Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

56

End Fuglen boer i Skoven, end hæver den sin Trille;

Men endnu ej de unge paa Fuglen høre ville.

De bryde ud i Latter; men see: i Skoven samle

Sig Vintrens Born — de hvide, de furede, de gamle.

Med bitter Vemod lytte de nu til Fuglens Stemme;

At ej de for den horte , det kunne de ej glemme.

Snur rundt , snur rundt I

De Fuglen til Sanger kaarer.


»

Under Taarer

En Sky sig viste i den gamles Træk,

Hun rejste sig og satte Rokken væk.

»Det kjære Barn, hun bli'er saalænge ude;

Ej slige Drommerier godt bebude.

Mit gamle Hoved aldrig fatter ret,

At dette blege Barn er Harriet —

Den Harriet, der som en Rose rød

Sig vugged paa den salig Frues Skjød,

Hvis glade Latter gjennem Borgen trængte,

Naar paa den gamle Barthus" Ryg hun hængte.

Og nu hun er saa bleg, saa alvorsfuld.

Som var hun stegen frem af Gravens Muld.«

Mens Kærry stod der tankefuld i Sind,

Den gamle Barthus traadte lydløst ind

Han horte ej til dem, der gjorde Bulder.

Han lagde Haanden blidt paa hendes Skulder:

»Naa, Kærry, seer du ej, din Missekat

Han sidder i vor Frokens Havehat?

;

More magazines by this user
Similar magazines