Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

14

Og Stormen mægtig sine Vinger slog,

Med Brag og Buldren gjennem Luft den drog,

Og Havet vaagned af sin dybe Dvale;

Det slog mod Kysten med sin Bølgeliale.

Nu fik det Liv, det for saa øde Rum,

Hver lille Bølge blev et Bjerg af Skum.

Med bojet Hoved og med sænket Blik

I Fiskerhytten der en Pige gik.

Snart stirred hun i Lampens matte Flammer,

Snart hvilte Ojet i det øde Kammer.

Men hvergang Stormen døved Bølgens Kluk,

Der steg fra Pigens Bryst et bange Suk.

Den fagre Kind som Sneen var saa hvid,

Og Ojet talte om en indre Strid.

Snart stod hun lyttende, med Foden hævet,

Mens Hjertet bankede og Læben bæved;

Snart atter rastløs ilte hun sin Gang,

Mens Bølgens Brolen gjennem Ruden klang.

De sorte Lokker lig en dunkel Sky

Gled over Pandens friske Morgengry;

Den lille Haand dem holdt i hviden Lænke,

At Panden kunde uforstyrret tænke.

Mens kvalte Suk henover Læben brød.

Og Taaren fra det morke Oje flød.

More magazines by this user
Similar magazines