Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

Jeg elsked dig, jeg elsker dig endnu,

Som Dreng, som Mand til dig stod al min Hu.

Din Læbes Sniiil , det var min Morgenrøde

Det Haal>, jeg foite dybt i Sjælen gløde.

Du var min Tankes Flugt, mit Hjertes Slag,

Min Fortids .Morgen og min Fremtids Dag.

O Harriet, du saae min Kjærlighed,

Du vidste, hvor jeg kæmped, hvor jeg led;

Men tavst dit Hjerte blev ved al min Klage;

Du lokked og du stødte mig tilbage

Du tændte og du slukked Haabet ud.

Som hisset Himlen sine Stjerneskud.

9

Du skued rolig paa det Sjælemord;

Din Læbe aldrig gav et Trøstensord.

Jeg føler Ojet brænde, Hjertet banke.

Og Blodet rulle vildt ved denne Tanke;

Jeg kunde glemme, at jeg er en Mand

Og du en Kvinde, som ej kæmpe kan.

Men du er hildet i dit eget Garn,

Du elsker mig, du elsked mig som Barn.

Vi ere smedded' i de samme Lænker;

Du kun paa Alf, og Alf paa dig kun tænker.

Den Kjærlighed jeg i dit Oje saae,

Som ej det stolte Hjerte vil forstaae.

;

:

More magazines by this user
Similar magazines