Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 333 —

jeg drømte det !

du sad ved siden

Lysene og musikken bedrog mig, og

af. Du gav mig det. —

Men ikke før hvisked du til mig: «Skal vi så ikke

deklarere vor forlovelse ?« ja, da, — da blev det

mørkt, stilt ! En angst drog gjennem salen, vinked mu-

sikken af, blåste lysene ud, hvisked: ti! Bare ét stod

igjen: øjnene ! Hvorhen jeg så: øjne, øjne, misunde-

lige, spottesyge, hoverende øjne! Vilddyrøjne, katte-

øjne, ormeøjne, alle spilled de i grusom lyst mod os to

De vented alle på det, du foreslog ! Netop på det

For så at falde over os begge. —

Du trodde, jeg ikke hørte for larmens skyld. Du

spurte op igjen. Hvor var du dejlig ! Du så på mig

og trodde. Det var det skjønneste, jeg har set. Og

skal se.

Men angsten blev større ! Jeg tænkte ikke. Den

var dybere end alt, jeg kunde tænke. Et »nej !« brød

sig frem i mig med samme magt som et menneskes be-

vægelser i livsfare.

Tora Parsberg.

Du hvisked det bare.

Paul Lange.

Det voldte samtidig en så ulidelig smerte.

(Overvældes.)

Tora Parsberg.

Å, hør nu også på mig! Hør på mig!

Paul Lange

(fortvilet).

Du forstår mig altså ikke endnu ? ! At denne angst

er stærkere end mig, stærkere end dig. Mod den nytter

ingen ord. Kjære, forstå det dog, at den kan dræbe

ned for os, hvad vi så finder på. Siden igår har den

herredømmet. Faldet var for stort. Jeg er ikke længer

til at redde ind.

More magazines by this user
Similar magazines