magasin 2012– 2013
magasin 2012– 2013
magasin 2012– 2013
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Hun var værgeløs over for deres modtagelse af hende<br />
ved begravelsen: “Familien stod i en lang række ved<br />
den efterfølgende reception, og jeg stod alleryderst.<br />
Alle omfavnede og kyssede hinanden, men ingen<br />
omfavnede mig.”<br />
En morgen havde hun ikke kræfter til at stå op.<br />
“Virksomheden og familielivet var min identitet, og<br />
jeg havde mistet det hele. Det var som om, jeg aldrig<br />
havde været til. Jeg kunne bare se denne meget lille,<br />
tomme verden og ingen ende på tomrummet. Hver<br />
dag føltes som et år, tiden gik så langsomt og pinte<br />
mig i den grad.”<br />
En psykiater diagnosticerede svær depression,<br />
og denne gang accepterede Rebecca diagnosen. Men<br />
hun strittede imod den indlæggelse, der forestod –<br />
måske ville Carlos familie udnytte den til at tage<br />
Gabriella fra hende? Aftalen blev, at hun fik et dag-<br />
tilbud på det lokale hospitals psykiatriske afdeling,<br />
men hun skulle vente tre måneder på at komme til.<br />
I dag kan Rebecca forstå og beskrive sin tilstand:<br />
“Meget af ventetiden sov jeg. Når solen skinnede på<br />
min hud, kunne jeg ikke nyde varmen. Duften af<br />
nyslået græs fornemmede jeg ikke.” Hendes sanser<br />
var lukket helt ned: “Folk, der ikke ved, hvad depres-<br />
sion er, er tilbøjelige til at tro, at det bare handler om<br />
at være ked af det, ekstremt ked af det. Og sådan var<br />
det overhovedet ikke for mig. Det var som om, jeg<br />
allerede var død. Det var en af grundene til, at jeg<br />
ønskede at dø.” Og der skete noget underligt med<br />
hendes evne til at opfatte trafiklys og stopsskilte:<br />
“Jeg kom flere gange til at køre over for rødt eller<br />
forbi stopskilte. Jeg fortalte det aldrig til nogen.”<br />
lundbeck <strong>magasin</strong> 2012-<strong>2013</strong> 47<br />
”<br />
folk, der ikke ved, hvad depression er, er<br />
tilbøjelige til at tro, at det bare handler om<br />
at være ked af det, ekstremt ked af det. og<br />
sådan var det overhovedet ikke for mig. det<br />
var som om, jeg allerede var død. det var en af<br />
grundene til, at jeg ønskede at dø.<br />
en helbredende kraft<br />
De første par uger i hospitalets dagtilbud græd hun.<br />
Så tog hun fat på at lære at ændre sig. Én hjemme-<br />
opgave var at øve sig i at sige nej, fx nej til at føle<br />
sig uvelkommen, når hun og hendes datter besøgte<br />
Carlos familie. Gabriella måtte gerne besøge dem,<br />
men Rebecca fritog sig selv for at tage med.<br />
På hospitalet fik hun også ideen til et nyt<br />
arbejdsliv. Under sit behandlingsforløb mødte hun<br />
mange patienter, der fik tilbagefald, fordi de ikke<br />
fandt forståelse hos familien og på arbejdspladsen<br />
for deres sygdom. “Folk ved ikke, hvad det vil sige at<br />
have en depression, og jeg forstod, at vi havde brug<br />
for en platform, hvor vi kunne oplyse og sprede<br />
viden,” fortæller Rebecca. Det blev starten på Moods<br />
Magazine, som hun begyndte at udgive i 2003.<br />
Første oplag var lille, men <strong>magasin</strong>et blev godt<br />
modtaget af både patienter og psykiatriens fagfolk.<br />
Det voksede til at blive en beskeden levevej, og mere<br />
end det: “Magasinet blev en helbredende kraft for<br />
mig, og er det stadig,” siger Rebecca. I 2006 modtog<br />
hun endnu en pris, denne gang Canadian Mental<br />
Health Associations Media Award, der uddeles for ene-<br />
stående bidrag til offentlighedens opmærksomhed på<br />
psykisk sundhed.<br />
Den gamle Rebecca længtes efter anerkendelse<br />
og samtidig efter at være hjemmegående mor til en<br />
stor børneflok. Hvad drømmer den nye Rebecca om?<br />
Om at høre til i en italiensk landsby. “Det er min<br />
store drøm at bo i Italien halvdelen af året. I en lille<br />
by ikke langt fra Amalfikysten.” Den drøm nævner<br />
hun så tit, at Gabriella driller hende med det. “Men<br />
hvorfor ikke?” smiler Rebecca. ”Jeg kunne lave<br />
<strong>magasin</strong>et hvor som helst i verden.”