Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

145

Nu greb han kjærlig hendes lille Ilaand,

Med stille Vemod brast det sidste Baand,

Som end det blege Minde holdt tilbage;

Men dybt i Hjertets Indre lod en Klage.

— Ej uden Kamp du Sjælens forste Drom

Seer svinde hen i Skammens vilde Strom.

— Ej uden Kamp den forste Kjærlighed

Du stige seer i Gravens Hvælving ned.

Og derfor klagede Violas Hjerte,

Og derfor vaanded det sig i sin Smerte,

Og derfor Hugos blide, klare Røst

Tilhvisked hende stille Haab og Trøst.

Og Haand i Haand de ned mod Stranden gik.

— Da hævede den sorte Ravn sit Blik

Og sagde blidt: »Nu, Hugo, Fredens Taare

Jeg græder sagtelig ved Sorgens Baare ;

Saa lad os bryde ud i Jesu Navn

»Hvad der er skeet, det skete til vort Gavn!»

:

More magazines by this user
Similar magazines