Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

Vel bryder Sanigen fra min MuiuJ

Med liflig Klang,

Dog toner dybt fra Hjertets Grund

En Sorgesang.«

Mildt bævende nu Sangen døde hen;

De sidste Toner Harpen gav igjen.

Hun tankefuld det skjonne Hoved bojed,

Et Taageslør sig sænked ned for Ojet.

Den lille Haand om Harpen greb saa fastj

At klagende de gyldne Strænge brast.

Saa sad hun tavs og drommende en Stund,

Et Smiil var lejret om den skjonne Mund;

Man LTste klart i Ojets lyse Stjerne,

At Sjælens Tanke dvæled i det Fjerne,

Mens Rosenkinden bag den gyldne Sky,

Der gled fra Pandens Marmor, søgte Ly.

Og Morphevs lydløst gjennem Luften drog,

Han sagtelig med sine Vinger slog;

Han slutted i sin Favn den skjonne Pige,

Han vugged hende blidt i Sovnens Rige.

Hun trodsende mod Gudens Almagt stred,

Til Ojets dunkle Flor sig sænked ned.

More magazines by this user
Similar magazines