Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

58

»Det kjære Barn saa dybe Sukke drog,

At bævende mit gamle Hjerte slog;

Jeg græd — ja, Kærry, jeg mig ikke skammer.

Jeg græd — jeg kunde ikke see den Jammer.

Jeg vilde kaste mig for hendes Fod —

Jeg følte Trangen, men jeg mangled Mod.

Jeg vilde bede hende varmt og kort,

Hun maatte ikke vende Hjertet bort.

Hun maatte ej os gamle to formene.

Hvad hun betro'de til de kolde Stene;

Hun maatte sige os sin Hjertevee,

Saa vilde vi den bære alle tre.

Hun maatte aabent tale med os to,

Der altid var og bliver hende troe.

Hun maatte aabne os sit syge Hjerte;

Vi vilde trofast dele hendes Smerte.

Hun kunde give trygt, hvad end hun gav:

Hun Aadste, det var samket i en Grav.

Jeg vilde gaae, men rorte ej en Fod,

Jeg vilde tale — Stemmen mig forlod;

Thi seer du, Kærry, Læben den forstummer,

Naar man er Vidne til en saadan Kummer.

Jeg vilde tale, men jeg kunde ej,

Saa gik jeg atter sorrigfuld min Vej.

More magazines by this user
Similar magazines