Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

138

Hun var ej mere træt; som vinget Fugl,

Der flyver om, at søge sig et Skjul,

Hun ilte frem, mens Stjernerne de blinked

Og straalende fra deres Himmel vinked;

Mens hist og her en eensom Flaggermuus

Sig hæved sukkende fra Vejens Gruus.

En Ugles hæse Skrig fra Skoven lød,

Og let en Hare over Vejen skjød.

Hun hørte Espekronen sagte suse

Og Havets Bølger i det Fjerne bruse.

Og glad hun fulgte denne kjendte Lyd,

Der var som Jiarn og Voxen hendes Fryd.

Snart stod hun ved det dylie, vilde Hav,

Og her sin hele Smerte Luft hun gav:

»Min gamle Ven, den stolte Havfrus Rige,

O, kunde i dit Bølgeskjød jeg stigel

Det er, som om en ukjendt, sælsom Lyst

Mig vilde drage til dit kolde Bryst.

Hvi blev du klædt i denne Trylledragt?

O Bølge, dæmp hos mig den vilde Magt!

Den blotte Tanke er en Synd, som stiger

Anklagende til hine lyse Riger,

Der hæve sig bag Sølverskyens Top,

JIvor hver en Tanke bliver skrevet op.

More magazines by this user
Similar magazines