Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

47

Maaskee du plejer nu det vilde Hav,

Mens her jeg sidder sorgfuld paa en Grav;

Maaskee nu Kampens vilde Raab du følger

Mens jeg bag Borgens skumle Muur mig dølger;

Maaskee en Fjendes Sværd — o milde Gud,

Ej denne Tanke Hjertet holder ud.

Hvorfor har Gud mig dog paa Jorden sat?

I Sorgen staaer jeg eensom og forladt;

Jeg har ej Fader, og jeg har ej Moder,

Jeg har ej Søster, og jeg har ej Broder,

Ej Frænde eller Ven, der er mig huld;

Jeg har kun dem, man kjober sig ved Guld.

O Alf, min Alf, du var alene den.

Jeg følte, at jeg turde kalde Ven;

Og denne Ven, hvi lod jeg ham da drage?

Jeg har ej Kraft at kalde ham tilbage.

At træde Tvivl og Stolthed under Fo'd,

Dertil mit Hjerte fatter aldrig Mod.

Farvel da, Alf, Farvel, drag bort med Gud!

Blev jeg ej din, jeg bliver ingens Brud.

O, kunde jeg mig for dit Oje dølge!

O, kunde ukjendt Harriet dig følge!

Jeg blev ej her, jeg ilte strax afsted.

Og hvor du dvælte, der jeg dvælte med.»

,

More magazines by this user
Similar magazines