Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

17

Den tunge Byrde, som de tvende bar,

Nu lystes op af Arnens Flamme klar:

Det var en Yngling bleg, men skjon at skue;

Han var saa bleg, at Hjertet maatte grue.

Og Fiskerpigen smertelig udbrod:

»I Jesu Navn, I bringe jo en dod!«

Ej var han død; end Livet brændte mat,

Som eensom Stjerne i den raorke Nat.

Fra Pandens Marmor Dodens Stempel lyste,

Og Fiskerpigen ræd tilbage gyste

Da mod hans Bryst hun frygtsom Haanden holdt,

Og Hjertet var som Graven tyst og koldt.

Ja det var tyst, ej Livets Jubelsang

Igjennem dette brudte Indre klang. —

Med hjælpsom Haand omgave ham de Trende

For Livets halvt udslukte Gnist at tænde.

Da fra hans Bryst et sagte Suk sig sneg.

Og Døden fra sit bl^é Offer veg.

II Han lever I« — Fiskerpigen glad udbrød —

»Han lever! o, han er ej længer død!

Tak, Fader, Livets Fjende maatte vige!

— Jeg er jo kun en stakkels Fiskerpige,

Men til dit Hjerte naaer den mindste Røst,

Naar Takken kommer fra et ærligt Bryst.

Den sorte Ravn. 2

,

,

More magazines by this user
Similar magazines