Videnskabelige meddelelser

booksnow2.scholarsportal.info

Videnskabelige meddelelser

(Anni. 14.)

124

de Levninger, der dengang forelaa, kun vare ret ubetydelige; og Agorophhis

horer uomtvistelig til Tandhvalernes Række, som en nær Slægtning a.f Sqi'a-

lodon. Den Egenskab, der stiller Agorophius til Odontoceti i Modsætning

til Mystacoceti, er, at Overkjæbebenet bagest skyder sig pladeformet ud over

Pandebenets Prc. supraorhitalis, ikke standser foran den eller skyder sig indunder

den eller nejes med tillige at overdække den med en smal Rand

forrest. Efter den store Overensstemmelse, der ellers findes mellem Hoved-

skallerne af Agorophius og Patriocetus, skulde man vente, at de to Slægter

ogsaa i denne Henseende lignede hinanden; men efier Abel's Fremstilling

er Patriocetus heri som Bardehvalerne. Efter de fotografiske Billeder, der

ledsage A b e Ts Afhandling, er det neppe muligt at se, om hans Tydning af

Forholdene er rigtig eller ej ; dertil er Hovedskallen for meget forvitret og

uklar. Noget er der dog i hans Beskrivelse af Grændsen mellem Overkjæbe-

ben og Pandeben, der vist maa være urigtigt eller dog maa vække Tvivl:

Han siger om Overkjæbebenet, at det, inderst og bagest, ikke strækker sig

nær saa langt tilbage som Mellemkjæbebenets Prc. nasalis, som derimod paa

sædvanlig Maade. som hos andre Hvaler, strækker sig op, langt bagud, langs

Ydersiden af Næsebenet og længere. Men der er ellers ingen Hvaler, hver-

ken af Archæoceti, Mystacoceti eller Odontoceti, hos hvem Overkjæbebenet

inderst og bagest ikke naar lige saa langt tilbage som Mellemkjæbebenet eller

endnu længere, skydende sig op over Pandebenet ; det er en Arv -fra For-

fædrene blandt Rovdyr eller endnu fjernere Forfædre. Abel siger vel J. c,

p. 162), at Patriocetus i denne Henseende ligner Rhachionectes, en af de

nulevende Bardehvaler; men dette er en Fejltagelse; paa det ene af de Bil-

leder af Hovedskallen af Rhachionectes, der skyldes Andrews (1914, 1. c,

pi. XXV), sees netop tydelig, at en lang Udvæxt fra Overkjæbebenet strækker

sig langs Mellemkjæbebenets Yderside til dets bageste Ende, og Andrews

beskriver det saaledes (p. 261); paa det andet af Andrews' Billeder sees

Udvæxten ikke ; den er øjensynlig afbrækket, ligeledes paa de Billeder, der

skyldes Van Beneden Bull. Acad. Roy. des sciences, des lettres et des

beaux arts de Belgique, 2. sér., tome XLIII. Nr. ?, Febr. 1877, pi.) og True

1904, 1. c, pi. 47, fig. 1, og som forestille den samme Hovedskal iTrue's

Billed er det, hvortil Abel henviser). En lignende Skade maa sikkert Ho-

vedskallen af Patriocetus have lidt; og kan denne Udvæxt være afbrækket

uden at efterlade sig iøjnefaldende Spor, maatte det samme kunne gjelde en

tynd pladeformet Udvæxt, der har dækket Pandebenets Prc. supraorhitalis.

Hvor let noget saadant kan ske, viser Typen for Agorophius (.afbildet af

Le i dy, under Navnet Sqvalodon pygmæus, Journ. Acad. Nat. Se. Philadel-

phia, 2. ser., vol. VII, 1869, pi. XXIX, og af True, Smithson. Inst. publ. Nr.

1694, 1907, pi); paa Hovedskallens højre Side ere store Dele af Overkjæbe-

benets pladeformede Udvæxter over Pandebenets Prc. supraorhitalis afbræk-

kede, uden at have efterladt sig iøjnefaldende Spor paa Pandebenet.

Ogsaa i Abel's Fremstilling af Tandsættet hos Patriocetus er der for-

skjelligt, der er tvivlsomt. Han opgiver, at Tandsættet er det for Placentalia

typiske, 1 1 Tænder i hver Kjæbe ; men hvorledes han er kommen til denne

Overbevisning, er ikke at se. Den paagjeldende bedste Hovedskal mangler

More magazines by this user
Similar magazines