Samlede Vaerker

booksnow1.scholarsportal.info

Samlede Vaerker

— 346 —

mig, jeg ånder ind håb. Jeg er flyttet tusen mil herfra

og mange år ind i fremtiden. Alt er borte fra mig

uden det, vi to skal opleve sammen.

Som hun sa' de ord »siden« ! »På gjensyn, Paul

Lange« ! Jeg står jo i en ny morgen —

foran livets fulde glans.

(Stanser, og med brat overgang :)

Hvad må hun dog igrunden tænke? Ikke idag, men

den næste dag? Når sejerfølelsen er over? Ved

gud, jeg tåler ikke den mindste skygge af ydmygelse

mere —

Nu ja, ja, ja! Lad det stå sin prøve! Ser jeg det,

— så er der råd for det. Det er altid tidsnok.

Med tvil, med tvil og med angst kan jeg ikke læn-

ger leve! Det er det givne.

Nej, jeg kommer udenfor hendes luft. Jeg må ind

igjen i den ! Jeg må ha hendes lyskåbe om mig, til jeg

har nåd fast grund. Jeg svæver. — Jeg flyttes, det

Med

var ordet.

Ind i hendes armer! Til arbejdsfred !

ære

over mit navn, — uden den er der ingen. Nu skal jeg

opleve det: sjæle, som omslynger hverandre og stiger

sammen i en opgave, ... det er dog det højeste af liv.

Og det skal bli mit, — ja, hvad klager jeg så over?

Hvad er det, Østlie?

Paul Lange

(til Østlie, som blir synlig i døren).

Kristian Østlie.

Et telegram, Deres ekscellence.

Paul Lange

(læser det. Læser det én gang til, knuger så hånden, med telegrammet

Nej — !

i, mod sit bryst. Smertelig :)

Nej — ! Disse styrtinger — vil jeg ikke

ha mere af ! Det kan ingen holde ud. (Slipper telegrammet,

bærer begge armer over sit hode.) Dette kommer fra det

More magazines by this user
Similar magazines