Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 3° —

end alt, jeg havde spekuleret, det var sundheden selv,

en ny sort menneske, det var endelig livets egen røst.

Du kan ikke forestille dig, som det rørte op i mig.

Hun må sidde inde med noget af det, jeg har savnet,

— altid savnet ! Denne forunderlige naturlighed ; hun

gjorde jo alting yndigere og muntrere end alle andre

og vidste ikke af det selv. Hvordan er hun biet slig,

tænkte jeg? Hvordan må den være, som har ladet

hende vokse så frit og sundt? Det var jo for at døve

savnene i mig selv, at jeg var biet så fanatisk stræng

mod andre. — Ja, det er ydmygende at tilstå sådant.

Men det er sandt. Jeg har altid været kejtet og heftig.

— Men hvad var det, jeg vilde sige?

B iskopen.

Du vilde naturligvis komme til fru Falk.

Ja !


H agbart.

Kjære, tænk nu ikke ondt. Men jeg har i

alle disse dage ikke kunnet være fra hende.

Biskopen.

Det er altså hende, du har talt med ?

Ja vist ! —

H agbart.

Ja, d. v. s. også med Aagot. Du fore-

slår mig at rejse bort. Jeg kan ikke ! Om

jeg kunde

fordoble mig selv eller tiden, — der, hos hende, strak

det ikke til. Nej, nu har jeg .fundet frem !

jeg ingensteds rejse hen.

B iskopen.

Nu

kan

Og dette kalder du : at rinde frem ! Stakkars gut

Hagbart.

Ja, jeg kan ikke tale med dig. Du vil ikke forstå

mig mere, end da du satte oldemors bibliotek op

på loftet.

B iskopen.

Ja, jeg ser, du har draget det frem igjen. Nu;

du har din fri vilje i det ene som i det andet. Du

skal ikke kunne sige, jeg har øvet tvang.

More magazines by this user
Similar magazines