Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

141

Og vugget blidt i disse J)r()mines Favn,

Med sænket Blik sad mod den sorte Ravn

Hun saae ej Baaden, som mod Stranden ilte;

Sit trætte Hoved hun i Haanden hvilte.

Thi det var træt af Tanker, træt af Graad,

Og derfor saae hun ej den fjerne Baad.

Den over Havet gled for fulde Sejl,

Den risted Runer i dets klare Spejl,

Den hasted frem i Nattens svale Vinde,

Mens drommende og alvorsfuld i Sinde

Mod Masten lænet op en Yngling stod

Og Blikket tyst paa Stranden hvile lod.

»O Barndomshjem« — han sagde med en Rost,

Der kom fra et af Minder opfyldt Bryst —

»Jeg kunde ikke dæmpe meer min Længsel,

Den brød sin Lænke, brod sit trange Fængsel,

Thi, Fædreland, du kaldte mig herhen —

Jeg kom, jeg være vil din Son igjeni

Jeg føler. Fædreland, at dine Baand

Dem kan ej løse nogen jordisk Haand,

Ej Hjertets Fryd, ej Sorgens blege Minder!

O nej, de fastere kun Baandet binder;

Ej Død, ej Haabet, som i Graven brast!

O nej, de binde Baandet dobbelt fast.«

;

More magazines by this user
Similar magazines