Viggo Kampmann under besættelsen - Siden Saxo

sidensaxo.dk

Viggo Kampmann under besættelsen - Siden Saxo

Viggo

Kampmann

under

besættelsen

Danmarks statsminister i årene 1960-62, Viggo Kampmann, tog aktivt del i modstandsarbejdet

under den tyske besættelse. Sammen med kommunisten Isi Grünbaum lykkedes det

i 1943 at etablere en kreds af modstandsivrige tjenestemænd, der til daglig arbejdede i

centraladministrationen. Dette er historien om Kampmanns centrale rolle i Frit Danmarks

Tjenestemandsgrupper, om det samvittighedsfulde arbejde, om samarbejdsproblemerne med

især Grünbaum og om hans mindre glorværdige andel i retsopgøret efter besættelsen.

36 SIDEN SAXO NR. 4, 2004


Viggo Kampmann.

Det Kongelige Bibliotek

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

JESPER SKOV

»I

skal ikke blot ud at være embedsmænd – det skal I også, og vi taler ikke ringe om

det – men I skal tillige ud at være bannerførere i den kamp, som nu står og vil stå

om dansk ånd, om selvbevidsthed eller udslettelse… Derfor er det nu besindelsens

time. I den kamp består man ikke, om man er rodløs og uden indre substans.«

(Hal Koch: Lidt af Hvert, 1940)

Det er muligt, at fl ere af de personer, der senere blev en del af Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper,

var til stede dengang i april 1940, da professor i kirkehistorie,

Hal Koch, forkyndede disse ord under en forelæsning på Københavns Universitet.

I hvert fald kom arbejdet i tjenestemandsgrupperne under besættelsen på mange

måder til at afspejle samme livsforståelse og ånd, som man fornemmer hos Koch.

En ånd, hvis anstændighedskriterium fordrede bekendelse til den realitet, der hed

danskhed. Koch ville dyrke danskheden, ikke gennem sproglig patriotisme bundet

op på konge og fædreland, men gennem socialt engagement. Netop den tankegang

kom til at præge store dele af det modstandsarbejde, der, fra sensommeren 1943

og besættelsestiden ud, blev gennemført af den kreds af modstandsfolk, som blandt

andre talte senere stats- og fi nansminister Viggo Kampmann.

Kampmann blev i 1934, 24 år gammel, cand.polit. og herefter ansat i Det statistiske

Departement under Finansministeriet. Han interesserede sig meget for nationalindkomstberegninger,

og med 1930’ernes store fokus på reguleringsøkonomi repræsenterede

Kampmann på mange måder økonomernes indtog i statsadministrationen.

Polit-gruppen adskilte sig på fl ere måder fra den arketypiske, juridisk uddannede

embedsmandsfi gur. Ikke alene i kraft af uddannelsen, men i høj grad også ved, at

mange økonomer praktiserede et åbent og aktivt forhold til politik. Sådan forholdt

det sig med Viggo Kampmann, der konstant blev tiltrukket af den offentlige, politiske

debat. I det lys kan det ikke undre, at han under besættelsen også tog væsentlig del

i både modstandskampen og det efterfølgende retsopgør. Indsatsen blev udfoldet i

en sammenslutning, der bar navnet Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper.

29. august 1943

Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper blev stiftet umiddelbart efter den skelsættende

dato 29. august 1943, der markerer et så afgørende brud, at det giver mening

37


at tale om »et før« og »et efter«. For at forstå den 29. august må vi imidlertid tilbage

til besættelsens begyndelse.

Som følge af (freds)besættelsen af Danmark den 9. april 1940 opstod der et særligt

jurisdiktionsforhold mellem den danske udenrigstjeneste og den tyske værnemagt, som

i hele besættelsestiden prægede arbejdsgangen i centraladministrationen. Forholdet

betød, at Danmark formelt set endnu fungerede som en selvstændig stat, hvorfor den

diplomatiske kontakt mellem de to parter fortsat var henlagt til Udenrigsministeriet,

der helt frem til befrielsen i maj 1945 fungerede som mellemled på såvel politisk

som på overordnet administrativt plan.

Set fra tysk side henhørte Danmark i hele besættelsesperioden under Auswärtiges

Amt, og derfor lignede forretningsgangen på overfl aden forholdet mellem to suveræne

stater. Det betød også, at det blev en lille kreds af Udenrigsministeriets ledende

embedsmænd, der fi k den vanskelige opgave over for tyskerne at varetage den diplomatiske

administration af samarbejdspolitikken (også kaldet forhandlingspolitikken),

der betegner regeringens og Rigsdagens politik over for besættelsesmagten frem til

bruddet i august 1943. Selve håndteringen af samarbejdspolitikken var et diplomatisk

anliggende for så vidt angik de overordnede overvejelser vedrørende koordination

og argumentation over for besættelsesmagten.

Diplomatiets dilemma var imidlertid, som historikeren Bo Lidegaard udtrykker

det, at samarbejdspolitikken som strategisk option under de givne omstændigheder

blev bakket op af et bredt fl ertal i Folketinget, og at den derfor var det »lovlige valg«,

selvom dele af den var åbenlyst ulovlig. På mange måder bevægede myndighederne

sig godt og vel på kanten af det juridisk tilladelige, men disse krumspring gjorde det

utvivlsomt lettere at opretholde det måske nødvendige selvbedrag om landets status.

38

Augustoprøret i 1943 medvirkede indirekte

til oprettelsen af Frit Danmarks

Tjenestemandsgrupper. På billedet ses

demonstranter i Odense, der vælter en

politibil.

Frihedsmuseet

SIDEN SAXO NR. 4, 2004


SIDEN SAXO NR. 4, 2004

Jurisdiktionsforholdet indgik derfor som et nyttigt instrument i konserveringen af

parternes selvbestaltede fi ktion. De demokratiske spilleregler blev i hele perioden

fra 1940 til 1945 sat under voldsomt pres. Politikerne måtte konstant afveje, hvor

meget og hvordan de skulle samarbejde med tyskerne. Det var deres givne vilkår – i

hvert fald indtil de fi k nok og sagde fra. Da det skete, blev vejen samtidig ubevidst

banet for den særegne konstruktion kaldet departementschefstyret.

En kombination af henholdsvis besættelsesmagtens pres og Augustoprøret bevirkede, at

Scavenius-regeringen og hele det repræsentative system den 29. august 1943 ophørte

med at fungere. Stillet overfor et ublu tysk ultimatum, der bl.a. lød på øjeblikkelig

indførelse af mødeforbud for mere end fem personer, strejkeforbud, forsamlingsforbud,

udgangsforbud, pressecensur under tysk medvirken, oprettelse af særdomstole

og indførelse af dødsstraf for sabotage, valgte regeringen til modstandsbevægelsens

udelte glæde at indgive demissionsbegæring til kong Christian 10. Fra da af levede

man under endnu en fi ktion, der i dette tilfælde handlede om, at kongen aldrig

havde modtaget afskedsansøgningen, hvorefter ministrene ikke fungerede – men i

statsretlig forstand stadig eksisterede. (Den formelle fratræden skete først den 5. maj

1945). På det pågældende tidspunkt var der endnu usikkerhed om, hvorvidt besættelsesmagten

agtede at indsætte en ren lydregering, hvorfor kongen angiveligt ikke

ønskede at stå alt for isoleret og udsat i forhold til tyskerne.

Erstatningen kom få dage senere i kraft af en konstruktion, der med Christian

10.s billigelse sikrede grundlaget for, at administrationscheferne på egen hånd – i

en periode, der forventedes at vare et par uger – kunne varetage den offentlige forvaltning.

Konsekvensen af politikernes demission blev Den pragmatiske opfi ndelse,

»departementschefstyret«, der i overensstemmelse med et stærkt tysk pres i løbet af

september måned 1943 blev påtvunget de generelt uvillige administrationschefer.

Den offentlige forvaltning og dets tjenestemænd fortsatte således arbejdet efter den

29. august og bekræftede samtidig mundheldet om, at ministre forgår, mens embedsmænd

består. Modstandsbevægelsens fornøjethed blev imidlertid snart afl øst af

kritik, idet politikernes samarbejdspolitik i deres optik nu blot blev videreført af de

ledende embedsmænd.

Kampmann og Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper

Ikke alle i centraladministrationen brød sig altså om den mere eller mindre tvungne,

kollaborative videreførelse af samarbejdet med besættelsesmagten, og på den baggrund

fødtes Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper. Viggo Kampmann har om

opstarten fortalt, at kollegaen Isi Grünbaum (bror til tidligere fi nansminister Henry

Grünbaum) en dag spurgte, om han havde lagt mærke til de illegale blade fra Frit

Danmark. Det havde Kampmann, og han fortalte videre, at »Isi spurgte, om jeg havde

lyst til at fordele nogle af disse blade i centraladministrationen – samt om jeg måske kunne

tænke mig, at vi dannede en faggruppe indenfor Frit Danmark. Så dannede vi Frit Danmarks

Tjenestemandsgrupper, hvor Isi Grünbaum var formand og jeg var medhjælper. Med i gruppen

var også Michael Hartmann, Hans Topsøe-Jensen og én vi kaldte Den Lange [Jørgen Jensen].

Grünbaum foreslog, at vi i de numre fra Frit Danmark, som vi fi k inde fra hovedcentralen,

lagde nogle løsblade som vi kaldte Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper.« Disse løsblade

blev snart til et særskilt blad, Danske Tjenestemænd, hvis første nummer udkom i

slutningen af 1943.

39


Bladet havde tre primære formål. For det første ville man på tjenestemændenes

vegne udøve kritik af departementschefstyrets dispositioner. Dermed håbede man,

at kunne gøre en indsats for, at departementscheferne blev holdt på »rette vej« og

ikke blev besættelsesmagtens medspillere. For det andet skulle Danske Tjenestemænd

løbende informere læserne om tjenestemænd, som angiveligt lagde et unationalt

sindelag for dagen, dvs. tjenestemænd der blev anset for at være nazister, eller som

på anden måde optrådte som kollaboratører i forhold til besættelsesmagten. Endelig

ønskede man at instruere personalet i centraladministrationen (og senere også i Københavns

Kommune) i, hvorledes det skulle forholde sig i særlige situationer, f.eks.

i forbindelse med folkestrejken i København i juli 1944 eller i tilfælde af en allieret

invasion. Men brodden i Danske Tjenestemænd var især rettet mod departementscheferne

og de unationale tjenestemænd.

I de første måneder var det sådan, at Grünbaum og Kampmann stort set alene skrev

tjenestemandsgruppernes blad. Gennemlæser man bladene, vil man dog opdage en

vis afstand mellem fl ere af artiklerne. Grünbaum, der var tilknyttet DKP og derfor

måtte leve i illegalitet som følge af den grundlovsstridige særlov, som i august 1941

blev vedtaget af Rigsdagen, hævdede til tider stærke kommunistiske synspunkter

i Danske Tjenestemænd, mens Kampmanns artikler i højere grad var rundere og

mere midtsøgende. Kampmann havde i en årrække tilhørt Socialdemokratiet, men

gjorde det ikke under besættelsen. I 1935 meldte han sig ind i Frederiksberg-kredsen,

men da han i 1939 fl yttede til Amager, gled han ud af partiet. Efter eget udsagn var

det fordi, han glemte at sende en fl ytteanmeldelse. Først efter oktobervalget i 1945,

hvor Socialdemokratiet mistede 18 mandater i forhold til martsvalget 1943, fi k han

igen offi ciel tilknytning til partiet. Kampmann tilhørte dog aldrig andre politiske

partier end Socialdemokratiet, og noget egentligt værdimæssigt holdningsskred under

besættelsen kan ikke spores.

Inderkredsen etableres

På det legale politiske niveau havde der længe været kold luft mellem DKP og

Socialdemokratiet, og inden længe begyndte konstellationen med Kampmann og

Isi Grünbaum da også at vakle. Uenighederne trådte særligt frem, når tjenestemandsgrupperne

holdt redaktionsmøde i forbindelse med fremstillingen af Danske

Tjenestemænd. Her var drøftelsen af principielle synspunkter uomgængelig, og de

to frontfi gurer fi k ofte bølgerne til at gå højt, når der opstod uenigheder om bladets

redaktionelle linje. Kompromisets kunst var dog nødvendig, for ingen af de to

ophavsmænd syntes umiddelbart at kunne undværes.

Grünbaum var jo på mange måder den væsentligste katalysator i opstartsfasen,

idet han, udover at være initiativtager, også havde en stor kontaktfl ade til det illegale

modstandsmiljø. Han var imidlertid kendt som en brysk person, så ikke mindst

derfor var det væsentligt for rekrutteringsarbejdet, at Kampmann selv havde kontakt

til mange ansatte i Den røde Bygning (Finansministeriet). På kort tid fi k de to

nationaløkonomer da også i fællesskab etableret en inderkreds, der bestod af ca. ti

kollegaer i centraladministrationen. Kredsen talte bl.a. senere stiftamtmand Florian

Martensen-Larsen, senere rigsrevisor Jørgen Bredsdorff, senere retsformand Fritz

Michael Hartmann og senere præsident for Sø- og Handelsretten, Hans Topsøe-

Jensen. Sammen udgjorde de kernen i Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper.

Hans Topsøe-Jensen.

Det Kongelige Bibliotek

Fritz Michael Hartmann.

Det Kongelige Bibliotek

Florian Martensen-Larsen.

Det Kongelige Bibliotek

40 SIDEN SAXO NR. 4, 2004


Mogens Fog.

Det Kongelige Bibliotek

Frode Jakobsen.

Det Kongelige Bibliotek

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

Kontakten til Danmarks Frihedsråd – modstandsbevægelsens øverste organ og det

nærmeste landet kom en alternativ regering efter 29. august – foregik gennem Hartmanns

gode ven Mogens Fog. Ad den vej lykkedes det at etablere en selvbestaltet

sammenslutning af tjenestemænd, der uafhængigt af departementschefstyret kunne

knytte forbindelse mellem modstandsbevægelsen og de ansatte i først og fremmest

centraladministrationen.

Indsatsen udfoldede sig sådan, at medlemmerne hver især indsamlede oplysninger,

der skønnedes nyttige for modstandsarbejdet. Man forsøgte således at videreformidle

de andenhåndsberetninger, der dukkede op i de respektive ministerier, styrelser og

direktorater, efterhånden som beslutningerne på departementschefmøderne blev

kanaliseret ud i centraladministrationens forgreninger. Således modtog Topsøe-Jensen

i Justitsministeriet, uformelt og med jævne mellemrum, informationer fra sin

departementschef Eivind Larsen om, hvad man var blevet enige om på departementschefmøderne.

Ditlev Tamm har beskrevet, hvordan oplysningerne blev videregivet

uden eksplicit antydning af, at de evt. kunne anvendes i tjenestemandsgruppernes

modstandsarbejde. I den henseende har Kampmann måske også draget nytte af, at

han i 1944 blev fl yttet over i generalsekretariatet for regeringens beskæftigelsesudvalg

og samtidig tilknyttet venstremanden Thorkil Kristensens såkaldte professorudvalg

som sekretær. På den måde fi k inderkredsen viden om dele af de overvejelser og

drøftelser, der lå til grund for fl ere af departementschefstyrets og beslutninger. Oplysningerne

blev herefter drøftet i inderkredsen og i visse tilfælde videresendt til

forskellige kilder, som måtte have gavn heraf. F.eks. oplysninger, der udtrykte tvivl

om en tjenestemands nationale indstilling.

Kampmann versus Grünbaum

Da der ikke altid var enighed om den fælles linje, opstod der fra tid til anden store

interne diskussioner om Danske Tjenestemænds profi l, når de afgørende beslutninger

skulle træffes. De politiske uoverensstemmelser i Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper

knyttede sig i høj grad til forskellen i Grünbaums og Kampmanns grundholdninger,

og i slutningen af 1944 brast samarbejdet. Allerede i efteråret havde der været så megen

uro i den redaktionelle gruppe, at den selv indberettede til hovedledelsen af Frit

Danmark, at man ønskede orden på tingene og en ledelse, der i højere grad var enig

om, hvad der skulle ske i opløbet til den ventede befrielse. Der blev derfor arrangeret

et møde med en repræsentant for Frit Danmark, Børge Houmann, der fra fl ere sider

fi k forklaret den tilspidsede situation. Nogen tid senere mødtes Kampmann så med to

andre repræsentanter fra Frit Danmarks hovedledelse, Elias Bredsdorff og Teit Kærn.

Her blev det meddelt, at Grünbaum som følge af de mange uoverensstemmelser, var

blevet fl yttet til anden beskæftigelse inden for Frit Danmark, og dermed blev Kampmann

tildelt formandsskabet i Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper.

Striden mellem Kampmann Grünbaum markerede, at Frit Danmarks hovedledelse

på visse områder havde det sidste ord i selve organiseringen af tjenestemandsgrupperne.

Mere væsentligt er det imidlertid at hæfte sig ved det forhold, at Frit Danmark

i slutningen af 1944 foretrak Kampmann som leder. Det kan skyldes fl ere ting.

Måske har Frit Danmarks hovedledelse selv haft samarbejdsvanskeligheder med Isi

Grünbaum. For da Mogens Fog i oktober 1944 blev arresteret af tyskerne og efter-

41


følgende anbragt i Shellhuset, trådte anglicisten C.A. Bodelsen ind i hans sted som

ordfører i Frit Danmark og som dennes repræsentant i Frihedsrådet. Det kan ikke

afvises, at Bodelsens vikarieren – til Grünbaums ugunst – har trukket Frit Danmarks

synspunkter mod den politiske midte. En anden forklaring kan være, at Frit Danmark

erkendte nytteværdien af, at tjenestemandsgrupperne stod som en velfungerende

enhed, når arbejdet i forbindelse med retsopgøret skulle indledes.

Desuden er det interessant, at trods tilhørsforholdet til Frit Danmark var DKP kun

i ringe grad repræsenteret i tjenestemandsgruppernes inderkreds, hvis medlemmer

i vidt omfang tilhørte et socialt lag, hvor kommunisterne traditionelt stod svagere.

Alligevel er det sandsynligt, at mange udenforstående i samtiden opfattede Frit

Danmarks Tjenestemandsgrupper som et kommunistisk foretagende. Eksempelvis

fortæller Kampmann, at han umiddelbart efter den 5. maj 1945 var med i en kreds,

der diskuterede den netop nedsatte befrielsesregerings sammensætning. Med var

også Frode Jakobsen, der angiveligt blev noget urolig, da han hørte om Kampmanns

aktive indsats i tjenestemandsgrupperne, idet han automatisk antog, at Kampmann

så også var kommunist.

Reformkrav og tjenestemandsopgøret

Under alle omstændigheder fortsatte modstandsarbejdet i Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper

under den nyudnævnte leder. Danske Tjenestemænds vedvarende kritik

af besættelsesmagten, departementschefstyret og unationale kollegaer kørte videre og

blev i krigens sidste måneder suppleret af interessen for dels den offentlige forvaltnings

fremtid og dels det ventede retsopgør. Således udsendte tjenestemandsgrupperne i

april 1945 pjecen »Tjenestemændene og Demokratiet«, der argumenterede for en

forbedring af demokratiets tilstand i og omkring den statslige administration. Man

krævede en reformering af reglerne for ansættelse og forfremmelse, en markant

styrkelse af tjenestemandsorganisationerne, øget kontrol med forvaltningen og langt

større åbenhed. Desuden ønskede man at fl ytte hovedrevisoraterne (Rigsrevisionen)

fra Finansministeriet til Rigsdagen. Mange af disse ønsker blev siden efterkommet.

Nogle af dem dog først efter Kampmanns død i 1976. Pjecen afspejlede på mange

måder den ånd og det sociale engagement, der prægede tjenestemandsgruppernes

medlemmer. Hal Koch har utvivlsomt læst reformkravene med tilfredshed.

Umiddelbart før Tysklands kapitulation tog Kampmann endvidere, sammen med

Topsøe-Jensen og på vegne af Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper, fat på arbejdet

med at fremstille et lovudkast, som man ønskede som grundlag for afstraffelsen af

unationale tjenestemænd. Mogens Fog hævdede mange år senere, at Kampmann var

den ledende og strenge kraft bag tjenestemandsopgøret, idet han forlangte et kontant

opgør med ikke kun de danske nazister, men med alle, der efter tjenestemandsgruppernes

opfattelse havde svigtet ved at gå tyskernes ærinde.

Holdningen var, at disse følgagtige tjenestemænd måtte afskediges og retsforfølges.

Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper krævede derfor, at der blev nedsat en

undersøgelseskommission, som skulle kaste lys over landssvigerne. Kampmann blev

derfor den naturlige initiativtager til arbejdet vedrørende loven om oprettelsen af

en ekstraordinær tjenestemandsdomstol.

Første udkast til loven kom allerede en uge efter befrielsen i maj 1945. De retningslinjer,

der her blev skitseret, pegede bl.a. på, at det – i stil med Kommunistloven

42

SIDEN SAXO NR. 4, 2004


SIDEN SAXO NR. 4, 2004

– med tilbagevirkende kraft skulle vurderes strafbart at have været medlem af et ellers

lovligt politisk parti. Argumentet var, at tjenestemændene stod i et særligt forhold til

staten, og at det for enhver tjenestemand burde have været indlysende, at tilslutning

til et nazistisk parti, der arbejdede imod det grundlovsforankrede demokrati, var i

strid med en tjenestemands naturlige pligt til at vise loyalitet over for den danske stat

og dens befolkning. Få uger før vedtagelsen af loven tog tjenestemandsgrupperne

desuden initiativ til oprettelsen af et fællesudvalg, der skulle modtage, registrere og

videregive indberetninger om tjenestemænd, der angiveligt skulle have gjort sig

skyldig i uværdig national optræden.

Den endelige version af lov nr. 322 af 7. juli 1945 om oprettelsen af en ekstraordinær

tjenestemandsdomstol m.v. viste, at lovgiverne i vidt omfang fulgte det

oprindelige udkast, der var udarbejdet af Frit Danmarks Tjenestemandsgrupper.

Konsekvensen blev, at auditøren fi k forelagt knap 1.100 sager, hvoraf omkring 600

førte til tiltalerejsning. Godt 300 førte til afskedigelse af tjenestemænd, ca. 100 blev

mødt med en mildere sanktion, mens ca. 200 sager førte til frifi ndelse. Afskedigelserne

fordelte sig over hele landet og over alle grader af tjenestemandshierarkiet, men kun

to, der befandt sig på øverste chefniveau, blev straffet. Udrensningen ramte dermed

et fåtal målt i forhold til det samlede antal af tjenestemænd, og nok også færre end

Kampmann havde forestillet sig. For selv om tjenestemandsdomstolen ikke gik med

fl øjlshandsker, udtrykker det relativt beskedne antal domme, at nazifi ceringen reelt

set kun i begrænset omfang prægede den offentlige forvaltning i Danmark under

besættelsen.

Efterkrigstidens kritik af lov nr. 322, og dermed af Kampmanns og tjenestemandsgruppernes

arbejde, har været hård. Det kan da heller ikke nægtes, at også Kampmanns

engagerede og anstændige etiske oprør imod nazismens fortrædeligheder fi k ridser i

lakken, da den retslige skueproces efterfulgte befrielsen. Den helt specielle stemning,

der i sommeren 1945 prægede store dele af befolkningen i almindelighed, og modstandsfolk

i særdeleshed, har utvivlsomt givet den juridiske objektivitet svære vilkår.

En stærk politisk overbevisning hos de, der bedriver jura, vil altid være problematisk.

Det eksemplifi ceredes også i dette tilfælde, hvor Kampmann og tjenestemandsgruppernes

øvrige kompetente medlemmer var med til at videreføre det lovmæssige

miskmask, der også er en del af besættelsestidens historie.

Jesper Skov er cand.mag. og arkivar ved Rigsarkivet

Litteratur:

Kampmann, Viggo: Mit forhenværende liv – i glimt, København 1971.

Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand under besættelsen, København 2001.

Tamm, Ditlev: Retsopgøret efter besættelsen, København 1984.

Kilder:

Danske Tjenestemænd, 1943-1945. Frihedsmuseets arkiv.

Interview med Viggo Kampmann, maj 1974. Det Kongelige Biblioteks båndsamling.

43

More magazines by this user
Similar magazines