Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 33° —

Da først vilde jeg rigtig være ruineret. Endnu er

jeg det ikke.

Nej, lad mig få tale ud !

Jeg sætter, jeg kan rejse

mig ved egen kraft. Jeg tror nemlig, jeg kan, — at

sige, hvis jeg vil. Der er nemlig ting, man ikke mere

vil. Men jeg sætter, jeg vil — og kan, ... jeg skulde

da med dette hundekobbel i hælene først og fremst

soge dig op og be' dig følge mig videre ? ! Mens du

endnu står frit og har valg ?! — Ja, her er slet ikke

tale om, hvordan d u ser på dette

Her gjælder det, hvordan jeg ser på det. Og i

mine øjne er det det værste, jeg nu kunde gjøre.

Du talte om, jeg skulde ikke ydmyge dig. Nej, gud

du må heller ikke ydmyge

bevare mig for det ! Men

mig.

Tora Parsberg

(overgit).

Å, du evige — Paul Lange.

Ja, jeg vidste, hvor svært du vilde ha — bare for

at forstå mig ! Du, som fra den tidlige ungdom af har

havt råd til at leve uforfærdet oprigtig. Kan d u

tænke dig, hvordan en har havt det, som er biet skræmt ?

Skræmt i sin tidlige ungdom? Inde i selve livsvil-

kåret. Jeg mener ærens og ævnens. For det blev jeg.

Ved du, at da har arbejdet ikke længer bare mål i sig

selv. Der er kommet noget til, som det må løbe omkaps

med. Som det må vinde over. Hver dag vinde over.

Og så gjælder det freden til at arbejde. Den er der

ikke længer af sig selv. Den må kjøbes; bestandig

kjøbes påny. I den mest trættende hensynsfuldhed,

i høflighed uden nogen forsømmelse, — for der er kommet

frygt med i alt. Derfor blir det også et liv ude

på trappen. Ikke inde i ens egne stuer. Vi tør ikke

slippe nogen ind der. Vi lever ikke vort eget liv læn-

ger, vi fører ikke vor egen tale. Stykkevis nok, aldrig

helt. Aldrig, aldrig helt, — å, gud !

More magazines by this user
Similar magazines