Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

28

»Den er dromt udi Og Haabet det er slukt,

Og Himlens Port, den er for evig lukt.

Jeg er en Mand, og dog jeg kunde græde;

Thi Troen, Troen veget har sit Sæde.

Hvor er den nu, den faste Tro paa Gud?

Den døde hen, da Haabet sluktes ud.

Viola, Søster, o, min sorte Ravn,

Skal du da h\\\e ved en andens Favn?

Umuligt! Nej, den Tanke kan ej tænkes.

Og dog saa fast mit Hjerte til den lænkes!

Hun elsker ham, ham, som fra Bølgens Grav

Jeg frelste — og til ham hun Hjertet L'av.

O, var han sunket dybt i Bølgens Skjød!

O, var han blevet der! ja, var han død! —

Hvad siger jeg! hvad er det dog, jeg siger!

O Hugo, nu din gode Engel viser. —

Hvi kom han her? hvi skulde hun ham see?

Nej, han maa bort; vi kan ej være tre!

Ja, han maa bort! Hvad om han nu forsvandt?

Om aldrig mere Spor af ham hun fandt!

Ha, Frister, hæver du igjen din Stemme?

Vig bort, vig bort! jeg vil min Gud ej glemme,

Ej glemme Ham, som aldriir den forlod.

Der fast i Fristelser og Kampe stod."

More magazines by this user
Similar magazines