Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 35 —

begynder at kalde det en umulig drøm — og de krav,

som fører did, umulige idealer, ... hvad viser det?

Intet om læren, men meget om forkynderne. Ak

ja, — meget om forkynderne.

Uden at tale om dem vil jeg bare sige, hvad der

hændte mig selv. Jeg så, at kristendommen krøb på

sin bug — og endda forsigtig forbi alle større tuer.

Hvorfor gjør den det? spurte jeg mig selv. Er det

fordi, at dersom den rejste sig helt op, så løftede den

tingene af deres hængsler? Er det kristendommen,

som er umulig? eller er det menneskene, som ikke tør?

Om bare én turde, — var der så ikke tusen, som

turde? Og så følte jeg, at jeg burde forsøge at være

denne ene. Og det mener jeg, enhver skal forsøge. Ja,

uden det er han ingen troende. Ti tro, det er at vide,

at for troen er ingenting umulig, — og så vise den tro

Er det for at skryte, jeg siger dette? Netop for at

anklage mig. Ti uagtet jeg nu har bygget så højt og

har havt så stor nåde, falder også jeg, ret som det er,

endnu ned fra gud.

Har jeg ikke nu igjen gåt her og tænkt det u mulig

t at frelse hende der alene? Har jeg ikke tvilet

og ventet på andres hjælp?

Derfor tog gud hjælpen fra mig. Derfor havde

han tilladt, at også I skulde stupe på »det umulige«

og komme og fortælle mig det. Ti således skulde hans

time forberedes. Nu vil han vise os allesammen, hvad

som er muligt

A, — jeg gik her og forstod ikke! Nu forstår jeg.

Jeg skal gjøre det alene! Nu har jeg fåt befalingen;

nu kan jeg.

Derfor den store forberedelsens nåde netop idag.

Alt går sammen.

Klara, hører du det? Det er ikke længer jeg, som

taler; det er den store vished i mig, — og du ved, hvem

den hver gang er fra

(Knæler hos hende.)

3*