PRAKSISUNDERSØGELSE Merudgifter og tabt ... - Ankestyrelsen

ast.dk

PRAKSISUNDERSØGELSE Merudgifter og tabt ... - Ankestyrelsen

afgørelse, som er truffet som led i et flerårigt sagsforløb, og at en del af de manglende oplysninger

derfor kan have foreligget i nogle af de sagsakter, som ikke er blevet indsendt til Ankestyrelsen.

Opmærksomheden skal endvidere henledes på det forhold, at Ankestyrelsen havde anmodet om

ikke at modtage førstegangsafgørelser og at Ankestyrelsen alene havde anmodet om få tilsendt

sagsakter i forhold til en konkret afgørelse.

Ankestyrelsen har tillige været i tvivl om legaliteten i andre tilfælde. Som eksempel herpå kan

nævnes, at Ankestyrelsen i relation til hjælp efter servicelovens § 28 om merudgifter fandt flere

eksempler på, at kommunerne alene ydede hjælpen efter regning og således fravalgte muligheden

for at udarbejde et skøn over fremtidige merudgifter. Ankestyrelsen finder ikke, at en sådan

fremgangsmåde er i overensstemmelse med servicelovens § 28 og formålet hermed.

Ankestyrelsen fandt endvidere i forhold til afvikling af hjælp ydet efter servicelovens § 29

eksempler på sager, hvor hverken kommune og/eller nævn synes at have taget højde for reglen i §

13 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse og hjælp til tabt arbejdsfortjeneste,

hvorefter hjælp efter servicelovens § 29 – som udgangspunkt - ydes i 3 måneder efter at

betingelserne for at modtage hjælpen er ophørt.

Formalitetsvurderingen

Kommunesagerne

I de fleste af kommunesagerne svarende til 76 procent af sagerne vurderede Ankestyrelsen, at der

var foretaget den fornødne helhedsvurdering. Ankestyrelsen fandt således at der i sagerne forelå

oplysninger, som indicerede at der var taget højde for ansøgers mulige behov for hjælp og

rådgivning. Ankestyrelsen fandt i forlængelse heraf også alene i et par tilfælde eksempler på at

nævnene burde have påtalt og taget stilling til konsekvenserne af kommunernes manglende

helhedsvurdering.

For så vidt angår borgerinddragelsen fandt Ankestyrelsen endvidere, at hovedparten af

kommunesagerne svarende til 78 procent bar præg af forholdsvis hyppig og tilstrækkelig kontakt

mellem borger og kommune. Kontakten var typisk i form af personlig kontakt, telefoniske samtaler,

møde i forvaltningen og/eller hjemmet, men i en række sager forelå der også skriftligt materiale i

form af breve og/eller e-poster.

I forhold til oplysningsgrundlaget fandt Ankestyrelsen, at der forelå tilstrækkelige oplysninger i 43

procent af kommunesagerne, mens Ankestyrelsen i 49 procent af sagerne fandt det tvivlsomt, om

der forelå tilstrækkelige oplysninger. I de fleste af disse sager var der imidlertid tale om tilfælde,

hvor afgørelsen var truffet som led i et flerårigt sagsforløb, og hvor der ikke forud for den vurderede

afgørelse var indhentet en række nye oplysninger om eksempelvis personkredsen, men hvor

Ankestyrelsen på baggrund af de øvrige sagsakter kunne konstatere, at kommunen tidligere havde

forholdt sig til personkredsen og således på dette tidligere tidspunkt havde haft relevante

oplysninger herom.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunerne i de fleste sager svarende til 77 procent af sagerne

havde udarbejdet en skriftlig afgørelse.

I 64 procent af sagerne var der givet begrundelser, som er i overensstemmelse med

forvaltningslovens §§ 22-24. I 31 procent af sagerne var Ankestyrelsen i tvivl om, hvorvidt

5

More magazines by this user
Similar magazines