-*4; nj

booksnow1.scholarsportal.info

-*4; nj

nj

'^1^'

^

•^

^^\

-*4;

^^ ^^K


;t^


Digitized by the Internet Archive

in 2011 with funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/nornegstOOjens


NORNE'GÆST


JOHANNES V. JENSEN

NORNE*GÆST

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

- NORDISK

FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

MDCCCCXIX


COPYRIGHT 1919 BY JOHANNES V.JENSEN

NIENDE TUSINDE

GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI

KJØBENHAVN


HAN

GÆST KOMMER TIL

VERDEN

var født paa Sjæland. Det første

han huskede var et Rønnetræ fuldt

af Bær der svævede over hans Hoved som

en dejlig rød Aabenbaring og førte Blikket

videre op i en Verden af Løv og luftige

grønne Trætoppe, lige ind i den blaa Him-

mel, hvor store hvide Ting gik i et saligt

Dyb; det var første Gang hans Øjne saa

Dagen.

Et Sted oppe i det Blaa var der noget

der lyste og som der kom Varme fra, han

vendte sit Ansigt den Vej og mødte en hvid

mægtig Ild hvori det funklede som en smel-

tet Ring, blændet lukkede han Øjnene, og

nu var Mørket under Laagene fuldt af sære

levende Farver. Da han igen aabnede Øjnene

spøgede der gustne Pletter, Genfærd

Norne-Gæst 1


2

GÆST KOMMER TIL VERDEN

af Solen, oppe i Træerne, paa Himlen og

paa alt hvad han saa.

Moderen havde lagt ham paa Ryggen un-

der et Træ i Skovbrynet, og hun kunde se

at den Lille var begyndt at skønne, han var

saa fortænkt, der tegnede sig et Under i

hans spæde Træk. Han trak Lemmerne til

sig og skelede frygtsom da en Fugl brød

ud af en Busk og blev staaende et Øjeblik

udenfor og buldrede i Luften inden den

smuttede ind igen, ikke mindre betaget blev

han over en ganske lille grøn Orm som

hejsede sig ned i et usynligt Spind og krumm.ede

sig i Brisen over hans Hoved. Moderen

lo over ham, af Glæde og Ve, som

Mødre ler — den lille Gæst kunde nok slet

ikke forstaa hvor han var kommen hen!

Af det fik han Navn. Han havde jo ind-

fundet sig som en lille hjælpeløs, stum og

fremmed Person, paa Rejse fra en ukendt

Verden og ind i en anden. Hans Moder

havde været i en Afmagt da han kom til

Verden, og Kvinderne der var hos hende

var bange for at hun ikke skulde komme

til sig selv mere, men da hørte hun i sin

Dvale at den lille Gæst græd, hun slog


GÆST KOMMER TIL VERDEN J

Øjnene op og saa hvor han var spæd,

gjorde Tegn til dem at de skulde give

hende Ungen, og de gav hende den da ved

hendes Bryst. Det var som om Moderen

havde været henne og gerne var bleven

borte, hun lignede ikke et Menneske da

hun vaagnede, men da den Nyfødte faldt

til hos hende fik hun igen Graadighed ef-

ter at leve. Saaledes kom de fra hver sin

ukendte Verden og mødtes i Livet. Den

lille Fremmede blev paa et langt Besøg,

Gæst skulde han hedde, og velkommen

var han.

Da han først var kommen skikkede han

sig i alle Maader som et rigtigt Barn. Det

varede ikke længe før han begyndte at

bruge sine Hænder og slaa ud med dem

efter noget, som han med Nidkærhed skelede

paa, ofte ramte han ved Siden af, men

fik han Tingen fat, hvad det saa var, gik

den i en stiv Bue en og samme Vej, lige

til Munden, og Moderen maatte mangen

Gang klemme det lille Gab op og rense

det ud med Fingeren, indtil han selv lærte

at skelne mellem hvad der var spiseligt

og hvad der var Jord.


4

OÆST KOMMER TIL VERDEN

Den meste Tid tilbragte han ellers trygt

sovende i sin Moders Rygpose og blev

skumplet meget omkring og dyppet nu og

da, naar hans Moder bukkede sig i Stran-

den og tog Muslinger op, det krydrede

hans Drømme uden at forstyrre ham i hans

Søvn.

Han havde næppe lært at gaa før han

stolprede fra sin Moders Knæ, en Dag ef-

ter Tordenvejr, for at bemægtige sig Regnbuen,

der stod med sin ene Fod paa Grøn-

sværet tilsyneladende lige ved, men Regn-

buen flyttede sig samtidigt med at han nærmede

sig den, og da han var kommen helt

ned til Stranden svævede den med begge

Støtter ude over Vandet, uden Tøven løf-

tede han sit lille Skindforklæde op og begyndte

at spadsere ud i Søen; Moderen

maatte ile til og bære ham i Land, hoved-

rystende og fuld af Latter over det lille

Mandbarns Fremmelighed. Det var tydeligt

at han stræbte vidt. Endnu mens han var

Dreng forlod han da ogsaa paa egen Haand

sin Stamme.

Gæsts Moder var en Stenalderkvinde ved

Navn Gro. Hun var hele Stammens Mo-


GÆST KOMMER TIL VERDEN 5

der. Der var fuldt op af Børn paa Bopladsen,

Gro selv havde et Antal, men hun

skelnede ikke saa nøje mellem sine egne

og de andres, de var Børn af hendes Om-

sorg allesammen. Hvorsomhelst Gro saa et

Barn med oprakte smaa Arme tog hun det

op og gav det en Drik og en Søvn bag-

efter ved sit Bryst. Hun var først oppe

om Morgenen paa Bopladsen og gik sidst

til Ro, det havde aldrig truffet sig at Nogen

havde set hende sove. Stammen holdt sammen

af sig selv uden Tvang takket være

hende, indenfor Mændenes Kreds var det

uafgjort hvem der stod for Styret, og op-

stod der en Uoverensstemmelse varede

den sjælden længere end til Gros Mening

var bleven spurgt. Hun var elsket af alle

Mænd.

Under Moder Gros Beskyttelse tilbragte

Gæst sin Barndom, paa en solet Sandstrim-

mel, mellem en Skov og en Strand.

Den oldnordiske korte lille Fortælling om

Norne-Gæst kender ham kun som den

overnaturligt gamle ensomme Rejsende der

kommer til Olav Trygvesons Hof og uden

Indvendinger ser sit Livslys brænde ud der,


6

GÆST KOMMER TIL VERDEN

Sagaen trænger nogle faa Aarhundreder til-

bage i hans Liv, til hvor det taber sig i den

dunkle Sagntid; men hans Oprindelse var

meget ældre.

Norne-Gæsts Levetid strakte sig over

hele Menneskehedens Barndom, fra den

nordiske Stammes Nybyggertid langs de

baltiske Kyster i Stenalderen og til den som

tre store folkerige Samfund træder ind i

Kristenheden. Længere kunde Gæst ikke

følge den, han var en Hedning, havde optaget

Oldtiden fra Rod til Top i sit Væsen,

og da Tiden skiftede havde hans Rejse

Ende. Ikke at han mødte de nye Guder

med Uvilje, men andre egnede sig bedre

for dem end han.

Som en gammel frændeløs Vandringsmand

der staar udenfor Husdøren en Vin-

teraften i Lyset fra Arneilden indenfor, saa-

dan tager Norne-Gæst sig ud i Sagaens Frem-

stilling, det er som om han altid har

været gammel, altid foran i Vandring og

altid bagefter sin Tid. Og dog havde han jo

netop levet i en Tid da Tilværelsen var

yngre og Menneskeheden stod dens Kilder

nærmere. Husvild blev han da han kom til


GÆST KOMMER TIL VERDEN 7

at vandre mellem Slægter som var af en

anden Oprindelse end han eller havde tabt

den af Syne.

Om Norne-Gæsts Ungdom og den indre

Udødelighed deri, som Sagaen ikke mel-

der noget om, er det der skal fortælles her.


GÆSTS

BOPLADSEN

Fødested paa Sjæland laa vel

gemt, ikke paa selve Kysten men

inde i en lun Fjord paa Storebeltsiden et lille

wStykke ind ad Land til.

Ude fra Søen skulde Ingen faa den Tanke

at Kysten var beboet, herfra lignede den en

lang allevegne lukket Skov der svømmede

paa Bølgerne, saa lavt var Landet. Bagved

hvor Kysten endte skød et andet skovklædt

Næs sig ud i Søen, uvist om det var en

Flig af samme eller en anden af de lave

danske Øer der flød mellem Østersø og

Kattegat.

Himlen derover gik med store Skyer,

som langsomt vandrende Øer, Øer i Havet

og Øer paa HimJen, Søen brusede, vid og

blaa var Dagen, urstille, kun Maager og

Søfugle lagde en spæd Havmusik om Ky-


BOPLADSEN 9

sterne, stum kom Sælen op med sine vaade

Øjne og saa ind mod Land, en Røgsøjle

stod over Skoven, og Sælen fornam en

Lugt der ikke huede den, kneb Næsen i

og stod paa Hovedet ned mellem de store

tangbevoksede Sten paa Bunden.

Men hvor Røgsøjlen stod over Skoven

inde i Land boede der Mennesker. En ste-

net Strand og en smal Klit skilte Skoven fra

Søen. Yderst bestod Skoven af ganske lave

purlede Vækster og Smaatræer, som laa

t2&i trykkede til Jorden, holdt nede af Vin-

den, og var mere uigennemtrængelige end

et Tjørnekrat, først lidt efter lidt blev Træ-

erne højere idet de forreste skærmede for

de næste; ude fra Søen saa Skoven ud som

et skraat og jævnt Tag der rejste sig fra

Stranden indover Landet, tilsyneladende

mere tilgængeligt ovenpaa end mellem Træ-

erne. Det var som om Landet vendte Ryg-

gen til Søen.

Men etsteds ved et Næs gik der et Gab

ind i Landet, lidet iøjnefaldende naar man

ikke kendte det, indenfor videde det sig

ud til en Fjord, og her aabnede Skoven

sig op.


10

BOPLADSEN

Der var mere solet og stille inde i Fjor-

den end paa den blæsende Yderkyst, So-

len stod paa her det meste af Dagen, i en

Bugt laa Vandet ganske fladt og blankt,

lyst af Sandbunden som skinnede igennem

det og med blændende Genskær af Mid-

dagssolen. Sandbunden var en eneste stor

Østersbanke.

Bugten indrammedes af en stenet og

tangfyldt Strand, indenfor den lave Brin-

ker med blottet Grus og nedskredne store

Stenblokke. Ovenover stod Skov. Men i

Modsætning til Skoven ude paa Havsiden,

der skød Ryg og gjorde sig tornet og uigen-

nemtrængelig, hvælvede Skoven sig her

luftig og aaben med høje Stammer der stod

som Porte ud mod Bugten. De store fulde

Kroner kuplede sig i Vindstille og Sol, Da-

gen her var altid rolig.

Megen Stimmel var her af Maager, der

var helt hvidt af dem ude paa Bankerne,

hvor det lunkne Vand kun var faa Tommer

dybt, de peb, kivedes og gav Hals Dagen

lang, under Vingebask og Flytten sig omkring,

de sad paa de store Sten ude i Bug-

ten og udgød sig i Veltalenhed for hinan-


BOPLADSEN 1

den, saa det gav Genlyd ind fra det flade

Vand og ind mod Skoven og helt over til

den anden Side af Fjorden, hvor der ogsaa

var en Brink kronet med kuplet og solet

Skov. Over det hele stod den blaa Sommerhimmel

med hvide kuplede Skyer, som

spejlede sig i Bugten og blandede deres

Hvidhed sammen med Maagernes.

I den stille Luft stod der en tyk varm

Os af gærende Tang, af Saltvand Solen

stod paa, af gabende Muslinger Ebben var

gaaet fra og som begyndte at lugte, af Maa-

gernes hvide Skarn, og derimellem blan-

dede sig Skovens grønne Krydderlugt, Vift

af Hindbærsødme og Honningsduft fra de

solede Lysninger inde i Skoven, hvor vilde

Blomster og Græsser rakte sig langstilkede

mellem hinanden.

Om Aftenen blev her saa lydt. Sælen

kom forsigtig ind fra Søen og skød sig op

paa en stor Sten ude i Bugten, skuttede

sig om paa Siden for at blunde — og da

var det det kunde hænde at en eller flere

lave træstammeagtige Ting, hver med no-

get sælsomt levende ved sig, krøb ud gennem

Skumringen. Det var Jægerne inde i

1


12

BOPLADSEN

Bugten som havde faaet Øje paa Havman-

den og nu søgte at ringe ham ind. Set fra

deres Side var Havmanden et kært Vildt,

med ikke lidt Mad i, og Skindet af ham var

særlig begæret, et Forsøg paa at overliste

ham og faa en Harpun i ham inden det

blev helt mørkt skulde dog gøres. Men

anede han Uraad for tidligt og gik i Søen

listede man hjem igen lige saa stille som

man var kommen og trak Egerne paa Land.

Overfor Kvinderne, som allerede i glad

Forventning havde lagt paa Baalet, lod man

sig da forstaa med at det næppe havde væ-

ret en rigtig Havmand men snarere en

overnaturlig Skabning, siden han havde

vist sig at være Mandevid saa ganske over-

legen.

Lidt indenfor Strandkanten og op mod

Brinken laa Bopladsen. Der var ikke me-

get at se, den halve Snes udhulede Fartøjer

der var trukken op paa Strandbredden

kunde paa nogen Afstand lige saa godt

være omstyrtede Træer, af hvilke der laa

mange fra Skoven ud over Brinken, og

Hytterne oppe i Skovbrynet kunde slet ikke

skelnes derfra, det var forede Huller i Jor-


BOPLADSEN 13

den med et Græstørvtag over som gik i

et med Grønsværet. Om Sommeren yn-

dede de fleste at sove ude, ved Baalet,

med en Hud over sig udspilet med et Par

Kæppe, kun Kvinderne og de mindre Børn

holdt til under Jorden hele Aaret.

Dagene tilbragte man paa selve Strand-

bredden, hvor Ilden altid brændte, naar

man ikke var i Skoven eller ude paa Ban-

kerne for at fiske. Her gik man og pus-

lede med sit Arbejde, her spiste man, oven-

paa Resterne af hvad man havde spist i

Aaringer før, paa den lange hyggelige

Dynge af tomme Østersskaller og andet Af-

fald følte man sig mindet om sine Maalti-

der, her var man hjemme.

En gennemtrængende stikkende og raa

Lugt hang stille i Solheden her under Skov-

brynet og Brinken, hvor der næsten altid

var Læ, blandet fedt sammen af gammel

Fisk og gærende Rester af døde Bløddyr

og Tang, og af henfaldende Kalk og syrnet

Saltvand, og dertil Røgen fra Baalet, det

friske Træs krydrede Safter, Glødernes

hede Dunst og Stanken af vaad Aske, ikke

at forglemme Hundene, hvortil kom Men-


14

BOPLADSEN

neskelugten fra de saltvandsklamme Krop-

pe og uredte Hoveder. Man nærmer sig

ikke Bopladsen uden et Nys, som kvæger

Hjertet, her er godt, her har man

hjemme.

Man sidder paa Madfadet, nærved er

den aabne Strand, som er et stort Spisekammer,

Væggene i Stuen er de milde

Sommerbriser selv. Loftet den store aabne

Himmel.

Den staar saa rolig ude over den flade

lunkne Strand, hvor Skyernes Kupler og

Afgrunde gentager sig i Søen, Ternen styr-

ter sig tavs i Middagsheden i sit eget Spejl-

billede, Hav og Himmel hviler som Tvil-

lingverdener i hinanden.

Langt borte under Synskredsen tordner

det, korte underjordiske Stød som om noget

skrider i Jordens Indre. Det er som om

det aldrig har været andet end Middag og

Midsommer.


DANMARKS TILBLIVELSE

MEN

naar Kornmodstordenen næsten

umærkeligt ryster de danske Øer er

det som et Billede, hævet over i sin Modsætning,

af de sukkende Drøn fra kælvende

Bræer, da Landet fødtes, og hvor Klode-

skyerne gaar med hvide Tinder over Øster-

søen, i samme Højde laa Is og Sne som et

fast Fjæld, i en Masse fra Nordpolen langt

ned i Mellemeuropa.

Danmark hævede sig som lave nøgne

Grusbanker op af Søen efter at Isen var

smeltet. Ler og Sten som Bræen havde ført

fra Fjeldene i Norge og malet i sin Kværn

og som sank til Bunds i Havet da den smel-

tede, saa meget at Grundene tilsidst ragede

ovenud og blev til Øer, et vældigt Flytte-

arbejde af Bræen, der skrabede Fyld nok

af et Land til at opbygge et helt nyt af.


16

DANMARKS TILBLIVELSE

Luftigt var der herude efter det store

Tøbrud, vaade Syndflodsvinde strøg over de

mange nyskabte, fuldstændig bare Øer og

Holme, kun milevide Grusmarker spækket

med store Sten, drivende af Vand, med

et Net af Sunde og Strømme mellem Kysterne

og et Net af Søer og rindende Vand

i det Indre, Vand foroven, evindelige Regn-

skyl i de første Aarhundreder efter Issmelt-

ningen mens Jorden endnu var kold, saa

Taage, da det blev mildere, Aaret rundt

rugede den; men endelig fik Sol og Vind

Overhaand og tørret Øerne saa vidt at Maa-

gen kunde trippe i Land uden at synke i

i den vaade Smadring, og fra nu af be-

gyndte de nøgne Grusbanker ude i Søen

langsomt og ved Hjælp fra mange Sider at

forvandle sig til Land.

Nogle af de første der kom var Svømme-

fuglene, i uhyre Skarer, blændende hvide

i den raa sigtbare Luft, saa hvide som

Skummet paa de sortblaa Bølger, som den

sidste Aprilsne inde i Land og som de svulmende

Skytoppe hvor Solen brød igennem,

de slog sig ned paa Øerne for at ruge, blan-

dede deres Æg med de runde brogede Sten


DANMARKS TILBLIVELSE 17

Oppe i Land, saa de næppe var til at kende

fra hinanden, her blev det nye Maagekuld

ruget ud, runde brogede Unger, lidt i Fa-

milje med Stenene, det var de første Be-

boere der tog Farve af Jordbunden og al-

drig fløj længere end at de jo kom her for

at ruge naar de selv blev Maager.

Vandet i Søerne og Oversvømmelserne

var længe koldt og saa klart at den mindste

Sten synede paa Bunden, med Nattefrost

lagde de til og dannede luftige Broer over

Dybet, endnu laa der Is under Gruset som

holdt sig i Aarhundreder; men efterhaan-

den som Solen fik Magt blev Vandet varmere

og begyndte at herberge Liv, en usyn-

ligt ynglende Grøde, Alger og Infusorier

som saaedes af Vinden; de første Insekter

kom, fejet ud fra Fastlandet af en Foraars-

storm, og lagde deres Æg i Vandskorpen,

snart vrimlede det af Larver, og hver Pyt

blev en Verden af Liv i det Smaa, endnu

kold, endnu nøgen, men Planterne er ved

at rykke ind, Lav og Mos klæder de mange

Sten og giver de udstrakte Grusmarker et

grønt Overtræk, Fuglene lader et og andet

Frø falde, og andre blæser til fra fjerne

Norne-Gæst 2


18

DANMARKS TILBLIVELSE

Kyster, Siv og Stargræs spirer med kolde

Rødder i den levrede Grund, Padderokken

spreder sin tynde blege Skov over Grus-

volden, og i Læ af en leret Skrænt blom-

strer den første Følfod, hvis Fnug er svæ-

vet over en Solskinsdag i Fjor og har holdt

Spirekraft i Jorden Vinteren over.

Med Vinden og med Fuglene, med

Strømmen i Havet kommer alle Spirer og

Vækster til Øerne, efterhaanden som de

bliver tjenlige til Liv, de haardføreste først,

og Dyrene i den Rækkefølge der betinger

Livet for dem alle, først Larven der stik-

ker Aanderørene op af Vandet og vil leve,

saa Padder og andet Kræ der lever af dem,

og saa de vingede Skabninger, der lever af

Padden. Salamanderen gaar i de lerede

Grave som en lille Drage, Tudsen indret-

ter sig en Vraa under de klamme Sten, og

Dammene bliver fulde af Frøer, som hilser

de første varme Nætter og Sommerregnen

med et enstemmigt Ynglekor — og nu

knebrer det vaarligt i Luften, Storken

kommer

!

Odderen gaar i Land og dypper sig i

Ferskvand til en Forandring, lysten efter


DANMARKS TILBLIVELSE 19

Krebs, og ude paa Stenrevene foran Ky-

sten ligger Sælerne i Flokke som Orme og

blander deres Gøen med Brændingen, en

Flok Marsvin gaar gennem Farvandet i et

langsomt Ridt ud og ind af Bølgen; og saa-

dan ligger Landet under Aarstiderne, i et

Brus af Fugle, i Regn og i Sne, begravet

maanedsvis i Taage, og atter solende sin

Nøgenhed, naar Vind blæser og Skyerne

gaar i Flugt. Hver Vinter er Istiden om

igen, saa ligger Søer, Grus og Sten bundet

i en haard Masse, Fjeld igen fra Overfla-

den og langt ned i Grunden, og hvert For-

aar er Tøbruddet om igen, men hvert Aar

varmere. Jorden mere og mere udtørret og

beredt for Planter og Dyr.

Mos og Vandplanter fylder Dammene og

forvandler udstrakte golde Oversvømmelser

til dyndede Moser, Trækfuglene kom-

mer. Ænder i hele susende Hærskarer for

at snadre her. Svaner og Gæs, Vadefug-

lene med deres tynde Næb, hvormed de

saa godt sonderer Dyndet for Orme og

Snegle, Spover, Bekkasiner og Ryler, vidt-

berejste Fugle som vil holde Sommer her,

Viben kommer med sin forblæste Top og


20

DANMARKS TILBLIVELSE

indstifter tidligt Foraar fra nu af og til evig

Tid — og allerede nu er Lærken i Luften,

med den nøgne nyskabte Jord under sig

og Solen i store lysbrydende Vifter og Sky-

støtter over sit syngende Hoved.

Hvor Fuglene har gødet og henfaldende

Mos og Lav dannet Muld, kommer Blom-

ster og Urter efter og drager deres kølige

Tæppe over Jorden, Dværgpilen finder

Næring, de første Pileknopper tænder de-

res kolde Ild i den første kolde Sol, som de

har gjort siden; ved det Lag er Jorden no-

genlunde tør efter Tøbrudet.

Landet er nu overalt farbart, stenede He-

der og vidtstrakte Kær med Ris og Pile-

krat; Harer, Mus og alskens Gnavere fin-

der Livsophold i Landskabet, paa dem lurer

Ræven, og Rovfuglene holder sig svæ-

vende over deres Reder, saadan gaar et

lille tusind Aar, Renen rykker ind i Landet

og ud igen, da det ikke bliver ved at være

den koldt nok. Somrene bliver stadig læn-

gere, og nu, langsomt og taalmodigt, van-

drer Skoven ind.

Dværgbirken er den første, den kan gro


DANMARKS TILBLIVELSE 21

saa at sige med Fødderne paa Is, og den

ligger saa lavt at Vinden ikke kan svide

den, den kryber ind; efter den kommer

Birken naar det er bleven mildere, det

lyse spinkle Træ lader Vejret gaa gennem

sin aabne Krone, det rykker ind forpostvis,

kan staa ene indtil der bliver mange, naar

Vinden tror at jage Birken ud render den

kun med dens Frø, snart staar Birkene

tættere og tættere sammen; i Selskab med

dem skyder Aspen sig op, den bævrer fra

Top til Taa men giver ikke fortabt, og tilsammen

danner de den første Løvskov,

luftig og aaben, urolig i Toppen men alle-

rede med solede vindstille Kroge under de

lyse Stammer; her staar Elgen i Ly, og i

dens Spor stryger Ulven. Ogsaa Bjørnen

labber ind, vender Stenene efter Mus og

æder sig fed i Blaabærrisene om Efter-

aaret, inden den gaar i Hi under en Sne-

drive mellem Blokkene.

Siden kommer Fyrren, mørk og strid,

med krogede Rødder, som den slaar om

Stenene for at holde fast. Enebærbusken

kryber hvor det blæser og rejser sig


22

DANMARKS TILBLIVELSE

Op hvor der er Læ; hvor ikke andet

vil gro klæder Lyngen de lange vindaabne

Bakker.

Men tilsidst, naar Sol og Vind og Regn

er bleven blandet passende sammen for

den, kommer Egen. Den er langsom, van-

drer ikke længere ad Gangen end den kan

række med en kroget Arm og lade et Agern

falde, men den har god Tid, for den skal

blive gammel, respektfuld trækker Birk og

Asp sig tilbage til Kærene og Fyrren til de

magreste Stenmarker, men hvor Mulden

er fin breder Egen sig og danner Skov med

samt alle de Træer der følger den. Lind,

Røn og vild Abild, Hassel, Kaprifolie og

Hyben i Underskoven.

Yderst mod Stranden rejser Egeskoven

et Hegn af forkrøblede Lætræer, som ofrer

sig for at danne Tag mod Vinden, men ind

ad Landet til ranker Skoven sig med alle

sine Tykninger og overskyggede Kamre,

det er Skovens Historie fortalt af den selv,

fra det første krybende Dværgpurl til de

høje luftige Søjler inde i Skoven. Vinden

er lukket ude og gaar kun som et fjernt

Brus øverst oppe i de urokkelige Kroner,


DANMARKS TILBLIVELSE 23

Skoven staar fast og dækker Øerne som

en eneste sammenhængende Skov fra Kyst

til Kyst. Fjælet i den er alle Skovens Dyr,

Hjort og Vildsvin, Egern og Grævling, og

alle Skovens Sangfugle; hvor før Steppe-

vinden gik lukker Skoven sig om sin Stilhed

og Løndom.

Saadan var Landet da Stenalderfolket

flyttede ind i det.


HVEM

STENALDERFOLKET

var de? Var det de første Men-

nesker der satte Foden paa de danske

Øer?

I Myten om Istiden er det fortalt hvor-

dan Bræfolket blev til, Drengs Efterkommere;

de første af dem var Mammutjægere,

senere knyttede de deres Liv til Vildhesten

og Renen, og i den Tid da den laa paa

Gennemrejse i Danmark kan det godt være

at en og anden Familje af Urfolket drog

med Renflokkene ind i Landet, men de har

vel ogsaa saa fulgt den ud af det igen og

har tabt sig nord- og østpaa sammen med

den i Egne hvor Renen endnu lever. Danmark

var i Steppetiden landfast med Asien;

siden lagde Sundene sig om Øerne igen.

Stenalderfolket var søfarende. De kom

sydfra til Øerne, fra de baltiske Kyster,

hvor Bræfolket havde bosat sig og var ble-


STENALDERFOLKET 25

ven blandet med de Indfødte, Efterkommere

af Skovfolket, der; af to Kilder var de æld-

ste Danskes Oprindelse.

Havde man spurgt dem selv vilde Svaret

ikke været meget fyldestgørende. Kun

faa skænkede Fortiden en Tanke eller

gjorde sig Forestillinger om hvorfra de var

kommen og hvor længe det var siden, især

ikke blandt de Yngre der var opfødt paa

Bopladsen og kun kendte den og det nær-

mest omliggende Land som deres Verden.

Nogle af de Gamle havde Frasagn, overleveret

fra deres Fædres Fædre igen, som

de undertiden talte om indbyrdes, om en

Fortid da Menneskene boede i et Land

langt borte, mere end en Rejse fra Nymaane

til Nymaane i udhulede Eger over

flere Sunde og rundt Kysten af den ene

efter den anden; i det Land skulde Vintrene

være meget milde, der var Aar hvor man

slet ikke fik Sne. Man levede paa store

Floder og kunde altid faa Fisk. Det skulde

være en enkelt bestemt Mand der første

Gang fandt Øerne ude i Havet og satte Bo

paa dem, senere fulgte mange efter og tog

deres Familjer med. I Begyndelsen brugte


26

STENALDERFOLKET

man kun at rejse ud til Øerne om Somme-

ren og blive der paa Fangst saa længe Vejret

var godt, det var gerne unge Folk som

havde Mod paa at rejse og som kendte

Vejen; men naar det blev kolde Nætter

roede man den lange Vej tilbage igen og

overvintrede paa Fastlandet.

Med Tiden lærte man at klare sig Vin-

teren over ogsaa paa Øerne, enten frivilligt

eller hvis man tøvede for længe og blev

lukket inde af Efteraarsstormene; man saa

at det gik, og mange Familjer blev paa

Øerne hele Aaret rundt uden nogensinde at

se deres gamle Land mere.

Øerne var ubeboede da de første kom.

Vildtet urørt og en Overflødighed deraf,

det var ganske tamt, man kunde tage Fug-

lene med Hænderne, og Hjortene kom af

sig selv og snusede til Øksen; Jægerne

gjorde sig ikke den Ulejlighed at opsøge

dem paa Steder hvorfra man havde en halv

Dag at slæbe Kødet til Lejren, man lagde

sig ved Baalet, og naar Hjortene kom af

Nysgerrighed paa Broderbesøg slagtede

man dem uden at gaa to Skridt. Siden blev


STENALDERFOLKET 27

de jo mere erfarne. Efterhaanden som Jag-

ten blev vanskeligere var der færre der ud-

vandrede til Øerne, det var heller ikke alle

der blev modtaget lige godt af de første Nybyggere

som havde taget Land, stundom

forsvandt hele Baadebesætninger uden at

efterlade sig Spor. Vejen derop blev tilsidst

glemt, og paa Øerne var der Ingen mere

der kendte Vejen tilbage, de der havde sej-

let den og kendte Mærkerne var forlængst

døde. Men Ingen ønskede sig heller tilbage,

man havde det jo fuldkommen godt hvor

man var, saa længe man bare fik Lov at

være i Fred.

Familjerne blev til smaa Stammer, spredt

langt fra hinanden paa forskellige Øer og

med lange Mellemrum paa Kysterne, uden

at kende hinanden indbyrdes og uden syn-

derlig Lyst til Samkvem heller, hver Stamme

var sig selv nok og ikke utilbøjelig til

at betragte sig selv som de eneste Menne-

sker i egentlig Forstand, i Modsætning til

alle andre menneskelignende, ret lavtstaar

ende Fremmede.

En saadan Midtstilling i Tilværelsen, i


28

STENALDERFOLKET

egen behagelig Overbevisning, indtog og-

saa Beboerne af det lille Jæger- og Fisker-

leje inde i Bugten hvor Gæst var født.

De var ikke flere end at de kendte hver-

andre allesammen enkeltvis, uden dog at

gøre sig nærmere Rede for hvormange de

var. Naar en Hjort blev nedlagt og alle

fik en Part deraf, med lige saa megen Skalmad

i Tilgift, kunde Stammen blive nogen-

lunde forsynet, saa det var jo paa den an-

den Side ingen helt lille Familje, og den

daglige Ernæring gav dem allesammen til-

strækkeligt at tænke paa.

Stor var Stammens Verden ikke. Det

var Bugten og det nærmeste Omraade af

Fjorden og saa Skoven ind ad Landet til,

som man kendte til de mindste Enkeltheder

men ikke i videre Omkreds end at en Mand

kunde fjerne sig paa en Dag og være til-

bage igen inden Aften. Hvad der laa uden-

for var temmelig ukendt og fristede ikke

foreløbig til nærmere Undersøgelse. Især

vogtede man sig for at trænge længere ind

i Skoven end til hvor man var kendt, det

Indre af Landet kunde huse hvad som helst.

Ikke sjældent hændte det at en Mand kom


STENALDERFOLKET 29

tilbage til Bopladsen næsten sprængt af at

løbe og saa forvildet at hans Venner maatte

sidde længe paa ham for at holde ham i

Bunde og faa ham beroliget, det var naar

man gik Skoven for nær og blev skrækket

af den.

Ude paa Yderkysten kom man sjældent.

Søen stod paa her og var grov, og det var

Vejen op eller ned langs Kysten til andre

Bopladser, hvis Indbyggere man ikke skøt-

tede om at møde. Med de nærmeste, der

ikke boede længere borte end at man fra

Udløbet af Fjorden kunde se Røgen fra

deres Baal længere oppe ad Landet, havde

man nogen Berøring, dog med Tilbagehol-

denhed. Nysgerrigheden tned Hensyn til

de Fremmede var snart styret, selv fjerne

Stammer saa ikke anderledes ud og teede

sig ikke anderledes end man var vant til fra

sin egen Boplads, fraset enkelte Naragtig-

heder, som naturligt var for Folk der ikke

havde lært bedre. Ind ad Skoven til stødte

de forskellige Jagtomraader til hinanden

med stiltiende vedtagne Grænser, løb man

paa fremmede Jægere her trak begge Par-

ter sig helst tilbage, med stiv Holdning og


30

STENALDERFOLKET

megen Form i Optræden, hvorimod Hun-

dene fra begge Sider naturligvis øjeblikke-

lig laa hinanden i Struben. Ofte naar Jæ-

gerne i Bugten kom hjem kunde de for-

tælle om slige Fremmede, der havde op-

ført sig storagtigt uden dog at gøre Indtryk,

mens Fortælleren selv var vis paa at være

kommen fra Mødet med Takt og efter at

have indgydt Agtelse.

Var det gamle Stammeomraade saaledes

Grænsen ind ad Skoven til, saa stansede

den kendte Verden ved Søen udenfor Ky-

sten. Det var ikke aabent Hav, paa klare

Dage og fra Toppen af et Træ kunde man

meget tydeligt se Kyst ovre paa den anden

Side, et langt og lavt Land som det man

selv boede paa, men det troede man at vide

at herfra var det ikke Forfædrene var kommen,

saa langt tog ingen fornuftig Mand

sig for at rejse i en Ege; de var snarere

kommen sønderfra op langs Kysten fra

mindre Øer der laa til Syd for den man

boede paa. For at det var en stor man

boede paa hævdedes af de Gamle som no-

get der var sandsynligt, omendskønt de

ikke selv havde gjort Rejsen rundt om den.


STENALDERFOLKET 31

Naar Jægerne sad om Ilden og under-

holdt sig om slige Spørgsmaal der laa over

de daglige Oplevelser, kunde de bemærke

en af Gros Drenge der stod hældet frem

i Nærheden med lange Øren, lyttende baade

med Næse og Mund i Tilgift, maaske værdigede

man da i Spøg at kaste en Brand

efter ham, eller han fik Lov at staa som den

ubetydelige Størrelse han var. Det var Gæst

der inddrak Kundskab med alle Huller i

sit Hoved og gemte ethvert Frasagn han

hørte afvejen som en kostelig Skat.

Her hørte han for første Gang Tale om

et mærkeligt Land som alle Mennesker skul-

de være kommen fra i Begyndelsen, ikke

Landet med de store Floder, der laa for-

holdsvis nær, men et Land saa langt borte

at ingen dødelig Mand kunde naa det, om

han saa rejste hele sit Liv, det var saa længe

siden Menneskene var kommen derfra at

Fortællingen var gaaet fra Slægt til Slægt

flere Gange end nogen kunde opregne, og

det meste af den var bleven glemt i det uhy-

re lange Tidsløb, kun en dunkel Erindring

om selve Sagnet og nogle faa tiloversblevne

Træk deraf var bleven overleveret. I det


32

STENALDERFOLKET

Land, hed det sig, men faa kunde tro paa

Sandsynligheden af at det var til endnu, el-

ler nogensinde havde været til, var der

overhovedet aldrig Kulde, Klæder behøvedes

ikke, Træerne havde Bryster som man

diede af, og man sov i deres Arme om Nat-

ten! Vel vidste Enhver at Træerne, ogsaa

nu, var hellige og beskyttende Væsner, men

Resten lød utroligt, hvorvel Sagnet aldrig

havde kunnet glemmes. De første Menne-

sker var bleven skilt fra det Land ved en

uhyre Oversvømmelse, hvorved de fleste

omkom, med Undtagelse af nogle faa som

ejede Eger og kunde sejle; fra dem nedstammede

Stenalderfolket, og deres Eger

var da et synligt Bevis nok for at den Del

af Beretningen var sand!

Gæst lyttede, og hvad han hørte gik ham

i Sjælen.

Han havde gerne villet spørge og faa

mere at vide, bare saa meget som Retnin-

gen i hvilken man formente at Landet laa,

men man svarede ikke naar en Dreng

spurgte, og flere Oplysninger fremkom

ikke af sig selv. Gæst sukkede saa stille,

begravede Brudstykkerne af den dyrebare


STENALDERFOLKET 33

Viden i sit Hjerte. Alt hvad han vidste

maatte han snappe sig til.

Han var jo endnu ikke optaget i Mændenes

Kreds og næppe taalt i deres Nærhed

til daglig. Men naar de store Stamme-

fester fandt Sted var han helt udelukket,

skønt der Ingenting var han var saa begær-

lig efter at blive indviet i som dem.

DET

fattige Stenalderfolk havde ikke

mange Fester, til daglig lukkede Bo-

pladsens enge og lave Horisont sig om Sjæ-

len; men en Højtidelighed var der som holdt

Aanden oppe, det var Festen for Solen.

Den gentog sig to Gange om Aaret,

med en forskellig Betydning, ved Vinter-

og Sommersolhverv, og den var saa hellig

at selv det spændte Forhold der herskede

mellem de enkelte Smaastammer indbyrdes

sattes til Side ved den Lejlighed; man kom

sammen fra hele Kysten, om Vinteren, naar

Dagene var kortest, for at ofre for Solens

Genkomst, ved Midsommertid for i en stor

Baalfest at fejre de lyse Nætter og skønne

paa Solen, nu da den igen vendte for at

Norne-Gæst 3


34

STENALDERFOLKET

gaa mod Vinter. Naar Dagene indtraf vid-

ste de Gamle og Erfarne i Stammen Be-

sked med, de havde Mærker i Landet for

Solens Opgang og Nedgang Aaret rundt,

og kunde læse sig til Solens Stilling til en-

hver Tid paa Stjernebillederne naar den

ikke selv var synlig.

Ofringerne var nødvendige for hele Be-

folkningens Sikkerhed, en Livsbetingelse

var det dog vel at sikre Aarstidernes frem-

deles uforandrede Gang, derfor kunde alle

Stammerne enes derom. Naar de kom sammen

i den Anledning mindedes de med det

samme den fælles, uklare men uomtviste-

lige Oprindelse, en Gang var de dog alle

udgaaet fra samme Sted, og selv mellem

de fjernest fra hinanden boende Familjer

kunde gamle Folk med god Hukommelse

paavise Blodslægtskab langt ude. Store Fællesgilder

knyttede Naboer til hinanden som

ellers kun kunde passere hinanden med

hvert Haar rejst paa Kroppen og en Sten

i Haanden bag paa Ryggen, i alt Fald saa

længe Gilderne varede, de Unge gjorde Be-

kendtskaber, og Kvinder byttedes mellem

Stammerne til Forfriskning for alle ved-


STENALDERFOLKET 35

rørende Parter; Kamplege opførtes, og man

havde megen Gammen.

Flere Gange havde Gæst paa Afstand

hørt den store Folketummel fra Offerplad-

sen, et højtliggende aabent Sted i Skoven,

og set Ilden fra Festbaalet gennem Træerne

men aldrig turdet vove sig nær. Men da han

blev større, og der ikke var saa meget længe

til før han selv skulde indvies og være med

i de Voksnes Hemmeligheder, sneg han sig

et Aar ind paa Offerpladsen og belurede

hvad der fandt Sted. Det var ved Vinter-

ofringen, hvoraf den første Del foregik i

Mørke, saa det var let at skjule sig. Var

han bleven greben var det ude med ham,

der var Dødsstraf for sligt, men Ingen op-

dagede ham, og han fik hele den hellige

Handling at se.

Kun Mænd var tilstede ved Ofringen,

Kvinderne fik Part i Gilderne bagefter, men

hvad Mændene havde sammen med Magterne

i Naturen vilde de være ene om. Man

samledes til Højtideligheden i den sene Nat,

et Par Timer før Daggry, øverst paa Plad-

sen hvor der var rejst store Stene i en Kreds,

indenfor den traadte nogle af de Ældste og

3*


36

STENALDERFOLKET

Udvalgte fra Stammerne, Resten af Mænde-

ne forsamlede sig udenfor, alle meget alvor-

lige og tavse. Det var Nat, men der laa Sne,

saa at man kunde skimte hinanden. Uhyg-

geligt var der i Skoven, og man frøs, selv

i sine Skind, men det hørte netop med til

Dyrkelsen, der blev forberedt, at Enhver i

Mørke og Frygt gennemgik Forestillingen

om slet ingen Ild at have. Sat ud i Skoven

ved Vintertid, fastende, med kolde Fødder,

og uden Ild! Mørkeræd som man var, selv

om man var aldrig saa mange sammen!

Skrækken var paa et Tidspunkt ved at

blive virkelig nok og mere end et Menne-

ske kunde bære, for da viste der sig plud-

selig, efter lang forudgaaende uheldvars-

lende og uforklarUg Brummen i Skoven,

flere rædselsfulde Væsner, tilsyneladende

Mænd, med oprejst Gang, men med skrækkelige

Hoveder, Drager eller Aander, knap

skelnelige i Mørket men saa meget des for-

færdeligere; de Yngste som var med til Fe-

sten for første Gang blev haardt prøvet ved

dette Syn, og der undslap mangen en et

Skrig, skønt han holdt sig for Munden, en

Kilde til megen ubarmhjertig Spot bagefter;


STENALDERFOLKET 37

Gæst var ved at forgaa af Gru i sit Skjule-

sted til Trods for utæmmelig Nysgerrighed;

men selv de Indviede kunde ikke andet end

blive kolde i Haarrødderne, ja de der bar

Maskerne blev selv saa bange ved den

Skræk de indgød, som de siden tilstod, at

det holdt haardt for dem ikke at smide For-

klædningen og fare om Halsen paa deres

lige saa forskrækkede Brødre.

Imidlertid rejste nogle af de Ældre inden

for Kredsen sig og begyndte at mane, en

lang hul overlegen Besværgelse, hvis Ord-

lyd Gæst ikke kunde opfange, den viste sig

kraftig. Uhyrerne trak sig tilbage i Skoven

under en svækket og aftagende Brummen;

man havde faaet Bugt med Natten.

Endnu var der ingen Dagtegn, det trak

bitterlig koldt fra den mørke Skov, men nu

skulde Solen paakaldes, den store hemme-

lige Ildkunst skulde udøves, Mændene in-

denfor Kredsen kom i Bevægelse, og i Sko-

ven nedenfor Bakken hørtes Dyreskrig og

Stamp der kom nærmere, det var Ofrene til

Solen der blev ledet frem, flere store Kron-

hjorte og en hel Flok Vildsvin, der var ble-

ven fanget for det samme og holdt levende


38

STENALDERFOLKET

i en Indhegning til Dagen kom. Svinene

fyldte Natten med stædige Skrig da man tog

fat paa dem, et gjaldende Kor i Skoven, og

de vilde Kronhjorte prustede, der maatte

mange Mand om hver for at holde dem, de

sprang op i Luften og trak Mændene der

holdt dem fra Fodfæstet, en af de store

Orner m.aatte bæres fordi den ikke vilde

gaa, den var dyb i Mælet og vedligeholdt

en Række snorkende fæle Brøl; m^ens Dy-

rene blev ordnet og ført op paa Højen hav-

de de Ældste noget meget vigtigt for nede

i Stenkredsen, rugede med Hovederne sammen

om en Ting i Midten nede paa Jorden

— og her viste der sig en svag Funke i den

mørke Nat, som kastede et Genskær paa

de skæggede spændte Ansigter, og nu stod

alle udenfor i højtidelig Forventning, Ilden

var ved at fødes, der blev saa stille, til

Trods for de skraalende Svin, Skoven stod

højtidelig stille. For dem der saa op var

det tydeligt at det dagedes, der bredte sig

en svag mørkerød Tone over Skoven i Øst

— vilde Solen komme?

Spændingen var i dette Øjeblik paa sit


STENALDERFOLKET 39

højeste, og en dyb Følelse af Afhængighed

af hvad der skete fyldte alle. For hvis man

nu ikke fik Ild? Hvis Solen slet ikke vendte

mere? Nede paa Bopladsen laa Bugten

mørk, Ilden var slukket overalt, udenfor

saa vel som nede i Husene, al Ild var sluk-

ket paa alle Bopladser, langs hele Kysten,

den som ellers blev holdt vedlige Dag og

Nat, den ene Ild af den anden; ny Ild skul-

de tages i Dag i Laan af Ildmagterne, og de

skulde have deres Offer i Vederlag. Sam-

tidig skulde det vise sig om Solen vendte

og gik mod Sommer igen. I Uger havde

den ikke ladet sig se, et tykt Skylag rugede

altid paa Himlen, saa sneede det eller regnede

eller var taaget, ikke særlig koldt, men

vaadt, og hver Dag mørkere, hver Dag tid-

ligere Skumring, som om den lange evige

Nat vilde komme og det aldrig nogensinde

skulde blive rigtig Dag mere. I Nat skulde

Solen vende, hvis de der forstod sig paa

det havde Held til at forsone den, ellers

kunde man vente at det med evig Nat ogsaa

blev evig Vinter. Men det lod til at lykkes,

flere og flere Gange viste Funkerne og Ild-


40

STENALDERFOLKET

skæret sig inde i Kredsen, og for dem der

vejrede op var der nu heller ingen Tvivl

om at det dagedes.

Paa dette Tidspunkt var det Gæst umuligt

ikke at skaffe sig at vide hvad de Gamle

tog sig for, han rejste sig og gik hensyns-

løst lige hen til Stenkransen, Ingen ænsede

ham under den almindelige Spænding, og

nu saa han at en af Mændene sad paa Knæ

midt imellem de andre med en lille Stok i

Hænderne som han trillede hastig frem og

tilbage. Spidsen af den stod ned i en For-

dybning i et Træstykke de andre holdt fast

paa Jorden, og her røg det fra, en Gnist

brød op engang imellem, og en gammel

Mand sad parat med Mos og Trøske til at

opfange Ilden naar den blev stærk nok til

at fænge.

I det samme rejste den Ældste af alle

Mændene sig, en gammel gammel Mand,

som Gæst slet ikke kendte, fra en af de

fjerneste Stammer, han strakte Hovedet

højt op i Vejret, vendte sig med udbredte

Arme ind over Skoven mod Østen og be-

gyndte, med en gammel klangløs Stemme,

i stærk Bevægelse, at galdre. Ubemærket


STENALDERFOLKET 41

trak Gæst sig tilbage til sit Skjulested i

Skoven, han havde set hvad han vilde.

Hvad den Gamle galdrede forstod han

ikke, det lød slet ikke som Ord han kendte.

Tilsidst hævede han Stemmen i den ind-

stændigste Paakaldelse, og de der fulgte

hans Blik saa en lysende Kærne danne sig

midt i den lange dunkelrøde Stribe der laa

i Himmelranden langt langt borte bag den

yderste Grænse af Skoven.

Og her brød Solen igennem, først et

stærkt glødende Ildpunkt hvorfra der gik

Straaler op i det kolde Gry, saa den halv-

runde Overdel af selve Solskiven; langsomt,

langsomt hævede den sig over Jordranden

til hele det runde Legeme hang frit svæ-

vende derover. Mat og blodigrød var Solen,

uhyre langt borte og uden Varme, og ikke

før var den underste Rand kommen fri af

Jorden før den øverste gik ind i et Skylag

igen. Solopgangen gik under i Vintermulm,

og tilbage blev kun det fjerne dystre Gry

over bladløse Skove.

Men det var dog nu bleven Dag. Skoven

listede ud af Mørket og laa synlig milevidt

i det kolde Morgenlys, uendelig stille, sort


42

STENALDERFOLKET

Og nøgen i Sneen, nærved traadte de kendte

Ting, Sten og Træer, ud af Dæmringen,

haandgribelige i Dagen; igen var alle Ting

bleven skabte.

En dyb alvorsfuld Fortryllelse beherskede

Skaren paa Højen mens de saa Solen, væl-

dig var den, vredladen, rød i Hovedet af

Kummer og mægtig ensom, der hvor den

gik ude i Verdens yderste Udkanter — men

nu vidste de at den vilde vende, selv om

den skjulte sig for Uger igen, fra nu af vilde

Dagene gaa frem!

Næsten i samme Øjeblik som Solen stod

op fik Mændene Ild inde i Kredsen, det

var med Flid maget saadan at den første

lille Lue krøb ud og lyste paa Sneen just

som Solen lod sig se, stor Tummel opstod.

Rend efter mere Brænde, det tørreste og

bedste man kunde faa. Barseltravlhed, Slagtetravlhed,

et fordoblet Himmelhvin kom

fra Grisene, for nu blev de stukket og det

ikke blidt, savtakket gik Flintkniven dem i

Halsen, Kronhjortene styrtede med et Ild-

skær i de store angstfulde Øjne, den ene

efter den anden for et Slag af den tunge

Stenhammer i Panden, med et sidste Grynt


STENALDERFOLKET 43

som i Søvne udaandede Svinene, og i Stil-

heden der opstod hørte man det festlige

Plask af Blodet der blev slaaet skoldhedt

paa Offerstenen, hvori Solens Ring var ind-

gravet. Buldrende slog det nyfødte Baal sine

første lange klare Flammer og en liflig Røg-

støtte op mod Vinterhimlen.

Da begyndte der at lyde glade befriede

Udraab fra Forsamlingen, Blusset blev hil-

set med Fryderaab, man sang for det og

sprang en Dans for det i Sneen som lige

saa mange Bjørne paa Bagbenene, skind-

klædte og med brede indbundne Fødder

som Mændene var. Højtideligheden var

forbi, Ofret og Gildet kunde begynde.

Hvor frydede det efter det kolde Ophold

i Nat, Mørke og Tvivl, paa en luftig Højde

og i et altid vanskeligt Samvær med Magterne

histoppe, at føle sig som Mennesker

igen — og nu var Kvinderne kommen!

De stod i sluttet Trop nedenfor Højen be-

lyst af Ilden, Dalens og Virkelighedens so-

lide Børn, forfrosne og lykkelige, i deres

bedste Stads, de rødeste Ræveskinds Pelse

og med mange Rader Marsvintænder om

Halsen, med store Potter i Favnen og op-


44

STENALDERFOLKET

brættede Ærmer, parate til Slagtning, bag-

ved dem Børnene med Pinde og Grene i

Hænderne for at hente Ild hjem til Arnen

igen.

Naar Ofret var ovre, og Solens Part var

bleven givet til Ilden, skulde Resten fortæ-

res nede paa Bopladserne, i røgfyldte skøn-

ne Huler. Det var begyndt at sne, store

vaade Klatter, ikke godt at spise ude, men

det kunde gerne blive til en mange Dages

Snestorm, for nu gik man i Hi, med Flæsk

nok for Uger, og Skoven fuld af Vildsvin,

om det skulde slippe op.


GÆSTS HÆiNDERS ARBEJDE

EN

Sværm af Børn fyldte op paa Boplad-

sen, hvor de blev jaget fra den ene

Ende til den anden af Mændene som det

besværlige Folkefærd de var. Mødrene derimod

forkælede dem og tog deres Parti,

gjorde et stort Numer ud af at banke Stok

og Sten, naar de Smaa faldt og stødte sig,

og „kystede deres Sorger paa Katten", idet

de lod som om de tog store Haandfulde fra

det Sted hvor det gjorde ondt og kastede

det ind ad Skoven til; der var de altid sikre

paa Deltagelse. Tredje Stormagt paa Bo-

pladsen var Hundene, det var op og ned

hvordan man stod sig med dem, undertiden

reves man, om en Knokkel eller en Tarm,

Hunden i den ene Ende og Ungen i den

anden, til andre Tider legede man i skøn

Enighed og sov i hinandens Arme om Nat-


46

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

ten, de Mindste som næppe var kommen

op at gaa slæbte rundt med Hundehvalpe

i Favnen, en stor Del af Børnenes Tid hen-

gik med Leg med Hundene. For Resten

pjaskede de Dagen lang omkring i den flade

Strand, hvor de ikke kunde komme noget

til, eller puslede i Sandet med Gravearbej-

der og alskens Efterligninger i det Smaa af

Mændenes Foretagender. I Skoven var det

dem forbudt at komme, her kunde Ulvene

tage dem. Mændene taalte dem ikke paa

Jagten, før de var saa store at de kunde

blive optaget i deres Selskab, men saa var

de med det samme ude af de Smaas Verden.

Tidligt følte Gæst denne Verdens Snæ-

verhed, uden at han dog egentlig længtes

efter at blive optaget mellem de Voksne hel-

ler, til dem stod han i et spændt Forhold.

Efterhaanden modnedes der da Planer hos

ham om at faa Part i Mændenes Verden

uden at spørge dem derom eller gøre sig

afhængig af dem, og her fik han paa afgørende

Punkter en Forbundsfælle i sin Mo-

der Gro.

Fra han var ganske lille syslede han med

at lave sig alle mulige Ting selv, først Le-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 47

getøj men siden rigtige Redskaber som de

Voksne brugte dem, han havde sin egen

lille Arbejdsplads ved en Sten han havde

udvalgt sig noget til Siden for Bopladsen.

Her sidder han de lange Sommerdage og

laver sig sin første Økse. I alt hvad han ta-

ger sig for savner han en Økse, og da Ingen

giver ham nogen eller laaner ham nogen,

maa han skaffe sig den selv. Alting paa Bo-

pladsen tilhører en eller anden, maa ikke

røres, og er det ikke en af de Store der har

det saa er det Skovens, eller Søen ejer det,

eller Aanderne, man kan Ingenting faa uden

at give et eller andet igen, og har man In-

genting ja saa er det man er henvist til egne

Frembringelser. Det er Gæsts unge Erfa-

ring.

Nu er en afkastet Hjortetak kommen 1

hans Besiddelse, han har selv fundet den

paa en Smugtur i Skoven og taget den til

sig, overbevist om at den er afkastet og lagt

paa hans Vej netop for at han skal tage den.

Hjorten faar en venlig Tanke i den Anled-

ning, og at han er stødt paa den i Skoven

udlægger han som et imødekommende Tegn

fra dens Side ogsaa.


48

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

Gæst nynner saa smaat, mens han stu-

derer Hjortetakken og grunder over hvordan

Øksen skal være. Kamerater som kommer

og vil lege vender han Ryggen til, en

af Hundene der bugter sig op ad ham og

gør sig lækker bliver skubbet væk med Al-

buen, uden at Gæst saa meget som ser til

den Side. Hjortetakken er lang og smæk-

ker, med faa Ender, og naar de kommer af

kan hele Takken bruges som Skaft i sig

selv, med Haandtag til den tynde øvre Ende;

den anden vægtige Ende har en tyk Gren,

som maa skæres af et passende Stykke fra

Stammen og gøres hul til Optagelse af Flint-

skærpen, alt i alt et stort og vidtløftigt Ar-

bejde, men Dagen er lang, og Gæst synger

højere da han er klar over Fremgangs-

maaden.

Med et halvt Øre hører han at en anden

ogsaa synger i Nærheden, det er en lille

Pige der hedder Pil, som har været Gæsts

Legekamerat fra de var ganske smaa. Hen-

des Moder bor Dør om Dør med Gæsts

Moder, derfor har de altid været sammen.

Navnet havde hun faaet fordi hun var saa

spæd og havde hvide Dun over dtt hele


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 49

som en Pileknop da hun blev født, hendes

Moder, der selv kun var et Barn, havde gi-

vet hende Navn efter en Pil. Hun blev slank

ligesom Pilen, fik glatte lysende Haar der

lignede Solskin, hun smilede gerne, var den

blideste af alle Piger. Ligesom Gæst yndede

hun at lege alene men var altid at finde med

sine smaa Enelege i Gæsts Nærhed.

Han ser at hun nu er i Færd med at pille

Bastfibre fra en nedfalden Lindegren hun er

kommen over, saa tilpas opløst at Barken

løsner sig uden at Basten dog er fordærvet,

hun skiller de lange Baststykker ad i fine

Strimler og lægger dem Side om Side paa

Jorden, stille henrykt over hvad Mønstret

allerede tegner til, hun synger i sine Tan-

ker som en Sommervind, det er tydeligt at

hun er inde paa noget som skal flettes eller

væves.

Gæst gaar straks igang med sit Arbejde,

der optager ham saa stærkt at han Time

efter Time slet ikke sanser andet. De over-

flødige Grene hamrer han fra Takken først,

med en Sten paa Underlag af en anden, saa

nær ind til Stammen han kan komme uden

at skamfere den, Resterne skal siden fjer-

Norne-Gæst 4


50

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

nes, og det hele skrabes; derpaa begynder

han at hakke den tykke Gren af hvori Øjet

til Skærpen skal være, det tager Tid, han

maa hugge sig den ene Flintflække efter

den anden, og ogsaa det tager Tid, Gæst

slaar nok løs paa Knoldene saadan som han

har set de Voksne gøre det og som det skal

gøres, men det er ikke hver Gang han faar

en brugelig Flække, som oftest maa han lade

sig nøje med et godt Skaar, nogenlunde af-

langt; og saa skærer og hakker han da rundt

om den haarde Gren og filer, til Flækken

er saa sprukken og sløv at den ikke kan

mere; det er næsten ikke til at se at Skuren

er bleven dybere. Svært er det at vente til

den er arbejdet igennem, og Gæsts Blod

kommer i Kog, der kommer ingen Sang fra

ham mere, sammenbidt lægger han alle

Kræfter i, bliver Uvenner med saavel Hjor-

tetakken, der er taabelig haard, som Flint-

værktøjet, der springer naar det er skarpt

og naturligvis ikke bider naar det holder,

han raser med Flinten i Skuren, til det vær-

ker ham i Armene og han faar Hul indeni

Hænderne af de skarpe Flintklinger, de

maa skæftes, og det under han sig næppe


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 51

Tid til, han laaner Bast henne hos Pil, som

venlig gør Indsigelse, Gæst røver det halve

af hendes Mønster, bevikler sine Flækker

og saver og skærer og hakker en halv Dag

igennem, til Skuren endelig er saa dyb at

Grenen kan slaas af.

Med Lidenskab besigtiger han Brudfla-

den, hvor der nu skal gøres Hul ind i Hor-

net. Heldigvis er Benvævet løsere i Midten,

ikke saa haardt at trænge ind i, men

der maa gøres særlige Flækker til det Brug,

og Gæst ramler og hamrer med Flinten,

en Masse gaar i Skaar for ham, det klinger

mellem hans Hænder saa at Enhver kan

høre at her er en vred og travl Mand, og

saa borer han igen, blæser i Hullet og bo-

rer, med brændende Kinder, rystende paa

Hænderne af Utaalmodighed, men uden at

give op, for Øksen er allerede saa vidt at

den taler til ham, den bliver god, siger den,

og han vil uopholdelig have den færdig I

Triumfraab lyder fra hans Arbejdsplads

mellem Strandstenene da Hullet er i Stand.

Det er langt hen paa Dagen, Gro kalder

paa alle sine Unger henne fra Ilden, og der

vanker bagte Østers, lige fra Asken, ry-


52

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

gende i deres eget Saltvand, der spises, men

Gæst hugger Maden i sig, med Blikket paa

det ufærdige Skaft der ligger ham i Haan-

den, han render til Bækken og drikker,

kommer i Løb tilbage og kaster sig over

sit Arbejde.

Det vanskeligste og mest afgørende mang-

ler endnu, at hugge en Flintkile til med en

tilstrækkelig god Eg og af en saadan Form

at den kan passe i Hullet med den anden

Ende og sidde fuldkommen fast. Men Flin-

ten springer aldeles ikke som han ønsker

sig. Bladet bliver uregelmæssigt, selv om

Eggen træffer at blive brugelig, han gør det

ene Forsøg efter det andet, sønderslaar

Dynger af Flint, men er den som den skal

være paa den ene Led passer den ikke paa

den anden, rokker i Hullet, er for lille eller

for stor, han fortvivler over Vanskelighederne

og er ikke fri for i al Hemmelighed

at græde af Kval over Modgangen, en hed

trang Graad der værker ham i Brynene og

er ved at kvæle ham, han slaar den mis-

lykkede Kile i mange Stykker, knuser den

til det fineste Pulver, den skal udslettes fuld-

stændig, han kan ikke se for Taarer og


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 53

Vrede, Haarene rejser sig paa hans Krop

i Trods, han begynder forfra, snyder Næ-

sen og begynder helt forfra, grundigere,

Hastværic betaler sig ikke, han kæmper sig

med langsom Vold frem imod det topmaalt

genstridige, fuldstændigt vidløse Materiale,

den elendige Sten der ler naar den gaar itu

og er dummere end tilladt, men nu foran-

drer han Taktik, gør Hullet adskillig dybere,

siden Flinten hvordan han saa mager

det bestandig vil rokke deri, og indretter

sig paa at slaa tilsvarende lange og smalle

Blade. Naturligvis knækker det midtover

for ham da det er saa godt som færdigt,

jovist! Et Brøl undslipper ham, han slaar

knusende ned paa Stumperne, rammer en

Finger og slaar den omtrent flad, den bliver

først hvid og saa blaa, han bæver men

bliver nu ondartet stille, lader som om det

slet ikke er hans Finger, uagtet den vær-

ker himmelraabende, Stille! hvisker han

med Fraade for Tænderne, om igen, elen-

dige Dreng! Og rolig men frygtelig, dybt

saaret, tager han en ny Flintblok og begyn-

der forfra, med ni Fingre og den tiende

ubrugelig, opsvulmet og følelsesløs — og


54

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

han naar det han vil, endelig, netop det

han vil!

Dels ved Beregning, dels ved Held lyk-

kes en Kile for ham, falder ud tilstrækkelig

lang og trind og saa tilpas at den med lidt

forsigtig Knusning af Randene og en tilsva-

rende Tillempning af Hullet kan gaa derind

med Baneenden og kommer til at sidde

urokkelig fast. Skærpen der rager uden-

for har en bred og solid Eg, brugelig til alt

Arbejde, men ogsaa om det skal være et

kraftigt Vaaben. Gæst stiller Skærpen paa

tværs af Skaftet, det skal være en Skar-

økse, som vil egne sig bedst for det særlige

Brug han agter at gøre af den.

Han har sejret, faaet Magt over de raa

Elementer, og han kommer som tilfældigt

hen forbi Pil med hvad han har frembragt,

hun ser straks at det er et Mesterstykke og

ler blændet, ærbødig, falder i største Forundring,

men Gæst slaar knap synlig med

Hovedet, ikke noget at tale om, en ringe

Ting han har truffet at ofre Tid paa, ikke

Opmærksomhed værd. Men da Pil ikke selv

synes at have Blik for det viser han hende

dog hvor vel Øksen ligger i Haanden, han


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 55

gaar dens Linjer efter med et Fingerpeg,

mangler Ord for at sige hvilken Øjenlyst

der er i dens Krumning. Og det er virkelig

som om Øksen i selve sin Rejsning ligger

bagover til et Hug, den er født med Slag i

sig. Det der endnu ikke er færdigt påaviser

Gæst ogsaa i Forbigaaende, det vil han ikke

bedømmes for som det er, Knasterne skal

naturligvis glattes, hele Skaftet skrabes.

Nærmest henvendt til sig selv forklarer han

endelig at Hjortetaksrøret hvori Skærpen

sidder selvfølgelig skal have en eftertryk-

kelig Surring saa at det er udelukket at det

revner; naar det er gjort vil man kunne

lægge al den Kraft i Slaget man overhovedet

raader over.

Med rynkede Bryn og sin kvæstede Finger

i Munden forsker Gæst derpaa Pils Arbejde

efter og nikker, nikker, det maa man sige,

hun har ikke været ledig heller. Pil har

tvundet en Masse Garn af Basten, hvilket

hun gør ved at holde to Fibre i den ene

Haand og trille dem mod Laaret med den

anden, begge samme Vej, af sig selv ruller

de sig da sammen til en snoet Traad. Heraf

er hun i Færd med at væve en Maatte, be-


56

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

Stemt til et nyt nydeligt Skørt. Væven er i

al Tarvelighed, den bestaar af en Stok hvor-

paa Pil har knyttet en Mængde Ender Garn,

den ene tddt ved Siden af den anden, mel-

lem dem væver hun med Fingrene alene alt

det Garn hun kan lave, ud og Ind, over og

under hveranden Gang, mens det hele ligger

paa Jorden, et stort anlagt Arbejde, som

der jo ikke er Tale om at faa færdig hverken

paa en eller to Dage.

Gæst nikker og gaar tilbage til sin Værk-

stedsten. Nu er det Surringen det gælder,

og her faar han Sorger, kommer til at frygte

for at Øksen ikke vil blive færdig i Dag,

for til en virkelig forsvarlig Surring skal der

friske Dyresener eller Tarme, han stryger

Bopladsen rundt, er nede i Husgraven hos

sin Moder men kommer ikke over hvad

han skal bruge nogetsteds, der træffer ikke

at være slagtet noget Dyr for nyligt eller

flyde noget omkring som kan bruges, skønt

der er halve Aadsler nok, som Hundene

gaar og slikker paa og slider i. Gæst græmmer

sig, lysforladt og sorrigfuld driver han

omkring, er henne og se til hvordan det

gaar Pil.


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 57

Hun har lagt sin Væv til Side og har

ladet sig friste af nogle Veninder til at lege

med Ler. De er oppe under Brinken hvor

der er en nedsivende Vandaare, som far-

ver Gruset rødt, okkerførende, her gør

Kvinderne sig tit Ærinde hen for at smykke

sig og gøre sig tiltalende paa Kroppen; Pil

og de andre Piger smykker sig ogsaa lidt,

lægger Farve paa, et ikke tyndt Lag, og

overalt hvor de kan naa, ufarvede bliver

de kun mellem Skulderbladene. Derefter

graver de Ler ud af den vaade Brink, der

er fint Ler i Lagene heromkring, pakker

store Klumper sammen i Hænderne og

kommer ned til Stranden med dem, sætter

sig ved flade Sten hvor der er godt at ælte

Leret, slaar Haaret fra Øjnene og begynder

at lave Potter. Vand til Formningen

henter de i Stranden i store Blaamuslingskaller.

Først laver de lange Triller, som

de lægger ovenpaa hinanden i Ring; naar

de er lagt op saa højt som de vil have

Krukken ælter de dem ud i hinanden og

jævner efter med en flad Sten, til Potten

er færdig og kan stilles hen i Solen for

at tørres. I Modsætning til den utaalmodige


58

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

Gæst giver Pigerne sig Tid, dvæler ved

deres Ler mens de smaasnakker med hinanden

og lader det gro under deres Hæn-

der som de gror selv.

Hvad de laver er tit forskelligt, men alle

Krukkerne har Krukkens Grundform, saa-

dan som den nu engang er bleven til under

Kvindens Hænder, den ligner selv en

Kvinde, er fyldig, rundelig udvidet for-

neden med Plads til hvad det skal være,

Rummeligheden selv, over Midten er den

smal, men saa vider den sig igen ud og

bliver fyldig mod Randen; lige saa meget

den kan optage i sig lige saa meget vil den

give. Nogle af Pigerne lavede korte tykke

Potter, ja der var dem der var helt flade

som Pander, men alle Pils Potter var høje

og smalle som Aakandeflasker; og da de

allesammen havde gjort deres Krukker færdige

og stillet dem i Solen stod Pils som

en lille Familje for sig, lutter smalle, fine

Krukker, ligesom hurtigere i Skabningen

end alle de andres.

Sukkende hænger Gæst omkring og be-

tragter Pigernes Tidsfordriv. Men pludse-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 59

lig gaar han med lange Skridt tilbage til sin

Plads — Aaleskind!

Aaleskind uden Tvivl, naar Sener eller

Tarm ikke er at faa! Aaleskind er det sej-

geste i Verden — om man nu kunde tage

en af Egerne og stage ud med og fange

hvad man skulde bruge! Men det er netop

det man ikke kan, og det er det der lig-

ger paa Bunden af alle Gæsts Planer, Sav-

net af et Fartøj. Egerne tilhører de Voksne,

og rører man deres Ting faar man Bank som

en Hund, spørge om at laane en lidt og som

Regel faa Nej som andre Drenge gør Gæst

ikke, han hjælper hellere sig selv og gaar

til Søs ridende paa en gammel Træstamme

han har faaet varpet ud og som lige

kan bære ham. Stagen han bruger, et langt

Hasselspir, har han sindrigt forsynet med

en Split i den øvre Ende, ser han nu no-

get nede paa Bunden af det lave Vand ven-

der han Stagen og bruger den som Klem-

me, stikker den splittede Gren ned paa

tværs af Krabben, Tangsnarren eller hvad

der gaar ude i Stranden, stundom en Aal,

som imidlertid i de fleste Tilfælde gaar af


60

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

Klemmen igen inden han faar den op. Idag

da det haster og gælder Livet vil det na-

turligvis slet ikke lykkes. Der er Aal nok

ude i Tanggrøden, hele Ormegaarde af

dem nede paa Bunden, og Gæst faar mere

end én Gang en i Klemmen, men de gaar

regelmæssigt af igen. Selvfølgelig, Gaflen

spærrer sig ud i Sandbunden og giver jo

mere Luft for Fisken jo mere man tryk-

ker til. De Voksnes Lystre staar inde paa

Bopladsen, lænet op ad Træerne i Skov-

brynet, men det giver Lussinger saa hele

Hovedet ringer derved længe efter blot at

komme til at vælte dem, endsige bruge

dem lidt. De har jo flere Flene med Mod-

hager af Ben eller Hjortetak, surret i et

Bundt til Enderne af en Stage saaledes at

Modhagerne vender mod hinanden, udmær-

kede, men hverken at laane eller lave selv

saadan lige paa Stedet, men Gæst gaar i

Land og forbedrer sin Klemme ved at give

den en Surring, saa Splitten ikke kan aabne

sig længere op ad Stagen, og i Midten mel-

lem de to Flene indkiler han et stort skarpt

Fiskeben. Nu stager han ud igen, og den-

ne Gang gaar Aalen ikke af, efter at han

først har faaet en paa, den bliver klemt op


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 61

mellem Flenene og holdt fast af Spidsen,

en lang svær en som han maa brydes længe

med, selv efter at Hovedet er af den, inden

han faar Hold paa den. Træstammen

gaar rundt med ham, han kommer under

Laag hvor han ikke kan bunde, faar slugt

Vand inden han kommer ovenud og bræk-

ker sig da han igen sidder overskrævs paa

Træbullen, men Aalen har han ikke ladet

gaa og stager i Land med den.

Skindet flaar han af med det bedste Red-

skab man har til det. Tænderne, men siden

skal det parteres i flere smalle Strimler,

et vanskeligt og tirrende Arbejde saa længe

det er vaadt. Han trænger paa men bliver

alligevel ikke færdig før Aften, det mørk-

ner, alle Børn er gaaet ind, hele Forsam-

lingen af Pigernes smaa Krukker staar for-

ladt og tørrer paa Stranden; ikke før det

er helt mørkt har Gæst sine Strimler fær-

dige og faar Surringen lagt paa, med den

ene Ende i Tænderne og Munden fuld af

Aaleslim; naar Beviklingen nu bliver tør

vil den ligge ubrødelig fast. Han vaagner

om Natten og er søvndrukken oppe og

føle efter om Surringen snart er tør.

Dagen efter er han tidlig oppe for at


62

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

prøve Øksen, Skærpen sidder saa fast at

ingen menneskelig Magt kan rokke den,

og at sprænge Røret nu med den Bevik-

ling er jo umuligt. Han gaar til Skoven og

prøver den, den kapper Hasselskud saa

tykke som et Haandled over hurtigere end

det kan siges. Det stiger ham næsten til

Hovedet; skønt han selv har lavet Øksen

er han ikke langt fra at tillægge den over-

naturlige Egenskaber. Ikke for ingen Ting

har den udgjort Part af en Hjort, der er

Hurtighed og olme Kræfter i den, den er

forudbestemt til at blive farlig paa Jagten.

Og det at der er noget af en Fisk paa den

gør den sikkert kraftig og lykkebringende

ogsaa paa Søen!

Men hvad den dur til til det Gæst sær-

lig har i Tankerne, svært Træarbejde,

Baadebygning, det skal nu ret straks vise

sig.

ET

lille Stykke til Side fra Bopladsen stod

der en Eg i Skovbrynet ud mod Bugten,

Stranden ganske nær, et højt lige Træ

med en fuldkommen lydefri Stamme, hvori

man ligefrem kunde se at der stak et Far-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 63

tøj. For Aar tilbage havde Gæst udset sig

dette Træ og mere og mere drømt sig ind

i Forestillingen om den udmærkede Ege

der kunde blive deraf. Stammen var af et

Par Mands Drøjde og havde større Længde

end fornødent, Fartøjet vilde ikke blive

bredt, til Gengæld kunde man gøre det

usædvanlig langt, det vilde blive smækkert

og hurtigsejlende og med Lethed kunne

bære to Personer. Træet stod yderst i Sko-

ven lige ud mod Søen, som om det selv

var gaaet saa langt det kunde komme og

bare længtes efter at rejse videre. Nu Øk-

sen var i Stand ønskede Gæst at gaa i

Gang med at fælde Træet for endelig at

faa sig en rigtig stor udhulet Ege saadan

som de Voksne havde dem.

Næsten fra han kunde staa oprejst havde

det været hans Lyst at sejle, han vadede

Dagen lang omkring ude i det varme Flad-

vand og lod Pinde flyde fra den ene til

den anden, idet han legede at de store Sten

i Stranden var Øer, senere hulede han

dem ud i rigtige Baades Lignelse og fore-

tog vidtløftige Rejser til fjerne Kyster, Sten

langt ude i Bugten, hvor Vandet gik Skip-


64

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

peren som vadede ved Siden af til op un-

der Armene. I disse Lege blev han altid

hjulpen af Pil, og de var saa optaget deraf

at de for den Sags Skyld lige saa godt

kunde være borte i fremmede Verdener,

de glemte alt omkring sig og hverken hørte

eller saa mens de var paa Rejse. Nu skulde

Legen imidlertid være Alvor.

Gæst tænkte at udvandre. Det stod ikke

aldeles klart for ham, men alt hvad Barndommen

havde samlet i ham og alt hvad han

tog sig for i denne Tid førte ham som en

Skæbne i samme Retning.

Det var ingen ringe Foretagende af en

Dreng ganske ene at ville fælde den store

Eg og tænke paa at forme den, men det

var ikke en Gang den største Vanskelig-

hed, andre og sværere Hindringer lagde

sig i Vejen. For det første maatte man na-

turligvis slet ikke fælde Træet, det var et

Overgreb paa Skoven som ikke kunde til-

lades uden at gøre den store Tjenester

igen. For det andet maatte man aldeles

ikke tage Ild fra Baalene paa Bopladsen,

det var de Voksnes Baal, de var hellige,

og det maatte man ikke. Men uden Ild var

Arbejdet jo haabløst.


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 65

Samme Morgen Gæst havde faaet sin

Økse færdig og prøvet den tog han Ild hjemme

hos sin Moder og begyndte at bygge

et Baal op henne i Nærheden af Træet;

saasnart Røgen gjorde sig bemærket havde

han en af Mændene over sig der tog ham

alvorligt i Skole og traadte Ilden ud, ved

hvilken Lejlighed den Bøffel heldigvis fik

brændt sine Tæer. Da han var gaaet ammede

Gæst Ild op igen af en Brand der

røg endnu i Asken og begyndte forfra;

denne Gang blev der ligefrem Opstandelse

paa Bopladsen, flere vrede Mænd kom til,

og Gæst blev slæbt ublidt ved Øret hjem

paa Pladsen, Gro viste sig i sin Husgang,

der blev anklaget, Mændene fægtede med

Armene og forbrugte Ord, Hundene faldt

i med som altid naar der blev Skænderi,

gøede og røg hinanden i de rejste Børster,

almindelig Allarm paa Køkkenmøddingen

Men Mændene slap snart Gæst, som

Følge af et og andet i Gros Minespil,

Skænderiet blev ved uden at ellers noget

skete, og Gæst gik forhærdet tilbage til sit

Baal igen, tik Ild i det for tredje Gang. Og

denne Gang lod man ham uforstyrret, end-

Norne-Gæst 5

!


66

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

skønt han paa lang Afstand kunde høre

hvor de knurrede og gav Hals henne paa

Bopladsen.

Det var en grov Forseelse Gæst gjorde

sig skyldig i, som mindreaarig og endnu

ikke optaget i Stammen en Gang, en ren

Hvalp, uden videre at lege med Ild, hvem

havde nogensinde hørt at det var sket! Da

han imidlertid var Gros Søn og hun lod

falde en mild Ytring om at saalænge han

ikke var optaget i Mandelavet havde de

jo heller ikke noget over ham at sige, og

da Gro var saa skøn dér med Brysterne

ude af Husgangen, blev det altsaa til et

langvarigt, flerstemmigt Glam paa Boplad-

sen, mens Gæst ganske rolig gjorde Ild

op og passede sit henne ved Træet.

Da han havde faaet et ordentligt dun-

drende Baal op læssede han Stene i Ilden

og begyndte uden Opsættelse at lægge dem

paa Egens Rødder rundt om Stammen,

efterhaanden som de blev hede, med en

dertil egnet gaflet Gren, som han skærmede

mod Forkulning ved hyppigt at svale

den i Stranden. Røgen kvalmede op fra

Egerødderne, syrlig og dunstende af den


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 67

bedske Saft, og inden Stenene var bleven

kolde havde de allerede brændt sig et godt

Stykke ned i Roden. Hos sin Moder havde

Gæst laant en Potte og stillet den fuld

af Vand ved Siden af for at være parat

til at slukke, om Gløden skulde bryde i

Brand og tage selv opad Stammen paa

Træet.

Henne paa Bopladsen skimtede han

svære rødmankede Jægersmænd der blev

staaende som rodfæstet i Jorden, da det

gik op for dem hvad det var han havde

for, og i forbitret Afmagt virrede med Ho-

vedet — hvad tænkte Gro paa med sin

Yngel? Fælde Træer? Og Skoven? Hvad

vilde der ske, over hvis Hoved vilde det

komme, naar Skoven nu hævnede en saa

uhørt Selvtægt foretaget af en ansvarsløs

Hvalp?

Gæst nikkede hen for sig, mens han

lagde nye Stene paa, han forstod vel deres

Bekymring, men de kunde være rolige,

den Side af Sagen havde han betænkt, Sko-

ven skulde nok faa sit Offer. Han tog ikke

en Eg uden at give noget igen, det havde

hele Tiden været i hans Sind at Skoven


68

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

skulde have noget til Bod for Træet, naar

han blev stor, et passende Slagtoffer, hver-

ken skulde den nøjes med en Hjort eller

en Urokse men have et Par Mænd, nogle

faa Stykker af de Voksne her paa Plad-

sen, visselig ... og Gæst forker flere glo-

ende Stene hen paa Rødderne af Egen og

hører dem svirpe og forestiller sig Ryg-

stykkerne af baade den og den, hvem han

under godt, han føler til sit brændende

Øre, Oh jo, Skoven skulde nok faa sit

Offer! Først vilde han rejse, men om ikke

mange Aar vilde han komme tilbage og

give Skoven hvad der tilkom den, det var

en Handel!

I al den Tid Gæst arbejdede paa Baa-

den var der bestandig Knurren paa Bo-

pladsen. Mændene lod som om de ikke

saa hvad Gæst tog sig for, men det var

ingen ringe Krænkelse for dem at en Dreng

skulde sætte sig ud over deres Myndighed.

Det var Gro der havde Magt over dem,

og hun lod dem murre, var mest tilbøje-

lig til at slaa hele Sagen hen som ubetyde-

lig og ikke Omtale værd. Hun var jo ikke

indviet i Mændenes hemmelige Sammen-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 69

slutninger og havde ingen Forpligtelser

overfor deres Guder, de Ting, saa vel som

Mændenes Offermaaltider, havde Kvinder-

ne jo altid været holdt udenfor. Det var

efter hendes Skøn nogle Kunster Mændene

havde imellem sig, en Mængde strenge Om-

veje i Tilværelsen det behagede dem at

gaa, Gro for sin Part gik lige paa naar

det var en Sag der vedkom hende selv

personlig eller hendes Børn. Det kom i den

Anledning til Uroligheder paa Bopladsen,

den blev ligefrem delt i to Lejre med Kvin-

derne og Børnene paa den ene Side og

Mændene paa den anden.

Den Dag kom da Egen faldt, efter at

Gæst med megen Møje havde faaet den

brændt over i Roden, det store Træ krængede

over med en uhyggelig Knagen som

kunde høres videnom, en Skrigen i Kronen

da den splintredes og et drønende Suk

der rystede Jorden idet Stammen med hele

sin Vægt dundrede omkuld paa Stranden.

Mændene vaagnede af deres Middagsblund

derved og begyndte straks at larme, vilde

ikke finde sig i denne Ufærd af en Dreng

som brød Freden med alle Magter i Sko-


70

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

ven og Himlen, og Gro maatte da igen til

at sige dem sin Mening.

Fra en sikker Afstand fulgte Børnene

paa Bopladsen Slaget, trængt sammen i

en Flok, og saa med Undren hvordan Mo-

der Gro ganske ene tæmmede hele den

oprørte Sværm af Mandfolk, blot ved hvad

hun sagde, og det med smilende Mund,

mens alle de haarede Mænd støjede op med

alle deres Vaaben paa sig og Mord staa-

ende ud af Øjnene. Bedst som de var paa

Spring med Harpuner, Økser og Buer for

at gøre en Ende paa Gudsbespotteren, faldt

Mordvaabnene dem ud af Hænderne, og

de stod og maabede, bare ved noget som

Gro under hjertelig Latter sagde til dem,

hun maatte være meget tryllekyndig! Hvad

der blev sagt kunde de ikke høre, eller det

gik over deres Forstand, men Slaget var

ovre, det var tydeligt, og Moder Gro havde

vundet uden mindste Anstrengelse.

Men hvad Gro havde at sige Mændene

var dette, at vilde de slaa hendes Unger

ihjel maatte de virkelig ikke vente at finde

hendes Husgang aaben i Skumringen mere

herefter, hun vilde dog ikke have dem ren-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 71

dende og slaas som gale Tyre om hendes

Venskab og saa se dem udrydde Afkom-

met bagefter heller! Gro fnøs en Kende,

det var dog ogsaa lige stærkt nok!

Udsigten til at falde i Gros Unaade var

der ingen af Mændene der kunde bære.

Den ene efter den anden lagde sine Vaa-

ben paa Jorden, hidsig efter ikke at blive

den sidste, det ligefrem regnede med mor-

deriske Vaaben fra dem. Og mens de stod

og skelede, med tomme Hænder, gav Gro

dem Grundskudet, efter at have let dem

ordentlig ud, en Ting til vilde hun spørge

dem om: var der en eneste af dem der

nu ogsaa var sikker paa om det ikke var

hans egen Søn han havde været lige ved

at undlive?

Her rømmede Mændene sig, med ringe

Mod, rystede som Okser paa Hovedet.

Rækkevidden af hvad Gro afdækkede an-

strengte dem, Faderfølelsen arbejdede i

dem med Besvær, der stod de, og Børnene

i Baggrunden saa dem putte Skæg i Mun-

den og tygge det med nedslagne Øjne,

mens Moder Gro lo over dem allesammen,

men nu med en mildere Latter som de


72

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

kendte og som fortalte at Fred og Forso-

ning igen herskede mellem de Voksne.

Dog Solen skulde ikke gaa ned den Dag

uden at Børneflokken paa anden Maade

blev en mindre, Mændenes Fornærmelse

og Jagelyst, som Gro havde hæmmet i en

Retning, skaffede sig Luft i en anden.

RAABENE og det truende Opløb i Anledning

af Gæst var døet hen. Middags-

søvnen genoptaget, og den varme Dag hæl-

dede allerede, da der med et opstod Skraal

igen paa Bopladsen, denne Gang var det

Mændene der lo, ingen god Latter, og et

enkelt lille spinkelt Skrig lød midt i.

Det var bleven opdaget, af flere Tegn,

at en af Pigerne i Børneflokken ikke var

Barn mere, og ufortøvet blev der klappet

til Brudløb. Den af Karlene der først op-

dagede det klappede i Hænderne og gav

sig til at skoggerle, og straks klappede alle

Mændene paa Bopladsen paa en Gang i

Hænderne, som en Fugleflok der letter,

og brast i Skoggerlatter, et Uvejr af Lystig-

hed, Børneflokken sprængtes fra hinanden,

og den arme lille Kvinde der var opdaget


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 73

vidste Besked, sprang mod Skoven og løb

for Livet — og hele Mandeflokken lo stærkere

og klappede stærkere i Hænderne,

det var jo netop det der skulde ske, det

hun nu gjorde, i den Tro at hun rendte

fra det, rende skulde hun, Hja, Hja —

og under høje Jægerskraal, med et blodigt

Glam af Hundene, begynder Forfølgelsen.

Den kunde vare kort eller længe, eftersom

Pigen var rapfodet til og forstod at

gemme sig, undertiden gav selv Hundene

hende Naade og vilde ikke gaa paa Sporet

fordi hun havde været god ved dem;

hvem der naaede Ofret først var ikke givet

paa Forhaand, det blev med det samme

afgjort hvem der for Øjeblikket var den

hurtigste og den haardeste af Mændene paa

Pladsen; men Jagten endte altid ens, med

at Pigen blev indhentet.

Siden kunde man finde Staklen, som til

idag havde været en af Legekameraterne

i Børneflokken, krøben ind i den aller-

sorteste Bund af et af Vinterhusene, blødende,

skælvende mange Timer efter, med

Hovedet begravet i sit Haar, ikke til at

trøste.


74

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

Og dermed overgik hun til Kvindesiden

paa Bopladsen, fik en Gravestok og blev

sat til at skaffe Skalmad til Jægerne naar

de kom hjem fra Rov og gabte op ved Baa-

let, aldrig fik hun Lov at lege mere.

FRA

Gæsts Arbejdsplads henne i Skov-

brynet lyder der Øksehug Dagen lang,

den ene Sommerdag efter den anden, til

at falde i Søvn over at høre paa for dem

der ligger paa Bopladsen, saa regelmæssig

gaar Øksen, det er Gæst der arbejder.

I Nærheden sidder Pil med sit Solskins-

haar, forstyrrer ham ingenlunde, hun har

selv travlt med de fineste Flettemønstre,

taler med sig selv, hvisker og fletter, som

altid lykkelig ved at lege alene. Kun naar

hun faar en Spaan i Hovedet, der flyver

fra Gæsts Økse, ser hun op og sitrer kuld-

skært under Øjnene, Gæst er nok vred.

Uvenner med sit Arbejde og rød i Kammen,

ja det er dog farligt hvor den Dreng

regerer og gør sig Livet besværligt.

Han er i Færd med at tildanne Egen udvendig,

efter at Træet er styrtet, gaar som

en lille Jætte omkring det vældige Træ og


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 75

angriber det med sin Flinttand af en Økse,

en haabløs ulige Kamp at se til, Træbullen

ligger bare og er tung, runger drægtig gennem

hele den uhyre Vedmasse, hvoraf

Størsteparten skal fjernes, men Gæst gna-

ver sig stædig ind paa den, er som syg

efter at blive færdig.

Først har han jo gjort Hul paa Barken

og stemmet den af i store Flager, og da

Stammen var nøgen og han bedre kunde

skønne over Formen gjorde han Ild op

under Rodenden og brændte den fra, ligesaa

længere oppe mod Toppen i den Læng-

de han vilde have Egen, et Arbejde Ilden

besørgede næsten alene, han havde kun at

passe paa at slukke med Vand naar den

aad sig for langt ind. Og saa begyndte den

ydre Formning. Havde han nu kunnet

vende Bullen og arbejde ovenpaa den og

med Træet, men han maatte hugge sig

ind under den som den laa; nogenlunde

spids skulde den jo være, i alt Fald til den

ene Ende.

Det tager mange mange Dage, Gæst bli-

ver fuldstændig stum i den Tid det varer,

hugger og hugger, Spaan efter Spaan,


76

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

skærper Øksen om naar den ikke bider

mere, hvad der sinker ham halve Dage,

han faar Furer i Ansigtet, en Grav i Bry-

nene, af Møje, saa ung som han er, er

hele Tiden i Forvejen med sit Begær efter

at se Skibet færdigt saadan som det staar

ham i Hovedet, han trænger paa med en

Lidenskab hvorunder han glemmer sig selv

fuldstændig og bliver et med Træbullen,

med Spaanerne, hver eneste taler til ham

med et særligt Væsen og gør sin udpræ-

gede Modstand, han gaar op som for evigt

i den snerpende Lugt af det friske Egetræ,

der giver sorte Hænder. Og endelig, endelig

er den udvendige Form saadan som

han vil have den.

Uden et Minuts Tøven begynder han paa

Udhulingen, som han saa længe utaalmo-

dig har glædet sig til. Først skal den øver-

ste Runding af Træbullen tages af til no-

get nær Stammens Bredde, det Arbejde

økser han sig igennem, i mange Dage, med

Vabler i Hænderne som bliver til Saar og

læges igen; saa lægger han hede Sten paa

og begynder selve Udhulingen, trøstet, nu

kan Enden ses, men nu er det om at være


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 77

varsom og agte nøje paa hvordan Stenene

brænder sig ned, hele Tiden staa paa Vagt

med Vand og slukke i Tide. Det udbrændte

og forkullede gaar han efter med Øksen,

brænder igen og hugger rent efter Ilden,

og saadan bliver han ved til Egen er hul

helt ned i Bunden som et langt smalt Trug.

Der er nu ingen Ting i Vejen for at den

kan sejle.

Høje Sejrsskrig høres fra den besatte

Gæsts Arbejdsplads en Dag, som om No-

gen er ved at gaa under af Henrykkelse,

og endskønt Mændene stille har sammen-

svoret sig om slet ikke at lægge Mærke til

Drengens Foretagende mere, da de er kommen

for Skade ikke at kunne faa det for-

purret, kan man dog ikke lade være at

lægge sin Vej hen i Retning af Stedet og

forbi, for at se hvor vidt han er kommen.

Og der finder de Gæst tavs, med Fryderaabene

stikkende i Halsen, staaende som

fortabt ved Siden af sit færdige Fartøj. En

Ting har Gæst glemt at tage med i Be-

tragtning, hvordan han skal faa Egen fra

Stedet hvor den er falden og ud i Vandet!

Der er kun faa Skridt, men første Gang


78

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

han sløar Haanden i Rælingen for at rokke

paa den fornemmer han at den ligger som

vokset fast til Jorden, for hans Kræfter,

urokkelig som en Kampesten. Han har

glemt at lægge Ruller under inden Træet

faldt I Hvor kunde han glemme det!

Et Par Karle kommer ud fra Skoven,

hvor de har luret, og spørger ham med

falsk Deltagelse hvordan det dog kan være

Egen ikke vil skride, det støder dem i Ma-

ven af opsparet Grin, flere kommer til, en

hel Flok Karlfolk med Skægget fuldt af

Grin, og sammen bryder de ud i en

umaadelig Latter over den elendige Dreng,

læner sig op ad hinanden for ikke at

falde om. Morskaben ligefrem tager paa

Kræfterne, sjælden har noget gjort dem

saa godt.

Med et viser Gro sig imellem dem, lokket

til ved Hylet, og ogsaa hun ler. Gæst

ser at hun ler — men endnu mens hun

kurrer, for Moder Gro ler altid som en

stor Skovdue, lidt trangbrystig som hun er

af sin Fedme, gaar hun til Stævnen af

Egen, løfter den uden Omstændigheder op

og slæber i to-tre Ryk ud i Vandet med


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 79

hele Fartøjet! Da hun ser at det flyder gi-

ver hun det et lille Puf og vader ind

igen, med et Smil til sin Søn, ser hvor-

dan utrøstelig Graad i et Nu skifter til

Lykke i hans Ansigt, han ler gennem

Taarer.

Saa, nu kan du, siger hun til sin Søn

og synger i Stemmen; Mændene giver hun

et saaret Blik, vender dem Ryggen og gaar

rolig tilbage til Hytterne.

Der stod Mændene. De ser det ryge af

Jorden hvor Egens Agterende har trukket

en Fure, de skeler derfra til Gros Ryg

— aldrig havde de vidst at hun var saa

stærk! Det var fire Mands Styrke, saa-

vel!

De ser til hendes Ryg idet hun gaar, væl-

dig er hun, langsom i sin Vægt, det gynger

i hendes uhyre svære Flanker og Læn-

der for hvert Skridt, i Knæene staar hun

lidt indad som naturligt for en Kvinde, Armene

kan ikke falde til Kroppen men ror

frit i Luften ud til hver Side, saa svær er

hun, hun gungrer der hun gaar — hvor

hun er skøn!

Men at hun ogsaa er saa stærk . . . fuld-


80

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

stændig dumme ser Karlene paa hinanden.

En af dem forsker op over Himlen, be-

tænkt paa hvad Vejr man kan vente sig,

en anden ruller et Straa som i Vildelse

mellem Fingrene, heftig nyse og snyde

Næse gør en tredje. Nogle er allerede listet

af. Resten falder fra hinanden. Historien

kom aldrig siden paa Tale.

Men Gæst har snappet Dobbeltaaren,

som han forlængst har spaltet ud af en

Gren og hugget til, springende er han i

Egen, der modtager ham med en hul og

skøn Tømmerklang og klapper Vandskor-

pen under ham, den ligger mageløst paa

Vandet, ytrer sit Væsen som Fartøj med

det samme, og lidt efter kan Gæst ses sej-

lende ude paa Bugten med sin nye lyse Ege

og Aaren spaserende vekselvis saa til den

ene Side, saa til den anden.

Saaledes fik Gæst sit Fartøj paa Søen.

NOGLE

Dage efter gik det op for en og

anden paa Bopladsen at man hver-

ken hørte eller saa Gæst mere. Der skal

en vis Tid til inden man mærker sig en

Fraværende, der jo ikke umiddelbart falder


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 81

i Øjnene. Endelig melder det sig at han

er borte. Gæst var forsvunden med samt

sin nye Baad. Ligesaa den lille Pige der

hed Pil, heller ikke hun stak sit lyse Ho-

ved frem af Børneflokken mere. Kvin-

derne vidste det først, siden gik det op

for Mændene, der følte sig krænket over

at de ikke var bleven spurgt og skrev Ra-

net af Pigen paa den opsætsige Drengs

øvrige Regning. Men Gro kunde oplyse at

Gæst ganske rigtig var rejst og havde ta-

get sin Legekammerat med sig; Gro havde

ikke modsat sig det. Mere blev Tingen

ikke drøftet.

Ikke længe efter var de to Børn som

glemt, og Gæsts Navn vilde maaske aldrig

være bleven nævnt mere, hvis ikke en Ting

var indtruffet som paa en pinlig Maade

bragte hans Brøde i Erindring.

En af Mændene omkom paa Jagten un-

der særlig paafaldende Omstændigheder.

Han var ikke vendt hjem om Aftenen sammen

med de andre, og da man søgte efter

ham næste Dag fandt man ham spiddet paa

Pælen i hans egen Faldgrube, som han i

Mørkningen var gaaet i. Han levede endnu

Norne- Gæst

6


82

GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE

da de fik ham op og kunde gaa hjem til

Bopladsen, med Tarmene i Hænderne.

Udenfor Gros Husgang lagde han sig, og

hun holdt hans Hoved paa sine Knæ til

han var død. Han var en af Stammens

bedste Jægere og en smuk lystig Mand,

Gro havde elsket ham meget og græd en

Nat og en Dag for ham, over hele Bo-

pladsen hørte man den underjordiske smertelige

Tuden fra Gros Husgrav, hvor hun

laa inderst i Mørket og sørgede.

Gros Sorg faldt de andre Jægere for

Brystet som i det mindste uklædelig for

hende. Den Døde havde været en god Ven

og Fælle, men da de jordede ham drog de

dog Omsorg for at han ikke skulde komme

igen, dyngede en forsvarlig Stendysse

oven paa ham. En udmærket Mand havde

han været, men naar Gros Øjne siden faldt

venlig paa en eller anden faldt de jo dog

nu ikke mere paa ham.

Men om Fingerpeget i Ulykken, dens

Aarsag, var Mændene ikke i Tvivl. De ud-

talte sig ikke derom overfor Gro, hun var

saa afstumpet for selv de mest nærliggende

Følgeslutninger og desuden personlig inter-


GÆSTS HÆNDERS ARBEJDE 83

esseret, men indbyrdes gav Hændelsen

dem meget at snakke om. Sagen var jo

aabenbar, Gæsts Forvorpenhed var det

som havde nedkaldt Straffen over Stammen,

som de meget rigtig havde spaaet,

Skoven var bleven krænket, og nu havde

den taget sin Hævn.

Men Gæst var forsvunden, og Ingen

uden Gro vidste hvor han var rejst hen.


TIL

DE TRE VØLVER

Gæsts Fødsel knyttede der sig en

Hemmelighed, som Gro aabenbarede

for ham i Enrum, inden han tog hjemmefra.

Da Gro var kommen sig efter Fødslen

ønskede hun at Drengen skulde spaaes og

sendte Bud efter Nornerne for at de skulde

komme og syne ham og tage Varsler om

hans Skæbne. Nogle af Gros Mænd maatte

sejle efter dem, for de skulde hentes oppe

ad Kysten i en anden Stamme hvor de hav-

de været i Forretning. De hørte ikke til no-

get bestemt Sted men vankede om mellem

Bopladserne i deres betydningsfulde og un-

dertiden noget frygtede Ærinde.

De kom og var meget gamle Vølver, rok-

kede ved Stav og dyppede med Næsen af

Ælde, de havde Skæg men ikke en Tand i

Munden nogen af dem, gik klædt i gamle


DE TRE VØLVER 85

Skindpelse der ikke havde været af Raden

i tyve Vintre, men de var kloge.

Gro tog vel imod dem nede i Jordhytten,

beværtede dem paa det bedste og havde

gjort sig særlig Umage for at stemme dem

velbehageligt til Mode. Maden var Østers

og Muslinger, der var taget af Skallen og

fyldt paa en Potte, lige til at slubre i sig,

dertil raa Fiskerogn og Vildsvinelever skaa-

ret i Strimler beregnet paa at synkes hele,

og til Drikke Kildevand vel sødet med Hon-

ning. De Gamle var tilfredse og gjorde sig

til Gode, blev snaksomme og fortalte mangen

god Historie, som Maden mindede dem

om, fra Jagttider der laa længere tilbage

end fra før Gro blev født. I Anledning af

Fødslen mindedes de deres egne Barsler og

Ægteskaber, glade Mishandlinger de havde

gennemgaaet fra nu forlængst hensmuldrede

Jægeres Side, ogsaa Børnene var døde, de

var hjemløse Vølver nu, men endnu mim-

rede de de tandløse Kæber sammen og

gnæggede af Fornøjelse ved Tanken om at

de en Gang havde været Mennesker og

faaet alt det et Menneske kan bære. Prøvelser

var ikke det værste. Ak, nu kunde


86

DE TRE VØLVER

man gaa alene i Skoven; selv de vilde Dyr

rynkede paa Læben ad en gammel Vølve.

Javist.

Da de var bleven mætte og havde faaet

funklende Øjne, Norneviddet der tændtes

i dem, tømte Gro Rygposen ud paa Gulvet

og bad dem syne Drengen.

De fandt ham stor, satte en Finger paa

ham og erklærede ham for vel opfødt, de

aabnede Munden paa ham og følte paa

Gummen, allerede skarp, tidlig med Tæn-

der, de følte allesammen, og det gik godt

med de to, men da den tredje havde Fin-

geren inde bed Drengen, og Vølven maatte

ruske i Fingren for at faa den ud. Det var

Moder Gro ked af og markerede at straffe

Ungen derfor, i sit stille Sind fandt hun

ham tapper. Man gik derpaa hans Lemmer

efter og anstillede forskellige Sammenligninger,

aabnede for et Dyb af Erfaring, man

nikkede anerkendende, hviskede sammen,

nikkede, jo Manden var vel født.

Den ene af Vølverne stod nu op og blev

synsk, begyndte at tale over sig og synge,

en fæl uforstaaelig Vise, der fyldte Hulen

med Uhygge, men det var kun for det bed-


DE TRE VØLVER 87

ste, en Tryllesang mod alskens onde Mag-

ter, og hun endte da med at spaa at det

Mandbarn skulde faa megen Lykke, og han

skulde se mere end de fleste. Den anden

Vølve nikkede mange Gange, sluttede sig

ganske til denne Spaadom, netop det vilde

ogsaa hun varsle, og Gro smilede af Glæde,

tog Drengen ved hans Hæl og dumpede

ham i Posen igen.

Men den tredje havde Ingenting sagt, og

da Gro saa spørgende paa hende kunde

hun se at den Gamle lukkede Munden sammen

saa at Hagen mødtes med Næsetippen,

noget ulmede i Øjnene der ikke tydede godt.

Det var hende der uheldigvis var bleven bidt.

I Virkeligheden havde hun været mis-

fornøjet længe før, lige fra hun kom, uagtet

hun skjulte det. Det første hun havde taget

Gro fortrydelig op var at hun havde sat lut-

ter flydende Mad for dem som for at lade

dem føle deres Tandløshed. Desuden havde

Gros Person noget i sig selv anmassende

og krænkende for smaa magre Folk, hun

var jo stor og fed som en Hval og med uan-

stændige Lemmer, desaarsag attraaet af alle

Mænd, sagde man, uden Tvivl, raa som


88

DE TRE VØLVER

deres Smag var; ydermere havde hun klædt

sig frækt paa for Lejligheden, kun i en tynd

Sommermaatte, forfængelig flettet med aab-

ne Masker, et Marsvin i et Net kunde ikke

være mindre skjult, en altfor tydelig Un-

derstregning af andre Folks Spinkelhed og

skarpe Hjørner; om Halsen stillede hun et

pralende Smykke til Skue, flere Bjørne-

tænder i Krans end noget Menneske kunde

tælle, en for hver af hendes Mænd, som

man sagtens skulde gætte sig til, og hun

lagde ikke Skjul paa det heller, for da de

synede Barnet og de to andre var enige om

at han efter visse Mærker at dømme vilde

blive Kvinderne god, havde Gro let og udtalt

at hun ønskede ham lige saa megen

Lykke som hun selv havde haft, en Raskhed

der var egnet til at gøre et ensomt Men-

neske forstemt! Fremdeles var Gro stolt,

hvad man ikke kunde undgaa at se, saa-

snart man betraadte Hulen, den var ren,

Gro havde fejet, lige saa meget som et

Haansord i Ansigtet paa saadanne som maa-

ske havde haft Aadsler og en Alen tykke

Gulve af Urenhed med ihjellagte Unger i

hjemme hos sig I


DE TRE VØLVER 89

Men det værste, dtt der skar mest i

Øjnene, var at Gro havde tændt Lys!

Ikke som andre jævne Folk et Baal paa

Gulvet eller et Trug med Fedt og en

Haandfuld Mos i, men hoffærdigt og pragt-

lystent et stort Dyppelys, gjort som det syn-

tes af Talg med en Væge af Siv, nye gale

Paafund man hørte om og en Ringeagt for

gamle simple Folks Skik, ikke at tale om

at den næsten dagklare Belysning ikke var

lige fordelagtig for alles Udseende, og at

en Del Røg og Skummelhed egnede sig

bedre for En naar man skulde kogle.

Alt dette pinte den tredje Vølve, og da

derfor Gro frimodigt spurgte hende om

hvad hun spaaede, rejste den Gamle sig

og lavede sig til at gaa, rokkede med Sta-

ven og dyppede mange Gange med Næsen,

vrinskede for at klare Stemmen, og ende-

lig kvækkede hun, med et hæsligt Fugle-

blik til Lyset, at hun for sin Part ikke turde

love Drengen noget længere Liv end til det

Lys hans Moder havde tændt over ham var

udbrændt.

Gro langede ud efter Ulykkesfuglens

Mund, men for silde, Varslet var udgaaet


90

DE TRE VØLVER

af den, den Gamle skrikkede og søgte Hus-

gangen. Men inden hun naaede den bøjede

hun sig forover og spyede, gav al den gode

Barselmad fra sig igen paa Gulvet, ramlede

ned paa alle fire og kravlede som en Tudse

mod Udgangen. Gro snappede Krukken

med Resten af Maden og heldte hele Væl-

lingen ud over hendes Ryg, vilde Utysket

ikke beholde Bestikkelsen indvendig skulde

hun dog bevare Mærker deraf paa sin Bag

Som en rasende Hunbjørn vendte Gro

sig derpaa mod Lyset og pustede det ud!

I Gravmørke endte det Barselgilde. Men

Gæsts Liv var reddet.

Og da han rejste gav Gro ham Lysestum-

pen, vel indsyet i en Blæreskinds Pose og

forsynet med et Senebaand til at hænge om

Halsen, bad ham ikke skille sig ved den

og huske dens Betydning. Gæst takkede sin

Moder meget for Gaven. Dermed skiltes de.

!

1


INDERST

HOS EGERNET

i Fjorden hvor Gæst var født

havde en Aa sit Udløb, den var kendt af

Bopladsfolket en halv Dags Rejse op fra

Mundingen eller saa, men længere oppe

hvor den tabte sig i tykke Skove og Land-

strøg som Ingen vidste noget om, kom de

ikke og tænkte ikke paa at komme. Den

Vej var Gæst og Pil rejst i det nye Fartøj.

Det var først hans Mening at gaa til Søs

straks ud gennem Bugten og lede sig frem

langs Kysten til Øerne og det fjerne store

Land han havde hørt de Gamle tale om,

men det raadede hans Moder ham fra. I

den hemmelige Samtale de havde haft derom

foreslog hun ham at rejse op ad Aaen

og ind i det Indre af Landet og prøve at

leve der først, siden kunde han jo komme


92

HOS EGERNET

tilbage og lægge ud paa større Rejser, om

han stadig havde Lyst til det. Gro lod et

Blik falde paa ham og rynkede Øjnene

for at erindre sig Pil og skønne over beg-

ges Alder, hvorefter hun raadede Gæst til

at blive to Somre borte. Og dermed rej-

ste de.

Egen var lang og rank, og da Pil roede

i sin Ende af den lige saa godt som Gæst

gjorde de ingen ringe Fart, de var taget af-

sted meget tidligt om Morgenen før nogen

var vaagnet paa Bopladsen, med Undtagel-

se af Moder Gro, midt paa Dagen var de

allerede gennem Fjorden og oppe ad Aaen,

forbi kendte Enemærker, og fra nu af var

det nyt Land de trængte ind i, fuldkommen

sikkert hvad angik mulig Forfølgelse bag-

fra, derimod kunde de jo vente sig al Slags

efterhaanden som de rejste frem..

Da de følte sig vel af Vejen bag flere

Fremspring af Landskabet og Bugter af

Aaen hvilede de og holdt Maaltid, hvilket

vilde sige at der m^aatte fiskes først. Gæst

gik i Land efter Orm til sine Kroge, Fisk

havde de set hele Vejen i Aaen, og det va-

rede heller ikke mange Minutter inden de


HOS EGERNET 93

havde Fangst, Ormen var næppe sunken

under Vandskorpen før en Vrimmel af sorte

Fiskerygge skød sig op imod dem fra Bun-

den, Krogen blev greben og ført hid og did

saa at Snøren stod stram og skrællede i

Vandskorpen; de første de fik op var nogle

brede storskællede Fisk med røde Finner,

Gæst dræbte den sprællende Fisk i Tæn-

derne, fik Munden fuld af Ferskvand og

de søde Fiskesafter, han spiste videre med

det samme nu han var i Gang, hele Fisken

skred rask ind ad den ene Mundvig mens

den pillede Rad kom ud af den anden, den

lange Rotur havde givet Appetit.

Gæst var glad over sine Kroge, han

havde selv med en særlig ful Beregning

arbejdet dem ud af Fiskeknogler, for med

Fisk skal Fisk annammes, og det var i sig

selv en forlystende Tanke at Fisken skulde

faa et af sine egne Ben forkert i Halsen.

I sin Ende af Egen sad Pil tugtig med

Ryggen til og spiste en lille Fisk hun havde

fanget, saa megen Levemaade havde hun

da at hun ikke lod nogen se at hun spiste.

Ingen af de store Kvinder heller gjorde det,

man stak en Bid til sig nu og da i Dagens


94

HOS EGERNET

Løb Og uset men satte sig aldrig ned til

et Maaltid; Ingen havde nogensinde set Mo-

der Gro spise.

Fisk var her nok af, de var som rasende

dernede efter at komme først paa. Snart

var de mætte, lagde Snørerne sammen og

roede videre efter at have søbet et Par

Haandfulde af det ferske, frodigt lugtende

Aavand.

De roede den Dag og den næste med,

gennem vildfremmede Egne, ud og ind ad

Bugterne i Aaen. Den kom dem imøde skri-

dende med et bredt roligt Vandspejl mellem

høje Sivbredder, som for det meste skjulte

Udsigten, svagt puklet og gyngende paa de

smalle Steder hvor der var Strøm, hvilen-

de med dybe Grunde i Bugterne, hvor smaa

Hvirvler gik i Overfladen over det Dybe,

det klukkede ind under de udhulede Bred-

der, Aaen havde sine Løndomme, forstod

de. Naar de rask kom om et Hjørne skræmmede

de noget levende op dernede, en dyb

Fure gik foran dem med Ringe ud til Si-

derne, en stor Fisk eller Odderen, maaske

Aamanden; ofte fløj Hejren op fra et Sted

hvor den havde staaet ganske nær og tog


HOS EGERNET 95

til Vingerne med krum Hals og Stængerne

dinglende bagud. Svalerne dyppede i Flug-

ten efter Myg i Vandskorpen, det plumpede

inde ved Bredderne, Frøer eller Vandrotter,

og Snogen roede i store Bugtninger fra den

ene Bred til den anden med Hovedet og

de to Edderpletter i Nakken ovenud. Paa

lang Afstand lettede Vildænderne i Flokke

fra Aaen, Blishønen fjælede sig mellem

Rørene eller dykkede; et Sted hvor Udsigten

aabnede sig saa de en Flok Raadyr sætte i

høje Spring gennem Græsset og blive staa-

ende et Øjeblik i Luften i hvert Spring.

Skoven hvælvede sine Kupler langt ude til

hver Side for Aaen.

Ved Aaens Udløb i Fjorden og langt ind

i Landet snoede den sig gennem brede Mose-

og Kratstrækninger, ufremkommelige

Gunger, men efterhaanden blev Dalen

snævrere. Skovene til begge Sider nærme-

de sig til hinanden, og Landet formede sig

til en krum Dal med Enge og Krat paa

Bunden og store lukkede Skove paa begge

Sider.

Den anden Dag da de havde sejlet saa

langt og længe at de følte sig ganske borte,


96

HOS EGERNET

Opslugte af Stilheden og Ensomheden paa

de nye vilde Steder, førte Aaens Bugtnin-

ger dem lige ind under Skoven paa den

ene Side af Dalen, Landet skraanede op

her og stod med høje temmelig aabne

Træer, noget ved Stedet tiltrak dem, Solen

begyndte at staa lavt over Dalen den Vej

hvorfra de var kom.men, og da Sivene aab-

nede sig op i Aaen og der var et bredt Sted

som af sig selv indbød til at lande, Bredden

var flad med sandet og stenet Bund, man-

ge Dyrespor, vistnok et Drikkested, beslut-

tede de at gaa i Land her, trak Egen saa

langt ind at den ikke kunde flyde og be-

gyndte at se sig om.

SKOVEN aabnede sig for dem, de var ganske

ene med den og følte at de maatte

nærme sig den, hvad den saa skjulte til

dem, med den skulde de nu leve. De tog

hinanden i Haanden og gik ind mellem

Træerne, langsomt, Skovens Skygge lagde

sig over dem, de hørte det lyde af deres

Trin, stort hult og ensomt var der herinde.

Foran brager det i Buskene, de staar

stille, knitret gennem alle Ledemod, ser In-


HOS EGERNET 97

genting, men et Sted længere inde skælver

det op igennem Hasselløvet, et Dyr er brudt

igennem der, de nikker og ser til hinanden,

aabner Munden men finder Intet at sige.

Forsigtigt og med varsomme Fjed paa

Skovbunden undersøger de nu de nærmeste

Omgivelser. Skoven staar her paa en lang

skraanende Bakke der skyder sig ud i Da-

len mod Aaen, paa begge Sider gaar Enge-

ne op i mindre Sidedale, den store ukendte

Skov ligesom skød en Arm ud her; det forekom

dem betryggende at vide dette Stykke

af Skoven afgrænset i hvert Fald paa de

tre Sider, og foreløbig søgte de at gøre sig

hjemme her.

Oppe i Bunden af den ene Sidedal fandt

de at en Bæk løb ud, som forenede sig

med Aaen længere nede, og ved at følge

den et lille Stykke kom de pludselig til

Kilden. Den laa for Enden af en Kløft,

dybt nedskaaren af Bækken, ligesom en

Indgang der aabnede sig til Skoven og

Landet.

Selve Kilden havde sit Udspring mellem

Stene og krogede Rødder ind under et stort

Skovtræ og med andre meget store Træer

Norne-Gæst 7


98

HOS EGERNET

staaende rundt om. Det var et svalt dybt

Hul med det fineste hvide Sand paa Bun-

den, og i Sandet var der en mærkelig Gru-

be, den saa ud som om den var levende,

en Mund, den blæste Sandet fra Læberne,

rørte om i det med Tungen, gjorde sig rund

og stødte Vand op fra Bunden, lukkede sig

og aabnede sig igen, uden at man kunde

høre det mindste, og det var næsten ikke

til at se heller at der kom Vand, gennem-

sigtigt som alt Vandet var i det dybe klare

Hul, men man kunde forstaa paa Sandet

i Gruben der hele Tiden var i Uro at der

blev ved at komme Vand op, det puklede

sig og videde sig ud nede i det klare klare

Vand af stadig mere som kom op, det var

det underjordiske Væld der fødte Vand og

gav det op fra Bunden af Hullet, saa at

det stod bredfuldt og løb over og blev til

en Bæk.

Forunderlig dunkelt og mægtigt var der

her under de høje Træer, der hældede sig

sammen over Kilden og talte med susende

Kroner oppe under Himlen, hvor de luk-

kede for Dagen. Længere inde stod Skoven

mørk, Træer og Træer med Roden


HOS EGERNET 99

ned i Jorden og tabende sig i en luftig Mur

af fjerne Træer og Dunkelhed blandet sam-

men, det aandede alvorsfuldt ud herfra;

men gennem et Hul til den anden Side mel-

lem Træerne kunde man se ned paa Engene,

som laa solbelyste og aabne med

Aaens blaa Vandspejl snoende sig igennem.

Under Træerne laa der dyb Skygge, og i

Hjertet af Skyggen var Kilden.

Gæst og Pil tog Mod til sig og hældede

sig over Kilden, den gav dem deres Ansig-

ter tilbage i sit Spejl, de tog det for at de

Var velkommen og drak. Mund mod Mund

med den stille Vandgiver dernede, den før-

ste lange søde Drik som den nye Verden

her bød dem til Velkomst, fyldig af Lan-

dets inderste Jordsmag og rene Kølighed.

De drak og blev vædede og ferske i Ansig-

tet, velgjorte baade indvendig og udvendig.

Og da de havde drukket lo de og følte

et Under, Fortryktheden veg af deres Sind,

de blev som nyskabte, der trængte dem

Sødme ud i alle Aarer, saa godt var Van-

det i Kilden. Det var som om de med- det

samme blev hjemme her, huskede næppe

nok Bopladsen ved Bugten og alt hvad der

7*


100

HOS EGERNET

laa bag dem, skønt det kun var to Dage

siden de rejste, det var altsammen uden

Virkelighed mere, et nyt Liv og en ny Vir-

kelighed var traadt i Stedet. Her var de,

og her følte de at de vilde blive. Saadan

en Kraft havde Vandet i Kilden.

Derfor da de havde drukket og var ble-

ven vederkvæget, syntes de ogsaa de skulde

give Kilden en Gave. Det eneste Pil ejede

var Halsbaandet med Ulvetænder, som hun

havde faaet af sin Moder for at de vilde

Dyr ikke skulde gøre hende noget, det var

svært at undvære og det eneste Pil ejede

og for Øjeblikket havde paa i det hele ta-

get, men hun besluttede at give det bort

og lod det falde i Kilden. Den tog vel der-

imod, det sank lige ned paa Sandbunden

og blev liggende der. Gæst var kommen

lige saa nøgen til det nye Land som Pil,

med Undtagelse af hans Amulet som der

dog ikke kunde være Tale om at ofre. Men

han følte i sit Haar og udtog en lang Pren

gjort af en Knokkel, følte andre Steder og

fremfandt, ikke uden at en Del Haar fulgte

med, flere Fiskekroge af Ben, en god Rulle

Sener, nogle Flækker og andre smaa Nød-


HOS EGERNET 101

vendighedsgenstande, alt ofrede han til Kil-

den, og den tog vel ogsaa mod hans Gave.

De var nu traadt i Forbindelse med Kildemanden

og følte at de turde blive her

og holde sig til i hans Nærhed, indtil de

maaske ogsaa kom til at staa sig godt med

Skoven.

Den var højere og stærkere her, kunde

de se, end den de kendte fra deres tidli-

gere Tilværelse, og rummede nok mindst de

samme Vanskeligheder. Foreløbig lod den

imidlertid ikke til at tage Notits af dem,

den talte langt og længe med sig selv, som

Skove og gamle Folk gør, og de paa deres

Side havde jo ikke i Sinde at gaa pludse-

ligt eller fremfusende tilværks imod nogen-

somhelst synlig eller usynlig Magt i det nye

Land.

GÆST

sejlede Egen op ad Bækken saa

langt den kunde komme for at vide

den i Sikkerhed der. Mod Aften fiskede de i

Aaen og fik alle de Ørred op de gad have,

de store Fisk jog de mindre væk for at

komme til Maddingen.

Men efter al de havde spist og sad i


102

HOS EGERNET

Græsset oppe udenfor Skoven i Nærheden

af Kilden faldt de i Tanker. Der foresvæ-

vede dem den samme Ting, uden at de talte

derom, Stranden derhjemme de havde for-

ladt. Raa Fisk smager sødt den første

Gang men fersk den anden, og en Muslingeskal

med Saltvand til at dyppe sin Mad

i kunde man ikke her rejse sig og gaa et

Par Skridt for at hente.

Overhovedet Stranden — hvor man kunde

gaa og smaaspise hele Dagen om man

vilde og hente sig Østers i Land, store tyk-

ke, tunge, vaade og salte Østers, der kneb

sig i næsten med en Mands Styrke og som

man maatte sønderslaa mellem to Sten først

inden man kunde komme til Maden; Blaamusling

som man kunde mase i Tænderne

og suge Saften og Saltvandet af; Strand-

snegle halet ud med en Torn, Hjertemusling,

selv Tang der var ram og salt men

ogsaa havde noget godt i sig . . . Gæst suk-

ker. Nu ikke at tale om et rigtigt Maaltid

paa en Gang af varme Østers, hvor Skal-

lerne har aabnet sig i Ilden, rygende varme

Østers, kogt i deres eget Saltvand og tilpas

krydrede med Aske . . . egentlig talt var det


HOS EGERNET 103

til at forstaa at de Gamle blev hvor de var

og aldrig ytrede Lyst til at fjerne sig mere

end en halv Dagsrejse fra Stranden ... og

Baalet . . . Gæst sukker.

Han ser sig om paa Himmel og Jord,

selvfølgelig de har ingen Ild og kan jo

ikke rende hen hos nogen der har og komme

igen med en Brand. Uvilkaarligt ræk-

ker Gæst efter et Par Pinde og sidder og

ser paa dem, retter den ene mod den anden

og triller den hurtigt rundt i Hæn-

derne, saadan som han havde set den kloge

Mand gøre da han tryllede for at faa Ild

paa Solhvervsfesten, men han blev snart

træt og tabte Modet, det havde ikke den

fjerneste Virkning, han tiltroede sig ikke

den Magt der hørte til heller, tvivlede paa

at Ilden vilde komme netop af disse to al-

mindelige Stykker Træ. Der var en Løndom

her han ikke var bleven indviet i; desuden

et Offer maatte jo holdes parat, mindst

et Raadyr til at give Ilden, ellers kunde

man udsætte sig for meget ved at besværge

den; Gæst lader Pindene falde, tænker fo-

reløbig ikke mere paa det der er over hans

Evne. Men han gyser i det samme, Afte-


104

HOS EGERNET

nen falder paa, og det er slet ikke varmt

mere. Det mørkner, Lyset begynder at gaa

Modet faldt, de blev saa fattige, efter-

haanden som Aftenen skred frem, ophørte

lidt efter lidt at være sig selv. Natten hjemme

paa Bopladsen havde sin Gru, men de

kendte den næppe der, stak sig altid i Tide

i Sikkerhed for den, ind i de lune Huler

til Kvinderne, i en Rede af Skind og med

et Par Hundehvalpe at varme sig ved. Her

var de ene, gik ganske ubeskyttet, uden

Ild eller Læ, Natten imøde.

Snart begyndte de at blive syge, Solen

var gaaet ned, og Tusmørket kom krybende

ud af Skoven. Inde i den var det forlængst

ganske mørkt, de turde slet ikke se den Vej

mere. Endnu hvilede der et Dagskær over

Engene og Aaen, og Skovkuplerne ovre

paa den anden Side af Dalen skinnede med

grønne Rande i det sene Efterlys, men plud-

selig falmede ogsaa de, og hele Dalen laa

udslukt. Der blev saa stille overalt. Him-

mel og Jord forandrede sig, den ene synlige

Ting efter den anden mistede sit Væ-

sen og gik under i Mørke; der skete noget

med Luften, den blev en anden, og Kulde

!


HOS EGERNET 105

kom op fra Jorden, Planter og Stene blev

vaade som om de græd.

De sidste Fløjt af Dagfuglene, som hav-

de lydt i Aftenskæret, døde hen, og andre

foruroligende Livstegn, Røster fra en usyn-

lig Verden, lod sig høre i Stedet. Krage-

trækket var gaaet hen over Aftenhimlen,

i spredte Skarer med grovmælte Tilraab

fra den ene til den anden, nu kom der ikke

flere af dem heller, og man var mere ene

efter at Kragerne tav. Det skreg fælt og

langtrukkent gennem Skoven, et Væsen de

ikke kendte.

Gæst og Pil sad ganske stille i Græsset

mellem Aaen og Skoven, paa samme Sted

som hvor de først var bleven berørt af at

Dagen hældede, de havde ikke haft Sind

til at røre sig siden.

Noget brummer dem forbi, lige op ad

deres Hoved, med en pludselig tiltagende

Lyd, og er lige saa hurtigt borte igen, svin-

der som en ensom Stemme i Aftenen, og

de bliver dødeligt forskrækkede, enhver

Lyd gør dem stive nu, træffer dem i Hjer-

tet, de kan ikke taale mere, ikke bære mere,

lader Hovedet falde, de lægger sig ned paa


106

HOS EGERNET

Jorden og søger begge noget af komme un-

der, begraver Ansigtet i hinandens Haar.

Forfærdelig var Natten der kom. Sko-

vens hemmelige Væsen, som var skjult og

som man kun anede om Dagen, traadte

frem nu da Mørket begyndte at kogle og

svede, Jord, Skov og Himmel gik i et og

blev til en uhyre lodden Hule fuld af lumsk

Støj, mange forskellige Stemmer, et uende-

ligt gurglende og ringende Kor som lod til

at komme fra Mosen, Hujen her og der, det

puslede og krøb i Skoven, snorkede, skog-

rede, struttede, lodne Vingeslag lød over

Træerne, i den hule Skov var der noget

overnaturligt der tudede en Gang imellem

og forvandlede hele Verden til en genly-

dende Rædsel, lige ved, men fjernt fra Sko-

vens inderste Kamre rejste der sig et langtrukkent

gjaldende Hyl, som slog mod

Himlen og galede igen fra dybe Slugter og

løb bølgende hele Verden rundt, et Varsel

for at nu var al Fred opsagt i Skoven.

Det trykkede de to Menneskebørn mod

Jorden, de rodede sig tættere til den og til

hinanden, med fast tillukkede Øjne, og Blo-

det løb sammen i deres Aarer, det glam-


HOS EGERNET 107

mede, glammede i Skoven, de havde for-

længst glemt hvem de var, hvor de var,

Mørke og Gru fyldte Sjælen, som Mørke

og Gru fyldte Alnaturen om dem.


I denne Tilstand faldt de i Søvn, uden

at vide af det, og vaagnede igen ogsaa uden

at sanse det, det var den samme Nat, men

nu er der Vanvid og Død i den, for nær-

ved under Buskene ser de to Øjne der ly-

ser som Gløder i Mørket, en Skygge der

bevæger sig, de rejser sig skrigende, flere

lange Skygger stryger mellem Buskene,

og nu sker der noget uhyggeligt, noget som

ikke har været hørt før her i Skoven, et

tostemmigt afsindigt Menneskeskrig, de hvi-

ner i lange Tag ud af Halsen og begynder

forfra igen, opløfter et forfærdeligt Hyl,

som de ikke en Gang kender selv, og bli-

ver mere gale deraf, skriger værre endnu,

hurtigere, en langvarig, fuldkommen vild

og gruopvækkende Skrigen.

Borte var Ulvene som Streger i Natten,

med Kløe i Ørene uden Tvivl længe efter.

Og Skriget fik hele Skoven til at lytte! Der

faldt en Pavse over Skoven milevidt, alt

Pusleri holdt inde. Vingeslag hørtes som


108

HOS EGERNET

tabte sig og Galop af flygtende Ting i det

Fjerne. Og da Menneskeskriget endelig var

hørt op, med et sidste gennemtrængende

Hvin, og saa forfra igen, og tilsidst nogle

dybe forurettede Stød, blev der dødsstille i

Skoven; Mennesket havde ladet sig høre!

Men det var slet ikke et Par Mennesker

mere, men to krybende sorte Klumper i

Mørket, de var begyndt at gaa paa fire for

at komme væk hen et Sted og gemme sig,

de saa sig vanvittige om og fik Øjnene fulde

af Mørke, tudede og bed ad hinanden, saa

lukkede de Øjnene i igen og søgte Skoven,

og saaledes blindt kravlende naaede de Træ-

erne og famlede sig op ad dem, begyndte

at klatre opad, med lukkede Øjne, følte sig

for til de naaede de første Grene, skubbede

sig op i Gafler mellem Stamme og Grene,

længere og længere op, indtil de mærkede

at Grenene begyndte at blive tynde og svaj-

ende, saa gav de sig tilfreds og krøb sammen

paa en Gren med Armene om hinanden

og om Stammen; og her blev de hæn-

gende hele Resten af Natten.

Hvile fandt de ikke men faldt hen i en

Dvale, vidste ikke om de sov eller drømte,


HOS EGERNET 109

eller ret hvor de var, eller om det var dem

mere, de frøs ynkeligt i det luftige Træ,

gik rystende og med fast .tillukkede Øjne

en Evighed af Angster igennem.

Natten var lang. Der var kun denne ene

Nat, der havde aldrig været andet end den-

ne Nat og dens Elendighed, aldrig andet

end haarde Grene at sidde paa. Mørke ud-

vendig fuldt af Skovens onde Raslen og

Pust, og Mørke indvendig bag lukkede Øjne

med Rædsler ogsaa der, hvad enten man

vaagede eller drømte, der havde aldrig væ-

ret andet end Mørke og Skræk. De var

blinde og havde tabt sig i den sorte Uende-

lighed hvor alt er Angst, og Tiden aldrig

gaar.

MEN

en Gang faar alt Ende. De mær-

kede omsider at Natten blev en an-

den, det tav i Skoven, og naar de aabnede

et Øje paa Klem saa de at dQi ikke var

synderlig mørkt. Paa Himlen stod Maanens

hvide Horn, men til den anden Side rødmede

det i Skyen, og her forstod de vilde

Solen komme.

Den brød op mellem Træerne som et


110 HOS EGERNET

Baal, og med det samme følte de ganske

svagt Varmen af den paa deres Skind. Sko-

ven aflagde sin skumle Forvandling og blev

Træer igen, som om den aldrig havde væ-

ret andet, Smaafugle begyndte beskedent

at pippe, et Tegn paa at Fred i Naturen

vendte tilbage. Der blev saa roligt i Skoven,

med et stadigt tiltagende Kvidder, efterhaan-

den som Solen steg og Lyset bredte sig i

de grønne Kroner.

Da sænkede Trætheden sig uimodstaae-

lig over de to, de faldt af den ene Blund

i den anden paa deres Gren, ikke uden

fortrædelig Opvaagnen naar de nikkede og

slap Taget og var paa Hældningen til at

falde ned. Det var endnu næppe gaaet rig-

tig op for dem hvem de var, de saa paa

hinanden med brustne Øjne, ønskede kun

at sove.

Endelig da det var bleven helt lyst begav

de sig ned, stive af Kulde og temmelig

uklare, søgte ud i Skoven for at varme sig

og gabe Usselheden af Kroppen. Det var

højlys Dag. Aaen laa blank med Himlen

i sine Bugter, Ringe ude paa Høllerne af

Ørreden der slog op efter solforgyldte Møl;


HOS EGERNET 111

det høje Græs stod bøjet og sammenklæ-

bet af Dug.

Dybt inde fra Landet, hvor Solen kom

ind gennem Dalen med et blændende Væld

af Lys, brølede det, vældige klangfulde To-

ner der fyldte hele Dalen og rungede igen

fra Skovene paa begge Sider og virrede

længe frem og tilbage i de stille Dale, det

maatte være Solen, aldrig før havde de hørt

Solen brøle naar den stod op og kom skri-

dende ind gennem Landet. En Verden af

Lys gød sig ud over Dalen og Skovene,

selv det mindste Græsstraa blev stærkt,

Stenene fødtes i Lys, Alverden tog mod

Dagens Naade.

Allerede stod Skoven hyllet i en Soltaage,

og fra de hule Kamre i dens Indre kurrede

det morgensøvnigt og fortroligt. Skovduens

skjulte Sommerstemme. I en Stenhob snoer

sig Lækatten og slikker med sin Ormesnude

mod Solen.

Et Sted hvor Græsset er tørt og Solen

staar paa sover de to Menneskebørn, er

segnet om nu da de tør sove og sover med

den stigende Sol i Ansigtet. Men de skriger

i Søvne, gøer ilde og vaagner med et Gisp,


1 12 HOS EGERNET

ser paa hinanden med gale Øjne, indtil de

kender hinanden, saa sukker de og sover

ind igen, dybere, faar endelig en sund Søvn,

mens Fisken smækker med Munden i Aaen,

og Guldsmed leger mellem Sivene, og Fug-

lekoret i Skoven stiger højere og højere i

Vælde.

Op paa Morgenen da de vaagnede havde

de udsovet og var bleven lægte i Sjælen,

saa sig rolige om og fik rolige Syner til-

bage. Skoven og Aaen og Alting som det

var og som de kendte sig selv i igen. De

havde overstaaet Natten og dens Gru og

var nu vendt imod den nye Dag og hvad

godt der var i den.

Glubsk bed Ørreden paa Krogen, og

glubsk slog de to Udvandrere Tand i hvad

de fik fat, endnu morgenvrede og med forgræmmede

bitre Furer om Munden, som

Natten havde skcevet; den havde gabet over

dem, nu bed de igen, paa hvad de kunde

gabe over, alt hvad de saa, de spidse tynd-

skallede Mosesnegle, de gik ned. Snegle-

hus og det hele, en Frø som kom indenfor

Rækkevidde, ogsaa den fik et Klem med

Tænderne og vandrede ned hel som den


HOS EGERNET 113

var; de var ikke fri for at rives en Kende

om Maden og knurre naar den ene eller

den anden kom først og sikrede sig den

gode Bid.

Men da de havde spist og var bleven

formildet vendte de tilbage til Kilden og

drak, og det var som om et Smil hængte

ved da de hævede de dryppende Ansigter

fra Kilden. De spejlede sig og faldt i For-

undring, de kunde se ikke alene sig selv

men en Skov, som stod paa Hovedet, og

en blaa Himmel dybt dybt nede, det var

som om Kilden var et Hul i Jorden, hvorigennem

man saa en Verden ganske som

den man var i men omvendt, Træer der

hang ned i Afgrunden med Kronerne og

lette fine Skyer uhyre dybt nede, saa dybt

at man maatte holde sig fast ved Stenene

for ikke at svimle; det var et Under.

Pil som var kommen til Kilden med Haa-

ret i Tjavser ned over Øjnene bandt det op

og fik klar Pande, satte Blomster i Haaret;

Gæst saa sig om efter Flint, med Virketrang

i Hænderne.

Natten og dens Væsen havde sat dem

Norne-Gæst 8


114

HOS EGERNET

tilbage i Mørket mellem de Umælende, Da-

gen gjorde dem til Menneskebørn igen.

DET

blev en travl Dag der kom. Gæst

var klar over at de ikke kunde til-

bringe flere Nætter som disse sidste og gik

i Lag med at bygge en rigtig Rede oppe

i et Træ.

Den første Nat de var paa Rejse havde

de tilbragt i Baaden paa Aaen, ret be-

kvemt, havde trukket Egen paa Grund da

det begyndte at blive mørkt og var faldet

i Søvn i den uden at ane nogen Fare, var

sovet fra det hele, lige til det blev lyst igen,

uforstyrret; men sligt gik ikke mere end een

Gang. Sikrere var Træerne.

Til Sovested valgte de selve det høje Træ

der havde Kilden ind under sin Rod. Det

var ikke let at komme op i. Stammen var

meget for tyk til at man kunde fatte om den,

og de nederste Grene sad højt oppe, men

fra et tyndere Træ der stod lige ved kunde

man entre over i Kronen. Mellem Grenene

og Stammen var der en passende Krog, højt

højt oppe, naar den blev fyldt ud med an-

dre afhuggede Grene og et Fletværk af Ris


HOS EGERNET 115

kunde der blive et mageligt og fuldkommen

sikkert Leje.

Mens Gæst nu begav sig op i Træet for

at hugge Grene af og bygge Reden, pluk-

kede Pil Græs, som hun lagde i Solen for

at det skulde tørres, det var til at fore den

ud med.

Der boede En i Træet i Forvejen, et

Egern, det tog imod Gæst med blandede

Følelser første Gang han kom op i Træet,

kom frem paa en Gren og teede sig i høje-

ste Grad nysgerrigt, satte sig op og strut-

tede Gang paa Gang med den lodne brede

Hale, spidsede Øren og mimrede med Snu-

den, det var den umuligt at holde sig i

Skjul skønt den indsaa Faren ved at vise

sig, den nærmede sig i Sæt og stak øjeblik-

kelig af naar Gæst rørte paa sig, brugte

Mund højt oppe fra Toppen af Træet bag

Løvet; lidt efter var den der igen, satte sig

op paa Bagparten og pudsede sig paa begge

Kinder, perlede med Øjnene, struttede,

kom nærmere og forsvandt saa igen ga-

lende i to-tre lange Spring. Den lille

Mand, som Gæst meget godt kendte men

ikke før havde været saa nær, var aaben-


116

HOS EGERNET

bart meget optaget af hans Komme og i

Tvivl om hvad det betød. Da Gæst be-

gyndte at hugge løs oppe i Kronen af

Træet veg Egernet helt op i de øverste

Kviste og skældte forfærdelig ud, Gæst

holdt ikke af at forstyrre den, vidste jo

ikke hvad Magt den havde her, men da

han dog ikke havde i Sinde at gøre den

Skade turde han nok komme i dens Træ.

Siden kunde man vel gøre ham en Tjeneste

til Gengæld. Gæst kappede Grene

af saa store som han kunde overkomme

og lagde dem tilrette i Gaflen hvor Reden

skulde være, gjorde dem fast med en

Binding af Kaprifoliestængler, og ovenpaa

lagde han Kviste og Ris, saadan som

Storken bygger; et godt og sikkert Leje

var snart i Stand.

Lige fra Gæst var begyndt at skille

Grene af Træerne og tage hvad han skulde

bruge af Vidjer og andet friskt som gro-

ede var han klar over at han forgreb

sig paa Skoven, Egernets Adfærd var

værd at bemærke, det vidste kanske mere

om Skoven end man skulde vente efter

dets Størrelse; det var bedre at gøre no-


HOS EGERNET 117

get for at forsone Skoven med det sam-

me. Saasnart Reden var færdig og han

var kommen ned fra Træet begav han sig

derfor længere ind i Skoven, med Ulyst,

men dreven af Følelsen af det nødvendige

i at gaa ind til den og prøve paa at oprette

en gensidig stum Forstaaelse.

Han gik op over den skovbevoksede

Bakke der dannede som et Næs af Sko-

ven, kom ned i en Dal paa den anden

Side og over en Bakke igen. Skoven

lukkede sig bag ham, han var nu inde i

den store dybe Skov og følte sig i dens

Vold men blev tøvende ved at gaa i et

uvist Haab om at noget skulde ske der

stillede ham Ansigt til Ansigt med Skovens

inderste Væsen. Det skete dog ikke, og

dog var det hele Tiden nær.

Et godt Stykke inde opdagede han en Lys-

ning i Skoven, og i Midten af den stod der et

meget stort Træ temmelig for sig selv, en

Eg, han forestillede sig straks, at det

maatte være et mægtigt Træ, det var gam-

melt og meget svært med en uhyre Stamme

og lange krogede Grene, Kronen ud-

gjorde en hel Skov for sig. Nogle mindre.


1 18

HOS EGERNET

underligt sorte og skæve Træer groede i

Nærheden, krøb hen ad Jorden, uhygge-

ligt levende, med Øjne paa Stammerne og

sære Lemmer, for dem var han bange.

Men det store gamle Træ indgød ikke

Frygt. Hele den vældige udbredte Krone

var overalt lukket af det tykkeste Løv, og

mellem Bladene sad der Agern som lut-

ter grønne Børn, Træet var med Unger,

svulmede af Frugt, uden Tvivl var det et

rigt Træ, og det var nok det stærkeste i

Skoven. Da Gæst kom helt hen til Egen

saa han at Stammen var hul. Træet havde

en Revne i Maven, og straks fulgte Gæst

en Indskydelse, lagde sin bedste Flintkniv,

en halvfærdig Økse af rød Flint og fem

gode Fiskekroge ind i Hulheden.

Det forekom ham rigtig truffet at Sko-

ven fik netop de skærende Redskaber han

havde anvendt imod den, og han gik der-

fra med Tillid til at han nu turde bruge

af Skoven hvad han behøvede. Men det

sidste Stykke tilbage løb han, det var ikke

godt at have Skoven i Ryggen naar man

var alene, og først da han var vel ude af

den igen aandede han op.


HOS EGERNET 119

Efter at dette vanskelige Besøg hos Sko-

ven var overstaaet gav Gæst sig trøstig til

at bære Græs og Løv op i Reden. Det

blev en hel lille deroppe i det luftige

Træ, svømmende mellem Himmel og Jord.

Vidt saa man omkring, til den ene Side

laa hele den krumme Dal med Aaen i Mid-

ten udbredt for deres Blik, og langt ude

øjnede de Fjorden de var kommen fra i

en lyseblaa Spejling med Himlen, bag den

som et mørkere Blaa Søen udenfor Kysten

der tabte sig i en Taagebanke. Men

til den anden Side strakte Skoven sig ind

i Landet, det grønne kuplede Tag af Kro-

ner, Skov og Skov saa langt Øjet saa.

Allerlængst ude i Synskredsen hævede

Skoven sig som en Bølge mod Himlen, og

paa det højeste Sted var Skovmuren gen-

nembrudt, en Aabning mellem Stammerne

hvorigennem man saa Himlen, en blaa

fjern Port, med skraa Luftstøtter staaende

op i Skyen ovenover mod Solen; det ba-

res dem for at det var Porten ind til den

vide Verden, og gennem den skulde de

en Gang rejse.

Og da de havde deres i Orden oppe


120

HOS EGERNET

i Træet rejste de, sejlede et langt Stykke

op ad Aaen og gjorde sig bekendt med

Dalen længere inde. Den gik dybt ind i

Landet, de naaede ikke at se Enden paa

den den Dag. Mange nye Ting kom dem

imøde, de overraskede Dyr og Fugle som

de aldrig før havde set, og Aaen aabenbarede

dem stadig mere af sit Væsen. Den

var fuld af Fisk, det glimtede nede i Stimerne

naar en enkelt vendte Siden op;

dybest gik de store Fisk, i Overfladen

sværmede Hundestejler i smaa sammenpakkede

Flokke. Paa grundt fladt Vand

stod Gedden som en Pind med sin stri-

bede Krop og det fæle Underbid, forsvandt

i en Muddersky naar man kom den for

nær; Aalen bugtede sig brun dybt nede

paa Bunden i det brune solede Dynd mel-

lem Aakandestilkene. Ind under Brinkerne

opdagede de smaa Huler dybt nede, hvori

der stak Krebs, de var ikke vanskelige at

faa op og et ganske behageligt Knas ind

imellem den megen Fiskemad. Paa alt

smagte de, enhver Ting havde en Sjæl

som gik dem i Sjælen, den ferske dyndede

Lugt fra Vandet, Breddernes stærke Aan-


HOS EGERNET 121

de sammensat af vaade Vandplanter, af

Kalmus og Krusemynte, fra Engene væl-

dede Græsset ud over Aaen, strøede sit

lette Frø i Strømmen mellem de gyngende

Siv, og ind over Engene var der et tykt

Vildnis af duftende Planter og Blomster

omsværmet af Bier, en Honningtaage

hvorhen man saa; i de smaa Lunde af Pile

og Buske som groede ude paa Gungerne

støjede det af Fugle, her var de i Sikker-

hed med deres Reder.

Hed er Dagen, Solen staar paa i den

smalle Baad, hvis Ved bager i Solen og

dufter garvet, sterkt og ferskt lugter det

af Fisken som ligger paa Bunden af Egen

i Solen, selv lugter man som Ild af Haa-

ret, og det nære Vand frister, man dypper

sig, gaar under Laag i det dybe svale Vand,

som trykker paa Lemmerne og vil skyde

dem op igen, man faar Vand i Munden

og Vand i Sjælen, god er Aaen; og bag-

efter soler man sig og brænder mellem

Skulderbladene, med et kølende Aakandeblad

lagt paa Hovedet. Nærved ruller Od-

deren sig i Græsset paa Bredden, faar

Pelsen fuld af Fnug og Blomsterstøv, fug-


122

HOS EGERNET

tig Og flygtig ser den til de to som den

ikke kender, nyser og gaar som en Orm

i Aaen igen.

I en Bugt af Aaen oppe ad fast Land

til finder de Vildsoen vellystig strakt paa

Siden i et Dyndhul med en Flok Smaa-

grise ovenpaa sig, hun vender det lille

røde Øje da de passerer men bliver hvor

hun er. Fiskeørnen slaar ned i en Bred-

ning af Aaen, bruser mægtigt i Vandskor^

pen og kommer paa Vingerne igen med en

Laks i begge knyttede Kløer.

Hele Dagen gjorde de Opdagelsesrejse

paa Aaen. Men før Aften var de tilbage til

Kilden og gik til Ro oppe i Træet endnu

inden Mørkningen faldt paa, trætte og

mætte og veltilfredse i enhver Henseende,

paa et fjedrende og gyngende Leje af

Græs med Kviste i Bunden. Dynger af

Græs tog de over sig, i Særdeleshed over

Hovedet, for at være rigtig fjælet.

Og her i deres luftige Rede sov de ind,

umærkelig gynget og baaret af det høje

Træs Arme, rokket i Søvn uden at de

anede det, lifligt paa en Gang varmet og

svalet af det friske Græs. Og i Søvne gled


HOS EGERNET 123

de ind i en anden luftig og svævende Ver-

den, blev baaret, rokket og gynget gennem

uendelige varme og svale Tilværelser,

i en dyb og rolig Dvale.

OVER

Hovedet paa dem, højere oppe

i Træets Krone, vogtede et Skov-

væsen over deres Ro.

Den lille Mand Egernet havde sit Hus

under Himlen, oppe i de allerspinkleste

Kviste, lige stærke nok til at bære ham og

hans Hus men utilgængelige for ethvert

andet Dyr tungere end Egernet. Her havde

han flikket sit Bo sammen, et Sommer-

lysthus anlagt i en gammel Kragerede og

dækket over med et Tag af Kviste, Blade

og vissent Græs, med en lille Dør ind til,

og indvendig foret med Mos, altsammen

ganske nydeligt, og her blundede han om

Natten, men let. Ingenting kunde ske uden

at han hørte det med sine lodne Øren og

var lysvaagen i Tide.

At de to latterligt store, haleløse og

nøgne, lyserøde og i enhver Henseende

vanskabte og ubehændige Mennesketing nu


124

HOS EGERNET

ogsaa havde bygget Rede i Træet foruroli-

gede ham i Begyndelsen, skønt han ikke

kunde styre sin Nysgerrighed. Nu boede

de der, og nu fik man se hvad der vilde

ske. Sandheden var at det ikke var første

Gang Egernet boede i Træ sammen med

Mennesket, hvorvel han ikke netop hu-

skede det, men det var i hans Aarer at

han kendte dem. Her var nu et Par ube-

skyttede Menneskebørn vendt tilbage til

Træerne, og Egernet modtog dem som

man modtager meget fjerne Slægtninge,

tilbageholdent men inderlig draget; de kom

til at staa sig rigtig godt med hinanden.

Egernet var noget for dem blot ved at

bo i Træet, og de var ogsaa noget for

ham; efter at de var flyttet derop kom

Maaren eller Vildkatten der aldrig mere,

Rovfuglene der truede Egernet ovenfra

heller ikke, de havde Respekt for de nye

Indbyggere. Lossen kom op til dem en

Nat, men da gav Egernet Hals og teede

sig som ude af sig selv. Gæst vaagnede

lige tidlig nok til at se et Par grønligt funklende

Øjne ganske nær ved i det mørke

Træ og til at plante sin Flintøkse midt imel-


HOS EGERNET 125

lem dem. Lossen nøs og lod sig plumpe

ned fra Træet, kom aldrig siden igen.

Med Tiden blev de meget fortrolige,

Egernet blev saa tillidsfuld at han kom

ganske nær, naar Børnene havde noget at

give ham, og tog det af deres Hænder. At

se ham spise var en stor Fornøjelse, han

satte sig op og tog Maden mellem Frem-

poterne, med futtende og vimse Bevægel-

ser, undersøgte i en Fart hvad det var,

endevendte det, tog rask en Bid og mimrede

travlt med den i Munden, Tænderne

gik paa ham saa hurtigt at man ikke kun-

de følge dem, han struttede med Halen,

mimrede, tog en Bid til, de lange skarpe

Fortænder arbejdede saa det var en Lyst

at se, gjorde Hul i en Nød eller et Agern

saa Spaanerne fløj, med Beundring iagttog

Gæst den lille Tømmermand og ønskede

sig kun saa godt Værktøj som de fire for-

trinlige smaa Mejsler Egernet havde i

Munden.

Men naar Egernet var mæt og ikke

trængte til noget i Øjeblikket var dQt mær-

keligt at se ham gemme hvad han havde

faaet, det første det bedste Sted, i en


126

HOS EGERNET

Sprække i Barken, i sit Hus; til andre Ti-

der hentede han frem hvad han havde

gemt, vimsede ned ad Træet og begyndte

ivrigt at grave et Sted ved Roden af et

andet Træ i Nærheden hvor ikke det mind-

ste Kendetegn var at se, og op fiskede han

en gammel muldet Nød, som han maaske

havde gemt der for Maaneder siden og nu

netop kom i Tanker om. Det var værd at

lægge Mærke til at man skulde gemme no-

get. Pil m^ærkede sig det.

Pil elskede den vævre Trold og gav me-

get for at lokke ham saa nær at hun lige

kunde faa Lov at røre ved hans fine Pels

og fornemme hans lille Varme, men tage

ham var der ikke Tale om, han var for

flygtig og følsom til det, taalte ikke Berø-

ring af det mindste Haar før han øjeblik-

kelig var væk, han var nok tam men op-

holdt sig i sin egen Luft, synlig men i Vir-

keligheden en Aand i Skoven.

Mægtig kom hans Kræfter frem, til

Trods for hans Lidenhed, naar han fik

Flyveanfald, og det kunde komme over

ham som et vigtigt Ærinde han skulde i,

eller det var hans Leg, tilsyneladende uden


HOS EGERNET 127

Aarsag gjorde han vild Jagt fra Træ til

Træ, fløj i lange forvovne Buer som en

Fugl fra den ene Trætop til den anden,

strømmede som en Lue langs de tyndeste

Kviste, og var der for langt til nærmeste

Træ landede han paa Jorden, galopperede

videre som en rød Orm i Græsset med højt

bølgende Hale og var i et Nu oppe ad

stejle Træstammer igen, kastede sig fra

Gren til Gren; paa et Øjeblik var han langt

borte i Skoven.

Det laa saa fristende nær at følge ham.

Gæst og Pil blev smittet af hans Flyve-

glæde og gjorde Forsøg paa at entre bag-

efter, møjsommeligt fra dQt ene Træ over

i det andet, naar Grenene nærmede sig

saa meget til hinanden at de kunde komme

over, et ynkeligt Afbillede af Egernet, de

var for tunge, langsomme og forsigtige,

blev aldrig til noget i Træerne. Men Svimmelheden

og Vanskelighederne ved at komme

fra Træ til Træ uden at behøve at røre

ved Jorden havde en egen Tillokkelse for

dem, som de ikke kunde modstaa, det var

som en god Drøm at se Verden fra Træ-

erne, den luftige skuffende Udsigt oven-


128

HOS EGERNET

fra var paa en Gang noget nyt for dem

og en dunkel Genoplevelse, de blev som

drukne deraf, glemte alt andet, var kun i

en evig Skov og et evigt Solskin, en evig

Sommer, saalænge de øvede sig i at krybe

omkring fra Træ til Træ.

Ad den Vej trængte de efterhaanden ind

i Skoven. Paa deres Udflugter, som de

gjorde længere og længere, kunde de naar-

somhelst løbe op i Træerne, ved det mind-

ste usædvanlige der kom paa. Afstandene

tilbagelagde de nede paa Jorden, men de

fleste af deres Iagttagelser gjorde de fra

Træerne med Udsigt nedad og selv skjult.

Saaledes blev Egernet dem en Fører der

efterhaanden lokkede dem ind i Skoven og

gjorde dem fortrolige med den i Miles

Omkreds.

Reden oppe i Træet har de faaet bygget

over med et Tag, efter Egernets Mønster,

nogle faa Rafter sat op ad hinanden og

tækket med Blade, de kunde lige være der-

inde, og Hytten var næsten ikke til at op-

dage nedenfra naar man .

ikke vidste det,

her var de om Natten i Læ for Regn og

Vind og alt hvad der er af ondt i Mørket,


HOS EGERNET 129

her blev de gynget i Drømme og visset

af susende Træer og af Skovens luftige

Enetale.

De gaar i Bastmaatter, som Pil med snil-

de Hænder har vævet, stride at have paa

i Begyndelsen og overflødige det meste af

Dagen, men Morgen og Aften skønner de

paa dem. Pil smykker sig og er forskellig

hver Dag, saa med vilde Blomster, stadig

en ny Slags som hun finder i Skoven eller

Mosen, saa med Fjer Fuglene har tabt og

som hun stikker i Haaret, hun forskønner

sig med Kildeokker, som ogsaa er at finde

her hvor det kommer ud med Vældene i

Bakken, og det gør de da begge to. Gæst

er ikke over at forbedre sit Udseende ved

et Par kraftige røde Streger i Ansigtet. De

er altid optaget, har altid noget for, ingen

Tid paa Dagen er uden ivrig Møje og For-

nøjelse, om det saa kun bestaar i at plukke

de smaa spidse Bægre ud af visse Blomster

og suge den næsten usporlige Hon-

ningdraabe ud der er i Bunden deraf.

Humleboer finder de i Engene og suger

de runde Celler ud med et Straa, lægger

Norne-Gæst 9


130

HOS EGERNET

dem i Boet igen og kan siden vende tilbage

til dem naar Bien har fyldt dem paany.

Men naar ikke mindre Syssel optager

dem ligger de paa Opdagelsesrejse i Træerne,

Dage igennem, saa de ofte glemmer

at spise og ikke savner det. Fra Dag til

Dag blev de bekendt med det meste af

hvad der boede i Skoven. Naar de var

gaaet op i et eller andet Træ og holdt sig

rolige tilstrækkelig længe faldt Skoven om

dem i Ro og begyndte snart at pusle og

leve paa sin egen daglige Maade, ganske

som om de ikke var der. De saa da Hjor-

ten passere forbi nedenunder, med den

lange trinde Ryg, drive mageligt omkring

og gnubbe sig opad Træstammerne, slikke

Blade i sig med Tungen, et stort sundt

Dyr som der stod en egen Livsvarme op

fra, de fik duggede Øjne oppe i Træet

over Hjortens smukke Lugt. Men kom de

til at skræmme ham, ved at flytte paa sig

i Træet eller hviske for højt, øjeblikkelig

var han paa Flugt, med det ene Rusk gennem

Underskoven efter det andet, læn-

gere borte saa de et Glimt af hans Ryg idet

han med høje svævende Spring satte af-


HOS EGERNET 131

sted mellem Træerne, selv med et Træ

paa Hovedet. Der kunde da heller ikke

være Tvivl om hvor Hjortene kom fra, de

var Sjæle af Skoven, blev til af den, og

ofte kunde man se dem fødes, først Hor-

nene, der begyndte at røre sig mellem an-

dre Grene og se levende ud — og saa

pludselig føder Busken, Hjorten ud af

den, stor og stærk i Luften som et Syn,

endnu med noget af Busken paa Hovedet!

Hvor skønne og rige var Hjortene! De

var af Egens Blod, havde jo Takker som

Egens Grene, og de var de fleste i Skoven

som Egene var de fleste og de mæg-

tigste, Hjortene og Egene var Herrer i

Skoven.

Men langt inde i Dalen, paa Grænsen

mellem Skove, Græsgange og vildsomme

Moser, gjorde de Bekendtskab med Urokserne,

iagttog dem selv usete fra et Træ

og faldt i dybeste Forundring over de væl-

dige Dyr.

De stod eller laa ned mellem store Graa-

sten som overalt stak op af Skovbunden,

Træerne her var lutter høje Fyrre med

skællede og røde Stammer, Enebær, Lyng


132

HOS EGERNET

Og Blaabærris i Bunden, det var en Bakke

som skraanede op med gammel Fyrreskov

til den ene Side og tabte sig i aabne Lysninger

og Kratmoser ned mod Aaen. Her

paa Skrænten var Urokserne søgt op, det

var i Middagsstunden og deres Hviletid,

de fleste tyggede Drøv og viftede sig sin-

digt mod Fluerne med Halen, man hørte

Tænderne skure sammen i Kinderne paa

dem. Selv nær ved kunde man ikke lige

straks se hvad der var Sten og hvad der

var Okse, undertiden rejste noget sig op

som enhver vilde troet var en stor Granit-

blok og blev til en hornet Ko; ikke umuligt

at det var selve Jorden og den stenede

Grund der frembragte dem. De havde

lange trinde og svungne Horn, som ledte

Tanken hen paa Nymaanen; Ingen kunde

jo heller vide om det ikke var en Ko der

gik deroppe i Himlen. Første Gang de

hørte dem brøle genkendte de straks den

vældige Tone de havde hørt da de saa

Solen staa op over Dalen, og som de

havde taget for Solens Stemme, en Erfa-

ring som jo ikke udelukkede at Solen

kunde være en Okse. Hvor de saa hørte


HOS EGERNET 133

hen, mægtige var de, ikke et Kny kom fra

de to Menneskebørn oppe i Træet.

Der kom en god Aande op fra Ur-

okserne, ligesom fra Hjorten, men sødere,

paa lang Afstand sporede man Livsvarmen

fra de svære Dyr, de udgav Bølger

af Melkelugt, gjorde Luften tyk af en lunken

Em fuld af Græs og Sødme, og man

hørte Aandepustet gaa i Bælgen paa dem

med dybe Stød, der svarede igen i Skov-

stilheden. Træerne duftede hedt i Sol-

branden af Harpiks, fra Stenene kom en

mosset og vaad Lugt, selve Jorden gav en

kraftig Sjæl fra sig, fedt og lunt og over-

daadigt var der i Oksernes Hjem. I Køernes

Nærhed holdt Kalvene til, smaa Okser

med brusket Mule og begyndende Horn

brydende ud mellem Pandehaarene, med

smaa Kager af Gødning og Dynd opad

Flankerne hvor de gamle havde store, vif-

tende sig med en stumpet Hale; svært var

det ikke at røbe sig oppe i Træet ved at

kalde paa dem og prøve at blive Venner

med dem.

Vildsvinene derimod, som var allevegne,

optog paa en anden Maade. Det var aaben-


134

HOS EGERNET

bart at de blev til af Dyndet i de skumle-

ste Sumphuller, her kom de fra og var

sorte som Dynd, og i Mulden rodede de

altid, man saa dem trække omkring i Tyk-

ningen med Trynen begravet i den løse

løvmuldede Skovbund, under megen Grynten

med Munden fuld af Jord, omsværmet

af stribede værkelige Smaagrise. Grum

var den gamle puklede Galt at se til, med

tornet Manke og skinnende hvide Hugtæn-

der der kom ham som Krumknive ud af

Munden, dem ønskede Gæst sig og saa

med Begærlighed efter dem, de var altfor

gode til Galten.

Vellugten der kom fra den gryntende

Familje var ikke just indtagende, den følte

man Trang til at knibe Næsen i for, og

traf det sig at Flokken trak hen under

Træet hvor Gæst og Pil sad og kiggede i

Løvet, samlede de Kræfter til et pludse-

ligt Raab paa en Gang begge to og iagttog

med Fryd Virkningen deraf oppe fra de-

res Træ. Først stod Grisene aldeles stille

og dumme, med smaa røde ildvorne Øjne

stirrende hen efter hvad dette fæle Raab

fra oven betød, saa søgte de alle i et Nu


HOS EGERNET 135

Redning i Flugt, hovedkuls og trængende

sig saa tæt sammen i Flok at nogle af dem

blev trykket op ovenpaa Flokken, Smaagrisene

efter i en forsinket Galop med

skingre Hvin, mens der kom dybe sumpige

Brøl fra de gamle, det var til at le over saa

man kunde falde ned fra Træerne.

MEN

en Dag fik de Besøg af Ulven.

Den kom strygende ved højlys Dag

inde fra det Indre af Landet, lang, slunken

og forløben, og gjorde Holdt nedenfor

Træet hvori de sad, da den Rk Øje paa

dem, lettede Forpoten og lod til at være

kommen netop for deres Skyld. Den rej-

ste sig paa Tæerne og spredte Varbør-

sterne ud, lys i Blikket, ganske solet at

se til i Ansigtet af Vennesælhed, og Bør-

nene begyndte næsten at tro at de havde

gjort den Uret. Egentlig havde de jo aldrig

set Ulven nærved og havde maaske dannet

sig fuldstændig falske Forestillinger om

dens Natur. Hvis man blev Kamerat med

den var den kanske lige saa god at lege

med som en Hund, og en Hund savnede

de. Den lignede skuffende en Hund.


136

HOS EGERNET

Skønt fristet til at stige ned og indlede

et Venskab blev de imidlertid siddende

hvor de sad i Træet; Ulven kunde jo, hvis

den mente det godt, komme op til dem.

Graaben blev gaaende nedenunder ligesom

i Tanker, slikkede sig om de magre Kæ-

ber, tøvede meget længere end man skulde

tro Bekendtskabet var værd. Børnene fik

Tiden til at gaa ved for Spøg at kaste

Pinde og Grenestumper ned efter Ulven,

den blinkede med gule slørede Øjne og

stillede sig forlystet an, bed paa Skrømt

efter Kasteskytset og viste sig oplagt til

Leg som en Hvalp, skønt det var en gam-

mel knoglet og erfaren Rakker, den gjorde

barnlige Hop og legede med Poten, saa

rørt ud og forsøgte at bjæffe kælent, kru-

sede de tynde Læber til hvad der skulde

være et Udbrud af Munterhed, indyndede

sig saa saare, og Børnene følte virkelig

den største Lyst til at komme ned og klap-

pe den legelystne Hvalp, saa til hinanden,

skubbede sig lidt frem paa Grenen, var

i Tvivl.

Fristeren dernede legede mere forføre-

risk, gjorde Hop hen i Skoven og vendte


HOS EGERNET 137

Hovedet om efter dem som for at lokke

dem med sig, men en Ting var Børnene

paafaldende, de syntes ikke Ulven lugtede

nær saa sødt som han lo, der trængte Luft-

ninger af gammelt Aadsel helt op i Træet

til dem, og Ulven saa ud som om man

kunde støde sig paa den, med Raden stik-

kende ud af den skabede graa Bælg; det

lønnede sig dog nok ikke at gaa ned til

den, og de blev hvor de var.

Da Ulven endelig havde indset dQi haab-

løse i at vente og bedaare de to, lod den

Masken falde, gabede himmelhøjt af Kedsomhed

og blottede fire lange Rader fa-

stende Tænder, Hunger og Mord stod den

aabenlyst ud af Øjnene. Efter derpaa at

have. sat sig paa sin Hale og tudet, en

bitter uhyggelig Encgraad, lettede den et

Bagben op ad Træet, kradsede Støvet af

sine Fødder og strøg videre, lang, slun-

ken og med hængende Hale, uden en ene-

ste Gang at se sig tilbage.

De to oppe i Træet saa paa hinanden

og blev hvide i Ansigtet, følte at de ved

højlys Dag havde haft Besøg af Natten.

Saadan som Ulven havde klaget sig saa-


138

HOS EGERNET

dan genlød det hver Nat i Skoven, andet

var det altsaa ikke der glammede, og det

de havde troet var Skoven og den halve

Verden fuld af overnaturlige Magter indskrænkede

sig, naar man fik det paa nærmere

Hold, til at være en gammel, sulten

og skuffet Ligæder. Nu var de saa meget

klogere.

Med lange Øjne saa Gæst efter Ulven

til den forsvandt i Skoven — om han nu

havde haft Bue og Pil! Maaske han kunde

have skudt den gamle svigefulde Omstrejfer

og givet Pil en ny Perlekrans af Ulvetænder

i Stedet for den Kilden fik. Uden Tvivl var

det fordi hun savnede den at Ulven var ble-

ven saa fræk.

DAGEN

efter sidder Gæst ved en stor

Sten i Nærheden af Kilden som han

har valgt sig til Arbejdsplads, der høres

den fineste Flintklang fra hans Værksted,

han har delikat Arbejde for, Pilespidser,

som man gør ved at dele passende Flæk-

ker over paatværs, meget gaar i Spaaner

før man faar nogle som man vil have dem.

Gæst har faaet Hu til at gøre sig Bue cg


HOS EGERNET 139

Pil. Han har været hos de unge Aske ef-

ter et Emne, funderer paa hvordan han

skal skatfe sig Streng og tænker sig gennem

alle de Steder han kender i Nærhe-

den, om han har set Rør.

Gæst ser Buen for sig og angriber

Træet med skarpen Flint, det slanke Askeskud

skal kappes med Omsigt, saa at Buen

bliver lige smidig i begge Ender, der skal

gøres Indhak for Strengen, han kan ikke

vente til Tingen er færdig men arbejder

som i en Besættelse, længes efter Stren-

gen mens han er ved Buetræet, og ser

Pilen for sig mens han er ved det, han

hverken hører eller ser.

Pil har Flettearbejder for og maa laane

Gæst Bast til en Streng, han kalder paa

hende da han har faaet den spændt paa og

tager den første stramme syngende Klang

af den med Fingeren mens hun hører derpaa,

smiler med Frembringerens Smil —

om det ikke synger godt i Buen? Ved

hans Side ligger et Bundt Rør, som han

har hentet sig nede ved Bredden af Aaen

og skrællet Hinderne af, med lange ranke

Led, af dem skal der blive Pile.


140

HOS EGERNET

Dagen gaar, og Pil faar en Mængde fltt-

iQt, under ivrig hviskende Enetale med sig

selv og hyppige Kast med Hovedet for

at slynge Haaret fra Øjnene; hun er igen

henne og se til Gæst men finder ham

denne Gang lukket og mørk, umeddelsom,

en helt anden Gæst end før, han har haft

Sorger, den første Gang han trækker

stærkt til sig i Buestrengen og slipper

den igen brister Strengen med et Knak,

det pludselige Stød kan den ikke taale.

Nej naturligvis det gaar ikke med Bast,

med mindre man gør Snoren saa tyk at

den saa ogsaa bliver flov i Klangen og uden

Smækkerhed. Buen skal spille, ellers har

den jo ingen Sjæl. At Strengen egentlig

skal være af Tarm ved Gæst særdeles vel,

for hvad der skal gaa til Tarm maa være

kommen af Tarm, men her fører hans Pla-

ner ham i Ring, hvordan skal han skyde

noget inden han har det han skal skyde

med?

Indtil videre gør han da Strengen af

Haar, og her maa Pil holde for, da hendes

Haar er baade længere og finere end hans

eget; liggende ned med Hovedet paa en


HOS EGERNET 141

Sten finder hun sig fromt i at han med en

anden mindre Sten gnaver saa meget Haar

af som han skal bruge, hjælper ham end-

ogsaa med at tvinde Strengen.

Den viser sig holdbar og ganske god i

Klangen. Det at den er af Menneskehaar

giver den en egen Betydning, at tage sig

iagt for af andre Mennesker, om man

skulde møde nogen, men naturligvis over-

for alle haarede Skabninger var der

Skæbne i den.

Da Buen var færdig satte Gæst sig ned

og spillede et Stykke for Pil paa den. Det

lød ganske dejligt, ensformigt men dejligt,

og han greb længe i Strengen mens Pil

lagde Øret til og frydede sig over Musiken.

Det var Gæsts første Harpe. Han blev

siden en Skjald.

Men nu var det Jæger han tænkte paa at

blive. Den første Pil han havde færdig

skød han lige op, og den steg som en Orm

mod Himlen med sin lille Flintbrod, gik

højere end de højeste Træer, og da den

et Øjeblik havde set sig om i det Blaa

vendte den om og søgte Jorden med Brod-

den nedad, stod fingerdybt i Mulden og


142

HOS EGERNET

med Skaftet lige til Vejrs da Gæst efter

nogen Søgen fandt den igen i Græsset.

Han brød Freden med Fuglene samme

Dag. Med Tiden blev han en fremmelig

Skytte. I Begyndelsen var Buen kun kort

og Pilene af Rør, men den voksede med

ham, og Pilene blev af Træ, lange og

sejge. Gæst var her inde paa noget som

han aldrig blev færdig med, hver ny Bue

han lavede blev en Forbedring, han

voksede, og den voksede, blev lang og

slagkraftig, det var snart ikke et Legetøj

mere med en lille uskyldig Klang, Gæsts

Bue begynder at lade sig høre i Skoven

med en glubsk Røst.


DEN GAMLE DANSKE SKOV

FOR

hver Dag der gik blev Gæst og

Pil klogere, flere og flere af Skovens

Stemmer lærte de at forbinde med hvor

og hvem de kom fra. Gæst ordnede den

Verden i sit Hoved han skulde underlægge

sig som Jæger.

Den Tid kom hvor han kunde sidde

hjemme i Træet ved Kilden og af de for-

skellige Lyde der kom fra Skoven paa Da-

gens forskellige Tider nøje gøre sig Regn-

skab for hvad der foregik i den, hvor

Vildtet gik, i hvilke Egne af Skoven eller

Dalen, og hvordan Landet der var beskaf-

fent.

Umærkeligt begynder Højsommeren at

gaa over i Høsten, uden at de to føler

anden Forandring end at Skoven byder

dem et rigere og rigere Udvalg af al Slags


144

DEN GAMLE DANSKE SKOV

Frugt. Raa Fisk er ikke deres eneste Mad,

Dage igennem lever de af Skoven uden at

savne dyrisk Føde. Hasselnødderne be-

gynder at sætte Kerne, endnu bløde og

melkede, de gaar i de kølige Morgener

og smaaspiser i Krattet hvor der er lunt

for Vinden, klappet i Ansigtet af Haslens

ru Blade, fuldstændig begravet i Bu-

skene, og her træffer de deres ræverøde

Ven Egernet ivrigt i Færd med at prøve

den nye Høst.

I Moserne og Skovens fugtige Lysnin-

ger staar der tykt med Blaabær og Tytte-

bær; ikke sjældent træffer de Bjørnen her

staaende paa Bagbenene i Risene og mej-

ende hele Favnefulde af Bær ind i Flaben;

naar de holder sig stille og ikke kommer

den pirrelige Gamle for nær kan de godt

faa Lov at spise af en Busk ved Siden af.

Af Bjørnen lærte de siden at finde og op-

bryde de hule Træer hvori Bierne byggede

og som kunde være fulde af Honning fra

øverst til nederst, store gule dryppende

Kager og gammel sort Honning i Bunden

som næsten var bleven til Harpiks af

Ælde. Men heller ikke med Bjørnen blev


DEN GAMLE DANSKE SKOV 145

Freden varende, efterhaanden som Gæst

udvidede sig som Jæger.

Skoven er fuld af Hindbær, Jordbær,

Brombær, det vilde Æbletræ spilder sine

Frugter ned paa Jorden, til Glæde for

Vildsvinet og for et Par Menneskebørn,

som den vilde Orne mønstrer et Øjeblik

mens den tygger men ellers ikke gør no-

get, naar de er artige. Hvor Vildsoen har

rodet Jorden op for sine Grise med Trynen

kommer de bagefter og samler hvad der er

overset af Rødder og spirende Olden, Løg

og andet godt. Fuglene giver dem Appetit

paa allehaande Græsfrø, Rønnebær, Hy-

ben, med Hjortene nipper de til det friske

duggede Morgengræs og de unge Skud

paa Buskene der smager saa harpikset og

solet. Saadan blander de sig med Skovens

Dyr og faar Part i alle Skovens Gaver,

med den Forskel at de ikke som Dyrene

gerne holder sig til en særskilt Næring

men lærer lidt af hver enkelt.

Dyrene havde delt Skoven imellem sig

efter deres egen rummelige Overenskomst,

det ene levede paa det andets Bekostning

og blev fedt til Fordel for et tredje, fra

Norne-Gæst 1*


146 DEN' GAMLE DANSKE SKOV

neden af op, men alle bestod og trivedes

vel ved Fordelingen, skønt de fleste med

Flid undgik hinandens Selskab. Og nu

havde de optaget et Par paa Bagbenene

gaaende Skabninger i deres Verden, i Begyndelsen

omfattet med sky Opmærksom-

hed, siden overladt til sig selv, en Lige-

vægt der dog ikke skulde vare ret længe.

Hver Dag i Skoven ligner den anden.

I det tidlige Morgengry, naar Rovdyrene,

Ulven, Ræven og Lossen, har trukket sig

lyssky tilbage til deres Gemmesteder kommer

Hjortene forsigtigt frem i Skovbrynet

ned mod Engene eller i Lysningerne og

begynder at hugge i sig af det saftige skøre

Græs, ved næppe om de tør, staar paa tre

Ben og løfter Hovedet hvert Øjeblik med

klippende Øren for at spejde, og naar de

saa har sat et helt Læs vaadt Grøntfoder

tillivs, hastig slugt og sunket helt, trækker

de sig tilbage til deres skjulte Hvilesteder

i Tykningen, hvor de Dagen over har Ro

til at skyde Foderet op i Munden og tygge

det paany.

Urokserne søger ud fra Sumpskoven og

gaar i lange Rækker den ene bagved den


DEN GAMLE DANSKE SKOV 147

anden ad de samme ældgamle Dyrestier de

har banet gennem Skoven, spreder sig

naar de er kommen ud paa Sletterne i Da-

len for at græsse og skifter roligt Ben, idet

de langsomt æder sig frem, halvt begravet

i det lange Græs, viftende sig med Halen;

ofte slaar Stærene ned paa Ryggen af de

vældige Dyr paa Udkig efter Bremselar-

ver. Solen staar højere og højere paa

Himlen. Hvor stille i Dalen og Skoven!

Hvor stille i Dalen, kun de græssende

Dyr, den lukkede Lyd af deres store ma-

lende Kindtænder og det klangfulde rummelige

Pust i Bælgen af Aandedraget. De

store Træer i Skovbrynet rejser sig ud af

Underbundens Morads af væltede Stam-

mer, Trøske og Slyngplanter, og kupler

sig med svulmende frie Kroner op i Sol-

skinnet. En dæmpet høj Tone kommer fra

Grønsværet, Bierne der har travlt. Slet-

terne og Engene staar i et Væld af Blom-

ster, hele blaa og gule og røde Taager,

Hære af vilde Blomster, og i hvert Blom-

sterbæger en Bi. Det summer, tygger i

Skoven, en stille Hede, en langsom Flyt-

ten Plads af Skyggen, mens Dagen lider.

10*


148

DEN GAMLE DANSKE SKOV

En lille sort Høj af rygende frisk Muld

danner sig som af sig selv i Grønsværet,

det er Muldvarpen nede under Jorden der

skyder, og naar den skyder igen da er saa

lang Tid gaaet.

Hvert Dyr passer sit, de fleste tavse,

og alt er vel saa længe de tier. Vildsvinet

smasker paa Bunden af Tjørne- og Blom-

mekrattet, hvor ingen andre Dyr end den

og Pindsvinet kan trænge igennem. De to

Menneskebørn er nu et eller andet Sted i

Skoven, mellem Hindbærrene, eller i et

Træ, ogsaa de er tavse, i Skoven taler de

aldrig højt, for da runger der straks et

Kor af Aander som svarer igen fra alle

Skovens Lønkamre og gør Nar ad deres

Stemmer; hvorfor heller snakke i Skoven?

Over Trætoppene hænger Musvaagen,

og højt højt oppe hvor Himlen er blaa

som en Mur sejler nogle Storke, hvide

som Ild under de svimlende høje Skyer,

sejler i mægtige Spiraler uden at røre Vin-

gerne som om de ved ren Viljestyrke skru-

ede sig tilvejrs i Æteren.

Midt paa Dagen er Skoven total stille,


DEN GAMLE DANSKE SKOV 149

kun Fluer og Bier høres. I Dunkelheden

ved Foden af en Eg ses det klippende Øre

af en Hind som har lagt sig der. Skovduerne

tier, Ænderne flyder i Sivene med

Hovedet under Vingen. I et udgaaet Træ

sidder Uglen og sover med det blinde fje-

rede Ansigt vendt mod Dagmaanen.

Men henad Aften naar det begynder at

blive svalt lever Skoven op, det tripper og

lister paa Dyrenes Veje, som gennemkryd-

ser Skoven, nu er det man saa smaat sø-

ger mod Drikkestederne ved Aaen hvor

Dyrene i Aarhundreder har været vant til

at komme. Marschen finder ikke Sted uden

Leg og Krumspring undervejs, det er som

om Dagen løber ud i nogle Minutters Sorgløshed

nu førend den farlige Nat kommer.

Paa Græsset under de høje Træer

hvor Aftenrøden falder ind og gør Stammerne

røde, spjætter de unge Hjortekid

omkring de rustent kaldende Hinder i en

overstadig Styltedans. Ræveungerne gør

mod Solnedgangen fjernt fra utilgængelige

Holme i Mosen med Hængedynd omkring,

udenfor Graven hvor de boltrer sig den

ene ovenpaa den anden, mens Moder Ræv


150

DEN GAMLE DANSKE SKOV

med duggede Øjne og en Gaasevinge i

Munden ser til.

Fuglene finder andre Toner nu end om

Dagen, sidder oppe i de højeste Kviste af

Træerne, forgyldte endnu af det svinden-

de Lys, mens der nedenunder er Skumring,

og synger Solen af Skoven med stille

dunkle Fløjtetoner.

Saa gaar Solen ned. Gennem Tusmør-

ket høres fra det Fjerne dybt inde bag

Skovene en langtrukken, ensom og skum-

mel Tuden, der synes at komme fra alle

fire Himmelhjørner paa en Gang og laa-

ner Genlyd allevegnefra, et Kor af alle

Skovens forbandede Aander, den fylder

hele Verden, gaar i et med Mørket og

glammer op mod de nytændte kolde Stjer-

ner; det er Ulvene der indvarsler Natten

og Nattens Gerninger. Nu er Freden op-

sagt i Skoven.

EN

Nat er der en gammel slunken Han-

ulv der sondrer sig ud fra Flokken

og gaar paa Støverfod alene, lydløst kommer

han hinkende ned gennem en af Side-

dalene mod Aaen, drevet af en genopduk-


DEN GAMLE DANSKE SKOV 151

kende Erindring i sit Ulvehoved, et Par

lyserøde halvvoksne Menneskebørn som

den ved er at finde her i Omegnen, og

som den da ogsaa støder paa flere og flere

vellugtende Spor af jo mere den nærmer

sig Aaen.

Den er sulten, inderlig sulten, skønt det

slet ikke er saa længe siden den har faaet

noget, den er altid sulten, har altid været

det, hungrer i selve sit Væsen og er Livet

igennem paa Kløerne for at æde sig op,

en falden Skabning som ikke begriber at jo

mere den fortærer des mere nærer den

sin uudslukkelige Hunger. Nu var der en

Stemme i dens altid brændende Tarme der

foregøglede den noget om at den i Nat

skulde forfriske sig med Menneskekød.

Men bedst som den strøg afsted med

Næsen mod Jorden og netop havde den

fuld af en Masse frisk Fært, som fik den

til at sagle, hændte der noget ubegribeligt,

Jorden forsvandt pludselig under dens Fød-

der, den svævede og stødte sig ilde da

den naaede fast Grund igen, og da den

var kommen sig efter Kolbøtten fandt den

at den var i et Hul med stejle Jordvægge


152

DEN GAMLE DANSKE SKOV

paa alle fire Sider. Den prøvede at springe

op igen, men Hullet var dybt som en

Tragt, der var ikke Tale om at komme

op igen.

Saa sad den der da hele Natten og

havde Udsigt til en Firkant af Stjernehim.-

len, indtil det blev Morgen og Firkanten

ovenover den blaa. Da blev Ulven urolig

og vendte sig mange Gange i Hullet, den

blev saa sulten at den følte en Ulv ekstra

i sine Indvolde, som om den var to, og

begge drømte en vaagen Drøm om igen:

et Par lyserøde Menneskebørn, ikke saa

store at de kunde skønnes at være farlige,

men heller ikke smaa Mundfulde, lige for

en Ulv at mestre. To Gange havde den

fyldt sine Næsebor med den rige nære

Kødlugt fra dem, en Nat da de frimodigt

havde lagt sig til at sove i Græsset, men

da havde de desværre skreget saa uhyre

at enhver maatte tro der var Hærskarer af

Mennesker paa den Plads, det var gaaet

Ulven i Haserne, og den var rendt fra

det sikre Maaltid. Den anden Gang var da

de sad oppe i et Træ, hvilket de imidler-

tid havde været for fejge til at komme ned


DEN GAMLE DANSKE SKOV 153

fra. Ulven var saa sulten og drømte saa

levende at den næsten kunde se hvad den

saa gerne vilde se.

Og i det samme saa den dem virkelig,

for tredje Gang, oppe ved Randen af Gra-

ven, hvor de med Haaret hængende frem

over Ansigtet laa paa Maven og kiggede

ned, ubehageligt muntre og holdende sig

paa en uhøflig Maade for Næsen.

De kendte ham straks, saa at det var

den gamle Graaben der havde villet have

dem til at lege med sig i Skoven, han løb

som en Skygge omkring sig selv, skottede

dagsky op, og de saa ham vædske gult

nede i Graven af Skræk over hvad der

ventede ham nu. Det var jo aldrig falden

den gamle Morder ind at han en Gang

skulde staa foran en voldsom Død. De lo

af ham, og til Svar satte han sig paa sin

Bag og tudede for Lig, i Haab om at faa

det til at krybe i Haarrødderne paa dem,

saa Nænnet gik af dem, men de morede

sig kun saa meget des mere over Rakke-

ren, der besørgede sit eget uhyggelige Ef-

termæle.

Pil fik da saa et Halsbaand igen. Tæn-


154

DEN GAMLE DANSKE SKOV

derne var meget lange men halvt opædte,

den Gamle havde været usund i Kæften.

Skindet stank og havde gnavede Huller i

Haarlaget, men kunde bruges, til man fik

Skind af yngre og bedre. I de kolde

Nætter nu følte man Trang til noget

mere at dække sig med end Hø og Bast-

maatter.

Men af Ulvens Tarme fik Gæst sin første

rigtige Buestreng, haard og sejg som

hærdet i Ild, fjedrende og dog saa stærk

at ingen menneskelig Magt kunde slide

den over. Hverken Ulven eller noget an-

det Dyr var sikker for et Skud af den.

Saadan gik det til at den gamle Ulvs Ap-

petit blev stillet, samtidig med at Gæst sik-

rede sig Næring for sin.


JÆGEREN OG HANS ARNE

ULVEN

var det første større Stykke Vildt

Gæst tog paa egen Haand som Jæger.

Fra nu af blev det hans Lyst at maale

sig med alle Dyr i Skoven, i Hurtighed,

Vid eller Kræfter.

Freden brød han med Dyrene først ved

at grave Faldgruber for dem, dQi blev da

til dem selv om de vilde gaa i dem eller

ej. Skylden for deres Fordærv faldt i det

højeste paa Gruben. Hvad, der var jo rige-

lig Plads udenom! For dog ikke ligefrem

med Flid at forhindre Dyrene i at gaa i

Faldgruben havde Gæst anlagt sin paa den

gamle Dyresti ned imod Drikkestedet ved

Aaen.

Alt dette var efter Eksempler kendt

hjemme fra Bopladsen. Jægerne der fik

det allermeste af deres Vildt paa den Maa-


156

JÆGEREN OG HANS ARNE

de. En Del jagede og omringede de vel

i Skoven ved Hundenes Hjælp og ned-

lagde det i Nærkamp, og vilde Dyrene

ikke selv gaa i Gravene ringede de Flokke

af dem ind og tvang dem til at gaa hen

over Stederne hvor Gruberne laa. Men i

Reglen fangede Vildtet sig selv. Der var

endnu saa store Flokke i Skovene, selv

efter mangeaarig Jagt paa samme Sted, at

denne magelige. Samvittigheden ikke be-

lastende Fangstmaade stadig var den fore-

trukne.

Det tog mange Dage for Gæst og Pil at

anlægge Graven. Jorden maatte først møj-

sommeligt hakkes op med Stokke og læsses

i en Vidjekurv med Hænderne, men

de var to om det, og Arbejdet var bare en

Fornøjelse, navnlig da Graven begyndte at

blive saa dyb at Gæst maatte staa paa Bun-

den og grave mens Pil hejsede Jorden op

i Kurven. De kom først gennem Muld og

siden Sand og Ler saa dybt ned at der

begyndte at staa Vand i Graven, saa turde

de ikke gaa dybere af Frygt for at Bun-

den skulde gaa ud. Jorden var nok ikke

særlig tyk her, og falde ned i Underverde-


JÆGEREN 00 HANS ARNE 157

nen var jo ikke Meningen. For det Tilfælde

at Nogen skulde forske efter hvem

der havde gravet Graven, lagde de Gra-

vestokkene saa synligt som muligt ved Si-

den af, det havde jo da de. Deres egne

Fodspor udslettede de omhyggeligt. Og da

Hullet var færdigt var det bare at dække

det over med tynde Vidjer, Muld og Løv,

saa at Stedet ikke kunde skelnes fra

Vekslen.

Men der gik en hel Uge efter at de

havde taget Ulven inden de fik andre Dyr

i Gruben, Ulvefærten blev ved at hænge

ved Stedet; endelig en Morgen havde de

en Hjort deri. Og senere kunde de tage

saa meget Vildt de havde Brug for. Men

trængte de ikke til noget lagde Gæst et Par

store Grene hen over Graven, saa Dyrene

maatte gaa udenom. I Modsætning til Jægerne

hjemme paa Bopladsen satte Gæst

ikke tilspidsede Pæle i Bunden af sin Faldgrube

til Dyrene at spiddes paa. Gæst

ønskede ikke at gøre Brug af denne Frem-

gangsmaade. Pælen efterlod en styg Fejl

i Skindet naar det var beredt, desuden var

det Skade for Dyrene, da de ofte var døde


158

JÆGEREN OO HANS ARNE

om Morgenen saa man ikke kunde faa

Blodet af Kødet; Gæst satte ikke Stager i

sine Gruber.

Den fældede Hjort gav Gæst og Pil fuldt

op at gøre. Skindet skulde tørres, skrabes

og beredes, der var tusind Ting at vare-

tage efter de Erfaringer de bragte med sig

fra det daglige Liv paa Bopladsen, Tak-

kerne behøvede Gæst til Værktøj, Knoglerne

havde han Brug for, ligesaa Tarme

og Sener, ikke at tale om Kødet som skulde

skæres op og speges; imidlertid var de

begyndt at bygge Vinterhus og havde travlt

ogsaa med det, det blev for koldt om Næt-

terne oppe i Træet — og nu under alt

dette var der en Vanskelighed der meldte

sig og trængte paa, Ild var uundværlig nu,

Ild maatte skaffes.

Gæst indsaa det, straks da de havde ta-

get deres første Hjort, her var med det

samme en passende Gave at stemme Ilden

forsonlig med, og endnu inden de har faaet

Skindet af den gnider han sig i Hænderne,

det er en kold Morgen, han gnider sig i

Hænderne med et Overskud af Kræfter,

just saadan er det man gør naar man tryl-


JÆGEREN OG HANS ARNE 159

ler med en Pind for at faa Ild. Uden Op-

sættelse griber han en Pind, det runde

Stykke af en udgaaet Gren, stemmer dQi

mod et andet tørt Træstykke og begynder

at trille den kraftigt frem og tilbage i Hæn-

derne. Han bliver hed i Haandfladerne,

faar ogsaa Varme i Kroppen derved, men

paa Træet kendes der tilsyneladende ikke

noget. Pinden gør en Fordybning i Træ-

stykket, og den er virkelig ogsaa bleven

lidt varm. Gæst holder den mod Munden

og mærker at Pinden er varm, han lugter

til den, der er en ganske lille sveden Lugt

ved den, det var dog altsaa ikke helt galt;

han triller videre, længe og ihærdigt, til-

sidst med en voldsom Kraftanstrengelse, til

han ligefrem ser Stjerner og Ild for Øj-

nene, og da han udmattet maa holde op

ryger det fra Pinden, en fin Røgstribe med

en stærk syrlig og stikkende Dunst, fuld

af Mindelser fra Baalet. Enden af Pinden

og Hullet i Træstykket er ogsaa kende-

lig forkullet.

Men videre kommer Gæst ikke. Han

kan faa Røg, og Træet bliver sort, med

smaa Kulfnug der maler op af Hullet, men


160 JÆGEREN OG HANS ARNE

Ilden selv lader sig ikke se. Hver Gang

han hviler bliver Pinden kold, og han maa

begynde forfra, men forgæves. Der hører

naturligvis et Tryllemiddel til som han

ikke kender.

Gæst prøver flere forskellige Slags Træ,

bryder sit Hoved med hvori Hemmelighe-

den bestaar, alt forgæves. En Ting er tyde-

ligt, jo hurtigere man drejer Pinden des

mere Røg kommer der, altsaa maa der

gøres noget for at faa Pinden til at dreje

hurtigere rundt end man kan gøre det med

Hænderne; han lægger en Snor en Om-

gang om Pinden og faar den til at gaa

rundt ved at trække frem og tilbage i Snorens

Ender, men han har da ingen Haand

fri til at holde paa Pinden og tager et an-

det Træstykke i Munden som han stemmer

mod den øverste Ende af Pinden. Nu

trækker han til og trykker imod alt hvad

han kan. Pinden kommer i en hastigere

Omdrejning og staar haardere i Træstyk-

ket, ogsaa det han har i Munden, snart

mærker han at det ryger ogsaa der, Pin-

den bliver varm i begge Ender! Han træk-

ker nu voldsomt frem og tilbage, men Sno-


JÆGEREN OG HANS ARNE 161

ren der er af Bast skamfiler sig og begyn-

der at fnugge, brister bedst som han er i

Gang, hed i Hovedet lægger han en Sene

om Pinden, og da den er fedtet og vil

slippe ham af Fingrene giver han sig Tid

til at knytte Enderne om et Par Pinde-

stumper til Haandtag. Da Boret gaar for

trangt rundt med begge Ender i Træet og

han skønner det ikke behøves, ombytter

han Træstykket foroven med en Knogle

hvori der er en Fordybning for Pinden at

glide i uden at den bliver varm. Knoglen

tager han i Munden og trækker nu til med

Senen, mærker at det begynder at virke,

han presser paa med Pinden i Hullet og

trækker stærkt, voldsomt frem og tilbage,

Røgen kvalmer op og bider ham i Øjnene,

saa godt gaar det -^ Av, i det samme glip-

per Knoglen mellem Tænderne, gaar rundt,

og han støder Pinden med hele sin egen

Vægt ind i Munden, men sligt skal ikke

ske, endnu skal Pinde og Ben ikke faa

Magt over ham, han spytter Blodet ud, ta-

ger Knoglen i Munden igen og bider haardt

paa den nu, saa der bliver dybe Mærker i

den, hvad bilder den sig ind, han saver

Norne-Gæst

1

J


162 JÆGEREN OG HANS ARNE

frem og tilbage, kniber Øjnene i for Røgen

som bliver rigelig, han tager paa Redska-

berne som for at slide dem fuldstændigt i

Stykker, og mumlende med Knoglen i

Munden hvad der kan lyde som den uhyg-

geligste Besværgelse fordobler han Takten,

trænger sig rasende sammen, med lukkede

Øjne og Ild og Stjerner for Synet — og

bluf, siger det, pludselig bryder baade Pin-

den og Hullet i Træstykket i Brand, en

lille Flamme slaar ned og lægger sig i Ring

om Borehullet og Pinden; da Gæst aabner

Øjnene efter Anstrengelsen ser han at Ilden

er kommen!

Som et Fæ sidder Gæst, endnu rød i

Ansigtet af Lidenskab, forbavset og lykke-

lig, med den brændende Pind i Haanden,

taber den, og Flammen slukkes! Uden et

Ord sætter han Pinden i Hullet igen, hu-

sker sig om og begynder forfra, markerer

at tabe Knoglen og støde Pinden op i Mun-

den, spytter, gentager Boringen paa samme

Maade og mumler igen med Knoglen i

Munden en Besværgelse ikke til at skelne

fra den forrige, han gaar over til Hurtig-

boring som før, lukker Øjnene som før


JÆGEREN OG HANS ARNE 163

Og venter nu at det skal sige bluf, og at

Ilden skal være der, naar han er igennem

hele Ceremonien. Men det siger ikke bluf

denne Gang, og da han aabner Øjnene,

ryger det nok en Del fra Pinden, men

der er ingen Ild.

Skuffet og ærgerlig husker han sig om,

skulde han have glemt noget, han gør det

hele om igen, støder Pinden op i Munden,

spytter, gentager Boringen paa samme

Maade og mumler igen med Knoglen i

Munden en Besværgelse ikke til at skelne

fra den første, han gaar over til Hurtig-

boring som før, lukker Øjnene som før og

gør sin yderste Anstrengelse som før —

ingen Ild!

En Uret er det af Ilden ikke at komme,

naar man gør alting om igen som det har

vist sig at det skal gøres, langsomt, for

Enhver har ogsaa sin Værdighed, gaar

Gæst endnu en Gang det hele igennem,

støder sig haardt i Munden, det skal ikke

mangle, spytter, mere end Blod nok, borer

og mumler med Knoglen i Munden, og nu

lyder Besværgelsen mere ægte end før,

uhyggelig, han fordobler Takten som før,

II*


164 JÆGEREN OG HANS ARNE

gaar over til Hurtigboring, men er nu ra-

sende, vil man gøre Nar af ham, det suser

ham i Sjælen, og der knitrer Stjerner for

hans lukkede Øjne, tænderskærende gør

han Vold paa Redskaberne — og bluf, si-

ger det for anden Gang, Gnister og ren

Ild slaar ud af Hullet omkring Enden af

Pinden! Denne Gang er Gæst mere fin-

gerfærdig, rækker øjeblikkelig den spæde

Lue en Haandfuld vissent knastørt Græs,

den slikker ind i det. Græsset ryger og

heder, i et Nu er Flammen stor. Gæst gi-

ver den i en Fart mere og denne Gang lidt

fastere Sager, trøsket Træ, gaar over til

Smaapinde, hele Grene, Pil kommer til og

hjælper ham, ganske forlegen af Lykke

over Ilden, snart staar der et buldrende,

højrøstet, vildt og hedende Baal i Skoven!

Redskaberne hvormed Gæst havde frem-

bragt Ilden lagde han omhyggeligt til Side,

Pil iik ikke Lov til at se dem. Hvad det

var for en Besværgelse han havde brugt

fortav han endogsaa for sig selv; rette Vedkommende

havde kunnet se at han mum-

lede, og var de tilfredse, behøvedes der

ikke mere Klarhed over den Ting.

Og nu fik Ilden sit Offer, en rigelig Part


JÆGEREN OG HANS ARNE 165

af Hjorten. De havde maattet slagte den

nede i Gruben, da de kun stykkevis kunde

faa den op, Ilden brændte ved Siden af,

og efterhaanden bar de det meste af Dy-

ret op til den; første Gang den fik skulde

den have saa den kunde smage det.

Ved en Lejlighed som denne vidste Gæst

at der skulde synges og gøres Paakaldelse,

havde jo paa Afstand beluret de Voksne

naar de gjorde det, men selve Sangen og

Trylleordene kendte han ikke, han gik da

rundt om Ilden og kvad en hul skummel

Efterligning, uden Ord men med nogle

skuffende Lyde, der meget godt kunde

være den hemmelighedsfuldeste og stærkeste

Galder. Heller ikke i denne mørke

Kunst vilde Gæst indvi Pil. Ikke i alt skal

Kvinder indvies. Men det overlodes hende

at føle Betydningen af de dunkle og vigtige

Handlinger der foregik mellem Ildmag-

terne og Gæst den Alvidende.

Ilden lod til at være tilpas, baade ved

Offer og Sang, den blev saa stor og her-

lig af alt det Fede den fik, bredte sorte

Røgvinger ud og for til Himmels med Vel-

lugt, sydede og slog Skrald, ligefrem brølte

af Madlyst, det blev en meget vellykket


166

JÆGEREN OG HANS ARNE

Ofring. Det var en skyet Morgen da de

begyndte paa Trolddommen, men Solen

traadte frem inden Ofringen var tilende-

bragt som Tegn paa at de lyse Magter

baade i Himlen og paa Jorden var tilfredse

med Anretningen.

Men da Ilden havde afspist satte Gæst

og Pil sig til med noget af det skære Kød,

som de havde lagt til Side til eget Brug;

kendt var jo Ildens Forkærlighed for Knogler

og Indvolde; og de blev som nye Mennesker

nu da de fik stegt Mad igen. En

vældig Stegelugt og den krydrede Røg fra

Baalet bredte sig i Skoven. Fra nu af fik

Pil en Ild at passe.

Efter Ofringen gik de hjem med en

brændende Gren og oprettede deres Arne

et Sted i Nærheden af Kilden, en Skrænt

med aaben Skov hvor de var begyndt at

grave ind til et Vinterhus. Og her blev de-

res første Boplads.

HUSET

tog ikke mange Dage at indrette,

det blev et Hus som et Hus

skulde være, halvt en Hule ind i Bakke-

skrænten med en lang snæver Indgang og


JÆGEREN OG HANS ARNE 167

rummeligere indadtil, det hele overdækket

med Rafter og Græstørv. Kamret, som var

paatværs af Husgangen, havde en Jordbænk

paa den inderste Side og var her

foret ud med Rør, tørt Mos og Kæruld,

alt hvad Pil kunde finde af blødt og beha-

geligt, samt med hvad man havde af Maatter;

Skind haabede man at skaffe sig med

det første. Her var Sovestedet. Men nu

da de havde Ild som skulde passes, kunde

kun den ene af dem sove ad Gangen. Il-

den brændte paa Gulvet, og ovenover Baa-

let var der et Hul mellem Græstørvene til

Røgen at slippe ud af, og her faldt Lyset

ned til dem om Dagen.

Aftenerne begyndte at blive lange og

mørke nu, og de vidste at Vinteren stun-

dede til, men de havde deres egen lille

Dag nede under Jorden, kunde til enhver

Tid gøre sig det saa varmt som de ønskede,

begge havde ganske klare Forestillinger om

hvordan Vinteren skulde gaaes imøde og

hvordan alt skulde gribes an, nu da de

havde Ilden.

Kød vidste de kunde altid skaffes Vinte-

ren igennem, men der var jo mange andre


168 JÆGEREN OG HANS ARNE

Ting det var godt at gemme hen i Tide,

Pil tænkte paa sligt, og noget af det før-

ste hun tager sig for, efter at Gæst har

gjort Ild, er at finde sig Ler og begynde

paa et stort Pottemageri. Nogle Krukker

gør hun saa dybe som hun i det hele taget

kan række med Armen for at forme dem,

det er til Forraadskar, andre mindre er til

at koge i, men alle Potterne er slanke i

det; nogle af dem forkæler hun ved at

trykke Mønstre ind i dem med Neglen

mens Leret endnu er vaadt, giver dem no-

get ^QiiQi og et Mønster paa for at de ikke

skal se helt nøgne ud, andre giver hun

Øren til at hænge op og nogle igen Ben

for at de skal kunne staa, og da hun har

saa mange som hendes Hjerte begærer,

kalder hun Gæst til Brændegilde, de stil-

ler alle de tørre Potter ovenpaa hveran-

dre, dynger Lyng og Ris udenom og sæt-

ter Ild paa hele Stakken. Naar den er ud-

brændt er Potterne ogsaa haarde og tjen-

lige. Nogle sprækker og gaar til Grunde

i Ilden, det er dens Part, og undertiden

tager den glubsk mange, men Resten har

man for sig selv, naar de er bleven af-


JÆGEREN OG HANS ARNE 169

svalet. Den Dag faar man Suppe; og det

er Pils Pottegilde.

Hele det lange milde Efteraar arbejder

Pil med at faa fyldt sine Krukker og stil-

let dem hen, med Honning og Bær, blan-

det sammen i en liflig gærende Vælling,

med Nødder i Massevis; hun tørrer Kød

og hænger det til Spegning under Rafterne

i det tilrøgede Loft; ind imellem væver hun

og bereder Huder, hvormed Gæst hjælper

hende, et mindre vellugtende Arbejde, det

er som om Skindene maa gennemgaa en-

hver Art af Forkrænkelighed, først Begra-

velse i en Kule sammen med Bark, saa en

Genopstandelse og et Bad i Ting der ikke

nævnes kan og en Lutring ovenpaa i Aske,

endelig en Salvning med Fedt, inden de

gaar ind til et nyt Liv som uforgængeligt

Læder. Fodtøj maa til, nu Jorden altid er

saa vaad og kold, de laves paa den Maade

at man sætter Foden midt paa et dertil

egnet Skind med Haarlaget indad, samler

det opad Benet saa langt det rækker og

surrer Remme udenpaa. Foden stikker da

i en vandtæt Pose, og med Tiden beholder

Støvlen sin Form. Hertil og til Vinterpelse


170

JÆGEREN OG HANS ARNE

behøves der mange Skind, og Gæst faar

alt hvad han kan overkomme at bestille

som Jæger.

Dyrene begynder at lægge Mærke til

ham og blive sky, for han har aabnet Ufred

med dem alle. Der kommer skarpe Ting

flyvende fra ham, som man skal tage sig

i Agt for, han faar Stager til at bide, og

han lugter ikke mere som før, har faaet

en røget Bilugt, han er nok gaaet i Kom-

plot med Ilden, Dyrenes værste Fjende.

Saa man skeler til ham allerede paa lang

Afstand og fjerner sig inden han er nær.

Snild er han og svigefuld, bygger de

nydeligste smaa Stenkister i Marken, med

en Fisk eller en Fugl indeni, ganske som

en Dyrevraa, af sig selv forsynet med

Mad; men naar Odderen eller Maaren vel-

tilmode gaar derind og rører ved Maden,

skrider hele Stuen sammen, det er ikke

lette Sten den er bygget op af, og det

hænder at Odderen bliver fladere end den

er i Forvejen. Han sætter Løkker paa Ha-

rens Landeveje i Hindbærkrattet, og naar

Grævlingen før Solgry stikker sit stribede

Ansigt ud af Graven stikker den det lige


JÆGEREN OG HANS ARNE 171

ind i en Løbeknude gjort af Haar og hæn-

ger sig i sin egen Dør. Det store Vildt gaar

af sig selv i hans Faldgrube og sidder der

om Morgenen med bange, sørgende Øjne,

tavse alle, i Erkendelsen af at de ikke har

staaet sig; alle undtagen Svinet der hvælder

forurettet, saa saare det ved egen Fæ-

iskhed er gaaet i, og vil hvine Nætter og

Dage, med mindre man bringer det til

Tavshed. Til Fodtøj er dets Skind særlig

egnet.

Men Gæst længes efter at maale sig med

Dyrene i Marken, paa mere lige Fod, og

anvender al den Tid han har tilovers paa

sine Vaaben, især Buen, som han atter og

atter forbedrer. Endnu er hans Pile for

smaa og Armen ikke stærk nok til at han

kan stoppe de større Dyr dermed, men

Fuglene begynder at faa Respekt for ham,

flygter for Buens Klang, men da er Pilen

allerede i Luften, og mere end een Gang

hænder det at Fugl og Pil mødes paa de-

res Bane, og ned kommer Fuglen sat paa

Spid i Luften

!

De tykke Trækfugleflokke om Efteraaret

bød paa Fangst i det Store, en Kæp kastet


172 JÆGEREN OG HANS ARNE

ind i Andeflokkene paa Skovsøerne, eller

mellem Agerhønsene som fløj op i larmende

Skarer fra Lysninger og Heder i

Skovens Indre, nedlagde flere end man

kunde bære. Selv efter at alle Trækfug-

lene havde samlet sig, i vældige skyagtige

Flokke og var rejst og der blev saa lydt

i Dalen efter dem og i de falmede Skove,

blev mange Fugle tilbage, Gæst øver sit

Øje og sin Arm paa dem, skyder alle sine

dyrebare Pile væk og gaar hele Dage i

Krattet og leder efter en som han særlig

elsker, laver sig nye og skyder dem væk

ogsaa, for Pil maa afskydes om Fugl skal

rammes.

Dog ikke alle efterstræber han, Skaden

der bor i et Træ nærved Husgraven og

kommer og piller i Affaldet udenfor skal

spares, den skrattede hjemme paa Boplad-

sen og blev taalt som den skratter her,

Gæst har kendt den fra han var spæd og

synes næsten han forstaar dens Sprog,

Skaden ser med Forstand paa Mennesket

og skal ikke spises. Naar Skadeparret un-

der megen Latter trækker fra Træ til Træ,

den ene bagefter den anden, med sorte og


JÆGEREN OG HANS ARNE 173

hvide Glimt, forekommer det ham at han

kender dem fra en anden Verden.

Hvor drog Trækfuglene hen? Det grun-

der Gæst over, de tomme Skove staar og

lytter, bleg er Himlen og Solen fjern, den

er gaaet dybt i Syd, og Gæst ser forsagt

efter den, hver Gang den er fremme staar

den kendeligt lavere, og Skyerne lukker

for den længere og længere ad Gangen.

De store Storme gaar gennem Skoven

og river alt Løvet af dens Hoved, jager det

sidste i en hvirvlende Dynge ned paa Jorden

og fejer det ud af Skoven. Træerne

staar ganske sorte og nøgne, og Blæsten

gaar deri med en voldsom aaben Tone.

Kulde og Regn drager ind over Dalen.

Endelig en Dag kan det ses at Himlen er

syg. Lyset svundet helt af den, det skum-

rer midt paa Dagen, og i Gravstille falder

den første Sne, daler lige ned i store vaade

Fnug; inden Aften er Jorden hvid.

Om Natten slaar Storme sig til, det rusker

op, Sne og Vind støder ned gennem

Røghullet til de to der sidder med Ild i

Jorden, de hører Skoven brøle, det dund-

rer i dens Kamre, og de føler at det bli-


174

JÆGEREN OG HANS ARNE

ver koldere, uendelig lang er Natten, og

da det endelig dages er det ingen rigtig

Dag, bliver slet ikke lyst, ude staar Storm

og Sne med hinanden i Armene og hvirv-

ler ovenud af Trætoppene, uhyre bruser

Skoven, aabent, isnende koldt er der der-

ude, en hvid fygende Skumring, allerede

ligger Sneen knædybt foran Husgangen.

Nu er de smaa, det Par unge Folk i Hu-

set under Jorden, tørrer stille Næsen og

kryber nærmere til Ilden, stirrer tanke-

fuldt ind i dens hede Verden. Et Par Dage

og Nætter brøler Vinteren deroppe, og de

holder sig i Ly, spiser en Bid nu og da

og sover efter Tur, den der vaager sørger

for Ilden og faar Tiden til at gaa med Ar-

bejde, uden Vanskelighed, for der er altid

noget der kan gøres, og der hører Dage

og Uger til og en endeløs Taalmodighed

for at faa deres Ting gjort med de Red-

skaber de har. I al Evighed filer og skra-

ber Gæst med Flint paa sine Sager af

Hjortetak og Ben, sidder med et stort Ud-

valg af forskellige Dyreknogler om sig og

begynder trøstig paa haabløs udseende Op-

gaver ikke til at se Enden paa. Udstyr til


JÆGEREN OG HANS ARNE 175

Baaden, et Lyster, hvoraf hver Flen først

møjsommeligt maa arbejdes ud af en

Knogle, saa tilspidses og forsynes med

Modhager, skrabes og nettes og endelig

samles paa Enden af Stagen; Pile, altid

et uendeligt tidsspildende Arbejde, for de

tynde voksede Skud der indbyder til det

kan jo slet ikke bruges, de maa flækkes

ud af gammelt Træ, skæres til og skrabes.

Dages Arbejde gaar tabt naar Gæst afskyder

en Pil og ikke finder den igen, men

aldrig bliver han træt af at lave nye, og

hver Gang udtænker han en nettere Maade

at gøre det paa; jo smukkere Pile des mere

venter han sig af dem.

Ikke er Pil heller ledig. Skindene som

de er klædt i fra Top til Taa har hun be-

redt, prikket Huller i med en Pren og

samlet med Øle, hvert Øjeblik hun kan

afse anvender hun paa at tvinde sig Garn,

og hun og Gæst er tilsammen begyndt at

knytte et Net, vidtløftigt, en hel Vinters

Arbejde hvis de er heldige, men saa er

Fisken ogsaa fortabt naar de faar det

gjort

!

Baade et og to Døgn gaar let for dem


176

JÆGEREN OG HANS ^ ARNE

mens Uvejret raser hen over deres Kælder,

hvori de kukkelurer, og brummer

dybt i Røghullet over deres Hoved. Til-

sidst er det som om de altid har siddet her,

det har aldrig været anderledes. Tæt ind

paa dem til alle Sider de nøgne sorte Jordvægge

og paa Gulvet Ilden, som lyser op

i Hulen, rundt om dem saa nær at de kan

naa dem alle deres Ting, Pils Forraadskar

paa Hylder og smaa udgravede Kamre ind

i Jordvæggene, Spegekødet under Loftet,

og paa Inderbænken Masser af Skind;

Gæsts Værktøj og Forraad af oprinkede

Sener og Remme hængt ordentlig op paa

Pløkke i Væggen, Gavntræ i et Hjørne,

Knogler og Flint i en Dynge foran Ilden,

Pilebundter og Stager hen under Loftet.

Alt indbyder til at blive her, og ud maa

man kun naar Lerkrukken maa fyldes med

Vand fra Kilden, da kommer man tilbage

som forvandlet til Sne, Fygevejret er

trængt ind til det inderste Haarlag af Pel-

sen med fin skarp Frostsne, og længe ef-

ter bliver Kulden siddende i Klæderne.

Kilden fryser til, danner store hule og

klingende Isskorper om sit Udløb, men

endnu er Vandet levende. Brænde maa


JÆGEREN OG HANS ARNE 177

hentes ind fra Dyngen udenfor Hulen,

dræbende koldt at røre ved, selv Ilden vi-

ser ikke Smag for det før det har ligget

noget og er blevet iøQi op.

Hvor er nu Sommeren? En fjern Uvir-

kelighed, noget umuligt, det har jo ahid

været Vinter. Kun i Ilden er Sommerens

Kraft bleven tilbage. I Honningen som de

slikker af deres Krukker er der Sommer,

som forhekset bliver de siddende med Fin-

geren i Munden, ved ikke hvad de tænker

men har faaet blomstrende Enge i Sjælen,

paa en Tid hvor de ikke en Gang mere

husker hvad blomstrende Enge er.

Gæst rører Buestrengen, sidder i Jorden

og svulmer af Tone, en Sommertone,

han ved ikke hvad; tankefuld lytter Pil,

hvorfor tryller han saa saare!

Gæst er bleven dyb og vil spille, een

Streng er ham ikke nok, han sætter to paa

Buen, den ene lang og den anden kort,

nu kan den ikke bruges til at skyde med

naturligvis, men nu er den Harpe, og Gæst

leger yndeligt de lange lange Nætter i

Jorden for Sommeren og den skønne Ver-

den der er gaaet under.

Norne-Gæst 12


178 JÆGEREN OG KAN S ARNE

Men naar Snestormen er forbi kommer

de op og finder Landet i Sne, ukendeligt,

hvidt saa langt Øjet rækker med sorte

Træer og en lav sort Himmel, men stille;

Gæst gaar paa Sporsne og kommer hjem

med en Buk, fuldkommen forslæbet og saa

stolt at han i lange Tider ikke ytrer et Ord.

Lidt efter lidt maa Pil fiske Begivenheden

ud af ham, det er det første voksne Dyr

han har skudt paa Foden, naturligvis fordi

det var hildet af Snedriverne, saa han

kunde komme det nær og sætte tre Pile

i det. Aa jo, en Jæger nedlagde dog vel nu

og da et Stykke, faa var forbavset over

sligt. Fjern var den Tanke at de skulde

komme til at savne Vildt paa Pladsen.

Dog den Sne der var faldet laa ikke

længe, allerede Dagen efter veg Frosten,

det satte ind med en Vind fra Søen, og

den dybe Sne blev vaad og slap Hænderne,

fra Skoven lufter det fugtigt. Træerne staar

med dryppende Grene, Dalen begraver sig

i Taage, og der bliver en bundløs Levring

af Tøsne og opblødt Jord hvorhen man

gaar. Inden Aften regner det I

Dage, Uger igennem regner 'det eller er


JÆGEREN OG HANS ARNE 179

Taage, sner saa lidt igen og gør Jorden

hvid, og den tør igen, er Frost et Par

Uger ad Gangen, saa alle Søerne i Skoven

lægger til, og Gæst er ude paa de frosne

Gunger for at se efter hvad det er der

gemmer sig der om Sommeren, han finder

Ulvegrave paa Holmene, opdager Bjørnen

der ligger skindød i et hult Træstød; et

Sted paa en Holm finder han Benradene

af mange Ulve, her gaar de hen for at dø

naar Livet ikke vil have dem mere, fælt

er Stedet.

Gæst gaar i Skoven og ser efter Dyrene,

hvordan de nu lever, de er stille, staar

sammen i de dybeste Tykninger og rømmer

sig sagte i Kulden. Uroksen damper

med en lille Snedrive paa Ryggen, tygger

Vinterdrøv og er stille, holder sig i Læ

Dage og Nætter paa samme Sted i Dalene,

paa lang Afstand høres det klæge Smæk

naar den flytter Fod i Mudderet; Uroksen

er mager men fattes intet, vissent Græs

fra i Fjor er der nok af under Sneen, den

sparker det op naar den er ædelysten.

Men aldrig kommer de store klangfulde

Brøl fra Skovene nu. Uroksen tier. Alle


180

JÆGEREN OG HANS ARNE

Dyrene tier, staar i Skoven og flytter af

den ene Hase over paa den anden, Dy-

rene venter.

Hvad venter de, hvad husker de? Hvor

kan de vide om det overhovedet nogen-

sinde bliver Sommer mere? Gæst begyn-

der at tvivle paa det. Solen ses aldrig mere,

hvem ved om den vender? Han kender jo

ikke dens Gang som de Gamle, men en

Dag da der paakommer ham Frygt for at

Solen aldrig skal vise sig mere gaar han

med Ildbor op paa et højt Sted og laver

ganske ene til Ofring, tryller Ild op og

brænder alle sine bedste Pile, dem det gør

ham mest ondt at afse, han kan ikke tænke

sig noget større Offer. For nok er et Dyr

en god Gave, men Pilene staar over Dy-

ret, da de er dets Overmand, Gæst ser

sine allerkæreste Pile, en halv Vinters Ar-

bejde, uvurderlige imellem, fuldstændigt

lige og trinde, med renhuggede Flintspid-

ser og den fineste Tarmtraads Bevikling,

han ser dem gaa op i Luer og synes i

sit stille Sind at Magterne histoppe

gerne kunde skinne lidt naar de faar slige

Gaver.


JÆGEREN OG HANS ARNE 181

Pil er ladt fattig tilbage ved Husgraven,

i Mørke ogsaa hun, men uden de Forbin-

delser med de Overnaturlige Gæst synes

at have, hun ser ham med en bleg ensom

Ild i den slukte Dag oppe paa en Bakke

og undrer sig over hvilke Hemmeligheder

Manden har for; tavs og med blødende

Mund kommer han tilbage derfra.

Men da Gæst paakaldte Solen var den

allerede vendt. Den første Gang den viste

sig efter at have været begravet i Uger

stod den nok lavt men funklede med en

ny Ild, det var kendeligt at den havde for-

ynget sig og var paa Vej tilbage nordpaa.

Næste Gang den splittede Skyerne, ef-

ter en Byge, stod Regnbuen over de vaade

Dale, en kold luftig Bro mellem Svælg af

Skyer. Himlen lukker sig igen, ned slyn-

ger Skyen sit Mørke, det pibsneer, og igen

drukner Dagen; men det har smilet, Regn-r

buen har vist sin Farve, Jorden vil leve.

Megen Vinter blev det endnu. Sne, Frost

og bidende Vind, Regn, Taage, milde

Dage, og Tilbagefald igen. Uger, Maane-

der, Aarstiderne var bagefter; men det Ian-


182 JÆGEREN OG HANS ARNE

ge ængstende Vintermørke var alligevel

brudt. Atter kom en Sommer.

En Vinter til oplevede Gæst og Pil paa

samme Sted, det samme tiltagende Mørke,

den samme Synken af alt Haab, indtil de

igen opdagede at Vaar var i Luften, endnu

mens de tvivlede.

Men da Sommeren kom igen for anden

Gang blev det den Sommer da de gik ud

af Barndommen og ind i nye Verdener.


LYSE NÆTTER

å LLERYDERST i Synskredsen ind ad Land

x\

til hævede Skoven sig som en Bølge,

gennembrudt paa dci højeste Sted af en

Aabning mellem Stammerne, hvorigennem

man saa den blaa Himmel, som en Dør

ind til den vide Verden; gennem den drog

Gæst og Pil en Sommerdag de var ude at

fare, de var kommen i Løb, havde faaet

det Fjerne i Sjælen og blev ved at løbe.

Dagen var baade varm og kold. Solen

hedede, men i Brisen var der Kulde; for

første Gang i Aaret har de smidt Klæ-

derne, er krøben ud af de gamle lede so-

dede Skind, der ligger efter dem som en

Larve, og er strøget nøgne ud i Luften og

Solen, men Luften er kold, skønt Solen

bager, de løber, og af Løbet bliver de hede

og røde over hele Kroppen, svaler sig i


184

LYSE NÆTTER

Vinden og føler sig tynde og luftige som

den og brændende som Solen, Luft og Sol

slaar sammen om dem, de kølige unge

Skove slaar sammen om dem, Himlens

Blaa og de svulmende hvide Skyer bru-

ser og svulmer over dem, de løber, er i

Luften, flyver, nu, nu vil de til Verdens

Ende!

Løbende kommer de op paa det højeste

Sted i Skoven, en Lysning med enkelte

store Træer paa Toppen af en Bakke,

herfra kan de se langt ind i Landet, nye

grønne Skove, Dale de ikke kender, en

ny Synskreds med fjerne Skovporte, og

mod dem løber de, løber, løber, løber, op-

ad Bakker, ned i Dale, uden en eneste

Gang at se sig tilbage, de er Luften og

Solen, de er Vinden, de er den vide

Verden

!

I Spidsen løber Gæst, med Bue i Haand,

og løbende afskyder han Pilen, den flyver

foran ham, fører ham ind i det Fremmede,

han ser den stige mod det blaa Himmelrum

og rejse Odden mod Skyerne, indtil den

gaar forover og søger Jorden, og Gæst er

med den i Himlen og søger Jorden med


LYSE NÆTTER 185

den, render til han finder den og skyder

den opad og fremad igen. Langt skyder

han og med et vældigt Rusk af Buen hver

Gang, den er lang og svær, Tvilling til

hans Arm i Styrke, og lang og smækker er

Pilen med en tvehaget Flintod, i Slægt med

Lynstraalen, og bevinget med Storkefjer

for at gaa højt, den er hans Længsel, den

gaar foran ham i Spring mellem Himmel

og Jord, som han springer selv mellem

Himmel og Jord.

Og saadan løber de ind i Sjæland, ind

i vidtstrakte, brusende unge Skove, med

hist og her en Lysning og en Bakke, hvor

flimrende Aspetræer blander sig m.ed Him-

melstøtterne i Synskredsen, de ser hvad

Mennesker aldrig før har set, urstille Søer

paa alle Sider omgivet af Skovens Mure,

lyng- og enebærbevoksede Højder hvorfra

Udsigten aabner sig til nye Skove og nye

blaa Sunde, der strækker sig langt ind i

Landet fra Havet. Og de kommer til mile-

vide Græssletter bestrøet med store Sten

og indrammet af Varmebølgerne i det

Fjerne, Duft i Stilheden af vild Malurt, et

Spind af Lærkesang som af evige Kilder


186

LYSE NÆTTER

Oppe i Luften, Elleskove og Aaer hvor

den vaade Mand Bæveren bakser svømmende

i Skovmørket med sine gnavede

Tømmerstokke — og igen det aabne Land

med bølgende vilde Græsmarker og Sten,

Blomster saa langt Øjet naar, og derover

som en Væv ud og ind, op og ned de luf-

tige Svaler, og over dem igen en Falk der

hænger og dypper i Flugten højt mod det

Blaa . .

.

Mod den afskyder Gæst sin Pil og ren-

der, flyver efter den gennem det høje

Græs, i et Sus af sit eget Haar ... og

idet han vender sig ser han sin Legeka-

merat komme løbende bagefter let som en

Vind, næsten uden at røre Jorden, med

det lange Haar staaende som en Lue bagud

i Luften og Kransen af Ulvetænder slængt

samme Vej, en Dusk vilde Blomster i den

ene Haand og en smuk Fuglefjer hun har

fundet i den anden. Munden staar aaben,

hun render, flyver ... og da ser Gæst at

det slet ikke er „den lille Pil" mere men

en langbenet ung Jomfru med fagre Arme

der kommer flyvende som en Sommervind

over blomstret Græs.


LYSE NÆTTER 187

Men hun paa sin Side ser at det ikke

er en Dreng mere der løber foran hende

men en ung Jæger med Hovedet højt paa

stærke Skuldre, hun hører ham raabe, et

Fangstbrøl mod Himlen, og videre løber

han, skyder og løber, med Spring ovenud

af Græsset som en Hjort for at vejre —

hun ryster Haaret, fylder Brystet og føl-

ger ham, og saadan taber de sig løbende

i Vildmarken, i et Solflimmer paa fjerne

Sletter bliver de borte.

Ræven kommer op ovenpaa sit Hus mel-

lem Stenblokke og smyger med Næsen i

Luften efter de to, da de er vel borte, lugter

et Drama. Hvor sælsomme er Menne-

sker! Den har før set mange Mænd rende

efter en Kvinde, men her bæres det den

for at det er en stor sværlemmet Løm-

mel som i største Hast søger Redning i

Flugten, forfulgt af en Jomfru. Uf, Ræven

klarer Næsen, sælsomme er Mennesker!

Den gør omkring og forsvinder med

Lunten efter sig mellem Stenene.

Ensomme, urstille ligger de vide Sletter,

hyllet ind i Lærkesang foroven og Biernes

høje Sommertone forneden mellem Blom-


188

LYSE NÆTTER

ster, Skyerne lever deres Luftliv, ensom

og almægtig skrider Solen, den lange søde

Sommerdag hviler

sen har Ende.

i sig selv, til dens Væ-

Mæt af at straale gaar Solen i Bjerge.

Da kommer Lærkerne ned fra Himlen sammen

med Duggen, falder skraat ud af Rummet

og staar et Øjeblik stille over det høje

skumrende Græs, inden de smutter ned og

bliver borte paa Reden, mætte af Sang.

Grøn og sval er Verden, idel Tavshed

en kort Stund, mens Dunkelheden gror op

mellem Stenene og blander sig med Aften-

taagen, Stjernerne tænder, kølige og smaa.

Snart lader andre sene Stemmer sig høre.

Uglens Tusmørkeskrig, en rejsende Skarn-

basses Spilleværk i Aftenen. Fra dunkle

Lunde kommer en langtrukken fortryllet

Tone, Natravnen, og fra Sige og Kær lyder

Frøernes svale Drømmekor hele Himmelrummet

rundt.

Og Dagen gaar under. Men det bliver

ikke mørkt, til Nord hvor Solen er gaaet

ned blunder Dagen, Himlen lyser, Sletter

og Skovbryn ligger i en Dæmring, og de

hvide Skyer bevarer sig synlige, staar med


LYSE NÆTTER 189

slumrende Tinder op i Natten, en blaa Nat,

Buskene fylder sig med Taage, og der træ-

der hvide Nattegængere ud af dem. Fritsvævende

og vældig hæver Maanen sig

over Jordranden, maaber blændet mod den

anden Side af Himlen hvor Solen er for-

svundet; en stor hvid rolig Stjerne gaar i

Maanens Følgeskab. Fjernt virrer Genlyd

mellem Skove, Ulven som glammer mod

Maanen, kæfter og springer over i Stemmen

af Forargelse over Underet. Men Maa-

nen lever sit runde Liv paa Himlen, sti-

ger og svæver i Ensomhed, skrider over

stille Søer med sit Spejlbillede og giver

blind Mands Blik til hvilende Skove og hvi-

lende Højder i det Fjerne.

Et Sted dybt inde i Landet ved et Vand

mellem Birke brænder der Baal, Dyrene i

vid Omkreds snuser og bliver staaende

foran aabne maanebelyste Veksler mellem

Lundene, tør ikke gaa over, aldrig har der

været set Ild i disse store mennesketomme

Trakter før. Stegelugt, hvad nu, skal man

nu brændes og spises? Klare Luer slaar

op fra Baalet, og Røgen ses i den lyse

Nat, nu og da gaar en sort oprejst Skygge


190

LYSE NÆTTER

for Ilden, der er ingen Tvivl om at Menne-

sket er kommet med sine hede Kunster.

Men det er Gæst og Pil der har tændt

deres Aftenild her og glæder sig ved Varmen

efter at have løbet i Sol og Vind hele

Dagen. De er ikke fortabte, nøgne og

uden at tage nogetsomhelst med sig rendte

de hjemmefra imorges, ved ikke nu hvor

i Verden de er, men den Tanke at vende

om falder dem ikke ind. Natten ængster

dem ikke, den er saa lys, og de har Ilden.

Gæst gør Ild op med det første det bedste

Par Pinde og er saa fri at springe en Del

af de dertil hørende Mysterier over, for-

byder ikke en Gang Pil at se til, Ild faar

han i hvert Fald, det ryger og gløder paa

et Øjeblik under hans stærke Hænder, en

Sang af fuld Hals gør det ud for Besvær-

gelse, og da Baalet flammer slænger han

et Par Fugle deri. Offer og Aftensmad paa

en Gang. Den store Ildhøjtidelighed og det

hellige Maaltid fejrer mian nu hver Dag.

Gæst har ladt alle sine Redskaber efter

sig hjemme i Vinterhuset, den nærmeste

skarpe Sten faar indtil videre gøre dtt ud

for Kniv. Da de har spist op. Fjerene,


LYSE NÆTTER 191

Næb Og Kløer samt det pillede Skrog faar

Ilden og syder meget tilfreds, brækker

de Grene af og bygger en Løvhytte for

Natten.

Saaledes vendte de tilbage til den simp-

leste Form for Liv igen, ældre endnu end

den de havde lært hvor de kom fra, be-

gyndte paa bar Bund, i Frihed og ene to.

Og de lyse Nætter beholdt dem, de blev

ude Resten af Sommeren, glemte ganske

Bopladsen ved Kilden og Bopladsen ved

Kysten, rejste og sov et nyt Sted hver Nat,

saa nye Verdener, blev som Fuglene, som

Fluerne, som Lyset, lutter Flugt og Lys,

udenfor Tiden, besjælet kun af hinanden.

Elskovsstjernen stod tændt over dem,

som den stod tændt over de Uskyldige der

søger sammen og udvikler Rugevarme og

bliver flere paa den grønne Jord, de tabte

sig mellem dem, mellem Fugle som laa paa

Æg og Hjorte m.ed nyfødte Kid, og Svaler

som knitrede sammen i Flugten, og Guldsmedene

paa Bryllupsflugt to og to som

et bevinget Væsen, og Gøge der legede

Skjul og kukkede ihvor de var, og Pind-

svin der havde en Tagfat for i Tusmørket,


192

LYSE NÆTTER

Og fnysende Ramlere, selv Haren i Hede

— overalt en Lokken, Kalden og Galen,

vanvittigt Mjav af Vildkatten i Maaneskin

fra de højeste Trætoppe, forpinte Skrig af

Lossen i Brynde — men overdøvende alt

Urtyrens brølende Udfordring fra det ene

Landskab til det andet, som en Guddomstone

fra Himlen, mangedoblet af Genlyd

og svulmende i alle Dale.

Ræven der belurede Menneskeparret nu

og da fik som Fluer i Ørerne, aldrig havde

den truffet saa lattermilde Mennesker før

eller hørt dem synge saa stormende, me-

ningsløse Sange som de to sang naar de

var ude og galopere.

OM

Efteraaret kom de tilbage til Bo-

pladsen ved Kilden, solbrændte og

modne, og genoptog deres Liv der.

Kilden bød dem velkommen med sin

kendte fortrolige Stemme, de spejlede sig

i den og huskede hinandens Barneansigter

som de havde set dem deri, de var nu

borte, og i Stedet var der kommen et Par

veludviklede unge Folk, som næsten ikke

kunde være ved Siden af hinanden i Vand-


LYSE NÆTTER 193

Spejlet. Paa Gæsts Ansigt var der udbrudt

Skæg, han var bleven Mand. Skønnere

end noget andet jordisk Under kløftede

Pils unge Bryst sig mod sit Spejlbillede.

Dybt i Kilden, svimlende dybt nede saa

de en Ørn kredse paa Vingerne i Afgrunden,

de saa til Vejrs, den samme Ørn

kredsede himmelhøjt oppe under Skyerne;

Virkeligheden mødtes med sit Afbillede i

Kilden.

Deres Hus stod urørt som de havde forladt

det men var omtrent skredet sammen,

de byggede det om og forede det ud med

store Sten for at holde paa Væggene. Med

Undren genfandt Gæst sit Værktøj, vejede

sin gamle Økse i Haanden, tænk at han

havde hugget en Ege til en Gang med den

Negl! Nu slog han store tunge Økseblade,

smækre men næsten en Fod lange, og

skæftet i Forhold dertil. Buen han brugte

var dobbelt saa lang som før, han havde

lagt sig efter at føre Spyd med sig paa

Jagten nu, lange flintskærpede Stager som

var farlige for selv det største Vildt naar

han kom det paa Kastehold.

Norne-Gæst 13


194

LYSE NÆTTER

At skaffe hvad der skulde bruges mod

den kommende Vinter voldte ingen Vanske-

lighed, Gæst er mere betænkt paa at gøre

sine Ting velbehagelige for Øjet end paa

deres Anvendelighed alene, som er prøvet

nok, hah bruger Maaneder til at slibe en

Økse, vil have den fuldkommen glat, over

det hele, og gaar frem med yderste Haard-

nakkethed, sidder Dage igennem foran en

stor flad Sten og kører Flintstykket frem

og tilbage saa langt Armene gaar, helder

Sand og Vand paa og maler, presser paa

og maler, til Stenen hules og det kendes

ogsaa paa Flinten, men langsomt, han er

stærk og bliver stærkere under Arbejdet,

mange mange Timer og den ene Dag efter

den anden gnaver han sig frem, stum af

Lidenskab, kun et lukket urokkeligt Skæg

at se til saalænge Begæret er over ham,

og han giver ikke efter før det sidste mind-

ste Spor af Bruddet i Flinten efter Til-

hugningen er udslettet, selv om der for

Formens Skyld maa et Lag af hele Øksen

for at slibe det ud. Øksen ser han for sig

fuldstændig glat, og den skal blive det.

Sine Spydstager gør han aldeles runde i


LYSE NÆTTER 195

Gennemsnit og totalt lige, kan ikke elske

dem før de er fuldstændig trinde og lige.

Pil er ikke anderledes med sine Ting,

det har indfundet sig hos de to som en

Blomstring af deres Væsen at alt hvad de

frembringer skal være vel gjort, saadan og

saadan som de ser det for sig og ikke an-

derledes. Pil hæger sig ved Kilden, spej-

ler sin Dejlighed og udtænker nye tække-

lige Hylstre, prøver og vender Skindene

paa sin Person, paa den Led og paa den,

inden hun skærer dem til og føjer dem

sammen til et nyt Skørt, hun taler halvhøjt

med sig selv derom, glatter Stofferne ud

paa Jorden og grunder over dem; hun fletter

og finder paa nye Mønstre, fletter alt hvad

hun ser, ogsaa sit Haar, og Gæst maa ar-

bejde en Kam ud af Ben, med flere Flene,

til at rede det ud med. Da det begynder at

blive rigtig koldt syr hun skønne Odderskindspelse

og laver Vanter af krængede

Ilderskind, som hun syr ud med forskelligt

farvede Skindlapper udenpaa.

Men de allermindste og fineste Skind

Gæst kan skaffe garver Pil med særlig

Omhu og gemmer til Side, og naar hun

13*


196

LY9E NÆTTER

laver Potter, dem hun smykker og klæder

paa med de rigeste Mønstre, former hun

for egen Fornøjelse en hel Mængde smaa

Krukker ved Siden af som en Række Un-

ger de store Potter har faaet.

Ud paa Vinteren føder Pil sit første

Barn, en Pileknop paa Pilen, og nu er

de tre i Reden, det første spæde Klynk

af et nyt Liv høres i Hulen under Jor-

den, en lille Menneskebøn aldrig til at for-

glemme.

Det var en haard Vinter, Sneen laa

længe, og Huset ved Kilden føg til med

en stor Drive, laa begravet i Uger, mens

Verden ovenfor laa begravet i Mørke. Saa

længe havde det været Vinter at Sommeren

gik i Glemme. Mindet blev tilbage, men

Sommeren selv kunde ikke huskes. Det

havde altid været Vinter. Selv Aaen lagde

til, og Gæst gik paa Isen i Pelsværk til

Øjnene som en Bjørn og stangede Aal. Den

mudrede Fisk smagte fjernt af Sommerdynd

og aabne ferske Vande; fjern var

Sommeren.

Men nu var der kommen et Foraar til

dem i de mørke Dage, en lille Bebuder,


LYSE NÆTTER 197

Spæd og værgeløs som de allertidligste

Vaarblomster der staar med Løgene under

Sne og hænger hvide Klokker op i den

vaade Vind, som de laadne Knopper paa

Pilen der skinner med Vaarsmil op mod

Tøbrudskyerne og den første varmeløse

Sol, Pil havde gentaget sig og faaet en

Knop som hun selv da hun var spæd, hvid

i Luven over det hele, fnugget og solskins-

lys i Hovedet, ogsaa en lille Pige, den

mindste, skæreste og lifligste lille Kvinde

i Verden. Gæst fik Graad i Halsen, der

skete noget for alle Tider med hans Hjerte

da han første Gang løftede den lille varme

Orm op i sine Arme og saa hvor hun var

spæd. En Knop var hun, og Knop skulde

hun hedde. Hun var blid som sin Moder,

ytrede kun nogle faa Kny da hun var kommen

til Verden og faldt saa tilbage til den

lange Søvn hvoraf hun var kommen, ligesom

Vaaren der sover længe og hviler

længe i sig selv, inden den bliver til Vaar.

Det var et mærkeligt, ganske sjælden

fagert og forunderligt, stiltiende og frodigt

Barn. Gæst satte en Streng til paa sin Bue-

harpe, de to han havde kunde ikke tolke


198

LYSE NÆTTER

hendes Væsen tilstrækkeligt, i den ny lag-

de han hendes Sjæl, en fin høj og glæderig

Tone, de lange Vinterdage sad han og le-

gede for sin Pil og sin Pileknop og sang

Sange, til det var som om den snævre Hule

under Jorden blev fuld af Solskin og Fugle-

toner, Sommervind og Løvtræernes stille

Tale i nysudsprungne Skove.

Og det kom altsammen som han sang,

det skønneste Foraar vældede ind over dem

det Aar, da Vinterens Tid endelig var om-

me, og Blæst havde blæst og Bygerne by-

get, og Sol var bleven solet.

Den første grønne Dag med Varme paa

Læsiden og gule Blomster i Græsset bar

Pil sin Knop ud til Kilden og lod Vand-

spejlet kysse hende, for at hun skulde faa

dens Kraft og blive ren og uudtømmelig

som den; hun rakte hende mod Himlen og

gav hende til Dagen, mod Skoven og bad

om Læ for hende; og derpaa lagde hun

hende under det store Træ ved Kilden for

at hun skulde røre ved dets Rod og faa

Frugtbarhed. Og mens hun laa der kunde

de se Jordens Under tegne sig i de skære

Øjne. De smaa Hænder trak sig sky tilbage


LYSE NÆTTER 199

for den første Berøring med Verden —

men hvad var det ikke ogsaa for Ting hun

oplevede, en stor Frø sprang med et væl-

digt Højdespring lige tværs over hele Pile-

knoppen — uden Tvivl et heldigt Varsel

— men hvad skulde hun tro!

Længe varede det dog ikke før Knoppen

lagde Tilbøjelighed for Dagen til at fortære

saavel Frøer som alt andet rørligt inden

for Armsvidde, og fra nu af artede hun

sig som de fleste andre Undere i Menne-

skeskikkelse af samme Alder.

Foraaret gik, i Salighed og Sang, og

Sommeren oprettede sin Sommerevighed

en Gang igen. Skærsommer, Højsommer,

et blændende Rige fuldt af Leg og gode

Dage, det blev Vinter igen, og ogsaa Vin-

teren var god.

Men da Foraar kom igen kunde den lille

Pige selv stamme ud i Luften og række

sine smaa Hænder mod Solen og Skoven.

Og det Foraar brød Familjen op fra Bo-

pladsen ved Kilden og beredte sig paa

Langrejse. Gæst vilde se Verden. Han

havde besluttet at drage ned ad Aaen, ud

af Fjorden og videre langs Kysten fremad


200

LYSE NÆTTER

mod nye Lande. I Vinterens Løb havde

Gæst bygget en ny Ege, større og bredere

end den gamle, af et rent Kæmpetræ, men

det var kun et lystigt Arbejde for ham at

bygge Baad nu med de svære skarptslebne

Biler han havde.

Da alt var færdigt og Aarstiden til det,

drog de stoltelig af, med alt hvad de ejede

og ønskede at eje i den nye rummelige

Baad. Der er Gæsts Vaaben, Bue og Pil,

Landse, og hans gode Værktøj, hvad de har

Brug for af Skind og Klæder; og der er

Gæsts Harpe som er opstaaet af Buen og

er hans Ven; der er Fyrtøjet, som Buen

ogsaa har maattet omdanne sig til Fordel

for. Gæst slaar en slap Buestreng om Ildboret

og drejer det ved at trække Buen

frem og tilbage med den ene Haand, mens

han holder Boret paa Plads med den anden,

det slaar aldrig fejl, hvad enten man

mumler eller synger dertil. Mad skal de

kunne koge paa Baaden, Gæst har gjort et

Ildsted midt i den af Jord og Stene, han

tænker paa Rejser hvor de maaske ikke

skal faa Lejlighed til at gaa i Land hver

Dag: Arnen skal ud og sejle. Lyster, Kroge


LYSE NÆTTER 201

Og Net har de naturligvis med; hvor der

kan flydes kan der ogsaa fiskes.

I sin Ende af Baaden sidder Pil, og Aa-

ren i hendes Hænder er et Kunstværk,

prydet med Snitværk og Forsiringer af

Gæst de lange Vinteraftener; men i Egens

Forstavn har han udskaaret et Billede som

skal forestille et Egern, det skal gaa foran

og betyde Lykke.

Om Halsen har Pil en Perlekrans med

mange Rader Dyretænder, og det allesammen

udvalgte Hjørnetænder, et kosteligt

Stykke, med Sjæl i sig af alle de Dyr Gæst

har fældet siden han blev Jæger. Ved hen-

des Fødder i en Rede af Skind sidder Pile-

knoppen, blaaøjet og hellig, i Hermelin-

skinds Kyse og med en Fugleknogle i

Haanden hvori Faderen har puttet Smaa-

sten, saa at den rangler fortryllende naar

hun svinger den som en Herskerstav i Luf-

ten; det er noget der forskrækker onde

Aander. Men i Forenden af Egen sidder

Gæst med brede Skuldre og dypper Dob-

beltaaren, dybe langelige Tag som giver

Baaden et Sæt fremefter hver Gang.

Saaledes drog de af. Modstrøm havde de


202

LYSE NÆTTER

haft da de roede ind i Landet i fjerne nu

næsten glemte Tider da alt begyndte, nedad

med Strømmen gik det nu, tilbage mod

Fjorden og med Retning imod nye Strande.

Gæsts Næsebor spiler sig ved Tanken om

at gense Havet.

REJSEN

varede et Par Sommermaaneder

og førte dem Sjæland rundt, som det

tilsidst viste sig, for undervejs tabte de Ori-

enteringen og var ikke ganske klare over

hvordan Verden var vendt.

Fjorden sejlede de ud af ved Nattetid,

i Stilhed og midt ude, saa ikke noget til

Folkene paa Bopladsen og havde heller

ingen Ærinde til dem. Gæst havde bevaret

en Forestilling om at man skulde have Kysten

paa venstre Haand naar man var kommen

Fjorden ud og vilde langs Landet i

Retning af det ukendte Fremmede de Gamle

talte om, han sejlede den Vej, og de kom

snart ud i temmelig urolig Sø, holdt sig saa

nær ved Kysten som muligt. Til den anden

Side vidste de at der var Land, men det

var ikke i Gæsts Planer at søge den Vej,

og Farvandet syntes ham desuden noget for


LYSE NÆTTER 203

Stort. De blev da ved at holde langs Kysten

i det Haab en Gang at slippe ud af Landet

og finde frem til de store Floder de Gamle

snakkede om.

Men Kysten viste sig at være indskaaren

og meget bugtet, gik flere Gange ind i vidt-

løftige, forgrenede Fjorde, og da de stadig

sejlede i umiddelbar Nærhed af Land maatte

de gøre alle Forgreningerne med inden de

slap ud i aaben Sø igen; det blev en lang

Rejse, de blev drejet flere Gange om sig

selv og tabte al Retning, men bekymrede

sig tilsidst næppe heller om hvor de kom

hen. De havde ingen Hastværk, nærede

sig undervejs, laa stille og fiskede, og Gæst

gik i Land for at jage hvor Landet indbød

dertil. De saa meget og havde mange mær-

kelige Oplevelser, hvoraf dog ingen af

skæbnesvanger Natur.

Kysterne var overalt temmelig ens, lave

og med Skov eller Brinker ud til Søen,

nogle Steder Klitter, indad Land til tykke

lukkede Skove hvorhen de kom. Som oftest

kunde de se andre Kyster eller Øer paa den

anden Side Farvandet, paa sine Steder tem-

melig nær, men de holdt sig stadig langs


204

LYSE NÆTTER

med det Land hvorfra de var sejlet ud, med

Kysten paa venstre Haand, saadan som

Gæst vidste man skulde. Undertiden saa

de Røg inde over Skovene eller i Nærhe-

den af Kysten, og da for de med Forsig-

tighed, skjulte sig om Dagen og gik ikke

forbi de mistænkelige Steder uden ved Nat-

tetid, Mennesker havde de ikke Sind til at

træffe.

Saaledes tabte de sig i Verden og blev

vidtberejste, fik udvidede Øjne af altid at se

nye Kyster. Omsider kom de igen til en

Fjord som gik ind i Landet, der var mange

af dem, maatte man sige, denne var ikke

videre bred, og Gæst overvejede om man

ikke burde sætte tværs over den og sejle

videre paa den anden Side, men bestemte

sig dog til at følge Land, man kunde jo

ikke vide om den var lukket i Bunden el-

ler maaske netop aabnede op den rigtige

Vej.

Men hvor forunderligt blev de ikke til

Mode da de var kommen et Stykke ind i

Fjorden og saa den udvide sig til en Bugt

med fladt Vand og mange Maager, Kyster

og Næs ligeoverfor som de syntes de skulde


LYSE NÆTTER 205

kende, mærkværdigt hvor den lignede den

hjemlige Fjord de var fra i Tidernes Mor-

gen! Kunde det være muligt at to Fjorde,

med mindst en halv Verden liggende imel-

lem, kunde være hinanden aldeles saa lig!

Ganske den samme Skov der krøb skraat

ind fra Stranden! Og med samme Boplads

inderst inde i Bugten — de svang om et

Næs og saa paa en Gang Røg, optrukne

Baade paa Strandbredden — men nu en-

delig gik det op for dem at det var den

hjemlige Boplads de ad usigelige Omveje

var kommen tilbage til igen! De var sim-

pelthen sejlet rundt om hele Landet, og da

det var en maatte de jo ende med at

vende tilbage til deres Udgangspunkt.

De blev vel modtaget. Gensynet var i

Virkeligheden hjerteligt, ingen Spor af Bit-

terhed paa nogen af Siderne. At et gam-

melt Mellemværende var glemt og ikke

skulde graves op igen fulgte da af sig selv,

nu da den tabte Søn af Stammen var vendt

hjem og havde gjort sig navnkundig som

en betydelig Søfarer. Endelig var det da

bleven godtgjort, ved en direkte Omsejling,

at Sjæland var en 0. Ja, var det ikke det


206

LYSE NÆTTER

de Gamle altid havde sagt! Det fremgik

jo ogsaa af en umiddelbar Betragtning at

Jordens Kreds var rundagtig, det kunde

man se, Jorden var en i Havet, havde

Enhver maattet formode, og nu var det da

bleven bevist. Hvad der var mest fortjenst-

fuldt, at levere den haandgribelige Paavisning

ved en Rejse, eller at sidde hjemme

og udtænke Sammenhængen ved indre

Fjernsyn fik staa hen, begge Parter havde

al Grund til at nære Agtelse for hinanden.

Gæst fandt sin Moder Gro uforandret.

Hun gik ikke ofte men foretrak at sidde

og lade sig Tingene bringe; Folk som hun

vilde snakke med maatte um.age sig til hen-

de. Pil og Pileknoppen blev da stedet for

hende efter Ankomsten, og hun udtalte sig

anerkendende om Barnets Huld og øjensyn-

lig vel gennemførte Forplejning; et smukt

Sidelys faldt ved samme Lejlighed paa den

unge Moder.

Efter at Syningen var ovre blandede Pil

sig glad mellem Veninder, unge Mødre som

havde været Barn med hende men som nu

ogsaa, mens Pil havde været borte, havde

faaet Smaa, og Pil maatte løfte sin Knop


LYSE NÆTTER 207

i Vejret og klinke den sammen med alle de

andres Knopper, for at man kunde maale

hvilken der var størst. Der var megen For-

skel, nogle af de unge Mødres Børn var

tykke og korte, andre nærmede sig næsten

Kugleform, men Pileknoppen var, skønt

fyldig, mere slank og smækker i det end

alle de andre. Stor var Gensynsglæden i

denne Ende af Bopladsen; det kom nu for

Dagen at Pil, hvorvel hun ikke havde ladet

sig forlyde dermed, havde længtes meget

efter at se andre Kvinder hun kendte og

udveksle Moderkundskab med dem.

Gæst blev paa behørig Maade optaget i

Mandelavet paa Bopladsen, gennemgik uden

at blinke alle de blodige og grusomme Prø-

ver der hørte til før man kunde blive ind-

viet i Mændenes nedarvede Hemmelighe-

der; det viste sig at han kendte de fleste

ret godt paa Forhaand. Gæst blev nu snart

en af Stammens ypperste Jægere.


MEN

DE REJSENDE

han kunde ikke blive fra Søen. Paa

Rejsen rundt om Sjæland havde han

faaet Skyerne i Sjælen, de gik over ham

som store Luftvæsner med udspilede Vin-

ger og rejste gennem Himlen — hvor drog

de hen? Det var klart at de førtes afsted

af Vinden, for den Vej det blæste gik Sky-

erne altid — hvorfra kom Vinden, og hvor

gik den hen?

Kan Vinden tage Skyerne med sig er der

vel heller ikke noget i Vejen for at give

sig den i Vold paa Vandet i et Fartøj, Gæst

begynder at prøve sig frem med Sejl paa

Egen, en Maatte sat op paa en Stang til

at begynde med, det minder ikke meget om

de luftige Skyer, men han gaar dog i Drift

samme Vej som de, slet ikke saa smaat


DE REJSENDE 209

endda, det er tydeligt at han her er inde

paa det rigtige.

De Gamle ryster paa Hovedet ad Gæsts

Sejlegriller, sligt har de hørt om før men

ikke spildt Umage paa; men han faar flere

af de unge Mænd paa Pladsen med sig, og

sammen gør de vidtløftige Forsøg med Sejl

paa deres udhulede Baade, først inde i

Bugten, siden dristigere og dristigere ude

paa aaben Sø. De naaede snart Grænsen

for hvad de smalle Eger kunde bære af Sejl,

de kæntrede let, kunde nu en Gang ikke

gøres bredere end det tykkeste Træ i Sko-

ven, man prøvede sig da frem med at lægge

to og to sammen og forbinde dem med

Tværtræer, eller man gav Egen en Udlig-

ger, en Træstamme som flød et Stykke ude

til Siden for Egen og var forbunden med

den ved flere Træstivere, det gav Baaden

en Evne til at bære Sejl som om den var

tre-fire Gange saa bred, uden dog at lægge

Hindringer i Vejen for Farten.

Med saadanne nye sammensatte Fartøjer

gjorde de Unge længere og længere Rejser

ud til Søs, efterhaanden som de forvissede

sig om at de var fuldkommen sikre. De

Norne-Gæst 14


210

DE REJSENDE

Gamle ønskede ikke at sejle med den Slags

bevingede Skibe, deres Valgsprog havde

altid været at man ikke skal sejle længere

fra Land end at man kan bunde, hellere

stage end ro; Skibe med Sejl synede uærbart

paa Søen, man henledte Opmærksom-

heden paa sig dermed; mandigere var det

at ro end at lade Vinden besørge Arbejdet;

og endelig saa det nok sikkert ud med denne

Udligger i Søen der forhindrede Baaden

i at krænge over, men selve Sikkerheden

var dog en Udfordring til Magterne baade

oppe og nede, de blæsende saavel somi de

vaade, der kunde drage skæbnesvangre Føl-

ger med sig.

Det gik da her som altid mellem den nye

fremfusende Slægt og den ældre Besindig-

hed — man skiltes. En skønne Dag drog

de Unge ud paa en større Rejse, Kysten

helt ovre paa den anden Side havde de ymtet

om, og kom ikke mere tilbage. De Æl-

dre fik Ret, sad paa Bopladsen som de al-

tid havde siddet, og Ungdommen gik det

formentlig galt, i hvert Fald blev de for-

vovne Skippere aldrig nogensinde mere set

paa Sjæland, saa længe nogen levede der


DE REJSENDE 211

kunde huske dem, de var døde, eller Ver-

den havde opslugt dem.

I Virkeligheden var de gaaet over paa

den anden Side; Gæst og hans Fæller opdagede

Fyn og fandt Bopladser der om-

trent som hjemme, en lignende skaldyrædende

Befolkning, mere imødekommende

end grumme, faa af dem Menneskeædere

og slet ingen Overnaturlige, som man kun-

de have ventet. Man havde Gammen der,

men da det dog var usædvanlige Ting man

var draget ud efter varede det ikke længe

før man stak til Søs igen. Med noget nær

det samme Udbytte afsøgte de unge Hav-

strygere efterhaanden hele Resten af de

danske Øer.

Saalænge turede de omkring i de baltiske

Farvande til de omsider fandt de store Ind-

landsfloder, løb op ad dem og trængte dybt

ind i Mellemevropa, de fiskede sig frem,

og naar de ikke kunde flyde længere gik

de i Land og blev Jægere, skød sig frem,

gennem Vildmarker og tykke Skove, trængte

ind i vilde Bjergegne, indtil de fandt Flo-

der igen paa den anden Side, saa blev de

paany Fiskere og sejlede tusinde Mile ind

14*


212

DE REJSENDE

i Asien, tabte sig i grænseløse Stepper og

blev Renjægere, førtes nordud gennem

tynde Skove og over frosne Moser til Is-

havet hvor Solen næsten var tabt, her ja-

gede de Sæler og gjorde sig Baade af Skind

i Mangel af Træ, fandt frem langs de kol-

de Kyster til Udløbet af andre vældige Flo-

der, der førte dem fiskende tilbage tusinde

Mile ind i Asien igen, og paany blev de

Jægere i nye vilde Skove og gik over an-

dre stejle skrækindjagende Fjelde som satte

Mure med Snetinder op i Skyerne mellem

Himmel og Jord; men hvor Bjerggeden

kunde gaa fandt de ogsaa Fodfæste og Næring,

nemlig af den, ogsaa de Bjerge kom

de over og ned i varme Dale med Floder

som lokkede mod Syd, den store Tiger

bugtede sig stribet mellem Rørene inde i

Land, nøgne sad de i Baadene nu, og Solen

slog Ilddøre op over Hovedet paa dem.

Saaledes naaede de ned i de varme Lande,

gennem Tropeskovene og ud af dem igen,

til Asiens Grænser i Syd og i Øst, alle de

uhyre lange Kyster rundt, og nordpaa igen

til de yderste nordlige Øer i isbundne Have,

hvor de blev Sælfangere paany; herfra gik


DE REJSENDE 213

de over paa det amerikanske Fastland og

traf Elgen der, boede i Skove og paa Bjer-

ge, gjorde sig Barkbaade og borede sig gennem

Floder og Søer ind i det Indre, fandt

frem til uhyre Sletter og blev Bøffeljægere;

de amerikanske Troper slugte dem og be-

holdt nogle, som nogle var bleven siddende

hvorhen de saa kom, men andre dukkede

ud af dem igen og bredte sig paa Sydame-

rikas vindaabne Sletter, og videre syd paa

trængte de og kunde ikke forstaa at jo syd-

ligere de naaede denne Gang jo koldere

blev det; her jagede de kamelagtige Dyr

som de hildede med Slynger; og deres Van-

dring stansede ikke før paa Sydamerikas

yderste Spids, paa kolde vinterskumle Øer

ikke ulig dem de var kommen fra i Begyn-

delsen; her blev nogle af dem siddende, i

en Slags Bevidsthed om at være kommen

til Verdens Ende og dog saa godt som til-

bage til Udgangspunktet igen, en Menne-

skefælde de var gaaet i, ingen Frem og

ingen Tilbage, Utilfredshed i Stedet for

Higen — og der sidder de endnu!

Men andre fandt fra Asien ud paa store

Øer i Havet og trængte frem sønden for


214

DE REJSENDE

Solen, blev Ormespisere og fulgte hop-

pende Dyr, ogsaa de lukkedes i Sjælen,

kom ind i en Lomme af Tilværelsen og

glemte hvem de var. Og atter andre drog

ud i det Blaa paa Sydhavet, gav sig vældige

Bølger i Vold paa deres usselige Udligger-

baade, ridende halvt i Vand med nøgne Fødder,

som Hajerne nappede efter, af dem

levede de, fiskede sig frem og kom til smaa,

palmekransede Øer, rygende Vulkantoppe,

i det umaadelige Hav, afsides og glemte af

Tiden, som de fygende Frø der gaar med

Vinden og hvis Skæbne aldrig siden spør-

ges.

Det var den store Stenaldervandring, som

Gæst og hans Fæller var gaaet op i, og som

deres Drifter gik op i da de forlængst var

døde, nye Jægere og Fiskere, Slægt efter

Slægt i flere Led end Nogen nogensinde

holdt Rede paa, det var den Menneskebølge

de var med i som skød sig ud i større og

større Ringe, til den slog op paa det yderste

Udhavs fjerneste Kyster.

Ikke var de de første, for andre Bølger

var gaaet forud, et Tog af Slægter, de tid-

lige Skovfolk fra før Istiden, som Kulden


DE REJSENDE 215

fordrev og som nu gemte sig dagsky i Tro-

peskovenes hede Kældre, dybt i Asien og

Afrika, alle de fjerne vidt forsprængte

Randfolk, der Slægtled efter Slægtled hav-

de trængt hinanden ud mod Verdensdelenes

yderste Kyster; med dem bølgede de sammen

hvor de kom, fredeligt eller ufredeligt,

Toget gik, Tiderne gik.

MEN

endelig kom den Stund da Gæst

besindede sig, tænkte tilbage hele den

lange Vej og fik Hjemve efter Stedet hvor

han var rejst fra. Mange Slægter havde han

fulgt, og de var alle døde, det var det ene-

ste han ikke kunde følge dem i, for han

kunde jo ikke dø, han var den rejsende

Aand selv. Han ældedes ikke en Gang, saa

længe han vandrede. Men nu havde han

faaet Længsel efter et blivende Sted.

Han var paa en i Udhavet, den fjer-

neste af dem alle, hundreder af Mile fra an-

dre Øer, da han blev forstemt. Det dybe

Hav ringede Øen ind paa alle Sider med

Rækker af lange, langsomt rullende Bølger,

han var i Midten af al Bølgegang, og over


216

DE REJSENDE

hans Hoved hældede sig en Palme, med

Kronen fuld af Frugter, som et Bryst m.ed

mange Bryster; da kom det over ham at

han ikke kunde blive, den gamle Uro, som

ellers førte til at han brød op og begav sig

paa Rejse, men han brød ikke op. Han

havde faaet Hjemve efter det store gamle

Træ ved Kilden paa Sjæland og nordiske

Stjerner, og saa heftig var Længslen at han

ikke kunde tænke sig den samme uendelig

lange Vej tilbage som han var rejst ud. Da

besluttede han at dø og tog sit Lys frem,

som han havde gemt saa længe, og tændte

det.

Det var et underligt Lys, det brændte

hurtigt, men Nuet og Evigheden var i dets

Flamme. Det var som om Tiden ikke var

gaaet, der var ingen Tid, Gæst var i hele

sit Liv paa en Gang, det Fjerne var ham

nær. Moder Gro, som havde formet Lyset

med sine Hænder, var ham nær, hans Ven-

inde Pil var ham nær, aandede i Lyset,

uvirkeligt var det kun at han nogensinde

havde været skilt fra dem. Et lille Øjeblik

havde han vendt sig bort og var nu hjemme

igen. Da blev han saa glad at han slet ikke


DE REJSENDE 217

mere ønskede at dø, rask pustede han Ly-

set ud.

Efter det blændende Lys blev det fuld-

stændig mørkt. Men allerede mens han sad

i Mørke følte han at han var i en anden

Luft, han hørte ikke mere den lange bru-

sende Torden af Dønningerne op paa Revet

af Øen, det var stille, og i Nærheden

hørtes den klingende Lyd af rindende Vand.

Lidt efter lidt dæmrede det om ham, og

han saa at han var under høje kølige Løv-

træer. Fjernt fra alle Sider laa som en

Ring af dæmpet Musik, Frøernes svale Kog-

len i Natten, det var en lys Nat, og over

hans Hoved stod taagede Stjerner, de gamle

kendte Billeder. Han var jo paa Sjæland

som han altid havde været

Græsset hvor han sad var svalt og Natten

kvægende, han sukkede alle sine Suk

ud i et eneste Suk, faldt til med lukkede

Øjne og sov paa Sjælands Bryst.

!


HAN

DEN RIGE DAL

vaagnede ved at høre sit Navn

nævne, en lattermild Stemme som

spurgte hvad det var for en Gæst . .

Da han aabnede Øjnene blev han blændet

af Solen, og nærved i den lysende grønne

Skov saa han en Kvinde.

Længe, længe saa han paa hende. Ja

hvad var han for en Gæst, hvor var han,

og hvem var hun?

Gæst blev ved at se paa den forunder-

lige Kvinde, sad paa sine Knæ i Græsset

og saa paa hende. Var hun overnaturlig,

en venlig Dis i Skoven? Sælsomt var hun

klædt paa, et vævet sortebrunt Skørt af

kunstfærdigt Arbejde, og en Trøje, ikke

af Skind og ikke heller af Bast, syet saadan

at den sluttede iæi til Kroppen og om Armene.

I Haanden holdt hun en lang Kæp,

af en tilfældig kroget Form, nøjsomme som

.


DEN RIGE DAL 219

Kvinder er, og i det samme opdagede Gæst

et nyt Under — bagved hende i Skoven

færdedes flere Køer af en Kvægart der ikke

straks var ham bekendt, ikke Urokser, hel-

ler ikke Hjorte, en Slags Kvæg, og de lod

ikke til at være vilde, græssede ganske ro-

lig mellem Træerne i Nærheden; fra en af

dem kom der en Klokkelyd, hver Gang

den rørte sig, fra et eller andet hult den

havde om Halsen, hvad var det, var det

hendes Dyr, var de overnaturlige ogsaa,

hvor kunde de færdes saa fredeligt sammen?

En stor Tryllerinde maatte hun

være, siden hun kunde besværge Dyrene,

men hun var jo ingen Vølve at se til, hverken

gammel eller uhyggelig, tværtimod.

Den unge Dis blev tilsidst forlegen, over

at han saa saa meget paa hende, lo og

vilde vende sig, men da rakte han hastig

Haanden ud efter hendes Skørt, det var

virkeligt, faldt som et tykt blødt Stof i

Haanden. Hun blev staaende, tavs og med

smilende Mund, et Smil som han kendte,

det var jo Pil ! Var det Pil ?

Hun rystede paa Hovedet da han

spurgte, forstod hans Sprog, og han for-


220

DEN RIGE DAL

Stod ogsaa hende da hun talte, skønt de slet

ikke talte ens. Hvad hun da hed, hvem

hun var?

Ja hun hed Skur, var Ko-Mø og trællede

nede paa Gaarden — hun slog med Ho-

vedet hen i en Retning af Skoven.

Trællede? Gaarden? Ko-Mø?

Gæst spurgte ikke mere; Gaaderne formerede

sig jo mere han fik at vide. Varsom

Iagttagelse først var bedre end at blotte

sig ved for megen Spørgen.

Samtalen døde saaledes hen, men de saa

endnu meget paa hinanden og blev forligte

inden de vidste deraf; han fandt hende ikke

af denne Verden, et Under i Menneske-

skikkelse, med Pils varme Smil og dog

ikke Pil, og hun stod vanskelig for hans

aabenbare Beundring. Langsomt begyndte

de at gaa sammen og følges ad, hun med

bøjet Hoved som under varme Bølger der

brød ind over hende, han rig i Sjælen og

urolig allerede af Frygt for at miste hende.

Det blev med det samme de to. Mægtigt

virkede de paa hinanden, han som Frem-

med, og hun som det Gaadefulde, men selv

efter at de havde lært hinanden nærmere


DEN RIGE DAL 221

at kende blev det de to, hun maatte godt

være en Dødelig, og det skuffede ikke

hende at han skønt fremmed var en Karl

som andre Karle.

De tilbragte den skønne, skønne For-

aarsdag sammen i Skoven, og Skur lærte

sin Ven hvordan hun vogtede Køer, han

hjalp hende dermed, skønt han som Jæger

længe ikke kunde vænne sig til saa tamt

et Vildt. Hun herskede mildt over sine

Køer, holdt dem sammen med Tilraab og

fik dem til at gaa i den Retning hun vilde

blot ved at styre Bjældekoen, som alle de

andre da fulgte. Gæst undersøgte Bjælden

og fandt at den var hulet ud af Træ, med

en Knebel i, meget sindrigt og pynteligt

Arbejde.

Om Aftenen drev Skur sin Hjord ind i

et Udhus i Skoven, en temmelig stor Byg-

ning af Bjælker, paafaldende smukt tilhug-

get, med Risvægge og et Tag af Sparrer,

tækket med Straa, alt meget anseligt, et

stort og overdaadigt Opholdssted, syntes

Gæst, selv for Mennesker.

Og her malkede Skur sine Køer.


222

DEN RIGE DAL

Tavs er Gæst mens det staar paa, ytrer

ingen Forundring men ser til og mærker

sig hvad han ser, er Mand for at lære. Altsaa

hun klemmer Mælken af Køerne med

Hænderne, og hvorfor ikke, samler be-

hændigt Straalerne i en Strippe; han kan

næsten ikke styre sin Nysgerrighed i An-

ledning af Strippen, den er ikke gjort i

et men bygget af flere Staver, med Gjorde

af Vidjebaand om, et usædvanlig net

Stykke Haandgerning. Køerne lader sig

villig malke, staar og tygger Drøv og pu-

ster ud af Bælgen, varme og vellugtende,

hele Huset er fuldt af Mælkesødme og af

Skumring. Da Skur har malket den før-

ste Strippe fuld, med Panden stemmet

mod Koens Bug og siddende paa en Tre-

fod, rejser hun sig og rækker Strippen

mod Gæsts Mund, han drikker af den

skummende livsvarme Drik, sky og dybt

bevæget.

Mælken fra alle Køerne, flere Stripper

fulde, hælder Skur op i flade runde Bøtter

som hun stiller op paa Hylder i Fæhuset,

og da hun er færdig kommer hun frem i


DEN RIGE DAL 223

Døren hvor der endnu er Dagslys med en

Kage og giver sig til at skære Brød.

Gæst smager og spiser, nu fuldstændig

ude af Stand til at fatte mere. En Ret af

Kærner, forstaar han, sammenbagte og

søde, og endnu mens han spiser og aldrig

har smagt noget lifligere stikker hun ham

en ny Ret i Haanden, Ost — ?? — han

ser paa den, lugter til den, spiser og ryster

i dybeste Velbehag paa Hovedet. Men nu

Kniven, Kniven, hvad er det der skærer

saa fint og er saa smalt? Kniven er af

Bronce. Gæst sukker, Gaader er over ham,

og de er for mange. Tøv lidt, lad os se,

lad os tænke. Meget Mandevid gøres be-

hov for at gennemtrænge saa mange skjulte

Ting paa en Gang!

Og det varede da ogsaa længe inden

Gæst blev fuldt fortrolig med al Tings

Sammenhæng. Stedet han var kommen til

var den hjemlige Dal, men alt var foran-

dret. Han maatte have været meget længe

borte, et Tusind Aar eller saa, var rejst

bort i den graa Stenalder og kommen hjem


224

DEN RIGE DAL

midt i Broncealderen. Alle de med hvem

han havde vandret var bleven paa samme

Trin mens de var undervejs, havde bevæget

sig i Stedet for at gro; her hvor man sad

stille var man bleven andre Mennesker.

Længe var Gæst om blot at lære hvori

Forandringen bestod, men han blev aldrig

hjemme deri.

Det var det samme Folk det altid havde

været, men nye Slægtled, uden ringeste

Minde om den Fortid Gæst havde tilfælles

med dem, og de var bleven mange, Dalen

var befolket fra Kysten op langs Fjorden

og Aaen og langt ind i Landet. Gæst kom

ikke til at knytte sig til andre end Skur,

der var den første han havde truffet.

Mellem alt hvad der var ham nyt opda-

gede Gæst ogsaa at Skur var ufri, det vil

sige ejedes af en Mand paa en af Gaardene

i Dalen der kunde sætte hende til hvad

Arbejde han vilde og ellers i et og alt for-

føjede over hendes Skæbne. I Gæsts Tid

havde der kun været en Slags Folk, nu var

der to. Herrer og Trælle, og til den sidste

Slags hørte Skur.

Hun levede ene i Skoven da Gæst traf


DEN RIGE DAL 225

hende, vogtede Køerne og gjorde Ost af

Mælken i Sommerens Løb, sov i Folden

hos Kreaturerne, og der var Ingen der

forlangte mere af hende. For hendes Før-

ligheds Skyld vaagedes der over at hun

blev ladt i Fred, Piger der skal rende efter

Kvæget maa holdes alene, ligesom dem der

er sat til at passe Ilden, en Ting ad Gangen;

det var ordentlige Folk paa Gaarden

hvor hun hørte til. Selv havde hun en Knip-

pel staaende indenfor Døren i Tilfælde af

at Jægersmænd eller unge Karle skulde

strejfe forbi om Natten. Men hun var in-

gen Mandehader, og nu havde hun uden

lang Eftertanke givet sig denne fremmede

Gæst i Vold, fordi han ønskede det saa

gerne og det skulde være ham. De delte de

lyse Nætter sammen, og Skur havde sin

Vaar.

Det var Pil og dog ikke Pil. Hun havde

Pils kærlighedsfulde Mund men var næppe

slank som Pil, og hendes Haar var ikke

lyst, ikke heller sort, rødt kunde det ikke

kaldes, dQt var af Farve noget nær som

Tørv; men for Resten havde hun næsten

Ingenting, det var blæst af hende, sagde

Norne-Gæst 15


226

DEN RIGE DAL

hun. Men lige saa kort hun var i Haaret

lige saa lang var hun i Trofasthed, en hed

stum Sjæl der svulmede en Gang for alle af

Tak over at blive elsket. Drøj var hun af

Skabning, næsten farlig at se til, saa lem-

mestærk var hun, men angeriøs af Hjerte,

en Brønd af Gavmildhed og dertil glad,

fuld af bunden Ømhed og Lykke naar blot

Solen vilde skinne paa hende.

Gæst saa skønnere og finere Kvinder

siden, efter sin Hjemkomst, for de frie

Mænds Døtre i Dalen var blændende fagre,

Flokke af høje, lyse, dristige Bønderdøtre,

med et Hav af Haar nedad Ryggen og en

Overdaadighed af Smykker, funklende ny-

støbte Bronceringe paa Armene og om Hal-

sen, stundom Guld, og en Broncesol midt

paa det smidige Liv, ingen for stor Udmær-

kelse for en smækker Pigebug; de gik i

kostbare Hvergarns Skrud, tunge svære

Uldklokker som havde slugt Masser af

Garn, i sig selv en Formue og uden Tvivl

til Besvær om Sommeren, men de maatte

bæres; under dem til Gengæld havde de

naturligvis intet. Nyeste Skik var ikke at

knytte Skørtet sammen paa Midten med


DEN RIGE DAL 227

Bæltet, som naturligt naar man havde slaaet

Stykket om sig, men at binde det højt oppe

mod den øvre Ende, saa at der kun blev

en rynket Rand tilovers foroven, ligesom

en Kurv af Folder, hvori man bar sine

stolte Bondebryster, tugtig skjult men med

en Aftegning som ikke kunde skjules, un-

der det glatte uldne Livstykke; det var Dalens

Skik og gennemført af alle. Paa Hovedet

havde de, naar de ikke flagede med

Haaret slaaet ud, en lille Hue af Masker,

fuld af Guldhaaret som hang indespærret

deri som en svær Klump Lys og tyngede

paa Nakken.

Et Syn ikke til at glemme var det at se

de unge Bønderdøtre blive aget i bronce-

smykt Vogn fra den ene grønne Gaard til

den anden af deres ranke sværdbærende

Fædre, med smaa lodne, snorkende Gan-

gere for og et Tog foran og bagved af unge

Lansesvingere til Hest.

Men Gæst blev ved den graa Trælkvinde

der havde vist sig for ham i Gudindeskær

da han saa hende første Gang og siden paa

simpel Menneskevis beriget hans Hjerte.

15*


228

IKKE

DEN RIGE DAL

alene Folk var forandret, deres Liv

et helt andet, selve Landet var undergaaet

store Forandringer i den Tid Gæst

havde været borte.

Det første han søgte var Kilden oppe i

Dalen hvor Pil og han havde boet. Den var

der endnu men gav ikke meget Vand, og

selve det dybe Kildehul var groet til, Grøn-

sværet havde lukket sig derover; Vandspej-

let og hvad Gæst og Pil havde set deri var

ikke mere. Nu kom Kilden ud af et Ukrudtvildnis

i Bakken, mange smaa Væld som

rislede og løb sammen til en tynd Bæk. Og

hvor den mundede i Aaen var ogsaa den

kun en Bæk.

Den store dybe Aa som gik med Strøm

lige til Randen var svunden ind og tabte

sig i omstændelige Slyng gennem Engene,

stemmet op af Vandplanter og Grøde; selve

Engene var tørlagte og ryddet af Menneske-

haand, og op imod Dalsiderne stødte de til

store aabne Pletter af rent Agerland, Lys-

ninger i Skoven hvor der var ryddet og

gjort i Stand til Agerbrug, her stod Aarets

Korn i grønne vindbevægede Sletter, som


DEN RIGE DAL 229

de vilde Græsser inde i Landet Gæst havde

kendt, men her kun een Græssort sammen,

den man dyrkede for Kærnens Skyld. Og

i Midten af de grønne Rydninger laa Gaar-

dene.

Ellers stod Skoven endnu, den samme

som før, hvor der ikke var brudt Huller i

den, lukket og vejløs ind ad det Indre af

Landet til, og Vildtet var det samme, om-

end mere vart og sjældent, hvad Gæst fik

Anledning til at erfare.

Kun Urokserne var forsvundet fra Sko-

ven; noget af deres Blod var gaaet over i

Tamokserne, som lignede dem men var me-

get mindre. Men Hjortene og Vildsvinene

var der endnu. Nu holdt man tamme Svin

paa Gaardene, foruden Heste, Faar og an-

dre Husdyr, der ikke oprindeligt havde

hjemme i Landet; Husdyrenes Vandring

var en hel dunkel Saga for sig. Urokser-

nes Forsvinden gjorde Skovene mere stille,

de store Solbrøl hørtes ikke mere i Dalen.

Men et Minde derom var bevaret i Bronce-

lurernes Gjald der nu og da lød i Dalen

og fyldte den med Tone, det betød enten

store Offerhøjtider eller Krig, et eller andet


230

DEN RIGE DAL

blodigt Møde mellem Bønder som ikke

kunde forliges og drog mandstærke imod

hinanden.

Folk var hensynsløsere nu end i Forti-

den, hvor man hødede meget og larmede

livsfarligt en Ugestid, uden Blodsudgydelse,

nu stak man, tiende og paa Stedet, havde

gjort Knivene lange; den Svie man paa Forhaand

følte i eget Bryst blot ved Tanken

om at stikke andre lod Ingen til at føle

mere. Saa naar Lurerne gav Genlyd i Da-

lene var der Blod i deres Klang. Det var

som om Uroksernes Parringskampe og olme

Stridighed var bleven igen i Luften. I selve

deres Krumning erindrede Lurerne om Ur-

oksens Horn, som man havde tudet i inden

de blev eftergjort i Metal; men det var saa

længe siden at end ikke Befolkningen selv

i Dalen huskede noget derom; saa længe

havde Gæst været borte.

Men var Urtyrens Røst gaaet op i de Sig-

naler hvormed de frie jordejende Bønder

kaldte hinanden til Tvekamp, naar Jord

skulde omtvistes, saa gik Urkoen igen i det

tamme Kvæg der græssede i Skovene, og

det delte sin Fredelighed med de stille Foik


DEN RIGE DAL 231

der intet ejede og var sat til at passe Kvæ-

get og Jorden. Havde man spurgt Trællene

hvor de kom fra vilde de svaret at det blev

man født til. Hvor de da blev født? Vel i

Tørvegraven eller Svinestien, hvor de le-

vede. Men for Resten lagde de aldrig Util-

fredshed for Dagen. Saaledes havde Livet

delt sig i Dalen.

Folksomt var der, uroligt baade for Øje

og Øre, en stundesløs Færdsel paa begge

Veje der gik paa hver sin Side af Dalen

fra Kysten og ind i Landet; der gik næsten

ikke en Dag uden at man jo mødte en eller

anden Mand til Hest eller til Vogns der kom

strygende i umagelig Fart; og det var ikke

som før en Mand man kendte eller af hvis

Færd man kunde slutte sig til hans Ærinde,

hvad han jagede, nu var det altid fremmede

Ansigter man saa, uden at der lod sig læse

noget deri, og de kunde have Ærinder af

vidt forskellig Art, Livet var sammensat nu,

lod sig ikke mere overskue.

Foruden Folk som fløj paa Vejene saa

man ofte en Træl paa Markarbejde eller en

Hyrde, de vilde Dyr var naturligvis flygtet

fra Dalen, men i Stedet saa man de tamme.


232

DEN RIGE DAL

En evindelig Lyd af Mennesker og deres

Følgeskab kom fra Dalen, Hundeglam fra

hver en Vraa, Hestevrinsken og fjerne

Raab, Hyl fra Navet af en usmurt Bør,

Hanegal: fremmede Fugle som spredte

Fjerene ud her og gjorde sig tykke, ublufærdige

i Stemmen; Tamgæs der krummede

Hals ad en Vejfarende og vilde bide,

stakkels Fjerkræ, som var bleven jord-

gaaende og havde faaet Fedt i Struben, i

Stedet for Skyernes Musik da de var

Fugle. Ud fra Gaardene, fra Kvindestu-

erne, listede sig Katten, ogsaa en Frem-

medfødding, og gik Tigergang i det morgen-

duggede Græs med Slangeøjne, paa Jagt ef-

ter indfødte uskyldige Markmus. Altid rørte

det sig, altid knevrede noget i de gamle før

saa stille Dale, om det saa kun var Bør-

nenes Legetøjsmøller som de satte op i Vin-

den paa Husgærderne. Ja Rigdom og Liv

var kommen til Dalen.

Gæst søgte helst Skoven. Oppe øverst

i Dalen, i Omegnen af Kilden stod den

temmelig urørt men var en anden Skov,

selv de ældste Træer var andre end dem

Gæst havde kendt; den høje gamle Ask


DEN RIGE DAL 233

ved Kilden var borte, i Stedet groede der

en lille Lund af flere andre mindre Aske,

maaske Rodskud af det store Træ hvori

Gæst og Pil en Gang havde haft deres

Rede. Af Jordhuset hvori de havde boet

var der ikke mindste Spor, et mange Aarhundreder

gammelt Grønsvær dækkede

Stedet. Skoven susede men susede ander-

ledes end før.

Og nu Bopladsen ved Bugten inde i Fjorden?

Der boede ikke et Menneske der og

havde ikke boet i Menneskealdre, ikke et

Spor af menneskelig Bebyggelse; kun en

lang lav Forhøjning paa Strandbredden

overgroet med vilde Planter viste hvor Bo-

pladsen havde været. Der var Fiskere end-

nu men de boede ude paa Kysten, under

helt andre Forhold og havde ingen Over-

leveringer om, at der nogensinde havde væ-

ret et Leje inde i Fjorden. De havde byg-

gede Baade og gik paa Søfiskeri i Beltet.

Inde i en Havn i Fjorden, ved en begyn-

dende By laa der store Sejlfartøjer, saa

store at Egen, som nu var sunken ned til

Jolle, synede som en lillebitte Unge ved

Siden af, hvor den laa i Slæbetovet. Ja, det


234

DEN RIGE DAL

var Skibene, og om den kredsede Gæst

længe paa Afstand, studerede dem næsten

med Frygt, i store Kredse udenom, inden

han lidt efter lidt nærmede sig dem, han

kunde ikke taale Underet af dem paa en

Gang.

De kom og gik mellem fremmede Lande!

Nogle var saa store at de rummede tolv-

tyve Personer, foruden Last! De udvidede

Sjælen med uhyre svævende Forestillinger

om de fjerne Riger hvor de kom fra, en

hel anden Fjernhed end den Gæst havde

tabt sig i, det var de hemmelighedsfulde

Lande hvorfra al denne Rigdom var kommen

til Dalen, Metallerne, Husdyrene og

Agerbrugskundskaberne — og Gæst gaar

stille, tier, tier endogsaa for sig selv, om

han kan, har Livet alligevel ikke narret

ham, med alt hvad han har faret og alt hvad

han har set?

Nu kan han som har rejst og opdaget

vende sig og begynde at rejse og opdage

igen, her hvor han er fra, saadan er Tiden

gaaet fra ham. Skal han faa nogen Del i

denne fuldstændig nye Verden paa gammel

Grund?


DEN RIGE DAL 235

Dalen og alle Livsbetingelserne her har

tavse Svar, efterhaanden som han trænger

ind i Forholdene og lærer at forstaa dem.

Gaardene er lukket for ham. De taler med

grønne aabne Agre, men er indhegnet, Bon-

den ejer Jorden her tilsammen med sin

Slægt, og Skoven udenom ejer de i Fælles-

skab med andre Slægter, til Grænser hvor

andres Ejendomsret begynder, andre Slægts-

grupper i andre Dale hinsides Skoven;

rundt hele Øen er der lige saa i?Qi befolket

ind gennem Dalene som her! Kun i Midten

mødes Grænserne i ubeboede milevide

Skove, men fra alle Sider gøres Ejendoms-

ret gældende, og derfor er det Luren taler

nu og da og de lange Stiksværd sidder saa

løse i Skeden. Saa Jord er der ikke Tale

om Gæst kan faa, han som er frændeløs.

Bønderne sidder paa deres Gaarde i Bul-

huse af svært Tømmer, mange forskellige

Huse paa en Toft, som er indhegnet igen

for sig, man kan godt besøge dem, de er

bevæbnet og frygter Ingen; hvordan man

kommer forbi den raggede Bindehund der

fraader og danser om sig selv ved Gaardsleddet

bliver en Stavkarls egen Sag; Bøn-


236

DEN RIGE DAL

derne er ogsaa imødekommende overfor en

Vandrer, navnlig hvis han kan og vil for-

tælle og har Skjaldegaver, man beværter

ham rigeligt og anviser ham Herberge, paa

Loftet eller i et Udhus, alt efter som han

ser ud til, men Dagen efter forudsættes det,

som rimeligt, at en Vandrer maa videre.

Gæst for sin Part m.ærker snart hvor han

hører til. Hvem han er og hvorfra han er

kommen er der Ingen der ved, Ingen spør-

ger, og han taler ved ingen Lejlighed derom

selv; men det er bleven bekendt at det

er ham der er bleven gode Venner med

Skur Ko-Mø i Skoven; Ingen lader ham

høre ilde derfor, men det er dog som om

Folk retter sig noget bagover naar de ser

ham. Bortset fra at han som Fremrnxd selv

uvilkaarlig har valgt sin Stand derved, er

dQi jo et lille Retsbrud han til at begynde

med har begaaet, en endnu ikke synlig men

dog rimeligvis ret snart indtræffende Forringelse

af Pigen, til Skade for anden Mands

Ejendom.

Man tog ikke fejl. Hen paa Sommeren

begyndte Skur at blive forpustet naar hun

skulde rende efter Køerne. Ved samme Lag


DEN RIGE DAL 237

var Gæst bleven klar over sin Stilling og

havde indset at her ikke blev blivende Sted

for ham. En vis Nysgerrighed gjorde ham

ganske velset paa Gaardene i Begyndelsen,

han spillede jo mærkeligt paa Harpe. De

store Bønderdøtre kom i Bølgen naar han

fik uanede Verdener til at bruse over dem,

men deres udvidede Blik gik igennem ham,

de havde Syner men saa ikke ham. Og saa

de ham virkelig blev deres Øjne frosne,

og Næsen gik til Vejrs paa dem som om

de lugtede noget fra Nøsset.

Gæst misundte dem ikke paa Gaardene.

De levede i en Rigdom som de ikke følte,

af Graadighed efter mere. Bart Brød var

allerede ikke godt nok mere, uden Tilmad

græd man; bjerge sig ene i Skoven som

Mennesker før havde kunnet var en glemt

Kunst, selv Trællene talte om at de var

sultne, naar ikke Kagen sad dem i Hæn-

derne, og det i Oldenborreaar

Der kunde let bleven en Næringsvej for

Gæst, hvis man saa meget som havde undt

ham Plads. Fisker vilde han gerne være,

men bragte i Erfaring at der skulde skattes

af Fangsten og betales Grundleje til Bon-

!


238

DEN RIGE DAL

den som ejede Strandretten, det huede ham

ikke. Inde i Fjorden hvor Skibene lagde til

var der flyttet en Del løse Folk sammen,

som uden at eje Jord nærede sig paa for-

skellig Maade, her boede Broncesmeden

bl. a. som gjorde alle de skønne Vaaben og

Prydgenstande af Metal; efter at have fulgt

hans Arbejde nogle Gange begreb Gæst

Haandværket og havde Lyst til det, men da

han havde gjort sig selv en god Økse og

Kniv var Lysten udtømt, arbejde for andre,

selv for Betaling, syntes ham uvakre Kaar.

Hvordan han saa stillede sig var det aaben-

bart at han vilde blive afhængig af andre.

Foreløbig rømte han da til Skoven med

Skur, gjorde Brøden hel. Som Ransmand

var han nu fuglefri igen, som han havde

været en Gang før.

Men denne Gang faldt det ikke saa let.

Han kunde sagtens leve som Jæger i Sko-

ven, men i Længden blev det svært at holde

sig skjult, selv i det mest afsides og tykke-

ste Indre af Øen. Der kom Svinehyrder

igennem, eller andre Jægere snuste om-

kring; fast Bopæl var ikke at tænke paa.


DEN RIGE DAL 239

Og uden det kunde man leve om Somme-

ren men om Vinteren ikke.

Saa gjorde Gæst sig da igen Fartøj paa

Sjælands Strande, et afsides Sted hvor man

ikke opsporede ham saa længe, og da Træk-

fuglene begyndte at flokkes brød ogsaa han

op, sejlede med Skur væk ud af Landet til

andre Kyster.


ALT

I SVERIG

andet end fattige og forladte følte de

^ to sig da de havde lagt Sjælands Kyst

bag sig og stævnede ud mod det Uvisse.

Fiskekroge og Bue har Gæst hos sig som

altid, og det er som om han netop maa

fjerne sig for helt at nyde den fulde Be-

siddelsesglæde over Kniven og Øksen af

Bronce der er bleven hans. Det er ham nok

som hans Part af alle Herlighederne i den

rige hjemlige Dal han nu forlader. Aldeles

forbavsende er det hvad disse nye Redska-

ber kan udrette. Og hvad man har udrettet

med dem har han mærket sig; de store

smukke Bulhuse der lukkede sig for ham

kan blive til Virkelighed andetsteds og med

fri Ret til Jorden hvorpaa de staar, ogsaa

han vil blive Bonde og har skrevet op i sit

Hoved alt hvad der hører til.


!

I SVERIO 241

Endnu maa han le og meddele Skur sit

Held med de to Ting af Bronce. Han har

selv gydt og smeddet dem for at vinde Indsigt

i Metallets Natur, og for Lærdommen

har han betalt, alt skal betales, men ogsaa

Metallet har han betalt, og det var kostbart,

der stak en stor Vægtmasse i Øksen, og

hvad tror hun han har betalt for det hele?

En Sten, en ganske lille blank Sten, som

han traf at samle op en Gang paa sine Rej-

ser og gemte fordi den var rød, den Broncemand

fik som Gløder i Hovedet da han saa

den og vilde have læsset mere Metal paa

ham end han kunde bære blot for at faa

den — ja Folk var taabelige. Og Gæst ler

mægtigt over Daaren, der giver en Økse

og en Kniv af Bronce fra sig for en lille

Sten

Men heller ikke Skur kommer ejendoms-

øde fra Landet, for i Baaden hos sig har

hun en lille Pose Sædekorn som hun vog-

ter som sin dyrebareste Skat, den skal gen-

opstaa i en Ager hvor hun kommer hen,

om Jordvætterne vil, og Himlen giver sin

Velsignelse, og i Favnen holder hun to unge

Geder, et Par, de er hendes, og hun tog

Norne-Gæst 16


242 I svERio

dem med da hun rømte. Gerne havde hun

taget sine Køer med ogsaa men de var ikke

hendes og kunde jo heller ikke have været

i Baaden. Gederne gør hende Besvær nok,

de er bange for Vandet og vil springe over-

bord, og tilsidst maa hun binde Fødderne

samm.en paa dem og lægge dem ned, uden

at de dog skader noget derved.

Længe varede det imidlertid ikke før

de kunde gaa i Land paa en anden Kyst og

give Gederne Jord under Fødderne lidt hver

Dag, siden lærte de helt godt at sejle og

stod op i Baaden uden at man behøvede at

passe paa dem. Gæst søgte bort fra Sjæ-

land paa den modsatte Side af Dalen, over

mod det store Land Sverig som han vidste

om men ikke før havde besøgt. Han kryd-

sede Sundet paa det smalleste Sted, i Mags-

vejr, ingen Ting selv for en sværtbelæsset

Ege, og da han var ovre søgte han nordpaa

op langs Kysten i Retning af den lave Fjeld-

linje der laa som en Forpost ud i Søen, det

var hans Mening at oplede en Flod som

kunde føre ham ind i det Indre af Landet.

Sydpaa gik han ikke fordi han vidste at hele

Skaane og Kysten indom i Østersøen var


I SVERIQ 243

meget beboet, og det var, som paa alle hans

Rejser, ikke Mennesker han søgte.

Hvorsomhelst paa Kysten de saa Røg el-

ler andet der tydede paa Bebyggelse gik de

udenom, hvis de kunde, eller laa stille i et

Skjul til om Natten; den første større Flod

de kom til da de var kommen udenom Næs-

set, løb de op af og fandt Bredderne til-

syneladende mennesketomme, men efter at

have sejlet et Par Dage saa de Tarme drive

med Strømmen og vendte om, forstod at

der var Folk længere oppe. I den næste,

som mundede ud længere nordpaa oppe ad

Kysten, fandt de ogsaa Folk, løb uformodet

paa en Skindbaad inde i en Krog mellem

Klipper hvor de selv var søgt ind for at

gemme sig, men de der var i Baaden blev

mere forskrækkede end de selv, anstillede

sig som døde og blev liggende urørlige paa

Bunden af deres Baad, saalænge de saa paa

dem, med det hvide ud af Øjnene og Mun-

den staaende aaben. Det var smaa Folk,

der var to af dem, med stridt sort Haar,

lange i Munden og med lyserøde Mundvige,

meget fedtede, de havde Laks i Baaden og

var aabenbart Fiskere. Ikke noget af hvad

16»


244 i SVERIG

de ejede var af Metal. Heller ikke denne

Flod bestemte Gæst sig til at fortsætte op af.

Men den næste igen, som var en stor

temmelig strid Flod, saa ikke meget besøgt

ud, overalt ved Bredderne laa det omstyr-

tede møre Tømmer i Skovene urørt, faa

eller Ingen gik i Land her og gjorde Ild op,

var let at se; og ad denne Vandvej sejlede

de i mange Dage, dybere og dybere ind i

Land, mellem vildsomme Skove, ikke Høj-

skov, men lette, lyse og aabne Skove, mest

Birk, med Moser og Lysninger imellem,

stenet Grund og hushøje spredte Blokke,

hist og her fast Fjeld. Her var vidt og

aabent men med Dalstrøg og Kroge, og Høj-

der der gav Udblik, et Lykkens Land for

Vildtet, urstille, ret efter Gæsts Hjerte. Na-

turen her følte han var yngre, her vilde

han blive.

Dybt inde i Landet hvor Elven snævrede

sig ind men endnu var fiskerig, og med

Elgspor ved Bredden, søgte de Herberge

en Nat ind under nogle vældige store Sten-

blokke der hældede sig over hinanden saa

de dannede et Læ; her blev de boende, og

det var deres første Hus i det nye Land.


I SVERIG 245

Gederne besteg straks Klipperne da de blev

sat i Land, klatrede saa højt op som de

kunde komme ovenpaa Huset og syntes

glade, ogsaa de følte sig tiltalt af Landet.

Gæst begyndte at se sig om med Buen i

Skoven, fældede Træer til en Vaaning naar

han var hjemme, mageløs var den ny Økse;'

Skur fandt et jævnt Sted i Nærheden med

Muldbund, som kunde gøres tjenlig til Ager

naar de værste af Stenene blev fjernet, og

gik straks i Gang dermed, slæbte med Jættekræfter

store og smaa Sten væk fra Marken

og byggede et Gærde af dem rundt om

den rensede Plet, den var et Par Snese

Skridt paa hver Led og hverken rund eller

firkantet; det var deres første Gaard.

Rundt om i mange Miles Omkreds til

hver Side var Skoven ubeboet. Gæst skaf-

fede sig paa lange Jagtmarscher Vished for

at han var ene i denne Del af Landet. Sko-

ven grænsede fjernt paa en Led til store

Søer, som han ikke nærmere undersøgte,

til en anden, flere Dagsrejser borte, gik

Landet op i lange lave Bjergkupler, masket

af Sne til langt ind i Aaret, det kolde

Hjørne af Landet, ad den Kant til hentede


246 I SVERIG

han sig et Rensdyr naar han havde Brug

for et.

I Skoven i hans nærmeste Nærhed gik

Elgen, de brede Skovle der lignede vældig

store Hænder med udspilede Fingre viste

sig mellem Løvet i de lavt liggende vaade

Skovmoser. Han skræmmede dem ikke, de

skulde have Lov at leve uforstyrret af Hun-

deglam, Gæst jagede uden Hund, og til

daglig gik han lige saa stille i Skoven som

de andre Dyr. Et Par Gange om Aaret tog

han en Tyr, naar det var fornødent, og

som oftest fik den det ikke at vide. Lynet

slog ned, den havde Skaftet i sig og lagde

sig, uden saa meget som at faa Tid til at

blive syg; her skulde leves men ikke gøres

Skade. Derfor behøvede Gæst aldrig at gaa

langt efter Kød.

Hjemme tømrede han og rejste en smuk

Bjælkestue i Læ af de store Stenblokke

hvor de først havde slaaet deres Bo op,

han lærte Agerbrug af Skur, og de udvidede

i Aarenes Løb Gaarden med flere smaa

Marker, alt vel indhegnet af Stenene de

havde slæbt deraf; med Tiden avlede de

mere Korn end de kunde bruge. Af Gede-


I SVERIG 247

parret blev der en Flok. Selv fik de et

Kuld Børn.

Gæst blev hjemme her. Over hans Hoved

gik Vinden i de udstrakte Skove, kom

langt borte med Brus i Træerne, suste forbi

og tabte sig langt borte i andre brusende

Træer, Birkene rettede sig, rystede alt Lø-

vet og kom i Ro igen, naar han var forbi,

det var Vejrguden der var usynlig ude og

gaa, den kolde, den lidet hvilende. Men

Gæst blev.

Over hans Hoved stod solbeskinnede

Rønnetræer. Han havde noget her at gøre,

skar Træskeer til de mange Munde de ef-

terhaanden blev paa Gaarden, forfærdigede

Træboller til Skur af kringlet Birkerod, det

meste af en Vinters Arbejde. Alt hvad de

ejede havde de frembragt selv.

Gæst syntes næsten han kunde kalde sig

Bonde, da nogle Aar var gaaet og de havde

Huse og Udhuse paa Tunet, med ikke faa

Agre udenom, uregelmæssige af Form og

op og ned efter Jordsmonnet, med svære

Sten midt i Kornet, men givtige og til enhver

Tid at udvide med flere. Af Husdyr

havde de jo endnu kun Geder, og Skur suk-


248 I SVERIG

kede i mange Aar efter Køer, ikke at tale

om Faar, Gederagger er dog ikke det samme

som Uld; et Par Heste var i Gæsts

Drømme; men det kom altsammen af sig

selv da Børnene blev store.

Skurs Børn, lutter rødhaarede, fregnede

og levedygtige Børn, blev født her i Stuen

ved de store Stenblokke, Verden oplod sig

for dem udenfor Døren, en stenindhegnet

Plads med flere Smaahuse hvor de gjorde

deres første Gang i det Fri og blev Lege-

kamerat med Gedekiddene; siden udvi-

dede Verden sig til de dyrkede Marker, og

saa kom Elven og Skoven; ret store var de

ikke før de vankede paa Opdagelsesrejse

i den saa langt de turde gaa.

Lyngen tog imod dem og bredte stride

Senge ud for dem at ligge paa Sommer-

dage, med Krydderduft og Aabenbaring af

en Fuglerede i et mosset og foret Gemme;

Hindbærvildnis tog dem ind i et solet Skjul

hvor kun Rødtoppen ragede ovenud, Tyttebær

og Blaabær dækkede Bord for dem

i de stenede Lysninger med Vindfælder og

dybe Mospuder, og her „tog de Land'\

smaa Mennesker som de allerede var, til-

egnede sig med en vid Armbevægelse en


I SVERIG 249

Tue eller et Træstød med særligt mange

Bær, naar de havde fundet dem først, ikke

en Gang Søskendehensyn gjaldt ved slige

Lejligheder, og Førsteretten blev altid re-

spekteret.

Alt Kravl paa Jorden mødte dem og fik

sin særlige Velkomst, Myren som var saa

lille og morderisk et Kræ, den vredladne

Bi, Larven der krøb lodden og bølgende

sin lille Vej, Edderkoppen der hejsede sig

med Forstand fra Traad til Traad i sit

Spind, de sorte Jordsnegle som efterlod

Slim hvor de krøb og gjorde sig korte naar

man rørte ved dem; de blev fuglekyndige

og hilsede paa Venner i Skoven hvor de

kom. Træerne mødte dem med hver sin

levende Sjæl.

Og Aarstiderne skiftede over dem, de

haarde Vintre, Mørket og Sneen der lagde

sig mandshøj ind paa deres Døre og spær-

rede Skoven, men de lærte Glæder ogsaa

af den, susede nedad Bakker paa en selvgjort

Kælke og gik paa Jagt med lange Træskinner

under Fødderne, gjorde det af med

Ulven, som stak til Bunds i den nyfaldne

Sne, mens Jægerne herligt skred ovenpaa.

Saa kom Foraaret over dem med sit Tø-


250 I SVERIG

brudsunder, den store Lysbejler Solen og de

ydmyge Træer der tog mod Kys og begyndte

at svulme af Knopper, Fuglesang og varme

Nætter; saa de lange søde Sommerdage

med Gederne i Skoven og Gøgens for-

elskede Kuk i Dale med den frække Lat-

ter ovenpaa som en letsindig Gud i Sko-

vene; de korte lyse Nætter der begravede

en aldrig fattet Rigdom i Sjælen og hvert

Aar lagde en ny Rigdom til. Høsten hvor

de med Ærbødighed bjergede det modne

Korn paa de smaa uregelmæssige Agre og

jagede Ræven af det sidste Hjørne, den

store Nødde- og Bærtid om Efteraaret og de

vilde Æbler der lokkede falsk røde paa den

ene Side men var sure som et Spark i Mun-

den; det meste her i Verden smagte de paa

og gjorde et klogt Udvalg, hvisaarsag de

voksede — og saa blev de voksne, fra en

Ende af, endnu mens de sidste var smaa.

De var karske og jættestærke, Drengene

med Skuldre som de maatte føre sidelængs

ind ad Husdørene, ikke at tale om at de

maatte bukke sig, men det var ogsaa det

eneste de bøjede Nakke for, Faders og Mo-

ders Stuedør.


I SVERIG 251

De lange Karle sad musestille med Træ-

ske i Haand omkring Nadvertruget og ven-

tede sømmeligt, mens Fader holdt sin sæd-

vanlige lille Tale om Kornets Under og

uovertræffelige Velsignelse, men saa faldt

de ogsaa til, med Klang af Træskeen mel-

lem de friske Tænder, ned skred Grøden,

knust Korn kogt i Vand, og med Nethed

skjulte man tildels sin Glubskhed, arbej-

dede sig ikke ind paa Sidemandens lovlige

Afsnit af Fadet men mødtes som pæne Børn

og med Bordskik i Midten, til der ikke var

mere.

Og Pigerne blev stærke, svang Kværnen

hvori Kornet blev gruttet til Grød, og sang

en Kværnsang, i Sommerduft af dti søde

malende Korn, fik Svingkraft og blev rige

i at give Næring og tage mod stærke Glæ-

der.

GÆSTS

og Skurs Børn gjorde Ende paa

Ensomheden og Afsondretheden i

Skoven; lige saa stærkt deres Forældre

havde ønsket at være ene, med lige saa

uimodstaaelig en Naturmagt higede de Unge

efter Udverdenen og andre Mennesker.


252 I svERio

Sønnerne fandt Vej gennem uvejsomme

Skove, Dages og Dages Rejse, til beboede

Steder, hvor de viste sig som Urmænd i

nyskabt Herlighed for Tamkvinder der i

deres Øjne var for elskelige og spæde til

overhovedet at betræde Jorden, de bar væk

med dem, efter at have raget Jomfruburene

ned hvor de var forvaret og børstet dem

der skulde passe paa dem, de kom hjem i

en Henrykkelse med tjavsede Møer og fik

Lov at beholde dem eller gik mutte hjem-

mefra og brød Sten op til en ny Gaard i

Nabolaget, hvis Møen var for tjavset og

ikke behagede Hjemmet, et Par nye Gaar-

de opstod paa den Maade som Aflæggere

af den gamle.

Skurs Døtre vogtede ypperligt Geder i

Skoven men slap egen personlig Sikkerhed

af Syne, mødte Omstrejfere som paa Miles

Afstand havde sporet dem, Guder at skue

og omsvøbsfri Svende; mere Afkom blev

der da paa Gaarden, hvortil ikke andet var

at sige end at det kom, og Bedstefader maa

skære Træske til en ny Mund; men nogle

af Omvankerne slap Pigerne ikke da de

først havde faaet Armene om dem, de blev


I svERio 253

Svigersønner og kunde faa et Par Geder

i Medgift med det Underværk i Pigeskik-

kelse med Fregner paa Næsen der havde

fængslet dem i Skoven, samt Hjælp til

ogsaa at rydde en Gaard i Nærheden af

Gæst den Gamle. Saa der blev med Aarene

det meste af et Torp hvor der før kun

havde været den vilde Skov.

Sønnerne som havde set sig om og snu-

set helt ned til de beboede rige Trakter

paa Øst og Sydsiden, pønsede paa Forbed-

ringer af Driften. Fra Smaa var de vokset

op med Moders Skoldkage og Gedemælks-

ost, speget Elgskank hang over Sengene

hjemme i Røgen, og Grød fandtes altid,

bedre Mad gaves ikke, og der var altid

nok af den, men Afveksling er Afveksling,

og hvad man ser andre Folk nyde vil man

ogsaa have Part i; Drengene gjorde vidt-

løftige Handelsrejser da de dog skulde bruge

deres overflødige Tid til noget og kom

hjem med nye Husdyr, ikke uden store

Besværligheder, de var flere Uger om at

fragte et Par Høns op i Ødemarken fra

beboede Steder, vanskeligt Fjerkræ at holde

Liv i undervejs, gaa kunde det dog ikke


254 I svERio

den lange Vej, og skulde det bæres skræbte

det og kunde godt hakke En et Par blødende

Huller i Hænderne.

Da de efter megen Ulejlighed fik dem

hjem og gik og kiggede under dem, fik de

Gal i Stedet for Æg, Kyllingerne udviklede

sig til Haner med Sporer og Kam,

man havde haft dem tilbedste og solgt dem

Haner i Stedet for Høns! Ja ja, Galet

havde de da saa paa Gaarden, og det

skulde man jo have om Morgenen som

andre Folk; paa en anden Rejse hentede

de sig saa Høns og var varsomme med

at beklage sig over at de var bleven nar-

ret første Gang, ingen Grund til at ved-

gaa egen Svaghed, men de saa sig bedre

for denne Gang. Saa nu spredte Ha-

nen sin Fjerpragt paa Møddingen ogsaa

hos dem, og der vankede Pandekage naar

Moder var god.

Et Aar kom Drengene hjem efter lang

Fodvandring, støvede og trætte men lykkelige,

med et Par Faar i Hælene. Denne

Gang havde de passet ikke at blive narret

i den modsatte Retning, det ene af Faarene

skulde være en Vædder og var det ogsaa.


I svERio 255

Kvinderne kunde stole paa at de fik Uld

nu. Og der stod Faarene, tøjrvante og skik-

kelige, vidtberejste, med gule Øjne hvori en

sort Orm syntes at leve, stumt gumrende

naar man bød dem noget at spise. Skoven

fik en Tone mere, Faarets Bræg i Vinden

fra hvor hun stod ensom. Vædderens molm,

molm, molm, som en bitter Enetale der

ikke skulde høres af nogen men som ikke

helt kunde holdes indenfor lukket Mund.

De kommende Foraar lød der Bræg af

spæde Lam paa Tunet omkring Husene.

Lidt efter lidt kom alle Tamdyrene til

Huse. Gæst selv sysler med Bier, fanger

de vilde Sværme ind og binder Kuber til

dem, skærmer dem om Vinteren med

Halmhatte; deres Sommersurren har en dyb

Sangbund i hans Sjæl. Snart blev Bista-

derne af Viglighed paa Gaardene, fik en

beskyttet Plet bag Husene, Begyndelsen

til en Kaalgaard.

En stor Begivenhed var det da den før-

ste Ko endelig kom. Det ventede man længe

med, mange Forberedelser gik forud. Be-

talingen skulde skaffes først, i Skind, flere

Vintres Jagt. Sønnerne var jo efterhaanden


256 I svERio

bleven erfarne Handelsmænd, havde et Be-

greb om Priser, og blev de pudset af og til

var det et Spørgsmaal hvem der stod sig

ved Handelen i Virkeligheden alligevel.

Man tog sig jo i det skjulte Friheder med

disse lodne uskyldige Bønderdrenge oppe

fra Skovene, paa de vidt fremskredne Plad-

ser nede i Landet hvor de handlede; saa-

ledes fik man dem en Gang til at give en

hel Stak Graaværk for en Synaal, en eneste

Naal, af Bronce, med Øje i Midten, men

Drengene jublede hjem gennem Skoven,

flere Dages Løb, med Naalen og gjorde

jo alligevel mægtig Lykke hos Kvinderne

med deres Fund. Selv Fader Gæst fik lyk-

kelige Øjne da han saa den, hans egne

uvurderlige Skatte, Øksen og Kniven,

havde ikke formeret sig, denne lille tynde

Unge af en Naal var dog Bronce.

Men omsider havde man samlet Skind

nok til at købe Koen, Byrder for mange

Mand, og flere Gange frem og tilbage, det

tog en hel Sommer at faa Handelen bragt

i Orden og blev ud paa Efteraaret inden

de fik gaaet hjem med Koen. Hun var

smaatgaaende og fik ømme Klove, saa de


I SVERIG 257

maatte lade hende lægge sig før Aften,

græsse skulde hun temmelig længe hver

Dag, Omveje maatte gøres hvor Skoven

var ufremkommelig, det blev en lang for-

sinket Rejse, Koen fik Rynker i Panden

af Møje, men hjem kom de med hende.

Det var hele Ulejligheden værd at se

Moder Skurs Glæde da Koen endelig kom.

Det kendtes paa hende at hun var gammel

nu, hun kom til at ryste første Gang hun

efter mange Aars Savn igen fattede Søster

om de varme Horn.

Men med denne ene Ko kunde det jo i

Længden ikke blive til noget. En Tyr gjor-

des behov om man vilde have Kalve og

Mælk, de kaadmundede Gæstsønner lod en

Ytring falde om at man jo havde Sviger-

sønnerne . . . dog godt var det man havde

dem, for her skulde forenede Anstrengelser

lægges sammen, spares og staaes tidligt op

om Morgenen for at faa samlet alt det i

Pelsværk og Korn en Okse kostede. Men

da de havde faaet den, ubarmhjertig dyrt,

en rent ud urimelig Fortjeneste for Sælgeren,

syntes de alligevel de var tjente med

Handelen, og at det var Sælgeren der var

Norne-Gæst 17


258 I SVERIG

et Fæ, for med de to Nød havde de jo købt

ikke et Par Stykker Kreaturer alene men

hele Kvægets Verden paa en Gang, Kalve

og Gaardene fulde af saa meget Kvæg de

ønskede sig fra nu af og ind i Fremtiden.

Paa lignende Maade fik de Heste. Gaar-

dene var som i en Feber den Dag de to

ventedes der var sendt ud efter dem. De

kom ridende hjem, stoltelig, m.ed krøllede

Ben, for Gangerne var smaa, og det var

lange Karle, men Optoget gjorde sin Virk-

ning. Fruentimret var ude, med Bygbrød i

Hænderne for at tage imod de kræsne Dyr

og stemme dem velbehageligt tilmode. Men

Bidslet ud først, brølede Karlene til de lidet

vidende, nu manglede det kun at man skul-

de fordærve Tænderne paa dem, i raa Uvi-

denhed !

Og der stod de saa, de smaa lodne Hel-

misser, med Benene sammen og udtil-

bens paa Hovene, velopdragne, spisende

Brød med den korte fromme Mund og

klædt paa med Seletøj lige til Øjnene; nu

var de naaet ogsaa hertil. Børnene maa-

bede, et Par af dem skuffet, de havde af

de Stores Fortællinger om Hestenes Kræf-


I SVERIG 259

ter og Hurtighed ladet sig forlede til at tro

at de var saa store som Huse og forsynet

med Vinger. Men Virkeligheden bød dem

snart Erstatning for Drømmen.

Et vist Tilbageslag blev der derimod

for de Voksne, de var bleven pudset lidt

igen, som det viste sig, ikke med Køn-

nene, de var i Orden, men den ene af

Hestene lod sig ikke nøje med Græs alene

men aad Træ saa Splinterne stod om den,

gnavede gerne et helt Bulhus i sig fra et

Hjørne af om den fik Lov at gnave længe

nok, og de to der havde sluttet Handelen

gik længe rundt og var sorte i Ansigtet

af Græmmelse, dQi havde de jo ikke kunnet

se paa Hesten at den aad Huse; men

det skulde blive hævnet, arvede Egenskaber

sig ned, saa skulde der udgaa mangen

led Krybbesbider her fra Gaarden og

komme i Handelen til Gengæld, vær vis

paa det!

Nu havde de alt hvad Bønder begærer,

her paa Gæsttorp. Svin havde de jo for-

længst taget ind fra Skoven og sat paa Sti,

Bindehund fraadede ved Gaardsleddet, og

Gæs nippede Græs med krum Hals ved

17*


260 I SVERIG ,

Dammen. Med Hestene havde de naaet

Toppen, Bondens Frihedsmærke, de var

ridende Herrer, og kørende kunde de blive.

Dagelang Huggen, med spekulerende Pav-

ser imellem, høres fra en af Sønnernes

Værksted, han er i Færd med at bygge

Vogn og svæver paa Tinden af et saa van-

skeligt Problem som at gøre et Hjul rundt.

Haandfærdighed i forskellig Retning

havde alle Drengene fra den Gamle, som

Gæst nu maatte lade sig kalde, en arbej-

dede med Snildhed i Træ, en anden blev

en fyndig Smed; Jægersmænd og kraftige

Bueskytter var de alle. Men fra Moderen

havde de Agerbrugets og Kvægavlens in-

derste Hemmeligheder.

Arbejdet paa Gaardene fordelte sig ganske

af sig selv. Besynderligt nok, Gæst

den Gamle, som af Natur havde været Jæger

og en lidenskabelig Tømrer, faldt med

Tiden fra den Slags Beskæftigelse, som

han overlod de andre, derimod blev han

ved Fiskeriet og blev efterhaanden ene om

det, holdt af at ligge ene paa Elven med

den gamle Ege, den samme som han og


I SVERIG 261

Skur en Gang, i en Tidernes Morgen Bør-

nene og Børnebørnene ikke kendte, var

kommen ind i Landet i.

Og i den forlod han Landet. Ensom, ro-

ende med Dobbeltaaren, med Ryggen til og

Ansigtet frem, saa hans Nærmeste ham

sejle ud en Dag for at fiske som han plej-

ede. Men han kom aldrig tilbage. Sønnerne

søgte efter ham og kom hjem med Sorg,

havde hverken fundet Egen eller den

Gamle.

Elven havde taget ham, han var i Strømmen

nedad og ud af Landet mod Havet.

Nu var de forældreløse.

For Skur var død.

Nogle Uger før havde de Unge paa Gaar-

dene mistet deres Moder.

Hun blev en Dag bleg, for første Gang

i sit Liv følte den gamle Kone sig syg og

søgte Sengen, endnu ved egen Hjælp, gaa-

ende over Gulvet med Hænderne paa Bord-

skiven og Krakstolene undervejs, men da

hun havde faaet lagt sig mærkede hun at hun

blev hjælpeløsere end noget af hendes Spæd-

børn nogensinde havde været. Det tunge

Legeme som havde givet Liv til saa mange


262 I SVERIG

havde ikke mere Liv til sig selv. Hun smilede

kold ud i Stuen, søgte sin Husbond

med Øjnene, men han traf ikke at være

inde, med afmægtig Haand tog hun efter

ham, vendte Ansigtet mod Taget og blev

blegere; hun var død da de fik Gæst hen-

tet. De havde været enige og uadskillelige

hele deres Liv, men dog skulde hun dø

ensom.

Gæst gjorde sin Veninde en sidste Seng

af et Træ i Skoven, et stort levende grønt

Træ, det skulde dele Død med hende, de-

res Sjæle skulde gaa sammen. Han hulede

det ud som en Baad, i en tungsindig Fore-

stilling om Tidens Strøm — og hvilken

Kyst? — og satte hende i Høj sammxn

med alt hvad der havde været hendes for

at dQi kunde blive hos hende. Skurs bedste

Ko og et Par Geder blev givet hende med

i Graven, og ved hendes Hovedgærde lagde

Gæst en lille Pose Sædekorn; som hun var

kommen skulde hun gaa. Naar det Træ igen

grønnedes, i hvis Stamme hun var jordet,

skulde det hælde sit stedsegrønne Løv og-

saa over hendes Dyr og over en Ager.

De unge Familjer paa Torpet havde mi-


I SVERIG 263

stet deres gamle ærværdige Moder, hele

Torpets Moder. Men for Gæst var det en

ung Jomfru der var død, han huskede hen-

de aldrig anderledes end som hun var i

hendes hede Ungdom. Han kunde ikke

længere leve hvor hun havde gaaet, hun

var rejst, og han rejste efter hende.

Medstrøms, Ak uden Møje, skred han

nedad Elven, den hurtigt ilende, fra det

korte Liv, som han i saa skøn en Modgang,

det eneste der varer, havde kæmpet sig

op til.


OG

SOLENS KYST

saa søgte han da igen nye Kyster,

gammel men ikke ældet, alvorlig men

ubrudt, med et stort Hul i Sjælen, skilt fra

Livets Mening men med en Verden for sig

til at finde den igen.

Han var ene, revet ud af alt hvad der

havde været hans Væsen, var kun sig selv

paa Vandring, ene med de gamle evig ensomme

Ting, Bølgen, de blindt glanende

Bjerge og Lande, Skyerne som ser paa dig

uden Ansigt, Træerne der tier, og Ryggen

af de stumme nedadvendt arbejdende Floder.

Han tog langs de baltiske Strande i sit

gamle Enmandsfartøj, fandt Indlandsfloderne

og fiskede sig frem, som en Gang

før, uden Gensynsglæde, og da de ikke

kunde føre ham videre gik han i Land og

blev Jæger, skjulte sig i de tykkeste Skove


SOLENS KYST 265

Og Søgte Bjergene for at vinde over dem

og til Udspringet af nye Floder paa den

anden Side. Men denne Gang agtede han

sig ikke østerpaa, ad Solens Opgang til,

alle Begyndelsers Morgenvej, hvor han

havde været før, han vilde ned i Syden, til

Middagens Strande, og prøve Tiden der.

Et uvist Haab drev ham, om at genfinde

hvad han havde tabt. Men det blotte Vide-

begær var heller ikke slukt i ham, han tør-

stede endnu med Urmands Blik efter at

leve med det sidste Forbjerg og den sidste

Bølge i Verden.

Det var jo ikke undgaaet hans Opmærksomhed

at mens han havde været tusinde

Aar borte i Østen og søndenfor Østen, ude

til Side for den gamle Verden, var den

gaaet mægtig frem i Kunster og Livsfor-

mer, han var rejst hjemmefra som Jæger

og kom tilbage som Jæger men fandt det

Folk han havde forladt beriget og baaret af

Jorden hvor de var bleven siddende imid-

lertid, med Tamdyr og Agerbrug i fuldt

Flor, ikke nogle faa spredte Stam.mer men

et talrigt, frodigt og livskraftigt Folk. Og

dog blev det ham snart klart at d^i kun


266

SOLENS KYST

var en nordisk andenhaands Udfoldelse af

en Fremgang som andetsteds maatte være

endnu rigere, der hvor den var kommen

fra. Ingen paa Sjæland havde været gan-

ske klar over hvor de havde deres Bronce,

deres Korn og Husdyr fra, men det vidste

de dog at alle Herligheder kom fra Syden

og havde deres Oprindelse i sydlige Lande,

fra den Kant kom endnu stadig alt hvad

man ikke selv kunde frembringe, og det

stadig nye Ting og nyt Syn paa Tingene,

saa der maatte Herlighedens Bjerg staa

hvorfra alle Gaver udgik. Det var ad samme

Kant til som Trækfuglene drog om

Efteraaret; det hed sig at der var altid

Sommer der.

Nogle vilde endogsaa sige at Død over-

hovedet ikke kendtes der, ikke alene var

der Bestandighed i Livet for de Indfødte,

men det ansaas for muligt at alle Døde og-

saa andetsteds fra samledes der, en vid

Tanke det ikke var givet Enhver at fatte.

Helt oppe i Norden var der sydlandsk paa-

virkede Folk som var saa overbeviste derom

at de ikke mere begravede deres Døde

efter gammel Skik men brændte dem paa


SOLENS KYST 267

Baal, i Tillid til at de vilde komme til So-

lens Kyst naar man gav dem Ilden og Solvejen

i Vold. Undertiden gav man dem

nogle af Trækfuglene med paa Baalet for

at de skulde kunne vise Sjælen Vej.

Til alt dette vidste Gæst ikke hvad han

skulde sige. For sit Vedkommende var han

bleven ved at lægge Skur i en Ege, for den

Maade at rejse paa var prøvet, skulde den

end tage længere Tid. Det med Sjælen der

først skulde gaa gennem Ild og siden op i

Luftvejen vægrede hans Tanke sig ved at

forstaa, skønt han ikke kunde afvise Mulig-

heden deraf. Gæsts egen Udødelighed stil-

lede ham paa haandgribelig Grund, hvad

det angaar at dø, han delte endnu sine for-

henværende Stenaldersamtidiges umiddel-

bare Overbevisning om at man naturligvis

bliver ved at leve, i al Evighed, hvis man

ikke ulykkeligvis bliver dræbt eller forgjort

af onde Mennesker eller faar en Sot som

ikke lader sig fordrive, saadan gik det desværre

alle. Undtagelsen var næppe set, men

derfor var det dog lige givet at man vilde

beholde Livet for stedse naar de Aarsager

der truede det var fjernet. Just saadan for-


268

SOLENS KYST

holdt det sig jo med Gæst. Men hvordan

det hang sammen med andre Menneskers

Død, om det som man sagde var en Gennemgang

til Tilværelsen igen paa en anden

Maade eller i andre Riger vilde ikke blive

ham klart. Hvad var der da at foretage sig

andet end at rejse til omtalte Kyst og med

egne Øjne se hvad der var at se?

Landene i det Indre af Evropa fandt

Gæst meget folkerige, men han undgik beboede

Steder, levede som Skovgangsmand

og trængte upaaagtet gennem mange Riger

frem til Bjergene dybt inde i Evropa. Paa

Søer mellem Bjerge stødte han paa Folk

som levede i Huse der stod paa Pæle, hele

Byer paa Vandet, de ønskede nok ikke at

Nogen skulde komme til dem. Broerne ud

til Byerne var omhyggelig hejset op, saa

meget desto bedre; de skulde være lang-

synede om de bemærkede ham.

Paa saa nogensinde Gæst mens han laa

paa Rejse. Der blev hans Spor efter ham,

store Spor og langt imellem dem, han var

langbenet som Elgen, men selv blev han

sjælden set, han var allerede langt i For-

vejen naar man tydede Sporene efter ham.


SOLENS KYST 269

Op over den evige Sne paa Bjergene, uhyre

skraa Snemarker som gik lige ind i Sky-

regionen, hvor Gribbe hang, tabte sig hans

Spor, og Ingen der tydede dem begreb

hvor han var gaaet hen; nedad vendte de

paa den anden Side, Ingen begreb hvor de

kom fra.

Vel nede paa den anden Side byggede

Gæst sig Baad i en ensom Bjergskov

i Nærheden af et Vandløb som lovede at

blive Flod, og hørte Nogen ham hugge

kunde de tro det var en stor overnaturlig

Spætte der hakkede i Skoven, Tidens Fugl;

men naar den tav var Gæst sporløst paa

Vej nedad Strømmene, som skrev Kølvand

efter ham og slettede det ud igen.

Han gik vildt i Bjergene og kom ind paa

Omveje, ikke lige stik Syd paa, en Biflod

til Donau tog ham op, og fra den kom han

ud paa den store gamle krumme Flod, en

Landevej i Oldtiden; meget sejlede man

her, paa mange Slags Fartøjer, og mangehaande

Folk, en uhørt Trafik, ikke en Dag

uden at man jo saa et Fartøj eller blev set

af et; saa meget desto bedre, hvor Alver-

den gnubbede Ræling op ad hinanden, den


270

SOLENS KYST

ene tungt op mod Strømmen, den anden

ridende behageligt ned ad den, var der In-

gen der lagde Mærke til en Nøddeskal

mere; saa mangen Graaskæg dyppede sine

Snører i Donau.

Mere uset netop fordi man saa ham

strøg Gæst sin Vej alene, et lukket Skæg

i Verden, han drak af Floden, en fersk

og slammet, lunken Drik, rig af mange

Lande den havde ludet ud paa sin Vej,

han gjorde sin sparsommelige lille Ild mel-

lem Sivene inde paa Land og stegte sine

Fisk, andre Skabninger her end nordpaa,

nogle med forsigtige Føletraade omkring

Munden, andre mægtigt beskyttet med et

Panser i Huden, men Krog slugte de som

alle Fisk og gjorde sig ved Graadighed

til Maaltid for andre. Spisende i Tanker

ser Gæst mod Aftenrøden, med sobre Øjne,

som saa mangen anden valen gammel Fi-

sker.

Og bemærkede man en Harpe i Baa-

den hos ham var det heller ikke noget at

forundre sig over, hvilken Sømand forly-

ster sig ikke i sit Skib med en eller anden

melodisk Klage, henvejret af Vinden, dyb


SOLENS KYST 271

Hjemve naar han er i det Fremmede, Rejsesyge

ikke til at læge naar han er hjemme

og savner Bølgen saa saare.

Saadan fiskede Gæst sig i Mag gennem

vildfremmede Riger, saa Glimt af Ryttere i

hidsigt farvede Kjortler og med Hestehaler

og Fjer paa Hovedet, klædte som i galop-

perende Ild og toppede med Galenskab, og

hørte dem huje; dybere grov han Aaren i

Donau og strøg videre, naaede ud i Sorte-

havet og padlede sig omkring der, gik i

Land i Lilleasien og blev Krybskytte, van-

drede i Ørkenen og fandt Flodkilder igen,

denne Gang Eufrat, og for i Cedertræs

Baad ned i Mesopotamien, hvor han op-

holdt sig flere Menneskealdre og oplevede

mærkelige og store Ting.

Saa gik han ned i den persiske Havbugt,

sønden op om Arabien og ind i Rødehavet,

søgte vesterpaa, gennem Ørkener igen, og

tog Nilen, kom ned i Ægypten og blev der

mange Aldre.

Endelig drev han ud i Middelhavet, be-

søgte alle dets Kyster og Øer, fra Kyst til

Kyst og fra til 0, hele Middelhavet

rundt. Alle Tegn fortalte ham at han nu var


272

SOLENS KYST

ved Solens Kyster, og han blev der til de

ikke havde flere Hemmeligheder for ham.

Det var rige Lande. Intet taaget Frasagn

i det taagede Norden gav noget virkeligt

Begreb dm hvor Himlen her var blaa, sted-

seblaa, det var en Gunst blot at leve, og i

en gavmild Luft blomstrede det ene lykke-

lige, dygtige Folk efter det andet. Gæst saa

dem gaa deres Gang gennem Lyset og fyldte

sit Hjerte med deres Skæbne.

Han havde set de stærke jagtglade Folk

i Landet mellem Floderne, deres Hensyns-

løshed i Krig og deres Driftighed, alle deres

frodige Vandkunster for at faa Korn

til at gro; det samme saa han i Ægypten;

og nu vidste han hvor Kornet kom fra.

Oksedyrkere var man ved Nilen, som

man var det paa Kreta, alle Husdyrene

hørte hjemme her eller var bleven tæmmet

her i disse overdaadige Lande; og herfra

var Faaret vandret den lange Vej i Menne-

skets Tøjr nordpaa, til det kom i Stald i

et Jordhus under Snedriver lange Vintre

igennem og maatte give sin Uld til Klæder

for haarløse Nordboer; derfor er det Væd-

dei'en mumler ud gennem Næseborene i


SOLENS KYST 273

Aftenvinden og klager over sin Behandling.

Paa Bjergene i Middelhavslandene gik Ge-

den, derfor bestiger den endnu en Knold

paa slet Mark i Norden, samler alle fire

Fødder, som paa Verdens højeste Tinde,

og ser sig om uden Svimmelhed.

Og hvad disse første frodige Folk havde

grundet det saa Gæst ført videre og løftet

op i rigere Fylde og større Frihed af de

lykkelige Grækere, ikke den Ting de ikke

kunde, ingen Grænser for deres Glæde.

Forlængst var Gæst paa sin Vej sønder-

ned stødt paa Kunster og Ting som endnu

var ganske ukendte i Norden; hvad der der

kun var Brudstykker og Begyndelser mødte

ham som hele og allerede gamle Kulturer

i Syden, saa langsomt smittede det Nye paa

sin Vej fra Syd til Nord. De havde Jernet

i fuld Brug mens de endnu nordoppe var

ved Broncen; de byggede Marmortempler

og prydede dem med fuldendte Menneskebilleder,

paa samme Tid som man i Danmark

slog Blod paa sorte Afguder, en Træ-

stok med Antydningen af et Hoved, i rø-

gede Græstørvshytter.

Og dog var det det samme Folk, i Roden

Norne-Gæst. 18


274

SOLENS KYST

den samme Slægt. Havde Gæst fulgt de

tidlige Skovfolk fra før Istiden paa deres

Stenaldervej østerpaa og til Verdens yderste

Udhave, saa var han nu med i Bræ-

folkets Vandring, kun saa langt bagefter

at de var bleven andre imidlertid, et rigere

og lykkeligere Folk, ikke til at kende. Det

var Efterkommerne af dem Kulden havde

hærdet, Drengs og Moas Folk, Hvidbjørns

og Vaars Folk, der var gaaet sydpaa, den

ene Slægtsbølge efter den anden, mens an-

dre blev tilbage i Norden, og fra disse før-

ste store glade Søfarere, der lod æventyr-

lige Skippersagn efter sig paa de græske

Øer, nedstammede de græske Guder og

Helte.

Thi hvad Kulde og Strenghed, Mod-

gang, binder i Norden blomstrer ud i Sy-

den og bliver til Lykke og frie Kunster.

Og som Bølgen naar den render mod Ky-

sten sender mange smaa Bølger tilbage ud

fra Land, saaledes naaede et Tilbageslag af

de Udvandredes Held op til Norden og

vakte andre der, som søgte sydpaa med

nye bundne Kræfter og Sjæle i Knop fær-

dige til Blomstring. Saaledes er Kulturen


SOLENS KYST 275

kommen sydfra til Norden men har sin

Pælerod der.

Andre Betingelser, gunstigere end no-

get andet Sted i Verden og paa nogen an-

den Tid, stødte til, i Middelhavslandene

blandede Folk fra de tre Verdensdele sig

sammen, fra Evropa kom Nordboen ned

for at blomstre, fra Øst Asiaten, Vargs

og Tjus Folk, for at bo i Stedet for at fare,

fra Afrika de hede Urfolk som søgte Sva-

ling, og tilsammen udløste de hinandens

Kræfter og blomstrede sammen, i en Skøn-

hed som har fundet Udtryk i den græske

Billedkunst og aldrig er bleven overgaaet

siden; til Minde om et lykkeligt Folk paa

en lykkelig Kyst staar til evig Tid Billed-

støtten af det marmornøgne Menneske paa

blaa Grund, Grækeren under hans Him-

mel. Saa stærk var Udfoldelsen at den gik

ud over Tiden, varede i Aanden, ogsaa ef-

ter at Betingelserne ikke var mere og ikke

kunde nære den mere.

Den romerske Sols Gang over Himlen

saa Gæst, laa paa Tiberen som en fattig

ukendt Fisker, mens de store kejserlige Ga-

lejer løb ud og ind som vældigt brovtende

18*


276

SOLENS KYST

Uhyrer med tre Rader Aarer ovenover hin-

anden, spaserende frem og tilbage paa en

og samme Tid som ligesaa mange Ben, en

lænket Slave ved hver, saa overmægtig var

Tugten; og Tiberen ud listede han i sin

gamle Ege, da Folkehobene brølte paa Ga-

den og Rom begyndte at smuldre.

Nu snart havde han udrettet sit Ærinde,

det han havde rejst saa langt og saa længe

for.

DET

var ikke falden ud som han havde

haabet. Nej, hans Ærinde blev til In-

tet efterhaanden som han trængte frem.

Det var jo de Dødes Kyst han var rejst

ud for at finde, han fandt megen Sommer,

just saa skønne Opholdssteder man havde

drømt om. Uforgængelighed i Naturen,

men ingensteds fandt han de Døde.

Rimeligst forekom det ham jo at de kunde

•have Ophold paa en 0, et havomflydt Sted

hvor ikke Enhver kunde komme til dem,

han afsøgte derfor med særlig Flid alle Øer

i Middelhavet, og det var mange, men paa

dem alle var Indbyggerne stedlige, nylig

fødte Folk af et stærkt jordbundent Præg.


SOLENS KYST 277

Ikke alle Steder var man lige velkommen,

paa ensomt beliggende Øer hvor de Indfødte

var tilbage i Høviskhed saa man dem

paa lang Afstand komme ned til Strand-

bredden hvæssende deres Knive paa Klip-

pen, deres Hjem lod til at tjene dem til

Slibesten; nogen stor Udfoldelse af Vid var

dette ikke, da de gav en Fremmed Lejlig-

hed til at fatte Mistanke og vende om i

Tide. Nu ventede Gæst ikke netop paa

Forhaand at de Døde skulde vise sig som

Aander eller optræde særlig elskeligt, de

skulde være de samme som de altid havde

været; at de Døde kunde være farlige og

glubske tvivlede Ingen om, men saa meget

er sikkert, de klappede sig ikke i Bagen og

gjorde raa Gebærder ad en Søfarende,

skuffet over at han vendte om og ikke vilde

komme ind til dem. Det var Mennesker,

fuldkommen ulutrede af Døden.

Det samme kunde siges om Beboerne

paa de store folkerige Øer, der havde mere

Dannished, de var allesammen nye friske

Folk, med Munden vidaaben, tørstende ef-

ter Fabel, selv strømmende over af Snak,

begærlige efter Tuskhandel, slavindekære;


278

SOLENS KYST

man var altfor levende her, det var ikke

de Dødes 0.

Endelig, til allersidst fandt Gæst en lille

ringe 0, langt tilsøs og ubeboet, det var

ikke den han søgte, men det var den sidste,

der var ingen flere at sætte sit Haab

til, og her blev han, slog sig ned med alle

sine Minder.

Den laa som Toppen af et begravet

Bjerg midt paa den blaa Sø, med den

skønne stedseblaa Himmel over sig, øverst

havde den som en flad sprukken Skaal,

et dødt Krater, bevokset med Lavendel-

hede, hvor Græshopper spillede i luftig

Ensomhed. Et Sted i en Klippedal groede

et Krat af Laurbær og Myrthe, en Lund

af Johannesbrødtræer trivedes her ved et

lille Væld, af deres Frugt nærede Gæst sig,

en Klippe i Nærheden hulede sig over en

beskyttet Krog, her sov han. Firben legede

paa Stenene i Solskinnet, de var hans

Glæde. Paa de stejle Vægge rugede Søfugle

og klamredes Dagen lang, det lød som en

Tone, og Havet laa om Øen som en Harpe.

Et Sejl kunde stige i Sigte langt ude men

kun for at bøje af og synke i Søen længere


SOLENS KYST 279

borte. Havsvinet boltrede sig i den dybe

klare Sø lige ind under Øen, kløede sig paa

udstaaende Klipper dybt nede, blæste vel-

lystigt i Overfladen og strøg ned igen. El-

lers var Øen stille. Gæst talte lidt med sig

selv, rystede fra Tid til anden paa Hovedet.

Her var godt.

I Klippevæggen huler Gæst en lille hvæl-

vet Niche med Søjleværk og en prydet

Gavl over, som et ganske lille Tempel, ad-

skillige Aars Arbejde, men han har Tiden

for sig; og i Templet stiller han et lille Af-

gudsbillede han ejer, et græsk Arbejde,

Figuren af en Kvinde, den eneste han har

elsket her paa disse Strande.

Underfulde var de græske Piger, hvad

enten de lyste i et helligt Blikstille, med

alle Klædningens Folder roligt søgende

Jorden, eller de i ædel Rasen sparkede et

Ben ud af Særken og gjorde Krog af det

for at indfange Vinguden; i alt kunde de

gøre sig skyldige, kun ikke den eneste

Brøde: Uskønhed. Dem alle havde Gæst

betragtet med Lyst, de havde været hans

Glæde; men kun en havde han elsket, og

hun var ikke levende, hun var af brændt


280

SOLENS KYST

Ler og ikke en Haand lang, det var hende

der nu stod i Klippen over hans Bo og

hver Dag tog mod hans Andagt, evig og

uforgængelig den samme. Det var en slank

tyndkroppet ung Jomfru med smækre

stærke Ben, ganske nøgen. Klæderne har

hun lagt fra sig paa en Vase, og Hænderne

har hun i Haaret for at gøre det fast inden

hun render, for hun er en Hurtigløber,

flygtig, flygtig som en Flamme, som Vin-

den, hun er Vinden, hun er Luften, hun er

Kvinden, hun er Ungdommen!

Med saadan en Tilbedelse kvægede Gæst

sit Hjerte. Det blev ikke stille deraf. Da

han havde levet her nogle Aldre og lyttet

til hvad Hav og Himmel sagde og lyttet

indad, til hvad han efter lang uforstyrret

Betragtning kunde ville sige selv, blev det

til saa meget som at han nok havde valgt

Ensomheden, men ikke rigtig godvillig, det

var snarere Ensomheden der havde valgt

ham. Ene var han bleven fordi man var

gaaet fra ham. Men havde han ikke ogsaa

selv en Gang i sin Tid jaget fra hvor han

skulde være blevet?

Jo, det var Livets Sum: Først er man i


SOLENS KYST 281

Forvejen, saa bliver man ladt tilbage. Som

ung Jæger rendte han fra Livet, og da

han blev moden og havde sat sig fast i

Tilværelsen rendte den fra ham.

Han havde levet længe nok. Hvad nyt-

tede Udødeligheden naar man dog ikke

kunde dele den med andre?

Saa tændte Gæst da med roligt Over-

læg sit Lys, for anden Gang i sit Liv, for

at dø. Med Ulyst ønskede han ikke at leve.

Der var kun en fingerlang Stump tilbage,

og den brændte hurtigt. Gæst følte at han

ældedes saa længe Lyset brændte, og det

forløste hans Smerte.

Det var Dag da han tændte Lyset, men

det fyldte hele Verden med et endnu stær-

kere, overjordisk Lys, han var i Lys, og

hos ham var alt hvad han havde levet, alle

Tider vendt tilbage og hvilende i Nuet, hos

ham var Pil og Skur som i en Person, det

samme elskovsblændede Smil, hos ham

var den vise Moder Gro, Alkærligheden

selv, og alle hans Børn, Tid og Afstand

skilte ikke, han var sin Barndom, Ungdom

og Manddom igen under et, i samme Lys,

havde ikke mistet, var ikke ene, kun i hans


282

SOLENS KYST

Væsen var der Sandhed, det var uvæsen-

ligt og usandt at han var kommen bort,

ingen Virkelighed, han var igen hjemme

— og da vendte Levelysten tilbage, endnu

var det for tidligt at dø, en god Stump

af Lyset var tilbage, hastigt bøjede han sig

frem og slukkede det.

Han sad i Mørke da det var gaaet ud og

mærkede allerede at han var i en anden

Luft, koldere, friskende for Sjælen, i Ste-

det for Havets Sus laa der et andet Sus

over hans Hoved, fra store Træer, han

hørte Fugle, men det var ikke de samme.

Langsomt viger Mørket, og i Stedet for

Klippeøen i det blaa Middelhav ser han

Træer om sig. Rønnetræer, han er i en

Skov med høje blæsende Træer, over dem

gaar Himlen lavt som et sammenhængende

Tag af graa jagende Skyer.

Han er paa Sjæland, det er Efteraar,

i de tynde Trækroner arbejder Stormen

med en vældig, aaben Tone, og Løvfaldet

staar som en Brand ovenud af Skoven,

Raager og Krager klemmer sig med Storm-

skrig op imod Vejret, forsprængte Vibe-

skarer slaar ned og søger at samle sig under


SOLENS KYST 283

Bakkerne hvor der er Læ. Det er en af

Aarets Flyttedage, Fuglene blæser ud af

Landet, det knager i Skoven, kolde Vindstraaler

støder omkring i Skovens Kamre

mellem de aabne Træer. Naturens stride

Aande ligger som et stort, svalt strømmende

Legeme over vindaabne lysforladte

Danmark. I Farten aabner Skyerne en Rift

og slipper en kold Solstribe ned, det blege

Eftermiddagsskær af en ræd og frysende

Dag som ser sig tilbage paa Flugten.

Ah! Gæst blander sit forfriskede Suk

med Blæsten, med høstligt Mod, han er

hjemme nu. Vejret rejser, og det bærer mod

Vinter, men han vil blive, han vil blive

og bære mod Vinter ogsaa han.


DEN VANDRENDE SKJALD

VINTERAFTENER hørtes der en sælsom

broget Klang, som blandede sig i Pibet

i Dørene og Blæsten udenfor, Musik —

Norne-Gæst? — og slog man Yderdøren

op stod han derude, i Lyset fra Arneilden,

paa Baggrund af det ravnsorte Mørke, lang

og ludende, som med Natten paa Ryggen,

indbundet op ad Benene og hyllet i Huder,

med Harpen i Hænderne. Norne-Gæst var

kommen.

Kun det ene Greb i Strengene behøvede

han at gøre, det lød som Sole og Stjerner,

og hele Gaarden blev levende. Ungdommen

fyldte Dørene, i en Glød af Forventning,

og selv Bonden hvis Værdighed dog bød

ham at blive inde kunde ikke styre sig men

kom frem med udvidede Øjne og lyse Ord

paa Læben; Gæst var kommen!

Og saa blev da den Gamles lange svære


DEN VANDRENDE SKJALD 285

pigskoede Vandringsstav sat til Hvile i Dør-

krogen, og selv blev han ført op til Høj-

bords næst Bonden med samt sin Harpe.

Æventyret og Udverdenen rykkede ind paa

Gaarden den Aften og blev der mange Af-

tener, saa længe man med fagre Ord, fulde

Mjødhorn og Dunsenge kunde gøre det godt

for Skjalden og faa ham til at blive.

Det vidste man at mere end saa og saa

mange Dage fik man ham dog ikke til at

blive i Ro, om man saa lod Børnene bede

den Gamle. Vandringsstaven stødte i sit

Hjørne om Natten og blev helt krum efter

at gaa, sagde han, de kunde selv se efter,

og den var virkelig krum. Gæst maatte af-

sted og gaa den lige igen. Saadan skemtede

han, men op brød han en Dag, og de saa

den lange Skikkelse med Harpen paa Ryg-

gen svinde ud af Gaardsleddet, han gik

langsomt, svingende, gav sig Tid, men det

var forbavsende saa hurtigt han blev henne

paa Vejene. Gæst var gaaet.

Et halvt Aar efter eller et helt lød hans

Strengespil udenfor Dørene igen. Han

kom og gik lige saa ustadig og lige saa sik-

kert som Aarstiderne.


286

DEN VANDRENDE SKJALD

Gæst var bleven omvankende, laa paa

Vejene ligesom Vølverne, han var en Rejsende,

uden egen Arne; det var kommen

af sig selv da han vendte tilbage til sit Fø-

deland, der blev ingen Hjem for ham mere,

men han var Hjemmenes Ven, og da han

dog ikke kunde være paa alle Gaardene paa

en Gang blev det til at han delte sig mellem

dem alle og kom i Besøg fra den ene til

den anden. Aaret igennem laa han paa Van-

dring Sjæland rundt, men der gik ogsaa Aar

hvor han slet ikke viste sig, da var han søn-

dernede i fremmede Lande, eller hans Van-

dring førte ham op i Sverig og Norge; og

naar han da efter Aars Forløb viste sig igen,

var Harpens Klang mere broget end før,

og der var ingen Ende paa hvad han kunde

fortælle. Han var husvild, men alle Jordens

Kvæder og Frasagn havde hjemme i hans

Hukommelse.

Da Gæst kom hjem fra sin lange Rejse

til Syden, hvor han forgæves søgte de Dø-

des 0, var han meget ene, ingen ung lat-

termild Hyrdinde vækkede ham og spurgte

hvem han var, han fandt sig ene i Skoven,

og da han fra den begav sig ud i Dalen


DEN VANDRENDE SKJALD 287

kendte han den næppe, og ikke et Menne-

ske kendte ham. Det var den hjemlige Dal,

men den var meget forandret.

Et Tusind Aar eller mere var gaaet hen

over den, siden Gæst var her sidst, selv de

ældste tusindaarige Ege var ikke Agern en

Gang da han rejste, alle Træerne var an-

dre Træer. Slægterne var andre, uden le-

vende Erindring om de Slægter de stammede

fra, og dog var det det samme Folk;

de store røde Stenalderfiskere saa vel som

Broncealderens velvoksne Bønder gik igen

i dem, men ikke en Gang saa langt som

til Broncealderen gik deres Overlevering til-

bage, de levede nu i Jernalderen og havde

ingen Forestilling om at Mennesker nogen-

sinde havde haft andre Kaar.

Hvem der hvilede i Stenalderens store

stensatte Gravkamre vidste de ikke, og dog

var det deres ældste Forfædre; Jætter havde

opført dem, mentes der, eller her boede de

Underjordiske. Selv begravede de endnu deres

Døde i Høje, men uden at brænde dem

som i Broncealderen, de troede ikke mere

paa Ilden men havde andre vidtløftige Fo-

restillinger om Magterne, saa dem ikke mere


288

DEN VANDRENDE SKJALD

umiddelbart i Naturen, de var bleven til

Guder, Personer, ikke saa lidt i Slægt med

de drabelige Menneskebørn selv der dyr-

kede dem, man gjorde Billeder af dem, ret

som om de var til at se og uden at mærke

at man netop derved lagde deres Afmagt

for Dagen. Gæst blev aldrig nogen Tilhæn-

ger af Odin, men han troede som han altid

havde gjort paa Vejret.

Deres Forestillinger om Dødsriget blev

ham ikke klar, de lod til at forestille sig

to, et godt og et daarligt, og i det gode

kom man ikke som man skulde tro ved

at sikre sig et langt Liv, med mulig Fort-

sættelse ud over, Graven, men ved en brat

standsmæssig Afslutning af det, det gjaldt

om at blive dræbt, falde i Strid, saa var

man sikker paa at blive optaget i det gode

Land, om hvis Beliggenhed man dog kun

gjorde sig almindelige, udsmykkede Fo-

restillinger, nogen bestemt Rejsevej kunde

ikke angives. Men endnu gav man dog de

Døde enkelte vigtige Ejendele med i Gra-

ven, saa den ældste Udødelighedstro varede

ved endnu, omend kun i Skikkene, den

Gæst delte, nemlig at man i og for sig ikke


DEN VANDRENDE SKJALD 289

behøvede at dø, og at man var der saa

længe man var der.

Den ny Tro havde en blodig Indflydelse

paa Sæderne i Dalen, man sloges mere,

Menneskelivet var kommen i ringe Værd,

fordi den rette Ende af det formodedes

at ligge hinsides, hvorvel Ingen nogen-

sinde var kommen tilbage og havde be-

kræftet Formodningen; men da det ædle

Liv man gik ind til krævede en ædel Død,

slog man hinanden ihjel med største Glæde

og haabede at mødes hisset, til ny gensidig

Dræbning og Genopstandelse; hyppig Død

stod aabenbart for de fleste som den største

Lykke og Hæder, hvorimod et uvoldsomt

Endeligt var forbunden med Skam og aab-

nede Adgang til det andet Rige man troede

paa, et sort og sørgeligt et. Langlivethed,

der dog som man skulde synes var det der

maatte stræbes efter, var saaledes en mislig

Skæbne, og Gæst søgte ikke Anledning til

at tale om sin Alder, der heller ikke angik

andre end ham selv. Han blev ingen over-

bevist Tilhænger af de kampglade Nord-

boers Gudetro men optog den gerne i sit

Billedforraad som Skjald.

Norne-Gæst 19


290

DEN VANDRENDE SKJALD

Uden Modsigelse er den menneskelige

Natur sjælden; skønt de tapre Nordboer

med særlig Lyst udsatte sig for at dø, i

Haab om en snarlig Fortsættelse, gjorde de

dog alt hvad der stod i menneskelig Magt

for at gøre Drabet svært, omgav sig med

Panser, hele Skjorter gjort af Jernringe og

uigennemtrængelige for saavel .

Hug

som

Stik, Hjelme paa Hovedet og store Skjolde,

de gjorde det til en hel Kunst at trænge

igennem til Indvoldene; og Kunsten hvilede

ikke, lige saa stærkt man befæstede sig

lige saa skarpe og ubarmhjertigt udtænkte

blev Vaabnene, man huggede ind paa hin-

anden med store skarpe Jernbiler og hær-

dede Sværd, som gjaldt det om at fælde

Træer, et Slag var en larmende Tildragelse,

Skraldet af Jern mod Jern hørtes videnom.

Og mange var man, forfærdeligt mange,

ikke længere nogle Hobe Bønder som drog

ud og ordnede et Mellemværende, det gjorde

de endnu, men ved Siden af denne gamle

Form for Krig var kommen en ny, som

stillede Bøndernes i Skygge, et andet Samfund

end de egentlige Jordejeres, Hæren,

Men det hang sammen med andre store


DEN VANDRENDE SKJALD 291

Forandringer der var foregaaet paa Sjæ-

land.

I Grunden lod de sig føre tilbage til een

stor Aarsag, Befolkningens Tilvækst. Der

var saa tæt befolket nu i Gæsts Fødedal

alene at man kunde rejse op igennem den

fra Kysten og helt ind i Landet, det meste

af en Dags Vandring, uden en eneste Gang

at være uden Synet af menneskelige Væs-

ner, hvad enten man nu følte det som en

Trøst eller fik Hovedpine af det.

Denne Tilvækst i Folkemængden var na-

turligvis først og fremmest gaaet ud over

Skoven, lige saa tykt der var med Menne-

sker lige saa udtyndet var den bleven. I

Broncealderen havde Rydningerne ædt sig

ind i den paa begge Sider af Dalen som

store aabne Pletter, Forholdet var nu vendt

om. Skoven forekom kun i ligesaa mange

Pletter nu som der før havde været Ryd-

ninger, og udenom var der overalt aabent

og dyrket Land, net inddelt i Agre med

Gærder og Skel om af de opsamlede Sten

og kronet paa Toppen af de skarpe nøg-

ne Bakkedrag med mange Generationers

Kæmpehøje.

19*


292

DEN VANDRENDE SKJALD

Først langt inde i Landet stod Skovbrynet

som en lukket Mur, og herfra strakte den

sig endnu stor og sammenhængende ind

mod Øens Indre. Men selv dybt inde i Sko-

ven aabnede der sig Lysninger med Rydninger

og grønne Marker, Udflyttere som

havde begyndt Bedrift paa egen Haand i

det Fjerne og der lagt Grunden til et nyt

Torp. At de gamle spredt beliggende Gaarde

i Dalen var der bleven Landsbyer med

Fællesdrift mellem mange langt ude beslæg-

tede Familjer.

Kort indenfor Indløbet af Fjorden laa der

en By, med en Havn fuld af Langskibe.

Det var ingen stor By, kun en Gade af

straatækte Huse, men her levede man et

eget Liv, var hverken Bønder eller Krigere,

men fik Lov til et eller andet Haandværk

eller Handel, stille, forsigtige Folk, som

ikke fornærmede Nogen, frigivne Trælle

eller Tilrejsende, nyttige og ubemærkede;

de dukkede sig i deres By og ventede paa

hvad de kunde vente.

Oppe for Enden af Dalen, modsat Byen,

boede Jarlen. Hvem var han? Spurgte man

Bønderne saa fremgik hans Betydning alene


DEN VANDRENDE SKJALD 293

af den Ærbødighed de frie Mænd lagde i

Stemmen. Han var Jarl. Selvejerne var na-^

turligvis Selvejere her i Dalen, men Nogen

skulde man jo erkende over sig, En skulde

der være til at føre dem i Krig og til at

tage Skatten fra dem i Fredstid, det de

skyldte for at bruge Jorden — til hvem ?

Til Kongen vel. Kongen boede inde i

Roskildefjord og kunde jo ikke personlig

drive hele Øen, skønt der tilkom ham For-

tæring fra enhver Gaard, til at bestyre sin

Ret satte han Jarlen, og der var mange Jar-

ler paa Øen, en for hver Landsdel. Af Her-

komst var ogsaa de Bønder men i stor Stil,

stammede ned fra Slægter som tidligt havde

lagt Beslag paa meget Jord og dyrket store

Gaarde op, derved fik de Mon til et stort

Folkehold som kunde sikre dem i Besiddelsen

af hvad de havde taget og lægge mere

til. Fra en af de ældste og stærkeste Jarle-

slægter nedstammede just Kongen.

Jarlen oppe i Bunden af Dalen ejede alle

de brede Enge der, et stort Omraade af

Skoven og mange Gaarde. Paa den største

boede han selv, med Følge af væbnede Kri-

gere, som ikke havde andet at bestille end


294

DEN VANDRENDE SKJALD

at kriges og var flotte frække Folk, med

Sværdodden balancerende paa Neglen,

sikre paa ikke at komme der hvor Straa-

døden gemte sin Høst. Hvor de kom fra?

Ja det var Overskudet fra Gaardene, de

mange Sønner som jo ikke kunde faa Jord

allesammen, de gik i Jarlens Sold, søgte

til Kongen eller rottede s"g sammen om

en Fører og søgte paa Skibe ud af Landet

efter Jord hvor den var at finde og kunde

faas billigt, naar Ejerne var døde, hvilket

de fremskyndede. Det var Hæren.

Jarlerne drev ikke Jorden personligt, det

havde de Karlene til, de Bønder der var

kommen til at sidde paa deres Gaarde og

var bleven afhængige af dem; selv beskæf-

tigede de sig med Krigsforretninger for

Kongen, anvendte Tid paa Prunk og Ødsel-

hed efter fremmede Landes Mønster, læs-

sede Sølv paa deres Kvinder, som altid var

fagre og dejlige.

Ellers naar ikke Manddrab laa for drev

de Jagten i deres Skove, ikke til Livets

Ophold men for Jagtens Skyld, Prydjagt,

til Hest, de var Hesteelskere og afrettede

Hunde til at hidse paa Vildtet, lod blæse


DEN VANDRENDE SKJALD 295

i Horn og fyldte Skoven med en halsende

Alarm, Hestegalop, et mangestemmigt

Hundekobbel og Hallo, med samt Banken

paa Træerne og Raab af et Herred

kommanderet ud til Klappere, de skønne

Jarlinder med i Galoppen, sideværts paa

Hesten som om de ingen Skræv havde, i

svævende Silke- og Linklæder og med Fal-

ke paa Haand, altsammen Jagt for Øjet og

et frydeligt Spektakel i Skoven, men til at

ryste paa Hovedet af for en gammel Mad-

jæger som var vant til at blande sig ene og

med den yderste Stilhed i Skovstilheden,

naar han vilde hente sig et Vildt. Hjorten

var til for at jages, dQi er vist, men Støj og

Jagt! Flere Snese hujende Personer, og

deraf mange beredne, om et enkelt opskræmmet

Dyr i Skoven — man sagde det

ikke højt. Jarlen var en mægtig Mand, men

man spiste den Aften sin Bid speget Flæsk

og rystede paa Hovedet, forstod ikke mere

Verden.

Af alle Pragtjægere var jo saa Kongen

den prægtigste. Han havde Ret til at jage

i alle Skove. Paa Kongsgaarden samledes

den største Hær, de ypperligste Frimands-


296

DEN VANDRENDE SKJALD

Sønner fra hele Øen, og opbød han Leding

havde alle Jarlerne ufortøvet at slutte sig

til ham med den Hær de raadede over og

med Opbudet fra Bønderne som Kongen

holdt til sin Haand. Det var naar Krig

skulde føres og andet Land med samt an-

dre Bønder bringes skatskyldige ind under

Kongen. Alt hvad der hed Rigets Strømme,

Farvandene mellem Øerne, havde Kongen

tilegnet sig, her for han med sin Flaade og

holdt sine Lande sammen eller gjorde Rov-

tog ind paa fremmede Kyster, naar Rovtog

fra dem paa hans Strande skulde hævnes.

Endogsaa den Berøring hvori Enkeltmand

før stod til Magterne var overtaget af de

Mægtige. Paa Jarlens Gaard stod Hovet,

han var Gode og tog paa alles Vegne mod

Offer til Guderne. Men øverst mellem Go-

derne var igen Kongen; for en simpel Betragtning

kunde det næsten se ud som om

han var Guden og Guderne selv i egen

almægtige Person.

Ja saadan havde Befolkningen formeret

sig og af sig selv ordnet sig i Lag, det ene

ovenover det andet. I Midten stod endnu

Bønderne, men de var ikke det de havde


DEN VANDRENDE SKJALD 297

været; de herskede med uindskrænket

Haand over Trællene, som igen lod Krea-

turet føle den menneskelige Overmagt eller

Naade som de var stemt til. Over Bønderne

stod Jarlen, og man udredede gerne sine

Afgifter til ham for at bevare hans Ven-

skab. Men saa man Jarlen og Kongen sammen

— det var nok to Ligemænd, men

den ene Ligemand var alligevel saa meget

den største. Jarlens Øjne kom højt, men

aldrig højere end til Kongens Hage, over

hans Hoved saa Kongen ud over hele Ri-

get. Det var nu ikke anderledes.

Men mellem dem alle færdedes Gæst den

Gamle og var lige velkommen overalt og

følte sig lige saa hjemme hos den ene som

hos den anden. Han kom paa sine Van-

dringer til Byen inde i Fjorden og blev

hilst med Gensynsglæde, som man hilser

Storken om Foraaret, af det ydmyge Folk

der, og Gæst sænkede af sin Musik og af

sine Syner i deres Sjæle, til Gengæld for

god Modtagelse, sov i deres Huse og fandt

Ægthed, Livets Bevaring, i deres nysger-

rige Børn; han gik omkring med dem paa

deres Arbejdspladser og laante et opmærk-


298

DEN VANDRENDE SKJALD

somt Øje fil deres Bedrift, Skibstømrernes

Arbejde, hvori saa mange Slægters Forstand

var nedlagt, noget han aldrig kunde blive

træt af at følge med i; han drog Bælgen

for Smeden og holdt det pustende og suk-

kende Liv vedlige i den, hørte Ilden suse

med blaa Ildafgrunde i sig og saa Smeden

slænge Slaggerne af Jernet inden han be-

gyndte at ave det paa Ambolten. Bødkerens

Arbejde fængslede ham, og svært var det

at komme fra Snedkeren og den læskende

Trælugt i hans Værksted. De smaa Købmænds

Varer sagde ham mange Ting.

Gæst forvilder sig ind i Trællenes Jord-

hytter bag Gaardene og bliver der hele

Dage, til Forundring for Folkene paa Gaar-

den. Det opdages at han staar hos Pigerne

ved Kværnen og undertiden hjælper dem,

blander sin stive Arms Kraft med det smi-

dige Ryk om samme Stang af deres Kviekræfter,

han ser Malten rinde i Kværnen

og fyge ud fra Stenene som Mel, han spo-

rer den solede Duft af Kornet der giver

sin Sommer fra sig idet det knuses, en ør,

sød Solskinsduft, og da hænder det at den

Gamle kvæder over Kværnen, en Malt- og


DEN VANDRENDE SKJALD 299

Solsang som siden gaar i Slægterne og

bevarer hvad der har bevæget hans Hjerte.

Han bliver set i Nøsset hos Malkepi-

gerne, hvor han lytter til Strippet i Strip-

pen og træffer at faa tilbudt en Drik lige

fra Koen; man skumler lidt over den

Gamle som gemmer sig i Skummelheden

med Pigerne i Kværnhuset eller mellem

Køerne, men Gæst optager Spøgen med

Mildhed, ved hvordan Mennesker er men

ogsaa hvordan han er selv. Ak, de venlige,

bredbenede Feer i Udhusene kunde jo allesammen

være hans Døtre!

Fra Trællenes oversete Boer begiver

Gæst sig ind paa Gaarden og er en Bonde

mellem Bønder, drøfter Avling og langer

til Grødfadet med Sønnerne; hos Jarlen

ranker han sig og ser ud over Jarlens Ud-

sigt, falder til med hans Børn og begraver

den Mindstes Haand i sin, føler den unge

Blodvarme meddele sig til sine Aarer og

møder Livet ogsaa her; i Kongens Hal

kommer han ind som en Farbroder, vokser

som Skjald, da der er stort her, en selv-

følgelig Ting; meget ærer Kongen ham,

og vægtigere end Guld er de Strofer Gæst


300

DEN VANDRENDE SKJALD

lægger i Tidens Skaal til Kongens Ære.

Hvor havde Rolf Krakes Ry været uden

hans Skjalde? Hos ham var Gæst, og hos

alle Sagnkongerne, hos Karl den store og

Varægerne i Rusland, Gunhildsønnerne,

ved alle Hoffer i Evropa, med sin Fortælle-

kunst og sin Harpe.

Ingen saa ham ældes eller lagde Mærke

til hans Alder, for han levede længere end det

huskedes fra den ene Slægt til den anden.

Saa længe Norden var nordisk var han der.

Naturligvis forstod alle at den Gamle

var meget gammel. Han havde egne Va-

ner, som Ingen i kendt Tid kunde have

lært ham. Den gamle Vagabond yndede

ikke at være inden Døre, selv i de præg-

tigste Huse; naar der var Lejlighed dertil

søgte han helst udenfor, selv paa kolde

Dage, og man kunde da se den Særhed at

den Gamle i Stedet for at blive ved Langilden

tændte sig sin egen lille ensomme

Ild ude i det Fri og sad og varmede sine

Hænder over den. Han bevarede en forbi-

gangen Tids Smag for Enkelthed i Spise,

nøjedes gerne med en Haandfuld raa Korn

og en Drik Vand; han var haandsnild men


DEN VANDRENDE SKJALD 301

mærkelig nok utilbøjelig til at bruge bedre

Værktøj end en gammel slidt Tollekniv,

ofte tog han den første den bedste Sten

op og betjente sig af den naar noget skulde

skrabes eller skæres over.

Harpen havde han selv forfærdiget, den

var meget vel prydet med Snitværk, og en

stærk Harpe, egnet til Vandrebrug og i al

Slags Vejr. Den var gjort af en maadelig

tyk Træstok hvorpaa en Gren groede

i den rette Vinkel, mellem den og Stam-

men, der var udhulet, var Strengene

spændt, i et ret stort Antal og med hver

sin Tonesjæl, hver enkelt i sig selv en Ver-

den. Alene naar han anslog Strengene i

Rækkefølge, fra den dybeste og op til den

allerkorteste korte, var det som en Flugt

op ad Himmelstigen, Regnbuen i Toner,

saligt at høre paa; men han havde en Trolddoms

Magt til at lege omkring mellem

Strengene, oppe og nede, og lokke alle

Sjælens hemmelige Verdener ud af Tilhø-

rerne dermed, han havde Erfaring i Hjertets

flygtigste og sværeste Løndomme, som

Tonerne løser op for. Elsket og næsten

frygtet var Norne-Gæsts Harpe.


302

DEN VANDRENDE SKJALD

Mest yndet af hans Sange var de der

handler om Vølsungerne, de vilde dunkle

Folkevandringssange, som Norne-Gæsts

Saga lægger ham i Munden; med Folke-

vandringen og Gæsts Deltagelse deri har

det sin egen Sammenhæng, som her skal

fortælles.

DE

første Mennesker fulgte Vildtet,

som Jægere og Fiskere, og bredte

sig paa den Maade over Verden. Endnu

som Kvægavlere var de Rejsende, bevæ-

gede sig fra den ene Græsgang til den an-

den; først da de blev Agerdyrkere maatte

de sætte sig fast og blive hvor Kornet

groede. Ploven og Okseforspandet, frem og

tilbage i Furen, blev deres Tempo; vilde

Verden dem noget maatte den komme

til dem, de var de Boende, Bønderne;

Blomsten af deres Tilværelse faldt i den

sidste Del af Stenalderen og i Broncealde-

ren, det var Familjen, Gaarden, de stille

rige Dale gemt i Skoven.

Men saa kom Jernet, Skoven faldt for de

tynde graadige Økser, og Landet blev

aabent. Agrene nærede Folk, til de blev saa


DEN VANDRENDE SKJALD 303

mange at der ikke var Agre mere for alle,

og nu vendte de Jernet ikke mod Skoven

alene men mod hinanden, man saaede Blod

og høstede Krig, Sværdet traadte i Plovens

Sted, og Ansigterne som før har været vendt

indad mod Landets Midte vender sig nu

udad, som Bølgeringen naar den har toppet

sig i Centrum og søger udad i nye Ringe

igen. Verden var kommen til Bonden, men

Krigeren søgte Verden. Og saa begyndte

Vandringen igen. De nordiske Vikingetog

vælder ud som en opstemmet Bølge og sø-

ger Syden. Herom er der fortalt i Skibet.

I Aarhundrederne efter Roms Opløsning

begyndte alle de germanske Folkeslag i

Evropa at rejse sig fra Jordbunden, hvor

de var bleven stærke, og gaa i Drift, skrue

og arbejde sig ind ovenpaa og under hin-

anden, som Isgangen om Foraaret, det var

den store Folkevandring, hvorom Historien

har bevaret Efterretninger, sparsomme og

halvt uvirkelige, og dog var ingen Ting

ødslere og virkeligere end den.

Det bliver sagt at Foranledningen til det

store Opbrud blev givet af Hunnerkongen

Attila, da han stødte fra Asien ind i Evropa,


304

DEN VANDRENDE SKJALD

saa Stødet forplantede sig fra det ene Folk

til det andet og Ingen blev paa sin Plads;

Aarsagen laa dybere og var ældre, men

det gav Attila Anledning til, at Asien og

Evropa mødtes i en Malstrøm, Middelalde-

rens store Gudeundergang, Racernes Spalt-

ning; og til dette vilde Skuespil var Norne-

Gæst Vidne.

Midt i Folkevandringen gik Gæst som

en Mand i en Hvirvelvind, saa Kræfterne

øde sig i en Storm paa Stedet, men selv

var han i Vindstille, han havde optaget alle

Vandringer og alle Bevægelser, Elemen-

terne, i sit Væsen og bragt dem til Hvile

der, han var Nord og Syd, Øst og Vest,

Sjælen i al Forvandling, som han var Bar-

nets Verden og havde gennemtrængt al

Alderdom. Han brusede ikke mere selv,

men der gik Kraft fra ham af alle de Kræf-

ter han havde samlet og bragt til Ligevægt

i sig, det var naar han var Skjald. Og som

Skjald var det han kom til at rejse Attila.

Han var kommen til hans Hof, ude i

Asiens yderste Forgaarde, og havde sunget

for ham, havde maattet fortælle alt om Ev-

ropa og Fyrsterne der, og til alt havde


DEN VANDRENDE SKJALD 305

Mongolerkongen forholdt sig videbegærlig,

men hærdet, udeltagende. Da havde Gæst

sunget for ham om den nordiske Kvinde.

Det bragte hans Liv i Fare. Jo mere Asia-

ten hørte om de store blonde fribaarne

Kvinder i Evropa jo vildere blev han,

galopperede paa Stedet, brølede paa Dra-

banter for at de skulde slaa Hovedet af

Sangeren, det var ham en utaalelig Tanke

at nogen anden Mand blot skulde have set

og kunde beskrive hvad Gæst beskrev; men

han tager ham til Naade igen, vinker Dra-

banterne bort, for han vil høre mere, og

han hører Sangen ud, galopperer, damper,

flammer af Øjnene som en Hingst, er aldrig

til at styre mere.

Og hans Galop forplanter sig til Hærene,

til Asiens Myriader, de støder ind fra Step-

pen og vælter Rigerne omkuld i Evropa,

Attila vil eje alle nordiske Kvinder, han

lader sig Bøndernes Døtre bringe. Skarer

af hærtagne, lyse fagre Kvinder; men de

er ikke fagre for ham. Han gør dem til

sine Hustruer med Magt, læsser dem ned

med Kroner og Ringe af smedet Guld, lige

Norne-Gæst 20


306

DEN VANDRENDE SKJALD

saa tykke og gedigne som deres svære

Jomfrufletninger, han lader dem dræbe

naar de er kolde og ikke vil smile, men

de er kolde og smiler ikke, skønt han ved

om dem at deres Sjæl er lutter Varme og

Smil naar de elsker; og da endelig gaar det

op for ham at de ikke vil elske ham. De

bliver haarde i Modgang, hvide og stumme,

tager deres Skæbne med Ligegyldighed, som

de vilde bære et Onde eller en Strabads,

ringeagter selve Livet men bøjer sig aldrig,

ganske som deres forhadte høje Mandfolk

der ler af den sorte Pusling naar han har

overmandet dem, tyve mod en, og lader

dem levende flaa, han faar Bugt med dem

men bøjer dem aldrig.

Og der møder Despoten da sin Begræns-

ning. Han kan tage Hundreder af nordiske

Kvinder men faar ikke en eneste, for de

vil ikke have ham. Men skulde han blive

saadan at kun en eneste vilde have ham

da maatte han blive en anden, og da var

han ikke Attila. Derfor gaar han som en

Hævnersvøbe over Evropa, brænder Al-

ting ned, fordi han ikke kan blive hvad han


DEN VANDRENDE SKJALD 307

ikke er. Indtil en klog gennemskuende

Kvinde, Burgunderdatteren Ildico, udruger

hans Fordærv, lader som om hun vil blive

hans, det første Frivillighedstegn han har

mødt, og kvæler den lykkelige Brudgom paa

Bryllupsnatten

!

Sent lagde Dønningerne sig efter den Li-

denskabens Storm Hunnerkongen havde

vakt. Nye tragiske Momenter kom til. Bølgerne

fra Asien og Evropa var nu en Gang

mødtes og kunde ikke dirre til Ro, før de

havde blandet og brudt sig og var bleven sig

selv igen, men havde vekslet Væsen. De

store, hele, tragiske Naturer gik under.

Guldets Magt sled Venskabs og Blodets

Baand over, Nibelungernes Hort; griske

Mænd, og Kvinder der havde arvet Una-

tur fra blodgerrige Fædre, udryddede

hinanden, Eddas Klage:

Brødre monne kæmpe

hinanden til Bane

og Søskendebørn

Slægtskab bryde.

Ingen Mand

skaaner den anden.

Haardt er det i Verden.

20*


308

DEN VANDRENDE SKJALD

Hor gaar i Svang,

Øksetid, Sværdtid

— Skjolde kløves —

Vindtid og Ulvtid,

før Verden styrter.

Ja, Verdens Undergang ventede de sig

allerede da!

Gennem Folkevandringens blodige Storme

skred Norne-Gæst. Mindet derom blev

i Vølsungesagnene, som et Nattehyl i Dø-

rene, naar Dagens levende Stemmer er for-

stummet.

SINE

sidste Aar tilbragte Norne-Gæst i

Norge. Tilværelsen forekom ham yngre

der. Det friske Liv af unge Urter paa de

sorte gamle Fjelde tiltalte hans Sjæl, det

var som om Barndommen rykkede ham

nærmere i hans høje Alder.

Han levede i sine Minder og blev uklar

med dem, sank ind i sig selv og var sig

næppe mere bevidst end et Træ om Vin-

teren der bærer Ar af alle sine Blade. Saa

fjern var Sommeren, saa fjerne Ungdommens

Dage.


DEN VANDRENDE SKJALD 309

Sine lifligste Morgenminder, fra den Tid

da han og hans Veninde som d^t første

Menneskepar delte Træ med Egernet, blandede

han sammen med andre Slægters My-

ter, Slægter der havde vandret lige saa

langt fra deres Udgangspunkt som han og

huskede lige saa taaget tilbage som han,

Myten om Ygdrasil, det store Verdenstræ,

alt Livs Ophav.

For Mindet er et Træ, gror i Tiden og

bliver stadig større og rigere med den. Jo

ældre og videre i Sjælen man bliver, jo

fuldere Lys falder tilbage paa Begyndel-

sen. Derfor længes man evigt tilbage efter

hvad man besad i Livet, uden Sjæl til at

skatte det, naar man er bleven voksen nok

til at eje det i Aanden; men da kan der ikke

opleves mere.

Det kendes fra Norne-Gæsts Saga hvor-

dan han kom til Olav Trygveson og blev

kristnet hos ham, kort før sin Død. Det

har en gribende Stemning ved denne Lej-

lighed at se Kong Olav i et Nu hvor han

ligesom staar stille paa sin Bane, set fra

Fortiden og af en der dør før ham; endnu

var han som en herlig Sol i sin Middag,


310

DEN VANDRENDE SKJALD

Og Svolder langt borte; hvor fjern er ikke

Helten og Svolder nu!

Norne-Gæst tog mod Daaben fordi Kong

Olav raadede ham dertil, og fordi han fandt

det kunde have sin Rimelighed hvad Kler-

ken, der berettede ham, sagde om det Tilkommende.

Gæst havde i sit lange Liv

søgt det paa Jorden, men det skulde slet

ikke søges saa fjernt, efter hvad han for-

stod, det var lige ved, lige over, kun Dø-

den skilte En derfra. Og den Tid var endda

ikke langt borte da Guds Rige ventedes at

komme, paa selve Jorden, det tusinde Aar

var nær, og da ventede man Riget vilde

blive oprettet. Da skulde al Krig og Strid

være forbi, ingen Manddrab mere, ingen

Blodpøle under den Ene mens den Anden

rendte med Armringen, ingen Kvinderov,

ej heller Had, ej heller Nød og Kummer

for de mindre Bevæbnede i Verden, idel

Fred og Retfærdighed.

Til alt dette nikkede Gæst, nikkede,

med Hagen ned paa Brystet og vise, slukte

Øjne, ja var det ikke alt det han haabede!

Let var det at dø, naar saa godt et Land


DEN VANDRENDE SKJALD 311

blev stillet En i Udsigt, saavel oppe som

nede.

Og da han havde taget sit Lys ud af

Harpen, hvori han forvarede det, og givet

det til Kongen for at han kunde tænde det,

lagde han sig tilbage og sluttede sine Hæn-

der sammen, saa godt han nemmede det,

efter Klerkens Undervisning, og beredte

sig paa at fare.

Kun en ringe Stump var tilbage af Ly-

set, og det brændte hurtigt. For de Til-

stedeværende i Hallen var det et alminde-

ligt Lys at se til, kun en ganske lille Lys-

draabe i det store Rum og druknet i Skæret

af Langilden som brændte paa Gulvet og

fyldte Bjælkeloftet med Skygger og Røg.

Men da Vægen sank og Lyset var ved at

brænde ud var det alle paafaldende at der

blev mørkere i Hallen og ligesom koldere.

Nogle begyndte at fryse. Da var Gæst

kold og nummen paa Hænderne. Og da

Lyset slukkedes var han død.

Man havde lagt Mærke til at den Døende

fik et udvidet Blik, som om han saa andre

Verdener, mægtigere og mere blændende


312

DEN VANDRENDE SKJALD

end Solen, den Gamle smilede, som den

der genser sine Kære; det var som om

han allerede var i Evigheden, den korte

Stund det varede mens hans Lys brændte

ud; mange ønskede sig at se hvad Norne-

Gæst havde set.

Over alle de unge ranke Karle var der

falden et Gys, da Døden nærmede sig

Gæst, de fik Kryben i Haarrødderne, det

skulde de fornemme siden igen, den Gang

da de gik overbord fra Ormen lange, og

Søen lukkede sig over deres Hoved.

Kongen bød at lægge paa Ilden, han var

selv bleven kold; der blev ryddet op mel-

lem Favnestykkerne, og i Lyset fra klare

Flammer og i en Regn af Gnister fortsattes

Laget.


AF NORNE-GÆSTS KVAD

KVÆRNSANGEN

Med Kviekræfter

Pigerne kværner.

De gyldne Agres Gave

rinder i Grotte.

Sødt dufter Malt

som dræende Sommerdag,

Grotte gungrer

i en Røg af Grøde.

Saadan maler af Mulmet

Sol, Maane og Stjerner,

som Mel af rokkende Kværn,

knuget af livsvarm Kvinde.


314 AF NORNE-GÆSTS KVAD

Nævn ikke Nogen

der giver Næring

som kværnende Kone,

i Solkunst er hun kyndig.

Jeg kvad over Kværnen

til Kvindens Hæder

og følte mig fangen

for altid af den Fagre.

Saa længe Brød

spises af Børn,

elsker jeg Almuens

ydmyge Mødre.

DEN NORDISKE KVINDE

FRAGMENT

I Tidernes Morgen

da Mand og Mø skabtes

gaves ej Død i Verden.

Da avledes Drab af Daarskab.


Åf

DEN NORDISKE KVINDE 315

Ulv lærte Mand Brøde,

og blodig blev hans Bane,

Men i Bare sad Mø

og gav Børn Die.

Hos duftende Ko

gik Bønderdøtre,

vakre, milde,

med Mælk paa Hænderne.

I regnsvale Skove

blev de ranke.

Som Regn smager Kinden

og som vilde Roser.

Blaat er Øjet

som blanke Søer,

aldrig har Ærlighed

ejet et enklere Sprog.

Nej, jeg svor i Sjælen,

naar hun saa paa mig,

at saa blaa en Simpelhed

skulde aldrig sviges.


316 DEN NORDISKE KVINDE

' J^S

Lifligt er Haaret

som rige Lyskilder;

fangede mig med Flid

i dine lyse Fletninger.

Vrinsker den vilde Fole

paa vaarlige Græsgange,

maa jeg mindes din Latter,

der gaves ej gladere Mund.

En pigelig Fryd

fik du i Nornegave,

for det har jeg fundet: Fagerhed

følges gærne med Glæde.

Som groende Urt

udfolder et Ur- Under

funkler du af Forstand,

hvorfra fik du den. Kvinde.^

En Afgrund af Godhed

gemmer dit Hjerte!

Alverdens bundne Varme

hviler i dig. Veninde.


DEN NORDISKE KVINDE 317

Det skal her bekendes

at aldrig saa jeg en Kvinde

uden at Blodet stødte

begærende mig i Brystet.

Dog Livet var ikke langt nok,

selv med Natten lagt til,

til at jeg kom til Ende

blot med en Enestes Elskov.

Fangen blev jeg for evigt

i dine fagre Arme,

saa yndigt var dit Væsen,

saa varig din Vakkerhed.

I regnsvale Skove

genfinder jeg din Sjæl,

den vaade Vildrose

det er dig, Veninde.

Ak, Nøddekrattet —

vi nippede andet end Nødder;


318 DEN NORDISKE KVINDE

et Sødere Lønkammer lukkede

sig over mig der end Løvet

Jeg vilde altid vandre

i venlige Skove.

Dølg mig i dine Arme,

dugkølige Danmark!


INDHOLD

Side

Gæst kommer til Verden .... 1

Bopladsen 8

Danmarks Tilblivelse 15

Stenalderfolket 24

Gæsts Hænders Arbejde .... 45

De tre Vølver 84

Hos Egernet 91

Den gamle danske Skov .... 143

Jægeren og hans Arne 155

Lyse Nætter 183

De Rejsende 208

Den rige Dal 218

I Sverig 240

Solens Kyst 264

Den vandrende Skjald 284

Af Norne-Gæsts Kvad 313


'-"•^^


PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

PT Jensen, Joli»ines Vilhelm

S175 .Nome-Gaest

J5N7

1919

r


t-i^-i

m