Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

111

»Ja, Marthus, det kan være, men du seer,

At Glimt af Haab der næppe tindes her,

At dette Fald vil hende Doden give.

— Da vil det stakkels Barn alene Mive:

Den lille Sjæl ej flere Frænder har,

Og det den gamle meget nær sig ta'er.

»Det stakkels Barn, hvad skal hun gribe til?

Man har ej Evne, skjont man gjerne vil.

Hvad skal vi gjore ved den stakkels Pige?

Hor, Kærry, kan du ej et Raad mig sige?

Ej maa hun ene ud i Verden gaae;

iSej , Kærry, nej, vi hende hjælpe maae.«

»Ja, gode Barthus, deri har du Ret,

Alt længe har jeg grundet over det;

Jeg lovet har den gamle, hvis hun dode,

Vi vilde ej Viola fra os støde;

Jeg loved, at i Boriien hos os to

Herefter hun bestandig skulde boe.

Det gjorde jeg; thi, Barthus, vist jeg veed.

At Frøken Harriet er Kjærlighed,

At hendes Hjerte hører til de ægte,

Saa dette Barn hun ej vil Huusly uægte.

Jeg veed, jeg hendes Vilje har udført.

Som havde jeg af hendes Mund den hørt.»

»

More magazines by this user
Similar magazines