Som eksempel på tilfæld

Som eksempel på tilfælde, hvor Ankestyrelsen fandt borgerinddragelsen tilstrækkeligt dokumenteret kan nævnes: Eksempel 38: I en sag havde en kommune forlænget en bevilling på delvis tabt arbejdsfortjeneste. Der forelå ingen decideret ansøgning i sagen. Det fremgik imidlertid af kommunens journalnotater, at ansøger ca. 1 uge før afgørelsen havde haft en telefonisk samtale med kommunens sagsbehandler. Det fremgik af notatet, at samtalen havde omhandlet den tabte arbejdsfortjeneste og behovet for merudgifter. Ansøger havde blandt andet oplyst, at hendes behov for tabt arbejdsfortjeneste var uændret. Det fremgik herudover af sagens akter i øvrigt, at der både før og efter afgørelsen havde været forholdsvis jævnlige kontakter mellem kommune og ansøger – enten telefonisk eller skriftligt. Eksempel 39: I en sag havde en kommune forud afgørelsen om dækning af merudgifter skrevet til ansøger og oplyst, at den hidtidige bevilling var ved at udløbe, hvorfor de skulle til at drøfte en ny bevilling. Kommunen anmodede derfor ansøger om at rette henvendelse til kommunen. Kommunen havde som bilag til deres brev vedlagt et ansøgningsskema og skema til brug for udarbejdelse af en skriftlig handleplan. Det fremgik herefter af kommunens journalnotater, at der havde været afholdt et møde mellem kommune og ansøger i ansøger hjem, hvor udgifter samt handleplan var blevet drøftet. Sagen bar i øvrigt præg af at der var en forholdsvis hyppig kontakt mellem ansøger og kommune. Ankestyrelsen finder, at den i eksempel 39 beskrevne fremgangsmåde er et godt eksempel på en meget hensigtsmæssig borgerinddragelse. 7.1.4 Begrundelse Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Hvis der kun gives parten delvis medhold, skal afgørelsen således også begrundes. Dette vil f.eks. være tilfældet såfremt ansøgeren får bevilget et mindre beløb end det der er ansøgt om eller såfremt ansøger alene får dækket nogle af de ansøgte udgifter. Efter lovens § 23, stk. 1, 1.pkt. kan den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. 77 af de modtagne kommunale afgørelser var blevet meddelt ansøger skriftligt. De resterende afgørelser fremgik af et notat i kommunens journal. I sidstnævnte tilfælde var der i næsten alle tilfælde tale om bevillinger. I forvaltningslovens § 24, stk. 1 er der opstillet krav til indholdet af begrundelsen. Efter bestemmelsens stk. 1 skal begrundelsen indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. 34

Hvis der findes en almindelig betegnelse for loven, som er kendt af parten, vil det normalt være tilstrækkeligt at henvise til loven ved dennes betegnelse, f.eks. serviceloven. I andre tilfælde bør lovens eller lovbekendtgørelsens nr. og dato samt lovens rigtige betegnelse anføres. Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at henvise til hele loven. Der skal være en præcis henvisning til den bestemmelse og det eller de stk., der er anvendt. I langt de fleste af de skriftlige kommunale afgørelser var der henvist til servicelovens § 28 eller § 29. Der var typisk ikke angivet stk. I en del af disse sager hvor der var tale om hjælp efter servicelovens § 28 var der tillige vedlagt en standardbeskrivelse af reglerne i § 28 om standardydelser m.v. Nævnsafgørelserne gav ikke anledning til særlige bemærkninger i forhold til angivelse af det relevante retsgrundlag. Det bemærkes i den forbindelse at der i næsten alle nævnsafgørelser var vedlagt uddrag af de anvendte regler. En begrundelse skal endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2 om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette er relevant i situationer, hvor partens kendskab til myndighedens beslutningsgrundlag er usikkert, og hvor der måske foreligger modstridende sagkyndige erklæringer. Myndigheden skal da angive, hvilken erklæring, der er lagt vægt på ved afgørelsen og hvorfor. Den væsentligste årsag til, at afgørelser skal begrundes, er, at den, der er part i en forvaltningssag, bør få fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har. Begrundelser antages herudover at give en øget garanti for afgørelsernes rigtighed, herunder at afgørelsesgrundlaget er sagligt og fyldestgørende. Eksempel 40: Et nævn havde i en afgørelse tiltrådt kommunens afgørelse, hvorefter barnet ikke fandtes at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 29. Nævnet havde i begrundelsen anført, at nævnet ikke, på baggrund af de lægelige oplysninger, fandt at barnet havde en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ankestyrelsen finder ikke at en sådan begrundelse er tilstrækkelig. En god begrundelse giver endelig ansøgeren bedre mulighed for at overveje, om der er grundlag for at anmode om genoptagelse eller for at klage over afgørelsen. Der er i forvaltningsloven ingen almindelig regel om, at en afgørelse skal være skriftlig og efter lov om retssikkerhed og administration følger alene, at Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være skriftlige. I Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven står imidlertid, at det følger af god forvaltningsskik, at den der er part i en sag, hvori der træffes afgørelse af en forvaltningsmyndighed, i almindelighed har krav på at få afgørelsen meddelt skriftligt. 35