Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 142 —

Hans.

Jeg forsikrer Dem det.

Karen.

Å, hvor jeg var bange!

Hans.

De vil ikke hvile Dem?

Karen.

Nej. — Jeg ber Dem ikke fortælle, at jeg har været

her. (Vil gå.)

Karen

Hans.

Karen.

Jeg forbyder Dem at kalde mig så.

Hans.

Undskyld, frøken ! Men jeg kom så levende til at

mindes vor barndom, når vi smågutter, Deres bror og

jeg, slo's, og De så kastede Dem imellem.

dom !

Karen.

Jeg kan ikke begribe, at De tør mindes vor barn-

Hans.

Ja, tal helt ud, så skal også jeg -—

Karen.

Jeg har aldeles intet at sige Dem. Jeg forbyder

Dem bare at sige m i g noget. (Vil gå.)

Karen

Hans.

Karen.

Det er dette, jeg forbyder Dem

Undskyld !


Hans.

Men jeg trodde Dem istand til at

forstå, at jeg ikke havde sagt andet end det, jeg vidste

var sandt.

Karen.

Jeg forstår bare, at jeg for ingen pris i verden kunde

More magazines by this user
Similar magazines