Den sorte Ravn

booksnow2.scholarsportal.info

Den sorte Ravn

91

Jeg frygter ikke Døden, skjiiiit I troer,

At Fred og Haab i dette Hjerte boer;

Det er det samme, hvad der er derinde,

Mig Døden dog skal fast og frejdig tinde.

Min Bortgang morknes ej af nogen Sky,

Naar blot min lille Søster finder Ly.«

»Vær rolig, Hugo! Hvis paa Herrens Bnd

Dit unge Liv iraorgen slukkes ud,

Den sorte Ravn ej ene staaer tilbage.

Nej, Hugo, trøstig Du i Kampen drage.

Hvor end Grev Alf i Verden vandrer hen,

Viola har en Broder og en Ven.«

Men atter Hugo traadte frygtsom nær:

»For denne Trøst, min Greve, takket vær!

Dog end en Bon: I veed, at Kvindens Hjerte

Det slaaer for den, der mildne vil dets Smerte;

Og denne Følelse — forstaa mig ret —

I Kvindehjertet sig forvandler let.

O ædle Greve, brug Forsigtighed!

At I er god, ja, meer end god, jeg veed;

Men, naar man tale vil med Trostens Stemme,

Man kan saa let Forsigtigheden glemme.

Et uberegnet Ord, et Blik, et Smiil

Kan saare meer end selv den skarpe Piil.

More magazines by this user
Similar magazines