Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

88

— Skjont Fred Naturen aanded overalt,

Hist Ojet paa en anden Scene faldt,

Hvor tvende Lejre deres Telte hæved,

Hvor Kampens Aande gjennem Luften svæved.

Der var ej Fred, der Krigens vilde Gud

Sit blodigrøde Banner folded ud.

Hvor kan dog Hjerter saa rovgjerrig slaae,

At Broder sees i Kamp mod Broder gaae!

Kan Mennesket dog ingensinde lære,

Hvad Forskjel der paa mit og dit skal være?

Er det da ædle Hjerter, de, der stred

I Had, og glemte Broderkj ærlighed'.''

Den Røver, som sin Næstes Skatte ta'er,

I samme Nu forbrudt sin Frihed har;

Men naar en heel Nation et Rige stjæler,

Dens Eftershegt med Stolthed blier dens Hæler.

Den var ej Røver — nej , men Helt — og dog

Det var det samme Maal, som begge drog.

1 Teltet hist, med Haanden under Kind,

Grev Alf sad tavs og alvorsfuld i Sind;

Han gjorde op sit Regnskab nu med Livet;

Han vidste ej, hvor langt det var ham givet.

Et blodigt Slag ved Daggry 'skulde staae;

Derfor han drommende tilbage saae.

More magazines by this user
Similar magazines