PRAKSISUNDERSØGELSE Merudgifter og tabt ... - Ankestyrelsen

ast.dk

PRAKSISUNDERSØGELSE Merudgifter og tabt ... - Ankestyrelsen

Den Sociale Ankestyrelse

3. kontor/Analysekontoret

j.nr. 566-01

PRAKSISUNDERSØGELSE

Merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste

Servicelovens §§ 28 og 29

Januar 2003


Indhold

1. Resumé ………………………………………………… 3

2. Ankestyrelsens anbefalinger ...............................……… 5

3. Undersøgelsens baggrund og formål .............................. 7

4. Undersøgelsens omfang .................................................. 8

5. Resultat af undersøgelsen …...………………………… 10

6. Legalitetsvurderingen………………………………….. 14

7. Formalitetsvurderingen ……………………………….. 25

8. Bilag ………………………………………………….. 39

3


1. Resumé

Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse af 100 kommunesager om hjælp til dækning

af merudgifter efter servicelovens § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter

servicelovens § 29. I undersøgelsen indgår desuden 28 ankesager, hvor det sociale nævn i de

pågældende amter har truffet afgørelser efter servicelovens §§ 28 eller 29.

Sagerne, der indgår i praksisundersøgelsen, er afgjort i kommuner og nævn før 1. september 2001.

Sagerne er gennemgået med henblik på at vurdere, om de trufne afgørelser er i overensstemmelse

med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis – legalitetsvurderingen. Ankestyrelsen har alene

erklæret sig uenig i afgørelser, der er truffet af kommuner og nævn, hvis afgørelsen efter

Ankestyrelsens vurdering er i klar modstrid med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen har endvidere gennemgået sagerne med henblik på en vurdering af, om

myndighederne har overholdt de forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige krav til

sagsbehandlingen – formalitetsvurderingen. I denne vurdering er blandt andet indgået om

afgørelserne er behandlet i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens §§ 4 og 5 om

borgerinddragelse og helhedsvurdering.

I hovedparten af sagerne fra kommunerne har ansøgeren fået bevilget hjælp efter enten

servicelovens § 28 eller servicelovens § 29. I en del sager, hvor der har været tale om forlængelse af

en tidligere hjælp til merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste, har der ikke foreligget en ansøgning

fra ansøger, og Ankestyrelsen har derfor i disse sager lagt til grund, at ansøger har fået medhold i

forbindelse med en ny afgørelse om forlængelse, medmindre der har foreligget oplysninger om at

ansøger har ønsket at få ændret hjælpen.

Nævnene har i 16 af de 28 sager stadfæstet kommunernes afgørelser om afslag på hjælp. I de

resterende 12 sager har nævnet helt eller delvist ændret kommunens afgørelse og herefter i 9

tilfælde tillige hjemvist sagen til fornyet behandling i kommunen.

Legalitetsvurderingen

Undersøgelsen viser for de kommunale sagers vedkommende, at kommunerne i de 2 amter i 42

procent af sagerne har truffet afgørelser, der er i overensstemmelse med lovgivningen og

Ankestyrelsens praksis. I 2 sager svarende til 2 procent af de kommunale sager har Ankestyrelsen

erklæret sig uenig i afgørelsen og i 56 procent af de kommunale sager, har Ankestyrelsen været i

tvivl om afgørelsens rigtighed på grundlag af de foreliggende oplysninger.

For nævnssagernes vedkommende er nævnenes afgørelser og Ankestyrelsens bedømmelse

sammenfaldende i 71 procent af sagerne. I de resterende 29 procent af sagerne har Ankestyrelsen

været i tvivl om afgørelsens rigtighed på det foreliggende grundlag. Ankestyrelsen har ikke erklæret

sig uenig i nogle af nævnsafgørelserne.

I de sager fra nævn og kommuner hvor Ankestyrelsen var i tvivl om legaliteten, beroede tvivlen i de

fleste sager på at sagerne ikke var tilstrækkeligt oplyst. Der manglede således i en del sager

relevante oplysninger om nødvendigheden af en bevilget merudgift, størrelsen heraf eller

baggrunden for bevilling af hjælp til tabt arbejdsfortjeneste, herunder omfanget heraf. Det skal dog

samtidig bemærkes, at Ankestyrelsen er opmærksom på, at der i de fleste sager har været tale om en

4


afgørelse, som er truffet som led i et flerårigt sagsforløb, og at en del af de manglende oplysninger

derfor kan have foreligget i nogle af de sagsakter, som ikke er blevet indsendt til Ankestyrelsen.

Opmærksomheden skal endvidere henledes på det forhold, at Ankestyrelsen havde anmodet om

ikke at modtage førstegangsafgørelser og at Ankestyrelsen alene havde anmodet om få tilsendt

sagsakter i forhold til en konkret afgørelse.

Ankestyrelsen har tillige været i tvivl om legaliteten i andre tilfælde. Som eksempel herpå kan

nævnes, at Ankestyrelsen i relation til hjælp efter servicelovens § 28 om merudgifter fandt flere

eksempler på, at kommunerne alene ydede hjælpen efter regning og således fravalgte muligheden

for at udarbejde et skøn over fremtidige merudgifter. Ankestyrelsen finder ikke, at en sådan

fremgangsmåde er i overensstemmelse med servicelovens § 28 og formålet hermed.

Ankestyrelsen fandt endvidere i forhold til afvikling af hjælp ydet efter servicelovens § 29

eksempler på sager, hvor hverken kommune og/eller nævn synes at have taget højde for reglen i §

13 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse og hjælp til tabt arbejdsfortjeneste,

hvorefter hjælp efter servicelovens § 29 – som udgangspunkt - ydes i 3 måneder efter at

betingelserne for at modtage hjælpen er ophørt.

Formalitetsvurderingen

Kommunesagerne

I de fleste af kommunesagerne svarende til 76 procent af sagerne vurderede Ankestyrelsen, at der

var foretaget den fornødne helhedsvurdering. Ankestyrelsen fandt således at der i sagerne forelå

oplysninger, som indicerede at der var taget højde for ansøgers mulige behov for hjælp og

rådgivning. Ankestyrelsen fandt i forlængelse heraf også alene i et par tilfælde eksempler på at

nævnene burde have påtalt og taget stilling til konsekvenserne af kommunernes manglende

helhedsvurdering.

For så vidt angår borgerinddragelsen fandt Ankestyrelsen endvidere, at hovedparten af

kommunesagerne svarende til 78 procent bar præg af forholdsvis hyppig og tilstrækkelig kontakt

mellem borger og kommune. Kontakten var typisk i form af personlig kontakt, telefoniske samtaler,

møde i forvaltningen og/eller hjemmet, men i en række sager forelå der også skriftligt materiale i

form af breve og/eller e-poster.

I forhold til oplysningsgrundlaget fandt Ankestyrelsen, at der forelå tilstrækkelige oplysninger i 43

procent af kommunesagerne, mens Ankestyrelsen i 49 procent af sagerne fandt det tvivlsomt, om

der forelå tilstrækkelige oplysninger. I de fleste af disse sager var der imidlertid tale om tilfælde,

hvor afgørelsen var truffet som led i et flerårigt sagsforløb, og hvor der ikke forud for den vurderede

afgørelse var indhentet en række nye oplysninger om eksempelvis personkredsen, men hvor

Ankestyrelsen på baggrund af de øvrige sagsakter kunne konstatere, at kommunen tidligere havde

forholdt sig til personkredsen og således på dette tidligere tidspunkt havde haft relevante

oplysninger herom.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunerne i de fleste sager svarende til 77 procent af sagerne

havde udarbejdet en skriftlig afgørelse.

I 64 procent af sagerne var der givet begrundelser, som er i overensstemmelse med

forvaltningslovens §§ 22-24. I 31 procent af sagerne var Ankestyrelsen i tvivl om, hvorvidt

5


egrundelserne var i overensstemmelse med reglerne. Tvivlen måtte i disse tilfælde tilskrives det

forhold, at Ankestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger var i tvivl om, hvorvidt

afgørelsen gav ansøgeren fuldt medhold. I det omfang, ansøgeren ikke havde fået fuldt medhold,

ville begrundelserne således i disse tilfælde være utilstrækkelig.

I forhold til det anførte om skriftlighed fandt Ankestyrelsen endvidere i flere sager vedrørende

hjælp til tabt arbejdsfortjeneste anledning til at gøre opmærksom på, at kommunens fastsættelse af

udbetalingens størrelse også er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. I flere sager havde

kommunen således ikke udarbejdet en skriftlig afgørelse om udbetalingens størrelse til ansøger,

men alene noteret udbetalingen i kommunens journal, hvorefter beløbet var blevet overført til

ansøgers bankkonto.

I forhold til anvendelse af forvaltningslovens bestemmelse om partshøring fandt Ankestyrelsen, at

kommunerne ikke havde foretaget partshøring i de fleste af de relativt få sager, hvor der skulle have

været foretaget partshøring. Den overvejende del af kommuneafgørelserne var truffet på baggrund

af oplysninger afgivet af ansøgeren, hvorfor der ikke i disse tilfælde var grundlag for at foretage

partshøring.

I relation til kommunesagerne fandt Ankestyrelsen endelig, at der var blevet givet korrekt

klagevejledning i 74 procent af sagerne.

Nævnssagerne

I forhold til oplysningsgrundlaget i nævnssagerne fandt Ankestyrelsen alene anledning til at være i

tvivl om, hvorvidt nævnet havde haft de fornødne oplysninger i 2 sager.

Ankestyrelsen fandt endvidere i 89 procent af nævnssagerne svarende til 25 sager, at der var givet

en korrekt begrundelse.

Ankestyrelsen fandt endelig, at der var foretaget korrekt partshøring i 86 pct. af nævnssagerne, og at

der i 50 pct. af nævnssagerne var vedlagt en korrekt klagevejledning. I de resterende 14 nævnssager

– alle fra samme nævn – var der i afgørelsen henvist til en vedlagt klagevejledning.

Klagevejledningen forelå ikke i de sagsakter, Ankestyrelsen havde modtaget. Nævnet har imidlertid

efterfølgende oplyst, at afgørelserne har været ledsaget af en klagevejledning. Ankestyrelsen har

herefter modtaget en kopi af nævnets klagevejledning og konstateret, at vejledningen er i

overensstemmelse med kravene i forvaltningsloven.

2. Ankestyrelsens anbefalinger

Ankestyrelsen har ved gennemgangen af sagerne konstateret nogle problemfelter i kommunernes og

nævnenes sagsbehandling.

Gennemgangen har således givet anledning til en række kommentarer. Særligt skal her fremhæves:

• Oplysningsgrundlag

Ankestyrelsen har i en del af de modtagne sager haft vanskeligt ved at vurdere afgørelsernes

overensstemmelse med lov og praksis. En af de væsentligste årsager til at Ankestyrelsen således

har været i tvivl om afgørelsernes legalitet har været, at der i mange sager har foreligget

6


forholdsvis få oplysninger om barnets lidelse, nødvendigheden af en ansøgt merudgift, herunder

størrelsen heraf m.v.

Ankestyrelsen finder derfor, at undersøgelsens resultat giver anledning til at gøre kommuner og

nævn opmærksomme på nødvendigheden af et fyldestgørende oplysningsgrundlag og herunder

bestemmelsen i offentlighedslovens § 6 om notatpligt.

I sager, hvor der løbende har været ydet hjælp efter servicelovens §§ 28 og/eller 29, er det

således nødvendigt, at myndigheden sikrer sig, at der ikke er sket ændringer af betydning for

afgørelsen i de sociale eller helbredsmæssige forhold, før der træffes en ny afgørelse.

Ankestyrelsen finder, at kommunen i disse tilfælde kunne overveje, hvorvidt det i forbindelse

med en ansøgers første henvendelse til kommunen ville være hensigtsmæssigt at udarbejde et

standardiseret skema, hvor der redegøres for de forhold, - herunder oplysninger om helbred,

sociale forhold og beregning af merudgifternes størrelse, som er relevante for vurderingen efter

servicelovens § 28 og 29. I forbindelse med en fornyet vurdering af en ansøgning om fx

forlængelse af en løbende merudgiftsydelse, vil kommunen herefter kunne tage udgangspunkt i

det tidligere udarbejdede skema inklusive eventuelle senere anførte bemærkninger, herunder

henvisninger til indhentede oplysninger og henvise hertil i den nye afgørelse.

• Fastsættelse af merudgifter

I flere sager er der eksempler på at kommunerne i mange tilfælde yder hjælp til merudgifter

efter servicelovens § 28 i form af enkeltydelser, som udbetales efter regning. Ankestyrelsen

finder imidlertid, at det er væsentligt, at såvel kommuner som nævn er opmærksomme på at

princippet bag servicelovens § 28 er, at merudgiftsydelsen skal ydes som et fleksibelt

standardiseret tillæg, som udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte og/eller

dokumenterede merudgifter. Udbetaling af enkeltydelser efter regning bør således ikke være

udgangspunktet for hjælp efter § 28.

• Afviklingsperiode

Ankestyrelsen fandt i nogle sager grundlag for at være i tvivl om, hvorvidt kommuner og nævn

havde været opmærksom på § 13 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998

om merudgiftsydelse og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste om afvikling af hjælp efter

servicelovens § 29. Ankestyrelsen finder derfor, at nærværende undersøgelse giver anledning til

at gøre kommuner og nævn opmærksomme på reglerne herom.

• Skriftlighed

Den overvejende del af de modtagne afgørelser var skriftlige. Efter Ankestyrelsens opfattelse

kan det imidlertid anbefales, at alle afgørelser meddeles i skriftlig form af hensyn til

dokumentation og retssikkerhed - også selvom der er tale om en positiv afgørelse set fra

borgerens synspunkt.

I forhold til servicelovens § 29 fandt Ankestyrelsen i undersøgelsen flere eksempler på, at

kommunerne ikke havde udarbejdet en skriftlig afgørelse vedrørende udbetalingens størrelse i

forbindelse med hjælp til tabt arbejdsfortjeneste. Størrelsen af den bevilgede udbetaling var

7


således blot anført som en meddelelse om udbetaling i kommunens journal. Ankestyrelsen

finder det imidlertid væsentligt at gøre opmærksom på, at en afgørelse som alene indeholder

oplysninger om udbetalingens størrelse også er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ankestyrelsen finder derfor, at det af hensyn til dokumentation og retssikkerhed må anbefales,

at afgørelser, som alene indeholder oplysninger om udbetalingens størrelse, også meddeles i

skriftlig form.

• Begrundelse, partshøring og klagevejledning

Ankestyrelsen finder, at undersøgelsens resultat generelt giver anledning til at henlede

opmærksomheden på kravene om begrundelse, partshøring og klagevejledning. Ankestyrelsen

finder i denne forbindelse, at det i forhold til partshøring, er væsentligt at være opmærksom på,

at ansøgeren som det praktiske udgangspunkt skal partshøres over alle oplysninger, som

indhentes af myndigheden, og som ansøgeren ikke er bekendt med.

3. Undersøgelsens baggrund og formål

Den Sociale Ankestyrelse har gennemført en undersøgelse af praksis vedrørende afgørelser om

merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 28 og 29 i Frederiksborg og

Ringkøbing amter. Undersøgelsen er gennemført som led i Ankestyrelsens forpligtigelse efter

retssikkerhedsloven til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan

indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Ankestyrelsens praksisundersøgelser medvirker til at sikre en koordinering af praksis mellem de

instanser, der træffer afgørelser i sociale sager, og at sikre borgeren en ensartet behandling på

landsplan. Resultaterne af Ankestyrelsens praksisundersøgelser indgår i den dialog, som

Ankestyrelsen fører med de lokale myndigheder og danner derved grundlag for den vejledning, som

Ankestyrelsen og de sociale nævn yder.

I en praksisundersøgelse foretager Ankestyrelsen en gennemgang af sagerne primært med henblik

på en legalitetsvurdering af afgørelsernes korrekthed i forhold til lovgivningen og Ankestyrelsens

praksis. Desuden foretager Ankestyrelsen en formalitetsvurdering af sagerne, herunder en vurdering

af de særlige krav til tidsfrister, skriftlighed, borgerens inddragelse mv., som de konkrete sagstyper

giver anledning til. I formalitetsvurderingen indgår ligeledes en vurdering af, om de

forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige regler overholdes.

Da praksisundersøgelsen kun omfatter et mindre antal afgørelser fra hver kommune, vil

undersøgelsen ikke sigte på at belyse praksis i den enkelte kommune, men i kommunerne som

helhed og nævnspraksis i sammenhæng hermed.

Regelgrundlaget

Sagerne er vurderet ud fra de regler og udsendte Sociale Meddelelser, der var gældende på det

tidspunkt, som sagerne vedrører. Det drejer sig om §§ 28 og 29 i lov om social service – om

merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der forsørger et barn i hjemmet med

betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse –

samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28

og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service.

8


Lov om social service

Merudgiftsydelse

§ 28. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et

barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en

følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med

udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.000 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af

det konkrete behov og udbetales med én eller flere ottendedele af standardbeløbet.

Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end ét standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet nævnt i stk. 2. Der skal

sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år,

før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til

pasning m.v. følges.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes

hjælp til og betingelserne herfor.

Tabt arbejdsfortjeneste

§ 29. Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i

hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det

er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er

mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på

baggrund af den tidligere bruttoindtægt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt

arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

4. Undersøgelsens omfang

Praksisundersøgelsen omfatter kommunerne og de sociale nævn i Ringkøbing og Frederiksborg

amter. I undersøgelsen indgår 51 sager vedrørende servicelovens § 28 og 49 sager vedrørende

servicelovens § 29 fra kommunerne i de 2 amter. Derudover indgår 14 ankesager, hvor de sociale

nævn har truffet afgørelse efter servicelovens § 28, og 14 ankesager hvor de sociale nævn har truffet

afgørelse efter servicelovens § 29.

Der indgår således i alt 100 kommunale sager og 28 ankesager i undersøgelsen.

Tabel 4.1 Antal sager i undersøgelsen vedr. servicelovens §§ 28 og 29.

Amt

Kommunesager

§ 28 § 29

Nævnssager

§ 28 § 29

I alt

§ 28 og § 29

Ringkøbing 23 25 7 7 62

Frederiksborg 28 24 7 7 66

I alt 51 49 14 14 128

9


4.1. Kommunesagerne

Samtlige kommuner i de 2 amter blev bedt om at indsende de seneste afgørelser, hvor kommunen

havde truffet afgørelse inden den 1. september 2001 efter servicelovens §§ 28 og 29.

Kommunerne blev anmodet om ikke at indsende sager, der vedrørte vådliggerbørn, allergibørn eller

for tidligt fødte børn og førstegangsbevillinger. Sagerne skulle indsendes i omvendt kronologisk

rækkefølge, således at første sag vedrørte den seneste afgørelse før 1. september 2001, anden sag

vedrørte den næstsidste afgørelse før 1. september etc. Antallet af sager, der blev indhentet fra hver

kommune, blev afpasset efter kommunernes befolkningsstørrelse. Samtlige akter i borgerens sag

vedrørende servicelovens §§ 28 og 29 skulle medsendes. Der skulle ikke sendes afgørelser, som var

blevet anket til det sociale nævn.

Fra kommunerne i Ringkøbing Amt havde Ankestyrelsen anmodet om at modtage 50 sager.

Ankestyrelsen modtog alene 41 sager. De fleste af de indkaldte sager indeholdt både afgørelser

vedrørende servicelovens § 28 og servicelovens § 29. I de tilfælde, hvor kommunen ikke havde

indsendt det antal sager, Ankestyrelsen havde anmodet om, valgte Ankestyrelsen at vurdere nogle

af sagerne efter såvel servicelovens § 28 som servicelovens § 29. De enkelte kommuner har derfor

fået vurderet det antal sager, som Ankestyrelsen havde anmodet om at modtage. 2 sager udgik

imidlertid af undersøgelsen, idet de trufne afgørelser var blevet påklaget til det sociale nævn. Fra

kommunerne i Ringkøbing Amt er der herefter indgået 48 afgørelser i undersøgelsen.

Fra kommunerne i Frederiksborg Amt modtog Ankestyrelsen de 52 sager, som Ankestyrelsen havde

anmodet om at få indsendt. Alle 52 afgørelser er indgået i undersøgelsen.

Der indgår derfor i alt 100 kommunale afgørelser i undersøgelsen.

4.2 Nævnssagerne

De sociale nævn i de 2 regioner, henholdsvis Ringkøbing Statsamt og Frederiksborg Statsamt, blev

på samme måde anmodet om at indsende ankesager vedrørende servicelovens §§ 28 og 29, som var

afgjort før den 1. september 2001. Nævnene blev anmodet om ikke at indsende sager, der vedrørte

vådliggerbørn, allergibørn eller for tidligt fødte børn og førstegangsbevillinger. Sagerne skulle

ligeledes her indsendes i omvendt kronologisk rækkefølge, således at den første sag vedrørte den

seneste afgørelse før 1. september 2001, sag nr. 2 den næstsidste afgørelse før 1. september 2001

etc. Samtlige akter i sagerne skulle medsendes. Sager der var blevet anket til Den Sociale

Ankestyrelse, skulle ikke medsendes.

Fra det sociale nævn i Ringkøbing Statsamt har Ankestyrelsen modtaget 14 sager, hvoraf 7 sager

vedrørte servicelovens § 28 og 7 sager vedrørte servicelovens § 29. Alle 14 sager er indgået i

undersøgelsen.

Fra det sociale nævn i Frederiksborg Statsamt har Ankestyrelsen modtaget 14 sager, hvoraf 7 sager

vedrørte servicelovens § 28 og 7 sager vedrørte servicelovens § 29. Alle 14 sager er indgået i

undersøgelsen.

Der indgår således i alt 28 ankeafgørelser.

10


5. Resultat af undersøgelsen

5.1 Generelle bemærkninger

Ankestyrelsen har alene erklæret sig uenig i en afgørelse, såfremt afgørelsen har været klart i strid

med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen har i en del af sagerne fra kommunerne ikke været i stand til at vurdere, hvorvidt de

trufne afgørelser udelukkende var begunstigende for ansøgerne og/eller været i stand til at vurdere,

hvorvidt de trufne afgørelser var lovmedholdelige - legaliteten. Det skyldes primært, at

oplysningsgrundlaget var for spinkelt.

Det anførte om oplysningsgrundlaget skal imidlertid sammenholdes med det forhold, at der i langt

de fleste sager var tale om afgørelser, der blev truffet som led i et flerårigt sagsforløb.

Ankestyrelsen har i forbindelse med undersøgelsen alene anmodet om at få sagsakter i forhold til en

konkret afgørelse. Ankestyrelsen har derfor ikke i alle sager sagsakter tilbage fra tidspunktet for den

første kontakt mellem ansøger og kommune. Dokumentation for forhold som eksempelvis barnets

funktionsevne og oplysninger om baggrunden for bevilling af en bestemt ydelse, herunder

størrelsen heraf, kan således have været indhentet af kommunen og/eller foreligget i sagen på et

tidspunkt, der ligger forud for afgørelsen og de sagsakter, Ankestyrelsen har modtaget.

Ankestyrelsen har imidlertid i det omfang, det har været muligt, forsøgt at vurdere sagerne på

grundlag af den foreliggende dokumentation. I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen på baggrund af

oplysningerne i sagen som helhed har været i stand til at vurdere afgørelsernes legalitet, har

Ankestyrelsen således ikke erklæret sig i tvivl om legaliteten. Ankestyrelsen har dog samtidig i flere

af disse sager gjort opmærksom på, at der ikke har foreligget mere præcis dokumentation for

børnenes funktionsevne, lidelse, ydelser mv.

Ankestyrelsen har ved vurderingen af sagerne lagt til grund, at afgørelser om omfang af hjælp til

merudgifter og hjælp til tabt arbejdsfortjeneste i et vist omfang beror på en konkret individuel

vurdering. Hvis der fx er tale om en afgørelse, hvor der er bevilget 6 timers ugentlig tabt

arbejdsfortjeneste, vil det i vid udstrækning bero på en meget konkret vurdering af sagens

omstændigheder, hvorvidt der i stedet skulle have været bevilget 4 eller 8 timers tabt

arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen har derfor i forbindelse med vurderingen af afgørelsernes overensstemmelse med

loven og Ankestyrelsens praksis alene fundet anledning til at være i tvivl om lovmedholdeligheden i

de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at vurdere hvilke forhold myndighederne har tillagt vægt

ved vurderingen, og i de få tilfælde hvor Ankestyrelsen ikke tidligere ses at have taget stilling til en

mere overordnet problematik i forhold til anvendelse af reglerne. I de situationer, hvor der har

foreligget relevante oplysninger, som ses at have dannet grundlag for afgørelsen, men hvor

hjælpens omfang herefter har beroet på et konkret skøn, har Ankestyrelsen således vurderet

afgørelserne som værende i overensstemmelse med regler og praksis.

Det er endvidere væsentligt at være opmærksom på, at der i langt de fleste sager var tale om

forlængelse/opfølgning af løbende bevillinger, hvor der ikke i alle tilfælde forudgående har

foreligget en decideret ansøgning fra borgeren, og hvor der muligvis ej heller har foreligget

relevante referater af drøftelser om hjælpens omfang med ansøger. Ankestyrelsen har i disse typer

11


af sager haft vanskeligt ved at vurdere, hvorvidt den trufne afgørelse herefter har givet ansøger fuldt

eller alene delvist medhold.

Ankestyrelsen har imidlertid, i det omfang det - på grundlag af de modtagne akter - har været

muligt, forsøgt at finde oplysninger om omfang af tidligere bevillinger med henblik på at

sammenholde disse med den aktuelle afgørelse. I de sager, hvor afgørelsen herefter har indebåret en

uændret bevilling, har Ankestyrelsen valgt at lægge til grund, at ansøgeren har fået medhold,

medmindre der har foreligget oplysninger om, at ansøger har fremsat ønske om at få hjælpen

ændret.

Ankestyrelsen skal afslutningsvis gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen har lagt de modtagne

oplysninger til grund. Ankestyrelsen har således ikke anmodet om supplerende sagsakter.

5.2 Legalitetsvurderingen

Dette afsnit indeholder alene en skematisk oversigt over resultatet af legalitetsvurderingen opdelt på

henholdsvis kommune- og nævnssager. For så vidt angår Ankestyrelsens øvrige bemærkninger til

sagerne henvises rapportens afsnit 6.

Kommunesagerne

Som det fremgår af tabel 5.1 viser undersøgelsen for de kommunale sagers vedkommende, at

kommunerne i de to regioner i 42 pct. af sagerne træffer afgørelser, der er i overensstemmelse med

lovgivningen og Ankestyrelsens praksis. I 2 pct. af sagerne har Ankestyrelsen erklæret sig uenig i

afgørelsen, og i 56 pct. har Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsens rigtighed på grundlag af de

foreliggende oplysninger.

Tabel 5.1 Antal kommunesager fra Ringkøbing og Frederiksborg amter, fordelt efter afgørelse og

Ankestyrelsens praksis. Procent i parentes.

Ankestyrelsens praksis

Kommunens

afgørelse Enig Uenig I tvivl

12

Sager i alt i

undersøgelsen

Sel § 28 – alle 11 (22) 2 (4) 38 (75) 51

Ringkøbing 7 (30) 2 (9) 14 (61) 23

Frederiksborg 4 (14) 0 24 ( 86) 28

Sel § 29 – alle 31 (63) 0 18 (37) 49

Ringkøbing 15 (60) 0 10 (40) 25

Frederiksborg 16 (67) 0 8 (33) 24

I alt 42 (42) 2 (2) 56 (56) 100

Note: Pga. afrunding summer hele tabellen ikke altid til 100 i alt.

I begge amter er kommunernes afgørelse efter § 29 mere i overensstemmelse med lovgivningen og

Ankestyrelsens praksis end afgørelserne efter § 28. Således er Ankestyrelsen enig i 15 af de 25

afgørelser, svarende til 60 pct., som kommunerne i Ringkøbing amt har truffet efter § 29. For

Frederiksborg amt gælder tilsvarende, at Ankestyrelsen er enig i 16 af de 24 afgørelser, svarende til

67 pct., som kommunerne har truffet efter § 29.

Samtidig er Ankestyrelsen i større omfang i tvivl om afgørelsernes rigtighed efter § 28 end efter §

29. I 14 af de 23 afgørelser fra kommunerne i Ringkøbing amt, svarende til 61 pct., har


Ankestyrelsen udtrykt tvivl om rigtigheden af kommunernes afgørelse efter § 28. For Frederiksborg

amt er tilsvarende antal afgørelser 24 - svarende til 86 pct.

Nævnssagerne

Som det fremgår af tabel 5.2 har Ankestyrelsen erklæret sig enig i 20 af de 28 afgørelser – svarende

til 71 pct. – der samlet indgår i undersøgelsen fra de to sociale nævn i Ringkøbing og Frederiksborg

amter. Nævnenes afgørelse og Ankestyrelsens bedømmelse er sammenfaldende i 86 pct. af sagerne

efter § 28 og i 57 pct. af sagerne efter § 29.

Ankestyrelsen har ikke erklæret sig uenig i nogle af de to nævns afgørelser.

Også i nævnssagerne har Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsernes rigtighed i stort omfang -

samlet for de 2 nævn i 8 sager svarende til 29 pct. Også her er det i afgørelserne efter § 29, hvor

Ankestyrelsen oftest er i tvivl om afgørelsernes rigtighed.

Tabel 5.2 Antal ankesager fra Ringkøbing og Frederiksborg amter, fordelt efter afgørelse og

Ankestyrelsens praksis. Procent i pare ntes.

Ankestyrelsens praksis

Nævnets afgørelse

Enig Uenig I tvivl

Sager i alt i

undersøgelsen

Sel § 28 – alle 12 (86) 0 2 (14) 14

Ringkøbing 6 (86) 0 1 (14) 7

Frederiksborg 6 (86) 0 1 (14) 7

Sel § 29 – alle 8 (57) 0 6 (43) 14

Ringkøbing 3 (43) 0 4 (57) 7

Frederiksborg 5 (71) 0 2 (29) 7

I alt 20 (71) 0 8 (29) 28

5.3 Formalitetsvurderingen

Dette afsnit indeholder alene en skematisk oversigt over resultatet af formalitetsvurderingen. For så

vidt angår Ankestyrelsens øvrige bemærkninger til sagerne henvises til rapportens afsnit 7.

Kommunesager

Ankestyrelsen har vurderet de indsendte kommunesager for følgende formalitetskrav:

• Oplysningsgrundlag

• Skriftlighed

• Borgerinddragelse

• Helhedsvurdering

• Begrundelse

• Klagevejledning

• Partshøring

Resultatet af Ankestyrelsens vurdering i kommunesagerne fremgår af nedenstående tabel 5.3 samlet

for de to amter. Der er ikke markante forskelle i Ankestyrelsens vurdering af formalitetskravene i de

kommunale sager fra de to amter, hvorfor sagerne er opgjort samlet.

13


Tabel 5.3 Antal sager med dokumentation for udvalgte formalitetskrav. Kommunale sager samlet fra

Ringkøbing og Frederiksborg amter.

Formalitetskrav

Kommunale sager i Ringkøbing og Frederiksborg amter

Tilstrækkelig Utilstrækkelig I tvivl I alt

Partshøring 89 11 0 100

Borgerinddragelse 78 1 21 100

Skriftlighed 77 23 0 100

Helhedsvurdering 76 0 24 100

Klagevejledning 74 26 0 100

Begrundelse 64 5 31 100

Oplysningsgrundlag 43 8 49 100

Note: Tallene i tabellen svarer ligeledes til en procentangivelse.

Som det fremgår af tabel 5.3 har Ankestyrelsen vurderet, at kommunerne partshører i tilstrækkeligt

omfang i 89 pct. af de kommunale sager. Kommunerne har endvidere truffet afgørelse i de

indsendte sager ud fra en helhedsvurdering i 76 pct. af sagerne. Borgerne er ligeledes blevet

inddraget i tilstrækkeligt omfang i 78 pct. af sagerne.

Derimod er det kun i 43 pct. af de kommunale sager, som Ankestyrelsen har vurderet, at

oplysningsgrundlaget har været tilstrækkeligt. Dette skyldes formentlig – som ovenfor nævnt – at

der er tale om afgørelser, der er truffet som led i flerårige sagsforløb, og at der i langt de fleste sager

er tale om forlængelse/opfølgning af løbende bevillinger.

Nævnssagerne

Ankestyrelsen har vurderet de indsendte nævnssager for følgende formalitetskrav:

• Oplysningsgrundlag

• Begrundelse

• Klagevejledning

• Partshøring

Det er især kravet om en fyldestgørende klagevejledning, som de sociale nævn ikke opfylder. I

halvdelen af sagerne – såvel § 28 som § 29 – har Ankestyrelsen vurderet, at klagevejledningen har

været tilstrækkelig. Men Ankestyrelsen har været i tvivl om kravet til klagevejledningen har været

opfyldt i den anden halvdel af sagerne på grundlag af de foreliggende oplysninger.

Der er ikke markante forskelle i Ankestyrelsens vurdering af ankesagerne fra de to amter, hvorfor

vurderingen er

Tabel 5.4 Antal sager med dokumentation for udvalgte formalitetskrav. Ankesager samlet fra

statsamterne Ringkøbing og Frederiksborg. Procent i parentes.

Formalitetskrav

Ankesager fra statsamterne Ringkøbing og Frederiksborg

Tilstrækkelig Utilstrækkelig I tvivl I alt

Oplysningsgrundlag 26 (83) 0 2 (7) 28

Begrundelse 25 (89) 2 (7) 1 (4) 28

Partshøring 24 (86) 0 4 (14) 28

Klagevejledning 14 (50) 14 (50)* 0 28

* Efterfølgende har Ankestyrelsen modtaget kopi af en skriftlig klagevejledning, som har været vedlagt de 14 afgørelser.

Ankestyrelsen vurderede, at den standardiserede klagevejledning var i overensstemmelse med kravene i forvaltningsloven. Se under

afsnit 7.1.6.

14


6. Legalitetsvurderingen

6.1 Servicelovens § 28

6.1.1 Lovgrundlag

Det fremgår af servicelovens § 28, stk. 1, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at

merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Servicelovens § 28, stk. 2 og 3 indeholder regler om beregning og udbetaling af merudgiftsydelsen.

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse og hjælp til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service er der fastsat nærmere regler om

personkredsen i servicelovens § 28 og betingelser for at modtage merudgiftsydelsen.

6.1.2 Resultatet af legalitetsvurderingen

Ankestyrelsen har gennemgået de indsendte sager med henblik på at vurdere, hvorvidt de trufne

afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

I det følgende er der indledningsvis redegjort for undersøgelsens resultat fordelt på henholdsvis

kommunesager og nævnssager.

Med henblik på at illustrere de fundne resultater er der herefter i det efterfølgende (6.1.2.3 ff.) en

række afsnit hvor Ankestyrelsen ved hjælp af eksempler fra undersøgelsen har forsøgt at belyse,

hvilke dele af servicelovens § 28 der særligt har givet anledning til bemærkninger i Ankestyrelsens

gennemgang af sagerne. Kommune og nævnssager er kommenteret under et.

6.1.2.1 Kommunesager

Som tidligere anført er der truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens § 28 i 51 sager. Af disse

afgørelser er Ankestyrelsen enig i resultatet af 11 sager og klart uenig i 2 sager – begge fra

Ringkøbing Amt. I de resterende 38 sager har Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsernes

rigtighed på det foreliggende grundlag.

6.1.2.2 Nævnssager

De sociale nævn har i 14 sager truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens § 28. Af disse

afgørelser er Ankestyrelsen enig i resultatet i 12 sager. I de resterende 2 sager har Ankestyrelsen

været i tvivl om afgørelsernes rigtighed på det foreliggende grundlag.

6.1.2.3 Personkredsen i servicelovens § 28

Kommuner og nævn har ikke i nogen af de vurderede afgørelser været i tvivl om, hvorvidt barnet

var omfattet af personkredsen i § 28.

15


I langt de fleste sager har Ankestyrelsen ligeledes – i lighed med kommuner og nævn – vurderet, at

børnene er omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, hvorefter der skal være tale om en

betydelig og varigt nedsat fysisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

I den overvejende del af sagerne var der således oplyst en specifik lidelse/diagnose eksempelvis

Downs Syndrom, som utvivlsomt indebærer at det pågældende barn må antages at have en

betydelig og varig nedsat funktionsevne. Der forelå i en række af disse sager endvidere andre

oplysninger som indicerede, at der var tale om et barn omfattet af personkredsen, idet der forelå

oplysninger om at barnet gik i specialbørnehave, var bevilget hjælpemidler mv.

Det bemærkes dog, at Ankestyrelsen generelt fandt sagerne relativt begrænset oplyst for så vidt

angår dokumentationen for lidelsen/den nedsatte funktionsevne. I mange sager fremgik det således

alene af et kort notat i kommunens journal, at der var tale om et barn med eksempelvis Downs

Syndrom. I en del sager fremgik det af kommunens notater, at der var indhentet udtalelser fra læge

og/eller sygehus. Disse var imidlertid ofte ikke vedlagt i de sagsakter, Ankestyrelsens modtog.

Ankestyrelsen finder, at det begrænsede oplysningsgrundlag er særligt problematisk i de tilfælde,

hvor der er tale om en lidelse, som udvikler sig over tid, og som muligvis på et eller andet tidspunkt

ikke længere giver væsentlige gener i dagligdagen eller tilfælde, hvor der i øvrigt kan være megen

tvivl om personkredsen, og hvor vurderingen i høj grad vil bero på et konkret individuelt skøn over

funktionsniveauet.

Eksempel 1: I en af kommunesagerne var der tale om en 14-årig pige som ifølge kommunens

journalnotater har børneeksem, høfeber og allergi-lignende reaktioner over for visse fødevarer. I

kommunens journalnotat var der henvist til en lægeudtalelse, som ikke fandtes i den sag,

Ankestyrelsen modtog.

Ankestyrelsen har tidligere i afgørelsen refereret i Social Meddelelse C-13-99 fastslået, at en 5-årig

pige med en eksemlidelse ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af oplysningerne i den konkrete sag vurdere, hvorvidt barnet

var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.

6.1.2.4 Nødvendig merudgift

Idet der henvises til det i afsnit 6.1.2.1. (kommunesager) anførte har Ankestyrelsen vurderet, at 2 af

de målte sager er i strid med loven og praksis. Disse 2 sager vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der

var tale om nødvendige merudgifter.

Eksempel 2: I den ene sag traf kommunen afgørelse om at yde hjælp til aflastning efter

servicelovens § 28. Kommunen traf i den forbindelse tillige afgørelse om, at det var moderen, der

skulle ansættes som aflastningsperson og aflønnes herfor svarende til en hjemmehjælperløn. Det

var i sagen oplyst, at moderen tidligere havde været beskæftiget på arbejdsmarkedet, men at hun

havde været arbejdsløs det seneste år forud for afgørelsen.

Ankestyrelsen har ikke tidligere taget principiel stilling til et lignende spørgsmål men vurderer

umiddelbart, at kommunen burde have vurderet sagen efter servicelovens § 29 om hjælp til dækning

af tabt arbejdsfortjeneste. Hjælp i form af aflastning efter servicelovens § 28 må således ses som en

16


mulighed for at yde forældrene aflastning og ikke en mulighed for at yde hjælp til, at forældrene

kan passe barnet. Sidstnævnte må vurderes efter den specielle bestemmelse i servicelovens § 29.

Eksempel 3: I den anden sag havde kommunen bevilget hjælp til betaling af fysioterapi efter

servicelovens § 28.

Det fremgår af pkt. 85 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og

unge med handicap, at der ikke kan ydes støtte til behandling efter servicelovens § 28. Det i

vejledningen anførte er tillige fastslået i flere af Ankestyrelsens principielle afgørelser, hvor

Ankestyrelsen blandt andet har henvist til sektoransvarlighedsprincippet, hvorefter

behandlingsudgifter henhører under sundhedsvæsenet. Der henvises eksempelvis til Social

Meddelelse C-17-02 om tatovering af øjenbryn og øjenvipper, som dog først er offentliggjort efter

den af kommunen trufne afgørelse.

Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at kommunens afgørelse er i strid med servicelovens § 28

og dertil hørende praksis.

I de fleste af de sager, hvor Ankestyrelsen har været i tvivl om legaliteten, har tvivlen beroet på, at

Ankestyrelsen ikke på det foreliggende grundlag har kunnet vurdere, om der var tale om en

nødvendig merudgift grundet funktionsnedsættelsen.

Eksempel 4: I en sag havde en kommune bevilget hjælp til pasning af et 4-årigt barn, som havde

haft spædbarns epilepsi. Det var oplyst at moderen var overgået til dagarbejde, og at der derfor

alene var tale om pasning, når moderen i forbindelse med sit arbejde skulle på kursus. Der var

indhentet en status-attest, hvoraf det fremgik, at der var planlagt udtrapning af medicin, hvorfor det

var nødvendigt, at drengen blev observeret grundigt med henblik på nye anfaldsfænomener. Det var

i forlængelse heraf oplyst, at drengen burde passes af en voksen ansvarsbevist person.

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at Ankestyrelsen ikke på det foreliggende grundlag

kunne vurdere, om barnet var omfattet af personkredsen. I forhold til den bevilgede pasning finder

Ankestyrelsen imidlertid, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det ansøgte pasningsbehov

går ud over, hvad forældre til raske børn kan have, når forældrene er udearbejdende og i nogle

tilfælde arbejder uden for institutionernes åbningstid. Det forhold at der fra sygehusets side stilles

krav om, at drengen passes af en voksen ansvarsbevist person adskiller sig formodentlig ikke fra de

behov raske børn på samme alder vil have.

På baggrund af de foreliggende oplysninger kunne Ankestyrelsen ikke vurdere, om der reelt har

været tale om en merudgift på grund af barnets lidelse.

Eksempel 5: I en sag bevilgede kommunen som led i hjælp til pasning i hjemmet et aktivitetsbeløb

på 150 kr. månedlig. Der forelå ingen oplysninger om hvorfor der var grundlag for at bevilge et

sådant aktivitetsbeløb og hvad beløbet mere præcist skulle anvendes til.

Ankestyrelsen kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere om der var tale om en nødvendig

merudgift som følge af barnets funktionsnedsættelse.

Eksempel 6: I en sag havde kommunen bevilget hjælp til betaling af diætkost til en barn med

insulinkrævende diabetes. Omfanget af diætkosten var opgjort på baggrund af et KJ-tal

17


(Kilo Joule - måle-enhed for energi indhold i fødevarer) fra en diætist.

Ankestyrelsen har tidligere i en konkret afgørelse refereret i Social Meddelelse O-74-93 fastslået, at

det ikke var påvist, at der ikke var merudgifter ved kosten til sukkersyge børn. Der kunne derfor

som hidtil ydes tilskud til merudgifter til kost til sukkersyge.

Ankestyrelsen kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om der var tale om en nødvendig

merudgift som følge af funktionsnedsættelsen. Ankestyrelsen finder således ikke, at angivelse af et

KJ-tal alene dokumenterer, at der er tale om en nødvendig merudgift. Ankestyrelsen finder, at der

må foretages et skøn over forskellen mellem udgiften til almindelig kost og diætkost.

6.1.2.5 Fastsættelse af merudgifter

Det følger af servicelovens § 28, stk. 2, at merudgiftsydelsen beregnes på grundlag af det konkrete

behov.

Det følger endvidere af § 4 i den tilhørende bekendtgørelse om merudgiftsydelse mm., at

merudgifterne kan fastsættes på grundlag af sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter.

I en del af de sager, hvor Ankestyrelsen har været i tvivl om afgørelsernes legalitet har tvivlen

beroet på, at Ankestyrelsen ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger har kunnet vurdere

hvordan udgiften var fastsat. Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor merudgiften var sandsynliggjort.

Eksempel 7: I en sag havde kommunen bevilget dækning af merudgifter til ekstra vask svarende til

100 kr. månedligt. Det var oplyst, at der var tale om en udviklingshæmmet 8-årig pige der tillige

led af medfødte deformiteter i begge fødder og epilepsi. Det var endvidere oplyst, at pigen alene

anvendte bleer om natten, og at der derfor var behov for hjælp til dækning af udgifter til vask, når

pigen i dagtimerne ikke anvendte ble og/eller spildte på sig selv grundet den dårlige motorik.

Det fremgår af pkt. 73 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med

handicap, at der kan ydes hjælp til vaskeudgiften, såfremt barnets nedsatte funktionsevne medfører

merudgifter til vask.

Ankestyrelsen fandt det - henset til det oplyste om pigens funktionsevne - sandsynligt at der kunne

være tale om merudgifter til vask. Ankestyrelsen kunne imidlertid ikke på baggrund af de

foreliggende oplysninger vurdere hvordan kommunen havde opgjort merudgiften til 100 kr.

månedligt. Der forelå således ingen oplysninger om hvilke forhold der var blevet tillagt vægt ved

det foretagne skøn.

Eksempel 8: I en sag havde kommunen blandt andet bevilget et beløb til handicapridning. Sagen

vedrørte en autistisk dreng. Der forelå ingen oplysninger om, hvordan merudgiften var beregnet.

Ankestyrelsen har tidligere i afgørelsen refereret i Social Meddelelse O-40-96 fastslået, at

merudgiften ved handicapridning i forhold til almindelig ridning kan anses for en nødvendig

merudgift. Ved udmålingen af hjælpen til handicapridning skal der herefter fratrækkes et beløb

svarende til, hvad det ville have kostet, hvis barnet havde gået til almindelig rideundervisning.

18


Ankestyrelsen kunne ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger vurdere, hvordan kommunen

havde fastsat merudgiften, herunder hvorvidt kommunen havde taget højde for, at det alene er

merudgiften der kan dækkes.

I nogle af de vurderede sager fandt Ankestyrelsen, at muligheden for at bevilge hjælp på grundlag

af sandsynliggjorte udgifter alene blev anvendt i meget begrænset omfang.

Eksempel 9: En kommune foretog således i forbindelse med den årlige opfølgning på

merudgiftsbevillingen en meget præcis beregning af de forbrugte merudgifter sammenholdt med de

merudgifter der allerede var bevilget. Opgørelsen resulterede typisk i at ydelsesmodtageren hvert

år modtog et pænt beløb i efterregulering. Sidstnævnte var bl.a. tilfældet for så vidt angår

udgifterne til insulin, som i alle tilfælde blev refunderet ved årets udløb efter regning.

Eksempel 10: Et nævn tiltrådte i en lignende sag en afgørelse fra kommunen, hvorefter kommunen

havde valgt at yde hjælp til merudgifter til beklædning og vask efter regning og således givet

ansøger afslag på at få indregnet de nævnte merudgifter i den merudgiftsydelse ansøger modtog

ved siden af.

Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at princippet bag servicelovens § 28 er, at merudgiftsydelsen

skal ydes som et fleksibelt standardiseret tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de

sandsynliggjorte og/eller dokumenterede merudgifter hos den enkelte ydelsesmodtager. Ydelsen

udmåles i et eller flere ottendedele standardbeløb. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis altid vil

være tale om, at det er de reelle/faktiske udgifter, der dækkes. Standardbeløbene kan således være

såvel større som mindre end de faktisk afholdte udgifter. Det fremgår i forlængelse heraf af pkt. 45 i

Socialministeriets vejledning, at merudgiftsydelsen fastsættes ud fra et overslag over omfanget af de

behov, som barnet efter al sandsynlighed vil få i de kommende år. Der skal herefter ske opfølgning

af de konkrete behov mindst 1 gang årligt. Det ses imidlertid ikke at have været hensigten med

servicelovens § 28, at merudgiftsydelsen løbende efterreguleres således som det er tilfældet i de

ovenfor refererede sager.

6.1.2.6 Minimumsbeløb og udbetaling

Det følger af servicelovens § 28, stk. 2, at der til dækning af merudgifter beregnes en

merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2000

kr.(reguleres 1 gang årligt). Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med

en eller flere ottendedele af standardbeløbet. Det følger endvidere af § 28, stk. 3, at

merudgiftsydelsen skal udgøre mindst 1/8 af standardbeløbet og at der skal sandsynliggøres

merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for 1 år, før merudgiftsydelsen kan

komme til udbetaling.

I nogle af de modtagne sager forelå der oplysninger om at kommunen havde en aftale med ansøger,

hvorefter kommunen afregnede med en leverandør således, at ansøgeren kunne afhente naturalie-

ydelsen direkte hos leverandøren.

Eksempel 11: En kommune aftalte i forbindelse med fornyet vurdering af merudgiftsydelsen med

ansøger, at kommunen sendte bevillinger til henholdsvis apotek og ble-leverandør således at

ansøgeren blot kunne afhente medicin og bleer efter behov. Kommunen ville herefter varetage

afregningen med apotek og ble-leverandør.

19


Det fremgår af pkt. 53 i Socialministeriets vejledning, at medicinkort til børnene kan træde i stedet

for udbetaling af den del af standardydelsen, der vedrører medicin. Det er dog en forudsætning, at

de samlede udgifter efter servicelovens § 28 inklusive medicinudgifterne udgør mindst 1/8 af

standardbeløbet.

Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at det må være i overensstemmelse med reglerne, at

kommunen har givet en medicinbevilling af den nævnte art.

Sagen rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt det i vejledningen anførte om medicinbevilling

kan udstrækkes til også at gælde for andre typer merudgifter. Ankestyrelsen har ingen praksis

herom.

Nogle af de modtagne sager indeholdt alene en bevilling på en løbende merudgiftsydelse, som blev

udbetalt i standardbeløb. I andre sager var der alene tale om en bevilling af et engangsbeløb, som

typisk blev udbetalt efter regning. I flere sager var der endvidere tale om, at der i samme bevilling

var bevilget såvel en løbende merudgiftsydelse som en enkeltudgift.

Ankestyrelsen har tidligere i Social Meddelelse C-15-01 fastslået, at der ikke er hjemmel i

serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig selv skal udgøre mindst

250 kr. gennemsnitligt pr. måned og ved denne beregning se helt bort fra enkeltudgifternes omfang.

Merudgifter omfatter således såvel løbende merudgifter som enkeltudgifter.

Afgørelsen i SM C-15-01 indebærer således, at såvel enkeltudgifter som løbende merudgifter skal

lægges sammen, når det skal vurderes, hvorvidt ansøgers samlede merudgifter overstiger lovens

minimumsbeløb.

6.1.2.7 Opfølgning

Det fremgår af Socialministeriets vejledning, jf. pkt. 49, at der skal ske opfølgning på, om den

udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunen – som hovedregel

mindst 1 gang årligt – afholder møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Det følger endvidere af servicelovens § 113, at kommunen eller amtskommunen løbende skal følge

de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller

amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for

hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde

med denne.

I de fleste af de modtagne sager, hvor der har været tale om en løbende merudgiftsydelse, har der

været tale om bevillinger af 1 års varighed, hvorefter der er blevet truffet en ny afgørelse.

De fleste ansøgere var i forbindelse med hver bevilling blevet gjort opmærksomme på, at de så vidt

muligt skulle gemme relevant dokumentation såfremt de senere ønskede at få forlænget

ydelsesperioden og i øvrigt rette henvendelse til kommunen, såfremt udgifterne ændrede sig

væsentligt.

20


I nogle af disse sager fremgik det af kommunens journalnotater, at kommunen forud for den

fornyede vurdering havde indkaldt ansøgeren til møde i forvaltningen, hvor udgifterne blev drøftet.

I andre sager forelå der et notat om, at ansøgeren havde kontaktet forvaltningen telefonisk og

oplyst, om behovet havde ændret sig.

Ankestyrelsen fandt imidlertid også en række sager, hvor bevillingen alene indeholdt oplysninger

om bevillingsperiodens længde og således ikke oplysninger om tidspunkt for revurdering af sagen. I

nogle sager fremgik bevillingsperioden endvidere ikke at selve afgørelsen, men alene af

kommunens interne journalnotat.

Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at det, efter Ankestyrelsens vurdering, er hensigtsmæssigt, at

afgørelsen af hensyn til borgeren indeholder oplysninger om såvel bevillingsperiode som tidspunkt

for revurdering.

Ankestyrelsen har konstateret, at nogle kommuner i bevillingsafgørelsen havde meddelt, at ansøger

skulle indgive en ny ansøgning såfremt bevillingen ønskedes forlænget efter den aktuelle bevillings

ophør.

Ankestyrelsen finder, at det forudsætningsvist følger af reglerne, at kommunerne har en løbende

forpligtelse til at følge op på det konkrete behov i de tilfælde, hvor der foreligger en aktuel bevilling

og hvor der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om at der ikke vil være grundlag for at bevilge

yderligere hjælp efter den aktuelle bevillings udløb.

I langt de fleste sager fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke grundlag for at antage, at der ikke var

blevet foretaget en ny rettidig opfølgning på ydelsen. Ankestyrelsen fandt således alene i få sager

oplysninger om, at ansøger – grundet manglende rettidig opfølgning – havde været nødt til selv at

lægge ud for merudgifterne i en periode, før der blev truffet en ny afgørelse om bevilling.

I de sager, hvor der var tale om bevilling af engangsbeløb, var der ingen oplysninger om

opfølgning.

I det omfang der er tale om deciderede engangsudgifter, giver en sådan manglende opfølgning ikke

anledning til bemærkninger. Kommunerne skal dog løbende være opmærksom på, om der er behov

for at yde hjælp i form af en løbende månedlig ydelse eller hvorvidt der eventuelt er grundlag for at

ændre størrelsen på en allerede bevilget ydelse.

6.2 Servicelovens § 29

6.2.1 Lovgrundlag

Det fremgår af servicelovens § 29, stk. 1, at kommunen yder hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen

er betinget af, at det er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i

hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.

21


I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse og hjælp til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service er der fastsat nærmere regler om

beregning mv.

6.2.2 Resultat af legalitetsvurderingen

Ankestyrelsen har gennemgået de indsendte sager med henblik på at vurdere, hvorvidt de trufne

afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

I det følgende er der herefter – ligesom ved gennemgangen af servicelovens § 28 – indledningsvist

redegjort for undersøgelsens resultat, hvorefter der i de følgende afsnit (6.2.2.3 ff.) er givet en

række eksempler fra undersøgelsen. Kommune- og nævnssager er kommenteret under et.

6.2.2.1 Kommunesager

Som tidligere nævnt er der truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens § 29 i 49 sager. Af disse

afgørelser er Ankestyrelsen enig i resultatet af 31 sager. I de resterende 18 sager har Ankestyrelsen

været i tvivl om afgørelsernes rigtighed på det foreliggende grundlag.

6.2.2.2 Nævnssager

De sociale nævn har i 14 sager truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens § 29. Af disse

afgørelser er Ankestyrelsen enig i resultatet i 8 sager. I de resterende 6 antal sager har

Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsernes rigtighed på det foreliggende grundlag.

6.2.2.3 Personkreds

Ankestyrelsen fandt alene i meget få sager grundlag for at antage, at kommuner og nævn havde

været i tvivl om, hvorvidt barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens § 29.

I langt de fleste sager har Ankestyrelsen endvidere - i lighed med kommuner og nævn – vurderet, at

børnene er omfattet af personkredsen, hvorefter der skal være tale om en betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse

Eksempel 12: I en sag fra en kommune fandt Ankestyrelsen det dog på det foreliggende grundlag

tvivlsomt, om barnet var omfattet af personkredsen. Sagen omhandlede en ca. 2-årig dreng, som i

august 2000 blev indlagt på sygehus efter at have fået højre hånd i klemme, hvilket medførte

amputation af pegefingeren samt svære kvæstelser af lang- og ringfingeren. Ifølge oplysningerne i

ansøgningen kunne drengen vende tilbage til dagplejen 11. september 2000.

I lighed med det anførte under afsnit 6.1.2.3. vedrørende personkredsen i servicelovens § 28 fandt

Ankestyrelsen dog, at en del af sagerne var relativt sparsomt oplyst for så vidt angik

dokumentationen for børnenes lidelser/funktionsevne.

Eksempel 13: I en sag fra en kommune forelå der ingen lægelige oplysninger. Det fremgik

imidlertid af sagen, at der i 1997 var blevet indhentet en statusbedømmelse. I kommunens

journalnotater var det oplyst at der var tale om en blind og hjerneskadet dreng. Det var i øvrigt

oplyst, at drengen gik i specialbørnehave, og at han var på aflastningsinstitution hver anden

weekend.

22


Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af sagen til grund, at det måtte antages, at drengen var

omfattet af personkredsen. I bemærkningerne til sagens oplysningsniveau anførte Ankestyrelsen

imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt der havde foreligget flere oplysninger om

drengens funktionsniveau.

6.2.2.4 Nødvendighedskrav

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste forudsætter, at det er en nødvendig følge af den nedsatte

funktionsevne, at barnets passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen

eller faderen, der passer det.

Idet der henvises til det i afsnit 6.2.2.1 anførte har Ankestyrelsen fundet, at der var tvivl om

afgørelsernes legalitet i 18 af kommunesager. De fleste af disse afgørelser vedrørte spørgsmålet om

nødvendighedskravet i § 29 kunne anses for opfyldt og i en del af sagerne måtte Ankestyrelsens

tvivl tilskrives det forhold, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger i sagen.

Eksempel 14: I en kommune sag havde en moder søgt om at få tabt arbejdsfortjeneste svarende til

differencen mellem hendes arbejdstid på 19,25 timer ugentligt og en fuldtids ansættelse svarende til

37 timer ugentligt. Det var oplyst, at moderen netop havde afsluttet sin forældreorlov og at hun

derefter havde fået et tidsbegrænset vikariat i 5 måneder. Kommunen bevilgede efterfølgende tabt

arbejdsfortjeneste svarende til den ansøgte difference.

Ankestyrelsen finder, at omfanget af den tabte arbejdsfortjeneste beror på en konkret vurdering af

barnets behov for at blive passet i hjemmet af moderen. Den tabte arbejdsfortjeneste kan således

ikke bevilges alene med henvisning til, at moderen er beskæftiget på nedsat tid.

På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger kunne Ankestyrelsen ikke vurdere, hvorvidt

barnets behov nødvendiggjorde, at moderen fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste svarende til 17,75

timer ugentligt.

Eksempel 15: En kommune havde bevilget hjælp til tabt arbejdsfortjeneste til moderens deltagelse

i en tema-dag på et seminarium. Det var i kommunens journal oplyst, at der var tale om et kursus

om børn med handicap, og at ansøgerens søn var psykomotorisk retarderet.

Ankestyrelsen har tidligere i afgørelsen refereret i Social Meddelelse O-111-96 fundet, at et

forældrepar havde krav på kompensation for tabt arbejdsfortjeneste under deltagelse i et

tegnesprogkursus, som gik ud på at sætte dem i stand til at kommunikere bedre med et hørehæmmet

barn på 3 år.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger vurdere, hvorvidt den oplyste

tema-dag var af en sådan art, at betingelsen for at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste var

opfyldt.

Eksempel 16: En kommune forlængede en bevilling på 10 timers ugentlig tabt arbejdsfortjeneste til

en moder. Ansøger havde oplyst, at de 10 timer primært blev anvendt til at få ordnet ting, som ikke

nødvendigvis skulle ordnes, når barnet var hjemme og krævede næsten konstant opsyn. Der forelå

ingen oplysninger om barnets funktionsnedsættelse/lidelse, varighed af barnets skole- og eventuelle

institutionsophold sammenholdt med moderens arbejdstider.

23


Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger vurdere om betingelserne for

at modtage hjælp til tabt arbejdsfortjeneste var opfyldt.

Som eksempel på en sag, hvor Ankestyrelsen fandt det tvivlsomt, om afgørelsen var i

overensstemmelse med reglerne, og som vedrørte en problematik som Ankestyrelsen ikke tidligere

har taget principiel stilling til, kan nævnes:

Eksempel 17: En kommune havde bevilget hjælp til tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre i

forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus. Det fremgik af sagen, at det var aftalt med

moderens arbejdsgiver, at arbejdsgiveren skulle fortsætte med at udbetale moderen løn, hvorefter

kommunen ville udbetale kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til arbejdsgiveren.

6.2.2.5 Ophør

Det fremgår af § 13, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse og hjælp til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste, at der udbetales hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3

måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

En undtagelse hertil findes i bekendtgørelsens § 13, stk. 2, hvorefter stk. 1 ikke finder anvendelse,

såfremt modtageren har truffet aftale med kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på

forhånd fastsat periode, eller når afviklingsperioden efter modtagerens ønske fastsættes for en

kortere periode. Ifølge § 13, stk. 3 ophører udbetalingen endvidere, såfremt modtageren i

afviklingsperioden opnår en arbejdsindtægt, som modsvarer den ydede hjælp.

Ankestyrelsen har ikke i nogen af de modtagne sager fundet grundlag for at antage at spørgsmålet

om afviklingsperiode var blevet drøftet.

I den langt overvejende del af de modtagne sager var det imidlertid heller ikke relevant at inddrage

reglerne om afviklingsperiode, idet der forelå oplysninger om at ansøger umiddelbart efter ydelsens

ophør genoptog arbejdet, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 3.

I nogle sager fandt Ankestyrelsen dog at afgørelserne gav anledning til tvivl i forhold til

anvendelsen af reglerne i bekendtgørelsens § 13.

Eksempel 18: Et nævn havde i en afgørelse tiltrådt kommunens afgørelse, hvorefter ansøgerens

tabte arbejdsfortjeneste ikke ville blive revurderet når de bevilgede 3 måneders tabte

arbejdsfortjeneste udløb. Nævnet havde i afgørelsen anført, at nævnet ikke fandt ansøger berettiget

til tabt arbejdsfortjeneste, idet sønnen ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 29.

Nævnet havde ikke henvist til bekendtgørelsens § 13, stk. 1 om 3 måneders afviklingsperiode.

I det omfang nævnets afgørelse læses således, at det er underforstået, at de 3 måneders tabt

arbejdsfortjeneste udgør afviklingsperioden, synes afgørelsen at være i overensstemmelse med den

nævnte bekendtgørelse. Ankestyrelsen finder imidlertid, at afgørelsen giver anledning til en vis tvivl

med hensyn til, hvorvidt der er taget højde for bekendtgørelsens bestemmelse om afviklingsperiode,

idet kommunens afgørelse indebar en decideret bevilling på 3 måneders tabt arbejdsfortjeneste.

24


Eksempel 19: En kommune traf afgørelse om ophør af tabt arbejdsfortjeneste til en moder som var

blevet arbejdsløs. Det var oplyst at hun tidligere havde været beskæftiget 20,5 time ugentlig og at

hun samtidig havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste svarende til 9,5 time ugentlig.

Det fremgik af kommunens journalnotat, at kommunen umiddelbart efter meddelelsen om

arbejdsophøret udarbejdede en afsluttende ferieberegning. Der var intet anført om en 3 måneders

afviklingsperiode.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger vurdere afgørelsen i sin

helhed. Ankestyrelsen kunne derfor heller ikke vurdere, hvorvidt kommunen havde taget stilling til

afviklingsperioden.

Eksempel 20: Et nævn havde i et tilfælde ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens

afgørelse, hvorefter moderen ikke længere var berettiget til hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste. Kommunen havde i deres afgørelse meddelt, at moderen var bevilget tabt

arbejdsfortjeneste 5 timer ugentligt i perioden fra 1. marts 2000 – 31. august 2000. Det var oplyst,

at barnet havde fået plads i en heldagsskole i august 2000, og kommunen anså det som muligt, at

bevillingen herefter ville bortfalde pr. 31. august 2000, når barnet var kørt godt ind i

helhedsskolen. Kommunen havde anført, at perioden fra 1. marts 2000 til 31. august 2000 måtte

anses som en afviklingsperiode.

Ankestyrelsen finder umiddelbart, at det må anses for tvivlsomt, hvorvidt nævnets afgørelse for så

vidt angår det anførte om afviklingsperioden er i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 13.

I det omfang det lægges til grund, at det er barnets optagelse i helhedsskolen, som har væsentlig

betydning for, at betingelserne for hjælp ikke længere kan anses for at være opfyldt, synes der

således tidligst at være grundlag for at påbegynde afviklingsperioden fra det tidspunkt, hvor barnet

starter i helhedsskolen. Det vil sige fra august 2001.

Ankestyrelsen kan i forlængelse heraf henvise til afgørelsen refereret i Social Meddelelse O-101-98,

hvorefter Ankestyrelsen ikke fandt, at en revision af ydelsen, der var fastsat af administrative

grunde, faldt ind under undtagelsen om, at tilskuddet ydes i en på forhånd fastsat periode.

Undtagelsen måtte forudsætte, at man fra bevillingens start kunne se, hvornår bevillingen skulle

ophøre. Endvidere skulle der efter bestemmelsens ordlyd foreligge en aftale.

6.2.2.6 Beregningsafgørelser

I de fleste af de modtagne afgørelser har afgørelserne alene indeholdt oplysninger om det bevilgede

timeantal. Der har således kun sjældent foreligget samtidige oplysninger om, hvilket beløb

ansøgerne ville få udbetalt.

I de sager hvor afgørelserne har indeholdt oplysninger om såvel timeantal som beregning, herunder

eventuelle fradrag for sparet institutionsplads mv., har Ankestyrelsen forholdt sig til hele

afgørelsen. Ankestyrelsen har imidlertid ikke taget stilling til, hvorvidt der herefter er foretaget en

korrekt beregning, men har typisk anført at Ankestyrelsen ikke har haft mulighed for at tage stilling

hertil, fordi der ikke har foreligget tilstrækkelige oplysninger i sagen herom, herunder fradrag for

institution mv.

25


Det skal i den forbindelse bemærkes, at Ankestyrelsen også i indkaldelsesbrevene til kommuner og

nævn har gjort opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke ville foretage en efterprøvelse af beregningen

af beløbets størrelse i forbindelse med bevilling af tabt arbejdsfortjeneste.

I de sager, hvor afgørelserne alene har indeholdt oplysninger om det bevilgede timetal, har

Ankestyrelsen alene forholdt sig hertil.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at de modtagne sager giver anledning til at gøre opmærksom på at

det, efter Ankestyrelsens opfattelse, kan være problematisk, at ansøgerne ikke gøres opmærksom

på, at en afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste i princippet indebærer 2 typer af afgørelser. En

afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste indebærer således en stillingtagen til såvel omfang af hjælp –

timetal, som en stillingtagen til hvilket beløb ansøger vil få til udbetaling. I forbindelse med

sidstnævnte skal det tillige overvejes, hvorvidt der er grundlag for at foretage fradrag for sparede

udgifter i form af eksempelvis institutionsplads.

I mange sager fandt Ankestyrelsen således eksempler på, at udbetalingsafgørelsen alene fremgik

som et udbetalingsnotat i kommunens journal.

6.2.2.7 Opfølgning

Det følger forudsætningsvist af betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste, at betingelserne for at modtage ydelsen løbende skal være opfyldt.

Det følger endvidere af servicelovens § 113, at kommunen eller amtskommunen løbende skal følge

de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller

amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for

hjælp. Opfølgning skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med

denne.

I langt de fleste sager havde kommunen i afgørelsen – såfremt den var skriftlig – angivet en

bevillingsperiode. Der var alene i ganske få af samtlige sager anført oplysninger om tidspunkt for

revurdering af ydelsen.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at det – af hensyn til borgeren – vil være hensigtsmæssigt såfremt

afgørelsen indeholder oplysninger om såvel bevillingsperiode som tidspunkt for sagens revurdering.

Ankestyrelsen har dog, på baggrund af oplysningerne i sagerne om kontakten forud for den målte

afgørelse, generelt ikke fundet grundlag for at antage at kommunerne ikke har foretaget en

opfølgning.

7. Formalitetsvurdering

7.1 Sagsbehandlingsregler

Ved behandlingen af sociale sager skal reglerne i retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og

offentlighedsloven følges. Udover disse krav til sagsbehandlingen, som er fastsat ved lov, gælder

der en række regler og principper, som ikke er fastsat ved lov eller bekendtgørelse, men som

fremgår af domspraksis, udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, litteraturen mv. Som eksempel

kan nævnes regler om god forvaltningsskik og officialmaksimen.

26


Nogle af reglerne, fx partshøringsreglerne, er garantiforskrifter med det formål at sikre, at den

afgørelse, der træffes, får et materielt korrekt indhold. Den yderste konsekvens af en mangel kan

være ugyldighed, medmindre myndigheden konkret kan afkræfte, at manglen har betydning for

afgørelsens resultat.

Andre regler er ordensforskrifter med et mere begrænset formål. Som eksempel kan nævnes 10dages-fristen

for aktindsigt i forvaltningslovens § 16, stk. 2. Overtrædelse af denne bestemmelse vil

ikke kunne medføre ugyldighed.

Der er i sagerne konstateret nogle formelle mangler, som alt efter deres karakter kan have haft

indflydelse på den afgørelse, der er truffet i kommune eller nævn, men Ankestyrelsen har ikke i

nogen af de vurderede sager fundet grundlag for at antage, at afgørelserne af disse årsager har været

klart i strid med praksis.

Ankestyrelsen har som led i denne praksisundersøgelse gennemgået sagerne med henblik på en

vurdering af, om myndighederne har overholdt de forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige

krav med hensyn til sagsbehandlingen i de indsendte sager. I formalitetsvurderingen er indgået

følgende forhold:

• Officialmaksimen (afsnit 7.1.1)

• Helhedsvurdering (afsnit 7.1.2)

• Borgerinddragelse (afsnit 7.1.3)

• Begrundelse (afsnit 7.1.4)

• Partshøring (afsnit 7.1.5)

• Klagevejledning (afsnit 7.1.6)

7.1.1 Officialmaksimen

Et meget væsentligt krav til sagsbehandlingen – som ikke er angivet i forvaltningsloven - er

forvaltningens ansvar for selvstændigt at oplyse sagen i tilstrækkeligt og pålideligt omfang –

officialmaksimen. Oplysningerne skal indeholde både det faktiske og det retlige materiale, som er

nødvendigt for afgørelsen.

Ifølge offentlighedslovens § 6 har forvaltningen en notatpligt.

Notatpligten gælder, ifølge lovens § 6, for afgørelsessager og omfatter oplysninger om en sags

faktiske omstændigheder, som har betydning for sagens afgørelse. Notatpligten gælder uanset,

hvordan kommunen er kommet i besiddelse af oplysningerne. Sidstnævnte indebærer, at

notatpligten omfatter mundtligt afgivne oplysninger i forbindelse med personlig henvendelse i

forvaltningen, hjemmebesøg og/eller telefonisk henvendelse.

27


Det skal bemærkes, at mundtlige oplysninger ofte kan udgøre en væsentlig del af

oplysningsgrundlaget i en sag, og at notatpligten derfor ud fra såvel forvaltningens som borgerens

synspunkt er væsentlig dokumentation for, hvad der er sagt og hørt.

Som tidligere nævnt fandt Ankestyrelsen, at oplysningsgrundlaget i en del af sagerne var noget

spinkelt. En af årsagerne hertil kan være, at forvaltningen havde et forudgående kendskab til

ansøgerens forhold enten på grund af den personlige kontakt og/eller på grundlag af lægelige

oplysninger, som ikke fremgik af de fremsendte akter i forbindelse med den konkrete afgørelse.

Ankestyrelsen skal her gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen i forbindelse med nærværende

undersøgelse alene havde anmodet om at få sagsakter i forhold til en konkret afgørelse.

Ankestyrelsen har derfor – grundet de af Ankestyrelsen foretagne begrænsninger i det indkaldte

materiale - ikke i alle sager sagsakter tilbage fra tidspunktet for den første kontakt mellem ansøger

og kommune.

Det forholdsvis spinkle oplysningsgrundlag giver imidlertid, efter Ankestyrelsens vurdering, et

problem i forhold til legalitetsprincippet eller princippet om lovmæssig forvaltning, som kan

sammenfattes således: forvaltningen skal have hjemmel i loven og dens handlinger må ikke stride

mod loven.

Eksempel 21: En kommune havde bevilget hjælp til dækning af merudgifter i form af blandt andet

transport og ridefysioterapi. Der forelå ingen lægelige oplysninger og/eller beskrivelser af barnets

funktionsevne. Det fremgik således alene af kommunens journalnotat, at der var tale om en dreng

med en øjenlidelse, og at han på et tidspunkt havde deltaget i et kursus for svagtsynede. Der forelå

endvidere ingen nærmere beskrivelse af den bevilgede ridefysioterapi.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger vurdere hvorvidt drengen var

omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, og hvorvidt der i givet fald var grundlag for at

bevilge hjælp til ridefysioterapi eller om der var tale om behandling, som ikke kan bevilges efter

serviceloven.

Eksempel 22: En kommune havde bevilget hjælp til dækning af udgifter til at bedsteforældrene til et

døvt barn kunne deltage i et tegnesprog kursus. I kommunens journalark var der henvist til en

ansøgning, som dog ikke fandtes i den sag Ankestyrelsen havde modtaget. Det fremgik endvidere af

kommunens journalnotater, at moder og det døve barn fik megen støtte fra bedsteforældrene,

hvorfor det var vigtigt at de lærte tegnesprog og derved fik mulighed for at kommunikere med

barnet. Der forelå ingen mere præcise oplysninger om omfanget af barnets kontakt med

bedsteforældrene.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger vurdere, hvorvidt

kursusudgiften var en nødvendig merudgift. Ankestyrelsen har tidligere i afgørelsen refereret i

Social Meddelelse O-54-96 fastslået, at der kan ydes støtte til andre end medlemmer af husstanden,

når samværet med det døve barn har en sådan karakter at udgiften må betragtes som af væsentlig

betydning for dets fortsatte udvikling.

Eksempel 23: En kommune havde bl.a. bevilget et beløb til betaling af ekstra fodtøj til en autistisk

dreng. Der forelå ingen oplysninger om baggrund for og omfang af behovet for ekstra fodtøj.

28


Kommunen havde endvidere bevilget et beløb til betaling af bilforsikring. Der forelå ingen

oplysninger om sammenhængen mellem udgiften til bilforsikring og barnets funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen fandt det ikke, på baggrund af de foreliggende oplysninger dokumenteret/sandsynliggjort,

at der var tale om nødvendige merudgifter.

Det bemærkes, at Ankestyrelsen alene i 2 sager fra de sociale nævn fandt det tvivlsomt, om der

forelå tilstrækkelige oplysninger.

Som eksempel herpå kan nævnes:

Eksempel 24: Et nævn havde tiltrådt kommunens afgørelse om afslag på en række nærmere

specificerede merudgifter. Der forelå i sagen flere henvendelser om hjælp fra ansøger.

Ankestyrelsen fandt umiddelbart, at der forelå et misforhold mellem de ansøgte ydelser og de

ydelser kommunen havde forholdt sig til i deres afgørelse, idet der muligvis var nogle ansøgninger

som der ikke var blevet taget stilling til.

Nævnet burde have kommenteret misforholdet og eventuelt indhentet yderligere oplysninger fra

kommune eller ansøger med henblik på at få afklaret, hvad der var søgt om.

Det bemærkes at eksempel 24 tillige også er gengivet i eksempel 32, jf. afsnit 7.1.2 om

helhedsvurdering.

7.1.2 Helhedsvurdering

Det følger af retssikkerhedslovens § 5, at kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger

og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale

lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden

være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Det følger endvidere af servicelovens § 5, stk. 1, at kommunen skal sørge for at forældre med børn

og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få gratis familieorienteret

rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende

arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have

behov for det.

Kravet om at der skal foretages en helhedsvurdering indebærer, at en ansøgning om hjælp skal

behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt

om.

I det konkrete tilfælde vil det således afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder

om, hvordan sagen skal behandles. Hvis en person eksempelvis søger om et hjælpemiddel, så skal

myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få bevilget hjælpemidlet. Og

det vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

I de tilfælde, hvor der er tale om hjælp i form af eksempelvis hjælp til merudgifter efter

servicelovens § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 må det

imidlertid antages at myndigheden er forpligtet til at foretage en bredere vurdering af ansøgers

behov – uanset der er tale om bevilling af nogle specifikt ansøgte merudgifter. Når der er tale om et

29


handicappet barn vil der således ofte være behov for hjælp efter flere bestemmelser i den sociale

lovgivning.

Kravet om at kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også – hvis

det er nødvendigt – skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed i fornødent omfang pligt til at rådgive og vejlede

inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning findes

tillige i servicelovens § 3.

Ankestyrelsen fandt i langt de fleste af de kommunale sager grundlag for at antage, at kommunerne

havde foretaget den fornødne helhedsvurdering.

Det skal dog i forlængelse heraf understreges, at Ankestyrelsen ved vurderingen af sagerne alene

har haft mulighed for at vurdere spørgsmålet om helhedsvurdering på grundlag af de sagsakter

Ankestyrelsen har modtaget til den konkrete afgørelse. Det vil sige primært på baggrund af

kommunens skriftlige materiale.

Ankestyrelsen har således ikke haft fornødent grundlag for at vurdere, hvorvidt de enkelte ansøgere

tillige har haft en opfattelse af, at kommunen har foretaget en helhedsvurdering i deres sag.

I de sager, hvor ansøgerne fik bevilget det ansøgte, og hvor der i øvrigt forelå oplysninger om, at

barnet gik i specialbørnehave, var på aflastningsinstitution nogle dage om måneden, havde fået

bevilget relevante hjælpemidler m.v., fandt Ankestyrelsen generelt ikke grundlag for at antage, at

der ikke var foretaget en helhedsvurdering.

Ankestyrelsen fandt i den forbindelse nogle gode eksempler på, at kommunen havde vurderet

ansøgerens sag på baggrund af en helhedsvurdering.

Eksempel 25: En kommune havde som bilag til en bevilling af hjælp til dækning af merudgifter

vedlagt en flere siders skematiseret handleplan for det barn som var omfattet af § 28. Det fremgik

bl.a. heraf, hvor barnet var i dagtilbud, aktuelle fritids- og aflastningstilbud, oplysninger om

familiens eget syn på situationen, familiens beskrivelse af barnets ressourcer, familiens beskrivelse

af egne ressourcer, familiens drømme og visioner, tanker om fremtidige bomuligheder for barnet,

tanker om eventuelle fremtidige beskæftigelsesmuligheder – herunder beskrivelse af særlige

egenskaber samt forslag til foranstaltninger på kort og langt sigt.

Eksempel 26: I en anden kommunesag, hvor der var bevilget hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste, forelå der ikke oplysninger om åbenbart udækkede behov. Det fremgik også af

sagens akter, at forskellige dele af den kommunale forvaltning arbejdede tæt sammen - ofte via eposter

- med henblik på løbende at finde løsninger på ansøgerens behov på institutionsområdet,

hjælpemiddelområdet og merudgiftsområdet.

Eksempel 27: En moder ansøgte kommunen om hjælp til tabt arbejdsfortjeneste i et par uger

således at hun kunne passe barnet hjemme i forbindelse med en operation (hofteskred). Moderen

havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at hun gerne ville i arbejde igen og således ikke var

interesseret i hjælp til tabt arbejdsfortjeneste i længere tid. I det omfang barnet skulle i dagpleje

efter 2 uger ville barnet imidlertid være mere krævende i dagplejen. Kommunen bevilgede herefter

30


ansøger 2 ugers tabt arbejdsfortjeneste og ansatte samtidig en hjælper til barnet i dagplejen i 8

uger.

I afgørelsen refereret i eksempel 27 kombinerede kommunen således mulighederne for hjælp efter

henholdsvis servicelovens § 28 og servicelovens § 29.

I nogle sager var Ankestyrelsen umiddelbart noget i tvivl om, hvorvidt der var foretaget en

helhedsvurdering.

Eksempel 28: En kommune havde truffet afgørelse om ophør af hjælp til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste med henvisning til at ansøgeren havde meddelt at hun var blevet arbejdsløs. Der

forelå ingen oplysninger om at kommunen havde ydet nogen form for rådgivning i forbindelse med

afgørelsen.

Ankestyrelsen finder umiddelbart, at kommunen burde have foretaget en vurdering af om der

eventuelt ville være mulighed for anden hjælp, idet moderen jo fortsat havde et handicappet barn.

Kommunen burde endvidere i forhold til arbejdsløshedssituationen have været opmærksom på

muligheden for at henvise til andre relevante myndigheder.

Eksempel 29: En kommune havde bevilget hjælp til dækning af merudgifter i form af en løbende

ydelse, som efter det oplyste syntes at være en fortsættelse af en tidligere udmålt merudgiftsydelse.

Der var tale om en sag, hvor Ankestyrelsen alene havde modtaget sagsakter vedrørende perioden

umiddelbart før afgørelsestidspunktet. Der forelå ingen oplysninger om eventuel øvrig hjælp.

Ankestyrelsen fandt det vanskeligt at tage stilling til, om kommunen havde foretaget den fornødne

helhedsvurdering.

I den langt overvejende del af nævnsafgørelserne havde nævnet ikke i deres afgørelse kommenteret

forhold vedrørende kommunernes helhedsvurdering. Ankestyrelsen fandt imidlertid også alene, at

dette burde være sket i ganske få sager.

Som eksempel på en sag hvor nævnet havde påtalt kommunens manglende helhedsvurdering kan

nævnes:

Eksempel 30: I en sag havde nævnet i en afgørelse om hjælp til tabt arbejdsfortjeneste, hvor nævnet

havde tiltrådt kommunens afgørelse, påtalt at kommunen ikke havde vejledt ansøger om at få

ændret forskudsregistreringen, da ansøger overgik til tabt arbejdsfortjeneste.

Som eksempel på tilfælde, hvor nævnet, efter Ankestyrelsens opfattelse, burde have påtalt

kommunens manglende helhedsvurdering kan nævnes:

Eksempel 31: I en sag havde nævnet tiltrådt kommunens afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag

for at yde hjælp til dækning af merudgifter, idet ansøger ikke havde merudgifter, som oversteg

minimumsbeløbet i servicelovens § 28, stk. 2 og 3. Det fremgik imidlertid af sagen, at ansøger

senere samme år skulle deltage i et kursus. Kommunen syntes ikke at have taget højde for

kursusudgiften mv. i forbindelse med vurderingen af de samlede merudgifter. Det ville i den

forbindelse have været hensigtsmæssigt såfremt nævnet havde inddraget kurset i afgørelsen og

eventuelt givet en generel vejledning om at ansøger kunne rette henvendelse til kommunen såfremt

31


det skulle vise sig, at der senere ville blive tale om flere merudgifter. Nævnet kunne i den

forbindelse også have kommenteret kommunens manglende rådgivning herom.

Eksempel 32: I en afgørelse havde nævnet tiltrådt kommunens afgørelse om afslag på en række

nærmere specificerede merudgifter. Der forelå i sagen flere henvendelser om hjælp fra ansøger og

Ankestyrelsen fandt umiddelbart, at der forelå et misforhold mellem de ansøgte ydelser og de

ydelser kommunen havde forholdt sig til i deres afgørelse. Nævnet havde ikke kommenteret dette

misforhold.

Kravet i lovens § 5 betyder, at de sociale nævn ved deres prøvelse skal tage stilling til, om der er

foretaget den fornødne helhedsvurdering. Hvis nævnet finder, at kravet om en helhedsvurdering

ikke er opfyldt, skal nævnet præcisere, hvori manglen består og tage stilling til hvilke konsekvenser

fejlen skal have for den konkrete sag.

I afgørelsen refereret i eksempel 32 finder Ankestyrelsen således, at nævnet burde have

kommenteret misforholdet mellem ansøgning og afgørelse og herefter taget stilling til

konsekvenserne heraf.

7.1.3 Borgerinddragelse

Det følger af retssikkerhedslovens § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved

behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på

en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

Det følger endvidere af servicelovens § 4, stk. 1, at kommunen og amtskommunen sørger for, at de

opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene

på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder

både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over

for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for

støtte.

I langt den overvejende del af kommunesagerne fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at antage at

ansøgerne ikke var blevet inddraget i fornødent omfang.

Ankestyrelsen fandt således alene grundlag for at være i tvivl om eller grundlag for at fastslå

manglende borgerinddragelse i 22 af de 100 sager.

I de fleste af sagerne syntes der således at være en forholdsvis jævnlig og tæt kontakt mellem

ansøger og kommune. Den kontakt Ankestyrelsen har kunnet aflæse i sagerne har været såvel

personlig i form af personligt fremmøde i forvaltningen, møde i hjemmet, møde i institution og/eller

telefoniske henvendelser som skriftlig kontakt i form af almindelige breve og/eller e-poster.

Resultatet skal formodentlig ses i sammenhæng med at der i sager om tabt arbejdsfortjeneste og

merudgiftsydelse typisk vil være tale om længerevarende sagsforløb, hvor såvel ansøger som

sagsbehandler løbende har behov for at være dialog.

Ankestyrelsen skal endvidere - i forhold til grundlaget for den aktuelle undersøgelse - bemærke, at

Ankestyrelsen i indkaldelsesbrevene til kommuner og nævn forud for denne undersøgelse særskilt

fremsatte anmodning om ikke at modtage sager vedrørende 1. gangs bevillinger.

32


Blandt de sager hvor Ankestyrelsen umiddelbart fandt det tvivlsomt om der havde været tale om

tilstrækkelig borgerinddragelse eller hvor Ankestyrelsen slet ikke fandt borgerinddragelsen

dokumenteret kan nævnes følgende:

Eksempel 33: I en sag fra en kommune vedrørende merudgifter forelå der en ansøgning fra

moderen. Der var ingen oplysninger om eventuel yderligere kontakt mellem kommune og ansøger.

Ankestyrelsen kunne ikke på baggrund af de modtagne sagsakter vurdere, hvorvidt

borgerinddragelsen havde været tilstrækkelig.

Eksempel 34: I en kommunesag vedrørende forlængelse af en bevilling af merudgifter forelå der

ingen decideret ansøgning i sagen – bortset fra den oprindelige ansøgning fra sygehuset som havde

dannet grundlag for den tidligere bevilling. I kommunens journalnotater var det anført, at moderen

havde søgt om forlængelse af ydelse. Der forelå imidlertid ingen oplysninger om, hvorvidt og i

hvilket omfang moderen havde været inddraget forud for kommunens beslutning om at forlænge

bevillingen.

Ankestyrelsen vurderede på baggrund af de foreliggende oplysninger at borgerinddragelsen havde

været utilstrækkelig.

Eksempel 35: I en kommunesag om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fremgik det

af kommunens journalnotater, at moderen var blevet arbejdsløs. Der forelå ingen oplysninger om

hvorfra kommunen havde fået denne oplysning og/eller oplysninger om hvorvidt ansøger i øvrigt

havde været inddraget i sagen.

Eksempel 36: I en kommunesag vedrørende hjælp til dækning af merudgifter forelå der en

ansøgning om merudgifter fra Refnæsskolen. Der forelå tillige oplysninger om at der på et

tidspunkt forud for afgørelsen havde været afholdt møde i forvaltningen med ansøger,

synskonsulent og kommunens sagsbehandler. Der forelå ingen øvrig korrespondance med ansøger i

sagen. Det var imidlertid oplyst, at ansøger på et tidspunkt var mødt op i forvaltningen i grådlabil

tilstand.

Ankestyrelsen finder, at sagen giver anledning til at gøre opmærksom på, at det også i nogle tilfælde

kan være væsentligt at få inddraget borgeren i sagen, herunder yde direkte råd og vejledning, i de

situationer hvor andre varetager ansøgers interesser.

Som eksempel på et tilfælde, hvor Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at anse borgerinddragelsen

for utilstrækkelig selvom borgeren ikke personligt havde været involveret i sagen, kan nævnes:

Eksempel 37: En kommune bevilgede efter ansøgning fra det behandlende sygehus tabt

arbejdsfortjeneste i en afgrænset periode til forældrene til et barn, som var blevet akut indlagt med

hjertestop. Barnet fik indopereret en pacemaker. Der forelå ingen oplysninger om, hvorvidt der

havde været kontakt mellem ansøgerne og kommunen forud for den trufne afgørelse. Det var

imidlertid oplyst, at moderen ca. 14 dage efter afgørelsen havde været til møde forvaltningen, hvor

hun bl.a. medbragte dokumentation for den tabte arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen fandt, at der under hensyn til den akutte situation havde været tale om tilstrækkelig

borgerinddragelse.

33


Som eksempel på tilfælde, hvor Ankestyrelsen fandt borgerinddragelsen tilstrækkeligt

dokumenteret kan nævnes:

Eksempel 38: I en sag havde en kommune forlænget en bevilling på delvis tabt arbejdsfortjeneste.

Der forelå ingen decideret ansøgning i sagen. Det fremgik imidlertid af kommunens journalnotater,

at ansøger ca. 1 uge før afgørelsen havde haft en telefonisk samtale med kommunens

sagsbehandler. Det fremgik af notatet, at samtalen havde omhandlet den tabte arbejdsfortjeneste og

behovet for merudgifter. Ansøger havde blandt andet oplyst, at hendes behov for tabt

arbejdsfortjeneste var uændret. Det fremgik herudover af sagens akter i øvrigt, at der både før og

efter afgørelsen havde været forholdsvis jævnlige kontakter mellem kommune og ansøger – enten

telefonisk eller skriftligt.

Eksempel 39: I en sag havde en kommune forud afgørelsen om dækning af merudgifter skrevet til

ansøger og oplyst, at den hidtidige bevilling var ved at udløbe, hvorfor de skulle til at drøfte en ny

bevilling. Kommunen anmodede derfor ansøger om at rette henvendelse til kommunen. Kommunen

havde som bilag til deres brev vedlagt et ansøgningsskema og skema til brug for udarbejdelse af en

skriftlig handleplan. Det fremgik herefter af kommunens journalnotater, at der havde været afholdt

et møde mellem kommune og ansøger i ansøger hjem, hvor udgifter samt handleplan var blevet

drøftet. Sagen bar i øvrigt præg af at der var en forholdsvis hyppig kontakt mellem ansøger og

kommune.

Ankestyrelsen finder, at den i eksempel 39 beskrevne fremgangsmåde er et godt eksempel på en

meget hensigtsmæssig borgerinddragelse.

7.1.4 Begrundelse

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en

begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Hvis der kun gives parten delvis medhold, skal afgørelsen således også begrundes. Dette vil f.eks.

være tilfældet såfremt ansøgeren får bevilget et mindre beløb end det der er ansøgt om eller såfremt

ansøger alene får dækket nogle af de ansøgte udgifter.

Efter lovens § 23, stk. 1, 1.pkt. kan den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, forlange at få

en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

77 af de modtagne kommunale afgørelser var blevet meddelt ansøger skriftligt. De resterende

afgørelser fremgik af et notat i kommunens journal. I sidstnævnte tilfælde var der i næsten alle

tilfælde tale om bevillinger.

I forvaltningslovens § 24, stk. 1 er der opstillet krav til indholdet af begrundelsen.

Efter bestemmelsens stk. 1 skal begrundelsen indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt

skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

34


Hvis der findes en almindelig betegnelse for loven, som er kendt af parten, vil det normalt være

tilstrækkeligt at henvise til loven ved dennes betegnelse, f.eks. serviceloven. I andre tilfælde bør

lovens eller lovbekendtgørelsens nr. og dato samt lovens rigtige betegnelse anføres.

Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at henvise til hele loven. Der skal være en præcis

henvisning til den bestemmelse og det eller de stk., der er anvendt.

I langt de fleste af de skriftlige kommunale afgørelser var der henvist til servicelovens § 28 eller §

29. Der var typisk ikke angivet stk. I en del af disse sager hvor der var tale om hjælp efter

servicelovens § 28 var der tillige vedlagt en standardbeskrivelse af reglerne i § 28 om

standardydelser m.v.

Nævnsafgørelserne gav ikke anledning til særlige bemærkninger i forhold til angivelse af det

relevante retsgrundlag. Det bemærkes i den forbindelse at der i næsten alle nævnsafgørelser var

vedlagt uddrag af de anvendte regler.

En begrundelse skal endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2 om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig

betydning for afgørelsen.

Dette er relevant i situationer, hvor partens kendskab til myndighedens beslutningsgrundlag er

usikkert, og hvor der måske foreligger modstridende sagkyndige erklæringer. Myndigheden skal da

angive, hvilken erklæring, der er lagt vægt på ved afgørelsen og hvorfor.

Den væsentligste årsag til, at afgørelser skal begrundes, er, at den, der er part i en forvaltningssag,

bør få fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har.

Begrundelser antages herudover at give en øget garanti for afgørelsernes rigtighed, herunder at

afgørelsesgrundlaget er sagligt og fyldestgørende.

Eksempel 40: Et nævn havde i en afgørelse tiltrådt kommunens afgørelse, hvorefter barnet ikke

fandtes at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 29. Nævnet havde i begrundelsen

anført, at nævnet ikke, på baggrund af de lægelige oplysninger, fandt at barnet havde en betydelig

og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig

lidelse.

Ankestyrelsen finder ikke at en sådan begrundelse er tilstrækkelig.

En god begrundelse giver endelig ansøgeren bedre mulighed for at overveje, om der er grundlag for

at anmode om genoptagelse eller for at klage over afgørelsen.

Der er i forvaltningsloven ingen almindelig regel om, at en afgørelse skal være skriftlig og efter lov

om retssikkerhed og administration følger alene, at Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser

skal være skriftlige.

I Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven står imidlertid, at det følger af god

forvaltningsskik, at den der er part i en sag, hvori der træffes afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, i almindelighed har krav på at få afgørelsen meddelt skriftligt.

35


Hvis der er tale om en indgribende afgørelse følger det af praksis, jf. Social Meddelelse F-8-01, at

parten har et krav på en skriftlig afgørelse.

Eksempel 41: I klagen til et nævn over afslag på dækning af merudgifter i form af bl.a. ribbe,

kondicykel, kørsel til fritidsaktiviteter, ekstra tøj var det anført, at der tillige var behov for

aflastning og at ansøger gerne ville have en fast løbende ydelse således at ansøger selv kunne

disponere over pengene. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag men undlod at

kommentere bemærkningerne i klagen.

Normalt vil en utilstrækkelig begrundelse ikke medføre afgørelsens ugyldighed men vil alene

medføre forlængelse af en eventuel klagefrist, indtil der er givet en fyldestgørende begrundelse.

Kommunernes afgørelser var i de fleste sager bevillinger, hvor der ikke stilles krav om begrundelse.

Der skal i den forbindelse henvises til det i afsnit 5.1 anførte, hvorefter Ankestyrelsen ved

vurderingen af sagerne, som udgangspunkt, har lagt til grund, at ansøgerne har fået medhold,

såfremt den vurderede afgørelse indebar en forlængelse af den tidligere udmålte ydelse.

I nogle sager var der dog givet et delvist afslag og i andre sager kunne Ankestyrelsen ikke vurdere,

hvorvidt afgørelsen gav ansøger fuldt medhold. I de fleste af disse tilfælde var de angivne

begrundelser utilstrækkelige.

Eksempel 42: En kommune havde, efter ansøgning, truffet afgørelse om bevilling af flere typer

merudgifter. I forhold til det i ansøgningen oplyste, indebar afgørelsen imidlertid et delvist afslag,

idet der ikke var bevilget en ansøgt lamineringsmaskine og et ekstra skraldestativ. Den skriftligt

meddelte afgørelse indeholdt ingen oplysninger om afslaget og derfor ej heller en tilstrækkelig

begrundelse herfor.

I de fleste af de kommunesager, hvor der var truffet afgørelse om bevilling af hjælp til merudgifter,

var de enkelte udgiftsposter specificeret i en særskilt oversigt, hvor der samtidig var foretaget en

udregning af den samlede ydelse i et eller flere standardbeløb. I flere af disse afgørelser, hvor der

ikke i alle situationer forelå en detaljeret ansøgning fra ansøger med angivelse af de konkret ansøgte

beløb, var der imidlertid ikke givet en begrundelse for hvordan kommunen var kommet frem til

størrelsen af de enkelte beløb.

Eksempel 43: En kommune havde truffet afgørelse om bevilling af bl.a. hjælp til dækning af

udgifter til ridning, film, fritidskørsel, benzin, behandlingskørsel, bleer, vask, klude. Afgørelsen

indeholdt ingen begrundelse for hvordan udgifterne var fastsat.

Nævnenes afgørelser gav, bortset fra det oven for anførte, generelt ikke anledning til særlige

bemærkninger, idet den langt overvejende del af disse afgørelser syntes at være velbegrundede.

7.1.5 Partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, at kan en part ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder, når oplysningerne er til

ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

36


De udtalelser det vil være relevant at partshøre over i sager vedrørende merudgiftsydelse og hjælp

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil typisk være lægelige udtalelser m.v., som kommunen har

indhentet til brug for vurderingen af sagen. I det omfang der alene er tale om oplysninger som

ansøger selv har afgivet/indsendt og/eller oplysninger som utvivlsomt alene er begunstigende for

ansøger stilles der ikke krav om partshøring. Sidstnævnte kan imidlertid ofte være vanskeligt at

vurdere.

Der er intet til hinder for at partshøre i videre omfang, og det bør da også ske i tilfælde, hvor parten

kan have interesse i at se og kommentere oplysninger i sagen, som han eller hun ikke kan antages at

være bekendt med, jf. retssikkerhedsloven § 4.

Retsvirkningen af manglende partshøring kan være ugyldighed, i hvert fald hvor der er tale om en

afgørelse til ugunst for parten, da der er tale om en væsentlig garanti for afgørelsens rigtighed.

Ankestyrelsen fandt alene i ganske få tilfælde dokumentation for at kommunerne havde foretaget

partshøring forud for afgørelsen.

I 11 procent af kommunesagerne, hvor der ikke var foretaget partshøring, fandt Ankestyrelsen, at

der skulle have været foretaget partshøring. De 11 procent svarede stort set til det antal sager, hvor

der var grundlag for at partshøre.

I langt de fleste kommunale sager fandt Ankestyrelsen således ikke, at der skulle have været

foretaget partshøring.

De oplysninger kommunerne lagde vægt på i deres afgørelser var således typisk afgivet af ansøger

eller personer, som i den konkrete sag måtte antages at varetage ansøgers interesser, idet alle

relevante oplysninger f.eks. fandtes i en ansøgning fra en interesseorganisation eller det

behandlende sygehus.

I en del kommunesager var der herudover tale om at ansøger fik bevilget det ansøgte. De modtagne

oplysninger var således enten ikke til ugunst for ansøger og/eller ikke blevet tillagt betydning i

afgørelsen.

I de fleste nævnssager forelå der ikke oplysninger om at nævnet havde indhentet supplerende

oplysninger forud for afgørelsen. Derfor intet krav om partshøring.

I de afgørelser hvor nævnet havde indhentet supplerende oplysninger var der flere eksempler på at

nævnet havde foretaget partshøring i overensstemmelse med forvaltningens § 19, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt det imidlertid i 4 nævnssager tvivlsomt hvorvidt der var blevet foretaget den

fornødne partshøring.

Eksempel 44: Et nævn havde under sagens behandling indhentet kopi af en udtalelse fra en

neuropsykolog. Nævnet havde herefter forud for afgørelsen sendt en redegørelse for sagen til

ansøger med anmodning om at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Ankestyrelsen kunne ikke

på baggrund af oplysningerne i sagen vurdere, hvorvidt den indhentede erklæring var vedlagt

redegørelsen.

37


Eksempel 45: Et nævn havde indhentet supplerende akter fra kommunens sag. Ankestyrelsen kunne

ikke umiddelbart identificere de modtagne oplysninger og kunne ikke vurdere hvorvidt nævnet

havde partshørt ansøger over oplysningerne.

I et par sager fandt Ankestyrelsen endvidere, at nævnet burde have påtalt kommunernes manglende

partshøring.

Eksempel 46: Et nævn havde tiltrådt kommunens afgørelse om afslag på yderligere hjælp til tabt

arbejdsfortjeneste. Det fremgik ikke af sagen, at kommunen havde foretaget partshøring over en

indhentet udtalelse fra sygehuset, som syntes at have haft væsentlig betydning for det givne afslag.

Nævnet burde have kommenteret den manglende partshøring. Det bemærkes, at nævnet foretog

partshøring over oplysningerne i udtalelsen før nævnet traf afgørelse.

Eksempel 47: I en afgørelse om afslag på hjælp til dækning af en række merudgifter forelå der

ingen oplysninger om, hvorvidt kommunen havde partshørt ansøger over de oplysninger kommunen

havde modtaget fra en neuropsykolog forud for afgørelsen. Oplysningerne var ikke udelukkende

begunstigende for ansøger og blev tillagt væsentlig betydning ved kommunens vurdering af sagen.

Nævnet påtalte ikke i deres afgørelse den manglende partshøring.

7.1.6 Klagevejledning

Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser, som kan påklages til anden

forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang

og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Klagevejledning skal kun gives i forbindelse med afgørelser, der umiddelbart kan påklages til en

overordnet forvaltningsmyndighed. Der skal gives klagevejledning selvom afgørelsen kun kan

påklages/behandles, hvis den har principiel betydning. Der skal ikke gives klagevejledning såfremt

afgørelsen fuldt ud giver pågældende part medhold.

Hvis det er tvivlsomt, om afgørelsen giver parten fuldt ud medhold, skal der gives klagevejledning.

I de kommunale sager, hvor der utvivlsomt var tale om et helt eller delvist afslag var der i langt de

fleste sager givet klagevejledning. I en del af disse sager manglede der dog angivelse af hvordan

klagefristen skulle beregnes.

I en række af de sager, hvor Ankestyrelsen vurderede at der var tvivl om hvorvidt afgørelserne

udelukkende var til gunst for ansøgerne var der ikke givet korrekt klagevejledning.

I 14 nævnsafgørelser var der givet korrekt klagevejledning. I de resterende 14 sager - alle fra

samme nævn - var der i afgørelserne henvist til en vedlagt klagevejledning. Klagevejledningen lå

ikke i de sagsakter Ankestyrelsen modtog. Nævnet har imidlertid senere oplyst, at afgørelserne

havde været ledsaget af en skriftlig klagevejledning. Ankestyrelsen modtog efterfølgende kopi af

klagevejledningen og kunne på den baggrund konstatere at klagevejledningen er i

overensstemmelse med kravene i forvaltningsloven.

Ankestyrelsen fandt ikke nævnssager, hvor nævnet havde påtalt manglende klagevejledning i de

kommunale afgørelser.

38


Ankestyrelsen fandt imidlertid et par sager, hvor nævnet burde have anført kritik af at kommunens

afgørelse ikke var ledsaget af en klagevejledning.

39


Bilag 1

Regelgrundlaget og SM´er i rapporten

40

More magazines by this user
Similar magazines