Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

39

Han ene gaaer i Kamp og Fare hen,

Han følges ej af Frænde eller Ven.

Jeg seer alt Staalet blinke i hans Hjerte;

Forvist jeg doer af Længsel, Angst og Smerte.

O, blev han saaret , fjernt i Kampens Larm,

Hvem vilde række ham en Broderarm ?»

En Haand blev let paa hendes Skulder lagt.

»Viola, jeg har hørt, hvad du har sagt.

Paa Dødens Leje loved jeg vor Moder,

Jeg vilde være dig en trofast Broder.

Jeg dette Løfte holde vil, du veed,

Ej som en Pligt, men som en Kjærlighed.

Viola mødte Hugos aabne Blik

— Vel bedre Broder ingen Søster tik.

Hun aabnede sin Favn, hun intet sagde,

Sin tavse Sorg hun ved hans Hjerte lagde.

»Du veed, o Broder!« — »Søster, jeg veed alt:

Dit Blik har sagt, hvad Læben ej har talt.»

»Du veed?» — »Jeg veed, Viola, du har lidt,

Skjont Læben lo, og Ojet smilte blidt;

Men vær ved frejdigt Mod og stands din Klage;

Han skal ej ene fra vor Hytte drage

For Staal og Kugler jeg i Kampens Dyst,

Vil tro ham værne med mit eget Bryst.

:

»

More magazines by this user
Similar magazines