Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

32

Mat sank hun da tilbage paa en Stol;

Bag Sorgens Sky gik hendes unge Sol.

Hun græd; ja, Hjertet græd, men uden Taarer,

Og denne Graad langt mere Sjælen saarer

End Taarekilden , hvor den stroramer frit

Og dæmper Smerten og gjor Savnet blidt.

Her sad hun tavs og stille som en Grav,

Men Hjertets Dyb var som et oprørt Hav.

Skjont tavst og koldt det stolte Ætna smiler,

Et Hav af Ild dog i dets Indre hviler.

Ej af det Ydre seer vi eller veed,

Hvad Hjertet lider, og hvad Hjertet led.

»Snart maa vi skilles, snart han drager væk,

Jeg skal ej mere see de elskte Træk;

Snart \i\ mit Minde blegne i det Fjerne,

Som hist for Dagen blegner Nattens Stjerne.

Han glemmer Pigen ved den fjerne Sø,

Som for hans Lykke gjerne vilde døe.

Han drager bort, langt bort fra dette Sted;

O Gud, hvor gjerne drog jeg ikke med!

Han gaaer i Kamp, han søger Dødens Veje,

Han trænger til min Omhu, til min Pleje.

Kan jeg da blive her? — O, hvis han faldt I

Jeg maa ham følge, følge overalt!

More magazines by this user
Similar magazines