Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

59

Men som jeg gik, jeg tænkte op og ned,

Og naar man tænker, kommer Raad, du veed.

Jeg tænkte da: »Nej, Kærry tale burde;

Det vil hun vist; hun tor, hvad jeg ej turde.

Thi seer du, Kærry, Kvinden hun har Mod

Som oftest der, hvor Mandens ham forlod.

Og Kvindens Hjerte Kvindens bedst forstaaer.

Hvad, Kærry, om du til vor Frøken gaaer?

Og skulde ogsaa Frygt din Tunge lænke,

Saa skal du paa vor salig Frue tænke;

Da løses atter Ordet paa din Mund,

Og du kan tale frit af Hjertens Grund.«

»Ja, Barthus, jeg vil gjore, som du vil;

Mit Liv vor Frues Datter hører til.

Jeg tale vil, naar hun tilbage vender.

Hvis blot Vorherre Mod dertil mig sender.

Jeg aned længe, at den blege Sorg

Sig vilde lejre i vor gamle Borg.»

Her Kærrys Stemme sank fcil Hvisken ned.

Mens Blikket ængsteligt mod Doren gled:

»I Herrens Navn, lad onde Aander vige!

Gjor Korsets Tegn! For tor jeg ikke sige,

Hvad her bag Borgens Mure foregaaer

Af Aandefærd, naar Midnatstimen slaaer.«

More magazines by this user
Similar magazines