer kommen und weisen,

\vo hat man uns nit verfolgt und vertrieben,

fur die heilige Thora, auf Permet geschrieben.

Und getzt? is's schon besser? låsst man uns zufrieden?

hat man amal erkannt, dass mer Juden

senen auch Menschen also wie die andern,

wollen mer nicht mehr in der Welt 'rum wandern?

will man sich auf uns mehr nit beklagen,

das weiss ich nit, das kann ich euch nit sagen;

eins weiss ich — es lebt noch der alter Gott oben,

die alte Thora unten und der alter Glauben;

drum sorgt nit und hofft auf Gott den lieben,

und auf die heilige Thora, auf Permet geschrieben.

Saaledes taler kun en virkelig Digter, skabt, som han er

bleven det her, af den religiøse Fortrøstning og den menneskelige

Indignation.

— Den prosaiske Del af den jødetyske Literatur staar absolut

tilbage for den poetiske: det uudviklede Sprogs Ubehjælpsomhed

træder i Prosaen tydeligere frem, og de ensidige jødiske Emner

gør for Ikke-Jøder Fortællingerne ret uinteressante. Vi læser

om den unge, fattige Rabbiner, der ved sin Lærdom og Dygtighed

vinder sin Elskede, den rige Købmands Datter, eller om Mar-

tyrernes Udholdenhed og Forsagelse under de kristnes Forfølgel-

ser; men det hele er ofte fremstillet paa en underlig barnagtig

Maade, og de mindre heldise Egenskaber i JødensKarakter, det ret-

haveriske og selvgode og Samvittighedsløsheden overfor fremmede

træder her nu og da frem med stødende Tydelighed.

Den, der vil lære den russiske Jøde at kende fra hans bedste

Side. skal derfor holde sig til den folkelige Poesi. Det er, naar

man kommer i personlig Berøring med russiske og polske Jøder,

ofte ret vanskeligt at bevare nogen Sympati; meget legemligt og

end mere aandeligt Smuds klæber ved dem efter Aarhundreders

Fattigdom og Forkuelse. Saa meget mere oplivende er det da

her igennem den folkelige Digtnings simple og ukunstlede Rytmer

at hore Toner, der kommer direkte fra det varme, bankende

Menneskehjerte, og man mindes Goethes dejlige Ord:

Der Gottliche låchelt, er siehet mit Freuden

durch tiefes Verderben cin menschliches Herz.


DE

Vækkelsesmøderne.

Af Pastor A. Fibiger.

syv Lægmænd, som i November 1890 udsendte det første

Kirkesags-Opraab til Danmarks Menighed, — disse syv, hvis

Navne nok vil komme til at straale i den danske Kirkes Historie,

fordi de midt i en kirkelig set forsagt og død Tid havde Mod og

Tro til at hejse Kirkesagens Banner, — de gav deres første Op-

raab denne Titel: „Den kirkelige Nød i København" .

Det var dem dog ikke om at gøre alene at faa bygget Kirker

herinde, — i hvert Fald da ikke deres endelige Maal, selv om

dette til at begynde med kom til at rykke frem i første Linje.

Men Maalet, det endelige, var den Gang og er endnu: at af-

hjælpe den aandelige Nød, — den, som vi, der selv er blevne

hjulpne hos Synderes Ven og Frelser, kun tror kan afhjælpes og

bødes af den eneste samme Jesus Kristus ved hans Naades

Evangelium.

Men der hørte Trosmod til at turde begynde den Gang.

Ti vi ved jo, hvorledes Tiden den Gang var, — Firsernes

Kampaar var ved at ebbe ud i stærke Dønninger. De to store

Bevægelser: den europæiske Salonradikalisme i de højere og

Socialdemokratiet i de lavere Klasser stod i deres fulde Flor,

begge lige kraftige og begge lige afgjort kirkefjendske.

Og overfor disse to stærke Fjender stod en forsagt og afmægtig

Kirke, hvis velmente og oprigtige Forsøg paa at være

noget for Sjælene uhjælpeligt strandede paa den tusindhovedede

„Masse", der var traadt i Menighedens Sted. — Tænk blot et

Sogn paa 40,000 Mennesker, hvilken umulig Opgave for en

Sjælesørgergerning! Og saa naar Sognene blev paa 50, 60, 70, ja,

der har en Tid i København været to Sogne, hver paa 72,000

Mennesker!


44 Vækkelsesmøderne

Saa var det, Kirkesagen begyndte! Vi maa have de Kæmpesogne

slaaede i Stykker, Distrikter skilte ud, ikke mere end

10,000 Mennesker i hvert Sogn og saa to Præster o. s. v.

Men over og bagved det hele. ogsaa over alt det, som i 12—15

Aar tog Teten og traadte frem i forste Linje: Opførelsen af Kirker.

Udskillelsen af smaa Sogne, dér laa bestandig de syv Lægmænds

forste Hjertesuk: Afhjælpningen af den aandelige Nød, Redningen

af de tusind, tusind Sjæle, vildforte og vildfarne i Vantroens,

Aandsfortærelsens

Mørke.

og Materialismens ravnesorte og haabløse

Og nu er det jo, som om det lysner!

Ikke blot er der siden 1890 bygget og indviet ikke mindre end

26 nye Kirker i København og ansat over 50 nye Præster herinde;

men i en Aarrække er der gjort et trofast og energisk Pioner-

arbejde, dels ved en klar og afgjort Prædiken, der har draget

større og større Skarer til Kirkehusene, og dels ved et stille Ar-

bejde gennem Husbesøg og Sjælesorg overfor de enkelte.

Og hertil kom jo saa. at samtidig med, at Kirken saaledes be-

gyndte at rejse sig af Fornedrelsen og blive sig sin Kraft bevidst,

samtidig dalede de to omtalte Modstanderes Mod og Betydning.

De socialdemokratiske Fraser blev noget hule og slidte, og

70ernes Gennembrudsmænds Idealer, der en Gang rykkede

morgenfriske frem med flyvende Faner og klingende Spil, viste

sig i det brutale Dagliglivs graa Virkelighed noget forlorne og afmægtige,

naar det gjaldt i Livets Kamp.

Og i de sidste Aar er det jo gaaet som hin Dag paa Karmels

Bjerg, hvor Elias stod ene overfor de 850 Afgudspræster. Da de

mærkede, der intet Hjerte var, som de kunde naa med deres Raab,

saa ,,raabte de højere" — , hulere og tommere klang de store

Bravader og Tirader. — tilsidst begyndte de at flænge sig selv

med Knive, — flere end én har fortvivlet og plukket søgt den

sidste Løsning paa Livets Gaade i Selvmordet og stirret ind i Dø-

dens tomme Øjenhuler gennem den gabende Revolvermunding.

Da fik for denne blaserede, slappe Slægt Evangeliet Klang

paany. Budskabet om en Fader, der elsker Menneskenes Børn i

Jesus Kristus, — om et Hjerte, der lider med os og fryder sig ved

at favne arme, fortabte Syndere, at frelse de bævende Duer.

Den forste Gang Kobenhavn som Helhed begyndte at lytte. —


Vækkelsesmøderne 45

den første Gang, da vi begyndte at opløfte vore Hoveder, fordi

vi forstod, at nu var det Strømvendingens Tid, nu bar det atter

opad, — det var ved Adventsugen 1904.

Dette, at der blev holdt Gudstjeneste samtidig i 43 Kirker, at

de var fyldte Aften efter Aften med Tilhørere i Titusindvis, det

viste, at vi var begyndt at faa Tag i Folket selv herinde.

Var Adventsugen en grøderig Saatid, saa synes vi, vi nu har

fundet Løvspring herinde, en velsignet Vaartid, nu da Vækkelsesmøderne

har gaaet deres Sejrsgang hos os.

I Forsommeren henvendte Pastor Mollerup ved Frihavns-

kirken sig til Redaktør, Pastor Matthiesen og foreslog ham, at

der skulde afholdes en Række Vækkelsesmøder sidst i September.

De henvendte sig atter til mig, og jeg tiltraadte Tanken, idet jeg

foreslog at tage Kirkefondets Sekretær, Pastor Friis-Hansen, med.

Vi fire mødtes da en Dag i Juni og udkastede Planen i store Træk.

Vi var enige om, at Møderne burde anlægges i større Stil end

sædvanligt. Vi vilde se at faa København i Tale og vilde derfor

bl. a. bruge Gadeplakater, Løbesedler en masse o. s. v. Der-

næst var vi enige om, at kun Mænd, der tilhørte Folkekirken,

maatte faa Lov at tale ved Møderne. Endvidere, at vi vilde søge

Tilknytning til og Støtte hos de bestaaende Menighedssamfund

omkring i Kirkerne og bad derfor hvert Sogn vælge 2 Mænd og

2 Kvinder, som kunde være Mellemmænd mellem Samfundene

og os og være vore Tillidsmænd ved Møderne, idet vi vilde hen-

vise vakte og søgende Mennesker, som kunde ønske en personlig

Samtale, til disse vore Venner, som forsynedes med røde Sløjfer.

Endelig, hvad selve Møderne angik, at vi vilde lægge Vægt paa

Friskhed, Knaphed, Korthed og Livlighed forbunden med megen

Sang, livlig Sang og stærk Sang, hvorfor vi fik ved Cand. Rutze-

becks energiske Arbejde indøvet et frivilligt Kor paa 5—600

Sangere.

Efterhaanden udviklede sig saa den Praksis, at der blev to

Talere i Stedet for spredte, korte Vidnesbyrd, og Pastor Mollerup

og jeg har nu gaaet hele Kampagnen igennem sammen.

Saa begyndte Møderne i Koncertpalæet, 15 Aftener i Træk i

den sidste Halvdel af September.

Der var en ikke ringe Spænding og Forventning iblandt os.

Og mange troende Mennesker holdt sig fra først af forsigtigt


46

Vækkelsesmuderne

tilhage. Det er jo altid saa beroligende at holde sig en Bagdør:

,.det tænkte jeg nok" aaben, for at kunne salvere sig ud af den i

Tilfælde af, at Foretagendet mislykkes.

Men Herren, som altid gør langt ud over, hvad vi kan vente

og forstaa, velsignede fra den fyrste Aften Møderne og arbejdede

med og stadfæstede Gerningen ved medfølgende Undere og Tegn.

Straks den første Aften, da den store Sal var fyldt, maatte

vi tage den lille Sal med i Brug, og da den var fyldt, stuvedes

Mennesker sammen i Forhallen, som ligeledes blev fuld. Og

Herren, som havde sendt de mange Mennesker, sendte os ogsaa

Hjælpere og Talere.

Dagen før det første Mode talte jeg med en af mine Venner,

en troende Præst. Hans Stilling var meget betegnende og meget

almindelig. ,, Kommer De ind og hjælper os i Morgen?" spurgte

jeg. ,,N—ej, jeg skal hen at besøge min Moder." ,,Aa, kom nu

ind og hjælp os!" „Nej, kommer jeg, vil jeg da i alt Fald kun

ind at se paa det!" Og derved blev det.

Kl. godt 8 næste Aften kommer han dryssende ind til Koncert-

palæet for at se. hvordan dér saa ud. Til sin store Forbavselse

kan han ikke komme længere end til Forhallen, saa fuldt var der.

Saa gaar der Ild i Manden med det samme, han springer op paa

en Stol og begynder: ..Ja, kære Venner, vi er jo kommen til at

staa udenfor! Men det er en gal Stilling; ti der staar i Guds

Ord: ,,der bliver Graad og Tænders Gnidsel, naar I faa at se

Abraham, Isak og Jakob at sidde til Bords i Guds Rige; men

Eder at være udstødte udenfor" (Luc. 13). Men er vi nu end

komne udenfor i Aften, saa lad os se at komme indenfor i Guds

Rige" , og saa talte han til dem.

Og saadan gav Herren os den ene Arbejder efter den anden,

idet de blev kastede paa Hovedet ind i Arbejdet.

Vor største Bekymring ved Møderne i Koncertpalæet blev

denne: hvad skal vi dog gøre for at skaffe Plads til alle de Mennesker,

der vil hore Guds Evangelium? — en dejlig Bekymring

for Evangeliets Forkyndere!

Om det saa var de Aftener, der var Mcide for Mænd alene,

var begge Salene overfyldte. Det var for Resten helt underligt,

naar man traadte ind, at se disse lange, lange Rækker af Mandshoveder,

— Forsamlingen gjorde et anderledes bart Indtryk, end

naar Rækkernes lige Linier blev brudte af Kvindehatte og Haar-


Vækkelsesmøderne 47

brus. De Aftener, da vi havde Mændene alene, faldt der ellers

drøje Ord, der gik lige løs paa Mændenes særlige Synder. Men

aldrig blev Stilheden brudt, ikke ved et eneste af alle 15 Moder.

Og betagende var det at hore .,Jeg siger Ja til Jesus" sunget

med Kraft af 2—3000 Mandsroster! Og jeg tror ikke, at nogen

vil kunne glemme det Syn, som hver Aften frembud sig fra Sa-

lens Baggrund, hvor de Hundreder af unge Sangere fra den stærkt

oplyste Tribune med Liv og Lyst sang Glory-Sangen eller Sol-

skinssangen ud over de lyttende Skarer.

Der var Aftener, hvor vi foruden Koneertpalæets to Sale og

Forhallen tillige fyldte Garnisonskirke og Menighedshus, — paa

saadanne Aftener var der 7—8000 Mennesker til Møde og 20—30

Talere i Gang, — Pastor Mollerup og jeg altid i den store Sal, og

andre, Præster og Lægmænd, de andre Steder. Talt har ca.

70,000 Mennesker deltaget i Moderne derinde.

Koncertpalæet kostede ca. 200 Kr. pr. Aften, alt i alt kostede

med Avertering o. s. v. Kampagnen derinde halvsjette Tusind

Kroner; men uden at vi bad om Penge en eneste Aften, indkom

hele Summen snart fra Venner hele Landet over i frivillige Bi-

drag.

Siden er Moderne blevne fortsatte rundt om i Byen. Pastor

Mollerup og jeg har fulgtes ad først i ., Figaro" , siden i „Sommer-

lyst" , ialt 25 Aftener, medens andre har talt i ,, Kæden", ,,Fø-

niks" ,, Stjernekroen" ,. Folkets Hus" ,

,

og Teatersalen paa Kløver-

marksvej foruden i forskeilige Kirker.

Derefter standsede Vækkelsesmøderne i Adventsugen for at

begynde igen straks efter i Lørups Ridehus. Dette mægtige Lo-

kale var fyldt Aften efter Aften, — Sangen af 6—700 Sangere

lød aldeles betagende i det store Rum, og hermed afsluttede vi

Møderne for det gamle Aars Vedkommende.

Saa endnu tre Ting.

Hvorfra stammer denne Bevægelse?

Ja, siden Adventsugen i Fjor synes jeg, man kan sige, den er

indfødt; men selvfølgelig har den faaet stærke Impulser fra de

Vækkelser, der er gaaet over Amerika, England og Norge sidste

Vinter. Men aandelig set har den sin Rod i hele den aandelige

Side af Kirkesagens Arbejde herinde, og jeg for min Part nærer

ikke mindste Tvivl om, at den er født af Bøn, udsprungen af en

levende, hellig Forventning om, at Tiden nu maatte være inde til


48

at bygge med „levende Stene" ,

VækkelMsinodeme

ligesom der længe var bygget paa

Kirkehusene. Den Bøn, der har været som et Feltraab i andre

Lande: „Herre! send os en Vækkelse! og begynd den i mit Hjerte

— for Jesu Skyld!" den er ogsaa bleven et Løsen hos os og er i

lang Tid, hele Sommeren igennem, bleven bedt af Tusinder af

Guds Bom i vor By og over vort Land. Og Vækkelsen er da

forst og fremmest Svar paa Bøn fra den levende Gud, som hører

Bønner.

Dernæst: hvem kommer til Vækkelsesmøder?

Alle Slags af alle Stænder! Vi har i Koncertpalæet set „fine

Folk" sidde sammen med jævne Mennesker, — Officerer og Kul-

sjovere, — Læger og Alfonser, — fine Fruer og Skøger, — alt og

alle! Og vi har set i „Figaro" Vesterbros-Sidegadernes jævne

Smaafolk blandede med „de unge Socialisters" ziinftige Grøn-

hed. — og i „Sommerlyst" den frederiksbergske Middelstands

solide Kærne, og i Ridehuset igen som i Koncertpalæet lidt af

hver Slags, — Stockholmskvarterets silkeraslende Elegance og

de arbejdsløses fattigfortrykte Skare.

Vi har ved vore velsignede „Eftermøder" talt med og bøjet

Knæ med alle mulige Slags Mennesker, lige til de dybest sunkne,

og nogle af alle Stænder er blevne omvendte.

Og endelig: hvad er der saa sket og vundet?

Ja. Sandheden tro, maa vi jo sige. at den egentlige „store

Vækkelse" er ikke kommet endnu. Det var derfor med velberaad

Hu, jeg ovenfor kaldte Adventsugen i Fjor en Saatid, og Væk-

kelsesmøderne en Vaartid.

Men lige saa vist ved og tror vi, at det Ord skal staa evig fast,

som lover os, at Sæd og Høst ikke skal aflade. Og vi kan ved

Guds Naade sige, at vi har ikke blot holdt Vækkelsesmøder; men

at der virkelig ogsaa er Vækkelse i København.

Først og fremmest — og det er, menneskelig talt, Garantien

for den kommende store Vækkelse — blandt de Troende. En ny.

flammende Ild, en levende Forventning, en stor, ukendt Frimo-

dighed, et helligt Begær efter at blive brugt af Herren, efter at

blive „Sjælevindere for Jesus" .

Dernæst: Evangeliet forkyndt for mere end Hundredtusind

Mennesker! Et dristigt vovet Slag, som blev vundet, en Sejr for

Kirken, som de store Masser var bleven fremmede for og fjendt-

lige imod. — en Sæd saaet, som har Guds-Ordets Forjættelse.


Vækkelsesmøderne 49

at det skal ikke vende tomt tilbage, en Fremgang over hele Linjen

i det store, almindelige Omdømme.

Og endelig sidst, men ikke mindst: de positive Resultater af

Sjæle, som er blevne frelste og har vundet Frelsens Vished. Ved

Guds Naade har vi ogsaa faaet Lov at se Frugter, foruden alt det,

som er vundet i det skjulte og kun kendes af Gud, der ser i

Løndom.

Men vi har faaet ny Tilgang til vore Menighedssamfund af

nyomvendte. friske, glade Guds Børn. Og skønt ingen af os har

forsøgt at tælle eller holde Tal, saa ved vi dog, at det er mange

Snese af Sjæle, som i dette Efteraar har fundet Livet i Gud.

Jeg, som har faaet Lov at staa midt i Arbejdet fra Aften til

Aften, ved det af Erfaring. Og de mange Brevkort, vi har

sendt rundt om i Byen til Menighedssamfundene, hvor de paa-

gældende, vi har talt med, bor, vidner om, at der allerede har

været Høst efter Sæden.

Jeg har haft den Glæde i St. Mariæ Kirkesal at vie en Kvinde,

der i ni Aar har været en offentlig indskreven Skøge, men som

nu er et kært, troende Menneske, tvættet ren i Lammets Blod,

— og hun med 6—7 andre unge Kvinder har hver Lørdag Aften

gaaet rundt fra Beværtning til Beværtning og sunget om Jesus,

saaledes at der i hine Kredse er bleven et stort Børe, og flere er

blevne klart omvendte.

En Aften mødte i Bidehuset 9 Mænd, som var blevne ind-

budte Dagen før paa en af de obskureste Beværtninger i Farver-

gade, og én, der i mange Aar har levet som Alfons og Bondefanger,

er bleven ,,en ny Skabning i Kristus, for hvem det gamle

er forbigangent, og alt er bleven nyt."

Og dette Arbejde fortsættes stadigt — rundt om i Distrik-

terne, i vore Sogne, bærer en Hær af frivillige Hjælpere Bud-

skabet ud om Synderes Frelser og Ven, og vi venter endnu større

Ting af Herren.

Vi, som fik Lov at være med, synes, vi maa sige med Digte-

ren: „lyksalig den, der med sit Folk en saadan Tid har levet!"

Men vi vil ogsaa gerne ydmygt bekende med den gamle

Sanger: ,,ikke os, ikke os. Herre, men dit Navn ske Ære for din

Miskundheds og Sandheds Skyld."

Dansk Tidsskrift. IX.


Racespørgsmaalet i Samfundspolitik

og Verdensøkonomi.

Af Carl Kohl.

1.

Indenfor Menneskeslægten indtager de forskellige Racers Ci-

vilisation højst forskellige Trin, fra det lavest staaende

Negrito Folk til den hvide Europæer. Og da Menneskets mest

udtalte Karaktertræk just er Evnen til at skabe Civilisation, maa

denne Evne i første Række tages i Betragtning ved Indordning i

Slægtens Rangforordning.

Naar Jordens forskellige Egne fremviser saa uhyre Forskel-

ligheder i deres Beboeres Civilisation, ligger det nær at søge Aar-

sagen hertil og Virkning i Racernes ydre Betingelser for at fast-

slaa. om en Races nuværende Overlegenhed viser sig udadtil ved et

eller andet legemligt Tegn.

For at faa et Udgangspunkt for Sammenligning har man

valgt Aben dertil, det Dyr, der legemligt kommer Mennesket nær-

mest. Man gaar da ud fra, at jo mere et Menneske fjerner sig

fra Aben, des højere staar han indenfor Menneskeslægten. Hoved-

forskellen mellem Mennesket og Aben er Hjerneskallen, hvis

Indhold hos Menneskene svinger fra ih til lf Liter imod hos de

højeste Aber, Menneskeaberne, kun h Liter.

Det Princip, der i Almindelighed behersker Dyre- og Plante-

riget, maa ogsaa gælde dets enkelte Dele, altsaa ogsaa Mennesket.

Her lader vi da gælde en Udviklingsstige i opgaaende Linje,

hvor vi, den hvide Race, sætter os øverst, idet Forholdet af

Hjernevægten til det øvrige Legemes gaar opad fra Aberne til den

laveststaaende Menneskerace, og herfra til den højere, hvor det

hos den hvide Race synes at have naaet vel næsten den højeste


Racespørgsmaalet i Samfuudspolitik ug Verdensøkonomi 51

Udvikling, der er forenelig med Legemets naturlige Bygning. —

Tyskeren Johannes Ranke var den første, der fremsatte den

Tanke, at Hjernens Udvikling behersker hele Legemets. Det er

Hjernelivets Ændringer og deres Udslag og Arvelighed, hvoraf

Menneskets legemlige Bygning afhænger, og derigennem atter det

organiske Grundlag for hele det sociale og sjælelige Liv. Naar

det saaledes viser sig, at det hvide Menneskes Bækken er betyde-

ligt bredere end Negerens, er Grunden den, at den hvide Kvinde

føder de Børn, der har den største Hjerneskal. Anatomisk er den

hvide Kvinde gaaet forud i Udviklingen, og som hos alle énkønnede

Væsener maa det ene Køn ligne det andet. En stærkt

udviklet Hjerne nødvendiggør det brede Bækken for at kunne

føde det næste Slægtleds Barn.

Hvad Hjernens Evner angaar, er der ogsaa et andet Særkende

til Vurdering af Fremskridt, et Udslag af direkte Tilbagevirkning

mod det organiske Milieu, og som paa en kendelig Maade del-

tager i Omformningen: Bevægelsen. Den tjener til at finde sig til

Rette i Omverdenen, o: den er Dyrenes fprste Livsbetingelse.

Hos Hvirveldyrene er Skelettet ikke mere som hos de lavere

Dyr et Skjold eller et Panser, der tillige er Forsvarsmiddel, men

en Akse, hvorom Musklerne grupperer sig, hvilket vil sige. at

Bevægelsesfriheden bliver ubegrænset, medens Forsvarsevnen

kommer til at ligge i denne Bevægelsesfrihed.

Menneskets lodrette Akse tillader ham øjensynlig den hur-

tigste Bevægelse i alle Retninger.

Bevægelsen selv er imidlertid kun den mekaniske Del af Ar-

bejdet. Dette ledes fra Hjernecentret, Bevægelsens aandelige

Støttepunkt, hvor man altsaa har Maalestokken for Racernes

Ordensfølge ved Bevægelsens forskellige Udvikling og Form-

rigdom. Sikkert er Bevægelsen den bedste Maalestok for baade

den legemlige og den kulturelle Ydeevne. Enhver Viljetilskyn-

delse, der bliver til Handling, omsættes i Bevægelse. Bevægelse

er overhovedet Liv.

Den virkelig overlegne Race kan kendetegnes ved Evnen til

fortsat, varig, legemlig og aandelig Anstrengelse. Hele Livet be-

staar for Mennesket i Kamp mod Naturen, mod Lidenskaber og


52 Kacespørgsmaalet i Sanifundspolilik og Verdensøkonomi

Instinkter, og derved ogsaa mod sine Lige; — en Kamp, hvori

den mindst veludrustede maa bukke under. Det er Livsvilkaare-

nes Haardhed, den pinlige Kamp mod Naturens Ugunst, der vir-

ker æggende og vækkende paa den Race, der har Fremskridtsmuligheden

og Evnen til en højere Civilisation i sig. Modstilling

er Oprindelsen til alt. Uden Modsætning intet Frem-

skridt, det er den Lov, som Civilisationen hidtil har fulgt.

For at leve maa der kæmpes. Stilstand er Død, siden Livet

er stadig Søgen efter Ligevægt.

Og Mennesket er skabt til Kamp, baade for sin materielle Til-

værelse og for sin aandelige og legemlige Udvikling.

Men denne Kamp for sig selv skifter hos Mennesket Karakter

ved den „gensidige Forpligtelses" Mellemkomst, naar Men-

nesket for at tilkæmpe sig Fordele for sig og sine slutter sig til

andre, der har fælles Interesser med ham.

De menneskelige Grupper stræber hen imod at vokse uophor-

ligt, og derfor maa Gruppens samlede Livselementer, den fælles

Livsvilje, beherske Individerne. Ti et Samfund er ikke en sim-

pel Sum af Enere. Idet de forbinder sig, trænger ind i hverandre

og blandes, da fødes af de enkelte Livsviljer en ny, en Samfundsaand,

der er den bestemmende Aarsag til Gruppens Handlinger

ved den Tvang, som alle udøver paa enhver. Samfundet

er et socialt Legeme, hvori den enkelte tager Del, lige saa snævert

og ligeformigt som Cellen i et dyrisk Legeme. Ligesom det

dyriske Liv boer i hver Celle, saaledes boer det politiske og

sociale Liv i hvert Individ. Ligesom Hjernen i Legemet udøver

Samfundsaanden sin Indflydelse paa Samfundselementerne, — en

Indflydelse, der søger at tildanne de enkelte i sit Billede, — et

Tryk, der ikke mærkes, saa længe Elementerne giver efter, men

som f files, om de forsøger at gøre Modstand.

Som Grundlag for den gensidige Interesseforpligtelse som

sociale Faktorer til Gruppedannelsen tjener først Familien, saa

Horden, Nationen, Racen.

En Race er en Helhed af lige Individer, der, hørende til

samme Art, har modtaget og ad naturlig Frembringelses Vej har

forplantet en oprindelig Afarts Karakterer. Menneskeslægten er


Racespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 53

Enheden, Racerne er denne Enheds enkelte Dele, eller — for at

benytte Quatrefages' træffende Sammenligning — Slægten er en

Træstamme, hvis Grene er de forskellige Racer.

„Race" og „Folk" er ikke Regreber, der dækker hinanden.

Race betyder fælles Blodafstamning; den er et antropologisk

Begreb, der viser Mennesket som Individ i Sammenhæng med

det naturlige Liv. Folk er et Kulturbegreb — et etnologisk Begreb,

der mere omfatter Mennesket socialt i Sammenhæng med

Samfunds- og Statslivet. Folkebevidstheden er ikke umiddel-

bart givet, — men det er Racefølelsen, opstaaet som den er af

Familiebevidstheden*).

Man siger, at en Menneskegruppe, hvem det lykkes stadig at

leve sit eget Liv, er et Folk, der ejer en national Sjæl. Men

over denne Aand udstrækker sig en anden, endnu større, endnu

videre, mere varig end de nationale Grænser, — den, der omfatter

alle Nationer af fælles Rlod: deres fælles Civilisations Aand,

Racecivilisationens.

Mere end nogen tidligere Tid er vor de om sig gribende Soli-

dariteters. For hvert Folk, hver Stat synes deres naturlige Græn-

ser for snævre, og man fordrer for sin Handel, sin Industri stedse

nye Territorier eller nye Indflydelsesomraader. Og netop Race-

aanden spiller en stor Rolle, naar Sammenslutningens og den

fælles Fordels Tanker vaagner i et Folk. Ti hvem forstaar man

bedre, og med hvem har man flere fælles Interesser end med

dem, der er af samme Blod?

Saaledes indtræder paa Verdens Skueplads de store Grupperinger,

der vel en Dag kunde ende med at tage fast Form:

Pangermanismen, Panslavismen, Panmongolismen o. s. v.

Europa er tvunget ud af sin Hjemmepolitik; dets Interesser i

oversøiske Lande er blevne saa mægtige, at Staternes indbyrdes

Stilling ikke mere overvejende bestemmes ved Modsætninger og

Sammenslutninger indenfor Europas Grænser, men hovedsagelig

ved deres Bestræbelser og Maal i andre Verdensdele.

I vor Tid er næsten hele Kloden i europæiske eller eu-

ropæiserede Magters Haand. Den hvide Races Udvikling og Held

har været som et Vidunder; som en fransk Politiker en Gang

udtalte, udnytter den Verden som en stor Avlsgaard.

* Carl Kolil: »Den norri-ariske Race.« Ord och Bild, Aug. 1904.


54 Racespørgsmaalet i Sanifundspolitik og Verdensøkonomi

Menneskenes Lighed er ikke af denne Verden. Mennesket

stræber altid efter at udøve Herredømme over andre paa den

ene eller anden Maade. Blandt primitive Folk kan Hensigten

simpelt hen være at gøre Fanger og vinde Slaver; senere kan det

være at bemægtige sig andres Jord, tage deres Kvæg og andre

Rigdomme. I den organiserede Stat kan det være Besiddelsen af

visse Rettigheder og Forrettigheder, man ønsker, eller økonomisk

Fordel. Altid er Hensigten at udnytte den overvundnes Kraft

eiler Midler. Og naar denne Kamp for Herredømme er den al-

mindeligste Kendsgerning i Menneskets Historie, kan man vel

slutte deraf, at man ikke staar overfor vilkaarlige Indskydelses-

handlinger, men overfor Menneskets naturlige Tilbøjelighed.

I Praksis er vor Tids Verdenspolitik saare langt fra de uvirkelige,

menneskehedskærlige Skinfølelser, disse de udmattede Sam-

funds Klagesange, der berømmer de svage, de vanmægtige, de

paa Aand og Legeme forkrøblede. Det kunde jo ogsaa være et

Spørgsmaal, om Kulturens humanistiske Velgørenhed mod de

enkelte ikke er en Uretfærdighed mod det hele. Og en Følelse

taber let i Dybde, hvad den vinder i Omfang. Kampen for Livet

tvinger jo ogsaa til ny Anstrengelse, ny Opfindelse, ny moralske

og intellektuelle Erobringer just i Forhold til dens Kraftfylde.

Det er netop ved sin angrebsvise Opfattelse af Solidaritets-

følelsen, at Europæeren har vundet sin knusende Overlegenhed

over de andre Racer. Viljen til Magt og Viljen til Vækst er de

Følelser, der ligger til Grund for enhver social Udvikling.

Men man maa erindre, at, om den europæiske Races Ud-

videlse synes at dække Verdenskortet, er det mere tilsyneladende

end virkeligt. Ti Europa er lille, og Europæerne er kun

en Haandfuld mod de andre Racers utalte Millioner. Selv om

en Races aandelige Overlegenhed, indenfor Mulighedens Grænser,

opvejer Underlegenhed i Tal og Landomraade, maa Europa

for at kunne haandhæve sin Overvægt erindre sig de enkelte

europæiske Folkeslags forholdsvise Enhed.

Man har set den panrussiske Politiks uhyre Fallit overfor

Japan. Og vel er den slavo-tartariske Russer den mindst ægte,

den mindst europæiske Gren af den europæiske Stamme; — vel

forudsiger dens Nederlag paa Mandschuriets Slagmarker Befriel-


Racespørgsmaalet i Sanifundspolilik og Verdensøkonomi 55

sen for et Mareridt; og vel vil Resultatet af de Krampetrækninger,

hvori Kæmpelandet vrider sig, bringe det nærmere til det egent-

lige Europa. Men dog giver dette Nederlag os alle en Advarsel.

For ikke en Dag at se de overvundnes Forbund stige frem

maa man aldrig glemme, at enhver historisk Begivenhed vidner

om det Svælgs Dybde, der skiller Europæerne fra andre Racer.

Man maa betragte de europæiske og de fra Europa udgaaede

Folk som et ensartet Hele, hvor de enkelte Typer mødes, som

Medlemmer af én Familie uden at lægge for megen Vægt paa

den mere eller mindre nære Slægtskabsgrad med Grundtypen.

Det, der udgør en Menneskegruppes Kraft, er ikke blot dens

Hæres militære Værdi, men navnlig ogsaa dens egen Sammen-

hængskraft.

II.

Den hvide Races nuværende Overlegenhed er en uomstødelig

Kendsgerning. De andre Racer bevidner det stiltiende ved at

efterligne den.

Civilisation er en Udvikling af Mennesket mod en stadig

højere Type, og Europa gaar i. Spidsen for Udviklingen. Næsten

alle Menneskekulturens Resultater er frembragte af de hvide.

Man taler om, at f. Eks. Kineserne har opfundet Krudt og Bog-

trykning o. s. v. før vi. Men hvad Nytte har de uddraget deraf?

Hvilken Civilisation kan nævnes sammen med den, der har

frembragt Phidias, Sokrates, Archimedes, Pythagoras, Aristoteles,

Platon, Kant, Shakespeare, Newton, Beethoven, Goethe og alle

de Geniets Kæmper, der har gjort Europas Historie til et evigt-

rindende Kildevæld af videnskabelige Opfindelser og Kunstens

Mesterværker? — Med Beundring har man set Japan iføre sig

den europæiske Civilisations Uniform. Næppe nogensinde er et

Folk traadt frem i Magternes Række saa glimrende som det ja-

panske; utvivlsomt er det et viljestærkt, begavet og ærgerrigt

Folk. Men dog maa der gaa en Prøvetid, før det med Rette kan

siges at have tilegnet sig — ved Efterligning — den Kultur,

Europa har skabt ved egne Evner.

Verden kan ikke ledes af Efterlignere, og den gule Races

skabende Evner er ikke beviste af dens Historie. Eet er at krybe

i en anden Mands Klæder; et andet er at kunne tilvirke dem selv.


56 Racespørgsmaalet i Samfundspoiitik og Verdensøkonomi

Dette har endnu ingen anden Race end den hvide kunnet. Og

dog er det de mindre og mindst ydedygtige Racer, der er de

ældste, og derfor vel burde være de mest fremskredne.

Civilisation og Kultur fødes ikke ved et Tilfælde; Fremskridt

et fortjent Resultat af Tusinder

er ikke et „lykkeligt Træf" , men

af Slægtleds Arbejde, et Resultat af deres Vilje og Evne til aande-

lig Anstrengelse. Naar vi betragter andre Civilisationer, baade

blomstrende og uddøde, saa ser vi, at vor staar paa et bredere

Grundlag, har en mere fremskreden Form, gaar hurtigere frem

og sætter sine Maal højere end de. Vor Civilisation er ikke, som

det gamle Ægyptens eller som Kinas, udsprungen af et samlet

Folk, men af et helt Samfund af Nationer, der dog var nær nok

beslægtede til at kunne følges ad. Derfor forstener den ikke i

sine Former som hine to.

Utvivlsomt er den hvide Race ubetinget de andre overlegen

med Hensyn til kulturskabende Evne. Den er den højere Race.

De andre er vel dens Brødre, men dens underlegne Brødre*).

Det er let nok at paastaa, at Racefordom er latterlig, og at

den snarest burde forsvinde, men dette er lettere sagt end gjort.

Teoretiske Utopier forandrer ikke Kendsgerninger, og Racefordom

vil forst forsvinde, naar Racerne forsvinder, ti den er en natur-

lig, instinktiv og uudryddelig Følelse. Racefordom er for en Race

det samme som Selvopholdelsesdriften for Individet. Racerne

kæmper instinktmæssigt for deres Liv ligesom Individerne for

deres.

Naturligvis er Racefordommen saa meget kraftigere, som de

antropologiske Kendetegn, der skiller de vedkommende Racer,

er mere modsatte. — Hvor stærk og indgroet Racefordommen

er, kan man gøre sig klar over ved at tænke sig det Tilfælde, at

én af dem, der højt udraaber Racernes Ligestillethed, skulde ind-

lade sig i Ægteskab med en Papuakvinde, en Negerinde fra

Kongo, en Kineserinde eller endda en Japanerinde. Hvor mange

Tilfælde vilde man vel træffe paa, at Humanisterne gav det gode

Eksempel? Og intet er naturligere end denne Utilbøjelighed. Ti

der er hos Mennesket en Slags Slægtskabsfølelse, der instinktmæssigt

nærmer ham mod Kvinden af hans egen Race. Om Und-

* En videre Udvikling af dette Spørgsmaal falder udenfor denne Artikels Ramme,

men er nærmere behandlet af Forfatteren i en Række Artikler, der i Løbet af Vinteren

vil udkomme i det franske Tidsskrift »La nouvelle Revue«.


Racespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 57

tageiserne fra denne Regel gælder det, at overalt, hvor der findes

Bastarder af hinanden modsatte Racer, er Grunden hertil den, at

Kønnene hos den ene Race er til Stede i ulige Forhold.

Racefordomme har altid været, og de vil blive ved at være,

saa længe der paa vor Klode er antropologisk adskilte Racer, d.

v. s. altid!

Derfor er den en stor og naiv Illusion, den Drøm, der haaber

Verdensfreden ved Racernes Sammensmeltning, Opgaaen i én

stor, ensfarvet og ensformig Blanding uden mærkbare Afskyg-

ninger. Det vilde sige, at Udviklingen gik tilbage til sit Udgangs-

punkt.

Nogle ser i en saadan Udjævning af Slægten til én Race det

højeste og ædleste Ideal. Andre, som f. Eks. Gobineau i sit, trods

de mange Vildfarelser og forældede Teorier, dog banebrydende

Værk om Menneskeracerne*), finder Aarsagerne til Folkeslagenes

Degeneration i deres Krydsning med underlegne Racer. Han

skriver saaledes: „Den Del af arisk Blod, allerede saa ofte blan-

det, der endnu er til Stede i vore Lande, og som alene bærer hele

vor Samfundsbygning, nærmer sig med hver Dag mere mod sin

Opsugnings yderste Grænse .... . . Racernes Sammensmeltning

vil være Middelmaadighedens Tidspunkt i alle Retninger: Middelmaadighed

i legemlig Kraft, i Skønhed, i aandelige Evner ....

Den almindelige Jævnhøjde vil være af det mest oprørende og

ydmygende Lavmaal . . . ."**). Han var dog ikke den første, der

* »Essais sur l'inégalité des races humaines.« 1854—55.

** Hvad Gobineau's Værk angaar, maa man trods al dets Ensidighed og mangelfulde

Regrundelse — hildet som Forfatteren er og maa være i sin Tids og sin Opdragelses

Fordomme — anerkende hans Betydning som den virkelige, maalbevidste Banebryder

for store Ideer, der — falske eller ej — har sat og sætter dybe Spor i vor Tids

antropologiske Forskninger. Blandt disse Ideer vil jeg blot nævne nogle enkelte,

hvis Rækkevidde er let at se: at ogsaa aandelige Egenskaber kan være Racekendetegn

ved Siden af de legemlige; at Dannelsen af mer eller mindre skarpt adskilte Stænder

paa Folkeslagenes forskellige Trin og Racerenhed, ligesom deres Forfald, afhænger

af de bedste Restanddeles Forbrug og Uddøen ; og at alle i og for sig fortræffelige

socialpolitiske Institutioner i sig selv ikke er virksomme, men at det ved deres Indførelse

tilsigtede Maal kun naas, naar det Folk, der indfører dem, ikke er antropo-

logisk væsentlig forskellig fra det, der skabte dem. — Naar Prof. Georg Rrandes i

Politiken 25 | 6 05 fælder en absolut afvisende Dom om Gobineau's Værk, maa man tage

Hensyn til, at en Rog, der udkom for 50 Aar siden, umulig kan være grundet paa de

Opdagelser, der har fundet Sted i disse Aar. Naar Prof. Rrandes iøvrigt blandt Gobineau's

»rædselsfulde Vaas« nævner, at han forudsiger Tyskernes naturnødvendige

Verdensherredømme som «rene Germaner«, bør det bemærkes, at Gobineau aldrig

har nævnt dette »Vaas«. Tværtimod betoner han gentagne Gange, at der efter hans

Mening intetsteds tindes rene Germaner!


58 Kacespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi

anvendte Teorien om Krydsningernes Skadelighed for den over-

legne Part; allerede Bossueet finder deri Aarsagen til den ro-

merske Opløsning. Men lige saa vel, som man ved, at denne

Grund ikke tilstrækkeligt kan forklare det romerske Riges For-

fald, ser man ogsaa Uholdbarheden af Gobineau's mørke For-

udsigelser. Hvis Racekrydsning virkelig havde saa sørgelige Re-

sultater, maatte Mennesket for længe siden være forsvundet fra

Jordens Overflade. Hele Menneskets Historie bestaar jo af Van-

dringer og Kampe, og hermed følger ogsaa altid Krydsninger.

I Almindelighed tænker man sig, at der ved 2 Racers eller

2 Folks Sammensmeltning opstaar en ny Race eller et nyt Folk.

Men for at en saadan ,. blandet Race'" eller „Mestitsfolk" skal

kunne føre et vedvarende Liv ved egen Hjælp, maa de to sammen-

smeltede Racer eller Folk ikke i Forvejen frembyde for store

Forskelligheder.

Er de to Racer væsentlig forskellige, kan de ikke som i en

højere Enhed gaa op i en blandet Race. Mestitserne vender efterhaanden

tilbage til en af de oprindelige Typer. Paa Haiti f . Eks.

er de lysere Mulatter i stærkt Aftagende; de fjerner sig mere og

mere fra den lyse Type og nærmer sig den rene Neger. Og dog

kæmper Mestitsen her for at fortsætte sin Race. ti han føler sig

den sorte højt overlegen. Man ser ikke ofte paa Haiti en lys

Mulat gifte sig med en mørk Mulatkvinde eller en Negerinde,

eller omvendt. — Det samme hører man fra alle andre Steder,

hvor en Blandingstype skal holde sig ved egen Hjælp*). Grunden

til. at — naar en Blandingstype, en Mestitstype, atter nærmer

sig en af de oprindelige — denne da altid er den mest underlegne,

findes ved Darwins Bevis for, at ved alt for skarpe Krydsninger

er det Tilbageskridtets Lov, der er den herskende. Underlegne

Egenskaber — ofte forsvundne siden fjerne Generationer — føres

frem til Overfladen.

Naar to Bacer blandes, er det ofte, at der efter den overlegne

kun nedarves slette Egenskaber til Blandingen. Noget er der i

det gamle arabiske Ordsprog: Gud har skabt den hvide Mand;

Gud har skabt den sorte, Djævelen har skabt deres Bastard.

Mestitsen har ingen Race at holde sig til. Hans Væsen er

* En Undtagelse kender man paa et Bastardfolk. der uden fremmed Hjælp ved-

ligeholder sin Type: Griquafolket.


Raeespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 59

delt. Hans Kraft neutraliseres derved, og kun ét Aktiv bliver til-

bage: Egoismen. Derfor er han en social, en etnisk Fare.

Ved Bedømmelsen af Mestitsens Værdi maa man ogsaa tage i

Betragtning, at det ikke er den højere Races bedste Elementer,

der nedværdiger sig til kønsligt Samkvem med en underlegen

Type.

Det er naturligt at tænke, at en Udvidelse og et Held saa vidunderligt

og saa hurtigt som den hvide Races maa sammenhobe

en uhyre Sum af Misundelse, Skinsyge og Hævnlyst hos de overvundne

eller overfløj ede Racer. Der er fablet meget om ,,den

gule Fare", og Vind i Sejlene har Japans enestaaende Sejrstog

givet disse mørke Forudsigelser.

Snart tager den gule Fare krigersk Form ved Japans Bevæbning

og militære Ledelse af Kina, og man profeterer en Tilbagevenden

af Attilas, Djengiskhans og Tamerlans Dage. Snart

er den økonomisk ved en Verdensoversvømmelse af gule Ar-

bejdere og deres Produkter, hvis Prisbillighed kvæler Europas

Handel og Fabriksdrift. Snart er den moralsk ved en langsom,

men fortsat Indsugning af Østens Tankegang, der skulde under-

grave de Egenskaber, de Karaktertræk, der har gjort Europa til

det, det er.

Lige overfor det, man kalder den gule Fare, er klynkende

Pessimisme lige saa slet anbragt som en højtflyvende Optimisme.

At en uhyre Konkurrence fra Østen forestaar for den europæiske

Verdensøkonomi, er aldeles sikkert; Spørgsmaalet er blot, naar

den kommer, og hvorledes den skal kunne overvindes.

I Stedet for den tidligere gensidige Utilbøjelighed mellem

Kinesere og Japanere er der — i det mindste foreløbig — ind-

traadt en Tilnærmelse. Japan har saaledes opnaaet en over-

vejende Indflydelse paa Kinas militære Omordning. Den japansk-

sindede Vicekonge Juan-shikai blev udnævnt til Overgeneral for

den fremtidige kinesiske, nationale Hær; japanske Instruktører

begyndte deres Hverv — og med mere Held end de hidtidige

tyske; i hver Provinshovedstad oprettedes Krigsskoler med ja-

•panske Lærere; den kinesiske Flaades Nybygning forestaas af

Japanere o. s. v. Men trods al deres forbavsende Held i Kina


60 Kacespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi

triumferer dog sikkert Japanerne for tidligt, om de tror at kunne

japanisere Kina og gøre sig til dets Formynder. Ganske vist har

Japanernes Krigslykke mildnet Kinesernes Foragt for de „gule

Abekatte" ; men

til Gengæld er det, som om en Frygt var ved

at vaagne, om at Japanerne kunde blive en Fare for Kinas selv-

stændige Udvikling. En Omstændighed, der vil kunne modvirke

den japanske Panmongolisme, er den Uro, som Japanernes poli-

tiske og sociale Idéer vil vække i Kina. Sikkert kan i Kina Tilhængerne

af teknisk og videnskabeligt Fremskridt tælles i Mil-

lioner. Men, uden for en ret snæver Kreds af Radikale, der i

Forvejen er ildesete i det konservative, ikke politisk interesserede

Land, er der kun faa, der ønsker en yderliggaaende Politiks Ind-

førelse i det daglige Liv. I 1903 udtalte i en Skrivelse den kine-

siske Regering sig om den demoraliserende Virkning af den

japanske Undervisning paa de kinesiske Studenter ved de ja-

panske Højskoler.

Der er trods alt intet egentligt Racefællesskab mellem Ki-

nesere og Japanere, nærmest kun et Kultur- og Sprogslægtskab.

Og efterhaanden vil nye Modsætninger dukke frem, nu da Japanerne

er overmodige og sejrsberuste af deres militære Held.

Om det lykkes Kineserne at genoprejse deres Rige, vil det gamle

Medbejlerskab vise sig igen. Kineserne vil ikke glemme, at Kina

er 'Østens egentlige Stormagt.

I sin Fremtidspolitik gør Europa vel i at holde sig Historiens

Lærdomme for Øje og betænke at det ikke vilde være heldigt,

hverken for Verdensøkonomien eller for Verdensfreden, at mod-

virke Kinas økonomiske og industrielle Udvikling, hvad for Re-

sten ogsaa i Længden vilde være ørkesløst, da Europa selv har

givet Stødet dertil. Kinas Industrialisering er allerede begyndt

og lader sig ikke standse.

Man maa trøste sig med, at et Lands Industrialisering for-

øger dets Trang til Indførsel; det maa have Maskiner, Væverstole

o. s. v. At Importen af f . Eks.

Maskiner til Kina skulde ophøre,

naar dette Land har fuldendt sin industrielle Udvikling, er der

ingen Grund til at befrygte. Menneskets Fornødenheder er ube-

grænsede.

Men om Europa vil drage Fordel af Kinas økonomiske Opvaagnen

og udvide sin Produktudveksling med Østasien, maa det


Racespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 61

være betænkt paa at træde Japans Monopoliseringsbestræbelser

energisk i Møde.

Japan er ivrigt beskæftiget med videre at udvikle sin Industri,

der endnu staar i sin Barndom, og dets Fremskridt paa Kinas

Marked er langt større end Europas. Det arbejder planmæssigt

paa at udelukke den europæiske Indførsel. — Enhver overvejende

Indflydelse af hvilken som helst Stat maa hindres ved enig Op-

træden. Kun naar denne Fordring stilles og behørigt under-

støttes, kan man bevare sig mod, hvad man i økonomisk Forstand

kalder den gule Fare, — den, der bestaar i, at den fremmede

Indførsel fortrænges, at Verdensmarkedets neutrale Dele erobres,

og at tilsidst Europa underbydes paa sit eget Marked.

En anden Omstændighed, der vanskeliggør Konkurrencen

paa det østasiatiske Marked, men hvis Fare dog hyppigst overdrives,

er den gule Arbejders Prisbillighed. Men man maa

erindre, at med hver Dag afhænger Produkternes Pris mere af

Maskinernes Fuldkommenhed end af Arbejdslønnen.

Man bør ikke overvurdere Faren ved den billige Arbejders

Kamp mod den dyrere, ti dels vil Lønfordringerne stige ved den

forøgede Efterspørgsel (saaledes er en kinesisk Arbejders Løn i

de engelske Straits Settlements siden 1890 steget til det dobbelte

eller tredobbelte), og dels er den gule Arbejders Produktivitet

under Gennemsnittet af den hvides. Ganske vist udmærker den

gule Arbejder sig ved Ædruelighed og en utrolig Flid, der i visse

Tilfælde danner en Overlegenhed, — men netop kun i visse Til-

fælde, nemlig hvor den hvides større Begavelse ingen Rolle

spiller. De gule har intet dybere Blik for Tingenes Sammenhæng

og deres Aarsager. De kan ikke tænke intuitivt. Be-

tegnende er en fornem Japaners Bemærkning: ,.Jeg kan lave et

Lokomotiv, naar jeg har set det. Men jeg begriber ikke, hvor-

ledes man kan det, naar man ikke har set det." Da japanske

Ingeniører i Berlin (1905) overtog et elektrisk Anlæg til Tokio,

maalte de efter i alle Enkeltheder, men ingen gik til Bunds i

Sagen og spurgte: Hvorfor?

Kineseren arbejder som en Automat; tankeløst og uafbrudt

forretter han mekanisk sit Arbejde. Efter engelske sagkyndiges

Udsagn hører der 3 eller 4 Japanere til at udføre 1 Englænders

Arbejde.


02 Uacespørgsmaalet i Samfundspolitik oj> Verdensøkonomi

Naar, som ovenfor sagt, en Races Overlegenhed indenfor Mu-

lighedens Grænser opvejer numerisk Underlegenhed, er det en

nødvendig Betingelse herfor, at der er en vis Sammenhængskraft

i denne Race.

Japans Sejre og dets uhyre Udvikling, Kinas begyndende

Opvaagnen maa blive en Spore for Europa til at staalsætte sin

Energi, sin Arbejdsevne og frem for alt til for en Gangs Skyld

at samles mod det ene Maal: at opretholde Ligevægten i det

fjerne Østen. ,,den gule Fares" Land.

Den østrig-ungarske Udenrigsminister, Grev Goluchowski,

udtalte for et Par Aar siden: „Det XX. Aarhundrede er for

Europa en Kamp for Tilværelsen paa det handelspolitiske Omraade,

og Europas Folk maa „forene sig" for med Held at kunne

forsvare de Forudsætninger, paa hvilke deres Livskraft beror."

Desværre er de Tilfælde, hvor Europa har handlet i fælles Over-

ensstemmelse, meget faa. Betydelig talrigere er derimod de

Lejligheder, hvor dets Solidaritet forgæves paakaldtes. Men her

er dog et Tilfælde, hvor det er selvindlysende, at europæisk

Racefølelse er vigtigere end national Chauvinisme. Hvad er de

europæiske indre Stridigheder i Sammenligning med hele Racens,

hele vor Civilisations Fremtid?

Den nu afsluttede Krig i Østen var ikke en Racekrig. Den

var kun — og maa kun blive — en Tilbagevisning af en Magt, der

vilde monopolisere Østasien, men Sejrherren maa ikke derfor

tro sig alt tilladt. Han bereder sig nu paa at nyde de Goder, han

berøvede en anden; men netop den Omstændighed at møde en

stærk, modstands- og ydedygtig Konkurrent, vil komme de europæiske

Folk Livskraft og Livsvarighed til Gode. Det at kæmpe

mod ugunstige Omstændigheder er just at bevare sin Skabeevne,

at forøge sin Frembringelseskraft.

Heldigvis ligger det ikke for den hvide Race, Arieren, at

opgive Kampen for at falde tilbage paa sig selv og døse Tiden hen

i hæderlig Middelmaadighed. Den vil vedblive at kæmpe for det

ubetingede Herredømme over Kloden mod de andre Racer, om

de skulde søge at stille sig alvorligt i Vejen.

Europa er jo ikke beboet af Oldingefolk. Det har ikke naaet

sin Udviklings Toppunkt; det føler enhver, der er Vidne til vore

Dages aandelige, tekniske og sociale Erobringer. Vor Civilisation


Racespørgsmaalet i Samfundspolitik og Verdensøkonomi 63

har staaet for saa mange Storme; naar det ikke lykkedes at kvæle

den den Gang, den kun havde faa Arnesteder, skulde man ikke

synes, at der var Grund til at frygte for den nu, da den staar paa

saa bredt et Grundlag.

Maaske er vor Fortid kun Begyndelsen til Begyndelsen. Vi

staar maaske paa Tærskelen til en Udvikling, saa rig og mægtig,

at den Vej, vi har lagt tilbage fra den Tid, da vore Forfædre krøb

frem af deres Huler for ved deres Livsvilje at tilkæmpe sig Ejendomsretten

til Jorden, kanhænde kun er en ringe Ting mod

Fremtidens Historie.


Lige Valgret for alle Folketingsvælgers

I

Af H. Waage.

I.

Decemberheftet af „Det ny Aarhundrede" har Dr. P. Munch

i en Artikel om „Lige Valgret" taget til Genmæle mod det

Forslag om Indførelse af Forholdstalsvalg til Folketinget, som

jeg har fremsat i Novemberheftet af „Dansk Tidsskrift". Som

man kunde vente efter Dr. Munchs tidligere Udtalelser om dette

Spørgsmaal, tager han bestemt Afstand fra Tanken om at om-

bytte den nuværende Valgmaade til Folketinget med Forholds-

talsvalg, men da Dr. Munchs Udtalelser ikke gør Indtryk af, at

han har studeret Spørgsmaalet saa grundigt og fordomsfrit, som

det fortjener, kan jeg ikke opgive Haabet om, at han og hans

Meningsfæller ved fornyet Undersøgelse af Sagen vil naa til en

bedre Erkendelse, og Hensigten med de følgende Blade er derfor

at give Lejlighed til en saadan fornyet Undersøgelse.

Skønt Dr. M. udtaler, at de Grunde, jeg har anført for mit

Forslag om Forholdstalsvalg til Folketinget, er „lidet over-

bevisende" ,

gør han dog ikke noget Forsøg paa at afkræfte den

Hovedbetragtning, jeg har fremsat i min Artikel. Som det vil

erindres, gaar denne Hovedbetragtning ud paa, at det for at

skaffe lige Valgret til Folketinget ikke er nok at aabne de Per-

soner, der opfylder de lovbestemte Betingelser, lige Adgang til at

blive optagne paa Valglisten, men at man samtidig maa aabne

dem lige Adgang til at faa deres Stemmer tagne i Betragtning

paa Valgdagen, hvad der ikke kan ske ved den i Grundloven

foreskrevne Valgmaade i Enkeltmandskredse. Jeg har endvidere

paavist, at Valgretten til Folketinget af denne Grund er illusorisk

for en større eller mindre Del af Vælgerne, efter Omstændig-


Lige Valgret (or alle Folketingsvælgere 65

hederne for Vælgernes Flertal, og at det derfor i bedste Fald er

uvist, om Folketingets Flertal er et Udtryk for Vælgernes Fler-

tal. I Dr. Munchs fuldstændige Tavshed m. H. t. disse Punkter

tør jeg vel se en Indrømmelse af, at han intet kan indvende

herimod. Dr. M. trøster sig imidlertid med, at Ulemperne ved

Valg i Enkeltmandskredse i det væsentlige kan afbødes ved en

saakaldt ., retfærdig Kredsdeling" i Forbindelse med Omvalg, og

til Bevis herfor anfører han de franske Valg 1902, hvis Udfald

skal vise, at Partierne fik nogenlunde det samme Antal Repræ-

sentanter, som de vilde have faaet, hvis Valget var foregaaet efter

Forholdstal. De af Dr. M. anførte Tal beviser imidlertid ikke det

allermindste til Fordel for hans Opfattelse, hvad enhver Statistiker

vil give mig Ret i. Ti det gaar paa ingen Maade an ganske at bortse

fra de Vælgere, der ikke deltog i Afstemningen, og det er ligesaa

utilladeligt at gaa ud fra, at et Parti, hvis Valget var foregaaet

efter Forholdstal, vilde have faaet netop det Stemmetal, som

Partiet fik ved Valgene i Enkeltmandskredse, da den sidstnævnte

Valgmaade tvinger mange Vælgere til at stemme paa Kandidater,

med hvem de kun i ringe Grad sympatiserer, men hvem

de dog efter Omstændighederne foretrækker som et mindre Onde.

Det er ikke noget nyt, at en Politiker, hvem Forholdstalsvalgmaaden

af en eller anden Grund er ubekvem, paastaar, at

Apparatet i Praksis vil forvirre Vælgerne og give Anledning til

en stor Splittelse af Stemmerne. Saaledes skildrer Dr. M. i

stærke Udtryk den Forvirring, der efter hans Mening vil opstaa,

hvis Folketingsvælgerne skulde stemme paa Landslister med

mange Kandidater. Dr. M. mener, at Vælgerne i mange Til-

fælde vilde nægte at stemme paa disse Lister og opstille særlige

lokale Kandidatlister. At dette af og til vil ske, skal ikke nægtes.

Men Fristelsen til at opstille lokale Partilister vil ikke være

særlig stor, ti Udsigten til at gennemføre saadanne Lister vil

være meget ringe, naar Partiernes Landsbestyrelser ved Op-

stillingen af Kandidater saa vidt muligt søger at imødekomme de

lokale Ønsker, hvad de jo i Partiets Interesse nødvendigvis maa

bestræbe sig for. Rigtigt er det imidlertid, at Forholdstalsvalgmaaden

lige saa lidt som nogen anden hidtil praktiseret Valgmaade

kan sikre, at ingen Stemmer gaar til Spilde, og det er

teoretisk tænkeligt, om end praktisk ganske usandsynligt, at der

Dansk Tidsskrift. IX. 5


Lige Valgret for alie Folketingsvælgere

ved et Folketingsvalg, foretaget efter Forholdstalsvalgmaaden

uden Kredsdeling, vil gaa lige saa mange Stemmer til Spilde som

ved et Valg efter den nuværende Valgmaade. Men der er den

store Forskel mellem de to Tilfælde, at Vælgerne ved Forholds-

tale alg uden Kredsdeling gennem en planmæssig Organisation

og en omhyggelig Forberedelse af Valget frivillig vil kunne redu-

cere Tallet af spildte Stemmer til et Minimum, medens det ka-

rakteristiske ved den nuværende Valgmaade netop er dette, at

selve Valgordningen sætter kunstige, ikke i Sagens Natur grundede

Skranker for Vælgernes Adgang til at forene deres Stemmer

og derved tvinger en større eller mindre Del af Vælgerne — efter

Omstændighederne Flertallet — til at lade deres Stemmer gaa til

Spilde. Mellem det Spild af Stemmer, der foregaar nu. og det

Spild af Stemmer, der vil indtræde, naar Forholdstalsvalg uden

Kredsdeling indfores, er der følgelig ikke nogen Gradsforskel,

men en Væsensforskel.

Naar man ser hen til de store Resultater, som de frivillige

Sammenslutninger indenfor vort Folk, særlig Arbejdernes Fag-

foreninger og Bøndernes Andelsselskaber, har opnaaet i den

sidste Menneskealder, er det højst forbavsende, at Dr. M. anser

Folketingsvælgerne for uskikkede til at organisere det Sam-

arbejde Landet over, som naturligvis er nødvendigt, for at et Forholdstalsvalg

til Folketinget uden Kredsdeling skal kunne medføre

et tilfredsstillende Resultat og ikke udsætte altfor mange

Vælgere for at spilde deres Stemme. Selvfølgelig er der visse

Vanskeligheder at overvinde, og det er ikke usandsynligt, at Resul-

tatet af de første 2 a 3 Valg efter den nye Valgmaade ikke vil

blive saa tilfredsstillende som ønskeligt, men ogsaa her gælder

Reglen, at Øvelsen gor Mesteren. Særlig det allerførste Valg

vil let kunne tænkes at frembyde en Del Overraskelser, men jeg

tror dog ikke som Dr. M., at der vil findes nogen Partibestyrelse,

der vil beregne Partiets Chancer saa fejlagtig, at den opstiller 90

Kandidater, hvoraf den kun faar 50 valgte. Skulde det imidler-

tid hænde, at et Folketingsvalg, foretaget efter Forholdstalsvalgmaaden

uden Kredsdeling, gav et væsentlig forkert Billede af

Vælgernes Anskuelser, vilde denne Mangel snart kunne afhjælpes

ved en Opløsning af Folketinget og Foretagelse af nye Valg, hvorved

de ved det forrige Valg begaaede Fejl kunde genoprettes. En


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 67

saadan Opløsning af Folketinget vilde ganske være i den nye

Valgmaades Aand, og den offentlige Mening vilde sikkert kræve

en saadan Opløsning og om fornødent lægge et Tryk paa Rege-

ringen, hvis denne af partipolitiske Grunde skulde ønske at

undgaa nye Valg.

Dr. M. udtaler sig særlig imod den af mig foreslaaede Af-

stemningsmaade, hvorefter Vælgerne skal stemme ikke alene paa

en bestemt Liste, men ogsaa paa en bestemt Kandidat paa den

paagældende Liste. Jeg anser denne Afstemningsmaade for den

mest tiltalende saavel for Kandidaterne, der herved undgaar at

blive klassificerede af deres Stillere, som for Vælgerne, der faar

Adgang til at udpege den Kandidat, hvem de har særlig Tillid

til. For Vælgernes Vedkommende bevares der herved en vis Til-

knytning til den nuværende Stemmegivning paa Enkeltmand,

og jeg tror, at den menige Vælger vil sætte mere Pris paa at faa

Adgang til at stemme paa en bestemt Mand fremfor at skulle

nøjes med at bekende politisk Kulor ved alene at give en Liste

som Helhed sin Tilslutning. Naturligvis vil saa det Tilfælde

kunne indtræde, at en bestemt Politiker, hvem hans Menings-

fæller ganske særlig ønsker valgt, ikke opnaar Sæde i Folketinget,

men det er noget besynderligt at se denne Ulempe særlig frem-

draget af en udpræget Tilhænger af den nuværende Valgmaade,

under hvis Herredømme det saa ofte forekommer, at en frem-

ragende Parlamentariker, der falder igennem i sin Valgkreds,

dermed maa forsvinde fra det politiske Liv, fordi han maaske

netop paa Grund af den fremtrædende Stilling, han indtager in-

denfor sit Parti, ikke kan blive valgt i nogen anden Kreds. Intet

Valgsystem, det nuværende imidlertid allermindst, kan hindre,

at en mindre fremragende Kandidat kan blive foretrukken for

en mere betydelig Mand. Naar jeg foretrækker den Afstem-

ningsmaade, jeg har foreslaaet, er Grunden den, at jeg sætter

Hensynet til Vælgernes Frihed over Hensynet til Partibestyrel-

sernes Ønske om at kunne give visse Kandidater Fortrinsret frem-

for andre. Hvis der imidlertid skulde være mere Stemning for

at indfyre ren Listeafstemning, vilde jeg dog nok kunne gaa med

hertil, naar blot vi kan faa al Valgkredsinddeling ophævet.

Paa dette sidste Punkt lægger jeg for mit Vedkommende afgørende

Vægt. Forholdstalsvalg med Kredsdeling lider jo nem-


68 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

lig — om end i noget mindre Grad — af den samme principielle

Fejl som den nuværende Valgmaade, og naar man overhovedet

vil erkende det principstridige i en Valgordning, der tvinger en

Del af Vælgerne til at lade deres Stemmer gaa til Spilde, maa

Opgaven dog nødvendigvis blive den at indføre en Valgmaade,

hvorved tvungent Spild af Stemmer undgaas. Jeg indrømmer

imidlertid, at Forholdstalsvalg indenfor Amtskredse, som Dr. M.

eventuelt vilde kunne slutte sig til, har visse store Fortrin frem-

for den nuværende Valgmaade, idet man kunde opnaa en ret-

færdigere Repræsentation af de forskellige betydeligere Partier,

og en saadan Valgmaade vilde sandsynligvis kunne afværge den

Tilstand, hvorimod vi uundgaaelig føres, hvis vi bevarer den

nuværende Valgmaade, at en ringe Brøkdel af Landets Folke-

tingsvælgere bliver i Stand til at besætte Flertallet af Pladserne

i Folketinget. Men Forholdstalsvalg indenfor Amtskredse har i an-

dre Retninger store Ulemper, og de Forventninger, man med Rette

knytter til Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Folketings-

valgene, vil ikke kunne blive fyldestgjorte, med mindre al Kreds-

inddeling bortfalder.

Ved Forholdstalsvalg i Amtskredse vilde nemlig Raabet paa

,,en Mand fra Kredsen" lyde paa samme Maade som under den

nugældende Valgordning og med en noget større Vægt, eftersom

Amtskredsene bliver 5 å 6 Gange saa store som de nuværende

Folketingskredse. Det vil derfor sikkert blive endnu vanske-

ligere for en Mand, der ønsker Valg til Folketinget, at blive valgt

udenfor den Kreds, hvori han boer, og Følgen heraf vil let blive,

at Folketinget saa godt som udelukkende kommer til at bestaa

af lokale Politikere, medens landskendte Politikere af større

Betydning og med videre Syn ikke vil kunne opnaa Valg. Politikere

af den sidstnævnte Slags, navnlig Akademikere, har som

bekendt svært ved at gøre sig gældende under den nuværende

Valgmaade, men de Tilfældigheder, der er et Særkende for

Valg i Enkeltmandskredse, giver dog disse Politikere en Chance,

som de mister, naar man indfører Forholdstalsvalg i Amtskredse,

idet Tilbøjeligheden til at foretrække lokale Kandidater da vil

kunne dyrkes mere systematisk. Nogen Højnelse af Niveauet i

Folketinget vil derfor ikke indtræde, hvis man indfører Forholds-

talsvalg i Amtskredse, ti til de lokale Kandidaters personlige


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 69

Kvalifikationer vil Vælgerne næppe stille synderlig større For-

dringer end nu. Derimod vil Forholdstalsvalg for hele Landet

under ét uden Tvivl medføre en betydelig Højnelse af Folke-

tingets Niveau, ti det ligger i Sagens Natur, at man ved Valg af

Kandidater, der skal præsenteres for hele Landet, nødvendigvis

maa stille større Fordringer til Kandidaternes personlige Egen-

skaber, end hvor Kandidaturen kun vedrører en lokal Kreds. Selv

om de opstillede Landslister for en overvejende Del kommer til

at bestaa af Kandidater, der nærmest har lokal Betydning, og

dette vil være uundgaaeligt, da Partierne ellers risikerer Kon-

kurrence med lokale Kandidatlister, saa vil Partierne i deres egen

Interesse være nødte til at udvælge de mest fremragende lokale

Kandidater. Under den nuværende Valgmaade i Enkeltmandskredse

er det som Regel umuligt at opstille 2 Kandidater af samme

Parti, da man ved Splittelse af Stemmerne risikerer, at et Mod-

parti erobrer Kredsen, og dette Forhold medfører altfor ofte, at

en mere fremragende lokal Kandidat maa finde sig i at blive

skubbet til Side for en Middelmaadighed. Det samme vil imid-

lertid — om end maaske i lidt mindre Grad — gøre sig gældende

ved Forholdstalsvalg i Amtskredse, hvorimod der ved Forholds-

talsvalg under ét for hele Landet maa tages Hensyn til, at ogsaa de

Kandidater, der vælges efter lokale Hensyn, har saadanne Egen-

skaber, at de kan tilføre Listen Stemmer udenfor den Kreds,

hvori de boer. Overhovedet vil Forholdstalsvalg uden Kreds-

deling medføre, at alle Partier maa anstrænge sig for at finde de

bedst mulige Kandidater, og kun en saadan Valgordning kan

skabe den Konkurrence, der er en Betingelse for, at de bedste

og dygtigste Mænd kan opnaa Valg.

Forslag om Forholdstalsvalg i afgrænsede Kredse udgaar

hyppigst fra bestaaende Mindretalspartier, der forurettes ved

Valg i Enkeltmandskredse. Saadanne Forslag bæres af den

snævrere Opfattelse af Forholdstalsvalgmaaden som alene bestemt

til at hidføre en retfærdig Fordeling af Mandaterne mellem be-

staaende Partier. Det synes, som Dr. M. nærmest deler denne

Opfattelse, idet han fremhæver, at Forholdstalsvalg i Amtskredse

vil lette Arbejdet for ,,nye smaa Partier", men Dr. M.

overvurderer iøvrigt denne Lettelse, naar han tror, at et saadant

Parti kun behøver et Par Tusind Stemmer i en Kreds for at faa


70 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

en Kandidat valgt. Da man ved Forholdstalsvalg maa paaregne

en betydelig større Deltagelse i Valget end under den nuværende

Valgmaade, maa et Parti raade over 3 å 4000 Stemmer

for at kunne sætte en Kandidat igennem i en Kreds, med mindre

da Antallet af Folketingsmandater skulde blive væsentlig forøget,

hvad der næppe er synderlig Stemning for. Det drejer sig imid-

lertid ikke blot om at skaffe alt bestaaende Partier retfærdig re-

præsenterede i Folketinget; det er lige saa vigtigt at aabne den

lettest mulige Adgang til Folketinget for selvstændige Mænd, der

vil søge Valg til Folketinget uafhængig af alle bestaaende Par-

tier med det bestemt udtalte Formaal at bringe Synspunkter

frem, der kan blive Udgangspunkt for helt nye Partigrupperin-

ger. Saa nødvendigt det nemlig end er for den parlamentariske

Virksomhed, at der danner sig Partier i Parlamenterne, lige saa

sikkert er det, at denne Nødvendighed medfører adskillige Ulem-

per. Den største Ulempe er den, at Partierne of le fortsætter deres

Tilværelse længe efter, at de Grunde, der bevirkede Partiets

Dannelse, har ophørt at eksistere. Naar dette sker, vil Partiets

Opretholdelse nødvendigvis blive det første Maal i den politiske

Kamp, og alt andet maa rette sig herefter. Men man maa være

en meget stor Partigænger, hvis man ikke kan eller vil se, at

dette Forhold lammer alt Fremskridt og uundgaaelig vil med-

føre en Svækkelse af den Anseelse, som de lovgivende Forsam-

linger dog helst maa være i Besiddelse af. En Rigsdag, der væ-

sentlig ledes af Mænd, for hvem Partiernes Opretholdelse og

dermed deres egen personlige Magtstilling er Hovedsagen, kan

anrette lige saa store Ulykker som et korrumperet Bureaukrati

i en enevældig styret Stat. Det gælder derfor om at faa en

Valgmaade, der hurtigst muligt kan brække de Partier i Stykker,

som er dannede paa Grundlag, der har tabt deres Betydning.

Den eneste Valgmaade, der virkelig er i Stand hertil, er Forholds-

talsvalg uden Kredsdeling, idet de af bestaaende Partier uaf-

hængige Kandidater faar Adgang til at søge deres Vælgere over

hele Landet, hvorved deres Valg vil blive lettet. Derimod vil

Valget af saadanne Kandidater blive meget vanskeligt ved For-

holdstalsvalg indenfor afgrænsede Kredse, ja vel endnu vanske-

ligere end under den bestaaende Valgmaade, der dog ved sine Til-

fældigheder kan give uafhængige Folketingskandidater visse


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 71

Chancer. Forholdstalsvalg indenfor afgrænsede Kredse vilde

bevirke, at Adgangen til at faa Sæde i Folketinget vilde blive

særlig vanskelig for dem, der har udprægede Anlæg for at blive

politiske Førere i den kommende Tid, idet den menneskelige

Skrøbelighed uundgaaelig vil medføre, at de bestaaende Partiers

Ledere væsentlig vil betragte saadanne Folk som Konkurrenter,

hvem det for enhver Pris gælder at holde ude, og Bestræbelser

herfor vilde saa godt som altid lykkes, hvis vi fik Forholdstals-

valg med Kredsdeling. Hvorledes tror man vel, det vilde være

gaaet selvstændige og uafhængige Aander som Ploug eller Hø-

rup, hvis de skulde have begyndt deres politiske Virksomhed un-

der stivnede Partiforhold og under en Valgmaade, der foreskrev

Forholdstalsvalg til Folketinget indenfor afgrænsede Kredse? Der-

for maa vi have Forholdstalsvalg til Folketinget uden Valgkredse

som den eneste Valgmaade, der paa én Gang øver Retfærdighed

mod de bestaaende Partier og letter Valget af de uafhængige Per-

sonligheder. De sidste maatte vi nødigst undvære, ti de store poli-

tiske og sociale Fremskridt hidføres ikke af dem, der tvistes om,

hvem der staar paa det ,. gamle Standpunkt", og hvem der har

„svigtet", men af dem, dersom fornødent gøres, har Mod og

Myndighed til at staa frem og sige: Vi blæser de gamle Stand-

punkter et Stykke.

Naar Dr. M. eventuelt vil gaa med til Forholdstalsvalg inden-

for Kredse, fordi denne Valgmaade vil sætte Kandidaterne i

Stand til personlig at bearbejde Vælgerne, da er dette Argument

af grumme ringe Værdi. Det er forstaaeligt, at de, der enten

som Kandidater eller som Indpidskere har taget aktiv Del i en

Valgkampagne, der maaske har faaet et for deres Parti uventet

heldigt Udfald, er tilbøjelige til at lægge megen Vægt paa Agita-

tionen og den personlige Bearbejdelse, men den, der ikke har

disse særlige Forudsætninger, maa nødvendigvis se anderledes

paa Sagen. Under den nuværende Valgmaade er Agitationen og

den personlige Bearbejdelse til en vis Grad en Nodvendighed,

fordi Valg i Enkeltmandskredse i saa mange Tilfælde giver Væl-

gerne grumme ringe Udsigt til at faa deres Stemmer tagne i Be-

tragtning paa Valgdagen. Men denne Grund til Agitation falder

j'o netop bort, naar man indfører Forholdstalsvalgmaaden i dens

eneste rationelle Form. Ingen nok saa dygtig og energisk Agita-


72 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

tion kan hidkalde Vælgerne til Stemmebordene i det Omfang

som Forholdstalsvalg uden Kredsdeling, og det vilde ikke være

en af de mindste Fordele ved Forholdstalsvalgmaaden, at den

vilde skaffe os af med den nuværende Form for Agitation, hvis

direkte Betydning er tvivlsom, men hvis blivende Virkning er

den at nedsætte Politikerens Kald i det almindelige Omdømme.

II.

Dr. Munchs Hovedindvending mod at indføre Forholdstals-

valg til Folketinget er naturligvis den gammelkendte, at Ind-

førelse af Forholdstalsvalg til Folketinget uden samtidig Afskaffelse

af den privilegerede Valgret til Landstinget vilde svække

Folketinget i dets Kamp mod Landstinget, da den privilegerede

Valgrets Repræsentanter og deres Tilhængere derved faar Lejlig-

hed til at skabe sig en fast Borg i det folkevalgte Ting. Det er

klart, at hvis en saadan Argumentation overhovedet havde nogen

Værdi, kunde dette i alt Fald kun være Tilfældet, naar den blev

brugt af Folk, hvem Afskaffelsen af den privilegerede Lands-

tingsvalgret virkelig ligger paa Sinde, og den Omstændighed, at

Argumentationen ogsaa bruges af dem, der ikke kan antages at.

interessere sig synderlig for en Reform af Valgretten til Lands-

tinget, men har en øjensynlig partipolitisk Interesse i at modsætte

sig Forholdstalsvalg til Folketinget, burde gøre Dr. M. og hans

Meningsfæller mistænksomme med Hensyn til deres Argumenta-

tions Rigtighed. Det kunde være ganske interessant at faa oplyst,

hvem der først har brugt den nævnte Argumentation til at afvise

Tanken om Indførelse af Forholdstalsvalg til Folketinget; det vil

da muligvis vise sig, at det er en eller anden Fifflkus, der først

og fremmest har haft til Hensigt at slaa Bom for Forholdstals-

valget, men iøvrigt har brudt sig fejl om en Reform af Valg-

retten til Landstinget. Det er jo et gammelt Fif, at man, naar

intet væsentligt kan indvendes mod en Sag. man ønsker at bekæmpe,

søger at hindre Sagens Fremme ved at sætte den i For-

bindelse med en anden Sag, med hvilken den har en tilsyne-

ladende Sammenhæng, men med hvilken den i Virkeligheden

intet har at gøre. Saaledes er det maaske ogsaa gaaet her, og

Paastanden om, at Indførelse af Forholdstalsvalg til Folketinget

vilde være et reaktionært Skridt, naar den privilegerede Valgret


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 73

til Landstinget ikke blev afskaffet samtidig, hører nu til de sejg-

livede Vildfarelser, der løber Landet rundt, og som de fleste af

os er nødt til at modtage paa Tro og Love, fordi vi mangler

Evne og Lejlighed til at anstille en selvstændig Undersøgelse om

Sagens virkelige Sammenhæng.

I min Artikel om ,, Valgrettens Udvidelse" har jeg søgt at

paavise, at den gængse Paastand om den nødvendige Forbindelse

mellem Indførelse af Forholdstalsvalg til Folketinget og Afskaf-

felse af den privilegerede Valgret til Landstinget kun beror paa

uklar Tænkning, og at de radikale Partier gør sig skyldige i en

Selvmodsigelse, naar de i den lige og almindelige Valgrets Navn

nægter os menige Folketingsvælgere den eneste Valgmaade, hvor-

ved den lige og almindelige Valgret til Folketinget kan blive

virkeliggjort. Idet jeg iøvrigt henviser til, hvad jeg her har sagt,

skal jeg for at sætte Uholdbarheden af Dr. Munchs Opfattelse i

det skarpest mulige Lys fremsætte nogle supplerende Betragt-

ninger.

Man har en Historie om en Skovrider, der skulde arrangere

en Jagt for et større Selskab, og som havde en Fornemmelse af, at

flere af Deltagerne var temmelig ukyndige i Jagt. For nu at for-

hindre, at disse uerfarne Jægere skulde anrette Ulykke paa Liv

og Lemmer, gav han dem løse Patroner at skyde med, og det

viste sig ogsaa, at deres Ukyndighed i Jagt var saa stor, at de slet

ikke mærkede, at de skød med løse Patroner. Dr. M. vil bære

sig ad paa en lignende Maade som denne Skovrider. Han vil nok

give de privilegerede Landstingsvælgere og deres Venner Adgang

til at blive optagne paa Valglisterne til Folketinget, men af For-

sigtighedshensyn og for at de privilegerede Landstingsvælgere

og deres Tilhængere ikke skal anrette Ulykker mellem de Væl-

gere, hvem Dr. M. anser for Demokratiets trofaste, vil han bevare

den nuværende Valgmaade i Enkeltmandskredse. Dr. M.

gør endvidere Regning paa, at den Del af de menige Folketingsvælgere,

hvis Valgret under den nugældende Valgordning kun

bestaar i en Ret til at komme med paa Valglisten, ikke vil opdage,

at de ligesom hine ukyndige Jægere i Virkeligheden kun

faar løse Patroner udleveret. For saa vidt er der en fuldstændig

Lighed mellem Dr. M. og den omtalte Skovrider. Men der er

alligevel en stor Forskel imellem dem, og denne Forskel bestaar


74 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

deri, at Skovrideren handlede som en forstandig Mand, der

valgte et nyttigt Middel til at naa sin Hensigt, medens Dr. M.

handler tankeløst, fordi han vil anvende et Middel, der er utjen-

ligt til Øjemedet. Dr. M. overser nemlig, at det paa Grund af de

Tilfældigheder, der er uadskillelig forbundne med den nu-

værende Valgmaade i Enkeltmandskredse, meget godt kan hænde,

at de Vælgere, hvis Repræsentation i Folketinget Dr. M. ønsker

at reducere til det mindst mulige, netop ved den nuværende

urimelige Valgmaades Hjælp kan faa en uforholdsmæssig stor

Repræsentation i Folketinget, ja maaske besætte Flertallet af

Pladserne. Naar Dr. M. vil benytte den nuværende Valgmaade

til at sikre visse bestemte Vælgerklasser en større Repræsentation

i Folketinget, end der kan tilkomme dem efter Forholdstalsvalg-

maaden, bærer han sig derfor lige saa tankeløst ad, som hin

Skovrider vilde have gjort, hvis han i Stedet for at give de er-

farne Jægere skarpe Patroner og de ukyndige løse Patroner havde

uddelt skarpe og løse Patroner i Flæng mellem alle Deltagerne

i Jagten.

At Dr. Munchs og hans Meningsfællers Modstand mod Ind-

foreisen af Forholdstalsvalg til Folketinget kun skyldes uklar

Tænkning, bliver yderligere indlysende, naar man forfølger en

anden Tankerække. Lad os tænke os, at vi havde et Landsting

som det nuværende og et Folketing valgt ved Forholdstalsvalg

uden Kredsdeling, men med Valgretten betinget af en vis aarlig

Indtægt, f. Eks. i200 Kr. Ved Afskaffelsen af denne Census

vilde vi altsaa faa et Folketing, valgt efter de Regler, jeg har taget

Ordet for. Under Forfatningsforhold som de her fingerede vilde

vi sikkert træffe Dr. M. blandt de ivrigste Forkæmpere for Af-

skaffelsen af den nævnte Census, og det vilde ikke falde ham ind

at stille Fordring om andre Forfatningsændringer som Betingelse

for at gaa med til Afskaffelse af Census. Men Dr. M. maa

indrømme, at han, hvis han vil være konsekvent og tro mod det

Standpunkt, han nu indtager, under den omhandlede tænkte

Situation ikke vilde kunne stemme for Afskaffelse af Census, med

mindre man samtidig enten afskaffede den privilegerede Valgret

til Landstinget eller ombyttede Forholdstalsvalgmaaden med

Valg i Enkeltmandskredse.

Dr. M. hører som bekendt til det radikale Venstres Ledere, og


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 75

det ligger ham utvivlsomt stærkt paa Sinde at føre en virkelig

radikal Politik. Han er aabenbart bekymret for, at Indførelsen

af Forholdstalsvalg til Folketinget skal berede det radikale Parti

Vanskeligheder. Heri gør han sig imidlertid skyldig i et fuld-

stændigt Fejlsyn. Der findes ingen større Hindring for Dannelsen

og Udviklingen af et Parti, der kan og vil føre en selvstændig,

virkelig radikal Politik, end den nuværende Valgmaade til Folke-

tinget.

Ved radikal Politik forstaar jeg selvfølgelig ikke en Politik,

der væsentlig gaar ud paa at anklage den nuværende Regering

eller dens Tilhængere paa Rigsdagen for at have forladt deres

tidligere Standpunkter og ej heller en Politik, der væsentlig be-

staar i at foreslaa Afskaffelse af den privilegerede Valgret til

Landstinget og de kommunale Raad uden at paavise noget som

helst Middel til disse Forslags Gennemførelse. Ved radikal Politik

forstaar jeg derimod en Politik som den, Dr. M. paa et Mode

i Lemvig i Foraaret 1905 har formet saaledes: ,.Det nye Parti

(o: det radikale Venstre) vil kræve en social Lovgivning, der be-

tyder en virkelig Omvæltning i Stedet for de sædvanlige

Lapperier."

Det er klart, at en saadan Politik vil møde mange Vanskelig-

heder af forskellig Art. Naar Dr. M. imidlertid paa det nævnte

Møde i Lemvig udtalte, at en ,, Omvæltning" som den, han fore-

slog, kun kunde naas ,,i Kamp med Landstinget" ,

saa skal jeg vel

ikke modsige dette, men denne Udtalelse viser alligevel, at Dr.

M. ikke ser, hvor Vanskelighederne foreløbig ligger. Den største

Vanskelighed bestaar nemlig deri, at den menige Vælgerbefolk-

ning nu en Gang ikke er synderlig radikal, eftersom det jævnt

moderate Stade passer vort Folk bedst. Det er kun Teoretikere,

der tror, at de mindre velstillede Samfundsklasser nødvendigvis

maa være radikale og tilstræbe en anden Fordeling af Magt og

Formue end den bestaaende. Smaakaarsfolk benytter naturligvis

gerne deres politiske Rettigheder til at forbedre deres Stilling, og

de giver selvfølgelig fortrinsvis de Politikere deres Stemme, der

vil arbejde herfor, men de forlanger hurtige Resultater, og det

vil ikke være let at vække deres Interesse for de fjernere Maal,

som en virkelig radikal Politik nødvendigvis maa sætte. Man

maa ikke lade sig vildlede af den Kendsgerning, at Socialdemo-


76 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

kratiet har vundet saa mange Tilhængere blandt Folketings-

vælgerne, ti de allerfleste af dets Tilhængere staar vistnok kun i

et meget løst Forhold til de egentlig socialistiske Idéer. Det er

ikke det Taagebillede, der hedder den socialistiske Stat, som for-

trinsvis drager Smaakaarsfolk over i Socialdemokratiets Rækker,

men derimod Partiets grumme ensidige, men meget energiske

Arbejde for under de givne Samfundsforhold at hæve Under-

klasserne paa Overklassens Bekostning. Et radikalt Parti ved

Siden af Socialdemokratiet vilde faa en meget vanskelig Opgave,

netop fordi det ikke vilde kunne konkurrere med Socialdemo-

kratiet om at fremsætte Forslag, der muligvis kun er ,, Lapperier" ,

men hvis Gennemførelse dog kunde give Forslagsstillerne Relief

hos Vælgerne. Et Parti, der ad Lovgivningens Vej vil virke for

dyberegaaende Forandringer, vil tværtimod ofte være nødt til at

bekæmpe Forslag, der efter Partiets egen Opfattelse maa betragtes

som Kvaksalverforanstaltninger, fordi de kan virke som

en Hindring mere for Virkeliggørelsen af Partiets Hovedformaal,

hvorimod Socialdemokratiet intet Hensyn behøver at tage hertil,

da Samfundets Omformning til en socialistisk Stat i Følge de

af Partiet autoriserede Lærdomme hidføres alene ved de økono-

miske Kræfters Spil uden Menneskets bevidste Medvirkning.

Et selvstændigt radikalt Parti maatte efter min Opfattelse

gøre Front saavel mod Socialdemokratiet som mod de konserva-

tive Partier, og det er indlysende, at et saadant Parti ikke har

nogen som helst Udsigt til overhovedet at komme i Gang, saa

længe vi beholder den nuværende Valgmaade til Folketinget, da

det vil være i født Mindretal i alle Landets Folketingskredse.

Fik vi derimod Forholdstalsvalg uden Kredsdeling, vilde Partiet

uden Tvivl kunne dannes, skjont det foreløbig kun vilde komme

til at raade over et mindre AntalFolketingsmandater, men For-

holdstalsvalgmaaden vilde paa den anden Side bevirke, at Par-

tiets Repræsentanter med Tryghed kunde arbejde for Partiets

Program, og at de ikke behøvede at slaa af paa Programmets

Hovedgrundsætninger for at bevare deres Mandater. Og da For-

holdstalsvalgmaaden vilde berøve Partiet Udsigten til at faa Stemmer

fra Vælgere af andre Partier, vilde den samtidig borttage

Fristelsen til at hverve Stemmer ved at opgive eller tilsløre væ-

sentlige Dele af Programmet. Og da Partiets Ledere maa vide,


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 7 7

at Partiets Vækst under Forholdstalsvalgmaadens Herredømme

vil være forholdsvis langsom, vil de have den størst mulige Opfordring

til at underbygge de Reformforslag, de fremsætter, med

de bedst mulige saglige Grunde, og det er da højst sandsynligt,

at et saadant Parti kunde øve en betydelig Indflydelse paa Lov-

givningsarbejdet, selv om det kun raadede over et mindre Antal

Folketingsmandater.

Det er klart, at et radikalt Parti, der skal arbejde sig i Vejret

under den nugældende Valgmaade, faar helt andre Vilkaar. Da

Partiet overhovedet ikke kan faa nogen Repræsentant i Folke-

tinget uden ved Støtte fra andre Partier, vil Partiet straks fra

første Færd være afskaaret fra at fastholde Programmet i dets

Renhed, men maa gøre Indrømmelser saa til den ene, saa til den

anden Side. Selv om Partiets Ledere nok saa ærlig vil bestræbe

sig for at fastholde Programmet, saa er de jo dog kun Mennesker,

og da den nuværende Valgmaade afskærer Lederne fra at komme

ind i Folketinget alene ved deres egne Tilhængeres Stemmer, vil

Partiet efter kortere eller længere Tids Forløb med Naturnødvendighed

komme til det Punkt, hvor Hensynet til Programmets

Overholdelse træder i Raggrunden for Ønsket om at hverve det

størst mulige Antal Stemmer. Og selv om enkelte Punkter af

Programmet af og til bliver draget frem paa Vælgermøderne, saa

vil det ikke blive de Programpunkter, der er underbyggede med

de bedste saglige Grunde, men det bliver de Punkter, der gør sig

bedst i Agitationen. Saa lyder væsentlig kun de mere eller min-

dre begrundede Krav om „Afskaffelse" saa af dit, saa af dat, og

det er altid et Tegn paa betænkelig Svaghed hos et Parti, naar de

Reformforslag, som Partiet fremsætter, fortrinsvis lyder paa „Af-

skaffelse" . Naar

det saa en Gang er lykkedes Partiet ved en

ihærdig Agitation at faa Flertallet i Folketinget, og Lederne har

overtaget Regeringen, vil det snart vise sig, at Partiets Flertal

staar i et meget løst Forhold til det oprindelige Program. Og

naar det saa kommer for Dagen, at Partiet paa Grund af sin

uensartede Støbning er ude af Stand til at føre en virkelig „Kamp

med Landstinget" om Programmets Gennemførelse, saa vil den

lille Skare af trofaste, der endnu føler sig forpligtet mod Pro-

grammet, udstøde det kendte Raab om, at Lederne har „svigtet" ,

efter at de har overtaget Regeringen, medens Sandheden i Virke-


78 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

ligheden er den, at Frafaldet begyndte paa et langt tidligere Tids-

punkt, idet den nuværende Valgmaade har gjort Frafald fra Programmet

til en Betingelse for, at Partiet i det hele taget har

kunnet arbejde sig op.

Overhovedet er det klart, at vort politiske Liv vilde vinde

betydelig i Sundhed, hvis Folketingsmændene var valgt alene ved

deres egne Tilhængeres Stemmer. Men under den nuværende

Valgmaade er det kun et Mindretal af Folketingsmænd, der sid-

der i sikre Kredse, og jo flere Grupper vi faar, des større bliver

Tallet af de Folketingsmænd, der skylder Vælgere af andre Par-

tier deres Mandater. Dette Forhold medfører uundgaaelig, at de

klare Standpunkter mere og mere udviskes. Indforelse af For-

holdstalsvalg uden Kredsdeling vilde i den Henseende medføre

det samme Resultat, som vi vilde faa, hvis det vel teoretisk tænke-

lige, men praktisk taget utænkelige Tilfælde skulde indtræde,

at alle de 114 i Enkeltmandskredse valgte Folketingsmænd sad i

tilnærmelsesvis sikre Kredse, og enhver kan sige sig selv, hvor

meget den politiske Diskussion vilde vinde herved.

III.

Blandt Forkæmperne for Indførelsen af Forholdstalsvalg til

Folketinget findes som bekendt Folk saavel af stærkt konserva-

tive som af udpræget radikale Anskuelser. Heri er der imidlertid

intet forunderligt, ti den, der er naaet til Bunds i denne Sag, vil

let se, at der ikke her foreligger noget Sporgsmaal om Konserva-

tisme eller Radikalisme, men simpelt hen om Redelighed.

Forholdstalsvalgmaadens Forkæmpere vil ikke være med til

at indbilde Folk, at de har Valgret til Folketinget, blot fordi de

har Ret til at forlange sig optagne paa Valglisten. Vi vil heller

ikke lade Folk blive i den Tro, at vi ved Folketingsparlamentarismens

Gennemførelse har faaet indført Flertalsstyre, saa længe vi

ikke har en Valgmaade til Folketinget, hvorved Vælgernes Flertal

kan komme til deres Ret. Og af de radikale Partier forlanger vi

særlig, at de skal vise vore Bestræbelser den samme Sympati, som

de vilde vise Bestræbelserne for Afskaffelse af Census, hvis Valg-

retten til Folketinget var knyttet hertil.

Vi vil heller ikke være med til at indbilde Vælgerne, at de

faar lige Valgret, fordi man indfører lige store Kredse. De For-


Lige Valgret for alle Folketingsvælgere 79

slag om ny Kredsdeling, som for Tiden er til Forhandling, har

intet med den lige Valgret at gøre og sejler derfor under falsk

Flag. Det er end ikke usandsynligt, at Oprettelsen af flere Kredse

i Virkeligheden vilde medføre en Forværrelse af den bestaaende

Tilstand, ti jo flere Kredse vi faar, des større Udsigt er der til en

yderligere Splittelse af Stemmerne, og den Procentdel af Væl-

gerne, der har Adgang til at faa deres Stemmer tagne i Betragt-

ning paa Valgdagen, vil følgelig let kunne blive endnu min-

dre end den er nu.

Heller ikke vil jeg for mit Vedkommende kunne gaa med til

en Udvidelse af Valgretten til Kvinderne og de 25-aarige, med

mindre vi forinden eller samtidig faar Forholdstalsvalg til Folke-

tinget. Jeg har ganske vist intet som helst at indvende imod, at

Kvinderne og de 25-aarige faar Valgret, og jeg anser det for sand-

synligt, at denne Reform vil kunne virkeliggøres i en ikke altfor

fjærn Fremtid. Men jeg vil ikke være med til Narrestreger. Og

at indføre Valgret for Kvinder og 25-aarige samtidig med, at man

bevarer den nuværende Valgmaade, vilde kun være et Narre-

værk. Ja, hvor paradoksalt det end kan synes, saa vil jeg dog

hævde den Paastand, at vi ved en saadan ,, Valgretsudvidelse"

let vilde risikere at faa endnu mindre Valgret end vi har nu. Ti

hvor megen Valgret vi har, beror — som nu saa ofte sagt — ikke

blot paa, hvor mange der kommer med paa Valglisten, men afhænger

lige saa meget af, hvor stor en Del af de indskrevne

Vælgere der faar deres Stemmer tagne i

Betragtning paa Valg-

dagen. Kommer først Kvinderne og de 25-aarige med paa Valg-

listen, vil Vælgerkorpset blive forøget fra rundt regnet

400,000 til 1 Million. Men efter al Sandsynlighed vilde

en saa kolossal Forøgelse af Vælgertallet medføre en

yderligere Splittelse af Stemmerne, og den enkelte Vælgers

Stemmeret vilde følgelig, naar man samtidig bevarede den nuværende

Valgmaade, let blive endnu mindre værd, end den er nu.

Det er vel overvejende sandsynligt, at de Stemmetal, hvormed

Folketingsmændene vilde blive valgte efter Valgrettens Udvidelse

til Kvinderne og de 25-aarige, absolut taget vilde blive større end

de Stemmetal, hvormed de vælges nu, men det kan let hænde, at

Stemmetallene, beregnede procentvis i Forhold til de indskrevne

Vælgeres Antal, vilde blive mindre, og det er herpaa, det kommer


80 Lige Valgret for alle Folketingsvælgere

an, naar man vil have at vide, hvor megen Valgret vi har. Den

stedfundne ,, Udvidelse" vilde i saa Fald være en Indskrænkning

af Valgretten*).

Enhver, der underkaster det her omhandlede Spørgsmaal en

af Partistandpunkter og Fordomme uafhængig Undersøgelse, vil

snart opdage, at den nuværende Valgmaade i Enkeltmandskredse

er en ganske forældet Levning fra den Tid, da Valgretten til de

lovgivende Forsamlinger var knyttet til høj Census. Saa længe

dette var Tilfældet, og de Spørgsmaal, hvorom den politiske Dis-

kussion drejede sig, væsentlig kunde betragtes som Familie-

stridigheder mellem Overklassens forskellige Bestanddele, var

Valgmaaden i Enkeltmandskredse vel teoretisk ufuldkommen,

men dog praktisk brugelig. Men efter at den almindelige Valgret

er indført, og de store Masser har lært at indse, hvilket mægtigt

Vaaben de har i Stemmeretten, er Forholdstalsvalgmaadens Ind-

førelse bleven en Nødvendighed. Ti med den større politiske

Interesse hos Masserne indtræder uundgaaelig en større Gruppe-

deling, og det er fantastisk at tro, at denne stærke Splittelse i

Grupper kan hindres derved, at man opretholder den nuværende

Valgmaade. Den, der tror at kunne skaffe Danmarks 400 å

450,000 Folketingsvælgere en virkelig Valgret gennem den nu-

værende Valgmaade, kunde lige saa godt prøve paa at befordre

det Antal Personer, der nu kører paa vore Jernbaner, med de

Befordringsmidler, som stod til Raadighed for 50 Aar siden.

Den, der er fortrolig med disse Spørgsmaal, kan derfor kun føle

sig humoristisk berørt ved at se saakaldte Demokrater betegne

Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Folketingsvalgene som

en udemokratisk Foranstaltning.

Hvor haabløst et Arbejde for Indførelse af Forholdstalsvalg

til Folketinget end kan synes at være paa et Tidspunkt, hvor de

fleste aktive Politikere er Modstandere deraf, saa vilde det dog

være ganske urigtigt, om Vennerne af denne Reform vilde lægge

Hænderne i Skødet. Hvad det gælder om, er at gøre et grundigt

Oplysningsarbejde blandt den menige Vælgerbefolkning og at

modvirke den gængse vrange og mangelfulde Opfattelse af Forholdstalsvalgmaaden

som en ,,Mindretalsvalgmaade" , en Mis-

* Disse Bemærkninger om mit Standpunkt til Spørgsmaalet om Valgrettens Udvidelse

til Kvinderne tjener tillige som Svar paa Ville Højbergs Udtalelser i Decemberhæftet

af »Dansk Tidsskrift«.


Lige Valgret for alle Folketingsvælgene 81

forstaaelse, som x\ndræ gentagne Gange maatte bekæmpe, men

ofte uden Held. Naar denne Misforstaaelse er ryddet bort, og

det kan dog muligvis ske hurtigere, end det kan se ud til i Øje-

blikket, saa vil den Dag komme, da den menige Vælgerbefolkning

vil betragte en Politiker, der modsætter sig Forholdstalsvalgmaadens

Indførelse ved Folketingsvalgene med de samme Øjne,

hvormed man betragter en Duellant, der overtræder Duelreglerne,

eller en Spiller, der spiller falsk. Og jeg har den Tro til vort

Folks Retfærdighedsfølelse og sunde Sans, at de menige Vælgere

uden Hensyn til Partiforskel da vil kunne blive enige om at feje

enhver Folketingskandidat bort, der ikke vil love at stemme for

Indførelse af Forholdstalsvalg til Folketinget uden Valgkredse

som den eneste Valgmaade. der kan skaffe alle Folketingsvælgere

lige Valgret.

Dansk Tidsskrift. IX.


Danske Bøger.

Af Thomas Bredsdorff.

Ser man paa den uhyre Strøm, som nu i dette Efteraar i Form af

tykke Romaner eller tynde Digtsamlinger vælter ud over Landet,

og læser man samtidig de Anprisninger, som i Pressen Dag efter Dagledsager

hvert nyt Skvulp, maa man faa det Indtryk, at Danmark i

literær Henseende ingenlunde er et lidet, fattigt Land.

Anmelderne formelig fraadser i Superlativer. Stadig faar man

at vide, at den nysudkomne Bog er ,,en mesterlig Bog, som bør staa

allerøverst paa Ønskesedlen til Julen." „Allerede det, at Bogen fore-

ligger i 3. (eller 10.) Oplag, turde være tilstrækkelig Anbefaling"(!).

Og det alvorlige ved Sagen er, at det ofte er Mænd „med Navn",

der rutter med netop disse anførte og lignende Fraser.

Man læser saa selv. Og naar man har „ædt sig gennem Grødbjerget"

— eller en anselig Del af det — slaar man sig for Panden

og spørger: Er det mig, eller er det de andre, der ikke har Begreb

om, hvad Poesi er? Er alt dette, der her udbasunes — enten af æste-

tiske Gourmander eller folkelige Prædikanter — er alt dette virkelig

Poesi, „mesterlige Bøger" o. s. v. o. s. v., ja, da er Poesien visselig

ikke dyr her i Landet.

Uden at ville indlade mig paa det haabløse i at strides med disse

anmeldende Skaaltalere om, hvad Poesi er, spørger jeg blot ved mig

selv, om det ikke er underligt, at det poetiske Liv, der ytrer sig i den

Grad en gros i Bøgernes Verden, har saa ringe Kraft i Menneskenes.

Midt i denne Vrimmel af „Mesterværker" synes Aandslivet oftest særdeles

fladt. Trods al denne hidsige Forkyndelse af Idéer og Idealer,

er Idealiteten, i hvert Fald i det offentlige Liv, forbløffende ringe.

Tiden er rimeligvis god nok „efter sin Beskaffenhed"; og den er i

hvert Fald vor Tid. Men det er ikke egentlig det poetiske, der betyder

noget for Folket i Øjeblikket. Saa det er muligt, at de utallige

poetiske Mesterværker ikke er saa mesterlige endda.

Vi har desværre i vore Dage udviklet os forbløffende i Retning

af at prise det middelmaadige — og mest vel paa Digtekunstens Omraade.

— Dersom det nu var, hvad man maatte ønske det danske Folk,

at hvert Menneske i Landet en Gang før eller senere drev det til at


Danske Bøger 83

skrive en Roman eller en Digtsamling, ja, da kunde det forsvares at

fremhjælpe og fremelske — endogsaa næsten i den Grad, som Tilfældet

nu er.

Men — der er jo andet Arbejde, der ligger nærmere for. Vi er

ved at drukne i Liter atur; vi skriver virkelig snart hver en Bog —

eller Folk synes snart, de ikke kan være bekendt at gaa om uden

literært Afkom.

I saadan en Tilstand er denne kritikløse Oversavling ganske

simpelt umoralsk. Det kan aldrig være Pligt at medvirke til at lede

dem ind paa den literære Bane, der „saamænd kan skrive lige saa

godt som de fleste andre." En Nedsabling af digtende Dilettanter er

kun en samfundsnyttig Gerning. Faar vi blot 3—4 virkelig gode Bøger

om Aaret, er det jo mere end nok, meget mere, end de fleste

kan forbruge, naar de skal bruge dem ret. Der var en Tid, det var

svært at slaa igennem som Digter. Nu kan man paa den godmodige

og den forretningsmæssige Reklames Vinge anderledes klare sig!

Det synes at blive nemmere og nemmere at „slaa igennem". Ti

hvad Folk vil have, er det, de kender. Den Bog, hvori man stager

rundt i sit hjemlige og fladbundede Gadekær, er den mest efterspurgte.

Kommer der en enkelt, som rører rundt i Andemaden,

skræppes der op, og Jeronimus sværger paa, at Verden staar ikke til

Paaske. — Det hedder sig, at man elsker „Virkelighedsdigtning".

Men hvad der gaar bedst, har intet med den at skaffe, er kun den

spinkleste Efterklangs Efterklang af Romantikken.

For saa mange Mennesker netop nu synes Digtningen jo slet

ingen Livsbetingelse. De læser ikke, fordi de maa have kastet nyt

Ved paa Baalet i deres Indre; de glæder sig ikke til en ny Bog, fordi

den faar nye Kilder til at sprudle frem i Sjælen, eller fordi den

lader dem se et Glimt af den Tilværelses, til daglig skjulte, Væsen,

hvori de lever. De fordrer ikke, at den gode Bog skal faa deres Følel-

sers Engbund til at grønnes og deres Tankers Taager til at lettes.

Mindst læser de vel for at føle Uendelighedens Vingesus over deres

Hoveder.

De synes kort og godt at læse, fordi Tiden jo en Gang imellem

skal udfyldes. Eller de læser i en usikker Forestilling om, at man

efter Dagens materielle Gerning og grove Kost maa have en lille

Dessert af det, der fra gammel Tid hedder ,,det skønne-gode-sande"

— inden man haler Nathuen over Ørene.

De misundelsesværdige! Saa længe f. Eks. Fru Blicher-Clausen

ikke har lukket sit Konditori, har de ingen Nød. Og nu, da hun tilmed

synes at have skabt Skole, er Udsigterne saa meget lysere.

Vi har jo i lange Tider levet under literært Dameregimente.

Først var der Hetærepoesien. Den er dog vist omtrent forbi, nu, da.

dens Forfatterinder har vendt Kallunet for de Uanstændigheder, de

sad inde med. Det skal være en dreven Dame, som i Øjeblikket

kan opfinde en Uartighed, der ikke virker som den elendigste Havre-


84

Danske Boger

suppe oven paa den øvrige Pickles. — Fru Agnes Henningsen har

begaaet en lille Uartighed, der hedder Lykken. Den kan maaske

noteres som et af de sidste Forsøg i Genren. Den er nemlig ogsaa

uanstændig kedsommelig.

Efter Hetærepoesien gled vi ind i Chokoladedigtningen. Og det er

et meget stort Spørgsmaal, om vi er bedre farne med den. Det vilde

ikke være sært, om der efter denne Afpropning med søde Sager

kunde paavises en Ødelæggelse af Folkets aandelige Fordøjelse, som

sent forvindes.

Jeg skal lade Fru Blicher-Clausen ligge; blot nævne Ingeborg

Sick her. Maaske der i Frøkenens Jomfru Else er lidt mere Kærne

end sædvanlig — det er dog den Slags Literatur, der hellere maatte

være uskreven.

Frk. Sick er en Hyrdinde, der har faaet Adrienne paa, Hendes

Hjemland er ,, Bukolien", men alligevel vil hun med Vold og Magt

behandle moderne Forhold. Hendes Bøger bliver derfor den besynderligste

Blanding af Baby-Bomantik fra forrige Aarhundredes

Midte og moderne Problemdigtning.

Frk. Sick har nylig i et Interview beklaget sig over min tidligere

Udtalelse om, at hun smorer sin poetiske Triumfvogn i Englefedt.

Jeg beklager ikke at kunne finde noget mere træffende Udtryk for en

Forfatterinde, hvis Popularitet vindes ved et Sprog som det, hun ogsaa

anvender i Jomfru Else. I denne Bog f. Eks. „elsker" man ikke, nej,

man „elsker — elsker — elsker — i Dag mere end i Gaar — i

Morgen allermest — mere, end Du kan begribe — mere, end det kan

være (!)." Heltinden hedder ikke Else, men „Elsepigen" eller Elseskatten".

Da hun skal skrive til Provsten og bede ham, der var

hendes afdøde Moders Ven, vie hende, undertegner hun sig selv:

„Mors egen Elsepige".

Samme Mor skildres i denne Lalle-Stil: Hun har „Sko med

Bingleknapper". Derfor gaar hun ikke slet og ret, men hun „ringler

en Chassé op ad Noddegangen", eller hun „svingler" — let for-

staaeligt — i en poetisk Bus. Brevstilen mellem Mor og Datter er

saaledes: Fra Datteren: — „Naar Du gaar ud og spadserer, Mor, vil

Du saa hilse alle Stederne, men ikke, hvis Du savner mig mere ved

det." Fra Moderen: „Ved Du, hvordan jeg bærer mig ad om Morgenen?

Jeg lister endnu stadig ind i Dit Jomfrubur, og naar jeg staar

foran den tomme, stille (!) Seng, hvor jeg ikke finder min Elsepige

og kan knuge og mase hende ganske flad o. s. v. o. s. v."

Det er den Slags, jeg har kaldt og vedblivende vil kalde —

Englefedt.

Maaske en Forklaring paa Fænomenet: Digterinden Sick — kan

findes i den Opdragelse, der bliver Jomfru Else til Del, og som

skildres som den ideelle. Med Ord, der maaske kan anvendes i en

senere Biografi over Forfatterinden selv, hedder det: ..Hvor Mor har

maset med En for at faa En lidt mere som de andre — og naar man


Danske Høger 85

ikke kan og hun er bleven heftig, ender hun med at ,, knuse" sin

Elsepige og sige, at hun dog er allersødest, naar hun gaar og ser

hjælpeløs og forfærdet ud og har Øjne ligesom en Hind — ."

Man kan nemt forestille sig en Opdragelse, der er sundere! Og

hvorledes Frøkenen med den som Idealet skulde kunne løse det

Problem, som Bogen i de højtideligste Vendinger laver til med, men

kun begynder paa: Ægteskabet mellem en kristen Kvinde („Elsepigen"

nemlig) og en (stiliseret) Fritænker — ja, det forstaar et

tænkende Væsen ikke let.

Fru Blicher-Clausen, der ,, udkommer paa Svensk, Hollandsk,

Tysk, Finsk og Amerikansk", Fru Karen Michaélis og Frk. Sick —

disse tre Damer — og saa vort „gode danske Smør" truer med at gøre

os verdensberømte. —

Men maaske har man nu Lov til at haabe paa en tredie Periode

i Kvindeliteraturen. Der opdukker i hvert Fald enkelte Forfatter-

inder, der hverken er uartige eller sirupsøde. En af de kraftigste

hedder Thit Jensen. Hun har skrevet en Bog, Martyrium, hvori det

maaske nok er lidt knapt med Poesi, men hvor man netop i Tider

som disse maa glædes højligt over den sunde Følelse og djærve

Harme. Der er i denne Forfatterinde noget af den ægte, „hellige

Indignation", der undertiden skaber Digtere. Hendes Bog er gennemtrængt

af den dybeste, aldeles usentimentale Medfølelse med de

mange, mange af hendes Søstre, der i Virkeligheden kun er moderne

Haremsdamer. Hvor Agnes Henningsen skildrer den kultiverede

Skøge, hvis Udvikling kun er erotisk, der skildrer Thit Jensen Kvinden,

saaledes som hun, høj eller lav, ødelægges af Mandens Attraa.

Bogens ene Grundmotiv findes i disse Ord: „Kvinden kan tilkæmpe

sig Frihed, Ligestilling, gode Vilkaar o. s. v. Men hun kan

aldrig kæmpe sig bort fra det, hun er: Moderemne! Moderenme er

hun, fra hun folder sig ud, og til hun visner, kun ét er for en normal

Kvinde Tilfredsstillelse: fuld Udfoldelse som Moder. — Kvinder skal

være Møer eller Modre; de perverse Positioner derimellem er Blasfemi

— en sørgelig Smitte fra Mændene."

Det er Ord, der virker, som var de slængte i Øjnene paa alle dem

af Forfatterindens Kalds- og Kønsfæller, der har gjort deres bedste

for at udvide Mandens Haremsregimente og har steriliseret sig selv

for altid at kunne være Manden til Vilje.

Og Bogens andet Motiv findes her: „Samfundet kunde have

reddet hende (Hovedpersonen, der gaar til Grunde i et ulykkeligt

Ægteskab) — ved en eneste simpel Lov, den nemlig at tage Bestemmelsesretten

fra en Sviregast og lægge den i hans Hustrus eller

i Statens Hænder. — Mængder af umyndiggjorte Kvinder spærredes

inde (i Prostitutionen) for at beskytte Samfundet, men et forfaldent

Individ kunde frit drikke Sygdom, Last og Ruin ind over Verden; det

var en Privatsag."

Det er, som sagt, en djærv Bog; der er en haard og strid Luft i


86

Danske Bager

den. Gid den maa feje hvinende gennem de lumre Boudoirer, hvis

Atmosfære er tyk af Parfume og Skønhedsmidler. Og gid Thit Jensen

ikke selv maa slides op i Kampen saaledes som Hovedpersonen i

denne bitre og ramme Bog. Maatte den indlede det Tordenvejr, der

renser Luften i Kvindepoesien, saa vi endelig en Gang kan møde den

sunde Kvinde ogsaa dér.

Indtil videre er det her til Lands blandt Mændene, man ret skal

mærke Vingeslaget af „Poesiens vilde Fugl".

Men det fornemmes ganske vist kun hist og her. — Der er nok

af „underholdende" Læsning — — den højere Almanakliteratur.

Man kan saaledes godt slaa et Par Timer for Panden med Anker

Larsens Livets Ubønhørlig hed. Disse Fortællinger har man maaske

nok hørt meget af for, men det lader sig høre igen i hans Fremstilling.

Hvorfor Manden har svinet Samlingen til med at putte en

lille Historie ind, der er sjofel som en forspist Middagsherres Anekdoter

ved Kaffen og vittig som en Gadedrengs Plankeværkskunst,

vides ikke.

Ogsaa P. E. Benzon moder med et Bind Fortællinger: Præster og

skikkelige Folk. De er venlige og gaar ingen for nær; burde

have staaet rundt i forskellige „Julestjerner", hellere end i en rigtig

Bog.

Hvad der er i Vejen med dem og med mange af den Slags, ses

maaske, om man f. Eks. lægger dem ved Siden af Jeppe Aakjærs

Historier, Fra Jul til Sankt Hans. Man opdager da let, at Benzons

er literære. Alt er set og fortalt paa en egen vedtægtsmæssig og for-

sigtig Maade — mens Jeppe Aakjær gaar sin egen Vej og ser med sine

egne store Øjne. Det er slet ikke saaledes, at disse Historier af

Aakjær er særdeles betydelige. Men der er i dem det, der kendetegner

Kunstneren: Menneskene, Naturen er set saaledes, at Synet

genopleves af Læseren. Den literære Hinde, der i en Bogtid som vor

næsten uundgaaelig lægger sig over alt, baade over Tingen, mens den

virkelig ses, og senere, naar den beskrives, denne Hinde findes ikke

hos den egentlige Kunstnersjæl.

Saa er der en Mand som Laurids Bruun. Endnu griber man

maaske efter hans Bøger, fordi man ikke har opgivet det Haab,

han i sin Tid gav Næring. Men han burde aabenbart nu hvile

en god Stund. Hans Bog, Den evige (der kun er ,,1. Del"), begynder

ret poetisk med en Skildring af den evige Jøde, der vandrer rundt

paa Paris' Gader og trøster sig over de andres Elendighed med, at

deres Liv jo „kun er et Øjeblik". Men Bogen ender desværre i en

græsselig Historie, der burde hedde „Den hvide Slavinde" og staa i

„Middagsposten".

Og saaledes kunde man blive ved, Bog efter Bog — velmente Forsog,

men de „Mesterværker", de andre finder i Snesevis, dem faar

man vanskeligt Øje paa. Naa, for Resten — det danske Sprog er jo

snart sprængt i Retning af stærke Ord — og „Mesterværk" betyder jo

nu slet ikke andet end retskaffent Husflidsprodukt. — —


Danske Bøger 87

Dog — der er et Par Forfattere, som har noget med den store

Poesi at gøre.

Der er saalecles Johannes V. Jensen. Om hans aldeles uliterære

Oprindelighed kan der ikke disputeres. Hans Naturkraft er enestaaende,

men endnu ofte ubehersket ubændig; han er saa opsat

paa at „sparke i Løgsaucen", at man kan befrygte en kunstnerisk

Sprængning, der odelægger de store Værdier, han sidder inde med,

endnu førend han har skrevet det — Mesterværk, som han aabenbart

har Betingelserne for at kunne give os.

Hans sidste Bog hedder Hjulet.

Der var en Tid, da det materielle Omraade, som Poeterne kunde

behandle, var saare indskrænket. Der var en Tid, hvor f. Eks. J. F.

Schouw maatte ud med en Afhandling for at vise sin „romantiske"

Samtid, at en Mac Adamsk Landevej med Pæle ved Siden slet ikke

„ødelagde" et Landskab, men overmaade vel kunde optages i en

poetisk Beskrivelse.

Siden da har vi set Digterne „æde om sig", røre — som Kong

Midas — ved alt, hvad vor praktiske Tid har frembragt. Og

se! det er blevet til Guld. Eksprestoget ad den blanke Staalvej, der

„skinner i rolig Bue fremad" gennem det fynske Maaneskinslandskab

(i Rørdams Digt), er i saa

Men Amerika! Ikke

Henseende klassisk.

„Frihedens" Amerika — men Yankeeog

,,Business"-Landet! Kan det, der her er Amerikas egentlige

Væsen, omsættes i Poesi?

Svaret er, at Joh. Jensen har gjort det. For saa vidt det larmende

Fabriks-Amerika overhovedet nu kan udsynges eller udsiges, har han

gjort det. — Og han har gjort det saaledes, at man i det fjerne øjner

en ny Form for Poesien sammen med det nye Raastof, den vil kaste

sig over.

Der er noget ved Joh. Jensen og hans Forhold til dansk Poesi,

der minder om Wagner og hans Forhold til Europas Musik. Og som

der hos Wagner var adskilligt, der syntes det klare Vanvid, saaledes

ogsaa her. — Der kan dog ingen Tvivl være om, at den Tone,

Joh. Jensen anslaar, vil blive fremherskende i en endnu i Taagedis

liggende Literaturperiode.

Der er her en Glæde ved Kendsgerningernes, Haandgribelighedernes,

Stoffets solide Verden, man ikke før har set Mage til. Der

er her en Forslugenhed paa de kæmpemæssigste Realiteter, der aldrig

mættes, en Lidenskab, der vil rumme dem, forstaa dem og ikke

helme, førend de er omsat til aandeligt Næringsstof. Der er noget

ved Joh. Jensen, der minder om hin „Lue", der aad om Kap med

Thor i Udgaard og ikke blot aad Kødet og Benene, men ogsaa Truget

med. Denne Forfatters Realitetshunger er ikke ringere.

En ny Sang, en djærv eller ungdomskaad, men i dybeste Forstand

verdslig Sang, der ligesom intonerer et nyt og fra vort væsens-

forskelligt Aandsliv — det er, hvad man fornemmer i Linjer som disse:


88

Danske Bøger

,,I den dybe Hulvej mellem Michigan Avenue og Vandet løb

Togene ud og ind fra Illinois Central, Hundreder af lange, tungtfragtede

Tog fra hver Kant af Amerika, fra Atlanterhavet til Stillehavet,

fra Polaregnene til Floridas Haver, én Rullen af de Tusinde

Hjul, en Tone dyb og dunkel og ram som den Luft, der hvilede sodmættet

over det hele. Den sorte Slugt var levende af Tog, af ende-

løse Vognrækker, som forskød sig engt imellem hverandre, af rygende

Lokomotiver, der laa som en evigt kværnende Grube mellem

den gule Taagemur paa Miehigansøen og Byens kobberrøde Ildluft,

Byen, der rejste sin milelange Klint af Taarnhuse som et Baal af

Sten og Metal, og blandede sine røde Dampe og sin stikkende Svovlrøg

med Vinternattens raa Dis. Her i dette kraftige Helvede dundrede

Kværnen, som maler Amerika sammen og giver det én Tone, her

sang Grotte, den gamle Knuser og Livgiver, her knurrede Hjulet.' 1

Vi med den gamle Verdens Aandsliv. og vi, som ikke opgiver

dettes Væsensindhold, føler her den Magt rejse sig, cler ligesom er

selve ,,Jordaanden" i dens Uafhængighed af Himlen.

Det er vel endnu kun Anslaget. Men det mærkes, at der her

grundlægges en Naturalisme, hvorimod den tidligere kun er Legeværk.

Men Modstanderen, der her forudføles, den nye hedensk-voldsomme

Skabnings-Dyrkelse, er af den Slags, som det kun er styrkende at tage

Livtag med. Og udvikler Joh. Jensen sig, som han har begyndt, og

faar han jævnbyrdige Kampfæller, da kan der i det Aandsliv, der

herved bryder frem, være nok at samle sig imod og nok at lære af,

nok ogsaa at styrkes ved! —

Det gælder at følge med Tiden, dér, hvor dens Kræfter ytrer sig

stærkest. Joh. Jensen er et af Nutidens mærkeligste Udbrud af de

Kræfter, der endnu for det meste rører sig underjordisk, men som

vil præge Fremtidens Kampe.

Naa — men der er andre end Joh. V. Jensen.

Og i en følgende Anmeldelse skal Jakob Knudsen, Henrik Pontoppidan

og flere af dem, der virkelig har noget paa Hjerte, omtales.


Det

Jættekamp og Ragnarok.

Af Axel Olrik.

er hændet de fleste af os, at vi under en eller anden Form

er kommen i Forbindelse med den Verden af Sagn, hvori

vore Forfædre, inden de blev Kristne, udtrykte deres Tanker om

Livets Sammenhæng. Barnet har lyttet til dem med aabent Øre,

og for Ynglingen har der tegnet sig Syner af heltemæssig Storhed.

Men hvad er det, der har holdt Sjælen fast? Svaret er saa simpelt,

at hvert Barn kan give det. Det er Guders og Jætters Kamp.

Det er den, som Barnet glad oplever paany i hvert af Thors eller

Odins Æventyr; det er den, som Ynglingen begejstret ser vokse

efter verdensomspændende Maalestok.

Det er noget mærkeligt, at vore Forfædre i den Grad har gen-

nemført en ledende Tanke i deres Myter. Ser vi ud over Verden,

er Myternes Mængde mangfoldig som Barnets Leg. De afspejler i

brogede Billeder alskens Indtryk af Livet, store og smaa, glade

og sorgfulde; ingen enkelt Tanke er mere Herre dér, end den

er i den ubekymrede Barnesjæl.

Men der er i Menneskenaturen en Hang til gennem Oplevel-

ser at søge efter Livets Sammenhæng. Den, der ud fra sit Stade

naar at give Svar paa dette Spørgsmaal, har dermed ikke blot

naaet en Enhed i sit eget Liv, men tillige givet et Bidrag til den

store, for os aldrig endte Granskning af Livets og Tilværelsens

Sammenhæng. Det er det mærkelige ved vore hedenske For-

fædre, at de tidlig kaarer sig en Tanke at sysle med, og at de tæn-

ker den igennem saa dybt og alvorligt, som det er dem muligt.

Svaret er som sagt saa simpelt, at hvert Barn kan fatte det:

Det egentlige i Tilværelsen er Guders og Jætters Kamp. Gaar vi

Myteverdenen igennem — Eddakvadene og Gudefortællingerne —

Dansk Tidsskrift. IX. 7


90

Jættekamp og Ragnarok

møder Tanken overalt. Thor er uafbrudt paa Færde, at ikke

Jætter skal øde Menneskenes Bygder og selv trænge over Asgaards

Bolværk. Snart ser vi ham ved Aaen, hvor han skal værge for

Jætterne, snart paa Vandring i de uhyre Mørkskove, hvor Troldene

ved Koglerier søger at hindre hans Komme, snart ror han

som lyslokket Ungersvend ud paa Havet og drager Midgaardsormen

op paa sin Krog, at den skal mærke hans haarde Hammer-

hug, eller han kommer agende i Asastyrke til Tvekamp og splint-

rer med sin Mjølner Stenjættens tunge Kølle. Og Odin, han er

paa Vandring, ukendelig, skjult i Kappen og den nedhængende

Hat; vover sig i Kast med den klogeste Jætte, i en Kamp med

Ord paa Liv og Død; eller higer ind mod den herlige, guddommelige

Mjød, Aandens og Visdommens og Sangkunstens

Kilde: med List og Bænker og Taalmod finder han Vej, gnaver

sig gennem Fjæld og kryber som Orm ind, og med Drikkens

rige Indhold i sit Indre kommer han ud, flyvende paa Ørnevinger,

inden Fj ældet kan lukke sig over ham. Og Odin, naar han staar

stille, ved Mimes Kilde, frittende om Kundskab, eller naar han

kogler den døde Volve af sin Grav, — han søger at løfte Fligen

af Fremtidens Slør for at mode de Farer, der truer. Jættekampen

følger Gudernes Liv overalt, selv Elskovsæventyret med Freys

Bejlen til Gerd faar sin Spænding ved Modsætningen mellem de

to Verdener. Og Loke med sit Letsind og sin Ondskab laaner

baade i skæmtsomme Gudeæventyr og i den sidste Strid sin Vægt

og Glans fra disse Tilværelsens dybe Modsætninger.

Det ejendommelige ved Jættekampen er, at den er ikke af-

sluttet; Faren truer altid paany, Thor er altid paa Færde til

Kamp. Odin altid ængstelig spejdende efter nye Midler. Tanken

er den, at det højeste i Tilværelsen, som man kender, kun bestaar

ved en Kamp for dets Opretholdelse. Tanken er født ud af nordligboende

Folks Livsvilkaar, i en Natur, der kun gennem Møje

giver det, man begærer af den, idet Frost, Misvækst, Sot kan

være frygtelige Fjender; og tillige i Samfundsvilkaar, hvor man

kun holder sig oppe gennem Kampe, hvor baade Smaastammen

altid maa være paa Vagt mod sine Fjender, og hver enkelt har

sin Uven, der lurer paa Hævn for gammel Skade; kæmpende eller

kamp-rede gaar man gennem Livet. Naar dertil kommer en Sjæ-

lens Tunghed, der ruger over Livsspørgsmaalene i stille Stunder


Jættekamp og Ragnarok 91

— mest dem, hvor Naturen og Daaden ligger i Dvale — , saa tænkes

Tanken helt igennem: alting eksisterer i Kraft af en Kamp

for dets Tilværelse, slappes eller ophører Modstanden, vil det

ligge under. Det er en forskellig Tanke fra den „Kamp for Til-

værelsen" , der er saa velkendt for Nutiden. Det er ikke Mylderet

af alles Stræb for at faa Plads; men det er set fra det personlige

Hjørne: hvad der hæmmer, og hvad der fremmer vor Tilværelse,

derefter deler Verden sig i to modstaaende Grupper.

Det Billede, hvori Tanken renest har fundet sit Udtryk, er

Asken Ygdrasil, Billedet paa hele Verdenslivet, hvis Top er i

Himlen, og hvis Rod er i Afgrunden: Hjorte bider af dens Løv,

Orme gnaver dens Rod, men guddommelige Møer, Nornerne,

vander den, og derfor grønnes den altid paany. Selv dette Billede

af Tilværelsen som et frodigt, sammenhængende Liv har man

ikke kunnet tænke sig, uden med de ødelæggende og de opret-

holdende Kræfter.

Hvad Guderne betyder for Mennesker, er først og fremmest

det, at de holder os — Menneskene — fri for at udryddes af Jættemagter;

det er Livets Haab, der kræver at sætte sin Lid til dem.

Men tillige er der en Række Egenskaber, der særtegner dem som

forskellige fra Jætterne, om end det ikke altid er lige let at gribe,

hvori de bestaar. Modsætninger som Lys og Mørke passer

næsten slet ikke; Frugtbarhed og Goldhed siger kun lidt mere.

Skønhed er ikke Gudernes udelukkende Eje, for saa vidt ogsaa

Jættemøer har den; men den mandige Skønhed er vel nok deres

Særkende. Venlige Følelser, endogsaa Kærlighed til Menneskene,,

er Gudernes Væsen; medens Grumhed — mørk som de tunge,

hængende Skyer — er Grundtræk i Jættenaturen. Styrke er ikke

Gudernes Overvægt, men den snarraadige Evne til at bruge sin

Styrke. Visdom er heller ikke deres Fortrin i og for sig, selv om

Jætters Taabelighed ofte kommer for i Gudesagn; de ældgamle.

Jætter kender Løndomme som ingen anden; men idet Guderne

kappes med dem, viser de en Evne til at bruge Visdommen for

Livet. Det er Samklangen af Evner, der særtegner Guderne over-

for Jætter, og først og fremmest er det — efter hele Nordboernes

Livsvilkaar og Stræben — Snillets Evne til at udnytte sin Kraft

i Daad. Saaledes fremtræder Gudefolket som et lille idealt kri-


92

Jættekamp og Ragnarok

gersk Samfund, der ved Snarraadighed holder den uhyre Overmagt

af Jættekraft Stangen.

Kampen mellem de ødende og de opretholdende Magter staar

ved vort Hedenskabs Slutning som den gennemgaaende Tanke; i

Eddaens Gudekvad moder vi den fra først til sidst. Vi kan ad

andre Veje følge den til en endnu fjærnere Tid, til en Tid, hvor

Gudeskikkelserne endnu ikke har skilt sig ud fra Naturindtryk og

faaet det personlige Præg. Vejen dertil gaar tilsyneladende ad en

Omvej; vi maa gaa til de Overleveringer af Fortidens Tro og

Skik, som har holdt sig i Mindet hos Folkets brede Lag helt ned

mod vore Dage. Det viser sig let, at disse Levninger af Heden-

skabet ikke svarer til det hele Trin, som Myteforestillingerne stod

paa ved Hedentidens Slutning, men at de rummer en langt ældre

og simplere Opfattelse, som — bunden til bestemte Naturtræk —

har kunnet holde sig i Aarhundreder eller Aartusinder uden no-

gen væsentlig Omdannelse.

I denne nordiske Folketro møder vi ikke Thor med alle de be-

stemte Jættekampe, men vi møder selve Tordenen som et levende

Væsen, der altid er paa Færde for at slaa Trolde ihjel. Alle de

Puslinger og Utysker, der til Tider stjæler Sæden af Menneskers

Marker eller bringer os anden Fortræd, faar travlt, naar Tordengubben

er paa Vej. De korte Vindstød, der gaar foran Uvejret,

røber, at nu søger Troldene Ly # ;

men snart er Tordenen efter dem

og kaster sin Tordenkile, dér hvor de har søgt Skjul: spalter de

stærkeste Træer helt ned til deres Rod, hvor Utyskerne gemmer

sig, eller den trænger ned i Jorden ni Alen dybt. Saa er der

ogsaa den natlige Jæger; han er Tordenens Fælle i at udrydde

Troldfolket. Man kan høre ham; i mørke Efteraarsnætter, naar

der er dyb Stilhed, lyder en pludselig Larm som Hundeglam, der

kommer nærmere og nærmere, og saa et Brus og en Støj omkring

én svinder det atter; der er igen stille. Naturhistorikerne siger,

at det er Trækfuglenes natlige Tog, Troldænder og andre; men

Folketroen véd, at det er „Nattejægeren", ,,Wunsjægeren"

,,Oden" ,

og at mange har set ham ridende paa sin graa eller hvide

Hest med bred Hat og lang Kappe og Spyd i Haanden; de har set

,, Eliekvinder" eller ,, Skovfruer" flygte, naar han var i Nær-

heden, og har set ham komme tilbage med den dræbte Eliekvinde

over Sadlen.


Jættekamp og Ragnarok 93

Det er Folketroens Tordengubbe, der i Tidens Løb voksede

ud til en personlig Thor; hans springende Bukke, hans drønende

Kærre og hans forudilende Sendebud — alt det er fra først af

Naturtræk, der hører Tordenen til; Tordenkilen er bleven til hans

Mjølner, der trænger ind og splintrer, men ogsaa vender tilbage

til sin Ejermand. Troldekampen vedvarer som Thors Livsopgave,

men den tager andre Former; Forestillingen om ham som den

stærke Gudeværner kræver, at der altid stilles den stærkeste og

farligste Modstander overfor ham. Med særlig Glæde dvæler

Skjaldene ved den Scene, da han drager Midgaardsormen op til

Rælingen af sin Baad, og Menneskehedens Ven og dens bitre

Fjende stirrer hinanden i Øjnene, mens det hagler med Hug over

dens Hoved, og den spyer sin Edder. Intet stærkere Billede

findes for den standende Strid mellem de ødende og de op-

holdende Magter: Naar det er dybest Alvor, kender Nordboer ikke

sejrende, men kun kæmpende Guder.

Og den natlige Jæger, den ældste Odinskikkelse, der med

Spyd og Pil fælder Skovens Eliekvinder, vokser paa endnu sælsommere

Maade op til en Guddom. Som han kommer dér i

Mulm og Mørke i det pludselige Pust, bliver han den, der henter

Sjælene med sig. Man ser ham paa Valen kæmpehøj i Sadlen,

naar han henter Flokken af faldne til sin Hal, til Valhal. Man

paakalder ham om Liv og Død, om Sejr i Kamp; og derigennem

ser vi ham — allerede i vore ældste Efterretninger — at svinge

sig op til at være den mægtige og frygtelige Himmelhersker, me-

dens sælsomme Træk af Tryllekunst og Kløgt væver sig ind

imellem. En Runernes Gud, Trylleordets Gud, Digtekunstens,

Aandsevnernes, Kampmodets Skænker, en Rigdommens og Lyk-

kens og Afkommets Giver, — saadan griber han ind i

Menneske-

livet. Men saa sker der det sælsomme, at han atter bøjer sig

tilbage mod sit Udspring, den troldeforfølgende Jætte, men un-

der nye Former. Hans Kløgt og List er i Gudesamfuadets

Tjeneste for at fælde Jætter ved Ord, men endnu mere for at udnytte

alle Jætternes Midler til Guders og Menneskers Fremme.

Og selve hans Rolle som Dødsgud kommer til at gribe med ind:

han samler de uhyre Skarer af Kæmper, fordi han ruster sig

til den sidste Strid, til Ragnarok.

Ti Verdensafslutningen, ,, Ragnarok", (Gudernes Endeligt


94

Jættekamp og Ragnarok

eller sidste Skæbne, som Ordet betyder) bliver det Midtpunkt,

hvori Jættekampen samler sig.

Vi kan se, hvorledes mange af de enkelte Træk er voksede ud

af Livets Vilkaar. Naturens stærke Optrin og Menneskers Grub-

len forener sig om at vende Tanken mod det Tidspunkt, da den

hele Menneskehed og den Jord, hvor vi bygger, har naaet sin Af-

slutning. I Kystegne er det Havets Magt, man frygter. Langs

Jyllands Vestkyst i hele dens Længde gaar Spaadomme om, at

disse Egne skal en Gang sluges af Havet. Paa sine Steder —

mest i Sønderjylland — hæver det sig til en Tro, at ved Verdens

Ende skal „vort Land" forgaa i Vand. I Oldtidsoverleveringer

fra Island, fra Nordboer paa Orkenoerne og flere Steder lyder

Spaadommen kort og godt: „Jorden synker i Hav." Og samme

Forestilling møder hos en anden Folkestamme, der fylder Vest-

europa: Irerne, Bretagnerne og de gamle Galler i Frankrig.

Langs det vældig indbrydende Verdenshav med dets umaadelige

Kraft og skyhøje Vandbjerge synes den Tanke at være fast ind-

vokset: Havet er det vældige og uforgængelige, Jorden det skrøbe-

lige; Jorden maa en Gang synke i Hav. — En anden Tanke stryger

langs de Egne, hvor Vinteren er barsk: „Hvad Mennesker lever,

naar den vældige Fimbulvinter lider til Ende?" En „Fimbul-

vinter" , en uhyre Vinter saa lang og iskold, at alt levende fryser

bort, det er den Angst, der gaar gennem disse Folk. Tanken

møder os i et gammelt norsk Eddakvad; mere usikker er dens

Forekomst i tysk Folketro; men saa møder den igen hos det

yderste Folk af vor Æt, der hærges af strenge Vintre, de gamle

Persere, — som for at minde om, at de nordlige og østlige Ind-

landsegne i hele deres Udstrækning kan fostre Angsten for en

Fimbulvinter.

En anden Rædsel dukker pludselig op: Solen kunde svinde.

Solformørkelsens Aarsag er ukendt for alle Folkeslag, der ikke

giver sig af med Astronomi; men dens Haandgribelighed er sikker

nok, man ser den halvvejs sluges af Mørke, ser den „ædes" , som

det hedder i enkelte Sprog; og man forudsætter, at et eller andet

Vilddyr — en Ulv, en Løve, en uhyre Slange — har prøvet paa

at sluge den. Omkring hos alskens vilde Folkeslag endnu den

Dag i Dag giver man sig til ved Støj og Pileskud at drive Uhyret

bort, og de synes jo ogsaa stadig at faa Solen uskadt igen. Men


Jættekamp og Ragnarok 95

hist og her dukker Angsten op for, at Uhyret en Gang vil faa den

slugt; og i Norden er denne Tanke tydelig udformet. Her kommer

ogsaa et Naturtræk til. I tykt Vejr ser man nær ved Solen

et eller to lysende Legemer (Spejlbilleder af Solen i den grumsede

Luft); dem giver Folketroen — hos vor danske Almue saavel som

overalt i Norden — Navn af „Solulve" ,, Solen er i Ulveklemme" ;

,

siger den islandske Bonde. Hver Dag følger Solulvene med Solen

for at faa Lejlighed til at sluge den, én løbende foran og én

efter den, indtil Skoven i Vest skjuler Solen for dem. Men ved

Tidens Ende skal Ulven faa den slugt; og da lægger Fimbul-

vinteren sig kold og død over det hele.

Andre endnu mere fantastiske Træk blander sig ind. Ikke

faa Steder omkring i Verden har Jordskælv vakt Angst for og

Spaadom om, at hele Verden skal styrte sammen; jeg behøver

blot at minde om, hvorledes Jordskælvet paa Island for faa Aar

siden gav Næring til den gamle Tro paa, at Landet skulde synke

i Hav. Men hos Folkeslag paa mere barnligt Udviklingstrin ta-

ger Forestillingerne om Jordskælv Form af Troen paa et vældigt

underjordisk Væsen, der vil bryde ud og gøre frygtelig Skade.

Denne Tro paa et bundet Uhyre, der ved Jordskælvet ryster sig,

er Udspringet til en stor Gruppe Ragnarokforestillinger, baade

til dem, hvor Fjældets Rysten og Gispen tages som Ytringer af

det lænkede Uhyre, og tillige til dem, hvor Uhyret fremtræder

uden synligt Naturtræk, blot som den kommende Ødelægger.

Der ligger en egen rædselsvækkende Kraft i Tanken om det

bundne Uhyre, stadig stræbende efter at rive sig løs og ødelægge

Verden, og derfor har det sat sig stærke Spor omkring hos Folke-

slagene i Digtning og Myte, i Tro og Skik. Der er forskellige

Skikkelser af dette Uhyre. En af de mest særprægede er den

gamle persiske Slangejætte Dahaka, som en Oldtidshelt har over-

vundet og lænket inde i Fj ældet Demavend, men som ved Tider-

nes Ende skal bryde frem. Til samme Slægt hører Johannes'

Aabenbarings „gamle Slange", som Englen Mikael lægger i

Lænke. Yderst ude hører ogsaa hertil Folketroen fra Ty: at en

uhyre Lindorm gnaver sig igennem Jordens Indre, man har hørt

den røre sig ved Svinkløv, og naar den kommer ud ad Bulbjerg,

skal den ødelægge Mennesker og Dyr, og hele Verden skal forgaa.

En anden Gruppe af Forestillinger udgør de vilde Hunde, der er


96

Jættekamp og Ragnarok

indespærrede i en Bjerghule, men graver og slider for at komme

løs og til sidst skal odelægge Verden. Den tilhører Østeuropa

og det nordvestlige Asien, er med tyrkiske Nomader naaet helt til

Baikalsøen, findes ogsaa i Kaukasus og hos finske Folk ved Østersøens

Kyst. Vor nordiske Fenresulv er Slægtning af dem. En

tredje Type er den uhyre Kæmpe i menneskelig Skikkelse, der

ligger indespærret i Bjergets Indre; hans Stønnen og Smerte-

trækninger mærkes paa Jorden som Drøn og Jordskælv, ti den

Guddom, der bandt ham, har sat en Bovfugl, der hakker i hans

Indre, eller en Slange, der drypper sin Gift paa ham, saa han

vrider sig i Pine. Sagnets Hjemsted er sikkert ved de dybe

Kløfter i Kavkasusbjergene; men det gaar vidt om Land, hos Græ-

kerne som Prometheus med den Ørn, der hakker i hans Lever,

hos Nordboerne som Loke med Edderormen fæstet over sit Hoved.

Formerne er mangfoldige, men den ulykkevarslende Kraft i

Udtrykkene er den samme. „Saadant Bygte gaar i Folket" , hed-

der det i et tartarisk Kvad, ,,at Enden virkelig er nær; der skal

være et Land i det fjerne, langt fra vort Land, dér hvor Maanen

og Solen gaar ned, ved det store, store Hav med det høje Jern-

bjerg; ved Bjerget bor Jedai Khan; syv Hunde har Jedai Khan,

bundne med stærke Jernlænker; kommer de syv Hunde løs, gøer

og hyler de kun én Gang, da er Enden paa alt, paa Mennesker,

Dyr og Fugle." Mere kort og fyndig i nordisk: ,,Fenresulven skal

løst fare hen over de øde Bygder", eller: ,, Indtil løs Loke vorder

af sine Baand og i Bagnarok Ødelæggerne kommer."

Dette er hele Mængden af de — jeg kan sige — jordbundne

Bagnarokforestillinger. Men de mødes med Tanken om en Gu-

ders og Jætters sidste Strid. Hele Grundbevidstheden om en

stadig Jættekamp vil begære den som sin Afslutning. Hos en be-

slægtet Folkestamme, den keltiske i Vesteuropa, møder ogsaa et

saadant Gudeslag, hvis enkelte Optrin har en kendelig Lighed

med tilsvarende nordiske. Det er os vanskeligt at følge Tankens

gradvise Udformning. Derimod træder selve Kampskildringen

frem i tydelige og straalende Billeder i vore Mytekvad.

Jeg maa forudskikke den Bemærkning, at ikke alt, hvad vore

Kvad indeholder om Verdens Ødelæggelse og Fornyelse, er den

umiddelbare Fortsættelse af den egentlige Oldtids Tankegang.

Det Billede af Tilintetgørelse og Genfødelse, der for mange senere


Jættekamp og Kngnarok 97

Tider har staaet som det egentlige, tilhører en enkelt Digter, der

baade har udfyldt meget paa egen Haand, og som ikke har holdt

sig fri for Indtryk fra Kristendommen, allermindst i sin Skildring

af den Salighedstilstand, der oprinder efter Undergangen. I Ste-

det for at følge denne Kilde og den nu almindelige Fremstilling

samler jeg Mængden af gamle Vidnesbyrd, — Stumper af Skild-

ring og de enkelte Antydninger — for at faa Oldtidens gængse

Mening om Ragnarok.

Hvad der staar for Almenbevidstheden er først og fremmest

dette, at det er et uhyre Slag: Slagpladsen er hundrede Mile bred

og lang, hvor Surt og Aserne skal ,,lege med Spyd" . Odin kommer

med alle sine Ejnherjer, 800 gaar jævnsides ud af hver af

Valhals 540 Porte, naar de skal ud „at stride med Ulven", Asa-

broen brister under den uhyre Vægt. Saa staar de som en vældig

Fylking, Aser med alle deres Vætter, og med Ejnherjerne (de afdøde

Helte) i deres Flok. Men i endnu større Mængde kommer

Jætterne. Surt er deres Fører, en ellers aldrig kendt Skikkelse,

der stiger frem fra sin Afgrund for at fremkalde Ragnarok, han

fører Ildsluer med sig. Der er ogsaa Muspel-Svendene, en Flok

af Gudefjender, der ellers ikke nævnes; „naar Muspels Svende

kommer over Mørkskov, véd du da, Usling, hvordan du skal

kæmpe?" hedder det spottende. Nogle tænker sig ogsaa Jætter

kommende paa et Skib, bygget af døde Mænds Negle. Men først

og fremmest er der i Gudemodstandernes Flok den løsslupne Ulv,

Fenre; ogsaa den løste Loke og Midgaardsormen. Fenres-

ulvens Gab naar til Himlen, mens Underkæben gaar langs Jor-

den. Odin kommer til Kamp mod den, men opsluges. Da træder

Vidar, den tavse As, Odins Søn, frem. Gennem hele sit Liv

har han rustet sig til denne Strid, har bundet hver afskaaren

Læderstump under den tykke Saal paa sin Sko; og nu træder han

i Uhyrets Gab, mens han med Haanden fatter dens øvre Kæbe og

river Gabet op. Da er hans Fader hævnet! Thor gaar mod Mid-

gaardsormen, der spyr al sin Edder over ham, men den knuses

af Hammeren. Dog han gaar kun ni Skridt fra den dræbte

Slange, før han segner død. Da slynger Surt sin Lue over Gudeboligerne,

og det opbrændes alt, — medens Menneskers Verden

gaar under i Hav eller Kulde.

Ragnarok som den store Ødelæggelses- og Afslutningstid


98

Jættekamp og Ragnarok

staar klart for Nordboerne. Udtryk som ,,naar Guderne dør",

„naar Magterne ødes" er vanlige i Digtningen. Dog er der en

vis Forestilling om Livets Bevarelse og Fornyelse, selv om vi ikke

maa overdrive denne Tankes Magt; ,,faa ser længer frem, end til

Odin skal møde Ulven."

,,Hvad Mennesker lever, naar den mægtige Fimbulvinter

lider til Ende?" Og Myten svarer, at i Hoddmimes Skov er et

Menneskepar skjult; de har Morgendug til Mad, og af dem fødes

nye Slægter. ,, Hvorledes kommer der Sol paa den jævne Him-

mel, naar Ulven har ødt den, vi har?" Solen føder en Datter, før

Ulven sluger hende; den Mø skal efter Gudernes Død ride sin

Moders Veje. „Hvad Aser raader for Guders Helligdomme, naar

Surts Lue slukner?" Vidar og Vaale — de unge, hævnende Gude-

sønner — bygger Asers Helligdomme, naar Surts Lue slukner.

Mode og Magne — Thors Sønner — skal eje Mjølner, naar deres

Faders Kraft er ophørt. — Saaledes har Myten fast og klart formet

sin Tanke ud. Der er en Fornyelse i Efterslægten; midt i al

Undergangen reddes Kim til nyt Liv. Det er ikke nylig tilsatte

Træk. Omkring i Mytologierne møder stadig tilsvarende: de

gamle Perser tror ogsaa, at et lille Udvalg af Menneskeheden er

hensat i Jimas Have som Kim til nyt Liv efter Fimbulvinteren;

Kelterne tror, at Gudekongen falder i Slaget, men at den unge

Helt, der er hans Hævner, kaares til Konge af de tilbageblevne.

Det gaar som en Lov igennem disse gamle Folkeslags Tankegang,

at saa ofte som Tilintetgørelsen dukker op for Tanken, saa følger

straks i dens .Hæle Troen paa, at Livet og det, der har Værdi for

os, gaar ikke til Grunde: Kimen til det lever dog og kommer til

Udfoldelse. Men Nordboernes Myteverden i sin gængse Form

fæster ikke Blikket paa denne Fornyelse eller dens nærmere Art.

Undergangskampen tiltrækker den mørkt rugende Fantasi; i

Ragnarok-Striden er Mørksiden den stærkeste; og dog har de følt

det samme Haab, den samme Menneskesjælens Dødsangst, naar

de midt i Undergangen stiller den Scene hen, at den unge Gud

hævner sin Faders Død: de vrister Haabet om Liv ud af Døds-

uhyrets opspærrede Gab.

Dette er det egentlige nordiske Ragnarok, det, som er i Samklang

med hele Jættekampen i deres Myteverden. Den samme

Aand, der saa gerne dvæler ved Thors og Midgaardsormens


Jættekamp og Ragnarok 99

haarde, uafsluttede Kamp paa Havet, lader Odin sanke sig Følge

til Stridens Dag, og Vidar sanke Skostumperne til, naar han skal

strides med Ulven.

Religiøst har Ragnarokstanken den Magt at drage Guderne

nedad, nærmere til Mennesket. Deres Højhed svinder — deres

Enhed med selve Begrebet af Gud — , naar Tanken om deres Op-

hør og Undergang er levende. Men etisk ligger der en Kraft i

denne Vurdering af Tilværelsen i det, der øder og det, der frem-

mer, i Forkyndelsen af den Anspændelse, der holder Livet oppe.

Tanken om en Livets Enhed og et fælles Værk for at fremme

det, der er til Liv, indprentes i Sjælene. Og religiøst er ogsaa

Styrken af dette guddommelige Formaal en Vinding.

Blandt Folkereligionerne indtager den nordiske Verden en

egen Stilling ved den Vægt, den lægger paa Fremtiden. Det er

almindeligt nok, at Myterne véd meget om fjerne Tider, om Ska-

belse og det tidligere Liv paa Jorden. Her har Nordboernes Tro

ikke mere end saa mange andre. Men Blikket rettet paa, hvad

Livet stiler imod, er deres Indsats i tidlig menneskelig Granskning.

Odin, der fritter om Jætters gamle Visdom for derigennem

at faa Magt til Fremtidens store Opgave, er mere end noget an-

det den Billedskikkelse, hvormed vort nordiske Folk træder ind

i Historien.


Partibrydning og Samlingspolitik.

Den

Af C. Reventlow.

Hs. kgl. Hojhed Kronprinsen (til

den norske Kongedeputation): »Her

i Danmark og i hans Hustrus Føde-

land har han lært, at kun i fast Tilslutning

til Folket kan en Regering

finde Styrke til at udføre sit ansvars-

fulde Kald


Partibrydning og Samlingspolitik 101

ikke paa parlamentarisk Vis. Jeg ser her ganske bort fra den

Indvending, at den ikke mod Landstingets Modstand har kunnet

gennemføre visse store Sager, som en Retsreform med Nævninger,

en radikal Valgretsudvidelse og borgerligt Ægteskab; ti ogsaa

under Parlamentarismen vil et Overhus kunne vise sig i Be-

siddelse af en betydelig passiv Magt. Men jeg ser paa selve den

Maade, hvorpaa Regeringen blev dannet. Hans Majestæt kaldte

den Mand, der maatte anses som Underhusflertallets Fører, og

overdrog til ham at danne en Regering. Dette var saare parla-

mentarisk. Men paa det Grundlag dannede Føreren ikke Regeringen.

Nej, han sagde: Tak, som byder, Deres Majestæt, men

jeg maa først spørge mit Parti, om jeg maa faa Lov. Og dette

er ganske uparlamentarisk. Naa, han fik Lov — ganske vist

paa en saadan Bekostning af Partiets Sammenhold, at det var

uparlamentarisk af ham ikke straks at opløse Folketinget, — og

som sit væsentlige Programpunkt har han Forsvarssagens Løs-

ning. Det vilde nu være saare parlamentarisk, om han til sin

Tid møder med sin Plan i saa Henseende og gennemfører den

med Bistand af sit Flertal i Folketinget. Men det vil han ikke

gøre. Nej, han siger: Her er kun Tale om en Plan, som jeg

sender ud til Vælgerne med den Forespørgsel, om jeg maa faa

Lov at gennemføre den. At dette skal være nødvendigt, har ikke

noget med Parlamentarisme at gøre — saa lidt som det er i

Overensstemmelse med denne Statsskik, at Folketingets Finans-

udvalg vedblivende konstituerer sig som en Slags Overadministra-

tion i alle mulige Detailspørgsmaal.

Det er jo nemlig i Almindelighed den engelske Parlamen-

tarisme, der tænkes paa, naar der her i Landet tales om Parla-

mentarisme, for saa vidt da, at de, der taler om den, overhovedet

tænker sig noget bestemt. Men hvis Tænkningen gik dybere og

Kundskaben højere, vilde man dog vistnok indse, at Englands

Parlamentarisme ikke saadan uden videre lader sig forme paa

fremmed Grund. Den er afhængig af visse Forudsætninger, hvis

Tilværelse skyldes en bestemt historisk Udvikling. Den er, for

at nævne et Par Eksempler, baseret paa Tilværelsen af to store

politiske Partier, og den vil sikkert blive rystet i sin Grundvold,

naar England faar sin indgribende sociale Bevægelse, der kommer

til at præge engelsk Politik og Underhusets Sammensætning,


102

Partibrydning og Saralingspolilik

saa dette maaske endog kommer til at rumme fire Mindretals-

partier: konservative, liberale, Irerne og et Arbejderparti.

Men hvorom alting er: Vi har endnu ikke Parlamentarisme

indført i Danmark. Og naar vi naar til en saadan, maa den nød-

vendig være vokset ud af vore egne Betingelser for den. Parlamentarisme

— hvad enten engelsk, schweizisk, norsk eller dansk

— er et Produkt af politisk Hjemmeindustri og egner sig ikke til

Eksport. Praktisk set er dette da ogsaa allerede under sidste

Finanslovdebat i Folketinget blevet erkendt, idet man øjner Til-

stande, under hvilke Regeringen ikke udgaar fra Folketingets

Flertalsparti, men fra et eller flere af dets Mindretal, og Kon-

sekvensen heraf er atter Muligheden af Forhold, hvor Lands-

tinget og maaske især Kongemagten vil faa deres Betydning un-

der eventuel Dannelse af Koalitions-, Kombinations- eller fore-

løbige Forretningsministerier.

Det vil nu imidlertid være ganske forkert at tro, at naar

Parlamentarismen eller en Parlamentarisme endnu ikke er ind-

ført eller gennemført, saa er alt, som det var, saa kan et politisk

Parti den Dag i Dag ligesom for 20 Aar siden drage ud med

klingende Spil og under flyvende Fanej med de to Indskrifter:

Kongens frie Ret og Landstingets Ligeberettelse med Folketinget.

II.

Under den storpolitiske Kamp fra Halvfjerserne til 1901 stod

Hovedmassen af den danske Landbostand som den radikale Oppositions

Kærnetropper og i Alliance med Socialdemokratiet. Naar

man fra Højres Side saa lidt, som Tilfældet var, havde Blikket

aabent for denne Befolkningsklasses konservative Værdi, var

det i og for sig forstaaeligt, at den i denne Kamp stod, som den

gjorde. Ti den maatte føle det, som gjaldt Kampen, dens sociale

Anerkendelse. Men under Kampen og under den falske Følelse

af, at Vælgerflertallet i sidste Instans tilhørte den, pressedes

Bondestanden" adskilligt længere til Venstre, end dens Natur er.

Resultatet heraf maatte nødvendigt blive, at den Dag, Venstre

kom til Magten, maatte Brydningerne indfinde sig — Brydningerne

mellem Bestræbelserne for Virkeliggørelse af Programmernes

ret radikale Indhold og den naturlige Konservatisme, der


Partibrydning og Samlingspolitik 103

-

fandtes og findes hos en overordentlig stor Del af de under Stor-

politikens Kampe opagiterede Venstreelementer.

Det er disse Brydninger, der affødte „Uroen" indenfor

Venstre. Det er dem, der laa bag Ministerkrisen og Venstres

Sprængning for et Aar tilbage. Og de har jo foreløbig særlig

stærkt koncentreret sig om et Punkt: Ansvaret, den nationale

Pligt, i Forsvarssagen.

Om denne Sag er det, at de offentlige Møders Debat i det

sidste Aar væsentlig har drejet sig. Det er om den, de stadige

og ikke lige opløftende „Opgør" paa Rigsdagen atter og atter

samler sig. De to adskilte Venstreparter vil begge — af agita-

toriske Hensyn — overfor Vælgerne hævde, at de staar, hvor de

altid har staaet, og de beskylder gensidig hinanden for at have

svinget. Sandheden er den, at de begge har svinget. Noget

positivt Standpunkt i Forsvarssagen har Venstre aldrig haft.

Man har hørt, Aar efter Aar i en Menneskealder, at der her var

noget, Venstre ikke vilde. Men man har aldrig hørt, hvad det

vilde. Det berømte Forslag i 1875 om de 30 Millioner Kroner

var jo kun et opportunistisk, efter en øjeblikkelig politisk Situa-

tion afpasset „Tilbud" .

Nogen

Antydning af en Plan til For-

svarets Ordning var det ikke. Partiet har aldrig haft en saadan,

men af agitatoriske Grunde nøjedes det med det politiske Feltraab:

Bort med Fæstningen og ned med Militærudgifterne! Men

da det samlede Venstre, fra Hørup til Alberti, kom til Magten,

stod det overfor noget, det aldrig før havde stiftet Bekendtskab

med. Det var det direkte Ansvar i selve Sagen i Forbindelse med

et Tryk fra de Venstreelementer i Befolkningen, som i denne Sag

ser nationalt og ikke partipolitisk.

Og saa svingede hele Venstre paa Forsvarssagen. Da man

optog Oberst Madsen i Ministeriet, nedsatte Forsvarskommissionen,

bevilgede Feltkanoner og Underofficerslønninger — da

svingede hele Venstre. Hr. Jøhncke holdt ved den første Grund-

lovsfest efter Ministeriets Dannelse en Tale i Viborg, i hvilken

han hævdede, at man skulde have en forsvarlig Forsvarsordning,

og at der iøvrigt kunde paakræves Foranstaltninger, som ikke

kunde vente, til Kommissionen havde endt sit Arbejde. Og han

sagde nogle Ord, som Vælgerne ikke tidligere havde hørt som

god Venstretale, nemlig disse: „Man opgiver ikke ustraffet det


104

Partibrydning og Samlingspolitik

Arbejde, som den militære Udvikling fordrer, og de Ofre, der

bringes for denne Sag, kommer igen paa anden Maade, selv om

man ved en noget kortsynet Statusopgørelse er tilbøjelig til at

regne disse Udgifter for uproduktive."

Hele Venstre var da svinget. Men ved Nytaarstid i Fjor

undlivede hele Venstre, af Frygt for den radikale og socialistiske

Agitation, den ellers som Landets bedste Krigsminister siden

Tschernings Dage udraabte Krigsminister Madsen, og man fore-

tog denne Undlivelse paa et Grundlag, der sagligt og politisk var

saa uforsvarligt, at denne Handling af mange maatte betragtes

som nationalt set nedværdigende for dansk Politik. Derefter

dannedes den nuværende Regering paa en saadan Maade, at den

og Reformpartiet — bundne til den nye Konsejlspræsidents Ord

om, at man vilde tilstræbe en forsvarlig Forsvarsordning —

maatte opfattes som staaende i Svingningen fra 1901, medens de

udtraadte eller udsmidte, Folketingets Venstre, svingede tilbage

til Venstres gamle, doktrinære og negative Standpunkt — og vel

endda noget yderligere.

Dette Standpunkt har nemlig fundet et praktisk set rent for-

svarsnihilistisk Udtryk i sidstnævnte Partis nye Program, hvori

det hedder, at man skal nøjes med en Grænsevagt og et Søpoliti

eller med andre Ord, at man intet Forsøg skal gøre paa at

etablere en forsvarlig Forsvarsordning. Jeg skal nu ikke ved

denne Lejlighed komme ind paa det uforsvarlige i et saadant

Standpunkt, hverken i dets Almindelighed eller set i Belysning

af den europæiske eller planetariske Situation, saaledes som

denne bl. a. gennem den, for Danmark betydningsfulde, sti-

gende Spænding mellem Tyskland og England har udviklet sig i

de senere Aar. Men i det nævnte Program kræves tillige en For-

fatningsrevision i Junigrundlovens Aand. Disse to Fordringer

er imidlertid modstridende, ti i Junigrundlovens § 95 hedder det

udtrykkeligt, at enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin

Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar. Dette er jo saa om-

trent det modsatte af Grænsevagten og Søpolitiet. Det er et ube-

tinget Udtryk for den Aand, at vort Forsvar skal være saa for-

svarligt som overhovedet muligt. Og et saadant Krav i Loven af

1849 er da ogsaa saare naturligt. Ti Junigrundloven er en demo-

kratisk Lov. Og Forsvarssagen er Landets største demokratiske


Partibrydning og Samlingspolitik 105

Sag. Saa vist, som Selvhævdelse er Kærnen i enhver demokratisk

Bevægelse, i ethvert demokratisk Krav, i enhver Demokrats

Stræben, saa vist gælder det samme for en Nation. „Nationens

Forsvar er Demokratiets Pligt" — som den radikale franske

Marineminister i Fjor udtrykte det for sit Lands Vedkommende,

og som Tscherning her hjemme i lignende Ord har udtalt det

sammen med den skarpeste Fordømmelse af en Opfattelse som

den, der er hævdet i det radikale Venstres Program. I den

senere Tid har denne Opfattelse af en af de radikale Ledere for-

øvrigt faaet den sublime Forklaring, at det, det gælder om for

Danmark, er at „ligge død", hvilket tyder paa, at den geniale

Opfinder heraf ikke selv er Jæger. Ti ellers vilde han vide, at

ogsaa den Ræv, der anstiller sig død, bliver taget i Ørene og

stoppet i Tasken.

Debatterne mellem de to adskilte Venstreparter om Forsvars-

spørgsmaalet er imidlertid kun Udtryk for én Side af Bryd-

ningerne indenfor det hidtidige Venstre. Ti i Bunden, ude hos

Vælgerne, bryder det paa mange andre Omraader. Og indenfor

Højre er Forholdene — siden dette Parti lod sig fuldstændig be-

herske af kortsynede Ledere, der ikke i Tide forstod, at det

havde afregeret — trods al ydre Enighed i Virkeligheden ogsaa

af den Art, at de nuværende Tilstande ikke i Længden kan op-

retholdes. Som Beviser herpaa skal jeg kun nævne, at de 12

Højremænd i Folketinget ikke er i Stand til at kunne danne Parti,

og at der, selv overfor de vigtigste Spørgsmaal, ikke finder noget

Parti-Samarbejde Sted mellem Landstingets og Folketingets

Højre.

III.

Under disse Partitilstande er det da naturligt, at der baade

hos enkelte Politikere og i stor Udstrækning hos Vælgere, der

staar uforstaaende overfor og undertiden lede ved det hele Parti-

virvar, opstaar Trang til at konstruere nye Former, i hvilke de

haaber at kunne passe sig ind, eller at optrække Delingslinjer,

efter hvilke de synes, at fremtidige Kampe naturlig bør føres.

Der findes saaledes blandt disse Konstruktioner én, der samtidig

med at være i høj Grad forkastelig — og efter min Mening ganske

vist ogsaa umulig at realisere — dog er levende i enkelte Poli-

Dansk Tidsskrift. IX. 8


106

Partibrydning og Samlingspolitik

tikeres Bevidsthed og" tillige finder saa stor Støtte i den alminde-

lige Opfattelse af Samfundsforholdene hos mange Elementer

baade indenfor Venstre og Højre, at jeg maa ofre nogle Betragt-

ninger paa den.

Den har sidste Sommer fundet stærkt og klart Udtryk gennem

en Rigsdagsmand, der paa et Vælgermøde paa Fyn — som

forøvrigt andre har gjort det før ham — ganske simpelt prokla-

merede, at den politiske Delingslinie, der bør tilstræbes, kan be-

tegnes ved Ordene: Besiddende — Besiddelsesløse. I et Parti de

første, i et andet de sidste.

Det maa nu straks siges, at de, der søger at opstille dette

Skillemærke, maa være — bevidst eller ubevidst — Tilhængere

af en af de fundamentale Teorier i den socialistiske Lære, den

nemlig, der indeholder den af Karl Marx opstillede Paastand

om Samfundskløften, der bliver stedse dybere og skiller til den

ene Side de saakaldte udbyttede, Proletariatet, og til den anden

Side de saakaldte Udbyttere, Kapitalisterne, saaledes at Kampen

kommer til at staa mellem to ganske forskelligartede Frem-

toninger, der maa opfattes som modstaaende sociale Kaster.

Men denne Teori har jo i Praksis spillet uhjælpelig Fallit.

Udviklingen er gaaet akkurat den modsatte Vej .

Der er sket en

stadig Højnelse af de gennemsnitlige Levevilkaar. Der er ikke

Kaste-, ikke en Gang Klasseforskel mellem de saakaldte be-

siddende og besiddelsesløse. Der finder en stadig mere iøjne-

faldende Vekselvirkning Sted, som afføder ganske ubestemmelige

Overgange, og det selv om Begrebet indskrænkes til at blive taget

rent økonomisk.

Men det er nu allerede ganske forkert at snævre Besiddelses-

begrebet som politisk Skillemærke ind til noget rent materielt.

Politik er en mangesidet Ting. Den staar ikke blot i Forhold til

den enkeltes Pengepung, men til hans hele Personligheds Ud-

vikling, til hans Aandslivs Krav som til hans Arbejdes Virkefelt.

Der er Folk, som uafhængigt af deres økonomiske Besiddelse har

saadanne Interesser paa intellektuelle, nationale, religiøse og"

andre Omraader, at de under en vis Politik vil føle sig sikrede i

deres Besiddelse paa disse Omraader og i Stand til at øge denne

Besiddelse, men under en anden Politik vil blive indskrænkede

i eller berøvede en saadan Besiddelse. Der er jo Besiddelse i


Partibrydning og Sanilingspolitik 107

Retssikkerhed, i Samvittighedsfrihed, i Tale-, Presse-, Forsamlings-

og Organisationsfrihed. Der kan være Besiddelse for den

enkelte i det Fundament, som Staten giver det private Initiativ i

Videnskab, Kunst og Erhvervsliv. En Mand med national For-

staaelse vil under en selvopgivende national Politik føle sig be-

røvet en af sine bedste Værdier. En Mand med personlig Fri-

hedsstræben vil under en socialdemokratisk Udvikling finde sig i

høj Grad indskrænket i sin Besiddelse. En Mand med dybt reli-

giøt Sind eller iøvrigt med stærk sandhedssøgende Trang vil

under visse Former for Politik blive krænket i det, der for ham

er hans største Besiddelse. Og alt dette uanset, om vedkommende

har Penge i Sparekassen eller ej. Det er jo da ogsaa et

historisk Faktum, at det, som Tusinder og atter Tusinder af de

bedste, der har levet, har sat Liv og Ejendom ind paa, har været

Krav om Besiddelse paa Omraader, der ligger ganske udenfor

de materielle.

Politisk set dækker Ordet „besiddende" da ikke noget bestemt.

Det har ingen Kontur til Partibrug. Men selv om man

indskrænker det til det rent økonomiske, vil det vise sig, at det

heller ikke her kan bruges som Delingslinie. Man anvender det

undertiden for at betegne, hvor en saadan Linie skal trækkes,

naar det gælder kommunal Valgret, og her kunde det jo synes at

have fuld Berettigelse. Dette er dog ogsaa kun tilsyneladende.

Det er beklageligt nok, at man for at faa etableret en vis Ballance

mellem de forskellige Interesser, der dog ikke en Gang her er af

udelukkende økonomisk Art, formentlig paa dette Punkt kan

være nødsaget til at fastsætte et Skel efter Indtægter eller dog

ved andre Foranstaltninger yde visse Indtægter eller Formue

Beskyttelse. Men dels sætter man ogsaa allerede nu andre Skel,

f. Eks. Alder og Køn, og dels er det jo ganske vist Hensigten at

tilvejebringe et Middel til at afballancere, til at opretholde Med-

bestemmelsesret for et Antal af Ydere, der ellers intet vilde faa

at sige, men selve Skellinien kan ingensinde drages saaledes

— og er det heller ikke nu f. Eks. gennem ,,den højstbeskattede

Femtedel" — at de, der er paa den ene Side af den, er de be-

siddende, de andre de besiddelsesløse. Hvem er besiddende?

Dette turde være endnu vanskeligere at besvare for dem, der bru-

ger dette Slagord, end det er for Socialdemokraterne at besvare


108 Partibrydning og Saralingspolitik

Spørgsmaalet om, hvem der er Kapitalister. Er en Mand, der

paa usikker Forretning tjener godt og bruger, hvad han tjener,

besiddende? Er en Proprietær, der sidder med Prioriteter til over

Skorstenen, besiddende? Er en Arbejder, der har stabilt Arbejde,

sætter lidt i Sparekassen og kan forsikre sig mod Sygdom og

Ulykke, besiddelsesløs? Er en Husmand besiddelsesløs, naar han

sidder og driver sin egen kun til Hælvten prioriterede Lod og

klarer sig jævnt hen?

Altsaa ikke en Gang paa det snævreste Omraade kan Slag-

ordet besiddende-besiddelsesløse bruges, ti det kan aldrig naa at

dække, hvad det tilsigter. Men i almindelig Forstand, set som

politisk Delingsmærke, er Besiddelsesbegrebet saa mangesidet og

saa individuelt, at det vilde være praktisk set en Umulighed og

agitatorisk set en Taabelighed at søge at forme det til politisk

Partiprogram. Ti til alt det øvrige kommer jo endelig, at det

bør være ethvert fornuftigt Partis Opgave at bekæmpe Be-

siddelsesløsheden. Ikke de besiddelsesløse! Men Besiddelses-

løsheden selv i dens mange forskelligartede Former. Det

er om Midlerne hertil, der bør kæmpes — det vil sige, at det, der

bør tilstræbes, er netop det modsatte af to Partier, adskilte ved

deres Forhold til Besiddelse. Det, der skal naas, er størst mulig

Adgang for de flest mulige til Besiddelse paa de flest mulige Om-

raader, samt Tilvejebringelse af det bedst mulige Grundlag for

Udnyttelse af denne Besiddelse. Det er en Hævningsproces, der

skal fremhjælpes, og ikke en Barriere, der skal rejses.

Der er da ikke Tvivl om, at Slagordet om de besiddende

contra de besiddelsesløse, opstillet som Udtryk for den naturlige

Partidannelse, der skal tilvejebringes, er ikke blot uklogt, men

det er falsk. Og det kan tilmed tænkes fremsat paa en Maade og

ud fra en saadan Opfattelse, at det tillige bliver brutalt.

IV.

Det, der vel mest har bidraget til, at Tanken om disse to

Kontrastpartier har kunnet opstaa og finde saa megen Næring,

er Socialdemokratiets Vækst. Nu er jeg selvfølgelig ikke blind

for, at dette Parti i saare mange Henseender rummer Farer for

Udviklingen. Den største Fare ligger dog sikkert i den Magt, som

det politiske Socialdemokrati har formaaet at tilvende sig over

de faglige Arbejderorganisationer, en Magt, som det forøvrigt


Partibrydning og Samlingspolitik 109

for en Del kan takke de „borgerlige" Partier og deres Tilhængere

for, idet disse paa mange Maader har støttet den forkerte Opfattelse,

at faglig Organisation i Forbindelse med Arbejdernes

Krav om højere Løn, kortere Arbejdstid og bedre Arbejdsforhold

er identisk med Socialisme. Men som vort Folk — ogsaa takket

være Arbejderstandens Fremskridt — socialt, økonomisk og kul-

turelt er bygget, tvivler jeg dog paa, at den saakaldte røde Fare

er saa stor, at Socialistforskrækkelse bør være det afgørende Moment

i Bestræbelserne henimod nye Partidannelser.

Socialdemokratiet her i Landet har i Virkeligheden — bortset

fra en god Del hensynsløs Mistænkeliggørelse og nogle bombastiske

Programtirader og Agitationsnumre, som alt sammen

ganske vist ikke bør undervurderes — været i jævn Bevægelse i

smaaborgerlig Retning, endog i den Grad, at det har maattet med-

virke til en saa antisocialistisk Reform som Husmandsloven, og

Partiets Gros udgør nu for en betydelig Dels Vedkommende kun

venstre Fløj af et radikalt Venstre. Grundene hertil er væsent-

lig at finde i, at en stor Part af Arbejderne, naar bortses fra de

egentlige Landarbejdere, ikke mere kan betragtes som tilhørende

et Proletariat, men er naaet frem til Lønforhold og i det hele til

Levekaar, der baade økonomisk, socialt og kulturelt stiller den

i Middelstanden og gør den interesseret, ikke i en Revolutio-

nering, men i en Udvikling paa borgerlig Grund af de bestaaende

Samfundsforhold. Adskillige af denne Arbejderstands Elite-

elementer blandt Vælgerne til Folketinget vil endog være til-

gængelige for moderne konservative Synsmaader, for saa vidt

disse anerkender Arbejdernes sociale Ret og finder Udtryk i na-

tional Ansvarsfølelse, Bevarelse og Udvikling af visse Kulturværdier

og Hævdelse af Personlighedens Betydning, bl. a. gennem

Socialreformer paa Grundlag af Selvhjælpsprincippet.

Det er den fuldstændige Bortgaaen fra dette Princip, der

ikke er det mindst karakteristiske for det radikale Venstres

Odenseprogram — dette Program, der overhovedet i det lange

Løb vil vise sig som et saare tungt Aag paa Skuldrene af det Parti,

der har antaget det, og som dog vel maa formodes at have det

tilfælles med alle Partier, at det vil tilstræbe Magten. Ikke desmindre

er det muligt, at dette nye Parti vil komme til at danne

Kærnen for Fremtidens Venstre her i Landet. De moderates Stil-


110

Partibrydning og Samlingspolitik

Ung er for stærkt knyttet til visse Førerpersoner, af hvilke

maaske endog enkelte staar det radikale Venstre nær, til at denne

Gruppe vil kunne afgive Basis for nogen virkelig Partidannelse,

og Reformpartiet er sikkert rystet i sin inderste Livsnerve. Det

fortælles om en Art Panserplader, at de er saa haarde, at selv

de kraftigste Projektiler ganske preller af mod dem. Men naar

der er gaaet en lille Tid efter Anslaget, begynder Pladen at synge;

dens Molekuler har ikke kunnet modstaa Rystelsen, de under-

gaar en Forskydning, og kort efter falder Pladen i Stumper og

Stykker. Det skal ikke undre mig, om Reformpartiet vil vise

sig at ligne en saadan Plade.

Forholdet er jo nemlig, at der indenfor dette Parti — baade

blandt dets Rigsdagsmænd og dets Vælgere — findes Elementer,

der nærmest maa tilfalde det radikale Venstre, medens hos andre

og maaske, ligesom blandt de moderate Vælgere, hos de fleste

utvivlsomt visse konservative Opfattelser er i Vækst. Dette sidste

gælder ikke mindst den egentlige Landbostand, der nu — efter

en naturlig Kamp for sin Ret mod Nationalliberalismen og den-

nes Arvtagere — er naaet frem til at faa sin sociale Stilling aner-

kendt og respekteret.

Det er sikkert et vist Indtryk af, at en saadan Bevægelse i

konservativ Retning særlig indenfor en stor Del af den hidtidige

Venstre-Landbostand er til Stede, der i det sidste Aarstid har af-

født de Udtalelser fra Politikere i Højre, at der maa tilstræbes en

konservativ Samlingspolitik med Henblik paa Forening af hidtil

modstaaende Elementer indenfor Højre og Venstre til Foranstalt-

ninger til Sikring af Landets Uafhængighed, til Fremme af en

besindig Reformlovgivning ikke mindst paa Valgretsomraadet og

til Modstand mod alle vidtgaaende radikale og socialistiske Krav.

Selve Tanken er ikke ny. Jeg har, saaledes i nærværende

Tidsskrift for 3 og i et andet Tidsskrift for 7 Aar siden, samt

jævnlig i Pressen og paa Møder paapeget Højres gennemgaaende

Mangel paa Forstaaelse af Landbostandens naturlige politiske

Plads og hævdet Nødvendigheden af at naa til en „Samlings-

frikonservatives Udtræden af Højre bundede vist-

politik" . De

nok i en noget lignende Opfattelse. Nu er Tanken atter fremme;

flere Højrepolitikere har under sidste Finanslovdebat benyttet

Ordet „en konservativ Samlingspolitik", ligesom det traadte


Partibrydning og Samlingspolitik 111

stærkt i Forgrunden paa Højres sidste Delegeretmøde, hvor det

dog defineredes derhen, at Samlingen skulde foregaa indenfor det

nuværende Højres Rammer.

Jeg har ikke tvivlet om, men tværtimod gennem mange Aar

hævdet, at Venstres Overtagelse af Regeringen vilde afføde Parti-

brydninger, der atter kunde resultere i, at vi naaede til sundere

og naturligere Partiforhold. Indenfor Venstre er Brydningen jo

da ogsaa i fuld Gang og har i Virkeligheden været det, lige siden

Partiet kom til Magten. Indenfor Højre kunde den synes at være

standset med de frikonservative Landstingsmænds Udtræden; til

Trods for, at Partiets Dusin Folketingsmænd ikke kan danne

noget Parti, er det dog i Stand til at kalde næsten samtlige sine

Rigsdagsmænd, Redaktører og lokale Tillidsmænd sammen til

Delegeretmøder, der ender i den skønneste Partienighed, efter at

Talsmændene for de forskellige Anskuelser er puttede i den

samme sorte Gryde, der hedder Højres Ledelse eller Repræsen-

tantskab.

Der synes her overhovedet kun at herske én virkelig Diver-

gens og af taktisk Art. En Fløj af Partiet spekulerer i opad-

gaaende Konjunkturer, naar kun man holder Højrefanen højt og

Linierne rene. En anden Fløj mener derimod, at der maa opere-

res med de konservative Elementer, som hidtil har fulgt Venstre,

men som nu synes baade at føle, at en forsvarlig Forsvarsordning

er en Nødvendighed, og at forstaa, at de gamle demo-

kratiske Slagord om Selvstyre i Stat og Kommune ikke vil vise

sig særlig velsignelsesrige, naar de skal omsættes i en radikal

kommunal Valglov. . Men denne sidste Fløj nøjes med at præ-

cisere sin Særpolitik og søge opnaaet den forventede Tilslutning

dels ved at tage Afstand fra nogle Bladangreb i en enkelt Avis

paa Landbostanden i Almindelighed, dels ved at forsikre Bøn-

derne, at man forstaar dem og elsker dem og anerkender deres

Betydning.

Det vil sige: den Bestræbelse for en konservativ Samlings-

politik, som saaledes har fundet Udtryk, regner tilsyneladende

med, som det ogsaa blev sagt paa Delegeretmødet, at denne

Samling skal etableres paa det nuværende Højres Grund, og at

den derfor hverken nødvendiggør nogen ny Partidannelse, eller

at der lægges et nyt politisk Grundlag for den.


112

Partibrydning og Samlingspolitik

Der er dog ingen Tvivl om, at dette vil være ganske nødvendigt.

Paa begge Sider, Højres som Venstres, er Arven fra Fæd-

rene, Arvesynden, om man vil, aldeles sikkert for stor og afskrækkende

til, at nogen Overgang, der betyder noget, vil kunne

finde Sted. Den gamle Adam maa druknes. Spørgsmaalet er,

hvori denne Drukning kan fuldbyrdes, saa en ny og bedre Skab-

ning kan fødes.

Det, der er givet, er, at der er Elementer indenfor det hidtil-

værende Højre og Venstre, som maa finde hverandre. Hvorledes

skal da dette ske paa naturlig Vis?

Der er visse foreliggende Spørgsmaal, hvert for sig be-

tydende, paa hvilke der i saa Henseende ikke behøver at lægges

afgørende Vægt. Dette gælder saaledes om tvungen borgerlig

Vielse og om den Retsreform, for hvis Gennemførelse i den fore-

slaaede Skikkelse der intet Sted spores nogen egentlig Begejst-

ring. Det vil ogsaa vise sig at gælde Toldspørgsmaalet, idet

Udviklingen har ført og i stigende Grad fører med sig, at hverken

de rene Beskyttelses- eller de rene Frihandelsteorier staar i nogen

høj Kurs. Befolkningen forstaar mere og mere, at der i saa Hen-

seende maa tages Standpunkt, overfor hver enkelt Vare — d. v. s.

at man kan være baade Frihandels- og Beskyttelsesmand — og

at hele Reformen paa dette Omraade maa foretages under Iagt-

tagelse af Hensyn til statsfinansielle Forhold, Udlandets Op-

træden og bestaaende, gennem mange Aar oparbejdede Industrivirksomheders

Ret. Forøvrigt gælder det jo paa Forhaand om

disse tre og andre Sager, at der selv indenfor et fast sammen-

tomret Parti bør tilstaas den enkelte en betydelig Frihed til at

tage selvstændig Stilling til dem — en Frihed, der desværre er

altfor indskrænket indenfor vore nuværende Partier, af hvilke

de fleste i urimelig høj Grad søger at binde baade Rigsdagsmænd

og Vælgere gennem hemmelige Partimøders Flertalsbeslutninger

om selv de mindste Spørgsmaal. I saa Henseende indeholder

Reformpartiets Historie, at dømme efter alle de fremkomne Af-

sløringer, jo i uhyggelig Grad skræmmende Spor.

Der er derimod to Spørgsmaal, som i denne Sammenhæng

vil være af afgørende Betydning, og som tillige er det baade i sig


Partibrydning og Samlingspolitik 113

selv, og fordi det er dem, der stærkest trænger sig i Forgrunden.

Det er Forsvarssagen og den kommunale Valgretsudvidelse

Paa disse Punkter maa det kræves, at man fra Venstre-

elementernes Side er villig til — uden at være bunden af For-

tidens Slagord og negative Standpunkt eller til en kortsynet Til-

tro til en komplet værdiløs, garanteret eller erklæret Neutralitet

— at gaa med til en forsvarlig Ordning af vort nationale Forsvar,

samt til en saadan Løsning af Valgretsspørgsmaalet, at der vel

skrides til en betydende Reform, men ikke til, som Resultatet

vil blive af Regeringens og Reformpartiets Forslag, en fuldstæn-

dig Revolution af det kommunale Styre.

For Forsvarssagens Vedkommende har Konseilspræsidenten

jo for saa vidt angivet det almindelige Grundlag for Enighed

mellem Vælgere med fælles Syn, som han har hævdet, at Løs-

ningen maa være forsvarlig, altsaa ogsaa anerkendt som saadan

af Sagkundskaben, og at Udgifternes Størrelse ikke her bør være

det afgørende. Hvad derimod Valgretten angaar, foreligger

endnu intet, der kan opstilles som Generalnævner. Landstings-

udvalgets Forslag i Fjor er i saa Henseende ganske umuligt.

Imidlertid er det dog værd at lægge Mærke til, at den første

Venstreregerings oprindelige Stilling til denne Sag dannede et

forholdsvis akceptabelt Forhandlingsgrundlag i Sammenligning

med det revolutionære Forslag, der fra Folketinget sendtes til

Landstinget og senere er lyst i Kuld og Køn af den nuværende

Regering. Ti medens dette sidste Forslag ikke blot stryger den

nu bestaaende Deling i to Vælgerklasser, men ogsaa optager

blandt Vælgerne saa at sige alle gifte Kvinder samt alt Tyende

over 25 Aar, havde Ministeriet Deuntzers Forslag udeladt begge

disse Vælgerelementer, og desuden havde denne Regering gennem

Paragraffer, knyttede til Skattelovene, søgt at etablere visse

Garantier — f. Eks. ved at kræve kvalificeret Majoritet til Ved-

tagelse af Skatteforhøjelser og Optagelse af Laan — mod et Fler-

"tals altfor hensynsløse Udnyttelse af Magten. Disse Garantier

var ganske vist overfor en radikal Valgretsudvidelse og med

Flertallets Magt for Øje ogsaa i andre Henseender, saaledes i

Henhold til visse sociale Love, langt fra fyldestgørende. Men i

Forhold til Forslaget, som dette nu ser ud, tegner den første


114

Partibrydning og Samlingspolitik

Venstreregerings Standpunkt sig dog næsten moderat, hvor radi-

kalt det end i sig selv var.

Er det da saaledes for de Venstreelementers Vedkommende,

som skal slutte sig til en „Samlingspolitik", nødvendigt, at de

paa disse to Hovedpunkter svinger over imod den Opfattelse, som

her er gjort gældende fra konservativ Side, saa rejser sig nu det

Spørgsmaal, hvad der fra de Højreelementers Side, som skal gaa

sammen med dem, raaa gøres, for at begge Parter kan — mødes.

Og herpaa er der kun det Svar: De skal erkende, at det poli-

tiske Tyngdepunkt ligger i Folketinget.

Hermed er — som det ogsaa fremgaar af denne Artikels første

Afsnit — ikke sagt, at en Parlamentarisme er indført, om end

Vejen er aabnet for, at Udviklingen efterhaanden kan afføde en

saadan. Ikke heller er der sagt, at Kongemagten og Lands-

tinget ingen Indflydelse har. Denne vil nemlig afhænge, og

afhænger jo, af Omstændighederne og ikke mindst af Folke-

tingets egen Optræden. Naar f. Eks. Folketingets hele Niveau

kun er ringe, og naar dette Ting tilmed ikke i sin Sammensætning

er noget nogenlunde virkeligt Udtryk for Befolkningen, men

alligevel vil søge at gennemføre Ting af en saadan Art, at Lands-

tinget til Støtte for sin Modstand har ikke blot saglig Dygtighed,

men ogsaa en stor offentlig Mening — ja, saa bliver Lands-

tingets Indflydelse betydelig i hvert enkelt Spørgsmaal for sig.

Men dets Magt bliver dog væsentlig kun af passiv Art. Og i Er-

kendelsen af, at det politiske Tyngdepunkt er hos Folketinget,

ligger der en faktisk Opgivelse af et gammelt Højredogme, ligesom

man derved yderligere erkender, at de afgørende politiske

Kampe maa udkæmpes paa Folketingstribunerne, og at et politisk

Partis Ledelse maa udgaa fra Folketinget og ikke — som

Tilfældet har været og er for Højres Vedkommende — fra Lands-

tinget.

Det vil mod denne Erkendelse blive indvendt fra Højres Side,

at den strider mod Grundloven. Det gør den nu ikke, idet der

ikke i denne er noget fastslaaet om Tingenes Ligeberettigelse for

Tid og Evighed. Det forekommer mig endog, at Grundloven

paa dette Punkt har været fortræffelig elastisk affattet, idet den

vel — og Højres Opfattelse har da ogsaa derved haft sin Berettigelse

— stillede de to Ting saa lige som muligt i Starten, men


Partibrydning og Samlingspolitik 115

derefter befalede dem Gud i Vold og overlod til Udviklingen at

bestemme, hvilket af dem, der skulde tage Teten. Og nu — efter

40 Aars politisk Ørkenvandring under denne Grundlov — er

Tiden kommen til at fælde Dommen. Allerede under de senere

Højreregeringer laa det politiske Tyngdepunkt i Folketinget. Og

man kan nu tage de til Sagens Afgørelse nødvendige Kriterier

for sig og undersøge dem, og det vil da vise sig, at deres Udslag er

tydelige nok.

Der er i ethvert konstitutionelt Land to saadanne Kriterier.

Det ene findes i Spørgsmaalet: Hvorfra kommer Regeringen?

Og her er det ikke tvivlsomt, at vil der end — t. Eks. under lutter

Mindretalspartier i Folketinget — kunne tænkes Ministerier, ved

hvis Dannelse Landstinget vil kunne spille nogen Rolle, og kan

end Kongemagten, under særlig oprevne Forhold, faa en kraftig,

regulerende Betydning, saa kan der dog ikke fremtidig dannes

Regeringer udenom Folketinget. Det andet Kriterium er i det

Spørgsmaal: Hvor er Bevillingsmyndigheden? Og her kan det

dog næppe bestrides, at Hovedindflydelsen paa Finansloven nu

absolut og ubetinget er i Hænderne paa Folketinget.

Erkendelsen af dette Ting som politisk Tyngdepunkt er da en

Erkendelse, der gaar imod det hidtidige Højres væsentligste, storpolitiske

Programpunkt og indeholder et Tilsagn om, at man

ikke vil være med til Forsøg paa at skrue Udviklingen tilbage;

forfatningsmæssig set betyder denne Erkendelse derfor en Garanti

for alvorlig Hensigt overfor de Venstreelementer, med

hvilke der skal søges Forbindelse, idet disse samtidig paa For-

svars- og Valgretsspørgsmaalene foretager det tilsvarende Skridt.

Det vil — som Indvending imod den her omtalte Aner-

kendelse af Folketingets Stilling — under de nuværende Forhold

i Folketinget, der jo er blevne ret skarpt belyste gennem denne

Samlings Debatter, vistnok være fristende at sige, at man kan dog

ikke godt erkende, at et Kammer, hvis hele Niveau er et saadant

som Folketingets i Øjeblikket, rummer det politiske Tyngde-

punkt. Ja — det kan maaske være strængt nok. Men der er jo

rigtignok det at bemærke, at naar Folketinget trods dette Niveau

dog nu reelt har denne Magtstilling, saa kommer man endnu

mindre uden om den, naar Niveauet er normalt. Der er i Virke-

ligheden kun det at sige: Højre har haft Ret i sin Opfattelse af


11(3

Partibrydning og Samlingspolitik

Tingenes Ligeberettigelse. Venstre vil, efter at have lidt Neder-

lag paa sit juridiske Krav om Parlamentarismen, i Fremtiden

faa Ret i dets almindelige Opfattelse af Folketingets Overvægt.

Og det vil her overfor være det bedste for et Arbejde til Gavn for

de værdifulde konservative Interesser, at Erkendelsen heraf i

videst mulige Kredse er til Stede i Tide. Det er allerede i det

lange Løb en daarlig Tjeneste at gøre disse Interesser at koncen-

trere dem om og til Dels i et Overhus. Derved bidrages der

forøvrigt ogsaa til baade at sænke Niveauet i det andet Ting og at

umuliggøre, at de naturlige Brydninger og den gensidige Paavirkning

mellem de forskellige Anskuelser og Interesser med

fuld Kraft kan finde Sted netop paa den brede Kampplads, hvor

den væsentlige Afgørelse træffes. Og denne Kampplads er nu

dér, hvor Folketingsvælgerne findes. Valgretten er ikke i sig

selv noget Maal; den bestemmer kun Pladsen for Kampen og

Kæmpernes Antal. Det er disses Flerhed, der skal vindes for

Maalene. Jeg siger udtrykkelig vindes, fordi den almindelige

Talemaade om ,, Flertallets Anskuelser" ikke egentlig er korrekt.

Et Flertal som saadant har ikke nogen oprindelig Anskuelse.

Et Flertal har aldrig tænkt en ny Tanke, aldrig gjort en Op-

dagelse eller Opfindelse, aldrig planlagt et Fremskridt. Det har

aldrig skabt noget. Men det kan tilegne sig noget. Denne Til-

egnelse kræver en forudgaaende Dom, og naar den er fældet, og

det, der er Tale om, derigennem er tilegnet af Flertallet, kan

dette slutte sig til Kampen for dets Gennemførelse. Og den

Politik, jeg i disse Betragtninger slaar til Lyd for, er en saadan,

at den kan danne Grundlaget for et Arbejde, der søger — ikke at

nøjes med et skrøbeligt Flertal i Landstinget og nogle faa Pladser

i Folketinget — men at vinde Flertallet af Landets Folketings-

vælgere.

At man tillige, ved saaledes at give Folket, hvad det nu tilkommer,

lægger et større Ansvar over paa mange Elementer i

Landet, ikke mindst med Hensyn til Løsningen af Forsvars- og

Valgretssagerne, er en Selvfølge. Ikke lidet af den Forsvars-

nihilisme, som har præget store Dele af Venstre, der dog ellers

var besjælede af varme nationale Følelser, skyldes den Omstændighed,

at efter deres Mening var Folket ikke anerkendt som

værdigt til at bære nationalt Ansvar, saa længe det ikke ogsaa


Partibrydning og Samlingspolitik 117

havde den Ret, der tilkom det. Og meget af den Hidsighed —

eller maaske Letsindighed — hvormed særlig Landboelementerne

indenfor Venstre krævede den saakaldte „almindelige Valgret"

gennemført i Kommunerne, skyldes den Ufarlighed, der var ved

at opføre sig som vadskeægte „Demokrater" i denne Sag, naar

man havde — Landstinget til at forhindre dens Gennemførelse.

VI.

Dette eraltsaa Betingelserne for efterhaanden at naa til en ny

Partidannelse under en Samlingspolitik, at de Venstreelementer,

der skal være med i den, glider bort fra de gamle Standpunkter i

Forsvars- og Valgretsspørgsmaalene, og at de Højreelementer, der

skal være med, opgiver deres hidtidige Standpunkt i Forfatnings-

spørgsmaalet og anerkender Folketinget som det politiske Tyngdepunkt

En saadan Sammenslutning maa tillige underbygges med

en fælles klar Opfattelse af, at den Politik, der iøvrigt skal føres,

maa være en Samfunds- og ikke en Klassepolitik, en Politik,

hvorunder der ses stort paa Udviklingen af dansk Erhvervsliv

paa de forskellige Omraader, frisindet paa Bestræbelser til Aandslivets

og Kulturens Fremme, og forstaaende paa Nødvendigheden

af dybtgaaende Socialreformer, byggede paa Selvhjælps-

princippet i Modsætning til den sociale Lovgivning, vi allerede

har haft for meget af, og som er knæsat ikke blot af Social-

demokratiet,

Program

men nu ogsaa af det radikale Venstre i dettes

Denne „Samlingspolitik" kan da ikke ensidig betegnes som

„konservativ" . Men der er jo heller intet absolut til i den kendte

Del af den Verden, vi lever i. Alt er relativt. „Alt strømmer",

som gamle Heraklit sagde for 2500 Aar siden, og det slaar vist

til endnu. Den her skildrede Politik er ikke konservativ i For-

hold til, hvad man almindelig forstaar herved. Paa den anden

Side kan den vel betegnes som saadan i Forhold til Socialdemo-

kratiets og det radikale Venstres Politik. I sig selv er den en

Politik, der bygger paa individuel og national Selvhævdelse og

kan sætte „Frisind og Fremskridt" paa sin Fane.

Men medens jeg vel er overbevist om, at Brydningerne inden-

for de nuværende Partier vil resultere i en Samvirken og derefter

følgende Partidannelse paa det Grundlag, jeg ovenfor i store


118

Partibrydning og Samlingspolitik

Træk har skitseret, forbinder jeg- ikke hermed noget stort Haab

om, at de Strømninger, der faktisk er til Stede og tenderer henimod

en saadan Sammenslutning, vil finde aaben Støtte fra Poli-

tikere, der staar indenfor de eksisterende Partirammer — førend

Strømmen bliver saa stærk, at den tvinger dem med. Det vilde

være klogt af Højre, om det akcepterede det ovenfor udviklede,

men herfor er der næppe nogen Mulighed. Lord Beaconsfield,

der som Partifører ikke var nogen Sinke, skal en Gang have be-

mærket, at konservativ Politiks Hemmelighed bestaar i at stjæle

Modstandernes Klæder, naar de er i Bad. Kunde man sætte sig

i Forbindelse med hans henfarne Aand, vilde han sikkert tilføje,

at det danske Højre i saa Henseende ikke har udfoldet nogen

betydelig Fingerfærdighed. Det glemte jo frem for alt i Tide

at iføre sig Oppositionens Klædebon. Det fik ikke denne Dragt

paa, før det bogstavelig havde slidt sin egen Skjorte fra Kroppen.

At det saa nu, da Modstanderne atter er i Bad, i Praksis og som

Parti skulde tilegne sig Lord Beaconsfields Ord, er ikke til at

vente — saa meget mindre, som det mulig vilde afføde en Sprængning

af Partiet. Men heller ikke fra det nuværende Reform-

partis eller de moderates Rigsdagspolitikere er der noget at

haabe. Dertil synes de for bundne af Fortiden, af gamle Teorier,

agitatoriske Løfter og — Frygt.

Frelsen maa da komme fra Vælgerne selv og gennem nye

Mænd — fra dem blandt de ældre Vælgere, der har moralsk Mod

og Storsyn nok til at formaa at frigøre sig fra Fortidens snæ-

rende Baand, og fra de unge, der ikke vil finde sig i politisk

Trællestand, blot fordi Fædrenes Synder skal nedarves paa

Børnene. Og er Bevidstheden om det ny, som kan naas, først

vaagnet, saa skal Strømmen nok bane sig Vej trods alle Hin-

dringer, som Vandet fra den smeltende Gletscher baner sig Vej til

Havet.


Livskraft.

En Rejsehistorie af Jakob Knudsen.

gik igennem Ventesalen paa den lille jydske Landstation,

Jegmed Kroppen og Hovedet fuldt af Jernbanekørsel: Jernbanerummel,

Kupé-Varme, Lugt af hed, flov Spildedamp, Dirren af

Lokomotivet, der endnu stod og gungrede ude ved Perronen. Jeg

havde sovet daarligt om Natten og var noget ør i Hovedet. — Jeg

gik ud igennem Gadedøren, der i sin Egenskab af selvlukkende

Dør daskede klirrende i efter mig. I den kolde December-Taage-

regn holdt et lille Enspænderkøretøj derude paa Vejen foran Stationsbygningen.

Kusken var den velkendte Husmand, der som

den lavestbydende har faaet Stationskørselen for vedkommende

Foredragsforening. — Jeg vilde ved Opstigningen paa Vognen

sætte Foden paa Hjørnet af Hammelstokken og den venstre Stang,

da der intet Vogntrin fandtes. Men Kusken advarede mig der-

imod, eftersom Pindeværket i Følge hans Mening næppe vilde

kunne holde til min Vægt. Jeg stod saa op ved at sætte Foden

paa Hjulnavet, men fik derved min Pels slemt tilsmurt. —

Kusken gav mig Halvdelen af et noget hullet Hestedækken over

Knæene, og saa kørte vi i vedholdende Skridtgang ud i den ved-

holdende Regn. — Det var ikke stærk Regn, men den var meget

jævn og gjorde én hurtig vaad om Halsen.

Det var i en Tid af mit Liv, da jeg ansaa Oplæsnings- og Fore-

dragsrejser for mit eneste og livsvarige Brød-Erhverv; da derfor

de Ubehageligheder, som kunde være forbundet dermed, virkede

med større Styrke, — paa Grund af de endeløse Udsigter. I Dag

følte jeg desuden stadig ulmende Nyresmerter. — Kusken var

efter Omstændighederne meget underholdende; men jeg tror nok,

hans Konversation nærmest havde til Hensigt at bortlede min


120 Livskraft

Opmærksomhed fra den langsomme Kørsel. Hesten var af rus-

sisk Herkomst, og paa Grund heraf blev den stadige Skridtgang

til en ren Sneglefart. Pisken brugte Manden absolut ikke, da

Krikken syntes noget sky, og et Dask saaledes gerne kunde have

til Følge, at den virkelig gav sig til at trave. Derimod hyppede

han uafbrudt paa den med en Hyppen, der mere og mere blev

til en sagte Skraatobaks-Smasken.

Efter et Par Timers Kørsel holdt vi foran den Landsbyskole,

hvor jeg skulde bo det nu forestaaende Døgn. Jeg var efterhaanden

naaet til at være temmelig ked af Livet, — ogsaa fordi

min Pels var bleven gennemvaad, og jeg vidste af Erfaring, hvor

vanskeligt det er at faa en saadan Pels tørret, naar man er ude

omkring, — uden tillige at faa den ødelagt af Kakkelovnen. —

Det lod ikke til, at man havde hørt eller set Vognen derindefra.

Kusken forsøgte at slaa Skrald med sin Svøbe, men den gav kun

nogle vaade Svup.

Det var da godt, — tænkte jeg ved mig selv, mens vi ventede,

— at det var en Komedie af Holberg, jeg skulde læse i Aften.

Hans Lystighed staar saa forunderlig godt til trist Humør. Jeg

har ofte i en saadan Stemning ment at kunne føle — under Oplæsningen

— , hvor megen Utilpashed Holberg selv har maattet

hæve sig over, idet han skrev disse Skuespil. —

Nu kom Læreren ud paa Trappestenen. Yngre Mand, lyst

Haar og Skæg, der over Munden var temmelig langt, og noget

brunfarvet i Spidserne af Tobaksrygning. Vi havde aldrig set

hinanden før.

Han hilste rask, næsten lidt seminarist-forsorent, Goddag!

— men blev straks derefter fuldt optaget af at hoste og spytte,

mens jeg kravlede af Vognen. — Da jeg var kommen ned, vilde

jeg række ham Haanden. men han kunde ikke straks gøre Gen-

gæld for sin Hoste. Denne var bleven hul og bundløs, — ufor-

falsket Tærings-Hoste paa vidt fremskredet Stadium. — Jeg følte

med uhyggelig Vished, at han om nogle Maaneder vilde blive

baaren ud af den samme Dør, som han nu, uden at tænke derpaa,

stod og spærrede for mig.

Endelig lindede Anfaldet. Han tog skyndsomt nogle Bak-

Bak paa sin Pibe, der ellers let kunde være gaaet ud, og rakte

mig saa Haanden med en svingende, lidt flot Bevægelse.


Livskraft 121

„Regnvejr! Regnvejr! det regner hver eneste Da'!" sagde han

med et ligefrem Smæk paa det sidste Ord. „Kom ind, Jakob

Knudsen, og faa Dem noget Varme i Kroppen. De ser jo ud

som en druknet Rotte!"

Vi fik Pelsen anbragt paa et Søm i Bjælken nær ved Kakkel-

ovnen og min Haandkuffert i samme Nabolag. — Konen, der saa

noget fortravlet og udslidt ud, bragte Kaffen ind; en Del Børn

stillede sig op i Stuen og betragtede mig.

Læreren bød mig en af sine Piber, men jeg undskyldte mig

med, at jeg var noget forkølet.

„Jeg har for Resten en Høne at plukke med Dem, Jakob

Knudsen," sagde han straks efter. „Det er ikke værd at gaa uden

om den Sag længere, men — æh — lad mig hellere sige Dem

ren Besked med det samme. Jeg har læst Deres sidste Bog. Dér

har De skildret en dansk — saavidt jeg kan se: en jydsk —

Lærer paa en aldeles utilbørlig Maade

."

Jeg søgte at forsvare mig. Han skulde ikke være nogen Type

o. s. v. o. s. v.

„Nej, nej, — Fejlen er den, at De har paa samme Tid skildret

v

ham som dum, og saa tilligemed som vigtig. Det er to meget

slemme Fejl."

„Jo, — men jeg har vel heller ikke fremstillet dem som

andet?"

„Det faar man aldeles ikke Indtryk af. Det synes tvært-

imod, som om De virkelig mener, hvad De dér skriver."

„Jamen De misforstaar mig

."

Under denne Samtale, som vi ved Hjælp af stadige Mis-

forstaaelser holdt gaaende temmelig længe, — begyndte Børnene

i Stuen at angribe min Pels. De satte den i svingende Bevægelse

ind imod Kakkelovnen.

Jeg blev nervøs paa min kostbare Ejendels Vegne og faamælt

i mine Svar til min Vært. Tilsidst sagde jeg i elskværdig-

spøgende Tone til den ældste Dreng, om han kunde lade være at

komme til Pelsen.

„De er ikke Pædagog, Jakob Knudsen," sagde hans Fader.

„Sagt paa den Maade virker Deres Ord intet. Forklar Thorgrim,

hvorfor han ikke maa komme til Deres Pels, — saa skal De se!"

Dansk Tidsskrift. IX. 9


1 22

Livskraft

„Grunden er den, at jeg ikke vil have det," sagde jeg i en

lidt mindre elskværdig Tone.

„Det er jo ingen Grund — ingen pædagogisk Grund.

Thorgrim!" henvendte han sig til Drengen. „Tror du, at din

Ende vilde have godt af at blive sat ind paa Kakkelovnen?"

Drengen grinede og nærmede sig baglæns i bøjet Stilling til

Kakkelovnen.

„Nej, nej, svar nu, Thorgrim! — Det mener du selvfølgelig

ikke. Dertil er Kakkelovnen for varm. — Naa. — Men saa har

Jakob Knudsens Pels heller ikke godt af at komme for nær til

Kakkelovnen. Kan du saa forstaa det?"

Børnene tog igen fat paa Pelsen.

„Se, saadan: ved en lille Spøg, ved en lille Spøg, — og saa:

instruktivt, instruktivt! — saa gaar det af sig selv. Der maa For-

staaelse til," henvendte Læreren sig atter til mig.

Thorgrim hængte sig nu i Pelsen og svingede.

Jeg tog den ned og lagde den ind paa Sengen i det Værelse,

hvor jeg skulde opholde mig om Natten.

„Ja, ja. Forsigtighed er en Borgmesterdyd," sagde min

Vært. „Men det er nu heller ikke min Mening, at der skal blive

Borgmestre af mine Børn. Har De Lyst til at se Kirken,

Jakob Knudsen, inden det bliver helt mørkt? Det er jo kun to

Skridt."

Vi rejste os og fik noget Overtøj paa.

„Fa'er, hvad vil I se oppe i Kirken?"

„Hvad vi vil se, Thorgrim? — Vi vil se, hvad der er at se."

„Men hvad er der at se, Fa'er?"

„Det kan jeg ikke saadan sige Dig i en Fart. Det kan vi tale

senere om."

„Maa jeg gaa med op i Kirken?"

„Nej, Thorgrim, det maa du virkelig ikke."

„Hvorfor ikke?"

„Det er koldt, og det er vaadt, og du bliver forkølet. Kan

du saa forstaa det?"

„Nej. — Det bliver jeg ikke, Fa'er. Maa jeg saa gaa med?"

„Naa, ja, ja. Kom saa med da, siden du endelig vil. — Men

du skal have noget andet Fodtøj paa. Du kan ikke gaa i de tynde

Gymnastiksko."


Livskraft 123

Thorgrim styrtede i de tynde Gymnastiksko ud af Gangdøren

op mod Kirkegaarden.

,,Naa, ja, ja. Saa gaa da," sagde hans Fader efter ham.

„Jeg tror, Børnene de skal mærke, at de har ogsaa en Vilje, og at

den betyder noget. Jeg tror, de skal have Viljen udviklet," sagde

han til mig.

Jeg kunde intet svare. Jeg var i Øjeblikket meget ubehagelig

berørt af Tilværelsen overhovedet.

„Jeg tror, at skal Verden have en Fremtid," fortsatte Lære-

ren, „saa beror det paa, at Børnene faar en kraftig, sund og

stærk Vilje."

Regnen var hørt op. Men det var bleven meget koldere.

Læreren havde svøbt et langt, strikket Tørklæde om Halsen. —

Han hostede og røg, med Haanden omkring Pibehovedet, mens

vi gik op til Kirken.

„Vi havde hans biskoppelige Højærværdighed i Kirken for

fjorten Dage siden. Børn og unge Mennesker paa Kirkegulvet.

Hele Grejen. Stor Forestilling dér og i Skolen."

Jeg kendte forud — fra andre Lærere — de Historier saa om-

trent, der nu vilde komme. Men jeg var i Øjeblikket for sjælelig

forkommen til at deltage i Kritik, — der var ogsaa noget i min

Værts Væsen, som langtfra indbød dertil, — sammen med ham.

„Han er en dum Køter — det er Biskoppen. Med sine to

Fingre til Mands, naar han hilser paa Lærerne, og med sine sid-

dende Taler for dem ved Middagen i Præstegaarden."

„Hm," svarede jeg.

„Jamen siger De da ikke ogsaa det, Jakob Knudsen? Kender

De ham ikke?"

„Ikke nok til at kunne udtale mig saa afgjort om ham."

„Da er alle enige om den Ting her i Sognet — nu bag efter

Visitatsen. Jeg sagde det ogsaa til Børnene i Skolen, da han var

rejst. Jeg sagde: Biskoppen er en dum Køter, Børn, sagde jeg.

Og der var ikke én, der sagde Nej til den Henstilling, ha, ha, ha!"

„Nu maa De saa se at holde Dem gode Venner med alle

Børnene for Eftertiden. For ellers gaar det da galt."

„Jah det gaar vel ikke saa meget galt. Og jeg tror,

Børnenes Autoritets-Frygt den maa brydes — før eller senere.


124

Livskraft

Jeg tror, de maa til at se sundt og sandt paa mange Forhold. —

Jeg er i Grunden en Hedning."

„Saa. — Ja, det behøvede De da ikke at være, fordi De kalder

Biskoppen en dum Køter."

„Nej, ganske vist. — Men jeg er nu en Hedning. Eller rettere

sagt: en Græker. Jeg er en Græker helt igennem."

„Det kan jeg ikke forstaa."

,,De mener, det stemmer ikke rigtig med at være Lærer i

den danske Folkeskole."

„Naa — jeg synes slet ikke, De gør et græsk Indtryk."

„Jah De kender nu ikke mit Forhold til Sokrates. —

Jeg har læst ubetinget alt, hvad den Mand har skrevet"

„Ja, han har jo ingen Ting skrevet."

Under den paafølgende literærhistoriske Meningsudveksling

var vi kommen ind i Kirken. Thorgrim var bleven udenfor. Han

undersøgte de mange Kranse paa en nylig opkastet Grav.

Inde i Kirken begyndte min Vært at hoste igen, saa rungende

og hult, saa man kunde tro, at Lyden kom nede fra de gamle

Herremandsbegravelser under Midtergangen. — Samtidig skiftede

han Samtaleemne og gav sig til at prise de danske Brystsyge-

sanatorier.

„Det er Danmarks Frelse — det er Brystsygesanatorierne.

Det er et rent Evangelium med dem. Det er en Velgerning mod

det danske Folk i sin Helhed. De aner ikke, hvor mange vi gaar

omkring her i dette Land med Brystsyge i os, med Bakterier og

Baksiller. — Saa kommer man paa saadan et Sanatorium: væk!

væk! — der er ikke et Dyr tilbage! — Jeg har været tre Gange paa

Herning Sanatorium. Jeg er kommen fuldkommen frisk hjem.

Det er en stor Fornøjelse og en stor Opmuntring!"

„Men er De helt rask i Øjeblikket? De hoster jo ikke saa

lidt."

„Jeg skal en Tur derud igen til Foraaret. Og holde Hoved-

rengøring. Man samler sig jo alligevel nogle Dyr i Løbet af

Efteraaret og Vinteren."

„Mon det nu er godt, at De ryger saa meget?"

„Jeg tror ikke, det skader videre. Det er jo tillige for-

friskende. Tobaksrøg er forfriskende."

Jeg stod og saa paa en gammel Gravsten fra det sekstende


Livskraft 125

Aarhundrede. Den var taget op af Gulvet og muret ind i Væggen

i Koret. Overfladen var sort og bar et Basrelief af en pansret

Ridder med foldede Hænder, og hans Hustru i Piskebensskørt.

Det skumrede i Kirken og var bittert koldt, og det var, ligesom

man følte en isnende Træk af døde Dage og Nætter imellem

sig selv her og den svundne Tid, hvor Stenen hørte hjemme. —

Jeg tog min Lommekniv frem og ridsede i Kanten af Stenen. Jeg

vilde se, hvordan den tog sig ud under den fire hundrede Aar

gamle Overflade. Skifergraa var den, og saa frisk i Snittet som

en Frugt, man lige har skaaret over. Frisk som for fire Hun-

drede Aar siden, frisk som for Tusinder og atter Tusinder af

Aar siden, før den lille Tid begyndte, da den kom i Menneskers

Tjeneste. Det var jo i Sammenligning med Stenens Alder kun

nogle Dage siden, at den pansrede Ridder og hans Frue havde

levet, — og om nogle Dage var vi selv borte. Læreren

hostede og hostede. Han stod og støttede sig til et af de øverste

Stolestader. — Saa snart han fik Ophold, sugede han paa Piben,

at den ikke skulde gaa ud.

Da vi begav os ud af Kirken, var han langt inde i en Ud-

vikling, hvis Begyndelse jeg maatte have overhørt.

„Danmarks Ungdom er Danmarks Haab. Vi har ikke an-

det," hørte jeg ham sige højt. ,,Vi ældre kan ikke bestandig

leve. Vi træder tilbage. Men saa kommer Ungdommen og

tager fat netop dér, hvor vi slap. Og da gælder det om, at vor

Ungdom kan have Ryggen rank, Viljen rank, bred Forstaaelse,

frejdig Gang i Skoene, ingen Sammensyninger i Bukseskridtet.

Det er min Pædagogik. Men jeg har en Anelse om, at det ikke

ganske er Deres, Jakob Knudsen."

„Ja, — det ved jeg skam ikke. Jeg ønsker da i hvert Fald

ingen Sammensyninger."

„Aah — — Jakob Knudsen, — det gjorde mig ondt, det

gjorde mig ligefrem ondt at høre Dem sige dette til min Dreng:

at han ikke maatte komme til Deres Pels, fordi De ikke vilde have

det. Ja, — det er Begrundelsen, det er Begrundelsen, der er

saa forkastelig, saa gyselig upædagogisk. Man skal forklare og

forklare og aldrig blive træt af at forklare for Børnene dette store

hvorfor, — hvorfor maa du ikke gøre det. Jeg synes, det var saa


126

Livskraft

inderlig raat af Dem, saa antiluviansk, dette: fordi jeg vil ikke

have det."'

Jeg var jo nødt til at forsvare mig, og vi kom nu ind paa en

Samtale, der varede — Misforstaaelser og Hosteanfald iberegnet

— lige til vi skulde til Oplæsning, og efter denne lige til hen

imod Sengetid. — Da fik min Vært et Hosteanfald saa voldsomt,

saa jeg lige frem frygtede for, at det skulde have blevet til Blod-

styrtning eller Kvælning.

Han kom dog tilsidst over det og fik hurtig sin Pibe bakket

op igen, — men han sad en Stund derefter i sin amerikanske

Gyngestol, ganske udmattet og med lukkede Øjne.

„Det skal blive interessant at snakke lidt med Doktor Biedermann

i Herning til Foraaret," sagde han og slog Øjnene op. „Jeg

kan se ham for mig, naar han kommer og sætter mig Stitoskopet

for Brystet. Det er en Fornøjelse at snakke med den Mand og

faa en virkelig videnskabelig Indsigt i sin konstitutionelle For-

fatning. — Og saa vende frisk og frejdig hjem til sin lille, vante

Gerning." —

Thorgrim stod og vippede med Stolen, hvori hans Fader sad.

Jeg syntes, det saa temmelig risikabelt ud sommetider, men fandt

mig ikke beføjet til at sige noget derom.

,,Du ved jo, hvorom det hele drejer sig, Thorgrim," sagde

hans Fader, da det syntes, som om Stolen pludselig skulde have

gaaet bagover.

Drengen grinede.

„Det er vi i Forstaaelse med hinanden om, ikke sandt, Thor-

grim?"

Drengen gyngede voldsommere.

„Saa, saa, — saa, saa, Thorgrim! Ikke saa stærkt! Du ved,

jeg kan ikke lide — — jeg har ikke godt af det." —

Jeg gad ikke se paa den Forestilling, men sagde, at jeg vilde

røre Benene lidt, inden jeg gik til Ro.

Jeg tog Overtøj paa og gik ud.

Jorden var frossen forneden. Foroven den tætteste Stjerne-

vrimmel. Der var næsten intet Himmeldyb at se. Overalt sølv-

blankt eller sølvmat af Stjerner og Stjernetaager.

Hvilken Ro og Orden, hvilken urokkelig Paalidelighed. Intet

forfængeligt og forgængeligt Vrøvl. — Hvilken almægtig Uskyld!


Livskraft 127

Almægtig til at drukne Alverdens iagttagende Øjne i evig Useethed!


Lidt efter fornam jeg — gennem Natteskumringen paa Jorden

— Julens Nærhed. Og jeg følte, at Julen var Stjernehimlen jævn-

byrdig, — som Guds Kærlighed er jævnbyrdig med hans Almagt.

Den samme urokkelige Paalidelighed, den samme Fjærnhed fra

forfængeligt og forgængeligt Vrøvl. Den samme Uskyld, — som

et Barns, der aldrig har elsket, som en Jomfrus, der elsker første

Gang. Men almægtig, den almægtige Kærligheds Uskyld, som,

i hvor meget den betragtes og lovprises, forbliver dog, som var

den evig uset.

Jeg havde indtil dette Øjeblik været urolig i Sindet, ubefæstet

og mismodig, — været det hele Dagen indtil nu.

Da jeg kom ind igen, var Thorgrim gaaet i Seng.

,,Ja, han væltede mig, Gutten, han væltede mig skam!" sagde

hans Fader. „Men nu har jeg talt alvorligt med ham om det,

og jeg tror nok, hans Forstaaelse er bleven dybere af, at han skal

lade saadan noget være." —

,,Det er haard Frost ude," sagde jeg uden at tage Plads.

„Man kan mærke, at vi har ikke langt til Jul."

,,Ja, hvordan er det," svarede min Vært og rejste sig ogsaa, ,,i

Dag om otte Dage er det jo ligefrem Lillejuleaften. — Ja, — Julen

er en smuk Fest, det er Hjemmets Fest. Men der er for mange

Helligdage — til at sidde af oppe i Degnestolen. — Jeg er ligefrem

efterhaanden bleven lidt ked af det kære Julens Evangelium.

Jeg holder nu mere paa Sanatoriernes Evangelium, for uden det

havde jeg været en Dødens Kandidat. Tror De ikke ogsaa, jeg

havde været det?"

„Det er jo nok muligt."

,,Og saa vil jeg sige Dem Godnat, Jakob Knudsen, — hvis

De synes, vi har været længe nok vaagne for denne Sinde."

„Jo."

,.Naa. — Ja, for Søvnens Evangelium det er ogsaa et af dem,

man ikke saa let bliver ked af."


I

En berømt arabisk Traditionsdigter.

Af Fr. Buhl.;

min Fremstilling af Muhammeds Liv har jeg i et Slutningsafsnit

henvist til de Vanskeligheder, som den hos Muham-

medanerne udbredte Fabrikation af uægte Overleveringer bereder

den historiske Forskning. Jeg har dér navnlig omtalt den Rolle,

som Modsætningerne mellem de forskellige senere politiske og

religiøse Partier i saa Henseende spiller, idet man i Polemiken

søgte at hævde sit eget Parti og ramme Modstanderne ved at op-

digte tendentiøse Historier og navnlig Udsagn af Profeten, der

kunde tjene et saadant Formaal. Ved Siden af Digtninger med et

bestemt Partiformaal staar der imidlertid andre, der er ligesaa

uægte, men som kun i Almindelighed skyldes Lysten til at opdigte

og lyve eller i alt Fald andre Hensyn end de nævnte. Æren

for at have beriget Traditionssamlingerne, baade de rent religiøse

og de historiske, med saadanne Digtninger, tilkommer en hel Del

Mænd; men blandt disse er der i den ældste Tid to, der særlig har

udmærket sig, nemlig Profetens Fætter Abdallah, al-Abbas 1

Søn,

og Abu Huraira. De var begge begavede Mænd og har begge

levet sammen med Muhammed, saa at de med deres Lyst og Evne

til at fortælle vilde have kunnet indlægge sig store Fortjenester

af den historiske Forskning, hvis de ikke havde haft en saa fuld-

stændig Ligegyldighed for Sandhed og historisk Paalidelighed.

Af disse er navnlig den første en saa karakteristisk Skikkelse, at

det lønner sig at gøre sig noget nærmere bekendt med ham.

Abdallahs Fader, Muhammeds Onkel al-Abbas, var en saare

snild og beregnende Natur, der længe ikke ret vidste, hvorledes

han skulde stille sig overfor sin Nevø og de af ham fremkaldte

Uroligheder, da han vel følte de Forpligtelser, som Slægtskabet


En berømt arabisk Traditionsdigter 129

paalagde ham, men paa den anden Side stod uden al Interesse

overfor dette underlige og upraktiske Sværmeri. Først da Muhammed

imod al Forventning viste sig at være en politisk Kraft

af første Rang, som tilbød sine Tilhængere store Fordele, tog han

en rask Beslutning og begav sig til Medina for at antage den nye

Religion. Da han var Stamfaderen til de senere abbasidiske Ka-

lifer, har Overleveringerne taget paa ham med blide Hænder og

saa vidt muligt mildnet eller endog omdigtet den uheldige Om-

stændighed, at det varede saa længe, inden han omvendte sig.

Fra ham synes Sønnen Abdallah at have arvet sin Snildhed, som

desuden var forenet med en Samvittighedsløshed, der ikke mø-

der os hos Faderen, dog muligvis kun fordi Forholdene ikke gav

ham Anledning til at udvikle den.

Abdallah skal være født tre Aar før Muhammeds Udvandring

til Medina, den Gang da Profetens Slægt, Hashimiderne, var

lyste i Ban af Mekkas Beboere og levede udelukkede fra alt Samkvem

med andre i deres Kvarter i Staden. Ved Muhammeds Død

var han derfor kun omtrent 13 Aar gammel. Medens det i Be-

tragtning af, at Faderen kæmpede paa de vantro Mekkaneres Side

i Slaget ved Bedr, voldte hans senere Forsvarere et ikke ringe

Besvær at fremstille ham som en fra Begyndelsen af troende

Mand, faldt Sagen langt lettere for Sønnen, der paa Grund af sin

Ungdom ikke var optraadt paa en kompromitterende Maade.

Der rindes i Virkeligheden ogsaa en Overlevering, hvori Abdallah

fortæller om sig selv, at han og hans Moder, allerede medens

Faderen var Hedning, levede som troende Muhammedanere i

Mekka. Muligvis er dette en senere Opdigtelse til Ære for Abassidernes

Forfader; men der er dog intet til Hinder for, at han

selv kan have fortalt det for at fremstille sig i det fordelagtigste

Lys. Under de to første Kalifer spillede han endnu ingen frem-

trædende Rolle, dels paa Grund af sin Ungdom, dels fordi disse

Hædersmænds Regering ikke gav hans Evner tilstrækkelig Plads

til at udfolde sig. Derimod begynder hans Skikkelse at vise sig

under Othmans Regering. Efter sit eget Sigende var han denne

Kalif trofast hengiven, og Othman maa ogsaa have sat Pris paa

ham, da han i det skæbnesvangre Aar 656, da Oprøret mod ham

brød løs, sendte ham til Mekka for at lede den store Valfartsfest.

Medens han var borte fra Medina, blev Othman myrdet af Op-


1 30 En berømt arabisk Traditionsdigter

rørerne. For Abdallah var denne Fraværelse en stor Fordel, da

han derved baade undgik at blive kompromitteret ved en tvetydig

Holdning under Oprøret, som f. Eks. hans Fætter Ali, og til den

anden Side ikke behøvede at lægge sig ud med Magthaverne ved

at tage aabent Parti for den ulykkelige Othman. Efter sin egen

Fremstilling skal han ved sin Bortrejse fra Medina indtrængende

have opfordret Ali til at træde energisk op til Forsvar for Kalifen,

men uden Held, idet Ali henviste til alle de Fejl, Othman havde

begaaet. Da det imidlertid i den følgende Tid var et virksomt

Middel hos Alis Modstandere at give ham Skylden for Othmans

Drab, som de selv mindst ligesaa meget havde det moralske An-

svar for, maa denne Beretning optages med stor Forsigtighed

og snarere opfattes som et af de Kunstgreb, paa hvis Anvendelse

Abdallah saa ypperlig forstod sig. I Virkeligheden forholdt det

sig jo saaledes, som han efter sin egen Beretning ved sin Hjem-

komst, naturligvis atter for døve Øren, vil have foreholdt Ali,

nemlig at den, der overtog Herredømmet efter den dræbte Kalif,

nødvendigvis vilde blive mistænkt for at have haft Del i Mordet

paa ham; og det var derfor en let Sag for den, der var saa heldig

at have været fraværende i det afgørende Øjeblik, at lade Skyggen

af Kalifmordet falde over den, der ikke helt kunde unddrage sig

den. Derimod er hans Beretning om en Samtale, som han under-

vejs havde med Muhammeds Enke, Aisha, vistnok ægte og tilmed

yderst karakteristisk. ,.De troendes Moder", en af de intriganteste

og farligste Kvinder, der har levet, havde ogsaa fundet det hen-

sigtsmæssigt at kunne bevise sit Alibi og derfor forladt Medina,

da Tragedien, som hun saa godt som nogen havde været med

at forberede, nærmede sig sin Afslutning. Da hun undervejs

traf sammen med Abdallah, bad hun ham at anvende sin smidige

Tunge til Fordel for hendes Onkel Talha, der ligesom Ali aspi-

rerede til Kalifværdigheden, og til at bevæge Folk til at svigte

Othman. Han svarede hende da med forstilt Harmløshed: O, Mo-

der, hvis der mod Forventning skulde tilstøde Manden (Kalifen)

en Ulykke, da vil Folk sikkert ikke tage deres Tilflugt til andre

end vor Ven (Talha), hvorpaa Aisha, der mærkede Brodden, for-

bitret erklærede, at hun nok skulde vogte sig for at indlade sig i

Ordstrid med ham.

Efter at Ali var bleven anerkendt som Kalif, sluttede Ab-

dallah sig til ham og blev oftere benyttet som Udsending, hvor-


En berømt arabisk Traditionsdigter 131

til hans „smidige" Tunge gjorde ham særlig egnet. Senere ud-

nævnte Ali ham til Statholder i Basra, en indflydelsesrig Post,

der for en ikke alt for samvittighedsfuld Mand tilbød Lejlighed

til at berige sig paa Statens Bekostning. Der fortælles nu for-

skellige Ting om ham, som imidlertid for største Delen synes at

være opdigtet i abbasidisk Partinteresse. Saaledes skal han have

kommanderet en Del af Alis Hær ved Siffin, hvor Kalifen stødte

sammen med sin farlige Modstander Muawija; hvis det imidler-

tid er rigtigt, at han i det paagældende Aar ledede Valfarten i

Mekka, saa er denne Beretning umulig, da Slaget faldt i Valfartsmaaneden.

Kampen ved Sif fin endte med, at en Del bigotte Folk

i Alis Hær i det Øjeblik, da Slaget vendte sig til Fordel for ham,

forlangte, at han skulde opgive at kæmpe videre, og at de to Ri-

valer skulde underkaste sig en Voldgiftsdom, hvad iøvrigt ikke

forhindrede dem i senere at opsige ham Huldskab og Troskab,

fordi han var gaaet ind paa Voldgiften. Ali skal nu, hvad ikke

er usandsynligt, have ønsket at vælge Abdallah som Repræsentant

for sin Sag; men dette Valg, der vilde have været adskilligt

heldigere end det, der senere blev truffet, forkastedes af hans Sol-

dater. Med Hensyn til Abdallahs videre Optræden lyder Beretningerne

afvigende. Ganske vist hersker der Enighed om, at han

pludselig forlod Basra, idet han medførte en Sum Penge af Stats-

kassen, som nogle Fortællinger søger at reducere til en Ubetyde-

lighed, medens andre uden Tvivl rigtigen anslaar den til 6 Mill.

Drachmer. Men efter en Række Fortællinger foretog han dette

Skridt, endnu medens Ali levede, hvorefter han med sit Bytte

trak sig tilbage til Privatlivets Ro. Andre derimod fremstiller

Sagen langt værre, idet de ikke blot lader ham besvige Stats-

kassen, men ogsaa begaa Forræderi. De henfører nemlig Be-

givenheden til Tiden efter Alis Død, da Sønnen Hasan var

hyldet som Kalif af Faderens Tilhængere, og beretter, at Abdallah

fra Basra begav sig til Alis og Hasans Rival Muawija, der modtog

ham med Glæde og lønnede ham for hans Forræderi ved at sikre

ham den medbragte Sum og love ham Straffeløshed. At et saadant

Forræderi er begaaet, nægter de andre Fortællere ikke, men

de tilskriver det ikke til Abdallah selv, men til hans Broder Ubai-

dallah. Dette er imidlertid sikkert kun et senere abbasidisk Forsøg

paa at vadske deres berømte Farfader ren ved at vælte Sagen over


132 En berømt arabisk Traditionsdigter

paa hans lidet kendte Broder, tilmed da andre Omstændigheder

taler stærkt imod, at Ubaidallah den Gang kan være gaaet over

til Muawija. For os synes ganske vist et saadant Renselses-

forsøg, der ikke benægter, at Manden har forgrebet sig paa

Statens Penge, at være halvt gjort Arbejde, selv om man vilde

følge de Beretninger, der saavidt muligt reducerer Summen;

men aabenbart har man senere ikke set noget videre graverende,

men snarere noget ret naturligt i en saadan Selvhjælp, medens

derimod en Tilslutning til de „ugudelige" Umajjader for den

abbasidiske Partiopfattelse stod som en svær Brøde. Efter at den

svage Hasan havde givet Afkald paa Kalifværdigheden, vedblev

Abdallah at staa i et venskabeligt Forhold til Muawija, der nu

overalt anerkendtes som Hersker. Naturligvis var dette heller

ikke i Samklang med de strenge abbasidiske Principper, men da

han ikke mere traadte offentlig frem, kunde man gaa lettere hen

derover. Alligevel har en af de abbasidiske Historieskrivere følt

Trang til at forskønne Mandens Billede i denne Periode med et

ret uskyldigt lille Træk. For at gøre sit Herredømme til en dyna-

stisk Magt arbejdede Muawija paa, endnu medens han levede, at

faa sin Søn Jezid hyldet som sin Efterfølger. Derimod prote-

sterede af gode Grunde fire Mænd, der hver kunde gøre Fordring

paa at komme i Betragtning ved et eventuelt Valg; men til disse

fire føjer da den omtalte Historieskriver endnu Abdallah som

det femte Hjul til en Vogn, uagtet der i Fortællingen selv intet

som helst Hensyn tages til ham. Abdallah døde omkring 688 i

Mekkas Naboby Taif, hvor hans Fader besad en Landejendom.

Over hans Grav har en af de abbasidiske Kalifer ladet opføre en

meget stor Moské.

For den, der har gjort sig bekendt med denne beregnende

Politikers Levned, er det i høj Grad overraskende at se, hvorledes

hans Biografer, der gaar ganske let hen over hans ydre Oplevel-

ser, fejrer ham som den uforlignelige Kender af Overleveringerne

og Retsbestemmelserne og som den første store Fortolker af Kuranens

ofte dunkle Hentydninger. Han benævnes: Menighedens

Lærer (Rabbiner), eller: Havet, paa Grund af sin dybe Lærdom.

Fra alle Sider strømmede videbegærlige til ham for at

lære hans Beretninger at kende og udbrede dem videre. Der

tilskrives ham 1660 Overleveringer, hvoraf dog kun en mindre


En berømt arabisk Traditionsdigter 133

Del anerkendtes som ægte af de mere kritiske Traditionssamlere.

Til yderligere Forherligelse af ham fortælles, at Profeten, der

var meget indtagen i denne Dreng, en Gang aabnede hans Mund

og spyttede ind i den, idet han bad: o Gud, giv ham Indsigt i

Religionen og lær ham Fortolkningerne! Og selv beretter han, at

han to Gange saa Gabriel, hvorved han næsten kommer i Linje

med Profeten, der jo modtog sine Aabenbaringer af denne Engel.

Paa Forhaand vil man være meget utilbøjelig til at tro, at en

Mand, der i sin offentlige Optræden i den Grad har ladet haant

om Ærlighed og Troskab, skulde have respekteret Sandheden

paa det religiøse eller historiske Omraade, hvor det var endnu

vanskeligere at kontrollere ham. Og denne Mistanke bliver i

Virkeligheden ogsaa stadfæstet ved en nærmere Prøvelse af de

Overleveringer, der tillægges ham, idet det viser sig, at han her

har benyttet sin smidige Tunge til at digte og lyve i et aldeles for-

bløffende Omfang. Det drejer sig hos ham ikke om smaa For-

vanskninger, men om en Opdigten en gros, som man tilsidst er

nær ved at føle en vis Respekt for. Mundheldet om Løgnen som

Videnskab kan med Rette anvendes paa ham, ti han samlede alt,

hvad hans utrættelige Indbildningskraft indgav ham, i et omfattende

System, hvor alle de Spørgsmaal, der rettedes til ham,

fandt deres Plads.

En Del af hans Fortællinger beretter om forskellige Punkter

af Profetens Historie, altsaa om en Tid, som han selv delvis havde

oplevet, og hvor hans Fremstilling derfor maatte faa en særlig

Vægt som et Øjenvidnes. Men meget af, hvad han her be-

retter, bestaar af de dristigste Røverhistorier, der forudsætter

en ubegrænset Godtroenhed hos hans Tilhørere. Saaledes for-

tæller han, at Muhammed under sit Indtog i Mekka, der fore-

gik paa en Tid, da han selv var 10 Aar gammel, red paa sin

Kamel rundt om den sorte Stens Helligdom og udstrakte sin

Stav mod de dér opstillede Gudestøtter, der da straks styrtede

til Jorden enten paa deres Ansigt, naar Profeten pegede paa

deres Ryg, eller paa Ryggen, naar han pegede paa deres Ansigt.

Ligeledes beretter han, at Mekkanerne en Gang kom sammen

for at raadslaa om, hvorledes de skulde værge sig mod Muhammeds

Angreb paa deres nedarvede Religion, og at da Djæve-

len indfandt sig i deres Forsamling i Skikkelse af en Olding i


134

En beromt arabisk Traditionsdigler

en slidt Kappe, som forkastede alle de stillede Forslag, indtil

endelig én af Forsamlingen vandt hans Bifald ved at foreslaa, at

hver Slægt af Mekkanerne skulde sende en Mand ud for at dræbe

Urostifteren. En effektfuld Digtning er ogsaa Fortællingen om

den Drøm, som hans Tante Atika havde, og hvori hun saa Il-

buddet, som Abu Sufjan sendte til Mekka, da hans Karavane

truedes, ganske paa den Maade, hvorpaa Buddet 3 Dage senere

kom ridende til Byen; hun betroede, fortæller han videre, sin

Drøm til sin Broder Abbas, der bad hende endelig fortie den

for andre, hvorpaa han selv gik ud i Byen og meddelte den til

den første, han mødte, hvad der havde et skarpt Sammenstød

mellem ham og Abu Djahl til Følge. Da der ikke kan være et

sandt Ord i denne Historie, viser den paa interessant Maade,

hvorledes hans yppige Fantasi har kædet Træk til Træk, efter at

Begyndelsen forst var givet.

Andre af hans Overleveringer beskæftiger sig med rituelle

Spørgsmaal og fortæller om Udsagn eller forbilledlige Hand-

linger af Profeten, ved hvilke de senere Vedtægter fik deres

obligatoriske Gyldighed. Flere af dem behandler de intimeste Forhold,

for hvilke Araberne overhovedet nærede en ejendommelig

Forkærlighed; og her generer det ham da ikke at fortælle, at han

undertiden laa paa det samme Leje, hvorpaa Muhammed og

en af hans Hustruer, nemlig hans egen Tante Maimuna, sov,

da han nemlig derved bliver en uimodsigelig Hjemmelsmand

med Hensyn til de Tvætninger, som Profeten foretog, naar han

stod op om Natten.

Paa den mest storartede Maade viser han sig imidlertid i

de Beretninger, der har den ældre Historie fra Verdens Skabelse

og ned til Muhammeds Tid til Genstand. I Kuranen havde

Profeten givet allehaande spredte Antydninger af Begivenhederne

i disse ældre Tider, og det blev derfor en Opgave for hans Til-

hængere at forklare hans ofte dunkle Antydninger og bringe

dem i Sammenhæng ved at supplere det manglende. Det varede

ikke længe, før Muhammedanerne med særlig Forkærlighed

kastede sig over disse Beretninger med deres ofte æventyrlige

Tilsnit og søgte Oplysninger, der kunde hjælpe dem til at fuld-

stændiggøre dem og besvare alle de Spørgsmaal, der efterhaanden

frembød sig. I dette Element bevægede Ibu Abbor sig


En berømt arabisk Traditionsdigter 135

som en Fisk i Vandet; jo mere Folk spurgte, desto mere vidste

han at fortælle, og desto yppigere udfoldede sig hans levende

og ofte sindrige Indbildningskraft. Naturligvis kunde han ikke

selv opfinde alt det Stof, der krævedes til at udfylde disse

tomme Rum, men maatte henvende sig til dem, der var i Be-

siddelse af ældre Overleveringer, altsaa væsentlig Jøderne og

de Kristne, hos hvem allerede Muhammed havde laant i saa

rigt Maal. Navnlig fremgaar det af flere Beretninger, at han

har søgt Bistand hos en sydarabisk Jøde ved Navn Ka'b ibn Mati,

i Reglen kaldet ,, Rabbinernes Ka'b", der var gaaet over til Muhammedanismen

under Abu Bekr. Men han nøjedes ikke med

at genfortælle, hvad han paa denne Maade modtog, men omdannede

det paa egen Haand. Først og fremmest gjaldt det naturligvis

om at bringe disse Meddelelser i nøje Sammenhæng

med Kuranens Antydninger, hvad ofte krævede ikke ringe Om-

dannelser; men desuden har han uden Tvivl oftere sat til af sit

eget, selv om det naturligvis ikke altid er muligt med Sikkerhed at

adskille hans Inventioner fra det, han har modtaget. At han anvendte

en skarp Kritik overfor sine jødiske Hjemmelsmænd

fremhæves udtrykkelig i en Overlevering, der fortælles om ham,

og som tillige paa interessant Maade viser, hvorledes han digtede

sine Fantasier ud af Kuranens Antydninger. Medens han en

Dag sad. hedder det, kom en Mand til ham og sagde: o, Ibn

Abbas, jeg har hørt noget vidunderligt om Solen og Maanen af

Rabbinernes Ka'b; han fortæller, at de paa Opstandelsens Dag

vil blive førte bort som to Tyre med overskaarne Ankelsener

og kastede i Helvede. Da blev Ibn Abbas yderst forbitret og

raabte: Ka'b lyver, Ka'b lyver, Ka'b lyver! Det er Jødefabler;

hvorledes skulde Allah straffe for Lydighed imod ham selv!

staar der ikke i Kuranen (14,37): Han har gjort Eder Sol og

Maane, de to Utrættelige, underdanige; hvor kan han da straffe

dem, hvis Lydighed han selv roser? forbandet være denne

Rabbiner med hans fordømte Rabbinerhistorier! Han sad derpaa

nogen Tid og stak med en Pind i Jorden, indtil han tilsidst

løftede Hovedet og sagde: nu skal jeg fortælle Jer, hvad Profeten

har berettet mig om Solen og Maanen. Der følger derefter en

lang Historie om, hvorledes Gud fra først af skabte to Sole af

sin Himmeltrones Lys, men derpaa af Hensyn til, at Menneskene


136

En berømt arabisk Traditionsdigter

paa den Maade ikke vilde kunne skelne mellem Nat og Dag, Daglejeren

ikke vide, hvor længe han skulde arbejde, og naar han

skulde faa sin Løn, de troende ikke, naar de skulde valfarte til

den sorte Sten o. s. v., forvandlede den ene af dem til Maanen

ved, at Gabriel 3 Gange strøg med sin Vinge hen over den og

borttog dens Lys. Til Bevis herfor anføres Kuranens Ord 17,13:

vi gjorde Nat og Dag til to Tegn for Eder, og vi udviskede Nat-

tens Tegn og gjorde Dagens Tegn synligt; og Ibn Abbas tilføjer,

at de sorte Striber, som man ser paa Maaneskiven, er Sporene af

denne Udviskning. Derefter skabte Gud for Solen af Tronens

Lysglans et Hjul med 360 Tapper, af hvilke enhver fastholdes

af en egen Engel, og paa samme Maade fik Maanen sit Hjul og

sine 360 Engle. Fremdeles skabte han 180 Kilder med sort Dynd

paa Jordens Østside og ligesaa mange paa dens Vestside, nemlig

i Henhold til Kuranordet 18,84, at Alexander den Store kom til

Vesterleden og dér saa Solen gaa ned i en dyndet Kilde. De to

yderste af disse Kilder mod Nord betegner Solens Op- og Nedgang

ved Sommersolhverv og de to yderste mod Syd dens Op-

og Nedgang ved Vintersolhverv, og til disse Yderpunkter sigter

Kuranen 55,16 ved Udtrykket: De to Orienters og de to Occiden-

ters Herre, medens Udtrykket 70,40: Orienternes og Occidenternes

Herre sammenfatter alle Kilderne. Endelig skabte han et i Himmelrummet

frit svævende Hav, i en Afstand af 3 Parasanger

under Himmelhvælvingen, i hvis Vand Solen og Maanen og

Planeterne foretager deres Bevægelse om Himlen; ti det hedder

i Kuranen 21,34 om Solen og Maanen, at hver af dem bevæger

sig (ordret: svømmer) i sin Kreds, hvor Ordet: Kreds efter Ibn

Abbas betyder de omtalte Hjuls Svingning i dette Hav. Og, tilføjer

han, hvis Solen kom udenfor dette Hav, vilde den opbrænde

alt lige til Sten og Klipper, og kom Maanen udenfor det, vilde

Menneskene tilbede den paa Allahs Bekostning ,,med Undtagelse

af de fromme, som Gud værnede derimod".

Som man af denne Fremstilling ser, har Ibn Abbas af sine

Hjemmelsmænd modtaget nogle astronomiske Idéer og Fore-

stillinger, som i Forening med forskellige Kuranudtryk har in-

spireret ham til at udkaste en saadan Kosmologi. Kilden, hvoraf

hans Lærere har øst, er uden Tvivl gamle apokalyptiske Skrif-

ter i Lighed med Henochs Bog, der som bekendt indeholder flere


En berømt arabisk Traditionsdigter 137

saadanne astronomisk-kosmologiske Beskrivelser*. Rigtignok er

hans Forestillinger meget elementære, ti han holder sig simpelthen

til et Solaar paa 12 x 30 Dage uden Hensyn til de 4 Skud-

dage, som ellers antoges. løvrigt er det mærkeligt, at han saa

indgaaende beskæftiger sig med Solens Bevægelser og ikke med

Maanens, der dog havde ulige større Betydning for Muham-

medanerne, efter at Profeten havde paatvunget dem det uheldige

Maaneaar; men maaske har Maanens Bane og Skiften været ham

for indviklet til en saadan Fremstilling.

I den følgende Del af Beretningen omtales forskellige Fænomener

som Sol- og Maaneformørkelser; men tilsidst gaar Ibn

Abbas over til det, der gav Anledningen til den hele Belæring,

nemlig Spørgsmaalet om Solens og Maanens Skæbne paa Dommedag.

Først fortæller han, at Solen hver Nat efter sin Nedgang

af de Engle, der betjener den, føres op gennem de 7 Himle til

Allahs Trone, og der kaster sig til Jorden for sammen med

Englene at tilbede Herren; derpaa føres den atter ned til Øst-

siden af Jorden, hvorefter den nye Dag begynder. Ved Jordens

Østside er der ligesom et Tæppe af Mørke, og af dette tager en

Engel hver Aften ved Solnedgang en Haandfuld, som han

drysser ned mellem sine Fingre, indtil Aftenrøden er forsvundet,

hvorpaa han lader hele Mørket udbrede sig; derefter udfolder

han sine Vinger, der naar fra Himlens ene Ende til den anden,

og driver under Lovsang og Bøn Mørket foran, indtil han naar

over til Jordens Vestside, og da begynder Morgenrøden at vise sig

bag ved ham. Naar imidlertid Verdens Ende nærmer sig, hvilket

sker, naar Ugudeligheden kulminerer paa Jorden, vil Solen, naar

den en Nat er bragt op til x\llahs Trone og derpaa beder om Til-

ladelse til atter at vende tilbage, intet Svar faa. Imidlertid føres

ogsaa Maanen (der altsaa vel om Dagen behandles paa samme

Maade som Solen om Natten) op til Allahs Trone og faar heller

ikke Lov til at stige ned til Jorden igen. Paa denne Maade

* I Stedet for Ibn Abbas' 180 Kilder paa hver Side af Jorden omtaler Henochs Bog

c. 72 seks Porte mod Øst og 6 Porte mod Vest, som Solen paa sin aarlige Bane gennemvandrer;

men Resultatet er det samme, ti Solen gennemvandrer hver Port 30

Gange, indtil den gaar over til den næste. Forfatteren af dette Afsnit af Henochs Bog

kendte imidlertid de til Solaaret horende 4 Skuddage, der finder deres Udtryk i, at

Solen i 4 af Portene hvert Aar ikke dvæler 30, men 31 Dage. Hans Fremstillinger hviler

direkte paa den fra Babylonierne nedarvede Astronomi, ti de 2 Gange 6 Porte erlDyrekredsens

12 Tegn.

Dansk Tidsskrift. IX. 10


138

En berømt arabisk Traditionsdigter

holdes Solen tilbage i 3 og Maanen i 2 Nætter til stor Forvirring

for de faa troende paa Jorden, der vil foretage de foreskrevne

daglige Bønner. De indser nu, hvad der forestaar, og søger hen

til Moskeerne under Graad og Skrig. Efter de 3 Nætters Forløb

kommer Gabriel til Solen og Maanen og befaler dem at vende

tilbage til Jorden, men at gaa op i Vest i Stedet for i Øst.

Grædende adlyder de og hæver sig til Rædsel for Menneskene i

Vest som to kulsorte Legemer uden Lys eller Glans, saaledes som

de plejer at se ud ved Formørkelser. Som et Spand af to Dyr, der

kappes om at komme først, stiger de op til Himlens Midte, men

da kommer Gabriel og fører dem tilbage til Vesten, dog ikke til

de sædvanlige Kilder, men til den saakaldte Omvendelsens Port,

om hvilken det hedder, at den bestandig staar aaben, men til-

sidst lukkes, og saa kan ingen mere omvende sig. Derpaa faar

Solen og Maanen deres Lys igen og begynder atter deres tidligere

Baner, indtil pludselig Domsbasunen lyder, og Dommens Dag

bryder frem. Da lader Allah Solen og Maanen kalde, og de

kommer skælvende og bævende, berøvede deres Lys, og kaster

sig til Jorden og anraaber ham om at mindes deres Lydighed

og ikke at regne dem til Last, at Hedningerne havde tilbedt dem

som Guder. Han svarer dem, at deres Ord er Sandhed, og med-

deler dem, at han atter vil lade dem blive, hvad de oprindelig

var, hvilket vil sige, at de atter skal gaa op i den guddommelige

Trones Lys, hvoraf de var skabte; da glimter der et blændende

Lyn frem af hver af dem, som smelter sammen med Tronens

Straaleglans.

Efter at Ibn Abbas havde fortalt dette, gik nogle af hans

Tilhørere hen til den omtalte Ka'b og meddelte ham, hvor ilde

berørt deres Lærer var bleven ved hans Udtalelse. Ka'b skyndte

sig da til ham og bad ydmygt om Forladelse: han havde sin

Visdom fra en forældet Bog, som han ikke vidste indeholdt jødiske

Forvanskninger, og ønskede intet hellere, end at Ibn Abbas

vilde meddele ham sin til Kuranen og Profetens Udsagn støttede

Fremstilling, efter hvilken han i Fremtiden vilde rette sig.

De af Abdallahs Fortællinger, der har Urtiden og Patriarker-

nes Historie til Genstand, slutter sig gennemgaaende til det

gamle Testaments Beretninger, bortset fra de Ændringer, som

Hensynet til Kuranen gjorde nødvendige; men de indeholder dog


En berømt arabisk Traditionsdigter 139

paa flere Steder karakteristiske Udvidelser. Som Eksempel kan

tjene, hvad han fortæller om Noah og hans Ophold i Arken. En

Gang da Jesus vandrede med sine Apostle, hedder det, bad de

ham om at opvække en Mand, der havde set Noahs Ark, fra de

Døde, for at han kunde fortælle dem derom. Han førte dem da

hen til en Jordhøj, tog noget af Jorden i sin Haand og meddelte

dem, at det var Noahs Søn Ghams Grav; derpaa slog han

paa Højen med sin Stav og sagde: rejs dig med Allahs Tilladelse.

Der viste sig da en graahaaret Mand. som rystede Jorden af sine

Lokker. Paa Jesu Spørgsmaal, om han var død i denne Til-

stand, svarede han, at han var død som Yngling, men at han ved

at kaldes frem havde troet, at Opstandelsens Øjeblik var kommet

og derfor af Skræk var bleven graahaaret. Jesus bad ham nu

at fortælle om Noahs Ark, og Cham berettede da, at den var

1200 Alen lang og 600 Alen bred og bygget i tre Etager, en for

Landdyrene, en for Menneskene og en for Fuglene. Da Dyrenes

Gødning efterhaanden voksede, bød Allah Noah at stikke Ele-

fanten i Halen, og da han gjorde dette, kom der et Par Svin frem

deraf, som straks kastede sig over Gødningen. Og da senere Musene

begyndte at overgnave Skibets Sammenføjninger, befalede Allah

Noah at slaa Løven i Panden, og der sprang da et Par Katte

frem. der gik løs paa Musene. Paa Jesu Spørgsmaal, hvorledes

Noah erfarede, at Jorden var oversvømmet, fortalte Cham. at han

udsendte en Ravn, der skulde bringe ham Melding derom; da

den imidlertid fandt et Lig, kom den ikke tilbage, hvorfor Noah

forbandede den, og det er Grunden til, at Ravnen ikke er bleven

en Husfugl; derpaa sendte han Duen, som kom tilbage med et

Olieblad i Næbet og Dynd paa Fødderne, hvoraf han erkendte,

at Landet nu var omsvømmet, og til Løn derfor smykkede han

dens Hals med grønne Fjer og velsignede den, hvorved den blev

en tam Fugl. Apostlene bad nu Jesus om at maatte tage Cham

med til deres Familier, for at han kunde sidde og fortælle dem

Historier (en af Arabernes Yndlingsfornøj eiser); men Jesus min-

dede dem om, at der ikke mere gaves nogen risq (d. e. det daglige

Livsunderhold, der efter den Muhammedanske Teori af Allah

er bestemt for ethvert Menneske) for ham og bød ham derfor

vende tilbage til Jorden igen.

I en anden Tradition om Syndfloden fortæller Ibn Abbas, at


140

En berømt arabisk Traditionsdigter

det første Dyr, Noah bragte ind i Arken, var Myren, og det sidste

Æslet. Men i det Øjeblik, Æslet vilde gaa ind i Skibet, hængte

Djævelen sig fast i dets Hale, saa at det ikke kunde røre en Fod.

Trods alle Noahs Tilraab blev det staaende, saa at han tilsidst

utaalmodig raabte: kom dog ind, om saa Satan er med dig!

Straks kunde Æslet flytte Benene og kom ind i Arken, fulgt af

Djævelen. Da Noah spurgte denne: hvem har ført dig herind,

du Guds Fjende? svarede han: Du sagde jo selv: kom dog ind,

om saa Satan er med dig! Noah befalede ham straks at forlade

Skibet, men han svarede: nej, nu maa du finde dig i, at jeg bliver

her, og han tog derpaa, efter hvad der fortælles, Plads paa Arkens

Dæk. Derpaa følger en Beskrivelse af Syndfloden, udstyret med

et Træk, der staar i Samklang med Muhammeds Maade at be-

nytte de gamle Fortællinger paa: en af Noahs Sønner var vantro

og opfordredes forgæves af Faderen til at gaa med ind i Arken;

han erklærede, at han vilde søge Tilflugt paa et af Bjergene, der

før havde frelst ham ved Oversvømmelser, men paa denne Maade

omkom han med de øvrige.

Saa barnagtigt meget i disse og andre af Ibn Abbas Traditio-

ner end er, saa har de dog den Interesse at frembyde et oplysende

Sidestykke til den Maade, hvorpaa Profeten selv har optaget og

bearbejdet de gamle Fortællinger, der kom ham for Øre. Kun

er Ibn Abbas et langt større Fortællertalent end hans Fætter,

hvis søgte og ofte uklare Udtryk virker i høj Grad trættende og

frastødende; men til Gengæld egner disse sig ulige bedre til at

gøres til Genstand for Kommentarer og mystiske Indlægninger

end Abdallahs let flydende Stil og klare Omtanke.

Til Fortællingerne om Noah slutter sig en, der endnu for-

tjener at anføres, da den viser, hvorledes Ibn Abbas har dannet

sig en hel Teori om Afguderiets og Billeddyrkelsens Oprindelse

og Udvikling. Muhammed havde i Kuranen (Sure 71,22 f.) om-

talt 5 Afguder, som han henførte til Noahs Tider, og som altsaa

skulde være gaaet til Grunde sammen med de Slægter, der

dyrkede dem. Imidlertid dyrkedes disse Guder endnu paa en-

kelte Steder paa Muhammeds Tid, og dette var tilstrækkeligt til

at inspirere Ibn Abbas' Fantasi og Kombinationsevne. De 5

Guder forklaredes om fem Mennesker, der efter deres Død

dyrkedes som Guder af deres Efterkommere, og af hvem man


En berømt arabisk Traditionsdigter 141

begyndte at gøre sig udskaarne Billeder. Da Syndfloden kom,

reves deres Billeder bort af Vandet og kastedes i lang Tid hid

og did af Bølgerne, indtil de tilsidst skylledes op paa Strand-

bredden i Nærheden af Mekka, hvor Vinden efterhaanden be-

gravede dem i Sandet. I Følge en dæmonisk Indskydelse begav

Kuraishiternes Stamfader, der var kommen til Magten i Mekka,

sig ned til Stranden og gravede Billederne op, hvorefter han, da

de forskellige arabiske Stammer indfandt sig ved den store

Valfartsfest i Mekka, opfordrede dem til at dyrke dem. Flere

af dem fulgte hans Opfordring, og mellem dem fordelte han saa

de 5 Gudebilleder, hvis vedvarende Dyrkelse paa denne Maade forklaredes.

Efter denne Teori er altsaa Afguderiet opfattet som

oprindelig fremgaaet af en Dødekultus, hvorved Ibn Abbas har

forgrebet forskellige moderne religionshistoriske Hypoteser; og

Tilbedelsen af Gudebilleder med Menneskeskikkelse betragtes som

noget, der udenfra var importeret til Araberne, en Anskuelse, der

i alt Fald for Nordarabernes Vedkommende vistnok er ganske

rigtig.

Betragter man nu efter disse Prøver Ibn Abbas' Virksom-

hed paa Traditionsomraadet som Helhed, saa er det unægtelig

ejendommeligt at se, at en Mand, for hvem ellers intet er helligt,

og som tillader sig de tøjlesløseste Falsknerier, helt igennem med

den største Ængstelse føler sig bundet ved den af Muhammed

stiftede Religion og strengt holder sig til alle de Antydninger,

som Profeten har givet i Kuranen. Der paatrænger sig her det

psykologiske Spørgsmaal, om han da virkelig har været fuldt

og fast forvisset om Sandheden af den Religion, som hans Fætter

havde stiftet. At Mænd som Abu Bekr og Omar urokkeligt har

troet paa, at Profetens Forkyndelse hvilede paa en guddomme-

lig Aabenbaring, er utvivlsomt; men man har noget vanskeligt

ved at tænke sig, at det samme har været Tilfældet med denne

forslagne Mand, hvis skarpe Blik har gennemskuet de Personer,

der omgav ham, og benyttet sig af deres Svagheder til egen For-

del. Og navnlig maatte den Maade, hvorpaa han selv efter Be-

hag anvendte de jødiske og andre Overleveringer, der meddeltes

ham, lægge ham den Tanke overmaade nær, at Profeten havde

baaret sig ad paa lignendeMaade med sine historiske ,,Aabenbarin-

ger" . Imidlertid savner vi sikre Midler til at besvare dette Spørgs-

maal og maa nøjes med at minde om, at der forekommer saa


142 En berømt arabisk Traditionsdigter

mange psykologiske Gaader, navnlig naar Talen er om det fromme

Bedrag, at man ofte griber fejl ved at holde sig til, at den

lige Linje er den korteste Vej mellem to Punkter. Sikkert er det

i alt Fald, at Stillingen som den nye Religions Doctor Mirabilis,

til hvem man henvendte sig om Oplysning fra alle Sider, har

behaget den forfængelige og indflydelseslystne Mand i den Grad,

at han har viet den alle sine betydelige Evner og sin utrættelige

Energi.

Lettere at besvare er et andet Spørgsmaal, der ligeledes paa-

trænger sig ved Beskæftigelsen med denne Mands Historie.

Hvorledes er det muligt, at en saadan Overleveringsfabrikation

har kunnet undlade at vække Betænkeligheder og Tvivl hos Ibn

1

Abbas

egne Omgivelser, af hvilke flere jo havde set og kendt

Profeten og været Øjenvidner til hans Oplevelser? For os er i de

fleste Tilfælde Falskneriet saa umiddelbart indlysende, at vi har

ondt ved at forstaa, at der ikke hævede sig Røster derimod, og

at heller ikke den senere Tids Traditionsforskere, der dog ikke

var helt blottede for Kritik, har opdaget de mange Digtninger og

dristige Usandheder. Her tør man imidlertid trods Kildernes Tavs-

hed med stor Sandsynlighed antage, at det i den ældsteTid ikke har

manglet paa Modsigelser fra de bedre videndes Side, især naar

disse som f. Eks. Aisha var Ibn Abbas' personlige Uvenner.

Naar imidlertid disse Protester senere er forglemte, og enhver

Kritik forvandlet til en panegyrisk Beundring, saa ligger For-

klaringen simpelthen deri, at det under det bigotte og hensyns-

løse abbasidiske Herredømme blev ligesom farligt at angribe

denne Abbasidernes berømte Forfader, som det var lønnende

at forherlige ham. Her har altsaa som i saa mange andre Til-

fælde de politisk-religiøse Partiforhold spillet ind med og skabt

en Opinion, der ikke kan forstaas uden Kendskab til den hi-

storiske Udvikling.

Af hvor stor Betydning dette Moment har været, ser man

bedst, naar man sammenligner Ibn Abbas med en anden berømt

samtidig Traditionsfortæller, den allerede nævnte Abu Huraira,

der ikke nød godt af det abbasidiske Privilegium. Abu Huraira,

der hørte til en sydarabisk Stamme, omvendte sig først nogle

faa Aar før Muhammeds Død; han flyttede straks derpaa til

Medina og var fra den Tid af Profetens stadige Ledsager. Han

minder om Ibn Abbas baade i Karakter — Omar fratog ham


En berømt arabisk Traditionsdigter 143

Statholderværdigheden i Bahrain, fordi han havde ham mis-

tænkt for at han berigede sig selv paa ublu Maade — og i Pro-

duktivitet som Fortæller, eller som vi vilde udtrykke det, i

grænseløs Usandfærdighed og Virtuositet i fromt Bedrageri. Han

opnaaede i Virkeligheden ogsaa en lignende Berømmelse som Ab-

dallah og søgtes af mangfoldige for sin omfattende Videns Skyld.

Men Beretningerne lægger dog ikke Skjul paa, at hans Troværdighed

oftere er bleven stærkt angreben. Der fortælles saaledes,

at Omars Søn Abdallah udtalte sig nedsættende om hans Over-

leveringer, hvortil Abu Huraira sagde: hvad kan jeg gøre for, at

jeg har bevaret Erindringer om disse Begivenheder, medens de

har glemt dem! En anden af Profetens Ledsagere sagde

om ham: han taler sandt og usandt, og da man spurgte ham,

hvad det betød, svarede han: det er sandt, at han har hørt disse

Ting af Profeten, men han har lavet om derpaa. Ogsaa Aisha

skal have sagt til ham, at han berettede meget, som hun aldrig

havde hørt, hvortil Abu Huraisa svarede: o Moder! du har glemt

det over din Øjensminke og dit Spejl! Fra en senere Tid fortælles

der, at flere lovlærde forkastede hans Traditioner som

upaalidelige; og de gjorde dette til Tider med en saadan Lidenskabelighed,

at der f. Eks. berettes, at de lærde ved Harun

ar-Bashids Hof en Gang vilde slaa en Jurist ved Navn Omar ibn

Habib ihjel, fordi han forsvarede Abu Huraira mod deres Angreb.

For os derimod staar disse to Berømtheder som lige store

Løgnere og som Mænd, overfor hvis Traditioner der maa an-

vendes den yderste Forsigtighed og Kritik, idet de kun kan tages

for gode Varer, naar de i og for sig er sandsynlige, og naar det

ikke er muligt at opdage nogen som helst Anledning, der kunde

have bevæget deres Ophavsmænd til en Opdigtelse. Det eneste, der

kan gøres gældende til Forsvar for dem, er den Mulighed, at de un-

der deres Navn gaaende Fortællinger undertiden kan være digtede

af senere og lagte i Munden paa disse gamle Autoriteter. Men i

Beglen er det ikke muligt at paavise de senere Tiders Parti-

interesser eller andre Ejendommeligheder i de Fortællinger, der

bærer deres Navn, og i ethvert Tilfælde vilde det kun være en

ringe Del af deres Synderegister, der paa den Maade kunde ud-

slettes.


Noget

Stavnsbaandets Losning

ved

Folketingsvalg.

Af Fredrik Bajer.

I.

af det pinligste for mangen Vælger er at maatte stemme

paa en Kandidat, til hvem han i Grunden ingen politisk

Tillid nærer, — eller ogsaa maa Vælgeren helt undlade at bruge

sin Stemmeret.

Den „almindelige" Valgret anses dog — og med Rette — for

en af de allervigtigste politiske Rettigheder. Almindelig er den

vel langtfra, saa længe over Halvdelen af Folket er udelukket

fra den; den er kun en ,, Mandfolkevalgret" .

Almindelig er den

heller ikke, saa længe saa høj en Alder som 30 Aar er Betingelse

for dens Udøvelse. Men almindelig er den endnu mindre, naar

mange — og netop de samvittighedsfuldeste — Vælgere afholder

sig fra at bruge den, fordi deres Valg er indskrænket til en, to

— sjælden flere — Personer, af hvilke ofte ingen nyder Vælge-

rens fulde Tillid, — og det, medens der i en af de andre Kredse

findes en Kandidat, som han gærne vilde kalde sin Repræsentant,

og som han derfor gærne vilde hjælpe med sin Stemme, om han

bare kunde. Men han kan ikke, fordi han er „stavnsbunden" til

den Valgkreds eller Stad, hvori han mindst et Aar har opholdt

sig „paa den Tid, Valget foregaar" . Denne Bestemmelse i

Grundlovens § 30 kan dog kun være Betingelse for Udøvelsen

» Forudsætningen for denne Artikel er, at det ikke lykkes at gennemføre det i

Folketingets Udvalgsbetænkning af 13. Januar 1906 stillede sidste Ændringsforslag om

at indføre Forholdstalsvalgmaaden ved Folketingsvalgene.


Stavnsbanndets Løsning ved Folketingsvalg. 145

af Valgret overhovedet. Der vil ingen Grundlovsændring be-

høves for at give den valgberettigede Adgang til at løse dette

„Stavnsbaand" , saa at han i selve sin Valgkreds kan stemme paa

den Kandidat i en anden Kreds, som nyder hans fulde Tillid.

Hans egen Kreds vælger jo lige fuldt ,,en blandt dem, der har

stillet sig til Valg" (Grdl. § 32); og det kan ikke være Grundlovens

Mening, at Folketingsmanden ikke skulde være Folkerepræsen-

tant, i Modsætning til at være et Talerør ene og alene for sine

egne Vælgere. ,. Rigsdagsmændene" — staar der jo i Grund-

lovens § 56 — ,,er ene bundne ved deres Overbevisning og ikke

ved nogen Forskrift af deres Vælgere."

Altsaa kan der ikke fra Grundlovens Side være noget til

Hinder for at vedtage Bestemmelser i Valgloven om Adgang til

at løse Folketingsvælgernes politiske Stavnsbaand paa Valg-

dagen. Det gælder kun at finde en Maade, hvorpaa dette lader

sig gøre uden altfor store praktiske Ulemper. Noget maa der

naturligvis ofres. Det er klart. Spørgsmaalet er kun, om det,

der vindes, ikke er Ofrene værd.

II.

Meget simpelt lader det sig ordne med Hensyn til Vælgeren,

der træder frem ved Valgbordet. Saa snart han er anerkendt,

udleveres der ham to Stemmesedler. Kun én af disse maa han

bruge. Vil han udøve sin Valgret i sin egen Kreds, bærer han

sig ad som hidtil. Men han skal da ogsaa lægge den anden

Stemmeseddel, ubenyttet, i Konvolutten. Vil han derimod bruge

sin Ret til at løse Valgkredsbaandet, lægger han den stedlige

Stemmeseddel, ubenyttet, i Konvolutten, men bruger den anden

til at stemme paa den Kandidat, som stiller sig i en anden Folke-

tingsvalgkreds, og som han vil give sin Stemme. Af Hensyn til

Valgets Hemmelighed maa baade den brugte og den ubrugte

Stemmeseddel lægges i Konvolutten; og hans Stemmegivning er

naturligvis ugyldig, dersom han skulde have benyttet begge

Stemmesedler. Af Hensyn til Lighedsgrundsætningen maa en

Vælger ikke kunne afgive flere end 1 Stemme.

Men hvorledes indrettes nu formaalstjenligst den Stemmeseddel,

som kan bruges af ,,Stavnsbaandsløsere"? Var det mest


146 Stavnsbaandets Løsning ved Folketingsvalg.

praktiske ikke: at bruge som Stemmeseddel en Fortegnelse over

alle de Kandidater, som paa Valgdagen stiller sig i hele Riget

(Færøerne undtaget)? I saa Fald kan Afstemningen ske derved,

at Vælgeren sætter en Streg under Navnet paa den Kandidat,

han vil give sin Stemme. Listen, trykt paa fire Sider tyndt, men

stærkt Papir, vil med Lethed faa Plads i Konvolutten. Man

indvende ikke, at Vælgeren i det hemmelige Rum vil behøve

altfor lang Tid til at finde sin Kandidats, sin Tillidsmands Navn!

Ti naturligvis har den stedlige Presse i Forvejen givet saa fyldige

Oplysninger om Kandidaterne i de forskellige Kredse, og Vælgeren

er i Forvejen saaledes paa det rene med, om han vil løse Kredsens

Stavnsbaand, og hvem han i saa Fald vil stemme paa, — at han

meget hurtig kan udfolde den ved Valgbordet udleverede Liste,

understrege 1 — kun et eneste — Navn, lægge Listen i de samme

Folder og putte den ind i Konvolutten tillige med den ubenyttede

stedlige Stemmeseddel.

III.

Lidt større Vanskelighed gør Tilvejebringelsen af Stemmesedler

for dem, som vil løse Valgkredsbaandet. Da det ikke maa

vides, hvem der vil gøre det, maa en Stemmeseddel — eller Liste,

der af Vælgeren ved Understregelse af et Navn kan forvandles

til Stemmeseddel — udleveres til alle Vælgere, som anerkendes

ved Valgbordet.

Vel kunde man i Stedet for Listen over alle Kandidaterne i

hele Riget levere Vælgeren en Stemmeseddel som den stedlige,

men blank. Men Udfyldelsen af den med et Navn (vel ogsaa med

Betegnelse af Kandidatens Valgkreds) vilde kræve længere Tids

Ophold i det hemmelige Rum, og der vilde være mere Anledning

til Fejltagelser og Kassering af Stemmesedler. Alligevel maatte

der dels i Valglokalet, dels i det hemmelige Rum opslaas fuld-

stændige Kandidatlister. Det synes derfor mest praktisk at lade

Kandidatlister bruges som Stemmesedler.

Deraf følger, at der i Tide fra Indenrigsministeriet maatte

sendes til ethvert Folketingsvalgsted saa mange Kandidatlister,

som der er Vælgere i Kredsen. Ti det vilde næppe være heldigt

at tillade Valgbestyrelserne selv at tilvirke de Lister, der skal

kunne forvandles til Stemmesedler.


Stavnsbaandets Løsning ved Folketingsvalg. 147

Deraf følger atter, at Kandidaterne i Stedet for, som nu, at

anmelde sig i de Kredse, hvori de søger Valg, maa melde sig

skriftlig til et for hele Riget fælles Valg-Bureau (under Inden-

rigsministeriets Ledelse). Ellers vil Forsinkelser og Fejltagelser

ofte finde Sted. Med vor Tids telegrafiske og telefoniske For-

bindelser vil Vanskelighederne ved denne Ordning dog meget

let overvindes. Ogsaa Postgangen er nu saa hurtig, at Listerne

i rette Tid og sikkert vil naa alle Valgstederne. Om alligevel af

den Grund Loven maa paabyde Kandidaters Anmeldelse med

lidt længere foregaaende Frist end nu, er et underordnet Spørgs-

maal, som let vil kunne klares.

IV.

Et større Offer vil en og anden maaske se deri, at Stavns-

baandets Løsning vil kræve skriftlig Afstemning i alle Valg-

kredse uden Undtagelse.

Men er dette Offer for stort, naar derved opnaas, at de

mange, som nu gaar bort fra et Kaaringsvalg, eller rent bliver

borte fra Valghandlingen, kan faa Lejlighed til at give den

Stemme, de ikke vilde give den kaarede Kandidat, til en, som

stiller sig i en anden Kreds, og er deres virkelige Tillidsmand?

Og det indses let, at man ikke kan tillade en Kreds at vælge ved

Kaaring, og derefter at give dem, som ønsker det, Adgang til at

løse Valgkredsbaandet.

Endelig kommer vi til det sidste Offer, som maa bringes for

den her tilsigtede Reforms Skyld. Paa den almindelige Folke-

tingsvalgdag kan Valgenes Udfald ikke som nu bekendtgøres

paa selve Valgstederne samme Dag. Opgørelsen maa finde Sted

under ét for hele Riget, og foretages af det ovenfor (under III.)

nævnte Central-Valg-Bureau, dog naturligvis under fyldest-

gørende Kontrol og med størst mulig Offentlighed. Det er jo

nemlig ikke nok at kende Antallet af de i hver Kreds faldne

Stemmer paa de Kandidater, som har stillet sig i den; man maa

dertil føje de Stemmer, som hver af Kredsens Kandidater har

faaet fra andre — maaske fra en Mængde andre — Kredse. Og

denne Opgørelse vil ikke uden de største Vanskeligheder kunne

foretages, med mindre den udføres af et for hele Riget fælles

Bureau. Dog vil den uden Tvivl kunne ske saa hurtig, at man


148

Stavnsbaandets Løsning ved Folketingsvalg.

kun et Par Dage efter Valgdagen vil kunne kende alle Valgenes

Udfald, kundgjort under ét af Indenrigsministeren. Maaske vil

endog den lydhøre Presse komme ham i Forkøbet. Det tager jo

lidt mere Tid at udfærdige den officielle Meddelelse.

V.

Nu ligger det nær at spørge: vil Adgang til at løse Stavns-

baandet ved Folketingsvalg ikke — om end ikke straks, saa dog

i Tidens Lob — have til Følge, at de fleste Vælgere benytter

denne Adgang? Folgen deraf kan da blive, at i mangen Kreds

kun et Mindretal Vælgere stemmer paa de Kandidater, som har

stillet sig til Valg i deres egen Kreds.

Hvor vidt dette bliver Følgen, vil snart statistisk kunne op-

lyses. Men hvad saa? Vil dette da ikke netop bidrage til at

„hæve Niveauet"? Vil man da ikke søge at faa saadanne Kan-

didater, som holder fastere paa Kredsens Vælgere? Vil hver

enkelt Kreds ikke sætte en Ære i at faa saadanne Kandidater, som

tværtimod drager til sig saa mange Stemmer som muligt ogsaa fra

andre Kredse? Er det ikke et stort Fremskridt? Og vil dette

Fremskridt ikke drage nye og større Fremskridt efter sig?

Af Forhandlingerne i Rigsdagssamlingen 1905—06 synes det

klart, at for Tiden er der ingen Udsigt til i en overskuelig Frem-

tid at faa Forholdstalsvalgmaaden indført til Valg af Folketinget

alene. Meget kan ogsaa indvendes derimod. I saa Fald maa vi

endnu længe tage til Takke med de ,, Lotterivalg" , som følger af

Rigets Inddeling i Enmandskredse. Lad os da gøre Ulemperne

derved saa smaa som muligt! Den største af disse, den, som i

alt Fald pinligst foles af den enkelte Vælger, ligger i det politiske

Stavnsbaand. Det forbyder ham at stemme paa andre end dem,

som stiller sig i hans egen Kreds. Giv ham da Frihed til at bruge

sin Valgret saaledes, at han kan skænke sin Tillid til den Kandi-

dat i hele Folket, som efter hans Overbevisning mest fortjener den!


Henry George.

Foredrag i en Ungdomsforening af Højskoleforst. Qrønvald Nielsen.

vil prøve paa ved denne Lejlighed at føre eder sammen med

Jegen af de største Personligheder, som i det 19. Aarhundrede talte

og skrev om sociale Spørgsmaal. Han har ikke alene som saa

mange andre filosoferet og bygget Systemer; men han kæmpede selv

midt ude i Strømmen for dagligt Brød og lærte Arbejdernes strenge

Kaar at kende. — De Nydelser, som Mennesker ivrigst stræber efter,

ofrede han for indtil de fineste Enkeltheder at være tro mod de under-

tryktes Sag. I Alvor, med ædel Lidenskab og Hengivelse talte, skrev,

tænkte, drømte og bad han for Retfærdighedens Sag paa Jorden.

Hans Bøger gjorde mest Lykke i London. Som Journalist traadte

han de dybeste Spor i Irland, medens Skotland blev Hjemstedet for

hans bedste Agitation. Hans Idéer præger Ny Zeelands Lovgivning.

Der findes i de fleste Lande større eller mindre Samfund, som strider

for at virkeliggøre hans Idéer.* Hans Værker læses paa næsten alle

Sprog, deriblandt kinesisk og japansk. Lad os se lidt paa, hvorledes

de Sjælekræfter dannes, der i alle Lande har rokket saa stærkt ved

den gamle sociale Konservatisme.

Henry George er født den 2. September 1839 i et lille toetages

grundmuret Hus i Philadelphia. Det findes godt bevaret endnu, ikke

langt fra den af Staten fredede Bygning, hvori Uafhængighedserklæringen

blev underskreven. — Faderen, Richard George, var

Forlægger dér i Byen. Han havde i sin Ungdom været en dygtig

Skøjteløber, kunnet svømme som en And og var regnet for en ypperlig

Sømand, der haandterede en Baad saa godt som nogen; baade paa

Delaware og Mississippi Floderne havde han vundet megen Ros for

sit Sømandsskab. Moderen var en gudfrygtig og from Kvinde.

Streng, alvorlig Andagt prægede alle Søndage i Henrys Barndomshjem;

man var til Kirketjeneste Morgen, Eftermiddag og ogsaa om

Aftenen.

• Her i Landet faar man den bedste Oplysning om Henry Georges Reformforslag,

dets Gennemførelse og Virkninger, gennem Maanedsbladet »Ret«, Tidsskrift for Mandsret

og Landsret, uafhængigt Organ for folkelig Retslære og Samfundsøkonomi. Det

koster 1 Kr. 20 Øre aarligt.


150

Henry George

Forældrene havde baade Lyst og Evne til at give Børnene en

god Undervisning, men Henry var kun godt 13 Aar, da han fik sin

Faders Tilladelse til at forlade Skolen. — Han fik nu Arbejde i et

Handelshus, hvor man indførte Porcellæn og Glas. — Hans Gerning

var at skrive af; pakke ind og løbe Ærinder. Senere blev han

Skriver paa et af Marinens Kontorer. Skønt han havde forladt

Skolen for bestandig, led hans Undervisning i Virkeligheden ingen

Afbrydelse. Han var nemlig kommen til at elske Læsning. Først

grundede han over Biblen, og saavel denne som adskillige af de alvorlige,

religiøse Skrifter, der havde saa stor Indflydelse paa Forældrenes

Tale og Væremaade, fyldte den unges Sjæl med en Mængde

levende Billeder. Skønt Faderen som Forlægger kun havde med

religiøse Bøger at gøre, saa fandtes der dog i disse saa mange mærkelige

Taler af Missionærer fra fremmede Lande, at det gav rig Næring

til en Drengs Fantasi, og senere hen, da Faderen opgav Forretningen,

mættedes Hjemmets Luft alligevel med god Læsning, og

mange Bøger faldt i Henrys Hænder. — Han glædede sig ved Historie,

Bejsebeskrivelser og Digtning. Medens han med Hensyn til demokratiske

Grundsætninger og praktiske Livsforhold traadte i Faderens

Fodspor, saa arvede han fra Moderen sin fine Sans for Poesi. Hun

kunde som ældre citere Vers efter Vers, Digt paa Digt, af det meget,

hun havde læst i sine Ung-Pige-Dage. Hun elskede Walter Scott og

havde Smag for Shakespeare, skønt hun paa Grund af sin strenge

religiøse Tro aldrig overværede Opførelsen af et Shakespearsk Drama.

Henry George inddrak Kundskaber, som naar den sommertørre

Jord indsuger Regnbygen. Og saa glædede han sig ved at høre

populær-videnskabelige Foredrag i Franklininstituttet, der havde

Navn efter den berømte Borger Benjamin Franklin. Disse Foredrag,

som blev holdt i et let forstaaeligt Sprog og understøttet af gode Lys-

billeder, gav ham Smag for Fysiken. Som en Fakkel lyste de op i

den unges Forstaaelse og kom paa en sund Maade til at gaa Haand

i Haand med den omfattende Læsning, som han af egen fri Drift

havde kastet sig over. —

Henry George havde haft sin bedste Legeplads ved Skibsværfterne,

dér havde han set det første Jerndampskib, som nogensinde var

kommen over Oceanet til denne Havn, og dér havde han drømt om

at drage ud i fjerne Lande for at hente Lykken hjem. Læsningen

gav Næring til disse Udfærdstanker, og da Forældrene samtykkede,

blev Henry antaget som Skibsdreng paa „Hinduen"; dog bad gamle

George Kaptajnen om ikke at gøre Drengens Køjeplads for hyggelig,

men lade ham se og føle Sømandens strenge og haarde Liv, saaledes

at Lysten kunde forsvinde efter en enkelt Rejse. —

„Hinduen" skulde sejle til Melbourne og Kalkutta. — I en egen

Straaleglans stod Australien og Indien for Drengens Fantasi. Australien,

dette Øland, der var næsten ligesaa stort som de forenede

Stater, og som kunde se ud til snart at blive en farlig Medbejler for


Henry George 151

disse, denne engelsktalende Republik paa den sydlige Halvkugle,

havde i Midten af Aarhundredet fanget Verdens Opmærksomhed ved

Opdagelsen af Guldlejer. — Det var det nye Lykkens Land, hvor

fattige, ukendte Mennesker kunde blive hovedrige paa en enkelt

Dag! Og saa var der Indien med sine Skove og Aber, Tigre og Elefanter,

malede Afgudsbilleder og Opiums-Røgere; dette Mysteriernes

Land, som var gammelt i Syriens og Ægyptens unge Dage, straalede

for ham i sit pragtfulde, tropiske Løvværk, hvor det glimtede fra

Guld og kostbare Stene. Alt, hvad Drengen havde læst, fra „Biblen"

til „Tusend og én Nat", i Tidsskrifter og Aviser, og alt, hvad han

havde hørt i Foredrag og Prædikener, af Sømænd og rejsende,

brændte i hans Fantasi og vakte Iver efter at komme af Sted.

En Søndag Eftermiddag modtog han en Bibel af sin Fader og

rejste. Virkeligheden indfriede imidlertid ikke de gyldne Drømme.

Australien var ikke et saa vidunderligt Sted, som Henry George havde

forestillet sig. Der var ikke meget Guld i Sigte, Ønskelandet blev en

Skuffelse. Jordmonopolisering og Jordspekulation var bleven indført

og havde spærret den fattige Mand Adgang til Naturens Forraadshus.

— Ogsaa det virkelige Indien var noget andet end det drømte.

De første Indtryk af Landet, som altid siden holdt sig saa levende

hos ham, og som bidrog meget til at klare hans Tanke om sociale

Spørgsmaal, forvandlede det Indien, som levede i hans Fantasi, til

det virkelige Indien med den store Kløft mellem fattige og rige, hvor

de faa havde saa meget og de mange saa lidt, hvor Juvelerne straalede

paa Elefanternes pyntelige Ridetøj; men hvor de aadselædende

Fugle er mere hellige end selve Menneskets Liv. — Ved det første

Besøg i Kalkutta væmmedes han ved de mange døde Menneskekroppe,

der flød nedad Floden i mere eller mindre opløst Tilstand, næsten

dækket af Krager, som var ivrigt sysselsatte med at hakke Ligene i

Stykker. —

Henry George var borte 13— li Maaneder og fik saa efter Hjemkomsten

Plads som Læredreng i et Trykkeri. Typograferne her

havde nogen Almendannelse; de sad inde med adskillige Tanker, og

Henry George, der var et godt Hovede, kom altid i Diskussion med

dem; gennem denne Polemik samlede han sig mangesidige Kundskaber,

fik sin Iagttagelsesevne skærpet og lærte bedre at udtrykke sine

Tanker. Han havde for Skik at fæstne meget i Hukommelsen, som

andre ikke gav Agt paa. Ja, han lignede Arne i Bjørnsons Fortælling

deri, ,,at han holdt fast paa de Tanker, som andre gerne

lader gaa". — Det var i denne Tid, at han stødte paa det første

socialøkonomiske Spørgsmaal, som satte ham i Tvivl og Uvished.

En gammel Bogtrykkersvend fortalte ham nemlig, at medens Lønnen

er lav i gamle Samfund, er den i nye Lande altid høj. Drengen

sammenlignede de forenede Stater med Europa, og dernæst Kalifornien

og Australien med Pennsylvanien og New York — og den gamle

Svends Ord syntes at passe. Denne Gaade satte sig fast i hans Sind

og ventede paa et Svar. —


152

Henry George

Det varede ikke længe, før Sølivet atter drog Henry George til

sig. Som ung Matros rejste han med en Damper rundt Kap Horn,

stiftede Bekendtskab med stærke Storme og med den gule Feber, som

brød løs paa Skibet, oplevede mange mærkelige Ting, før han i sit

19 Aar kom til San Francisco. — Den nye By havde for en stolt og

æventyrlig Aand som Henry Georges saa meget af Fortryllelsens

Glans over sig. — Dér maatte man kunne skabe sin Lykke. —

Kort Tid efter hans Ankomst kom der opsigtvækkende Beretninger

om Opdagelser af Guldlejer ved Fraserfloden i de brittiske Besiddelser.

Der blev stor Bevægelse i Byen, særlig blandt den Mængde Spekulanter

og Æventyrere, som havde Tilhold dér. 50,000 Mennesker

strømmede i Løbet af faa Uger ud til Floden. Opdagelse af Guldminer

i herreløst Land, hvor Arbejdet var frit, satte Lønningerne

voldsomt i Vejret. Kokkene i San Franciscos Restaurationer fik 500

Dollars om Maaneden. Styrmænd og Mandskab forlod Skibene i

Havnen og lod dem raadne op, dersom ikke Ejermanden vilde rykke

ud med Lønninger, som vilde synes fabelagtige et hvilket som helst

andet Sted i Verden. Henry George rejste derud, ventende som

alle de andre at finde Guld. —

Hans fromme Moder syntes ikke om dette Pengestræb; hun

ønskede det paa Havsens Bund; ,,det at blive hovedrig i en Fart,"

skrev hun til ham, ,,er forbunden med mange Snarer og store

Fristelser."

Som Matros paa en Skonnert lykkedes det Henry George at naa

frem til Byen Victoria, just som Guldfeberen var paa sit højeste.

Paa Dækket var han kommen til at tale med en Del Minearbejdere,

som ogsaa var paa Vej til Victoria, om de mange Kinesere, der var

ombord, og da han hørte, at man var vred paa disse arbejdsomme,

tarvelige Sønner af „det himmelske Rige", saa vovede han sig til

at spørge om, hvad ondt de kunde gøre her. „Nu gør de ingen Fortræd,"

svarede en gammel Arbejder, „men Lønningerne vil ikke altid

være saa høje, som de er i disse Dage her i Kalifornien, vent

bare, til Landet bliver tættere befolket, saa daler Lønnen, og før

eller senere vil de hvide Mænd være glade ved at tage fat paa det Arbejde,

som Kineserne nu har." Det gjorde et stærkt Indtryk paa

George, dette: at naar Landet gjorde Fremskridt i alt, hvad man helst

ønskede, saa skulde Følgen kun blive den, at Arbejderne fik det —

ikke bedre, men værre. —

Victoria ligger dejligt; dens Folkemængde var svulmet i Vejret,

da Guldet opdagedes; der var nu til Tider en ti Tusend Minearbejdere

i Bræddehytter og Telte, som var lejret rundt om de mere solide

Bygninger. — For Øjeblikket var der Stilstand i Guldafsøgningen,

ti det var i Regntiden, Sneen smeltede i Fjældene, og der var Højvande

i Flodlejet. Man var nødt til at vente, indtil Vandmængden

mindskedes. Ogsaa den unge Lykkejæger maatte finde sig i at vente.

I en simpel Træbygning fik han noget Butiksarbejde. Naar han


Henry George 153

skulde sove, rullede han sig ind i et uldent Tæppe og lagde sig paa

Disken eller paa nogle Melsække. Senere fik han dog anbragt en

Straamadras paa nogle Brædder. Han fandt imidlertid ikke Lykken

i Victoria, og da han ikke længere kunde faa Arbejde, vendte han tilbage

til San Francisco.

I nogle Aar kastedes han uroligt omkring under skiftende Lykke

og Modgang; han var Typograf, Vejer i en Rismølle og Tjenestekarl.

Moderen var ked af, at han saa tit skiftede Livsstilling, og af hans

ensomme Liv. Hun skrev til ham: „Jeg kan godt lide, at Du er tid-

lig paa Færde om Morgenen, men dine ensomme Timer synes jeg

ikke om. Et Menneske bør have nogle faa gode Venner omkring sig

og helst blandt dem: gode Kvinder. En berømt Forfatter skriver, at

de Mænd, som skyr kvindeligt Selskab, de har et sløvt Følelsesliv og

er i Virkeligheden dumme, eller de har en plump Smag og vender

sig bort fra, hvad der er rent, Men er Kvinderne ikke af den gode

Slags, saa vil de i Stedet for at højne og forædle Dig føre Dig til Ruin."

Omsider fik han Plads ved et Ugeblad, og da han havde fyldt det

21. Aar, begyndte han sammen med to andre at udgive en lille Aftenavis.

De tre Mænd skrev Bladet, satte det, trykte det og brugte

dets Kontor til Sovekammer om Natten.

George var 22 Aar, da han mødtes med den 18-aarige Annie Fox,

som ret snart blev hans Hustru. Han maatte bortføre hende, da hendes

Familie fandt ham for fattig. Han laante Bryllupsklæder og

Penge til at betale 14 Dages Logi for sig og sin Hustru samt 5 Dollars

til Vognen, som skulde hente hende. Det var en Aftale, at naar denne

Vogn om Natten holdt for Døren, og Kusken spurgte efter Fru Brown,

saa skulde Annie Fox straks være rede til at følge med. Hele Dagen

sad hun i Dagligstuen og ventede paa Natten og Vognen; men der

var nogle Vanskeligheder ved den Vogn, for da Kusken fik Nys om,

at han skulde være Part i en Bortførelse til et Bryllup, og at han

blev viklet ind i det hele derved, at han ved Døren skulde spørge

efter Fru Brown, saa vægrede han sig, idet han sagde, at han allerede

havde en Revolverkugle i Benet, fordi han havde deltaget i en anden

lignende Affære; men han gik ind paa at holde sit Køretøj rede i en

forsigtig Afstand fra Huset, og saa fik Henry George en gammel

Kammerat til med Kraven smøget op over Ørene og en blød Hat ned

øver Hovedet at gaa hen til Huset og spørge efter Fru Brown. Frøken

Fox var rede og fulgte ham ud; hun rakte ham en tung Klædesbylt,

som han tænkte maatte være Juveler, men som siden til hans Forundring

viste sig at være alle de Bøger, som Henry George havde

givet hende; hun havde foretrukket at tage disse med frem for noget

andet af det, som tilhørte hende. Kl. 4 næste Morgen gik den unge

Brudgom ud for at søge om Arbejde.

Henry Georges Moder og Søsteren Jennie stred for at faa de

nygifte til at komme til dem. I Brevvekslingen mellem denne Søster

og Henry George findes mange Perler; saaledes skriver hun paa

Dansk Tidsskrift. IX. 11


154

Henry George

dette Tidspunkt i et Brev: „Der er mange flere Ting her, som minder

os om Dig, end der er ude i det fremmede til at minde Dig om os. Vi

her lever ganske paa samme Maade, som da Du rejste bort, i det

samme Hus, arbejdende med de samme Ting, kun at vi udforer dem

med mindre let Hjerte, idet vi foler, at vi lidt efter lidt bliver ældre.

Vi havde en yndig Tid sammen, da vi var Børn, ikke sandt? I Gaar

blev jeg saa stærkt mindet om, at vi bliver ældre. Det var, som

Du véd, Paaskedag. Kan Du huske, at Mo'r altid farvede to eller tre

Æg til hver af os. I Gaar farvede hun ingen. Hun tænkte slet ikke

paa det, og ingen af Bornene spurgte om det. Og hvor dejligt havde

vi det dog ikke om Julen! Det var umuligt at at gaa i Seng, bort

fra al den Glæde. Og vor dejlige Have, som vi plantede i ved

Foraarstide. Tiden har ikke forskønnet den. Kan Du huske, hvorledes

Tom og Val trak Træerne op en Uge efter, at de havde plantet

dem, for at se, om de voksede. Fortæl Din Hustru, hvordan Tom

bar sig ad med at sidde oppe i Luften. Jeg siger ofte til ham, at

den ene Handling er nok til at skabe ham Udødelighed og overgive

hans Navn til Efterslægten." Tom George havde nemlig ladet sig fortælle,

at det var muligt at kunne sidde oppe i Luften. Følgende

de Raad, som blev givet, tog han et stort Vadskekar, fyldte det med

Vand, lagde en Fjæl over det, stod op paa den og bad en yngre

Broder og Søster om at trække Fjælen til Side, naar han nu hoppede

op i Luften. Han hoppede, de trak, og han fik sig et udmærket

Karbad.

Henry George svarede: ,,Ja, det er kun Savnet af nogle faa

Dollars, der skiller os og nøder os til den pinefulde Kamp, der slaar

alle Sjælens og Hjertets ædleste Længsler til Jorden!" Baandet mellem

Broder og Søster var aldrig fastere end i denne Tid. Hun døde

kort Tid efter. Det var et haardt Slag for Henry George. I tunge

Timer kunde han sige til sin Hustru — som om en pludselig Overbevisning

fodtes hos ham: ,,Der maa være et Liv efter dette, Sjælen

er udødelig!" Men Ordene udtrykte mere en Længsel end en Overbevisning.

Alvorligt ønskede han nu at kunne tro paa evigt Liv, men

den Teologi, som han i Ungdommen var omgiven af, stødte snarere

fra, og først mange Aar efter, da han gik i Lag med den store Under-

sogelse, som førte til Bogen „Fremskridt og Fattigdom," kom han til

Forstaaelse af den store Simpelhed og usigelige Harmoni i Verdens-

loven, at de sociale Love er underlagt Godhed og Intelligens og er

ikke blinde, sammenstødende Kræfter. Da kom der med det samme

fast Grund under hans Evighedstro.

For Udkommets Skyld tog han fat paa hvad som helst. En

Tid var han Billetsælger. De kæmpede sig igennem, satte aldrig

Gæld, men var tit Sultens nærmeste Naboer. Ofte gik han hjemme

fra om Morgenen uden Frokost; han sagde, at ban kunde jo faa

Mad ude i Byen; men Hustruen, som vidste, at han ikke ejede Penge,

kunde nok regne ud, at han fik slet ingen Morgenmad. De flyttede


Henry George 155

meget omkring. Da nogle bekendte en Gang spurgte, hvad Tid de

gjorde Huset rent, svarede Henry George spøgefuldt: ,,Vi gor aldrig

rent; vi flytter i Stedet for!" Hustruen skilte sig ved sine smaa

Juveler og Smykker. De var Hungersnøden nær, da deres andet

Barn fødtes. Henry George gik ind til Naboens med det ældste,

vandrede saa videre ned ad Gaden i en fortvivlet Stemning, for hans

Hustrus Tilstand gjorde i alt Fald nogle Penge til en umiddelbar

og absolut Nødvendighed. Han besluttede at ville spørge den første

den bedste, hvis Udseende lod formode, at han kunde give noget.

Han standsede en fremmed Mand og sagde ham, at han manglede

5 Dollars. Denne spurgte, hvad de skulde bruges til. „Min Hustru

ligger i Barselseng," var Svaret, ,,og jeg har slet intet at give hende

at spise!" Han fik Pengene. Hvis ikke, saa var Henry George

fortvivlet nok til at kunne have dræbt Manden. — I en Samtale i

Dublin i Vinteren 1881—82 mellem Henry George og Dr. Kelly fortalte

H. G. denne Hændelse for at vise, at Omgivelserne har mere at gøre

med de menneskelige Handlinger og særlig med det saakaldte kriminelle,

end vi almindeligvis indrømmer, og for at vise, hvorledes akut

Fattigdom kan drive sundt følende, moralske Mennesker til at begaa

Handlinger, som man ellers antager kun kan udføres af fuldstændig

onde og haardhjertede Naturer. Igennem en lang fysiologisk og

filosofisk Samtale førtes disse to Mænd ind i et varmt Venskab. Da

Dr. Kelly siden efter kom til de forenede Stater og nedsatte sig i

New York, blev han Henry Georges Huslæge og var ogsaa til Stede

ved hans Død.

Som Skribent slog Henry George igennem i Begyndelsen af Aaret

1865. Medens han var sysselsat med tilfældigt Sættearbejde og

prøvede paa at interessere Vognfabrikanter for en ny Slags Vognbremse,

begyndte han ogsaa at skrive. Det første af hans Smaaskrifter

handler om ,, Brugen af Tiden". Heri hedder det: „Jeg

længes stadig efter Velstand. Den store Forskel imellem mine Ønsker

og Midlerne, som jeg raader over til at tilfredsstille dem, volder mig

uafbrudt Uro. Penge vilde kunne skaffe mig Velvære og Luksus. De

vilde give mig Arbejde, som passede til min Natur; de kunde sætte

mig i Stand til at danne min Sjæl og i det hele give mine Evner en

rigere Udvikling. Jeg kunde ved deres Hjælp skabe megen mere

Hygge for de Mennesker, som jeg elsker. Det er derfor mit Livs

Maal at erhverve Penge, i det mindste nogle flere, end jeg har for

Tiden. I mit svundne Liv har jeg gjort liden eller ingen Fremgang.

Mit Sind er uroligt, for det er vanskeligt at se, om jeg i det hele taget

gaar fremad eller ej. Ak, jeg har jo aldrig været i Stand til at

samle mit Sind om de langsomme Fremskridt. Jeg har ikke brugt

Tiden og de Midler, som stod til min Baadighed, saa godt og trofast,

som jeg skulde, og følgelig er det for en Del min egen Skam, at jeg

ikke er kommen videre. Nu vil jeg prøve paa at dygtiggøre mig ti'

paa en smuk Maade skriftligt at kunne udtrykke mine Tanker."

n*


156

Henry George

I et andet lille Skrift fra denne Tid raader han Arbejdsmænd til

at tænke alvorligt over sociale og politiske Spørgsmaal og standse,

hvis det er muligt, Samfundets Tilbøjelighed til at danne en Overog

en Underklasse. Han skriver: „Vi maa i Fællesskab med hinanden

fremme de store Grundsætninger, paa hvilke vore republikanske

Institutioner hviler, og som vi maa knytte os til for at sikre

for os og vore Børn vor ejendommelige Plads og særegne Ret og for

vort Land: dets stolte og fremragende Plads i Nationernes Rækker."

Borgerkrigen var omtrent forbi, men om Natten den 14. April 1865

spredtes den skrækkelige Nyhed, at Præsident Lincoln var bleven

skudt. Aldrig før havde man set en saadan Bevægelse i San Francisco.

Denne Udaad syntes at være Slavemagtens sidste desperate

Handling. Efterretningen om Mordet gjorde et forfærdeligt Indtryk

paa Henry George. Næste Dag nedskrev han de Tanker, som bølgede

gennem hans Sind. Han formede dem som en Meddelelse til Bladet

„Alta California" og skrev bl. a. : „Folk kom for at le ad en Komedie

— men de saa en Tragedie, som vil faa en hel Nation til at græde, og

hvis mægtige Betydning Aarhundreder ikke kan udfinde. Saa længe

Verden staar, vil denne Scene mindes. Som en Frihedens Martyr,

som Repræsentant for en stor Nations Retfærdsfølelse, vil den myrdedes

Navn evig leve. Uafhængighedserklæringen, underskrevet med

Abraham Lincolns Navn og forseglet med hans Blod, vil blive

staaende som et Grænseskel i Menneskehedens Fremmarch. I Folke-

hjertets Dyb vil hans Minde leve ved Siden af Washingtons, og til

Jordens Ender, fra Nordens frosne Hav til Sydens Isfjælde, i ethvert

Land, hvor Fanen løftes mod Uretfærdighed, skal hans Navn blive

som et Feltraab og en Inspiration. Ufødte Slægter skal velsigne dette

Navn!"

Faa Dage senere fæstede Udgiveren af „Alta California" Henry

George som særlig Meddeler til, sammen med flere andre, at beskrive

Sørgehøjtiden over Lincoln. For første Gang modtog George Betaling

for en Bladartikel. Han kunde imidlertid ikke lade sig nøje

med en almindelig Meddelelse, men gav en Skildring af Lincolns

Karakter, undertegnede den med Forbogstaverne til sit Navn og

puttede den i Udgiverens Brevkasse. Næste Morgen saa han nysgerrigt

efter, om den var trykt. Jo, men der var intet Navn under,

den var heller ikke trykt som Brev til Udgiveren, men den var bleven

Bladets vigtigste Redaktionsartikel. Den hævdede, „at ingen anden

Regeringsform vilde have frembragt ham, men under vore Institutioner,

naar Folkets Ret er i Fare, vil der fra neden fremvokse de

Mænd, som Tiden trænger til."

Da Meksikanerne rejste sig for at forjage den østrigske Kejser,

vakte det stærk Sympati over alt i de Forenede Stater, som grænsede

op til Meksiko, og et Skib, som laa i San Franciscos Havn, var

rede til at gaa med en Flok frivillige. Henry George gik om Bord

for ogsaa at være med til at kæmpe under Frihedens Flag. Han


Henry George 157

havde aftalt Sagen med sin trofaste Hustru. Skønt Faren var stor,

og det jo var svært at blive ene tilbage med to Børn, saa gjorde

hun dog, som altid senere, hvad hun kunde for at opmuntre ham

til at følge, hvad han troede, der var hans Pligt. De knælede ned

og holdt Bøn sammen ved Børnenes Side, før han drog af Sted. Det

var imidlertid godt, at Regeringen, som saa længe som muligt havde

lukket Øjnene for, hvad her var paa Færde, i sidste Øjeblik forbød

Skibet at forlade Havnen, ti Henry George var her kommen mellem

nogle vilde Banditter. Mange Aar senere, da han var paa Valg til

Borgmester i New York, udspredte hans Modparti det Rygte — med

denne Begivenhed som Baggrund — , at han en Gang havde været

med paa et Sørøvertog!

Et Aarstid levede han nu et roligt og hyggeligt Familjeliv. I et

literært Selskab, som han var med til at danne, drøftede man ivrigt

Tidens offentlige Spørgsmaal. Her blev Henry George Frihandelsmand.

Hidtil havde han været beskyttelsesvenlig — eller troet at

være det — han havde ikke undersøgt Sagen, men antaget Troen,

som vi alle til at begynde med gør det paa andres Avtoritet. Nu blev

han omvendt ved at høre en protektionistisk Taler. Han var Beskyttelsesmand,

da denne Mand begyndte, men før Foredraget sluttede,

var han Frihandelsmand. Det blev ham i den følgende Tid

mere og mere klart, at Beskyttelsespolitik skaber Strid mellem Folkeslagene,

afsondrer dem, øger deres Selviskhed, øger især Militarismen,

gør staaende Hære og store- Flaader til noget for Verdensfreden

nødvendigt, medens Frihandelen som en udviklende Kraft skaber

Tillid mellem Nationerne, fremmer Freden og tvinger Humaniteten

op i et højere Plan, nærmere det universelle Broderskab!

En lille Tid var Henry George Udgiver af Bladet ,, Times". Hans

økonomiske Stilling blev bedre, han fik Venner, og hans Indflydelse

voksede. Men allervigtigst var denne ,,Times"periode derved, at den

blev en god Forberedelse til hans store Livsværk. Han lærte bedre

at udtrykke sine Tanker, hvilket især spores, naar han skriver om

Dagens store Spørgsmaal, som f. Eks. „Frihandel" eller „Hvad Jernbanen

vil bringe os". Sidstnævnte var et Fremsyn over, hvad Californien

vilde gaa i Møde, naar nu Banen ret snart blev bygget

færdig tværs igennem Nordamerika. Denne Bane vilde jo til de naturlige

Fortrin, som San Francisco besad, føre store kunstige For-

trin, lægge Grunden til en hurtig Rejsning, økonomisk og kulturelt.

Maaske Byen med Hensyn til Folkemængde, Rigdom og Magt kunde

sætte uden om London og New York, ja blive Verdens største By.

Han var kommen til at tænke paa et Spørgsmaal, som rejste sig

hos ham for Aar tilbage, da han en Aften sad i Teatrets Galleri og

saa Begyndelsen til Jernbanen afbildet paa det ny Fortæppe: Et

Tog kom ind til San Francisco, og efter at Folk havde skreget sig

hæse ved Bifald, spurgte han sig selv: Ja, hvad godt vil nu dette

Fremskridt kunne bringe mig og mine Lige, os, der kun har vort


158

Henry George

Arbejde at byde? Han mindedes Minearbejderens Ord fra Sejladsen

paa Fraserfloden: „Naar Landet gaar frem, og Folkemængden øges,

da daler Lønnen." Vil Californien med sine store Folkemængder,

Rigdom, Magt og Kultur faa en lige saa god Formuefordeling, som

den havde i Nybyggerperioden? Vil der da være forholdsvis lige saa

megen Almen-Velstand, lige saa lidt Smuds og Elendighed? Vil der

findes et lige saa stort Antal selvstændige, ærlige Mennesker? England,

der ejer en Folkemængde paa 20 Millioner paa et Fladerum,

som kun er en Tredjedel af vor Stat, og en Formue, som er 6—

Gange saa stor pr. Individ som her i Californien — er det da et

bedre Land at leve i? Muligvis, hvis man var født som Hertug eller

Fabrikherre, eller en anden Stilling blandt de øverste ti Tusind,

men hvis man nu var født mellem de lavest stillede Millioner, hvad

da? Efterhaanden som Californiens Rigdom og Folkemængde vokser,

lad os da aldrig glemme, at Menneskenes Karakter betyder mere

end deres Antal, at Formuefordelingen er en endnu mere vigtig Sag

end dens Frembringelse. Lad os ikke foregøgle os en Taabes Paradis,

hvor gyldne Æbler falder i vor Mund! — For alle, som har fulgt Californiens

nyeste Historie, er denne Artikel en mærkelig Profeti om

de haarde Levevilkaar, som udviklede sig for Folkets Masser og næsten

standsede Statens Vækst, — Skønt Aarsagen endnu ikke var

bleven klar for Henry George, saa havde han dog faaet Øje for, at

den gode Tid havde man den Gang, da Jorden endnu ikke var kommen

i privat Eje, og da Landets naturlige Rigdom ikke var bleven

monopoliseret, men Lejligheden stod aaben for alle — alt dette, som

senere i fuld Klarhed fremsættes i Bogen „Fremskridt og Fattigdom."

Man fortæller, at Abraham Lincoln vaktes til Kamp mod den

afskyelige Slavehandel ved en Avktion, som han i sin Ungdom var

Vidne til i New Orleans. Her solgtes Negre, Mænd, Kvinder og smaa

Børn! Henry George vaktes til Kampen for det industrielle Slaveri

ved at se Kontrasten mellem Fattigdom og Rigdom i den ny Verdens

største By. I ledige Timer, hvor mange andre vilde have søgt Fornøjelser,

vandrede denne unge Mand i Vinteren 1868—69 ned ad New

Yorks Gader, tænkende paa, at her i Civilisationens Midtpunkt skulde

hans Fremtidsdrømme fra Nybyggerperioden dog maaske blive virkeliggjorte,

Livets haarde Vilkaar blive mildnet. Denne ukendte Mand,

ikke endnu 30 Aar gammel, med næsten uprøvede Evner, hvis For-

tid var levet i Fattigdom og Modgang, og hvis Fremtid var det taagede

og usikre, han afviste med Stolthed den Tanke, at dette skulde

være Guds Orden, at alle disse Savn og Lidelser skulde hidrøre fra

Tingenes Uforanderlighed, som Præster og lærde Mænd hævdede.

Hans Hjerte sagde Nej hertil. Over alt i Naturen mødte Øjet Orden

og Plan. Skulde da Mennesket, alle Tings ypperste Krone, danne

en Undtagelse? Uden at tale til nogen derom, satte han sig for, at

han vilde prøve paa at finde den naturlige Orden. Han gjorde sig


Henry George 159

selv det højtidelige Løfte, som aldrig senere blev sveget, at han

vilde undersøge og om muligt raade Bod paa de forfærdelige Forhold

i Fattigdistrikterne. Han følte sig som den, der modtager et Kald

fra Gud.

Henry George ønskede nu at blive valgt som Rigsdagsmand.

Vel var hans sociale Tanker endnu ikke afklarede, men der var saa

mange betydelige Sager, som han følte, at Lovgivningsmagten burde

tage sig af. Han blev ikke opstillet, fordi han nægtede at betale den

Pengesum, som Partilederne forlangte, og saaledes brast Haabet

om at blive Kandidat. H. G. vilde, hvordan det saa end gik, være

tro imod sig selv. Fremtiden saa alt andet end lys ud.

En Eftermiddag var han reden op paa nogle Højdedrag; da

mødte han en Fragtmand, og i Mangel af noget bedre at sige, spurgte

han, hvad Jorden der kunde være værd? Fragtmanden pegede paa

nogle Køer, som gik og græssede saa langt borte, at de ikke syntes

større end Mus, og saa sagde han: „Det ved jeg ikke bestemt, men

der ovre er en Mand, som vil sælge Jord for 1000 Dollars for en

Acre!" Som et Lynglimt stod det i dette Øjeblik klart for Henry

Georges, hvad der var Aarsag til den stigende Fattigdom Side om

Side med den voksende Rigdom: Jordens Monopolisering. „Man laaser

for Naturens store Forraadskammer. Derfra har Ondet sin Rod!"

Han spurgte ingen, om han havde Ret! Han vidste, at han havde

det! Han kendte ikke de nationaløkonomiske Skoler, men han behøvede

ikke at ty til Bøgerne eller raadføre sig med Filosoferne.

Sagen laa jo klart udbredt for enhver, som vilde se. Han former

da det lille Skrift „Vor Jord og vor Jordpolitik" og siger: „Hvad et

Menneske frembringer, det er hans med Rette, det maa han beholde,

sælge eller give bort. Alene paa denne sikre Adkomst kan Ejendomsret

til noget med rette hvile. Mennesket har ogsaa en anden Ret, som

finder sin Forklaring i den Kendsgerning, at det eksisterer — nemlig

Retten til at bruge saa mange af Naturens fri Gaver, som er nødvendigt

for at leve, naar det gøres uden at krænke andres lige store

Ret! Det nuværende System gaar i Retning af at koncentrere

Rigdommen og monopolisere Jorden, og dog betaler 100,000 Dollars

i en Mands Hænder kun en lille Del af den Skat, som den samme

Sum kunde give, hvis Beløbet var fordelt imellem 50 Mand. 100,000

Acres, som ejes af en eneste Landmand, svarer kun en ringe Skat i

Sammenligning med, om disse 100,000 Acres fordeltes mellem 600

Farmere. Centralisation er Tidens Løsen. Den store By sluger

de smaa. Den store Købmand driver de fattigere Rivaler ud af deres

Forretning. Tusinde Smaahandlere bliver Kommis'er og Kontorister

hos en Ejer, der bor i et Marmorpalads; tusinde Mestre maa søge

Arbejde hos en rig Fabrikant. Storbyerne, hvis Fremvækst var en

Følge af de ny sociale Kræfter, som James Watt og Stephenson lærte

Verden at bruge, faar en endnu mere titanisk Vækst. Hvorledes skal

den fattige Mand dog kunne klare sig under denne ny Tingenes Til-


160

Henry Goorge

stand, hvis ogsaa Jorden bliver monopoliseret? Naar man siger, at

Landets Jord skal ejes af en faatallig Klasse, saa betyder det, at

denne Klasse skal herske over denne Jord, og at sige, at et Lands

Befolkning skal bestaa af meget rige og meget fattige, det er at sige,

at Republikken er umulig."

Længere fremme skriver han om Jordrenten, at den lettere og

simplere bliver samlet sammen og med mindre Udgift end nogen

anden Skat. „Jordejerne kan heller ikke føre den over paa andre

Mennesker." Spireformigt findes i dette Skrift, hvad der 8 Aar senere

bliver til et høj vokset Træ i Bogen „Fremskridt og Fattigdom". —

I Maj Maaned 1873 sejlede Skibet „Sunrise" fra New York til

San Francisco. Undervejs optraadte Kaptajnen og første Styrmand

saa brutalt overfor Mandskabet, at tre af Mændene sprang over Bord

og druknede. Der blev forsøgt paa at neddysse Sagen, da Skibet

naaede „Den gyldne Port", men i Bladet „Posten" skrev Henry

George, at Kaptejnen og Styrmanden skulde sagsøges straks! De

to Slyngler flygtede, men „Posten" udsatte en Belønning for deres

Paagribelse, de blev anholdte, bragte i Forhør, overbeviste om deres

Forbrydelse og fængslede.

Ridderligt kæmpede H. G. for de smaa i Samfundet. Det var

ikke nogen let Opgave, undertiden ligefrem livsfarlig. Saaledes gik

han en Gang hen for at undersøge nogle Misligheder, som gik i Svang

paa Tugthuset, hvis Tilsyn var betroet et raat Menneske, Harris.

Denne stod i Porten med en Pistol i Haanden ; han lignede mere

en Røver end Lederen af en offentlig Institution. Uden mindste Betænkning

gik H. G. tæt hen til ham, saa det tykke Umenneske lige

ind i Øjnene og begyndte Undersøgelsen. Harris undgik det faste,

harmfulde Blik fra den brave, lille Mand, som gik lige løs paa hans

brutale Tilsyn og fortrængte ham fra Stillingen og ud af Byen.

Den offentlige og politiske Moral i San Francisco var i de Dage

meget lav, og en Mængde kommunale Tillidshverv faldt i Hænderne

paa karakterløse og hensynsløse Folkeledere. George nærede hverken

Agtelse eller Frygt for den Slags Funktionærer. Han piskede

dem med Skorpioner. „Posten" og dens Udgiver blev en Magt, som

nød Agtelse hos alle rettænkende Borgere i Byen.

Den energiske offentlige Mand elskede sit Hjemliv højt. Nødvendigheden

af at være meget borte fra Hjemmet lod ham føle Familjeglæden

saa meget dybere. Naar Hustruen sad med sit Haandarbejde,

læste han ofte højt for hende, Datteren og to Sønner, eller

han foretog en Svømmetur med Drengene eller en Sejltur med hele

Familjen. Ved saadanne Lejligheder hændte det ofte, at de saa det

lille Skib, med hvilket H. G. var kommen til Californien, og saa for-

talte han om sine Ungdomseventyr som Sømand. Han tilhørte ikke

nogen bestemt kirkelig Retning, hans Familie kom heller ikke regelmæssig

i Kirke; men han lærte Børnene at bede til den Gud, som

han selv i en ærlig og inderlig Tro klyngede sig til. Ofte i Tusmør-


Henry George 1(51

ket blandede hans Røst sig med Hustruens og Børnenes, naar de

sang de gamle Hymner, han som Barn havde hørt i Philadelphia,

eller Salmen: „Lovet være Gud, fra hvem al Velsignelsen kommer".

Paa Grund af det urolige Flytteliv fik Børnene ikke megen regelmæssig

Skolegang, og de havde mange Huller i deres Viden, men

de kom til at staa højt i Personlighedsdannelse. Faderen talte med

dem, læste for dem, og ved Middagsbordet, naar Familjen var alene,

gav han dem mange Spørgsmaal vedrørende Historie, Literatur, offentlige

Sager eller de elementære Videnskaber. Kunde de ikke svare

paa Spørgsmaalene, saa gjorde han det selv. Han skaffede dem

saadanne Bøger at læse i, som han selv i deres Alder havde været

glad ved og optaget af. „Robinson Crusoe" var den første Bog, som

han gav sine ældste Drenge, derefter kom „Tusind og en Nat". Stod

Børnene tilbage i Skolen, saa kunde de til Gengæld citere Tennyson,

Browning eller Macaulay hjemme, og de vidste f. Eks. meget om

det gamle Ægypten. Husets mange Gæster gav ogsaa paa en Maade

Materiale til deres Opdragelse, for ved Bordet, hvor de lærte at være

tavse, blev Samtalen med Gæsterne ofte ført ind paa Omraader, som

i høj Grad havde Ærinde til Børnene. De hørte Ord, der kom fra

varme Hjærter, mærkelige Eventyr, snurrige Historier, lune Bemærkninger

og knitrende Vittigheder. Der kom ofte Mennesker fra

Jordens forskellige Egne, og disse gav deres Bidrag til det afvekslende

og lærerige Symposium. Det var alt i alt et Hjem, hvor man

drømte om at øge Verdens Lykke og at rejse Folkemasserne op af

Fattigdommens Morads.

I en stille Time spurgte H. G. en Dag sin Hustru: „Hvad beundrer

du nu egentlig mest hos en Mand?" — „Modet," svarede hun.

— „Modet," gentog han, rejste sig og vandrede frem og tilbage paa

Gulvet, „jeg tænkte, du vilde have sagt Moralen." — „Nej, ikke

Moral, ti jeg er kommen til at forstaa, at paa det Omraade stiller

Verden forskellige Krav til Mænd og Kvinder. Jeg siger ikke, at

dette er rigtigt, men jeg har lagt Mærke til, at man holder det for

at være rigtigt." — „Men nu Modet — " fortsatte han; „det synes

jo at afhænge af fysisk Kraft, og jeg er kun en lille Mand. Kan du

da finde dette Mod hos mig?" — „Jeg mener ikke det fysiske Mod,"

svarede hun, „men det moralske, det Mod, som driver en Mand frem

til at finde og følge sin Pligt, skønt det koster store Ofre, ja, maaske

han maa stride imod den ganske Verden." Dette Svar fornøjede og

styrkede Henry George, ti han tænkte som saa, at den Dag kunde

jo gerne komme, da han maatte spørge hende, om hun vilde hjælpe

ham, hvis Pligten kaldte ham op til Kamp imod den ganske Verden!

(Sluttes.)


Der

Danske Bøger.

Af L. Moltesen.

er en Bog, som jeg for længe siden burde have henledt Op-

mærksomheden paa. Det er Ejnar Buchs „Kampen mellem Tro

og Varitro", (Gyldendalske Forlag), som udkom i 1904 med en Efter-

skrift af Prof. H. Høffding. Hvis det havde været for Aar tilbage,

vilde jeg lettere have kunnet skrive om denne Bog, da dens Forfatter

og jeg, der havde fulgtes fra vort første Studenteraar, atter og atter

drøftede det Problem, som han heri stiller. Nu er det saa svært, fordi

han, der altid var mig overlegen i Tankens Klarhed, efter sin Død

staar for mig i en saa ren og lysende Skikkelse, at jeg kun kan

skrive om ham selv, naar jeg skal skrive om hans Bog, men han

kalder jo ogsaa sin Bog for ,,et personligt Indlæg". Om hans

ydre Liv er der ikke mangfoldige Ting at fortælle. Udgaaet fra

et højtdannet og velhavende Hjem, hvor han havde Plads til at ud-

vikle sig frit, fik han Universitetets Guldmedalje for en filosofisk

Afhandling paa en Tid, da Gennemsnittet tager Studentereksamen;

han opgav det paabegyndte teologiske Studium for at tage Magisterkonferens

i Fysik for derved at faa en fast Grund for senere

filosofiske Studier; han tog den filosofiske Doktorgrad for en eksperimentalpsykologisk

Undersøgelse „Om Fornemmelsers Sammensmeltning

særlig ved Klangindtryk" (1898). Under alle hans Studier

kredsede hans Tanker om Problemet Tro og Vantro, Kristendom og

fri Forskning, kredsede er ikke det rette Udtryk, for han slap aldrig

en Tanke, for han havde fulgt den til det længst mulige. Manuskriptet

til foreliggende Bog var færdigt allerede i 1893; ved sin Død

1903 vedkendte han sig de i den fremsatte Tanker. Hans Aand var

stærk; sit svage Legeme holdt han i Stand ved energisk Arbejde.

I det Hjem, som hans Hustru, Emma Harboe, byggede for ham, fandt

han noget af den Harmoni og Kærlighed, som hans Sjæl tørstede efter.

Ejnar Buch var ikke Kristen af Tro, men af Levned. Han var et

af de Mennesker, der aldrig holder Fridag under Arbejdet for at

tøjle de Drifter, der hæmmer Personlighedens frie, sædelige Udfoldelse.

Han forstod bedre den dogmatiske Bornertheds Værdier end den

æstetiske Fandenivoldskhed, og han skammede sig over Letfærdigheden

i mange af de Angreb, som i 80erne rettedes fra „fritænkersk"


Danske Bøger 163

Side mod Kristendommen. Han var saa ærlig, at al Forløjethed følte sig

utryg i hans Selskab; fandt han personlig Ærlighed hos et Menneske,

i hvad Lejr han saa stod, var han fuld af Respekt, ja af mere end

Respekt, ti paa Overbevisningens og Følelsens Styrke og Varme, paa

den personlige Sandhed og Troskab mod sig selv mente han, at

Menneskets moralske Værdi alene hvilede, og derfor gik han udfra, at

ingen kan dømmes for sin Tro; ,,naar man blot ærlig stræbte

efter Sandhed, saa vil man tilsidst naa Maalet; ingen truende

Skræmmebilleder bor friste én til at slaa ind paa Veje, hvor man

dog ikke kan være med af sit Hjertes Overbevisning. Ja, man maa

endog hævde, at Troen saa lidet er det vigtigste, at den ærlige og

sande Fritænker kan være Gud langt nærmere end den troende, der

maa tvinge sig selv til at tro, og den troende, der ved sin haarde

Dom over anderledes tænkende viser, at han ganske mangler Blikket

for den moralske Personligheds egentlige Grundvold. Men over

Troen og over Moralen og over alt andet staar Kærligheden. I Lyset

af den maa derfor Menneskets hele Leven og Færden først og fremmest

betragtes. Hvor den raader, hvor den helt har sejret og indtager

den første, ja den eneste Plads i et Menneskehjerte, dér spørger

vi ikke om andet. Og først naar den sidste Gnist af Kærlighed er

slukket i et Menneske, først da er det ikke Menneske længere, først

da kan det opgives som redningsløst fortabt. Men kan det tænkes?

Kan det tænkes, at noget Menneske er saa utilgængelig for Kærlighed,

at intet venligt Ord, ingen forstaaende og hjertelig Deltagelse,

ingen opofrende Hjælp kan gøre Indtryk paa det? Jeg tror det ikke!"

Med disse Ord slutter Ejnar Buch sin Bog, og i disse Ord, der falder

sammen med Apostelen Paulus's Kærlighedshymne i 1. Kor. 13, har

vi hele Forfatterens Personlighed. Igennem hele Bogen, der er saa

rig paa gennemtrængende psykologisk Analyse, paa samvittighedsfuldt

gennemførte Undersøgelser, gaar en personlig Tone, ti han var

fuldkommen klar over, at i den religiøse Strid vilde den endelige

Afgørelse afhænge af noget rent personligt. Udmærket er hans

Analyse af Bønnens Væsen (S. 162—181), en Analyse, som han ender

med at sige: „Det er vel et stort Spørgsmaal, om Fritænkeren vil

gøre ret i med de religiøse Forestillinger tillige at bortkaste et saa

værdifuldt Selvpaavirkningsmiddel, som Bønnen ubestrideligt er."

Jeg tror ikke, at jeg lader mig blænde af Kærlighed til min afdøde

Ven, naar jeg siger, at denne helt igennem ærlige Bog vil

hjælpe ethvert tænkende Menneske til større Klarhed over det religiøse

Problem og til inderligere Selvforstaaelse i Kampen mellem

Tro og Vantro. Enhver, som er af Sandhed, hører min Røst, sagde

Jesus. Jeg kan ikke høre det Ord uden at tænke paa Ejnar Buch.

Han var en Mand af Sandhed.

Ejnar Buch begyndte med at studere Teologi; men dette Studium

kunde ikke holde ham fast, saaledes som det den Gang dreves ved

Københavns Universitet. Det var ikke Aand, han savnede, men fri


164

Danske Bøger

Tænkning. Han forlod det hurtigt, mens mange, der saa paa Sagen

som han, holdt ud, til Eksamen var ovre, for derefter at lægge

Teologien paa Hylden, idet de gik over til andre Studier eller til

praktisk Virksomhed. Der var ingen den Gang, der havde Mod eller

Evner til at gøre Revolution mod det gamle og bryde nye Baner

indenfor det teologiske Fakultet. Naar der undertiden pippede en

Smule Kætteri frem oppe i „Teologisk Samfund", antog det store

Dimensioner hos de unge studerende, der sjælden eller aldrig satte

deres Fod i det lærde Samfund, hvor unge Laud-Kandidater skola-

stiserede. De grundtvigske Studenter revolterede med Pastor V.

Briicker i „Højskolebladet", de grundigere iblandt dem fordybede sig

i Otto Møllers Skrifter, der ved deres Dristighed paa mange Punkter

førte dem ud paa nye Græsgange fra Ortodoksiens afgnavede Ager,

uden at de kunde finde Fodfæste i den grundtvigske Opfattelse af den

apostolske Trosbekendelse, som Præsten fra Gylling selv staar paa.

Man vidste, at der sad en Præst som Lic. F. C. Krarup og arbejdede

paa en ny Teologi, og at han var lige saa indviet i moderne Filosofi

som i moderne Teologi, men han var saa lærd og saa „tysk", at

man ikke kunde forstaa ham — en frygtelig Lyde, som han efterhaanden

er kommen udover, og nu har han udgivet en „Religionsfilosofi.

En Bog om det religiøse Livs Væsen og Ret" (G. E. C. Gads

Forlag) med Motto: „Vi lever ikke paa Begreber, men paa Værdier",

og denne Bog vil staa som et Hovedværk indenfor nordisk Teologi.

Den vil senere blive Genstand for en udførlig Anmeldelse.

Mens F. C. Krarup nærmest er en Discipel af A. Ritschl, er Dr.

Edv. Lehmann en Discipel af A. Harnack, af hvem han har oversat

et Par mindre Skrifter. Lehmann har en fremragende Evne til at

skrive og tale med Vid og med Aand, til at rive med i den hurtige Flugt,

der er over ham; derfor er det ham, der er bleven Føreren for den Revolution

indenfor den teologiske Verden, som fuldbyrdedes i det store Revolutionsaar

1905. Saare fredelig var dens Forløb. Det gamle „Teologisk

Samfund" veg Pladsen for „Ny teologisk Forening for fri Forskning

og positiv Kristendom" med den samme stille Værdighed, hvormed

A. S. Ørsted i sin Tid veg for Martsministeriet; det var den

ortodokse Lutherdom, der veg for, ja for hvad? Herpaa vil man

søge Svaret i Edv. Lehmanns Foredrag „Fri Forskning og positiv

Kristendom" (V. Pios Forlag), der hurtigt udkom i 2. Oplag, et

Bevis paa den Interesse, den teologiske Revolution har vakt. Mange

vil søge Svaret uden at finde det i denne lille Bog; men den gør heller

ikke Fordring paa at give et endeligt Svar, et saadant vil overhovedet

aldrig kunne gives; den anviser Vejen, der skal gaaes, og

det gør den paa en veltalende og frisk Maade, noget for sangvinsk,

men det maa de jo være, der vil sætte nyt i Stedet for gammelt.

Det er ikke tilfældigt, at det er Edv. Lehmann, der blev Føreren

for den teologiske Revolution. Som Docent i Religionshistorie er

han den, der daglig har maattet se, hvor overlevet den gamle

Ortodoksi er, ti det er den moderne filologiske og historiske, særlig


Danske Bøger 165

den religionshistoriske Forskning, der fælder den gamle Teologi.

I den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede mente man, at det var

Naturvidenskabens St. Georg, der skulde fælde Ortodoksiens Drage,

ja at den vil gøre det af med selve Kristendommen. Det blev der

ikke noget af. Det modsatte blev snarere Tilfældet, idet Naturvidenskaben

fik samme Betydning for Kristendommen som Forudbestemmelseslæren

forhen hos Augustin og Calvin; den rensede Himmelrummet

for alle de mange Mellemvæsener, som Kristendommen

endnu ikke havde faaet jaget ud af den folkelige Religiøsitet, og

stillede Mennesket religiøst igen dér, hvor Augustin havde stillet det,

ikke i Naturen, men i Sjælen, ikke i Forholdet mellem Gud og Verden,

men i Forholdet mellem Gud og Sjælen: ,,Gud og Sjælen attraar jeg

at kende. Slet ikke andet? Nej, slet ikke andet!" Der er derved

kommen en større Spænding ind i Menneskets religiøse Livsførelse

end nogensinde før. Den moderne naturvidenskabelige Opfattelse har

i Stedet for at svække Kristendommen styrket den, trods al den

megen Protest fra Kirkens Side, aldeles paa samme Maade som det

vil ske med den moderne Socialisme. — Nej, nu staar Kampen

paa et helt andet Punkt, paa den historiske Forsknings, der tog fat

paa de bibelske Skrifter, baade de jødiske og de kristne, og paa hele

den kirkelige Overlevering; saa kom Religionshistorien, der viste, at

de gamle Folkereligioner levede ikke alene i Sæder og Skikke, men i

selve den religiøse Opfattelse, at den kirkelige Teologi var et Produkt

af en forældet Filosofi, og at den kirkelige Sakramentopfattelse,

var smittet af den græske Mysteriekultus. Nu er Problemet stillet

anderledes end tilforn, Kritiken har faaet et fast videnskabeligt

Grundlag at gaa ud fra. Der er ikke længere Tale om hadefulde

Angreb paa Kristendommen, der anerkendes som et heldbringende

Led i den historiske Udvikling. Kampen staar nu om, hvad Kristendommen

historisk set i og for sig er, om man overhovedet kan sige

noget sikkert herom, og hvis saa er, om den da kun er et Led i

Menneskeslægtens religiøse Udvikling, eller om den er den absolute

Religion.

Luther brød med Romerkirkens Forfatning og gav i Læren om

Retfærdiggørelsen af Troen et Udgangspunkt for et Brud med Romerkirkens

Teologi; men hans teologiske Medarbejdere og Efterfølgere

forstod ikke at udnytte det. Naar han udtalte sig ud fra sine egne

kristelige Erfaringer, brød han ofte med den gamle Teologi, men da

han i Følge sin Stilling skulde udtale sig om Dogmatik ogsaa dér,

hvor han ingen personlige Erfaringer havde gjort, og om Politik og

Socialøkonomi, som han havde saare ringe Begreb om, sluttede han

sig til det bestaaende, politisk set til Fyrstemagten og dogmatisk

set til den gamle Kirke, og det gjorde han saa meget hellere, som han

derved alene mente at kunne faa Bugt med den revolutionære Bevægelse,

der af Samtiden samledes under Betegnelsen „den døberske"

(gendøberske), som paa det politiske Omraade hævdede de Tanker,

der senere hos deres Arvtagere i England og i Amerika formuleredes


166

Danske Boger

i ,, Menneskerettighedernes Erklæring", som paa det økonomiske

Omraade vilde gennemføre eller fastholde Socialismen, og som

paa det teologiske Omraade vilde bryde afgjort med hele den kirkelige

Dogmatik for at gaa tilbage til Kristi Kristendom og stille sig paa

det Standpunkt, som Edv. Lehmann kalder for „den positive Kristendom",

Frelsen i Kristus alene. Den lutherske Kirke fik en Skolastik,

der fra en Side set var ringere end Romerkirkens, fordi den ikke

var saa konsekvent gennemtænkt, men som netop derfor havde en

Udvej aaben til en friere Udvikling. Pietismen fremdrog „Døbernes"

religiøse Opfattelse, uden at den havde Mod og Evne til at stille

en ny Tænkning op mod den ortodokse, men den gav en Opbyggelses-

literatur, der gik bag om Teologi og Konfessioner og bundede i

Kristi Kristendom. Rationalismen søgte at gøre det af med Ortodoksien,

men den formaaede det ikke, fordi den ligesom hin manglede

psykologisk Sans og historisk Forstaaelse, og da Reaktionen mod det 18.

Aarhundrede kom med Romantiken, søgte man at fastholde hele det

gamle System ved at allegorisere Urimelighederne bort. Det gjorde

Martensen herhjemme; efter hans Død gik man tilbage til den uforfalskede

lutherske Ortodoksi, den, som man i det kirkelige Udvalg nu

vil binde Folkekirkens Medlemmer til — hvad vi har som Fortidslevninger,

vil man dér pudse op, hvad man stiltiende er kommen

bort fra, vil man atter forpligte Folks Samvittighed til, selv til det

athanasianske Symbol, der baade fra Formens og Indholdets Side

er et historisk Falskneri. Ja, det er paa høje Tid, at de yngre

Teologer tager sig sammen, hvis de ikke vil sætte sig selv ud af

Spillet og blive behandlede som Fortidslevninger baade af høje og

af lave.

Paa det teologiske Omraade staar vi nu, ikke som man stod paa

Reformationstiden, men som man stod i det -i. og 5. Aarhundrede.

Da var Opgaven den tankemæssigt at bringe den jævne Kristentro

i Samklang med Datidens Dannelse, der var bestemt af den græskromerske

Filosofi; Resultatet blev den hidtil gældende kirkelige

Teologi. Kristentroen er den samme nu som da, men den filosofiske

Dannelse er en anden. Plato og Aristoteles er ogsaa Læremestre for

os, men til dem er kommen Kant og hele den engelske Erfarings-

filosofi. — En ny Teologi, d. v. s. et Forsøg paa tankemæssigt at

begrunde Forholdet mellem Kristendommen og den moderne Filosofi

er det, som skal gøres — der skal væves Kristentroen nye Klæder.

Det er en farlig Opgave, ti Dogmerne og det rituelle er som Barken

omkring Træet — mellem Barken og Træet siver Livssaften, som

tørrer ud, naar Barken tages af, mellem Dogmerne og Menneskesjælen

siver den kristelige Fromhed, og det er jo den, man netop

vil redde ved den teologiske Nydannelse. Denne maa derfor gaa

Evolutionens og ikke Revolutionens Veje. Hvad Origenes var for sin

Tid, er A. Harnack for vor, den, fra hvem alle tager Afstand paa

faa eller mange Punkter, men som alle er Lærlinge af. Enhver

religiøs Vækkelse er udogmatisk; den, der nu kaldes saaledes, er


Danske Beger 167

ude over alle konfessionelle Forskelle og samler sig om dette Spørgsmaal,

som tillige indeholder Svaret paa, hvad den vil: „Elsker du

Jesus?"; det er det, der falder sammen med, hvad Edv. Lehmann

kalder for positiv Kristendom, det personlige Forhold til Kristus.

Et religiøst og filosofisk Geni som Augustin maa den være, der

skal kunne give en ny Teologi. Den nydannede teologiske Forening

vil være Vejbaner for ham; Jordbunden for ham beredes ved religiøs

Vækkelse og ved ærlig og redelig Tænkning. Før den nye Teologi

har vi faaet en Opbyggelsesliteratur, der har denne til sin Forudsætning;

Forfatterne er her Præsterne Morten Pontoppidan (hans

sidste Bog „Breve om Kristus til min Gudsøn" (Gyldendal)) og Dr.

phil. F. J. Østrup. I denne Sammenhæng maa nævnes et famlende

Forsøg paa at forstaa det religiøse Liv ud fra et rent personligt

Grundlag af Peder Bartholin: „Troens Tankevej" (A. Bajers Forlag,

Aarhus), og et bredt anlagt Forsøg af O. Thune Jacobsen: „Gennem

Modsætninger. Et Forsog paa at forstaa Tiden og Livet" (Gads Forlag).

Denne sidstnævnte Bog er en uafhængig Naturs aandfulde

Tanker, der fører ind i de fleste af de Problemer, som har sat Ungdommens

Sind i Bevægelse i den sidste Menneskealder paa det

filosofiske, teologiske og æstetiske Omraade. Den stiler hen i den

Retning, som Edv. Lehmann angiver i sit Foredrag, men den er bleven

til i Studerekammer og Naturensomhed, mere end blandt levende Mennesker,

dem, som man altid føler, at Edv. Lehmann hyppigt har

Lejlighed til at færdes iblandt. Saaledes ikke mindst i hans Bog om

„Mystik i Hedenskab og Kristendom" (V. Pios Forlag). Det, der

først forbavser ved denne Bog, er, at den er tilegnet Forfatterens

Lærer og Ven, Professor K. Kroman, ti mellem Kroman og Mystiken

er der lige saa langt som mellem Nordpolen og Ækvator. Over saa

meget spænder altsaa Edv. Lehmann! Kroman er hans videnskabelige

Samvittighed, naar han er paa sin Fart gennem Mystikens Riger

og Lande; han haler ham i Frakkeskøderne, naar de udbreder sig til

Vingeflugt, han er hans onde Samvittighed, naar han undertiden

bliver for stærkt greben af Mystiken. Det er det med Mystiken, at

det er vanskeligt at staa upersonlig overfor den — den drager eller

frastøder, og i begge Tilfælde blænder den; i Bevidstheden herom

er det vel da, at Lehmann har haft Kroman paa Siden af sig, naar

han talte og skrev om Mystiken. Til Grund for Bogen ligger Folkeuniversitetsforedrag.

Derfra stammer den friske Veltalenhed, der

præger næsten hver af Bogens Sider. Som Foredrag er de mønsterværdige.

Tilhørerne faar noget, der udvider deres Synskreds, og

som stiler lige mod deres eget Centrum; de faar Lys og Varme paa

samme Tid. „Mystik" udkom samtidig med Vilh. Andersens

„Bacehustoget i Norden"; disse to Bøger ligner hinanden, for saa

vidt som de giver et Udsyn over en lang Udviklingsperiode, idet de

begge følger det dionysiske Tog, Vilh. A. det æstetiske, Edv. L. det

religiøse; men disse to Tog støder hyppigt sammen. Ekstasen er

begges højeste, begge har den sjette Sans, i hvilken de er ude over


168

Danske Bøger

deres fulde fem. I begge Bøger behandles ogsaa H. A. Brorsons

Salmedigtning, hvor det æstetiske og det religiøse smelter sammen.

I den flotte Gennemgang af Mystikens Udvikling rives man i den

Grad med, at naar man er ved at sætte Fingeren paa ét Sted for at

undersøge, om det virkelig ogsaa hænger saaledes sammen, om nu

ikke en Aandrighed dækker over et manglende Led, og om der ikke

er lavet et langt Led, hvor der er mange smaa — ja saa rives man

videre, ustandseligt videre af den store Veltalenhed, og man ønsker,

at der dog var et Bedested, et Sted, hvor der var en Undersøgelse,

hvor man mærkede, at Forfatteren havde haft Møje med sit Stof, et

Sted, hvor han vaander sig og er lige ved at opgive Ævret — ti det

maa man i Virkeligheden saare ofte i Mystikens Historie, og det er

det, en Historiker saa ofte maa, men som en Systematiker ikke maa.

Edv. Lehmann er noget af begge Dele, og saa er han et Stykke Digter,

og denne holder Systematikeren og Historikeren i ham sammen. Det

er disse Evner, der gør Lehmann saa interessant baade som Taler

og Skribent. Farerne ved Evner af den Slags ser ingen klarere end

han selv, og derfor maner han Kromans Aand frem for sig, og derfor

samler han sig nu Specialstudier, hvor han kommer i Forhold til

Tingene paa første Haand. Det er Bevidstheden om, at Edv. L. paa

visse Punkter har kulgravet, der giver Tryghed til den, der vil følge

ham i den aandfulde Gennemgang af Mystiken i den lille Bog paa

de 263 Sider, hvor man føres fra „den hæderlige Husfader Mytchyll

fra Kolym af de sibiriske Jakuters Folk" og til Goethe, fra kinesisk

og indisk Mystik til Romantikens, og naar han saa er færdig med

Rejsen, vil han maaske med størst Glæde mindes Genfortællingen

og Omvurderingen af det lille østerlandske Digt, hvormed Bogen

ender; ved dette fører Edv. Lehmann én ind i den af ham stiftede

Forening for positiv Kristendom og fri Forskning.

Nu maa man ikke tro, at der ikke længe før denne Forenings

Stiftelse er arbejdet i samme Retning. Dér sidder saaledes Valgmenighedspræsten

i Ubberup, Carl Koch, der drev religionshistoriske

Studier længe før Edv. Lehmann, og om hvis Kendskab til Buddhismen

og Indlevethed i dens Tankegang hans Forfatterskab aflægger

et vederhæftigt Vidnesbyrd. Hans Værk om Goethes Faust vurderedes

højt af vor afdøde Goetheforsker, P. Hansen. Nu har han udgivet

første Bind af „Jesu Lignelser. Udlagte og belyste". (Det

Schonbergske Forlag), der hviler paa omfattende Studier og kritiske

Undersøgelser. Han er ikke bange for at gaa radikalt til Værks,

men han er, hvad kun faa af de radikale Kritikere kan rose sig af,

en forfaren Mand i det religiøse Livs Verden. Carl Koch gaar sagte,

men sikkert, han taler stilfærdigt, men overbevisende i et Sprog, der

indeholder smaa, fine Malerier af uforglemmelig Skønhed. Det er

ikke til hurtig Flugt, han indbyder, men til en Vandring, hvor man

tit maa standse for at fordybe sig i en eller anden ydre Foreteelse,

eller fordi man skal tænke sig om endnu en Gang.


Ide

t

KONG CHRISTIAN IX

1818—1863— 1906.

Dage, der er gaaet, siden Kong Christian IX lukkede

sine Øjne, har der fra alle Partier herhjemme og rundt om

fra Udlandet lydt saa redelige og oprigtige Ord, som sjældent

lyder ved en saa højt staaende Persons Død. De, der ved saadanne

Lejligheder fristes til at tage Tonen for højt, pressedes ned

til det Jævnmaal, som de, der i saadanne Fald har Lyst til at sætte

Tonen ned, maatte op til. Den afdødes Aand manede dem. Ti

Kong Christian IX var en redelig og svigeløs Mand, støbt af ægte

Metal. Han havde de Egenskaber, som den gamle Tids Mænd

menes at have siddet inde med i højere Grad end vi, Egenskaber

i alt Fald, der synes at have haft bedre Kaar i de Dage, da man

ikke som nu levede bag de store Spejlglasruder, hvorigennem enhver

kan kigge, for Dagen efter aabent at udstille vedkommende

til Skue. Man fristes derved lettere til at sætte sig i Positur, ti for

mange Mennesker betyder det et Plus i Kampen for Tilværelsen

at blive lagt Mærke til. Vi kan nok saa meget forarges over Re-

klamen, vi kræver den jo alle, for saa vidt som vi bliver paavirkede

af den. Vi er jo selv Skyld i, at de Penge, som kunde

gøre de billige Varer gode, bruges til Reklamering, hvorved vi

atter er med til at demoralisere Aviserne. De gamle Tiders

Indendørsliv med de solide Møbler og holdbare Stoffer, som ikke

lavedes i Fabrikkerne, men af Haandværkere, hvis Ærgerrighed

var at lave retskaffent og ikke billigt Arbejde, var en bedre Jordbund

for de redelige og oprigtige Egenskaber end vor Tid, da

Tempoet for Livet er saa hurtigt, at mange kan gaa fejrede igennem

det for det ydre Skins Skyld.

Det var i den gamle Tid, Kong Christian IXs Barndom og

Ungdom faldt; han holdt ved den Tids værdifulde Egenskaber

Dansk Tidsskrift. IX. 12


170

Kong Christian IX

og førte dem med ind i vor Damp- og Reklametid. Den forstod

længe ikke at værdsætte dem, men han bejlede ikke derfor til

Tiden, og han endte med allerede i denne Tid at blive æret for de

Egenskaber, som ellers kun fuldt værdsættes af det evige Øje.

Om ham kan det siges, at han aldrig har snobbet hverken nedad

eller opad; han vandt derfor heller aldrig Popularitet, men han

vandt tilsidst et helt Folks, ja man kan næsten sige en hel Tids-

alders uskrømtede Kærlighed.

Kong Christian var i intellektuel Henseende jævnt udrustet,

men fremfor mange gode Hoveder kendte han sine Evners Græn-

ser, og i visse Øjeblikke var han et bedre Hovede end de gode

Hoveder. Ti han var fra Hjertets Side saare rigt udrustet, og i

Kraft heraf forstod han, den gamle Tids Barn, den nye Tid, og

han kom til at grundlægge det moderne Kongedømme, som ikke

svæver over Folket, men er vokset ud af Folket — Kongen som

Folkets første Tjener. At forstaa denne nye, livsbevarende Form

for Kongedømmet var mere Hjertets end Forstandens Sag, ti for

Forstandsmennesket er det at herske det højeste og Ydmyghed en

Slavedyd, for Hjertemennesket er det at være Tjener det højeste

og Ydmyghed Stigen op til den store Kærlighed.

Historien kender ikke saa stor en Modsætning i Løbet af saa

kort en Tid som den mellem Frederik Vis og Christian IXs Dage.

Ikke alene Formen har ændret sig, men selve Følelseslivet, Livets

egen Sjæl. Kong Christian IX udviklede sig jævnt, men sikkert,

sammen med sit Folk. Som nu i national Henseende. Hos hans

Fader, den højtdannede og ædle Hertug Vilhelm af Holsten

Sønderborg-Gliicksborg, var den nationale Følelse blandet af

dansk og tysk, ligesom selve hans Titel, og Blandingens Frugt var

Loyalitet overfor den danske Konge og den tyske Hertug, Frederik

VI. Saadan var det herhjemme i alle toneangivende Kredse, hvis

Aandsform mere var præget af Holsten end af Danmark. Det var

denne Følelse af Loyalitet overfor Danmarks Arvekonge, der til-

lige var tysk Arvehertug, som Prins Christian tog med fra sit

Hjem og fik videre udviklet, da han fra sit 13. Aar kom til at

leve i Kcibenhavn ved og opad Frederik Vis Hof, og det var den,

der fik ham til at se med danske Øjne paa det aabne Brev af

1846 og bestemte hans Holdning i 1848. Det var loyale Holstenere

som Carl Moltke, der udtrykte hans Opfattelse af Forholdet


Kong Christian IX 171

mellem Kongeriget og Hertugdømmerne, det var ikke de nationalliberale,

som egentlig aldrig behandlede ham godt, og som han

næppe nogensinde fik Sympati for. Deres Følelses- og Tankesæt

var ham sikkert langt mere fremmed end det Partis, hvis Mænd

han i sine sidste Aar kaldte til Regeringen. Da Prins Christian af

Gliicksborg blev Tronarving, blev han ikke alene Arving til en

dansk Kongekrone og en dansk Hertugkrone, men ogsaa til to

tyske Hertugkroner. Han skulde saaledes ikke alene være de

danskes, men ogsaa mange tyskes Førstemand; her var da den

loyale Følelse paa sin Plads langt mere end den nationale, ti

Danskhedens Fjender, Slesvig-Holstenerne, var jo nationale paa

samme Maade, som Danskhedens Forkæmpere, de national-

liberale, var det her i Landet, og han var kaldet til at herske over

dem begge. Hvor var det muligt, at han, der skulde være dansk-

tysk Fyrste, skulde forstaa dem, der sang: „For min Lunge, for

min Tunge Tysk er Edder og Forgift"?

Det, som Danmark mistede i 1864, var de danske i Sønder-

jylland, det, som Kong Christian IX mistede, var tre Hertug-

kroner. Det maatte naturligt vare en Stund, inden Konge og

Folk kom til at føle ens overfor det, der da skete, og helt kunde

Følelsen vel aldrig falde sammen, men da han nu ene og alene

var Danmarks Konge, lærte han efterhaanden at forstaa, at det,

han som dansk Konge tabte, var ikke de tre Hertugdømmer, men

det var det danske Sønderjylland. Bitterhed maatte fylde ham.

naar han tænkte paa, hvad Bismarck havde røvet fra ham, men

Sorg, naar han tænkte paa Nordslesvig. Og hvordan skulde en

Natur som han kunne forstaa Kejser Vilhelm lis Ord om, at det

var ham en Æressag ikke at opgive en Fodsbred af den Jord, som

hans Bedstefader havde erobret, naar hans Bedstefader havde

efterladt ham et højtideligt Løfte, som ikke var holdt, det i Pragfredens

§ V? At holde sine Løfter var for Kong Christian mere

end al Verdens Riger og Lande, ti hans rene Menneskelighed var

baaren af den gammeldags Kristendom, der er præget af Ordet:

,,Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele Verden,

men tog Skade paa sin Sjæl." Det var ad den Vej, hans loyale

Følelser udviklede sig til at blive nationale, saa han følte som

sit Folk, ligesom han levede for det, for om muligt at efterlade

det et Eksempel.


172

Kong Christian IX

,,Gid, du var min Søn," skal Frederik VI have sagt til Prins

Christian af Gliicksborg, og denne nærede alle Dage sønlige Fø-

lelser overfor den Konge, der havde prøvet Lykkens Omskiftelig-

hed, ligesom han selv kom til at prøve den. Men hans Personlig-

hed kom dog mere til at bære Præg af den Fader, han saa tidligt

mistede. Udfra Hertug Vilhelm af Gliicksborgs Princip for Op-

dragelsen af sine Børn, forstaar vi den af hans Sønner, der blev

Konge. Hertugen skrev nemlig til en Ven: „Jeg opdrager mine

Sønner med Strenghed, for at de skal lære at adlyde, uden at jeg

derfor undlader at gøre dem tilgængelige for Nutidens Krav og

Fordringer." Det er den gyldne Sætning for Opdragelse, som

præger Christian IXs Kongegerning og hans Hjemliv. Det var

indenfor Hjemmets Yægge. han modnedes til Mand og til Konge,

og det var Hjemmets Dyder, der bestemte ham som Konge. Der-

for kunde han aldrig forstaa dem, hvis nationale Ærgerrighed

ikke var at ombygge vort Land med det forsvarligste Værn, ti et

Hjem er jo kun et Hjem ved det Værn, der er sat om det mod alle

uvedkommende, og her opbygger enhver efter sin Evne, men

Evnen øges, som den bruges.

Kong Christian IXs Regeringstid vil trods Tabet af Sønder-

jylland gaa over i Historien som et af de rigeste og lykkeligste

Tidsrum, Danmark har haft. Trods Tabet af tre Hertugdømmer

herskede han ved sin Død over lige saa mange Sjæle, som da

han blev Konge, og der var ingen privilegeret Kaste i hans Folk,

men hver eneste én maa tælles med.

Christian IX var en lykkelig Mand.- Den store Mester kom,

da han saa sit Billede klart i vor gamle Konges Hjerte, og glæde-

des over, at nu var hans Gerning sket med ham. Denne store

Mester give nu alle Danske Vilje til at værne om den Arv, der er

efterladt os — Danmark som et selvstændigt, selvbevidst og lykke-

ligt Land, at vi maa lære af den bortgangne at blive Tjenere for

det, der ligger ovenover os selv!

L. Moltesen.


De fem Venstreførere.

Tale holdt i Østerbros Oplysningsselskab af Erik Henrichsen.

Der

hænger rundt om paa Landet i Bondestuer og Husmands-

stuer et Litografi af de fem Politikere, der var Venstres

Førere i det betydningsfulde Tidsrum, da det menige Folk tilkæmpede

sig den politiske Magt, som det nuværende Slægtled

udøver. I Midten Berg, foroven Bojsen og Høgsbro, forneden

Hørup og Holstein. Hvis jeg gaar ud fra, at Flertallet af mine

Tilhørere i denne Forening er Mænd og Kvinder omkring 30 Aars

Alderen, vil de altsaa paa dette Billede se Portrætter af de Mænd,

der i Deres Fødselsstund formede Tankerne i den politiske Ver-

den, og jeg kan sige til hver enkelt af disse Tilhørere med nogle

Ord i et Digt af Bjørnson:

Her faar du den Konstellation at skue,

hvorunder dit Lys blev tændt.

Men naar det hedder videre i det samme Digt:

De Stjerner nu glimrer paa Himlens Bue

er samlede her omtrent,

saa passer denne Fortsættelse ikke. De Stjerner, der nu glimrer

paa den politiske Himmel, er netop ikke disse Mænd, men Ar-

vinger af dem. Ikke en eneste af dem kom selv til at høste Ud-

byttet af sit Arbejde. Og saadan gik det, ikke blot fordi dette

Arbejde blev standset af Vold og Uret, men ogsaa fordi det i sig

selv mere var beregnet paa Agitation end paa praktisk Politik.

Disse Mænd var Folkets Lærere og Opdragere af dets politiske

Bevidsthed mere end de var praktiske Politikere. Deres Gerning

spænder over det Tidsrum, hvor den fri Forfatning fra at være

skreven Ret gik over til at blive en virkelig Samfundstilstand


174

De fem Venstreførere

og borgerlig Bevidsthed. For at dette kunde ske, maatte det

menige Folks Bevidsthed vækkes til Selvfølelse, oplyses til For-

staaelse, og dets praktiske Uafhængighed fæstnes ved egne Organisationer

og økonomiske Forbedringer. Det var i højere Grad

en Gerning for Lærere, Journalister og Talere, for stærke og selv-

bevidste Naturer, for Skabere af Partier og Bevægelser i Folket,

end for praktiske Lovgivere og beregnende Statsmænd. Derfor

ser vi ogsaa, at disse fem Mænd er Folkeskolelærere, Journalister,

Bladstiftere, fremragende i Talekunst og Skrivekunst, og ikke

Mænd fra det praktiske Forretningsliv. Det er med ét Ord

Ideens Mænd.

Ved Betragtningen af Portrætter vil man hyppigt blive slaaet

af, at Mænd fra samme Tidsalder har et vist fælles Grundpræg

over deres Udseende. Dette gælder baade om Mændene fra den

æstetiske Tidsalder i Aarhundredets Begyndelse og om de Na-

tionalliberale, saaledes som vi kender dem fra talrige Malerier,

ikke mindst fra det store Maleri af den grundlovgivende Bigs-

forsamling. Venstre stod ikke i et saa godt og nært Forhold til

Kunsten, at den har overgivet Eftertiden et saadant kunstnerisk

Monument over dette Parti som hint Billede. Vi maa nøjes med

dette beskedne Gruppefotografi uden Kunstnerøjets Forherligelse.

Men det viser os et fælles Grundpræg over denne Tids Mænd

ikke mindre end over Fortidens. Disse Ansigter er grovere, de

har ikke den Finhed og Udformning som de ældre Tiders. Men

de er paa deres Vis nok saa ejendommelige. Det er ligesom en

anden Bace med stærkere og oprindeligere Natur i sig. Man

fornemmer ved Sammenligning af disse Ansigter med Fortidens,

at der er foregaaet et Brud i Tiden, at noget, der er stærkere af

Natur om end svagere afKultur, er brudt igennem, noget umiddel-

bart og folkeligt, som vil afløse Fortiden og forløse Nutiden.

Det er netop det største og mærkeligste ved den politiske Stilling,

Berg har haft, at den hvilede umiddelbart paa Folket. Han

havde saa at sige umiddelbart og personligt vundet hver enkelt af

de mange Tusinde, hvis Fører han var. De fulgte ham, ikke saa

meget fordi de var Tilhængere af den Sag, han forfægtede, som

paa Grund af den personlige Sympati, der bestod mellem dem


De fem Venstreførere 175

og ham, og som ikke blot var deres for ham, men lige saa meget

hans for dem.

Det er vistnok vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde

noget Sidestykke til Berg blandt andre Landes demokratiske

Politikere. Gladstone var ,,den store, gamle Mand", det vil sige,

han var en ideal Skikkelse af liberal Tænkemaade og menneske-

kærlig Følelse, men fjern og ophøjet, gennemtrængt af klassisk

Aand — et Forbillede. Berg havde netop begge sine Ben plantede

fast paa Jorden. Man har med Bette sammenlignet ham med

Antaios, hin græske Kæmpe, der var en Søn af Jorden, og hvis

Styrke var den, at han, saa længe han havde Fødderne paa Jor-

den, var uovervindelig. Berg havde det paa samme Maade.

Hver Gang han kom i Berøring med Jorden, det vil sige ud i

Folket, hentede han ny Kraft og stampede han nye Tilhængere

op af Jorden.

Han var født i Vestjylland, i Fjaltring Sogn, ude ved Vester-

havet, af en vestjydsk Bondeslægt, der havde været bosat her i et

Par Aarhundreder. Der er ublandet vestjydsk Blod i ham. Han

er af denne stærke Race, hos hvem egenkærlig Beregning er

parret med et aabent og vindende Væsen, velstaaende Selvejer-

bønder, hvem Fortidens Bondeforkuelse ikke har ramt, friske

Naturer efter den friske Natur, der omgiver dem, selvraadige

Folk og strenge Husholdere med deres eget, derfor i Politik paa

én Gang naive Sjæle og sejge, haardnakkede Karakterer. Der

er Natur i denne Befolkning. I Skildringer af Berg kommer ogsaa

bestandig Billeder fra Naturen igen. Han ligner en Rugmark,

hedder det om ham med Tanken henvendt paa det brede og

frodige i hans Væsen. Eller det brusende og svulmende hos

ham fremkalder Billeder fra Havet, som naar Drachmann i et

Mindedigt over ham siger: ,,Der svulmer op et vaarfriskt Hav,

hvor Berg gik i sin Grav."

Hjemstavnsbunden, med ublandet Blod af Landets mest ud-

prægede Befolkning — det var da ikke saa underligt, at Berg blev

noget af en Personliggørelse af Folkets Naturkraft. Deraf kom

det Forhold, at den menige Mand, naar han kom i Berøring

med Berg, følte sig som i Familie med ham. Deraf den umiddel-

bare Sympati, hvormed Berg omfattede hver enkelt af sine Tilhængere

som var det hans personlige Ven, og ved hvis Hjælp


176

De fem Venstreførere

han følte sig frem fra den enkelte til den mindre Kreds, fra denne

til den større og tilsidst til hele Folket. Deraf atter den Selvfølelse,

hvormed han optraadte; ti han følte det altid, som om

han optraadte paa manges Vegne. Deraf kom endelig det ubændige

Overmod, der hos Modstanderne fremkaldte baade Rædsel

og Latter, og som mange Gange til Skade for hans Sag og Parti

lod ham skyde over Maalet og løbe Tiden forbi. Naar Berg blev

kaldt „ Kongen af Bogø", var der i dette Øgenavn ikke blot en

Spot, men ogsaa en Anerkendelse af Høvdingen i ham, det vil

sige Høvdingens knusende og nedtrampende Magt. Hvis Berg fik

Magten, saa var den yderste Dag kommen. Saa udfordrende var

han i sin Optræden, at han gav Højrebladene Stof til at frem-

stille ham som en Bussemand, og saa længe og systematisk blev

de ved hermed, indtil Berg virkelig havde skræmmet Livet af

alt, hvad der var „bestaaende" i Landet lige fra Kongen ned

til den mindste Latinskoledreng.

Og der var dog i Berg netop Anlæg, der kunde skabe og

samle noget af det nye, der tiltrængtes efter 1864. Ikke blot paa

det politiske, men ogsaa paa det sociale og økonomiske Omraade.

Berg skabte en stærk Samfundsaand i Folket. Han organiserede

det som politisk Korps, i Foreninger, altid dannede fra Bunden,

grundlagte paa Sognets Mænd. Han stiftede Blade, der fra en

ringe Begyndelse blev til et vidtforgrenet Net over hele Landet.

Alene Bergs Virksomhed som Bladstifter er et helt Kapitel for sig

af dansk Historie. Han forbandt det Kald som Lærer, hvori hans

Ungdom var gaaet op, og hvori han voksede fra en Lærer for

Born til en Lærer for Lærerne, med et helt andet Kald: den

praktiske Forretningsmands.

Et Arbejde af den Slags er mere end et politisk. Det

vækker overhovedet Fortrøstningen, Foretagsomheden, Almen-

sansen i Folket. Naar Bondestanden her i Landet nu staar saa

stærk, saa standsbevidst og økonomisk dygtig, skylder den Berg

meget af sin Magt. Han gav Bønderne Bevidsthed om Organisa-

tionens store Betydning, han lærte dem det lokale Selvstyres Be-

tydning baade for den enkeltes Øvelse i Røgten af offentlige An-

liggender og for det lille Samfunds Opgaaen i det store. Han gav

dem ved sin egen Foretagsomhed som politisk Forretningsmand

et Begreb om Værdien af økonomiske Sammenslutninger. Naar


De fem Veustreførere 177

nu Sogneraadene helt beherskes af Bønder, naar allerede en

Bonde gennem Sogneraadets Skole er steget op til at bestyre Land-

brugets Ministerium, og naar Andelsmejerier og Andelsslagterier

breder sig over hele Bondelandet, saa skyldes det ikke mindst

Bergs organisatoriske Haand. Hans Foreninger og Aviser er

gaaet forud og har omsat sig i andre Kræfter.

Berg var Demokrat til den inderste Fiber i sin Sjæl. Naar

man spørger, om han var radikal eller moderat, kunde han selv,

med større Ret end i sin Tid Christopher Krabbe, have svaret:

Jeg er Christen Berg. En Mand med saa stærk en Natur er altid

udenfor det strenge Konsekvensmageri. Der er ogsaa mange Inkonsekvenser

i Bergs politiske Liv. Snart var han sammen med

Hørup, brød med ham af Uvilje mod hans Radikalisme og gik

sammen med Bojsen, for atter at gaa sammen med Hørup. Snart

var han Akkordens Mand som i 1866 og i 1884, snart var Ordet:

„Gaa aldrig paa Akkord med Uretten!" hans Valgsprog. Men

han var i det hele ikke saa radikal, som man efter hans Død har

villet gøre ham til. Dertil var han i for høj Grad det almene og

anerkendtes Mand baade i Tanke og Følemaade, et Udtryk for

Ligevægten i Folkets Stemning. Han var en Troens og Forhaab-

ningens Mand, hans Syn var ikke vidt og hans Aand ikke dyb.

Men paa den anden Side lod han ikke sin Politik afgrænse af sit

personlige Syn. Der var Plads i den til Mænd af andre An-

skuelser. Derfor kunde Berg hjælpe Mænd frem i det offentlige

Liv, der gik meget videre end han selv.

Naar man ser ud over Bergs politiske Løbebane, er der Fejl-

greb og Uklogskaber nok. Han tog fejl i 1866, han tog fejl i 1873,

og han tog atter Fejl i 1885. Og ikke blot greb han fejl med

Hensyn til Fremgangsmaaden, men den Magt, han havde samlet,

havde han en tilsvarende Evne til at splitte. Han har en Hoved-

skyld for al den Splittelse, hvorunder Venstre i hans Tid led.

Han undervurderede sine Modstandere, baade deres personlige

Egenskaber og de Magtmidler, de raadede over. Nogen fin

Psykolog var han i det hele ikke, naar det gjaldt Mennesker, og

nogen fin Historiker heller ikke, naar det gjaldt at forstaa Nu-

tidens Sammenhæng med Fortiden og de Love for Udviklingen,

som ingen ustraffet forsøger at gøre Brud paa.

Naar Berg stemte for Grundlovsforandringen i 1866, skyldtes


178

De fem Venstreførere

det hans Ærgerrighed og Utaalmodighed. Han længtes saa meget

efter det politiske Arbejde og dets Laurbær, at han sprang over

den Bom, som en aarelang Grundlovskamp vilde frembyde. Ved

at søge Valg til Rigsraadets Folketing i Januar 1865 var han

allerede kommen ind paa Indrømmelsernes Glidebane. Men den

Skuffelse, den nye Forfatning hurtig blev for ham, gjorde ham

hævnlysten, og det førte ham til den næste Fejl. Han vilde straks,

da Venstre i 1873 var blevet Flertal i Folketinget, trumfe Folke-

tingets Overmagt igennem. Hans doktrinære Misforstaaelse af

Parlamentarismen i Forbindelse med den Ringeagt for Modstan-

dernes Styrke, som hans egen Kraftfølelse forledte ham til, førte

ham ind paa den brutale Politik. Og at denne Kraftpolitik, naar

den blev drevet til sin yderste Konsekvens, tilsidst vilde kræve

ogsaa fysisk Modstand fra Folkets Side, det lukkede han Øjet for.

Og det flirte ham til Nederlaget i 1885.

Men Berg havde det til fælles med det Demokrati, der var

hans Moder, at han selv lægte de Saar, han havde slaaet. Da

han ved sin Svaghed i 1866 havde været med til at splitte og

svække Demokratiet, var det ogsaa ham, der ved sin Agitation

paany rejste det og gjorde det til Flertal i Folketinget. Det var

den Gang, da han fik Ry for i ét Aar at have rejst 600 Mil i

Agitationens Tjeneste. Og da han ved sit Overmod i 70'erne

havde vakt det Liv i Reaktionen, hvoraf Estrup fødtes, var det

igen ham, der drev Demokratiets Styrke op til den Højde, Valget

i 1884 betegnede. Og tilsidst, da han syntes helt at have slaaet

Spillet over Ende. var det ham, der ved Valget i 1890 fornyede

Venstre med den Gruppe, der blev Hovedstammen i Reform-

partiet og Begyndelsen til den endelige Sejr.

Naar man hos Høgsbro søger efter den Ejendommelighed,

der adskiller ham fra de andre Førere, lægger man Mærke til,

at han er ældre end de andre. Han er Veteranen. Han er født

1822 og hører altsaa hjemme blandt Mændene fra 1848, medens

Bojsen, Hørup og Holstein først er fødte omkring 1840 og derfor

tilhører Slægten fra 64. Høgsbro var med til det Studentermøde

ved Christian den 8. s Tronbestigelse, der var Studenternes første

offentlige Optræden, han var med paa Toget til Upsala 1843, og


De fem Veustreførere 179

gennemlevede i Martsdagene ,,Aanden fra 48" i samme Stem-

ning som det nationalliberale Parti.

At være samtidig og at have modtaget det samme Indtryk

af Verdensbegivenhederne ude og Forholdene hjemme er en

Omstændighed, der plejer at sætte et fælles Præg paa en bestemt

Generation og Kreds af Mænd. Efter denne Regel skulde Høgs-

bro altsaa have haft Lighed med de Nationalliberale.

Men ligesom han af Ydre var af en helt anden Type end

deres, var han ogsaa af en anden politisk Støbning. Det kom

deraf, at han baade i liberal og national Henseende gik mere til

Bunds og mere praktisk til Værks end de. Han var ikke nogen

Æstetiker. Han var en vel studeret Mand, der ikke blot havde

studeret Teologi men ogsaa Historie og Filosofi, og som i det hele

i Dannelse og Kundskaber var jævnbyrdig med Professorpartiet.

Men der var ved Siden heraf en praktisk Drift i ham. For ham

var Kundskaben ikke et Maal men et Middel, og et Middel i

Demokratiets Tjeneste. Derfor afslog han det Tilbud, der blev

gjort ham som ung teologisk Kandidat om et stort Præstekald

og svarede, at han hellere vilde ansættes ved en Folkehøjskole.

Og da han havde faaet dette Ønske opfyldt og var bleven For-

stander for Rødding Folkehøjskole, gik han som Historielærer

ogsaa praktisk til Værks. Han dvælede ikke ved de gamle Tider

og Sagnskikkelser, men lagde Vægten paa Tiden efter 1789, eller

for Danmarks Vedkommende Tiden efter 1784, for derved at

gøre Kundskaben mere anvendelig for Øjeblikkets Tarv og bruge

den som en Tilskyndelse i det praktiske Liv.

Og som han var en fuldblods Demokrat, var han ogsaa mere

fuldblods national end det Parti, der førte det nationale i sit Navn.

Det nationale havde han faaet i Vuggegave. Han er født paa

Grænsen mellem dansk og tysk, i Nordslesvig, af en dansk Em-

bedsfamilie, i et Hjem, hvor man altid maatte være paa Post

mod de tyske Embedshjem. Og som naturligt hos den, der har set

sin Nation og sit Modersmaal anfægtet og krænket, blev hans

Danskhedsfølelse mere dyb og kampberedt end almindeligt.

Det folkelige og det nationale mødtes saaledes hos ham og

gjorde ham til Højskolemand. Folkehøjskolen i Danmark har to

Udspring, først fra Grundtvig, dernæst fra Sønderjylland. Me-

dens Grundtvig i Aarene 1836— -40 rejste Tanken om en Folke-


180

De fem Venstreførere

højskole for hele Landet i Sorø, havde Peder Hjort Lorenzens Op-

træden skabt det Højtryk i Sønderjydernes Sind, der paa egen

Haand førte Tanken ud i Virkeligheden. Det var i Sønderjylland,

at den første Folkehøjskole rejstes, og netop paa det Sted, hvor

Høgsbro var født, og hvor hans Fader havde været Præst, nemlig

i Rødding.

Indflydelsen af hans Samtid og hans Samliv med de National-

liberale blev dog ved at bevare sig hos Høgsbro. Og saaledes gik

det til, at Høgsbro i aandelig og politisk Henseende blev en

Grænseboer. Han boede paa Grænsen af det nationalliberale,

det grundtvigske og det bondevenlige. Da han som gammel

Mand, efter at være gaaet af som Folketingets Formand, begyndte

at nedskrive sine politiske Erindringer, hed det første Stykke,

han skrev, og det eneste, der blev færdigt før hans Død og kunde

udgives: „Mit Forhold til Grundtvig, Tscherning og Monrad."

Det kan ikke være nogen Tilfældighed, at hans eneste efterladte

politiske Optegnelse saaledes angiver, at han havde Forhold til

alle tre Partier.

Virkningen heraf sporedes saavel i hans Ungdom som i hans

Manddoms politiske Gerning. Som ung førte det ham til egne

Standpunkter og til Strid snart paa den ene, snart paa den anden

af hans Grænser. Om Forfatningen kom han i Strid med

sine Venner i den grundtvigske Kreds, der hang ved Mindet om

Frederik den 6. og ansaa Enevælden for den borgerlige Friheds

bedste Værn. Omvendt var han de Nationalliberales Modstander,

naar det gjaldt den æstetiske, paa klassiske Studier grundlagte

Dannelse, hvormed den studerende Stand afgrænsede sig fra det

øvrige Folk. Det laa dybt i hans Standpunkt, at han ikke havde

Lyst til at blive Embedsmand. Det laa ogsaa dybt i hans Stand-

punkt, at han var Ejderpolitikens Modstander og vilde have

Slesvig delt efter Sproggrænsen, saaledes som en virkelig folke-

lig Nationalfølelse maatte fordre det. Og endelig havde han i

Skandinavismen sit eget Standpunkt i Strid med Samtidens. Han

vilde et Forbund mellem de tre Landes Landbopartier. I Sommeren

1872 havde han paa Bjørnsons Opfordring en Sammenkomst

med Sverdrup og Hedlund i Hamar. Han har Æren af at have

været den eneste danske Politiker, der har taget den skandi-

naviske Tanke op paa rent demokratisk Grundlag.


De fem Venstreførere 181

I hans senere Alder virkede Grænseboeren i ham mere til at

forene end til at skille. Han var Hovedmanden for Dannelsen

af „det forenede Venstre" i 1870. Han var imod Partiets haarde

Adfærd mod de Nationalliberale, f. Eks. imod Rigsretsanklagen

mod den retlinede og lovtro Krieger. Og under Grundlovskampen

i 1866 kom den gamle Fællesskabsfølelse fra 1848 op i

ham og gjorde ham til en haardnakket Modstander af den J. A.

Hansen'ske Overenskomst.

Høgsbros Stilling til Forfatningsforandringen var principalt

den, at han holdt paa Juni-Grundlovens Genindtrædelse i dens

fulde Raadighed. Da denne Fordring ikke kunde gennemføres,

gjorde han Folketingets grundlovfæstede Myndighed over Fi-

nansloven til absolut Vilkaar for en Overenskomst om Valgretten

til Landstinget. Da ogsaa dette glippede, satte han sig af al

Magt mod det Forbund mellem de store og smaa Rønder, hvor

fælles Had til de Nationalliberale var blandet med fælles agrarisk

Egennytte. Han gjorde de største Anstrængelser for at hindre

denne Overenskomst, fik Grundtvig valgt til Landstinget, førte

ham og Tscherning sammen, for at disse to Veteraners forenede

Advarsel skulde skræmme Venstre bort fra denne fedtede Vej,

og talte og skrev selv af al Magt mod „en Valgordning, der

satte Pengepungen over Mennesket og gjorde Egennytten til le-

dende Princip i det offentlige Liv."

Høgsbro var en Mand uden blændende eller indtagende per-

sonlige Egenskaber og med en Natur, der helst undgik den store

Krig i aaben Mark. Derfor blev han i ikke ringe Grad stillet i

Skygge baade af det lysende og brusende hos Rerg og af det

frejdige og kunstneriske hos Hørup og Holstein. Men til Gen-

gæld har han adskillige Gange set rigtigere og handlet klogere

end de andre. Og han har været en god Mand for det danske

Demokrati, en solid Arbejdskraft, der har gjort meget af det sag-

lige og beskedne Slid, der ikke tiltrækker sig Mængdens Opmærksomhed.

Og ikke blot det, men en Rydningsmand, der i

alle sine Opgaver maatte begynde paa bar Rund. Han var i

Folkehøjskolen en Nybygger, der skulde skabe fra nyt af den

Praksis, Efterkommerne havde at gaa efter. Han var i de store

Spørgsmaal om Kirke og Skole Ophavsmand til mange efter sin

Tid dristige og originale Forslag, og har aarevis saaet paa disse


182 Oe fem Yenstreforere

Marker uden Høst og uden Forventning derom. Og han har

ogsaa i den demokratiske Presse været baade en skabende og udholdende

Mand. Det Ugeblad „Dansk Folketidende", han udgav

fra 1865 til 1883, udmærkede sig ikke ved sprogligt eller stilistisk

Talent, og i Polemiken var der noget forsagt ved dets Holdning,

men for den demokratiske Oplysning gjorde det et udmærket Arbejde,

godt afpasset efter Tid og Krav, hvortil den senere demokratiske

Journalistik staar i Gæld, og som den Dag i Dag kunde

tjene som Eksempel paa de gammeldags, men solide Egenskaber

hos Pressen, som den i Nutiden til sit eget Fordærv ikke har holdt

i Hævd efter Fortjeneste.

I den politiske Geografi tilhører Høgsbro Fyen. Her laa hans

Valgkreds, og her havde han sine nærmeste Meningsfæller. Men

naar man ved fynsk Politik i Reglen forstaar noget blødt og halv-

gaaende, passer det egentlig ikke til Høgsbro. Hans Personlighed

var fast, og han var heller ikke de halve Standpunkters Mand.

Det var mere i Formen end i Sagen, at han var fra Fyen. Det

latinske Ord: ,, Stærk i Sagen, mild i Formen" passer paa ham.

Han var moderat i Tone og forsigtig i Fremgangsmaade, var

bange for at vove, ivrig til at holde igen. Til Gengæld bekvemmede

han sig daarligt til at gaa tilbage, naar Skridtet én

Gang var gjort. I 1877 var han haard at faa Bugt med, da Til-

bagetoget skulde gøres, og i 1894 brød han med sine nærmeste

politiske Venner. Der var noget i gammeldags Forstand „ren-

livet" ved hans Standpunkt, og som han i sit personlige Liv var

en Spartaner, holdt han ogsaa paa et spartansk Ideal i det sociale

og politiske Liv.

Den egentlige i figurlig Forstand fynske Politiker er derimod

Frede Bojsen. Han er mellem de fem Venstreførere Repræsentant

for en Livsanskuelse eller en „Aand", hvis Tilhængere han

søgte at samle til et politisk Parti. Den Bojsen'ske Politik lignede

i den Henseende den nationalliberale, der ogsaa havde været

Poesi, inden den blev Politik.

Den danske Venstrepolitik bestaar af to Strømme, snart for-

enede, snart adskilte. Den ene en aandelig, den anden en bor-

gerlig Bevægelse. Den ene en Tilskyndelse af Følelsen, den an-


De fem Venstrefølere 183

den beregnet paa det praktiske og nyttige. Som et Udtryk for

den sidste Retning staar Bondevennernes Parti, især i sin op-

rindelige Skikkelse under I. A. Hansen og Tscherning. Navnlig

Tscherning er den konsekvente Talsmand for en Adskillelse

mellem Politik og Aandsliv, han, der med samme Principfasthed

modsatte sig, at Højskolerne kom paa Finansloven, som at Poesi

og Videnskab fik Indgang dér. Et Udtryk for den aandelige Retning

er derimod det grundtvigske Parti, og i dette er atter Frede

Bojsen den konsekvente Modtype til Tscherning blandt Bonde-

vennerne.

Hvor bestemt et Skel der er mellem disse to Partier, ses

bedst, naar man gaar tilbage til deres Udspring. Bondevennerne

stammer ned fra den franske Revolution, Rationalismen og

Bondereformerne, Grundtvigianerne derimod fra Reaktionen her-

imod, det romantiske Gennembrud i det 19. Aarhundredes Be-

gyndelse. Det var fra Steffens' Foredrag, at Grundtvig fik sin

Vækkelse som hele den øvrige Digterslægt. Derfor havde

Grundtvigianerne mange aandelige Træk fælles med de af samme

Moder fødte Nationalliberale. Fælles var deres Følelseskultur,

fælles det historiske Syn, fælles Begejstringen for de nordiske

Sagn, fælles Tilliden til Holger Danske og Thyra Danebod. Og

denne fælles Stemning førte begge Parter i 1864 og Aarene forud

til samme Udenrigspolitik: Skandinavismen og Ejderpolitiken.

Og den førte dem atter efter 1864 sammen om visse Maal: Tysker-

hadet, Skyttesagen, tildels Høj skoletanken.,

Den typiske Mand af dette blandede Blod var Frede

Bojsen. Akademiker, Studentertogsmand, Upsalastudent, for-

lovet med en norsk Pige, Forfatter af en Afhandling om Stærk-

odder, frivillig i 1864 — det er Billedet af den unge Bojsen. Her-

til meget stærk Slægtsarv i den samme Retning. Farfaderen,

Biskop med 6 Præster til Sønner, hørte vel til de rationalistiske

Teologers Skole, men adskilte sig netop fra sine samtidige ved

en mere følelsesfuld Opfattelse og Forkyndelse af Kristendommen.

Den samme Følelseskultur genfindes hos Faderen, hvis

Veltalenhed skildres som ,,smæltende" .

Begge

var de stærkt

interesserede Skolemænd af den folkelige Retning.

Med denne Ungdom og denne Oprindelse var Bojsen født til

at blive grundtvigsk Venstremand og Højskolemand. Han er en


184

De fem Venstreførere

af den begejstrede og offervillige Kreds af unge Teologer, der

med Alvor greb Høj skoletanken som et af Midlerne til at gen-

oprette Nederlaget i 1864. Paa samme Tid som Schrøder tog

fat i Askov og Trier i Vallekilde rejste Bojsen sin Højskole i

Rødkilde paa Møen.

Men medens de andre under Indtrykket af Grundlovskampen

i 1866 søgte at sejle Højskolen klar af Politikens Skær, gik for

Bojsen fra første Færd Politiken jævnsides med Skolen. Der var

intet i Bojsens Anlæg og Bestræbelse, der kunde bringe ham i

sympatisk Forhold til Begrebet ,,de smaa og store Bønder" .

Det

grundtvigske Venstre, hvor han ved sit Valg i 1869 selvskreven

fandt sin Plads, gjorde tværtimod alt for at vriste Bondepartiet

ud af dette Forbund. For en grundtvigsk Politiker var paa dette

Tidspunkt Valget mellem de to Sider i Højre, de Nationalliberale

og Godsejerne, som et Valg mellem Aand og Kød, og de foretrak

naturligvis Aanden. Og medens i de følgende ti Aar Højres Politik

balancerede mellem disse to Sider, saaledes at hver Gang

Venstre gik radikalt til Værks, fik i Højre Godsejerpartiet med

Estrup som Fører Overtaget som den skrappeste Reaktion, blev

det Maalet for Bojsen at holde igen paa Venstre for samtidig at

holde de Nationalliberales Indflydelse i Højre oven Vande.

Medens Hørup og Berg foretrak den yderste Reaktion fremfor

en moderat Regering, der dog ikke opfyldte deres Fordringer,

vilde Bojsen et Mellemparti og et Blandingsministerium. I

denne Periode, mellem 1875 og 1883, laa han i uafbrudt Krig

med Berg og Hørup. Og som alle, der tager et Mellemstandpunkt,

kom han i dobbelt Ild. Fra den ene Side fik han Bergs grove og

buldrende og Hørups mere lune og lumskelige Agitation imod

sig ude i Befolkningen, og til den anden Side blev han paa Rigs-

dagen kastet tilbage mod Estrups stormfaste Forskansning.

Bojsens Politik havde to Formaal. Først at hindre den bru-

tale Reaktion, saaledes som den var legemliggjort i Estrups

Ministerium, i at sætte sig til Borgeleje. Men her forregnede han

sig. Estrups Ministerium var ikke et almindeligt Ministerium,

det var en statsretlig Institution til Hindring af Parlamentaris-

men. Og hvad der var tilovers af det nationalliberale Parti var

for affældigt og umaalbevidst.

Det andet Formaal for Bojsen var at gøre Grundtvigianismen


De fem Venstreførere 185

til en politisk Magt i Landet. Man kunde kalde Bojsen en Klan-

høvding, hvis ikke Ordet ,, Høvding" passede saa daarligt til

den Maade, hvorpaa han udøvede sin Magt. Han var ingen-

lunde en Dilettant som Politiker, men en Mand, der konsekvent

og bevidst forfulgte sit Maal. Den Kreds, han i sin Ungdom var

udgaaet fra, var Mænd, der baade havde Selvtillid og Energi;

derom vidner den Maade, hvorpaa de gennemførte Høj skole-

sagen. I Tidens Løb kom det slet ikke til at ligge udenfor deres

Tanke at faa Del i Statsstyreisen. Som Styrere af deres Virksomhed

havde de vist Dygtighed til at organisere og administrere

og havde opbygget et Selvstyre i det mindre og fra inden af, der

gjorde disse smaa Republiker til Forskoler i det offentlige Liv.

Og trods indre Brydninger var der et meget stærkt ikke blot

aandeligt men ogsaa socialt og økonomisk Sammenhold i deres

stadig voksende Samfund.

Denne Grundtvigianernes Kongstanke var det nu Bojsens

Mission at virkeliggøre. Personlig var han næppe nogen stærkt

ærgerrig Mand. Der var noget resigneret over hans Væsen, og

han var tidligt bleven en af verdslige Hensyn ganske uafhængig

Mand. Men desto større var hans Ærgerrighed paa hans Partis

Vegne. Og navnlig efterhaanden som den Hørup-Brandes'ske

Bevægelse i Slutningen af 80'erne voksede sig stærk og gjorde

sig gældende som en jævnbyrdig Indflydelse i Landet, begyndte

der at komme noget hidsigt over Bojsens Færd. Han følte

Grundtvigianernes Stilling som Aandsmagt truet af ., Euro-

pæerne". Kampen for Eksistensen gjorde ham hensynsløs. Det

gjaldt nu fremfor alt at trænge disse Medbejlere tilbage i politisk

Indflydelse.

Det var den ene Bevæggrund for Bojsen til at indlede den

Politik, der blev kaldt „Sammensmæltningen" ,

og

som førte til

Forliget i 1894, men som imod al Forventning førte hans Parti i

Døden. Den anden Bevæggrund var at faa gjort en Ende paa

den ulidelige provisoriske Tilstand. Dette kunde kun lykkes

ved et Samarbejde med den Side af Højre, særligt Landstingets

Højre, der af agrariske Hensyn var utaalmodig over Forfatnings-

stridens Endeløshed.

Saaledes skete det, at da Bojsen anden Gang nærmede sig

Højre, var det som Fører for den Hartkornspolitik, han paa Be-

Dansk Tidsskrift. IX. 13


186

De fem Yenslreforere

gyndelsen af sin Bane havde bekæmpet. Men 90'ernes Højskole

var heller ikke den samme som 60'ernes. Den moderne Højskole

var halvt blevet en Landbrugsskole, den grundtvigske ,,Aand"

blevet til Kultur for Bønderne, og denne fælles Kultur havde atter

skærpet deres Standsfølelse. Ligesom Studenterne omkring Aar-

hundredets Midte var blevet Borgerskabets Førere, var nu Højskolemændene

blevet Bondestandens. Som Ploug blev Borgermand,

blev Bojsen Bondemand.

Bojsens Politik gjorde en Ende paa Højres Kamp-Politik,

knækkede dets Magt og lagde Grunden til den Sejr for Demokratiet,

der omsider kom. Det har Historien allerede indrømmet.

Og Bojsens Politik angav med 01- og Sukkerloven, med Have-

lodder til Landarbejdere, med Fattigloven, Alderdomsforsørgelsen,

Sygekasseloven Retningen for den sociale Reformpolitik, som

Reformpartiet gjorde til sit Program. Det har Historien lige-

ledes indrømmet. Selv om dette sidste Afsnit af Bojsens Politik

var begyndt som en Partimanøvre, endte det med at blive Hi-

storie, men saaledes, at han gjorde Historien og fik Ansvaret

derfor, medens hans Modstandere tog Fordelen deraf. Men den

Nemesis, der ligger paa Bunden af Tingene, synes nu i Færd

med at tilvejebringe en mere retfærdig Balance.

Indenfor det store Parti havde baade Berg, Bojsen og Hørup

hver en Gruppe eller Kreds af Tilhængere paa Forhaand. Holstein

derimod havde ingen, der var hans Tilhængere i snævrere For-

stand. Han var egentlig udenfor i det Parti, hvor han som Ord-

fører havde den centrale Plads. Han havde ingen Standsfæller

og ingen Meningsfæller i et Parti, hvor man netop grupperede

sig efter Stand og Menighed. Paa en særegen Maade var han i

begge Henseender hjemløs. Som Katolik kom Udfaldet af den

aandelige Strid ham ikke ved som en Sejr eller et Nederlag; det

Standpunkt, han havde, kunde hverken sejre eller besejres. Som

Aristokrat var han ogsaa i social Henseende personlig uberørt af

Demokratiets Kamp; det principielt aristokratiske Standpunkt

kunde intet opnaa ved Demokratiets Nederlag og intet miste ved

dets Sejr.

Som en naturlig Fcflge af de aabne Hænder, hvormed Hol-


De fem Venstreførere 18 7

stein saaledes traadte ind i Politiken, blev Forfatningen, dens

Haandhævelse og Forstaaelse, hans særlige politiske Opgave.

Den Fordring, man stiller til den, der skal haandhæve Retten,

at han personlig er uden Interesse i Rettergangen, opfyldte han til

Punkt og Prikke. Hvis han var bleven født i et Land, hvor der

intet forfatningsretligt Spørgsmaal var, fordi Folkets grundlov-

mæssige Ret var slaaet fast ved en urokkelig Tradition, f. Eks.

i England, var han muligvis bleven konservativ. Men nu var

han Søn af et Land, hvor den parlamentariske Historie knap

strakte sig over en Menneskealder, hvor det første Slægtled tilmed

mest havde været optaget af den ydre Politik, og hvor den

bestaaende Forfatning, da han traadte ind i det politiske Liv, kun

var 6 Aar gammel. Og denne Forfatning var tilmed lavet saa-

ledes, at de to Tings indbyrdes Ret var meget nøje afbalanceret.

Dens Brug krævede fra de herskende Partiers Side en gensidig

Imødekommen og Respekt for hinandens Ret og af Regeringen

en overlegen Upartiskhed og ærlig Vilje til at mægle. Hvis disse

Forudsætninger havde slaaet til, var Holsteins Stilling maaske

ogsaa bleven en anden.

Men som bekendt skete det modsatte. Regeringen slog sig

sammen med Landstinget til en hensynsløs Krig mod Folketinget.

Regeringens og Landstingets Jurister opfandt nogle tarvelige og

samvittighedsløse Fortolkninger, og støttet til disse og til den

fysiske Magt forvrængede de Forfatningen og brød den tilsidst.

Og hvad de ikke mindst brød, var den Forudsætning om Folke-

tingets Myndighed over Finansloven, som havde ligget bag ved

Overenskomsten i 1866. Derfor blev Finansloven Stridens Val-

plads og Hvervet som Finanslovsordfører en Kamp om Retten.

Holstein nærede en større Kærlighed til Juli-Grundloven end

den fortjener. Han hørte fra Ungdommen af hjemme i den Kreds

af adelige Godsejere, der i Frederik den 7. s Regeringstid var

bleven holdt udenfor al politisk Indflydelse og tilmed af de na-

tionalliberale Aviser behandlet med overlegen Haan. Han mødtes

derfor, ligesom den unge Scavenius, med Bondepartiet i en op-

rigtig Bitterhed mod dette Parti og en ligesaa oprigtig Tilfreds-

hed over den forøgede Indflydelse, Forfatningsforandringen gav

Grundbesiddelsen paa Intelligensens Bekostning. Og selve Prin-

cippet i denne Forfatning, Magtens Deling mellem Underklassen


188

Oe fem Venstreførere

og Overklassen, stemte overens med hans almindelige politiske

Syn.

En saadan gennemført Ligeberettigelse trods modstaaende

Interesser er et Ideal. Og Holstein følte netop i sit Hjerte det

unge. lidenskabelige Sinds Passion for et Ideal. Og dette Ideal

var Retten. Og denne Ret var atter den forfatningsmæssige Ret,

der efter Grundloven af 1866 tilkom Folket. At denne Ret var

fint afvejet, at Mekanismen var et sindrigt Stykke Arbejde, som

der skulde smidige Hænder til at tage paa, var for ham med

hans opfindsomme Hoved og Begavelse for juridiske Finheder

kun en Tiltrækning mere.

Saaledes blev hans Plads i Venstre bestemt. Han blev Par-

tiets og derved Folkets Ordfører i dets Ret skamp. Da det for Al-

vor blev klart, at Venstres Politik var en Kamp for Retten, traadte

han til den herskende Opinions Forargelse ind i dette Parti, og da

denne Kamp i 1890 hørte op, nedlagde han sit Mandat. I alle

disse Aar var han Venstres Ordfører i Folketinget, Ordfører paa

Finansloven, Ordfører i den almindelige politiske Forhandling,

Ordfører i alle Forfatningsspørgsmaal. Han har været en Ad-

vokat for Folkets Ret for den offentlige Bevidstheds Skranke.

Han har været en Lærermester i Statsret, der har leveret den

offentlige Forhandling et Rustkammer af Argumenternes og

Kundskabens Vaaben. Og han har været en utrættelig Jægersmand,

hvis Snildhed og Aandsnærværelse gjorde ham til en

Skræk for Rævene, hver Gang de fra den dunkle Hule, hvortil de

havde forvandlet Landets offentlige Ret, kom frem i Dagens Lys

for at gøre Bytte.

Der skulde til denne Post i et Parti, hvor mange andre Inter-

esser krydsedes udenom Retskampen, netop en saadan uinter-

esseret og fritstaaende Mand. De andre Førere havde samtidig

mange andre Jern i Ilden. De havde deres særlige Grupper og

disse Gruppers Valgkredse og disse Valgkredses lokale Interesser

at arbejde for. Og de havde ikke mindst deres Blade at instruere

eller redigere og skaffe Abonnenter til. Holstein havde intet af

dette. Han har aldrig haft nogen Avis, aldrig behøvet at skæve

til nogen Abonnementsprotokol, aldrig paa Valgdagen talt sine

særlige Valgkredse op i Modsætning til sine Kampfællers. Der

var udenom ham den rene og kolde Luft, hvori Retten trives

bedst.


De fem Venstreførerc 189

Og der behøvedes til denne Post en Mand med stor Indsigt

og Talekunst. Til at begynde med var det ikke alene Indsigt og

Talekunst, der krævedes, men ogsaa Dristighed, man kunde næsten

sige Uforskammethed. Naar to Modstandere strides, kommer

det ofte an paa, hvem der forstaar at optræde med størst

Overlegenhed i Tone og Holdning. Da Bismarck paa Forbundsdagen

i Frankfurt kæmpede for Preussens Ligeberettigelse med

Østerrig, hjalp ikke blot hans Klogskab ham, men ogsaa hans

mandige Optræden og selvsikre Væsen. Han var altid oven over.

Paa samme Maade bar Holstein sig ad i Debatten med de kaalhøgne

Højremænd. Han satte Venstretonen op paa Højde med

Højretonen. Han gik fra Forsvar over til Angreb, fra saglige

Betragtninger over til personlige Udfald. Berg svang Køllen med

stor Kraft; det tog sig ud ude paa Landet i fri Luft, men i Salen

kunde det virke som Plumphed. Holstein brugte Ordet som en

Fægter, efter Kunstens Love: behændige Udfald, overraskende

Parader, lynsnare Riposter. Det ramte.

Han var en født Taler, udrustet med alle den medfødte

Talekunsts Fortrin. Da han første Gang talte i Folketinget, vakte

denne Jomfrutalers naturlige, fuldfærdige, næsten legende Sik-

kerhed Opsigt til alle Sider. "Og denne Talekunst, denne Aands-

nærværelse, denne vindende og vovende Optræden, blev straks

følt som en Overdaadighed paa Venstres spartanske Bord. Senere

kom Hørup til, men han var en Agitator, hvis Tale krævede en

videre Resonans end en Rigsdagssal. Holsteins Talent var derimod

den parlamentariske Debattørs, smidigere, lettere, rettende

sig efter Tingets skiftende Stemning.

Med Holstein holdt Talentet, det blændende og glimrende,

første Gang sit Indtog i Venstres kofteklædte Rækker. Og dette

Talent var ikke blot et Smykke for det Parti, der besad det, det

var en offervillig, uegennyttig Mands trofaste Arbejde for sit

Folks Ret. Men vil der i Historien blive opbevaret andet Minde

om Grev Holstein end Mindet om et Talent? Da Berg gik bort,

blev Bergianerne tilbage, da Hørup døde, levede Hørupperne

videre, Bojsen og Høgsbro fortsættes i Højskolen og Grundtvigianismen.

Men efter Holstein er der ingen, der nævner sig. Han

var det slebne Vaaben, Folkets Retsbevidsthed behøvede i Kampens

Aar, men det var ikke ham, der udfordrede til denne Kamp


190

De fem Venstreførere

eller æggede den op til dens Voldsomhed. Han var tværtimod

Overenskomstens Mand, der vilde give enhver sit, Landstinget

dets Plads i Forfatningslivet ikke mindre end Folketinget. Det

var ikke hans Skyld, at Forfatningsstriden endte med den ene

Parts Overmanden af den anden. Og før Landstinget endnu en

Gang udfordrer Folketinget til en Kamp om Magten, burde Hol-

stein have det i Tale. Det er her, hans Lærlinge burde sidde, og

her, at den Jord, han pløjede og saaede, skulde bære sin Høst.

Naar ved store Folkemøder flere af Venstreførerne optraadte

som Talere, var det en fast Regel, at Hørup talte sidst. Den

folkelige Kunstforstand satte instinktmæssigt Hørups Talekunst

paa dens rette Plads ved at give den Bergs eller Høgsbros bredt-

tømrede Talebrug til Fodstykke. Men man spørger sig, om der

ikke ogsaa bag ved uvilkaarligt har ligget en dybere Forstaaelse

af Hørup som den, der som Agitator og Politiker først begyndte

dér, hvor de andre hørte op. Ligesom i Fablen om Spurven, der

gik til Vejrs paa Ørnens Ryg, svang han sig fra Ryggen af de

gamle Venstreførere en Alen højere op. Det Punkt, hvortil deres

Vingers Kraft havde rakt, var for ham ikke Endemaalet for Ven-

stres Politik, men tværtimod det Udgangspunkt, hvorfra et nyt

Maal skulde naaes. De havde naaet Flertallet i Folketinget, men

et Flertal, der ikke havde Landets offentlige Mening i Ryggen.

De havde samlet et Bondeparti, stærkt af Tal, men svagt ved sin

ensidige Sammensætning. De havde grundlagt en demokratisk

Presse som J. A. Hansens ,, Almueven" eller Høgsbros „Dansk

Folketidende" eller det nystiftede „Morgenblad", men en Presse

uden polemisk Skarphed eller det skrevne Ords Kunst. Hørup

vilde gøre Tallet til et Udtryk for Samfundsfølelsen og den aande-

lige Vækst i Folket. Han vilde forvandle det klassebegrænsede

Bondeparti til et almindeligt Demokrati. Han vilde skrive den

demokratiske Presse op fra at være Læsning og Oplysning for

Menigmand til at blive en Literatur, hvor der af hver Dags

Latterlighed blev gjort en Komedie, af hver Dags Øjebliks-

stemning en moralsk Betragtning, men Komedien og Moralen

stillet i Tidens direkte Tjeneste, indvirkende paa Øjeblikket og

samtidig sigtende længere ud i Fremtiden, følgende nøje i Sporet


De fem Venstreførere 191

af Dagens enkelte Tilfælde og dog løftende dette Tilfælde op til

at gælde et Princip, bestandig gentagende den samme Tanke

og dog i en Form, hvis Nyhed gjorde Tanken ny for hver Gang

— Agitatorens, Journalistens aandeløse Kamp med sin Tid og

sit Folk.

Berg oversaa med sin Naturs svulmende Kraftfølelse, hvad

Fortiden med dens historiske Tradition, dens Dannelse og hævdvundne

Opfattelse betød i det politiske Liv. Og selv om han

havde set det, vilde han have manglet Evne til at undergrave

denne Indflydelse. Et kendt Ord siger: Vil du forstaa en Digter,

maa du gaa i hans Land. Metropolitanskoledisciplen, Regens-

studenten, Digterspiren og Juristen Hørup havde gaaet i dette de

Nationalliberales Danmark, ganske vist som en fremmed, med

sin tavse Trods og Protest derimod, men han kendte dette Land,

baade Geografien og Sproget, ud og ind. Og da han saa, hvordan

Demokratiet, trods dets Talstyrke trykkedes i Knæ af den

overleverede Ringeagt for Bønderne, da han hørte Spottegloserne

hagle over disse dukkede Nakker, forstod han straks, at det var

med deres egne Vaaben, at Modstanderne skulde afvæbnes. Han

bød dem over i Spot og Haan, han ,,overherodede Herodes", som

Hamlet siger i sin Tale til Skuespillerne. Det var en Hævnkrig,

saa blodig som en folkelig Blodhævn plejer at være, ganske vist

med Blæk i Stedet for med Blod, men skaanselsløs og uden

Skrupler i Valget af Vaaben, taalmodig gennemført i mange Aar,

lige til den offentlige Mening havde vendt sig, og Venstre var

blevet det toneangivende Parti i den offentlige Forhandling.

Under denne Kamp stod Hørup ikke blot som en politisk, men

ogsaa som en literær Fører. Han vilde selv nødig gælde for

andet end Politiker, frem for alt ikke for Æstetiker. Men han

forstod bedre end de andre Politikere Fordelen ved, at Politik og

Literatur slog sig sammen som krigsførende Magter. Og i Drach-

manns, Schandorphs, Pontoppidans Skildringer fra Folkelivet

fandtes jo netop en krigsførende Literatur, der gik saa tæt op paa

Siden af den demokratiske Politik, at Hørup af sig selv blev en

1

Fører for dem begge. Og i Georg Brandes Literaturhistorie og

i meget andet af den samtidige, af ham paavirkede Kritik og

Videnskab fandtes paa samme Maade en krigsførende Videnskab,


192

De fem Venstreførere

der paa sit Program havde mange af de samme reformatoriske

Spørgsmaal, som Hørup behandlede som politiske Anliggender.

Ad denne Vej blev der smæltet et videnskabeligt og litterært

Element ind i Venstre, der højnede Partiet. Der var ikke gaaet

mange Aar, før det gamle universitetsfjendtlige Bondeparti under

Hørups Indflydelse var bleven Videnskabens og Literaturens Be-

skytter mod Højre. Men samtidig gjorde Hørup Partiet bredere

i borgerlig Henseende. Han begyndte paa Københavns Erobring.

Fra det Øjeblik af, da Berg havde fortrængt ham fra „Morgenbladet"

, og han havde faaet sit eget Blad, skabte han en hel ny

demokratisk Bevægelse i Landet. Han paavirkede Studenterne,

den højere Mellemstand, lidt efter lidt ogsaa Embedsstanden. Og

gennem Valgforbund med Socialdemokratiet og Støtte af dets

Lønkampe sørgede han for, at ogsaa denne yderste Fløj af Demo-

kratiet sluttede op til den fælles Bevægelse.

Men samtidig slap han ikke det Tag, han havde faaet i Bondebefolkningen.

Den var hans første Kærlighed, og den blev han

tro til det sidste. Man mærkede det paa hans Sprog, hvor

Billeder fra Landet var meget hyppigere end Billeder fra Bylivet.

Man mærkede det paa hans Lune og Ironi, hans stærke Mistænksomhed,

hans Blu og Forbeholdenhed, der var meget mere i

Slægt med Bondens end med Byens Væsen. Som Berg havde

den danske Bondes Djærvhed i sig, var Hørup en Personliggøreise

af Bondens Lunhed, Kløgt og Mistro. Hørup var den sjællandske

Bondes Mand, Berg den jydskes, og man mærkede tydeligt paa

Forskellen mellem disse to Mænds Agitation, hvor meget

haardere Vilkaar den sjællandske Bondestand havde haft end den

jydske.

Den Gang i 1884, da Venstres overvældende Valgsejr et Øje-

blik bragte Estrups Ministerium til at vakle og Venstre troede,

at dets Time var kommen, sammenkaldte Berg Førerne til et

Møde for at fordele Taburetterne. Men da var Hørup ikke med.

Og som ved denne Lejlighed, saaledes stod han ofte før og siden

ene og skilt fra de andre. Han var den eneste af disse fem

Politikere, der i religiøs Henseende var Fornægter. Det skilte

allerede ikke saa lidt. Men han var Fornægter i videre For-

stand. Han var en Fornægter af alle overleverede Forestillinger,


De fem Venstreforere 193

han vilde ikke blot en parlamentarisk Regering og et Demokrati,

men han vilde fremfor alt en ny Tid.

Hørup delte med et dybt Snit det 19. Aarhundredes Danmarkshistorie

i to Tider: Tiden før 1864 og Tiden efter. Han

havde faaet et meget stærkt Indtryk af Krigen 1864. I hans Be-

vidsthed blev Nederlaget ikke blot og ikke mest et Nederlag for

en Udenrigspolitik, men endnu mere et Sammenbrud af en fan-

tastisk og idealistisk Aandsretning i Folket. Og denne over-

spændte Sindstilstand fandt han stærkest udtalt i den militære

Aand, der havde behersket Folket før 1864 og ikke slap det efter

Krigen. Fra de nationalliberale og grundtvigske Taleres og

Digteres Taler og Sange om Vikinger og Helte, Blod, Daad og

Ære, slog der ham et Fantasteri i Mode, som han skaanselsløst

blottede og forfulgte ved alle Lejligheder. Og da Reaktionen i

Estrups Skikkelse, paa Trods af Estrups eget tidligere Standpunkt,

gjorde denne Sag til sin politiske Rustning, blev Hørup

endnu mere overbevist om, at han her stod overfor Arvefjenden.

I denne Kamp stod Hørup uden fuld Tilslutning af de andre

Venstreførere. De stred ogsaa mod Københavns Befæstning, men

de vilde ingenlunde gaa med til en principiel Fornægtelse af

enhver Militærforanstaltnings Nytte. Navnlig mellem Hørup og

Bojsen gik der et bredt og uoverkommeligt Vand i denne Sag.

Hørup ansaa Bojsen og hans Gruppe, egentlig ogsaa Bergianerne,

for iVrvtagere til Hejres militære Idealer. Han følte, at her var

det vanskeligst for Folket at drukne den gamle Adam. Derfor

gjorde han næsten som paa Trods denne Sag, den stærkeste af

alle til at samle Folket i en fælles Bevidsthed, til det skillende,

det, der frem for alt var Demokratiets virkelige Partisag. Han

havde i denne Sag kun Sans for en forstandstør, naturløs og flad

Betragtningsmaade, som ellers laa ham fjern. Og han beregnede

sin Agitation i denne Sag ikke blot paa sunde og berettigede

Følelser hos Almuen, men ogsaa paa de i daarlig Forstand almue-

agtige Instinkter.

Med sit bekendte Ord: ,,Hvad kan det nytte?" kom Hørup

udenfor den praktiske Politik og helt over i den rene Agitation.

Det kom han ogsaa i Gerningen til at indrømme, da han 18 Aar

senere som Minister var med til at give fem Millioner Kroner ud

til nye Kanoner. Meget af Hørups Politik var i det hele kun


194 De fem Venstreførere

Agitation, Vækkelse. Saaledes ogsaa Ordet: Ingen over og ingen

ved Siden af Folketinget. Den Sætning var for sin Tid et

Paradoks ikke mindre naivt end det, de Nationalliberale stillede

op i Dannevirke-Politiken. Og den Skæbnens Ironi ramte jo

ogsaa Hørup, at han, Forhaaneren af Dannevirke-Politiken, ved

sit Dannevirke i 1885 kom til at lide et Nederlag ikke mindre

sønderknusende end Fortidens.

Disse mange Nederlag, Hørup led, har hos adskillige rejst

en Tvivl om, hvorvidt Politiken var hans egentlige Kald. Men

ganske med Urette. Han var Politiker, gennemtrængt af poli-

tisk Tanke og Vilje. Men som hos store Mennesker var der flere

Muligheder i ham. Han kunde ogsaa være bleven Forfatter i Hol-

bergs Aand. Ved sin Fordomsfrihed, ved sit Blik for Daarskaben,

ved sin Opfattelse af den moralske Ringhed som komisk, ved

sin Fortrolighed med Bonden, ved sin Forfølgelse af Skolemester-

vigtigheden og ved flere Træk endnu peger han tilbage til Hol-

berg. Til Erasmus Montanus, Jacob von Thyboe, Gert West-

phaler, Don Ranudo, Magister Stygotius har han leveret Side-

stykker i Tidens Ramme, men i den samme samfundssatiriske

Aand som Holberg.

Det er tvivlsomt, hvor Hørup har øvet sin største Paavirkning.

Der er Egne overalt i Landet, men mest paa Sjælland, hvor han

vil blive staaende for Bondebevidstheden som den eneste Fører,

det er værd at følge. Og selv om Tilhængerne ikke er saa talrige,

saa er Overbevisningen hos hver enkelt saa meget dybere. Det

er overhovedet Forskellen mellem Berg og Hørup: den første

har virket bredt, den sidste dybt. Ogsaa bag Højskolens Mure

er Hørups Aand trængt ind. Dog stærkest har han virket paa de

videnskabelige, dannede Kredse — han, der dog selv var saa lidt

af en Videnskabsmand. Det Slægtled af Studenter, der voksede

op fra Halvfjerdserne og til vore Dage, og hvoraf mange nu er

toneangivende Embedsmænd og Universitetslærere, det er Hø-

rupsk af politisk Overbevisning.

Den Tidsalder, hvis Politik er bleven bestemt af disse fem

Mænd, er nu gaaet over i Historien. Naar dens Historie skal

skrives, vil den blive skildret som en Tid fuld af Ud-


De fem Venstreførere 195

vikling og Gennembrud. I et saadant Træk som dette, at det

Hørupske Venstre nu er raadende i den Embeds- og Universitetsverden,

som for en Menneskealder siden var Demokratiets Mod-

stander, ses ét Tegn paa, hvilken Oprykning der har fundet Sted.

Og denne Oprykning kendetegner hele Tiden. Bønderne, der i

1866 ikke nød Anseelse nok til, at Godsejerne, da det kom til

Stykket, turde være dem bekendte som politiske Forbundsfæller,

er nu rykket op til at være det fine, standsmæssige Parti, der

har en Frier paa hver Finger, og paa deres Plads er igen Socialdemokraterne

rykket op fra at være et samfundsfarligt Prole-

tariat. Men fremfor alt er det selvstyrende Folk rykket op til at

være den stærkeste politiske Magthaver. Tronen er skiftet her i

Landet: Fra Bispevælde til Adelsvælde, herfra til Enevælde, og

herfra igen til Aands- og Embedsvælde. Kun Demokratiet

manglede i denne Bække. At Magten tilsidst tilfaldt det, skyldes

disse fem Mænds Gerning.


Moderne Forskning af de ældste

trykte Bøger.

Af H. O. Lange.

Nutidens Mennesker, der er vante til at betragte trykte Bøger

som en af de elementære Livsfornødenheder, tænker vistnok

kun sjældent paa, hvad Bogtrykkerkunstens Opfindelse betød,

da den midt i det femtende Aarhundrede overraskede Samtiden,

og hvilken Betydning det betrykte Papir har haft for Kulturens

Udvikling og det menneskelige Fremskridt. Selv den mest le-

vende Fantasi vilde vel næppe kunne udmale sigVerdens Tilstand i

det tyvende Aarhundrede uden Bogtrykkerpressens eller de der-

ved givneVilkaar for Videnskab og Oplysning. Men det vil dog i Al-

mindelighed forstaas, at Bogtrykkerkunstens Opfindelse og ældste

Historie er et Emne, der med god Grund har draget den videnskabelige

Interesse og det i saa meget højere Grad, som der endnu

hviler et Skær af Æventyrlighed over disse Emner og der endnu

knytter sig saa megen Usikkerhed til vor Viden paa disse Ora-

raader.

I lange Tider har Bogtrykkerpressens ældste Frembringelser

været højt vurderede og Genstand for Samleres Interesse. Disse

gamle Bøger er jo ogsaa — paa en ganske anden Maade end

de moderne — Kunstværker, der baade ved Papir, Tryk, Typer

og Illustrationer endnu den Dag i Dag tjener som Mønstre for

god Bogkunst, og fra hvilke alle de Mænd, der har bestræbt sig

for at hæve Boghaandværket, har hentet deres Inspirationer.

Man har gennem Arkivundersøgelser søgt Oplysninger om deres

Ophavsmænd, og mange Dokumenter er i Løbet af det forløbne

Aarhundrede bragt for Dagen, der kan sprede Lys over forskel-

lige Dele af det Omraade, der her maa bearbejdes. Flittige Bib-


Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger 197

liografer har med Omhu opsporet og beskrevet de gamle Tryk,

der giver Vidnesbyrd om deres Mestres Kunst og Virksomhed.

Blandt dem, der saaledes har lagt Grundvolden for Bibliogra-

fien over Inkunabler (Bøger trykte før Aaret 1501) maa vel i

første Række nævnes Ludwig Hain, der paa Grundlag af Mun-

chener Bibliotekets Skatte beskrev eller noterede over 16,000

Inkunabler. Trods sine store Mangler forblev Hains Reper-

torium, der udkom i Aarene 1826 til 1836 og først sluttedes efter

hans Død, Hovedværket for disse Studier, hvilket bedst ses deraf,

at K. Burger i Leipzig endnu i Aaret 1891 udgav et Registerbind

til Hains Værk, og at W. A. Copinger i Manchester i Aarene 1895

til 1902 udgav 3 store Bind dels med Rettelser til Hain, dels med

Beskrivelser af 6600 Inkunabler, hvis Tilværelse Hain ikke havde

kendt. Dog har denne beskrivende Inkunabelbibliografi ikke blot

ikke udtømt Stoffet, men den har paa Grund af, at den opfatter

de gamle Bøger som Enere og ikke i Grupper, som Familier og

Slægter, ikke givet det Udbytte for Kendskabet til Bogtrykker-

kunstens Historie og dens Vilkaar i den ældste Tid, som det var

ønskeligt. Man tænke blot paa, at et overordentligt stort Procent-

tal af Bøgerne før 1501 (og forresten ogsaa senere) ikke bærer

Vidnesbyrd om, naar, hvor og af hvem de er trykte, og man vil

forstaa, hvor stor en Virksomhed, der repræsenteres af disse

„herreløse" Bøger, som der historisk intet kan oplyses om.

Først i Løbet af de sidste 40 Aar har man lidt efter lidt begyndt

at hæve den Skat a>f Oplysninger, som selve de gamle

Bøger som rent tekniske Frembringelser kan give om deres

Tilblivelse gennem Typer, Illustrationer, Signeringsmaade og

andre Vidnesbyrd om den typografiske Praksis, der præger den

enkelte Bog eller det enkelte Bogtrykkeri. En hel ny Metode for

Inkunabelforskningen, der egentlig først ved den blev hævet

fra Dilettantisme til Videnskab, klaredes efterhaanden, og de

Resultater, som denne Metodes Anvendelse allerede har givet og,

anvendt i større Omfang, vil kunne give, er saa overordentlige,

at man næppe siger for meget, naar man betegner de eksi-

sterende Inkunabelbibliografier som utilstrækkelige og kræver

Arbejdet optaget forfra efter de Principper, som i de allersidste

Aar mere og mere har fæstnet sig.

Den Mand, der først viste Vej til en ny Metode i Inkunabel-


198

Moderne Forskning af de ældste trykte Boger

forskningen, var Chefen for det kongelige Bibliotek i Haag, /. W.

Holtrop, der efter i 1856 at have udgivet et interessant Katalog

over dette Biblioteks Samling af Inkunabler opstillet efter histo-

riske Principper samme Aar paabegyndte Udgivelsen af Pragt-

værket Monuments typographiques des Pays-Bas au quinziéme

siede, der gav litograferede Prøver paa alle de nederlandske

Inkunabelbogtrykkeres Virksomhed, Gengivelser af deres Typer,

Bogtrykkermærker og Illustrationer. Paa Grundlag af omhygge-

lige Undersøgelser af alle ham bekendte Frembringelser af de

hollandske og belgiske Bogtrykkerpresser før Aar 1500 udredede

han disse Landes ældste Bogtrykkerhistorie saaledes, at der siden

hans Dage har været forholdsvis lidet at rette eller tilføje. Det

store Værk blev først fuldendt i 1868, 2 Aar før Holtrops Død.

Men det blev Henry Bradshaws uvisnelige Fortjeneste af

Inkunabelforskningen at udvikle og formulere den moderne Metode.

Denne rigt begavede Mand med den imponerende Hukommelse,

der engang i en Boghandlerbutik i London efter Hukom-

melsen nedskrev en i alle Enkeltheder nøjagtig bibliografisk Be-

skrivelse af den berømte Oversættelse af Bibelen paa de virginske

Indianeres Sprog fra Karl II s Tid, med den forbløffende Spor-

sans, og det sikre Øje for Detailler og med en alsidig og næsten

utrolig Viden, var en født Bibliograf. Holtrops Arbejde gav ham

Anledning til en indgaaende Beskæftigelse med hollandske In-

kunabler og frembød et Materiale for hans metodiske Forsøg i

Inkunabelforskningen. Allerede tidligt havde han været en uvur-

derlig Støtte for Bogtrykkeren William Blades, der 1861—63 udgav

et grundlæggende Værk om Englands første Bogtrykker Wil-

liam Caxton, et Værk, der vistnok maa betegnes som epoke-

gørende og i høj Grad frugtbringende for Inkunabelforskningen,

takket være den praktiske Bogtrykkers og den geniale Bibliografs

Samvirken. Men med Hensyn til Caxton var Emnet saa specielt

og Detailundersøgelserne saa begrænsede og givne ved selve

Emnet, at dette Arbejde ikke blev den nye Impuls, der kunde

give Bibliografiens Dyrkere den afgørende Prøve paa, at der

ad nye Veje kunde naas hidtil uanede Resultater.

Bradshaw blev i 1867 Bibliotekar ved Universitetsbiblioteket

i Cambridge. Hans Interesser var saa mangesidige og hans Plig-

ter saa omfattende, at hans literære Virksomhed paa Inkunabel-


Moderne Forskning af de ældste trykte Boger 199

forskningens Omraade blev overmaade lille. Tre ganske smaa

Afhandlinger fra Aarene 1868, 1870 og 1871 blev de væsentligste

Udtryk for hans store Kendskab til det hollandske og kolnske

Bogtryks ældste Historie og for hans geniale Forskningsmetode.

Men det var det lille Sædekorn, der skulde komme til at bære

saa rig Frugt i Robert Proctors Virksomhed. Bradshaw havde

en Ungdomsven, G. R. Grotch, der var en meget fremragende

Entomolog, gjennem ham lærte han den naturvidenskabelige

Forskningsmetode at kende, og det var denne, som han søgte

at anvende paa de gamle Bøger. I 1870 udtaler han: ,,Vi ønsker

ikke (med Hensyn til Bøger, der ikke bærer noget Vidnesbyrd

om Trykker, Trykkested og Trykkeaar) nogen nok saa erfaren

Bibliografs Mening eller dictum; vi ønsker, at hver Bogtrykkers

Typer og Sædvaner skal gøres til Genstand for en særlig Under-

søgelse. Naar dette er gjort, kan vi sige om enhver udateret og

ubestemt Bog, at den bærer de og de Karaktermærker, og at vi

derfor henfører den til det eller det Tidspunkt, idet Tiden, som

vi nævner, kun er et andet Udtryk for de Kendetegn, som vi

finder i Bogen. I Virkeligheden maa hver Bogtrykkerpresse opfattes

som en genus, og hver Bog som en species, og vor Opgave

er at paavise den nærmere eller fjæmere Forbindelse mellem

Medlemmerne af Familien efter de Kendetegn, som de frembyder

for vor Iagttagelse. Studiet af Palæotypographien har hidtil

været en saadan Dilettantopgave, at man har gyst tilbage fra at

gaa i saadanne Detailler, skønt naar den først bliver studeret som

en Gren af Naturhistorien, vil den vise sig nok saa frugtbringende

paa interessante Resultater som de fleste andre Studier."

Bradshaw vilde undersøge hver enkelt Bogtrykkers Materiel

og Typer, Initialer, Træsnit o. s. v. samt hans typografiske

Praksis, hvorledes han anbringer Signaturer i sine Bøger, og om

han bruger Bladtal og Kustoder i dem, og ved Hjælp af disse

Undersøgelser, hvoraf den vigtigste er en omhyggelig Udmaaling

af Typens Kegelhøjde, faar han en Række Data, der tillader ham

at henføre mange „herreløse" Bøger til bestemte Presser, at

udskille hele Grupper af Bøger, der tidligere har været slaaede

sammen under et Bogtrykkernavn. at paavise det omtrentlige Aar

for Trykningen af udaterede Bøger; han kunde derved trænge

ind i helt ukendte Omraader og faa Indblik i Bogtrykkernes øko-


200

Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger

nomiske Vilkaar og Konkurrenceforholdene, der var saa føleligsvære

for den nye Kunst; han kunde følge de skiftende Moder

i Bogudstyrelsen og paa mange Maader faa et helt nyt Indtryk

af selve det Liv, som de gamle Mestre levede, blot ved det eksakte,

metodiske Studium af Bøgernes Teknik.

Bradshaws Virksomhed for Inkunabelforskningen var ringe

i Omfang; den tildrog sig ikke stor Opmærksomhed. Det var

hans Sorg, at han ikke formaaede at interessere dem, der havde

Ansvaret for de største engelske Biblioteker, for disse hans Ynd-

lingsstudier, og han havde en Følelse af at staa ene og uforstaaet.

for hvilken han søgte Lindring ved en stadig Korrespondance

med Holtrop og dennes Svoger og Efterfølger ved Biblioteket i

Haag, Campbell.

Derfor satte hans Virksomhed heller ikke umiddelbart Frugt.

Den rent beskrivende Bibliografi stod stadig som Inkunabelforsk-

ningens Hovedopgave, og Campbell supplerede i 1874 Holtrops

Arbejde for den nederlandske Bogtrykkerkunsts ældste Historie

med en alfabetisk beskrivende Katalog over nederlandske Inkunabler,

der ikke, hvor nyttig den end er, betegner noget Frem-

skridt. Bradshaws Metode har ikke haft nogen Betydning for

ham trods det personlige Forhold, der herskede mellem de to

Mænd; Campbell havde intet skarpt Øje for typografiske Ejendommeligheder

ved de gamle Bogtrykkeres Praksis.

Det blev Robert Proctors Stordaad. at han fik Mod til at

fore Bradshaws Metode ud i Livet saa omfattende og saa over-

legent, at den slog igennem. Allerede som ung Student i Oxford

blev han Specialist i Inkunabelbibliografi; i Corpus Christi Col-

lege, der var hans alma mater, undersøgte han Bindene paa de

gamle Bøger i Biblioteket og udløste de Fragmenter af gamle

Tryk, som de gamle Bogtrykkere havde benyttet til Papper, og

gjorde interessante Fund. Hans Anlæg og Evner fandt dernæst

Anvendelse i det Bodleianske Bibliotek, og i en Alder af 25 Aar

blev han i 1893 ansat ved British Museum, der rummer den vistnok

mest repræsentative Inkunabelsamling i Verden. Her be-

gyndte han straks i sin Fritid, inspireret af Bradshaws smaa Af-

handlinger med de store Tanker, at bearbejde det uhyre Stof

efter hans Metode, idet han dermed sammenarbejdede Besulta-

terne af sit Arbejde i det rige Oxforder Bibliotek. Udbyttet af


Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger 201

fire Aars Jernflid blev det statelige Værk, der udkom i 1898, som

giver en fuldstændig Liste over de henved 9900 Inkunabler i

disse to Biblioteker, ordnede efter historiske Principper under

Lande, Byer og Bogtrykkere og med Angivelse af hvert Trykkeris

Materiel af Typer samt af, hvilke Typer der er anvendte i hver

Bog*. Det var hans Plan at fortsætte med en lignende over

British Museums Bøger fra Tidsrummet 1501—1520. I 1903 udkom

det Afsnit, der omfatter de tyske Tryk, men faa Uger efter

omkom den 35-aarige Mand ved en Gletcherbestigning i Tyroler-

Alperne, og hans Lig blev aldrig fundet.

Proctors Index var en videnskabelig Stordaad, det var Be-

sultatet af en Idé, der først nu viste sine frugtbringende Virk-

ninger, af en Omhu og Flid, der for dem, der har prøvet saa-

danne Arbejder, synes overmenneskelig, af et forbløffende Skarp-

syn og en utrolig Evne til at opfange typografiske og tekniske

Detailler ved gamle Tryk. Hans Værk er allerede klassisk, en

uundværlig Haandbog for alle, hvis Virksomhed bringer dem i

Forhold til gamle Bøger.

Før Proctors Dage havde man i den nyere Tid egentlig gan-

ske vilkaarligt begrænset Inkunabeltiden med Aaret 1501; Følgen

deraf har været, at medens der i alle store Biblioteker har været

samlet systematisk paa Bøger trykte før 1501, bærer Samlingerne

overalt for de første 20 Aar af det 16de Aarhundredes Vedkommende

Tilfældighedens Præg. Det har desuden altid vist sig ved

mere indgaaende Studier, at man for at forfølge vigtige Problemer

i den ældste Bogtrykkerhistorie stadig maa overskride Græn-

sen. Proctor saa, at Opgaven maatte stilles mere omfattende,

og han greb tilbage til gamle Dages Opfattelse og satte Grænsen

for sine Samlinger og Undersøgelser til 1520, det Tidspunkt, da

Beformationen særlig i Tyskland satte saamange Bogtrykkerpresser

i Virksomhed. Han bøjede sig for saa vidt for den hævdvundne

Grænse, som han delte sit Værk i to Afdelinger, just ikke

til Fordel for Overskueligheden. For den sidste Afdelings Vedkommende

er det absolut nyt Land, han har indvundet, han stod

her ganske uden Forarbejder, thi Panzers flittige og fortjenstfulde

* An Index to the early printed Books in the British Museum: from the Invention

of Printing to the Year MD. With Notes of those in the Bodleian Library, I— II,

London, 1898.

Dansk Tidsskrift. IX. 14


202

Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger

Værk, der sluttedes 1803, betyder ikke meget for Proctors For-

maal.

Det store Resultat, der med et Slag naaedes, var, at det ved

den af ham anviste Metode lykkedes ham at bestemme Hundreder

af Tryk, der ikke bærer Vidnesbyrd om Trykker, Trykkested og

Trykkeaar, som tidligere til Dels paa Grundlag af overfladiske

Undersøgelser og visse Lighedspunkter vare falsk bestemte. Lige-

ledes lykkedes det ham at konstatere Eksistensen af Trykkerier,

hvis Tilværelse man tidligere ikke havde anet, men som Type-

undersogelsen udviste maa have virket, selv om deres Ejeres

Navne ikke kendes.

Det ligger i Sagens Natur, at naar en enkelt Mand, der endda

ikke raader over mere end sin Fritid, og kun har Adgang til

omtrent en Trediedel af de eksisterende Inkunabler, i Løbet af

4 Aar udfører et saadant Arbejde, saa er Opgaven, som er stillet

Inkunabelbibliografien, ikke dermed løst. Det er afgørende be-

vist, at den kan løses, og at Vejen til Løsningen er funden.

Robert Proctor har efterladt en stor Opgave i Arv til alle In-

kunabelforskere, den at opdyrke og gennemforske i Enkelthederne

det Omraade, som ingen anden end Robert Proctor havde

Mod og Kraft til som Pioner at befare. Dette Arbejde maa gcires

lokalt; kun en Franskmand med daglig Adgang til Pariserbiblio-

tekernes Skatte kan udfylde og korrigere Afsnittet Frankrig hos

Proctor; kun en Italiener kan endelig løse de mange Gaader, der

knytter sig til det venetianske Bogtryks Historie. Det vil vel

endda være nodvendigt, at Arbejdet yderligere specialiseres, saa

at hver By eller hver lille Gruppe af Bogtrykkerier, der paa en

eller anden Maade knyttes sammen af fælles Traditioner eller

fælles Praksis, finder sin egen Bearbejder, der vil paatage sig at

opstøve deres Frembringelser og anvende Bradshaws og Proctors

Metode paa dem. Proctors Værk er og bliver Udgangspunktet

for alle saadanne Specialundersøgelser, selv om Resultatet sandsynligvis

paa mange Punkter bliver et andet end det, som han

paa Grundlag af sit Materiale kunde naa.

Samtidig med, at Proctor saaledes gjorde en saa overordent-

lig Indsats i Inkunabelforskningen, der for Eksempel gjorde det

kgl. Bibliotek i Københavns trykte Inkunabelkatalog, som afslut-

tedes 1898, om ikke antikveret, saa dog højst mangelfuldt, ar-

bejdedes der i Tyskland, Bogtrykkerkunstens Fødeland, energisk


Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger 203

paa ogsaa ad den Bradshawske Metodes Vej at oplyse Bogtryk-

kerkunstens Tilblivelse og de ældste Bogtrykkeres Praksis. Det

var den i 1903 afdøde Karl Dziatzko, Direktør for Universitets-

biblioteket i Gottingen, der gik i Spidsen, og Schwenke i Berlin

og Zedler i Wiesbaden samt andre følger i hans Fodspor. I deres

højst interessante men saare specielle Undersøgelser følger de

ogsaa „den naturhistoriske Metode"; ogsaa de søger ud af selve

de gamle Bøger at vinde ny Kundskab om deres Tilblivelse, om

Arbejdets Udførelse og om hvorledes de tekniske Vanskelighe-

der, som var mangfoldige, efterhaanden blev overvundne.

I Aaret 1900 saa første Bind af et af de prægtigst udstyrede

Værker, som vor Tid har set, Lyset, nemlig A. Claudins store

Værk om Bogtrykkerkunstens ældste Historie i Frankrig. Det var

Nationaltrykkeriet i Paris, der i Anledning af Verdensudstillingen

dette Aar vilde give en Prøve paa sin Kunnen. Claudin har i dette

Værk nedlagt Besultatet af et helt Livs Arbejde med de franske

Inkunabler, og det er lykkedes ham, støttet paa det større Ma-

teriale, at naa videre end Proctor. I Aar er tredie Bind af dette

Pragtværk udsendt, og man maa haabe, at det maa lykkes Forfatteren

at fuldende dette Kæmpearbejde.

Ogsaa for den deskriptive Inkunabelbibliografi, der mere føl-

ger de gamle Baner, men for hvilken Proctors Arbejde har bragt

en stor Hjælp, har de senere Aar bragt betydelige Arbejder. Her

maa i første Bække nævnes Frøken Pellechets store Katalog over

Inkunablerne i de franske Biblioteker, hvoraf desværre kun det

første Bind af mindst fem saa Lyset inden hendes Død i Aaret

1900. Ingen, der har staaet i Forbindelse med denne udmærkede

Dame, vil glemme hendes sjældne Evner og Kundskaber paa

dette Omraade, hendes uegennyttige Begejstring for disse Studier,

hendes uopslidelige Tjenstvillighed og den elskværdige Opmuntring,

som det altid var hende en Glæde at sende enhver, der gav

sig i Lag med Opgaver indenfor det Omraade, som hun beher-

skede som faa. Med sit Fotografiapparat besøgte hun alle franske

og mange udenlandske Biblioteker, og selv om hendes Øje ikke

var særlig øvet i at iagttage Typer, saa har hun gjort mangen

en Erobring for Forskningen. Omtrent samtidig gav K. Haebler

i Dresden en udtømmende Katalog over alle spanske Inkunabler,

og E. Voulliéme i Bonn, nu i Berlin, offentliggjorde en Katalog


204

Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger

over Kolner Tryk. K. Burger i Leipzig udgiver en stor og smuk

Samling Facsimiler af Prøver paa tyske og italienske Inkunabler,

der, naar den en Gang bliver afsluttet, vil gøre megen Nytte.

Robert Proctors store Værk har virket i høj Grad ansporende.

I alle Lande synes den metodiske Inkunabelforskning at tage et

glædeligt Opsving, ogsaa her i Norden. Vidnesbyrd herom er

blandt andet den Udstilling af Inkunabler i det kongelige Bibliotek

i Stockholm, som den svenske Forening for Boghaandværk

har foranstaltet i December 1904, samt den fortræffelige lille Ka-

talog over Inkunablerne i Vesteraas, som /. Collijn nylig har ud-

givet. To vigtige Arbejder, der sammen med Proctors Arbejde

saa at sige vil grundlægge Inkunabelbibliografien paany, er plan-

lagte og kan forhaabentlig føres til Ende. Det ene er Haeblers

Typerepertorium, der skal give en Udsigt over alle Typer, der

anvendes i Bøgerne trykte før 1500. dels ordnede efter Trykke-

rierne, altsaa en ny Bearbejdelse af denne Del af Proctors Ar-

bejde, og dels ordnede efter visse Kendemærker, saa at ogsaa

den Bibliograf, der ikke har Proctors eminente Hukommelse,

efter Typen kan bestemme Bogtrykkeren af et foreliggende udateret

Skrift, der ikke giver Vidnesbyrd om sin Ophavsmand.

Denne Opgave havde allerede Dziatzko for Øje, men hans Plan

syntes at have været upraktisk og gik i Staa. Haebler blev paa-

virket af Proctor og fik af ham Idéen til at ordne Typerne, de

gotiske efter de 102 Former af Bogstavet M, de romanske efter

Formerne af Ligaturen Qu\ som yderligere Bestemmelser træder

saa til Højden af 20 Linier, maalt fra Overkanten af de korte

Bogstaver i Linje 1 til Overkanten af de smaa Bogstaver i Linje 21,

samt andre karakteristiske Kendetegn. Det er disse Maalinger,

der har vist Proctor Vej til hans store Resultater. Han er ikke

den. der har opfundet denne Metode, den er anvendt tidligere

og uafhængigt af ham, men han har anvendt den i et Omfang

som ingen anden. Selvfølgelig bliver Haeblers Typerepertorium

af overordentlig Nytte. Paa den ene Side vil han uden Tvivl

kunne give mere end Proctor, selv hvor han bygger paa ham,

og paa den anden Side vil hans anden Del blive en uundværlig

Haandbog af stor Betydning, et helt nyt Hjælpemiddel for Biblio-

grafen. Men ogsaa her bliver der nærmest Tale om Pioner-

arbejde; ingen enkelt Mand omfatter hele det uhyre Stof i alle

Enkeltheder. Haeblers Arbejde vil give de store Rammer for


Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger 205

Fremtidens Typerepertorium, det kommer utvivlsomt i rette Tid

og- vil stifte uoverskuelig Nytte. Men Specialundersøgelserne vil

atter her sikkert i mange Henseender modificere og supplere

Haeblers Resultater; saadanne maa anstilles for hvert Trykkeris

eller Gruppe af Trykkeriers Vedkommende; for at Typereper-

toriet kan komme til at hvile paa en solid Grundvold, maa Detail-

undersøgelserne rydde Grunden og opføre Fundamenterne. Det

væsentlige ved disse vil da blive at tilvejebringe et tilstrækkelig!

stort og omfattende Materiale for hvert enkelt Trykkeris Vedkommende.

Den, der skriver dette, har mere end en Gang gjort

den Erfaring, at et nyt Tryk, som man ikke tidligere har haft Lej-

lighed til at undersøge, enten har lost en Gaade eller har kuld-

kastet Resultater, der syntes uimodsigelig fastslaaede paa Grund-

lag af det Materiale, der forelaa.

Det andet Arbejde, der forberedes for Tiden, er intet mindre

end en ny beskrivende Katalog over alle eksisterende Inkunabler,

der skal afløse den gamle Hain, som nu i 70 Aar har ydet saa

udmærket Tjeneste. Ogsaa paa dette Punkt har Dziatzko været

Foregangsmand, gentagne Gange har han med Mund og Pen

hævdet Nødvendigheden af, at dette Arbejde blev taget op; han

naaede dog ikke at faa Planen frem. I Slutningen af forrige Aar

blev den optaget af det prøjsiske Kultusministerium, der be-

troede en Kommission bestaaende af Haebler, Burger og Vouil-

liéme at udarbejde en Plan. Man maa haabe, at det maa lykkes

disse erfarne og dygtige Mænd at realisere dette Arbejde paa

en praktisk og grundig Maade. Et saadant Foretagende maa efter

sin Art blive internationalt, en værdig Opgave for alle Landes

Inkunabelforskere, et internationalt kooperativt Foretagende, der

kan blive et smukt Monument for vor Tids internationale Fælles-

virken paa Videnskabens Omraade. Men uden Tvivl vil det ken-

des ogsaa paa dette Foretagende, at Proctor ikke har levet og

virket forgæves. Selv om det bliver et alfabetisk Repertorium

over de 30.000 Inkunabler, der eksisterer, med de nødvendige

Beskrivelser, vil det sikkert indeholde Angivelser af alle de i hver

Bog anvendte Typer med Henvisning til Proctor eller til Haeblers

Typerepertorium

Det vilde vel være paa Tide netop i Sammenhæng med Ar-

bejdet paa den nye Udgave af Hain at forsøge at danne et internationalt

Selskab til at udgive Typeprøver fra sjældne og mærke-


206

Moderne Forskning af de ældste trykte Bøger

lige Inkunabler. Et saadant Selskab dannedes i Aaret 1900 af

Proctor, bestaaende af desværre kun 50 Medlemmer, og derfor

kendtes dets Publikationer kun saa lidt; med Aaret 1905 standser

dets Virksomhed. Arbejdet paa den nye Hain kan kun fremmes,

naar der staar rigelige Facsimiler til Medarbejdernes Raadighed.

Dette Arbejde vil desuden samle en bestemt Kreds af Interes-

serede baade Biblioteker og private, der ganske naturligt vil være

de selvskrevne Medlemmer af et saadant Selskab, og Lederne af

Foretagendet vilde være den lige saa selvskrevne Bestyrelse af

Selskabet.

Selv om det altsaa maa siges, at Metoden i Inkunabelforsk-

ningen, takket være de geniale Impulser, der udgik fra Brad-

shaw, og det imponerende Arbejde, som Proctor fik Lejlighed til

at udrette inden sin Død, og som nu fortsættes af andre dygtige

Mænd, er fuldkommengjort, saa er Metoden dog ikke alt; det

er jo ikke nok at eje Sværdet, naar man ikke har en Arm, der

forstaar at bruge det. Der kræves en stor Øvelse og Erfaring og

et skærpet Øje for at bruge Bradshaws Metode med Sikkerhed;

der kræves ogsaa nogen praktisk Kundskab i Typografi, for at

man virkelig skal kunne slutte og dømme rigtigt; men mest af alt

fordres den Ubestikkelighed, der ikke forliges med forudfattede

Meninger, der ikke dømmer for hastigt, der altid er beredt paa

at begynde forfra. Bradshaws Paastand, at disse Studier fører til

særlig frugtbare Resultater, holder Stik i en overordentlig Grad.

At paavise dette i flere Enkeltheder tillader Pladsen ikke. Men

enkelte interessante Resultater af mine egne Undersøgelser til

Bogtrykkerkunstens Historie i Nordtyskland paa dette Omraade

kan jeg maaske her faa Lov til kort at antyde.

Man har hidtil troet, at der i Liibeck indtil Aaret 1500 virkede

fire, højst fem Bogtrykkere. Endnu Proctor hævder dette

Resultat. Men Undersøgelsen af en Række Liibecker Inkunabler

har givet det højst overraskende Resultat, at der har været endnu

3 Bogtrykkerier i Byen, der har udfoldet en ganske betydelig

Virksomhed.

Det lader sig gøre ved Anvendelse af Bradshaws Metode for-

enet med en heldig Haand til at opspore nyt Materiale at paavise,

at Danmarks første Bogtrykker Johan Snell, der 1483 dukker op

i Odense, endnu samme Aar har trykt en Bog i Liibeck forinden

sin Rejse til Danmark, og at han lige fra 1479 eller 1480 har


Moderne Forskning af de ældste trykte Boger 207

virket om ikke i Lubeck saa i en af de andre Kystbyer ved Øster-

søen, ligesom at hans Materiel efter hans Død i Stockholm blev

i Sverige med Undtagelse af et defekt Sæt Matricer, der blev

brugt i Holland, vel sagtens af en af hans Medhjælpere. Alt ved

Hjælp af Typeundersøgelserne.

Paa samme Maade kan man følge den store Liibecker Bog-

trykker Lukas Brandis Virksomhed som Skriftstøber og kon-

statere, hvorledes han sælger sine Typer baade i Rostock, i Lu-

beck og i Merseburg. Et Blad udløst af et gammelt Bind gav

mig Beviset i Hænde for, at en hel Række Bøger, som man

hidtil havde henført til Michaelisbrødrenes Trykkeri i Rostock,

i Virkeligheden er udført af Lucas Brandis i Lubeck. Man troede

længe, at det var Stephan Arndes, der indførte Schwabacher-

typen i Nordtyskland, da han brugte den i sin nedertyske Bibel-

udgave 1494, men Johan Luce i Liineburg har allerede 1493 anvendt

den, og Stephan Arndes har kopieret denne Type, som

jeg selv fejlagtig har troet var identisk med Arndes . Der fore-

ligger en Del smaa nedertyske Bøger trykte med en Schwabacher,

der er skuffende lig Arndes', hvilke ogsaa i Almindelighed er

henførte til hans Presse; men den metodiske Undersøgelse viser,

at vi har for os Frembringelser fra en anonym Hamburger Presse

fra Tiden omkring 1502, der hidtil har været en Gaade, og hvis

selvstændige Tilværelse man hidtil har været tilbøjelig til at be-

nægte.

Man faar et forunderligt Indblik i den hæftige Konkurrence

mellem den nye Kunsts Udøvere, man stjal hinandens Illustra-

tioner, man kopierede hinandens Typer, man eftertrykte hin-

andens Bøger; betydelige Bogtrykkere blev forarmede og maatte

arbejde for andre; Udviklingen gik frem med rivende Fart, og

de, der ikke kunde følge med, gik til Grunde. Af den ædle

Kunsts Pionerer kom kun de allerfærreste paa den grønne Gren.

Ogsaa noget af dette kan læses ud af de gamle Bøger. Nu

da Vejen er vist, maa det haabes, at Inkunabelforskningen maa

finde ret mange Dyrkere, der sikkert skal komme til at erfare

Glæden ved at finde, ved at se ind i det lukkede Land, ved at

tage i Besiddelse saa den ene og saa den anden Fodsbred af

det Land, som det er al Videnskabs Higen at komme til at eje.


Det

Kunstens Stavnsbaand og dets

Løsning i Nutiden

Af Alfred Bramsen

ser maaske ud som om Mængden følte Trang til det nye,

og det siges jo ogsaa i „Historien" , at ,, Folket" gennem Re-

volte Gang efter Gang slog det gamle ned for at sætte noget nyt i

Stedet. Synderlig udover tankeløst at følge den skiftende Mode,

og en overfladisk Lyst til Afveksling, naar Flertallets Radikalisme

dog yderst sjældent. Illusionen opstaar ved at der spores en vis

Bevægelighed paa Overfladen, som ikke findes dybere nede, ti

paa Bunden af Folkesjælen gemmer der sig saavist ingen Afsmag

for det overleverede, det forældede.

Geniale Statsmænd forstaar instinktmæssigt dette; derfor

vover de ogsaa Gang efter anden at sætte Folkene Blaar i

Øjnene og faa dem til at tage venligt imod det samme eller dog

væsentlig det samme som kort forinden bragte dem til at gøre

Revolution. De benytter simpelthen den diplomatiske Tasken-

spillerkunst at give det forhadte gamle et nyt og mere vel-

klingende Navn; ti de kender Menneskehjernens Ladhed, dens

Afsky for det der kræver aandelig Anstrængelse og som forstyrrer

rodfæstede Vaner og Meninger.

Det maa derfor betragtes som et Held at den anvendte Viden-

skab naaede sin nuværende Udvikling inden Masserne fik det afgørende

Ord med i Laget. Saavel Dampen, Jernbanerne som

alle de andre gennemgribende mekaniske Opfindelser, vilde

næppe have faaet Lov til at gaa deres rolige Sejrsgang hvis Mas-

serne allerede den Gang havde haft den Magt de nu sidder

inde med.


Kunstens Stavnsbaand og dets Losning i Nutiden 209

Paa Kunstens og Kunstindustriens Omraade møder vi samme

Konservatisme, som næppe en Gang er i Aftagende. Man skal

søge langt tilbage for at finde en Tid som vor, hvor saa at sige alt

hvad der bringer blot en svag Duft med sig fra Fortiden, efter-

stræbes. Ja den Dag er næppe fjærn da største Parten af hvad

der findes i Hjemmene er eftergjorte, saakaldte ,,antike" Sager

— for at tale Marskandisersproget. Saa enorm er jo allerede nu

Efterspørgslen og saa udtømte Beholdningerne fra Fortiden, at

Fabrikkerne har maattet overtage Leverancen af „antike" Bille-

der, Tæpper, Gobeliner, Møbler og Kobberting. Læg desuden

Mærke til hvilke Teaterstykker Folk løber efter, hvilke Bøger

der sluges og Billeder der beundres. Skuespil som Gyrano de

Bergerac, Ørneungen, Madame sans Gene. opføres de Tusinde

Gange, og Heibergs Vaudeviller i gammeldags Udstyr og Dragter

fylder Teatret. Et Stykke som Elverhøj er jo i Virkeligheden

uopslideligt. Quo vadis (Fra Neros Tid) sælges i Hundreder af

Tusinde Eksemplarer, og gamle Dumas' Bomaner kommer i nye

pragtfulde Udgaver. Fortiden med dens Dyder, men især med

dens glimrende Laster, drager Fantasien stærkere end nogen

Sinde før.

Under saadanne Forhold faar Kunstneren en vanskelig Stilling

eftersom det kunstneriske Udtryk for et nyt Syn paa Men-

nesker og Natur kun yderst langsomt slaar igennem. Og lad

det være nok saa lidt, noget nyt maa der til hvis ikke de særlig

kunstinteresserede skal ledes ved den bestandige Gentagelse.

Det store Publikum derimod betragter uden synlig Utaalmodighed

Aar ud og Aar ind Billeder som i alt væsentligt er

som de tidligere malte, lytter til gamle fortærskede Melodier og

læser Bøger som i Virkeligheden kun er Omskrivninger af tidligere

udkomne.

Det er kommet saa vidt at ,,Publikumskunst" er bleven en

nedsættende Betegnelse i Kunstnerens Mund. En Bog alle læser,

en Melodi alle synger, et Billede hele Byen taler om, vækker

alene af den Grund Mistanke og Opposition. Ja der er opstaaet

en komisk Nutidsfigur „Kontra-Publikumeren", som for at mar-

kere sin Selvstændighed og Særstilling, konsekvent indtager det

diametralt modsatte Stade — ogsaa naar Publikums Smag er

uangribelig!


210 Kunstens Stavnsbaand og dets Løsning i Nutiden

Kunsten for Folket, som forekommer os en Kimære, har dog

en Gang været Virkelighed. Der har virkelig eksisteret Samfund,

hvor det man den Gang kaldte ,, Folket" samledes om Landets

Kunst. Fænomenet havde Aarsager saavel af mere almindelig som

af særlig Art. Af afgørende Betydning var det naturligvis at

Kunsten stod i den religiøse Verdens-Idés Tjeneste og derfor

nødvendigvis maatte tale til Folket i det Sprog alle forstod. Den

Gang repræsenterede Værkerne ikke som nu de enkelte Kunstne-

res særlige, mer eller mindre afvigende Opfattelse af Livet, Ver-

den og Menneskene, men de var det tilforladeligste Udtryk for den

herskende V erdensanskuelse . Kunsten

i Ægypten og i den tidlige

græske Periode var jo ingenlunde fuglefri som nu, den førte ikke

sit eget uafhængige Liv. men stod i Religionens og Politikens

Sold. En af dens Hovedopgaver var at forherlige Guder og Kon-

ger og at forevige den afdødes Form — med Livet efter Døden for

Øje. Kunstens største Betydning laa derfor i dens store mystiske

og dynastiske Mission, mindre i dens Charme i og for sig.

Nu da Idéerne affarves, ja truer med helt at visne bort, bliver

Kunstens Stilling naturligvis en anden og dens Opgaver for-

skellige fra tidligere. Den kan ikke mere vække Almen-Interesse,

selv om det isolerede Kunstværk vedblivende øver et stærkt

Indtryk paa de enkelte.

Man tog Sagen med adskillig større Ro paa en Tid da Kun-

sten var det naturlige Udslag af Trangen til om og om igen at se

netop det fremstillet som man allerede kendte og holdt af, ja

beundrede og tilbad: de hellige Legender, Heroerne, Scener af

Livet som gengav gamle Sæder og Skikke — noget der altsammen

var vokset sammen med det overleverede Følelsesliv,

som baade hos Kunstneren og Folket bundede i Kærlighed til

Fødebyen og til det forbigangne med alle dets Forjættelser; eller

i Forvisningen om den Tilværelse efter Døden som Religionen

gav dem Brev paa.

Saaledes var det i det mindste i Ægypten, i Kina, i Græken-

land og senere i Florens. Kunsten dér fødtes næsten spontant.

og spirede frem af Haandværket omtrent som Blomsten af sin

Stængel. Det faldt næppe nogen ind at forlange skiftende Ind-

tryk af den hjemlige Kunst, og der var heller ikke Tale om at

gøre dristige Laan fra fremmede end sige forlængst uddøde Kul-


Kunstens Stavnsbaand og dets Løsning i Nutiden 211

turer — noget visse Kunstnere nu til Dags ikke nægter sig, men

som rigtignok ofte minder mere om Opgalvanisering end just

om Genfødelse. Hvad skulde man desuden med det fremmede,

naar man kun brød sig om inderlig Forstaaelse og Gengivelse

af de Indtryk og den Tro man selv levede paa? I Samfund

hvor man er sig selv nok og hvor Kulturens Blomster kun har

Værd naar selve Planten slaar dybe Rødder i Hjemlandets Jord-

bund, dér foragter man „Barbarernes" o: de fremmedes Kunst.

I Italien ønskede de saaledes at se Apostlene, den hellige

Ghristoforus eller Franciskus, Kristus og Jomfruen, Familie-

portræter eller Billeder fra Fødebyen med de Fester, Skikke og

Ejendommeligheder som de i deres Umiddelbarhed formodentlig

har troet var uforgængelige.

Vi bryder os mindre og mindre om Kunstens Stængel, naar

vi blot faar Blomsten, ligegyldig hvor den plukkes. Og i Stedet

for at det den Gang var barnlig Tro og Kærlighed som gennem-

syrede Kunsten, ægges Opfindsomheden og Fantasien, undertiden

næsten vanvittig, op. Det sjældne og sære er for de kræsne blevet

et næsten uundværligt Skønheds-Element, og vi forstaar ikke

hvorfor et Værk som planlægges og udføres med en snæver Kreds

af højt kultiverede for Øje, af den Grund bliver mindre vægtigt

eller blot mindre menneskeligt.

Kunstens Stilling til Kulturen er altsaa bleven en anden end

tidligere, og det bliver næppe anderledes, fordi ,,den evropæiske

Kulturs Samvittighed" Leo Tolstoi, raser mod det han kalder

„uægte" Kunst o: Kunst som den store Hob intet forstaar af.

Er der egentlig andet end god og slet Kunst, og tilkommer der et

Værk Kunstrang, fordi det muligvis er fortjenstfuldt fra et

politisk, religiøst eller pædagogisk Synspunkt?

Vistnok har der foruden den nævnte Grund været særlige

lokale Aarsager til Stede, som bidrog til at Kunsten fik stærkere

Tilslutning fra Folkets Side. Athen havde saaledes et afgjort

Plus fremfor os fordi Slaverne — ofte 3 eller 4 pr. Borger — ikke

regnedes med til „Folket" .

I Nutiden udfører en ikke ringe Del

af Befolkningen et tilsvarende brutaliserende Arbejde, som ude-

lukker Muligheden for Paavirkning i kunstnerisk Henseende.


212 Kunstens Stavnsbaand og dets Løsning i Nutiden

Med andre Ord:

imellem os.

Hos os er Slaverne ikke under os, men midt

Hvad Florens angaar, egnede Mester Giottos Værker sig jo

allerede paa Grund af Emnevalget — i Særdeleshed Fremstil-

1

lingen af den hellige Frans Liv — fortræffelig til at gøre

Kunstneren populær. Mindst ligesaa meget bidrog dog den reali-

stiske Udførelse af Billederne. Ti aldrig før havde Samtiden

set en saa virkelighedstro Gengivelse af Livet som paa Giottos

Billeder. For den der har oplevet Fotografien og Naturalismen

er det svært at forstaa, hvorledes Giottos Fresker, som fra et Nu-

tids-Standpunkt ikke er naturalistiske, har kunnet virke saaledes

paa Beskueren. Men det er jo Forholdet det kommer an paa, og

Overgangen fra den bysantinske Kunsts Uvirkelighed til disse

levende Menneskeskikkelser, frembragte en næsten illuderende

Virkning paa hans samtidige. Vi har forøvrigt Udtalelser fra

denne Samtid eller den umiddelbare Eftertid, som vidner derom.

Boccaccio skriver i den 6. Dags 5. Novelle: Den berømte Maler

Giotto var i Besiddelse af et saa mægtigt Geni at han ved Penslens

Hjælp kunde gengive Naturen saa troværdigt, at den ikke blot

lignede men i den Grad skuffende at man troede man stod overfor

selve Virkeligheden. —

Der er ingen Tvivl om, at den slaaende Gengivelse af Virke-

ligheden er det Element i Kunsten, som bestandig har betaget

Mængden stærkest. Derfor gik der ogsaa en vældig Masse Be-

tagelsesmulighed tabt da Fotografien blev opfundet. Endnu saa

sent som i det 19. Aarhundredes første Del var det især Virtuosi-

teten i den virkelighedstro Gengivelse af de mindste Enkeltheder,

som skaffede Kunstnerne By. Det er let at hente Eksempler paa

dette saavel hjemme- som udefra.

Er det konventionelle, Gentagelsen og den minutiøse Gen-

givelse, nødvendige Betingelser, saa er det uforudsete, det dybe,

stærkt personlige eller blot fantasifulde, tilsvarende uoverstige-

lige Skranker for Folkets Tilslutning til Kunst. Og paa det

Punkt er der ingen synderlig Forskel mellem Verdens ældste og

yngste folkelige Kunst: Ægyptens og Hollands.

Næppe nogen anden stor Kunst har staaet i saa direkte Rap-


Kunstens Stavnsbaand og dets Løsning i Nutiden 213

port til Folket og været saa lidt paavirket af fremmed Indflydelse

som den gamle ægyptiske. I et Land hvor man i Aartusinder

holdt fast ved nedarvede Vedtægter, levede forholdsvist isoleret,

og besad en alsidig Kultur som løftede sig op over Omgivelsernes,

dér maatte Kunsten næsten naturnødvendigt blive grundmuret,

stilfast og folkelig — et Racemærke omtrent som Hudfarven,

Temperamentet og Hovedfagonen. Ligesom Kulturen i det hele,

bygger ogsaa Kunst og særlig folkelig Kunst paa Vaner og Tradi-

tion; derfor ser man i Ægypten de samme Typer gaa igen i

Tusinder og atter Tusinder af Varianter i Løbet af 7 eller 8

Tusinde Aar. Afstanden mellem det virkelige Liv og Kunsten

var langt større end nu, hvor Kunsten følger Livet i Hælene

som Rytteren følger Pacemakeren. Og sammen med denne

næsten enestaaende Konservatisme som Ægypterne satte deres

Ære i, voksede Virtuositeten til en saadan Højde at den næppe er

bleven overtruffen senere. Det vi forstaar ved kunstnerisk Fri-

hed, kendtes ikke dér. Medens vi lever paa Laan fra Alverdens

Kanter, lige fra Tokio til Paris, var Ægypternes Kunst i 10,000

Aar ene og alene Ejendom, aldrig Laan. At de gennem uendelige

Gentagelser tilsidst naaede den største tekniske Fuldkommenhed

er jo derfor ret naturligt.

Springer vi adskillige Tusindaar frem i Tiden, kommer vi til

den hollandske Kunst i det 17. Aarhundrede, og skønt vi forlod

en Kunst som var Udslag af religiøse, dynastiske og sociale Forhold,

der var vidt forskellige fra hollandske Tilstande omkring

1650, møder vi dog i det væsentlige samme Syn: Konventionen

og den stærke Begrænsning, den uhyre Masse Gentagelser og den

vidunderlige og virtuosmæssige Teknik. Ogsaa den kraftige Selv-

følelse og Kærligheden til Hjemstavnen i dens smaaligste De-

tailler, ligesom Glæden over at se sit eget „Portræt", har de til-

fælles. Ti som den ægyptiske Kunst er Portrætet af Ægypten,

er den hollandske Portrætet af Holland og dets Kultur: af

Mennesker og Ting, af borgerlige Sæder, af Byernes Pladser og

Gader, af det flade Land, af Hav og Himmel.

Det er dog ikke alene paa Grund af disse Lighedspunkter at

den hollandske Kunst drages frem, men ogsaa fordi vi dér faar


214 Kunstens Stavnsbaand og dets Losning i Nutiden

Lejlighed til at se hvad det er som vanskeliggør eller umuliggør

Folkets Tilslutning til en vis Art af Kunst, som i Modsætning

til den nationale Skolekunst kunde benævnes Verdenskunst.

Alle Kunstnere selv de personligste og særeste, staar i mere

eller mindre levende Rapport til Traditionen. Typerne og de tra-

ditionelle Genrer er logisk nødvendige fordi de er som det fælles

Sprog ingen Kunstner kan gaa udenom. En ny Tanke tager sig

jo ofte bedst ud, naar den iklædes Sprogets ældste Ord, fordi disse

har en Klang og en Klarhed, som ofte fattes de senere dannede.

Hvad vi kalder original Kunst er paa en Maade en ny kunstnerisk

Variation over et ældre Tema; men en saadan Variant kan rigtignok

være saa særegen og indholdsrig at den senere maaske selv

bliver et nyt kunstnerisk Udgangspunkt. Ligesom ved et Tron-

skifte raabes der saa: Den gamle Konvention er død, leve den

nye!*).

Et Kunstværk rummer altsaa en Blanding af noget vi allerede

kender og er fortrolige med, og en større eller mindre Portion

nyt, uforudset Det er dette nye og uventede, som betager og fortryller

dem der forstaar og sympatiserer med Kunstneren, men

som forarger og frastøder alle andre saa snart det drejer sig om

mere end netop Minimaldosis. Forholdet mellem det gammelkendte

og det nye er derfor det afgørende for Værkets Skæbne.

Originalitet kan jo nemlig være saa lidt fremtrædende at den blot

virker som et behageligt Krydderi, eller den kan være saa dyb

og sælsom, at Omgivelserne vender sig uforstaaende og forargede

bort. Om den nationale Skolekunst gælder det første, om

Verdenskunsten det sidste. Ti Skolekunsten hænger fast ved

det konventionelle, den anden er Kætteri. Skolekunstnerne fyl-

ker sig Skulder ved Skulder under de respektive nationale Skolers

Bannere, de andre er ,,sære" og isolerede Personligheder, som

hver især har sin personlige Teknik. De fik den ikke fra andre,

og ingen kan ,,lære dem Kunsten af." Diamanten maa jo som

bekendt slibes med sit eget Støv. — Det maa være dem Ibsen

tænkte paa da han skrev: De som staar mest alene er de stærkeste!

Dette med Styrken er nu ligesom man tager det; det afhænger

* Det franske impressionistiske Landskabsmaleri med dets violette Tone i Skyggerne,

og dets hensynsløse Dyrkelse af Luftharmoniens Skønhed paa alt det andets