Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

202 —

Elias! — Jeg skulde ha været for dig, hvad vor

mor var for far. Hun havde modet, hun havde hen-

givelsen ! Jeg havde ikke nok, du klaged over mig i

din siste stund ! For at nævne mig d a, i det siste liv-

sens ryk, det var at rope på det, som nu svandt ufærdigt,

det, du ikke havde fåt lykke til, — og det fæsted du

til mit navn

Dine øjne er efter mig for det; jeg ser dem, som

de var, da de brast med denne klage.

Du lå der forladt af alle, mens livet svandt, og

ropte mit navn som den siste landkjending.

Og det er, som også bag mig svinder livet væk, og

jeg står forladt og roper til dig.

(Hun går om som i et syn, sætter sig.)

(Musikken, som har fulgt hende hid, gir lysere klang, læmpende over

i det, som nu følger.)

FJERDE MØDE.

Credo og Spera

(begge rask ind. Da de ser hende, stanser de, går stille frem, hver på

sin kant af træet, og knæler, hver på sin side af hende).

Rakel.

I er her? (Drager begge ind til sig.) Og jeg, som ikke

husked, I var til ! Tak,

at I kom, tak, tak

(Brister i grad og slipper dem. De andre venter.)

Fik I lov til det?

Ja!

Credo og Spera.

Spera

(varsomt).

Vi kom hidop for at se til onkel.

Credo

(ligeså).

Og da vi kom — Spera.

netop nu —

More magazines by this user
Similar magazines