Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 192 —

ham og tigge om nåde, de, som før trodde, de kunde

knuse ham !

Mens her er fuld sol over os og forår. Lige siden

hin forfærdelige kvæld — bare godvejr, nat og dag,

det mest uafl adelige jeg kan mindes.

Er det ikke som naturen vil sige til os: skam,

skam! I kaster blod på bladene mine og dødsskrig

op i sangen min. I formørker luften for mig med

gruelige klager. Det siger den os ! Min

vår smudser

I til. Eders sygdomme, eders onde tanker lister om i

skogene og på grønsværet. Allevegne stinker elendigheden

efter dere som rådne vande. Det siger den os.

Eders griskhed, eders misundelse er et søsterpar,

som har slås fra fødselen af, —- så taler den. Bare

mine højeste berg, bare mine øde sandsletter, mine is-

ørkener har ikke set dem; ellers på hver plet af jord

ligger blod igjen efter dem og rå skrig. Midt i den

evige glans har menneskene tænkt ud helvede og holder

det fylde. Udskuddet og forbandelsen har de blandt

— At jeg dog engang kan skrige det ud !

sig, de, som skulde være fuldendelsen.

Jeg har

hidtil bare hørt og hjulpet og tiet og flygtet. — Det

vidste jeg, at herude fik sorgen mæle.

Halden.

Hvor stor må den ikke være for at gjøre Dem så

uretfærdig.

Og endda letter det ! Det

Rakel.

er næsten som at få

gråte.

Men De har ret; sorgen er egoist. De andre er ikke

til, eller de er ivejen. Jeg misbruger Deres godhed.

Sig ikke sådant

Halden.

Rakel.

Men der var noget i Deres få ord, som, som -

More magazines by this user
Similar magazines