Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

62

Fru Falk.

Det var, cia jeg flygted for dig. Jeg kasted, hvad

jeg først fandt, for at stanse dig. Men det er ikke

dette, — å, gud

Leon arda

(Hun synker sammen.)

H a g b a r t.

(Iler til.)

Fru Falk.

Nej, kom ikke! Lad mig være!

Hagbart.

Du har saa meget at sige mig, at du rent bugner

under det. Og så tør du ikke ligevel ?

Fru Falk.

Hagbart, der er noget i dette, som ikke er ret —

Hagbart.

— I måden, det er kommet på? At Aagot førte

mig ind til dig? Det kunde ikke være anderledes.

Fru Falk.

Det er ikke ord, som afgjør sådant. Jeg må se

Aagot; jeg må tale med Aagot.

Hagbart.

ved det, at det er du,

Du Det har du jo gjort !

som elsker, og ikke hun ; det er dig, jeg elsker, og ikke

hende. Hvad er det, du mere vil ?

Fru Falk.

Jeg vil få tid. Jeg vil ikke tabe styret over mig

selv. Jeg har tilkjæmpet mig det. Det har kostet, kan

du tro, så nu var det min stolthed. Men det vil ikke

lystre, når du taler. Hvert ord af din sjæl suger min

i sig. At tåges, tanke for tanke, over i slig uendelig

forståelse — er der større lykke til? Men der følger

angst med, -— hos mig i det mindste. Nej, svar mig

ikke! Du har for megen magt; ti jeg elsker dig! Så

sent kommer det og bry der indover mig i den dy beste

fred. — Og synes mig forræderi mod mit barn.