Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

73

Hun atter drog Viola til sit Bryst

Og sagde med en dybtbevæget Røst:

»Du er en Datter af min Søster kjære!

Er det ej saa? Det kan ej andet være!

Du søde Barn har arvet hvert et Træk

Af hende, som forlængst er draget væk.

Hvad du vil sige, alt mit Hjerte veed.

Græd ikke, Born, kom, sætter Eder ned!

Den sorte Sorgedragt mig strax lod vide,

At Fader hviler nu ved Moders Side.

Og da I Stakler misted begge dem,

Saa har I ogsaa mistet Eders Hjem.

Nu, for det forste kan vi alle tre

Vel rummes her, og saa vi faaer at see.

Der kommer Raad, naar blot vi give Stunder,

Den gode Gud os nok sin Hjælp forunder.

Men hvad hans vise Bud end leder til,

Jeg Eder aldrig, Born, forlade vil.«

Da sagde Hugo med bevæget Røst,

Idet han lagde Haanden paa sit Bryst:

»I Dødens Stund vor Fader mig mon bede.

At jeg herhid Viola skulde lede.

Nu er det skeet; jeg opfyldt har hans Bud,

Og saa jeg drage vil i Verden ud.

More magazines by this user
Similar magazines