Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

45

I Taarnets Tinde eensomt lijilen boer;

Dybt grundende den med sin Vinge slaaer,

Mens Flaggermusen sukkende sig hæver

Og klagende henover Graven svæver;

Mens Duggen med sin klare Perlerad

Nedsynker drommende i Rosens Blad.

At vandre eensomt her fra Grav til Grav!

Hver er en Bølge i et Dødens Hav;

Det hvide Kors, det er et Strandingsmærke,

Hvor Glemsel strander, Mindet er den stærke,

Der vidne skal, at den, som ankred her,

Han var, han er, han blier os altid kjær.

At vandre her, naar Foden den er træt

Og Ojet vaadt af Taarer, det har grædt!

Naar bævende endnu af indre Smerte

Det banker tungt og mat, det arme Hjerte;

Naar Sorgen Tankens Flugt har lagt i Baand

Og holder Haabet fjernt med karrig Haand —

Da falder Stenen fra det tunge Bryst,

Da tier brat derinde Sorgens Røst,

Og Tanken hæver frigjort sine Vinger,

Mens ingen Jordemagt dens Flugt betvinger;

Ej længer Sorgens Baand den holde fast.

De briste her, hvor alle Lænker brast.

More magazines by this user
Similar magazines