En Hoffrøken: Fortælling fra Dronning Charlotte Amalies og ...

booksnow2.scholarsportal.info

En Hoffrøken: Fortælling fra Dronning Charlotte Amalies og ...

Digitized by the Internet Archive

in 2010 with funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/enhoffrkenfortOOIund


6 i'«

EN HOFFRØKEN

FORTÆLLING

FRA DRONNING CHARLOTTE AMALIES OG

PRINSESSE SOPHIE HEDEVIGS TID

AF

O. H. LUND KL.

FORFATTER TIL

i'NOGLE OPTEGNELSER AF EN GAMMEL DAME"

IT


JJe i denne Fortælling nævnte historiske Begiven-

heder og Dataer ere i det væsentligste tagne fra

»Vemmetofte Historie«, for hvilken Benyttelse jeg i

Efteraaret 1893 mundtlig overbragte min erkendtlige

Tak til Forfatteren, Pastor Chr. H. Brasch.

'


Første Del.


1 Dorotheas tidligste Erindringer dæmrede et svagt

Minde om en kærlig Fader, der var død, da hun var

meget lille, hvorimod hun intet kunde mindes om sin

Moder, da denne var kaldet bort inden Faderen. Barne-

besrebet »Moder« havde Dorothea lært i Forholdet til

den ikke meget ældre Prinsesse. Sophie Hedevig, Kong

Christian den Femtes Datter, idet denne særlig havde

taget sig af Dorothea, da hun efter Faderens Død blev

modtaget af Dronning Charlotte Amalie til Opdragelse

paa »Slottet«, fordi Faderen i sin Tid havde ydet

Kongehuset værdifuld Tjeneste, der ikke var glemt.

Som Aarene gik, var Dorothea bleven en lang Pige;

hun var naaet til ikke fuldt at kunne kaldes for Barn

længere, og det gode Forhold til Prinsessen var ikke

alene bleven bevaret; men det syntes at være vokset i

samme Styrke, som Dorothea selv skød i Vejret; der-

imod var Hendes Majestæt hende ikke bevaagen; en

strengere Mine end almindelig havde Dronningen gerne,

naar Dorothea kom hende for Øje, og denne havde

derfor den dybeste Respekt for Dronningen og var i

dennes Nærværelse ikke sig selv.


En Dag, Prinsessen fandt Lejligheden gunstig,

fremførte hun for sin Moder det Ønske, at denne vilde

bevirke, at Dorothea nu maatte erholde Udnævnelse

som Prinsessens Hoffrøken. Dette havde nogle Gange

været afhandlet mellem dem ;

det var naturligt, at Prin-

sessen, naar hun holdt meget af Dorothea, kunde ønske

denne knyttet til sig ved en Charge, der ligesom gav

Prinsessen Ret til at beholde Dorothea hos sig ogsaa

som voksen, — og den høje Rang, der fulgte med at

blive Hoffrøken, mente Prinsessen tilhge, vilde heldigen

kunne opveje, at Dorotheas Slægtskabsforhold kun del-

vis berettigede hende til at regnes til Adelen.

Disse Grunde kendte Dronningen meget vel, og

for sit Vedkommende kunde Hendes Majestæt endog

have suppleret dem; thi hun vidste blandt andet godt,

at Dorotheas livsglade Sind virkede heldig paa Datte-

rens mere triste Humør ;

men

desuagtet fastholdt Dron-

ningen ligesom tidligere, at det ej kunde bevilges, i

alt Fald ikke for det første, da Dorothea efter Dron-

ningens Formening manglede det vigtigste for al Op-

dragelse, — ikke at have lært at lyde, — og at der

heller ikke havde været den rette Alvor med hendes

Læsen ;

alt var jo gaaet som Leg. Dronningens Svar

var ikke Prinsessen behageligt ; men,

energisk som hun

var, vilde hun ikke længere have Sagen opsat og

svarede derfor, om Moderen ikke kunde have Lyst til

at overvære en Overhøren af Dorothea og maaske selv

prøve hende i et eller andet Fag.


Dorothea skulde altsaa bestaa en Slags Eksamen

selv forstod hun ikke ret, hvad Meningen var med, at

Prinsessen havde befalet hende at komme til sig paa et

usædvanligt Klokkeslet, medbringende alle sine Bøger,

Skrive- og Tegnebøger derunder indbefattet; hendes

glade Sind og store Kærlighed til Prinsessen beroligede

hende snart med, at det hele ganske sikkert vilde blive

en Formsag; men, da hun saa Dronningen komme og

mærkede, at denne vilde overvære Affæren, blev hun

bange; nu var hun ej i Tvivl om, at det vilde blive

ret alvorligt. Dronningen var Værdigheden selv, ikke

den mindste Mine forraadte, hvor hun morede sig over

sin Datters Uro og daarlig skjulte Ængstelighed for,

hvorledes det vilde gaa; hun indtog den for hende

bestemte Plads, Dorothea blev anvist sin og kom der-

ved til at vende Ryggen til Dronnir.gen; men straks

efter flyttede hun sig saaledes, at hun vendte den ene

Side mod Moderen, den anden mod Datteren ; dette

hlle Tegn paa god Takt bemærkede Dronningen og

nikkede derfor venhg til hende; det gav igen Doro-

thea Modet tilbage, og hendes Overhøring gik fortrinlig

til stor Glæde for Prinsessen. Til sidst sagde Dron-

ningen: »Jeg har nok Lyst til selv at eksaminere lidt;

sig mig nu Dorothea, hvem holder Du mest af blandt

dem, Du kender?« — »Af Prinsessen«. — »Og hvem

efter hende?« — »Den gamle Portnerkone«. — »Da

Du nu holder saa meget af Prinsessen, gør det Dig

vel meget ondt, naar Prinsessen maa skænde paa Dig,


10

som til Eksempel i Gaar; jeg hørte, da jeg kom, at

Du gik hulkende ud af Stuen; — hvad græd Du da

for?« — »Jeg græd ikke, Deres Majestæt«. — »Græd

Du ikke? Jeg saa jo, Du holdt Hænderne op for

Ansigtet; hvad gjorde Du da?« — »Jeg havde været

saa uheldig at komme til at le, medens jeg læste; saa

skændte Prinsessen, og jeg vilde betvinge min Latter;

men det, jeg lo af, blev ved«. — »Hvad lo Du da

af?« — »Af to Hanekjilinger nede i Gaarden, der vare

komne op at slaas«. — Hvorfor var det saa morsomt?«

— »De vare ikke større, end de lige havde faaet Fjer,

og de vare dog saa arrige paa hinanden«. — ^>Det var

ikke rigtigt, at Du lo under Din Læsen; men jeg kan

godt lide, Du følger Sandheden ;

véd Du, hvad Prin-

sessen ønsker for Dig?« — »Ja, mere Alvor, naar jeg

skal læse eller samle mine Tanker rigtig«. — *Ja, men

hun har ogsaa udbedt sig den Gunst, at Du maa blive

udnævnt til Hoffrøken; tror Du, Du kunde være det?«

— »Jeg vilde gerne, men jeg er bange, jeg ej er vær-

dig dertil«. — »Hvorledes mener Du?« — »Jeg kan

saa daarlig holde mig fra at le, naar jeg ser noget

morsomt, og det ser jeg næsten altid«. — Over dette

Svar kom saavel Dronningen som Prinsessen til at le,

og Dronningen fortsatte saa: »Hvad skal Du nu be-

stille, naar jeg er gaaet? Børn pleje at have fri den

Dag, de have været til Eksamen : vil Du maaske tegne

for Din Fornøjelse, eller har Du tænkt paa noget an-

det?« — »Jeg har tænkt at ville takke Prinsessen,


11

fordi hun vil have mig til HofErøken og i'or alt andet,

fordi jeg føler at være bleven behandlet saa mildt ved

alle Lejligheder af hendes. — »Hvad vil Du saa foretage

Dig mere; har Du ogsaa tænkt paa det?« —

»Ja jeg tænkte paa det fra før, da Deres Majestæt

nikkede til mig, førend vi begyndte.« — »Naa saa sig

mig det!« — »Jeg vil saa nødig sige detl« — »Maa

Prinsessen maaske ikke vide det?« — »Jo, Prinsessen

vilde nok kunne forstaa mig bedre; jeg mener, hende

kunde jeg bedre sige det til«. — »Kom Du herhen,

Dorothea ; Du faar hviske mig det i Øret, saa gaar

det maaske lettere for Dig«. — »Jeg vilde bede til

Gud, naar jeg blev ene«. — »Om hvad?« — »Jeg

vilde bede Gud velsigne Deres Majestæt«. Dronningen

svarede ikke straks; lidt efter havde hun, da hun rejste

sig, Taarer i Øjnene, og idet hun kyssede Dorothea

paa Kinden, hviskede hun: »Vor Herre bevare Dig

alle dine Dage; gaa til dit Kammer, bed den Bøn,

Du har foresat Dig, og hav Tak for hver Gang, Du

beder for mig og mine«.

Efterat de vare blevne alene, sagde Dronningen

til Prinsessen: »Var Du ikke min Datter, vilde jeg

selv have Dorothea om mig ;

men

dette vilde være

uretfærdigt; thi det er Dig, der har hele Æren af hen-

des Opdragelse, og det er mig, der har taget saa grun-

dig fejl; egentlig har jeg altid med Forsæt vist mig

som den strenge mod hende, og desuagtet tænkte hun

paa at bede for mig. Sig mig, har Du før mærket


12

hos hende det gudhengivne Sind?« »Ja«, svarede Prin-

sessen, »ved enkelte Jjejligheder har jeg kunnet spore

det, men aldrig saa stærkt som i Dag; oftest ser jeg

kun hendes Livsglæde og undertiden den mærkelige

Sandhedskærlighed. Hendes Sans for det komiske er

saa uskyldig udviklet, eller maaske rettere, det er kun

det uskyldig morsomme, hun har Modtagelighed for;

saaledes skal Du her se hendes mere private Tegne-

bog; her har hun Dyr i alle mulige Situationer, Heste,

Hunde, Katte, Haner der slaas. Gæs, der vralte af Sted

i en skæv Linie; men saasnart det kan opfattes som

en Satire paa Mennesker, ødelægger hun straks Teg-

ningen. Saaledes havde hun forleden tegnet dette større

Billede ; det skal forestille Fælleden ; der er Kanoner,

der blive kørte frem, andre skydes af; der er hverken

Heste eller Mennesker, kun Svin; Forspændingen er

gamle velnærede Søer. og Kanonerne betjenes af yngre

Svin i de utroligste Stillinger; dette gamle Svin, der

staar paa Bagbenene midt i Billedet, er vist Komman-

danten ; det unge Svin ved hans Side en yngre Officer.

Jeg morede mig længe derover; men, da jeg fortalte

hende, at det kunde opfattes som en Karikering af

Artilleriet, bad hun mig rive Tegningen itu, naar jeg

selv vilde«. Dronningen morede sig over Tegningen

og svarede: »Lad mig faa den med mig; det vil more

din Fader at se den; men sig mig, hvem har hun havt

til Legekammerat foruden, undskyld jeg siger det, Dig

selv ; naar Du ikke var hos hende, hvem har hun saa


13

været sammen med?« »Den gamle Portnerenke«, sva-

rede Prinsessen, »hun og Dorothea kom saa godt ud

af det sammen; det gamle Menneske er en af de

ærligste her paa Slottet og kunde saa godt gaa ^nd

paa Dorotheas Lege, var snart dennes Dukke, Barn,

Bonden eller Mand og kunde dertil fortælle en Masse

Historier og foredrage gamle Sange, som Dorothea

lærte udenad eller skrev op«.

Dronningen holdt sit Løfte. En Dag, ikke længe

efter, kom LTdnævnelsen for Dorothea til at være Prin-

sessens Hoffrøken ; et saa stort Brev havde hun endnu

aldrig set; hun anede nok, hvad det indeholdt, men

mente dog, det var forsigtigst ikke at aabne det, inden

Prinsessen kom. Brevets Ydre alene gav hende nok

at more sig over; der stod alle liendes Navne skrevne

saa sirligt, og Bagsiden var egentlig allerfinest ; der

var jo selve Kongens Segl, endog i rødt Lak ;

vis kom Prinsessen snart efter ; med

heldig-

sin fine, lille

Broderesaks klippede Dorothea en Trekant i Omslaget

uden om Seglet og fik saa det mægtige Dokument ud-

foldet og læst med stigende Forundring ; ja, hun skulde

nok være Prinsessen tro og lydig, som der stod skrevet.

Hendes Forbavselse skulde blive større; thi straks efter

hørte hun Prinsessen sige til en indtrædende Pige:

»Vær saa god at sige, Hoffrøkenen skal ikke have

Mad i Aften«. Pigen forstod ikke Meningen, hvorfor

Prinsessen godmodig tilføjede: »Du ved maaske ikke,

hvem jeg mener? Det er Hoffrøkenen, der sidder der-


14

henne«. For et Øjeblik glemte Pigen sig selv og ud-

brød: »Ih! nej dog, er vores Dorothea bleven Hof-

frøken? Det var dog morsomt, til Lykke Dorothea

med det!« Denne takkede, gav glædestraalende Pigen

Haanden og vilde maaske nok ogsaa have kysset Pigen,

hvis ikke denne, seende Prinsessens Smil, i Tide havde

mærket sig, at sligt nok ikke kunde tilstedes mere.

Da de saa vare blevne ene, sagde Prinsessen :

»Nu

have vi Fred lidt. Pigen fortæller nu Nyheden, og

alle ville herefter kalde Dig Frøken ;

dog

bliver jeg

ved dit Navn alene; jeg haaber. Du vil vedblive at

være min gamle Dorthe og ikke gaa hen og blive

forfængelig, hverken naar jeg ser det eller bag min

Ryg; om dine nye Pligter og andet mere skal jeg tale

med Dig en anden Dag; i Dag maa Du gøre Dig lidt

pænere end ellers, jeg skal nok hjælpe Dig siden, for

Du skal med mig til Teen efter Moders Tilladelse, og

mulig bhver Du præsenteret for Kongen. Glem nu

ikke, at Du skal neje dybt, hver Gang en af mine

Forældre begynder at tale til Dig; men vær forøvrigt

sand og naturlig, som Du plejer. Enhver, der kom-

mer første Gang til Hove, gør gerne af Fejltagelse

eller Benavelse lidt forkert ; anden

bedre«.

Gang gaar det

Pyntet, efter hendes egen Mening paa det aller-

bedste, kom det store Øjeblik, da Fløjdørene bleve

smækkede op, og Dorothea bag ved Prinsessen traadte

ind til «Teen«; ved denne forefandtes Øverhofmester-


15

inden og Hofdamerne, for hvem den unge Hoffrøken

blev præsenteret af Prinsessen, og af disse fik Dorothea,

saa syntes det i alt Fald denne, overordentlig hjertelige

Lykønskninger. Lidt efter traadte Dronningen ind;

ogsaa overfor denne mente Dorothea, at det gik helt

godt; hun fik nejet rigtig pænt og takket for Ud-

nævnelsen; havde hun set Prinsessens Smil og Hof-

damernes Blik til hinanden, havde hun nok haft en

anden Mening. I^idt efter undrede det hende, at Prin-

sessen ikke syntes at have Øje for hende, men lod,

som var hun en, Prinsessen uvedkommende. Person,

og nu følte hun sig dog ganske anderledes knyttet til

denne; saa meget mere venligt var det da af Dron-

ningen, at denne engang, idet hun rejste sig op,

sagde til Dorothea: »Kom og se, hvor smukt Pladsen

ser ud med de mange l^ys i Husene ligeoverfor«.

Dronningen var saa mild og god mod hende; Dorothea

glemte helt at neje, og kommen ind i Vinduesfordyb-

ningen fortsatte Dronningen i en lidt sagtere Tone:

»Se her have Menneskene lyst Pladsen op; det ser

pænt ud ;

men

glem aldrig over Menneskeværk at skue

opad mod Himmelen; se nu op paa den utallige Stjerne-

vrimmel og sku et anderledes Storværk ; hver enkelt

Stjerne tindrer saa venlig og vinkende ned til ethvert

Menneske, stor eller lille; hold dine Tanker altid saa

rene, at de kunne færdes mellem Stjernerne, som om

Du var hjemme deroppe«. Dorothea svarede ikke; hun

var saa taknemmelig; var det virkelig den samme


16

Dronning, hun foihen havde været saa bange for. der

undertiden havde talt saa strengt til hende og truet

hende; nu var Dronningen jo ligesom Prinsessen; der

var bare mere Anstand hos Dronningen; men i deres

Hjerter maatte de være ens. Dronningen forstod selv

godt, at hun ikke fik noget Svar; hun blev staaende

en Tid og saa op mod Himmelen, og Dorothea tog

ikke fejl, naar hun mente, at Dronningen var i en

tavs Bøn; men ikke anede hun, at Dronningen nu

gjorde hende Gengæld og bad om, at Vorherre frem-

deles vilde holde sin Haand over Dorothea. I den

Stenming, de vare. havde ingen af dem lagt Mærke

til, at Selskabet var blevet forøget ; da de vendte sig

om, bleve de derfor overraskede ved at se Kongen

staa nær ved i Samtale med Overhofmesterinden ; han

gik straks henimod Dronningen og sagde: »Har der

været et lille Konsejl?« Dronningen smilede og sva-

rede: »Ja, maa jeg præsentere den nj^e Hoffrøken«.

Dorothea nejede pligtskyldigst, og uden at oppebie,

om Kongen vilde tale til hende, takkede hun ham for

Udnævnelsen; Kongen var alt velstemt mod hende, og

morende sig over hendes barnlige Uskyldighed, spurgte

han, om hun alt havde faaet et stort Brev derom. —

>'Ja Tak, Deres Majestæt, jeg fik det før paa en

Bakke«. — »Naa saa, det var nok morsomt det«. —

»Ja saa stort et Brev har jeg aldi'ig før faaet. —

»Nej det kan jeg nok tænke mig«, fortsatte Kongen;

»men sig mig, hvad forundrede Dem nu allermest ved


17

at læse det store Brev?« — »At Deres Majestæt vidste

alle mine Navne«. Dette Svar fik Kongen til rigtig

at le; han nikkede meget venlig til hende og gik saa

med Dronningen hen for at nyde Teen, hvorimod

Dorothea blev tiltalt af Overhofmesterinden, der venlig

tog sig lidt af hende og blandt andet fik trøstet hende

med, at de mange mod hende vendte Blikke kun

betøde, at der var fiere, der ej vidste, hvem hun var,

og følgelig spurgte derom. Dette var jo en meget pæn

Forklaring; den vilde imidlertid have været nærmere

ved Sandheden, naar der var bleven tilføjet, at de til-

stedeværende vare meget forbavsede netop over Doro-

thea; man vidste, at Dronningen havde haft meget at

udsætte paa hendes Opdragelse i Fortiden, troede at

vide. at Allerhøjstsamme ikke let forandrede sin engang

fattede Mening, og nu i Aften havde hun vist en paa-

faldende Naade imod dette Barn, der fandtes paa en-

gang at være baade kejtet og for utvungen i sin Op-

træden ; ja endog Kongen havde talt med hende, var

bleven synlig fornøjet af denne Samtale, havde lét

ganske højt, endnu noget efter bevaret sit muntreste

Smil og sad nu og sendte Prinsessen et Blik, der lod

formode, at han mente, det var en passende Hoffrøken.

At nu Hofdamerne skulde være uvidende om alt dette,

er næppe til at antage, ligesaa lidt som at de særlig

skulde finde Behag i den Opmærksomhed, Dorothea

havde vakt; det maa derfor saa meget mere anføres

til deres Ros, at de senere, hver for sig, følte sig

Lund : En

Hoffrokon. 2


18

opfordrede til at snakke lidt med hende, der ingen

Anelse havde om, at denne Henvendelse var efter

almindehg Høfligheds Skik iblandet lidt Beregning;

hun modtog deres Venlighed med stor Taknemmelig-

hed, og uden i mindste Maade at ville det indtog hun

dem begge ved, som Svar paa deres formelle Titulering,

at bede dem kalde hende som hidtil ved hendes Navn;

de forstode straks, at Stillingen som nærende gammel

Interesse for det kære Bain kunde blive ret heldig,

hvis hun virkelig vedblivende skulde vise sig som den

opdukkende Stjerne, hun i Aften tegnede til at blive;

det heldige ved en Fortsættelse af et saadant godt

gammelt Forhold viste sig ogsaa straks for den pro-

tegerede selv, idet den ene Hofdame ubemærket fik

sagt til Dorothea: »Glem nu ikke, kære, at være parat

til at gaa, naar Hendes kongelige Højhed rejser sig«.

Det er nemlig mere end sandsynlig, at Dorothea aldeles

havde glemt, at hun skulde forlade »Teen« som Prin-

sessens Følge; thi, skønt hun var saa vel advaret,

glemte hun dog lige udenfor Døren aldeles sin Hof-

frøken Pligt; i Stedet for at holde sig bag ved Prin-

sessen i pænt afmaalt Salongang løb hun hen, endog

paa højre Side af denne, og havde hun ikke øjeblikkelig

faaet et bestemt: »Bagved med Dig«, tør det nok be-

frygtes, at hun ikke alene havde talt meget frimodig

til Prinsessen, men maaske endog stukket sin Arm

ind under Prinsessens. Dorothea parerede selvfølgeHg

Ordren, holdt sig først lidt betuttet med megen Anstand


19

i Kølvandet; men snart viste hendes Ansigt, at hun

ogsaa ved denne LejHghed var buklcet under for den

Lattermildhed, hun havde saa ondt ved at beherske.

Ankomne til Prinsessens Værelser sendte denne

sin Opvartning til Ro, og bleven alene med Dorothea

sagde hun: »Hvad Indtryk fik Du saa af denne din

første Tjeneste i Aften?« Dorothea fortalte saa alt,

hvad hun havde set og tænkt, men tilføjede, at der

var noget, der havde gjort hende ondt; men nu mærkede

hun nok, Prinsessen var hende god alligevel. —

»Var det den Gang, jeg kommanderede Dig hinter?«

— »Nej, da forglemte jeg mig groft, det følte jeg saa

vel«. — »Det var maaske af Anger, at Du saa gik og

lo bag ved mig lige til min Dør?« — »Nej, jeg angrede

det nok et Øjeblik; men saa kom jeg virkelig til at

sammenligne Dig med en, der førte Fanen fra Fronten

af Vagtstuen ind i denne, og jeg som den længste var

Fanen, og saa var der ogsaa de Folk, vi gik forbi

naar de i dybeste Respekt havde bukket for Dig, og

de derefter saa op paa mig, hilste de paa mig med

saa glad et Smil, som om de ønskede mig til Lykke,

saa jeg maatte smile og nikke igen; det var vist en

svær Bommert; jeg skulde have forstaaet, at de alene

hilste paa Dig, og holdt mig alvorlig. — Nej, det, der

bedrøvede mig ved »Teen«, var, at jeg syntes. Du ikke

vilde se mig, endsige give mig et lille Ord eller rette

paa mig; jeg prøvede nogle Gange at fange et Blik

af Dig, men saa blev Du helt alvorlig, som naar jeg

2*


20

har været uartig«. — »Du lille Nar«, svarede Prin-

sessen, »det var jo Opgaven for Dig at figurere selvstændig,

og saa havde jeg glemt at sige Dig, at Du

dernede skulde sige »Deres kongelige Højhed« og ikke

Du til mig, — jeg sad og var bange for, at Du skulde

blamere hele din Entré paa den Maade. Her, og naar

Du er uden for Tjeneste som Hoffrøken, maa Du gerne

bHve ved med at sige Du til mig; jeg vil tale til Dig

som hidtil, undtagen naar jeg bliver vred paa Dig;

saa skal Du faa din Titel af mig til en Advarsel om

at tage Dig i Agt. Har Du ellers noget paa Hjerte,

førend vi gaa til Sengs? Hvad er nu det. der er saa

morsomt, at Du bliver bristefærdig af Latter?« »Det

er«, sagde Dorothea leende, »at Du spurgte, om jeg

havde noget paa Hjerte; det er ikke der, men længere

nede, at der mangler noget; jeg vil ikke sige mere,

for jeg tror ikke, det er rigtig passende for en Hof-

frøken«. Hendes Munterhed fik ogsaa Prinsessen til at

le, og efter endelig at have faaet Tilladelse til at maatte

forklare sit Tilfælde, selv om hun derved blev uartig,

sagde Dorothea: »Jeg er saa skrup sulten, og det er

Deres kongelige Højhed selv, der har befalet Pigen, at

Hoffrøkenen ej maatte faa Mad i Aften«.

Den næste Morgen vilde Tilfældet, at Dronningen

kom tidligere end ellers til Prinsessen, og efterat de

havde talt noget sammen, siger Dronningen: »Hvor

er Dorothea? Du skulde vel til at læse med hende?

Ikke skulde jeg da tro, at hun mener, hun er fri for


21

Undervisning, fordi hun er bleven Hoffrøken?« —

»Nej«, svarede Prinsessen, »det ved hun godt, at vi

skulle læse fremdeles ; snarere er hun ej bleven færdig

med at spise, for hun maatte gaa sulten i Seng; eller

— nu har jeg det — hun prøver sin nye Kjole; skulle

vi ikke overraske hende og pludselig gaa ind til liende^«

De aabne Døren og forefinde Dorothea endnu sovende

Dronningen saa venligt til hende og sagde: »Dette er

rigtignok for galt; lidt undskylder det jo, at hun var

saa længe oppe i Aftes over sin sædvanlige Sengetid

se hvor trygt og uskyldig hun sover; Du kan tro,

hun vilde have godt af et Aars Tid eller maaske to at

blive ved sin gamle Levemaade; den vil styrke og ud-

vikle hendes lange Krop meget bedre, end om hun

straks som din Hoffrøken bliver længe oppe hver

Aften«. »Ja«, svarede Prinsessen, »det vil jeg saa

meget hellere, som jeg selv har tænkt at ville bede

Dig lade den Overgang foregaa lidt gradvis«. — »Saa

ere vi enige om det«, sagde Dronningen; »men jeg

har nok Lyst til at se hende klare sig, naar jeg væk-

ker hende«. Saa sætter Dronningen sig ved Sengen og

kalder først: »Dorothea!« Da dette ikke hjælper,

rusker hun mildt i hende og siger: »Kom nu op«. —

»Ja, nu skal jeg komme!« — »Jamen det skal være

straks, lige paa Minutten; Klokken er mangel« Doro-

thea farer forskrækket op, ser lidt forvirret paa Dron-

ningen, farer ned igen under Dynen for straks atter

at rejse sig og sige: »Om Forladelse Deres Majestæt!


22

jeg har sovet over mig; det er alene min egen Skyld«.

— »Hvis skulde det ellers være, maa jeg spørge?« —

»Jeg mente, Deres Majestæt, Pigen har kaldt, og jeg

svarede rigtig; hmi er uden Skyld«. — »Naa, men

hvordan slipper Du fra det, tror Du?« — »Jeg haaber

paa Deres Majestæts Tilgivelse«. — »Kan Du begrunde

det Haab?« — »Deres Majestæt kaldte selv paa mig«.

— >'Jeg maatte vel have Dig vaagen, førend jeg kunde

lade Dig straffe; hvilken Straf, synes Du uu selv, vilde

være baade følelig og tillige fuld retfærdig?« — »At

jeg ikke fik den Mad, jeg er sovet fra«. — »Ja det

var godt udtænkt; men se nu at komme op i en Fart,

og kom saa ind i Prinsessens Stue; maaske Du kunde

blive benaadet for denne ene Gang«. I en utrolig kort

Tid var Dorothea i Klæderne og gik saa ind til Dron-

ningen, der efter nøje at have efterset, om intet var

forsømt ved Paaklædningen, mildt sagde: »Saa faar

Du spise din Morgenmad alligevel!« »Det var under-

ligt«, fortsatte Dronningen, da Dorothea var gaaet, »at

hun gik ind i sit Kammer igen og ikke skyndte sig

ind at spise ; hun maa dog være meget sulten nu, og

hendes Kammer gør vel Pigen i Stand?« »Jeg tror

vist«, svarede Prinsessen, »at hun beder sin Morgen-

bøn; der er ganske stille inde hos hende; hun har i

den Fart, hun klædte sig paa, umulig kunnet gøre det«.

Dagen gik saa med Læsning og andet som sæd-

vanlig for Dorothea, indtil Prinsessen skulde omklædes;

hermed lod hun Dorothea hjælpe sig og fortalte hende


23

saa, at hun ej straks skulde fungere som Hoffrøken,

først modtog hun Meddelelsen temmelig let, men blev

saa mere og mere alvorlig, saa Prinsessen fandt sig

foranlediget til at spørge, om det var hende saa stor

en Skuffelse. »Nej«, svarede Dorothea; »men jeg er

bange for, at jeg i Gaar har baaret mig saa galt ad,

at Meningen er, jeg er ganske ubrugelig for Dig«.

Prinsessen fortalte hende da, hvorledes Dronningen,

netop af Hensyn til Dorothea's eget Bedste, havde

bestemt det saaledes; derover blev denne da glad igen

og fortsatte: »Jeg kan ikke begribe, hvordan den

Forandring er kommen. Dronningen er bleven mig

saa god, og nu elsker jeg hende; jeg er ikke barige

for hende mere; det vil sige, jeg er nok bange for ej

at være, som jeg skal, og det underlige er, at jeg ved,

paa hvilket Klokkeslet den Forandring indtraadte, og

jeg tror ogsaa, jeg ved, hvad det er, der vedligeholder

den gode Følelse i mig«. — »Forklar Dig lidt nøjere;

ganske forstaar jeg Dig ikke«. — »Indtil den Dag, jeg

blev overhørt af Dronningen, havde jeg den Fornem-

melse, at Du alene brød Dig om mig og var mig god,

hvorimod Dronningen var mig baade saa ophøjet og,

som jeg bildte mig ind tillige, saa fjendsk, at jeg altid

var bange for hende, især fordi jeg nogle Gange havde

forstaaet Ytringer om, at hun undte mig Straf og

syntes, Du var for overbærende mod mig; men saa

paa den Dag mærkede jeg, at hun bag ved sin Streng-

hed havde lidt Hjerte for mig, og da hun saa endog


24

roste mig og saa mildt skikkede mig paa mit Kammer,

bad jeg for første Gang rigtig for liende; straks var

der endnu noget i mig, der sagde, at jeg skulde bede

for dem, der vilde mig ilde; men saa, da jeg havde

bedt Bønnen, kom jeg til at tænke paa, at hun var

din Moder, at Du holdt saa meget af hende, og hun

igen af Dig, at hun var den ældre og meget klogere

i alt Fald end mig, og saa bad jeg om igen, at jeg

maatte lære bedre at forstaa hende og især, at jeg

maatte komme til at holde mere af hende. Dette Ønske

blev saa stærkt i mig, at jeg hver Aften siden har

bedt derom, og nu vil jeg spørge Dig, tror Du, det

er Gud, der har bønhørt mig, for det kan jeg da fornemme,

at Dronningen er mig nu helt god, ved Du

hvordan?« — »Nej, sig mig det kun«. — »Jeg tæn-

ker mig saadan som en meget klog Bedstemoder, der

ikke vilde have mig forkælet, mens jeg var i Op-

væksten«. — »Naa, og hvad er saa jeg da?« — »Du

er saadan, som jeg tror, min egen Moder vilde have

været, hvis jeg havde kendt hende«.

Prinsessen var imidlertid bleven færdig, gik til

Taffelet, kom tilbage igen, og da hun fremdeles fandt

Dorothea alvorligere, end hun plejede, spurgte Prin-

sessen hende, hvad hun var optaget af. »Det kan jeg

ikke rigtig forklare. Først har jeg været saa tak-

nemmelig mod Dig og Dronningen, fordi jeg ikke var

med Dig«. — »Saa — jeg troede netop, Du gerne

vilde have været med som Hoffrøken«. — »Ja det


25

vilde jeg saa frygtelig gerne have været i min nye

Kjole; jeg havde glædet mig saa voldsomt dertil; men

saa forstod jeg alligevel, at det var bedst, som Du og

Dronningen havde bestemt det, og saa gav jeg mig

til at tænke paa det andet, Du ikke fik svaret mig

paa, førend Du gik«. — »Hvad var det?« — »Ja det

er det vanskelige for mig; jeg vilde saa gerne vide,

om Du tror, det er Gud, der har vendt Dronningens

Sind til mig?« — »Ja det tror jeg ganske vist«. —

»Men jeg bad om godt til Dronningen og tænkte ikke

paa, at hun just skulde blive god mod mig, uagtet jeg

nu er voldsom glad derfor«. — »Det kommer af, at

Gud bønhører enhver ydmyg Bøn paa den Maade, der

er bedst for den bedende selv«. — »Faar da den, man

beder for, ikke ogsaa noget?« — »Jo, men det kom-

mer igen an paa, hvad Gud finder tjenligst; lad os nu

blive ved min Moder; tænk Dig nu rigtig om; hvad

har allermest glædet Dig af det gode, hun har sagt

Dig, eller Du har mærket fra hendes Side?« — »Det

bliver ikke let for mig at vælge noget; jeg vil helst

beholde det alt i min Erindring«. — »Var der ikke

engang, naar hun talte til Dig, noget, Du blev rørt

over og ikke alene glad eller taknemmelig ved?« —

»Jo, det passer med i Gaar Aftes, da hun formanede

mig om Stjernerne«. — »Og da hun saa holdt op at

tale til Dig og stod tankefuld og saa op mod dem,

saa fortalte Du mig, at Du troede, hun bad for sig

selv; sig mig, hvad tænkte Du imedens?« — »Først


26

tænkte jeg, det var underligt«. — >^Hvorfor fandt Du

det underligt?« — »Ja, det var urigtig tænkt; men

jeg havde aldrig haft den Tanke før, at hun ogsaa

bad; saa blev jeg glad derved, men vedblev alligevel

at være stille, skønt jeg følte Lyst til at kysse hendes

Haand«. — »Hvorfor blev Du glad? Skulde det ikke

have været, fordi Du følte, at Moder og Du i Tan-

kerne havde været samlede oppe mellem Stjernerne, at

Du mærkede, hun vilde gerne lære Dig, at deroppe er

noget, som er mere værd end hele Jordelivet". — »Ja

nu Du forklarer mig det, forstaar jeg det«. — »Lad os

saa gaa lidt tilbage i Tiden. Kunde Du tænke Dig,

hvad Moder troede om Dig, da Du ingen Tillid havde

til hende, men, som Du før sagde, antog, hun var Dig

fjendsk. Du maa forstaa, at Du har været hende

ubegribelig. Dine gode Tanker gav Du til mig, og

hende viste Du ene og alene Frygt; saa ser hun plud-

sehg en god lille Tanke i Dig; kan Du ikke nu se,

det var Gud, der lod hende tænke derover; det var

ham, der lod hende skærme om den, og at det saa

var Gud, der gav hende den Glæde at mærke, at Du

ligesom hun selv bad til Gud, kan Du ikke se nu, at

Gud har bønhørt Dig langt ud over, hvad Du selv

mente, da Du bad for Moder, at hun har givet baade

hende og Dig selv rigelig af den Glæde, som kun han

kan lade os føle. Forstaar Du rigtig, hvad jeg mener?«

— »Ja, nu tror jeg, at jeg aner det, for før vidste jeg

godt, at det var Guds Vilje, der skete, naar der var


27

Krig eller undre Uh'kker, eller ogsaa naar Folk døde;

jeg har trøstet mig med, at det var ham, der havde

taget min Moder og Fader; men jeg var saa indskræn-

ket, at jeg troede, at jeg styrede mit eget Sind selv;

jeg har aldrig vidst, at Gud var Herre ogsaa over

mine Tanker, og endnu kan jeg ikke ret begribe det,

for der er jo de daarlige Tanker«. — >'Ja, disse ere

ens egne, og det er det, vi især skulle bede Gud om,

at hun vil rive ud af os ; det skal vi ydmygt erkende,

at alt slet i os det kommer af vor manglende Tro og

Tillid til ham, der alene af pur Naade vil være den

bedste Fader for os«.

Ovenpaa denne delvise Forandring ved Dorotheas

Stilling begyndte snart Dagene at løbe for hende om-

trent som forhen ; men

Dagene vare dog ej blevne til

mange Uger, førend den for Hoffet og Landet saa

betydningsfulde Begivenhed indtraf, nemlig Kong Chri-

stian den Femtes Død den 25. August 1699. Imellem

de store Forandringer, dette Dødsfald medførte, kom

da og.saa den, at den hidtilværende Dronning, nu Enke-

dronning Charlotte Amalie, helst vilde have en særskilt

Residens, eller med andre Ord, hun ønskede ikke læn-

gere at blive paa »Slottet«, men derimod at have Bolig

og særskilt Hofholdning alene for sig selv. Dette syn-

tes ikke ganske let at ordne, da Amalienborg endnu

ej var opført efter Branden ;

men

Sagen gik hurtigere

i Orden, end det havde kunnet forudses, idet nemlig

den ældre Gyldenløve, en naturlig Broder til den afdøde


28

Konge, under hvem han havde haft megen Indflydelse,

fandt sig opfordret af de nu forventede nye Forhold

til at flytte til Hamborg og derfor gerne vilde sælge

sin prægtige Bolig paa Kongens Nytorv. En Handel

kom derfor snart efter i Stand, og alt blev ordnet saa

hurtig, at Enkedronningen allerede den 29. Januar

1700 flyttede ind i sin nye Residens, der efter hende

fik det Navn, der har holdt sig ned til Nutiden, Char-

lottenborg. Da det imidlertid var Enkedronningen alene

og ikke hendes yngre Børn, der forlagde Residensen,

blev altsaa Prinsessen paa ^^Slottet«, og da Dorothea

var dennes beskikkede Hoffrøken, skulde hun, efter

dette sit Tjenesteforhold, ogsaa blive paa »Slottet«

men. Moder og Datter bleve snart enige om, at det var

bedst for hende selv, at hun indtil videre fulgte med

Enkedronningen til Charlottenborg, saa kunde hun efter

nogen Tid, naar hun fandtes helt udviklet, komme til-

bage til Prinsessen paa »Slottet«, og da denne tilbragte

megen Tid paa Charlottenborg, vilde Dorothea der

næsten være ligesaa meget under Prinsessens Tilsyn,

som hvis Inni forblev paa Slottet. Sammen med Enke-

dronningen kom altsaa Dorothea til Charlottenborg;

hendes Forhold, bortset det nye Opholdssted, bleve

uforandrede; hun vedblev at være en Mellemting af

Barn og Hoffrøken; Prinsessen betragtede og behand-

lede hende fremdeles som sit Plejebarn, og Enkedron-

ningen blev hende, som Tiden gik, end mere god.

Til den store Respekt og nu tillige Kærlighed, Dorothea


29

nærede for Enkedronningen, skulde der imidlertid meget

snart komme en hel ny Følelse, noget der begejstrede

ikke alene hende, men vistnok hele Byen. I August

Maaned samme Aar lagde sig nemlig ikke mindre end

tre fjendtlige Flaader udenfor Kjøbenhavn, og Kongen,

Frederik den Fjerde, var fraværende i Rendsborg. En

vis Modløshed begyndte at gribe om sig; men til stor

Forbavselse og almindelig Beundren greb Enkedron-

ningen ind i rette Tid og paa rette Maade ; hun vidste

at opflamme andre og opmuntrede saa vel til kraftigt

Forsvar af Kjøbenhavn, at ikke alene Kongen, men

Befalingen følte sig taknemmelige mod hende, og det

blev vist hende, da hun den 23. September 1701 kom

tilbage efter en endt Rejse, idet hun da blev modtaget

paa den festligste og højtideligste Maade af Kongen

og hele Borgerskabet.

Da Dorothea paa Charlottenborg var kommen Enke-

dronningen saa nær, at denne i meget lod sig opvarte

af Dorothea, havde denne god Tid og Lejlighed til at

lægge Mærke til meget, hun ikke havde bemærket paa

»Slottet«, og hendes nu mere udviklede Opfattelsesevne

lod hende da klarere se Forskellen mellem Moderen og

Datteren ; denne

havde hun set op til og næret den

inderligste Barnekærlighed til; alt, hvad Prinsessen

foretog sig, var selvfølgelig det ene rigtige ; derom

blev

hverken noget Spørgsmaal eller nogen Tvivl rejst; men

naar hun nu bemærkede, at Prinsessen til Eksempel

altid var i en smagfuld og korrekt Paaklædning, at


30

hun fordrede det samme af alle sine Omgivelser, samt

kun fandt det stemmende med sin Stilling ved mere

officielle Lejligheder at fremtræde med den Pragt, der

passede for en kongelig Person, — og saa samtidig

troede at se, at Enkedronningen ikke var nær saa

nøjeregnende — denne behagede mere et prunkløst

Toilette for sin egen Person, maaske endog en lidt

gammeldags, næsten for hende særegen Paaklædning,

og fremfor alt andet satte virkelige Kundskaber, Hus-

lighed, Punktlighed og personlig Dygtighed højest, saa

undrede det selvfølgelig Dorothea meget; i hendes

Tankegang befæstede sig ubevidst den Opfattelse, at

Enkedronningen var Bedstemoderen, der klogt, men

med Kærlighed som den ældre saa ned paa Ung-

dommen. Hendes smaa Tanker bleve imidlertid ikke

staaende herved ; de havde alt længe kreset om det for

hende uforstaaelige, at medens Prinsessen kun gik til

luthersk Gudstjeneste, gik Enkedronningen desuden til

Aftensang i de Reformertes Kirke. En Tid, der som

vor, næppe kender Forskellen mellem disse to Afdelinger

i den protestantiske Verden, som har set en Reformert

være med i Bestyrelsen af Landets lutherske Kirke-

styrelse, undertiden har hørt ved samme Begravelse

saavel en Reformert som en Lutheraner tale over den

afdøde, uden i mindste Maade at fortrædige hinanden,

har for længe siden givet Enkedronningen Ret i, at

der mellem de to Religioner »kun er liden Forskel«,

og har derfor Vanskelighed ved at forstaa, at en ung


31

Pige som Dorothea oftere kunde komme til at fæste

sine Tanker paa Forskellen mellem Lutheranere og de

Reformerte; men ganske anderledes var Tidens Mening

dengang heri Landet; at Dronningen var reformert,

ansaas da maaske for lige saa slemt, som om en Dron-

ning i Nutiden havde været, ikke Katholik, men Jød-

inde; det var hver Mand bekendt, at det skyldtes

Dronning Charlotte Amalie, at de Reformerte havde

opnaaet den store Begunstigelse at faa deres egen Kirke

i Kjøbenhavn, samt at hun skænkede meget til Guds-

tjenesten i denne Kirke, — ja kort efter Ankomsten

til Charlottenborg hørtes endog Tale om, at der der

skulde indrettes et Kapel for de Reformerte. For-

kætring af anden Troslære end den, Vedkommende

selv tilhørte, der var saa almindelig i de Tider, kunde

ingen undgaa at høre, — selv ikke et saa stort Barn

som Dorothea, — ved en eller anden Lejlighed, og

religiøs vakt, som hun var, maatte det bide sig fast i

hendes Tanker og kræve en Undersøgelse, for at hun

kunde naa frem til en bestemt Mening. Faren ved

ukaldet at indtage et Dommersæde er jo altid stor;

men naar den, der sætter sig til Doms over andre, er

saa uskikket dertil, som Dorothea da var, bliver Faren

overhængende ;

hun

selv mærkede den imidlertid ikke,

hvorimod Prinsessen snart opdagede en for hende

ubehagelig Forandring ved Dorothea; det forekom

Prinsessen, at hun blev halvt udspioneret, og at Doro-

thea baade blev køligere og ligesom gemte paa Meninger


32

om Ting, der ikke vedkom hende, og som hun dog

omtalte med en vis Overlegenhed. En Dag følte Prin-

sessen det stærkere, blev ilde berørt og tænkte allerede

paa straks at give Dorothea en drøj Reprimande for

hendes Optræden; men da hun nok kunde ønske at

tænke selv lidt nøjere derover, da det var vanskeligt

at paavise noget bestemt upassende, og ogsaa vilde

give Dorothea lidt Tid til at forberede sig paa at mod-

tage Irettesættelsen, sagde hun kun: »Jeg ønsker at

være alene, men beder Hoffrøkenen komme her om en

halv Time«. Dorothea adlød med megen Forundring;

dog var hun ikke kommen ud af Stuen, førend den

anvendte Titel og især Betoningen sagde hende, at

Prinsessen var vred ; hvorover

kunde hun ikke begribe

var det galt at tænke paa religiøse Ting? Lidt forfægtede

hun sm Ret hertil ved sig selv; men tilsidst blev det,

at hun havde gjort sin Velgørerinde imod, det af-

gørende for hendes Tanker; hun gav sig til at græde,

og saa kom den Tanke frem, at det maaske var noget

helt andet, der var i Vejen. Paa Klokkeslettet mødte

en meget beskeden, ung Pige med af Graad ophovnede

Øjne; Prinsessen bemærkede dette med Tilfredshed,

men blev dog siddende, hvor hun var, og sagde blot:

»Er det Dorothea eller Hoffrøkenen, der møder hos

mig?« Svaret var, at hun saa inderlig gerne vilde

vedblive at være Dorothea. »Ja, saa hør nu«, fort-

satte Prinsessen, »Du har, saalænge jeg har kendt Dig,

aldrig været saa styg som i Dag, og ikke alene i Dag,


33

men naar jeg i den senere Tid har set Dig, har Du

gaaet og været mig ret en styg, indbildsk og over-

modig Personage, og saa har Du gaaet og næsten

behu'et mig; hvad siger Du til det? Erkender Du al

din Uartighed, saa faar Du bede mig ydmygt om For-

ladelse«. Med det mest forbavsede Ansigt saa Dorothea

op paa Prinsessen og udbrød: »Har jeg virkelig været

saadan?« Havde Prinsessen ej været vred forhen, saa

blev hun det over dette Svar; hun overøste Dorothea

med Bebrejdelser og sendte hende saa bort for selv at

gaa til sin Moder, hvem hun fortalte, livad der var

passeret. Enkedronningen sagde, at hun ogsaa havde

mærket en uheldig Forandring med Dorothea, og da

der i det samme blev meldt Audienssøgende til Prin-

sessen, tilføjede hun: »Jeg vil gaa ind til Dorothea,

medens Du taler med dine fremmede«. Ved første

Øjekast saa da Enkedronningen, at der i alt Fald ikke

var Trods tilbage i Dorotheas Sind; hun satte sig der-

for rolig ned i hendes Kammer og sagde: »Jeg har

hørt, Prinsessen er utilfreds med din Opførsel, og selv

har jeg ogsaa ment at se noget hos Dig, jeg ikke

synes om ; sig mig nu ganske trøstig, hvad dine Tan-

ker har været, og følg nøje Sandheden; jeg talte en-

gang til Dig om, at Du skulde holde dine Tanker saa

rene, at de kunne færdes mellem Stjernerne; det falder

svært somme Tider, naar man bliver fristet; er der

nogen, der ved Tale eller paa anden Maade har ind-

virket paa Dig?« — >Nej, Deres Majestæt!« — »Saa

Lund: En HolTroken. 3


34

var der altsaa noget, Du har gaaet og tænkt meget

paa; hvad var det om?« — »Det var om de Reformerte,

Deres Majestæt; men jeg tør ikke sige mere«. — »Jo

Da tør godt. Du mener, jeg er selv Reformert, og

hvad ondt Du har tænkt om de Reformerte, skulde

fornærme mig«. — »Nej, Deres Majestæt, jeg tænkte

ikke ondt om de Reformerte; jeg vilde blot vide, hvem

der havde Ret, de Reformerte eller Lutheranerne«. —

»Naa ja, det er der mange, der har tænkt paa før Du;

deri er intet ondt; der er altsaa noget mere; kom herhen

og sig mig saa, er det noget om Prinsessen?« —

»Ja, Deres Majestæt«. — »Var der flere? Jeg kan se

paa Dig, Du siger ja; var det saa mig? Naa det var

altsaa Prinsessen og mig. Du tænkte paa. Ja saa faar

Du sige, hvad ondt, Du tænkte om os«. — »Ikke det

mindste, Deres Majestæt, jeg vilde«, — »naa Du vilde«,

— »det var formasteligt af mig; det har jeg nu indset;

men i Begyndelsen jeg tænkte derpaa, turde jeg nok

have sagt det frit ; det var senere, det uartige kom

jeg ser nu, hvor stygt det var med Prinsessen«. —

»Ogsaa med mig imellem, ikke sandt?« — »Ja, Deres

Majestæt; men jeg belurede mest Prinsessen«. — »Naa,

Du belurede altsaa Prinsessen og mig med, naar Du

kunde komme til; men hvorledes belurede Du os?

Vilde Du lytte til, hvad vi sagde, naar Du ej maatte

høre det?« — »Nej, det var Tankerne, jeg belurede-.

— »Men hvorfor gjorde Du dog det?« — »For at se,

hvem der var fronnnest. Deres Majestæt«. — »Og naar


35

Du saa havde opdaget det, hvad saa?« — »Saa mente

jeg, at Luther maatte have Ret, hvis Prinsessen var

den frommeste, og Calvin, hvis Deres Majestæt var den

frommeste — . »Naa saadan; først vare dine Tanker,

synes Du, uskyldige; det samme finder jeg i Grunden

ogsaa; men senere har Du, nu Prinsessen har talt Dig

haardt til, forstaaet, at Du stillede Dig formastelig op

og vilde være Dommer over os og vore Tanker og

Handlinger, og ogsaa set, hvorledes denne Formastelig-

hed fik Dig til at begaa Ting, som Du nu skammer

Dig over og ikke troede. Du nogensinde vilde kunne

gøre med os; er det saadan, Du nu føler det?« —

>Ja, Deres Majestæt«. — »Saa vil jeg tale med Prin-

sessen om Dig og bede hende tilgive Dig ligesaa fuldt,

som jeg nu tilgiver Dig for mit Vedkommende. Du

kan nok se, Du har været mere uartig mod hende end

mod mig, ikke sandt?«

Dette, og at Prinsessen var ganske anderledes

opirret paa hende, end Enkedronningen havde været,

stod saa klart for Dorothea; hun mindedes aldrig at

være bleven tiltalt af Prinsessen som i Dag; vel kunde

hun tit tidligere have faaet hæftige Bebrejdelser for en

eller anden Forseelse; men ved saadanne havde hun

før altid kunnet mærke en vis Understrøm af, at Til-

rettevisningen gjorde Prinsessen selv ondt. I Dag

havde det været anderledes; tværtimod syntes hun i

Dag at have sporet en Opirrethed, der mere mindede

om Had end om Kærlighed. Denne Dorotheas Op-


36

fattelse var fuldt berettiget; thi Prinsessen var bleven

greben af den Mistanke, at Dorothea, — endnu vilde

hun dog tro denne selv uvidende derom, — af en eller

anden var bleven benyttet til Spion ligeoverfor Enke-

dronningen og hende selv, at der var bleven stillet et

Garn ud til at fange Dorothea i, og at denne var ud-

set til at bruges af Enkedronningens Modparti, der nu

ikke let paa anden Maade kunde skaffe sig noget at

vide fra Charlottenborg. Prinsessen gav sig derfor

gode Stunder først med dem, der vilde tale med hende,

og derpaa, inden hun gik ind til sin Moder, og den

stakkels Dorothea tik derved sin Uvisheds Tid betydelig

forlænget; hun troede, at Prinsessen tog tilbage til

»Slottet« uden at ville se eller tale mere med hende,

og oprevet som hun var i sit Indre, følte hun sig saa

uendelig forladt ; i sin Fortvivlelse hengav hun sig

ganske til sin Sorg og lagde sig knælende ved sin

Seng med Hovedet godt gemt i Dynerne; hvorlænge

hun laa, tænkte hun ikke paa; hun blot græd og græd:

hendes egen Moder havde Gud taget, og den, der

havde været hende i Moders Sted, havde hun ved sin

Opførsel nu mistet; hun mærkede ikke, at Døren

lempelig aabnedes; deltagende saa Prinsessen paa den

store Sorg, betænkte sig ikke, men sagde blidt, idet

hun kyssede hende: »Dorothea, kom dog til mig!« —

Ovenpaa den megen Sorg fulgte en Time eller to fulde

af den Glæde, der ikke kan beskrives; men som man

kun ved at sammenligne med eget Oplevet kan forstaa


37

en saadan Glæde er dog ogsaa ødsel med Tiden; Prin-

sessen opdagede dette; med lidt Skræk udbrød hun:

»Der mangler kun et Kvarter i, at vi skulle spise;

ingen af os er i Stand ;

lad

os skynde os ; men

kom

Du først her; vi maa bade dine Øjne; Du ser helt

gruelig ud«. — Var det saa ej bedre, jeg blev fra

Taffelet?« — »Vist ikke nej; der kommer jo kun din

Navner og høje Foresatte, Overhofmesterinden, Grev-

inde Dorothea Haxthausen ;

hende

holder Du jo meget

af, og hun af Dig; det er ikke afgjort, hun bemærker,

Du har grædt, og ser hun det ogsaa, tror hun dog ej

straks det værste«. Det er dog troligt, at Grevindens

klare Forstand ikke lod hende i Tvivl om, at Dorothea

næppe havde dette Udseende grundet paa noget glæde-

ligt; efter venlig at have spurgt, om Dorothea led af

Hovedpine, forandrede hun straks Samtalen, idet hun

dog samtidig glædede sig ved at fornemme, at hvad

saa Dorotheas Sorg end kunde have været, saa havde

næppe nogen Forseelse dannet Aarsagen; thi Mage til

den stille Kærlighed, der blev Dorothea til Del saavel

fra Prinsessen som fra Enkedronningen, mindedes Over-

hofmesterinden ej længe at have set. Stor blev derfor

hendes Forbavselse, da Enkedronningen efter Taffelet

sad alene med hende, og hun saa fik den Meddelelse,

at Dorotheas Øjne vare saa forgrædte, fordi hun havde

vist en formastelig Adfærd mod dem begge, saa ene-

staaende foi-mastelig, ait Enkedronningen aldrig havde

tænkt sig MuHgheden deraf; men, skyndte Enkedron-


38

ningen sig at tilføje, da hun saa Grevindens Bekym-

ring, med Formastelsen var der blandet noget saa

uskyldigt, at det ikke alene var tilgivet fuldt ud, hvad

Grevinden vist havde bemærket ;

men

der var tillige

noget ved Formasteligheden, der opfordrede Enke-

dronningen til om just ikke at belønne denne, saa dog

til at værne lidt bedre end forhen om Dorothea, og

derfor vilde Enkedronningen, naar hun havde fortalt

det hele, bede Grevinden hjælpe hende med at finde

paa noget godt, — og at dette lykkedes, derom vidnede

saavel det Haandtryk, Grevinden fik, som og Enke-

dronningens sidste Replik: »Tak, det var netop saa-

dan noget, jeg søgte om, men ikke selv kunde finde

paa!«

Næppe var Dorothea kommen op den næste Mor-

gen, førend der kom Bud til hende om at komme til

Enkedronningen, og denne sagde saa til hende: »Jeg

er vant til at begynde Dagen med en lille Andagt for

mig selv; jeg vil sige Dig, at Du maa gerne være

med dertil, og saa kan Du komme hver Morgen uden

at faa Bud; men staar din Hu mere til at være alene,

saa kan jeg ogsaa forstaa det ; jeg vil kun sige, at jeg

tror, der er Velsignelse, naar to samles i hans Navn«.

Da Andagten var forbi, tilføjede Enkedronningen: »Ved

denne Sammenkomst om Morgenen mødes vi alene som

Syndere, der trænge til Naaden ; vi tale derfor ej om

noget verdsligt ; dertil er Dagen lang nok ;

men

har

Du noget om Religionen, Du vil spørge om, naar vi


39

ene færdige, saa maa Du gerne, og naar vi nu skilles,

ønske vi hinanden Guds Fred«.

Længere hen paa Dagen kom Prinsessen til Char-

lottenborg ; hun

mærkede straks, at Dorothea var meget

optaget af noget, hun vilde fortælle, og gav hende da

straks Lejligheden dertil. Dorothea begyndte med at

aflevere to Pengetutter, idet hun bad om at maatte

fortælle det hele for at faa at vide, om hun havde

gjort galt. »Først kom Lise og sagde til mig, at gamle

Hansen, Kammerlakajen, vilde tale med mig. Jeg kan

saa godt lide ham, saa jeg fløj ham i Møde, spurgte

til ham selv og hans Kone; han svarede mig venlig,

men rettede sig saa lidt næsten ligesom, naar han faar

en Besked af din Moder, og saa siger han, at han vilde

melde Hoffrøkenen, at der var en Mand, der ønskede

at tale med Hoffrøkenen, da han ej havde kunnet faa

Audiens hos Hendes kongelige Højhed; jeg blev jo

gruelig betuttet, for jeg anede ikke, hvad jeg skulde

svare den Mand; men saa var Hansen igen sig selv

og sagde: »Dorothea kan godt tage imod ham; jeg

indestaar for det«, og saa gik jeg da ind til Manden;

nær var jeg kommen leende ind, for paa Vejen søgte

Hansen at sætte Mod i mig; men ved den sidste Dør

havde han sit Træansigt pludselig igen, smækkede

Døren op og bukkede for mig. Den fremmede buk-

kede ligeledes og spurgte, om jeg var Hoffrøkenen?

Ja det var jeg. Om det var — og saa ramsede han

alle mine Navne op uden at tage Fejl ; jeg studsede


40

og sagde, det var ganske rigtigt. Naa, sagde iian, saa

tør jeg nok bede Dem selv modtage disse Penge og

levere dem til Prinsessen og bede denne meget und-

skylde ; han

havde først faaet dem i Morges, og i

Morgen skulde han paa en 'Rejse, saa han vilde saa

gerne af med Pengene i Dag, og saa føjede han noget

til om, at det glædede ham at se, hvor stor jeg var

bleven, at det gik mig saa godt; men at jeg nok forstod,

jeg skulde give Prinsessen alle Pengene, selv om

jeg havde Lyst til nogle af dem ;

det forekom mig, at

jeg ikke havde fortjent en saa plump Hentydning, og

noget derom maa jeg vel have vist i mit Ansigt; thi

saa siger han, at vort Forhold ganske vist var lidt

aparte, men som min beskikkede Værge, Formynder,

eller saadant noget lignende sagde han virkelig, maatte

han nok have Lov at sige mig, at jeg skulde give

Prinsessen alle Pengene og rette mig efter din Be-

stemmelse derved; dette sagde han nu i en saa venlig

Tone, at jeg syntes saa godt om ham og derfor kom

til at smile eller le lidt; han lo saa ogsaa og fortsatte

helt muntert, at jeg maaske heller ikke vidste, hvem

han egentlig var. Jeg svarede, at jeg ikke havde den

Fornøjelse. Dette lod til at more ham i en endnu

højere Grad, og han sluttede med, at jeg bare skulde

tjene ham i at give Prinsessen Pengene. Du vilde

nok, naar Du fandt Tiden rigtig, sige mig mere. Han

vilde saa til at gaa, men det var ligesom, han ventede

lidt paa et godt Ord fra mig; jeg gik da hen til ham,


41

takkede for Pengene, gav ham Haanden og sagde, saa

pænt jeg kunde, at han nok undskyldte mig; men jeg

var ikke saa inde i det, som han vist troede det. —

Og nu maa Du endehg sige mig, om jeg er kommen

nogenledes fra det«. -— Prinsessen svarede smilende:

»Der er ikke videre at udsætte paa din Optræden ved

den Lejlighed; men hvad Pengene angaar, saa har det

langtfra været hans Mening at fornærme Dig; han

kunde jo ikke vide andet, end at Du vidste lidt Besked

om dine egne Sager, og det er derfor bedst, jeg giver

Dig lidt 0))lysning derom; men sig mig først, hvad

tror Du selv derom?« — »At jeg ikke har andet, end

hvad Du har givet mig, eller din Moder nu giver mig«.

— »Har Du aldrig tænkt paa, Du havde arvet noget

efter dine Forældre?« — »Nej«. — »Saa vil jeg sige

Dig, Du er, hvad man kalder, en velstaaende Pige og

ejer mere, end Du fornuftigvis kan bruge om Aaret.

— Det var da frygtelig morsomt, for jeg har saadan

et stort Ønske, jeg længe har spekuleret paa«. — »Saa,

hvad er det da?« — »Jeg vilde saa gruelig gerne have

Tøj til en Kjole til Portnerkonen paa »Slottet« ; hun

trænger saa haardt til den; jeg vilde selv sy den«. —

»Hvorfor har Du ikke sagt mig det før?« — »Jeg

syntes, det var for meget at bede Dig om det ogsaa,

naar jeg selv faar alt til Foræring af Dig eller nu af

din Moder; tror Du, jeg kan laa det Tøj? Jeg har

sammensparet godt og vel en Rigsdaler dertil«. —

»Hvor har Du de Penge?« — »Dem har jeg gemt for


42

sig selv i min Kiste«. — »Saa var det ikke saa under-

ligt, at Moder ej kunde forstaa, hvad Du brugte dine

Ugepenge til, da vi talte derom forleden, for Moder

sagde, din Regnskabsbog var rigtig ført; men hvad

Kjolen til Portnerenken angaar, da kan dine Penge

magelig slaa til; de Pengetutter, Du der gav mig, ere

dine egne Penge«. — »Ere de virkelig mine, alle de

Penge?« — »Ja, men Du behøver nu selv flere nye

Klæder; naar Du skal udstyres som Hoffrøken, saa

maa Du have flere passende Dragter«, og saa nævnede

Prinsessen en hel Del Ting, som hun fandt absolut

nødvendige. De talte saa en lille Tid herom og vare

begge optagne deraf, indtil Dorothea halvt i Tanker

pludselig udbrød: »Jeg vilde ønske, jeg havde en

Tante?« — »Hvad behager«, svarede Prinsessen leende,

»nu er Du vist uforvarende kommen til at vrøvle lidt;

din Rigdom har nok forvirret dine Begieber«. — Doro-

thea lo derimod ikke; hun blev helt højrød og saa

saa ulykkelig ud, at Prinsessen lo end mere og fort-

satte: »Hvad vilde Du dog med den Tante?« — »Maa

jeg ikke lade være med at sige det; det kom fra mine

sidste Uartigheder; det kom saadan farende i mig; det

er meget for stygt til at siges«. — »Ja, saa skal Du

netop ud med det; jeg tilgiver Dig i Forvejen, da det

kom saa uforvarende i Dig ; hvad skulde Du saa have

Tanten til?« — »For at være mellem Moder og Bedste-

moder«. — »Du maa undskylde mig, endnu er jeg

lige klog«. — »Ja det uartige er ogsaa tilbage med den


43

Tante«. — »En uartig Tante er ellers sjældnere«, sagde

Prinsessen leende. — «Jeg mente, Du vilde give mig

for fine Klæder, og din Moder maaske Klæder efter

hendes eget Snit«. — Prinsessen lo fremdeles og sagde:

»Jeg kan ikke ganske se det meget uartige i din Tanke-

gang, for der 'er noget sandt i din Opfattelse«. — »Det

var mellem det, jeg tænkte paa, naar jeg, som Du har

sagt, belurede Dig; Du vil nok tilgive mig?« — »Ja,

er der mere om den Tante?« — »Ja det vai- i Aftes,

jeg mærkede, at Du og din Moder vare saa gode mod

mig som aldrig før; jeg syntes. Grevinden var lidt

mere afmaalt straks; jeg kunde ej lide, hun spurgte,

om jeg havde Hovedpine; jeg syntes, det var ligesom

en lille Snært til mig, og saa foresatte jeg mig at ville

fortælle hende Grunden, naar vi bleve ene ; men

senere

i Aftes var hun ligesom en hel anden og sendte mig

et saa kærligt Blik, og saa lavede jeg hende i .mine

Tanker til en Tante af mig; saa nu er der ikke mere,

jeg skal sige om Tante. Maa jeg saa snakke om mine

nye Kjoler?« — »Nej, det maa Du ikke; jeg vil blive

ved din Tante Snak; kan Du gætte, hvad jeg vil sige?«

— »Ja, jeg tænker, Du paa en god Maade vil give

mig lidt Hug«. — »Nej, tværtimod vil jeg foreslaa Dig

selv at søge nærmere Bekendtskab med den Tante, jeg

mener Overhofmesterinden; jeg skal bede Moder, om

Du maa køre hen til hende alene en Dag og aflægge

hende en Visit; kunde Du have Lyst til det?« —

»Ganske forfærdelig«. — »Du ved nok. Du maa ikke


44

trætte hende med at blive for længe«. — »Men hvad

skal jeg tale om?« — *Aah, det kommer af sig selv«.

»Hoffrøkenen skulde have Vogn til Visit hos Over-

hofmesterinden«, hvor lød det dog ikke morsomt for

Dorothea selv at høre Enkedronningen give denne

Ordre til Kammerlakajen et Par Dage efter; de derpaa

tilføjede, men lidt sagtere udtalte Ord: »Hansen, Du

tager nok med og passer mig godt paa Dorothea; hun

er endnu saa ung i Tjenesten«, hørte hun derimod

ikke, hvorimod Enkedronningen med Tilfredshed be-

mærkede den Glæde, hvormed Hansen lovede at udføre

denne Del af Ordren. Et saa barnlig fornøjet, lille

Pigeansigt havde Biløberen vist ikke længe kørt for,

og skønt gamle Hansen stod bag paa Karethen i sine

egne Klæder, og det saaledes var givet, at Vognen ej

indeholdt nogen kongelig Person, var der dog enkelte,

der hilste paa Dorothea ved Forbifarten, hvilket baade

forbavsede og morede hende, saa hendes Genhilsen blev

en smuk Mellemting af Venlighed og Tilbageholdenhed,

der klædte hende saa godt, at en vel uddannet Hof-

dame næppe vilde have kunnet præstere en bedre

Hilsen. Overhofmesterinden modtog hende med, at

det var ganske særlig elskværdigt af Dorothea at komme;

hertil sagde denne, at det var Prinsessen, der havde

sendt hende; men straks mærkende, at dette kunde op-

fattes, som om hun selv ej havde haft Lyst dertil, vilde

hun skynde sig med at tilføje noget pænt derom, men

kom saa til at sige, at Visiten var bleven bestemt, fordi


45

hun havde kaldt Grevinden for Tante, og saa var hun

kørt fast, og til dennes store Moro og Tilfredshed

maatte Dorothea saa frem med hele Historien ;

pludselig

saa hun lidt alvorlig paa Grevinden og sagde, nu maatte

hun nok gaa. — »Hvorfor dog det allerede?« — For

Prinsessen havde paalagt hende ej at blive for længe

og trætte Grevinden. Denne svarede ikke derpaa,

smilede derimod og gik hen og skrev en lille Billet og

gav denne med Besked til den udenfor ventende Han-

sen. Menende, at denne ej havde villet vente længere,

saa Dorothea lidt efter til sin store Skræk, at den

kongelige Vogn kørte sin Vej ; Grevinden

lo derimod

og sagde: »Det er Hoffrøkenen, der lystrer Ordre og

kører hjem; nu har jeg tilbage min nye Niece; jeg

maa dog have Lov til at lære hende lidt nærmeie at

kende; læg nu dit Overtøj og lad, som Du er hjemme«.

— »Men Hendes Majestæt vil vist blive vred«. — »Jeg

skal selv følge Dig hjem og tage mod ahe Huggene

derfor«. — Samtalen kom snart godt i Gang; imellem

vilde Dorothea til at fortælle om, hvorfor hun havde

været saa forgrædt sidste Gang, Grevinden havde set

hende; men det lod til, at denne ej vilde ind derpaa;

endelig lykkedes det Dorothea at faa begyndt ikke

uden, at en lille Taare samtidig stjal sig frem; den

kunde Grevinden ikke modstaa; hun kyssede Dorothea

og sagde: »Du maa gerne vide, at jeg ved det alt fra

Enkedronningen; Du har handlet urigtig, faaet Til-

givelse, og nu skal Du gemme det hos Dig selv til at


46

kue daarlige Tanker med i Fremtiden«. — Derefter

ledede Grevinden hendes Tanker hen paa hendes fore-

staaende Udstyrelse med nye Dragter; Grevinden fik

at vide om Dorotheas Pengetutter der hjemme paa

Charlottenborg; hun tik Lov at se nogle af Grevindens

Kjoler med mere, og ikke længe efter kunde man have

set Dorothea skrive op paa en lille Seddel, hvad Grev-

inden fandt, hun burde anskaffe sig; saa satte denne

til paa Seddelen, hvad det vilde koste; men det gik

langt ud over, hvad Pengetutterne indeholdt; det, mente

Grevinden, var temmelig ligegyldigt; men, tilføjede hun,

nu maatte de til Charlottenborg, og ankomne dertil

hviskede hun smilende: »Behøver jeg at følge Dig til

Hendes Majestæt?« Unægtelig behøvedes dette ikke;

thi Dorothea traf straks Prinsessen, der morede sig

meget over Dorotheas Beskrivelse af denne første Visit

paa egen Haand; Prinsessen lo om Kap med Dorothea,

lige indtil denne kom frem med Seddelen over Garde-

robesagerne; næppe havde nemlig Prinsessen set den

igennem, førend hun meget alvorlig sagde: »Hvor

kunde Du glemme flere af de Ting, jeg sagde Dig

vare nødvendige ; Du kommer til at se bedre at huske,

hvad jeg siger Dig; Dorotheas Svar: »Om Forladelse,

jeg huskede det rigtig godt; men det var jo Grevinden,

der dikterede mig; jeg mente, jeg skulde skrive, som

hun sagde det; Du skulde jo bag efter tage den ende-

lige Bestemmelse«, — syntes at opirre Prinsessen end

mere; hun svarede dog kun med et hvast, udholdende


47

Blik paa Dorothea, der vel blev ulykkelig, men dog

udholdt Blikket og vedblev at se Prinsessen troskyldig

hid i hendes Øjne. Var Prinsessens saa pludselig op-

komne Vrede ufoistaaelig, blev det Dorothea end mere

ubegribeligt, at Prinsessens Blik efterhaanden ganske

skiftede Karakter; det hvasse deri gav Plads for Skæl-

meri, og inden Dorothea anede det, lo Prinsessen stær-

kere, end hun plejede, og idet hun tog Seddelen med

sig, sagde hun: »Du har alligevel gjort dine Sager

godt og er min egen Dorthe!« Ved Taffelet undgik

det ikke Grevindens Opmærksomhed, at saavel Enke-

dronningen som Prinsessen vare i et saa fortræffeligt

Humør; de vare kun disse tre og Dorothea ved Bor-

det. »Naar Opvartningen er ude af Stuen«, tænkte Grev-

inden, »kommer nok Forklaringen« ; men

Enkedronnin-

gen ytrede kun, at det glædede hende, at Grevinden var

gaaet saa venlig ind paa at blive pludselig Tante til

saa stor en Pige. Den egentlige Forklaring fik Grev-

inden efter Bordet; Enkedronningen sagde da til Grev-

inden : »Nu

har den nye Niece igen været paa Spil

og i al sin Uskyldighed faaet sin rare Tante med ind

i en rigtig Intrige til Fordel for sin egen Interesse.

Det er Dem godt nok bekendt, at min Datter og jeg

i Fortiden have været uenige om hendes Opdragelse;

derom blev vi dog vel forligte; men saa opkom en ny

Uenighed om, hvordan hun skulde udstyres; jeg mente

et, min Datter noget andet; længere kom vi ikke; Sagen

var vel højst ubetydelig; men den skulde dog afgøres.


. 48

Tiden gik imidlertid, og det blev ikke til noget, og

saa gaar det Barn hen og faar Dem, der ikke aner

noget om vor Uenighed, til at lave sig et ligtig vel

betænkt lille Program, der omtrent ligger midt mellem

de uenige Parters Anskuelser, og vi ere blevne enige

om saa at blive staaende ved deres Forslag, og saa

have vi betænkt, at den samme gode Dorthe skulde

til Belønning have Lov til i Aften at se sine egne

Smykker eller nogle af dem, jeg har gemt for hende«.

Denne Fornøjelse blev da tildelt Dorothea; det morede

de andre at se det overvældende Indtryk, al denne,

efter hendes Opfattelse, umaadelige Rigdom først foraar-

sagede, hendes gradvise Gaaen frem fra først alene at

se, saa ganske let berøre de enkelte Smykker, til ende-

lig at tage et eller andet helt op, nøjere besigtige det

og endelig prøve, hvorledes det saa ud paa hende selv.

Fornøjelsen fik imidlertid en brat Ende. Grevinden

var den, der bedst vidste Besked om Smykkerne; meget

vidste hun just ikke; men hun kunde dog om enkelte

sige: »Dette har været din Moders, dette din Mormoders«,

og tilsidst sagde hun: »Dette her var din Moders

Fæstensgave; jeg husker saa tydelig, hun havde det

paa, den sidste Gang jeg saa hende«. — Længere kom

hun ikke; en Taare faldt paa hendes Haand; Mindet

om en Moder, hun aldrig havde kendt, en Fader, hun

kun saa utydelig i Erindringen, blev Dorothea for

stærkt; hun vendte sig om og gik grædende ind i den

anden Stue. De tilbageblevne saa spørgende til hver-


49

andre; Enkedronningen brød først Tavsheden; idet hun

pakkede Smykkerne ned, sagde hun: :)Hvor er hun

dog en blød, Hlle Sjæl!« — Den muntre Stemning var

forsvunden; de havde ondt af den forældreløse, der

dog snart blev trøstet af Prinsessen og senere af de

ældre inddroges i en mere almindelig Samtale.

De efterfølgende Dage og Uger bleve som en fort-

sat Æventyrkomedie for Dorothea; der skulde vælges

Stoffer, tages Maal og saa næsten det morsomste —

prøves og atter prøves, og efterhaanden som et Stykke

kom færdigt hjem, havde hun Fornøjelsen at gemme

det hen, saa imellem kigge til det og en enkelt Gang

tage det helt frem, naar det skulde sammenholdes med

senere ankomne Ting; lidt Ubehageligheder fulgte der

jo ogsaa med, det kunde jo træffe imellem, at hun

maatte høre: »Naar vi læser, saa læser vi og sidder

ikke og tænker paa nye Sko med Spænder«; men

Meningen var ikke slet saa striks, som det blev sagt;

Dorothea mærkede godt, at hun nu blev mere og mere

l)ehandlet som den voksne, maaske Bevidstheden om

egne Penge virkede noget ogsaa; men den egenthge

Grund til, at der nu toges mere Hensyn til hendes

Mening om Garderobesagerne, var hende selv ganske

fremmed, hvorimod Prinsessen meget vel saa den; det

var nemlig ved flere Lejligheder bleven denne paa-

faldende, hvilken medfødt fin og udviklet Smag, Doro-

thea var i Besiddelse af, og det varede ikke meget

længe, førend hun ogsaa blev spurgt om, hvad iiun

Lund: En HofTmken. ^


50

mente om det og det ved Prinsessens egeii Paaklædning.

Fra Enkedronningens Side vistes mindre Interesse for

Dorotheas Udstyrelse, og dog var det navnlig i Betragt-

ning af dennes gamle Smag for Maskerader, at Doro-

thea i al Stilhed lagde sin Plan for den forestaaende

Fastelavn ; det var allerede paa Grund af Sørgetiden

ved Hoffet givet, at der ej det Aar kunde være Tale

om nogensomhelst større Fornøjelse, og nogle Dage

forud havde Prinsessen halvt i Spøg ladet Dorothea

forstaa, at hun ikke følte sig sikker for, at Dorothea

ikke benyttede noget af den gamle Ret til Friheder i

Fastelavnen, og skønt Dorothea var bristefærdig af

indvendig Latter, havde hun dog faaet svaret, at hun

nu som voksen ikke fandt saadant passende mere for

hende, og hun var kommen saa vel fra sit Svar, at

Prinsessen egentlig blev utilfreds med, at hun ej kunde

more sig længere som Barn; men intet udtalende sig

herom havde Prinsessen indskrænket sig til at vise sin

Utilfredshed ved at se hen i Vejret; dette kom saare

belejligt for Dorothea; hun benyttede Øjeblikket til

straks at ty ind paa sit Kammer, og havde Prin-

sessen der kunnet se den ungdommelige Skikkelse

liggende, saa lang den var, paa Sengen med Hovedet

godt begravet i Hovedpuden, for at denne kunde dæmpe

Lyden af den ustandselige, klukkende Latter, saa havde

Prinsessen ganske sikkert kunnet spare enhver ærgerlig

Tanke over, at Dorothea mente sig for stor til barnlig

Leg. Selvfølgelig maatte flere indvies i Planen, for at


51

denne skulde kunne lykkes; men alle, der anmodedes

om Bistand, ydede denne villig og tav stille dermed;

hvem, der blot anede noget, lod sig ikke mærke der-

med, men indskrænkede sig til at holde godt Udkig

for at faa saa megen Nydelse som mulig. Kammer-

lakajen, gamle Hansen, var fuldt med i Komplottet;

han maatte faa Prinsessen straks ved Ankomsten til

Charlottenborg til at lægge Mærke til den Bondepige,

der stod saa underdanig nede i Gaarden og ventede

paa at faa nogen i Tale; han blev sendt ned for at

høre, hvad hun vilde, kom tilbage og meldte, hun bad

saa bønlig om at maatte tale med Prinsessen; det be-

vilgedes, ind traadte da Bondepigen, gjorde to upaa-

klagelige Bondekniks og sagde, hun vilde bede Prin-

sessen skaffe hende ind til Enkedronningen; hun var

fra Vemmetofte Gods; det var saa uhyre vigtigt for

hende. — »Hvad det da drejede sig om?« — Det turde

liun kun sige til Hendes Majestæt selv. Prinsessen

syntes, Pigen saa skikkelig ud, tænkte paa den lange

Vej fra Vemmetofte, lovede at hjælpe hende, sendte

Pigen ud, blev staaende lidt og hørte Pigen spørge

Hansen, om hans høje Naade ikke vilde vise hende,

hvor Brønden var, hun var bleven saa forblustret af

at tale med Jomfruen, og nu skulde hun tale med

»Hende Selv« ; Hansens

Svar: »Hvor tør saadan et

Fjols kalde Hendes kongelige Højhed for »Jomfruen«

og Hendes Majestæt for »Hende Selv«, ærgrede Prin-

sessen; hun gik derfor ud og sagde til Hansen, han


52

skulde vise Pigen ned i Stegerset og hjælpe hende til

lidt at forfriske sig paa, for saadan en stakkels Pige

vidste nu ikke bedre at udtrykke sig; Hansen bukkede

for Ordren; men Pigen kniksede paany og sagde:

>Tak Jomfru, kommer I til Vemmetofte til Efterhøst,

skal jeg komme til Gaarden med en Kurv Pærer til

jer«. Denne Anvisning paa Stegerset blev et ikke

forudset, men saare velkomment Tillæg til Fornøjelsen;

der nede var det kun Hansen, der vidste Rede paa,

hvem Bondepigen var; han blev trofast hos hende, til

der kom Bud igen efter hende, og denne Trofasthed

belønnedes med ikke faa Vittigheder fra Køkken-

personalets Side; Hansen var en pæn een; nu var nok

en af hans Vemmetofte Bekendtskaber kommen til Byen

og lignende; ved en lidt drøjere Bemærkning i den

Retning lagde imidlertid Hansen Fingeren paa Mun-

den, og hele Personalet forstod Advarselen ; Lystig-

heden tog vel til derved, men holdt sig dog derefter

inden visse Grænser; man var nemhg nu ingenlunde

vis paa, at det ikke kunde være en af selve Her-

skaberne, der havde klædt sig ud. Hos Enkedronningen

gik det helt vel; Prinsessen var der, vilde gaa, da Pigen

kom, men blev dog, da Enkedronningen sagde, det

var in.gen Hemmeligheder; det er kun noget, saadanne

gerne sige; Bondepigen støbte tre Gange Lys for Enke-

dronningen, blev staaende lige indenfor Døren noget

underfundig i Skygge; paa et venligt: »Hvad vil Du

mit Barn?« begyndte hun en lang Lovtale over Ride-


53

fogeden paa Vemmetofte; efter en Paamindelse om at

komme til Sagen afleveredes en lignende Omtale af

Kaptajnen; efter en fornyet Paamindelse blev det plud-

selig en Peder Jensen, som kunde komme hjem; det

havde baade Ridefogeden og Kaptajnen sagt, hvis

»Hende Selv« vilde skikke en anden ligesaa dygtig

Karl derind. — Hvem da Peder Jensen var? — Ih

det er jo Jens Pedersens Søn fra Smerup. — Om det

var Pigens Broder? — Nej det var det ikke. — Hvad

han da var for hende? — Ih. vi skulle jo tilsammen,

for Jens Pedersen han er jo død, og saa kunne vi faa

Gaarden. — Om hun da holdt saa meget af sin Kæreste?

— Aa ja. paa det gode Lav; Gaarden er god, hvad

det angaar. og giftefærdige er vi nu begge to. — Om

hun havde noget skriftligt med? — Ja det havde hun

rigtignok, og saa trak hun et Bi'ev op fra Kæresten.

Enkedronningen saa paa det, morede sig over det og

spurgte, om han selv havde skrevet det. — Nej det

kunde hun svare ham fri for. — Om hun selv kunde

læse det? — Nej dog; men hun vidste bestemt, hvad

der stod; Degnen havde selv læst det højt for hende.

Tilsidst sagde Enkedronningen, at hun fik bede Degnen

eller en anden skrive en Ansøgning, saa skulde hun

tænke nærmere derpaa. Pigen, stod lidt og saa dum

ud og sagde endelig: »Saa er jeg maaske færdig? Ja

saa byder jeg Farvel og mange Tak«. Derpaa kniksede

hun to eller tre Gange og gik hen mod en forkert Dør

for at komme ud. Prinsessen viste hende den rigtige


54

Dør, hvorfor Pigen hviskede: »Det bh ver ved Pærerne,

som jeg har lovet Jomfruen«. Men idet Pigen gik

hen ad Gulvet, maa Enkedronningen have betænkt sig:

thi hun sagde: »Der er dog et endnu, mit Barn, jeg

maa have at vide; kom Du kun lidt nærmere«, og

efter at have faaet Pigen til at staa i Lyset fra Vin-

duet fortsatte hun: »Jeg skulde dog ogsaa vide, hvor

Du selv hører hjemme«. — »Jeg er fra Spjellerup«.

— »Naa Du er fra Spjellerup. Er Du gaaet derfra i

Dag?« — »Nej, i Nat laa jeg i Kjøbenhavn«. — »Du

skulde ikke kende min Datter der?« — »Jo, hun lod

mig bespise før, og det har jeg glemt at sige Tak for«.

— »Vis mig engang din Haand, og saa kommer Du

til at vise mig din Fod; Du har vist hverken malket

eller gaaet med Træsko ;

din Fod ligner en Hoffrøkens,

jeg kender lidt til; ikke skulde dit Navn være Doro-

thea?« Saasnart denne mærkede, hun var opdaget,

kunde hun hverken bevare Bondedialekten eller holde

sig fra at le; hun vidste imidlertid godt, at Fore-

stillingen ingenlunde var endt, og meget rigtig, lidt

efter siger Enkedronningen: »Du skulde dog nødig

staa der og le saa meget; ved Du ikke, mit Barn, at

Du nu er under min Straffemyndighed?« — »Nej«,

indskød Prinsessen, »som min Hoffrøken har jeg Haands-

ret over hende«. — »Ikke i dette Tilfælde«, fortsatte

Dronningen, »Du blev fuldt narret, ]eg blot i Begyndel-

sen; jeg opdagede i Tide Dorothea, inden hun var

gaaet fra mig; erkender Du ikke selv det, mit Barn?«


00

— »Ja, Deres Majestæt«. — »Saa dømmer jeg Dig til

at varte mig op; først ringer Du paa Klokken, saa

bestiller Du Fastelavnsbrød, Smør og varm Mælk, og

er Du ikke flink i din Rolle, til jeg giver Dig fri, saa

vil der vanke noget ekstra, kan Du tro«. Dog dette

ekstra blev ikke anvendt; Rollen blev trolig fulgt, det

maatte den virkelige Betjening erkende; det blev næsten

umuligt for denne med Anstand at gøre sin Pligt, naar

der samtidig maatte høres paa Dorotheas Bondedialekt,

hendes forskellige Titler til Enkedronningen og Prin-

sessen og se hende smaskende spise, tørre sig om

Munden og i alt gerere sig som en rigtig Bondepige.

Noget efter rejste Enkedronningen sig og sagde: »Nu

kommer Du med mig«. Det tør dog antages, at Doro-

tliea ikke led noget ved den kommen med; snarere

kan det formodes, at Enkedronningen endog har givet

hende Anvisning paa mere Forklædning; i alt Fald

siges der Resten af Dagen at have været, til forskellige

Tider, højst mærkelige Personer inde i Værelserne,

efter en gammel Gadesælgerske en Skoledreng, senere

en meget fin Dame og tilsidst en Kavaler, der fik Prin-

sessen til at danse med sig.

Da passende Tid var forløben, begyndte Hoffet

atter at røre sig; den nu mere udviklede Dorothea tog

sig godt ud; hun vakte Opmærksomhed overalt, hvor

hun kom i Enkedronningens Følge; ualmindelig skøn

var hun ikke; men hendes slanke, smukke Figur og

det hele Udtryk af Nobelhed og Uskyldighed, med


56

stærke Stænk af Munterhed, der klædte hende saa vel,

tik alle til at føle sig tiltalte af hendes Personlighed

og til at glemme at kritisere hendes ikke regelmæssige

Ansigtstræk, og hvem der fik talt med hende, svntes

endnu bedre om hende, efterhaanden som de lærte

hende at kende. Foruden alle disse personlige Elsk-

værdigheder var hun i Besiddelse af Formue, høj Rang-

og Uafhængighed; intet Under derfor, at hendes »Tante«,

Grevinden, da der var gaaet et Aars Tid hen, uden at

en eneste havde vist Tilløb til at vinde hendes Hjerte,

udtalte ved en fortrolig Samtale med Enkedronningen

og Prinsessen den største Forbavselse herover; ligesaa

enige de nu vare om det mærkværdige heri, vare de

ogsaa alle tre af den Mening, at dette forøvrigt var

ret heldigt, og at ingen af dem i mindste Maade vilde

fremskynde noget i den Retning, da det jo ej havde

Hast, og da Dorothea syntes at være fuidtud lykkelig

i sine nuværende Forhold. Somme Tider giver man

imidlertid Løfte om fuld Afholdenhed fra et eller andet

og bryder dog halvvejs Løftet næsten samtidig uden

selv at vide det; i alt Fald gik det Overhofmesterinden

saaledes ved denne Lejlighed. Hun maatte kun ganske

faa Dage efter tilstaa for Enkedronningen, at en højt-

stillet, ældre Mand, der ganske vist ikke selv havde

Børn, endsige nogen giftefærdig Søn, i en Samtale med

Overhofmesterinden ved en Hoffest havde talt meget

rosende om Dorothea og vel lejlighedsvis, men dog

saaledes, at Overhofmesterinden havde lagt særlig Mærke


Di

dertil, spurgt, om Dorothea virkelig endnu ej havde

skænket sit Hjerte bort; Svaret havde jo kun kunnet

være et rent Nej; men Spørgsmaalet var meget kort

el'ter bleven Grevinden en Del mistænkeligere, idet den

samme Mand havde faaet sin unge, haabefulde Broder-

søn præsenteret for Prinsessen, senere for Dorothea,

hvorpaa han havde danset med denne. »Naa, ja«,

svarede Enkedronningen, »det behøver da ej at betyde

det mindste; men selv om det var alvorlig ment, og

den unge Mand virkelig skulde vinde Dorotheas Gunst,

saa vilde det dog kunne kaldes et passende Parti; holde

hende udenfor Ægteskabet magte vi dog ikke; hun er

jo som skabt til at gøre en Mand lykkelig«. Opmærk-

somheden var nu henledet paa den unge Mand, der

blev vel omtalt og ansaas for ret betydende og alvorlig

men han syntes, af en Bejler at være, at bevæge sig

efter en for beregnet og maaske vel langsomt virkende

Angrebsplan ;

han

blev af Onkelen præsenteret for

Overhofmesterinden, og denne bemærkede, at Onkelen

ligesom understregede, at han var hans Brodersøn og

eventuelle Arving, hvad Grevinden vidste vilde sige

ikke saa ganske lidt. Uagtet nu alt dette maatte tale

til hans Fordel, naar man saa hen til Dorotheas unge

Alder og endnu yngre Sind. var der dog noget ved

den unge Mand, der ikke tiltalte Overhofmesterinden

dette »Noget« kunde hun ej nærmere jjetegné, men

gav det overfor Enkedronningen det Udtryk, at hun

vilde foretrække en større Heftighed i Følelsen, selv


58

om denne saa blev kortvarigere; Enkedronningen sva-

rede smilende: »At jeg skal høre Dem forsvare en

kort, opbrusende Kærlighed, er dog næsten for meget;

kunde Grunden ikke søges i, at vi saa sjældent se dyb

og virkelig Kærlighed, at vi blive forundrede, naar vi

staa ligeoverfor en saadan


59

hinanden, da Dorothea, nagtet hun forekom Enke-

dronningen at være i et fortræffehgt, næsten overgivent

Humør, meget skyndsomt sagde Godnat og ilede til

sin egen Stue. Ved Morgenandagten næste Dag mente

Enkedronningen, at Dorothea ikke havde haft sine

Tanker samlede, og spurgte, om dette ikke var saa.

Et alvorligt Ja var Svaret, men tillige en Bøn om at

maatte vente med at sige Grunden til senere. Enke-

dronningen indvilligede heri, og da hun saa anden

Gang spurgte Dorothea, fortalte denne, under et utæmme-

ligt Latterudbrud, at Brodersønnen vist havde friet til

hende ved Hoffesten. Enkedronningen blev indigneret

over Dorotheas Kaadhed; men Latteren kunde denne

ikke standse; saa blev Enkedronning*'n rigtig vred og

liad Dorothea tage sig vel iagt; hun fandt det i højeste

Grad usømmeligt af en ung Pige at le saadan over et

saa vigtigt Anliggende. Dorothe blev vel lidt bange,

men fik dog svaret nogenlunde passende: »Naar jeg

bare kunde fortælle det, som det gik til, vilde Deres

Majestæt ogsaa le ad ham«, og opfordret til at prøve

derpaa, fortsatte Dorothea: »Vi stode saadan sammen,

at han meget vel kunde have talt ordentlig til mig

uden at vække den mindste Opsigt; men i det Sted

sagde han efter lang Tavshed i ganske almindelig

Konversationstone, at han var bange for, han trættede

Hoffrøkenen; dette benægtede jeg saa høflig i samme

Tonefald; saa udviklede han noget om, at det, ikke at

føle sig trættet af en, maaskc- kunde omskrives til, ikke


60

at være denne ene ligegyldig; men han ventede heller

ikke mere, og saa talte han noget om, at »Begge« jo

havde god Tid til at vente paa, om der skulde komme

dette »Mere«, men dog saaledes, at ingen af dem var

det mindste bunden, han ligesaa lidt som den anden.

Om nu hans Ord netop vare disse, tør jeg ikke paa-

staa; men Meningen var, som jeg har sagt; havde han

talt forvirret eller vist Bevægelse, kunde jeg forstaa,

at det var hans Følelse, der fik ham til at vrøvle;

men jeg er overbevist om, at han ej var den mindste

Smule bevæget; han talte hele Tiden i god Konver-

sationstone, hverken alvorlig eller leende, med fuld

Beherskelse som en, der afleverer en vel overvejet lille

Tale, — og derfor faar jeg nok Lov til at le rigtig ud

i Dag. Deres Majestæt; jeg døjede saa gruehg i Gaar

for ej at le ham op i hans egne Øjne; men jeg

bevarede dog saa godt Anstanden, at han tilsidst gik,

velfornøjet med sig selv, takkende mig for den behage-

lige Samtale«. — Enkedronningen hørte derpaa med

Opmærksomhed, lo selv lidt deraf og svarede: »Ja,

Du har Ret; for dit Vedkommende kan Du kun le

deraf«; men i sit stille Sind bedømte hun den unge

Mand strengere og var bange for, at Dorothea skulde

ende med at blive indtaget i ham. Denne Frygt var

dog ganske ugrundet; han havde gjort sig selv lattei--

lig i hendes Øjne ;

hun

maatte bruge al sin Magt for

at beherske Latteren, naar de senere mødtes i Selskabs-

livet, og den uforstaaelige unge Mand lod til godt at


61

mærke denne l.yst, sætte Pris derpaa og ingenlunde

at ville nndgaa netop hendes Munterhed. Til ikke

liden Ærgrelse for Overhofmesterinden blev dette mun-

tre Forhold mellem dem staaende i nogen Tid; hun

fandt ham ganske utaalehg; en Dag lod han sig melde

hos hende; hun havde den største Lyst til at nægte

at modtage ham, men lod ham dog komme ind. Han

begyndte med meget korrekt at melde hende sin Onkels

Død, og hun kondolerede ham ligesaa formelt rigtig,

haabende, at han snarest mulig vilde forsvinde; men

tværtimod fortsatte han med, at han saavel følte den

Gunst, der var ham vist. at han sagde sig selv, at han

næppe vilde blive modtaget en anden Gang, og derfor

vilde han bede om at maatte benytte Lejhgheden til

ogsaa at tale til Hendes Naade i Egenskab af »Tante«.

— Ved denne Vending kom Grevinden mod sin Vilje

til at smile, 'og han vedblev, at hans Begæring var at

maatte sige til sit Selvforsvar, at hans Onkel havde

været indtaget i en ung Dame. og da hans Onkel dog

heldigvis havde forstaaet, at han ej selv kunde Wive

dennes Udkaarne, havde han. Brodersønnen, faaet Valget

mellem at blive gjort arveløs eller at fri til den unge

Dame; han trøstede sig med at have gjort dette saa-

ledes, at Damen ikke havde misforstaaet ham. Selv

id fortælle Sammenhængen til Damen dristede han sig

dog ikke til, men haabede paa Overhofmesterindens

naadige Hjælp og paa at maatte gaa fra hende som

fuldt tihdvet. Grevinden svarede, at hun ej ganske


62

liavde forstaaet ham; men det kom mulig af, at hans

Anger ikke havde været saa stærk, at han jo havde

skjult noget endnu, maaske det allervigtigste, som han

mulig heller ikke havde omtalt til Onkelen ; der maatte

nemlig, foruden den ene Dame, sandsynligvis være een

Dame til, og denne anden Dame var ham sikkert ganske

anderledes dyrebar. Grevinden vilde imidlertid se bort

fra hans mangelfulde Oprigtighed, trøste ham med, at

han kun havde figureret til stor Fornøjelse, og ønske

ham til Lykke, naar han gjorde Alvor og talte til den

rette unge Dame.

For Dorotheas Vedkommende var det kun en Fort-

sættelse af hendes Munterhed, at hun kort efter erfarede,

at den unge Mand var bleven trolovet med en Dame

i Jylland; derimod maa det betvivles, hvorvidt hans

endelige Forsvinden, som en Mulighed ligeoverfor Doro-

thea, vakte Munterhed hos de tre Damer, der tænkte

over hendes Fremtid. Det er vel saa og har for-

modentlig altid været Tilfældet, at de, der have Om-

sorg for unge, ogsaa tænke paa disses forventede

Giftermaal; men, medens det nu til Dags som oftest

kan blive ved Tanker derom, idet de unge mene at

være fuldt berettigede til selv at vælge, ja til at have

den Mening, at de overhovedet ikke ville gifte dem,

saa var det dengang god Skik, at Forældre eller de,

der stode i disses Sted, handlede ganske for Børnene,

og da især for Døtrene, ved at træffe Aftale om Ægte-

skab; det ansaas for Forældrenes naturlige Pligt at


G3

søge et Parti for den Datter, der havde naaet den

giftefærdige Alder; at lade Tilfældet raade, om hun

blev


64

mistede en stor Del af sin aarlige Indkomst. Tilbage

beholdt Adelen selvfølgelig sine egne Ejendomme; men

naar man ved, hvilken betydelig Udstrækning, Kron-

godset da endnu havde efter den store Tilvækst, der

var erhvervet for Kronen ved Reformationens Ind-

førelse, kan det forstaas, at Afgangen i Adelens Ind-

tægt har været ganske overordentlig stor. Naar nu

hertil svares, at den gamle Adel dog desuagtet har

giftet sig, faaet Børn og mellem disse ogsaa Sønner,

?aa er dette naturligvis sandt; men af disse Sønner,

gifte Mænd og ugifte, faldt en meget stor Mængde

under Christian" den 5te, saa mange, at det maatte

føles længe efter. Der maatte blive en Mangel, og

denne blev endnu føleligere i Kjøbenhavn derved, at


65

at der var en Skellinie i mere end een Betydning

mellem Charlotte Amalie — først som Dronning og

senere som Enkedronning — og det øvrige Hof samt

Regeringen, en Skellinie, der bevirkede, at hendes Kres

ikke søgtes af dem, der vilde staa sig godt hos de

styrende. Hun var ingen Ynder af Griffenfeld, skønt

hun virkede for hans Benaadning, da han var dømt

fra Livet, endnu mindre syntes hun om den ældre

Gyldenløve, og ligeoverfor sin Ægtefælles naturlige Børn

og disses Moder var der selvfølgehg ikke noget godt

Forhold; endvidere var hun Reformert, hendes Damer,

paa en enkelt Undtagelse nær,, ligesaa, ag endehg, hvad

der maaske har gjort Skellinien mest uoverkommehg,

hun sagde sin Mening fuldt ud om alt, hvad der ikke

var rent, paa en følelig og bidende Maade. Naar nu

Dorothea, skønt Hoffrøken hos Prinsessen, alhgevel

ikke blev hos denne paa »Slottet«, men derimod fulgte

med Enkedromnngen til Charlottenborg, samt vedblev

at være der, ogsaa efterat være bleven fuldvoksen, og

syntes at være i Enkedronningens Yndest og Naade,

saa maatte Dorothea anses for at tilhøre Enkedronningen

saa meget, at hun, uagtet alle hendes personlige og

materielle gode Egenskaber, ikke kunde regnes for et

heldigt Parti for dem, der vilde i Vejret ved Hoffets

eller de styrendes Gunst.

Overhofmesterinden maa vel antages at have set

dette klarest og mulig af denne Grund rejst det Spørgs-

maal, om Dorothea ikke, da hun begyndte at nærme

Lund: En Hoffroken.

^


66

sig mod de tyve Aar, skulde tiltræde sin Stilling som

Hoffrøken hos Prinsessen eller med andre Ord flytte

tilbage til »Slottet«. Da Spørgsmaalet først var rejst,

maatte en Afgørelse træffes; Prinsessen vilde gerne

have Dorothea til sig; Enkedronningen vilde nødig

undvære hende paa Charlottenborg; men begge havde

en Erkendelse af, at en saadan Forandring mulig ikke

blev til Gavn for hendes rene Sind og videre Udvik-

ling, og hvorvidt det ellers kunde gavne hendes Ud-

sigter til at blive godt gift var vel tvivlsomt. De bleve

derfor enige om, at der skulde tales til Dorothea derom

for at høre hendes egen Anskuelse, og dette paatog

Enkedronningen sig. Dorothea betænkte sig ikke paa

Svaret, men bad om at maatte blive hos Enkedron-

ningen ;

hun var sikker paa, at Prinsessen ej vilde optage

dette ilde, men forstaa hendes Grunde. Enkedronningen

syntes vel godt om Svaret; men, samvittighedsfuld som

hun var, mente hun dog at burde tilføje en lille Hen-

tydning om, at et muligt Ægteskab ikke vilde kunne

indgaas saa let, dersom hun fremdeles blev hos hende.

Dorotheas Kinder farvedes røde, og forundret fortsatte

Enkedronningen, at hun dog engang skulde bortgiftes;

dette bragte Taarerne frem, og end mere forbavset

sagde Enkedronningen: »Skulde Du allerede selv have

valgt, din lille Strik«. — '-Nej, Deres Majestæt, der er

ingen, der har talt til mig om Kærhghed«. — »Men,

der er een, som Du vilde give et lille Ja, hvis han

anholdt om din Haand?« — »Ja, saadan er det. Deres


67

Majestæt«. — »Det skal jeg ikke røbe. Tak for din

Sanddruhed«. — Endnu forundret over, hvad der var

bleven hende betroet, sad Enkedronningen senere paa

Dagen og tænkte paa, hvem det dog kunde være,

Dorothea ønskede at give sit Ja til; hun gættede paa

flere; ingen forekom hende god nok; saa tænkte hun,

hvor det var underligt, hun ej tidligere havde mærket

noget paa Dorothea selv; men ved denne nærmere Om-

tanke kom det dog i hendes Erindring, at Dorothea i

det sidste Aars Tid var bleven alvorligere; hun kunde

snart ikke erindre at have set hende kæmpe mod Lat-

ter paa ubelejlig Tid. — Og saa i hendes Tegnebøger;

der var, nu huskede hun ogsaa det, en gradvis Gaaen

bort fra komiske Ting; nu tegnede hun dels Erindringer

fra deres sidste Rejse, dels Prospekter fra forskellige

Vinduer paa Charlottenborg eller af Værelsernes Indi e,

og nu vare Tegningerne langt udførhgere behandlede

imod tidligere. Efterhaanden kom Enkedronningen til

den Anskuelse, at Dorothea vist var alvorlig saaret af

Amors Pil, og ønskede, at hun maatte kunne hjælpe

hende til at opnaa Lykke. — I det samme kom Doro-

thea ind i Stuen; det var paa den Tid, hun plejede at

læse højt for Enkedronningen; hun tog vel Bogen;

men det syntes, at hun tøvede dermed, som om hun

hellere vilde noget andet, og, spurgt derom, gik hun

straks hen, knælede ned for Enkedronningen og svarede:

»Jeg sagde saa meget før, at jeg vil bede om at maatte

sige det alt; jeg er bange for, at mine Tanker skulle


68

gaa for vidt, og jeg i Tankerne skulde attraa, hvad

jeg ikke maa; jeg synes, jeg skylder Deres Majestæt

at være fuld sanddru for ej at falde i Fristelse, hvis

saadan skulde opstaa«. — »Ja gør Du kun det, mit

Barnl Tænk Dig, Du taler til mig, som om jeg var,

hvad jeg ved, Du engang i al Uskyldighed har benævnet

mig, din egen Bedstemoder. Saadan, kom kun med

det lille Hoved her i mit Skød, det er nok lettest for

Dig, naar jeg ikke ser Dig ind i Ansigtet; jeg ser

endog, din Hals bliver rød; det er nok svært at faa

begyndt, ikke sandt? Naa, hvordan var det nu? Der

var en Mand, Du saa engang, og saa lidt efter tænkte

Du anderledes paa ham end paa nogen anden. Du før

havde set?« — Dorothea hævede Hovedet lidt, saa helt

straalende af Glæde op paa Enkedronningen og svarede:

»Ja, saadan var det, at det begyndte«. — »Naa og

saa«, fortsatte Enkedronningen, »talte Du med ham

nogle Gange. Du blev gladere for hver Gang og tænkte

mere paa ham, og saa syntes Du, at Du ogsaa kunde

mærke, han havde Følelse for Dig, ikke sandt?« —

»Ja!« — »Saa kom der engang, at han sagde?« —

»Nej, han sagde ikke noget, og det er allerede nu

længe siden, at han ikke sagde noget«. — »Hvor-

længe? — Maaske et halvt Aar? — Vil Du sige mig

lians Navn eller hellere tie dermed? Du skal ikke sige

det, har Du ej Lyst til det; jeg kan godt forstaa, om

Du fortier det«. — »h)et er Kammerjunker F.«. —

Herpaa svarede Enkedronningen intet; men hendes


09

Haand strøg saa beskyttende ned af Dorotheas Hoved,

som om den vilde holde noget borte; til sidst hævede

Dorothea sit Hoved langsomt op; hun forstod ej, at

hun slet intet Svar fik; men da hun blev Enkedron-

ningens bekymrede Udtryk vaer, anede det hende, at

en stor Sorg nærmede sig; Enkedronningen læste hen-

des Tanker, kyssede hende midt paa Panden og sagde:

»Du kære lille Sjæh Du maa forsage, det kan ikke

ske«. Dorothea bøjede Hovedet ned igen; det mærkedes,

hun græd stille; lidt efter fortsatte Enkedronningen:

»Belav Dig paa en haard Prøvelse; hvor ondt det end

gør mig, maa Du dog vide det; F. er i Gaar bleven

forlovet«. Lidt efter rejste Dorothea sig op, gik stille

ind i den anden Stue og kom noget efter atter tilbage

til Enkedronningen. Denne spurgte: »Vare vi, skønt

hver i sin Stue. samlede i Bøn?" — >;Ja«, svarede

Dorothea, »og jeg kom til at tænke paa, hvad Deres

Majestæt har lært mig, at man i selve Sorgen skal

forsøge at se en Naade; jeg ser nu, hvor mildt dette

blev mig givet, fremfor hvis det var blevet mig sagt

uforberedt og uden Medfølelse«.

Ved Bortgangen foreslog Enkedronningen Doro-

thea at blive fra Taffelet ; men

denne svarede, hun

vilde hellere komme, om hun maatte; det vilde, syntes

hun, være bedre end at være ene med sine bedrøvelige

Tanker, og hun skulde nok beherske sig. »Ja, kom

Du kun«, sagde Enkedronningen, »det er ret af Dig

straks at gaa frejdig i den Kamp, der venter paa Dig.


70

Der var flere den Dag; Prinsessen kom ogsaa; hun

mærkede, hendes Moder var alvorhg og tiUige, at denne

ikke vilde fortælle, hvad hun tænkte paa; til Dorothea

lagde hun mindre Mærke og blev derfor forundret over,

at denne senere, et Øjeblik de vare alene, helt vemodig

sagde: »Vil Du bede din Moder fortælle Dig det hele;

jeg vilde gerne, Du skulde vide det, men kan selv saa

daarlig faa det sagt og mindst i Aften, da her er saa

mange«. — Næste Formiddag kom Prinsessen til

Charlottenborg, og efter at have talt med sin Moder

gik hun til Dorotheas Kammer og sagde mildt til

hende: »Jeg ved nu din Sorg og vil saa inderlig gerne

trøste Dig. Jeg véd ikke at kunne gøre det bedre end

ved at betro Dig lidt af mine egne Sorger. Da jeg

var meget ung, blev jeg forlovet med en ung Mand,

jeg elskede, hvem behøver jeg ej at sige, kun det, jeg

havde Udsigt til at blive Dronning i et fremmed Land

og at blive lykkehg; men, da han havde besteget sin

Trone, valgte den unge Konge sig en anden Brud.

Senere kunde jeg have opnaaet en endnu højere Stilling;

men Vilkaaret derfor var fast; jeg skulde gaa over til

den romersk-katholske Tro og altsaa forsværge min

Barndoms Tro; dette betænkte jeg mig paa; der blev

skikket en lærd Mand herind i Landet for at under-

vise mig i den katholske Religion, og samtidig søgte

jeg selv at faa Klarhed i min Sjæl og læste derfor

mange af Luthers egne Skrifter, hvorved jeg, efter to

Aars Forløb, blev aldeles paa det rene med, at jeg for


71

intet i Verden vilde frasige mig Troen som Protestant,

og derved har jeg faaet Fred; jeg har lært at forsage,

og i Forsagelsen set Guds Naade mod mig, — og Gud

give, at Du maa finde den sande Tro og Fred ved din

Prøvelse nu«.

Der kunde ikke tænkes nogen bedre Vejleder end

Enkedronning Charlotte Amalie under den stille Kamp,

Dorothea nu maatte udfægte. Naar hun i de første

Dage var ved at bukke under for sin Sorg, kom For-

maningen saa mild: Arbejd og bed, og hvor kunde

hun ikke faa Dorothea til senere at udtale sig, da den

første fortvivlede Sorg mere gik over til Misfornøjelse

og Utilfredshed, da Fristelsen kom i Spørgsmaalet,

hvorfor skulde dette ske mig? hvorfor skulde jeg først

i Tanken nyde en uskyldig Lykke, og saa en Fort-

sættelse af denne uskyldige Tanke pludselig blive til

en Synd? Hvorfor skulde netop jeg begære ham til

Ægtemand, jeg, der har holdt mig ren i Sind, og saa

blive saa grusomt narret; og naar Dorothea havde ud-

talt sine Tanker, hvor kærligt kunde da ikke Enke-

dronningen advare, formane, men ogsaa til andre Tider

i Alvor vise hende til Rette. En Aften traadte Enke-

dronningen hen til et af Vinduerne mod det store

Torv, kaldte Dorothea til sig og sagde: »Kan Du

huske den første Aften, Du var Hoffrøken? Da stode

vi paa Slottet og saa ligesom nu op til Stjernerne; da

var Du et glad Barn, forventningsfuld efter alt det,

j^ivet skulde bringe; Du blev rørt af mine Ord til Dig,


72

og se, nu staar Du som et utilfreds Barn, fordi dit

store Ønske for Livet ej blev opfyldt. Kunde Du nu

færdes deroppe, som om Du var hjemme der? Din

Tanke er maaske netop, Du vilde saa gerne derop nu

for at finde Fred for dit urolige Hjerte, og den Længsel

er i sig selv god; men dog maa Du først komme

hjem, naar Gud vil det. Du er sendt herned af ham,

og Du maa udføre, saa godt Du kan, hans Villie; vi

ere alle Børn, der ere sendte ud fra Hjemmet; vore

Tanker maa gerne dreje sig om det Hjem, vi rejse

imod; men vi maa ikke sige, nu vil jeg hjem; det

bestemmer kun én. Kan Du huske. Du vilde dømme,

om jeg eller min Datter var den frommeste, og hvor

daarligt det gik Dig dermed, hvordan Du faldt til

Jorden, da Du rigtig fik set, hvad det førte Dig selv

til, og se, nu er Du i en langt værre Vildfarelse; nu

vil Du ikke dømme to Mennesker ; men

Du er kommen

lige ind i den Fristelse at tænke, Du ved bedre, hvad

der tjener Dig, end Gud véd det. Kom nu, medens

det ér Tid, fold dine Hænder; jeg folder mine uden

om dine, og saa bede vi: »Herre, frels denne Sjæl;

hun er faren vild, kan ikke rigtig se din Naade; lær

hende at takke for den Smerte, der er sendt hende,

ligesaa fuldt som for alle de Goder, Du har tildelt

hende, og kald hende til Hjemmet mellem Stjernerne,

naar Du vil det; men indtil det sker, lær hende Taal-

modighed og fremfor alt Taknemmelighed mod Dig,

medens Du forunder hende at leve hernede«. .


73

Nogle Dage derefter sagde Enkedronningen: »Jeg

tror, vor ringe Bøn er bleven hørt; Du er bleven mere

Dig selv lig; der er kommen meie Ro over Dig, og

nu jeg ser Dig, bekæmpende dit Sind, vil jeg fortælle

Dig, at jeg har tænkt paa. Du kunde have godt af at

følge mig paa Rejse; det vil lette Dig at komme i

andre Forhold og faa nyt at se. Naar nu min Fødsels-

dag, den 27. April, om alt gaar vel, er bleven holdt

som sædvanlig her hjemme, drager jeg først til Dronninglund

i Vendsyssel og derfra videre til Badet; Du

faar glæde Dig lidt dertil«. — »Ja Tak, Deres Maje-

stæt«, svarede Dorothea, »jeg vil saa gerne med; jeg-

har gruet saadan for Sommeren; her er ikke rart at

være, naar Deres Majestæt er bortrejst, og til »Slottet«

vilde jeg saa grumme nødig, selv om Prinsessen vilde

have mig hos sig i den Tid; der vilde jeg jo ej kunne

undgaa ham«.

Enkedronningen havde for Skik saa ofte, det var

hende muligt, at rejse fra Kjøbenhavn i Foraarets eller

Forsommerens Tid; hvorledes hun rejste, om til Lands

eller søværts, er ikke godt nu at have Klarhed over;

det afhang formodentlig af tiere Omstændigheder, om

Havet var frit for Fjender, om der kunde skaffes et

passende Skib ; thi uagtet saadan Sejlads paa Grund af

manglende Dampskibe tit var meget langvarig, maa

det dog antages, at Søvejen var mindre besværlig end

Rejse over Land, hvor Landeveje som Befordrings-

midler lode meget tilbage i Retning af Godhed og


74

Bekvemmelighed. Denne Rejse, hvis første Maal var

Dronningkmd i Vendsyssel, er vistnok foretaget til

Lands til Kallundborg og derfra med Skib til Lim-

fjorden, og der fandtes paa den Lejligheder nok til at

give Dorotheas sørgmodige Tanker anden Retning; men

ligesom der ogsaa var Perioder, i hvilke der var mere

end Tid nok for Tankerne til at vende tilbage, saa-

ledes maa det, efter Enkedromiingens hele Tænkemaade

og Opfattelse af Livets Bestemmelse, anses for vist, at

det ingenlunde var hendes Mening, at Rejsen skulde

bringe Dorothea til at undgaa eller vige tilbage fra

den Kamp, hun havde begyndt at stride; tværtimod

kunde det snarere siges, at Enkedronningen ved fal-

dende Lejligheder paa en god Maade netop søgte at

holde hende til Ilden, for at en hel Fred kunde op-

naas. Da de saaledes, ottende Dagen efter at have

forladt Kallundborg, atter kastede Anker paa Grund af

manglende Vind og laa ikke langt fra Indløbet til Lim-

fjorden, og Skibets Dæk ved det stærke Solskin var

blevet vel varmt til med Behag at være paa, havde

Enkedronningen og Dorothea trukket sig tilbage til

Sovekahytten, og efter at Enkedronningen vel havde

mærket, at den ensomme Situation indvirkede paa

Dorothea, og at denne ligesom trængte til at tale om

sin Sorg, men dog ej selv vilde begynde derpaa, sagde

Enkedronningen: »Sig mig, vilde Du ønske, om Du

kunde opnaa det, aldrig at have følt den Kærlighed,

Du dog maa forsage?« — »Nej, den gjorde mig saa


lykkelig, medens den varede«^. — »Ja, det forstaar jeg

nok, er den Opfattelse, der mest stemmer med, hvad

Du nu føler; men Du maa komme frem i din Tanke-

gang til at se, at den Sorg, der kom bagefter, er et

Middel til at vise Dig netop den store Kærlighed; Du

gik og levede barnlig glad, var afholdt af os, mente,

at et lykkeligt Ægteskab ogsaa nok kunde blive din

Del, ligesaa vel, tænkte Du, som at mange andre havde

opnaaet dette førend Du; der var ikke ondt i den

Tankegang, men alligevel, begynder Du ikke at kunne

se, at der manglede noget hos Dig?« — »Jeg ved det

ikke; jeg følte i lang, lang Tid kun Glæden; senere

blev jeg bange, for at mine Følelser ej besvaredes, og

denne Frygt bragte mig Uro; snart var jeg glad og

snart inderlig bedrøvet; jeg tror, det var denne Uro,

der gjorde mig mere alvorlig og til endelig at betro

mig helt til Deres Majestæt; nu kan jeg saa godt se,

at dette blev til Velsignelse for mig; men endnu er

det mig svært helt at forsage, endnu staar det som

noget, jeg er bleven straffet med; men jeg begynder

at tænke lidt anderledes. Saadan er der en Tanke,

der er kommen til mig her om Bord; jeg ved ej ret,

om det er rigtigt at beholde den, om det egentlig er

mig tilladt at tænke derpaa, end sige udtale det«. —

»Sig mig det kun, saa ville vi. undersøge det sammen«.

— »Det staar for mig som saa godt, at han aldrig har

sagt mig, at han elskede mig«. — »Hvorfor synes Du,

det er godt?« — »For saa kan jeg jo have taget fejl


76

af hans Følelser for mig«. — »Naa, og saa?« — »Ja

saa synes jeg, jeg bedre kan tænke mig, at han vil

blive lykkelig ved den, han har valgt«. — »Det er ej

nogen syndig Tanke; men der kan alligevel ligge en

Fristelse i dens Følge, nemlig den at blive ved at tænke

paa ham, blot under en anden Form. Dengang Du

endnu kunde tro, han vilde blive din Ægtemand, bad

Du da til Gud for ham saavelsom for Dig selv?« —

»Nej, i Begyndelsen tror jeg ikke, jeg tænkte derpaa:

jeg var overvældet af min Følelse; da Frygten for ikke

at faa ham kom over mig, bad jeg vel om, at Gud

vilde vende hans Hu til mig; men for ham selv havde

jeg ingen Bøn; den Tanke kom først, da jeg havde

mistet ham. Lidt afviste jeg Tanken; den kom igen,

og jeg har bedt om Guds Velsignelse for ham; det

var svært for mig at vide, at Velsignelsen saa ogsaa

maatte naa til hans Bund; længe kæmpede jeg med

den onde Tanke, at han skulde have Velsignelsen alene,

hun ingen; men jeg har overvundet mig selv; jeg har

bedt til Gud for dem begge to; det lykkedes mig om

Aftenen, som Deres Majestæt havde sagt mig, at jeg

skulde have Lov til at være med paa denne Rejse.

Jeg følte da saa godt, at jeg skulde give mig helt ned

i Forsagelsen, for ellers«, — — »hvad ellers?« —

»vilde min Bøn for ham alene ikke blot blive uden

Betydning for hans Vel, men ogsaa til Fristelse for

mig selv«. — »Hvordan det?« — »Jeg mærkede, at

de nu forbudte Tanker kom saa dragende og lokkende.


i i

naar jeg bad for ham alene, hvorimod naar jeg fik

overvundet mig til at bede for hende ogsaa, blev mit

eget Jeg og min Længsel efter ham borte«. — »Jeg

vil give Dig det Raad, naar og hvorsomhelst dine

Tanker begynde at beskæftige sig med ham, din første

Lykke eller senere Sorg, saa vend Dig straks til Gud

og bed for dem begge to og slut din Bøn med at sige

Fadervor«.

I Vendsyssel ejede Enkedronningen de tre Godser

Børglum Kloster, Dronninglund og Dronninggaard.

Disse to sidste hed fordum Huslund og Skovgaard, og

man vil vide, at hun som Droiming forandrede Navnet

Huslund til Dronninglund, fordi man stavede det Hunds-

lund, som kom det af en Hund, og et Navn af slig

Oprindelse ansaas upassende for en Ejendom, der til-

hørte og gæstedes af hende. Opholdet paa Dronning-

lund varede tre til fire Uger; derfra rejstes til det

udenlandske Badested, og Hjemrejsen blev lagt over

Falster; thi paa Nykjøbing Slot, der var Enkedron-

ningens »Livgeding«, holdt hun saa meget af at være;

raaaske det kom af, at hun der, den 2'). Juni 1667,

var bleven viet til Kong Christian den 5te. Fra Ny-

kjøbing rejstes til Stevns; der ejede' Enkedronningen

Gjorslev, Søholm, Højstrup, Erikstrup, Froslevgaard

og Vemmetofte. Paa sidstnævnte Gaard blev Enke-

dronningen flere Dage; hun havde der ladet Hoved-

bygningen udvide og forbeholdt sig til eget Brug de

øverste Logementer og Værelser i det store Hus i


78

Borggaarden, hvorimod de andre Bygninger vare over-

ladte Forpagteren. Hun yndede at færdes i Haven og

Skovene tæt op til Gaarden, og saa gav det store Gods-

kompleks i Stevns hende meget at tage Vare paa; det

kan endnu ses, at hun har bestyret sine mange Ejendomme

med stor Punkthghed, Interesse og en hurtig

Ekspedition af Sagerne; blandt andet bragte hun det

aldeles ødelagde Frøslevgaards Gods, da det var købt

af hende, med mange Pengeofre hurtig igen paa Fode,

fik Bøndergaardene byggede op paany og, hvad der i

hine Tider ej var ganske let, beboede. Herover stud-

ser man i Nutiden .

og

kunde være tilbøjelig til at tro

det noget overdrevent; men efter den Beskrivelse, der

straks efter at Frøslevgaards Gods var købt, blev op-

taget over dette, skal det forstaas ganske bogstaveligt;

de 21 Gaarde i Frøslev vare for Størstepartens Ved-

kommende aldeles »øde«, det er uden Mennesker, uden

Kreaturer, uden Bygninger, og uden at Jorden havde

været dreven i flere Aar, og at de, der besk reve Ejen-

dommen, ikke have brugt almindelige Udtryk, der

kunde tænkes at tillade et vist Spillerum for For-

staaelsen af Begrebet »øde«, beviser den Gradsforskel,

hvormed de have betegnet de enkelte Gaardes Tilstand.

Der er nemlig for hver enkelt som »øde« beskrevet

Gaard tillige angivet, hvor mange Aar den havde været

forladt, og naar der som oftest ingen Bygninger var

tilbage, er der udtrykkelig bemærket, om der dog fore-


79

fandtes et eller flere Frugttræer, eller om Bygningernes

Plads aldeles ikke mere kunde paavises.

Ved Reformationens Indførelse i Danmark blev

som bekendt Klostrene ophævede, og dette udførtes

saaledes, at alle Munkeklostre inden kort Tid lukkedes;

med Hensyn derimod til Nonneklostrene synes man at

have ment, at de i alt Fald for en Del burde bevares

og fremdeles bestaa med den nødvendige Forandring,

som fulgte af Reformationen selv; men efterhaanden

inddroges de dog ogsaa, og ved Nedlæggelsen af Maribo

Kloster 1621 forsvandt det sidste fra den katholske Tid

bevarede Kloster for Kvinder. Grunden til, at man

aldeles opgav at bevare de kvindelige Klostre, har vel

nærmest været, at man tænkte sig dem overflødige,

fordi man netop satte Familielivets Udvikling som For-

maal; men hvad nu end Grunden kan have været til

den totale Ophævelse af de kvindelige Klostre, saa gik

der kun en forholdsvis kort Tid hen, førend man sav-

nede disse og maatte erkende, at den jydske Adels An-

dragende om at maatte beholde to Klostre i Jylland

havde været velbegrundet. Adelens Tilbagegang efter

Enevoldsregeringens Indførelse fra Magt, Indflydelse og

Rigdom i Forbindelse med de efterhaanden etablerede

bundne Ejendomsbesiddelser, Grevskaber, Baronier,

Stamhuse og endelig det forøgede Misforhold mellem

Indkomster og Fordringer til Livet maatte tilsammen

fremkalde et økonomisk Tryk, hvorunder især de højere

Stænders Døtre maatte lide. Der blev derfor tænkt paa


80

at hjælpe disse, og efter Aaret 1697 blev der oprettet

flere af de Frøkenklostre, der nu findes. Enkedron-

ningen havde ogsaa saadant i Sinde; det var hendes

Hensigt at ville skænke Vemmetofte til saadant Brug,

og det kan derfor antages, at huvi ogsaa ved dette

Besøg har ofret denne Plan venlige og forberedende

Tanker. Det er imidlertid næppe rimeligt, at hun har

betroet sine Tanker derom til Dorothea; ikke fordi hun

skulde have fundet denne uværdig til hendes Fortrolig-

hed i saa Henseende og heller ikke, fordi Dorothea

ikke skulde have kunnet forstaa Enkedronningens mere

specielle Ønske om, i dette tænkte Kloster ogsaa at

kunne skaffe reformerte Damer et Hjem, men snarere,

fordi Enkedronningen kunde mene, at det at ende som

Klosterdame slet ikke var nogen fornuftig Tanke at

indpode i Dorothea for dennes eget Vedkommende.

Efterat nemlig Enkedronningen havde haft den sidst

fortalte Samtale med Dorothea, havde hun fundet det

sundest for denne selv ikke uden Anledning at komme

tilbage til det berørte Forhold, nemlig fordi hun saa,

at Dorothea var paa saa god Vej til at linde Freden,

og ogsaa fordi Enkedronningen mente, at Tid og

Forandring nu skulde være gode Hjælpere, og at Saa-

ret maaske vilde heles bedst ved ej at tale mere derom.

Da derfor Dorotheas gode Humør syntes at vende til-

bage, efterhaanden som Rejsen skred fremad, og det

meget nye ved Badestedet syntes at vække hendes

Livslyst — ogsaa saaledes, at den medfødte Modtagelig-


81

hed for det komiske atter kom frem baade i Bemærk-

ninger og smaa Latterudbrud, blev Enkedronningen

beroliget, især da ogsaa det længere Ophold paa Ny-

kjøbing Slot saa øjensynlig indvirkede heldigt paa

Dorothea, der drog derfra saa blomstrende i sit Ud-

seende, at ingen skulde tro, det var den samme Mø,

der saa nedbøjet af sin Hjertesorg et lille Halvaar forud

var dragen ud fra Charlottenborg.

Glædende sig over alle disse gode Tegn paa, at

Hjertesygdommen var vel overstaaet, gik Enkedron-

ningen en af de første Morgener, de vare paa Vemme-

tofte, ud i Skoven med Dorothea. Efteraaret havde

sat sine Mærker; Løvet, der længe havde holdt ud paa

Træerne, fordi Blæsten i længere Tid havde været saa

hensynsfuld ikke at ruske Træerne, begyndte at falde

af sig selv; dets Tid var omme. Inde mellem Træerne

dryssede Bladene ned; det var et smukt, om end lidt

trist Syn, at se de forskellige Farver belyste i det stærke

Solskin. Enkedronningen mærkede dog ikke dette, gik

derimod og tænkte paa det gode Parti, hun var i Stand

til nu at kunne foreslaa Dorothea. Der var kommet

Brev fra Overhofmesterjnden; en Mand havde hos denne

gjort de indledende Skridt; han havde alle gode Egen-

skaber til at komme i Betragtning, var kendt af Doro-

thea, og alt forekom Enkedronningen saare godt.

Komne lidt ind i Skoven gik hun uden Tøven lige til

Sagen. Dorothea forblev rolig, saalænge Enkedronningen

talte; men da denne hørte op og mildt spurgte om

Lund : En

Hoffroken. 6


82

Dorotheas Mening, brød Taarerne frem, idet hun svarede,

at hun nærede alene det Ønske at maatte blive hos

Hendes Majestæt; hun kunde ikke tænke sig at indgaa

i noget Ægteskab og vilde derfor bede om at maatte

blive fri derfor. Enkedronningen forestillede hende,

hvor godt Partiet var; hun burde for sin egen Frem-

tids Skyld ej sige nej; hun vilde jo blive i Kjøben-

havn, og de kunde ogsaa i Fremtiden ofte ses; men

til sidst svarede Dorothea: »Jeg føler, at jeg ikke kan;

jeg betragter mig selv som Enke; jeg har elsket een

Gang, og det kan jeg ikke glemme; det vilde ikke

være ærligt fra min Side at modtage en agtet Mands

Haand, der jo maa antage, at jeg aldrig har elsket før.

Deres Majestæt har ikke een, men flere Gange, rigtig-

nok i Spøg, lovet mig, at jeg skulde faa et Ønske op-

fyldt, naar jeg fremkom med et, fordi jeg aldrig har

bedt om noget. Nu holder jeg mig hertil og beder,

saa bønlig jeg kan, om at maatte faa Lov at blive hos

Deres Majestæt, hvor jeg føler mig sikrest«. — Mod-

stridende Tanker gik gennem Enkedronningen; hun

syntes, det var saa ufornuftigt af Dorothea for hendes

Fremtids Skyld; men hun holdt saa meget af hende,

at hun nødig vilde undvære hende daglig om sig, og

endelig var hun dybt rørt over hendes Trofasthed saa-

vel mod Enkedronningen selv, som mod hendes unge

uskyldige Kærlighed. Det varede Dorothea for længe,

og ikke ganske stemmende med den skyldige Respekt

fortsatte hun med: »Tak, Deres Majestæt!« — »Jeg


83

har ikke lovet Dig det mindste; Du siger for tidlig

Tak«. — »Nej, med Ord har Deres Majestæt ikke sagt

mig det; men jeg føler godt, Deres Majestæt vil ikke

gøre mig ulykkelig«. — »Nej, det vil jeg ikke; men

Spørgsmaalet er, hvor findes din Lykke?« — Dorothea

svarede ikke, men saa hel fornøjet op til Enkedron-

ningen; denne smilede da ogsaa, idet hun fortsatte:

»Ved Du maaske det?« — »Ja, Deres Majestæt«. —

»Saa sig det da?« — »Jeg tør ikke, Deres Majestæt«.

— »Snak, sig det nu straks«. — »Hos min Bedste-

moder«, og dette Svar ledsagede hun med et af sine

gamle, saa smittende Latterudbrud, at Enkedronningen

denne Gang ikke kunde afholde sig fra selv at le med.

Om nvT end denne Spadseretur derpaa fortsattes lidt i

Tavshed og senere tilendebragtes, uden at Giftermaals-

planen blev mere omtalt, opgav dog Enkedronningen

ikke Sagen; hun fandt fiere Lejligheder til at faa den

frem paany ; men

mærkelig nok tabte hendes Iver der-

for meget af sin Styrke, netop ved det glade Latter-

udbrud, Dorothea havde præsteret paa Spadsereturen;

thi det overbeviste hende om, at Dorothea, følende sig

munter og glad omtrent som i tidligere Tid, ikke sagde

nej alene paavirket af den lidte Kærlighedsskuffelse,

men ogsaa, fordi hun slet ikke følte Lyst til at blive

gift, og med Erindringen om, hvor meget Enkedron-

ningen selv havde maattet lide i sit Ægteskab, opkom

en Tvivl om, hvorvidt det virkelig vilde være til Bedste

for Dorothea, om andre forcerede hende til et Ægteskab.


84

Da der var gaaet flere Dage, fandt hun imidlertid, at

Sagen dog maatte have en Afgørelse; hun kunde ikke

lade Overhofmesterinden forblive uden noget Svar, især

da man maatte formode, at Bejleren ventede paa dette

med Længsel; hun tog derfor paa en Spadseretur paany

Anledning til at sige til Dorothea: »Jeg har tænkt at

svare, at jeg ikke vil afgøre det her, men forbeholder

mig mundtlig at træffe en Afgørelse, naar jeg er kommen

tilbage til Kjøbenhavn og der har mærket, om

Du og han virkelig ville have hinanden«. — Dorothea

svarede ikke, men saa alvorlig ud. Enkedronningen

fortsatte derfor: »Du synes ikke glad for det Svar,

hvorfor? Hvad har Du at udsætte derpaa?« — »At«,

svarede Dorothea, »et saadant Svar kan udtydes som

et halvt Ja eller dog som en Begæring om at vinde

Tid for mig til at lære ham nøjere at kende, og det

forekommer mig, at jeg ved det Svar ikke er fuldt

ærlig mod ham, naar mit inderlige Ønske er ej at blive

gift, men forblive hos Deres Majestæt, og har jeg for-

tørnet Deres Majestæt«, sluttede hun, seende polisk op

til Enkedronningen, »skal jeg for Fremtiden være saa

artig, meget artigere, end jeg har været tidligere«. —

Enkedronningen gav hende stiltiende Ret, hvad Svaret

angik, og selv glad over nu, med god Samvittighed at

kunne beholde Dorothea, svarede hun med forstilt Alvor

»Bliver Du ej meget artigere, end Du har været, har

det ej stort at betyde. Du gaar da vel ikke og bilder

Dig selv ind, at Du nu er et artigt Barn, nu Du ikke


85

vil rette Dig efter din Bedstemoders Vilje?« Dorothea

kunde for Munterhed ej ret faa paataget sig den be-

drøvede Mine, hun gerne vilde iføre sig, hvorfor Enke-

dronningen fortsatte: »Det manglede bare, at Du nu

kom med din næsvise Latter igen; dog nu ej Spøg

mere; Du har Ret i, at naar Du endelig ikke vil gifte

Dig, saa staar jeg mig bedst ved at svare et tydeligt

Nej straks«.

Endelig blev Opholdet paa Vemmetofte dog selv

Enkedronningen lidt vel trist i de lange Efteraars-

aftener, og hen i November Maaned drog hun til

Kjøbenhavn og opslog atter sin Residens paa Char-

lottenborg. Der er god Grund til at tro, at hendes

Ophold paa dette efter Datidens Begreber i højeste

Grad komfortable og elegante Slot i mere end een Hen-

seende har været langt behageligere end i alt Fald

mange af de Aar, hun som Landets Dronning havde

paa »Slottet«, det er det Bygningskompleks, der da

laa, omtrent hvor nu Ruinerne af Christiansborg henstaa.

For Nutiden vilde »Slottet« ganske sikkert, om

det kunde fremtrylles uforandret, staa som en langt

mere interessant Bygning end Charlottenborg; men

Datiden maatte i selve Brugen føle alle Ulemperne ved

den gammeldags spredte Indretning med alle dennes

Mangler paa Bekvemmeligheder, og naar man saa hen

til Beboerne, maa man kunne forstaa, at det ej har

været synderlig behageligt for den Dronning, der som

Kongens GemaHnde skulde kaldes den regerende, at


86

vide og føle sig udelukket fra al Indflydelse, først ved

den paa »Slottet« ogsaa boende Svigermoder, den da-

værende Enkedronning, Sofie Amalia, og hele hendes

Parti, og senere tilsidesat ved den Kærlighed, hendes

Gemal aabenlyst viste en anden Kvinde, hvis Børn

med Kongen endog Dronningen maatte give sit Minde

til vare ved Hoffet, ligesom og Grevinde Ulfeids nære

Fængsel havde vakt Dronningens dybeste Medfølelse

og tillige vist hende, hvor liden Indflydelse hun i

Virkeligheden havde, idet hun kun formaaede at give

den Fangne enkelte Begunstigelser, men ikke at faa

denne løsladt. Hvor ganske modsat var da ikke Enke-

dronningens Liv paa Charlottenborg. Der var hun efter

sin Lyst den absolut styrende, kunde have i sin Tjeneste,

hvem hun holdt af og agtede, kunde følge sin Tilbøjelig-

hed til Simpelhed, Punktlighed og streng Orden, samle

om sig en Kres af dygtige og kundskabsrige Personlig-

heder, naar det behagede hende, og saa frem for alt

kunde hun begive sig til sit eget Slotskapel uden at

vide sig l)eluret eller mistænkt for at ville ringeagte

Lutheranernes Gudstjeneste. Til al denne 3'dre For-

skellighed kom endvidere den store Forskel mellem

hendes Gemal, Christian den 5te, og hendes Søn, Frede-

rik den 4de; medens Gemalen havde været hende saa

modsat af Karakter og Tilbøjeligheder, havde Sønnen

fra sin Moder arvet flere Ligheder med denne; han

havde saaledes den samme stærke Følelse for sine

Pligter, foruden at han, ligesom Faderen, paasaa sin


87

Værdighed som Konge; han havde Moderens gode

praktiske Forstaaelse af Sagerne og søgte at bringe

Riget fremad, ogsaa ved at virke for Landets indre

Opkomst; han var personhg arbejdsom, elskede Orden,

var maadeholden og tilsidesatte, naar det var rigtigt,

alle Bekvemmeligheder; streng retfærdig, kendte han

ikke til Persons Anseelse, men havde Sind til at tage

sig af simple og trængende, og endelig lignede han

ogsaa Moderen i, at han fulgte sin egen Mening med

Hensyn til sin Klædedragt.

Det falder derfor let at formode, at Enkedronningen

befandt sig saa vel, som hendes Helbred tillod det, da

hun nu atter var vendt tilbage til Charlottenborg, og

for Dorotheas Vedkommende kan endnu tilføjes, at et

daarligt Helbred kendte hun ikke til, saa hun var ved

sin samtidige Tilbagevenden i bedste Velgaaende. En

af de første, der kom til Enkedronningen, var selv-

følgelig dennes gode Veninde, Overhofmesterinden, og

da større Anliggender vare afhandlede mellem dem, og

de efter nogle Besøg saaledes i de større Træk havde

faaet udtalt sig for hinanden ovenpaa den lange Ad-

skillelse,' kom Overhofmesterinden, da hun en Aften

var alene med Enkedronningen, ogsaa i Tanke om det

bestemte Afslag, hun havde faaet at overbringe den af

hende protegerede Bejler til Dorothea. At der maatte

være en bestemt, særlig Grund for Afslaget, havde hun

vel begrebet og tænkte sig, at denne rimeligvis var

Tilstedeværelse af en, hende ukendt, lykkeligere Bejler,


S8

og hun begyndte derfor at tale til Enkedronningen om

det givne Afslag; men straks mærkende, at denne ej

vilde ind paa Sagen, forandrede hun hurtig Samtalen.

Dorothea, der lidt efter kom ind til dem, mente

Overhofmesterinden derimod ikke at skylde saa meget

Hensyn, og ved en passende Lejlighed hviskede hun

derfor til denne: »Hvad er det, jeg har hørt en Fugl

synge om, at min lille, ærbare Niece, i Stedet for pligt-

skyldigst paa Rejsen alene at tilse Hendes Majestæts

Tjeneste, har fundet Tid og gunstig Lejlighed til?« —

»Jeg ved virkelig ikke, hvad Tante hentyder til. Har

Hendes Majestæt klaget over nogen Forsømmelighed

fra min Side, gør det mig bitterlig ondt«. — »Nej,

Hendes Majestæt har netop intet villet sige; men over-

for din Tante kan Du ikke skjule det. Du bliver alt

rød over hele dit Ansigt; naar skal det deklareres?«

— »Hvilket?« — »Ih, naturligvis din Forlovelse«. —

Svaret blev, at Dorothea tabte den Tekop, hun havde

i Haanden, og at der fra Enkedronningen lød et ikke

videre mildt: »Hvordan er det dog, Du staar der og

klotter, Dorothea, og slaar mig min gode Kop itu«.

Dorothea tænkte hverken paa Koppen eller paa at gøre

Undskyldning, hvorimod Overhofmesterinden godmodig

sagde: »Det var min Skyld; det er mig, der maa bede

om Forladelse«. Enkedronningen saa forbavset smi-

lende fra den ene til den anden; men den, der ikke

smilede, var Dorothea; hun nærmede sig henimod

Enkedronningen og sagde med taarekvalt Stemme:


89

»Jeg troede saa sikkert, jeg maatte blive hos Deres

Majestæt«. — »Ja«, svarede Enkedronningen, »for en

Kops Skyld jager jeg da ingen af Gaarde; men Du

nærmer Dig som en hel lille Forbryder; jeg kommer

nok til at holde Forhør; men først maa Grevinden

være saa venlig at sige mig, hvad der foranledigede,

at Koppen faldt; jeg hørte, der blev hvisket, men ikke

hvorom«. »Ja«, svarede Overhofmesterinden, »jeg

spurgte om, naar Dorotheas Forlovelse skulde deklare-

res«. — »Og Du«, sagde Enkedronningen henvendt til

Dorothea, »drog da straks min Ærlighed i Tvivl, tænkte

straks, jeg havde narret Dig, og Du en skøn Dag skulde

af mig blive tvunget til at tage imod en Bejler. Det

er ingen lille Forbrydelse mod mig; hvad synes Du

selv? Kan jeg denne Gang undgaa at straffe Dig?«

Ved Enkedronningens første Ord var Dorothea straks

trøstet; hun knælede ned for hende og svarede: »Først

vil jeg bede Deres Majestæt ydmygt om Forladelse, og

dernæst vil jeg bede Deres Majestæt betro Overhofmester-

inden den hele Grund for min Vægring«. »Ja«, sagde

Enkedronningen, »det er nok det bedste; men lidt Straf

maa Du have for din Mistro til mig; Du faar gaa ind

i den anden Stue som et andet Barn, der ikke maa

høre, hvad de voksne tale om; naar vi ere færdige,

faar Du maaske Lov at komme herind igen«.

Der forestod Dorothea den sværere Prøve al mødes

med Kammerjunker F. og den Dame, han alt nu havde

været gift med i flere Maaneder. Første Gang skete


90

det paa »Slottet« ; F. hilste glad genkendende paa Doro-

thea og bad om at maatte præsentere sin Hustru for

hende; dette kunde altsaa ikke undgaas, og uagtet

Dorothea var nærved at overvældes af de Følelser, hun

troede saa godt overvundne, maatte hun sige et Par

Ord til Ægteparret, og dette blev ikke gjort hende

lettere ved, at F. bad hende om at tage sig lidt af

hans Frue, der var ganske ubekendt med Hoflivet og

derfor trængende til den gode Støtte, F. vidste, Doro-

thea kunde og, som han haabede, ogsaa vilde være for

hans lille Kone ved denne hendes første Nærværelse

ved en Hoffest. Saa forsvandt F., og Dorothea stod

tilbage med Fruen; heldigvis var denne snaksom og

ytrede glad, at hun følte sig saa taknemmelig mod

Dorothea blot for at staa ved Siden af hende og tale

lidt med hende; det var saa generende her imellem de

mange at være ukendt; hun vidste godt, at Dorothea

maaske hidtil end ikke havde anet hendes Tilværelse;

anderledes var det med hende; hun havde af sin Mand

hørt saa meget godt om Dorothea; hun havde gruet

for denne Hoffest; men hendes Mand havde trøstet

hende flere Gange med, at Dorothea nok vilde hjælpe

hende paa det bedste. Den stakkels Dorothea maatte

rolig og høflig staa og høre paa denne og mange flere

Lovtaler over hende, fremsatte af den Mand, hun selv

havde ønsket sig, men som havde valgt den anden,

der stod hos hende; hun maatte holde Samtalen ved-

lige, men var, trods sin indre Bevægelse, dog heldig


91

nok til at skjule denne saa godt, at da deres Samtale

endelig høite op, var den unge Frue, meget mod Doro-

theas Ønske, ganske overordentlig indtaget i hende.

Denne Forlibelse, eller hvad man nu vil kalde det,

medførte ikke faa Genvordigheder for Dorothe. Fru

F. søgte hende, hvor det kunde gøres, indbød hende

til sit Hjem og søgte at blive, hvad man vilde kalde,

intim Veninde af Dorothea, og værre blev det, da saa-

vel F. som hans Frue ogsaa fik Adgang til Enke-

dronningens Kres. F. var foruden at beklæde en anset

Stilling tillige en i sig selv betydelig og kundskabsrig

Mand, og hans Frue blev snart ved sin beskedne Elsk-

værdighed og solide Dannelse anset for en ligesaa for-

træffelig Kone, og da de dertil begge med deres Aands-

retning og Tænkemaade med Beundring saa op til

Enkedronningen, var det denne ikke muligt, selv om

hun havde villet det for Dorotheas Skyld, at holde dem

fjernede fra Charlottenborg. Det, der hjalp Dorothea,

var hendes gudhengivne Sind; hun kæmpede troligt

mod sin gamle Kærlighedsdrøm, betroede sig ikke til

nogen og antog selv, at ingen mærkede hendes Kamp;

dog deri tog hun fejl. Kampen var ikke skjult for

Enkedronningen; denne vogtede med sin store Kærlig-

hed paa Dorothea, altid beredt til at træde hjælpende

til, men ogsaa vel vidende, at Kampen helst maatte

udfægtes af Dorothea uden hendes Indgriben.

Da Fru F. nu snart maatte mærke, at Dorothea

vedblivende viste sig noget tilbageholdende og navnlig


92

stadig undgik at besøge hende, gjorde dette hende først

ondt, saa blev hun vel nok lidt stødt eller vred der-

over; men da hun snart ogsaa mærkede, at Dorothea

ligesom gjorde sig Umage for, naar de mødtes, netop

at vise Elskværdighed mod hende, varede det ikke

længe, førend den lille Vrede gik over til en vis Un-

dren over Dorotheas Maade at være paa overfor hende.

Denne Undren blev fortsat med videre Tænken derover

og endte med at blive en Anelse af Sandheden. Hun

følte ingen Hoveren over at være bleven foretrukket;

men i Visheden af sin egen Lykke føjede hun til sin

Beundren af Dorothea nu den reneste Medfølelse og

viste samtidig en uimodstaaelig ærbødig Tilbageholden-

hed overfor denne, som om hun betragtede sig selv

som den, der havde gjort Dorothea ondt og derfor

pænt maatte vente, til denne kunde give hende sit

Venskab. Denne forandrede Optræden af Fru F. blev

bemærket af Dorothea, og den gjorde hende saa usigelig

godt; den lod hende formode, at Fru F. forstod hende.

Den store Læge, Tiden, virkede ogsaa fremdeles

med sine ofte heldige Kure; den bragte Afveksling,

dels ved Enkedronningens kortere Rejser til de af

Kronens Ejendomme, der allerede paa Livstid vare

hende overdragne som Kronprinsesse, Frederiksdal,

Bagsværd og Gjentofte Gaard, hvormed fulgte Herlig-

hedsretten til Gjentofte Sø, eller til den af hendes

private Ejendomme, der vel har været den mest inter-

essante: Papirmøllen ved Strandvejen, købt af Magister


93

Portnan's Enke for 2400 Rdlr., og dels ved Enke-

dronningens længere Rejser til Herregaardene i Stevns,

og endelig ved den næsten aarlig foretagne større Ud-

flugt til Bade i Udlandet. — Tiden medførte ogsaa, at

en, hidtil kun af sine egne Forældre ))aaagtet, meget

lille Person blev en lille Smule større, saa lidt større,

at man vanskelig skulde kunne tro, at en saadan lille

Person kunde vederfares den Ære at blive tilsagt til

at møde paa Charlottenborg. Det behagede Enke-

dronningen ikke alene at tillade, at mange smaa

Frøkener bleve opkaldte efter hende, — hvorom de

ikke saa faa adelige Damer med Navnet Charlotte

Amalie endnu kan bære Vidnesbyrd, — men under-

tiden ogsaa at have nogle større eller mindre Pigebørn

hos sig om Eftermiddagen. Børnene bleve afleverede

paa Charlottenborg og efter et Par Timers Forløb igen

afhentede der, uden at deres .Mødre vare med ved

denne Modtagelse, og mellem disse Børn kom da og-

saa for første Gang Fru F.'s lille, kun fireaarige Datter,

Agnes; denne følte sig ikke ængstet eller paavirket af

den store Ære, hun nød ved at være hos Enkedron-

ningen, var meget sød og artig i sin Optræden, men

efter opmærksomt at have betragtet de forskelhge, for

hende fremmede Personligheder, sluttede hun sig ude-

lukkende til Dorothea, sad saa ofte længe hos denne,

som det var muligt, svarede meget pænt paa Enke-

dronningens venlige Tiltale, men forsikrede tillige, at

hun holdt allermest af Dorothea, og kommen hjem var


94

det kun deiiTie, hun vilde tale om. Den lille Agnes

nød senere flere Gange den Ære at blive tilsagt til

saadanne Modtagelser, og for hver Gang blev Baandet

knyttet fastere mellem hende og Dorothea.

Ved Pestens Udbrud i Kjøbenhavn 1711 tog Kong

Frederik den 4de i Juli Maaned til Kolding tilligemed

den øvrige kongelige Familie, dog med Undtagelse af

Enkedronningen, der rejste til Oldenborg, og det større

Hof forblev i længere Tid paa Kolding Slot. Mellem

de, der som indbudne vare med til den for sin Ind-

virken paa Kongen saa bekendte Hofmaskerade, var

den attenaarige Comtesse, Anna Sophie Reventlov, og

Følgen af dennes Nærværelse blev, at under det

længere, haardnakkede Forsvar fra Moderens Side, der

fulgte ovenpaa Hofmaskeraden, lykkedes det Comtessen

at slippe hemmelig bort fra Klausholm Aaret efter,

hvorpaa hun samme Dags Aften den 26. Juni 1712

blev viet til Kongens venstre Haand paa Skanderborg

Slot efter forinden at være bleven benaadet med Præ-

dikat af Durchlautighed samt Titelen »Fyrstinde af

Slesvig«. At denne ægteskabelige Forbindelse ikke var

lige vel set af alle, turde i sig selv være indlysende,

og mellem de Forandringer, den bevirkede, var da og-

saa den, at F. og hans Frue fjernede sig eller bleve

fjernede fia »Slottet«. Unaaden, for saa vidt en saa-

dan virkelig har været til Stede hos Frederik den 4de,

har dog næppe været af nogen højere Grad, eller og-

saa har Kongen ladet sin egen Interesse ved fremdeles


95

at drage Fordel af F.'s Dygtighed og Troskab faa Magt

over Unaaden; thi F. blev kort efter tilsagt at møde

hos Kongen og derpaa overdraget en betydningsfuld

Stilling i Norge, til hvilket Land F. saa rejste med sin

Familie i Slutningen af 1712.

Enkedronningen var denne Gang i mere end to

Aar fraværende fra Kjøbenhavn, opholdt sig den meste

Tid i Udlandet, nemlig i Oldenborg, og vendte først

tilbage til Charlottenborg henimod Nytaar 1714; sam-

men med hende ankom Dorothea, der ogsaa havde

været med paa denne lange Rejse. Foruden det, at

Enkedronningen fremdeles selv var lidende af sit Onde,

maatte ogsaa Forholdene paa »Slottet«, hvor Sviger-

datteren, Dronning Louise, bestandig sygelig, led Kva-

ler, der bedre kunne tænkes end beskrives, indvirke

stærkt paa Enkedronningen, og hun følte sig saa meget

mere ensom nu, som hendes kære Veninde, Over-

hofmesterinden, ikke længere var i Kjøbenhavn. Det

tilfaldt saaledes ofte Dorothea at være Enkedronningens

eneste Selskab, og havde det været muligt, var Doro-

theas Respekt og Kærlighed for Enkedronningen bleven

endmere forøget i de faa Maaneder, det forundtes Doro-

thea endnu at være i hendes Nærhed. Det var især

om Morgenen tidlig efter deres Andagt og om Aftenen,

naar de kunde træffe at være alene, at Enkedronningen

udtalte sig for Dorothea og søgte at bringe Freden

ogsaa til denne; thi det gamle Saar var der endnu, og

Hjertet var ej blevet roligere ved den Efterretning, der


96

var naaet til Dorothea, medens de endnu vare i Olden-

borg, at Fru F. var død i Norge. Mellem de mange

smukke Tanker, Enkedronningen ligesom fandt Glæde

i at betro Dorothea, var der især en, Dorothea senere

ofte genkaldte i sin Erindring, fordi det blev den sidste

Gave til hende fra Enkedronningen. Det var en Morgen

i Begyndelsen af Marts Maaned 1714; Andagten var

forbi; Enkedronningen forblev tavs en lille Tid; men

saa sagde hun: »Jeg har haft saadan en velsignet Søvn

i Nat og dertil drømt saa vidunderlig klart og tydeligt,

og da Drømmen ligesom ogsaa svarer paa dit gamle

Spørgsmaal, om de Reformerte eller Lutheranerne have

Ret, vil jeg fortælle Dig den. Jeg indbildte mig, jeg

var i et Hjem; selv var jeg dog kun en Tilhører, hvor-

imod der var saa mange Børn og mellem disse nogle,

der vare saa ivrige og uenige med Hensyn til, hvad

der var befalet dem at udrette ;

de

bleve mere og mere

heftige og beskyldte hverandre for slemme Misforstaael-

ser og Fordrejelser; men til sidst kom der en alvorlig

Stemme som fra en anden Stue, der sagde Børnene,

at de vare meget for smaa til ret at forstaa det, de

stredes om; de skulde kun søge at bevare Kærligheden

og huske paa, at Retfærdigheds Frugt saas i Fred for

dem, som holde Fred«.


Lund: En HofTroken.

Anden Del.


V ed Enkedronning Charlotte Amalies Død, frem-

kaldt ved Skarlagensfeber, den 27. Marts 1714 var

Dorothea, efter at have plejet hende og vist hende de

sidste Tjenester, tilligemed Prinsessen til Stede paa

Charlottenborg. Dorotheas Sorg over dette for hende

som for alle sørgelige Dødsfald var stor; men hun var

tillige saa medtaget af Nattevaagen og den Spænding,

Sygdommen havde medført, at det blev en sand Vel-

gerning for hende, at Prinsessen kort efter Dødsfaldet,

der indtraf Kl. 6j om Aftenen, lod hende gaa til sit

Kannner for at hvile ud. Da Dorothea havde fjernet

sig, gav Prinsessen først de nødvendige Ordrer med

Hensyn til Vaagningen, med mere, ved det afsjælede

Legeme og gik saa til Dorotheas Kammer. Som hun

formodede, fandt hun denne grædende og meget betaget

af Sorgen og af dette det første Dødsfald, hun havde

været nærværende ved. Prinsessen traadte kærlig hen

til hende, sagde hende Tak for hendes Trofasthed mod

Moderen, fortalte hende, hvorledes denne ved at tage

Afsked med Prinsessen særlig havde paalagt denne at


100

være i sin Moders Sted overfor Dorothea, »og«, fort-

satte Prinsessen, »jeg ved saa vist, hvad Moder nu

vilde have forlangt af Dig, hvis hun var her nær-

værende«. — »Sig mig det«, svarede Dorothea, »jeg

vil da gøre det straks«. — »Moder vilde have paalagt

Dig paa det alleralvorligste straks at gaa til Sengs og

faa sovet ud. Du har vaaget i tre Nætter uden at faa

Søvn om Dagen, og jeg vil tilføje, Du gør ogsaa mig

den bedste Tjeneste dermed; thi i Nat ville saa mange

gerne vaage hos Moder, hvorimod det om et Par Dage

turde blive vanskeligere at finde nogen, der frivillig

vil vaage. Gaa derfor til Ro nu, medens jeg er her,

og saa bede vi sammen en Bøn for Moder«. Doro-

theas Overanstrengelse var imidlertid saa stor, at hun,

ved at lægge Hovedet til Puden, straks faldt i en saa

dyb Søvn, at hun først vaagnede langt op ad For-

middagen den næste Dag; hun undgik derved at høre

Tale om det mest uhyggelige af Forberedelserne til

Begravelsen, Balsameringen; da hun atter saa Enke-

dronningen, laa denne fuldt ordnet til at ses af de

mange, der ønskede at tage Afsked med hendes jor-

diske Skikkelse. Begravelsen foregik den 25de April;

den indlededes med en reformert Gudstjeneste ved

Kisten i Charlottenborg Kapel mellem 10 og 12 om

Formiddagen, fortsattes med en luthersk Gudstjeneste

fra 4 til 5 om Eftermiddagen, ved hvilken Biskop Vorm

holdt Talen, og Kl. 8 om Aftenen blev Enkedronningen

med stor Højtidelighed ført ud af Byen til Roskilde,


101

hvor Toget ankom Kl. 7 næste Morgen, og i den der-

værende Domkirke blev saa Enkedi'onningen bisat.

Dorothea overværede sammen med Enkedronningens

Damer og andre undergivne Højtidelighederne i Kjøben-

havn, men var ikke med til Bisættelsen i Roskilde, og

efter Begravelsesdagen foreslog Prinsessen hende at

komme til >^ Slottet« for, efter at omtrent femten Aar

vare forløbne siden hendes Udnævnelse som dennes

Hoffrøken, at tiltræde sin Funktion. Dorothea hen-

stillede imidlertid, om hun ikke maatte blive paa Char-

lottenborg til Enkedronningens Sager vare ordnede, og

herpaa gik Prinsessen saa meget villigere ind, som dette

ganske var efter hendes eget Ønske. Enkedronningen

efterlod sig kun de tre Børn, Frederik den Fjerde,

Prins Carl og Prinsesse Sophie Hedevig, idet nemlig

den tredje Søn, Prins Vilhelm, var død den 23. Novem-

ber 1705 i sit nittende Aar. Ejendommene deltes efter

Vurdering saaledes, at Kongen fik Søholm, Dronning-

lund, Dronninggaard og Børglum Kloster, Prins Carl

Charlottenborg, Vemmetofte og Højstrup, og Prinsessen

Gjorslev og Erikstrup; men senere byttedes disse to

sidste Ejendomme med de tre jydske, Dronninglund,

Dronninggaard og Børglum Kloster. Papirmøllen ved

Strandvejen solgte Prinsen senere til »Papirsvend« Johan

Drewesen. Af Kronens Ejendomme fik Prinsessen paa

sin Livstid overdraget Frederiksdal og Bagsværd for-

uden Dronninggaard paa Sjælland, som hun allerede

tidligere var bleven overladt, hvorimod Prins Carl havde


102

faaet Jægerspris overdraget paa Livstid paa sin Fødsels-

dag den 26. Oktober 1703.

En god Stund efter Enkedronningens Død kom

Prinsessen en Dag til Charlottenborg. Der var i den

forløbne Tid bleven meget uhyggeligt; mange af Folkene

vare konme i anden Stilhng og bortdragne, Indboet

Genstand for anden Ordning. Prinsessen fandt det

ganske unødvendigt, at Dorothea forblev længere paa

Charlottenborg; nu vilde Prinsessen, for Dorotheas egen

Skyld, gøre en Ende derpaa og havde fast bestemt, at

der skulde fastsættes en Dag med det allerførste til

Dorotheas Flytning til »Slottet«, og der vilde saa Prin-

sessen rigtig gøre hende til Gode for al hendes Trofast-

hed mod Enkedronningen. Dorothea modtog Prinsessen

og førte denne ind i de Par Værelser, der vare i Orden,

og i hvilke Dorothea boede; da de vare blevne ene,

sagde Prinsessen, hvad hun ønskede. Dorothea svarede

ikke, men saa blot saa lykkehg op til Prinsessen, at

denne, glad over ingen Indvending at møde, ytrede:

»Ja, saa lad os bestemme Dagen«, hvortil Dorothea nu

rødmende svarede, at det var vist mest passende, at

hun flyttede endnu samme Dag. — »Hvorfor dog det?«

udbrød Prinsessen. — »Jo«, svarede Dorothea, »der

var en, der i Dag vilde have søgt Dig paa »Slottet«

for at tale med Dig; jeg faar maaske ikke Lov til at

blive længe hos Dig, og derfor maa jeg skynde mig

at komme til Dig, for at min Tid hos Dig dog kan

blive saa lang som muhg«. Prinsessen begyndte at


103

ane, men vilde dog være vis paa det først; hun lod

derfor uforstaaende og sagde smilende: »Vil Du ikke

sige mig lidt nøjere Besked? Hvem vilde tale med

mig paa »Slottet« i Dag?« — »Det vilde jeg have

gjort; jeg vilde have bedt om dit gode Raad og Sam-

tykke til at svare paa et Brev, jeg har faaet fra Norge;

her er det, vær saa god«, svarede Dorothea, idet hun

fra sin Barm fremdrog et Brev; >'jeg fik det i Morges;

jeg vil bede Dig læse det«. Dette gjorde saa Prin-

sessen; det indeholdt intet mindre end et Andragende

fra F. til Dorothea om, at denne vilde skænke ham

sin Haand, og efter at have læst det sagde Prinsessen

leende: »Og hvad saa?« — »Ja«, svarede Dorothea,

»saa vilde jeg bede Dig saa mindeligen, om jeg ikke

nok maa svare ham et »Ja«.« — »Jeg ønsker Dig af

ganske Hjerte til Lykke«, var Prinsessens første Ord;

»Du maa svare ham straks, at Du har raadført Dig

med mig, og at jeg gerne ser Eders Forbindelse; men«,

føjede hun til, »Du vil ogsaa af hans Brev have set,

at han kun har liden Lyst til at blive i Norge og dog

ikke kan forlade sin Post, hvis han vil forblive i den,

og at dette sidste er Grunden til, at han ej kommer

selv herned for mundtlig at tale sin Sag hos Dig. Jeg

kan nu supplere hans Brev betydelig, hvis Du vil høre

paa mig. Der er nu først den sørgelige Krigstilstand,

der har varet, siden vi, den 28. Oktober 1709, erklærede

Sverrig Krig. Under den rejste jo F. og hans afdøde

Kone herfra til Norge; de vare saa heldige endog at


104

komme til at sejle med Captajn Wessel, og skønt de^

mod dennes Sædvane, ej kom i nogen egentlig Kamp,

vare de dog hvert Øjeblik omtrent udsatte, for at han

skulde følge sin Lyst og give sig til at slaas med den

første Svensker, han fik Kig paa, selv om denne skulde

være ham langt overlegen. Hvis Du nu rejser til Norge

for ut holde Bryllup deroppe, er Du ej alene udsat for,

at Skibet kommer i en Træfning; men Du vil ogsaa

være udsat for, straks efter at være kommen til Søs,

at opdage et kvindeligt Væsen om Bord, i hvis Selskab

jeg paa ingen Maade vil have Dig; forstaar Du mig?

Naa ikke; ja saa rent ud sagt, d'Hrr. Søofficerer ere

fortræffelige til at slaas; men de fleste Skibschefer have

en meget fin Levemaade om Bord og føre, trods

Anordningerne, som oftest hver en Person med sig,

med hvem de ikke ere gifte. Til saadant et kvindeligt

Væsens Selskab skulde Du altsaa være henvist paa

Rejsen, og blev Skibet taget af Svenskerne, vilde Du

og den anden Dame om Bord blive regnede for Lige

og givne til Pris for en eller anden raa Svensker, —

eller ogsaa vilde Du, naar de fik at vide. Du var min

Hoffrøken, blive betragtet som en Person, Svenskerne

kunde faa noget at vide af, og jeg behøver ikke nær-

mere at forklare, hvilke Midler, der mulig kunde blive

anvendte mod Dig for at faa Dig til lidt flinkt at for-

tælle, hvad Du vidste om os kongelige her. Hvad

vilde Du synes om at blive puttet i et Fangehul et

Par Aars Tid eller maaske mere ovre i Sverrig? Derfor


105

kan der ej blive Tale om, at Du rejser til Norge, og

det saa meget mindre, som der slet ikke er vart at

være der til Stadighed; men mest maa Du opgive det,

fordi selve F.'s Stilling langt fra er sikker deroppe;

netop af Interesse for Dig ved jeg temmelig nøje Besked

om hans Forhold, og det skal jeg nu fortælle Dig.

Du ved, at han drog derop, belastet med en vis Dames

Uvilje, fordi han ej bøjede sig dybt nok, rent ud sagt,

for Fyrstinden af Slesvig, og deroppe i Norge har det

været ham saare vanskeligt at præstere det, der for-

langtes baade til Tropperne, men især til Skibenes

Udrustninger og Fornødenheder i det fattige Land

uden Penge til sin Raadighed; der er saaledes Util-

fredshed med ham fra Skibschefernes Side, og hernede

er et Parti, der pønser paa at faa ham bragt i Kongens

Unaade; jeg tror derfor, det heldigste for ham vilde

være at gaa derfra godvillig og tage herned, da han

ejer nok selv til at leve af foruden din egen Formue,

og saa har den lille Agnes jo endvidere sin Moders

Ejendom i Fyn. Mit Raad til Dig lyder derfor paa,

at Du svarer ham med to Breve; det ene, hvori Du

modtager hans Frieri, maa Du selv lave, som bedst

Du kan; det vil jeg selvfølgelig hverken se eller læse;

men det andet skulde være saadan et tinere Forslag

om at rejse fra Norge, saa snart han kan, og med at

affatte dette Brev vil jeg gerne hjælpe Dig, for Du

begriber nok, det maa være skrevet saaledes, at selv

om Uvedkommende skulde læse det, det da ej skader


106

hverken ham eller Dig«. Disse to Breve bleve da af-

sendte, og Dorothea drog til »Slottet«, hvor hun nød

sin Lykke hos Prinsessen, især da denne lod sig godt

underrette om de norske Forhold; men fra F. selv

hørte Dorothea slet intet mere end det første Brev;

hun skrev derfor anden Gang derop i den Tanke, at

hendes Breve vare gaaede tabte undervejs. Næppe var

det andet Brev ekspederet, førend hun fik den Med-

delelse af Prinsessen, at hun havde erfaret, at F. havde

søgt sin Afsked, straks faaet denne bevilget, og at man

havde skyndt sig med at udnævne en Eftermand. Der

gik imidlertid flere Maaneder hen; man var kommen

ind i Oktober; endnu havde Dorothea ikke senere hørt

fra F.; Grunden var meget simpel; Svenskerne havde

nappet et af hans Breve, og et andet var vel kommet

til Kjøbenhavn, men ikke til Dorothea, hvor, kunde

kun formodes. Langt hen i November kom endelig F.

med Agnes til Kjøbenhavn. Hans første Gang var til

Kongen, der ikke modtog ham videre naadig, da han,

anerkendende F.'s Troskab og Dygtighed, var utilfreds

med, at han havde søgt sin Afsked. F. fortalte da

Kongen ganske aabent, hvad hans egentlige Grund var

til at forlade Norge. Denne Aabenhed fra F.'s Side

tiltalte Kongen, der endte Avdiensen med at ønske

ham til Lykke, »og«, sluttede Kongen helt venlig, »den

omtalte Dame kan De ganske sikkert finde i Prinsessens

Nærhed; var jeg i Deres Sted, saa søgte jeg straks, nu

De alligevel er her paa Slottet, at faa Sagen i Rigtighed;


107

kan det lykkes Dem, billiger jeg paa Forhaand alt,

hvad min Søster, P.iinsessen, vil finde rigtigt med Hen-

syn til hendes Hoffrøken, som ogsaa jeg skylder meget

for hendes Trofasthed mod min Moder«. Glad gik da

F. og lod sig melde hos Prinsessen, der meget snart

efter hans Modtagelse lod Dorothea kalde til sig; alle-

rede udenfor Døren troede Dorothea at kende F.'s

Stemme, og det var med megen Hjertebanken og en

vel stærk Ansigtsfarve, at hun endelig fik aabnet Døren

Samtalen hørte straks op; Prinsessen gik hende i Møde,

kyssede hende paa Kinden, og idet hun selv gik foran

dem, bød hun dem komme ind i hendes egenthge

Kabinet; kommen vel ind der alle tre, maa Prinsessen

imidlertid have forandret sin Hensigt eller pludselig

være kommen i Tanke om noget uopsætteligt; thi hun

forlod Kabinettet lidt hurtig, idet hun sagde, at hun

straks skulde konnne tilbage. Blevne alene i Kabinettet

udbrød straks F., idet han greb Dorotheas Haand:

»Hvor De gør mig lykkelig; jeg er saa glad for Dem,

^^ J6g ej kan sige det, næppe tro min egen Lykke;

giv mig tt lille Ord, og min Glæde vil være fuld-

kommen«. Dette lille Ord faldt det Dorothea vanskeligt

at faa frem; hun gjorde, vel selv uvidende derom, en

ganske lille Bevægelse med sin i hans indesluttede

Haand, en Bevægelse, der var trofast trykkende, men

som F. tillige maa have opfattet, som om Haanden

vilde have noget; thi i Stedet for at vente paa Doro-

theas Svar bøjede han sig ned og gav den lille Haand


108

et meget ærbødigt Kys, og saa maa de vist begge have

indset Nødvendigbeden af at benytte Tiden hurtig, da

Prinsessen jo selv havde sagt, hun kom straks tilbage

thi umiddelbart efter det ceremonielle Haandkys kom

der et varmere, som de vare lige gode om at give og

modtage. Ovenpaa dette kunde de ikke blive staaende

midt paa Gulvet; i deres gensidige Glæde over hin-

anden glemte de baade Tiden, og hvor de opholdt sig;

det varede ikke et Øjeblik, førend de sade ved hin-

andens Side i Prinsessens højstegne Sofa, der, som

Hoffrøkenen dog maatte vide, ellers kun nød den Ære

at omfatte højeste og allerhøjeste Personhgheder, han

endog med Armen om hendes Liv, som om det kunde

være en ganske ahnindelig Sofa, og ikke nok hermed

begyndte de nu en længere Samtale, i hvilken Doro-

thea fandt det for sin Pligt at lade ham vide, hvordan

hendes Hjerte havde været for ham ; men hun sagde

dette saa sødt, naivt, at han opfattede det, som om

hun vilde være saa ærlig at lade ham vide, at hun

havde elsket en anden før ham, og det slog han hen

med, at han var glad for hende, som hun nu var; han

kunde da nok forstaa, at hun ej var bleven saa nær

tredive Aar, uden at hendes Hjerte maatte have banket

for nogen ;

men,

føjede han til, var Dorothea saa nøje-

regnende, maatte ogsaa han følge Sandheden og tilstaa,

at den første Spire til hans Kærlighed for Dorothea

havde hans salig Kone lagt, idet hun paa sit Dødsleje

havde bedt ham om at lade Dorothea blive Agnes'


109

Moder. »Og hvad sagde Du dertil?« svarede Doro-

thea. — »Jeg sagde«, fortsatte F., »at jeg ej da i

Sorgen over at miste hende kunde tænke paa sligt, og

at det var meget rimeligt, at selv om jeg engang i

Tiden vilde have Dig, Du saa ej vilde have mig«. —

Og hvad sagde saa din kære Kone?« — Hun svarede:

»Det ved jeg forvist; sig hende, naar det sker, at jeg

har givet Eder begge to min bedste Velsignelse, nu

jeg belaver mig paa at dø«. — »Du kan begribe«, til-

føjede F., »at jeg i de forløbne to Aar tit har tænkt

derpaa; men Du kan ikke tænke Dig, hvor jeg i dette

Øjeblik er taknemmelig mod hende for alt, hvad hun

var for mig, medens hun levede, og saa for hendes

gode Raad til sidst«. — »Maaske«, svarede Dorothea,

»forstaar jeg det hele paa min Maade noksaa godt som

Du. Din gode Kone gennemskuede mig; hun vidste,

det tror jeg for sikkert, hvem det var min Hu stod

til; Du var den blinde dengang«. — »Hvorfor kommer

Du tilbage til din første Kærlighed? Kendte jeg ham

da?« — »For at Du kan fatte min Glæde fuldt, skal

Du vide, hvem det var; det var Dig selv«. — Prin-

sessen havde været længe om at komme tilbage; det

varede vist over en Time; hun havde af F. erfaret, at

han kom til hende efter Kongens naadige Anvisning,

og derefter ment, det var bedst at smede, medens

Jærnet var varmt; saa var hun da gaaet lige til sin

Broder, Kongen, benyttet sig af dennes gode Stemning

for F. og faaet Kongens bestemte Løfte om selv at


110

maatte ordne det paa bedste Maade for Dorothea, alt

medens de to paagældende i hendes Kabinet kun tænkte

paa deres unge Lykke og ikke overvejede Fremtiden.

Nu, at banke paa en Dør for at komme ind ligger

ikke i en kongelig Prinsesses Tankegang og vel aller-

mindst, naar Døren fører ind til hendes eget Kabinet,

og alligevel tro vi, de to, der vare derinde, vilde meget

have paaskønnet en lille advarende Kno paa Døren;

thi fremdeles siddende i Prinsessens egen Sofa bleve

de overraskede i at udveksle — lad os formode det —

netop det andet Kys ved denne deres Samtale; begge

sprang op fra Sofaen i en paaskønnelsesværdig Fart,

men dog ikke saa hurtig, at Prinsessen kunde undgaa

at se, hvor de havde siddet eller høre Kysset, og me-

dens Dorothea ikke lod det blive ved at fare op fra

Sofaen, men fortsatte højrød Farten, hun var i, forbi

Prinsessen ud af Kabinettet, havde F. straks sin fulde

Beherskelse og meddelte Prinsessen, at han var bleven

forlovet med Doi'othea, hvilken Meddelelse hun besvarede

med, at hun næsten kunde tænke sig det; »men'


111

og kærlig til Dorothea, som en god Moder vilde have

gjort det, i-ejste Prinsessen sig og sagde med Alvor

uden dog at kunne skjule Skælmeriet i sit Blik: »Maa

jeg nu bede Hoffrøkenen om at være mig følgagtig 1«

Dorothea blev ikke l)ange; men alligevel grundede hun

paa, hvorfor hun fik sin Titel; hun gik smaaleende

bag efter Prinsessen; denne vendte sig og mente, at

Hoffrøkenen ikke havde nødig at le; men Prinsessen

var selv meget nær ved at le; endelig kom de ind i

Kabinettet; Prinsessen forsøgte paa at se meget alvorlig

ud, idet hun sagde: »Hoffrøkenen forstaar vel, at efter

hendes Opførsel her i Dag kan jeg ej vedblivende

have hende i min Tjeneste; jeg har fundet mig op-

fordret til hos Hans Majestæt at udbede mig hendes

Afsked snarest; for en Hoffrøken, der endog sætter

sig, selv anden, i min egen Sofa under min Fraværelse,

maa jeg virkelig af med«. — Dorothea blev dog nu

en lille bitte Smule flov og svarede et lille: »Om For-

ladelse«. Prinsessen lo og fortsatte: »Nej det bliver

ikke ved det; her hjælper ingen »Kærmor« denne

Gang; din Straf er Dig vis; jeg har bestilt F. hertil i

Morgen; ]eg faar saa aftale med ham, naar han kan

tage Dig med sig over til Fyn; der skal Du sidde i

Vinter og kukkelure, — og tænke lidt paa mig herovre«.


Denne Hoffrøkenen lovede Afstraffelse blev den

næste Dag ved Prinsessens behændige Behandling af

Sagen endog proponeret af F. selv, og man skulde


112

saaledes have troet, at Dorothea og F. vare dragne til

Fyn; men det gik alhgevel ikke slet saa strengt, som

Prinsessen havde bestemt det. Da hun nemlig talte

med Kongen Dagen efter ved Taffelet, spurgte denne

om, hvad hun havde bestemt, og efter at have hørt

om Planen til Fyn fortsatte Kongen: »Der er dog en

anden Ordning, som synes mig ligger en hel Del nærmere

for os to; jeg kunde give F. Løfte om at komme

ind i Højesteret, og Du kunde give dem Lov til at bo

paa Frederiksdal indtil videre; Du vil dog hellere have

Dorothea i din Nærhed, og hvem ved, hvorlænge eller

kort det kan vare, inden Agnes selv vil have sin Gaard

derovre i Fyn, og saa er der ogsaa det, at naar F. og

Dorothea rejse derover, giver jeg helt slip paa hans

Tjeneste, og hvad jeg mindst kan lide er at give Doro-

thea Afsked som Hoffrøken; efter det, hun har været

for Moder, og det, hun endnu maaske kan blive for

Dig, synes jeg dette hverken er taknemmeligt eller

klogt«. — Prinsessen var meget fornøjet over denne

Kongens Udtalelse; saa meget fra hans Side havde hun

ikke turdet vente. Dorothea og F. bleve ogsaa for-

nøjede; Værelser paa Frederiksdal bleve derpaa satte i

Stand af Prinsessen, og en Maanedstid efter kørte Prin-

sessen med Dorothea smykket som Brud til Gjentofte

Kirke, og efter Vielsen kørtes til Dronninggaard, hvor

Prinsessen gav Brudeparret en Bryllupsfest, hvortil, af

Hensyn til Sorgen for Enkedronningen, dog kun ganske

enkelte vare indbudne. Om Aftenen drog det lykkelige



Par til den fremtidige Bolig paa Frederiksdal, hvorimod

Prinsessen først den næste Dag tog tilbage til Kjøben-

bavn efter at have aflagt en uventet Visit paa Frederiks-

dal hos de nj^gifte.

Var der nu Fred og Lykke paa Frederiksdal, saa

det anderledes mørkt ud for selve Riget; den svenske

Konge, Carl den Tolvte, viste sig nemlig pludselig i

det belejrede Stralsund i Slutningen af November 1714,

og tidlig i Foraaret 1715 fik han en Flaade udrustet i

Karlskrona, der under Kommando af Greve Karl Hans

Wachtmeister, — en Søn af Greve Hans Wachtmeister,

der i Aaret 1710 havde foranlediget, at Ivar Hvidtfeld

sprang i Luften i Kjøge Bugt, — først erobrede den

danske Fregat »Ørnen« under Rygen, saa indespærrede

to andre danske Fregatter i Travemunde, opbragte

Handelsskibe og plyndrede Femern. Det for begge de

kæmpende Flaader berømte Søslag paa Kolberger Hejde,

mellem Femern og Kieler Fjord, den 23. April 1715,

faldt imidlertid saa ganske ud til Sejr for den danske

Admiral Christian Carl Gabel, der herved lagde Grun-

den til sin senere store Anseelse og Indflydelse, at hele

den svenske Flaade enten blev ødelagt eller taget; Greve

Wachtmeister blev af Wessel ført som Fange til Gabel;

forinden kastede han sin Kaarde i Søen, hvad der

foranledigede Gabel til straks ved Falderebet, da Greve

Wachtmeister kom om Bord til ham, at hæfte sin egen

Sølvkaarde paa sin overvundne Modstander. Det [)aa-

følgende blodige Søslag under Rygen ved Proner Vig,

Lund: En Hoffioken. 8


114

den 8. Avgust 1715, mellem Svenskerne under Admiral

Sparre og den danske Admiral Råben var vel uaf-

gørende; men den svenske Flaade havde dog lidt saa

meget, at den maatte forlade de pommerske Farvande;

desuagtet undslap Kong Karl den Tolvte den 31. De-

cember 1715 fra Stralsund og naaede tre Dage efter

til Skaane, nær ved Trelleborg, og Krigen blev dermed

ført over alene paa Danmark. Den 28. Maj 1715 havde

Frederik den Fjerde en Sammenkomst ved Hamborg

med den russiske Zar Peter; der blev afsluttet en Kon-

vention om en forenet Landgang i Skaane, og den 8.

Juli 1716 vandt Tordenskjold sin berømte Sejr ved

Dynekilen, der satte ligesaa meget Mod i de Danske

som Bestyrtelse hos de Svenske. Zaren ankom sejlende

til Kjøbenhavn den 17. Juli 1716 tilligemed en Del af

de russiske Tropper; Zarinden ankom tillands den 23.

Juli; straks Zaren kom i Land, gererede han sig som

den befalende; blandt andet vilde han absolut bo paa

Prins Carls Ejendom »Haven« tæt udenfor Byen; men

da saavel Prins Carl som Prinsessen vare paa Dronning-

lund i Jylland, fik Kongen dette forpurret, og hvorved

Zarens Hensigt saaledes ikke deri blev opnaaet, havde

den dog til Følge, at forskellige Ting flyttedes fra

»Haven« og derimellem de 30 bibelske Malerier, der

endnu pryde Vemmetofte Kirke. Da nu Zaren kom

til at bo i den saakaldte Edingers Gaard lige bag ved

»Slottet«, hvorimod hans Tropper laa udenfor den

befæstede By, opkom flere Rivninger; blandt andre


115

anholdt Løjtnant Morten Dyssel, adlet under Navn af

Falkenskjold, Zaren, forklædt som hollandsk Bonde i

Østerport. Zaren blev indsat i Vagten, Rapport sendt

til Kongen, der lod kongelige Vogne afhente ham, og

denne kørte saa i sin Forklædning til Slottet, hvor han

og Frederik den Fjerde lo og sloge det hen som en

Spøg, — men hver tænkte vist sit derved. Da Zaren

havde faaet overført til Omegnen af Kjøbenhavn 40,000

Russere imod kun at have lovet 20,000 Mand, blev han

opfordret til, sammen med de danske Tropper, at fore-

tage Landgangen i Skaane for at erobre fra Sverrig;

men da han afslog at deltage heri og angav som Grund

den sildige Aarstid, blev han tilsidst paa det høfligste

anmodet om at forlade Danmark samtidig med, at

Voldene holdtes besatte med skarpladte Kanoner. Des-

uagtet blev Zaren her endnu en lihe Tid, deltog med

Zarinden i Festen paa Kongens Fødselsdag den 11.

Oktober og rejste først herfra med sine Tropper den

27. Oktober. Det vedbliver dog at være et Spørgs-

maal, om Zaren skulde have haft til Hensigt at over-

falde enten Kjøbenhavn eller Kronborg; det visse er

egentlig kun, at han ved flere Lejligheder optraadte

yderst paafaldende, og saaledes dels selv tog sig mærke-

lige Friheder og dels viste en utrolig Forsigtighed for

sin egen Sikkerhed, og begge disse Forhold kunne

mulig nok føres tilbage til, at man i Kjøbenhavn ikke

kendte til russiske Sædvaner og derfor blev højlig

forundret; saaledes til Eksempel, da Russerne end


116

ikke ved den første Indskibning til Sjælland vilde følge

Forskrifterne herfra; men, som det hedder, »bleve ved

deres Inddeling«. Foruden dette visse ved Sagen turde

alene den hollandske Envoyé's Nærværelse i Kjøben-

havn forklare Zarens Optræden; Karl den Tolvte havde

nemlig givet den fra de gottorpske Affærer bekendte

Gørtz Fuldmagt til at føre hans politiske Forhandlinger,

uden at dog Gørtz skulde anses for at staa i svensk

Tjeneste; han kom som hollandsk Envoyé til Kjøben-

havn, og det er uden for al Tvivl, at Gørtz har blandet

Kortene saaledes, at Zaren blev mistænkelig ligeoverfor

Frederik den Fjerde og de samtidig nærværende engelske

og hollandske Flaader og derfor foretrak tilsidst at op-

give den hele Affære mod Sverrig. Det er saaledes

mulig ret betegnende, at Zaren lod sin egen Flaade

trække bort fra Hollændernes og den engelske for at

bringe den i bedre Sikkerhed nær ved de russiske

Tropper. Saasnart Russerne vare vel rejse, ilede Kongen

med Søskende ud fra Byen, Kongen til Vallø og Gjors-

lev. Prins Carl og Prinsessen, der vare komne til Kjøben-

havn den 3. August, til Vemmetofte; man trængte til

at forfriske sig ovenpaa det farlige Besøg.

Den første Tid af deres Ægteskab levede F. og

Dorothea i Fred og Ro paa Frederiksdal; han fik vel

den lovede Ansættelse i Højesteret; men forøvrigt

mærkedes det godt, at F. fremdeles betragtedes med

Uvilje af den styrende ved Hoffet, Fyrstinden af Sles-

vig, og det faldt saaledes naturligt, at han mere og


117

mere betragtedes som henhørende til Prins Carls og

Prinsessens Parti; det bragte dem den Fordel, at de i

de urolige Tider, da man først ventede et Overfald paa

Sjælland i Begyndelsen af Aaret 1716 af Karl den 12te,

der vilde benytte Isen til en Landgang, men blev for-

hindret ved stærk Tø, og senere, da den russiske Hær

ankom, fik Bolig paa Charlottenborg. Her fornyede

F. sit Bekendtskab med Poul Vendelbo, adlet den 14.

Januar 1711 under Navn af Løvenørn, hvis mærkelige

Liv begyndte med, at han blev Student i en temmelig

sen Alder for derefter at gøre Forsøg paa at prædike,

ved hvilken Lejlighed han i den Grad tabte Modet, at

han ikke kunde faa fremført et eneste Ord, men maatte

forlade Prædikestolen. Hvorledes han derefter kom i

russisk Tjeneste og atter tilbage til dansk Tjeneste som

Officer og Diplomat, er almindelig bekendt. Hvad der

bragte Liv i det fornyede Bekendtskab mellem F. og

Løvenørn, skyldes maaske nærmest deres Hustruer;

disse bleve nemlig meget hurtig vel bekendte med

hinanden og sluttede et nøje Venskab. Fru Ingeborg

Dorothea Løvenørn var født den 13i Juni 1686 og

Datter af Etatsraad Poul Vinding i Kjøbenhavn; hvor-

vidt Sagnet virkelig har Ret i, at Løvenørn som Stu-

dent, da han ønskede at rejse til Rusland, men kun

havde Gæld og ingen Penge til Rejsen, gik op til

Frøken Vinding og forestillede hende, at han kunde

faa de fornødne Rejsepenge, hvis hun ved sit Vindue

vilde tillade ham at give hende et Kys, — at han


118

virkelig opnaaede dette og saa rejste for siden, som en

berømt ung Mand, at komme tilbage og ægte hende,

skulle vi ej indlade os paa at udtale nogen Mening

om, men kun sige, at da Løvenørn havde en over-

ordentlig sjælden vakker og nobel Fremtræden, og da

hans Levned bragte ham fiere, langt mærkeligere Even-

tyr, er der forsaavidt slet intet til Hinder for, at han

virkelig har faaet dette Kys under de nævnte Om-

stændigheder, og det saa meget mindre, som det netop

var en af Løvenørns Egenskaber, at alle syntes godt

om ham straks, og at han vidste at bevare dette gode

Omdømme; det behøver kun at siges, at han havde

til Velyndere en saa lidet samstemmende Skare af høje

Personligheder som: Fyrst Menzikow, Zar Peter, Frede-

rik den Fjerde. Prins Carl, Prinsesse Sophie Hedevig,

Dronning Anna Sophie, Christian den Sjette og Dron-

ning Sophie Magdalene, for ikke at tale om Kongen

og Kronprinsen af Prøjsen, der hadede hinanden og

dog begge holdt af Løvenørn. Maa vi saaledes end

lade staa hen, som ikke fuldt bevist, hint første Kys

til Studenten Poul Vendelbo, kan vi med saa megen

mere Vished dvæle ved, at den senere Løvenørn og

Frue levede lykkelig sammen paa Købmagergade, hvor

blandt andet den Løvenørnske Gaard var bekendt for

sine mange slette Malerier og sin fortrinlige Vinkælder.

Malerierne have rimeligvis været Portrætter og Arve-

stykker fra Fruens Familie, hvorimod vi nok tør til-

skrive Løvenørn selv Æren for at have forsynet Kælderen


119

med udsøgte Varer. Hans bestandige Færden om til

alle Sider i Frederik den Fjerdes Tjeneste gjorde, at

hans Kone meget ofte og tit længe ad Gangen var

alene i Hjemmet, og det var derfor saare rimeligt, at

da Dorothea en Dag i Februar 1716 kom til hende,

var dette Besøg Fru Løvenørn meget velkomment;

først havde de jo den lille Søn Frederik Løvenørn,

født den 6. Januar 1715, at tale om; thi skønt Doro-

thea selv var barnløs, maatte den lille Persons Frem-

skridt selvfølgelig have stor Interesse for Moderen og

dennes intime Veninde, og da dette Emne dog blev

udtømt, var der saa meget andet at bringe paa Bane;

saaledes sagde Dorothea blandt andet: »Hvor er din

Mand henne for Tiden? Dog Du behøver ej at sige

det; han er vel som sædvanlig ude at træffe Krigs-

forberedelser for Kongen, og saa er det jo Hemmelig-

heder, som Du knapt, og jeg da meget mindre, maa

vide«. — »Nej«, svarede Fru Løvenørn, »denne Gang

er det hverken Krig eller Statstjeueste, det gælder, og

vil Du blot ikke omtale det, inden alle snakke derom,

maa Du gerne vide, hvor Løvenørn er. Denne Gang

gælder det en Dame, Du vist maa have set, nemlig

Grevinden paa Frederiksholm; hendes Forhold i For-

tiden ere os begge bekendte, dem behøve vi ej at

komme ind paa; men i Stedet for nu, hun er bleven

tilovers, pænt at indgaa et eller andet passende Ægte-

skab, som Kongen ønskede det for at blive helt fri

for hende, har denne Dame haft en Forbindelse i


120

Kongens Fraværelse med Amtmanden paa Antvorskov,

og Frugten deraf gemtes hos et Par Husmandsfolk i

Nærheden. At Kongen blev rasende er i Grunden til

at forstaa; Løvenørn blev sendt derned; Amtmanden

forklarede straks, hvorledes det hang sammen, hvor-

imod Grevinden nægtede det, indtil Barnet blev skaffet

til Stede; saa maatte Løvenørn følge Kongens Ordre,

der lød paa, at hvis det var sandt med Barnet, skulde

de to skyldige ægte liinanden; der blev straks hentet

en Præst fra Slagelse, og Amtmanden og Grevinden

viede i Løvenørns Overværelse. De mente saa at være

slupne med, at Grevindens Pension blev inddraget;

men den værste Svie kommer nu bagefter; Løvenørn

er dernede igen; Grevskabet Frederiksholm, der bestaar

af Næsbyholm og Bavelse, tager Kongen tilbage, og

det ulykkelige Ægtepar bliver landsforvist, saasnart

Grevinden kan taale at rejse«.

Det er bekendt, at Frederik den Fjerde var den

egentlige Skaber af en staaende national Hær i Dan-

mark, at han til Rytteriets Underhold ved Forordninger

omdannede Krongodser til Rytterdistrikter, som han

søgte at samle til større Godskomplekser ved Magelæg

mellem Krongodser og private Ejendomme, at han

bragte det til, at det danske Rytteri vandt Aner-

kendelse, og at han paa den Tid, Zarens Besøg faldt

her, havde bragt Armeen op til at have 10,000 Heste,

altsaa til en forholdsvis imponerende Størrelse. —

Mindre bekendt turde det være, at af Kongens Sam-


121

tidige var der kun meget faa, der delte hans Mening

om det heldige i at have Rytteriet underholdt paa

Rytterdistrikterne, og en Følge af, at Kongen saaledes

næsten var ene om sin Anskuelse i den Retning, blev,

at han med stor Forkærlighed særlig kastede sig over

Udførelsen af alt, hvad der vedrørte denne Foranstalt-

ning og derfor saa godt som overalt personlig ledede,

hvad der vedkom den. Naar Kongen derfor ikke var

i Felten, kan man i en længere Aarrække næsten uaf-

brudt vide ham paa Rejser rundt omkring i Landet

for at ordne noget ved Rytterdistrikterne; saaledes er

han uden Tvivl den af de danske Konger, der oftest

har været i Stevns og Omegn; thi netop der skulde

det Ringstedske Rytterdistrikt udvides; det faldt let for

Kongen at disponere over Vallø, da dette var over-

draget hans Gemalinde til venstre Haand. Ogsaa

Baroniet Juellinge, da bestaaende af Juellinge Hoved-

gaard og Gods i Stevns Herred, der var oprettet af

Jens Juel, fik han i sin Magt ved at faa dette Baroni

magelagt med Juellinge paa Lolland; sværere var det

derimod for Kongen at faa Vemmetofte og Højstrup

draget ind under Rytterdistriktet, da det ejedes af hans

Broder Prins Carl, der modsatte sig det, og vel op-

naaede Kongen sin Hensigt, men ikke uden at det gav

Anledning til Uenighed mellem Brødrene, eller maaske

rettere til at forøge den mellem de tre Søskende alt

værende Uenighed, og hvis egentlige Ophav vel tør

regnes for at være Gemalinden til venstre Haand.


122

Denne forstod at fængsle Kongens Kærlighed og sam-

tidig at benytte sin Stilling til Fordel for egne Inter-

esser i saa høj en Grad, at da endelig Frederik den

Fjerdes Dronning, Louise, den 15. Marts 1721 ved

Døden blev befriet for sin kvalfulde Tilværelse og var

bleven bisat i Roskilde Domkirke den 3. April, fik hun,

uagtet Universitetet holdt sin Sørgefest for Dronningen

om Formiddagen den paafølgende 4. April, dog over-

talt Kongen til at lade dem omvie samme Eftermiddag

af den Dr. Clausen, der forlængst havde viet dem i

Skanderborg. Om denne nye Formæling til højre

Haand udstedtes følgende Bekendtgørelse: »Den 4.

April haver Hans Majestæt for sine visse Aarsagers

Skyld allernaadigst fundet for godt jo før jo hellere

sig udi et nyt Ægteskab at indlade med Hendes Høj-

hed, Hertuginden af Slesvig«. Vielsen foregik i Ka-

pellet paa Kjøbenhavns Slot, overværedes af Ministrene,

men ikke af Kongens Søskende eller Børn, uagtet disse

dog alle vare paa selve Slottet, hvor de ganske rolig

ogsaa efter Vielsen forbleve, medens Kongen og Hertug-

inden efter Formælingen toge til Frederiksberg og der

holdt allehaande Bryllups Forlystelser. Endnu efter

denne Vielse var der intet Tegn paa et formeligt Brud

mellem Frederik den Fjerde og hans Søskende; tvært-

imod blev det ved Aftalen, at de alle skulde rejse til

Gottorp, for at Kongen kunde blive hyldet af de sles-

vigske Stænder, og var det Hensigten, at Hoffet samlet

vilde bo paa Gottorp hele Sommeren. Hertuginden


123

havde imidlertid andet Sinde. Hun fik i de sidste

Dage i April Frederik den Fjerde til at bestemme, at

hun skulde krones som Dronning, og den øjeblikkelige

Følge heraf blev, at Prins Carl og Prinsesse Sophie

Hedevig uventet brøde op, forlode Hoffet og rejste den

1. Maj til Jægerspris, hvor man var ganske uforberedt

paa deres Ankomst. — Den 31. Maj blev Hertuginden

kronet i Frederiksborg; Overhofmarskallen frembar

Kronen paa en Fløjls Pude; Kongen tog Kronen og

satte den med en »højstnaadig Mine« paa sin Gemal-

indes Hoved, idet han sagde: »Hermed erklære vi

Eder for Dronning til Danmark og Norge«. Dron-

ningen nejede meget dybt og kyssede Kongens Haand,

hvorefter hendes Søster og dennes Datter fastgjorde

Kronen, og saa gik man til Taffelet, hvor Kongen ud-

bragte Dronningens Skaal, »som gik rundt med for-

nøjelig Glæde«. Kronprinsen var til Stede ved Kro-

ningen, gjorde Fest paa Hirschholm den 9. Juni for

den nye Dronning og drog saa udenlands den 3. Juli

for selv at søge sig en Brud. Den 15. Juli holdt

Dronningen sit Indtog i Kjøbenhavn fra Frederiksberg

Slot; efter en Række Vogne med Hendes Majestæts

Hofstat kørte dennes Moder, Storkanslerinden, og Sø-

steren, Grevinde Holstein, umiddelbart efterfulgt af

Overhofmesteren, derpaa Hendes Majestæt og i dennes

Vogn den ISaarige Prinsesse Charlotte, Datter af den

afdøde Dronning Louise; 6 Grever og Kammerherrer

afgave Ærestjeneste til Hest, og 24 kongelige Drabanter


124

omgave Dronningens Vogn. Hans Majestæt modtog

Hendes Majestæt ved Indgangen til den store Sal paa

Slottet og førte Allerhøjstsamme til Taffelet. Den rig-

holdige Ceremoni var dog ikke dermed udtømt; samme

Aften gav Kongen en Fest i det Hus, hvori Hendes

Majestæt tidligere havde boet, beliggende tæt ved Slot-

tet. — Endelig blev man da færdig til at rejse til

Gottorp; men det blev kun Kongen og Dronningen,

der rejste dertil; Prins Carl og Prinsesse Sophie Hede-

vig aflagde Deres Majestæter et kort Besøg paa Frede-

riksborg og toge tilbage til Jægerspris for derfra i

August at rejse til Vemmetofte, hvor de saa tage

stadigt Ophold.

Krigen med Sverrig var imidlertid bleven fortsat;

Tordenskjold havde ført de ikke heldige Angreb paa

Gothenborg 14. Maj 1717 og paa Strømstad den 19.

Juli 1717, men havde saa det Held at kunne melde

Frederik den Fjerde den 28. December 1718 om Afte-

nen, da Kongen var ved at gaa i Seng, at Karl den

12. var falden den 11. December 1718 for et Skud fra

den belejrede Fæstning Frederikshald. Frederik den

Fjerde vilde ej ret tro denne Efterretning, hvortil

Tordenskjold frimodig svarede, at han ønskede kun,

at Hans Majestæt saa vist vilde gøre ham til Schout-

bynacht, som det var sandt. Dette lovede Kongen,

og Tordenskjold blev udnævnt nogle Dage derefter.

I det følgende Aar 1719 indtog Tordenskjold Marstrand

den 23. Juli, fik dens Fæstning Carlsten overgivet den


125

26. Juli, og endelig ødelagde han Skibene i Gothenborg

den 8. Oktober for de Svenske. Freden med Sverrig

afsluttedes ved Frederik den Fjerdes Approbation paa

Fredsdokumentet den 23. Juli 1720. Den ydre Fred

blev bevaret i Resten af Frederik den Fjerdes Regerings-

tid; det nyopførte Slot »Ostrup« fik sit endelige Navn

»Fredensborg« paa Kongens Fødselsdag den 11. Oktober

1722, efter at det ogsaa havde været paatænkt at kalde

det »Friederichsruhe«. — Kronprinsen var den 7. Av-

gust 1721 bleven formælet med Prinsesse Sophie Magda-

lene af Baireuth, og den 9. Oktober 1721 skulde deres

Indtog finde Sted i Kjøbenhavn; men da »Slottet« ej

var færdigt efter en Istandsættelse, opsattes Indtoget,

og det nyformælede Par og Majestæterne gjorde da et

Besøg paa Vallø og toge derfra til Vemmetofte; det

blev ved denne Lejhghed første Gang, at Prinsen og

Prinsessen skulde modtage Dronning Anna Sophie, og

de saa ogsaa da for første Gang Kronprinsessen. Paa

Vallø fejrede Kongen sin Fødselsdag den 11. Oktober,

og blandt Gaverne til ham i den Anledning haves

endnu paa Rosenborg Prinsesse Sophie Hedevigs Gave;

den bestaar af tvende af hende selv malede Blomster-

kranse, indfattede i Sølvfiligranrammer og i det hele

rigt udstyret; i Kransene ses Forglemmigejer, i den

enes Midte Frederik den Fjerdes Navneciffer med

Krone, i den anden et Spejl. Kongen skal have ytret,

at Malerne ej kunde træffe ham rigtig paa Portrætter,

og Prinsessen skal have lovet at give ham et fuld-


126

kommen ligt Billede; han kunde nu i Gaven ved at

se sig i Spejlet faa det allerbedste Portræt; — om der

tillige skulde ligge en Opfordring til ham om at be-

tragte sig selv i andet end ren legemlig Betydning,

maa maaske kunne formodes efter de forudgaaende

Begivenheder og Prinsessens Mening om disse og og-

saa, naar ses hen til Tidens Lyst til Dobbelttydigheder.

— Da »Slottet« saa var færdigt til Indtoget, blev dette

dog bestandig opsat for Vejrligets Skyld; dette vilde

ikke blive godt, og endelig opgav man alt Haab om

smukt Vejr og lod Indtoget gaa for sig den 18. De-

cember 1721 i det samme Søle, som havde hersket

hele Tiden.

Efter at Majestæterne endnu to Gange til havde

hilst paa Prins Carl og Prinsesse Sophie Hedevig paa

Vemmetofte, — den ene Gang ved en Kanefart i Januar

1723 fra Kjøbenhavn over Vallø, — Prinsen og Prin-

sessen havde været modtagne med »stor Tendresse« af

Kongen, Dromiingen og det kongelige Herskab den 5.

November 1723 paa »Slottet« og vare forblevne i Kjø-

benhavn en halv Snes Dage, — var der vel formelt

sluttet en Slags Fred i den kongelige Famihe; men

Freden var kun formel. Der var lagt Mærke til, at

mange af de fornemme i Landet toge til Jægerspris

til Prinsessens Fødselsdag den 28. Avgust 1723; Gehejme-

raad Rosenkrands blev forsat til Stiftamtmandsembedet

i Viborg; Gehejmeraad Wibe fik Afsked, og man mær-

kede Dronning Anna Sophies stigende Indflydelse hos


127

Kongen ved flere Lejligheder. Under disse Omstændig-

heder fandt ogsaa F. og Dorothea Lejhgheden rigtig

til at forandre deres Stilling, hvortil ogsaa bidrog, at

Datteren, Agnes, var bleven gift og draget til Ejen-

dommen i Fyn. F. tog Afsked fra Højesteret og tænkte

paa at købe en Gaard nogle Mile fra Vemmetofte. Paa

Rejsen ud for at se paa Gaarden fik de, allerede inden

de naaede til Kjøge, en Mindelse om, at de nærmede

sig det mindre Hof paa Vemmetofte. Ved et Bedested

undervejs saa de nemlig til deres Forundring en Vogn

komme kørende med en stor Vandtønde, og nysgerrige

efter at vide, hvad det betød, fik de den Underretning,

at det var det Vand fra Roskilde, der ugentlig blev

kørt til de Kongeliges eget Forbrug paa Vemmetofte,

og den snaksomme Meddeler heraf forstsatte saa med,

at der ogsaa ugentlig blev sendt en Vogn med Vildt

fra Jægerspris til Vemmetofte. — Dorothea havde flere

Gange, siden hun var bleven gift, aflagt Besøg paa

Vemmetofte; Prinsessen havde fornylig skrevet til hende

og blandt andet fortalt, at Prins Carl nu havde købt

en Gaard paa Torvet i Kjøge, samt tilføjet, at Doro-

thea var mellem de begunstigede, som Gaardens Beboer

var beordret til at modtage, naar hun paa Rejse vilde

tage ind i Gaardén. Støttet paa denne Tilladelse kørte

da F. og Dorothea dertil, da de kom til Kjøge, og i

den Mening at ville overnatte gjorde de sig det saa

bekvemt, som de kunde, bestilte Middagsmad, og stive

i Benene af at køre gik de straks ud i Byen for at


128

røre Benene og se paa Havnen og Byens andre Mærk-

værdigheder. Da de syntes at have gaaet tilstrække-

hgt, vendte de hjem til Gaarden paa Torvet og bleve

ikke hdt overraskede ved at se denne, som det syntes,

helt opfyldt af en Vogn med seks Heste for; Liberiet

kunde der ikke tages Fejl af; det maatte være selve

Herskabsvognen fra Vemmetofte. Uvisse om, hvad de

saa skulde gøre, standsede de et Øjeblik; men i det

samme kom Prinsen og Prinsessen frem fra Indgangs-

døren og modtoge dem paa det venligste, idet Prinsen

fortalte, at de i Morges ved en Estafette fra Kjøben-

havn vare blevne underrettede om, at Kronprinsessen

var bleven forløst med en Søn — den senere Kong

Frederik den Femte — og at derfor Prinsessen og han

selv havde begivet sig paa en ganske lille Visit til

Kjøbenhavn; de vare kørte straks efter fra Vemmetofte,

hvorimod deres P'ølge og Bagage skulde komme

Dagen efter, hvis de overhovedet kunde slippe frem,

for Vejen var meget slem fra Vemmetofte til Kjøge;

det havde Prinsens seks Heste maattet bekende ; Kusken

havde lige nu meldt ham, at denne ej fandt det raade-

ligt at prøve paa den Dag at naa til Kjøbenhavn, og

i ethvert Fald kunde Kusken ej love dette førend langt

ud jiaa Natten, — »og derfor«, supplerede Prinsessen,

»stode vi netop og bestemte os til at blive her i Nat;

men saa fortalte Manden her, at de vare komne. Du,

Dorothea, kender da gamle Morten og hans Mette fra

gamle Dage; han mindedes i alt E'ald Dig saavel, at


129

han først benævnte Dig Dorothea for dog straks at

berigtige det til »Enkedronningens Hoffrøken med en

pæn Herre«. Men uden Fortrydelse, hvad bringer Dem

dog egentlig paa Rejse, mens Vejene ere saa slette? —

Dog lad os ej blive staaende her; lad os hellere gaa

ind og se Husets Herligheder, med det samme vi tale

videre«.

Gaarden bestod af et længere Forhus med Port

paa i den ene Ende, opført i to Etager af solidt Bin-

dinsværk med den øverste Etage godt ud over Stue-

etagen; i denne var en Indgang fra Gaarden, omtrent

midt paa Huset, til den ene Side et stort Køkken, bag-

ved hvilket Morten og hans Kone boede; til den anden

Side var flere smaa Kamre, hvor Hoffets Kavalleier

nok kunde bo; til øverste Etage førte en lang, stejl

Trappe, og denne Etage bestod kun af tre store Rum

eller Værelser, hvis man vilde benævne dem lidt finere;

senest havde de været brugte til Kornmagasiner; men

nu vare de hvidtede og nogenlunde i Stand fra Haand-

værkernes Side; der var endog i det mindste en god

stor Jærnkakkelovn ; hvad Møblement angik, da var

der endnu kun anbragt et Bord i det midterste Værelse

og en stor Himmelseng og en Stol i hver af de andre

Rum. Gaardspladsen skiltes fra en Hlle Have ved et

Baghus, hvori der var tilstrækkelige og temmelig gode

Hestepladser, og den ganske pæne Købstadejendom

kunde blive vel skikket til, efter Datidens Fordringer,

at afgive et passende Bedested for Herskabet, naar der

Lund: En HolTioken. 9


130

engang blev sørget lidt bedre for Forsyning med Møbler

og andet Løsøre.

De nuværende Mangler optoges imidlertid som en

behagelig lille Afveksling i den daglige Komfort og

morede ikke mindst Prinsen og Prinsessen; Morten og

Mette vidste saa nogenlunde, hvordan Herskabet var

vant, og navnlig var Mette opfindsom til i en Fart at

faa de værste Mangler afhjulpne; saaledes fik hun

skaffet de saa temmelig nødvendige, manglende to Stole

til Veje samt en anden paalidelig Kvinde til at hjælpe

sig med Betjeningen af Kusken og de to Forridere.

Tjeneren dækkede Bordet, og kendt som han var i

Byen, gjorde ogsaa han god Nytte. Under Forberedel-

serne havde Prinsen og F. en længere Samtale i det

ene Sovekammer; den drejede sig især om det paa-

tænkte Ejendomskøb, som Prinsen ganske billigede, og

idet han gav F. Anvisning paa at bede Prinsens egen

Godsinspektør, Terkel Terkelsen, om at være Mellem-

mand ved Handelen, blev denne Samtale af uberegnelig

Værdi for F., der derved fik en dygtig og samvittig-

hedsfuld Hjælper. Prinsen tilføjede, at F. maatte sige,

at det var ham selv, der havde vist F. til Terkelsen,

»og«, sluttede Prinsen, »kender De ham ikke, saa lad

ham forstaa, hvem Deres Kone er; hende kender Ter-

kelsen godt, og han har ligesom alle andre den største

Estime for hende fra hendes forskellige Besøg paa

Vemmetofte sammen med min afdøde Moder og nu

senere hos min Søster«. I det andet Soveværelse talte


131

Prinsessen med Dorothea, og ogsaa der blev Gaard-

handelen drøftet og befundet meget ønskelig; den nære

Beliggenhed ved Vemmetofte var dog i denne Samtale

mest det, der gjorde Handelen saa tiltalende for dem

begge; deres Samtale blev imidlertid ej længe ved den

Sag; der var tværtimod mange andre Ting, Dorothea

maatte berette om fra Kjøbenhavn, da Prinsessen ikke

havde været der saa længe; men da der dermed var

forløben et Par Timer, erkendte de dog begge nu at

være blevne meget sultne, og en Banken paa Døren

var dem derfor saare velkommen; ind traadte Mette,

der berettede, at om et lille Kvarter skulde der være

lidt Mad parat, hvis Hendes kongelige Højhed naadigen

vilde tage til Takke; Prinsessen lo og svarede, at hun

vilde være henrykt for et godt Fad Vandgrød og lidt

Mælk til at dyppe i, om Mette ej havde andet; »men«,

føjede hun til, »Du har vist mere. Du vilde tale om;

jeg kender Dig for godt, Mette, til ej at vide, at Du

ikke løber fra Maden uden Grund; sig mig kun frit,

hvad Du vilde spørge om; det gør ikke noget. Fru F.

maa gerne høre det«. — »Ja«, svarede Mette, »som

Deres kongelige Højhed befaler; jeg vilde gerne have

Ordre om, hvordan jeg skal ordne det for Natten; jeg

tænker, Hei'skabet bliver her Natten over«. — »Sig

Du selv Mette, hvad Du har tænkt«. — »Jeg mente.

Deres kongelige Højhed vilde ligge her, Hans konge-

lige Højhed derovre, Hr. F. nedenunder i det inderste

Kammer, Tjeneren udenfor og Kuskene i Halmen i


132

Stalden«. — »Og Fru F.«, svarede Prinsessen, »hvor

skulde hun være?« — »Ja, det var netop dér, mine

Tanker ikke kunde slaa til«. — »Nu tror jeg«, svarede

Prinsessen smilende, »at jeg for første Gang griber

Dig, Mette, i en lille Usandhed, og derfor svarer jeg

Dig kun, at for Fru F. skal Du slet ikke sørge; men

lad os blot faa Mad, saasnart Du kan«.

Det saa længe med Længsel imødesete Taffel fandt

Sted i det midterste Værelse; der var paa det aflange

Bord midt i Stuen lagt en ren Dug, der naaede om-

trent at skjule de to Tredjedele af Bordet; ved den

ene Langside sad Prinsen og Dorotliea, ved den anden

Prinsessen og F., hver paa sin Træstol; Tjeneren stod

ved den Bordende, Dugen ej havde kunnet naa over,

nærmest Døren; en Forrider bragte Maden op ad den

stejle Trappe, og Madlugten fra Køkkenet dæmpede

heldig den Duft, man ellers vilde have bemærket, af

Forriderens intime Forhold til Hestene. Bordservicet

var udsøgt i den Betydning, at naar undtages fire hele

og ganske ensartede Tintallerkener, var der intet for-

øvrigt, der havde sin Mage; ja der var dog to større

og to mindre Vinglas, hvoraf de større vare placerede

foran de Kongeliges Kuverter; men under megen

Munterhed byttede Prinsessen straks sit større Glas

mtd F.'s mindre. Man var gaaet til Bords i den aller-

bedste Stemning; Prinsen foreslog straks, at de paa

Grund af den vældige Appetit, han formodede alle

havde, skulde være tavse ved den første Ret; men selv

I


133

holdt han sig slet ikke sit eget Forslag efterrettehg;

de fik nemlig først en rigelig Fiskeret og dertil en ud-

mærket Rhinskvin, hvilket Prinsen begge Dele gen-

tagende roste; saa fortrinlig Fisk havde han aldrig

smagt; de andre stemmede i med; Prinsessen roste

Vinen; F. mente, at Brødet var meget bedre end det,

man fik i Kjøbenhavn, for ej at tale om Norge. Den

anden Ret var Skinke med grøn Langkaal; der var

ikke saa meget deraf, da det var det, F. og Dorothea

skulde have haft, og det forsvandt derfor fuldstændig

ved første Omgang; til dt-n tredje Ret, Kalvesteg,

maatte Glassene ned for at vadskes af; thi dertil skulde

de have Bourgogne Vin; det samme skete atter ved

de som Dessert afsluttende Pandekager, hvortil var

bestemt en Flaske gammel Vin. Samtalen gik mun-

tert hele Tiden, og da man endelig var færdig og rejste

sig fra Bordet, mente Prinsen, at man kunde promenere

lidt i Haven; det var lyst nok dertil; men det maatte

alligevel opgives, for udenfor Stenbroen i Gaarden var

ej til at gaa tørskoet; saa saa man da til Hestene i

Stalden og talte lidt om disse; Mette fik en venlig

Anerkendelse for den gode Mad, og atter komne op

igen i Stuen var denne hel hyggelig med to tændte

Form-Tællelys paa Bordet, og Baalet i Kakkelovnen

lovede god Varme. Tjeneren havde skaffet det for-

nødne til et Skakspil, og et Par Timers Tid fløj hen

med dette, der dog oftere helt glemtes over Samtalen.

Klokken henad ni rejste Prinsessen sig og sagde: »Saa


134

siger Dorothea og ]eg Godnat«, og ind gik de i Sove-

kammeret, medtagende det ene Lys; straks efter kom

de igen under megen Latter, bedende undskyldte, at de

havde glemt noget meget vigtigt, og hver bemægtigende

sig deres Træstol forsvandt de igen i Sovekammeret.

Her begyndte Dorothea med i det ene Hjørne at lave

sig et Natteleje af sit gode Rejsetøj, som hun havde

hentet op fra deres Vogn; hun stod netop og over-

vejede, om hun skulde danne en Hovedpude af Fod-

posen eller krybe i denne, da Prinsessen afbrød hendes

Tankegang med: »Hvad er det dog, Du spekulerer

paa med den Fodpose, og hvad skal den i Grunden

heroppe? Skynd Dig nu bare lidt; jeg er den ældste;

jeg vil ligge yderst; Du faar tage til Takke inde ved

Væggen«. Dorothea forsikrede, hun kunde godt ligge

paa Gulvet; men Enden paa det blev, som Prinsessen

vilde det; saa slukkede denne omhyggelig Lyset, der

stod paa Gulvet, og snart sov de godt begge to. Hvor

længe vidste de ikke; først vaagnede Prinsessen; det

var bælgmørkt, og hun ærgrede sig lidt over, saa tro-

fast Dorothea snorkede; det maatte være det, der havde

vækket Prinsessen; i Længden var det kedeligt; hun

vilde dog ikke vække Dorothea; men nu vendte denne

sig, og Prinsessen mente, at nu kunde hun dog bede

hende holde op med den Snorken; til Svar fik hun et

pænt Ja; men Snorkeriet gik fremdeles som et godt

Stueurs regelmæssige Tikken ; Prinsessen udbrød

»Sover Du?« og fik et af Munterhed dæmpet Nej til


135

Svar. — »Ja saa kan Du da i det mindste lade være

med at snorke, naar Du er vaagen, S3mes jeg. Svaret

herpaa var et i Hovedpuden kun daarlig skjult Latter-

udbrud, og Snorkeriet blev ved; Prinsessen rejste sig

halvt op i Sengen og sagde nu helt ærgerlig: »Jeg

bliver snart vred for Alvor; tror Du, vi er i Faste-

lavnen?« — Endelig fik Dorothea da sagt: »Det er

virkelig ikke mig, der snorker«, og end mere irriteret

svarede Prinsessen: »Vil Du maaske paastaa, det er

mig?« — »Nej, der er to, der snorke; en dyb, lang-

som Snorken og en mere hurtig, lidt pibende Stemme,

der saa smukt akkompagnerer den dybere«. — »Aah>


136

at banke Dig med«. Saa var der lidt stille; men et

Øjeblik efter var Snorkeriet der igen meget højere og

værre end før. Dorothea fik endelig for Latter sagt

»Nu ved jeg, hvad det er; det er ganske vist Morten

og Mette, der ligge lige neden under og snorke om

Kap ovenpaa den anstrængende Dag, og saa faar jeg

Stakkel hele Skylden derfor«. Rigtig overbevist herom

blev Prinsessen vel ikke; men da hun noget efter

alligevel faldt i god Søvn, var Sagen glemt, indtil

Prinsen ved Morgenmaaltidet spurgte om, hvorledes

hun havde sovet. Svaret: »Tak, ret godt«, fortsatte

hun med et Spørgsmaal til F., om han vilde oplyse,

hvorvidt Dorothea snorkede i Søvne eller ej, og da

dette paa det bestemteste blev benægtet, mente Prin-

sessen, at hun ogsaa for den forløbne Nat maatte være

aldeles frikendt. Førend Prinsen og Prinsessen rejste,

indbøde de F. og Dorothea til at tage til Vemmetofte,

derfra besigtige den Gaard, der var Tale om at købe,

og saa blive paa Vemmetofte til Prinsen og Prinsessen

kom tilbage fra Kjøbenhavn, hvilket ventedes at ville

ske om nogle Dage, rimeligvis den 9. April.

Vare de Kongelige komne ubemærkede kørende

til Kjøge, blev det anderledes nu ved Afrejsen; hele

Byen var ude for at se Herskabet drage ad Hoved-

staden til; en Menneskevrimmel var samlet lige uden-

for Gaarden paa Torvet og hilste i Ærbødighed, men

ogsaa med synlig Glæde paa de bortdragende. Morten

og Mette stængede hurtig Porten og gik ind i Gaarden

I


137

til F. og Dorothea, der her havde sagt Farvel; F. gav

sig til at tale med Morten, hvorimod Mette med Taa-

rer i Øjnene skyndte sig forbi og ind i Huset. Doro-

thea fik Medfølelse og mente, at Taarerne vare en

Slags Tribut for Mettes Troskab mod de Kongelige,

og gik derfor ind til Mette, som sad i sin Stue helt

betaget af Sorg, og spurgt ud om Grunden fortalte

Mette, at det var Mængden der udenfor, der havde

mindet hende om i Forgaars; da havde den samme

Mængde hujende staaet og moret sig med at se hen-

des Søsters Datterdatter blive straffet, og paa videre

Spørgsmaal af Dorothea fortalte Mette, at denne Trine

tilligemed hendes Fader havde været arresterede; han

var dømt til Slaveriet for Krybskytteri og som Vildt-

tyv, hun for Hæleri ; sin Straf havde hun faaet og var

nu fri, men havde hverken Hus eller Hjem mere og

ingen, hun kunde ty til, og i Grunden var hun en

god, ung Pige, der kun havde gjort, hvad hendes

Fader havde tvunget hende til. Mette havde talt med

Byfogeden; han havde ondt af Trine; ingen vilde have

hende i Tjeneste, og der hvor hun var, kunde hun ej

blive; de Folk havde knapt til sig selv, og hjem til

sig turde Mette ej tage Trine for de Kongeliges Skyld.

Hvorfor, indskød Dorothea, havde Mette ej bedt Prin-

sessen derom. »Nej«, svarede Mette, »det er det for-

tvivlede, at Faderen har forsyndet sig paa Vallø Vildt-

have, der tilhører Dronningen, og en Forbryder derfra

kan Prinsessen ej hjælpe; der kan være de høje Her-


138

skaber nok imellem i Forvejen«. Heri maatte Doro-

thea stiltiende give Mette Ret; hun gik derfor op til

sin Mand og fortalte ham det hele; han gik til By-

fogeden, undersøgte Sagen og fik den bedste Anbefaling

for Trine, som blev hentet, og med hvem saa F. talte

om hendes fortvivlede Stilling. Hjemkommen igen

foreslog F. sin Kone, at Trine med et Brev blev skik-

ket til deres Hjem i Kjøbenhavn, hvor kun deres

gamle, betroede, norske Pige, Sigrid, var; thi, som F.

sagde, Sagen drejer sig blot om at faa Trine af Vejen

herfra, ud at tjene, hvor hun er aldeles ukendt, og

ingen ved det mindste om hende. »Ja, men«, svarede

Dorothea, »for gamle Sigrid vil det jo ej kunne skjules«.

— »Nej, men hun vil tie stille«. — »Hvoraf ved Du

det saa vist?« — »Fordi hun i Norge har hdt en værre

Straf; min afdøde Kone frelste hende; da vi to bleve

gifte, forlangte Sigrid, jeg skulde fortælle det til Dig;

men jeg svarede hende, at jeg vilde gøre det, naar det

virkelig kunde gavne enten hende selv eller en anden;

min Tavshed derom tager Du ej ilde op«. — »Nej«,

var Svaret, »jeg beundrer Dig snarere; men sig mig,

maa Mette heller intet faa at vide?« — »Nej, hverken

Mette, Byfogeden eller nogen som helst her i Kjøge;

den eneste. Du maa sige det til ved Lejhghed, er

Prinsen, dersom Du engang finder det nødvendigt, da

Trines Fader ogsaa har forsyndet sig paa Vemmetofte

Gods. Hun faar blot et Par Ord med til Sigrid fra

Dig eller mig og saa Underretning om, hvor vi bo i


139

Kjøbenhavn; naar vi komme hjem, er jeg vis paa,

Sigrid selv fortæller Dig hele sin Historie; thi naar

Trine ankommer, aner Sigrid, at Du ved ogsaa noget

om hende«.

Ved denne Affære med Trine vare F. og Dorothea

blevne en Del opholdte i Kjøge; Klokken blev ni om

Formiddagen, førend de kom til at køre derfra; de

naaede dog til Vemmetofte den samme Dag, inden det

blev mørkt; en af de paafølgende Dage besaa de

Mgaard, og med Terkelsens Hjælp blev den købt; den

laa kun to smaa Mil fra Vemmetofte, havde god Jord,

men intet Gods til; derimod havde den god Eng og

Skov og var forpagtet bort; efter Terkelsens Raad

beholdt F. Forpagteren; »thi«, som Terkelsen smaa-

leende sagde til F. og Dorothea, »saa faa De dog noget

foruden Bolig og Have; drev De selv Gaarden, fik De

kun Udgifter af Landvæsenet«. Hovedbygningen var

en gammel, toetages Kasse, ikke videre skøn udven-

dig; men den var meget rummelig og blev ved lidt

Istandsættelse hist og her gjort meget hyggelig og ret

presentabel indvendig. Derefter rejste de tilbage til

Kjøbenhavn for at faa en Del af deres Møbler sejlede

til Vemmetofte Strand. Sigrid og Trine modtoge dem

i deres Hjem i Byen. Ved den første Lejhghed spurgte

Dorothea Sigrid om, hvorledes Trine havde opført sig;

hertil svarede Sigrid: »Først maa jeg sige, hvordan

jeg selv har været, hvis Fruen har Tid til at høre mig.

Jeg er uægte født, har hverken kendt eller ved, hvem


140

mine Forældre have været, eller om de skulle leve

endnu; som Barn var jeg hos en Bonde, hvis Kone

gav mig til Fornødenhed at spise, og saa for Resten

tænkte de kun begge paa at faa saa meget Arbejde af

mig som mulig. Mine Kræfter fulgte godt med; de

voksede med Arbejdet, saa at jeg, da jeg var femten

Aar, var ligesaa stor og stærk som nu; ved den Tid

blev noget Tøj borte for min Madmoder; rimeligvis

have nogle omløbende Fantefolk taget det; men jeg

fik Skylden derfor; Manden og Konen pryglede mig

for at faa mig til at bekende; jeg var uskyldig og

kunde jo heller ikke skaffe Tøjet tilbage; der gik lang

Tid hen ;

jeg blev stadig mistænkt for det Tyveri og

maatte tit høre ilde derfor; det forandrede min Uskyld

til Trods, og denne voksede saadan, at jeg i mine onde

Tanker efterhaanden blev bestemt paa, at skulde jeg

anses for Tyv hele mit Liv, saa vilde jeg ogsaa være

det, og saa stjal jeg ti Rigsdaler fra min Husbond.

Straks mærkede ingen det; jeg gemte Pengene i min

Kiste; først nogle Uger efter savnedes Pengene; der

blev en stor Allarm; jeg blev straks mistænkt, og

Pengene fandtes hos mig. Bonden meldte det, maaske

fordi han mente, det var ikke første Gang, jeg havde

stjaalet; jeg -blev dømt, straffet og brændemærket paa

Skulderen. Det var ved Foraarstid; Bonden tog mig

hjem til sig igen; han vidste, jeg kunde godt fortjene

Føden, og Løn behøvede de saa ej at give mig, for

ingen vilde have mig i sin Tjeneste. Havde jeg været


141

trodsig før, blev jeg det meget mere derefter og vilde

kun følge mit eget Sind; men Bonden vidste Raad

derfor; han holdt det gaaende, saa længe Sommeren

varede, og han havde travlt; henimod Vinteren sagde

han mio-, at dersom jeg ej blev ordentlig, skulde han

faa Fogeden til at sætte mig en Tid i Sphidehuset;

der skulde de nok tæmme mig; jeg fortsatte min Trods,

og saa kom der en Dag nogle Mænd; jeg blev bundet

og afleveret til Spindehuset; der var jeg hele Vinteren;

det Arbejde, der forlangtes af mig, gjorde jeg, som jeg

skulde; men ved faldende Lejligheder viste jeg den

ubændige Trods, der nu ganske beherskede mig; jeg

blev strafifet, blev sultet, maatte lide Tørst, lige indtil

en Dag Herren kom for at efterse paa Spindehuset.

Jeg hørte paa, at Opsynsmanden gav ham en Be-

skrivelse af mig; jeg kunde den udenad; han havde

saa tit sagt mig den selv. Herren saa paa mig og

svarede saa til Opsynsmanden: »Lyver hun, og er

hun ogsaa usædelig?« — »Nej«, sagde Opsynsmanden,

»det har jeg aldrig mærket«. — Der gik saa en Times

Tid eller to; saa blev der kaldt paa mig, og jeg blev

vist ind i et lille Kammer, jeg kun kendte alt for vel;

jeg havde der ofte haft Sultekure. Alligevel undrede

det mig; jeg var mig ikke denne Dag nogen Forseelse

bevidst; til sidst faldt jeg hen i en Slummer, hvoraf

jeg blev vækket ved at høre flere Stemmer udenfor og

derimellem en, jeg ikke kendte. Døren blev aabnet,

og ind traadte en saa fin Dame, at jeg aldrig havde


142

set hendes Lige før. Døren blev lukket straks, og

uvilkaarlig rejste jeg mig op fra den lille Bænk, jeg

sad paa; — jeg stod overfor Herrens salig Frue. Hun

sagde mildt: »God Dag«. Jeg var imidlertid atter

bleven trodsig og svarede hende slet ikke; hun saa

paa mig; der var noget saa mildt og dog saa alvorligt

i hendes Blik, at jeg blev underlig derved; jeg havde

begyndt med at stirre paa hende og vilde i min Trods

have hende til først at sænke sit Blik for mit; det blev

imidlertid mig, der maatte give tabt, og saa svarede

jeg hende langt om længe med et andet: »God Dag«.

Hun smilede mildt til mig og fortsatte: »Er Du Sigrid?«

— »Ja, men hvem er Du?« — »Jeg er Befalings-

mandens Hustru«. — »Er Du kommen for at se mig

blive straffet?« — »Nej, jeg er kommen for at prøve

paa at gøre Dig noget godt«. — »Der er aldrig nogen,

der har gjort mig noget godt«. — »Jeg ved, Du kun

har mødt ondt hidtil i hele dit Liv; jeg vil med Guds

Hjælp tage mig lidt af Dig; Du kan komme ud herfra

en af de første Dage og komme i min Tjeneste; jeg

bor langt herfra, hvor ingen vil kende Dig«. — »Hvad

nytter det?« svarede jeg trodsigt pegende om paa min

Skulder; »det Mærke, jeg der bærer, vil gøre mig kendt

overalt, hvor jeg saa kommer hen«. — »Tror Du«,

svarede hun, »at jeg vil tale derom? Selv kan Du

skjule det, naar Du blot vil; nu er der en Naadens

Tid for Dig; vær nu en god Pige, medens jeg taler

med Dig; overvind den Trods, som jeg godt ser, Du


143

kæmper med i Øjeblikket«. Mit Svar blev borte i mig;

jeg fik ikke sagt et Ord mere; men hun vedblev at

tale saa mildt til mig, at jeg kom til at græde. Saa

satte hun sig paa Bænken, fortalte mig, hvordan jeg

skulde faa det hos hende, og hvad hun ventede, jeg

vilde gore til Gengæld. Da hun endelig gik, var jeg

en anden. Noget efter kom Opsynsmanden; han saa

lidt vist paa mig, og jeg fik sagt ham, at jeg fortrød,

hvad jeg havde gjort ham imod; han klappede mig

paa Skulderen og svarede: »Pas nu paa, Sigrid, især

i Begyndelsen, naar det onde Sind vil komme over

Dig«. Dagen efter vandrede jeg den lange Vej til

Herrens Gaard, og Resten kender Fruen; jeg har bedt

Herren sige det hele til Dem, da De blev Frue; men

nu ser jeg nok, at det var bedst, det blev opsat til nu,

da jeg trængte til en Ydmygelse; jeg havde omtrent

glemt det altsammen, havde navnlig ikke ret forstaaet,

hvor daarligt det var af mig dengang at stjæle de ti

Rigsdaler, som jeg ingen Brug havde for, hvor ret-

færdig min Straf var, og hvor daarlig jeg tog mod

den. Alt det har Trine lært mig uden selv at vide af

det; jeg har ikke spurgt hende ud, og hun har intet

fortalt mig, og dog ved jeg sikkert, hun er, ligesom

jeg har været, en straffet Pige; men hun er tillige en

god Pige; det var jeg ikke; at jeg blev reddet, var

salig Fruen ene Skyld i; hun paanødte mig sin God-

hed midt i min Trods; stakkels Trine, hun er ikke

trodsig, og derfor vil jeg saa mindelig bede Fruen om


144

selv at beholde hende; hun vil efter Evne give tilbage,

hvad Godt hun bliver vist langt bedre, end jeg har

gjort det«.

F. og Dorothea begyndte saa med et stadigt Land-

liv paa Mgaard; den første Sommer var vel nok den,

hvor Tiden i deres nye Hjem løb hurtigst for dem;

der var saa meget nyt, saa mange smaa Enkeltheder

ved Landvæsenet, de opdagede, og som interesserede

dem, fordi de begge vare mest vante til at være i en

By eller dog paa meget store Ejendomme paa Landet;

de kunde derfor den Sommer næsten ikke komme bort

fra Gaarden; men da Efteraaret bragte korte, triste

Dage med lange Aftener, blev det dem en stor For-

nøjelse at se Folk hos dem selv og at komme ud, først

og fremmest til Vemmetofte. Etableringen af Doro-

theas nye Hjem og alt, hvad der fremdeles vedrørte

dette, havde interesseret og interesserede fremdeles

Prinsessen meget at følge i Tanke og Raad; men alle

disse bleve dog ikke altid fulgte. Naar for Eksempel

denne foreslog at efterligne i det smaa, hvad hun selv

havde paa Vemmetofte af Drivhuse, tamme Raadyr,

Paafugle, et særskilt lille Køkken, egne Køer, egen

Mælkestue og andet, der kunde minde* om »Hyrde-

tiden«, vidste Dorothea altid saa behændig at undgaa

.det, og kunde hun ikke klare sig paa anden Maade,

undskyldte hun sig med, at det var for dyrt, eller

ogsaa med, at Terkelsen havde fraraadet det, fordi det

ej vilde give nogen Indtægt; derimod var der andre


145

Ting, hun fik indrettet, saaledes et stort Hønsehold,

som hun selv tog sig af. Prinsessen syntes nu ej

ganske om, naar hendes Forslag ej bleve fulgte og lod

saa gerne Dorothea høre, hvilken stor Økonom hun

var bleven, eller spurgte om, hvorfor hun skrabede saa-

dan til Bunke; de kunde jo, efter Prinsessens Mening,

ikke nær forbruge deres aarlige Indtægt, og til Datteren

Agnes behøvede de da ej at spare sammen. — »Ja«,

sluttede saaledes Prinsessen engang, dette Sparsomheds

System havde været paa Bane, »hvilken Forskel paa

dengang, Du spurgte mig, om dine Penge kunde slaa

til til en ny Kjole til Portnerkonen paa »Slottet«, og

saa nu, da Du saavel ved Besked om Penges Værd og

snarere er hemmelighedsfuld overfor mig; men allige-

vel skal jeg indrømme Dig, at Du med al din Tarvelig-

hed ved at føre et nydehgt og propert Hus med dine

to Piger, som jeg egentlig misunder Dig«. Den for-

ræderiske Rødme, Dorothea endnu ikke havde lært at

beherske, foer hende op i Ansigtet ved den Bemærk-

ning om hendes 2 Piger; hun tænkte, at Prinsessen

skulde blot vide, at de vare to gamle Forbrydere, saa

vilde al Glansen være af dem, — hvorimod Prinsessen

vel lod sin Tanke ogsaa blive ved Pigerne, og idet

hun ganske misforstod denne Rødme, troede hun at

riave berørt et delikat Saar i Dorotheas ægteskabelige

Forhold, hvorfor hun, i højeste Grad ærgerlig paa F.,

ytrede noget om, at der jo desværre tit var Ægtemænd,

i alle andre Henseender højst respektable, der dog

Lund: En Hoffrøken. 10


146

brugte meget til højst dadelværdige Forhold. Dorothea

saa lidt ned for sig for rigtig at overtænke, hvorledes

den Vending i Samtalen dog kunde forklares; men da

hun først forstod det, afleverede hun en af de gamle

velkendte Lattersalver, som Prinsessen, nu vred paa

Dorothea, indigneret søgte at afbryde med: »Hvor tør

Du le af det, der er en Kræftskade her i Landet?« —

»Nej«, fik Dorothea endelig for Latter svaret, »deraf

ler jeg ingenlunde; men jeg troede. Du hentydede til

min Mand, og det er saa langt fra, at han bruger for

meget til sig selv, at jeg nok tror, jeg tør sige, jeg

ved omtrent, hvor hver af vore Skillinger, baade hans

og mine egne, gaar hen, og for fuldstændig at rense

ham ligeoverfor dit Omdømme vil jeg gerne betro Dig,

at mangfoldige straffede Personer kunne takke ham

for en hjælpsom Haandsrækning«. — »Hvor Du dog

gør mig glad«, svarede Prinsessen, »og Du ved ikke

selv, hvor Du netop betror mig det i det rette Øjeblik.

Jeg skal sige Dig, der er bleven lagt Mærke til din

Mands besynderlige Bekendtskaber; han er set tale

med fordægtige Personer, og jeg vil ogsaa tilstaa, at

baade min Broder og jeg have begyndt at undre os

over, at han syntes intet alvorligt at bruge sin Tid og

Dygtighed til, samt at vi ogsaa have ærgret os grundig

over, at baade Du og din Mand vare saa opgaaede i

den fælles Interesse at spare Penge sammen«. — Idet

hun sagde dette, havde Prinsessen i sin Glæde rakt

sin Haand ligesom kaldende mod Dorothea, hvorfor


147

denne havde rejst sig og var gaaet hen til Prinsessen,

der klappede hende paa Kinden og saa tilføjede: »Men

sig mig dog et endnu; hvorfor blev Du saa rød, netop

da jeg roste dine Piger? Det var jo af ren Medfølelse

for Dig, at jeg saa kom med min stygge Mistanke mod

din Mand. Er der da noget at bemærke ved Pigerne?

Den ene er norsk og den anden dansk, og lige hæder-

lige og flinke forekomme de mig at være«. Dorothea

blev ulykkelig ved dette direkte Spørgsmaal, hvorfor

Prinsessen smilende tilføjede: »Din Tavshed er mig

nok. Jeg forstaar, Du vil ikke lyve for mig og heller

ikke røbe Pigernes smaa Hemmeligheder. — Ved Du,

hvad jeg vilde ønske, at min Moder i dette Øjeblik

kunde se, hvor Gud har været god mod Dig, og hvor

glad jeg er for igen at have Dig i min Nærhed«.

»Hvor alt har været forandret her i Dag«, udbrød

F. til Dorothea, da de om Aftenen den samme Dag

skulde gaa til Ro og vare komne ind i deres Værelse

paa Vemmetofte; »jeg har i den senere Tid næsten

været lidt jaloux paa Dig, kære Kone, naar vi vare

her; jeg har haft en Fornemmelse af at være femte

Hjul til en Vogn; men i Dag har det omvendt fore-

kommet mig, at al Venlighed blev mig til Del, og Du

kun fik en ringere Del deraf; har Du ikke mærket

noget hgnende?« — »Du maa ikke blive misfornøjet«,

svarede den nu igen rødmende Dorothea, »jeg har

været ulydig mod Dig og fortalt Prinsessen, hvad det

er for en Virksomhed, Du anvender dine Kræfter paa«,

io»


148

og saa fortalte hun, hvordan det var kommet. —

»Kæreste Du, hvor kan Du tro«, sagde F., »at jeg

skulde være utilfreds med noget, Du gør, især i denne

Retning, hvor Du har din fulde Anpart, baade hvad

Arbejde og Pengene angaar«.

Dagen efter skulde de køre hjem straks efter

Morgenmaaltidet ; men

inden de fik bestilt Vognen,

rejste Prinsen sig og spurgte F., om han ikke først

vilde spille lidt Billard med ham; de kunde nok endda

naa hjem i rette Tid. Det Tonefald, hvormed dette

blev sagt, forundrede Dorothea, der ogsaa syntes, det

blev sagt højere end nødvendigt, da F. var tæt ved.

Forklaringen fik hun, da hun blev ene med Prinsessen,

idet denne sagde: »Du kender for godt Forholdene hos

os til ikke at forundre Dig over, at min Broder vil

spille Billard nu ved høj lys Dag; din Mand kommer

næppe til det; jeg tænker snarere, min Broder sagde

det for at lade Personalet forstaa, at han sætter særlig

Pris paa F., og for derved at tilbagevise den dumme

Snak om ham. Jeg har fortalt min Broder det. Du

betroede mig i Gaar om din Mands Virksomhed med

Hensyn til straffede; det interesserede min Broder

meget, og han har bedt mig mage det saaledes, at vi

kom over til Mgaard en Dag med det første, for at

min Broder kunde faa en bedre Forklaring derover.

Du ser, jeg siger det ganske, som det er; da jeg kender

Dig saavel, generer jeg mig ikke; vi maa altsaa først

aftale en Dag; kunde det passe Dig i Dag otte Dage?


149

— Tak, det var rart; saa kommer min Broder og jeg

alene, og saa gør Du slet ingen større Anstrengelser

med Maden; Du maa love mig, det faar Karakteren

af, at vi komme af os selv; men det er mørkt om

Aftenen, og derfor vil jeg bede Dig være belavet paa,

at vi kunne overnatte hos Dig, og saa for Tydeligheds

Skyld endnu dette, lad være med at bede andre; jeg

glæder mig til at være alene med Dig, og min Broder

vil ganske sikkert helst tale ene med din Mand om

hans hidtil ukendte Virksomhed«.

Dagen, da der skulde vederfares Mgaard og dens

Beboere den store Ære for første Gang at modtage

Besøg til Middag af det kongehge Herskab fra Vemme-

tofte, oprandt da og gav et meget heldigt Vejrlig; ved

Afrejsen bemærkede Prinsen, at de ej kom hjem til

Middag, og længere end til Kl. 9 skulde der ikke

ventes paa dem; vare de da ej hjemkomne, bleve de

Natten over paa Mgaard. Vakte nu dette lidt For-

undring paa Vemmetofte, saa blev Forbavselsen dog

meget større ))aa Mgaard for Forpagteren og Folkene

der, da den kongehge Vogn med de seks Heste for

omtrent Kl. 12 svingede ind af Indkørselsporten paa

Ladelængen, og man samtidig saa F. og Dorothea i

deres bedste Puds træde ud af Indgangsdøren paa

Hovedbygningen ; Sigrid og Trine forstode nu, hvorfor

alt i Huset var blevet saa efterset, de allerbedste Ting

bragte til Stede til det for dem ubegribelig fine Mid-

dagsbord, og hvorfor Gæsteværelserne vare udluftede


150

og opvarmede allerede i flere Dage. Efter en lettere

Frokost behagede det Prinsen at lade sig Gaardens

Bygninger forevise; endog Forpagteren nød den Ære

at blive forestillet for ham, hvorefter Prinsen gik med

F. ud at besigtige Skoven, der dog ikke lod til at vinde

udelt Bifald; den var for meget nyttegjort, og der var

taget for lidet Hensyn til Jagtens Fredning. Samtidig

glædede det Dorothea at vise og Prinsessen at bese

hele Huset fra øverst til nederst, intet Rum blev glemt;

i Køkkenet saa hun begge Pigerne i Færd med Maden,

nikkede venligt til dem, morede sig over Sigrids norske

Udtale, halvt karleagtige Maade at være paa og hendes

tilsyneladende lidt mutto Væsen, der blev end mere

bemærkeligt ved Siden af Trines mere beskedne og

belevne Optræden. Efter den vellykkede Middag bleve

de alle samlede i Stuen, og ved første Lejlighed sagde

Prinsen: »Jeg vil sige Dem, kære F., at siden De sidst

var paa Vemmetofte, har jeg tænkt meget paa Deres

Virksomhed for den egne Art af ulykkelige her i

Landet. Jeg har faaet løftet en Flig af det Dække,

der hidtil har skjult det for mig; men, rent ud sagt,

er der derved kommen saa megen Tvivl op i mig om,

hvorvidt det i det hele og store er gavnligt, og derfor

tillader De nok, at jeg taler derom i Aften. Der er

nu først det, som jeg ved, De ogsaa er enig med mig

i, at Hovedopgaven for al Fremgang i Folket maa

være fundamental, det er, vi maa begynde med Børnene

i den unge Alder; vi maa have Skoler, mange flere


151

Skoler, hvert Sogn pua Landet maa have en Skole og

saa dygtige Lærere; allerede dette er en uhyre Opgave,

nok til Regeringens udelte Opmærksomhed for lang

Tid og saa bekostelig, at enhver Skilling, Staten kan

undvære dertil, ej vil blive tilstrækkelig i mange Aar.

Men saa har jeg ogsaa en anden Tvivl mere rettet mod

Deres Sag i sig selv, og det er, at Lovens Straf skal

være til Skræk og Advarsel; hvordan kan det forenes

med, at man bagefter tager sig særlig af de straffede;

det ene forekommer mig er en Modsigelse af det andet«.

— »Deres kongelige Højhed«, svarede F., »har sikkert

Ret i, at Staten først maa have Skolesagen fremmet,

og ogsaa jeg kan ikke tænke mig, at Staten selv kan

tage sig af Forbrydere, efter at disse ere straffede, paa

anden Maade end ved at bringe dem ud af Landet;

men dette har sine store Vanskeligheder, og om ikke

for andet, saa vilde den formindskede Arbejdskraft og

det forringede Indbyggerantal, især paa Landet, være

nok til ikke at tilraade Deportation som en almindelig

Straf; men helt anderledes stiller Sagen sig for mig

som privat Mand; jeg kan bedst forklare mig ved at

fortælle, hvordan jeg er kommen ind paa selve Sagen.

Da jeg nemlig kom op til Norge som Stiftsbefalings-

mand, slog det mig den store Forskel, der er mellem

den norske og den danske Almue; deres Tankegang

er grundforskellig; det er, som Fjældene deroppe havde

indpodet Nordmændene en Haardhed og Strenghed,

som det danske Sletteland mere har udjævnet i de


152

Danske; jeg saa, at Forbrydelser maaske vare færre

deroppe, men omvendt oftere forbundne med en Vild-

skab i Sindet, en vis Hævngerrighed, som hernede

sjældnere mærkes, og ved Siden af det bemærkede jeg,

at selve Befolkningen gjorde en væsentlig Forskel paa

Forbryderne; medens nogle af disse ogsaa efter Straffen

regnedes som næsten Ligemænd, vare andre skyede

som pestbefængte af Almuen; dette sidste gælder specielt

overfor Tyve. Det er ikke Lovens Mening, at selve

Almuen skal udføre en Tillægsstraf, som det jo dog

bliver, naar ingen vil have noget at bestille med en

Forbryder, uanset om han vil ernære sig selv i Efter-

tiden paa en skikkelig Maade, om han angrer sin For-

brydelse, eller om der har været noget, der kunde tale

til Undskyldning for selve Forbrydelsen. Jo mere jeg

tænkte derover og lejlighedsvis saa Fanger, bemærkede

jeg den uhyre Forskel, der var paa disse; men for

dem alle vilde engang, naar de blev fri, den umuhge

Opgave blive billet at skaffe sig ærligt Arbejde, som

ingen vilde give dem. Det førte mig til at prøve med

en enkelt; jeg fik denne anbragt ukendt, langt fra

Hjemmet, hvor ingen kendte Fortiden; det gik godt,

og saa prøvede jeg med flere, og det er saa godt som

altid lykkedes, saalænge Hemmeligheden blev bevaret;

det er derfor, foruden at bedømme Forbryderen rigtig,

netop Hovedvanskeligheden at faa deime anbragt og

saa at bevare en vis Hemmehghedsfuldhed ved hele

Sagen, og alene af denne Grund ledes det bedst ved


153

privat Foranstaltning«. — »Ja deri«, svarede Prinsen,

»giver jeg Dem fuld Ret; jeg kan forstaa, at De oppe

i Norge og vel ogsaa her nede har haft mange Hemmelig-

heder, som ingen har Anelse om. Jeg vil imidlertid

spørge Dem, har De ogsaa set saa heldbringende Virk-

ninger, at De kan være vis paa, at nogle af de Stakler

ere frelste, og kan De, uden at røbe noget, ikke give

mig et Eksempel, det vilde interessere mig meget?« —

»Med Hensyn til ældre og yngre Mænd«, svarede F.,

»kan jeg fra mit Ophold i Norge henvise til en ganske

egen Klasse, som Deres kongelige Højhed maaske næppe

vil tro var mulig. Naar afdøde Tordenskjold kom i

Land fra sine Meritter, manglede han ofte Mandskab

i en utrolig Grad; vi skulde hjælpe ham til Folk, og

det var vanskeligt. Saa sagde jeg engang til ham, at

jeg vidste en, der havde Æresfølelse, skønt han var

fradømt Æren«. — »Ham gad jeg nok se«, svarede

Tordenskjold. Han fik ham med sig, og de følgende

Gange forlangte han fiere af samme Slags, og saalænge

jeg var deroppe, vilde han gerne, naar han var i

Bekneb for Folk, have, som han kaldte dem, den Slags

Drenge; jeg tror nok, han indledede Bekendtskabet

med en lille Enetale med hver enkelt, og den har

rimeligvis været baade kort og tydelig efter Torden-

skjolds Maner. Nu ved jeg selvfølgelig ikke noget

videre om disse Menneskers Skæbne; det er saa rime-

ligt, at en Del af dem ere faldne; men de, der have

overlevet Kiigen, tror jeg ere givne tilbage til Sam-


154

fundet og have i et godt Afskedspas fra Flaaden haft

en ganske anderledes Anbefaling, end om de vare

blevne hjemsendte som straffede Personer«. »Kunde

De ikke Hr. F.«, begyndte Prinsessen derpaa, »give

os et Eksempel paa en kvindelig Forbryder, som De

har taget Dem af? Jeg mærker, De nødig vil, og saa

faar jeg da fortælle Dig«, henvendte hun til Prinsen,

»at jeg tror ganske vist, at den Mad, vi ere blevne

delikaterede med i Dag her i Huset, er lavet af en

uærlig, eller rettere sagt af en, som Mennesker har

dømt, men Gud taget til Naade«. F. svarede hertil,

at Prinsessen havde gættet rigtig, og Sigrids Levnets-

løb blev saa hørt med megen Interesse, hvorefter Prin-

sessen fortsatte: »Det er aUigevel saa, at man, naar

man nu ved det, meget vel kan læse hendes gamle

Trodsighed i hendes Ansigtstræk. Jeg kan saa godt

tænke mig hende ikke at ville give efter, hvad de saa

gjorde med hende hos Bonden eller i Spindehuset. I

den anden Piges Ansigt læser man derimod den reneste

Uskyld i hver af hendes Træk«. — Denne Udtalelse

blev Dorothea for stærk; hun maatte le; Prinsen og

Prinsessen lo med; Fejltagelsen blev dem for tydelig;

der var ikke andet for, Dorothea maatte, idet hun bad

sin Munterhed undskyldt, fortælle Trines Historie, og

da hun havde endt den, bad hun Prinsen om Naade

for Trine og hendes Fader, og efter at have betænkt

sig lidt saa han mildt til Prinsessen og svarede: »Du

er vist af samme Mening som jeg, at jeg gerne ser


155

ogsaa disse to Stakler hjulpne, naar det kan lade

sig gøre«.

I Forholdet mellem Kong Frederik den Fjerde og

hans Søskende paa Vemmetofte skete en ganske lille

Fremgang til det formelt bedre ved, at Kongen og

Dronning Anna Sophie samt Prinsesse Charlotte paa

en Rejse den 19. Juli 1725 fra Kjøbenhavn til Lolland

blandt andre Opholdssteder ogsaa boede tre Dage paa

Bregentved og derfra toge til Vemmetofte, hvorom

Avisen beretter, at »D. D. M. M. vendte derfra meget

kontante tilbage til Bregentved«. Efter dette Besøg

lod Prinsen og Prinsessen deres Kavalerer møde med

Lykønskninger saavel til Kongens Fødselsdag den

følgende 11. Oktober som til Dronningens den 16.

April 1726 og til hendes Nedkomst den 1. Maj, og

endelig lykønskede de selv personlig paa Frederiksberg

Slot i Juni 1726; dermed var den ceremonielle Etikette

mod Dronning Anna Sophie saa nogenlunde tilveje-

bragt fra Hoffets Side paa Vemmetofte; men derfra og

til en bedre, personlig Forstaaelse var der et meget

langt Skridt, — som aldrig blev gjort. Tværtimod

maa det antages, at Kongens Søskende i Forening med

Kronprinsen vedbleve med ikke at kunne fordrage

Dronning Anna Sophie personlig, og at mange af Re-

geringens Foranstaltninger have bidraget hertil, da de

tilskreves hendes Indflydelse; der var saaledes den saa-

kaldte »hemlig Kommission«, der nedsattes under For-

sæde af den norske Biskop Deichmann, og som mest


156

havde Karakter af et Inkvisitions Tribunal; men de

nærmere Enkeltheder derved kendes ikke mere; det

vides, at den afsluttedes den 23. Marts 1726, og at

noget af det allerførste, Christian den Sjette foretog

sig som Regent, var, at han under 18. Oktober 1730

gav Deichmann Afsked samt senere befalede Kommis-

sionens samtlige Protokoller opbrændte.

Den store Ildebrand, hvorved de to Tredjedele af

Kjøbenhavn ødelagdes, begyndte Onsdagen den 20.

Oktober 1728 om Aftenen Kl. 6^ paa Hjørnet af St.

Clemensgade ligefor Vesterport, varede under stærk

Storm til Fredag Aften den 22. Oktober og omfattede

60 Gader, Petri-, Frue-, Helliggejst- og Reformert Kirke,

Bispegaarden, Studiegaarden, Borchs-, Ehlers- og Valken-

dorfs Kollegier, Universitets-Bibliotheket og Raadhuset

med det derværende Arkiv. Medens Branden varede,

holdtes Byen indespærret; Portene aabnedes først den

23. Oktober. Mellem de brandlidte var Løvenørn, der

mistede Resten af sin Kones Formue, der var anbragt

i nogle af de nu afbrændte Huse; ogsaa F. og Doro-

thea mistede deres Gaard i Kjøbenhavn; Tabet for

dem blev at maatte bygge den op igen; men dette

ruinerede dem ingenlunde; takket være den Forstand,

hvormed saavel han som Dorothea havde bestyret deres

Pengesager, trykkede dette Tab dem ikke mere, end

at de med hjælpsom Haand vare i Stand til desuden

at understøtte flere af de brandlidte.

Derimod nærmede der sig Prinsessen og alle dem,


157

der stode Vemmetofte nær, langsomt, men sikkert en

stor Sorg, idet Prins Carl, hvis Helbred omtrent fra

hans tredivte Aar havde været svagt, blev saa betænke-

lig daarhgere, at han hele Aaret 1728 maatte blive paa

Vemmetofte, næsten stadig lidende. Under Sygdommen

foretog han endnu et imødekommende Skridt mod

Dronning Anna Sophie, idet han stod Fadder til den-

nes den 15. Februar 1728 fødte Søn, der blev opkaldt

efter Prinsen. Daaben foregik den følgende Dag; Prin-

sesse Charlotte holdt Barnet, og Prins Carl var repræ-

senteret ved Kronprinsen. Et Par Maaneder efter

Daaben rejste Kronprinsen og Kronprinsessen til Carls-

bad; de lagde Udrejsen om ad Vemmetofte for endnu

engang at se Prins Carl, der imidlertid mod Forvent-

ning i Vinteren 1728—29 syntes at komme sig lidt,

og da man troede, at nogen Stedforandring kunde være

heldig, afrejste Prinsen og Prinsessen fra Vemmetofte

til Førslevgaard i Besøg hos Prinsens Ven, Over-

kammerherre Plessen. Der opholdt de sig fra sidst i

Maj til formodentlig den 20. Juni. Under dette Besøg

har Prinsens Sygdom rimeligvis taget det sidste af-

gørende Skridt; thi den 8. Juli 1729 om Morgenen

Kl. 4 afgik han ved Døden paa Vemmetofte. Dagen

forud var han endnu lidt oppe og nød sammen med

Prinsessen Alterens Sakramente, hvorefter han tog Af-

sked med alle ved sit Hof, og kommen til Sengs lyste

han Herrens Velsignelse over Prinsessen og havde

endnu Kraft til at slutte med et lydeligt Amen ; han


158

laa saa stille hen og ventede rolig paa Døden, hørte

endnu, indtil et Kvarter før han døde, med Bevidsthed

paa de Bønner, der bleve holdte for ham. — Den 27.

Juli om Aftenen Kl. 10 kørte den kongelige Ligvogn

fra Vemmetofte omgiven af ridende med Fakler og

efterfulgt af tre Vogne med Kavalerer. 1 Landsbyen

Karise ved Vejens Omdrejning til Juellinge holdt Hest-

garden, der havde haft Hvil paa Juellinge, og som fra

Karise derpaa red foran Ligvognen. Alle Kirkeklokker

ringede i den stille Sommernat, eftersom Toget kom

forbi; Kjøge By var illumineret, og Fodgarden var

opstillet i Gaden. Udenfor Roskilde ordnedes den

højtidelige Procession; først kom Hestgarden, derpaa

den kongelige Staldmester, Ligvognen trukken af otte

Heste, hver af disse ført af en Kaptajn; otte Oberster

bare Baldakinen, fire Kammerjunkere bare Hjørnerne

af Ligklædet, og umiddelbart efter Ligvognen red den

kongelige Overhofmarskal i Spidsen for de kongelige

Marskaller, derpaa Kongehusets Sørgevogne — alle

tomme — og til sidst Rigets Dignitarier i Vogne. I

Roskilde Domkirke holdt Sjællands Biskop, Christen

Vorm, Ligtalen, der varede 2^ Time; samtidig holdt

Konfessionarius Lintrup en Sørgetale i Fredensborg

Kapel for Kongen og Dronningen, og Magister Hersleb

ligeledes en Sørgetale i Hirschholm for Kronprinsen.

Efter Højtideligheden i Roskilde rejste Prinsens og

Prinsessens Hofstat tilbage til Vemmetofte, hvor de

ankom den samme Dags Aften, og den følgende Dag


159

holdtes i Vemmetofte Kapel en Sørgegudstj eneste af

Magister Jensenius; Prinsessen havde valgt Teksten:

»Jeg haver Lyst til at vandre bort og være med

Christo«.

Sorgen over Prins Carls Død overvældede Prin-

sessen, og hun var straks kun opfyldt af den Tanke,

snart selv at skulle dø. Det faldt i Sorgens Tid natur-

ligt, at alle hendes Omgivelser gjorde det lidet, de

kunde gøre, for at mildne Sorgen, og at saaledes Doro-

thea blev Begravelsen over hos Prinsessen paa Vemme-

tofte og i den nærmeste Tid derefter opholdt sig ofte

og i længere Tid der. Prinsessen tog sig, saa godt

hun kunde, af Prinsens efterladte Hofpersonale; Jagt-

etaten blev helt inddraget, og Staldetaten betydelig

reduseret; men iøvrigt beholdt hun eller sørgede for

alle, der havde været i Prinsens Tjeneste. Halvaars-

dagen efter Prinsens Død, den 8. Januar 1730, aflagdes

Sorgen i Værelserne; Panelerne og Vindueskarmene,

der havde været sorte, bleve malede hvide; men som

Sorgen over Prins Carl begyndte at mindskes, rykkede

en anden Bekymring frem for Prinsessen, en Bekym-

ring, der saavel talte til hendes Hjerte, som den lagde

Beslag paa hendes Tanker i anden Retning. Hendes

anden Broder, Frederik den Fjerdes, Helbred havde

faaet et slemt Knæk ved hans Anstrengelse og Sorg

over Kjøbenhavns Ildebrand i 1728; det blev ikke

bedre ved hans oprigtige Sorg over Prins Carls Bort-

gang, og en personlig Livsfare, Kongen var i paa


160

Gjethuset, hvor han overværede en Kanonprøvestøbning,

gjorde ham betydelig svagere. Kongen og en Mængde

Tilskuere stod nemlig paa et Stillads, da Formene

sprang; det smeltede Metal væltede sig ind under dette og

antændte Pillerne for Stilladset; Røgen og den glødende

Luft frembragte en Panik; Kongen kom ud af en Bag-

trappe, faldt eller blev kastet omkuld, besvimede og

maatte bæres bort. Det blev saaledes klart, at ogsaa

Frederik den Fjerdes Død kunde imødeses i en ikke

fjern Fremtid, og eftersom Forholdene vare i den konge-

lige Familie, specielt saaledes som denne betragtede

Dronning Anne Sophie og de Mænd, som hun efter-

haanden havde hævet til en stigende Indflydelse, maatte

det Spørgsmaal rejse sig: »Naar Kongen er død, hvad

saa?« Men Spørgsmaalet maatte ikke alene opstaa;

det maatte ogsaa besvares, og det blev naturligt, at

Kronprinsen maatte raadføre sig med nogen, og hvem

var da nærmere hertil end de Personligheder, han følte

Tillid til; dette gjaldt først og fremmest hans Faster,

Prinsesse Sophie Hedevig og hendes Kres, i hvilken

da særlig Overkammerherre Plessen og Stiftamtmanden

i Viborg, Gehejmeraad Iver Rosenkrands. Eftersom

Kongens Tilstand var i den følgende Tid, kan det

spores, at Kronprinsen søgte at have disse i sin Nær-

hed for straks at kunne faa den fornødne Hjælp i det

afgørende Øjeblik. — Man kan danne sig et Begreb

om, hvor lidt udviklet Lægevidenskaben var i de Tider,

hvor meget Datidens Mennesker vare vænnede til at


161

byde dem selv af Anstrengelser og Mangel paa for-

nuftig Bekvemmelighed og Rolighed, eller ogsaa hvor

lidet Frederik den Fjerde ænsede andres Raad og

skaanede sig selv, naar man ser, at han, svag som

han var, den 19. Juli 1730 begiver sig paa en saa

vovelig Rejse som fra Kjøbenhavn til Hertugdømmerne.

Han lagde Rejsen ud over Vallø for at bese dette Slot,

der var bestemt til Enkesæde for Dronning Anna Sophie,

og da han vilde se alt paa Vallø, udmattedes han

ganske derved. Alligevel rejste han til Gottorp den

29. Juli; men der maatte han standse, og længere ned

i Hertugdømmerne kom han ikke. Løvenørn, der da

atter var Gesandt i Berlin, fik Ordre, dateret Gottorp

den 31. Juli 1730, at indfinde sig hos Kongen, og med

Løvenørn ankom Dr. Stahl, Livlæge hos den prøjsiske

Konge og Dronning, for at tilse Frederik den Fjerde.

Stahls Midler bragte vel i Begyndelsen nogen Lindring;

men han formaaede ej at hæve Ondet, saa, at der var

intet at foretage, og rejste derfor tilbage med Løvenørn

til Berlin, hvorimod Kongen saa forsøgte paa at rejse

hjem til Kjøbenhavn; men han naaede kun til Odense.

At det nu virkelig var paa det sidste, kunde der ingen

Tvivl mere være om. Kronprinsen og Kronprinsessen

samt den gamle Markgrevinde rejste den 5. Oktober til

Odense; Prinsesse Sophie Hedevig kørte i »Rejsevognen

med Skatollet« fra Vemmetofte den 9. og kom Dagen

efter til Odense. Den paafølgende Dag, den 11. Ok-

tober, overlevede Kongen; det var hans Fødselsdag, og

Lund: En Hoffroken. 11


162

den første Fødselsdag efter Brudet med hans Søster,

at denne var hos ham. Hofprovst Her sleb holdt Guds-

tjeneste for ham, og til Tekst var valgt: »Dødens Dag

er bedre end Livets « . Om

Eftermiddagen havde Kongen

en bevæget Samtale med Overkammerherre Plessen,

hvem han skænkede sit eget blaa Baand, takkede ham

for, hvad han havde været mod Prins Carl og sluttede

med, at »Han forlod sig paa hans Tjeneste for sit Hus«.

Frederik den Fjerde tilkendegav derved, at han vidste

Plessens fremtidige Stilling, og da Plessen var Dron-

ning Anna Sophies farligste Modstander, kan Kongen

ogsaa mulig have tænkt paa sin Gemalindes Forhold,

naar han selv var gaaet bort. Natten efter Fødsels-

dagen, Kl. 1^ om Morgenen den 12. Oktober 1730

døde Frederik den Fjerde paa Odense Slot, og samme

Dag om Eftermiddagen Kl. 3 rejste Christian den Sjette

med sin Dronning, Prinsesse Charlotte, Prinsesse Sophie

Hedevig og Markgrevinden fra Odense. I Frederik

den Fjerdes Rejsefølge har der ikke været nogen, som

tænkte, at hverken den syge Konge eller Dronning

Anna Sophie skulde faa Kjøbenhavn mere at se. —

Kongen var nu død, og umiddelbart derefter befalede

man hans Enke at forlade de kongelige Værelser; hun

henvistes til et Kammer, der benyttedes af Hofdamer-

nes Piger; dette Kammer vilde hun dog ej betræde,

men gik grædende om i Slottets Gange og tilbragte

der Resten af Natten, indtil det blev hende betydet, at

hun skulde være under Bevogtning af Oberst Brokken-


163

hus, og Kl. 4 om Eftermiddagen blev hun bragt til

dennes Gaard, Brangstrup, en Mil fra Odense.

Den allerførste Behandling af Dronning Anna Sophie

var saaledes saa ydmygende for hende, som tænkes

kunde. Hun var ikke alene straks vist ud af den

kongelige Familie paa det Slot, som hendes lige afdøde

Gemal selv havde ladet opføre, men som en anden

skyldig sat under Anholdelse, i Arrest eller, hvad man

vil kalde det, og hvorvidt nu denne haarde Behandling

var foranlediget af hende selv ved efter Dødsfaldet at

fortsætte med en anmassende Optræden mod Konge-

husets Medlemmer, eller disse forud havde bestemt

netop en saadan Behandling af hende, blev af mindre

Betydning. Som sikker Fortsættelse af denne Indled-

ning maatte Dronning Anna Sophie vente en haard

Skæbne for den følgende Tid. Hun gjorde da, som

det maa antages efter sine Slægtninges Raad og Til-

skyndelse, det eneste, der for hende var at foretage;

hun rettede et Andragende til Kongen om Naade; det

indgaves den 1. November, og deri frasiger hun sig

alle sine Godser og Ejendele til Kongens Forgodt-

befindende og beder om Tilgivelse for sit Liv som

»duchesse«. Kong Christian den Sjette havde ladet

Storkansler, Greve Holstein og Gehejmeraaderne Greve

Rantzau og Overhofmarskal Blome forblive i Odense

for at varetage det fornødne for Begravelsen; disse tre

Mænd bleve nu kommitterede til at være Mellemmænd

ligeoverfor Dronning Anna Sophie, og som Svar paa


164

dennes Andragende om Kongens Naade udfærdigedes

under 11. November et allerhøjeste Reskript, stilet til

de nævnte tre Herrer. Det forkynder sig selv som en

Naadesakt, begrunder dette ved den Forargelse, Dron-

ning Anna Sophie har givet ved sit fleraarige Ægte-

skabsbrud, den aldrig før liørte Vielse og den usæd-

vanlige Kroning, hvilket alt betegnes som den værste

Skændsel for det kongelige Arvehus; navnlig er det

gaaet Kongen gennem Marv og Ben at have set sin

»in Gott selig ruhende Frau Mutter dadurch in Ihrem

Leben so sehr geqwahlet und nach Ihrem Tode ver-

høhnet«, omtaler, at hun ofte har bragt Frederik den

Fjerde Sorg, og endehg, at hun har beriget sig under

dennes svage Tilstand. Men ovenpaa al denne Anklage

kommer saa Bestemmelsen, at hendes Stilling skal saa-

ledes reguleres, at hun beholder Dronninge-Titelen, men

uden at maatte nævne Rigerne eller Landsdelene, faar

Klausholm til Livgeding med Forphgtelse til at for-

blive der, en aarlig Apanage af 25,000 Rigsdaler samt

100,000 Rigsdaler til at indrette sig for straks og endelig,

at hun maa beholde, hvad hun ejer privat af Løsøre;

derimod fratages hende alle Godser og Ejendomme,

Effekterne paa de kongelige Slotte, en testamentarisk

Forskrivning paa et Skrin med 40,000 Rigsdaler i

Dukater og 50,966 Rigsdaler i Juveler — og iøvrigt

alt, hvad hun ejer i rede Penge og Obligationer, hvor

de findes. Til dette Reskript kom et Tillæg af 2. De-

cember, der indrømmer hende hendes Mødrenearv,


165

Indtægten af Godserne til December Termin og aarlige

Vildt- og Brændedeputater. — Denne mærkelige Mild-

hed ligeoverfor Strengheden straks kan selvfølgelig

godt forklares ved Christian den Sjettes personlige

Karakter, hans virkelige Ønske om at vise sin Naade

saa vidt muligt; men Tanken om, at der dog ogsaa

kan være kommen noget andet til, vil vanskelig kunne

afvises. Indflydelsen af hendes fornemme Slægtskab,

der hørte til de første Familier i Landet, har naturlig-

vis bidraget sit, og navnlig kan det let forklares, at

denne Indflydelse bedre kunde gøre sig gældende i

Løbet af en Maanedstid end umiddelbart ved Døds-

faldet; men foruden den ydre Paavirkning er det rime-

ligt at tro, at Christian den Sjette af sin egen Erindring

kan være bleven noget paavirket; han kan mulig have

husket forbindtlige Ytringer til hende for Tjenester,

hun kan have vist ham ligeoverfor Faderen, Ytringer,

som maaske flere kendte, eller som hun havde skriftlig,

og det ligger ikke absolut fjernt, at han netop gerne

atter vilde have i sin Haand de egenhændige Breve,

han havde tilskrevet Dronning Anna Sophie. Straffen,

der overgik denne, indskrænkedes saaledes til, at man

fratog hende, hvad den herskende Mening ansaa af

hende erhvervet paa urigtig Maade, man lod hende

beholde Retten til at kaldes »Majestæt« og Dronninge-

Titelen, og da hun ej maatte kalde sig Enkedronning

eller for sin Person nævne Rigerne, vidste hun at om-

gaa dette ved at give sig selv følgende Benævnelse:


J66

»Ihra Majestæt des in Gott ruhenden Kønigs, Friede-

rinh des Vierten, Kønigs zu Dennemark, Norwegen etc,

binterlassene Kønigin und Wittwe«, og hvad Forvis-

ningen til Klausholm angaar, da fik denne ingen anden

Betydning, end at hun ej maatte komme til Hoffet;

hendes Apanage af 25,000 Rigsdaler aarlig var lig med

den, Dronning Sophie Magdalene oppebar i de første

Aar. Da den første Skræk havde lagt sig, syntes

Dronning Anna Sophie imidlertid ingenlunde tilfreds

med Udfaldet; tværtimod Reskriptets Forlangende til

hende om, uden Indvending og derimod med Tak-

sigelse at underkaste sig Kongens Bestemmelse, remon-

strerede hun mod nogle af Reskriptets Ytringer, fik til

Svar en ubehagelig Forklaring af disse og sendte saa

Kongen den 28. November et Andragende paa elleve

Punkter uden hverken at takke eller betegne den

Underdanighed ved sin Underskrift, som hun skyldte

Kongen. — Den 12. December blev en Sørgeguds-

tj eneste afholdt i Odense Slots Kapel; Kisten førtes til

Roskilde, hvor Bisættelsen foregik den 16. December i

Overværelse af Kong Christian den Sjette, hvorimod

Dronning Anna Sophie den 13. December rejste fra

Brangstrup til Klausholm efter et Ophold paa Boller,

hvor hun var Julen over. Først den 25. August 1735

blev hun officielt meddelt Christian den Sjettes Til-

givelse; at denne endelig kom, skyldtes Hofpræsten

Blume, der beroligede Kongen for de Betænkehgheder,

han havde af Pietets-Hensyn til sin Moder, og maa


167

forklares ved, at Dronning Anna Sophie hengav sig i

pietistisk Retning; hun havde ikke alene et Kapel, men

ogsaa et Bedekammer paa Klausholm, der endnu skulle

være bevarede fra hendes Tid uforandrede, og der for-

tælles, at hun anvendte Fredagen til Sang og Bøn, var

da med Præsten først i Kapellet og senere alene i Bede-

karameret, hvor Degnen maatte lede Sangen fra et

andet Værelse. I sit Testamente tager hun blandt

andet Bestemmelse om Kapelblokkens Tavlepenge, der

angives til over 4000 Rigsdaler; det overlodes hendes

Søster, Grevinde Laurvig, at oprette et Hospital eller

Stiftelse for Pengene, hvor hun vil, »die Prowintz Jiit-

land ausgenommen«. Hun døde paa Klausholm den

7. Januar 1743 af Kopper og hviler i en Kiste af sort,

norsk Marmor i Trollernes Kapel under Roskilde Dom-

kirkes nordre Taarn, hvorimod Frederik den Fjerde og

hans første Dronning, Louise, hvile i Marmor Sarka-

fager i Kirkens Højkor.

Prinsesse Sophie Hedevig arvede alt efter Prins

Carl — selvfølgelig med Undtagelse af Jægerspris, der

gik tilbage til Kronen; — men denne Arv var ret

beset nærmest en stor Byrde, da Prinsessen med Arven

tillige overtog Prinsens Gæld, der vel nærmest var

foranlediget af de store Beløb, han i levende Live

havde skænket bort, og at faa denne Gæld betalt og

sine egne Forhold ordnede blev derefter en' Opgave

for hende, som det lykkedes hende fuldstændig at løse.

I den Anledning solgte hun straks sine jydske Godser:


168

Dronninglund, Dronninggaard og Børglum Kloster; dog

Købesummen 60,000 Rigsdaler var ej tilstrækkelig til

at dække Fordringerne; baade Vemmetofte og Højstrup,

hendes bevægelige og ubevægelige Ejendomme, lod hun

stille til Sikkerhed; det, der væsentlig hjalp hende ud

over de finansielle Vanskeligheder, var den smukke

Maade, Christian den Sjette straks kom hende til Hjælp

paa, ved nemlig at lade hende faa sin Apanage saaledes

forøget, at hun egentlig kan siges at have beholdt

Prins Carls Apanage foruden sin egen tidligere. Kongens

Tilbud til hende om at erholde Grevskabet Vallø vilde

hun derimod ej modtage, og man behøver ej længe at

være i Tvivl om hvorfor, da Vallø var en af de Ejen-

domme, der fratoges Dronning Anna Sophie, og mærke-

lig nok synes man derefter at have været raadvild om,

hvad man skulde gøre med Vallø, som man synes hver-

ken at have villet beholde eller sælge. Som alt fortalt

rejste Prinsessen med den øvrige kongelige Familie

straks efter Frederik den Fjerdes Død fra Odense til

Kjøbenhavn; hun boede der paa Charlottenborg, og

til Sommerresidens fik hun Sorgenfri Slot; Vemmetofte

maatte nu staa tilbage; hun blev raskere og synlig

oplivet af de forandrede Forhold ved Hoffet; men alle-

rede i 1732 var hun atter lidende, og Forbindelsen

med dette maatte derfor opgives, og da i det følgende

Aar og fremdeles derefter Dronning Sophie Magdalenes

Indflydelse mere og mere gjorde sig gældende, tænkte

hun paa igen at bo paa Vemmetofte; det blev imidlertid


169

kun ved Tanken og Forberedelser til Rejsen derud;

hendes Helbred blev svagere og svagere.

En Dag i Efteraaret 1733 var der mere end al-

mindelig Travlhed paa Mgaard for Pigerne Sigrid og

Trine, idet nemlig F. og Dorothea lige vare komne

hjem fra et Besøg paa fleie Maaneder hos deres Datter

i Fyn; hele Huset og Haven var i den ønskeligste

Orden, og alt skulde nu i det gode gamle Trit igen,

hvad Madlavning med mere angaar. Pigerne skulde

ogsaa hjælpe Dorothea med at pakke ud; Trine havde

dertil meget at berette om, hvad der var passeret under

Dorotheas Fraværelse, og Sigrid kunde ikke faa for

meget at høre om Agnes og hendes Børn ovre i Fyn.

Tiden løb saa stærkt, at hverken Dorothea eller Pigerne

tænkte videre paa F., der straks efter Hjemkomsten

havde givet sig til at studere de Brevskaber, der havde

ophobet sig til ham under hans Fraværelse. Idet han

sad stille beskæftiget hermed, kunde man rigtig se, at

Aarene ikke vare gledne sporløst forbi ham; vel var

han endnu en høj, statelig Skikkelse; men Haaret var

graanet, og i Ansigtet viste sig flere Furer. Øjnene

vare mindst forandrede; de vare endnu smukke, og

han kunde endnu kaste dem saa underlig hurtig paa

en anden; maaske han havde bevaret netop Øvelsen

heri, fordi Dorothea forlængst havde betroet ham, at

det var disse farlige Øjne, der først havde bedaaret

hende og senere været hende saa uudholdelige i de

Aar, det havde været hende forbudt at have ham i


170

sine Tanker. Dorothea var jo heller ikke ung længere;

naar en Dame er nærmere 50 end 40 Aar, er det for

meget at forlange, at hun skal se ud som en ung Pige;

da hun var bleven Hoffrøken, havde hendes Ansigt,

naar det ej havde været holdt saa godt op af den lange

Figur, nok kunnet regnes for et tolv Aars Pigebarns;

ved Enkedronning Charlotte Amalies Død havde hen-

des Udseende i en forbavsende lang Tid staaet i Om-

egnen af 18 Aar. Vel tog hun straks ved Indtrædelsen

i Ægtestanden et stærkt Tilløb til som værdig Frue at

kunne anses for at være nogle og tyve Aar, og paa

den Alders Udseende blev hun staaende saa længe, at

selv Prinsessen, der dog bestemt vidste hendes Alder,

ofte greb sig i at regne hende for meget yngre, end

hun var, — og selv nu var det kun, naar Ansigtet var

i Ro, at man saa Alderen nærme sig; saasnart hun

enten talte eller lo, og begge Dele gjorde hun fremdeles

ligesom tidligere med megen Lyst, vare de fleste i Tvivl

om, hvorvidt hun var mere end omtrent tredive Aar.

— F. sad altsaa og læste Breve i sin Stue; Dorothea

og Pigerne vare optagne af deres Sager i Stuen foran,

og de havde længe afvekslende talt uden at agte paa

andet, end hvad de selv havde for. — »Aah, hvor det

dog er kedeligt det«, lød det pludselig halvhøjt inde

fra F., og straks efter var hans ferme, lydige lille Kone

ved Siden af ham med Spørgsmaalet, hvad det var,

der var kedeligt. — *Tag selv og læs det Brev, om

Du vil«, var Svaret, og da hun efter at have læst det


171

gav ham det tilbage, fortsatte han: »Fyren maa have

været her alt for otte Dage siden, saa der er slet intet

at gøre«. — Dorothea mente dog, at Sigrid maaske

kunde oplyse lidt om ham; denne blev altsaa hentet

ind, og Døren lukket for Trine, hvorefter Sigrid for-

talte, hun meget godt kunde huske ham, der havde

været med det Brev; han havde liaft et ikke alminde-

ligt Udseende; Sigrid var ved at se ham kommen til

at tænke paa Spindehuset og troet at kunne kende

noget i hans Ansigtstræk, og hun var bleven vis paa,

at det maatte være Trines Fader, for da Trine kom

ind i Køkkenet til dem, havde Sigrid godt mærket, at

han ej vilde lade Trine se ham og dog selv se saa

meget som mulig paa Trine. Sigrid havde saa vist

ham ud i Borgerstuen, givet ham Mad og Drikke og

forklaret ham, at Herren kom hjem, saa han kunde

komme her igen som nu i Eftermiddag; det smagte

han noget paa, »og saa raadede jeg«, fortsatte Sigrid,

»ham til at gaa over til Opsynsmanden i Kalkgruberne

og sige, ligesom det var, og bede ham om Arbejde i

de otte Dage, det kunde vare. Denne Udsigt til at

faa noget at leve for i Mellemtiden, kunde jeg godt

fornemme, opmuntrede ham, og saa gjorde jeg noget

mere; jeg pakkede Mad ind og gav ham med, da han

gik; det, tænkte jeg, turde jeg nok for Herren og og-

saa for Fruen«. — »Ja vist saa«, svarede Dorothea,

»det var meget rigtig gjort altsammen; men tror Du

ej, Trine har mærket noget eller venter sin Fader ud


172

nogensinde? Have I aldrig talt sammen om det? Har

I aldrig betroet hinanden Eders Fortid?« — »Jo vi

har«, sagde Sigrid; »det er en Stund siden; Fruen

husker nok dengang, det kneb saa haardt for Trine,

da hun havde bekendt for sin Ven, hvem hun var, og

denne saa sagde Tak for sig og Farvel med det samme,

rendte rundt og fortalte hendes Historie vidt og bredt

her omkring; da blev Trine jo helt balstyrig; det blev

hende for meget; hun vilde drukne sig og alt det,

Fruen nok kan huske. Om Aftenen var hun ikke

roligere, gjorde lidt Vrøvl mod mig i Pigekammeret,

lod mig vide, jeg var ligesom de andre, gjorde Nar

ad hende, naar jeg ikke talte med hende; jeg kunde

ikke fatte hendes Lidelse; hun blev fristet ganske ander-

ledes, end jeg kunde forstaa, og mere af den Slags.

Jeg lod hende snakke løs; men da hun standsede en

Smule, svarede jeg hende ikke andet, end at jeg viste

hende mit Mærke paa Skulderen. Hun forstod mig

ikke først og blev ved at se paa mig; saa krøb hun i

Seng og græd sig i Søvn; jeg var vaagen før hende

om Morgenen; men da Trine endelig vaagnede, var

hun sig selv igen, som Fruen nok husker«. — »Nu,

Du har tænkt Dig til saa meget Sigrid«, sluttede F.,

»skal Du ogsaa kende Resten. Naar Trines Fader kom-

mer her igen, bliver han ej mere end en Nat over;

saa faar Trine Lov til, om hun vil, at følge ham til

hans nye Hjem ovre paa Fyn, og om en Maaneds Tid

rejse min Kone og jeg til Kjøbenhavn og tage Dig med«.


173

Det blev dog ej før efter Nytaar 1734, at F. og

Dorothea kom til Kjøbenhavn. Hendes første Gang

var til Prinsessen, der blev oplivet af hendes Besøg;

men Dorothea saa godt, at hun var bleven meget

svagere, siden Dorothea havde set hende sidst. Prin-

sessen fortalte, at det var Bestemmelsen at tage til

Vemmetofte og saa blive boende der til hendes Død;

alt var nu saa forandret for hende i Kjøbenhavn; hun

længtes efter den Fred og Ro, der var paa Vemmetofte,

og som havde gjort hendes Broder og hende selv saa

godt forhen; »men«, føjede Prinsessen til, »Du blev

med et saa alvorlig, da jeg nævnte at bo paa Vemme-

tofte. Hvorfor blev Du dog det? Jeg glæder mig

ogsaa til der oftere at kunne se Dig«. — »Jeg kom

til at tænke paa din Moder, da Du nævnede det om

Rejsen, og derved bleve mine Tanker alvorlige«, svarede

Dorothea. Det varede lidt før Prinsessen igen sagde

noget; endelig ytrede hun i en halv vemodig og halv

beskeden Tone: »Du sagde sandt, at Du tænkte paa

Moder; men Du sagde vist ikke den fulde Sandhed;

jeg tror, dine Tanker vare som hendes Valgsprog:

»Mennesket spaar; men kun Gud raader«. Naar jeg

talte om at rejse til Vemmetofte, skulde jeg have til-

føjet, om Gud vil det«. — En anden Dag sagde hun

til Dorothea: »Hvor det er underligt, saa jeg nu i

min Svaghedstilstand saa ofte mindes Moder, da hun

gik lidende omkring her paa Charlottenborg og ogsaa

følte sig saa ene i sine sidste Aar. Min Tanke er


174

undertiden, at det gaar mig som liende; men jeg har

ikke hendes Sjælsstyrke, og hun havde ogsaa, hvad

jeg har manglet, denne store Gave altid at kunne se

bort fra det Ydre og kun lægge Vægt paa det ene

fornødne, og hvor var hun tillige praktisk dygtig i alle

Forhold. Jeg mindes dette i saa mange smaa Ting

nu; saaledes forleden, jeg tænkte paa min mulige Rejse

ud til Vemmetofte, kom jeg til at huske paa, hvordan

hun, naar hun rejste derud eller til Gjorslev, lod

Fiskeren fra Prambroen følge med med sine Garn paa

en af Vognene og saa fik ham til at fiske i Stranden,

saa hun selv kunde faa Fisk under sit Ophold derude.

Til andre Tider mindes jeg, hvor behersket hun kunde

være, selv om hun var vred over noget. Jeg husker

saa tydelig det sarkastiske Smil, hvormed hun kunde

give en artig og dog saa sviende Bemærkning til en

eller anden, der fortjente det, og naar jeg saa sammen-

ligner det med, hvor heftig jeg tit er bleven i mit Liv,

ja, saa ligger jeg her og rent ud skammer mig ved

den Sammenligning. Men ved Du, hvad jeg ogsaa

tænker paa, at Moder havde? Det var Dig; hun

skærmede trofast om Dig i sin Tid, og Du var trofast

mod hende igen; hvor vilde jeg gerne have Dig om

mig, som Moder havde Dig; men det kan jo ikke ske;

Du er jo gift og maa ikke bryde din Pligt mod din

Mand for nogen Pris. Jeg vilde ikke engang have

Dig nu, selv om Du af Kærlighed til mig vilde bo

her til Stadighed«.


175

»Nu er min Mand rejst sin Vej«, begyndte Doro-

thea nogen Tid efter, da liun atter besøgte Prinsessen;

»der er saa trist for mig hjemme; Sigrid er en sjælden

Kvinde; men morsom er hun ikke i Længden; kunde

jeg ikke faa Lov til at være her hos Dig paa Char-

lottenborg, — bare lidt i den første Tid, jeg skal und-

være min Mand; det kunde opmuntre mig«, tilføjede

hun smilende. Prinsessen svarede ikke straks; et Par

Taarer maatte først viskes bort; saa bad hun Dorothea

sætte sig ved hendes Side og sagde saa, idet hun lagde

sin'Haand paa Dorotheas: »Aldrig havde jeg dog troet,

at Du vilde og turde byde mig, din gamle Plejemoder,

saa megen Usandhed samlet i een Mundfuld, havde

jeg nær sagt. Tror Du ikke, jeg har vidst, at det var

din Bestemmelse at følge med din Mand paa hans

lange Udenlandsrejse, og saa har Du formaaet din gode

Mand til at lade Dig blive hjemme, hverken efter din

eller hans Lyst, ene for at kunne holde mig med Sel-

skab. Du skal være saa inderlig velkommen; men det.

Du sagde om at blive opmuntret her hos mig, var

næsten for uartigt; jeg kommer til at bede Dig om

selv at sørge for Anledninger til, at dine gamle Latter-

salver kunne komme frem, bare om jeg maa bede lidt

mere douce, end da Du var Vildkat i gamle Dage paa

»Slottet«.

Henad Foraaret 1734 blev Prinsessens Helbreds-

tilstand bedre; i Maj begyndte hun at kunne køre ud.

Tanken om at rejse til Vemmetofte kom bestemtere


176

frem; Forberedelser bleve trufne derude; nogle Vinduer

mod Nord tilmuredes, en primitiv Elevator, bestaaende

af en Vinde med en Stol, anbragtes for at skaane

hende for Trappernes Besværligheder, og selv hendes

»grønne Seng« paa de fire forgyldte Fødder og rigt

udstyret med Guldfranger og Galloner, forgyldt Karnis

og det med Edderdun stoppede Tæppe sendtes fra

Kjøbenhavn til Vemmetofte, hvorimod omvendt hen-

des Portechaise derude beordredes sendt til Kjøben-

havn. da man tænkte at bære Prinsessen til Vemme-

tofte; — men saa faldt hun tilbage igen; hendes

Svaghed tiltog i den Grad, at hun i Juli Maaned lod

Præsterne paa Vemmetofte og Højstrup Godser anmode

om at bede for hende fra Prædikestolen, og hun blev

saa yderlig afkræftet, at hun ej selv formaaede at rejse

sig fra en Stol. I September maatte hun opgive ethvert

Haab om at komme mere til Vemmetofte, og hendes

grønne Seng- maatte atter sendes til Kjøbenhavn. Denne

store Udmattelsestilstand holdt sig derefter Aaret ud,

kun afbrudt af og til af et hdt bedre Befindende. Den

9. Januar 1735 oprettede hun sit Testamente, og af

dette vedblev den fjerde Post, hvorefter hun skænkede

Vemmetofte og Højstrup Gaarde og Godser til et Kloster,

ogsaa derefter at beskæftige hendes Tanker, idet hun

nemlig tillige selv vilde bestemme det fornødne om

Indretningen af Klosteret, og uagtet hun nu var saa

yderlig svag, laa hun dog og optegnede med Blyant

paa Sedler, hvad hun i sin Tankegang var kommen


177

til Afgørelse om, oo- af disse smaa Sedler have to faaet

en større Virkning og Betydning i Tidens Løb, og

ikke mindst i Nutiden, end hun selv kan have haft

Anelse om; paa den ene stod: »Von Ahnen will ich

nichts wissen«, og paa den anden: »Das Præambulum

ist altso gut; von Ahnen wiU ich nichts gedacht haben«;

men foruden det, der er efterladt paa hendes Sedler,

og som derefter blev optaget i den efter hendes Død

udfærdigede Fundats for Klosteret, har hun ganske

sikkert haft sine Tanker meget henvendt paa et bestemt

Forhold, nemlig Klosterdamernes Trosbekendelse. Det

er umulig at tro, at denne ikke ganske i Særdeleshed

har været en Genstand for hendes Overvejelse, og naar

hun aldeles intet derom har bestemt, og ogsaa Fun-

datsen selv tier herom, ligger det nær at formode, at

hun med Forsæt intet har udtalt for at lade dette

Spørgsmaal hel aabent, saaledes at Eftertiden i hvert

enkelt Tilfælde kunde tage Bestemmelse derom, og

hertil er hun utvivlsomt ledet af Pietetshensyn lige-

overfor sin afdøde Moder, der, selv Reformert, havde

villet skænke Vemmetofte til et Kloster og netop vilde

have Adgang til dette ogsaa for reformerte Damer, og

at Prinsessen vel har set en Fare i saaledes ved sin

Tavshed at lade Klosteret være aabent for Damer af

enhver Konfession, altsaa ogsaa for den katholske, kan

tildels godt udledes af, at hun overlod Bestyrelsen,

»efter deres Samvittighed, og som de dot foi- (xud

tænker at tnisvare>s en ubetinget Frihed til at med-

f.und: Kn HollVoken. 12


17S

dele eller nægte Samtykke til Daiiifis Optagelse i

Klosteret.

Som Prinsessen selv havde fundet sin nuværende

Tilstand paa Charlottenborg at hgne hendes afdøde

Moders i dennes sidste Aar, saaledes maatte ogsaa

denne samme Lighed foresvæve Dorothea, dog at hun

fandt Prinsessen ganske anderledes mærket til Døden,

længe førend denne kom, end Moderen. Især saa hun

Ligheden i det samme gudhengivne Sind, der i saa

høj Grad beherskede dem begge, og som hos hver især

var Frugten af et helt Livs Tanker og Retning. Smukke

og uforglemmelige Minder havde hun om Enkedron-

ningens sidste Tid, og ligesaa gode og varige Erin-

dringer skænkede Prinsessen hende nu i de smaa

Perioder, hvor Afkræftelserne afløstes af forholdsvise

Bedringer. Dorothea saavel som Prinsessen havde

begge et lille Talent for Kunst; men medens denne

havde liaft en stor Nydelse af sin sølvbeslagne Kasse,

der gemte de Farver og Pensler, hvormed hun i Vand-

farve malede mangfoldige Blomsterstykker og ogsaa

gav sig i Lag med Portrætter, som for Eksempel af

Zaren og Zarinden, hendes Moder med flere, saa var

Dorothea bleven staaende ved at tegne og havde temme-

lig stadig fortsat her med saaledes, at hendes forskellige

Tegnebøger efterhaantlen vare blevne til en Art Ijevnets-

beskrivelse, idet Bøgerne afvekslende viste smaa Pro-

spekter fra, hvor hun havde opholdt sig. Det kunde

nu more Prinsessen at lade Dorothea forevise sig disse


179

Tegnebøger; det gav Anledning til at opfriske svundne

Tider og gav Stof til Samtale. En Dag, hun saa i en

ældre Tegnebog, bemærkede Dorothea, at Prinsessen

vedblivende og med Interesse saa paa en Figur, der

var fremstillet nogle Gange, set hver Gang fra for-

skellige Sider. Efter endnu i længere Tid at have set

derpaa sagde Prinsessen: »Den Tegneopgave havde

Du paa den Tid, Du var saa optaget af Forskellen

mellem de Reformerte og Lutheranerne. Vi mindes

begge to, hvor godt og kærligt Moder pillede dine

smaa Næsvisheder ud af Dig dengang, og jeg mindes

især, hvilken sød Pige Du derefter blev og siden har

været; men er det dog ikke mærkeligt, at Du netop i

de Dage har siddet og tegnet med din egen Haand et

Svar paa dine Tanker? Se her paa dine egne Af-

tegninger, hvor forskellige de ere, og det er dog den

samme Figur, der er tegnet af. Du har hver Gang

tegnet det. Du har set, den Flade, Figuren har vist

for dit Øje; det er jo ganske ligesom vi Mennesker,

naar vi overveje og tænke paa det religiøse. Hver

Sjæl stirrer fra sit Standpunkt, og hvad der afspejler

sig i Sjælen, opfatter denne mere eller mindre godt og

fyldes deraf, for et Menneske kan kun opfatte saa ringe

en Del af det evige, og stemmer et Menneskes Op-

fattelse saa ikke med et andet Menneskes, saa bevirker

deres Mangel paa Kærlighed og Fordragelighed ind-

byrdes, at de blive uenige og give sig til at forkætre

hinanden; de store af os, lad os kun blive ved Luther

12'


180

og Calvin, have hver set noget af det, ingen kan helt

udgrunde, og saa er Uenigheden kommen frem, og det

grulige er, at vi hver især saa godt kunne se, at

andre mangle Kærligheden, hvorimod Bevidstheden om

Mangelen paa Kærlighed i os selv sjældent staar os

klar, førend det er for silde. Jeg nævnte før det evige;

men det Ord Evighed formaa vi ikke at forstaa helt;

jeg mindes som Barn at have forestillet mig mit Liv

her paa Jorden som en Evighed; som ældre har jeg

tænkt mig Evigheden som først begyndende, naar jeg

var død; men nu, jeg skal til at sige Farvel til Jorden,

saa forstaar jeg først ret, at mit Liv her ogsaa er en

Del af Tiden, den Tid jeg skal svare for, og saa har

jeg intet andet end at henfly til Guds uendelige Kærlig-

hed og at bede Gud om at tilgive mig alle mine Synder

for Christi Skyld. Nu ser jeg saa klart, at al denne

Uenighed kommer af vor egen Synd ;

vi have manglet,

og jeg i lige saa høj en Grad som nogen anden, den

rette Kærlighed til Gud og Næsten. — Nu sidder Du

snart ved mit Dødsleje, som Du sad ved Moders; jeg

længes efter at samles med hende og alle mine forud-

gangne kære; jeg dømmer ingen af dem mere. Af

Moder lærte vi begge to meget; hun betroede Omsorgen

for Dig til mig, og det blev en Velsignelse for os begge.

Jeg har næret det Ønske at have Dig hos mig, naar

jeg skulde dø, og din Kærlighed for mig gjorde, at

Du kom frivillig og gav Afkald paa den Glæde at rejse

med din Mand; — tak ogsaa ham derfor fra mig«.


181

En anden Dag, da Dorothea sad ved hendes Seng,

sagde Prinsessen: »Jeg har ikke nævnt Dig i mit

Testamente, ikke fordi jeg har glemt Dig; skulde jeg

der have bestemt noget til Dig, skulde det have været

en større Ting; det har jeg ikke villet, for din Kærlig-

hed mod Moder og mig kunde jeg ikke betale paa den

Maade, og jeg vilde ogsaa hellere selv give Dig et lille

Minde, fordringsløst og mig dog personlig saa inderlig

kært, netop i Lighed med din hele Optræden mod mig

tag derfor nu denne lille Ring, gem den til min Be-

gravelsesdag og bær den saa selv. — Naar jeg heller

ikke omtaler Dig i Bestemmelserne om Klosteret, hvad

jeg jo ikke har kunnet, da Du er gift og ingen Børn

har, saa har mine Tanker dog været ved Dig der; Du

ved, at jeg har bestemt, at hver Klosterdame skal an-

tage sig et forældreløst Barn. Jeg siger ikke, at jeg

har bestemt dette, fordi Du kom til mig som forældre-

løs; men mine Tanker ved denne Bestemmelse har

været forenet med et inderligt Ønske om, at hver

kommende Klosterdame maatte faa en lignende Glæde,

som Du har bragt Moder og mig«.

Endnu i to Maaneder efter Testamentets Oprettelse

levede Prinsessen i den samme store Afkræftelse; men

i Begyndelsen af Marts indtraadte den afgørende Ven-

ding. Hun blev l)erettet Søndagen den 6. Marts, laa

derefter i en dødlignende Tilstand uden at røre sig og

talte meget lidt; endnu om Fredagen holdtes der Guds-

tjeneste, der endte med, at de tilstedeværende knælende


182

bade for hende, og Natten mellem Lørdag og Søndag

den 13. Marts 1735 henad Morgenstunden udaandede

hun sit sidste Suk, »sagte og salig«.

Den 28. Marts om Aftenen blev hun ført ud fra

Kjøbenhavn; Byen var illumineret, og der var efter

Tidens Skik anbragt allegoriske Transparenter med til-

svarende Inskriptioner; hendes gamle Godsinspektør

Terkelsen havde ladet afbilde Solens Nedgang med

Inskriptionen: »Jeg gaar til Hvile«. Den følgende Dag

foregik Bisættelsen i Roskilde Domkirke, og samtidig

holdtes der Sørgegudstjenester i alle de kjøbenhavnske

Kirker og i Kapellet paa Charlottenborg.

Sørgetalen over hende blev ikke trykt, og naar

det eneste Eksemplar, der nu findes deraf, meddeler

sig selv som afskreven af hendes Kammerlakaj, og

Tegningerne udførte af en anden Lakaj, ogsaa af hen-

des Personale, faar man derved et lille Bevis paa, at

ogsaa hendes ringere Betjente have efter deres Stilling

været særlig dannede Mennesker, der i Taknemmelig-

hed have villet bevare Mindet om den Prinsesse, der

vel vidste at hævde, hvad der tilkom hende som saa-

dan, men ogsaa lod sit mindre Hof være et godt

Eksempel paa patriarkalske Forhold, hvor ingen led

Uret, men alle fik sin Del af den styrendes Mildhed.

Kort efter Ankomsten til Kjøbenhavn havde Doro-

thea haft den Sorg, at Fru Løvenørn var afgaaet ved

Døden den 28. Januar 1734, og et halvt Aars Tid efter

Prinsessens Død fik hun Underretning om, at hendes


183

»Tante«, Grevinde Haxthausen, var død den 27. Sep-

tember 1735. Sorgen over Prinsessens Bortgang var

hun i sin Ensomhed ude paa Mgaard efterhaanden

kommen over; det rolige Liv, det smukke Foraar og

den dejlige Sommer havde bidraget sit; men mest

havde dog den visse Tanke, engang igen at forenes

med Prinsessen, bragt Ligevægten tilbage i hendes Sind

og Tanke. Men nu var Sommeren gaaet, Høsten var

forbi, og paa en rigtig trist Oktoberdag, som kun gav

Regn og Blæst, der huserede med de gule, faldende

Blade i Haven udenfor, kom Sigrid ind til hende med

Brevet om Grevindens Død. Budskabet kom hende

saa overvældende; vel var det mange Aar siden, hun

havde set Grevinden, længe siden hun havde haft Brev

fra hende, og i mange Tider havde hun maaske ikke

tænkt paa hende, og alligevel oprev dette Dødsbudskab

saa mange kære Minder fra hendes Ungdoms Dage.

Det blev for hende, som var nu alt mistet fra den Tid,

den sidste af hendes Beskyttere i de Dage var gaaet

bort; hun hengav sig helt i Sorgen paany. Sigrid saa

det, vilde gerne gøre det gode, hun kunde, mod Doro-

thea, og denne forstod saa fuldkommen vel den gode

Hensigt, da Sigrid om Aftenen gjorde sig saa mange

sraaa Ærinder ind til Dorothea; først fyrede hun i

Kakkelovnen for første Gang det Efteraar uden at være

anmodet derom, saa bragte hun tændte Lys, delikaterede

Dorothea med en Livret til Aftensmad, og til sidst satte

hun Kronen paa sin Medfølelse ved paa sin egen haarde


184

Maade at sige: »Nu skulde Du rejse til Byen; der vil

være bedre for Dig til Herren kommer hjem; han maa

finde Dig glad ved sin Hjemkomst«. Naar en Sorg

ret har grebet en og ganske egenmægtig holdt Tanke-

gangen aldeles fangen i nogen Tid, kan et normalt

Menneske, der derpaa pludselig bemærker noget uven-

tet komisk, ikke lade være at paavirkes særlig af dette

komiske, og det gik derfor Dorothea ved denne Lejlig-

hed, som det saa ofte var hændet hende i hendes Liv;

det blev hende umulig at holde sig fra at le; foran

hende stod Sigrids karleagtige Skikkelse og gav den

vel ti Aar ældi-e Dorothea en Formaning, som var denne

et lille Barn, der skulde snakkes godt for, og saa blev

Formaningen fremført i ægte norsk Bondedialekt, og

at Sigrid i sin enfoldige Iver tiltalte Dorothea med det

i Norge altid benyttede Du, fuldendte det komiske ved

Situationen. Dorothea svarede altsaa med en lille Lat-

ter, der af Sigi'id opfattedes som Bevis paa, at hun

havde truffet det rette til at faa Dorotheas Tanker ind

paa en rigtig Retning, og da Dorothea, snart beher-

skende sig, i Grunden maatte give Sigrid Ret i, at

det var meget bedre at vente i Kjøbenhavn paa F.'s

Hjemkomst, tilbragte de Resten af Aftenen mod at

træffe Aftale om Indrejsen.

Indtil F. kom hjem, sneg Tiden sig dog i det nu

triste Efteraarsvejr kun langsomt frem for Dorothea,

ogsaa efter at hun var kommen til Kjøbenhavn; men

da de først atter vare samlede, tog Tiden sig for at


185

løbe; det varede blot et Øjeblik, forekom det dem begge,

førend Datterdatteren, Sophie Hedevig, blev meldt som

forlovet, og da hun skulde bo i Kjøbenhavn, blev en

Lejlighed i F.'s Gaard indrettet til hende og hendes

vordende Mand, og da saa straks efter en Dattersøn

ogsaa blev gift, løb Tiden ganske vidunderlig hurtig

for F. og Dorothea. Som Bedsteforældre betragtede

havde de bevaret et ungdommeligt Ydre, Dorothea mest;

hendes Udseende havde altfor længe omkreset de circa

30 Aar. Ganske som i Forbigaaende fandt Tiden det

derfor nødvendigt, at hun ved at blive Oldemoder dog

niaatte se lidt ældre ud. Den anbi'agte derfor flere graa

Haar med lidt mere adstadig Førlighed til dem begge

den lod F. føle lidt Stivhed hist og her og kastede et

vist Værdigheds Slør over Dorotheas hele Person, der

klædte hende godt. Tit lykkedes det dog Børnebørns-

børnene at lokke den gamle Livsglæde frem, og deres

Mødre vare i en bestandig Uvished, om det var Olde-

moder eller Sigrid, der mest forkælede Børnene.

I to andre Henseender var det derimod Børnebørns-

børnene, der maatte gennemgaa en Periode af Uvished.

Den ene drejede sig om, hvorvidt Dorothea var deres

virkelige Oldemoder; deres Forældre forklarede dem,

at den rigtige Oldemoder var død; men naar de spurgte

Sigrid, benægtede hun vel ingenlunde dette; men hun

tilføjede, at Oldemoder inde i Stuen havde været saa

god mod Børnene, deres Forældre, Bedsteforældrene og

Sigrid selv, at hun var bleven en rigtig Oldemoder, og


186

da de smaa følte dette aldeles overbevisende, gik der

gerne en Del Aar, førend de fik Klarhed over, hvor-

dan det hang sammen. Den anden Uvished kom lige-

saa regelmæssig frem, naar alle Børnebørnsbørnene

samlede sig om Dorotheas Stol, og hun fortalte dem

gamle Historier fra sit Hofliv, eller naar Børnene kom

hjem og fortalte Oldemoder, at de havde set Charlotten-

borg udenpaa; da var det gerne et af de ældre Børn,

der bragte Uvisheden paa Bane i Spørgsmaalet: »Olde-

moder, var det hos Hendes Majestæt Enkedronningen

eller var det hos Prinsesse Sophie Hedevig, at Du var

Hoffrøken

; vJ^S^-A/^-J


M. R LERCHE?

BOGBINDERI

S R A n. 17 V


L4-?l^t


Kp t )r

>^

iJ b^ftj

11^7

'- ^fKur w-" -.Æ^t ^5^.^

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

BRIEF

PTB

0041428

Wif.i


A '11- io*

More magazines by this user
Similar magazines