Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

Klar a.

— De havde ikke md til mere, de stakrer

Hanna.

— og jeg kjendte dem ikke. Så var det en morgen,

jeg stod på hytten ; de gik fort frem og tilbage nedenunder

mig; de vilde holde sig varme. Hver gang de

vendte ryggen til for at gå fremover igjen, kunde jeg

ikke glemme øjnene. For jeg kjendte de øjne. Så slog

nogle sjøfugl ned så tæt ved, at Rakel tog ud med armene;

hun blev skræmt; for de skreg lige i ørene på

hende. Men den bevægelse med armen, — ja, det var

nøjagtig din. Og da kjendte jeg øjnene også. Det var

Sangs.

Klara.

Du gik straks ned til dem?

Hanna.

Kan du spørge! «Heder I Sang?« spurte jeg. De

behøvde ikke svare. Nu så jeg det tydelig. »Jeg er

tante Hanna fra Amerika, « sa' jeg. Og så blev vi alle

så rørt.

(Begge søstrene gråter.)

Klara.

Rakel havde skrevet til dig og bedt dig rejse over

til mig? Var det ikke så?

Hanna.

Jo. Og det skal Rakel ha evig tak for. Hvor hun

var sød ! Jeg fik dem straks over på første plads og

hende tullet ind i et stort sjal; for hun frøs. Han fik

et plæd over sig.

Kjære Hanna

Klara.

Hanna.

Men, du, — ja, det hører til ! —

i

det samme gik

der en kulsort bris ind fjorden efter os. Vi var

lige under et højt fjæld, bart og gråt. En mængde