bilagssamling merudgifter - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

bilagssamling merudgifter - ALS Gruppen Vestjylland

Servicelovens § 84 om merudgifter

Bilagssamling

Denne bilagssamling indeholder blandt andet de gældende regler om servicelovens § 84 om merudgifter

(loven, bekendtgørelsen og vejledningen) og daværende socialminister Henrik Dam Kristensens

bemærkninger til lovforslaget forud for lovens vedtagelse, fordi disse bemærkninger gennemgår

den sammenhæng, som loven indgår i.

Desuden er optrykt de spørgsmål fra folketingsmedlemmer og svar fra skiftende ministre, som har

været rejst i Folketinget.

Bilagssamlingen indeholder også samtlige Sociale Meddelelser fra Ankestyrelsen om merudgifter

efter såvel servicelovens § 28 (børn) og § 84 (voksne), også fra tiden forud for 1. januar 2003, hvor

den nye formulering af servicelovens § 84 trådte i kraft. De to bestemmelser bygger ganske vist på

hvert sit lovgrundlag, men der er betragtelige ligheder, og det meget mere detaljerede regelsæt for

servicelovens § 84 og de betragtninger om handicapkompensation, der ligger bag servicelovens §

84, er i vidt omfang anvendt ved forvaltningen af også servicelovens § 28 siden 1. januar 2003.

Endelig er optrykt et eksempel på en mønsteransøgning, hvis enkelhed og kvalitet førte til en næsten

fuldstændig bevilling, samt mit indlæg fra minikonferencen i Bella Centret i dag for nøjagtig ét

år siden.

Formålet med bilagssamlingen er at gøre det lettere at ansøge kommunen om merudgifter efter servicelovens

§ 84, at forberede møder med kommunen og at anke en afgørelse fra kommunen. I betragtning

af det omfattende materiale vil det for mange ansøgere være muligt at finde oplysninger,

som kan være til støtte i denne situation, og som det ikke kan forventes, at kommunen eller sagsbehandleren

kender.

Vanskelighederne med at få reglerne overholdt i adskillige kommuner har gjort det nødvendigt med

nogle ekstraordinære initiativer for på den måde at sikre brugerne de rettigheder, som Folketinget

har ønsket, at de skulle have. Jeg er fuldt bevidst om, at mange ikke har mod på at gå i gang med så

mange sider med tørre regler og love; men med næsten 100 bestillinger af udgivelsen på mindre end

et døgn håber jeg, at kendskabet til reglerne vil brede sig som ringe i vandet.

Udgivelsen af bilagssamlingen vil i løbet af sommeren blive suppleret med en egentlig gennemgang

af de gældende regler, både ud fra selve regelsættet og ud fra den praksis, der har vist sig, og som

langt fra udtrykkes fyldestgørende gennem de sager, som Ankestyrelsen har behandlet.

Bilagene er samlet sammen fra især Folketingets og Ankestyrelsens hjemmesider. Layoutet er ændret

af hensyn til læsbarheden. Regnefejl, stavefejl, slagfejl, kommafejl osv. er rettet i videst muligt

omfang, men jeg vil være glad for at blive gjort opmærksom på eventuelle fejl, således at disse kan

rettes, inden bilagssamlingen i opdateret form vil indgå i den samlede udgivelse.

Muskelsvindfonden - den 25. maj 2005

Jørgen Lenger


Indhold:

Servicelovens § 84 ...............................................................................................................................5

1.1 Sammenligning af servicelovens § 84 før og efter 1. januar 2003. ...................................5

1.2 Uddrag af socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger til lovforslaget (L 137

- Folketingsåret 2000/2001).............................................................................................................6

1.2.1 Almindelige bemærkninger: ........................................................................................6

1.2.2 Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser: .............................................11

1.2.3 Merudgiftsydelsen efter forslagets § 84:....................................................................12

2 Bekendtgørelsen...............................................................................................................15

3 Vejledningen. ...................................................................................................................18

3.1 Generelt............................................................................................................................18

3.2 Formål ..............................................................................................................................18

3.3 Betingelser for støtte ........................................................................................................18

3.4 Personkreds ......................................................................................................................19

3.5 Forsørgelsesgrundlaget ....................................................................................................19

3.5.1 Ikke ret til merudgiftsydelse ......................................................................................20

3.5.2 Hvilende førtidspension .............................................................................................20

3.5.3 Invaliditetsydelse .......................................................................................................20

3.6 Udmåling af tilskud til merudgifter .................................................................................21

3.6.1 Bagatelgrænse ............................................................................................................22

3.6.2 Basisbeløb ..................................................................................................................22

3.7 Ikke skattepligt.................................................................................................................23

3.8 Hvilke sandsynliggjorte merudgifter kan der gives tilskud til? .......................................23

3.8.1 Kost og diætpræparater ..............................................................................................23

3.8.2 Medicin ......................................................................................................................24

3.8.3 Sygeforsikring............................................................................................................25

3.8.4 Befordring generelt ....................................................................................................25

3.8.5 Befordring i fritid.......................................................................................................25

3.8.6 Befordring til og fra arbejde.......................................................................................26

3.8.7 Befordring til og fra uddannelse ................................................................................26

3.8.8 Befordring til og fra behandling.................................................................................26

3.8.9 Handicaprettede kurser ..............................................................................................27

3.8.10 Beklædning ................................................................................................................27

3.8.11 Daglige håndsrækninger ............................................................................................27

3.8.12 Nødvendige håndsrækninger......................................................................................28

3.8.13 Forsikringer................................................................................................................28

3.8.14 Indskud i en lejebolig og andre udgifter ....................................................................29

3.8.15 Andre eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen i øvrigt dækker...................29

3.9 Samspil med andre ordninger ..........................................................................................29

3.10 Afgrænsning overfor andre bestemmelser .......................................................................30

3.10.1 Behandling .................................................................................................................30

3.10.2 Behandlingsredskaber ................................................................................................30

3.10.3 Hjælpemidler, forbrugsgoder og støtte til køb af bil..................................................30

3.10.4 Nødvendig boligindretning og boligskift...................................................................30

3.10.5 Nødvendig boligindretning ........................................................................................30

3.10.6 Boligskift....................................................................................................................30

3.10.7 Respirationsinsufficiens.............................................................................................31

3.11 Genvurdering regulering og opfølgning ..........................................................................31

3.12 Ophør ...............................................................................................................................33

2


3.12.1 65 år og ret til folkepension .......................................................................................33

3.12.2 Dødsfald.....................................................................................................................33

3.12.3 Betingelser ikke opfyldt.............................................................................................33

3.12.4 Merudgifter lavere end oprindeligt antaget................................................................33

3.12.5 Invaliditetsydelse .......................................................................................................33

3.13 Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens § 84............................34

3.14 Personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende

regler 34

3.15 Overgang fra ung til voksen.............................................................................................34

3.16 Overgang til folkepension................................................................................................34

3.17 Ansøgerens inddragelse i sagen og dennes oplysningspligt ............................................35

3.18 Tilsidesættelse af ansøgerens oplysningspligt og tilbagebetaling....................................35

3.19 Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering ..................................................36

4 Tilkendegivelser fra socialministeren. .............................................................................37

4.1 »Kan ministeren bekræfte, at mulighederne for bevilling af håndsrækninger efter

reglerne for dækning af merudgifter efter servicelovens § 84 i praksis og i samme omfang kan

imødekomme samme behov som bistands- eller plejetillæg efter den tidligere lovgivning om

førtidspension?«.............................................................................................................................37

4.2 »Kan ministeren bekræfte, at kommunen har pligt til at tage initiativ til en konkret

vurdering af, om personer, der eventuelt kan være omfattet af personkredsen for servicelovens §

84, har merudgifter i tilstrækkeligt omfang til en eventuel bevilling, samt hvad konsekvensen er,

hvis kommunen ikke har taget et sådant initiativ?«.......................................................................37

4.3 »Vil ministeren oplyse, om servicelovens § 84 om merudgifter giver mulighed for

bevilling af sandsynliggjorte udgifter af beskedent omfang eller mindre påskønnelser i form af

naturalier for håndsrækninger fra naboer, venner og bekendte, samt om der med bevillingen kan

pålægges modtagere af ydelsen en indberetningspligt til kommunen med henblik på oplysning til

skattevæsenet?«..............................................................................................................................39

4.4 »Vil ministeren bekræfte, at servicelovens § 84 om merudgifter indebærer, at der ydes

hjælp til håndsrækninger, som formuleret i den tilhørende vejledning, svarende til den fulde

sandsynliggjorte udgift?«...............................................................................................................40

4.5 »Vil ministeren oplyse, om en kommune af egen drift har pligt til at oplyse personer,

som eventuelt tilhører målgruppen for servicelovens § 84, om mulighederne i den nye

bestemmelse, uanset om de pågældende selv retter henvendelse til kommunen?«.......................41

4.6 Vil ministeren oplyse, om udmåling af håndsrækninger som merudgift efter

servicelovens § 84 kan ske med en takst, der forudsætter, at den, der udfører håndsrækninger,

unddrager sig betaling af skat?.......................................................................................................42

4.7 Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at personer med ret til merudgiftsydelse efter

servicelovens § 84 også modtager den ydelse, de er berettiget til? ...............................................43

4.8 Hvilken garanti har ministeren for, at ingen borger med ret til merudgiftsydelse efter

servicelovens § 84 unddrages denne ydelse på grund af manglende viden om muligheden? .......45

4.9 Vil ministeren oplyse, hvilke muligheder der eksisterer for dækning af udgifter ved at

have hjælpere i éns bolig i hele eller en stor del af døgnet, såfremt hjælpen er bevilget efter

servicelovens § 76, stk. 2 eller 3? ..................................................................................................46

5 Ankestyrelsens afgørelser ................................................................................................49

5.1 Servicelovens § 28 (børn) ................................................................................................49

5.1.1 SM C-3-99 .................................................................................................................49

5.1.2 SM C-13-99 ...............................................................................................................50

5.1.3 SM C-15-00 ...............................................................................................................52

5.1.4 SM C-16-00 ...............................................................................................................54

5.1.5 SM C-17-00 ...............................................................................................................56

3


5.1.6 SM C-18-00 ...............................................................................................................59

5.1.7 SM C-11-01 ...............................................................................................................61

5.1.8 SM C-13-01 ...............................................................................................................63

5.1.9 SM C-14-01 ...............................................................................................................65

5.1.10 SM C-15-01 ...............................................................................................................68

5.1.11 SM C-9-01 .................................................................................................................71

5.1.12 SM C-21-01 ...............................................................................................................75

5.1.13 SM C-3-02 .................................................................................................................80

5.1.14 SM C-6-02 .................................................................................................................82

5.1.15 SM C-17-02 ...............................................................................................................84

5.1.16 SM C-29-02 ...............................................................................................................87

5.1.17 SM C-2-03 .................................................................................................................96

5.1.18 SM C-8-03 ...............................................................................................................100

5.1.19 SM C-25-03 .............................................................................................................103

5.1.20 SM C-31-03 .............................................................................................................104

5.1.21 SM C-40-03 .............................................................................................................106

5.1.22 SM C-46-03 .............................................................................................................109

5.1.23 SM C-49-03 .............................................................................................................111

5.1.24 SM C-59-03 .............................................................................................................113

5.1.25 SM C-10-04 .............................................................................................................116

5.1.26 SM C-8-04 ...............................................................................................................119

5.1.27 SM C-9-04 ...............................................................................................................122

5.1.28 SM C-19-04 .............................................................................................................124

5.1.29 SM C-20-04 .............................................................................................................125

5.1.30 SM C-38-04 .............................................................................................................128

5.1.31 SM C-41-04 .............................................................................................................132

5.1.32 SM C-43-04 .............................................................................................................135

5.1.33 SM C-5-05 ...............................................................................................................138

5.1.34 SM C-11-05 .............................................................................................................141

5.2 Servicelovens § 84 (voksne). .........................................................................................143

5.2.1 SM C-15-01 .............................................................................................................143

5.2.2 SM C-51-01 .............................................................................................................146

5.2.3 SM C-6-02 ...............................................................................................................148

5.2.4 SM C-22-02 .............................................................................................................150

5.2.5 SM C-55-03 .............................................................................................................155

5.2.6 SM C-57-03 .............................................................................................................157

5.2.7 SM C-59-03 .............................................................................................................160

5.2.8 SM C-29-04 .............................................................................................................162

5.2.9 SM C-35-04 .............................................................................................................164

5.2.10 SM C-37-04 .............................................................................................................167

5.2.11 SM C-41-04 .............................................................................................................169

5.2.12 SM C-1-05 ...............................................................................................................173

6 Minikonference i Bella Centret om servicelovens § 84.................................................176

7 Eksempel på mønsteransøgning.....................................................................................179

4


Servicelovens § 84

(Lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love

(Førtidspensionsreformen)

Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem

18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af

den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i

denne lov.

Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte,

f.eks. merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.

Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst

6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på 1.500 kr.

pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned, når de

skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges

basisbeløbet med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis 6.000 kr. pr. år og

500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne

herfor.

Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er

ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig

hjælpeordning efter § 77.

1.1 Sammenligning af servicelovens § 84 før og efter 1. januar 2003.

§ 84. Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter

ved forsørgelsen til personer med betydelige og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften

er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke

samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre

det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter §

77.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter

denne bestemmelse.

5

»§ 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelsen, til personer mellem 18 og 65 år

med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når

merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne,

og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre

bestemmelser i denne lov.

Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de

sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, fx merudgifter

til individuel befordring, håndsrækninger, og fritidsaktiviteter.

Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når

de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr år,

svarende til 500 kr. pr måned. Tilskuddet beregnes med

et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned. Basisbeløbet øges

første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned,

når de skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr.

pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet

med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne

stiger henholdsvis 6.000 kr. pr. år og 500 kr. pr

måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der

er deleligt med 500.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter

der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor.

Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter

de før 1. januar 2003 gældende regler, er ikke berettigede

til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de

tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter § 77.«


1.2 Uddrag af socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger

til lovforslaget (L 137 - Folketingsåret 2000/2001).

1.2.1 Almindelige bemærkninger:

”Forligspartierne er enige om, at Socialministeriet skal udarbejde en bekendtgørelse om ændringerne

i serviceloven, med henblik på at styrke retssikkerheden og sikre ensartede kriterier for den individuelle

og konkrete vurdering af den enkelte ansøger. Bekendtgørelsen skal omfatte formålet med

bestemmelserne om kompensation for nedsat funktionsevne, klar definition af den berettigede personkreds,

og fastlæggelse af retningslinier for sagsbehandlingen, og herunder anvendelse af skriftlige

handleplaner.

I tilknytning til bl.a. forslaget om, at pensionslovens ydelse til førtidspensionister er en forsørgelsesydelse

udbygges servicelovens regler for serviceydelser og merudgiftsydelser, der skal kompensere

nedsat funktionsevne. Sådanne ydelser foreslås derfor at være skattefri og indkomstuafhængige.

Formålet med at samle reglerne om service og tilskud til konkrete behov som følge af en funktionsevnenedsættelse

i serviceloven er at skabe ensartede vilkår for alle med en nedsat funktionsevne.

Som følge af bestemmelsen om, at ydelserne nu retter sig til alle, vil personkredsen for servicelovens

§ 84 være udvidet, og omfatte førtidspensionister og andre personer mellem 18 og 65 år med

varigt nedsat funktionsevne, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse. Den gældende bestemmelse

retter sig til en begrænset personkreds med betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

Forslaget giver endvidere en standardiseret ydelse, og en høj startydelse, hvis den konkrete modtagers

funktionsevnenedsættelse erfaringsmæssigt giver merudgifter udover 500 kr. månedligt og

6.000 kr. årligt.

Kommunerne har lang tids faglig ekspertise i anvendelse af funktionsevnebegrebet, idet alle ydelser,

som efter den gældende servicelov tildeles til kompensation for en nedsat funktionsevne, bygger

på dette begreb.

Socialministeriet vil fastlægge retningslinier for kommunernes sagsbehandling, og herunder anvendelse

af handleplaner efter § 111 i serviceloven, som den nu er foreslået affattet efter forslaget om

grundtakstfinansiering.

Det er samtidigt vigtigt og nødvendigt, at kommunen sikrer sig, at der sker den fornødne koordination

af den samlede hjælp - både inden for kommunens egne forvaltninger og i relation til andre

myndigheder.

Ved vurderingen af om der skal ydes hjælp efter bestemmelsen om merudgiftsydelse eller efter andre

bestemmelser i serviceloven, fx bestemmelserne om praktisk og personlig bistand, er det vigtigt

at kommunen holder sig formålet med at yde bistand for øje, idet der i nogle tilfælde vil være tale

om flydende grænser mellem forskellige hjælpemuligheder, herunder også mellem naturalhjælp og

kontantydelser.

Ydes støtten som naturalhjælp har kommunen en direkte forpligtelse til at sikre kvaliteten af og

indholdet i de ydelser, der gives, mens det i højere grad vil være overladt til den pågældende selv at

sikre sig den rigtige bistand, hvis støtten ydes som et kontant tilskud. Derfor er det af afgørende be-

6


tydning at hjælpen tilrettelægges i samarbejde med modtageren, og dennes nærstående og pårørende

eller værge.

Her skal handleplanen fastlægge, hvilke ydelser, der er behov for, og hvilken kompensation, der kan

ydes. Handleplanen kan »følge« personen rundt i systemet, kan revideres og udbygges.

Merudgiftsydelsen efter den foreslåede formulering af servicelovens § 84 ophører, når den berettigede

fylder 65 år og opnår ret til folkepension. I forbindelse med overgang til folkepension, skal der

foretages en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til

vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk

og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere om pågældende

vil være berettiget til personlige tillæg efter pensionslovens bestemmelser.

1.2.1.1 Funktionsevnekriteriet

Med servicelovens ikrafttræden fastsattes en ny målgruppebetegnelse, idet man forlod »vidtgående

fysisk eller psykisk handicap«, og i stedet anvender betegnelsen »personer med betydelig og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne«.

Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver

en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som fx syn, hørelse, lammelser,

hjerneskade, men det er vurderingen af graden af funktionsevnenedsættelsen, der er afgørende

for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser, og ikke den lægelige diagnose.

I FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede anvendes begrebet handicap om tab eller

begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap

betegner her således relationen mellem et menneske med nedsat funktionsevne og dets omgivelser.

Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at grænserne for, at et menneske

med en funktionsevnenedsættelse kan leve et normalt liv integreret i samfundet, ændres i takt

med samfundets udvikling.

Det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et menneske med en

nedsat funktionsevne støder imod, relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive

funktion og mulighederne i det omgivende samfund.

Vurderingen af funktionsevnen hos det enkelte menneske bliver derfor efter de gældende regler sat i

relation til de tre overordnede principper for handicapindsatsen:

• Solidaritetsprincippet (skattefinansiering af ydelser),

• sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for »indretning«, støtte og ydelser på

sit område) og

• kompensationsprincippet, (kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne).

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske

til menneske og fra funktionsevnenedsættelse til funktionsevnenedsættelse. Tildelingskriterierne

for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip, og for nogle ydelser er også udmålingskriterierne

fastsat her ud fra.

7


Kompensation sker enten ved naturalhjælp eller ved kompensation for væsentlige merudgifter. Der

lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde udgifter på linie med hvad

alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er

en følge af den nedsatte funktionsevne.

Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger

til grund for både ydelser og samlet støtte.

Den personkreds, der vil kunne komme i betragtning til en merudgiftsydelse, vil efter forslaget være

personer med en varigt nedsat funktionsevne, som kan kompenseres blandt andet ved støtte til dækning

af merudgifter. Begrebet nedsat funktionsevne bruges som ved tildeling af alle servicelovens

ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse og hjælpemidler.

Den endelige afgørelse af niveauet for hvilke merudgifter der skal dækkes, må fastlægges ved den

praksis som de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse om. I den forbindelse

vil den Sociale Ankestyrelse blive anmodet om i de første fem år efter lovens ikrafttræden at prioritere

koordinering af praksis på dette område højt, således at der så hurtigt som muligt fastlægges en

sikker praksis på området.

Det er som udgangspunkt den ansvarlige bopæls- eller opholdskommune eller amtskommune, der

fastlægger retningslinierne for behandlingen af de enkelte sager, og herunder hvilke procedurer den

enkelte sagsbehandler skal følge, og i hvilke sager der skal indhentes faglig vurdering fra fx egen

læge, fysioterapeut, speciallæge, hjælpemiddelinstitut m.fl., ligesom der kan aflægges hjemmebesøg

for at vurdere boligindretning og funktionsevne.

Socialministeriet vil arbejde på at opstille en metode for ensartet sagsbehandling ved vurdering af

disse spørgsmål inden lovens ikrafttræden.

Alle afgørelser skal efter de gældende forvaltningsretlige regler være skriftlige og begrundede og

indeholde vejledning om klagemuligheder.

Der er som altovervejende hovedregel adgang til at klage over en kommunal eller amtskommunal

afgørelse om ydelser til enkeltpersoner til Det Sociale Nævn i det pågældende Amt. Afgørelserne

herfra vil kunne ankes til Den Sociale Ankestyrelse, hvis de har principiel eller generel betydning,

og herunder fx i forbindelse med nye regler og praksisfastlæggelse på området. For personlig og

praktisk hjælp efter § 71 i serviceloven er der fastsat særlige klageregler.

1.2.1.2 Retssikkerhed og metode for sagsbehandling og grundlag for tildeling af

handicapkompenserende ydelser

Som nævnt er det et led i aftalen om førtidspensionsreformen m.v., at der indføres en ensartet metode

for sagsbehandling af bl.a. sager om førtidspension, i forbindelse med indførelse af arbejdsevnekriteriet

i stedet for erhvervsevnetabskriteriet.

På tilsvarende måde vil Socialministeriet i samarbejde med kommuner, de relevante faglige praktikere

på handicapområdet, og den fornødne juridiske ekspertise på området for retssikkerhed, arbejde

på at udvikle en metode for sagsbehandling ved tildeling af handicapkompenserende ydelser, inden

lovens ikrafttræden den 1. januar 2003.

8


1.2.1.3 Bagatelgrænse

Lovforslaget indfører en absolut bagatelgrænse på 6.000 kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales

tilskud. Begrundelsen er, at det vil give en væsentlig besparelse i administrative udgifter, og der

skønnes også at være en mindre besparelse i direkte udgifter. Mange får i dag omkring 150 til 300

kr. om måneden. Personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde

udgifterne kan få støtte efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik.

1.2.1.4 Styrkelse af retssikkerheden via indførelse af en sagsbehandlingsmetode

Retssikkerhed og metode udgør et selvstændigt punkt i forligsaftalen om en førtidspensionsreform.

Parterne er enige om, at der sammen med indførelse af arbejdsevnekriteriet skal indføres en metode,

der kan sikre, at alle relevante oplysninger indhentes, og at borgeren medinddrages, således at hele

processen med afdækning af mulighederne for at udnytte arbejdsevnen sker i tæt samarbejde med

borgeren. Ligeledes er der enighed om, at der skal gennemføres en uddannelsesindsats i anvendelse

af arbejdsevnekriteriet/tilkendelse af førtidspension efter de nye regler i alle landets kommuner, således

at anvendelsen af arbejdsevnekriteriet sker efter hensigten og borgeren dermed får en ensartet

og korrekt afgørelse.

Socialministeriet har netop afsluttet et projekt om metode for god sagsbehandling på førtidspensionsområdet.

Metoden sætter retssikkerhed og kvalitet i fokus. Dels gennem en tydeliggørelse af

kravene til dokumentation, beskrivelse og vurdering - dels ved en fælles systematik, der reducerer

afhængigheden af den enkelte sagsbehandlers erfaringsgrundlag og metode. Der skal ud fra et retssikkerhedsmæssigt

synspunkt være forskel på, hvordan de enkelte sager gennemføres, men forskellene

skal afspejle forskelle i borgerens situation og behov, frem for forskelle der kan tilskrives den

enkelte sagsbehandler. Dette understøtter metoden til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet.

Metoden er udarbejdet i tæt samarbejde med 8 kommuner, der er udvalgt således, at de tegner et

bredt billede af forskelligheder blandt landets kommuner. De 8 kommuner har bidraget aktivt til at

udvikle og afprøve metoden over et forløb på 2 år. Metoden er blevet til med afsæt i analyser af behandlingen

af førtidspensionssager i de 8 kommuner og er efterfølgende implementeret i kommunerne.

Metoden har bl.a. fokuseret på selve visitationsafgørelsen, dvs. afgørelser hvori der skal tages stilling

til, om der kan påbegyndes sag om førtidspension. Det har derfor været centralt, at metoden

kan afdække borgerens arbejdsevne, idet der i forbindelse med påbegyndelse af sag om førtidspension

skal tages stilling til, om det er muligt at skabe forbedring via aktivering, revalidering eller behandling.

Derved udgør metoden et redskab i forhold til arbejdsevnekriteriet og vil derfor kunne

udgøre det metodiske grundlag for sagsbehandling efter denne førtidspensionsreform, som indebærer

at arbejdsevnekriteriet indføres som tilkendelseskriterium.

I tilknytning til forslaget om anvendelse af metoden ved behandling af sager om førtidspension foreslås

der indført en bemyndigelsesbestemmelse i lov om aktiv socialpolitik, jf. forslag til lov om

ændring af lov om aktiv socialpolitik og andre love (Ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse,

sagsbehandling m.v.).

Efter denne bemyndigelsesbestemmelse kan socialministeren fastsætte regler om anvendelse af metoden

til vurdering af arbejdsevnen i forbindelse med påbegyndelse og behandling af sager om reva-

9


lidering og fleksjob. Sagsbehandlingen vil således skulle foregå efter samme retningslinier og med

anvendelse af samme begreber ved arbejdsevnevurderingen på det sociale arbejdsmarkedsrettede

område og efterfølgende i vurderingen med henblik på førtidspension.

Overordnet set tjener metoden to formål:

Metodens første formål er at understøtte en afklaringsproces sammen med borgeren og samtidig

understøtte en udvikling af borgerens ressourcer, så de kan anvendes i arbejdsrelaterede sammenhænge,

herunder eventuelt forandre borgerens opfattelse af egne ressourcer og udviklingsmuligheder.

Sagsbehandleren skal gennem hele forløbet sammen med borgeren sætte fokus på muligheder

frem for barrierer. Inddragelsen af borgeren understøtter dermed også retssikkerhedslovens bestemmelse

om, at borgeren skal medinddrages i sagsbehandlingen.

Indsatsen for at udvikle borgerens ressourcer vil normalt fortrinsvis finde sted i det forudgående

sagsbehandlingsforløb. I det omfang, der fortsat arbejdes på at opnå en forandringsproces sammen

med borgeren i forløbet frem mod en afgørelse om førtidspension, vil det ske som en videreførelse

af det tidligere arbejde og bygge ovenpå resultaterne af den forebyggende indsats. Metoden medvirker

til at sikre, at der foregår en kontinuerlig og systematisk indsamling og overdragelse af oplysninger

fra det tidligere sagsforløb til en eventuel sag om førtidspension.

Metodens andet formål er at understøtte, at der bliver truffet en korrekt afgørelse om førtidspension.

Der skal opbygges et systematisk og relevant dokumentationsgrundlag, og afgørelsen skal begrundes

på en entydig og forståelig måde.

Disse to formål indebærer, at der på en og samme tid arbejdes frem mod etablering af det nødvendige

dokumentationsgrundlag og frem mod at opnå en udviklingsproces sammen med borgeren.

Metoden fastlægger, hvilke ressourceparametre der er centrale, når arbejdsevnen skal vurderes. Disse

elementer udgør tilsammen en kortlægning af borgerens ressourceprofil. De enkelte elementer,

der indgår i ressourceprofilen, er nærmere beskrevet i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Ressourceprofilen skal betragtes som en ramme for beskrivelsen af og arbejdet med borgeren, hvor

det afgørende som nævnt er, at alle sagsbehandlere arbejder ud fra de samme præmisser - i stedet

for at foretage vurderinger, der er baseret på egne holdninger og erfaringer. Kravet om det udvidede

dokumentationsgrundlag gør sagsbehandlerne i stand til at dokumentere, om borgeren har eller kan

udvikle en arbejdsevne i forhold til en konkret jobfunktion.

Ved at have undersøgt og beskrevet de forskellige ressourceparametre bliver sagsbehandleren i

stand til at »matche« borgeren i forhold til jobfunktioner på arbejdsmarkedet. Skal der gives afslag

på førtidspension, skal det begrundes med en anvisning af, hvilke jobfunktioner borgeren kan (eller

kan bringes til at kunne) varetage. Det forhold, at der stilles krav om positivt at angive, hvilke jobfunktioner

kommunen vurderer, at pågældende kan varetage, betyder, at begrundelserne i forbindelse

med afslag og tilkendelse af førtidspension bliver mere specifikke og konkrete.

For at bibringe sagsbehandlerne den fornødne viden om konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet

er det nødvendigt, at metoden forankres i et samspil med fx arbejdsmarkedets parter m.fl. Det afgørende

er, at det ikke er den enkelte sagsbehandlers kendskab eller mangel på samme til konkrete

jobfunktioner, der bliver afgørende for, om der kan tilkendes førtidspension eller ej. Det bliver såle-

10


des en kommunal forpligtelse at bibringe sagsbehandlerne den fornødne viden og foranstalte de fornødne

samarbejdsrelationer om konkrete jobfunktioner.

Herudover er der i metoden også fokuseret på en række formkrav til sagsbehandlingen. Det drejer

sig om de formelle forvaltningsretlige krav for, hvordan sagsbehandlingsforløbet skal afvikles, dvs.

eksempelvis overholdelse af regler for, hvordan der skal partshøres, hvilke tidsfrister der skal overholdes

m.v.

Som nævnt indføres samme metode i forbindelse med sager om revalidering og fleksjob, således at

ressourceprofilen kan danne grundlag for sammen med brugeren at udpege den aktiveringsaktivitet

eller revalideringsaktivitet, ansættelse i ustøttet job (skånejob efter de sociale kapitler) eller

fleksjob, der matcher brugeren bedst.

1.2.1.5 Uddannelse af sagsbehandlere

For at styrke de enkelte sagsbehandleres kompetencer i forhold til vurderingen af arbejdsevne vil

der blive gennemført en uddannelsesindsats over for de kommunale sagsbehandlere og sagsbehandlere

i de sociale nævn (statsamterne). Metoden og de udviklede værktøjer vil udgøre omdrejningspunktet

for uddannelsesindsatsen.

Undervisningen af sagsbehandlerne i anvendelsen af metoden til afdækning af en borgers arbejdsevne

har især til formål at sikre den ensartethed i behandlingen af førtidspensionssager og den styrkelse

af retssikkerheden for borgerne, som er hensigten med at opstille mere præcise krav til afgørelsesgrundlaget

i en førtidspensionssag.

Uddannelsesindsatsen skal tilrettelægges således, at den kan være gennemført i alle landets kommuner

og statsamter inden lovforslagets ikrafttrædelse den 1. januar 2003.

Der er afsat midler af satspuljen til dækning af udgifterne til uddannelsesindsatsen.

Der skal ske en tæt opfølgning af den kommunale sagsbehandling – både i form af løbende tilretning

af sagsbehandlingsmetoden men også i form af en øget praksiskoordinering i årene efter lovforslagets

ikrafttræden. Endelig skal Socialministeriet følge den kommunale sagsbehandling tæt.”

1.2.2 Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser:

”Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

og dennes eventuelle familie, kan leve så normalt som muligt på trods af den nedsatte

funktionsevne.

Personkredsen omfatter personer mellem 18 år og 65 år, som har varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som følge af ulykkesskader.

Som eksempler herpå kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion,

herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende

eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Eksemplerne er ikke udtømmende og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være

en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller

kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i for-

11


hold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter og andre

tilbud, der er afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser. Det er således ikke

den lægelige diagnose og ikke arbejdsevnen, der er afgørende, men den pågældendes muligheder

for at begå sig i sin daglige tilværelse.

Med forslaget vil forsørgelsesgrundlaget ikke have betydning i forhold til den personkreds, der kan

opnå tilskud til dækning af nødvendige merudgifter, som følge af en nedsat funktionsevne. Den foreslåede

bestemmelse omfatter alle voksne under 65 med varigt nedsat funktionsevne, uanset om

forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge eller andet. Reglerne om,

hvem der er berettigede til ydelsen er således gjort så gennemskuelige som muligt, hvilket styrker

retssikkerheden.

I stk. 5 foreslås det at undtage personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de indtil 1. januar

2003 gældende regler, medmindre de tillige har fået bevilget hjælpeordning. Det vil sige, at personer,

der er tilkendt invaliditetsydelse, eller som har fået pensionen gjort hvilende, fortsat vil være

berettigede også efter den foreslåede bestemmelse i § 84.


Kompensation sker enten ved naturalydelser eller ved kontant merudgiftsydelse. Den handicappede

skal afholde udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap

ikke selv dække nødvendige merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger

til grund for både ydelser og samlet støtte.

1.2.3 Merudgiftsydelsen efter forslagets § 84:

Merudgiftsydelsen er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte.

Merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan

få dækket de nødvendige merudgifter til at få dagligdagen og almindelig livsførelse til at fungere.

Anvendelse af kontantydelsesformen giver modtageren mulighed for at vælge sin egen løsning.

Der kan ikke foretages en udtømmende opregning af, hvilke udgifter, der vil kunne opnås dækning

for, idet merudgiftsbehovet vil være forskelligt fra person til person. I vurderingen vil bl.a. indgå

pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold etc. Formålet er, at

den pågældende kan fortsætte et liv så nær det normale som muligt.

Merudgiftsydelse tildeles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige

merudgifter som følge af funktionsevnenedsættelsen, og udmåles med en startydelse på 1.500 kr. pr.

måned. For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mere end

500 kr. pr. måned. Der tages herved højde for en del af de ulemper og ikke specificerbare merudgifter,

der måtte være ved at skulle klare sig i dagligdagen med en varig funktionsevnenedsættelse.

Har den pågældende merudgifter udover startydelsen, betinget af funktionsevnenedsættelsen, kan

yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. pr. måned.

12


Merudgiftsydelsen udmåles på grundlag af størrelsen af de sandsynliggjorte merudgifter, den pågældende

har som følge af funktionsevnenedsættelsen. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud

fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter.

Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden

dokumentationskrav for hver enkelt udgift.

Det er her forudsat, at modtageren årligt holder et møde med sagsbehandler/forvaltning om det

kommende års forventede udgifter, hvorefter det fastsættes, om der er grundlag for startydelse eller

mere. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Visse ydelser kan aftales som naturalhjælp,

fx taxakørsel, der kan afregnes direkte af kommunen.

Opstår der uventede og høje udgifter i årets løb skal aftalen revideres.

Eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen kan dække:

• Bistand til håndsrækninger, fx at skifte en elpære, pudse vinduer, købe ind etc.

• Nødvendige håndværkerudgifter.

• Egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, der gives som følge af den nedsatte funktionsevne,

og særlige ernæringspræparater ud over det tilskud, der evt. kan ydes efter sygesikringslovens

bestemmelser.

• Forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer.

• Udgifter til beskæftigelse i fritiden.

• Udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til

ejendomsmægler, leje af flyttevogn m.v.

• Merudgifter til befordring, hvis disse ikke dækkes af andre ordninger,

• Med flere.

Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til uddannelse, behandling og fritid. Befordringsydelser

efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser,

herunder eventuel støtte, der kan ydes efter § 103 til personer, der på grund af varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ydes efter servicelovens

§ 99. Generelt kan der ikke gives støtte til andre udgifter, som fx forsikring, reparationer

m.v. Efter en konkret vurdering kan der ydes tilskud til merudgifter, hvis der er anskaffet en ekstraordinært

stor og driftsmæssig kostbar bil - fx en kassebil - som følge af den nedsatte funktionsevne.

Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler,

kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Der er ikke

bestemte grænser for, hvor meget, der kan ydes i den situation. Det beror på en konkret vurdering

af fx hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners hjem, mulighederne for almindelig

fritidsbeskæftigelse osv.

Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af pågældende og eventuelt pårørendes

nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et liv så

nær det almindelige som muligt på trods af funktionsevnenedsættelsen.

13


Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i total kommunikation (tegnsprogsundervisning mv.)

for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. De udgifter, der kan være tale om, er fx

rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af

barn/børn, som ikke skal med på kurset.

Hjælp til hjælpemidler, beklædning og fodtøj og særligt udstyr gives efter bestemmelserne i §§ 97

og 98. Herudover kan der efter § 84 ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske

særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder

hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko.

1.2.3.1 Bagatelgrænse

Lovforslaget indfører en absolut bagatelgrænse på 6.000 kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales

tilskud. Begrundelsen er, at det vil give en væsentlig besparelse i administrative udgifter, og der

skønnes også at være en mindre besparelse i direkte udgifter. Mange får i dag omkring 150 til 300

kr. om måneden. Personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde

udgifterne kan få støtte efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik.”

14


2 Bekendtgørelsen.

Bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens

§ 84.

I medfør af § 84, stk. 4, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002,

fastsættes:

Personkreds

§ 1. Kommunen yder hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til

personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften

er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser

i lov om social service. Til personer, der er født før den 1. juli 1939, kan hjælpen ydes

indtil det fyldte 67. år.

Stk. 2. Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte

er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med

betydelige hjælpeforanstaltninger.

Stk. 3. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler i

lov om social pension, er ikke berettigede til ydelser efter § 84 i lov om social service, medmindre

de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter § 77 i lov om social service.

Stk. 4. Personer, der modtager invaliditetsydelse tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler

i lov om social pension, kan samtidig få dækket nødvendige merudgifter efter § 84 i lov om social

service.

§ 2. Personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart

konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, når forskrifter

om diæt og lignende følges.

Stk. 2. Udgifter til særlige diætpræparater til personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med

Alcaptonuri afholdes af staten og udleveres af John F. Kennedy Instituttet.

§ 3. Dækning af nødvendige merudgifter kan ske uanset ansøgerens boform.

Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter

Beregning

§ 4. Der ydes alene hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte

fysiske eller psykiske funktionsevne hos ansøgeren. Behovet vurderes i forhold til ikkehandicappede

på samme alder og i samme livssituation.

Stk. 2. Udgifter, som den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige

omkostninger ved den daglige livsførelse på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af

den pågældende selv.

Stk. 3. Beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af ansøgerens indkomst og er ikke skattepligtigt.

§ 5. Udmåling af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte.

Udmålingen skal ske for det kommende år regnet fra afgørelsestidspunktet.

Stk. 2. Der laves et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne

fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter.

15


Stk. 3. Merudgifterne omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

§ 6. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000

kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned.

Stk. 2. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned.

Stk. 3. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned, når de skønnede

merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned.

Stk. 4. Basisbeløbet øges herefter med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis

6.000 kr. pr. år og 500 kr. pr. måned.

Stk. 5. Tilskuddet ydes som udgangspunkt som en kontantydelse. Visse ydelser kan dog aftales som

naturalhjælp, som afregnes direkte af kommunen.

Stk. 6. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Beløbet, som afregnes direkte af

kommunen, modregnes i det månedlige tilskud.

Genvurdering

§ 7. Kommunen foretager mindst én gang årligt en genvurdering af ansøgerens forventede nødvendige

merudgifter i det kommende år.

Stk. 2. Ved uventede og høje udgifter, som forventes at være blivende skal aftalen revideres snarest.

Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne er lavere end oprindelig antaget. Den årlige opfølgning

vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt på året, hvor den nye aftale blev

indgået.

Stk. 3. Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående

udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at den pågældende

allerede er berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 i lov om social service.

Stk. 4. For væsentlige ændringer i den pågældendes situation og behov, som er af midlertidig karakter,

kan ydelsen reguleres for et kortere tidsrum. Tidspunktet for den årlige opfølgning fastholdes.

Ophør

§ 8. Merudgiftsydelsen er forudbetalt og bortfalder ved udgangen af den måned, hvor den pågældende

fylder 65 år, eller hvor den pågældende dør.

Stk. 2. Hvis betingelserne for tilskud efter § 84 i lov om social service ikke længere er opfyldt, eller

hvis det vurderes, at merudgifterne er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede merudgifter ikke

mindst overstiger 6.000 kr. årligt, bortfalder tilskuddet ved udgangen af den måned, hvor dette

konstateres.

Stk. 3. Tilskud efter § 84 i lov om social service ophører i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har

modtaget invaliditetsydelse, overgår til førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler

om førtidspension. Tilskuddet ophører med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen kommer

til udbetaling.

Samspil med andre ordninger

§ 9. § 84 i lov om social service om dækning af nødvendige merudgifter omfatter efter sit formål

ikke hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.

Stk. 2. Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning

e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning,

som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært

slid på ortopædiske sko.

16


Stk. 3. For dækning af merudgifter til medicin gælder, at der kun kan ydes tilskud efter servicelovens

§ 84 i lov om social service til den del af udgiften, som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven

eller fra Sygeforsikringen Danmark eller andre private forsikringer.

Stk. 4. Der kan ikke ydes hjælp til merudgifter, som dækkes af private forsikringsordninger.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen

efter lov om social service § 84, stk. 3.

Socialministeriet, den 23. oktober 2002

Henriette Kjær

17


3 Vejledningen.

Vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

(Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse)

I vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap affattes kapitel 10

således:

3.1 Generelt

Merudgiftsydelsen i servicelovens § 84 er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om

støtte. Bestemmelsen viderefører den dækning af merudgifter, som hidtil har været gældende, og

giver hjemmel til at dække de udgifter, som personer mellem 18 og 65 år ikke ville have haft, hvis

der ikke havde været tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Personkredsen er udvidet i forhold til tidligere og omfatter nu førtidspensionister og andre personer

mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der betinger merudgifter

ved den daglige livsførelse.

Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse ydes som udgangspunkt som en kontantydelse

og tildeles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som

følge af funktionsnedsættelsen. Gennem denne ydelsesform får den pågældende mulighed for selv

at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes. Visse ydelser kan dog aftales som naturalhjælp,

fx taxakørsel eller medicinudgifter, der kan afregnes direkte af kommunen.

Merudgiftsydelsen er skattefri og indkomstuafhængig.

3.2 Formål

Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede på samme alder

og i samme livssituation.

Merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan

få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere.

Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge,

hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes.

Merudgiftsydelsen skal samtidig sikre at personer med varigt nedsat funktionsevne, som yder en

særlig indsats for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan forblive på arbejdsmarkedet.

3.3 Betingelser for støtte

Merudgiften skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne. Dvs. at de udgifter, som

kan dækkes, er udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale

om en nedsat funktionsevne.

18


Udgifter, som pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger

ved den daglige livsførelse på grund af den nedsatte funktionsevne, skal derfor afholdes af

den pågældende selv.

Der lægges herved på den ene side vægt på, at den pågældende skal afholde udgifter på linie med,

hvad andre på samme alder og i samme livssitation har. På den anden side skal den pågældende ikke

selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

3.4 Personkreds

Personkredsen omfatter personer mellem 18 og 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1.

juli 1939) med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller

senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der betinger merudgifter ved den

daglige livsførelse.

Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende

karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der må sættes ind med betydelige

hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Som eksempler herpå kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion,

herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt

syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Eksemplerne er ikke udtømmende og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være

en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner,

er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige

tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter, der er afgørende for berettigelsen

til den særlige merudgiftsydelse. Det er således ikke den lægelige diagnose eller den pågældendes

arbejdsevne, der er afgørende, men den pågældendes muligheder for at klare sig i sin

daglige tilværelse.

Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil

blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold,

herunder om den pågældende er forælder, helbredsforhold etc.

Funktionsevnenedsættelse er et begreb, som bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der

skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, nødvendig boligindretning

og hjælpemidler.

Personkredsen omfatter endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke

synligt eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges.

Der tænkes især på gruppen af personer med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) og personer

med cystisk fibrose, som dog alene kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, jf. § 2 i

Socialministeriet bekendtgørelse om merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens

§ 84.

3.5 Forsørgelsesgrundlaget

Forsørgelsesgrundlaget har ikke nogen betydning i forhold til den personkreds, der kan opnå tilskud

til dækning af nødvendige merudgifter som følge af en nedsat funktionsevne. Bestemmelsen omfat-

19


ter alle voksne under 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1. juli 1939) med varigt nedsat

funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge,

fleksjob, SU, revalideringshjælp, kontanthjælp eller andet.

3.5.1 Ikke ret til merudgiftsydelse

Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, er ikke

omfattet af bestemmelsen, jf. servicelovens § 84, stk. 5, medmindre de tillige har fået bevilget en

hjælpeordning efter servicelovens § 77.

3.5.2 Hvilende førtidspension

For de personer, hvis førtidspension er gjort hvilende, men hvor førtidspensionen er tilkendt efter de

indtil 1. januar 2003 gældende regler, gælder, at disse er omfattet af personkredsen i servicelovens

§ 84.

Først fra det tidspunkt, hvor de overgår til at modtage førtidspension efter de indtil 1. januar 2003

gældende regler, vil de ikke være omfattet af personkredsen, medmindre de samtidig har en hjælpeordning

efter servicelovens § 77.

3.5.3 Invaliditetsydelse

For personer, der modtager invaliditetsydelse, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler,

gælder, at disse er omfattet af servicelovens § 84. Disse personer, kan derfor bevare invaliditetsydelsen

samtidig med at de modtager merudgifter efter servicelovens § 84.

Personer, der modtager invaliditetsydelse, betragtes ikke som førtidspensionister i forhold til servicelovens

§ 84.

Hvis en person, der modtager invaliditetsydelse, samtidig modtager bistands- eller plejetillæg efter

reglerne i pensionslovens § 16, fra før 1. januar 2003, vil den pågældende ikke samtidig kunne

modtage merudgiftsydelse efter servicelovens § 84, til det som har udløst bistands- eller plejetillægget.

Det vil sige, hvis ansøger er tilkendt bistands- eller plejetillæg med den begrundelse, at den pågældendes

invaliditet bevirker, at han/hun må have personlig bistand af andre eller vedvarende pleje

eller tilsyn, som nødvendiggør andres stadige nærværelse, kan samme udgift ikke medregnes ved

udmålingen af merudgiftsydelsen.

Hvis en person modtager invaliditetsydelse og samtidig er tilkendt bistands- eller plejetillæg, skal

den pågældende således have sandsynliggjorte merudgifter på 6.000 kr. eller derover årligt udover

bistands- eller plejetillægget.

En person, der modtager bistands- eller plejetillæg, kan dog vælge, at lade tillægget bortfalde, og

lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.

I de tilfælde hvor en person ønsker at fravælge bistands- eller plejetillæg og lade alle merudgifterne

indgå i beregningen efter servicelovens § 84, skal kommunen frakende bistands- eller plejetillægget.

Dette som følge af, at den pågældendes behov i stedet vil blive dækket efter servicelovens servicelovens

§ 84.

Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen rådgiver og vejleder om den bedst mulige løsning.

20


Eksempel 1:

Birthe modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens § 16, stk. 1, som følge af, at hun har behov for hjælp

til personlig hygiejne, hjælp til af- og påklædning og hjælp til toiletbesøg.

Bistandstillægget udgør 2.224 kr. pr. måned (sats 2002), 26.688 kr. årligt (sats 2002).

Birthe har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 641 kr. pr. måned, 7.692 kr. årligt til befordring, medicin og kurser.

Birthe søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.

Da de sandsynliggjorte merudgifter overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. pr. år, får Birthe 1.500 kr. pr. måned, som er basisbeløbet, der udløses

ved sandsynliggjorte merudgifter, der er lig med eller overstiger 6.000 kr. årligt.

Eksempel 2:

Helen modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt plejetillæg efter pensionslovens § 16, stk. 2, som følge af at hun har behov for vedvarende

tilsyn, der nødvendiggør andres stadige tilstedeværelse.

Plejetillægget udgør 4.439 kr. pr. måned (sats 2002), 53.268 kr. årligt (sats 2002).

Helen har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 434 kr. pr. måned, 5208 kr. årligt til et enkelt kursus og til medicin.

Helen søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.

Da de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr. år, får Helen et afslag. Begrundelsen er, at de sandsynliggjorte merudgifter

ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr.

Eksempel 3:

Peter modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens § 16, stk. 1, som følge af at hans helbredstilstand kræver,

at han skal mades ved måltiderne og skal hjælpes ved toiletbesøg og til at færdes indendørs.

Bistandstillægget udgør 2.224 kr. pr. måned (sats 2002), 26.688 kr. årligt (sats 2002).

Peter har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 828 kr. pr. måned, 9.936 kr. årligt til tøj, medicin og almindelige håndsrækninger.

Peter søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens § 84.

Kommunen vurderer, at de sandsynliggjorte merudgifter kun udgør 475 kr. pr. måned, idet den resterende del af beløbet op til den ansøgte merudgift

på 828 kr. pr. måned, vurderes at være udgifter til almindelige håndsrækninger, som er indeholdt i bistandstillægget.

Peter får derfor afslag på sin ansøgning, idet de sandsynliggjorte merudgifter udover bistandstillægget ikke overstiger bagatelgrænsen på 6.000 kr.

pr. år.

Peter orienteres om, at han kan vælge at lade tillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.

Peter vælger at lade bistandstillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens § 84.

Ved beregningen af de sandsynliggjorte merudgifter tager kommunen udgangspunkt i bistandstillægget (sats for indeværende år) på 2.224 kr. pr.

måned og lægger 475 kr. til, i alt 2.699 kr. pr. måned svarende til 32.388 kr. årligt.

Merudgiftsydelsen, som Peter vil modtage, vil herefter være 30.000 kr. årligt, 2.500 kr. pr. måned.

3.6 Udmåling af tilskud til merudgifter

Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge,

hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes.

Merudgiftsydelsen udmåles udfra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige

merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som

den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.

Der skal således ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt merudgift men derimod for

sandsynliggjorte merudgifter, der er en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år. Udgifter,

der afholdes inden for 12 måneder regnet fra tidspunktet, hvor ansøgeren henvender sig i kommunen,

sammenlægges.

Der laves et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne fastlægges

ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter.

Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

Hvis der fx er tale om ekstraordinært slid på tøj og sko som følge af den nedsatte funktionsevne, laves

et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Det samme gælder i de tilfælde,

hvor den pågældende ved, at han/hun skal befordres fx til behandling, fritidsinteresser, arbejde

o.l. Også et skøn over kursusudgifter indgår i oversigten, herunder også kurser der normalt finder

sted, men som ikke er annonceret på det tidspunkt, hvor beregningerne foretages. Det vil typisk dreje

sig om kursusudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børn eller pårørendes nødvendige

deltagelse, fx deltagelse i tegnsprogskurser eller kurser som tager sigte på at sætte de pågældende

i stand til at leve et almindeligt liv.

21


For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 500 kr. pr.

måned eller mindst 6.000 kr. årligt.

3.6.1 Bagatelgrænse

Der er indført en bagatelgrænse på mindst 6.000 kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales et tilskud

efter servicelovens § 84.

3.6.2 Basisbeløb

Hvis den pågældende modtagers funktionsevnenedsættelse erfaringsmæssigt medfører sandsynliggjorte

merudgifter udover 500 kr. månedligt eller mindst 6.000 kr. årligt udløser dette et basisbeløb

på 1.500 kr. pr. måned.

Selv om merudgifterne udgør under 500 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales et basisbeløb,

hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 6.000 kr.

Har den pågældende merudgifter udover basisbeløbet på 1.500 kr., betinget af funktionsnedsættelsen,

kan yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. pr. måned. Ydelsen vil herefter blive betegnet

som merudgiftsydelse.

Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned, til 2.000 kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter

overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet

med 500 kr., hver gang merudgifterne stiger 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet

afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500.

Eksempel 1:

Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 745 kr. pr. måned svarende til 8.940 kr. pr. år.

Basisbeløbet, som Søren vil modtage, vil herefter være 18.000 årligt, 1.500 kr. pr. måned.

I eksempel 1 overstiger Sørens skønnede merudgifter 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned.

Derfor udløses et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned og 18.000 kr. årligt.

Eksempel 2:

Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 1.885 kr. pr. måned svarende til 22.620 kr. pr. år.

Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 24.000 kr. årligt, 2.000 kr. pr. måned.

I eksempel 2 overstiger Sørens skønnede merudgifter 21.000 kr. pr. år svarende til 1.750 kr. pr. måned.

Merudgifter over 21.000 kr. årligt udløser udover basisydelsen et ekstra beløb på 500 kr., således

at den samlede merudgiftsydelse bliver 2.000 kr. Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse

på 2.000 kr. pr. måned (basisbeløb 1.500 kr. + 500 kr.) svarende til 24.000 kr. årligt.

Eksempel 3:

Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 2.100 kr. pr. måned svarende til 25.200 kr. pr. år.

Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 24.000 kr. årligt, 2.000 kr. pr. måned.

I eksempel 3 overstiger Sørens skønnede merudgifter 21.000 kr. pr. år svarende til 1.750 kr. pr. måned.

Men de skønnede merudgifter overstiger ikke næste trin, som vil være 2.250 kr. pr. måned svarende

til 27.000 kr. pr. år. Derfor modtager Søren kun en merudgiftsydelse på 2.000 kr. pr. måned

(basisbeløb 1.500 kr. + 500 kr.) svarende til 24.000 kr. årligt.

Eksempel 4:

Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 2.260 kr. pr. måned svarende til 27.120 kr. pr. år.

Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være 30.000 kr. årligt, 2.500 kr. pr. måned.

22


I eksempel 4 overstiger Sørens skønnede merudgifter 27.000 kr. pr. år svarende til 2.250 kr. pr. måned.

Ved merudgifter over 27.000 årligt øges basisbeløbet på 1.500 kr. med 1.000 kr. (500 kr. første

trin + 500 kr. andet trin). Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse på 2.500 kr. pr. måned (basisbeløb

1.500 kr. + 1.000 kr. (500 kr. første trin + 500 kr. andet trin )) svarende til 30.000 kr. årligt.

Skema for udløsning af (basisbeløb) merudgiftsydelse

Skønnede merudgifter

månedligt

Skønnede merudgifter

årligt

Merudgiftsydelse

500 kr. 6.000 kr. 1.500 kr. pr. måned

(Basisbeløb)

1.750 kr. 21.000 kr. 2.000 kr. pr. måned

2.250 kr. 27.000 kr. 2.500 kr. pr. måned

2.750 kr. 33.000 kr. 3.000 kr. pr. måned

3.250 kr. 39.000 kr. 3.500 kr. pr. måned

Osv. Osv. Osv.

Osv. Osv. Osv.

Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden

dokumentationskrav for hver enkelt udgift.

3.7 Ikke skattepligt

Efter ligningslovens § 7, litra j, er en ydelse, som udbetales efter serviceloven til dækning af nærmere

bestemte udgifter, ikke skattepligtig for modtageren.

Dækning af merudgifter efter servicelovens § 84 er således ikke skattepligtig for modtageren, jf. også

§ 5, nr. 2, i lov nr. 271 af 8. maj 2002.

3.8 Hvilke sandsynliggjorte merudgifter kan der gives tilskud til?

I det følgende angives nogle eksempler på merudgifter som følge af den varigt nedsatte funktionsevne.

Der er ikke er tale om en udtømmende liste. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer,

som opstår på grund af den varigt nedsatte funktionsevne. Det er derfor ikke muligt at angive

alle de merudgifter, som den pågældende kan komme ud for.

3.8.1 Kost og diætpræparater

Der kan ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet

er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.

I tilfælde, hvor der ydes tilskud til ernæringspræparater efter sygesikringsloven, går denne lovgivning

forud for dækning af merudgifter efter servicelovens § 84, jf. § 8a i Indenrigs- og Sundhedsministeriets

bekendtgørelse om lov om offentlig sygesikring.

23


Der kan ydes tilskud til særlige diætpræparater, når det ved lægeerklæring er dokumenteret, at der

er tale om diætpræparater, som ordineres som følge af nedsat funktionsevne, og hvor behovet for

disse præparater er dokumenteret ved flere kontakter med ansøgeren.

3.8.1.1 Sagkyndig bistand

Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget i disse tilfælde kan det oftest være nødvendigt at

inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis

kommunen ikke selv råder over den lægelige ekspertise.

Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende

specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes foreligger der ofte beregninger

fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger o.l. I hvert enkelt tilfælde

skal der ved fastlæggelsen af den konkrete ydelse dog laves et skøn over behovet.

Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehus og som pågældende skal indtage

som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.

3.8.1.2 Diætpræparater der dækkes af staten

Udgifter til særlige diætpræparater dækkes også for personer, som har medfødte misdannelser eller

mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbart nedsat funktionsevne, når forskrifter om

diæt o.l. følges. Det gælder især gruppen af personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med

Alcaptonuri, jf. § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiften ved den daglige livsførelse

efter servicelovens § 84. Udgifterne til disse særlige diætpræparater afholdes som hidtil af staten

(John F. Kennedy Instituttet). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet

Aminogran, der distribueres via apotekerne.

3.8.2 Medicin

Der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede

medicin, der ikke dækkes efter sygesikringslovens regler. Det er en betingelse, at

den tilskudsberettigede medicin er ordineret som følge af den nedsatte funktionsevne. Der kan dog i

enkeltstående tilfælde efter lægelig ordination ydes hjælp til medicin, der ikke er tilskudsberettiget

efter sygesikringsloven, når der er tale om en speciel lidelse, jf. § 2 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 3 af 3. januar 2001 om ansøgning om medicintilskud. Dette kan fx være

aktuelt i forhold til gigtramte.

Støtte til medicinudgifter følger af sygesikringslovens regler om tilskud til medicin, som trådte i

kraft den 1. marts 2000.

Sygesikringslovens gældende regler om tilskud til medicin indebærer, at tilskuddets størrelse afhænger

af den enkelte persons behov for tilskudsberettiget medicin.

For personer over 18 år indebærer sygesikringslovens regler om tilskud til medicin,

at man ikke får tilskud, hvis den samlede udgift til køb af tilskudsberettiget medicin er mindre

end 515 kr. (takst 2002) i løbet af en periode på ét år,

at der er tilskud på 50 % til den del af udgiften, der ligger mellem 515 kr. og 1.240 kr. (takst

2002),

24


at der er tilskud på 75 % til den del af udgiften, der ligger mellem 1.240 kr. og 2.900 kr.

(takst 2002), og

at der er tilskud på 85 % til udgifter, der overstiger 2.900 kr. (takst 2002).

Efter sygesikringsloven kan personer, der har et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for

tilskudsberettiget medicin, få tildelt et særligt kronikertilskud. Kronikertilskuddet indebærer, at der

lægges et loft på 3.735 kr. over den årlige egenbetaling opgjort i tilskudspriser. Tildeling af dette

tilskud kræver, at lægen søger Lægemiddelstyrelsen om, at der ydes patienten et sådant tilskud.

3.8.3 Sygeforsikring

Der kan kun ydes hjælp efter servicelovens § 84 til udgifter, som ikke dækkes efter anden lovgivning.

Det betyder, at der kun kan ydes hjælp efter denne bestemmelse til den pågældendes egen andel

af udgiften til medicin m.v. Der kan kun ydes tilskud efter servicelovens § 84 til den del af udgiften,

som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark eller

andre private sygeforsikringer/ordninger.

3.8.4 Befordring generelt

Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid

(familiebesøg, fritidsinteresser etc.). Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære

i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser, herunder eventuelt støtte, der kan

ydes efter § 103 i serviceloven til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

har behov for befordring med individuelle befordringsmidler.

Tilskud til nødvendige merudgifter til befordring kan ydes, uanset befordringsform. Dette gælder

således også uanset om den bil som pågældende bliver befordret i, er ejet af den pågældende, lånt,

lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 99. Når en person er berettiget til hjælp, kan tilskuddet

fx udregnes på baggrund af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste

takst. Dette gælder, hvad enten bilen er ejet, lånt eller lejet.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ikke ydes efter

servicelovens § 84. Den kan eventuelt ydes efter servicelovens § 99, jf. Socialministeriets bekendtgørelse

om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99, hvori der udtømmende er gjort op med mulighederne

for støtte til anskaffelse af bil til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der kan således heller ikke efter servicelovens § 84 ydes hjælp til betaling af afdrag på en

bil.

I ganske særlige situationer kan der efter en konkret vurdering ydes hjælp til betaling af andre

driftsudgifter i forbindelse med befordring i egen bil. Det vil fx gælde, hvis det kan sandsynliggøres,

at den pågældende ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge

af den pågældendes nedsatte funktionsevne. Det vil endvidere være tilfældet, hvis den pågældende

har en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil fx en kassebil/MPV-bil som følge af den pågældendes

nedsatte funktionsevne.

I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når

merudgiften må anses at være en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.

3.8.5 Befordring i fritid

Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige befordringsmidler,

kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Det

25


vil også kunne være tilfældet i de situationer, hvor en forælder med nedsat funktionsevne skal ledsage

sit barn til dagtilbud, skole, behandling eller fritidstilbud, og hvor dette ikke kan lade sig gøre

med offentlige befordringsmidler. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes i den

situation. Det beror på en konkret vurdering af fx hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners

hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse osv.

3.8.6 Befordring til og fra arbejde

Der kan ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og

fra et arbejde. Der vil være tale om merudgifter ud over det særlige skattefradrag, som kan benyttes

ved befordring til og fra arbejde, jf. ligningslovens § 9 D. Se også Skatten 2002, hvori det nævnes,

at »Har en skatteyder som følge af invaliditet eller kronisk sygdom udgifter ud over det normale til

befordring mellem hjem og arbejdsplads, skal de almindelige regler om fradrag for befordring mellem

hjem og arbejdssted ikke anvendes, men i stedet bestemmelsen i ligningsloven § 9 D.«

Merudgifter til og fra arbejde vil gælde for de udgifter, der ligger udover, hvad den pågældende selv

ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige problemer i forbindelse med den pågældendes

nedsatte funktionsevne.

Merudgifter til og fra arbejde kan fx være udgifter i forbindelse med færgeoverfart, hvor størrelsen

på bilen udløser en ekstra betaling, taxakørsel i forbindelse med at den særligt indrettede bil er til

reparation, taxakørsel i ventetiden indtil bevilling af støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 foreligger

eller indtil bilen leveres.

3.8.7 Befordring til og fra uddannelse

Der vil kunne ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring

til og fra en uddannelse. Dette vil være i de tilfælde, hvor den pågældende i videre omfang end

normalt og som en direkte følge af nedsat funktionsevne skal befordres til eller fra skole eller andet

uddannelsessted.

Det sker dog kun i det omfang merudgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser, herunder

Beskæftigelsesministeriets revalideringsbestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, eller ved andre

ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af voksne med nedsat funktionsevne.

3.8.8 Befordring til og fra behandling

Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter o.lign., som er nødvendige, for at en voksen

kan komme til behandling som følge af nedsat funktionsevne. Hvis der er behov for, at personen har

en ledsager, kan hjælp til betaling i sådanne tilfælde ydes såvel til befordring for personen selv som

til ledsagerens befordring. Merudgifterne dækkes i det omfang, de ikke dækkes efter andre bestemmelser

eller ved andre ordninger.

Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun

ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf. Indenrigs- og

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 13. maj 2002 om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp.

I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes fuldt ud efter § 36 i overnævnte

bekendtgørelse. Her dækker bopælskommunen udgifterne til befordring af patienter til og

fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

26


3.8.9 Handicaprettede kurser

Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børns

eller pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til

at leve et liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i kommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) for

pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. Dernæst kurser som omhandler forskellige

aspekter af temaet "at leve med handicap", herunder forholdet til partneren, børn m.v. De pårørende

omfatter også familiens børn.

De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter,

kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.

3.8.10 Beklædning

Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning

e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning,

som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske

sko.

Særlige beklædningsgenstande som fx regnslag til kørestol, kørepose, rygeforklæde og beskyttelsesbukser

til svært inkontinente personer ydes dog efter servicelovens § 97. Efter denne bestemmelse

ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til personer, som på grund af sygdom, ulykke

e.l. er blevet varigt invalideret og som følge heraf skal have udskiftet hele sin garderobe.

Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj eller indlæg, herunder fodtøj og indlæg til personer

med en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler

og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

3.8.11 Daglige håndsrækninger

Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at varetage opgaver, som er nødvendige

for at få en almindelig dagligdag til at fungere, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter

i form håndsrækninger. Der kan fx være tale om

at skifte en elpære,

at pudse vinduer,

at vaske gardiner,

at købe ind, herunder gaveindkøb,

at passe børn, hvis den handicappede forælder er ude,

at ledsage børn til dagtilbud, skole, behandling, fritidstilbud e.l.,

at hjælpe med at give mindre børn tøj på, bade dem, give dem mad e.l.,

at hjælpe med at smøre børnenes madpakker,

at hjælpe med at få overtøj på,

at hjælpe med at komme ud og ind af bilen,

at hjælpe med at pakke taske og bære ind og ud, hvor adgangsforholdende ikke er egnede,

at hjælpe med forskellige former for aflastning og praktisk hjælp, fx i forbindelse med udsving

i helbredstilstanden, ved behandlinger etc.

I forbindelse med vurderingen af om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige

daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation. Der skal bl.a.

27


tages hensyn til den pågældendes netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af

husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte el-pære, pudse vinduer, købe

ind etc.

Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af, om den pågældende har nødvendige

merudgifter til almindelige håndsrækninger ikke stilles krav, som går ud over de krav, der normalt

stilles til større børn. Der kan i den forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne i hjemmet blev fordelt

før, der opstod behov for hjælp.

Der må ved vurderingen af udgifter i forbindelse med de daglige håndsrækninger tages hensyn til,

om håndsrækningen allerede ydes efter andre bestemmelser i serviceloven. Dette gælder fx servicelovens

§ 71, om personlig og praktisk hjælp, servicelovens § 77, om tilskud til dækning af udgifter

ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse, servicelovens § 78, om ledsagelse til

voksne, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

etc.

3.8.12 Nødvendige håndsrækninger

Der kan ydes tilskud til merudgifter i forbindelse med nødvendige håndsrækninger, fx snerydning af

fortov og flisegang, slåning af græs, malerarbejde, etc. Der kan også være tale om hjælp til praktiske

gøremål og tilsyn i forbindelse med den pågældendes særlige handicap.

I den forbindelse bør kommunen være opmærksom på, hvilket handicap den pågældende har.

Kommunen kan for at få afdækket den enkelte handicappedes behov søge oplysninger om de specielle

forhold, der gør sig gældende for forskellige sygdoms- og handicapgrupper ved at rette henvendelse

til de relevante patientforeninger og handicaporganisationer/foreninger.

Kommunen bør ligeledes være opmærksom på, om den pågældende har et arbejde, og om den pågældendes

arbejdsindsats betyder, at der kan opstå et særligt behov for hvile. I den forbindelse kan

der være behov for håndsrækninger i form af indkøb, madlavning etc., således at den pågældende

fortsat har overskud til at forblive i beskæftigelse.

Som ovenfor under daglige håndsrækninger skal kommunen også ved vurderingen af nødvendige

håndsrækninger vurdere den pågældendes samlede situation, samt vurdere om udgiften allerede

ydes efter andre bestemmelser i serviceloven.

3.8.13 Forsikringer

Udgifter til forsikringer eller forhøjede forsikringspræmier som er en følge ansøgerens funktionsevnenedsættelse

kan ydes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.

Det gælder fx udgifter til en erhvervsansvarsforsikring, som kan være nødvendig i de tilfælde, hvor

den pågældende har en handicaphjælper, udgifter til at forsikre 3-hjulede knallerter og kørestole,

som er bevilliget efter serviceloven, dyrere forsikringer på kassebiler (se under befordring generelt),

dyrere husforsikring på grund af et større antal kvadratmeter, dyrere fritids- og ulykkesforsikringer

for at opnå samme dækning, som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation,

etc.

28


3.8.14 Indskud i en lejebolig og andre udgifter

Betaling af indskud i en anvist lejebolig efter servicelovens § 102, stk. 2, skal ifølge en afgørelse fra

Den Sociale Ankestyrelse, SM C-6-2002, afgøres i medfør af servicelovens § 84 og ikke i medfør af

servicelovens § 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig.

Indskud i en lejebolig anses ikke som en anskaffelsesudgift, men derimod som en sikkerhed for lejerens

eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet. En anskaffelsesudgift til en anden bolig

efter servicelovens § 102, stk. 2, vedrører anskaffelsen af en ejerbolig.

Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til servicelovens

§ 84.

3.8.15 Andre eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen i øvrigt

dækker

Udgifter til beskæftigelse i fritiden.

Udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler

(salgsomkostninger), leje af flyttevogn m.v. Se herom under afgrænsning overfor andre

bestemmelser.

Ekstra varmeudgifter. Den nedsatte funktionsevne kan medføre behov for ekstra varme, idet den

pågældende ikke kan bevæge sig eller kun i begrænset omfang, og at den pågældendes af- og påklædning

tager længere tid.

Udgifter til daglig vask (tøjvask) og hygiejne.

3.9 Samspil med andre ordninger

Personer, der har behov for merudgifter til den daglige livsførelse, kan have problemer, som kræver

mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre

former for hjælp ved siden af hjælpen efter servicelovens § 84. Dette skal sammenholdes med servicelovens

§ 113, hvorefter kommunen løbende skal være opmærksom herpå, samt retssikkerhedslovens

§ 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder,

der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Servicelovens § 111 indeholder regler om udarbejdelse af handle planer for indsatsen blandt andet

for personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målet med denne indsats er

at sikre en koordineret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser

og forvaltningsgrene. Der henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne

med handicap.

Hvis ansøgerens sandsynliggjorte merudgifter kan dækkes efter andre bestemmelser i den sociale

lovgivning, skal disse bestemmelser anvendes, førend det vurderes, om den pågældende kan få

dækket merudgifterne efter servicelovens § 84.

Ligeledes gælder det, at servicelovens § 84 ikke efter sit formål omfatter hjælp til egenbetaling efter

andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Dette gælder fx hjælp til dækning af egenbetalingen i

forbindelse med køb af en computer, som kan bevilliges som forbrugsgode efter servicelovens § 98,

hjælp til dækning af egenbetalingen i forbindelse med den pågældendes valg af anden leverandør

end den af (amts)kommunen valgte i forbindelse med erhvervelse af et særligt personligt hjælpemiddel

efter servicelovens § 97, stk. 4, hjælp til dækning af ansøgerens udgifter i forbindelse med

29


den første årlige udskiftning af dæk og slanger til kørestole, som følger af § 5, stk. 4, i Socialministeriets

bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98

etc.

Der kan dog i helt særlige tilfælde udfra en konkret, individuel vurdering ved ekstraordinært slid på

fx ortopædiske sko ydes hjælp til dækning af egenbetalingen eller en del heraf.

3.10 Afgrænsning overfor andre bestemmelser

3.10.1 Behandling

Udgifter til lægebehandling forudsættes afholdt indenfor rammerne af den gældende sygesikringsordning.

Om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, ergoterapi, fysioterapi og anden

lignende behandling kan der også henvises til lov om aktiv socialpolitik § 82.

3.10.2 Behandlingsredskaber

Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet. Afgrænsningen af behandlingsredskaber

i forhold til hjælpemidler efter servicelovens § 97 er behandlet i Indenrigsministeriets cirkulære

af 20. februar 1975.

3.10.3 Hjælpemidler, forbrugsgoder og støtte til køb af bil

Om ydelse af hjælpemidler, forbrugsgoder og bil henvises til servicelovens §§ 97, 98 og 99.

3.10.4 Nødvendig boligindretning og boligskift

Om hjælp til boligindretning og skift af bolig på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne

henvises til servicelovens § 102.

3.10.5 Nødvendig boligindretning

Som boligindretning efter servicelovens § 102 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod

drejer sig om møbler, gardiner, gulvbelægning (som ikke er en integreret del af gulvet), maling

og anden istandsættelse, og hjælp til dette ikke kan ydes efter andre bestemmelser i serviceloven,

kan servicelovens § 84 eventuelt bringes i anvendelse.

Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af den pågældendes handicap kan der ydes

merudgifter efter servicelovens § 84 i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring,

og større forbrug af el og varme, se også SM C-18-00.

Særligt for så vidt angår den forhøjede lejeværdi lægges der vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen

som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse.

3.10.6 Boligskift

Boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2 indeholder en hjemmel til støtte til anskaffelse af en anden

bolig, men derimod ikke udgifter vedrørende selve salget af boligen. Hjælp til salgsomkostninger

skal derfor afgøres efter servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter ved livsførelsen. Hvis

30


det er nødvendigt for den pågældende at sælge den hidtidige bolig med deraf følgende udgifter, følger

det af kompensationsprincippet, at den pågældende ikke skal have merudgifter som følge af

handicappet. Der kan således ikke i en sådan vurdering lægges vægt på hverken størrelsen af salgsprovenuet,

eller den omstændighed at den pågældendes boligudgifter bliver mindre end tidligere.

Dette er en følge af, at hjælp efter servicelovens § 84 er uafhængig af ansøgerens indkomst- og formueforhold.

For indskud i en anvist lejebolig gælder, at dette skal afgøres i medfør af servicelovens § 84, og ikke

i medfør af servicelovens § 102, stk. 2. Et indskud i en lejebolig er ikke en anskaffelsesudgift,

men derimod en sikkerhed for lejerens forpligtelser ved fraflytning af lejemålet.

3.10.7 Respirationsinsufficiens

Når der er tale om mennesker med respirationsinsufficiens, som på grund af særligt apparatur har

behov for overvågning, ydes denne som ventilatørbistand, betalt af sygehusvæsenet, mens kommunen

afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje m.v. efter lov om social service. Kommunens

hjælp til pleje og overvågning ydes sædvanligvis efter servicelovens §§ 71-72 (§ 76), hjemmesygepleje

samt som hjælpeordning efter servicelovens § 77.

Det tidligere Sundhedsministerium nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet har efter aftale med Socialministeriet

i skrivelse af 14. januar 1993 præciseret, at i de tilfælde hvor hjælpetimerne overlapper

hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af én

person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at sygehusvæsenet og den pågældende

kommune afholder hver 50% af udgiften, jf. bilag 5 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud

til voksne med handicap af 10. marts 1998.

Denne skrivelse er suppleret med en skrivelse af 14. juni 1996 fra Socialministeriet udsendt efter aftale

med det tidligere Sundhedsministerium, jf. bilag 4 i Socialministeriets vejledning om Sociale

tilbud til voksne med handicap af 10. marts 1998.

Udgifter til aflønning af personale, der er påkrævet ved plejen, herunder respiratorhjælp, af en beboer

på et plejehjem, skal afholdes af plejehjemmet/kommunen. Det er i denne sammenhæng afgørende,

at ophold på plejehjem ikke opfattes som ophold i eget hjem. Det er alene ophold på et traditionelt

plejehjem omfattet af servicelovens § 140, der ikke opfattes som ophold i eget hjem.

Beboere i almene ældre- eller plejeboliger, som er opført eller omdannet efter reglerne i lov om almene

boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (almenboligloven), opholder sig i eget hjem,

hvorfor udgifterne til respiratorhjælp i disse tilfælde skal afholdes af sygehusvæsenet. Se ovenfor

om bilag 4 og 5.

3.11 Genvurdering regulering og opfølgning

Det er forudsat, at modtageren årligt holder et møde med sagsbehandler/forvaltning/afdeling om det

kommende års forventede udgifter, hvorefter det fastsættes, om der er grundlag for basisydelse/merudgiftsydelse.

Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Selvom udgangspunktet

er, at merudgiftsydelsen udbetales til den berettigede som et kontantbeløb, kan det konkret

aftales med kommunen, at fx taxakørsel, håndværksudgifter, udgifter i forbindelse med tilmelding

til et kursus, medicinudgifter og udgifter til plejeartikler kan afregnes direkte af kommunen. Beløbet,

som afregnes direkte af kommunen, modregnes i det månedlige basisbeløb/merudgiftsydelse.

31


Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt,

at kommunen med jævne mellemrum som hovedregel mindst en gang årligt afholder et møde

med den pågældende, hvor den pågældendes situation og behov drøftes.

Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til den

pågældendes varigt nedsatte funktionsevne. Det bør derfor overvejes at lave en opsamling efter en

kortere periode fx efter 2-3 måneder, første gang ydelsen udmåles.

Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som

han/hun har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse,

specielt når den pågældende får ydelsen for første gang.

Hvis der akut indtræffer væsentlige ændringer i den pågældendes situation og behov, forudsættes

ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det

tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Udgifter, der er en følge af almindelige prisstigninger, anses ikke

for at være en væsentlig ændring i den pågældendes situation. Derimod vil udgifter, der pludseligt

er opstået som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne, kunne bevirke, at ydelsens

størrelse tages op til fornyet overvejelse. Dette kan ske ved et møde, via telefon, mail e.lign.

Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående

udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at den pågældende allerede

er berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens § 84. Kommunen skal i den forbindelse være

opmærksom på, at den bedst mulige løsning findes. Dette følger af almindelige forvaltningsretlige

principper, hvorefter en myndighed har pligt til at være opmærksom på, at borgerne får de rettigheder,

som de har krav på.

Ved uventede og høje udgifter, som forventes at være blivende, skal aftalen revideres snarest. Det

samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne viser sig at være lavere end oprindelig antaget. Den årlige

opfølgning vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået

eller revideret.

Eksempel:

Per holder et møde med sin sagsbehandler den 1. marts 2003. Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter er på 636 kr. pr. måned svarende til

7.632 kr. årligt. Det oplyses, at Per vil få basisbeløbet på 1.500 kr. pr. måned, og at ydelsen vil komme til udbetaling første gang den 1. april 2003

gældende for 1. april og frem.

Den 6. maj 2003 konstateres det, at Per, som følge af sin funktionsevnenedsættelse, har fået uventede merudgifter, der ligger langt over det oprindeligt

tilkendte basisbeløb på 1.500 kr. Per kan nu sandsynliggøre, at hans merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen er øget med godt 1.300 kr.

pr. måned. Per har således nu sandsynliggjorte merudgifter på 1.936 kr. (636 kr. + 1.300 kr.) pr. måned.

Sagsbehandleren indkalder til møde medio maj 2003. Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter nu er på 1.936 kr. pr. måned svarende til

23.232 kr. årligt. Det oplyses, at Per nu, i stedet for det oprindelige basisbeløb på 1.500 kr., vil få 2.000 kr. pr. måned, idet Pers sandsynliggjorte

merudgifter overstiger 1.750 kr. pr. måned, hvilket udløser 500 kr. ekstra om måneden.

Det aftales herefter mellem sagsbehandleren og Per, at det næstkommende møde vil blive medio maj 2004.

I eksemplet ovenfor aftales det næstkommende møde et år efter det tidspunkt, hvor den oprindelige

udmåling blev revideret, og altså ikke året efter det tidspunkt hvor den første udmåling fandt sted.

Havde der derimod været tale om et akut indtruffet behov, som ikke er varig, ville det næstkommende

møde være året efter den første udmåling.

Ved den årlige opfølgning vurderes det, om den pågældende stadig opfylder betingelserne for tilskud

efter servicelovens § 84. Dernæst vurderes det, om den pågældende stadig har skønnede merudgifter,

der som minimum overstiger 6.000 kr. årligt. Og endelig skal det vurderes, om der er

grundlag for at øge basisbeløbet, som følge af flere sandsynliggjorte merudgifter.

32


3.12 Ophør

3.12.1 65 år og ret til folkepension

Merudgiftsydelsen efter servicelovens § 84 ophører, når den berettigede fylder 65 år og opnår ret til

folkepension.

Merudgiftsydelsen er forudbetalt og vil derfor bortfalde ved udgangen af den måned, hvor den pågældende

fylder 65 år.

Hvis den pågældende fylder 65 år på selve dagen for udbetalingen, vil den pågældende have et krav

på at få merudgiftsydelsen udbetalt for denne måned.

Personer, der er født før den 1. juli 1939, vil først overgå til folkepension som 67-årige. For denne

persongruppe ophører merudgiftsydelsen derfor først, når den berettigede fylder 67 år og opnår ret

til folkepension.

I forbindelse med overgang til folkepension, skal der foretages en grundig vejledning af den pågældende,

hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes

fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v.

Samtidig vil det være relevant at vurdere, om den pågældende vil være berettiget til personligt tillæg

efter pensionslovens bestemmelser.

3.12.2 Dødsfald

Ved dødsfald gælder samme regler om ophør som ovenfor skitseret for personer, der fylder 65 år.

3.12.3 Betingelser ikke opfyldt

Hvis det ved den årlige opfølgning vurderes, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne

for tilskud efter servicelovens § 84, vil tilskuddet bortfalde fra det øjeblik, hvor dette konstateres.

Merudgiftsydelsen vil således ikke komme til udbetaling måneden efter det årlige opfølgningsmøde,

men bortfalder ved udgangen af den måned, hvor dette konstateres.

3.12.4 Merudgifter lavere end oprindeligt antaget

Hvis det vurderes, at merudgifterne er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede merudgifter ikke

mindst udgør 6.000 kr. årligt, bortfalder tilskuddet fra det øjeblik, hvor dette konstateres. Merudgiftsydelsen

vil således ikke komme til udbetaling måneden efter, hvor dette konstateres, men ophører

ved udgangen af den måned, hvor det konstateres.

Det samme gælder, hvis det viser sig, at de sandsynliggjorte merudgifter er lavere end det beløb,

som har udløst merudgiftsydelsen.

3.12.5 Invaliditetsydelse

Personer, som modtager invaliditetsydelse, og som efterfølgende overgår til at modtage førtidspension

efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler om førtidspension, vil fra det tidspunkt ikke være

33


omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, medmindre de samtidig har en hjælpeordning efter

servicelovens § 77.

Tilskuddet efter servicelovens § 84 vil i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse,

overgår til førtidspension, ophøre med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen

kommer til udbetaling.

3.13 Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens

§ 84

Hvis den pågældende ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der som minimum

er lig med bagatelgrænsen på 6.000 kr. årligt, bør kommunen være opmærksom på den pågældendes

behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af servicelovens bestemmelser

om handicapkompensation, jf. blandt andet de øvrige kapitler i Socialministeriets vejledning

om sociale tilbud til voksne med handicap.

Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler, biler eller boligindretning bør også

overvejes, jf. Socialministeriets vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Endelig bør kommunen være opmærksom på personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke

har midler til at afholde udgifter, der enten ikke efter en konkret individuel vurdering er omfattet af

personkredsen i servicelovens § 84 eller hvis merudgifter som minimum ikke er lig med bagatelgrænsen

på 6.000 kr. årligt.

Kommunen bør i disse tilfælde være opmærksom på reglerne i lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og

82, der vedrører hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og hjælp til sygebehandling, medicin

o.lign.

3.14 Personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar

2003 gældende regler

For personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler,

men som samtidig har fået bevilliget en hjælpeordning efter servicelovens § 77, og derfor omfattet

af servicelovens § 84, gælder, at kommunen også, udover de ovenfor nævnte bestemmelser, bør være

opmærksom på muligheden for, at den pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter

§17 i pensionsloven (gældende pensionslov fra før 1. januar 2003).

3.15 Overgang fra ung til voksen

En særlig problemstilling er overgangen fra barn til voksen. Har en forælder med et handicappet

barn modtaget merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste efter

servicelovens § 29, bortfalder disse ydelser, når den unge fylder 18 år. Der er derfor en særlig vejledningsforpligtelse

i denne situation, både hvad angår den unges fremtidige forsørgelsesgrundlag,

uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, behov for støtte m.v., ligesom forældrene i god tid skal

orienteres om de ændringer, der vil ske i den måde støtten til den unge udmåles på.

3.16 Overgang til folkepension

34


I forbindelse med overgang til folkepension skal kommunen også foretage en grundig vejledning af

den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes

fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler

m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere, om pågældende vil være berettiget til personlige

tillæg efter pensionslovens bestemmelser.

Denne vurdering bør foretages i god tid, inden ansøgeren overgår til folkepension.

3.17 Ansøgerens inddragelse i sagen og dennes oplysningspligt

Det er et led i retssikkerheden, at ansøgninger behandles så hurtigt, grundigt og smidigt som muligt,

jf. retssikkerhedslovens § 3. Det ligger samtidig som en forudsætning i retssikkerhedslovens § 4, at

den ansøger, det drejer sig om, selvstændigt skal kunne følge med i sagsbehandlingen og have så

stor indflydelse på forløbet som muligt.

Der er herudover i retssikkerhedslovens § 11 en direkte pligt for kommunen til at oplyse ansøgeren

om ansøgers pligt til at medvirke

om muligheden, for at kommunen indhenter oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12, og

om konsekvenserne, hvis ansøgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger

efter retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.

Henvisning til retssikkerhedslovens § 12 indebærer, at kommunen kan indhente oplysninger fra andre

myndigheder og fra private, herunder blandt andet fra ansøgerens arbejdsgiver, fagforening eller

den pågældendes tillidsmand m.v., og at kommunen/myndighederne har ret til i elektronisk form at

samkøre registre med henblik på kontrol.

Endvidere bør kommunen være opmærksom på, om der mellem ansøgeren og dennes sagsbehandler

er skabt en tillidsfuld dialog. Er dette ikke tilfældet, bør kommunen efter ansøgerens ønske, og hvis

ønsket er velbegrundet, sørge for at være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden

sagsbehandler.

Endelig har en ansøger, der ønsker det, ret til, at en anden person medvirker som støtte for den pågældende,

når kommunen behandler pågældendes ansøgning om dækning af nødvendige merudgifter

ved den daglige livsførelse. Det er ansøgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder.

Ansøgeren bør af kommunen gøres opmærksom på denne mulighed.

3.18 Tilsidesættelse af ansøgerens oplysningspligt og tilbagebetaling

Hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om, at

den pågældendes forudsætninger for at modtage merudgiftsydelse er ændrede eller bortfaldet, og

pågældende derfor uberettiget har modtaget dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens

§ 84, skal den/de modtagne merudgiftsydelser betales tilbage.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har

undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,

eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter servicelovens § 84,

jf. servicelovens § 119.

Der henvises samtidig til retssikkerhedslovens § 11 og til Socialministeriets vejledning om lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.

35


3.19 Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering

Den sociale lovgivnings almindelige bestemmelser om opholdskommune og refusion er omtalt i

Socialministeriets bekendtgørelse om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

§§ 9 og 9a med tilhørende vejledning af 7. juni 2000.

Udgifterne til hjælp efter servicelovens § 84 finansieres efter servicelovens § 131, stk. 1, nr. 4. Staten

refunderer, jf. § 131, stk. 1, nr. 4, 50 pct. af kommunernes tilskud til dækning af merudgifter i

medfør af servicelovens § 84.«

Socialministeriet, den 23. oktober 2002

Henriette Kjær

/Vibeke Køie

36


4 Tilkendegivelser fra socialministeren.

René Skau Björnsson den 24. marts 2003:

4.1 »Kan ministeren bekræfte, at mulighederne for bevilling af

håndsrækninger efter reglerne for dækning af merudgifter efter servicelovens

§ 84 i praksis og i samme omfang kan imødekomme

samme behov som bistands- eller plejetillæg efter den tidligere lovgivning

om førtidspension?«

Socialministeren (Henriette Kjær):

Ja, jeg kan godt bekræfte, at reglerne om dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse efter

servicelovens § 84 kan i mødekomme de behov, som bistands- og plejetillægget har haft efter den

tidligere lov om pension.

Med førtidspensionsreformens vedtagelse blev ydelsesstrukturen i lov om social pension ændret.

Den ændrede ydelsesstruktur betyder, at forsørgelsesdelen udbetales som førtidspension, mens handicapkompensation,

som tidligere fx bistands- og plejetillæg, nu udmåles efter serviceloven. Det betyder

at servicelovens § 84, er blevet udvidet til også at omfatte førtidspensionister.

Formålet med at samle reglerne om service og tilskud til konkrete behov som følge af en funktionsevnenedsættelse

i serviceloven var at skabe ensartede vilkår for alle med en nedsat funktionsevne.

Jeg vil for en god ordens skyld oplyse, at det ved vurderingen af om der skal ydes hjælp efter bestemmelsen

om merudgiftsydelse i § 84 i serviceloven eller efter andre bestemmelser i serviceloven,

fx bestemmelserne om personlig og praktisk hjælp, er vigtigt at kommunen holder sig formålet med

at yde bistand for øje, idet der i nogle tilfælde vil være tale om flydende grænser mellem forskellige

hjælpemuligheder.

Bistands- og plejetillæg er efter den tidligere lov om pension, blevet tilkendt hvis ansøgeren havde

et behov for personlig bistand af andre eller et behov for vedvarende pleje og tilsyn. Det er derfor

vigtigt, at kommunen ikke kun ser på muligheden for at yde hjælp efter servicelovens § 84, men også

ser på om hjælpen i langt højere grad vil kunne dækkes efter bestemmelserne om personlig og

praktisk hjælp.

René Skau Björnsson den 25. juli 2003:

4.2 »Kan ministeren bekræfte, at kommunen har pligt til at tage initiativ

til en konkret vurdering af, om personer, der eventuelt kan

være omfattet af personkredsen for servicelovens § 84, har merudgifter

i tilstrækkeligt omfang til en eventuel bevilling, samt hvad

konsekvensen er, hvis kommunen ikke har taget et sådant initiativ?«

Begrundelse:

37


I forbindelse med førtidspensionsreformen blev der indført nye regler om dækning af merudgifter

efter servicelovens § 84. Reglerne indebærer, at en større personkreds er berettiget til dækning af

flere merudgifter end tidligere.

For mange mennesker er lovgivningen og de mere detaljerede regelsæt i vejledningerne imidlertid

komplicerede og uoverskuelige, og navnlig samspillet og afgrænsningen mellem de forskellige regler

(f.eks. pleje- og bistandstillæg, servicelovens § 84 og servicelovens § 77, (jf. vejledningens

punkt 71) kan være umulige at forstå uden særlige forudsætninger.

Derfor kan det være vanskeligt for den enkelte bruger at danne sig et overblik over de rettigheder,

man har. Ikke mindst fordi brugergruppen også omfatter personer med dårlige forudsætninger for at

forstå komplicerede sammenhænge.

Det ønskes derfor præciseret, at det er et kommunalt ansvar, at man modtager den hjælp efter servicelovens

§84, man er berettiget til.

Der er allerede nu eksempler på kommuner, som intet har foretaget sig i forhold til potentielle brugere

af servicelovens § 84, og som derfor allerede indtil nu er blevet snydt for f.eks. 1.500 skattefri

kroner pr. måned siden reglerne trådte i kraft den 1. januar 2003.

Det ønskes derfor også præciseret, at kommunal passivitet ikke må stille den enkelte bruger ringere,

og i den forbindelse hvilke rettigheder man har, når en manglende bevilling skyldes, at man ikke

selv har kendt sine rettigheder, og når kommunen ikke har taget noget initiativ.

Socialministeren (Henriette Kjær):

Efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) skal

kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de

muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen er herunder forpligtet

til at rådgive og vejlede borgeren inden for sit eget område.

Det vil sige, at en ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke kun i forhold til den konkrete

form for hjælp, som en borger har søgt om. Når en borger henvender sig til kommunen for at få

hjælp, skal kommunen således også gøre borgeren opmærksom på, at der kan søges hjælp til dækning

af merudgifter efter servicelovens § 84, hvis borgeren falder inden for målgruppen af potentielle

ansøgere til ydelsen.

Bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af

nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens

bestemmelser’ har bl.a. til formål at sikre, at der foretages en helhedsvurdering af den samlede

livssituation for borgeren og dennes familie og at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse

med god forvaltningsskik. Socialministeriet har i tilknytning til bekendtgørelsen udarbejdet en

vejledning, der indeholder metodiske anvisninger på behandling af sager om handicapkompenserende

ydelser.

Efter praksis i Den Sociale Ankestyrelse kan manglende eller mangelfuld vejledning betyde, at der

skal træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en

borger skal stilles som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning.

38


Kommunen eller sagsbehandleren kan desuden pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk

rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder blandt

andet, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes for den fejlagtige rådgivning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at kommunen efter retssikkerhedslovens § 4 er forpligtet til at tilrettelægge

sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at medvirke ved behandlingen

af sin sag. Dette gælder også borgere, der har vanskeligt ved at varetage deres egne interesser,

for eksempel på grund af alderdomssvækkelse eller manglende danskkundskaber. Kommunen

er således forpligtet til at tilbyde tolkebistand, hvis der er behov for det, ligesom kommunen har

pligt til at gøre borgeren opmærksom på, at borgeren har ret til en bisidder, der kan medvirke som

støtte for borgeren ved kommunens behandling af sagen.

René Skau Björnsson den 20. oktober 2003.

4.3 »Vil ministeren oplyse, om servicelovens § 84 om merudgifter

giver mulighed for bevilling af sandsynliggjorte udgifter af beskedent

omfang eller mindre påskønnelser i form af naturalier for

håndsrækninger fra naboer, venner og bekendte, samt om der med

bevillingen kan pålægges modtagere af ydelsen en indberetningspligt

til kommunen med henblik på oplysning til skattevæsenet?«

Begrundelse:

Vejledningen om servicelovens § 84 indeholder en række eksempler på hjælp til håndsrækninger

(skifte en elpære, pudse vinduer, vaske gardiner, hjælpe med at give mindre børn tøj på, bade dem,

give dem mad e.l., hjælpe med at smøre børnenes madpakker, hjælpe med at få overtøj på, hjælpe

med at komme ud og ind af bilen, hjælpe med at pakke taske og bære ind og ud, hvor adgangsforholdene

ikke er egnede), som er af en sådan karakter, at de efter almindelig dansk adfærd påskønnes

med en blomst, en vingave, en middagsinvitation eller lignende.

Ministeren bedes bekræfte, at sådanne påskønnelser er omfattet af de gældende regler, og at de kan

påskønnes på en uformel måde, som det nu engang er sædvane mellem naboer eller venner for sådanne

små håndsrækninger og vennetjenester.

Ministeren bedes samtidig oplyse, om det er i overensstemmelse med bestemmelsen om, at en merudgift

alene skal sandsynliggøres, og om der i øvrigt er hjemmel til at pålægge den enkelte borger

en pligt til at indberette til kommunen, hvorledes ethvert småbeløb og hvorledes enhver lille påskønnelse

er udbetalt, idet et ellers fleksibelt regelsæt herved vil medføre et betydeligt bureaukrati

med registrering af småbeløb, både for den enkelte og for kommunen. Det bemærkes i den forbindelse,

at reglerne om merudgiftsydelsen træder i stedet for de tidligere regler om plejetillæg og bistandstillæg,

hvor en sådan forpligtelse ikke har kunnet pålægges modtagerne.

Socialministeren (Henriette Kjær):

Formålet med merudgiftsydelsen efter servicelovens § 84 er at sikre, at en person med varigt nedsat

funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen

til at fungere.

39


Sigtet med tilskud til merudgifter efter servicelovens § 84 generelt er at give modtageren mulighed

for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes.

Det er derfor vigtigt at holde fast i, at de udgifter, som den pågældende har som følge af den nedsatte

funktionsevne, kun skal sandsynliggøres. Der er altså ikke krav om, at modtageren skal dokumentere

sine udgifter, og der er heller ikke nogen forpligtelse for modtageren til at indberette, hvad

pengene er blevet brugt til.

Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som

den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.

Overslaget over merudgifter udarbejdes af kommunen i samarbejde med borgeren ud fra en

samlede vurdering af borgerens funktions nedsættelse og livssituation mv. Kommunen skal således

ikke søges om hjælp for hver enkelt merudgift men derimod for sandsynliggjorte merudgifter, der er

en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år.

Ved sandsynliggjorte merudgifter i form af daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den

pågældendes samlede situation. Det forudsættes i forbindelse med kommunens vurdering, at eventuelle

øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte

elpære, pudse vinduer, købe ind etc.

Kommunen kan også tage hensyn til, om den pågældende har et netværk, der kan være behjælpelig,

Når der tales om daglige håndsrækninger, er det vigtigt for kommunen konkret at vurdere sammen

med ansøgeren, hvilken hjælp der i løbet af året kan blive brug for. Det er derfor klart, hvis ansøgeren

ikke bor sammen med nogen eller fx ikke har noget netværk, at han/hun meget nemt kan sandsynliggøre,

at han/hun skal have hjælp til daglige håndsrækninger. Kommunen kan i en sådan situation

vælge, om hjælpen skal ydes den pågældende i form af dækning af merudgifter efter servicelovens

§ 84, eller om hjælpen bedre kan ydes på en anden måde.

René Skau Björnsson den 20. oktober 2003:

4.4 »Vil ministeren bekræfte, at servicelovens § 84 om merudgifter

indebærer, at der ydes hjælp til håndsrækninger, som formuleret i

den tilhørende vejledning, svarende til den fulde sandsynliggjorte

udgift?«

Begrundelse:

Ifølge vejledningen om merudgifter efter servicelovens § 84 skal merudgiftsydelsen »sikre, at en

person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter,

som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere«. Det er samtidig præciseret, at merudgiften

»skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne«, og omvendt, at den pågældende

selv »skal afholde udgifter på linie med, hvad andre på samme alder og i samme livssituation

har«, mens »den pågældende ikke selv skal dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.«

Det fremgår endelig af vejledningen, at merudgifterne alene skal sandsynliggøres.

40


Ministeren bedes derfor oplyse, om vejledningen kan fortolkes på nogen anden måde, end at den

enkelte kan få dækket udgifter til håndsrækninger med den fulde sandsynliggjorte udgift til hjælp

fra f.eks. hjemmeservice, naboer, venner eller lignende.

Socialministeren (Henriette Kjær):

Merudgiftsydelsen efter servicelovens § 84 udmåles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte,

nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Når modtageren over for kommunen har sandsynliggjort sine merudgifter, fx merudgifter til hjælp

til forskellige daglige håndsrækninger, laver kommunen et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter.

Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de

omhandlede udgifter.

Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål S 297.

René Skau Björnsson den 20. oktober 2003:

4.5 »Vil ministeren oplyse, om en kommune af egen drift har pligt til

at oplyse personer, som eventuelt tilhører målgruppen for servicelovens

§ 84, om mulighederne i den nye bestemmelse, uanset om

de pågældende selv retter henvendelse til kommunen?«

Begrundelse:

I spørgsmål nr. S 4032 (Folketingsåret 2002/2003) har ministeren redegjort grundigt for kommunernes

vejledningspligt over for borgere, der retter henvendelse til kommunen.

Spørgsmålet handlede imidlertid om kommunens eventuelle pligt til selv at rette henvendelse til

borgere, som ud fra kommunernes oplysninger eventuelt kunne være berettiget til hjælp efter servicelovens

§ 84 efter den nye ordlyd, der trådte i kraft den 1. januar 2003, samt konsekvenserne af,

at kommunerne undlader et sådant initiativ.

Som det allerede fremgik af begrundelsen for spørgsmål nr. S 4032, er det generelt vanskeligt for

den enkelte borger at danne sig et overblik over mulighederne for dækning af forskellige typer af

merudgifter, f.eks. bistandstillæg, plejetillæg, personligt tillæg, kontant tilskud til hjælpere efter

servicelovens § 77, merudgifter efter servicelovens § 84 osv.

Som det desuden fremgik, så omfatter servicelovens § 84 også personer med vanskelige forudsætninger

for selv at overskue mulighederne for hjælp. Den problemstilling, der ønskedes belyst, var

derfor ikke primært kommunernes generelle vejledningspligt, men derimod pligten til i denne konkrete

situation med nye regler at orientere borgere, som kommunen i forvejen har kendskab til, uden

at afvente en henvendelse fra borgerne selv, om de forbedrede muligheder i servicelovens § 84, idet

der i modsat fald vil være mange borgere, som alene på grund af uvidenhed ikke modtager en ydelse,

som det ellers har været Folketingets mening, de skal modtage.

I den forbindelse ønskedes det endvidere belyst, hvad konsekvensen er, hvis en kommune undlader

at orientere borgerne om de nye regler, således at de først på et sent tidspunkt får kendskab til deres

muligheder og derfor er gået glip af betydelige indtægter, medmindre den manglende kommunale

41


oplysning kompenseres gennem en ret til at modtage merudgiftsydelsen med tilbagevirkende kraft

fra det tidspunkt, hvor kommunen af egen drift burde have taget initiativ til en orientering om reglerne.

Socialministeren (Henriette Kjær):

Som supplement til den generelle rådgivningsforpligtelse efter servicelovens § 3, hvori det bl.a.

fastslås, at kommunen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning, kan jeg oplyse,

at kommunen efter servicelovens § 68 har pligt til at sørge for tilbud om gratis rådgivning til

personer med nedsat funktionsevne. Samtidig skal tilbudet om rådgivning også omfatte opsøgende

arbejde.

Det er vigtigt, at rådgivningen og tildelingen af handicapkompenserende ydelser efter serviceloven

tager udgangspunkt i et samarbejde med den enkelte borger. Det er borgeren, som kan beskrive sin

nedsættelse af funktionsevnen og sine behov. Det er kommunen, som gennem rådgivning kan finde

ud af, hvad der findes af kompenserende ydelser, hvilke der er relevante, og hvad der kan ydes støtte

til.

Samarbejdet mellem borgeren og kommunen indebærer både et udredende og et rådgivende element.

Sagsbehandlingen skal sikre, at omfanget af funktionsnedsættelsen vurderes og beskrives af

kommunen, og at borgeren har en klar fornemmelse af, hvad den nedsatte funktionsevne består i

(personligt, helbredsmæssigt og i forhold til de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren

kan støde imod). Derudover skal sagsbehandlingen sikre at det fremgår, hvilke mulige kompenserende

ydelser, der er relevante og hvilke af disse handicapkompenserende ydelser, kommunen yder

støtte til.

René Skau Björnsson den 17. marts 2005:

4.6 Vil ministeren oplyse, om udmåling af håndsrækninger som

merudgift efter servicelovens § 84 kan ske med en takst, der forudsætter,

at den, der udfører håndsrækninger, unddrager sig betaling

af skat?

Begrundelse:

Daværende socialminister Henriette Kjær har i besvarelse af spørgsmål S 298 (Folketingsåret

2003/2004) fastslået, at merudgifter efter servicelovens § 84 fastlægges 'ud fra kendskabet til niveauet

generelt for de omhandlede udgifter'. Merudgiftsydelsen er ikke skattepligtig for modtageren;

men den, der udfører håndsrækningen er skattepligtig af beløbet, selv om der ikke efter skattelovgivningen

påhviler modtageren af merudgiftsydelsen nogen indberetningspligt.

Københavns Kommune har uagtet ministerens tilkendegivelse fastlagt en takst for håndsrækninger

på 60 kr. pr. time, hvilket over for brugerne begrundes med - og i øvrigt også ved simpel hovedregning

forudsætter - at den, der udfører håndsrækningen unddrager sig skattebetaling.

Det forekommer moralsk særdeles angribeligt, at landets største kommune i sin forvaltning af servicelovens

§ 84 anvender takster, der forudsætter, at man gør brug af sort arbejde, og det er særdeles

ubehageligt for den person, der har brug for håndsrækninger, og som må anses for at være en

42


lovlydig borger, at han eller hun skal bede den person, der udfører håndsrækningen og som også må

antages at være en lovlydig borger, om at snyde i skat.

Socialministeren (Eva Kjer Hansen):

Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at det er stillet på baggrund af, at Københavns Kommune

har fastlagt en takst for håndsrækninger på 60 kr. pr. time, hvilket efter spørgerens opfattelse

forudsætter, at den, der udfører håndsrækningen, kommer til at unddrage sig skattebetaling. Københavns

Kommune har overfor mig oplyst følgende:

”Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan oplyse, at der ikke anvendes en generel takst for

håndsrækninger efter § 84. Udmåling af støtten til håndsrækninger afhænger af hvilken opgave der

er tale om og hvem der skal varetage opgaven. I visse tilfælde skelnes der mellem om håndsrækninger

kan udføres af en ung over 15 år, eller om det er e n voksen, der skal udføre håndsrækningen.

Ved ung over 15 år gives som udgangspunkt 50 kr. i timen. Til voksen gives som udgangspunkt 100

kr. i timen. I visse tilfælde undersøges det hos et hjemmeservicefirma, hvad det vil koste at få udført

opgaven.

Under alle omstændigheder kan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen helt afvise, at der opfordres

til sort arbejde. ”

Udtalelsen fra Københavns Kommune giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Pernille Vigsø Bagge den 6. april 2005:

4.7 Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at personer med ret til

merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 også modtager den ydelse,

de er berettiget til?

Begrundelse:

En opgørelse fra Socialministeriet over udgifterne til merudgifter efter servicelovens § 84 viste for

året 2003, at der var anvendt et betydelig lavere beløb til et betydelig lavere antal ydelsesmodtagere

end forudsat.

En væsentlig årsag hertil blev påpeget af Muskelsvindfonden, idet adskillige medlemmer aldrig

havde hørt om de nye regler om merudgiftsydelse, der var trådt i kraft 1. januar 2003, selv om

kommunerne har en rådgivnings- og vejledningsforpligtelse, og selv om daværende socialminister

Henriette Kjær (S 299, Folketingsåret 2003/2004) blandt andet gav udtryk for, at 'tilbudet om rådgivning

også skal omfatte opsøgende arbejde'.

Man kan næppe med rimelighed forlange af en kommune, at den aktivt og opsøgende skal rette

henvendelse til enhver borger om de nye muligheder efter servicelovens § 84, men man må kunne

forvente, at den senest i starten af 2003 har rettet henvendelse til enhver borger, som den i forvejen

har haft kendskab til, og som eventuelt vil kunne gøre anvendelse af servicelovens § 84.

Muskelsvindfonden er formentlig den handicaporganisation, som har den højeste organiseringsprocent

og dermed den tætteste kontakt til målgruppen. Hvis Muskelsvindfonden kan berette om så

massive problemer, må problemerne være mangefold større for de fleste andre handicapgrupper.

43


Det er derfor sandsynligt, at berettigede personer uden for Muskelsvindfondens målgruppe i endnu

højere grad mister deres merudgiftsydelse, fordi de ikke er bekendt med muligheden.

På den baggrund ønskes oplyst, hvad ministeren har tænkt sig at gøre, for at de pågældende mennesker

modtager den ydelse, som det har været Folketingets hensigt, at de skal modtage.

Socialministeren (Eva Kjer Hansen):

Med virkning fra den 1. januar 2003 vedtog Folketinget ved lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring

af lov om social pension og andre love (Førtidspensionsreformen) en revideret bestemmelse i

servicelovens § 84 om betaling af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, som følge af

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Merudgiftsydelsen i servicelovens § 84 er et supplement

til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om hjælp efter servicelovens § 84 til personer mellem 18

og 65 år, som har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afgørelsen vil altid bero på en

konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Hjælp til merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 skal sikre, at en person

med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som

er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere.

For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 500 kr. pr.

måned eller mindst 6.000 kr. årligt. Det er rigtigt, at opgørelsen over udgifter til merudgifter efter

servicelovens § 84 for 2003 har vist, at der er anvendt et lavere beløb til færre ydelsesmodtagere

end skønnet i forbindelse med førtidspensionsreformen.

Dette fremgår bl.a. af ’Status over førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked’ fra

juni 2004, som tidligere er oversendt til Folketinget.

En del af forklaringen på det lavere udgiftsniveau er, at man ikke vidste præcist, hvor mange modtagere

af merudgiftsydelse der var, inden førtidspensionsreformen trådte i kraft. Det skyldes bl.a., at

udgifterne vedrørende servicelovens § 77 (privat ansættelse af hjemmehjælp), § 79 (kontaktperson

til døvblinde) og § 84 indtil 1. januar 2002 blev konteret på samme konto.

I 2002 fejlkonterede kommunerne ifølge Danmarks Statistik en del udgifter til §§ 77 og 79 til kontoen

for merudgifter, så udgifter og antal for 2002 blev overvurderet. En anden del af forklaringen

er, at den fulde gennemførelse af førtidspensionsreformen er blevet forskudt i forhold til det oprindeligt

antagne – og denne længere indfasning har en afsmittende effekt på merudgiftsydelserne efter

§ 84.

Det er dermed min umiddelbare opfattelse, at der i et vist omfang er tale om en forsinkelse af udgifterne

– og at tallene for 2004 vil vise en stigende tendens. Jeg kan samtidig oplyse, at der i forbindelse

med ændringen af § 84 blev indført et krav om at anvende en nyudviklet metode ”funktionsevnemetoden”

i forbindelse med den kommunale sagsbehandling.

Funktionsevnemetoden giver kommunen eller amtskommunen retningslinier for, hvordan den enkelte

kommune eller amtskommune skal gennemføre sagsbehandlingen i dialog med borgeren, og

hvordan der kan udarbejdes en oversigt over rådgivningsfunktioner, mulige ydelser, opgaveplace-

44


inger samt kriterier for tildeling. Jeg kan i den sammenhæng oplyse, at der er gennemført kurser for

kommunale sagsbehandlere, ledere og interesserede politikere i funktionsevnemetoden.

Kurserne har haft til formål at uddanne kommunale sagsbehandlere, ledere og politikere, der har ansvar

for dels at iværksætte og dels at anvende metoden i det daglige arbejde. Kursusforløbet

blev først afsluttet i maj 2004. Disse kurser og den udsendte hånd bog skal medvirke til at sikre, at

kommunen er opmærksom på de nye regler i sin sagsbehandling.

Jeg kan desuden oplyse, at Socialministeriet har iværksat en evaluering af funktionsevnemetoden.

Evalueringen omfatter både brugere og sagsbehandlere og ventes afsluttet medio september 2005.

Når resultatet af denne evaluering foreligger, vil jeg samlet overveje, om der er behov for yderligere

tiltag på området.

Pernille Vigsø Bagge den 20. april 2005:

4.8 Hvilken garanti har ministeren for, at ingen borger med ret til

merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 unddrages denne ydelse

på grund af manglende viden om muligheden?

Begrundelse:

I sin besvarelse af spørgsmål nr. S 593 har ministeren primært gennemgået de gældende regler om

bevilling af merudgiftsydelse efter servicelovens § 84.

Spørgsmålet handlede imidlertid om, hvad ministeren vil gøre for at sikre, at personer med ret til

merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 også modtager den ydelse, de er berettiget til.

Den eneste oplysning, der i det mindste udgør et forsøg på at besvare spørgsmålet går ud på, at »Socialministeriet

har iværksat en evaluering af funktionsevnemetoden. Evalueringen omfatter både

brugere og sagsbehandlere og ventes afsluttet medio september 2005. Når resultatet af denne evaluering

foreligger, vil jeg samlet overveje, om der er behov for yderligere tiltag på området.«

Denne oplysning er imidlertid irrelevant i forhold til spørgsmålet, fordi funktionsevnemetoden først

iværksættes, når en sagsbehandling er påbegyndt. Som det fremgik af begrundelse for spørgsmål nr.

S 593, har Muskelsvindfonden påpeget, at personer, der er omfattet af personkredsen efter servicelovens

§ 84 end ikke orienteres om bestemmelsens eksistens. I disse tilfælde påbegyndes en sagsbehandling

ikke, og de pågældende borgere har af samme grund hverken glæde af funktionsevnemetoden

eller af Socialministeriets evaluering af funktionsevnemetoden!

Spørgeren kan tilføje, at ministeren ikke kan være uvidende om den problemstilling, som spørgeren

rejste i spørgsmål nr. S 593, idet også Diabetesforeningen så tidligt som den 14. marts d.å. i et brev

direkte til ministeren har rejst en helt tilsvarende problemstilling vedrørende bevilling af bl.a. diabeteskost,

hvor en række kommuner bevidst vælger at sidde en principiel afgørelse fra Ankestyrelsen

overhørig.

Socialministeren (Eva Kjer Hansen):

45


Som jeg oplyste i besvarelsen af spørgsmål S 593 har kommunen en generel forpligtelse til at yde

rådgivning og vejledning til personer med handicap. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende

arbejde. Denne pligt fremgår af servicelovens § 68.

Jeg gjorde i besvarelsen af spørgsmål S 593 også opmærksom på, at der i forbindelse med gennemførelsen

af funktionsevnemetoden, som anvendes ved ansøgninger om merudgiftsydelse efter servicelovens

§ 84, frem til maj 2004 har været afholdt en række kurser i funktionsevnemetoden. Kurserne

har haft til formål at informere og uddanne kommunale sagsbehandlere, ledere og politikere,

der har ansvar for dels at iværksætte og dels at anvende metoden i det daglige arbejde.

Ud over at give et kendskab til anvendelsen af funktionsevnemetoden, har kurserne naturligvis også

informeret om merudgiftsydelsen, som er den eneste af de handicapkompenserende ydelser, der er

pligt til at anvende metoden til. Efter servicelovens § 67 har kommunerne desuden en generel forpligtelse

til at yde en helhedsorienteret indsats til personer med nedsat fysisk eller psysisk funktionsevne.

Det betyder, at de handicapkompenserende ydelser, der gives efter servicelovens bestemmelser, skal

være afpasset efter den enkeltes særlige behov. Det gælder f.eks. i forhold til praktisk og personlig

hjælp, hjælpemidler, boligindretning og merudgiftsydelse. Det skal i forbindelse med merudgiftsydelse

præciseres, at den kun gives, når merudgiften som følge af nedsat funktionsevne ikke kan

dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven, og at tildeling af merudgiftsydelse

beror på en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Det er naturligvis en forudsætning for merudgiftsydelse – som for andre lignende sociale ydelser –

at kommunerne kender reglerne og konkret i den enkelte relevante sag vurderer, om støtten kan bevilliges.

Det handler derfor ikke om at give garantier, men derimod om at sikre, at kommunerne får

information om reglerne, så de bliver anvendt i praksis. Afholdelse af de nævnte kurser har været en

måde at øge kendskabet til reglerne om merudgifter og funktionsevnemetoden.

Afslutningsvis vil jeg gerne fastslå, at jeg, når evalueringen af funktionsevnemetoden foreligger,

samlet vil overveje om der er behov for yderligere tiltag – herunder også en ekstra informationsindsats

på området.

Pernille Vigsø Bagge den 29. april 2005:

4.9 Vil ministeren oplyse, hvilke muligheder der eksisterer for dækning

af udgifter ved at have hjælpere i éns bolig i hele eller en stor

del af døgnet, såfremt hjælpen er bevilget efter servicelovens § 76,

stk. 2 eller 3?

Begrundelse:

Et antal mennesker har et betydeligt behov for hjælp i eget hjem, men opfylder ikke betingelserne

for en hjælpeordning efter servicelovens § 77, f.eks. fordi de ikke har et tilstrækkelig højt aktivitetsniveau,

eller f.eks. fordi de ikke vurderes at være i stand til at fungere som arbejdsgivere.

I disse tilfælde bevilges hjælpen i stedet efter servicelovens § 76, stk. 2, hhv. stk. 3.

Hvis hjælpen bevilges efter servicelovens § 77, er der efter vejledning om sociale tilbud til voksne

med handicap, pkt. 72, en hjemmel til at udmåle et ekstra beløb til dækning af de udgifter, der føl-

46


ger af, at man i en stor del af døgnet, eventuelt hele døgnet, har fremmede mennesker i sin bolig,

f.eks. øget forbrug af vand, varme, el, toiletpapir, vask, slid osv.

En praktisk og meget anvendt metode går ud på, at udgifterne dækkes ved, at et eventuelt plejetillæg

ikke modregnes 100 pct. men kun 70 pct. eller 80 pct., således at de resterende 20 pct. eller 30

pct. kan anvendes til dækning af de udgifter, der alternativt skulle være dækket efter vejledningens

pkt. 72.

En hjemmel, der svarer til vejledningens pkt. 72, findes imidlertid ikke, hvis hjælpen ydes efter servicelovens

§ 76, selv om udgifterne ved konstant at have fremmede mennesker i boligen er nøjagtig

den samme, uanset at udgiften til dem finansieres efter en anden bestemmelse i serviceloven.

Socialministeren (Eva Kjer Hansen):

Det fremgår af begrundelsen, at spørgsmålet drejer sig om mulighederne for at få dækket de ekstra

udgifter, der følger af at have hjælpere i sin bolig i en stor del af døgnet, eventuelt hele døgnet.

Som eksempel på ekstra udgifter nævnes øget forbrug af vand, varme, el, toiletpapir, vask, slid m.v.

I begrundelsen for spørgsmålet anføres det, at det af punkt 72 i Socialministeriets Vejledning af 10.

marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap fremgår, at der kan udmåle s et særskilt beløb

til dækning af de direkte udgifter i forbindelse med hjælperne.

Dette punkt i vejledningen vedrører imidlertid ikke hjælp efter servicelovens § 76, stk. 2 eller 3, om

ansættelse af bistand med henblik på personlig hjælp og pleje og løsning af nødvendige praktiske

opgaver i hjemmet, men derimod kun hjælp bevilget efter servicelovens § 77 om ansættelse af hjælp

til pleje, overvågning og ledsagelse.

Spørgsmålet er herefter, hvilke muligheder der er for at få dækket de omtalte ekstra udgifter, når

hjælpen ydes efter § 76, stk. 2 eller 3. Det skal indledningsvist nævnes, at persongruppen i servicelovens

§ 76, stk. 2 eller 3, og § 77 omfatter personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne.

Det er fælles for bestemmelserne, at der er ansat hjælpere, og at modtageren har et stort behov for

hjælp og pleje mv. Hovedforskellen imellem servicelovens § 76, stk. 2 eller 3, og § 77 er, at modtage-

ren efter § 77 har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte, og

at hjælpen efter § 77 som følge af det højere aktivitetsniveau f.eks. omfatter ledsagelse.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at punkt 72 efter Socialministeriets opfattelse især vedrører

dækning af de udgifter, der er forbundet med, at hjælp efter § 77 ikke er begrænset til at foregå i

borgerens hjem.

Der er således ikke i serviceloven fastsat særlige regler for dækning af de omhandlede ekstraudgifter

ved at have hjælpere i boligen i hele eller en stor del af døgnet.

Efter servicelovens § 84 yder kommunen imidlertid dækning af nødvendige merudgifter ved den

daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om

social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

47


Det er en betingelse, at merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes

efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven. For personer, der er bevilget hjælp

efter § 76, stk. 2 eller 3, og § 77, og som i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage merudgiftsydelse,

vil eventuelle merudgifter som de omhandlede efter Socialministeriets opfattelse være dækket

heraf.

48


5 Ankestyrelsens afgørelser

I dette afsnit er optrykt samtlige de afgørelser fra Ankestyrelsen om merudgifter, som er udsendt

som Sociale Meddelelser (SM). Hver Social Meddelelse har et nummer. De sidste to cifre angiver

året for afgørelsen, og på den måde er det muligt at se, om afgørelsen er truffet før eller efter de nye

regler om merudgifter trådte i kraft.

5.1 Servicelovens § 28 (børn)

5.1.1 SM C-3-99

Resumé:

Kommunen var berettiget til at tilbagekalde en bevilling til diættilskud givet den 13. marts 1996 for

en 5 årig periode.

Ved servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 skete der en ændring af beregningsgrundlaget i forhold

til bistandslovens bestemmelser herom.

Selvom der var givet en bevilling (begunstigende forvaltningsakt) for en 5-årig periode, kunne der i

dette tilfælde ske en tilbagekaldelse på grund af lovændring.

Modtagelse af en bevilling strækkende sig over en så lang periode kunne ikke antages at give en

forventning om, at der ikke kunne ske retlige ændringer, der bevirkede et ændret tilkendelses/ beregningsgrundlag.

Der skulle gives en rimelig frist for tilbagekaldelsen.

Sagsfremstilling:

Kommunen bevilgede 9. marts 1989 hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til kosttilskud til familiens

2 børn. Bevillingen var gældende til den 31. marts 1990.

Der blev senere givet bevillinger gældende for 1 år ad gangen.

Den 13. marts 1996 gav kommunen en bevilling dækkende perioden 1. november 1996 til 31. oktober

2001. (5 år)

I forbindelse med servicelovens ikrafttræden pr. 1. juli 1998 annullerede kommunen den tidligere

bevilling i henhold til bistandslovens § 48.

Kommunen lagde til grund, at diættilskuddet i henhold til servicelovens § 28, som var ny lovgivning

vedrørende merudgifter til handicappede og kronisk syge børn, ændredes til 1/4 standardydelse,

svarende til 500 kr. om måneden. Bevillingen var gældende til den 31. juli 1999.

Nævnet fandt, at kommunen var bundet af sin afgørelse af 13. marts 1996, således at kommunen ikke

efterfølgende kunne tilbagekalde afgørelsen under henvisning til, at der er kommet ny lovgivning

på området. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en lovlig og begunstigende forvaltningsakt,

samt at bevillingen var tidsbegrænset til den 31. oktober 2001.

49


Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i lov om social service er fastsat hjemmel til at tilbagekalde

afgørelsen efter lov om social bistand § 48. Kommunen var derfor som udgangspunkt bundet

af sin afgørelse og kunne således kun tilbagekalde afgørelsen, såfremt tilbagekaldelsesønsket

havde en betydelig styrke, hvilket nævnet ikke fandt var tilfældet i den konkrete sag.

Nævnet gav således klager medhold, og pålagde kommunen at bevilge diættilskud med i alt 650 kr.

pr. måned frem til den 31. oktober 2001.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kommunen havde været berettiget

til at tilbagekalde den tidligere udstedte bevilling efter bistandslovens § 48, stk. 1, i forbindelse

med servicelovens ikrafttrædelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at tilbagekalde bevilling af 13. marts

1996 om diættilskud med et månedligt beløb på 650 kr. i en 5-årig periode.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var sket ændringer i det retlige grundlag, idet der med servicelovens

ikrafttræden den 1. juli 1998 var sket en ændring af beregningsgrundlaget i forhold til bistandslovens

bestemmelser herom, jf. servicelovens § 28, stk. 2 og 3.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at borgeren havde modtaget en begunstigende forvaltningsakt,

tidsbegrænset for en 5-årig periode, i dette tilfælde kunne begrunde, at der ikke kunne ske tilbagekaldelse

ved retlige ændringer.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved modtagelse af en bevilling strækkende sig over en

så lang periode, ikke kunne antages at være en forventning om, at der ikke ville kunne ske retlige

ændringer, der bevirkede et ændret tilkendelses-/beregningsgrundlag.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der skulle gives en rimelig frist for tilbagekaldelsen.

Bevillingen af 13. marts 1996 kunne derfor først tilbagekaldes med udgangen af april måned 1999.

(Med udgangen af den efterfølgende måned efter Ankestyrelsens afgørelse, idet nævnet havde ændret

kommunens afgørelse).

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.2 SM C-13-99

Resumé:

En 5-årig pige med en eksemlidelse var ikke omfattet af personkredsen for merudgiftsydelse. Begrundelsen

var, at det ikke er tilstrækkeligt at der er tale om en langvarig lidelse. Der må også stilles

krav om, at der er tale om en indgribende lidelse.

Sagsfremstilling:

Forældrene til et 5-årigt barn søgte om dækning af udgifter til cremer/salver til brug for behandling

af atopisk eksem efter servicelovens § 28.

50


Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om hjælp til medicinudgifter efter servicelovens § 28.

Afgørelsen var begrundet med, at lægekonsulenten vurderede, at betingelserne i servicelovens § 28

ikke var opfyldt, idet der ikke var tale om en så indgribende lidelse som beskrevet i vejledningen.

Der var henvist til, at indgribende lidelse i denne sammenhæng betyder, at lidelsen skal være af en

sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Forældrene klagede over afgørelsen.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet fandt, at barnet var omfattet af servicelovens § 28,

da lidelsen måtte anses som langvarig, jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af

23. februar 1998, hvorefter der med langvarig lidelse forståes, at lidelsen normalt skønnes at vare et

år eller mere. Det var videre anført i nævnets afgørelse, at det af samme bekendtgørelse § 3, stk. 1,

fremgår at hjælp ydes til dækning af nødvendige merudgifter til den langvarige lidelse.

Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

Kommunen anførte bl.a., at man vurderede, at der ikke var tale om en så indgribende lidelse som

nævnt i vejledningen. Der var henvist til, at der ved indgribende lidelse forstås, at lidelsen skal være

af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Kommunen fandt ikke, at det sociale nævn havde været inde i en sådan vurdering, men kun havde

taget stilling til, at lidelsen måtte anses for langvarig, jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse

nr. 124 af 23. februar 1998. Kommunen ønskede en principiel stillingtagen til, hvorledes vejledningen

af 5. marts 1998 punkt 8,3 skulle forstås, nemlig hvorvidt langvarig lidelse kan stå isoleret

uden at der tages stilling til om der er tale om en kronisk eller indgribende lidelse.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen tilføjede nævnet, at nævnet fortolkede bestemmelsen i

servicelovens § 28, stk. 1, således at ordet indgribende kun refererede til kronisk lidelse, således at

der ikke kunne stilles krav om at langvarig lidelse skulle være indgribende. Da der efter nævnets

opfattelse var tale om en langvarig lidelse, havde nævnet truffet afgørelse om hjemvisning af sagen

til ny vurdering i kommunen.

Det var videre anført, at nævnet ved fortolkningen af servicelovens § 28, stk. 1, ud fra en direkte

ordfortolkning havde lagt vægt på, at der efter ordene "indgribende kronisk" står "eller" inden ordene

"langvarig lidelse". Det havde nævnet tolket således, at der i forbindelse med en langvarig lidelse

ikke kunne henvises til betegnelsen "indgribende".

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt det er tilstrækkeligt til

at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, at der er tale om en langvarig lidelse, eller

om der også skal være tale om en indgribende lidelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at det er tilstrækkeligt efter servicelovens § 28, stk. 1, at der er tale om en

langvarig lidelse. Der må også stilles krav om, at der er tale om en indgribende lidelse.

51


Ankestyrelsen lagde vægt på formuleringen af servicelovens § 28, stk. 1, hvorefter kommunen yder

dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig

og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til § 28 i Lovforslag nr. L 229, til

lov om social service bl.a. fremgår, at målgruppen fortsat ikke omfatter den brede gruppe af børn

med kortvarige og/eller mindre indgribende lidelser, som fx. visse former for allergier mv.

På baggrund heraf fandt Ankestyrelsen, at bestemmelsen må forstås således, at der skal være tale

om en indgribende langvarig lidelse.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse. Ankestyrelsen tilbagesendte samtidig sagen til

nævnet til fornyet behandling og afgørelse, med henblik på stillingtagen til, om ansøgerens barn har

en indgribende langvarig lidelse jf. servicelovens § 28, stk. 1.

5.1.3 SM C-15-00

Resumé:

Udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin m.m. skal brugeren

som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil

alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere.

Hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig

kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

I den konkrete sag fandtes det ikke godtgjort, at familien havde merudgifter til serviceeftersyn.

Sagsfremstilling:

En familie med et handicappet barn søgte om betaling af udgifter til serviceeftersyn på en diesel

kassebil.

Familien havde fået bevilget støtte til en nærmere angiven benzin kassebil.

Forud for bevillingen havde familien en personbil, som blev solgt i forbindelse med bevillingen.

Pengene fra salget gik til køb af en diesel kassebil i stedet for den bevilgede benzinbus.

Familien fremskaffede en opgørelse fra en bilforhandler, der viste en prisforskel på serviceeftersyn

på den anskaffede kassebil og en personbil. Familien søgte om dækning af differencen.

Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til, at der ikke var tale om ekstraordinære store

udgifter på bilen, og udgiften måtte anses for normal i forhold til det at have en almindelig bil.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse under forudsætning af, at kommunen på ny ville vurdere sagen,

såfremt familien forelagde egentlig dokumentation for, at der var en merudgift.

Nævnet lagde vægt på, at nævnet ikke fandt det godtgjort, at der var en merudgift i forbindelse med

52


servicering af handicapbussen. Nævnet lagde særligt vægt på, at den udgift til service på en almindelig

bil, som var oplyst i den autoriserede bilforhandlers erklæring, ikke umiddelbart var sammenlignelig

med fakturaen. Sidstnævnte omfattede også udskiftning af diverse smådele, som ikke sås

omfattet af begrebet almindeligt serviceeftersyn.

Familien fremskaffede herefter en udtalelse fra bilforhandleren, hvorefter de generelle service- og

vedligeholdelsesomkostninger for henholdsvis den bevilgede og den anskaffede kassebil lå på

samme niveau.

Nævnet tiltrådte igen kommunens afslag.

Nævnet lagde vægt på, at der var ydet hjælp til anskaffelse af en benzin kassebil. Familien sås ikke

at have godtgjort, at der var en merudgift ved servicering af den bevilgede bil set i forhold til en almindelig

personbil.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt de eventuelle merudgifter,

der kan være forbundet med vedligeholdelse af en kassevogn i forhold til en almindelig

personbil, når kassevognen er anskaffet som følge af et barns nedsatte funktionsevne, kan betragtes

som merudgifter ved forsørgelsen af et barn i hjemmet efter servicelovens § 28.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at familien på det foreliggende grundlag var berettiget til hjælp til dækning

af udgifter til serviceeftersyn på en anskaffet diesel kassebil.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at der efter servicelovens § 28 kan ydes dækning af

nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn med nedsat funktionsevne, når merudgifterne

er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt, at udgifter, der er forbundet med det at have bil, f.eks. forsikring, benzin, reparation,

vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan

siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede

bilejere.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5.

marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, pkt. 58, at der i ganske særlige situationer

kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn med

nedsat funktionsevne. Det gælder f.eks. den situation, hvor familien som følge af barnets handicap

har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne. I

disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når

udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Begrundelsen for afgørelsen var herefter, at Ankestyrelsen ikke fandt, at familien havde godtgjort,

at der var en merudgift ved serviceeftersyn m.m. af den bevilgede bil og familiens tidligere bil. Beregningen

af driftsudgifterne skulle sættes i forhold til tilsvarende udgifter på et serviceeftersyn

m.m. på et værksted for familiens tidligere bil, idet denne bil var den senest anskaffede bil, som

dækkede familiens transportbehov og ikke kun barnets behov for transport, og den bil, som familien

fik bevilget.

Endelig fandt Ankestyrelsen grund til at gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen ved telefonisk hen-

53


vendelse til anden bilforhandler havde fået oplyst, at der normalt vil være prisforskel på serviceeftersyn

af en benzin kassebil og en diesel kassebil, bl.a. på grund af, at en diesel kassebil skal have

skiftet et brændstoffilter ved hvert eftersyn.

Ankestyrelsen tiltrådte således på det foreliggende det sociale nævns afgørelse.

5.1.4 SM C-16-00

Resumé:

En familie bestående af et ægtepar med to børn, hvoraf det ene var stærkt handicappet, var ikke berettiget

til hjælp til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter

til bleer og vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til et handicappet barn under familiens

ferie i 3 uger til udlandet.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at

få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til

hjælp bevares under ferieophold i udlandet. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan

der ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i

udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om særlige tilfælde, må være beskrevet

forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger

forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Der fandtes ikke at være beskrevet sådanne forhold, at familiens situation kunne betragtes som et

sådant særligt tilfælde, at der var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde familien

hjælp til de omhandlede ekstra udgifter.

3 uger fandtes heller ikke at kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold.

Sagsfremstilling:

Et ægtepar med to børn, en handicappet pige på 7 år og en dreng på knap 10 år, søgte om hjælp til

ekstraudgifter i forbindelse med afholdelse af ferie i Florida, USA, hvor de skulle køre rundt i en lejet

bil i 3 uger. Pigen led af følgevirkningerne af toxoplasmose i graviditeten. Hun var forsinket i

udvikling på alle områder, var spastisk i arme og ben, kørestolsbruger og uden sprog. Hun kunne gå

kortere distancer med personstøtte.

Familien havde beregnet ekstraudgifterne til at være 3.000 kr. for difference i leje af større bil,

15.500 kr. som difference ved leje af 2 hotelværelser, 860 kr. til merudgift til bleer, samt udgifter til

ekstra vask af datterens hagesmækker og tøj på 500 kr.. Familien havde tre gange tidligere holdt ferie

i Florida, sidste gang i sommeren 1998, hvor kommunen bevilgede hjælp til ekstraomkostninger

med et beløb på 17.100 kr.

Kommunen havde givet afslag på dækning af merudgifter ved ferien i Florida. Kommunen henviste

til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap, pkt 74, hvorefter

"der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder. Dette gælder også

kortvarig ferie i udlandet", og pkt 139 " der kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering

ydes tilskud efter § 28 til ekstra omkostninger, som er forbundet med kortvarige ferieophold i ud-

54


landet." Kommunen oplyste, at den tolker retningslinierne i vejledningen således, at den ferie, som

familien søgte merudgifter dækket til, er en ferie som familier i almindelighed ikke holder. Kommunen

anførte yderligere, at der efter tidligere regler blev ydet tilskud til merudgifter til ferie i Florida

i 1998, og der derfor ikke var grund til at betragte denne sag som et særligt tilfælde. Kommunen

så dog de to punkter i vejledningen som modstridende og anbefalede familien at anke sagen.

I familiens klage over kommunens afgørelse redegjordes for familiens og datterens behov for en aktiv

ferie samt de særlige behov. Bl.a. at ferieformen krævede, at der skulle lejes en bil, hvor kørestolen

kunne spændes fast, ligesom der skulle være plads til gangstativ og den øvrige bagage, så familien

kunne ikke anvende en almindelig personbil, men skulle bruge en stationcar eller van.

Der blev yderligere redegjort for, at det var nødvendigt at forhåndsreservere hotelværelser i stueetagen,

eller hotellet skulle have elevator, da familien ikke kunne bære datteren og hjælpemidler flere

etager op/ned. Desuden at familien var nødt til at leje værelser/lejlighed med mindst 2 værelser og

badeværelse af en vis størrelse, fordi datteren var vågen 2-4 timer hver nat, hvorfor en af forældrene

var nødt til at sove sammen med hende, så den øvrige familie ikke blev vækket.

Da pigen ikke var renlig og fortsat savlede/gylpede var der udgifter til bleer og vask efter nogle dage,

da barnet brugte adskillige store hagesmækker og flere sæt tøj om dagen.

Familien henviste til § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om merudgifter og pkt. 74 i Socialministeriets

vejledning. Familien anførte yderligere, at de to første ferier i Florida betalte familien selv, da de

ikke vidste, at de kunne søge om støtte til merudgifter. Familien havde således kun fået hjælp én

gang til ferien i juni 1998.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der kun i særlige tilfælde kan

ydes hjælp efter servicelovens § 28 til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige

ophold i udlandet.

I klagen til Ankestyrelsen anførte familien, at den første gang i sommeren 1998 søgte kommunen

om dækning af merudgifterne, da de i sommeren 1997 havde erfaret, at datterens handicap og hjælpemidler

betød, at familien bl.a. ikke længere kunne leje en almindelig bil (Datteren havde en hjælpemiddelbil).

De kunne heller ikke tage en tilfældig hotelbooking eller medbringe tilstrækkeligt

med hagesmækker og bleer. Familien fik dengang bevilget 17.100 kr. til dækning af merudgifterne.

Kommunen havde nu forklaret, at man gerne ville bevilge merudgifterne igen, men kommunen

mente, at der var sket en stramning af muligheden for at dække merudgifterne ved ophold i udlandet

efter lovændring den 1. juli 1998. Familien anførte yderligere, at det sociale nævn i sin afgørelse

slet ikke havde forholdt sig hertil, men kun citeret lovteksten og gjort opmærksom på, at familien

ikke kunne forvente at få støtte, bare fordi den en gang tidligere havde fået dette. Familien følte derfor

stadig, at de manglede en forklaring. Familien sparede op hele året for at komme på en god ferie.

De sidste to år havde den været nødt til at tage imod et tilbud om aflastning nogle dage om måneden,

da det var en krævende opgave at passe et multihandicappet barn. Familien anførte, at i

yderste konsekvens kunne afslaget på merudgifter til barnets ferie betyde, at datteren skulle holde

"ferie" på aflastningsstedet.

I et brev fra Spastikerforeningen var det bl.a. påpeget, at familien ikke søgte om dækning til merudgifter

til flyrejse eller lignende, men udelukkende om dækning til den type merudgifter, der ville

være uanset hvor familien holdt ferie i udlandet. Spastikerforeningen mente derfor, at der var tale

om merudgifter til en ferie, som familier i almindelighed holder. Der henvistes til Ankestyrelsens

praksis meddelt i SM 0-75-96.

55


Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der forstås ved særlige

tilfælde i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet, jf. servicelovens § 28 og § 1, stk. 5, i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at

få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Afgørelse:

Den Sociale Ankestyrelse fandt, at familien ikke var berettiget til hjælp efter lov om social service §

28 til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter til bleer og

vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til datteren under familiens ferie i 3 uger til USA.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser

for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

er hovedreglen, at retten til hjælp efter servicelovens § 28 bevares under ferieophold i udlandet,

jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der

efter bekendtgørelsens § 1, stk. 5, ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet

med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om "særlige tilfælde", må være beskrevet

forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra

omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i familiens situation var beskrevet sådanne forhold, at familiens situation

kunne betragtes som et sådant "særligt tilfælde", at der var grundlag for Ankestyrelsen til at

pålægge kommunen at yde familien hjælp til de omhandlede ekstra udgifter.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at 3 uger kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at det sociale nævns afgørelse ikke opfyldte betingelserne i forvaltningslovens

§ 24, stk. 1, om begrundelseskrav.

5.1.5 SM C-17-00

Resumé:

En kommune havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at vejlede om muligheder for hjælp til

højere boligudgifter i forbindelse med et nødvendigt boligskift.

Ankestyrelsen fandt det ikke tilstrækkeligt, at det var angivet at dispositionerne skulle ske til billigst

mulige priser, når det ikke samtidig var præciseret, hvilke dispositioner tilsagnet omfattede samt

hvilke krav til besigtigelse, prisniveau m.v., kommunen stillede i forbindelse med anskaffelse af anden

bolig.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie med en handicappet dreng. Familiens daværende ejerbolig var ikke

egnet på grund af drengens handicap. På den baggrund søgte familien i december 1997 kommunen

56


om tilsagn om dækning af udgifter i forbindelse med nødvendigt boligskift, samt hjælp til nødvendige

boligændringer i ny bolig. Faderen oplyste, at han ikke havde indsigt i, hvad der kunne ydes

hjælp til.

Under behandlingen af sagen rettede faderen telefonisk henvendelse til kommunen og oplyste, at

familien havde kig på et et-planshus.

"Som meddelt telefonisk har det sociale udvalg i mødet den 3. februar 1998 bevilget hjælp til det

ansøgte, dog ikke dækning af udgifter til maling og gardiner/persienner.

Bevillingen gælder for nødvendige udgifter til billigst mulige priser."

Afslaget på dækning af udgifter til maling og gardiner/persienner blev indanket for det sociale

nævn, der i afgørelse af 13. august 1998 hjemviste dette spørgsmål til fornyet behandling og afgørelse

i kommunen.

Den 4. marts 1998 købte familien den ny bolig. I brev af 21. maj 1998 søgte faderen om dækning af

løbende merudgifter efter dagældende bistandslovs § 48. Han oplyste, at han var blevet opmærksom

på bestemmelsen efter drøftelse med en handicaporganisation.

Kommunen ydede efterfølgende, men inden juli 1998, familien hjælp med 85.572,25 kr. efter dagældende

bistandslovs § 48, til dækning af udgifter i forbindelse med boligskiftet.

Kommunen meddelte den 4. november 1998 afslag på hjælp til dækning af højere udgifter i fast

ejendom, med den begrundelse, at kommunen i februar 1998 gav betinget tilsagn til dækning af de

nødvendige udgifter til billigst mulige priser. Kommunen havde ikke haft mulighed for at vurdere,

om boligskiftet var sket billigst muligt ved et valg mellem flere egnede boliger.

Der blev endvidere meddelt afslag på ansøgningen om hjælp til betaling af maling med den begrundelse,

at kommunen ikke havde haft mulighed for at vurdere om der var behov for maling af huset.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, således at familien fik ydet hjælp efter dagældende

bistandslov § 48 med et beløb på 150.000 kr. som et rente- og afdragsfrit lån, der forfaldt til betaling

ved ejerskifte. Hjælpen svarede til forskelsværdien i den offentlige vurdering mellem ny og

gammel bolig.

Nævnet lagde vægt på, at kommunens afgørelse af 23. februar 1998 ikke konkret havde taget stilling

til det påklagede spørgsmål, som kommunen ikke kunne ses at have rådgivet om, hvorfor

kommunens efterfølgende henvisning til et forbehold i afgørelsen ikke kunne tillægges nogen betydning

for det påklagede spørgsmål, og at kommunen i forvejen ydede familien hjælp til boligindretning

af den ny bolig.

Det sociale nævn fandt endvidere familien berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 59 til

maling af den ny bolig med 4.660 kr.

Nævnet fandt, at kommunens skøn over nødvendigheden af maling af boligen var åbenbart urimeligt.

Nævnet lagde vægt på, at der ved indflytning i en bolig, som forud har været beboet af andre, vil

være et behov for ny maling for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for drengen, og at

57


merudgiften efter forholdene, hvor familien selv havde udført arbejdet, blev skønnet at være de oplyste

udgifter til malerartikler på 4.660 kr., som kommunen ikke havde bestridt størrelsen af.

Ved genvurderingen af sagen ændrede det sociale nævn retsgrundlaget for afgørelsen, således at det

rente- og afdragsfrie lån på 150.000 kr. blev ydet efter servicelovens § 102, stk. 2, og maling af den

nye bolig efter dagældende bistandslovs § 48, stk. 1.

I klagen gjorde kommunen bl.a. gældende, at kommunen ved afgørelsen af 23. februar 1998 alene

fremkom med en principiel tilkendegivelse om, at et boligskift var nødvendigt, men betingelsen var,

at dispositionerne skete til billigst mulige priser - herunder også boligskiftet. Da familien umiddelbart

efter beslutningen købte den omhandlede ejendom, havde kommunen derfor ingen mulighed

for at sikre, at købet skete til billigst mulige priser, eksempelvis ved, at der blev indhentet tilbud på

andre passende ejendomme, således at prisniveauet kunne bedømmes.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, i form af

et rente- og afdragsfrit lån på 150.000 kr. som forfaldt til betaling ved ejerskifte samt berettiget til

hjælp til dækning af udgifter til maling af boligen med et beløb på 4.660 kr. efter samme lovs § 28,

stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at serviceloven fandt anvendelse både i relation til

spørgsmålet om betaling af boligudgifter og i relation til spørgsmålet om betaling af udgifter til maling,

idet der først var truffet afgørelse i sagerne efter servicelovens ikrafttræden pr. 1. juli 1998.

Begrundelsen for afgørelsen efter servicelovens § 102, stk. 2, var, at boligskiftet var nødvendigt

som følge af den mindreårige drengs handicap, hvilket kommunen heller ikke havde bestridt. Størrelsen

af det rente- og afdragsfri lån var beregnet i overensstemmelse med § 2 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved

pant for hjælp ydet til boligindretning, hvorefter lånet udgør forskelsværdien af den offentlige vurdering

af den nuværende og den tidligere ejendom.

Ankestyrelsen var således enig med det sociale nævn i, at kommunen ikke ved sin afgørelse af 23.

februar 1998 konkret havde forholdt sig til spørgsmålet om hjælp til højere boligudgift i forbindelse

med flytning, og at kommunen heller ikke havde vejledt ansøgeren herom.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren bl.a. i sit brev til kommunen anførte, at han ikke

havde indsigt i hvad og hvor meget der kunne ydes tilskud til.

Efter Ankestyrelsens opfattelse havde kommunen tilsidesat sin vejledningspligt efter forvaltningslovens

§ 7, stk. 1, ved ikke at vejlede ansøgeren om mulighederne for hjælp i forbindelse med boligskift

efter den dagældende bistandslovs § 48.

Kommunen vejledte heller ikke i sin afgørelse af 23. februar 1998 ansøgeren om, hvilke krav kommunen

stillede i forbindelse med boligskiftet.

Det var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt at angive, at dispositionerne skulle ske til

billigst mulige priser, når det ikke samtidig var præciseret, hvilke dispositioner tilsagnet omfattede,

samt hvilke krav til besigtigelse, prisniveau m.v. kommunen stillede i forbindelse med anskaffelse

af anden bolig efter servicelovens § 102, stk. 2.

58


Begrundelsen for afgørelsen om udgifter til maling af boligen var, at udgiften måtte anses for en

nødvendig merudgift ved forsørgelsen af drengen.

Ankestyrelsen har i SM O-108-94 fastslået, at i tilfælde hvor flytning alene er nødvendig af hensyn

til det handicappede barn, skal en familie, ud fra formålet med bistandslovens §§ 48 og 59 (nu servicelovens

§§ 28 og 102) ikke have merudgifter ved et boligskifte.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at udgiften måtte skønnes at være nødvendig i forbindelse med

indflytning i boligen, som forud havde været beboet af andre, og at størrelsen af udgifterne, der alene

bestod i materialeudgifter, ikke var bestridt af kommunen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.1.6 SM C-18-00

Resumé:

Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af et barns handicap kunne der ydes hjælp

til merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større

forbrug af el og varme.

Særligt for så vidt angik den forhøjede lejeværdi lagde Ankestyrelsen vægt på, at der tages pant for

værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse.

Sagsfremstilling:

En familie søgte om hjælp til løbende merudgifter i form af forhøjet lejeværdi, forhøjelse af ejendomsforsikring

og det større forbrug af el og varme, der opstod på grund af, at der som følge af deres

barns handicap var bevilget en boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1, på 60 kvm.

Kommunen gav afslag på hjælp til de ansøgte udgifter med den begrundelse, at der efter servicelovens

§ 102 kan ydes hjælp til boligindretning og merudgifter ved boligskift til personer med varig

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det fremgår ikke af bestemmelsen, at der er hjemmel til

at dække merudgifter i forbindelse med boligen, når der ikke er tale om boligskift.

Kommunen gav ligeledes afslag efter servicelovens § 28 med den begrundelse, at der efter kommunens

opfattelse ikke var hjemmel i servicelovens § 28 til at dække merudgifter, der relaterer sig til

forhøjede boligudgifter i fast ejendom som familien selv ejer.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag.

Nævnet lagde til grund, at det af servicelovens § 102 fremgår, at støtte til højere boligudgifter udelukkende

kan ydes i forbindelse med boligskifte.

Nævnet lagde videre til grund, at servicelovens § 28 om støtte til merudgifter ikke sigter på at dække

løbende merudgifter i forbindelse med boligindretning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes støtte til

merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større

59


forbrug af el og varme som følge af boligændring af nuværende bolig efter servicelovens § 102, stk.

1, herunder om merudgifterne kan ydes efter servicelovens § 28.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der er hjemmel i servicelovens § 28, stk. 1, til at dække merudgifter i form

af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme,

som følger af nødvendig boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at familien efter servicelovens § 102, stk. 1 havde fået bevilget en

boligændring bestående af en om- og tilbygning på 60 kvm. alene på grund af familiens søns handicap,

og at familien som følge heraf havde fået løbende højere udgifter i forbindelse med boligen.

Ankestyrelsen lagde vægt på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til

børn og unge med handicap, punkt 37, hvoraf bl.a. fremgår at § 28 giver hjemmel til at dække de

udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne

eller en kronisk/langvarig lidelse.

Særligt for så vidt angik den forhøjede lejeværdi lagde Ankestyrelsen vægt på, at der tages pant for

værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse.

Ankestyrelsen henviste til, at styrelsen tidligere i SM O-108-94 har tilkendegivet, at i tilfælde hvor

en flytning alene er nødvendig af hensyn til det handicappede barn, skal en familie ud fra formålet

med bistandslovens §§ 48 og 59 (nu servicelovens §§ 28 og 102) ikke have merudgifter ved et boligskift.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at vejledningens eksempler på merudgifter ikke er udtømmende,

og at der herudover efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til andre udgifter, når disse må

anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets handicap, jf. pkt. 75.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på retstilstanden efter dagældende bistandslovs § 48, stk. 1, hvorefter

merudgifter til højere boligudgifter, som er en nødvendig følge af barnets handicap, herunder

merudgifter som skyldes boligskift, forbedringer af boligen eller højere løbende boligudgifter kunne

dækkes efter denne bestemmelse.

Efter forarbejderne til servicelovens § 28 er der ikke tilsigtet ændringer i ydelserne i forhold til bistandslovens

§ 48, stk. 1, og 2.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i at der efter § 102, stk. 1, ikke kan ydes hjælp til boligudgifter

af den nævnte karakter, da bestemmelsen vedrører hjælp til boligændring i form af mur- og nagelfaste

genstande.

Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at der efter § 102, stk. 2, heller ikke er hjemmel til

hjælp til højere boligudgifter af den nævnte karakter, da bestemmelsen alene vedrører boligskift.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens § 102 og ændrede

nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens § 28.

Samtidig blev sagen tilbagesendt til kommunen som 1. instans med henblik på en vurdering af

60


hjælpens størrelse efter § 28, herunder stillingtagen til, hvad der var nødvendige merudgifter som

følge af barnets handicap.

5.1.7 SM C-11-01

Resumé:

Udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask

m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have

merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede

bilejere.

Hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig

kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift ved barnets forsørgelse. Sådanne

udgifter kan også være udgifter i forbindelse med ikke formålsbestemt kørsel, som kørsel til

familie og venner, feriekørsel og indkøb.

At et barns handicapbus dækker hele familiens kørselsbehov udelukker ikke, at kørsel for barnet til

besøg hos venner, familie, indkøb og ferieture i nødvendigt omfang indgår ved beregning af merudgiften

til dækning af barnets samlede behov for befordring.

Den konkrete sag blev hjemvist til ny vurdering af merudgifterne.

Sagsfremstilling:

En familie søgte kommunen om dækning af driftsudgifter herunder forsikrings- og benzinudgifter i

forbindelse med deres 11-årige barns handicapbus. Det var oplyst, at barnet var svært spastisk og

epileptiker og brugte elkørestol og flere tunge hjælpemidler.

Kommunen bevilgede driftsudgifter som en merudgift med den del af udgifterne til reparationer,

som kunne henføres til formålsbestemt kørsel (møder på skolen, afhentning i aflastningsfamilie

m.v).

Den formålsbestemte kørsel blev beregnet til 3.450 km. pr. år. Kommunen besluttede samtidig at

bevilge merudgiften til forsikringspræmien fra almindelig personbil - det vil sige den forsikringspræmie

familiens tidligere bil nu ville have - til forsikringspræmien på handicapbussen. Disse merudgifter

blev bevilget med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for anskaffelsen af handicapbussen.

Med hensyn til benzinudgifter henviste kommunen til, at familien allerede fik dækket transportudgifter

med 3.450 km. årligt á 1,39 kr. pr. km. Transporten til barnets ridning ville ligeledes kunne

dækkes. Transportudgiften til ikke formålsbestemt kørsel, f.eks. til indkøb, besøg hos familie og

venner, ferie m.v. skønnedes ikke at være en merudgift.

Til brug for nævnets behandling af sagen havde familien fremsendt en nærmere redegørelse for barnets

kørselsbehov. Det årlige kørselsbehov for barnet ved kørsel i fritiden til familie, venner, ferier

og indkøb var opgjort til 12.412 km.

Nævnet fastholdt kommunens afgørelse om at yde hjælp med tilbagevirkende kraft fra anskaffelsen

af handicapbussen i 1995 til driftsudgifter til den del af udgifterne til reparationer som alene kunne

61


henføres til formålsbestemt kørsel, p.t 3.450 km. Nævnet lagde vægt på, at driftsudgifter til formålsbestemt

kørsel var en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Nævnet lagde tillige vægt på, at driftsudgifter i forbindelse med indkøb, besøg hos familien og venner

m.v. ikke var en merudgift, idet familien ville have haft disse udgifter, selv om barnet ikke var

handicappet.

Nævnet tiltrådte endvidere kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp til benzinudgifter ud over

formålsbestemt kørsel med samme begrundelse som vedrørende driftsudgifter til reparationer.

Endelig fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over ikke at yde hjælp til

forskellen mellem benzinforbruget på en almindelig bil og benzinforbruget på handicapbussen, idet

nævnet ikke fandt, at kommunens skøn var åbenbart urimeligt eller ulovligt.

Nævnet lagde herved vægt på, at udgifterne til formålsbestemt kørsel blev dækket med statens laveste

takst.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ved sagens behandling ikke var foretaget en

konkret vurdering af merudgifter til benzin til kørsel i familiens handicapbus, og at der ikke konkret

var taget stilling til merudgiften til kørsel i handicapbus i forhold til kørsel i almindelig bil. Der blev

henvist til, at familien ikke søgte om at få dækket udgiften til kørsel til familie, venner m.v. i sig

selv, idet familien ville have haft denne udgift alligevel. Der var derimod søgt om dækning af merudgiften

- altså forskellen på udgiften ved kørsel i en almindelig bil og i handicapbussen.

I klagen blev endvidere henvist til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale

tilbud til børn og unge med handicap, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i ganske særlige situationer

kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af en barn med nedsat

funktionsevne i familiens egen bil. Det fremgår, at det bl.a. vil gælde den situation, hvor familien

har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte

funktionsevne eller lidelse. Det fremgår også, at der i disse situationer kan ydes tilskud til betaling

af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgifterne må anses som en merudgift ved forsørgelsen.

I klagen var tillige henvist til en tidligere klage, hvorefter familiens handicapbus kørte ca. 6 km. på

en liter benzin. En almindelig personbil ville køre ca. 14 til 15 km. pr. liter benzin.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af om merudgifter til benzin i forbindelse

med kørsel i handicapbus kan anses for en merudgift efter servicelovens § 28, herunder spørgsmål

om merudgifter til drift af bil i forbindelse med ikke-formålsbestemt kørsel.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt at udgifter, der er forbundet med at have bil, f.eks. forsikring, benzin, reparation,

vask m.v., skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan

siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede

bilejere.

Ankestyrelsen fandt videre, at hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en

ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift

62


ved barnets forsørgelse. Sådanne udgifter kan også være udgifter i forbindelse med ikke formålsbestemt

kørsel, som kørsel til familie og venner, feriekørsel og indkøb.

Ankestyrelsens lagde til grund, at efter servicelovens § 28 ydes dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varig nedsat funktionsevne, når

merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om

sociale tilbud til børn og unge med handicap pkt. 57 og 58, at der i ganske særlige situationer kan

ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter - end merudgifter til befordring af barnet/den unge til

dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid - i forbindelse med befordring af et barn med nedsat

funktionsevne. Det gælder f.eks. den situation, hvor familien som følge af barnets handicap har en

ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne. I disse

situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften

må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at der er hjemmel i servicelovens § 28 til at dække ekstra driftsudgifter,

herunder benzinudgifter, ved barnets kørsel i nødvendigt omfang i den bevilgede handicapbus

i forhold til kørsel i personbil.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familien tidligere havde en personbil, men solgte denne

på grund af udgifterne ved anskaffelse af handicapbussen i 1995.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at barnets handicapbus dækkede hele familiens kørselsbehov,

men fandt ikke at dette udelukker, at kørsel for barnet til besøg hos venner og familie, indkøb og ferieture

i nødvendigt omfang indgår ved beregningen af merudgiften til dækning af barnets samlede

behov for befordring.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse vedrørende de ansøgte

ekstra driftsudgifter, herunder benzinudgifter ved kørsel for barnet i handicapbussen.

Ved vurderingen af merudgifter burde indgå et rimeligt behov for kørsel til de nævnte formål, herunder

hensyn til de geografiske afstande. Endelig måtte der indgå oplysninger om benzinforbrug og

andre driftsudgifter (reparationsudgifter) for familiens tidligere bil i forhold til handicapbussen.

5.1.8 SM C-13-01

Resumé:

Et 11-årigt barn med muskelsvind (Duchennes muskeldystrofi) havde behov for praktisk hjælp i

hverdagen og havde behov for ledsagelse, da barnet ikke kunne færdes alene. Der var ansøgt om

hjælp 15 timer ugentligt.

Det indgik i Ankestyrelsens vurdering, at der var søgt om ledsagelse og praktisk hjælp til barnet,

fordi familien havde behov for aflastning.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes merudgifter til aflastning i form af ledsagelse og praktisk

hjælp til barns fritidsaktiviteter uden for hjemmet. Servicelovens ledsageordning for unge mellem

63


16 og 18 år var ikke til hinder for at yde hjælp til aflastning ved ledsagelse og praktisk hjælp til

børn under 18 år.

Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen, idet sagen

ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne vurdere omfanget af familiens behov for

aflastning i form af ledsagelse af barnet til fritidsaktiviteter uden for hjemmet og praktisk hjælp i

forbindelse hermed.

Sagsfremstilling:

En kommune havde bevilget 26 timers månedlig aflastning i hjemmet i form af betaling af en barnepige

for en 11-årig dreng med muskelsvindslidelse, samt tabt arbejdsfortjeneste med 9,3 timer om

ugen.

Der blev herefter indgivet ny ansøgning om praktisk hjælp og ledsagelse af barnet uden for hjemmet

15 timer ugentligt. Det blev oplyst, at der var brug for hjælp til ledsagelse af barnet til el-hockey,

kørestolsfodbold, børnefødselsdage m.m. Det var oplyst, at familien havde behov for aflastning hertil.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om praktisk hjælp og ledsagelse 15 timer ugentligt.

Kommunen vurderede, at der efter de gældende regler samt barnets alder ikke kunne ydes hjælp til

ledsagelse af barnet. Barnets behov for pasning var tilgodeset ved de tidligere bevilgede 26 timers

hjælp pr. måned.

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Nævnet henviste til bestemmelsen i

servicelovens § 31, hvorefter kommunen kan tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge

mellem 16 og 18 år med betydelig nedsat funktionsevne. Nævnet henviste til, at barnet på grund

af sin alder ikke var omfattet af personkredsen. Nævnet henviste til, at da bestemmelsen efter sit

indhold måtte anses for udtømmende at have gjort op med muligheden for at yde støtte til ledsagelse

til unge, var der ikke hjemmel til at yde støtte til ledsagelse efter andre regler i serviceloven,

f.eks. servicelovens § 28.

I klagen til Ankestyrelsen blev bl.a. rejst det spørgsmål, om praktisk hjælp og ledsagelse til et barn

under 16 år kunne være udelukket allerede på grundlag af bemærkningerne til servicelovens § 31

om ledsageordninger, der alene tilbydes til personer over 16 år. Der blev henvist til, at der var ansøgt

om aflastning, og at barnets behov for hjælp i forbindelse med sine fritidsaktiviteter måtte betragtes

som en merudgift, jf. vejledningens punkt 37, fordi andre børn typisk ikke har behov for nogen

form for hjælp i forbindelse med udøvelse af fritidsaktiviteter.

Behovet ville ikke kunne dækkes via dagtilbud eller hjemmehjælp. Det blev påpeget, at vejledningens

punkt 80 om hjælp til aflastning i eget hjem alene betød, at barnet skulle forsørges af forældre

eller andre pårørende, i modsætning til forsørgelse uden for hjemmet, jf. vejledningens punkt 44.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes hjælp til aflastning

i form af praktisk hjælp og ledsagelse af et barn i forbindelse med fritidsaktiviteter uden for

hjemmet efter servicelovens § 28 om merudgifter ved forsørgelsen, når der er bevilget aflastning i

form af 26 timers pasning i hjemmet efter servicelovens § 28, stk. 1 samt tabt arbejdsfortjeneste

svarende til 9, 3 timer ugentligt i medfør af servicelovens § 29, stk. 1.

64


Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der var hjemmel til at yde aflastning i form af ledsagelse og praktisk hjælp

til barnet i forbindelse med dets fritidsaktiviteter uden for hjemmet, jf. servicelovens § 28, stk. 1.

Sagen var imidlertid ikke tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne vurdere omfanget af familiens

behov for hjælp til aflastning i form af ledsagelse af barnet til fritidsaktiviteter uden for hjemmet

og praktisk hjælp i forbindelse hermed. Sagen hjemvistes derfor samtidig til kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der burde indhentes yderligere oplysninger om barnets aktuelle

helbredsmæssige forhold samt dets behov for praktisk hjælp.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at barnet på grund af sin muskelsygdom (Duchennes

muskeldystrofi) havde behov for praktisk hjælp i dagligdagen og havde behov for ledsagelse, da

han ikke kunne færdes alene.

Det indgik i vurderingen af sagen, at familien havde søgt om praktisk hjælp og ledsagelse til barnet,

fordi familien havde behov for aflastning.

Efter servicelovens § 28 ydes dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et

barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, når merudgifterne er en følge af den

nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om en merudgift vægt på, at det

fremgår af forarbejderne, at sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn omfattet af personkredsen

har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om nødvendige merudgifter vægt på,

at det ligeledes fremgår af forarbejderne, at der bag bestemmelserne ligger flere hensyn. Således

hensynet til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for

at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne og hensynet til at hindre, at

barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen i servicelovens § 31 om ledsagelse op til 15 timer om måneden

af unge mellem 16 og 18 år ikke er til hinder for at yde hjælp til aflastning ved ledsagelse og

praktisk hjælp til børn under 18 år som en merudgift efter § 28, når det er for at tilgodese forældrenes

behov for aflastning. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at formålet med ledsageordningen efter

§ 31 ikke er at tilgodese en aflastning af forældrene.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet vurdering og afgørelse

i kommunen som 1. instans.

5.1.9 SM C-14-01

Resumé:

Udgiften til en computer til et 8-årigt barn med spastisk tetraplegi blev ikke anset for at være en

nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

65


Ankestyrelsen fandt, at barnet ikke havde behov for en computer til eget personligt brug. Ankestyrelsen

lagde endvidere vægt på at 82 % af børnefamilier med børn i alderen fra 7-15 år (1998) har

computer i hjemmet.

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en ansøgning om betaling af en computer til et barn født i 1992. Det fremgik, at barnet

var en normal begavet dreng med cerebral parese. Han havde et meget dårligt syn (20/100), skelede

meget og havde svært ved at fokusere. Drengens hørelse var i orden og hans sprog var veludviklet.

Han brugte kørestol, som han selv kunne skubbe. Han kunne sidde på en almindelig stol og

gå ved voksenhjælp. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurderede drengens handicap var

af vidtgående karakter i henhold til folkeskolelovens § 20, stk. 2 om specialundervisning.

På baggrund af en syns- og computerafprøvning konkluderede kommunens hjælpemiddelafdeling,

at EDB-udstyret skulle gøre det lettere for ham at udvikle de førskolefærdigheder, alle børn har

brug for at udvikle før skolealderen. Det drejede sig om kognitive funktioner som billedforståelse

og begrebsforståelse m.v. Hjælpemiddelafdelingen havde på baggrund heraf givet afslag efter dagældende

bestemmelse i bistandsloven § 58 om hjælpemidler. Kommunen vurderede ansøgningen

efter dagældende bestemmelse i bistandslovens § 48 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen,

og gav ligeledes afslag, da drengens handicap ikke forhindrede ham i at deltage i aktiviteter af anden

art. Ansøgningen blev ligeledes vurderet efter folkeskolelovens bestemmelser af Amtskommunen

samt efterfølgende af Undervisningsministeriet. Begge instanser meddelte afslag på ansøgningen.

Faderen henviste til, at man i følge kommunens papirer betragtede hans søn som vidtgående handicappet.

Han krævede hjælp til alt, hvad han skulle foretage sig. Han var ikke i stand til at gå og

kunne ikke selv komme hverken op i eller ned af sin kørestol. På grund af hans dårlige syn og motoriske

handicap, kunne han endvidere ikke sidde og tegne/lege som andre børn. Det blev anført, at

han med en computer kunne få nogle oplevelser i stil med børn uden handicap. Han ville kunne se

billeder på computerskærmen af sig selv, familien m.fl., som børn uden handicap med stor fornøjelse

ser på i almindelige fotoalbum. Såfremt han ikke var handicappet, ville han være i stand til at

spille på en Nintendo ligesom sin storebror. På den baggrund mente forældrene, at der var tale om

en merudgift.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at der i medfør af bistandslovens § 48 var bevilget transport til handicapridning,

at han ikke selv kunne cykle, og at familien derfor var bevilget en tandemcykel.

Nævnet fandt, at forældrene var berettiget til en computer til deres søn, jf. servicelovens § 28.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter en vurdering af de foreliggende oplysninger om sagens

omstændigheder, herunder faderens egne ubestridte udtalelser om sønnens fritidsmuligheder i en

tilværelse, der var begrænset af hans handicap, var en computer i dette tilfælde en nødvendig udgift

ved forsørgelsen. Nævnet henviste til principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en

konkret vurdering kunne anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig dreng.

Kommunen klagede og anførte, at det ikke tidligere har været praksis, at bevilge til yderligere fritidsaktiviteter

som aflastning i henhold til servicelovens § 28, når barnets nedsatte funktionsevne

ikke forhindrede det i at deltage i fritidsaktiviteter, hvor en computer ikke indgik som nødvendigt

tilbehør for fritidsaktiviteten.

66


Det anførtes i forhold til SM O-34-99, at der i aktuelle sag ikke var bevilget spil som nødvendigt

tilbehør, som afledte behov for bevilling af computer som aflastning efter servicelovens § 28.

Dernæst anførte kommunen, at målgruppen måtte være en mindre del af den målgruppe, der modtager

hjælp til merudgiftsydelse, idet det formodes at være en yderligere forudsætning for at være berettiget

til bevilling af en computer som aflastning, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en

naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge har behov for computer

i hjemmet.

Kommunen ønskede en præcisering af, hvornår barnets/den unges nedsatte fysiske eller psykiske

funktionsevne berettiger til dækning af merudgiftsydelse til computer, da nævnet med sin afgørelse

bredte den ud til "alle" børn/unge med rimeligt svære funktionsnedsættelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere afgrænsning af, i hvilke tilfælde

udgift til en computer må anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, jf. servicelovens

§ 28. Sagen blev antaget som supplement til SM O-34-99.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at barnets forældre var berettiget til økonomisk støtte til en computer i

medfør af servicelovens § 28 om merudgifter ved forsørgelsen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at selvom barnet kunne have nytte af en computer, så kunne udgiften

til en computer i hans tilfælde ikke anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i

hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at barnet havde et behov for en computer til eget personligt brug, som det

var nødvendigt at tilgodese. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at hans muligheder for beskæftigelse i

fritiden ved hjælp af en computer indebar merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af hans dårlige syn og motoriske handicap

§ men intellektuelt alderssvarende § hvorefter han kunne deltage i aktiviteter som f.eks. handicapridning.

Den omstændighed at han ikke som andre børn kunne sidde og tegne/lege, se i fotoalbum

eller spille på Nintendo fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde bevilling af computer.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at 82% af børnefamilier med børn i alderen fra 7-15 år

(1998), i følge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, har computer i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om en merudgift vægt på, at det af

forarbejderne fremgår, at sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn omfattet af personkredsen

har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om nødvendige merudgifter vægt på,

at det ligeledes af forarbejderne fremgår, at der bag bestemmelsen ligger flere hensyn. Således hensynet

til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at

leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne og hensynet til at hindre, at

barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Om principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en konkret vurdering kunne anses som

67


en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig, bemærkede Ankestyrelsen at det i den pågældende

afgørelse er fremhævet, at en computer efter en konkret vurdering måtte anses som en

nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ved vurderingen af, hvorvidt der var tale om en nødvendig

merudgift ved forsørgelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på oplysninger om, at bevilling af en

computer ansås for at være nødvendigt for at forældrene bedre var i stand til at beholde barnet i

hjemmet trods den sygdomsbetingede meget belastende adfærd. Derudover lagde Ankestyrelsen

vægt på, at det i den konkrete sag fandtes nødvendigt med en computer til barnets eget personlige

brug.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen traf samtidig afgørelse om, at forældrene ikke skulle tilbagebetale det beløb, der efter

nævnets afgørelse var bevilget til en computer.

5.1.10 SM C-15-01

Resumé:

Der var ikke hjemmel i serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig

selv skulle udgøre mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra

enkeltudgifters omfang. Merudgifter omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

Man kunne ikke regulere merudgiftsydelsen for et kortere tidsrum, under henvisning til akut indtruffet

væsentlig variation i familiens situation, med den virkning, at en egenbetaling for løbende

merudgifter opretholdes, når familien samlet set har merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt

pr. måned.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om beregning af merudgiftsydelse efter servicelovens § 28, herunder hvorledes

man skulle forholde sig til enkeltudgifter som reservebriller.

Det fremgik af sagen, at ansøgers datter led af Downs syndrom, og at hun på grund af sit handicap

var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, og dermed berettiget til at få dækket merudgifter.

I forbindelse med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 blev der foretaget en vurdering af familiens

merudgifter. Der blev givet afslag på løbende bevilling i h.t. servicelovens § 28, idet familiens

løbende merudgift var under 3.000 kr. om året. Det fremgik at ansøger havde merudgifter til

medicin, transport og barnepige på ialt 909,57 kr. årligt. Derudover var der samme år enkeltydelser

efter regning til et "tegn til tale kursus" på 2.625 kr.

Ansøger søgte om reparation af briller, da hendes datter pga sit handicap ofte ødelagde sine briller.

Det vurderedes, at der var tale om en merudgift, men at udgiften på 70 kr. pr. måned ikke bevirkede

udløsning af et standardbeløb, hvorfor der blev givet afslag efter servicelovens § 28.

I juni/juli foretoges en ny beregning, der fortsat ikke udløste udbetaling af månedligt standardbeløb.

Der blev bevilget et par reservebriller efter servicelovens § 28. Det bevirkede, at der blev udbetalt et

standardbeløb med 2.750 kr. for april.

68


I august/september samme år blev bevilget handicapridesaddel samt klapvogn i h.t. servicelovens §

28. Udgifterne til dette udløste en merudgiftsydelse på 5.200 kr..

I december søgtes der om bevilling af udgift til bleer. Kommunen gav afslag i h.t. servicelovens §

28, men nævnet gav ansøger medhold i sin klage over ikke at få dækket udgifter til bleer. Beregning

af standardbeløbet ændredes herefter med tilbagevirkende kraft til december, således at ansøger fik

tildelt en månedlig merudgiftsydelse.

I januar det følgende år foretoges en ny beregning ud fra de kvitteringer ansøger havde fremsendt.

Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med 257 kr. for perioden året før fra den 1. august

- 31. december samt 265 kr. for perioden fra 1. januar til 31. juli i det aktuelle år.

Det var kommunens afgørelse i forbindelse med beregningen i juni/juli, der blev klaget over i aktuelle

sag.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet tog udgangspunkt i kommunens oplysninger

om, at ansøger havde løbende udgifter til transport, barnepige, reparation af briller samt medicin.

Disse udgifter udgjorde sammenlagt 2.811 kr. på årsbasis.

Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn

og unge med handicap pkt. 45, hvorefter merudgifter vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

Udgifter, der afholdes inden for et kalenderår, sammenlægges.

Nævnet anførte, at lagde man enkeltudgiften til briller (2.273 kr.) til de løbende udgifter (2.811 kr.)

udgjorde det samlede årlige beløb til merudgifter 5.084 kr. Udgiften oversteg således det minimumsbeløb

(3.084 kr på årsbasis), som var grænsen for, om tilskud til merudgifter kunne ydes.

Nævnet henviste yderligere til samme vejlednings pkt. 49, hvoraf fremgår, at hvis der akut indtræffer

væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et

kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften

opstår.

Nævnet fandt, at enkeltudgiften til reservebriller var omfattet af den situation, der var taget stilling

til i vejledningens pkt. 49. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse om, at der for april

1999 var tale om en sådan større enkeltudgift, at ansøger havde behov for at få dækket denne på det

tidspunkt, hvor udgiften opstod.

Nævnet fandt, at merudgifterne i årets øvrige måneder var under det minimumsbeløb, der er omtalt i

servicelovens § 28, hvorfor nævnet stadfæstede kommunens afslag på tilskud til merudgifter i årets

øvrige måneder.

I klagen var bl.a. anført, at eftersom ansøger løbende havde udgifter, også enkeltudgifter, store og

små, mente hun sig i princippet berettiget til en løbende ydelse af en sådan størrelsesorden, at hun

ville få dækket sine udgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorledes enkeltudgifter til eksempelvis

reservebriller skulle indgå ved beregningen af merudgiftsydelsen efter servicelovens §

28, stk. 2.

69


Afgørelse:

Sagen blev hjemvist med henblik på fornyet vurdering og afgørelse i kommunen som første instans,

jf. servicelovens § 28.

Begrundelsen var, at merudgiftsydelsen ikke var udmålt efter en vurdering af ansøgers samlede

merudgifter, men derimod alene blev vurderet i forhold til hendes løbende merudgifter. Kommunes

beregning af hendes merudgifter fandtes på denne måde at have pålagt hende en egenbetaling, der

ikke var hjemmel til i servicelovens § 28.

Der var efter Ankestyrelsens vurdering således ikke hjemmel i servicelovens § 28 til at kræve dokumentation

for, at de løbende merudgifter i sig selv udgør mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned,

og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifternes omfang.

Ankestyrelsen fandt, at merudgifter efter servicelovens § 28 omfatter såvel løbende udgifter som

enkeltudgifter. Ved beregningen af merudgiftsydelsen i forhold til minimumsgrænsen på 250 kr. pr.

måned (pr. 1. juli 1998) i gennemsnit, var det således de samlede merudgifter, der skulle lægges til

grund for beregningen. De samlede merudgifter omfattede såvel de løbende udgifter som enkeltudgifter.

Ankestyrelsen fandt det således ikke korrekt, når kommunen ved beregningen af ansøgers merudgiftsydelse

i forhold til minimumsbeløbet på 250 kr. pr. måned kun medregnede hendes løbende

merudgifter. Kommunen burde ved beregningen ligeledes have medtaget enkeltudgifterne til kursus,

handicapridesaddel, klapvogn og senest udgift til reservebriller, uanset på hvilken måde enkeltudgiften

blev afholdt.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens § 28 og bekendtgørelsens §§ 4 og 5 sammenholdt

med lovbemærkningerne til servicelovens § 28. Det fremgår heraf, at de merudgifter der

foreslås dækket af bestemmelsen, svarer til de merudgifter der blev ydet efter bistandslovens § 48.

Som eksempler på merudgifter nævnes i lovforslaget således såvel merudgifter af løbende karakter

(ex. befordring) som enkeltudgifter (ex. kurser).

Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning pkt. 45, hvoraf fremgår, at

merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og at merudgiftsydelsen udmåles

efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter for den enkelte

ydelsesmodtager.

Af Socialministeriets vejledning pkt. 49 fremgår, at merudgiftsydelsen kan reguleres for et kortere

tidsrum, hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation, således at større enkeltudgifter

kan dækkes på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der med henvisning dertil kunne bevilges enkeltudgifter i et

kortere tidsrum med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien

samlet set havde merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen med

henblik på en fornyet beregning af ansøgers samlede merudgifter i overensstemmelse med ovenstående.

70


5.1.11 SM C-9-01

Resumé:

Udgiften til en computer med tilbehør til et 5-årigt barn med spastisk tetraplegi blev ikke anset som

et hjælpemiddel/forbrugsgode eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen

fandt, at computeren skulle benyttes til at udvikle og træne barnets evne til at kommunikere - og ikke

til at afhjælpe varige følger af den nedsatte funktionsevne eller til beskæftigelse i fritiden.

Ankestyrelsen fandt, at serviceloven er sekundær i forhold til folkeskolens forpligtelse til at tilbyde

specialpædagogisk bistand til småbørn med sprog- eller talevanskeligheder.

Sagsfremstilling:

En far havde søgt om bevilling af en computer med nødvendigt tilbehør til sin 5-årige søn. Sønnen

var kørestolsbruger på grund af en spastisk tetraplegi med nedsat muskelkraft og vekslende muskeltonus.

Han kunne udtrykke få ord.

Amtskommunen gav afslag. Begrundelsen var, at drengens behov skulle ses som en væsentlig kompensation

for manglende evne til selvstændig leg og udvikling. Behovet for kommunikationshjælpemiddel

blev tilgodeset af en talemaskine. Amtskommunen oplyste, at hjælpemidler til leg og stimulation

ydes efter servicelovens § 28.

Nævnet fandt, at drengen var berettiget til en computer med nødvendigt tilbehør.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at computeren i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af

drengens nedsatte kommunikationsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Nævnet lagde vægt på, at han på daværende tidspunkt kun var i stand til at gøre sig forståelig overfor

sine allernærmeste omgivelser, og at han allerede på daværende tidspunkt benyttede computeren

som kommunikationshjælpemiddel blandt andet ved brug af elektroniske billedbøger. Der blev endvidere

lagt vægt på, at han nu og i fremtiden vurderedes at være afhængig af computeren som

kommunikationshjælpemiddel, og at det var vigtigt, at han allerede nu trænede og fik erfaring med

computeren, hvis han skulle lære at udnytte den bedst muligt, jf. også vejledning om støtte til hjælpemidler

m.v. pkt. 25. Endelig blev der lagt vægt på, at talemaskinen ikke var et alternativ til computeren,

da den ikke kunne erstatte de meget varierende og motiverende muligheder for kommunikation,

der lå i computeren.

Amtskommunen henviste til Socialministeriets vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler, hvor information/kommunikation

forstås som at modtage og afgive meddelelser. Amtskommunen spurgte,

hvordan man definerer kommunikation for førskolebørn. Er det kommunikation i ovennævnte forstand

at bladre i billedbøger via computer - se billeder og "snakke" med voksne om billedet og historien,

eller er det leg og fritid i § 28's betydning, eller er det et specialpædagogisk tiltag efter folkeskolelovens

§ 3.

Amtskommunen var ikke enig i, at computeren skulle være drengens eneste reelle mulighed for at

kommunikere. Drengen havde et rimeligt ordforråd, men hans tale var meget spastisk præget. Han

var bevilget en talemaskine af mærket Alpha Talker, med gode muligheder for kommunikation via

billeder og indtalte sætninger, hvis den ellers tilpasses løbende af talepædagog. En talemaskine er i

modsætning til en computer let at medbringe til de forskellige aktiviteter i dagligdagen.

71


Afslutningsvis klagede amtskommunen desuden over, at den ikke var blevet partshørt over en udtalelse

som nævnet havde indhentet fra Hjælpemiddelinstituttet til brug for sin sagsbehandling, jf.

forvaltningslovens § 19.

Der forelå i sagen en computervurdering foretaget da drengen var 5 år gammel. Ifølge denne styrede

han computeren hurtigt og sikkert med et joystick med enkeltkontakt. Han mestrede førskoleprogrammer

på tilsyneladende alderssvarende vis. Hans koncentration var langt større end set i andre

aktiviteter, idet han på selvstændig vis kunne eksperimentere og løse opgaver på det niveau og i det

tempo, der passede ham. Det anførtes endvidere, at hans forældre havde fremstillet flere elektroniske

billedbøger til ham. Han kunne egenhændigt bladre i siderne, se billederne og få historien læst

højt. Han kunne selv benytte disse programmer og havde stor fornøjelse af dem. Det konkluderedes,

at computeren på længere sigt ville blive et vigtigt led i hans kommunikation med omverdenen, og

det blev anbefalet, at han blev bevilget relevant computerudstyr til brug i hjemmet som en væsentligt

kompensation for manglende evne til selvstændig leg og udvikling.

Det fremgik i øvrigt af oplysninger fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), at drengen kun

var i stand til at gøre sig forståelig overfor sine allernærmeste omgivelser, og at PPR vurderede, at

han både nu og i fremtiden ville være afhængig af alternative kommunikationshjælpemidler. Hans

motorik var meget dårlig, og han havde svært ved at give udtryk for sine intellektuelle færdigheder,

som generelt vurderedes at være gode. Ved hjælp af computeren, hvor han ved brug af særligt betjeningsudstyr

kunne blive kompenseret for sine motoriske problemer, ville han have mulighed for

at vise omverdenen, hvilke ressourcer han indeholdt. Computeren gav ham samtidig mulighed for

fortsat at udvikle sine færdigheder sprogligt og intellektuelt.

Psykologen og talepædagogen fra PPR havde taget initiativ med henblik på at få kendskab til programmer

til computeren, hvor han kunne udvikle en relevant kommunikationsmåde.

Hjælpemiddelinstituttet anførte, at kommunikation med omverdenen ved hjælp af en computer ikke

er en færdighed man opnår fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, hvor der langsomt

opbygges en række nødvendige færdigheder. Nogle af færdighederne havde drengen allerede oparbejdet,

og for ham gjaldt det om at fortsætte den positive udvikling, han allerede var i gang med.

Dette ville meget vel kunne foregå ved brug af et billed- eller symbolbaseret kommunikationsprogram,

som PPR allerede havde taget initiativ til at ville arbejde med. For at opnå tilfredsstillende resultater,

hvor han selvstændigt kunne kommunikere ved hjælp af sit kommunikationshjælpemiddel,

krævede det en daglig intensiv træning, som kun kunne opnås ved, at han havde sit udstyr stillet til

rådighed i hjemmet. Der ville ikke kunne opnås samme intensive indsats alene gennem hans undervisning.

De mange timer, han ville kunne sidde alene og "lege" med computeren, var afgørende for,

hvor effektiv han ville blive.

Det blev anført, at en talemaskine i mange tilfælde ikke er et alternativ til computeren - men et supplement.

Talemaskinen ville aldrig kunne tilbyde den samme intensive træning, men brugt rigtigt,

ville den kunne anvendes i en række forskellige daglige situationer, hvor computeren ikke er hensigtsmæssig.

Når drengen havde opnået en god forståelse for brugen af computeren i her-og-nu

samspil med en voksen; hvor der kommunikeres om noget på forhånd tilrettelagt, ville mulighederne

langsomt kunne udbygges. Det var for tidligt at udtale sig om, hvorvidt han ville lære at læse og

skrive. Det anførtes, at han allerede på nuværende tidspunkt var i stand til at anvende det ansøgte

computerudstyr, men at daglig brug/træning ville være med til at forbedre hans motoriske kontrol

og præcision af hans bevægelser, hvorved det ville blive mere realistisk for ham på et senere tidspunkt

at benytte computeren effektivt til egentlig kommunikation. Hvis drengen skulle opnå en til-

72


værelse som aktivt, selvstændigt kommunikerende, så er det nu, mens han er i sin vigtigste udviklingsfase,

at der skal sættes ind med relevante hjælpemidler. Ved at tilrettelægge kommunikationssituationer

ved computeren får han mulighed for at opnå nogle vigtige erfaringer med hensyn til at

kunne påvirke sine omgivelser og at kunne udtrykke sig entydigt uden at modtageren behøver tolke

til, hvad han mener. Det anførtes endvidere, at der ingen tvivl er om, at såvel motorik samt sprog og

begrebsdannelse har de bedste udviklingsmuligheder i førskolealderen. Gennem en tidlig indsats

ville han kunne opnå en række færdigheder, der gjorde ham bedre i stand til at modtage ny indlæring.

Samtidig ville en bevilling af det ansøgte computerudstyr nu frem for senere betyde, at han

hurtigere end ellers ville blive i stand til at benytte computeren til selvstændig kommunikation.

Amtskommunen oplyste, at der blev afholdt et hjemmebesøg hos drengen og hans forældre den 29.

november 1999 med henblik på at gennemgå hans kommunikationsbehov. Af resumé fra mødet

fremgik, at man arbejdede meget med hans sproglige stimulering. Han deltog i en talegruppe og gik

til træning med mundstimulering. Der var ikke planer om at starte kommunikation op i forhold til

computeren (f.eks. billedkommunikation). Han talte nu i sætninger og ville gerne kommunikere

sprogligt, men det var stadig svært for mennesker, der ikke kender ham at forstå ham. Han skulle

starte i børnehaveklasse i den lokale folkeskole. På et senere tidspunkt var det muligt, at han skulle

flytte til en centerklasse på en anden skole. Man ville styrke hans alternative kommunikationsmuligheder

specielt med henblik på skolestart. I den forbindelse kom talemaskinen på banen igen, som

en mulighed for ham til bedre at komme til orde i børnehaveklassen. Han havde fravalgt talemaskinen

og brugte i stedet sit talesprog. Da det var svært for børn og voksne, der ikke kender ham at forstå

ham burde talemaskinen forsøges igen. På computeren spillede han forskellige spil f.eks. Pixeline

og Bamseleg samt en del andre af samme type. Desuden var der lagt billeder og lyd ind, som han

var glad for at bladre i. Han brugte megen fritid ved computeren, da det var en af de få ting han

kunne gøre selvstændigt. Han styrede computeren ved hjælp af joystick og enkeltkontakter. Enkeltkontakter

ønskedes tilkoblet en Symbi-key så han kunne få flere kontakter med forskellige funktionstastmuligheder.

Af forslag til udviklende programmer var "Min første ABC" fra Gyldendal og

Børnenes Ordbog.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt bevilling af en computer

til et barn skal ske i henhold til servicelovens § 28, eller §§ 97 og 98 eller eventuelt i en kombination

af de nævnte bestemmelser.

Ankestyrelsen tog også stilling til, hvorvidt amtskommunen skulle være partshørt over den af nævnet

indhentede udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at drengen var berettiget til hjælp til en computer med nødvendigt tilbehør,

jf. servicelovens § 98 og § 97, stk. 1.

Begrundelsen var, at selvom drengen kunne have nytte af en computer, så fandtes computeren ikke

(på nuværende tidspunkt) i væsentlig grad at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at man ikke på nuværende tidspunkt kunne vurdere de varige

følger af hans nedsatte kommunikationsevne, idet computeren netop skulle benyttes til fortsat at udvikle

hans sproglige færdigheder og begrænse omfanget af hans kommunikationshandicap.

Ankestyrelsen fandt, at computeren i drengens tilfælde skulle benyttes til at udvikle og træne hans

73


evne til at kommunikere. Computeren skulle således benyttes til at begrænse det kommunikationshandicap

man allerede på daværende tidspunkt vurderede han havde og ville få i fremtiden.

Ankestyrelsen lagde vægt på en udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet, hvoraf det fremgik, at daglig

brug og daglig træning ville være med til at forbedre hans motoriske kontrol og præcision af hans

bevægelser, hvorved det blev mere realistisk for ham på et senere tidspunkt at benytte computeren

effektivt til egentlig kommunikation. Det fremgik ligeledes, at han gennem en tidlig indsats ville

kunne opnå en række færdigheder, der satte ham bedre i stand til at modtage ny indlæring.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til

hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. kapitel 10 om afgrænsning til anden lovgivning. Af pkt. 51

fremgår, at kun hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til anden lovgivning, behandles

ansøgningen efter regler i den sociale lovgivning. Af afsnit 10.3 om undervisningssektoren, pkt. 54

fremgår bl.a., at der til børn, som ikke har påbegyndt skolegangen, som led i den specialpædagogiske

bistand, kan ydes pædagogiske hjælpemidler, jf. folkeskolelovens § 4, stk. 1.

Det var ligeledes Ankestyrelsens vurdering, at en computer med tilbehør i drengens tilfælde ikke

kunne henføres til servicelovens § 28 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet til

særligt legetøj eller andre merudgifter forbundet med beskæftigelse i fritiden. Ankestyrelsen lagde

også her vægt på, at drengens behov var udvikling/træning og undervisning i forhold til hans sproglige

færdigheder.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ved ”leg” i relation til servicelovens § 28 forstås beskæftigelse/underholdning

i modsætning til udvikling/undervisning, og at småbørns udvikling sker ved hjælp

af leg.

Ankestyrelsen vurderede, at serviceloven er sekundær i forhold til folkeskolens forpligtelse for så

vidt angår småbørn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, hvorefter der skal tilbydes specialpædagogisk

bistand, hvis barnets udvikling på grund af sprog- eller talevanskeligheder kræver særlig

hensyntagen eller støtte. Der er mulighed for at få stillet særlige pædagogiske hjælpemidler til

rådighed. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske

bistand til småbørn med tilhørende vejledning.

Ankestyrelsen tog ikke med denne afgørelse stilling til, hvorvidt drengen ville kunne få bevilget en

computer med tilbehør i medfør af folkeskolelovgivningen.

Ankestyrelsen bemærkede, med hensyn til den i sagen rejste problemstilling om manglende partshøring

af amtskommunen over en udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet, at (amts)kommuner ikke

antages at have almindelig forvaltningsretlig partsstatus i sociale sager allerede fra tidspunktet for

sagens rejsning. Det antages endvidere, at under efterprøvelsen af en underordnet myndigheds afgørelse

på grundlag af en klage fra borgeren, vil den myndighed, der har truffet afgørelse i 1. instans,

ikke være part i klagesagen, jf. FOB 1990.222. Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at

nævnet ikke var forpligtet efter forvaltningslovens § 19 til at partshøre amtskommunen over den

indhentede udtalelse.

Amtskommunen havde derimod med sin indbringelse af sagen for Ankestyrelsen partsstatus under

Ankestyrelsens behandling af sagen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

74


Drengen og hans forældre fandtes samtidig berettiget til at beholde den hjælp til en computer med

nødvendigt tilbehør, som familien var bevilget med nævnets afgørelse.

5.1.12 SM C-21-01

Resumé:

En mor til et for tidligt født barn havde, på baggrund af en konkret individuel vurdering af barnets

lidelse, ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter.

Ankestyrelsen fandt således i det konkrete tilfælde, at et for tidligt født barn var omfattet af personkredsen

om indgribende langvarig lidelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et for tidligt født barn, hvor perioden efter fødslen

blev kompliceret af koldbrand i mavesækken, hvilket medførte at barnet fik fjernet en stor del af

mavesækken. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at barnet som følge af den komplicerede nyfødthedsperiode

fik flere infektioner, herunder en alvorlig blodgiftning med salmonella, som medførte

hospitalsindlæggelse.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der kunne vælges mellem tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven

eller dagpenge efter dagpengeloven (såfremt betingelserne efter begge regelsæt er opfyldt).

Ankestyrelsen tog i den konkrete sag ikke stilling til dagpengeretten.

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at ansøgers søn blev født den 1. december 1997, hvilket var ca. 9 uger før

forventet fødselstermin. Nyfødthedsperioden var meget kompliceret. På grund af koldbrand i mavesækken

fik han således kort efter fødslen fjernet en del af mavesækken.

Efter fødslen var barnet indlagt indtil den 7. januar 1998 og blev derefter fulgt ambulant fra børneafdelingen.

Han blev genindlagt på børneafdelingen i perioden fra den 16. februar til den 18. februar

1998 på grund af en virusinfektion.

Den 6. oktober 1998 blev han indlagt på børneafdelingen på grund af en virus, men blev udskrevet

igen den 7. oktober 1998. Ansøger tog herefter sammen med barnet til Norge for at besøge ansøgers

familie.

Den 12. oktober 1998 blev barnet sammen med ansøger indlagt på sygehus i Norge. Han var indlagt

i Norge indtil den 13. november 1998, hvor han blev overflyttet til et dansk sygehus. Indlæggelsen

skyldtes, at han havde fået en alvorlig blodforgiftning med salmonella og infektion i knoglerne i

venstre skulder. Han var indlagt indtil den 23. november 1998 og fik herefter ambulant fysiurgisk

behandling, i begyndelsen flere gange ugentligt, ligesom moderen blev instrueret i at give ham intensiv

optræning i hjemmet. Han blev fortsat behandlet med medicin.

Ved brev af 2. december 1998 søgte det behandlende sygehus på moderens vegne om tabt arbejdsfortjeneste

efter servicelovens § 29 i perioderne 5. oktober 1998 - 7. oktober 1998 og 12. oktober

1998 - 15. december 1998 i forbindelse med indlæggelsen og den efterfølgende pasning i hjemmet.

Endvidere blev der søgt om tabt arbejdsfortjeneste til faderen i perioden 27. oktober 1998 - 1. no-

75


vember 1998 samt 2 timer den 2. november 1998. Der blev samtidig søgt om hjælp til dækning af

merudgifter efter servicelovens § 28 i form af udgifter til faderens transport til Norge i forbindelse

med barnets indlæggelse på sygehus, faderens transport i forbindelse med barnets indlæggelse på

sygehus i Danmark i perioderne 5. oktober 1998 - 7. oktober 1998 og 13. november 1998 - 23. november

1998 samt transport i forbindelse med ambulant fysiurgisk behandling + kontrol den 24.

november 1998, den 30. november 1998, den 3. december 1998, den 7. december 1998 og den 15.

december 1998. Der blev endelig søgt om dækning af merudgifter efter servicelovens § 28 i form af

udgifter til medicin (pondicillin).

Kommunen anmodede herefter ved brev af 7. december 1998 i forbindelse med ansøgning om tabt

arbejdsfortjeneste og dækning af transportudgifter ansøger om at indsende dokumentation fra ansøgers

og ansøgers ægtefælles arbejdsgiver samt en oversigt over antal kørte km de nævnte dage eller

evt. billetter. Kommunen anmodede samtidig om at få oplyst størrelsen af de månedlige medicinudgifter

og henviste i den forbindelse til, at der i henhold til den nye lov pr. 1. juli 1998 kan bevilges

et månedligt beløb til dækning af disse udgifter således, at der ikke nødvendigvis skal indsendes bilag

hver gang. Endelig anførte kommunen, at "..såsnart disse oplysninger er modtaget her, vil der

kunne udbetales.." og det henstilledes, at oplysningerne indgik senest den 15. december 1998 for at

udbetaling kunne ekspederes til udbetaling den 1. januar 1999.

Det fremgik af kommunens journalnotat af 16. december 1998, at det på grund af manglende bilag,

herunder ansøgers ægtefælles skattekort og lønseddel, ikke havde været muligt at beregne det aktuelle.

Det var således oplyst, at der på daværende tidspunkt kun var grundlag for at udbetale 1250 kr.

til dækning af transportudgifter og medicinudgifter svarende til henholdsvis 865,50 kr. og 421,10

kr.

Ved brev af 23. december 1998 ansøgte det behandlende sygehus på moderens vegne om tabt arbejdsfortjeneste

efter servicelovens § 29 indtil den 19. januar 1999, hvor barnet skulle til ny kontrol.

Det var oplyst, at kommunen efterfølgende udbetalte ansøger 15.000 kr. a conto, som dagpengeydelse.

Ved brev af 18. februar 1999 ansøgte det behandlende sygehus, på ansøgers vegne om yderligere 2

måneders tabt arbejdsfortjeneste med virkning fra den 19. januar 1999 i henhold til servicelovens §

29. Det fremgik af ansøgningen, at barnet havde været til ambulant kontrol den 19. januar 1999,

hvor det var blevet konstateret, at han fortsat havde problemer med sin venstre skulder og overarm,

nedsat muskelkraft og at han fortsat var i fysiurgisk behandling herfor. Det fremgik endvidere, at

barnet på grund af sin lange sygdomsperiode ikke var alderssvarende motorisk og krævede ekstra

stimulering.

Ved brev af 23. februar 1999 fremsatte det behandlende sygehus på ansøgers vegne anmodning om,

at ansøger blev bevilget tabt arbejdsfortjeneste frem til den næste ambulante kontrol den 3. marts

1999.

Ved brev af 24. februar 1999 meddelte kommunen, at ansøger var bevilget sygedagpenge efter dagpengelovens

§ 19a i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. januar 1999 i forbindelse med pasning

af sygt barn. Kommunen afslog at udbetale sygedagpenge efter den 19. januar 1999, idet barnet

ikke efter de lægelige oplysninger var pasningskrævende på hospital eller i hjemmet.

Ved brev af 25. februar 1999 gav kommunen endvidere afslag på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens

§ 29. Som begrundelse for dette afslag anførte kommunen, at det beskrevne hændelses-

76


forløb sammenholdt med servicelovens §§ 28 og 29 ikke umiddelbart gav anledning til at bevilge

det ansøgte, før der forelå lægelige vurderinger. Kommunens afdeling for børn og unge havde derfor

henvist til dagpengeafdelingen, hvorfra det oplystes, at der var bevilget dagpenge for perioden

fra den 6. oktober 1998 til den 19. januar 1999 i henhold til dagpengelovens § 19a. Kommunen

fandt herefter ikke, at ansøger var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste.

Ansøger henvendte sig den 26. februar 1999 til kommunen og ansøgte bl.a. om sygedagpenge fra

den 20. januar 1999.

Kommunen meddelte efterfølgende ved brev af 12. marts 1999, at ansøger var bevilget sygedagpenge

i perioden fra den 20. januar 1999 til den 12. marts 1999.

I brev af 18. marts 1999 anbefalede det behandlende sygehus, at ansøger fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste

efter servicelovens § 29 for endnu en periode. Der blev endvidere ansøgt om dækning af

merudgifter efter servicelovens § 28 i form af transportudgifter til undersøgelser og kontroller af

barnet.

Det blev i forbindelse med ovennævnte ansøgning oplyst, at ansøger efter aftale med sygehuset

kunne genoptage sit arbejde igen den 19. april 1999, hvorefter sønnen skulle i dagpleje.

Ved brev af 23. marts 1999 ankede ansøger kommunens afgørelse om afslag på ydelser efter servicelovens

§§ 28 og 29. Som bilag til anken vedlagde ansøger bl.a. et sagsresume af 23. marts 1999

fra det behandlende sygehus.

Det sociale nævn stadfæstede ved afgørelse af 26. november 1999 kommunens afgørelse om afslag

merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 28 og 29 i forbindelse med barnets

indlæggelse på sygehus og efterfølgende pasning i hjemmet fra den 5. oktober 1998 og frem.

Det var anført, at det fremgik af sagen, at der havde været ydet hjælp efter §§ 28 og 29 i forbindelse

med drengens for tidlige fødsel den 2. december 1997 og efterfølgende operation på sygehus.

Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter der i forbindelse

med barnets senere sygdom ikke længere var grundlag herfor.

Nævnet lagde herved vægt på, at barnet efter det oplyste ikke havde andre følger, efter den for tidlige

fødsel og operation, end en forøget infektionsrisiko. Dette kunne efter nævnets opfattelse ikke i

sig selv betragtes som en sådan betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

en indgribende kronisk eller langvarig lidelse, der kunne begrunde udbetaling af hjælp efter bestemmelserne

i servicelovens §§ 28 og 29.

Nævnet fandt herefter ej heller, at der var grundlag for udbetaling af hjælp efter §§ 28 eller 29 i forbindelse

med barnets salmonellainfektion. Spørgsmålet om hjælp til dækning af indtægtstab i denne

forbindelse måtte i stedet som sket afgøres efter reglen i dagpengelovens § 19a om dagpenge i forbindelse

med alvorlig sygdom hos børn.

Nævnet havde dog med henvisning til kommunens afgørelsesskrivelse af 25. februar 1999 bemærket,

at der ikke kunne gives afslag på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 alene med

henvisning til, at der var bevilget hjælp efter dagpengelovens § 19 a.

Nævnet bemærkede videre, at der var mulighed for at søge hjælp til konkrete behandlingsudgifter

77


efter lov om aktiv socialpolitik § 82, som forudsætter en vurdering af ansøgers økonomiske forhold.

Nævnet tilføjede at kommunen kunne vejlede ansøger herom.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse om afslag på forlængelse af sygedagpenge i henhold til sygedagpengelovens

§ 19 a efter den 12. marts 1999.

Nævnet fandt, at der burde ydes hjælp i henhold til dagpengelovens § 19a indtil den 19. april 1999,

hvor barnet efter aftale med sygehuset kunne starte i dagpleje, og ansøger selv kunne begynde at arbejde.

Nævnet bemærkede, at de nærmere regler om hjælp efter dagpengelovens § 19 a er fastsat i dagpengebekendtgørelsens

§§ 49-51, ikke i dagpengevejledningens punkt 104 som kommunen havde

henvist til.

Det følger af bekendtgørelsens § 49, at bevilling af hjælp efter dagpengelovens § 19 a sker på

grundlag af atttestation af en læge, som behandler barnet. Kommunen kunne således ikke give afslag

på dagpenge alene med henvisning til en vurdering fra en lægekonsulent, som ikke behandlede

barnet.

Lægerne på det behandlende sygehus havde anbefalet, at barnet fortsat blev behandlet i hjemmet

indtil den 19. april 1999. Såfremt kommunen ikke anså dette for tilstrækkelig dokumentation for at

betingelserne efter § 19a var opfyldt, burde kommunen derfor have anmodet sygehuset om en udtrykkelig

stillingtagen hertil.

Da dette ikke var sket fandt nævnet, at kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at

standse sygedagpengene før den 19. april 1999.

I klagen til Ankestyrelsen redegjorde ansøger for sagen og redegjorde i denne forbindelse for de

gentagne hospitalsindlæggelser.

Ansøger oplyste endvidere, at kommunen ved brev af 7. december 1998 oplyste, at ansøgers ansøgning

om tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter kunne imødekommes. Kommunen

manglede dog dokumentation, hvilket ansøger indsendte efterfølgende. Det fremgik imidlertid efterfølgende

af kommunens afgørelse af 25. februar 1999, at kommunen senere ændrede opfattelse og

gav afslag på moderens ansøgning.

Ansøger havde bl.a. også anført, at barnet havde en meget sjælden lidelse, Salmonella Tyfus. Ansøger

vurderede, på baggrund af barnets sygdomsforløb, at der var tale om en langvarig lidelse, hvilket

måtte medføre, at ansøger var berettiget til hjælp efter servicelovens §§ 28 og 29, da det krævede,

at ansøger skulle passe barnet hjemme store dele af tiden.

Ansøger havde endvidere henvist til, at sagen var uheldigt behandlet i kommunen. Der var således

bl.a. givet forskellige svar og der var ikke taget stilling til spørgsmålet om dækning af merudgifter.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen, modtog Ankestyrelsen journaludskrift vedrørende perioden

5. december 1997 - 16. december 1997 fra det behandlende sygehus.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøgers søn kunne

antages at have en "indgribende kronisk eller langvarig lidelse", jf. servicelovens §§ 28, stk.1, og

78


29, stk. 1. Sagen blev endvidere behandlet med henblik på en nærmere afklaring af forholdet mellem

servicelovens § 29 og dagpengelovens § 19 a.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers søn, efter en konkret vurdering, måtte anses for omfattet af personkredsen

om indgribende langvarig lidelse efter servicelovens §§ 28 og 29, jf. § 1, stk. 1, 2,og 4, i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og

hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens brev af 7. december 1998 måtte betragtes som en afgørelse,

som indebar, at ansøgningen af 2. december 1998 om tabt arbejdsfortjeneste og hjælp til

dækning af merudgifter i form af transport- og medicinudgifter var imødekommet. Det var imidlertid

forudsat, at ansøger fremlagde fornøden dokumentation.

Ankestyrelsen fandt herefter, at ansøger var berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de ansøgte

perioder fra den 5. oktober 1998 til den 19. april 1999, jf. breve fra sygehuset, hvor der havde

været tale om et indtægtstab, i henhold til servicelovens § 29, som følge af drengens lidelse.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger, under forudsætning af forevisning af fornøden dokumentation,

var berettiget til at få dækket de ansøgte merudgifter til transport og medicin i perioden fra

den 5. oktober 1998 i henhold til servicelovens § 28.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers søn var født for tidligt, hvor perioden lige

efter fødslen blev kompliceret af koldbrand i mavesækken, hvilket medførte at drengen fik fjernet

en stor del af mavesækken. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at drengen som følge af den

komplicerede nyfødthedsperiode fik flere infektioner, som medførte hospitalindlæggelse. I november

1998 fik han således konstateret en alvorlig blodforgiftning med salmonella og infektion i knoglerne

i venstre skulder tilfølge.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, om der var tale om en indgribende langvarig lidelse, vægt

på den for tidlige fødsel, den komplicerede nyfødthedsperiode, hvor drengen fik koldbrand i mavesækken

med delvis fjernelse af mavesækken til følge, samt de gentagne infektioner, herunder særligt

salmonella infektionen, som medførte blodforgiftning med salmonella og infektion af knoglerne

svarende til venstre skulder.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lidelsen, ifølge de foreliggende oplysninger, måtte antages

at have en forventet varighed på over 1 år.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det, efter en lægelig vurdering, måtte anses for nødvendigt,

at drengen blev passet i hjemmet som følge af sin lidelse, og at det på grund af drengens alder måtte

anses for mest hensigtsmæssigt, at pasningen blev varetaget af forældrene.

Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ikke tog stilling til, hvorvidt og i hvilket omfang ansøger

havde ret til dagpenge efter dagpengelovens § 19 a i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19.

april 1999.

Ankestyrelsen gjorde imidlertid opmærksom på, at der ikke kunne udbetales ydelser efter servicelovens

§ 29 og dagpengelovens § 19 a samtidig.

79


Ankestyrelsen fandt således, at ansøger havde ret til at vælge, hvorvidt ansøger i perioden fra den 6.

oktober 1998 til den 19. april 1999 ønskede at få tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 eller

dagpenge efter dagpengelovens § 19 a. I det omfang ansøger valgte at få tabt arbejdsfortjeneste,

skulle der imidlertid ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste foretages fradrag for de tidligere

udbetalte dagpenge, som ansøger havde modtaget i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19.

april 1999.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik servicelovens §§ 28 og

29.

5.1.13 SM C-3-02

Resumé:

Betaling af salgsomkostninger ved salg af hidtidige bolig i forbindelse med et boligskift på grund af

et handicappet barn var en merudgift ved forsørgelsen og ikke en anskaffelsesudgift.

Der kunne ikke lægges vægt på, at der ved salget af ejerboligen fremkom et større overskud. Der

kunne heller ikke lægges vægt på, at familiens fremtidige boligudgifter blev mindre. Bestemmelsen

om merudgifter ved forsørgelsen er uafhængig af ansøgerens indtægts- og formueforhold.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie, der søgte om dækning af merudgifter ved et boligskift fra en ejerbolig

til en lejebolig. Boligskiftet var nødvendigt af hensyn til ansøgernes handicappede søn. Sønnen

havde en medfødt eller erhvervet virussygdom, der angreb centralnervesystemet. Han sad i kørestol,

og kunne gå kortere afstande ved hjælp af rolator. Familien boede i en 4-værelses ejerlejlighed,

beliggende på 2. sal uden elevator. Det kunne ikke lade sig gøre at installere trappelift med eldøråbning,

således at forældrene ikke skulle bære/støtte sønnen i at komme på 2. sal.

En ejendomsmægler havde skønsmæssigt vurderet, at der ville fremkomme et kontant overskud ved

salget af familiens ejerbolig på ca. 338.000 kr., når alle udgifter var betalt. Det fremgik af sagen, at

omkostningerne ved salget af ejerboligen i alt udgjorde 79.256 kr. hvortil kom udgifter vedrørende

en garantistillelse på i alt 2.700 kr. Det vil sige i alt 81.956 kr. Kommunen vurderede, at med et

overskud på 338.000 kr. ved salget af familiens hidtidige bolig, og en fremtidig månedlig huslejereduktion

på 949 kr. kunne udgifterne ikke dækkes i henhold til servicelovens § 28. Kommunen traf

derfor afgørelse om, at indskuddet i lejeboligen samt salgsomkostningerne i forbindelse med salget

af ejerlejligheden skulle udredes af overskuddet ved salget.

Kommunen bevilgede en måneds husleje i h.t. servicelovens § 28, idet familien fik en måned med

dobbelthusleje inden ejerboligen blev solgt. Kommunen betalte desuden for flytningen 11.250 kr.

samt 17.750 kr. til gardiner i lejeboligen, idet gardinerne fra den tidligere bolig ikke kunne anvendes.

Ansøgerne klagede over afslaget på betaling af omkostningerne ved salg af ejerboligen. De anførte

blandt andet, at årsagen til at familien skulle flytte ene og alene skyldtes sønnens handicap.

80


Nævnet fandt, at ansøgerne havde ret til dækning af samtlige salgsomkostninger i forbindelse med

salg af ejerlejlighed og flytning til lejebolig, jf. servicelovens § 102, stk. 2.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at flytningen var nødvendig af hensyn til sønnen, idet det ikke

havde været muligt at indrette ejerlejligheden hensigtsmæssigt. Nævnet lagde til grund, at familien

på grund af sønnens handicap tilhørte personkredsen for bestemmelsen, ligesom nævnet fandt,

at det ikke af forarbejderne til serviceloven fremgår, at der med lovændringen var tiltænkt nogen

ændring af målgruppen. Nævnet fandt således, at ansøgerne uagtet vejledningens punkt 128, havde

ret til dækning af salgsomkostninger, jf. herved også SM O-108-94.

Kommunen indbragte sagen for Ankestyrelsen med henblik på en nærmere afklaring af punkt 128 i

Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Det er heri anført,

at i tilfælde hvor der flyttes fra en ejerbolig til en lejebolig, kan udgifter ved salg af ejendommen

og indskud i lejligheden modregnes i et eventuelt overskud ved salg af ejendommen.

Kommunen var opmærksom på SM O-108-94, men fastholdt, at ressortministeriet som en del af sit

regelforberedende arbejde til folketinget, må have lagt denne vurdering til grund, da den var anført i

vejledningen fra samme ministerium. At fortolkningen strider mod SM O-108-94, kan forklares ved

at afgørelsen heri også rummer andre aspekter. Kommunen påpegede desuden, at ministeriet havde

udsendt sin vejledning senere end SM´ens fremkomst.

Sagen blev behandlet i principielt mød med henblik på afklaring af dækning af salgsomkostninger,

når man flytter fra en ejerbolig til lejebolig, og ejerboligen sælges med et nettooverskud, jf. servicelovens

§ 102, stk. 2. Sagen er i øvrigt behandlet som supplement til SM O-108-94.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne havde ret til betaling af salgsomkostningerne på 81.956 kr. i forbindelse

med salget af deres hidtidige ejerlejlighed, i medfør af reglen i servicelovens § 28, stk. 1

om merudgifter.

Begrundelsen var, at der fandtes at være tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et

handicappet barn i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der er hjemmel i servicelovens § 102, stk. 2 til at afholde udgifter vedrørende

salg af familiens tidligere bolig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at servicelovens § 102, stk. 2 efter sit indhold og ordlyden af

bestemmelsen omhandler støtte til anskaffelsen af en anden bolig.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om hjælp til betaling af salgsomkostningerne i forbindelse med

salget af ansøgernes tidligere bolig skulle afgøres efter servicelovens § 28 om nødvendige merudgifter

ved forsørgelsen i hjemmet af et handicappet barn under 18 år.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var nødvendigt for familien at flytte på grund af det

handicappede barn. Det var dermed nødvendigt for familien at sælge deres hidtidige bolig med deraf

følgende udgifter.

81


Det følger af kompensationsprincippet, at familien ikke skal have merudgifter som følge af forsørgelsen

i hjemmet af et mindreårigt handicappet barn.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der ved denne vurdering kunne lægges vægt på hverken størrelsen af

salgsprovenuet eller den omstændighed at familiens fremtidige boligudgifter ville være mindre end

tidligere.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at hjælp efter servicelovens § 28 er uafhængig af ansøgernes

indkomst- og formueforhold.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.14 SM C-6-02

Resumé:

Ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen.

Der var ikke tale om anskaffelsesudgifter til en anden bolig. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden

og forarbejderne til bestemmelsen om hjælp til betaling af anskaffelsesudgifter. Ankestyrelsen

fandt, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 48 årig ansøger, der var lammet fra brystbenet og nedefter som følge af en

blødning i rygmarven i august 2000. Han boede med sin ægtefælle i eget hus, som var en ældre, toplans

villa med mange trapper. Der var blandt andet 11 trin ved fordøren. Både den udvendige og

den indvendige trappe var stejl og smal. Kommunen konstaterede ved et hjemmebesøg, at det ville

være umuligt at gøre huset egnet til en kørestolsbruger. Stue, køkken og soveværelse lå på øverste

etage. Ægteparret blev tilbudt en 3-værelses lejelejlighed, som med ganske få ændringer vurderedes

at være velegnet til en kørestolsbruger. Ægteparret overtog lejligheden pr. 1. oktober 2000, og ægteparrets

ejerbolig blev sat til salg.

Kommunen traf afgørelse om, at betale indskud til lejeboligen ialt 18.100 kr., således at beløbet

skulle tilbagebetales ved salg af ejerboligen, ved et evt. provenue. Derudover bevilgede kommunen

boligudgifter på ejerboligen fra 1. oktober 2000 og indtil huset blev solgt. Endelig bevilgede kommunen

eventuelle merudgifter til huslejen, hvis det skulle vise sig, at den fremtidige nettohusleje

blev større end den hidtidige.

Kommunen beskrev i et notat retningslinierne om tilbagebetaling af indskud. Det fremgik, at der de

første 20 måneder ikke fandt opsparing sted, dvs ved evt. fraflytning indenfor denne periode skulle

lejeren betale den fulde istandsætningsudgift. Derefter fandt der en opsparing sted på 1% pr. måned.

Det betød, at der efter 20 måneder + 100 måneder skulle betales O kr. af istandsætningsudgiften.

Indskuddet ville altså blive udbetalt, hvis lejeren blev boende i 10 år eller mere.

Nævnet pålagde kommunen at frafalde kravet om tilbagebetaling af indskud bevilget i medfør af

servicelovens § 102, stk. 2.

82


Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr.121 af 19.

februar 1998 ses at være fastsat lovhjemmel til at kræve tilbagebetaling af indskud til lejebolig.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at man i sin afgørelse havde lagt mest vægt på Socialministeriets

vejledning vedr. boligændringer m.v., pkt. 128, hvoraf fremgik, at "udgifter ved salg

af ejendom og indskud i lejligheden kan modregnes i et evt. overskud ved salg af ejendommen".

Kommunen påpegede, at der var et misforhold mellem bekendtgørelsen og vejledningen.

Ankestyrelsen fik telefonisk oplyst, at ansøgeren efterfølgende var tilkendt højeste førtidspension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen har

hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af indskud i lejebolig ved evt. provenue ved salg af

ejerboligen, jf. servicelovens § 102, stk. 2 og tilhørende bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998

om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig på 18.100

kr., jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. § 1 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter

servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren var lam fra brystbenet og nedefter

efter en blødning i rygmarven. Han var permanent kørestolsbruger.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren først var tilkendt højeste førtidspension den 1.

juni 2001. Han var derfor ikke omfattet af undtagelsen i § 84, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om betaling af indskuddet i den anviste lejebolig, skulle afgøres

i medfør af servicelovens § 84 om merudgifter ved forsørgelsen og ikke i medfør af servicelovens §

102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at indskud i en lejebolig er en anskaffelsesudgift, men derimod en

sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens § 102, stk. 2 første punktum, hvorefter der

kan ydes hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Det er en betingelse for denne

hjælp, at der ikke kan anvises en anden bolig, der dækker ansøgerens behov, jf. servicelovens § 102,

stk. 2, 2. punktum.

Ankestyrelsen fandt at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelsen af en ejerbolig.

Såfremt der kan anvises en egnet bolig, kan man slet ikke få hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt at en anvist bolig vedrører en lejebolig.

Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til reglerne

i serviceloven om nødvendige merudgifter.

83


Ankestyrelsen lagde udover ordlyden af bestemmelsen vægt på forarbejderne til servicelovens §

102, stk. 2 hvoraf fremgår, at hjælp til anskaffelse af egen bolig med servicelovens ikrafttræden

skulle kunne ydes efter reglerne om boligindretning. Det er anført, at der derved også var skabt

hjemmel til at kræve tilbagebetaling af lån ydet til anskaffelse af en bolig efter servicelovens § 102,

stk. 2 og sikre det tilbagebetalingspligtige beløb ved pant i ejendommen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.15 SM C-17-02

Resumé:

Udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne ikke anses for at være en nødvendig merudgift

ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år.

Ankestyrelsen lagde vægt på praksis og lovens forarbejder, hvorefter der skal være tale om egentlige

forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet, som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring

m.v.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om et indgreb af behandlingsmæssig karakter

og at udgifter til behandling falder udenfor servicelovens bestemmelse om merudgifter.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at der kunne bevilges hjælp til dækning af udgifterne efter reglerne

om hjælpemidler.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de ansøgte tatoveringer ikke var omfattet af hjælpemiddeldefinitionen,

idet der ikke var tale et produkt, der var fremstillet med henblik på, at afhjælpe en fysisk eller

psykisk funktionsnedsættelse.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 17-årig pige, som siden 2-års alderen havde lidt af en nyresygdom. Det var

oplyst, at hun grundet nyresygdommen var i fast medicinsk behandling. Pigen havde gennem de

sidste år udviklet pletskaldethed, hvilket muligvis måtte tilskrives den defekt pigen havde i sit immunsystem,

som også gav hende nyresygdommen. På ansøgningstidspunktet havde pigen hverken

øjen-, øjenbryns- eller hovedhår.

Sygehuset indgav herefter på forældrenes vegne ansøgning til kommunen om dækning af udgifter

til indkøb af ansigts make-up.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om indkøb af ansigts make-up efter servicelovens § 97.

Ansøger påklagede i samarbejde med sygehuset kommunens afslag til det sociale nævn. I et bilag til

klagen var der bl.a. henvist til en kosmetolog, som kunne tatovere øjenbryn og øjenvipper.

Kommunen genvurderede sagen og fastholdt afslaget. Kommunen henviste samtidig til, at der i øvrigt

ikke var hjemmel til at bevilge støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens

§ 97.

84


Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på støtte til køb af ansigts make-up efter

servicelovens § 97.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at servicelovens § 97 alene ses at indeholde hjemmel til at

bevilge hjælp til hudpræparater til at skjule stærkt skæmmende modermærker og ardannelse på hoved

og hals, samt til hudbeskyttende cremer til anvendelse på hoved og hals efter hudtransplantationer

eller forbrændinger.

Nævnet besluttede imidlertidig samtidig at hjemvise sagen til kommunen til fornyet behandling og

afgørelse af, om der eventuelt kunne ydes hjælp til det ansøgte i henhold til lov om social service §

28.

Forud for kommunens fornyede vurdering af sagen indhentede kommunen en udtalelse fra kommunes

lægekonsulent, som bl.a. oplyste, at den ansøgte tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne foregå

på sygehuset, men at der ofte var 3-5 års ventetid. Ventetiden skyldtes økonomi.

Kommunen gav herefter afslag på ansøgning om støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter

servicelovens § 28.

Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at lægehenvist behandling hos kosmetolog ikke kunne

betragtes som en merudgift ved forsørgelsen.

Kommunen gav samtidig afslag på at yde hjælp efter aktivlovens § 82 og lagde herved vægt på, at

ansøger, ifølge ansøgers egne oplysninger, var i besiddelse af en væsentlig formue og derfor selv

havde mulighed for at afholde udgiften.

Ansøger påklagede kommunens afslag til det sociale nævn.

Det sociale nævnt fandt, at ansøger var berettiget til hjælp til behandlingen - tatovering af øjenbryn

og øjenvipper hos kosmetolog - efter servicelovens § 28, som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen

af et handicappet barn i hjemmet.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke var mulighed for at behandle ansøgers datters lidelse

i offentligt regie.

Nævnet fandt herefter på baggrund af de lægelige oplysninger, at behandlingen hos kosmetolog var

nødvendig og velbegrundet. Nævnet lagde herved vægt på lidelsens sværhedsgrad samt de psykiske

belastninger, som lidelsen havde og måtte forventes at medføre.

Nævnet fandt endvidere, at lidelsen var en følge af datterens sygdom, der var beskrevet som alvorlig

og kronisk. Det var i denne forbindelse ikke afgørende om hårtabet var en følge af den primære

lidelse eller af den medicinske behandling herfor.

Det blev bemærket, at hjælp efter § 28 til merudgifter ved forsørgelse af et handicappet barn i

hjemmet er uafhængig af indkomst. Hjælp til merudgifter i forbindelse med nødvendig behandling

som følge af handicappet, der ikke kan ydes i offentligt regi, skulle således i alle tilfælde vurderes

efter servicelovens § 28 og ikke efter aktivlovens § 82.

Nævnet havde afslutningsvist anført, at de var opmærksom på Socialministeriets vejledning af 5.

85


marts 1998, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til behandling. Denne begrænsning forudsatte dog

iflg. nævnet, at der var mulighed for at yde hjælp indenfor det offentlige behandlingssystem, jf. vejledningens

pkt. 85.

I ansøgers klage til Ankestyrelsen var der bl.a. henvist til, at det ønskedes afklaret, hvorvidt udgifterne

til tatovering henhørte under servicelovens § 28 eller § 97. Eventuelt således at udgifterne blev

dækket efter servicelovens § 28 indtil ansøgers datter fyldte 18 år, hvorefter udgifterne blev dækket

efter servicelovens § 97.

Ansøger havde endvidere oplyst, at ansøger gennem foreningen Alopecia Areata var blevet bekendt

med, at der er store variationer i kommunernes tolkning af, hvorvidt dækning af udgifter til tatovering

af øjenbryn og øjenvipper falder ind under § 97.

Kommunen havde i sin klage bl.a. anført, at der ønskedes en afklaring af i hvilket omfang en nødvendig

behandlingsudgift som følge af handicappet, til børn skulle vurderes i henhold til servicelovens

§ 28 eller aktivlovens § 82.

Der var i forlængelse heraf henvist til Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, pkt. 85, hvorefter

behandlingsudgifter til handicappede børn kan ydes efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen var i den forbindelse ikke enig med nævnet i udlægningen af vejledningens pkt. 85,

hvorefter begrænsningen for at yde hjælp til behandling skulle forudsætte mulighed for at yde hjælp

indenfor det offentlige behandlingssystem.

Nævnet sendte efterfølgende supplerende bemærkninger til sagen.

Nævnet havde herefter i forhold til det af kommunen anførte om, at hjælpen skulle være ydet efter

aktivlovens § 82, bemærket at dette ville betyde et brud på princippet om, at hjælp til udgifter ved

forsørgelsen af handicappede børn skal være uafhængig af forældrenes indkomst.

Nævnet fandt derfor at hjælpen skulle ydes efter servicelovens § 28.

I forhold til Ankestyrelsens antagelsestema, havde nævnet bemærket, at nævnet ikke fandt, at der

kunne ydes hjælp efter servicelovens § 97.

Nævnet fandt herunder ikke, at hjælpen var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, hvorefter

hjælpemidlet skal afhjælpe en varig funktionsevnenedsættelse, ligesom hjælpen ikke kunne ydes

efter bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 12, hvorefter der kun ses at være hjemmel til

at bevilge hjælp til en række præcist afgrænsede hudpræparater.

Nævnet fandt således ikke, at der var tale om et hjælpemiddel i lovens forstand men derimod behandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes hjælp til

dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens § 28 om merudgifter

eller efter servicelovens § 97 om hjælpemidler.

Afgørelse:

86


Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til tatovering

af sin datters øjenbryn og øjenvipper som en merudgift efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få bevilget hjælp til dækning af

udgifter til tatovering af sin datters øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens § 97 om hjælpemidler.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de ansøgte udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper ikke

kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år,

jf. servicelovens § 28, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ifølge Ankestyrelsens praksis og lovens forarbejder (L 229)

er der tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet som f.eks. merudgifter til

diætkost, befordring, beklædning, fodtøj, vask, særligt handicaprettede kurser, legetøj, særlige cykler

m.v.

Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til tatovering af øjenbryn

og øjenvipper kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet, idet der

var tale om indgreb af behandlingsmæssig karakter. Udgifter til behandling, herunder udgifter til

behandling hos kosmetolog, falder således udenfor bestemmelsen i servicelovens § 28.

Begrundelsen var endvidere, at den ansøgte tatovering af øjenbryn og øjenvipper ikke kunne betragtes

som et hjælpemiddel, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19.

februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Det følger

heraf, at et hjælpemiddel er et produkt, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk

eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at det ansøgte i form af tatovering

af øjenbryn og øjenvipper kunne anses for at være et produkt, der var fremstillet med henblik på at

afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt det ansøgte eventuelt kunne dækkes

som en behandlingsudgift efter aktivlovens § 82 om hjælp til sygebehandling, medicin m.v.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der alene kan ydes hjælp efter aktivlovens § 82 såfremt ansøgeren

ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften. Det fremgik af kommunens journalnotat,

at ansøger var i besiddelse af formue.

Det blev afslutningsvist bemærket, at Ankestyrelsen havde noteret sig, at der i sagen forelå oplysninger

om, at den ansøgte tatovering kunne foretages på ansøgers sygehus, men at der ofte var 3-5

års ventetid.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Det blev samtidig bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden. Den støtte ansøger

havde fået bevilget i medfør af nævnets afgørelse kunne ikke kræves tilbagebetalt.

5.1.16 SM C-29-02

87


Resumé:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om hjælp efter serviceloven til træning af hjerneskadede børn

efter Doman-metoden.

Ankestyrelsen fandt i begge sager, at ansøgerne ikke var berettiget til at få hjælp efter reglerne i

serviceloven om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af børn under 18

år, til dækning af udgifter til kursus i USA, rejse t/r USA og aflastning i forbindelse med træning af

ansøgernes hjerneskadede børn efter Doman-metoden.

I den ene sag fandt Ankestyrelsen endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp efter reglerne

om hjælpemidler og forbrugsgoder i serviceloven til bord, krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til

anvendelse i forbindelse med træning af den hjerneskadede søn efter Doman-metoden.

Begrundelsen for afgørelserne var, at de ansøgte udgifter vedrørte behandling og at der ikke kan

ydes hjælp til behandlingsudgifter/-redskaber efter serviceloven.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelserne vægt på, at Doman-metodens formål, ifølge Sundhedsstyrelsens

beskrivelse, er at optræne dele af hjernefunktionen således, at den raske del af hjernen kan løse

andre opgaver end den egentlig er struktureret til. Der er således tale om en psykologisk og fysisk

optræning samt behandling.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at træning, efter Doman-metoden, efter Ankestyrelsens

vurdering, indebærer en fysisk indgribende optræning, idet træningen, ifølge Sundhedsstyrelsens

beskrivelse, omfatter fysisk manipulation af barnets bevægeapparat og indåndingsøvelser med anvendelse

af maske eller plasticpose.

Det indgik endelig i Ankestyrelsens vurdering, at Sundhedsstyrelsen ikke ud fra en bred sundhedsfaglig

vurdering kunne støtte genoptræning efter Doman-metoden.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at såfremt de ansøgte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA

ikke blev betragtet som behandlingsudgifter, ville de alligevel ikke kunne dækkes efter serviceloven.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der, ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om hjælp under

midlertidige ophold i udlandet, alene i særlige tilfælde efter en konkret vurdering, kan ydes tilskud

til dækning af ekstraomkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at de aktuelle afgørelser ikke var til hinder for, at ansøgerne i

øvrigt kunne få bevilget aflastning i henhold til reglerne herom i serviceloven, såfremt betingelserne

herfor var opfyldt. De aktuelle afgørelser vedrørte således alene den hjælp der relaterede sig til Doman-træningen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som havde udviklet hjerneskade og epilepsi.

Drengens forældre søgte kommunen om økonomisk støtte til dækning af de udgifter, der var forbundet

med at genoptræne drengen efter Doman-metoden. Ansøgningen vedrørte støtte i form af

tabt arbejdsfortjeneste i 6 måneder, tilskud til afholdelse af kursusafgifter/flybilletter til USA, an-

88


sættelse af medhjælpere til genoptræning (ugentlig aflastning ca. 18 timer) og hjælpemidler i form

af bord, krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til genoptræning.

I ansøgningen var der udarbejdet en kort redegørelse for Doman-metoden. Det fremgik bl.a. heraf,

at Doman-metoden tog udgangspunkt i, at den udvikling et raskt barn naturligt gennemlever, tillige

skulle gennemleves af et hjerneskadet barn. Det ville f.eks. sige, at barnet skulle kunne krybe og

kravle korrekt før det kunne gå med et korrekt krydsmønster. Træningen omfattede således massiv

fysisk træning.

Foruden den fysiske træning skulle der ske en forbedring af tilførelsen af ilt til hjernen, hvilket skete

i form af kontrolleret indånding af egen kuldioxid (masking=indånding af luft samtidig med at

hovedet var omsluttet af en pose med et lille hul).

Ifølge Doman-metoden ansås hjernen for at være en muskel, der voksede når den blev brugt. Samtidig

ansås hjerneskade ikke at have noget til fælles med intelligens. Dette var bl.a. "bevist" ved at

mange af de hjerneskadede børn, der deltog i et læseprogram, kom til at læse mange gange hurtigere

end et gennemsnitsbarn.

Det var anført, at forældrene i opstartsfasen skulle anvende 6-8 timer effektivt pr. dag på programmet.

Efterfølgende ville der formodentlig blive tale om yderligere optræning.

Kommunen bevilgede tabt arbejdsfortjeneste svarende til 37 timer ugentligt i 6 måneder. Ved en

senere afgørelse fik ansøger endvidere bevilget et beløb til dækning af merudgifter, herunder 3 timers

ugentlig aflastning. Merudgiftsbevillingen vedrørte ikke ansøgningen om udgifter i forbindelse

med anvendelse af Doman-metoden.

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen vedrørende Doman indhentede kommunen yderligere

oplysninger i form af journaloplysninger fra det behandlende sygehus. Det fremgik bl.a. heraf,

at barnet tidligere havde haft et forløb på et specialsygehus, men at ansøger havde fravalgt dette tilbud

og istedet været på kursus i USA hos Glenn Doman. Det var herefter oplyst, at Doman-metoden

opstod i ca. 1960 og at der aldrig havde været lavet en kontrolleret undersøgelse af effekten af træningsformen.

Senest havde man således i "American Acedemy of Pediatrics" drøftet anvendelse af

patterning (masking=vejrtrækningsøvelser). Man havde i denne gruppe været forbeholden overfor

tankegangen, der lå til grund for Doman-princippet. Man mente således, at det var en ikke dateret

tankegang og behandlingsform uden påvist effekt. Det var herefter anført, at det generelt altid ville

have en positiv effekt hvis man ydede et handicappet barn megen kontakt og træning. Det var imidlertid

vigtigt at være opmærksom på, at man ikke skulle pålægge familien store samvittighedskvaler,

økonomiske udgifter m.v., som kunne ødelægge de almindelige familiære relationer og væksten

af udviklingen for andre børn.

Den behandlende læge på sygehuset kunne af disse anførte grunde ikke anbefale et fuldt Domanprincip

og henholdt sig derfor til, hvad man generelt mente om behandlingen i USA.

Kommunen gav efterfølgende afslag på det ansøgte i form af betaling af kurususafgift, rejseudgifter,

ophold i USA, hjælpemidler og hjælpere til optræningsprogrammet efter servicelovens § 28 og

§§ 97 og 98.

Kommunen fandt således ud fra en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger ikke, at

der kunne ydes hjælp til det ansøgte.

89


I forhold til ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste henviste kommunen til den tidligere trufne afgørelse

om hjælp til tabt arbejdsfortjeneste i 6 måneder.

Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at de ansøgte udgifter relaterede sig til behandling under

sygehusvæsenet, hvorfor der ikke er hjemmel efter servicelovens bestemmelser.

Hjælpemidler/merudgifter til bord, krybe-/kravlemåtte, bøger m.v. kunne ikke anses for at være

nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet i henhold til servicelovens § 28, men var derimod

behandlingsredskaber.

Kommunen oplyste i afgørelsen, at det ansøgte tillige var vurderet efter lovgivningen om hjælpemidler,

§§ 97 og 98 i serviceloven. I betragtning af, at de ansøgte hjælpemidler skulle anvendes ved

træning/sygebehandling og dermed anvendes som træningsredskaber kunne de imidlertid ikke bevilges

via §§ 97 og 98.

Hjælpere til optræningsprogrammet vurderedes ikke at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen

i hjemmet i henhold til servicelovens § 28, idet der var tale om genoptræning/behandling. Behandling

er ikke omfattet af servicelovens § 28.

Kommunen gjorde afslutningsvist opmærksom på, at ansøger kunne rette henvendelse til Arbejdsmarkedsafdelingen

med henblik på en konkret vurdering efter aktivlovens § 82. Det blev samtidig

oplyst, at eventuelle ydelser efter aktivlovens § 82 beror på en økonomisk vurdering, hvorfor der

var vedlagt et ansøgningsskema.

Kommunen gjorde endvidere opmærksom på kommunens tilbud om ergoterapeutisk konsulentbistand

og muligheden for vederlagsfri fysioterapi.

Ansøger påklagede efterfølgende kommunens afslag.

Det fremgik bl.a. af klagen, at ansøger var bekendt med, at en afgørelse af denne karakter ville kunne

træffes ud fra serviceloven samt vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap -

punkt 85 eller en kombination af servicelovens § 32 og vejledningens punkt 40, 66, 67 og 79. Der

var endvidere henvist til SM 0-43-99.

Det var herefter anført, at der i hele sønnens sygdomsforløb kun havde været anvendt en behandlingsform

- nemlig den medicinske. Denne behandlingsform havde imidlertid ikke været en succes.

Sønnen havde således anvendt et utal af medicinpræparater samt kombinationer heraf. I bedste fald

havde de ingen effekt og i værste fald var de forbundet med mange bivirkninger. Efter sønnens tilbagefald

og ikke mindst kraftige medicinering i sommeren 2000 mistede han størstedelen af funktionaliteterne

i venstre arm samt evnen til at stå og gå selv.

I henhold til pkt. 40 i vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap er formålet med

bestemmelsen "..at hindre at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre og mere alvorlige

følger.". I efteråret 2000 blev sønnen tilset af en børneergoterapeut hver 14. dag gennem godt 3

måneder - altså i alt 7-8 timer. I december 2000 meddelte ergoterapeuten imidlertid, at hun ikke

længere kunne afse samme timesats i fremtiden og det til trods for drengens nedsatte markante

lammelse. Alle de, der havde med genoptræning af hjerneskadede børn at gøre, havde anført, at

netop intensiv genoptræning var særdeles virksom. En sådan intensiv genoptræning var imidlertid

90


hidtil ikke blevet tilbudt. Ansøger så derfor ingen anden løsning end at tage på kursus i USA for at

være i stand til at få bedre forståelse for sønnens funktionsnedsættelser.

Ansøger havde herefter oplyst, at sønnen på tidspunktet for klagens indgivelse havde været på genoptræningsprogrammet

(Doman) i 16 uger og at der allerede på dette tidspunkt var indtrådt meget

tydelige fremskridt.

I forhold til spørgsmålet om aflastning henviste ansøger til servicelovens § 72, hvorefter kommunen

har pligt til at sørge for tilbud om aflastning til forældre, der passer en person med nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne". Der var i forlængelse heraf henvist til en udtalelse fra en overlæge på

det behandlende sygehus, som ligeledes vurderede, at der var behov for maksimal hjælp.

Ansøger sendte efterfølgende supplerende oplysninger til nævnet. Som bilag til brevet vedlagde ansøger

bl.a. et brev og notat fra en anden kommune, som havde givet støtte til Doman-træningen efter

servicelovens §§ 28, 97 og 98.

Ansøger vedlagde endvidere en udtalelse fra ansøgers egen læge, som støttede det iværksatte Doman-genoptræningsprogram.

Nævnet modtog under sagens behandling kopi af et brev af 6. august 2001 fra Socialministeriet til

en anden kommune og notat af 7. august 2001 (revideret udgave af oprindeligt notat af 5. juli 2001)

fra Sundhedsstyrelsen vedrørende den sundhedsfaglige vurdering af DOMAN-behandlingsmetoden.

Socialministeriets havde i sin udtalelse af 6. august 2001 inddraget oplysningerne i udtalelsen fra

Sundhedsstyrelsen.

Socialministeriet havde bl.a. anført, at ".. Træning efter metoden må således i vidt omfang kunne

betragtes som behandling, hvortil udgifterne altså ikke kan dækkes efter § 28. Socialministeriet har

ikke mulighed for at vurdere, hvor stor en del der evt. kan anses for ikke at være behandling. Ved

vurderingen af om der kan ydes støtte efter servicelovens §§ 28 og 29 skal kommunen i de enkelte

tilfælde foretage en konkret vurdering af familiens situation som grundlag for at afgøre ansøgningen

om støtte, og en ansøgning kan ikke afvises, uden at sagen realitetsbehandles. Kommunen er ikke

forpligtet til at yde støtte efter §§ 28 og 29, hvis kommunen vurderer, at barnets eller den unges behov

bedre varetages i fx. specialdagtilbud eller ved andre former for støtte ..." Det var herefter anført,

at ".. det er ikke i sig selv af betydning for at yde støtte efter servicelovens § 28 om merudgifterne

stammer fra forældrenes optræning af barnet efter en metode, som ikke er anerkendt som behandlingsmetode,

men kommunen bør ved sin behandling af den konkrete ansøgning vurdere, om

den konkrete indsats tilrettelægges, så den i hvert fald ikke er i modstrid med den generelle formålsbestemmelse

i lovens § 4..."

Det fremgik bl.a. af Sundhedsstyrelsens notat, at der ikke, efter Sundhedsstyrelsens vurdering, var

dokumentation for teorier og behandlingseffekt vedrørende Doman-metoden, ligesom styrelsen

havde bekymringer over metodens tilsidesættelse af generelle principper, såsom hensyn til barnets

motivation, sociale udvikling og medbestemmelse som grundlæggende forudsætninger i et optræningsforløb

og den bestående risiko for svære belastninger af familien, social isolation og evt. omsorgssvigt

i forhold til søskende. Sundhedsstyrelsen kunne således ikke ud fra en bred sundhedsfaglig

vurdering støtte genoptræning efter Doman-metoden.

Ansøger sendte efterfølgende supplerende oplysninger til nævnet og vedlagde bl.a. Socialministerens

svar af 4. september 2001 til et folketingsmedlem.

91


Det fremgik bl.a. af Socialministerens svar af 4. september 2001, at "..Den konkrete vurdering af,

om betingelserne for at opnå støtte efter §§ 28 og 29 er opfyldt, foretages af kommunen. Socialministeriets

vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap giver en vejledende - men ikke

udtømmende - opremsning af, hvilke konkrete merudgifter, der kan dækkes efter § 28. Det fremgår

af vejledningens pkt. 85, at der ikke kan ydes støtte til behandling, herunder sansemotorisk træning.

Med denne begrænsning er der dog som tidligere nævnt ikke, efter Socialministeriets opfattelse

noget til hinder for at, at en kommune efter en konkret vurdering kan yde støtte efter servicelovens

§§ 28 og 29 til forældre, der behandler og træner deres børn efter Doman-metoden..."

Nævnet fandt, at der ikke kunne bevilges hjælp til dækning af udgifter til Doman-metoden efter servicelovens

§ 28, idet de ansøgte udgifter vedrørte behandling.

Nævnet lagde herved vægt på, at der, i følge Ankestyrelsens praksis, ikke ydes støtte til behandling

efter servicelovens § 28, idet hjælp til behandling af børn og unge med nedsat funktionsevne forudsættes

afholdt af sygehusvæsenet. Der blev i den forbindelse henvist til punkt 85 i Socialministeriets

vejledning.

Ved vurderingen af om der er tale om behandlingsudgifter, lagde nævnet vægt på de i sagen foreliggende

oplysninger om Doman-metoden, herunder at metoden tog udgangspunkt i behandlingen

af selve hjerneskaden.

Med hensyn til ansøgningen om hjælpemidler, bord, krybe-/kravlemåtte mv. var nævnet enig i

kommunens afslag, der var begrundet i, at der var tale om behandlingsredskaber.

Nævnet havde ligeledes henvist til Ankestyrelsens praksis og Indenrigsministeriets cirkulære af 20.

februar 1975 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

Af de anførte grunde var nævnet også enig med kommunen for såvidt angik afslaget på at bevilge

en hjælper til træningsprogrammet.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at nævnet ikke havde taget særskilt stilling til dækning

af udgifter til kursus af 10.500 kr., rejse t/r USA 8.900 kr. og ophold 2.700 kr.

Der var endvidere henvist til Ankestyrelsens afgørelse refereret i SM 0-43-99, hvor Ankestyrelsen

fandt, at der kunne ydes økonomisk støtte til deltagelse i et Petø-kursus. Ankestyrelsen lagde vægt

på, at et Petø-kursus var specielt tilrettelagt til forældre med fysisk handicappede børn, og at et sådant

kursus måtte antages at have væsentlig betydning for fremme af barnets funktionsniveau og

selvhjulpenhed i dagligdagen.

Ansøger havde i forlængelse heraf anført, at Doman-kurset ligeledes var specielt tilrettelagt til forældre

med fysisk handicappede børn, og at kurset måtte antages at have væsentlig betydning for

fremme af barnets funktionsniveau og selvhjulpenhed i dagligdagen.

Ansøger havde endelig henvist til udtalelsen fra ansøgers egen læge, hvori det var anført, at der ikke

fandtes andre offentlige behandlingstilbud til sønnen.

Nævnet fastholdt afgørelsen ved sagens oversendelse til Ankestyrelsen.

92


Nævnet oplyste dog samtidig, at det fremgik af nævnets afgørelse, at nævnet fandt, at "de udgifter

der søges dækket.." vedrørte behandlingen af barnet, og at der derfor ikke var hjemmel i servicelovens

§ 28 til at bevilge udgifterne.

Nævnet havde endvidere bemærket, at udgifterne til kursus samt rejse til ophold i USA også vedrørte

behandlingen af barnet.

Nævnet havde endelig bemærket, at udtalelsen fra ansøgers egen læge ikke indeholdt oplysninger,

der gav nævnet anledning til at ændre eller genoptage sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes hjælp til

dækning af udgifter efter servicelovens § 28 til optræning af en hjerneskadet dreng efter Domanmetoden.

Endvidere blev sagen behandlet for at tage stilling til, hvorvidt der kan ydes støtte til bord,

krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til brug ved træning efter Doman-metoden efter servicelovens §§ 97

og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af de ansøgte udgifter

til kursus i USA, rejse t/r USA, ophold i USA og hjælpere i forbindelse med træning af ansøgers

hjerneskadede søn efter Doman-metoden, som merudgifter efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få bevilget bord, krybe-/ kravlemåtte,

bøger mv. til anvendelse i forbindelse med træning af sønnen efter Doman-metoden, efter

reglerne i servicelovens §§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder.

Begrundelsen for afgørelsen var, at de ansøgte udgifter vedrørte behandling og at der ikke kan ydes

hjælp til behandlingsudgifter/-redskaber efter servicelovens § 28 om merudgifter og servicelovens

§§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at grundtanken bag Doman-metoden, ifølge Sundhedsstyrelsens

notat af 7. august 2001 vedrørende sundhedsfaglig vurdering af Domanbehandlingsmetoden,

er at de raske hjerneceller kan stimuleres til at overtage funktionen for døde

eller beskadigede hjerneceller. De raske hjerneceller vil således ved hjælp af træning kunne tage

over og kompensere for de beskadigede hjerneceller. Træningen tager derfor sigte på alene at behandle

selve hjerneskaden.

Træning efter Doman-metoden omfattede, ifølge Sundhedsstyrelsens notat, såvel intellektuel som

fysisk stimulation og forudsættes kombineret med en særlig kostplan. Den intellektuelle stimulation

foregår ved at den voksne kommunikerer med barnet via visuelle eller audiotive stimuli. Den fysiske

stimulation foregår - afhængig af barnets udviklingsniveau - ved at barnet kravler, bevæger sig

ved hjælp af forskellige hjælpemidler og ved "pattering". "Pattering" er serier af bestemte bevægelser,

som behandlerne rytmisk udfører med barnets ben, arme og hoved. Barnet må ikke selv være

aktiv under "pattering". Træningen omfatter herudover en øvelse som kaldtes "masking". Formålet

med "masking" er at øge ilt-tilbuddet og hjernens gennemblødning. "Masking" indebærer, at barnet

trækker vejret i en maske ca. 1 minut hvert 6 minut 60 til 100 gange dagligt. Endvidere iføres barnet

en såkaldt respirationsvest, som via en maskine trækker sig sammen i takt med barnets vejrtrækning.

Det var oplyst, at den daglige træning er meget intensiv og ressourcekrævende og at et dagsprogram

ofte har en varighed på 8-10 timer.

93


Ansøger havde i et bilag til ansøgningen tillige redegjort for Doman-metoden. Ansøger havde i sin

beskrivelse redegjort for "pattering", "masking" og den intellektuelle stimulation. Ansøger havde i

den forbindelse anført, at "masking" blev udført med en hullet plasticpose som blev anbragt over

barnets hoved. Ansøger havde endvidere oplyst, at sønnen skulle trænes 4-6 timer dagligt - 7 dage

om ugen.

Ankestyrelsen fandt, på baggrund af en lægelig vurdering, at træning efter Doman-metoden måtte

anses for at være behandling. De ansøgte udgifter til kursus i USA, rejse t/r USA, ophold i USA,

hjælpere, bord, krybe-kravlemåtte mv. relaterede sig, i følge oplysningerne i ansøgningen, til træning

efter Doman-metoden. Ankestyrelsen fandt herefter, at de ansøgte udgifter måtte betragtes som

henholdsvis behandlingsudgifter og behandlingsredskaber, hvortil der ikke kan ydes hjælp efter serviceloven.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at Doman-metodens formål, i følge ovennævnte beskrivelser,

er at optræne dele af hjernefunktionen således, at den raske del af hjernen kan løse andre

opgaver end den egentlig var struktureret til. Der var således, efter Ankestyrelsens vurdering, tale

om en psykologisk og fysisk optræning samt behandling.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at træning efter Doman-metoden, efter Ankestyrelsen vurdering,

indebar en fysisk indgribende optræning, idet træningen, ifølge de foreliggende oplysninger,

omfatter fysisk manipulation af barnets bevægeapparat og indåndingsøvelser med anvendelse af

maske eller plasticpose. Det indgik endvidere i Ankestyrelsens vurdering, at det ifølge Sundhedsstyrelsens

notat, er forudsat, at de personer, der varetager Doman-træningen, har fået instruktion om

træningsmetoden forud for træningen. Det var i forlængelse heraf oplyst, at barn og forældre efter

træningens opstart skulle rejse til Doman-instituttet i USA 2 gange årligt for at blive udviklingsvurderet

og få nye behandlingsinstruktioner.

Det indgik endelig i Ankestyrelsens vurdering, at Sundhedsstyrelsen ikke ud fra en bred sundhedsfaglig

vurdering kunne støtte genoptræning efter Doman-metoden. Sundhedsstyrelsen havde således

i notatet af 7. august 2001 vedrørende den sundhedsfaglige vurdering af Doman-behandlingsmetoden

bl.a. henvist til den manglende videnskabelige dokumentation for behandlingseffekten, ligesom

Sundhedsstyrelsen havde bekymringer over metodens tilsidesættelse af generelle principper, såsom

hensyn til barnets motivation, sociale udvikling og medbestemmelse som grundlæggende forudsætninger

i et optræningsforløb og den bestående risiko for svære belastninger af familien, social isolation

og evt. omsorgssvigt i forhold til søskende.

I forhold til de ansøgte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA bemærkede Ankestyrelsen i øvrigt,

at det følger af servicelovens § 2, jf. § 2, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af

17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under

midlertidige ophold i udlandet, at der alene i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes

tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ansøgers ophold i USA kunne ikke, på baggrund af de foreliggende oplysninger, anses for at være

et kortvarigt ferieophold. I det omfang de anførte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA ikke

blev betragtet som behandlingsudgifter ville de således alligevel ikke kunne dækkes efter serviceloven.

Ankestyrelsen tiltrådte således med ovennævnte begrundelse det sociale nævns afgørelse.

94


I forhold til det af ansøger anførte om aflastning bemærkede Ankestyrelsen, at den aktuelle afgørelse

ikke var til hinder for, at ansøger i øvrigt kunne få bevilget aflastning i henhold til reglerne herom

i servicelovens §§ 28 og 72, såfremt betingelserne herfor var opfyldt. Den aktuelle afgørelse

vedrørte således alene den hjælp, herunder aflastning, der relaterede sig til Doman-træningen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et forældrepar, som søgte kommunen om økonomisk støtte til optræning af

deres hjerneskadede søn efter Doman-metoden.

Den ansøgte hjælp omfattede tabt arbejdsfortjeneste til faderen 37 timer ugentlig, 5 timers ugentlig

tabt arbejdsfortjeneste til moderen, dækning af udgifter til rejser t/r USA, kurser i USA, materialer

samt aflastning/barnepige (dels 3 timers ugentlig aflastning/barnepige og dels ung pige i huset efter

fritvalgsordningen).

Forud for kommunens vurdering af ansøgningen havde moderen oplyst, at hun var blevet gravid og

sygemeldt indtil fødslen, hvorfor ansøgningen om de 5 timers tabt arbejdsfortjeneste bortfaldt. Moderen

ønskede dog at få bevilget den tabte arbejdsfortjeneste, når barslen var udløbet.

Kommunen bevilgede herefter de ansøgte 37 timers tabt arbejdsfortjeneste til faderen, men gav

samtidig afslag efter servicelovens § 28 på de ansøgte udgifter til rejse, kurser, materialer samt aflastning/barnepige

i forbindelse med træning af ansøgers hjerneskadede søn efter Doman-metoden.

Det videre sagsforløb, herunder beskrivelserne af Doman-metoden, lignede i øvrigt det beskrevne i

sag nr. 1, hvorfor der henvises til det anførte i sagsfremstillingen vedrørende sag nr. 1.

Det var imidlertid i denne sag oplyst, at kommunen tidligere havde givet tilladelse til at en familie

som forsøg fik hjælp efter servicelovens § 28 til træning af et hjerneskadet barn efter Domanmetoden.

Kommunen havde i forhold til forsøgstilladelsen lagt vægt på, at de udgifter der var relateret

til Doman-metoden ikke oversteg de udgifter der skulle afholdes såfremt familien havde valgt

det traditionelle forløb med tabt arbejdsfortjeneste, ophold i specialinstitution m.v.

Det var endvidere af ansøger anført, at ansøger havde kendskab til at 14 andre kommuner havde bevilget

støtte til Doman-metoden. Der var således efter ansøgers opfattelse tale om kommunal forskelsbehandling

- ikke blot mellem forskellige kommuner, men også indenfor samme kommune.

Kommunens afgørelse blev tiltrådt af nævnet, som i afgørelsen i forhold til fritvalgsordningen bemærkede,

at nævnet havde forstået ansøgningen om hjælp til barnepige, således at dette var at betragte

som en merudgift ved forsørgelsen, idet barnepigen skulle bruges til hjælp til træningen af

sønnen.

Sagen blev behandlet i et principelt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes støtte

til hjælp til dækning af udgifter efter servicelovens § 28 til optræning af en hjerneskadet dreng efter

Doman-metoden.

Afgørelse:

Der henvises til afgørelsen refereret under sag nr. 1, idet afgørelsen i sag nr. 2 havde et stortset

identisk indhold. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afslag på hjælp til Doman-metoden efter

servicelovens § 28.

95


Ankestyrelsen bemærkede i denne sag afslutningsvist, at Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til

spørgsmålet om bevilling af 5 timers ugentlig tabt arbejdsfortjeneste efter udløbet af moderens barselsorlov.

I forhold til spørgsmålet om aflastning og ansøgning om barnepige (fritvalgsordningen) bemærkede

Ankestyrelsen endvidere, at denne afgørelse ikke var til hinder for, at ansøger i øvrigt kunne få

hjælp til aflastning og tilskud til barnepige i henhold til reglerne herom i servicelovens §§ 26, 28 og

72, såfremt betingelserne for at modtage hjælpen i øvrigt var opfyldt. Den aktuelle afgørelse vedrørte

således alene den hjælp, herunder aflastning, der relaterede sig til Doman-træningen.

5.1.17 SM C-2-03

Resumé:

Udgiften til aflastning af en rask broder til et handicappet barn var ikke en nødvendig merudgift ved

forsørgelsen i hjemmet af et handicappet barn under 18 år.

Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til aflastning af den raske

søn kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder.

Behovet for aflastning kunne således ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, betragtes som en forsørgelsesudgift

tæt knyttet til broderens handicap.

Ankestyrelsen lagde vægt på praksis og lovens forarbejder, hvorefter der skal være tale om egentlige

forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til det handicappede barn, som f.eks. merudgifter til diætkost,

befordring, vask, særligt handicaprettede kurser m.v.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et forældrepar som havde 2 drenge på henholdsvis 4 og 7 år.

Det var oplyst, at den 7-årige dreng var alvorlig kontaktforstyrret, umiddelbart grænsende til det autistiske,

at han var angstpræget og havde megen fantasi omkring uhyggelige ting. Han havde ingen

kontakt til andre børn og var derfor meget isoleret. I børnehaven var drengen tilknyttet en støttepædagog

15 timer ugentligt og han havde efter undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling fået stillet

diagnosen DAMP.

Forældrene havde fået bevilget hjælp til aflastning hver anden weekend af den handicappede søn,

som havde fået konstateret DAMP.

Efter at sygehuset havde stillet diagnosen DAMP bevilgede kommunen aflastningen med tilbagevirkende

kraft med virkning fra det tidspunkt, hvor sønnen havde fået stillet diagnosen.

Forældrene indgav senere ansøgning til kommunen om at få bevilget aflastning til den raske broder

til den handicappede søn. Ansøgningen var begrundet i, at de 2 børn havde mange daglige indbyrdes

konflikter. Det handicappede barns urolige adfærd smittede således af på den raske broder, som

også blev urolig. Børnene skændtes, sloges, råbte og skreg konstant og irettesættelser hjalp ikke på

den handicappede søn. Den raske søn ville først sove ved 21-tiden og den handicappede søn sov

96


som regel først kl. 23.00. Forældrene havde derfor ikke tid til at slappe af og finde det nødvendige

overskud. Trætte og stressede forældre var ikke det børnene havde brug for.

Forældrene havde oplyst, at børnene kunne komme i aflastning hver anden weekend hver for sig.

Forældrene ville herved kunne få energi og overskud samt dyrke forholdet til hinanden, som ellers

blev meget tilsidesat. Forældrene havde samtidig anført, at der ind imellem ville kunne byttes rundt

på weekenderne således, at det ene barn var hjemme hos forældrene mens det andet barn var på aflastning.

Kommunen bevilgede aflastning til den raske søn hver anden weekend. Hjælpen blev ydet med

virkning for fremtiden.

Forældrene ansøgte herefter kommunen om at få bevilget aflastningen til den raske søn med tilbagevirkende

kraft fra det tidspunkt, hvor broderen havde fået stillet diagnosen DAMP. Forældrene

henviste til, at aflastningen til det handicappede barn var blevet bevilget med tilbagevirkende kraft

fra dette tidspunkt og at forældrene ikke tidligere havde haft kendskab til at det var muligt at få

hjælp til aflastning til den raske søn.

Kommunen gav forældrene afslag på at få bevilget aflastning til den raske søn med tilbagevirkende

kraft. I afgørelsen havde kommunen henvist til servicelovens § 28 samt resultatet af den tidligere

afgørelse om hjælp til aflastning til den raske søn. Afgørelsen indeholdt ingen begrundelse for afslaget

om tilbagevirkende kraft.

Forældrene klagede over afgørelsen og anførte bl.a., at kommunen ikke havde givet en begrundelse

for afslaget. Forældrene var i øvrigt uforstående overfor kommunens afslag, idet kommunen tidligere

havde bevilget aflastning til den handicappede søn med tilbagevirkende kraft.

I kommunens genvurdering af afgørelsen havde kommunen som begrundelse for afgørelsen anført,

at forældrene havde været i løbende kontakt med forvaltningen, men ikke ansøgt om aflastning til

den raske søn på et tidligere tidspunkt. Det var endvidere anført, at bevillingen beroede på en samlet

vurdering af de aflastningsbehov familien havde og at der ikke var tale om automatik, når der var

tale om søskende.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter forældrene ikke havde ret til aflastning

med tilbagevirkende kraft til den raske søn, jf. servicelovens § 28.

Begrundelsen var, at det følger af den almindelige vejledningspligt (forvaltningsloven, retssikkerhedsloven

og vejledningen hertil), at de sociale myndigheder har pligt til, når en sags omstændigheder

peger i retning af, at en borger kan have krav på en ydelse i henhold til lovgivningen, at borgeren

underrettes om denne mulighed.

Hvis der har været tale om en sådan manglende eller mangelfuld vejledning kan den retlige virkning

heraf efter omstændighederne blive, at ansøger stilles som hvis behørig vejledning var givet.

Dette indebar i forældrenes tilfælde, at hvis de havde krav på aflastning til den raske søn og kommunen

burde have været klar over dette krav og familiens behov, ville ydelsen skulle bevilges med

tilbagevirkende kraft.

Det sociale nævn fandt imidlertid ikke, at kommunen burde have vejledt forældrene om dækning af

udgifter til aflastning af den raske søn.

97


Det sociale nævn lagde ved afgørelsen vægt på, at lov om social service § 28 kun giver ret til dækning

af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Der er således kun

hjemmel til at dække udgifter, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige

lidelse, hvilket også følger af vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap

punkt 49.

Endvidere beskriver vejledningens punkt 83 også, at der med hensyn til aflastning skal betales merudgifter

til aflastningen af barnet med lidelsen/den nedsatte funktionsevne, idet der kan være et hensyn

at tage "til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed".

Punktet beskriver således netop den omvendte situation, som forældrene også benyttede

sig af, dvs. hvor udgifterne til aflastning for det handicappede barn dækkes, for at forældrene

kan have den nødvendige tid sammen med også den raske søn.

Da det således måtte anses for særdeles tvivlsomt, om forældrene i henhold til lov om social service

§ 28 havde krav på at få dækket merudgifterne til aflastning af søskende til et barn med betydelig og

varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse,

fandt nævnet ikke, at der var belæg for at udtale kritik af, at kommunen ikke havde vejledt forældrene

om en sådan mulighed. Forældrene havde derfor ikke krav på dækning af disse merudgifter

med tilbagevirkende kraft, selvom kommunen havde ønsket at bevilge forældrene denne ydelse

fremover.

Nævnet udtalte derimod kritik af, at kommunen i sin afgørelse ikke havde givet forældrene en begrundelse

for afslaget. I henhold til forvaltningslovens §§ 22 og 24 skal en afgørelse, der ikke giver

parten fuldt medhold, være ledsaget af en begrundelse.

Nævnet fandt ikke, at dette var opfyldt i forældrenes sag og gjorde samtidig opmærksom på, at en

henvisning til pågældende lovbestemmelse og en kort opremsning af sagsforløbet ikke kunne anses

for at være en fyldestgørende begrundelse i henhold til forvaltningsloven.

Den formelle mangel fandtes dog ikke at have en så væsentlig karakter, at den burde få indflydelse

på selve afgørelsen, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om

ikke at yde forældrene aflastning med tilbagevirkende kraft.

Forældrene klagede efterfølgende over nævnets afgørelse.

I forhold til nr. 1) var nævnet enig med forældrene i, at der var tale om et spørgsmål af principiel

karakter og ønsket om Ankestyrelsens behandling.

I forhold til nr. 2) fastholdt nævnet afgørelsen og dermed afslaget på ydelsen med tilbagevirkende

kraft, da (uanset udfaldet af pkt. 1) retstilstanden måtte sige at være så uafklaret på daværende tidspunkt,

at kommunen ikke kunne kritiseres for ikke at have vejledt om en så uafklaret og uigennemskuelig

mulighed.

I klagen til Ankestyrelsen havde forældrene bl.a. anført, at det fremgår af vejledningen om sociale

tilbud til børn og unge med handicap, at der som udgangspunkt bør foretages en samlet vurdering af

de aflastningsbehov familien har, herunder også hensyn til det handicappede barns søskende, der

kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Kommunen havde vurderet, at forældre-

98


ne havde behov for aflastning til begge drenge, idet de hver især havde behov for deres forældres

fulde opmærksomhed. Kommunen ville blot ikke bevilge ydelsen med tilbagevirkende kraft.

Forældrene havde på intet tidspunkt hørt om mulighederne for at få aflastning til søskende. Forældrene

fandt imidlertid tilfældigvis ud af det i efteråret 2001 og kommunen havde herefter begrundet

afslaget med, at forældrene ikke på et tidligere tidspunkt havde givet udtryk for, at forældrene havde

behov for at få aflastning til deres raske søn. Forældrene vurderede dog, at dette var særdeles

vanskeligt, idet de ikke havde været bekendt med at muligheden eksisterede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp

til aflastning efter servicelovens § 28 til søskende til et handicappet barn. Ankestyrelsen ville herunder

tage stilling til, hvorvidt forældrene i givet fald ville være berettiget til at få hjælp til aflastning

til deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet diagnosen

DAMP.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at forældrene var berettiget til at få bevilget hjælp efter servicelovens § 28

til aflastning af deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet

diagnosen DAMP.

Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til aflastning af den raske søn ikke kunne anses for at

være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at sønnen, som havde fået diagnosen DAMP, var omfattet

af personkredsen i servicelovens § 28, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at de to børn dagligt havde mange indbyrdes konflikter,

idet de sloges, råbte og skreg konstant og at det handicappede barns urolige adfærd smittede af på

den raske broder, som derved tillige blev urolig. Det var oplyst, at forældrene var nødt til at få et

pusterum så de begge kunne få energi til at klare de daglige konflikter m.v. Forældrene havde herudover

oplyst, at begge børn også havde brug for, at der blev skabt mulighed for, at de hver især

kunne komme i centrum.

Ankestyrelsen lagde endelig til grund, at den handicappede søn var bevilget aflastning efter servicelovens

§ 28 hver anden weekend fra fredag til søndag.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ifølge Ankestyrelsens praksis og lovens forarbejder

(lovforslag L 229 - 1996/97) omfatter servicelovens § 28 hjælp til egentlige forsørgelsesudgifter,

der er tæt knyttet til barnet, som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring, aflastning af det handicappede

barn, vask, særligt handicaprettede kurser, legetøj, cykler m.v.

Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til aflastning af den raske

søn kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder i

hjemmet. Behovet for aflastning kunne således ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, betragtes som

en forsørgelsesudgift tæt knyttet til broderens handicap.

Ankestyrelsen bemærkede - i lighed med det sociale nævn - at det var kritisabelt, at kommunens afgørelse

ikke var ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22 og 24.

99


Ankestyrelsen fandt dog ikke, at den manglende begrundelse var af så væsentlig karakter, at kommunens

afgørelse var ugyldig.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Det blev samtidig bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden. Forældrene skulle

således ikke tilbagebetale de ydelser, som de allerede havde fået udbetalt.

Ankestyrelsen bemærkede endelig, at forældrene kunne rette henvendelse til kommunen, såfremt de

- efter at have modtaget afgørelsen - ønskede en fornyet vurdering af behovet for aflastning af den

handicappede søn.

5.1.18 SM C-8-03

Resumé:

Ankestyrelsen fandt, at et forældrepar efter en konkret vurdering ikke havde fortabt retten til merudgiftsydelse

selvom der forløb en længere periode mellem udløbet af den tidligere bevilling og

indtil forældrene fremlagde dokumentation for merudgifterne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at fortsat ret til hjælp ikke var betinget af ny ansøgning.

Forældrene havde gennem flere år modtaget merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Det fandtes efter oplysningerne i

sagen godtgjort, at forældrene havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, og det

måtte være klart for kommunen, at der fortsat ville være ret til merudgiftsydelse efter udløbet af den

tidligere bevilling.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede

tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Sagsfremstilling:

Et forældrepar havde gennem flere år modtaget hjælp blandt andet til dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet.

Ifølge de lægelige oplysninger var barnet svært hjerneskadet, svært bevægelseshæmmet, spastisk,

epileptisk og havde behov for overvågning og hjælp til alt. Prognosen var fremadskridende forfald,

trods forsøg på at fastholde funktionsniveauet.

Kommunen bevilgede i februar 2001 merudgiftsydelse på 2.972 kr. månedligt fra den 1. december

2000 til den 31. november 2001. Der var blandt andet udgifter til transport til fysioterapi, ekstraudgift

til vask, slid på tøj mv., bleer samt aflastning/pasning.

Kommunen gav samtidig afslag på bevilling af merudgifter med tilbagevirkende kraft fra 1. januar

1999. Kommunen henviste til, at den hidtidige bevilling udløb 31. december 1998 og at der trods

flere henvendelser/kontakter i årene 1999 og 2000 om forlængelse af bevilling af merudgifter til

barnet, ikke var ansøgt/bevilget dækning af disse udgifter for 1999 og indtil 1. december 2000.

100


Kommunens afgørelse blev indbragt for det sociale nævn.

Det blev i klagen blandt andet anført, at forældrene ikke havde modtaget hjælp til merudgifter siden

bevillingen udløb den 31. december 1998. Forældrene erkendte, at de selv havde lidt af ansvaret

herfor, idet de havde svært ved at få overskud til andet end at passe barnet. Forældrene havde været

af den overbevisning, at de ville få efterbetalt merudgifter for 1999 og 2000 med det samme månedlige

beløb, som de senest havde fået udbetalt i december 1998. Der havde fortsat været udgifter til

bleer, vask og transport mv.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag på merudgiftsydelse for perioden fra den 1. januar 1999 til

den 1. december 2000 ved forsørgelsen af barnet i hjemmet, jf. servicelovens § 28. Det betød, at

forældrene ikke var berettiget til at få efterbetaling for de merudgifter, der var i denne periode.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde sendt flere breve til forældrene om at fremsende oplysninger

om merudgifternes omfang og at konsekvenserne ved manglende henvendelse herom ville

blive ophør af ydelsen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke fandtes dokumentation for, at

forældrene mundtligt skulle være givet tilsagn om efterbetaling af ydelsen.

Forældrene klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen anførte forældrene blandt andet, at de havde haft flere sagsbehandlere, som de forgæves

havde forsøgt at kontakte og det var ikke korrekt, at de ikke havde reageret på kommunens henvendelser

vedrørende merudgifter i 1999 og 2000. Der havde ikke været nye oplysninger eller ændrede

merudgifter i dette tidsrum, der kunne medføre, at den månedlige merudgiftsydelse skulle ændres

og de var mundtligt blevet lovet, at bevillingen nok skulle gå i orden.

Forældrene anførte i øvrigt, at barnet var multihandicappet og meget syg og de havde selv stået med

pasningen af barnet i døgnets 24 timer. Dette var meget opslidende og de havde ikke haft overskud

til at være mere vedholdende i forhold til at bede kommunen om skriftlig bekræftelse på mundtligt

tilsagn om dækning af merudgifter i perioden.

Af de journaloplysninger mv., som forelå ved Ankestyrelsens behandling af sagen, fremgik blandt

andet, at forældrene i august 1998 var til møde i kommunen, hvor det blev beklaget, at familien ikke

havde fået hjælp og råd og vejledning og det blev aftalt at kommunen fremover ville være opmærksom

på, om der var brug for råd og vejledning. Desuden blev forældrenes merudgifter vedrørende

barnet gennemgået på mødet.

Kommunen bevilgede herefter i august 1998 merudgiftsydelse på 3.500 kr. månedligt vedrørende

perioden fra den 1. juli 1998 til 31. december 1998. Der var merudgifter til befordring til fysioterapi,

vask og bleer samt en månedlig udgift på 2.000 kr. til "aflastning/barnepige".

Det fremgik af bevillingen, at kommunen løbende skulle foretage opfølgning af bevillingen. Forældrene

blev derfor bedt om at gemme kvitteringer og anden dokumentation for de udgifter, som bevillingen

dækkede (og for eventuelle nye merudgifter i løbet af bevillingsperioden). Såfremt der i

bevillingsperioden skete ændringer, der havde indflydelse på bevillingen, skulle dette straks meddeles

til kommunen.

I november 1998 skrev kommunen til forældrene, at da bevillingen udløb pr. 31. december 1998,

skulle sagen vurderes på ny. Forældrene blev derfor bedt om at udfylde/underskrive og returnere

101


ansøgningsskema sammen med de gemte kvitteringer og anden dokumentation for de merudgifter,

der havde været i bevillingsperioden. Kommunen ville på baggrund af de fremsendte oplysninger

vurdere, hvorvidt betalingen skulle fortsætte uændret, nedsættes eller forhøjes. Ansøgningsskemaet

og kvitteringer/dokumentation skulle returneres senest 4. december 1998. Havde kommunen ikke

hørt fra forældrene inden dette tidspunkt ville udbetalingen stoppe pr. 31. december 1998.

Det fremgik videre af sagen, at kommunen ved hjemmebesøg henholdsvis i februar og april 1999,

hvor problemerne med barnets skolegang blev drøftet, rykkede forældrene for dokumentation for

merudgifterne.

I oktober 2000 oplyste moderen telefonisk til kommunen, at familien manglede betaling for merudgifter.

Forældrene blev indkaldt til møde med kommunen i december 2000, hvor merudgifterne blev

drøftet.

Kommunen bevilgede herefter i februar 2001 merudgiftsydelse på 2.972 kr. månedligt for perioden

fra den 1. december 2000 til den 31. november 2001.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at forældrene

ikke havde fremsendt ny ansøgning samt kvittering/dokumentation for merudgifterne i forbindelse

med, at den tidligere bevilling udløb den 31. december 1998, medførte at de havde fortabt retten til

merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 for tiden frem til den 1. december 2000.

Ankestyrelsen inddrog også omfanget af kommunens handle- og oplysningspligt samt pligt til at foretage

en helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 5, herunder om der havde foreligget tilstrækkeligt

oplysningsgrundlag.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene havde ret til at få merudgiftsydelse i det omfang, de kunne sandsynliggøre/dokumentere,

at de havde afholdt nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i

hjemmet i perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000, jf. servicelovens § 28, stk. 1 og

3.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at forældrene først i slutningen af 2000 fremlagde dokumentation

for merudgifter for denne periode, efter omstændighederne i sagen ikke kunne medføre, at de

havde fortabt kravet på merudgiftsydelse fra den 1. januar 1999, hvor den tidligere merudgiftsbevilling

udløb.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen gennem flere år løbende havde været i

kontakt med forældrene og havde haft kendskab til familiens behov for hjælp som følge af barnets

stærkt nedsatte funktionsevne, herunder også hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen

af barnet i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede

tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Kommunen burde derfor, allerede da den tidligere merudgiftsbevilling udløb ved udgangen af 1998,

have taget initiativ til at holde et møde med forældrene, således at omfanget af behovet for fortsat

merudgiftsydelse kunne være afklaret. Dette skete imidlertid først i december 2000.

102


Ankestyrelsen lagde vægt på, at sådan som barnets tilstand og funktionsniveau var beskrevet i

kommunens journalark mv. sammenholdt med arten og omfanget af de anerkendte merudgifter indtil

udgangen af 1998 og igen fra den 1. december 2000, måtte det anses for ubestrideligt, at forældrene

også havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i den mellemliggende periode.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det ud fra oplysningerne i kommunens journal måtte være

klart for kommunen, at der fortsat måtte være tale om merudgifter af et sådant omfang, at forældrene

også ville være berettiget til merudgiftsydelse efter den 1. januar 1999.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse bl.a. til oplysningerne om barnets tilstand i statusattesten,

som kommunen modtog i marts 1999, mødet i august 1998, hvor kommunen lovede fremover at

være opmærksom på familiens behov for råd og vejledning samt kommunens hjemmebesøg i februar

og april 1999.

Ankestyrelsen bemærkede, at fortsat ret til hjælp til merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 efter

Ankestyrelsens opfattelse ikke kan gøres betinget af, at der indgives ny ansøgning i forbindelse med

den løbende opfølgning, idet der ikke ses at være fastsat særskilte regler om en sådan fremgangsmåde.

Ankestyrelsen henviste desuden til, at kommunen ifølge servicelovens § 113 løbende skal følge de

enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være

opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra

modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Ankestyrelsen henviste endvidere til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale

tilbud til børn og unge med handicap, hvor det er præciseret, at det er vigtigt, at kommunen ved

opfølgningen på udmålingen af merudgiftsydelsen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst

en gang årligt - afholder møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til omfanget af merudgifterne i perioden fra den 1. januar 1999 til

den 1. december 2000.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.19 SM C-25-03

Resumé:

Der kan ydes merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet

af et barn under 18 år med handicap, hvis der sandsynliggøres merudgifter af et vist minimum i løbet

af et år.

Ankestyrelsen fandt, at "inden for et år", skal forstås som et løbende år, det vil sige 12 på hinanden

følgende måneder og ikke et kalenderår.

Sagsfremstilling:

En kommune traf afgørelse om, at et forældrepar fortsat var berettiget til merudgiftsydelse efter ser-

103


vicelovens § 28 til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af deres søn,

som led af en indgribende kronisk lidelse.

Kommunen bevilgede derfor merudgiftsydelse svarende til 2/8 standardbeløb vedrørende perioden

fra den 1. juli til den 31. december 2002.

Kommunen traf samtidig afgørelse om, at der ikke kunne udbetales merudgiftsydelse for perioden

fra den 1. januar 2003 og indtil sønnen fyldt 18 år i marts 2003, da merudgiften for 2003 ikke ville

udgøre mindst 3.360 kr. + satsregulering.

Afgørelsen blev indbragt for nævnet, der hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i

kommunen.

Nævnet henviste bl.a. til, at dersom der kunne sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange

1/8 af standardbeløbet inden for 12 på hinanden følgende måneder, ville der kunne udbetales merudgiftsydelse

efter § 28 under forudsætning af, at betingelserne i § 28, stk. 1 var opfyldte. Nævnet

var således ikke enig i kommunens fortolkning af bestemmelsen i § 28, stk. 3, 2. pkt.

Kommunen indbragte sagen for Ankestyrelsen. Kommunen henviste bl.a. til, at der i Socialministeriets

vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap i pkt. 45 er

gjort brug af begrebet "et kalenderår".

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af forståelsen af "inden for et år",

jf. servicelovens § 28, stk. 3, 2. pkt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene var berettiget til udbetaling af merudgiftsydelse for tiden indtil

sønnen fyldte 18 år, hvis betingelserne i servicelovens § 28, stk. 1 og stk. 3, 2. pkt. var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt således, at bestemmelsen i § 28, stk. 3, 2. pkt., om at der skal sandsynliggøres

merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år, før merudgiftsydelsen kan

komme til udbetaling, skal forstås som et løbende år, det ville sige 12 på hinanden følgende måneder.

Det kunne således ikke udledes af bestemmelsen i § 28, stk. 3, 2. pkt., at der skulle sandsynliggøres

merudgifter af et vist minimum i løbet af et kalenderår. Hvis kalenderåret anvendtes som afgrænsning,

ville der efter Ankestyrelsens opfattelse være tale om en indskrænkende fortolkning, som der

ikke var holdepunkter for i bestemmelsen.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der i pkt. 45 og pkt. 48 i Socialministeriets vejledning nr. 43

af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap er anvendt begrebet kalenderåret.

Dette kunne imidlertid ikke medføre en indskrænkende fortolkning af lovbestemmelsen i § 28.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.1.20 SM C-31-03

Resumé:

104


En blind dreng med Aspergers syndrom, der med forældrenes samtykke var døgnanbragt uden for

hjemmet med betaling fra hjemkommunen, kunne ikke anses for at være forsørget i hjemmet.

Det kunne derfor ikke pålægges kommunen at bevilge en tandemcykel til brug ved hjemmebesøg i

weekends og ferier efter servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter ved

forsørgelse i hjemmet af børn under 18 år med nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller

langvarig lidelse.

Sagsfremstilling:

Et forældrepar ansøgte kommunen om en tandemcykel til deres 12-årige søn. Sønnen var født blind,

og han havde netop fået stillet diagnosen Aspergers syndrom.

Sønnen boede nu på døgninstitution (kostskole), men var hjemme i alle weekender og ferier. Familien

havde bil, men havde altid cyklet meget, og de ønskede at cykle ture, når sønnen var hjemme.

Sønnen var tidligere bevilget en tandemcykel, mens han boede hjemme. Denne var han nu vokset

fra.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen som hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens

§§ 97 og 98. Kommunen begrundede dette med, at en tandemcykel ikke i væsentlig grad ville

lette den daglige tilværelse, da sønnen en stor del af tiden boede på døgninstitution.

Nævnet fandt, at sønnen ikke var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens § 98, stk.

4, jf. § 97, stk. 1. Begrundelsen var, at der kun kunne ydes hjælp til hjælpemidler og forbrugsgoder

til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet

i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i

væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.

Nævnet lagde vægt på, at sønnen i det daglige havde ophold på en døgninstitution, hvorfor der ikke

var tale om et dagligt behov for den ansøgte tandemcykel.

Nævnet fandt derimod, at sønnen var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens § 28.

Begrundelsen var, at bevilling af en tandemcykel måtte anses som en rimelig og nødvendig merudgift

ved forsørgelsen af sønnen.

Nævnet lagde vægt på, at en tandemcykel var nødvendig, for at sønnen i rimeligt omfang kunne deltage

i familiens dagligliv, når han var hjemme i forbindelse med weekends og ferier. Nævnet fandt

således, at den omstændighed, at sønnen var optaget i døgninstitution, ikke i sig selv var til hinder

for at yde hjælp til en tandemcykel som en merudgift, idet sønnen ofte havde ophold i hjemmet.

Ved beregningen af hjælpens omfang skulle der ifølge nævnet fratrækkes et beløb svarende til prisen

på en almindelig cykel af god kvalitet og passende for sønnens alder.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sønnen var anbragt på døgninstitutionen

i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, hvilket betød, at kommunen havde overtaget forsørgelsen

af sønnen. For at modtage hjælp efter servicelovens § 28 skulle sønnen forsørges i hjemmet,

hvilket betød, at sønnen skulle bo hos forældrene. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning

nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, kapitel 8.4, pkt.

44.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anførte nævnet overfor Ankestyrelsen, at oplysningerne

i kommunens klage ikke havde foreligget ved nævnets afgørelse. Nævnet havde ved afgørel-

105


sen lagt til grund, at sønnen opholdt sig på døgninstitutionen alene på forældrenes initiativ. Nævnet

havde derfor vurderet, at selv om sønnen havde ophold på en døgninstitution/kostskole, ville reglerne

i servicelovens § 28 kunne bringes i anvendelse. Under henvisning til SM 0-19-99 ville nævnets

afgørelse formentlig have fået et andet udfald, såfremt den nævnte oplysning havde foreligget ved

nævnets afgørelse.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste kommunen supplerende, at kommunen betalte

for sønnens ophold på døgninstitutionen, da sønnen var anbragt af behandlingsmæssige grunde.

Døgninstitutionen betalte kostudgifter til hjemmet i ferier, men ikke i weekends, da disse var under

3 dage. Sønnen var i aflastning en weekend pr. måned.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om personer, der har ophold

på en døgninstitution og kun er hjemme i weekends og ferier, kan betragtes som forsørget i hjemmet.

Sagen blev antaget til supplement af SM 0-19-99.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at nævnet ikke havde været berettiget til at pålægge kommunen at bevilge en

tandemcykel efter servicelovens § 28 til ansøgernes søn.

Begrundelsen var, at sønnen ikke kunne anses for at være forsørget i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde vægt på det oplyste om, at sønnen var anbragt på døgninstitution/kostskole efter

servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, og at kommunen betalte udgifterne hertil. Institutionen udbetalte

kostpenge i ferier.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til SM 0-19-99, hvor styrelsen fandt, at der ikke var

hjemmel i dagældende bistandslovs § 48, stk. 1, (nu servicelovens § 28, stk. 1), til at yde støtte i et

tilfælde, hvor et barn havde ophold på en døgninstitution oprettet med hjemmel i dagældende bistandslovs

§ 96, (nu servicelovens § 51). Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i denne situation ikke

var tale om forsørgelse i hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at familien skulle tilbagelevere eller tilbagebetale nogen del

af det der var bevilget i henhold til nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt familien ville

have været berettiget til det ansøgte efter servicelovens § 97 eller § 98, da der ikke var klaget over

denne del af afgørelsen.

5.1.21 SM C-40-03

Resumé:

Forældrene til en stærkt handicappet dreng med muskelsvind var berettiget til tilskud til dækning af

ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for sønnens hjælper i forbindelse

med familiens ferie i en uge i udlandet. De var endvidere berettiget til tilskud til dækning

af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og

hotel.

106


Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering af familiens situation, at det var særligt påkrævet

at yde tilskud til dækning af de nævnte ekstra omkostninger, der var forbundet med familiens

kortvarige udlandsferie.

For at der kunne siges at være tale om "særlige tilfælde" efter bestemmelsen i udlandsbekendtgørelsen

om tilskud til dækning af ekstra omkostninger, forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet,

måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde

det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen

ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med den kortvarige ferie i udlandet.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie, hvor en 14-årig søn led af muskelsvind. Sønnen var permanent kørestolsbruger,

og siden 6-års alderen havde han brugt el-kørestol. Han havde gennem det seneste år

udviklet en rygskævhed på 23 grader. Herudover havde han hofteskred og løse hofter samt en svær

valgus fejlstilling på begge fødder. Sønnen kunne ikke forflytte sig uden brug af lift eller bistand fra

to personer. Graden af sønnens selvhjulpenhed var blevet væsentligt forringet som følge af

rygskævheden, da han sad mere fastspændt i sin kørestol.

Kommunen havde efter servicelovens § 28 bevilget en samlet årlig pulje af hjælpertimer, hvoraf de

35 timer var afsat til ferie. Der var i gennemsnit 22 hjælpertimer til rådighed pr. uge. Familien kunne

selv vælge, til hvilke formål timerne skulle bruges. Herudover var der bevilget hjælpertimer svarende

til 5-6 weekends årligt med 16 timer pr. weekend. Disse timer blev brugt, når sønnen deltog i

hockey-turneringer.

Familien søgte kommunen om hjælp til merudgifter forbundet med en rejse i en uge til Ægypten.

Ansøgningen omfattede udgifter til sønnens hjælpers ophold og flyrejse samt udgifter, der var direkte

forbundet med sønnen, f.eks. udgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel. En liftbus

var nødvendig, fordi sønnens el-kørestol ikke kunne være i en almindelig bus. Herudover skulle

familien medbringe manuel kørestol, toilet/badestol og liftsejl.

Kommunen meddelte afslag på familiens ansøgning.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet henviste til ordlyden af § 1, stk. 5, og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for i særlige

tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Nævnet

lagde ved afgørelsen til grund, at den hjælp, som familien var bevilget til en hjælper, var bevilget i

henhold til servicelovens § 28.

Nævnet fandt ikke, at betingelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 5, for at yde hjælp var opfyldt. Der

var således ikke beskrevet sådanne forhold, som gjorde, at familiens situation kunne betragtes som

et særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen var begrundet i sønnens helbredsmæssige

tilstand, herunder de ændringer, der var sket i løbet af det sidste år, de mulige foranstående operationer

samt fremtidsudsigterne, og at der ikke i øvrigt var beskrevet forhold som begrundelse for rejsen.

I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at de anvendte paragraffer tydeligt viste en

for ringe behandling og en forskelsbehandling af handicappede medborgere. Det være sig børn som

107


voksne. Forældrene mente, at det var af stor betydning, at der blev fokuseret på, hvilke vilkår der

med serviceloven var skabt for mennesker, der i hverdagen mødte mange hindringer/forhindringer.

Forældrene fandt det ubegribeligt, at der ikke var større forståelse for vigtigheden af, at der kunne

leves et normalt familieliv.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af § 1, stk. 5, i Socialministeriets

bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under

midlertidige ophold i udlandet. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret

vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold

i udlandet.

Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder Social Meddelelse SM

C-16-00.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i

form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for sønnens hjælper i forbindelse med familiens

ferie til Ægypten. De var endvidere berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form

af nødvendige merudgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel.

Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering af familiens situation, at det var særligt påkrævet

at yde tilskud til dækning af de nævnte ekstra omkostninger, der var forbundet med den

kortvarige ferie i udlandet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der i familiens situation var beskrevet sådanne særlige forhold,

at der i forbindelse med deres ferie var grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til de ansøgte

ekstra omkostninger.

For at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, jf. § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse

om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige

ophold i udlandet, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i familiens situation,

som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen,

at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at Socialministeren omkring forståelsen af bestemmelsen havde udtalt

til folketinget, at: "Det har ikke været hensigten med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af

17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under

midlertidige ophold i udlandet, at stramme praksis på området, men derimod blot at sammenskrive

den eksisterende praksis". (Socialministerens svar af 23. juli 2002 på spørgsmål S2706 stillet af folketingsmedlem

den 12. juli 2002).

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation.

Det fremgik heraf, at sønnen var 14 år og gik i folkeskolens 7. klasse. Han havde diagnosen muskelsvind

og var permanent kørestolsbruger. Siden 6-års alderen havde han brugt el-kørestol. Han

havde behov for hjælp i forflytningssituationer, enten i form af lift eller bistand fra to personer, da

han ikke selv kunne løfte sine bens vægt. Ud over hans behov for hjælp i forflytningssituationerne

var det beskrevet, at graden af hans selvhjulpenhed var blevet væsentligt forringet, efter at han sad

mere fastspændt i sin stol som følge af, at han havde udviklet en skævhed i lænderyggen på 23 grader.

108


Ankestyrelsen lagde især vægt på, at forældrene var bevilget en årlig pulje af hjælpertimer til sønnen

efter servicelovens § 28, som de kunne bruge af efter behov. 35 timer heraf var afsat til ferie.

Der var i gennemsnit 22 timer til rådighed pr. uge. Herudover var der bevilget hjælpertimer svarende

til 5-6 weekends årligt med 16 timer pr. weekend. Disse timer blev brugt, når sønnen deltog i

hockey-turneringer.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at sønnens hjælper var med på ferierejsen, samt at familien ikke

kunne benytte den almindelige charterbus fra lufthavnen til hotellet. Da sønnens el-kørestol ikke

kunne være i en almindelig bus, var det nødvendigt for familien at leje en liftbus. Derudover skulle

de medbringe manuel kørestol, toilet/badestol og liftsejl.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.22 SM C-46-03

Resumé:

Ankestyrelsen fandt, at merudgiften til varme i forbindelse med hjælp til boligskift efter serviceloven

i det konkrete tilfælde kunne fastsættes på grundlag af et skøn.

Ankestyrelsen fandt, at en merudgiftsvurdering efter servicelovens handicapkompenserende regler

som udgangspunkt beror på en konkret vurdering af størrelsen af de faktiske udgifter.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dette udgangspunkt ud fra en rimelighedsbetragtning kunne fraviges

i det foreliggende tilfælde, hvor udgiften tidligere havde været så usædvanlig lav eller ikke eksisterende

på grund af forhold, som var uden sammenligning med andre familiers eller husstandes

forhold og uden sammenhæng med barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at familien ifølge de foreliggende oplysninger ikke

havde haft egne udgifter til varme i familiens tidligere lejebolig.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at varmeudgifter indgår som en fast del af en samlet udgift til

en bolig, uanset om der i husstanden indgår personer med handicaps.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie med 3 børn, hvoraf det ene barn var spastiker, svært hjerneskadet

og som følge heraf meget lidt selvhjulpen.

Familien havde tidligere boet i en lejelejlighed. Det blev på et tidspunkt vurderet, at familien på

grund af datterens handicap var berettiget til at få hjælp til køb af en ejerbolig efter servicelovens §

102, stk. 2. Familien fik herefter bevilget hjælp til køb af ny ejerbolig i en anden kommune end den

kommune, hvor familiens lejelighed var beliggende.

Efter familiens flytning til ejerboligen traf den nye kommune som følge af den tidligere opholdskommunes

bevilling af hjælp til boligskift, en række afgørelser om hjælp efter servicelovens § 28 til

vand, varme, villaforsikring, renovation mv. vedrørende den nye ejerbolig.

109


I forhold til varmeudgiften meddelte kommunen, at det var oplyst, at familien ikke havde haft reelle

udgifter til varme i den tidligere lejebolig i en periode på 3 år forud for boligskiftet. Det var således

dokumenteret, at udgiften havde været 44,28 kr. i 1999, 1,12 kr. i 2000 og 1,24 kr. i 2001. Kommunen

ville imidlertid ikke anerkende, at familien herefter skulle have dækket samtlige varmeudgifter i

den nye bolig.

Kommunen indhentede derfor oplysninger fra familiens tidligere udlejer om størrelsen af et gennemsnitligt

varmeforbrug i en lejlighed, som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelighed.

Kommunen fastsatte herefter merudgiften til varme ved at beregne differencen mellem det gennemsnitlige

varmeforbrug i en sammenlignelig lejlighed med det varmeforbrug der forventedes forbrugt

i den nye ejerbolig. Kommunen oplyste samtidig, at der ville blive lavet en endelig opgørelse, når

familien havde modtaget en opgørelse over de faktisk afholdte varmeudgifter i den nye bolig.

Familien klagede over, at kommunen ikke havde beregnet varmeudgiften på grundlag af de faktiske

udgifter.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter varmeudgiften var beregnet på baggrund

af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejlighed svarende til familiens tidligere

lejlighed. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at familier normalt har udgifter til varme.

Familien klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at flytningen til den nye ejerbolig

udelukkende var begrundet i datterens handicap og at familien derfor ikke skulle påtvinges en

merudgift ved flytningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt merudgiften til varme

ved flytning fra lejebolig til ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2 kunne beregnes på baggrund

af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejebolig svarende til den tidligere lejebolig,

jf. servicelovens § 28 om merudgifter.

Afgørelse:

Merudgiften til varme i forbindelse med boligskift skulle i familiens sag fastsættes på grundlag af

de indhentede oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejelejlighed svarende til familiens

tidligere lejebolig.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at familien, som følge af datterens handicap, var bevilget hjælp til

anskaffelse af en ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af kompensationsprincippet, at familier

med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at familien ifølge sagens oplysninger havde haft varme i familiens

tidligere lejebolig via naboernes varme og at familien som følge heraf ikke havde haft egne

selvstændige udgifter til opvarmning af familiens tidligere lejebolig i de seneste 3 år.

110


Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at varmeudgifter indgår som en fast del af en samlet udgift til

en bolig, uanset om der i husstanden indgår personer med handicaps.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der ved beregningen af merudgiften til varme i forbindelse boligskift

efter servicelovens § 102, stk. 2 skulle tages udgangspunkt i at familien ikke havde haft udgifter

til opvarmning af familiens tidligere lejlighed.

Ankestyrelsen fandt at en merudgiftsvurdering efter servicelovens handicapkompenserende regler

som udgangspunkt beror på en konkret vurdering af størrelsen af de faktiske udgifter.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dette udgangspunkt ud fra en rimelighedsbetragtning måtte fraviges

i et tilfælde som familiens, hvor udgiften tidligere havde været så usædvanlig lav eller ikkeeksisterende

på grund af forhold, som var uden sammenligning med andre familiers eller husstandes

forhold og uden sammenhæng med udgifter ved datterens handicap.

Ankestyrelsen fandt, at der i et sådant tilfælde kunne være grundlag for at foretage et skøn over

størrelsen af den tidligere udgift. Et sådant skøn kunne, efter Ankestyrelsens vurdering, udarbejdes

på grundlag af oplysninger om den gennemsnitlige varmeudgift for sammenlignelige familier.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter varmeudgiften

i familiens nuværende ejerbolig blev sammenholdt med en gennemsnitlig varmeudgift i en

lejlighed som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelejlighed.

5.1.23 SM C-49-03

Resumé:

Et forældrepar med to børn, hvoraf det ene barn havde en psykisk funktionsnedsættelse, som bl.a.

medførte, at han ikke tålte lange transporter, var ikke berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger

i form af flybilletter til familien i forbindelse med en uges skiferie.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af familiens situation, at det ikke var særligt påkrævet

eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af rejsen, at der blev ydet tilskud til ekstra

omkostninger i forbindelse med, at rejsen foregik med fly.

Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation, og på, at det ikke kunne

anses for usædvanligt, at familier med to børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, for at

gøre transporttiden så kort som muligt.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et forældrepar med to adoptivbørn. Det ældste barn, en søn, havde siden ankomsten

til Danmark haft flere vanskeligheder, som havde krævet særlige indsatser, for at han kunne

udvikle sig. Han var vurderet som et tidligt følelsesmæssigt skadet barn. Sønnens funktionsnedsættelse

gav sig bl.a. udslag i, at kan ikke kunne tåle lange transporter over 45 minutter, idet han fik

kramper og rokkede - gik ind i sig selv.

Forældrene havde ultimo 2001 søgt kommunen om økonomisk dækning til skiferie til Østrig primo

2002 i form af flybilletter til hele familien samt sønnens hjælper. Forældrene vurderede, at sønnen

111


ikke ville kunne klare den lange tur i bil - 1200 km. i et stræk. Derfor ønskede de at rejse med fly.

Kommunen besluttede, grundet særlige omstændigheder omkring en aflyst skiferie med sønnens

daværende heldagstilbud, helt ekstraordinært som en engangsydelse at bevilge de ansøgte merudgifter.

Forældrene vurderede efterfølgende, at skiferien havde været en god tur, og at de ikke længere havde

behov for ekstra hjælp ved senere ferier. De ønskede fortsat at tage på skiferie og fortsat med fly.

Ultimo 2002 søgte de derfor kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med en uges skiferie

i Østrig primo 2003. Ansøgningen omfattede merudgiften ved eneundervisning af sønnen i at

stå på ski samt merudgifter til flybilletter til hele familien.

Kommunen bevilgede merudgiften til eneundervisning, men gav afslag på ansøgningen om merudgifter

til flybilletter. Begrundelsen var, at denne udgift ikke vurderedes at være en nødvendig merudgift

ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet.

Forældrene påklagede kommunens afslag til nævnet. Under nævnets behandling af sagen anførte

forældrene supplerende bl.a., at da sønnen fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv -, skulle rejsetiden

gøres kort. Da situationen omkring sønnen var uændret, undrede forældrene sig over kommunens

afslag.

Nævnet fandt ved sin afgørelse ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde forældrene hjælp til

merudgifter til flyrejse i forbindelse med familiens skiferie 2003. Nævnet lagde vægt på, at udgiften

til flybilletter ikke var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet.

Nævnet var opmærksom på, at kommunen tidligere på grund af ganske særlige omstændigheder

havde ydet familien hjælp til flybilletter. Dette gav imidlertid ikke grundlag for en anden afgørelse.

I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at situationen omkring sønnen var uændret

i forhold til året før. Han fik stadig kramper og rokkede - gik ind i sig selv - under lange transporter

over 45 minutter, hvorfor de ikke kunne rejse udenlands på anden måde end med fly. Samtidig havde

de efter skiferien i 2002 gjort kommunen opmærksom på, at da skiferien havde givet sønnen

mange sejre, ville de gentage successen i 2003, endda uden støtteperson. Hertil kom ingen reaktion

om, at kommunen i så fald ikke ville yde støtte.

Videre anførte forældrene, at det var deres opfattelse, at intentionerne med servicelovens § 28 var

økonomisk at ligestille familier med handicappede børn med normale familier, ikke mindst af hensyn

til den samlede families trivsel.

I et supplerende brev fra forældrenes advokat var det bl.a. anført, at såvel kommunens som nævnets

afgørelse led af formelle fejl, idet ingen af de to afgørelser var begrundet i tilstrækkelig grad.

Ved sin genvurdering af sagen fastholdt nævnet sin afgørelse og henviste til den tidligere givne begrundelse.

Nævnet henviste videre til udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, og fandt ikke, at der forelå

sådanne særlige omstændigheder som beskrevet i bestemmelsen. Nævnet henviste endelig til SM

C-16-00.

Nævnet anførte videre, at sådan som sagen var beskrevet for nævnet, var nævnet enig med kommunen

i, at der ikke forelå særlige omstændigheder i familiens situation i forbindelse med ansøgningen

vedrørende skiferien i 2003. Det forhold, at forældrene havde et handicappet barn, fandt nævnet ikke

i sig selv medførte, at der forelå særlige omstændigheder.

112


Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af udlandsbekendtgørelsens

§ 1, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering

ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder særligt SM C-16-00.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene ikke var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i

form af flybilletter i forbindelse med familiens skiferie.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der i familiens situation ikke var beskrevet sådanne særlige forhold,

at der i forbindelse med deres skiferie var grundlag for at pålægge kommunen at yde dem

hjælp til ekstra omkostninger i form af flybilletter.

For at der kunne siges at være tale om "særlige tilfælde", jf. udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5,

måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i familiens situation, som gjorde

det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen

ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation.

Heraf fremgik bl.a., at sønnen var vurderet som et tidligt følelsesmæssigt skadet barn. Han fik

kramper og rokkede - gik ind i sig selv - under lange transporter over 45 minutter. Forældrene vurderede

derfor, at familien ikke kunne rejse udenlands på anden måde end med fly, da sønnen ikke

kunne tåle lange rejser i bil.

Det fremgik videre af sagen, at forældrene efter deres første skiferie med sønnen, hvor de havde

haft en hjælper med, havde vurderet, at de ikke længere havde behov for ekstra hjælp ud over

eneundervisning af sønnen i at stå på ski.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier med to

børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, herunder en skiferie på ca. 1 uge, for at gøre

transporttiden så kort som muligt.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at det var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for

gennemførelsen af familiens skiferie, at der blev ydet tilskud til ekstra omkostninger i forbindelse

med at rejsen foregik med fly, selv om denne rejsemåde i familiens tilfælde kunne være det mest

hensigtsmæssige af hensyn til sønnen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede i forhold til kommunens og nævnets afgørelser, at begrundelseskravet i

forvaltningslovens § 24 efter Ankestyrelsens vurdering ikke fandtes at være opfyldt. Det var således

ikke anført, på hvilke kriterier det administrative skøn var baseret. Ankestyrelsen havde dog bemærket

sig, at nævnet ved sin genvurdering havde uddybet begrundelsen for sin afgørelse.

5.1.24 SM C-59-03

113


Resumé:

Ankestyrelsen fandt, at en ansøger som havde fået konstateret cøliaki var omfattet af den personkreds

som kunne få hjælp efter servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige

merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at personkredsen i servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning

af nødvendige merudgifter ifølge såvel ordlyden som forarbejderne var udvidet i forhold til den personkreds

der var omfattet af den tidligere gældende bestemmelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke, ifølge en vejledende udtalelse fra Socialministeriet,

var udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af merudgiftsbestemmelsen.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri

(PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning om

hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse ikke var til hinder for at

personer med cøliaki tillige kunne anses for omfattet af bestemmelsen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, som havde fået konstateret cøliaki og som derfor skulle overholde

en glutenfri diæt.

Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af merudgifter til diætkost med henvisning til at ansøgers

merudgifter til diætkost ikke oversteg 500 kr. månedligt, jf. servicelovens § 84, stk. 3.

Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn og oplyste bl.a. i klagen, at Astma-

og Allergi Forbundet havde oplyst, at kommunens beregnede udgift til diætkost skulle tillægges ca.

15 %, idet denne stigning svarede til den stigning der var sket i lov om social service i perioden

1998-2003.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på hjælp med en ændret begrundelse. Nævnet fandt

ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84. Nævnet lagde herved vægt på

ordlyden af § 1, stk. 1 og stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002.

Nævnet lagde videre vægt på det oplyste i Socialministeriets vejledning om ændring af vejledning

om sociale tilbud til voksne med handicap, hvorefter der i bekendtgørelsens § 2 især sigtes til gruppen

af personer med PKU eller Føllings sygdom og cystisk fibrose samt, at Socialministeriet i Ankestyrelsens

afgørelse refereret i SM C-14-00, havde udtalt, at det ikke havde været forudsat at alle

persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som f.eks. fødevareallergi eller andre medfødte

allergiske lidelser, skulle være omfattet af ovennævnte § 2. Socialministeriet havde videre udtalt, at

personer med cøliaki ikke, efter ministeriets opfattelse, var omfattet af målgruppen i servicelovens §

84.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

Forud for Ankestyrelsens vurdering af sagen anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om at

fremkomme med eventuelle fortolkningsbidrag til brug for vurderingen af, hvorvidt personer med

lidelsen med cøliaki var omfattet af servicelovens § 84, som ændret pr. 1. januar 2003.

114


Socialministeriet udtalte herefter bl.a., at det fremgik af bemærkningerne til lov nr. 285 af 25. april

2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen), at personkredsen

i servicelovens § 84 var ændret i forhold til tidligere, idet bl.a. den særlige diagnoseliste var opgivet.

Ydelsen i servicelovens § 84 rettede sig nu til alle personer mellem 18 og 65 år, som havde

varigt nedsat funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som

følge af ulykkesskader. Ministeriet oplyste videre, at selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne

ofte ville være en lægelig diagnostiseret lidelse, der angav en betydelig og varig nedsættelse af

kropslige eller kognitive funktioner, var det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen

i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter

og andre tilbud, der var afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser.

Socialministeriet fandt herefter ikke, at det var udelukket, at personer med lidelsen cøliaki kunne

være omfattet af servicelovens § 84, hvis den pågældende opfyldte de øvrige betingelser for støtte

efter § 84.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt personer med lidelsen

cøliaki var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring

af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen).

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, sammenholdt

med § 2, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002.

Ankestyrelsen tilbagesendte herefter sagen til nævnet med henblik på fornyet vurdering og afgørelse

af om ansøgers udgifter oversteg minimumsbeløbet i servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger led af cøliaki og at ansøger derfor skulle

følge en glutenfri diæt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ifølge servicelovens § 84, stk. 1, yder hjælp til dækning

af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne

og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse

nr. 869 af 23. oktober 2002, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis

konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at

der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. I Socialministeriets vejledning nr. 106 af

23. oktober 2002 var som eksempler nævnt udviklings-hæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion

m.v.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens § 1, stk. 2,

idet ansøgers cøliaki lidelse ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, havde konsekvenser af indgribende

karakter i den daglige tilværelse og medførte at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at cøliaki var en ikke synlig eller umiddelbar konstaterbar

nedsat funktionsevne, som blev afhjulpet ved glutenfri kost.

115


Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens § 2, stk.

1, hvorefter personer med medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart

konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få dækket nødvendige merudgifter til diæt, når forskrifter

om diæt og lignende følges.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fulgte af såvel ordlyden af servicelovens § 84 som forarbejderne

(LF 137 00/01) til bestemmelsen, at personkredsen var udvidet i forhold til den personkreds,

der var omfattet af servicelovens § 84 før 1. januar 2003.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at personkredsen i

servicelovens § 84 omfattede alle mellem 18 og 65 år, som havde en varigt nedsat funktionsevne.

Det afgørende var ikke den lægelige diagnose, men derimod den pågældendes muligheder for at begå

sig i sin daglige tilværelse. Det var således efter ministeriets opfattelse ikke udelukket, at personer

med cøliaki kunne være omfattet af servicelovens § 84 (som ændret med virkning fra 1. januar

2003).

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at lidelsen cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles

med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning

nr. 106 af 23. oktober 2002, hvorefter personkredsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1 især ville være

personer med phenylketonuri og cystisk fibrose, ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige

blev anset for omfattet af bestemmelsen.

Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ved afgørelsen alene havde forholdt sig lidelsen cøliaki.

Ankestyrelsen havde således ikke taget stilling til, hvorvidt personer med andre typer af allergi,

herunder fødevareallergi kunne være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. bekendtgørelsens

§ 2, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

5.1.25 SM C-10-04

Resumé:

Et forældrepar til en 8-årig handicappet dreng var ikke berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter

til køb af et særligt legetøj i form af en spejlkarrusel, som en merudgift ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort at udgiften

til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med ikke handicappede

børn har til legetøj.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsvurderingen efter serviceloven hviler på et kompensationsprincip,

hvorefter familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger

af handicappet.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger, som sandsynliggjorde at

udgiften til spejlkarrusellen herefter måtte betragtes som en merudgift.

Sagsfremstilling:

116


Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som var diagnostiseret infantil autist med hjerneskade og

spasticitet.

Drengens forældre ansøgte kommunen om hjælp til dækning af udgift til køb af et særligt legetøj i

form af en spejlkarrusel (1300 kr.). Forældrene oplyste, at de havde svært ved at beskæftige sønnen

og hindre hans selvdestruktive adfærd. Forældrene fandt på baggrund af erfaringer fra sønnens tidligere

specialbørnehave, at spejlkarrusellen kunne bruges til at beskæftige sønnen og aflede hans

opmærksomhed i de situationer, hvor han slog hoved i gulv, vægge mv.

Kommunen gav afslag på ansøgningen efter servicelovens § 28. Kommunen lagde vægt på, at den

ansøgte spejlkarrusel ikke udgiftsmæssigt oversteg de udgifter til legetøj der var almindeligt for ikke

handicappede børn i sønnens alder. Kommunen fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. oplyst, at den ansøgte karrusel

alene kunne erhverves i en bestemt forretning, som forhandlede specielt legetøj og lignende til handicappede.

Forældrene henviste herefter til, at der efter servicelovens § 28 kan ydes tilskud til særligt

legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden.

I en supplerende klage oplyste forældrene bl.a., at forældrene gjorde meget ud af, at de udgiftsmæssigt

anvendte de samme penge til legetøj til begge deres børn. Forældrene havde derfor den samme

udgift til legetøj til deres handicappede søn som til deres ikke handicappede søn.

Nævnet hjemviste efterfølgende sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen.

Nævnet lagde til grund, at den ansøgte spejlkarrusel var et særligt legetøj fremstillet til børn med

nedsat funktionsevne.

Nævnet fandt herefter ikke at kommunen kunne afslå at yde hjælp til karrusellen med den af kommunen

anførte begrundelse.

Nævnet lagde herved vægt på, at børns udgiftsmæssige forbrug af legetøj er vidt forskelligt og det

næppe kunne fastslås hvad der er normale udgifter til legetøj til børn i forskellige aldersgrupper.

Familiens eventuelle udgifter til en spejlkarrusel kunne derfor ikke efter nævnets opfattelse afvises

som en merudgift efter servicelovens § 28, stk. 1 med henvisning til at børn uden funktionsnedsættelse

har udgifter til andet legetøj.

Nævnet fandt at merudgifter til særligt legetøj til børn med funktionsnedsættelse alene kunne sammenlignes

med legetøj af tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse.

Hvis der ikke fandtes tilsvarende almindeligt legetøj skulle hele udgiften til særligt legetøj efter

nævnets opfattelse betragtes som en merudgift, hvortil der kunne ydes økonomisk hjælp efter servicelovens

§ 28. Dette under forudsætning af at legetøjet var nødvendigt med henblik på beskæftigelsen

af barnet i fritiden og at barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.

Nævnet kunne imidlertid ikke på det foreliggende grundlag vurdere om forældrene var berettiget til

økonomisk hjælp til den ansøgte spejlkarrusel efter servicelovens § 28, stk. 1.

Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ikke sås at have foretaget en nærmere beskrivelse af

sønnens funktionsevne set i forhold til, hvad sønnen havde brug for at beskæftige sig med i fritiden.

117


Kommunen blev herefter anmodet om at foretage en funktionsevnebeskrivelse og på det grundlag

vurdere om den ansøgte spejlkarrusel var et nødvendigt legetøj for sønnens fritidsbeskæftigelse. I

givet fald skulle kommunen undersøge om der fandtes et tilsvarende legetøj som spejlkarrusellen,

som børn uden funktionsnedsættelse i sønnens alder ville benytte. Under henvisning til disse undersøgelser

og vurderinger skulle kommunen herefter træffe afgørelse om hvorvidt udgiften eller en

del af udgiften til den ansøgte karrusel var en merudgift, hvortil der kunne ydes hjælp efter servicelovens

§ 28.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen fortsat ikke vurderede, at der var tale om en

merudgift ved forsørgelsen.

Kommunen oplyste, at en gennemsnitsfamilie med et barn på 8 år typisk afholdt udgifter til legetøj i

form af Playstation eller Gameboy med tilhørende spil. Sådanne spil kostede tilsvarende eller mere

end den spejlkarrusel barnet med nedsat funktionsevne benyttede i stedet for.

I forhold til nævnets afgørelse anførte kommunen videre, at det var kommunens opfattelse, at det

var udgiften til legetøjet, der var afgørende, og ikke om det var specielt fremstillet til handicappede

børn. Det afgørende var således om forældrenes udgift til særligt legetøj oversteg den udgift forældre

til ikke handicappede børn afholdt til almindeligt legetøj.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunen telefonisk, at kommunen efter nævnets

hjemvisning af sagen havde truffet en ny afgørelse i sagen og bevilget forældrene hjælp til køb

af den ansøgte spejlkarrusel.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det ansøgte legetøj i

form af en spejlkarrusel skulle vurderes efter servicelovens §§ 97/98 om hjælpemidler og forbrugsgoder

eller servicelovens § 28 om merudgifter ved forsørgelsen. I det omfang det ansøgte skulle

vurderes efter servicelovens § 28 ville der videre blive taget stilling til, hvorvidt merudgiftsvurderingen

beroede på en vurdering af om den ansøgte spejlkarrusel kunne sammenlignes med legetøj af

tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke at forældrene var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til en

spejlkarrusel efter servicelovens § 28 til deres handicappede søn.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger kunne anses

for sandsynliggjort, at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en nødvendig merudgift ved

forsørgelsen af den handicappede søn.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at forældrene havde søgt om hjælp til dækning af udgifter

til køb af en spejlkarrusel til deres søn som var diagnostiseret infantil autist med hjerneskade

og spasticitet.

118


Ankestyrelsen fandt, at den ansøgte spejlkarrusel skulle vurderes efter servicelovens § 28 om hjælp

til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var ansøgt om hjælp til dækning af udgifter til et særligt

legetøj i form af en spejlkarrusel, som ifølge sagens oplysninger, skulle anvendes til at beskæftige

sønnen og aflede hans opmærksomhed i de situationer, hvor han udviste en meget udadreagerende

og voldsom adfærd.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på det anførte i punkt 25 i Socialministeriets vejledning om støtte

til hjælpemidler, biler, boligindretning mv., hvorefter støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til

fritid/leg, fx et barn som ikke har andre legemuligheder, ydes efter servicelovens § 28. Det fremgår

videre af punkt 75 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap,

at der kan ydes tilskud til merudgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden

efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort, at

udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med

ikke handicappede børn havde til legetøj.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at vurderingen efter servicelovens § 28 hviler på et kompensationsprincip,

hvorefter familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der

følger af handicappet.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger, som sandsynliggjorde at

udgiften til spejlkarrusellen herefter måtte betragtes som en merudgift.

Ankestyrelsen bemærkede, at det var indgået i vurderingen, at forældrene i et brev til nævnet bl.a.

havde oplyst, at forældrene havde samme udgifter til legetøj til deres handicappede søn som til deres

ikke handicappede søn.

Ankestyrelsen oplyste afslutningsvis, at det ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, kunne begrunde

en ændret vurdering, at den ansøgte spejlkarrusel var et særligt udviklet legetøj til børn med handicaps

og at spejlkarrusellen - ifølge det oplyste - alene kunne erhverves hos en forhandler som solgte

særligt legetøj mv. til børn med handicaps.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den hjælp kommunen - som

følge af nævnets hjemvisning - allerede havde udbetalt til køb af den ansøgte spejlkarrusel.

5.1.26 SM C-8-04

Resumé:

Der kunne efter servicelovens hjælpemiddelregler ydes hjælp til særlige beklædningsgenstande,

som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse,

mens der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til almindeligt tøj, som skulle udformes

på en særlig måde.

I den konkrete sag fandtes en køredragt (flyverdragt) til brug for en 7-årig pige ved transport i kørestol

at måtte betragtes som en særlig beklædningsgenstand, som hun ikke ville have haft behov for,

119


hvis hun ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Køredragten ville dermed kunne bevilges som et

hjælpemiddel forudsat, at væsentlighedskriteriet var opfyldt, og ikke som en merudgift ved forsørgelsen

af pigen.

Der blev bl.a. lagt vægt på, at køredragten var en videreudvikling af en kørepose, og at den var udformet

således, at den var længere bagpå end foran, så pigen kunne sidde ned i den.

Sagsfremstilling:

En mor søgte kommunen om en specialsyet køredragt (flyverdragt) med lynlåse i ærmer og ben til

sin 7-årige datter. Køredragten skulle bruges ved transport af datteren i kørestol. Ansøgningen var

begrundet i datterens venstresidige hemiplegi, og det var også anført, at datterens venstre arm og

ben var kortere end højre arm og ben.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Man vurderede således ikke, at køredragten var en

særlig beklædningsgenstand, og den fandtes heller ikke at være nødvendig for at kompensere for

datterens funktionsnedsættelse. Det forhold, at dragten skulle specialsys, ændrede ikke denne vurdering.

Køb af køredragt (flyverdragt) måtte man betragte som en almindelig udgift til børn. Kommunen

foreslog ansøger eventuelt at købe en todelt flyverdragt, hvor det var nemmere at komme i jakken.

Der kunne eventuelt ansøges om merudgifter hertil efter servicelovens § 28.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling, idet kommunens afgørelse var truffet

på et utilstrækkeligt og forkert grundlag.

Nævnet henviste til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 12 og til appendiks pkt. 2 om særlige beklædningsgenstande

i vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler. Med baggrund heri anførte nævnet, at

der måtte sondres mellem særlige beklædningsgenstande omfattet af servicelovens § 97 og specielle

behov for beklædning omfattet af lovens § 28.

Nævnet fandt herefter, at en flyverdragt, som skulle specialsys på grund af nedsat fysisk funktionsevne,

var en særlig beklædningsgenstand, som dermed ville kunne bevilges som hjælpemiddel efter

servicelovens § 97 forudsat, at væsentlighedskriteriet i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1 var opfyldt.

I forhold til det af kommunen anførte om, at barnet ville kunne bruge en almindelig rummelig jakke,

hvorfor der ikke var behov for specialsyet tøj, bemærkede nævnet, at det faktiske grundlag for

denne vurdering ikke fremgik af sagsakterne. Nævnet havde derfor ikke mulighed for at tage stilling

til, om denne vurdering var foretaget på et tilstrækkeligt grundlag.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at sagen havde principiel betydning for afgrænsningen

mellem hjælpemiddelreglerne og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen. Der

var således behov for en afklaring af, hvornår en beklædningsgenstand var en særlig beklædningsgenstand

efter servicelovens § 97, og hvornår der var tale om merudgifter til beklædningsgenstande

efter servicelovens § 28.

Kommunen mente, at når der var tale om almindeligt tøj til børn i den pågældende alder, skulle der

ydes hjælp efter reglerne om merudgifter, hvis barnet skulle have dyrere eller specialsyet tøj på

grund af sit handicap. De særlige beklædningsgenstande efter hjælpemiddelreglerne var derimod

beklædningsgenstande, som man typisk ikke ville have haft behov for, hvis man ikke havde haft en

funktionsnedsættelse. I den konkrete sag havde datteren en alder, hvor det var normalt at have en

120


flyverdragt.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev det fra det firma, som var angivet som leverandør

af køredragten, oplyst, at de køredragter, som firmaet lavede, udelukkende var beregnet til kørestolsbrugere.

Køredragterne var en videreudvikling af køreposer. Køredragterne var udformet som

flyverdragter, der var længere bagpå end foran, så brugeren kunne sidde ned i dem. Der var lynlås

fra hals til fod og fra skulder til håndled, så dragterne var nemme at få på. Dragterne blev syet efter

individuelle mål.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af afgrænsningen mellem hjælpemiddelreglerne

i servicelovens § 97 og reglerne om merudgiftsydelse i servicelovens § 28 for så vidt angik hjælp

til beklædningsgenstand i form af specialsyet køredragt (flyverdragt).

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med nævnet, der havde hjemvist sagen til kommunen til ny behandling og

afgørelse.

Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at køredragten til ansøgers datter var en særlig beklædningsgenstand,

som dermed ville kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens § 97,

forudsat at væsentlighedskriteriet var opfyldt. Sagen skulle således ikke vurderes ud fra servicelovens

§ 28 om merudgiftsydelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at datteren var kørestolsbruger, og at der var ansøgt om en køredragt.

Ankestyrelsen lagde vægt på hjælpemiddelbekendtgørelsens § 12 og appendiks pkt. 2 i Socialministeriets

vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler. Heraf fremgik det, at der efter hjælpemiddelreglerne

kunne ydes hjælp til merudgifterne ved anskaffelse af særlige beklædningsgenstande. Som eksempler

på særlige beklædningsgenstande var i vejledningen nævnt bl.a. regnslag til kørestole og

køreposer.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på pkt. 70 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn

og unge med handicap. Heraf fremgik det bl.a., at der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til

tøj, som skulle udformes på en særlig måde.

Ankestyrelsen vurderede på denne baggrund, at der efter hjælpemiddelreglerne kunne ydes hjælp til

særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende

ikke havde en funktionsnedsættelse, mens der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til almindeligt

tøj, f.eks. bukser, bluser, overtøj m.v., som skulle udformes på en særlig måde.

Ankestyrelsen fandt herefter, at den køredragt (flyverdragt), der var søgt om, var at betragte som en

særlig beklædningsgenstand, som datteren ikke ville have haft behov for, hvis hun ikke havde en

funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at køredragten skulle benyttes ved transport af datteren i kørestol.

Den skulle udformes, således at der var lynlåse i ærmer og ben, og venstre ærme og ben skulle

være kortere end højre ærme og ben.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at køredragten var en videreudvikling af en kørepose. Dragten

121


var udformet således, at den var længere bagpå end foran, så brugeren kunne sidde ned i den. I ansøgningen

var der som leverandør henvist til et bestemt firma.

Ankestyrelsen fik fra dette firma telefonisk oplyst, at de køredragter, som firmaet lavede, udelukkende

var beregnet til kørestolsbrugere og udformet som flyverdragter, der var længere bagpå end

foran så brugerne kunne sidde ned i dem. Der var lynlås fra hals til fod og fra skulder til håndled, så

dragterne var nemme at få på. Dragterne blev syet efter individuelle mål.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt de

øvrige betingelser i servicelovens § 97 for at yde køredragten som hjælpemiddel, herunder væsentlighedskriteriet,

var opfyldt. Denne vurdering måtte foretages af kommunen, eventuelt efter indhentelse

af yderligere oplysninger, herunder oplysninger om nødvendigheden af køredragten i forhold

til at kompensere for datterens funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.1.27 SM C-9-04

Resumé:

Vurderingen af betingelserne om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og

indgribende kronisk eller langvarig lidelse i servicelovens bestemmelse om merudgifter ved forsørgelsen

af et barn i hjemmet skulle i relation til ansøgninger om medicinudgifter foretages uafhængigt

af den løbende eller varige behandling, herunder medicinsk behandling, som barnet modtog til

afhjælpning af sin lidelse.

I den konkrete sag var en mor berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til medicin til sine to

sønner, som led af astma og allergi. Sønnerne var således efter en lægelig vurdering omfattet af personkredsen

i bestemmelsen om merudgiftsydelse, idet deres lidelser måtte karakteriseres som indgribende,

kroniske og langvarige. Der blev særligt lagt vægt på, at sønnernes astma var ret svær, og

uden behandling ville de være livstruet.

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en mor, som havde to sønner på ca. 12 og 8 år, der led af astma bronchiale på basis

af påviste allergier. Begge sønner var i konstant behandling med inhalationsmedicin.

Af sagens lægelige oplysninger fremgik det vedrørende den ældste søn, at han havde en svær astma,

som havde været til stede i 12 år. Der havde været betydelige astmasymptomer på trods af en ret intensiv

astmabehandling. Hvis han ikke fik sin astmamedicin dagligt, ville han være svært handicappet

og livstruet.

Vedrørende den yngste søn fremgik det, at han havde haft astma det halve af sit liv. Den medicinske

behandling var ret massiv og konstant og klart strengt nødvendig for, at han kunne fungere nogenlunde

normalt. Manglende behandling ville være livstruende, og hvis han ikke fik behandling, ville

han formentlig have mange svære astmaanfald.

Moderen havde hidtil modtaget hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 28 til sønnernes

medicin. I forbindelse med revurdering af sagen meddelte kommunen afslag på fortsat hjælp til

122


merudgifter til medicin. Kommunen fandt ikke, at sønnernes lidelser var af en sådan indgribende

karakter, at de tilhørte målgruppen for servicelovens § 28. Baggrunden for denne vurdering var

bl.a., at det ikke havde været nødvendigt med indlæggelser, og at lidelserne ved medicinsk behandling

kunne holdes i ro. Herudover kunne sønnerne med den givne medicin deltage i fritidsaktiviteter.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at sønnerne ikke var omfattet af personkredsen

i servicelovens § 28.

Nævnet lagde vægt på, at sønnerne led af astma bronchiale på basis af påviste allergier. Videre blev

der lagt vægt på det oplyste om, hvorledes de fungerede i hverdagen, herunder at de kunne føre et

rimeligt normalt liv og udøve sport, herunder fodbold og løb.

Nævnet fandt således ikke, at sønnerne havde en indgribende kronisk eller langvarig lidelse i servicelovens

§ 28's forstand.

I klagen til Ankestyrelsen, som var indgivet af en socialkonsulent i et forsikringsselskab på moderens

vegne, var det bl.a. anført, at sagen var af principiel betydning for så vidt angik spørgsmålet

om afgrænsningen af, hvornår en lidelse var langvarig og indgribende i servicelovens § 28's forstand.

Ved gennemgang af Ankestyrelsens praksis havde det ikke været muligt at finde afgørelser,

som understøttede afslaget på støtte til medicin. Ifølge sønnernes læge var deres sygdom indgribende,

og medicinen var livsnødvendig for begge drenge.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt moderen var berettiget

til at få dækket merudgifter til medicin til sine sønner, som led af astma og allergi, jf. servicelovens

§ 28.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at moderen var berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til medicin til sine

sønner.

Begrundelsen for afgørelsen var, at sønnerne efter en lægelig vurdering var omfattet af personkredsen

i servicelovens § 28, idet begge drenges lidelser måtte karakteriseres som indgribende, kroniske

og langvarige.

Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af betingelserne om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne og indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. servicelovens § 28, stk. 1, i relation

til moderens ansøgning om medicinudgifter skulle foretages uafhængigt af den løbende eller

varige behandling, herunder medicinsk behandling, som sønnerne var i til afhjælpning af deres astma

og allergi.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på en naturlig sproglig forståelse af servicelovens § 28, stk. 1. Videre

blev der lagt vægt på formålet med hjælpen efter bestemmelsen, således som dette formål er

beskrevet i pkt. 40 i vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Vedrørende vurderingen af, at sønnerne var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, lagde

Ankestyrelsen for så vidt angik den ældste søn vægt på, at han efter en lægelig vurdering havde en

svær astmalidelse, som havde været til stede i 12 år, og der havde været betydelige astmasympto-

123


mer på trods af en ret intensiv astmabehandling. Hvis han ikke fik sin medicin dagligt, ville han efter

en lægelig vurdering være svært handicappet og livstruet.

Vedrørende den yngste søn lagde Ankestyrelsen vægt på, at han havde haft astma det halve af sit

liv. Den medicinske behandling var efter en lægelig vurdering ret massiv og konstant og klart

strengt nødvendig for, at han kunne fungere nogenlunde normalt. Manglende behandling ville efter

en lægelig vurdering være livstruende også for ham, og hvis han ikke fik behandling, ville han formentlig

have mange svære astmaanfald.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.1.28 SM C-19-04

Resumé:

Moderen til et for tidligt født tvillingepar havde ikke ret til merudgiftsydelse til dækning af eventuelle

nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af børnene, da Ankestyrelsen efter en konkret vurdering

ikke fandt, at der var tale om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos det ene eller begge børn.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der ikke var konstateret betydelig nedsat funktionsevne

eller indgribende lidelse, da børnene blev udskrevet fra sygehuset. Det forhold, at børnene var

indlagt i ca. 11½ uge som følge af den for tidlige fødsel, var ikke tilstrækkeligt til, at der var tale om

en indgribende langvarig lidelse i relation til reglerne om merudgiftsydelse.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at den generelle risiko for at for tidligt fødte børn kan få udviklingsmæssige

senfølger var tilstrækkelig til at blive omfattet af reglerne om merudgiftsydelse.

Sagsfremstilling:

Der blev søgt om hjælp til dækning af merudgifter til leje af elektrisk brystpumpe samt transportudgifter

i forbindelse med, at et for tidligt født tvillingepar var indlagt på sygehuset. Børnene, der blev

født i 28. graviditetsuge, vejede henholdsvis 1.100 og 1.070 gram ved fødslen.

Kommunen og nævnet gav afslag på merudgiftsydelse efter servicelovens § 28, stk. 1. Nævnet begrundede

afgørelsen med, at det at et barn er født for tidligt ifølge praksis ikke i sig selv er tilstrækkeligt

til at få hjælp, men at et for tidligt født barn efter en konkret individuel vurdering af barnets

lidelse vil kunne anses for omfattet af personkredsen i § 28. Nævnet fandt ikke, at tvillingerne, der

blev født i 28. graviditetsuge, var omfattet af personkredsen i § 28. Nævnet lagde blandt andet vægt

på det oplyste om børnenes helbredstilstand, herunder en udtalelse fra sygehusets børneafdeling.

Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen af sygehusets socialrådgiver, der blandt andet anførte, at der

var behov for en præcisering af, hvornår et for tidligt født barn var omfattet af servicelovens § 28.

Klagen blev suppleret med en udtalelse fra den specialeansvarlige overlæge på børneafdelingen.

Ankestyrelsen indhentede desuden sygehusets journaler vedrørende tvillingerne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om de for tidligt fødte tvillinger

kunne anses for at have en indgribende kronisk eller langvarig lidelse, således at de var omfattet

af reglerne om merudgiftsydelse i servicelovens § 28, stk. 1.

124


Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at moderen ikke havde ret til hjælp til dækning af merudgifterne til leje af

brystpumpe samt transport til sygehuset efter servicelovens § 28, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering ikke fandt, at børnene

var omfattet af målgruppen i § 28, stk. 1 om merudgiftsydelse.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at børnene led af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller indgribende kronisk eller indgribende langvarig lidelse, hvilket er en betingelse

for at være berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved "indgribende lidelse" forstås, at der skal være tale om en lidelse,

der har alvorlige følger i den daglige tilværelse. For så vidt angår "langvarig lidelse" lægges

der i praksis vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde

hjælp efter § 28, selvom lidelsen kan forventes at vare mindre end et år, hvis familien i en kortere

periode er særligt tungt belastet på grund af barnets handicap/lidelse, for eksempel hvis barnet er

født for tidligt. Det forhold, at et barn er født for tidligt, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter

§ 28.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at børnene blev født den 10. juni i 28. graviditetsuge,

hvor de vejede henholdsvis 1.100 og 1.070 gram. Børnene var indlagt indtil den 28. august, og de

fik den almindelige behandling af for tidligt fødte børn i form af støtte til vejrtrækning, sondeernæring,

lysbehandling for gulsot samt medicinsk behandling. Herudover fik drengen antibiotisk behandling

på grund af luftvejsinfektion. For så vidt angår pigen var forløbet mere kompliceret, idet

hendes lunger var umodne og krævede ekstra medicinsk behandling under fuld bedøvelse. Hun fik

desuden en svær blodforgiftning.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at hverken drengen eller pigen led af varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne, ligesom der heller ikke ved udskrivelsen fra sygehuset eller ved de efterfølgende

kontrolbesøg var beskrevet forhold, der kunne medføre, at børnene kunne anses for at have

en indgribende lidelse i relation til § 28.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at børnene som følge af den for tidlige fødsel var indlagt

fra den 10. juni til den 28. august, kunne anses for at være langvarigt i relation til § 28.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at risikoen for, at for tidligt fødte børn kan få udviklingsmæssige

senfølger, hvilket den specialeansvarlige overlæge havde oplyst til 10-20%, var tilstrækkeligt til, at

børnene kunne blive omfattet af målgruppen i servicelovens § 28.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor nævnets afgørelse.

5.1.29 SM C-20-04

Resumé:

En kvinde, der boede i Sverige og arbejdede i Danmark, havde ret til fra kommunen i Danmark at få

hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste ved sønnens indlæggelse på hospital efter

reglerne i EU-forordning 1408/71.

125


Der blev lagt vægt på, at kvinden efter EU-forordningen var omfattet af dansk lovgivning, og på, at

merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste ud fra en formålsbetragtning måtte karakteriseres som

familieydelser, således som dette begreb blev defineret i EU-forordningen. Det fulgte herefter af

forordningens regler om, hvilken medlemsstat, der skal yde hjælp til familieydelser, at det var den

medlemsstat, hvor kvinden arbejdede, der skulle yde hjælpen.

Servicelovens regel, hvorefter det er en betingelse for at få hjælp efter loven, at man opholder sig

lovligt i Danmark, måtte således ud fra det EU-retlige princip om forrang vige for EU-forordningens

regler.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der i 9 år havde været bosat i Sverige. Hun havde i hele perioden

arbejdet på en virksomhed, der var beliggende i kommunen i Danmark. Hun havde en søn, der led

af en alvorlig hjertefejl, og som følge heraf skulle han have foretaget en hjerteoperation. I forbindelse

hermed søgte kvinden om ydelser i henhold til serviceloven med henblik på økonomisk dækning

af de merudgifter, der var forbundet med sønnens indlæggelse. Det var oplyst, at ansøger ikke var

berettiget til ydelser fra de svenske myndigheder i forbindelse med sønnens indlæggelse.

Kommunen meddelte ansøger afslag på ansøgningen, idet det var kommunens vurdering, at ansøger

for at få ydelser i henhold til serviceloven skulle være boligregistreret i den kommune, hvorfra ydelserne

blev udbetalt. Bopælskravet kunne således ikke tilsidesættes, hvorfor kommunen vurderede,

at ansøger ikke var omfattet af den personkreds, der kunne ansøge om ydelser i henhold til serviceloven.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning

af merudgifter i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital, herunder kompensation for tabt

arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 29, idet hun var omfattet af personkredsen, til hvem der kunne

bevilges ydelser i medfør af servicelovens § 29, jf. EU-forordning 1408/71 artikel 73.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som såkaldt grænsegænger var omfattet af EUforordning

1408/71, hvorefter det som udgangspunkt er myndigheden på arbejdsgiverens hjemsted,

som yder kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens § 29, jf. forordningens

artikel 13, stk. 2, litra a.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger og hendes familie havde bopæl i Sverige, og at hun arbejdede i en

virksomhed, der var bosiddende i kommunen i Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger

havde søgt om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse

på hospital.

Nævnet henviste herefter til EU-forordning 1408/71 artikel 13, stk. 2, litra a, om, hvilken lovgivning

en vandrende arbejdstager er underlagt, artikel 73 om, hvilken medlemsstat der skal yde hjælp

til familieydelser, og artikel 1 u (i) om definitionen på familieydelser. En ydelse efter servicelovens

§ 29 var efter nævnets opfattelse en familieydelse, som var omfattet af EU-forordning 1408/71, jf.

forordningens artikel 73, jf. artikel 13, stk. 2, litra a.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man ikke fandt, at servicelovens § 2 gav

mulighed for at yde hjælp efter servicelovens §§ 28 eller 29 til en person bosiddende i Sverige. Man

mente ikke, at der i en sådan situation var tale om lovligt ophold her i landet forstået således, at an-

126


søger boede her i landet, jf. bestemmelsens stk. 1. Der var heller ikke tale om midlertidigt ophold i

udlandet, jf. stk. 2, og endelig var der ikke tale om hjælp til behandling eller pleje, jf. stk. 3.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste nævnet supplerende, at man ved afgørelsen

havde lagt Socialministeriets fortolkning af EU-forordning 1408/71 til grund, herunder at en ydelse

efter servicelovens § 29 som udgangspunkt var en familieydelse, som kunne ydes af beskæftigelseskommunen,

medmindre en tilsvarende ydelse ville kunne udbetales til en eventuel ægtefælle i

bopælslandet.

Socialministeriet oplyste på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel vejledende, at servicelovens §

2, stk. 1, i kraft af EU-rettens princip om forrang ved modstrid med nationale retsregler ville blive

fortrængt af EU-forordning 1408/71 for så vidt angår de ydelser, som forordningen omfattede. Vedrørende

merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 blev det oplyst,

at ministeriet ved besvarelse af skriftlige henvendelser tidligere havde givet udtryk for, at disse

ydelser måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb måtte forstås i EUforordningen.

Dette ud fra formålet med merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste, jf. vejledning

om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Til bekræftelse af Socialministeriets vejledende telefoniske udtalelse modtog Ankestyrelsen herefter

kopi af en skriftlig vejledende udtalelse i en lignende sag, hvoraf det bl.a. fremgik, at det var ministeriets

opfattelse, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 måtte betragtes som en familieydelse,

således som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af sammenhængen mellem servicelovens

§ 2 og artikel 73 i EU-forordning 1408/71 for så vidt angår merudgiftsydelse efter servicelovens

§ 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Afgørelse:

Ansøger var berettiget til fra kommunen i Danmark at få hjælp til dækning af merudgifter og kompensation

for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger var omfattet af den personkreds, der kunne modtage

hjælp til dækning af nødvendige merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne

i EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og

deres familiemedlemmer, der flytter inden for fællesskabet.

Efter reglerne i forordning 1408/71 er en arbejdstager, der er beskæftiget i en medlemsstat, omfattet

af denne stats lovgivning, selv om pågældende er bosat i en anden medlemsstat. Videre har en arbejdstager,

der er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor pågældendes familie

har bopæl, ret til familieydelser til familien efter lovgivningen i den stat, hvor pågældende arbejder.

Dette gælder, medmindre ægtefællen i bopælsstaten har ret til en ydelse af tilsvarende karakter.

Familieydelser defineres som alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af

forsørgerbyrder.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger og hendes familie efter det i sagen oplyste havde bopæl i

Sverige, og at hun var beskæftiget på en virksomhed, der havde hjemsted i en kommune i Danmark.

Ansøger var derfor omfattet af dansk lovgivning.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ydelserne merudgiftsydelse og kompensation for tabt ar-

127


ejdsfortjeneste, som ansøger havde søgt om, ud fra en formålsbetragtning måtte karakteriseres som

familieydelser, således som dette begreb blev defineret i EU-forordning 1408/71. Ifølge pkt. 40 og

95 i vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap var formålet med hjælp efter servicelovens

§§ 28 og 29 således, at medvirke til, at barnet/den unge kunne forblive i familien og

dermed undgå anbringelse på institution, at medvirke til, at familien kunne leve så normalt som muligt

på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse,

og at medvirke til at hindre, at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige

lidelse blev forværret eller fik andre og mere alvorlige følger.

Det indgik i Ankestyrelsens overvejelser, at Socialministeriet i en lignende sag vejledende havde

udtalt, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 måtte betragtes som en familieydelse, således

som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71.

Da det fremgik af sagen, at ansøgers ægtefælle ikke havde ret til tilsvarende ydelser som de ansøgte

efter svensk ret, ville ansøger have ret til ydelserne efter dansk lovgivning.

Ankestyrelsen fandt således, at servicelovens § 2, stk. 1, hvorefter det er en betingelse for at få

ydelser efter loven, at man opholder sig lovligt i Danmark, måtte vige i situationer som ansøgers.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at EU-forordninger var direkte bindende i medlemsstaterne, og

ifølge EU-rettens princip om forrang ville en EU-forordnings regler gå forud for nationale retsregler,

der kunne være i uoverensstemmelse med EU-retlige regler.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.1.30 SM C-38-04

Resumé:

Ankestyrelsen fandt, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af de driftsudgifter,

der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke

ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.

Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynliggjort at familien

ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at familien havde haft bil i forbindelse med faderens job som kørende

konsulent, men i 1988 afhændede bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet og at

familien herefter ikke havde bil før den i 1998 fik bevilget en hjælpemiddelbil til det handicappede

barn. Familien havde tidligere benyttet cykler og offentlige transportmidler.

Der var ikke senere fremkommet oplysninger om familiens personlige forhold, der modsagde det

sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet.

Et Falck abonnement kunne ikke anses for nødvendig af hensyn til barnets handicap eller som følge

af at være ejer af en bil.

Sagsfremstilling:

Familiens nu 10-årige datter led af svær spasticitet i benene og kunne ikke gå. Hun fik i 1998 bevil-

128


get hjælpemiddelbil. I tilknytning hertil fik familien bevilget hjælp til bilforsikring og eventuelle

reparationer samt til fritidskørsel. Familien havde ikke haft bil siden 1988, hvor familiens bil blev

afhændet i forbindelse med at faderen ophørte i et konsulentjob.

Kommunen traf i 2003 afgørelse om afslag på dækning af driftsudgifter i form af bilforsikring, udskiftning

af batteri og Falck abonnement til bilen med den begrundelse, at det ikke var tilstrækkelig

sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke havde været et særligt kørselsbehov

på grund af barnets handicap, idet udsagn fra familien om, at den ikke ville have investeret i en

bil, hvis den ikke havde haft en handicappet datter, ikke i sig selv kunne udløse dækning af merudgifter

efter servicelovens § 28. Der var heller ikke tale om en ekstraordinær dyr og kostbar bil. For

så vidt angik betaling af Falck abonnement var det anført, at allerede fordi der ikke var tale om en

lovmæssig forpligtelse, var der ikke tale om en nødvendig merudgift efter servicelovens § 28.

Det sociale nævn traf den afgørelse, at familien fortsat havde ret til hjælp til betaling af nødvendige

driftsudgifter i forbindelse med den bevilgede bil.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det følger af servicelovens § 28, at kommunen yder dækning

af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det

er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet lagde til grund, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring,

benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede

generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne

i forhold til ikke-handicappede bilejere.

Nævnet lagde endvidere til grund, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af

andre driftsudgifter (end befordringsudgifter) i forbindelse med befordring af et barn med nedsat

funktionsevne eller lidelse. Det gælder bl.a. i den situation, hvor det kan sandsynliggøres, at familien

ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne

eller lidelse.

Nævnet fandt det sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis den ikke havde haft en

handicappet datter.

Nævnet lagde vægt på, at familien afhændede egen bil i 1988 i forbindelse med, at faderen ophørte i

sit konsulentjob, at familien herefter ikke havde bil, før den i 1998 fik bevilget hjælpemiddelbil til

datteren, at kommunen ydede hjælp til taxakørsel, indtil familien erhvervede hjælpemiddelbilen, og

at kommunen i tilknytning til erhvervelsen af hjælpemiddelbilen, fandt familien berettiget til hjælp

til betaling af driftsudgifter.

Nævnet fandt endvidere ikke, at der var sket sådanne ændringer i familiens personlige forhold eller

fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis

datteren ikke var handicappet.

For så vidt angik hjælp til betaling af Falck abonnement, fandt nævnet, at familien ikke var berettiget

hertil.

Nævnet lagde herved vægt på, at udgiften til Falck abonnement ikke var nødvendig af hensyn til

datterens handicap eller som følge af at være ejer af en bil.

129


Nævnet fandt ikke, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis i form af Sociale Meddelelser udelukkede,

at familien fortsat kunne være berettiget til hjælp til driftsudgifter i forbindelse med datterens

hjælpemiddelbil.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik fortsat hjælp til betaling af nødvendige

driftsudgifter til hjælpemiddelbilen, men tiltrådte kommunens afslag på fortsat betaling af

Falckabonnement.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var der henvist til Ankestyrelsens praksis, hvor styrelsen havde

vurderet, at "udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer,

vask m.v. skal brugeren selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have

merudgifter til drift af bil alene på grund af nedsat funktionsevne i forhold til ikke handicappede

bilejere"

Det var kommunens opfattelse, at hvis eksempelvis en bilforsikring koster mere, fordi det er en

driftsmæssig kostbar bil, så er det merudgiften til denne, som kan søges dækket efter § 28, jf. SM

C-15-00 og C-11-01, hvor Ankestyrelsen havde vurderet, at "hvis en familie som følge af barnets

nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter

anses som merudgift ved barnets forsørgelse."

Det var kommunens vurdering, at udtalelser fra ansøger om at familien aldrig ville have investeret i

bil, ikke er en tilstrækkelig sandsynliggørelse, som kan udløse hjælp efter § 28. Det måtte i henhold

til dansk rets almindelige principper være ansøger som skulle sandsynliggøre sit udsagn.

Faderen anførte til i forbindelse med kommunens klage, at han havde oplyst til sagen, at han i en

periode frem til starten af 1988 havde haft bil i forbindelse med et job som kørende konsulent og

solgte bilen samtidig med at han skiftede arbejde. Familien havde både i hverdagen og på ferier

brugt cykler som det primære transportmiddel (også med den ældste datter), og undtagelsesvis benyttet

offentlige transportmidler. Dette var kun muligt med den handicappede datter, da hun var så

lille, at familien kunne bruge cykelanhængeren som barnevogn.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det var nævnets opfattelse, at i de ganske særlige situationer,

hvor det måtte anses for sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var

et særligt kørselsbehov som følge af det handicappede barn, svarer merudgiften efter servicelovens

§ 28 til de nødvendige driftsudgifter, der er forbundet med selve den omstændighed, ar familien er i

besiddelse af en bil. Det ville i denne situation være uden mening at tage udgangspunkt i en vurdering

af de udgifter, der normalt er forbundet med at have bil.

På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at afgørelsen i den foreliggende sag ikke var i strid

med den praksis, som var udmeldt ved Ankestyrelsens Sociale Meddelelser.

Nævnet var enig med kommunen i, at et udsagn fra familien om, hvorvidt den ville have haft bil,

hvis det ikke havde været på grund af det handicappede barn, ikke i sig selv kan udløse hjælp efter

servicelovens § 28. Nævnet fandt således, at sandsynligheden må vurderes på baggrund af nogle

helt konkrete omstændigheder, således som det i nærværende sag var anført i begrundelsen for afgørelsen.

Nævnet fandt endvidere, at der ikke efterfølgende var sket sådanne ændringer i familiens

personlige forhold eller fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke

ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet.

130


Nævnets afgørelse var således truffet på baggrund af en række konkrete forhold og ikke, som antydet

af kommunen, kun ud fra et udsagn fra forældrene om, at de ikke ville have haft bil, hvis de ikke

havde et handicappet barn.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt der kan ydes hjælp efter servicelovens

§ 28 til betaling af driftsudgifter i forbindelse med en hjælpemiddelbil til et barn, hvis det kan

sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som

følge af det handicappede barn, herunder hvilke krav der i givet fald kan stilles til sandsynliggørelsen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at familien fortsat var berettiget til hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter

i forbindelse med den hjælpemiddelbil, der tidligere var bevilget, som følge af datterens handicap.

Ankestyrelsen anførte i begrundelsen, at det følger af servicelovens § 28, stk.1, at kommunen yder

dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn med betydelig og varigt

nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at

merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring,

benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede

generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne

i forhold til ikke-handicappede bilejere, jf. SM C-15-00 og SM C-11-01.

Ankestyrelsen fandt dog, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af sådanne

driftsudgifter, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et

særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynliggjort at familien

ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at familien havde haft bil i forbindelse med faderens job som kørende

konsulent, men i 1988 afhændede bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet og at

familien herefter ikke havde bil før den i 1998 fik bevilget en hjælpemiddelbil til datteren. Familien

havde tidligere benyttet cykler og undtagelsesvis offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke senere var fremkommet oplysninger om familiens personlige

forhold, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren

ikke var handicappet.

Familien var ikke berettiget til hjælp til betaling af Falck abonnement.

Begrundelsen var, at udgiften til Falck abonnement ikke kunne anses for nødvendig af hensyn til

datterens handicap eller som følge af at være ejer af en bil.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

131


5.1.31 SM C-41-04

Resumé:

En kommune havde pligt til af egen drift at genoptage og ændre en tidligere afgørelse, hvorved en

familie havde fået bevilget løbende hjælp til dækning af udgifter til højere husleje i forbindelse med

flytning til en handicapvenlig bolig.

Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel til at yde de nævnte udgifter efter bestemmelsen om boligændring.

Kommunen traf i 2003 afgørelse om, at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens bestemmelse

om merudgifter til børn.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene

fortsat kunne støtte ret på kommunens oprindelige afgørelse.

Sagsfremstilling:

Forældrene til en dengang 13-årig dreng, søgte om hjælp til boligændring på grund af, at familiens

ejerbolig ikke kunne indrettes således efter servicelovens § 102, stk. 1, at boligen blev egnet som

opholdssted for sønnen, der på grund af medfødt rygmarvsbrok sad i kørestol.

Som følge deraf tilbød kommunen familien en bolig, som var specielt indrettet til handicappede.

Familien flyttede ind i boligen den 1. april 2000.

Det fremgik af kommunens journalpåtegninger, at merudgiftsydelse til boligen efter servicelovens §

102 blev drøftet med forældrene. Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste kommunen

om, at forældrene ikke havde fået fremsendt bevillingsskrivelse herom.

Kommunen oplyste også ved den telefoniske henvendelse, at forældrene var til møde i kommunen i

2003, hvor man bl.a. drøftede at hjælp til merudgifter i forbindelse med boligskiftet i 2000 fremover

ville blive bevilget efter servicelovens § 28 og ikke som tidligere efter § 102. Der forelå ikke journalpåtegning

om det pågældende møde eller en skriftlig afgørelse.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse og redegjorde for, at såfremt der efter at sønnens

fyldte 18 år ikke længere kunne bevilges hjælp som merudgift til betalingen af forskellen i den tidligere

og nuværende husleje, så følte forældrene, at de var blevet narret til at flytte på falsk grundlag.

På forespørgsel fra nævnet redegjorde kommunen for baggrunden for flytningen til den handicapvenlige

bolig. Forældrene fik den opfattelse efter møderne med kommunen, at et boligskift kunne

udløse merudgifter efter servicelovens § 102, og at merudgifterne ikke var begrænset til det tidspunkt,

hvor sønnen fyldte 18 år. Holdningen hos kommunen var at man ikke kunne stille garantier

herfor. Kommunen fastholdt, at der var blevet givet relevant og rigtig rådgivning i forhold til gældende

lovgivning.

Kommunen fandt, at den i overensstemmelse med SM C-18-00 havde ændret udbetalingen som

merudgift efter servicelovens § 102 til hjælp efter servicelovens § 28 i 2003. Forældrene var blevet

underrettet herom ved fremmødet i kommunen.

132


Det sociale nævn fandt ikke, at forældrene var berettiget til at modtage hjælp til de forhøjede huslejeudgifter

efter servicelovens § 102.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at de forhøjede boligudgifter ikke vedrørte anskaffelse af anden

bolig. Kommunens afgørelse om at yde forældrene hjælp efter servicelovens § 102 var således

ulovlig, idet kommunen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen.

Ifølge den forvaltningsretlige teori antages en kommune at være beføjet til at ændre en afgørelse,

som har en retlig mangel i form af et ulovligt indhold, såfremt den retlige mangel er væsentlig, og

såfremt der ikke er særlige omstændigheder som taler imod en ændring.

Dette gjaldt også for begunstigende afgørelser som i dette tilfælde.

Efter det i sagen oplyste, skyldtes det en retsvildfarelse hos kommunen, at forældrene blev bevilget

hjælp til den forhøjede huslejeudgift efter bestemmelsen i servicelovens § 102, frem for efter servicelovens

§ 28 som udgifterne rettelig henhører under.

I den forvaltningsretlige teori samt i prøvelsesmyndighedernes praksis, betragtes en fortolkningsmangel

som skyldes en retsvildfarelse uden videre som væsentlig, og medfører som hovedregel annullation

af den ulovlige afgørelse.

Særlige tungtvejende modhensyn kunne dog føre til at en ulovlig afgørelse opretholdes.

Det spillede endvidere en rolle, i vurderingen af om afgørelsen skulle opretholdes, om manglen var

klar, eller om der var tale om en retsanvendelse, som blev underkendt efter en mere indgående retskildevurdering.

Endelig kunne der indgå en risikobetragtning (hvem der var nærmest til at bære risikoen for den begåede

fejl) i vurderingen.

Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå så særligt tungtvejende modhensyn, at kommunens afgørelse

om at bevilge hjælp efter servicelovens § 102 måtte opretholdes, på trods af, at den led af en

væsentlig mangel.

Nævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren var i god tro om afgørelsens gyldighed, og havde

indrettet sig efter afgørelsen, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at en ugyldig afgørelse kunne

opretholdes, idet ansøgeren i tidsrummet til sønnen fylder 18 år havde mulighed for at indrette sig

efter den nye afgørelses indhold.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen efter det fyldte 18. år vil få mulighed for selv at modtage

hjælp fra kommunen som følge af sit handicap.

Forældrene indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at forældrene godt kunne forstå, at fordi kommunen havde

vejledt dem forkert og brugt en forkert paragraf, kunne man ikke bare fortsætte med at yde hjælp efter

en paragraf, der ikke er lovhjemmel bag. Men her hørte enigheden også op.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt og i givet fald i hvilket

133


omfang kommunen som følge af en praksisændring er berettiget til at ændre en tidligere truffen begunstigende

afgørelse om hjælp efter serviceloven i form af en løbende ydelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere af kommunen trufne afgørelse,

hvorefter merudgifterne i forbindelse med flytningen til den handicapvenlige bolig var blevet

bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Sagen blev samtidig sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling og undersøgelse af, om og i

givet fald, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år.

Det betød, at forældrene fortsat kunne modtage hjælp til betaling af den forhøjede udgift til husleje

efter flytningen til den handicapvenlige bolig, men at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens

§ 28 indtil det fyldte 18. år. Det blev bemærket, at merudgiftsydelsen fortsat blev udbetalt

med det samme beløb.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde truffet afgørelse efter en forkert hjemmel,

hvorfor udgangspunktet var, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 skulle annulleres.

Kommunen bevilgede forældrene hjælp til dækning af huslejeforhøjelse efter flytningen fra den tidligere

bolig til den nuværende bolig efter servicelovens § 102, stk. 2, da familien flyttede til en handicapvenlig

bolig, som følge af at den tidligere bolig ikke var egnet som beboelse for sønnen som

sad i kørestol.

Det fremgår af servicelovens § 102, stk. 2, at kommunen kan yde hjælp til dækning af udgifter til

anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes

behov. Det fremgår af praksis udmeldt i Social Meddelelse SM C-6-02, at anskaffelsesudgifter til en

anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig.

Det fremgår af servicelovens § 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen

i hjemmet af et barn med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens § 28 er hjemmel til at yde hjælp til nødvendige

merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig

bolig.

Ankestyrelsen henviste til principperne i Sociale Meddelelse SM C 6-02 hvoraf det fremgik, at en

ansøger var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen

efter servicelovens § 84, der omhandlede merudgifter til voksne. Det bemærkes, at bestemmelsen i

§ 28 om hjælp til merudgifter til børn var mere omfattende end bestemmelsen i § 84 om merudgifter

til voksne.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at genoptage sagen af egen drift og

ændre kommunens tidligere afgørelse, hvorefter hjælp til dækning af merudgifter til forhøjede boligudgifter

var blevet bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen var i en retsvildfarelse, da kommunen traf tidligere afgørelse

og at dette gjaldt selvom praksis om, efter hvilken bestemmelse der kunne bevilges hjælp til

134


forhøjede huslejeudgifter som merudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig,

først blev udmeldt ved SM C-6-02.

Ankestyrelsen fandt ikke at det var af betydning, at der blev henvist til principperne i SM C-02,

selvom den omtalte Sociale Meddelelse først blev offentliggjort den 3. januar 2002.

I den forvaltningsretlige litteratur fremgår det, at det kun er i sjældne situationer, at en manglende

hjemmel ikke vil føre til ugyldighed. En sådan situation foreligger når den påberåbte hjemmel for

en afgørelse viser sig ikke at holde stik, mens det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne have været

truffet i henhold til en anden bestemmelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene

forsat kunne støtte ret på kommunes afgørelse, hvorefter merudgifterne blev bevilget efter

servicelovens § 102.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom forældrene havde haft en forventning om, at forældrene så

længe de boede i boligen ville være berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgiften som

følge af huslejeforhøjelsen, så fandt Ankestyrelsen ikke at der var tilstrækkeligt tungtvejende hensyn

til at opretholde kommunens oprindelige afgørelse, hvorefter hjælpen til dækning af merudgifterne

blev bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsydelsen til dækningen af huslejeforhøjelse efter servicelovens

§ 28 ville løbe til sønnen fyldte 18. år, og at sønnen efter det 18. år selv ville få mulighed for

at få hjælp fra kommunen som følge af hans handicap.

Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter

kommunens seneste afgørelse i 2003.

Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i

forhold til forvaltningslovens § § 22-24. Herudover fandt Ankestyrelsen det kritisabelt, at kommunen

ikke havde journalpåtegning efter offentlighedslovens § 6 om notatpligt om samtalen med forældrene,

hvor kommunen havde oplyst at hjælpen fremover blev bevilget som merudgift efter servicelovens

§ 28. Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde påtalt ovennævnte

forhold over for kommunen.

5.1.32 SM C-43-04

Resumé:

En far til en stærkt multihandicappet pige havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af minidisc

og mikrofon som et forbrugsgode til datteren. Det ansøgte måtte således i det konkrete tilfælde

anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig

grad lette hendes daglige tilværelse. I forhold til familiens konkrete brug af det ansøgte fandtes

der at være tale om et forbrugsgode, som udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at mini-disc og mikrofon ville kunne anvendes til kommunikation

med datteren, og på, at der ud fra familiens konkrete brug af det ansøgte ikke fandtes at være knyttet

nogen forbrugsgodeværdi hertil.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger om for-

135


målet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige ville

kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 2 1/2 årig pige, der var svært hjerneskadet efter iltmangel ved fødslen. Hun

havde cerebral parese, der gjorde hende meget spastisk, specielt over hofter og knæ, og hendes ryg

var krum. Herudover var hun synshandicappet. Hun havde en lille synsrest, men havde svært ved at

opfatte synsindtrykkene til noget brugbart. Hun havde ingen verbal kommunikation.

Et synscenter søgte kommunen om hjælp til en mini-disc og mikrofon bevilget som hjælpemiddel

efter servicelovens § 97, stk. 1, som forbrugsgode efter § 98, stk. 6, eller som merudgift efter § 28.

Ansøgningen var begrundet med, at mini-discen skulle bruges til lydoptagelser af dagligdagen og

særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde samme funktion for

synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer

om omverdenen. Pigens far havde herudover oplyst, at mini-discen også skulle bruges

til at afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget.

Synscenteret vurderede, at den ansøgte mini-disc og mikrofon fungerede som et hjælpemiddel for

datteren. Man vurderede, at mini-discen i betydeligt omfang kompenserede for det manglende syn,

når det gjaldt hendes opsamling af erfaringer og viden om omverdenen. Mini-discen var ikke sædvanligt

udstyr for et barn. Det var heller ikke sædvanligt indbo i en familie at have en mini-disc med

stereomikrofon, der kunne optage i den tekniske kvalitet, der var nødvendig.

Kommunen gav afslag på mini-discen og mikrofonen efter servicelovens § 98. Man vurderede, at

mini-discen ikke kompenserede for datterens handicap. Den gjorde ikke hendes funktionsevne bedre

eller afhjalp synsnedsættelsen. Mini-discen stimulerede og skærpede sandsynligvis hørelsen.

Kommunen anbefalede derfor, at faderen fik vurderet, om han kunne få bevilget mini-discen som

merudgift i forbindelse med at have et handicappet barn.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at faderen var berettiget til hjælp til den ansøgte

mini-disc og mikrofon efter servicelovens § 98, stk. 6. Nævnet var af den opfattelse, at mini-discen

var et kommunikationshjælpemiddel for datteren. Nævnet lagde herved vægt på, at hun måtte vurderes

som blind, og at hun derfor var afhængig af anden form for kommunikation, herunder via høresansen.

Nævnet fandt således, at der var tale om kommunikation og ikke kun træning og leg, når datteren

havde behov for, at der blev optaget forskellige former for lyde fra eksempelvis naturen. Det forhold,

at faderen tillige kunne bruge mini-discen til at indspille egne sange for at berolige datteren,

sås ikke at medføre en ændret vurdering af kommunikationsbehovet. Nævnet fandt derfor grundlag

for at vurdere sagen efter hjælpemiddelbestemmelserne og ikke reglerne om merudgifter efter servicelovens

§ 28.

Nævnet vurderede, at der var behov for god lydkvalitet, hvorfor nævnet tillige fandt grundlag for at

vurdere, at en mini-disc var et væsentligt bedre egnet produkt end en almindelig båndoptager. En

mini-disc blev forhandlet bredt, hvorfor servicelovens § 98 fandt anvendelse. Nævnet fandt dog, at

mini-discen i dette tilfælde udelukkende blev anvendt som hjælpemiddel, hvorfor støtten skulle

ydes efter § 98, stk. 6.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man mente, at sagen havde principiel

136


etydning for afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse til at stille hjælpemidler til rådighed

efter folkeskoleloven, jf. dennes § 4, stk. 1, hjælpemiddelreglerne, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og

reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen, jf. servicelovens § 28. Kommunen mente også,

at sagen havde principiel betydning for vurderingen af, hvornår et forbrugsgode udelukkende

fungerede som et hjælpemiddel.

Vedrørende afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse, hjælpemiddelreglerne og merudgiftsreglerne

anførte kommunen herefter, at man mente, at der var behov for at få uddybet SM C-9-01,

SM 0-34-99 og SM 0-73-96. Efter disse afgørelser var der stadig et behov for at få afklaret og uddybet,

hvorvidt en række hjælpemidler til børn skulle bevilges efter folkeskolelovens regler, efter

hjælpemiddelreglerne eller efter merudgiftsreglerne.

Denne sag var egnet til at belyse problemstillingen, da mini-discen blev brugt i forbindelse med datterens

kommunikation og til at berolige hende med musik i fritiden. Kommunen mente, at formålet

med mini-discen var at udvikle og træne hendes hørelse. Kommunen mente således ikke, at følgerne

af hendes kommunikationshandicap endnu var afklaret, og dermed kunne de ikke siges at være varige

på nuværende tidspunkt. Kommunen lagde herved også vægt på datterens alder, 2 1/2 år, og

man fandt, at der måtte kunne forventes en udvikling i hendes kommunikation. Kommunen mente

endvidere, at formålet med mini-discen var at spille musik for datteren for at berolige hende i fritiden.

Kommunen anførte videre, at hvis Ankestyrelsen vurderede, at mini-discen skulle bevilges efter

hjælpemiddelreglerne, kunne sagen desuden medvirke til at uddybe SM C-10-99. Den aktuelle mini-disc

var en helt almindelig mini-disc, som kunne og bl.a. skulle bruges til at afspille musik.

Nævnet var alligevel kommet frem til, at mini-discen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse afgrænsningen mellem reglerne

om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og reglerne om merudgifter

ved forsørgelsen af børn med nedsat funktionsevne, jf. servicelovens § 28, samt forholdet til

folkeskoleloven.

Afgørelse:

Faderen havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af mini-disc og mikrofon som et forbrugsgode

til datteren.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den ansøgte mini-disc og mikrofon i det konkrete tilfælde måtte

anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig

grad lette hendes daglige tilværelse. Begrundelsen var videre, at mini-disc og mikrofon i

forhold til familiens konkrete brug udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger

om formålet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige

ville kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en mini-disc ville kunne anvendes til kommunikation med datteren,

som ikke havde noget verbalt sprog og var stærkt synshandicappet. Ifølge det oplyste skulle minidiscen

bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres.

Lydoptagelser havde således samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder

havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen.

137


Det var videre oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at indspille og afspille musik og sange

for at berolige datteren, som altid havde grædt meget.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ud fra familiens konkrete brug af mini-discen og mikrofon

til datteren ikke fandtes at være knyttet nogen forbrugsgodeværdi til det ansøgte.

Ankestyrelsen oplyste afslutningsvis, at den ansøgte mini-disc og mikrofon efter styrelsens vurdering

ikke henhørte under folkeskoleloven. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at mini-discen og

mikrofonen ifølge det oplyste var begrundet i et bredt behov for, at datteren kunne klare sig i dagligdagen

på trods af sit handicap. Det ansøgte havde således ikke alene eller overvejende til formål

at udvikle og træne datterens kommunikation. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at denne sag var

sammenlignelig med afgørelsen refereret i SM C-9-01.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.1.33 SM C-5-05

Resumé:

Et forældrepar til en 8-årig handicappet dreng var ikke berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter

til ekstra rumopvarmning, ekstra forbrug af varmt vand og dækning af udgifter til varmtvandsbassintræning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var den nødvendige lægevidenskabelige dokumentation for sammenhængen

mellem gigtsymptomer og øgning af rumtemperaturen fra 21 til 24 grader, eller at ekstra

lange bade hjalp på funktionsniveauet på kort eller lang sigt.

Udgifter til varmtvandsbassintræning som behandlingsudgift var ikke omfattet af servicelovens regel

om merudgiftsydelse. Som fritidsforanstaltning fandtes det på det foreliggende ikke godtgjort, at

træningseffekten var bedre end ved almindelig træning.

Sagsfremstilling:

Forældrene til en 8-årig dreng søgte om hjælp til dækning af merudgifter som følge af, at drengen

havde fået konstateret børneleddegigt. Drengen havde været indlagt på børneafdelingen på grund af

nyopdaget juvenil idiopatisk artrit (børneleddegigt). Han ville fremover blive fulgt i børneafdelingens

ambulatorium. Han var aktuelt i behandling med Methrotrexat og Bonyl.

Det fremgik af ansøgningsskemaet, at der var merudgifter til varmt bad en gang dagligt (3.000 kr.

årligt), svømning i varmtvandsbassin to gange ugentlig (10.425 kr. årligt), øgning af temperaturen

med tre grader (1.634 kr. årligt), 10 sæt uldundertøj (1.400 kr. årligt) samt varmetæppe (700 kr. som

et engangsbeløb) samt vinterstøvler (600 kr. årligt).

Det fremgik videre af en udtalelse fra sygehuset, at børneleddegigt var en kronisk sygdom med et

meget varieret forløb, og at det ikke var muligt ud fra det enkelte barn at sige, hvordan forløbet ville

være.

138


Socialrådgiveren på sygehuset anførte, at varme karbade og ekstra varme brusebade kunne afhjælpe

smerte og stivhed i de led, hvor barnet havde gigt. Ud over at hjælpe på stivhed i leddene og på

smerter kunne barnet også have lettere ved at komme i gang om morgenen, såfremt der var mulighed

for at starte dagen med et varmt karbad eller et langt varmt brusebad (mindst et kvarter).

Nogle få børn med gigt havde brug for at have det varmere end 21 grader, der normalt anbefaltes

som indetemperatur. Det kunne f.eks. være fordi barnet let fangede infektioner og i det hele taget

trivedes dårligt og småfrøs ved almindelig indetemperatur. Nogle familier boede også i dårligt isolerede

og utætte huse, der krævede ekstra opvarmning i forhold til et barn med gigt.

Kommune meddelte afslag på ansøgningen om merudgiftsydelse under henvisning til, at de udgifter,

der kunne bevilges hjælp til, ikke oversteg egenbetalingen på 3.468 kr. årligt.

Kommunen henviste til, at ansøgningen havde været vurderet sammen med kommunens lægekonsulent,

der havde udtalt, at behandlingen af børneleddegigt bestod i medicinsk behandling, og at der

ikke var nogen indikation for, at varme bade og øgning af temperaturen hjalp på gigten. Der kunne

derfor ikke efter servicelovens § 28 ydes hjælp til de ansøgte udgifter til øgning af temperatur, varme

bade og varmtvandsbassin.

Kommunen oplyste, at hvis merudgifterne oversteg 3.468 kr. årligt, kunne der bevilges hjælp til lægeordineret

medicin og fysioterapi, kørsel til fysioterapi, et varmetæppe, et par ekstra støvler til at

skifte med samt merudgifter til undertøj, det ville sige forskellen på det undertøj drengen skulle have

haft og uldundertøj. Ifølge ansøgning oversteg merudgifterne til disse ting ikke egenbetalingen.

Forældrene indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn. I klagen anførte de blandt andet,

at de i forbindelse med drengens indlæggelse fik instrukser fra lægerne på sygehuset om de ting, de

kunne gøre for at gøre drengens hverdag mere tålelig.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at familien ikke var berettiget

til den ansøgte hjælp til merudgifter vedrørende drengens gigtlidelse, herunder udgifter til ekstra

rumopvarmning i hjemmet og ekstra forbrug af varmt vand til ekstra varme bade.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet kunne tilslutte sig kommunens vurdering af de ansøgte

merudgifter. Da merudgifterne herefter var under 3.468 kr. årligt, kunne der ikke udbetales

hjælp til merudgifter efter servicelovens § 28.

For så vidt angik de udgifter, som kommunen ikke havde anerkendt som nødvendige merudgifter -

daglige, minimum 15 minutters lange varme bade, svømning i varmtvandsbassin og øgning af rumtemperatur

med tre grader - udtalte nævnet, at der fandtes at være tale om ønskværdige, lindrende

foranstaltninger. Nævnet fandt det derimod ikke godtgjort, at disse foranstaltninger var helbredende

og dermed nødvendige på grund af drengens gigtlidelse, hvorfor de hermed forbundne merudgifter

ikke kunne betragtes som nødvendige merudgifter.

Forældrene klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.

Til støtte for klagen blev fremlagt en udtalelse fra sygehuset. Det fremgik heraf bl.a., at børneleddegigt

af polyartikulær type var med mange symptomer, som ofte krævede intensiv behandling med

medicin (fx Methotrexat) samt fysioterapi. Det var endvidere velkendt, at børnene havde det bedre,

når det var varmt, fx bedre om sommeren når det er varmt end om vinteren, når det var koldt. Børnene

ville derfor have gavn af, at der var varmere i hjemmet end generel stuetemperatur. For at ned-

139


sætte morgenstivheden anbefaledes det fra sygehusets side, at børnene ved morgenstivhed tog et

varmt bad af 15 minutters varighed for at afkorte morgenstivheden. Udover fysioterapeutisk behandling

ville børnene have gavn af at komme i varmtvandsbassin for at styrke muskulaturen og

ledbevægeligheden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om merudgifter til ekstra opvarmning

af bolig samt ekstra forbrug af varmt vand til varme bade kunne anses for at være en nødvendig

merudgift som følge af et barns gigtlidelse, jf. servicelovens § 28, stk. 1.

Afgørelse:

Udgifter til ekstra rumopvarmning og ekstra forbrug af varmt vand og dækning af udgifter til

varmtvandsbassintræning skulle ikke indgå i beregningen af merudgifterne.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.

Vedrørende øgning af temperaturen i rummet fra 21 til 24 grader fandt Ankestyrelsen ikke, at merudgifter

til varme i forbindelse med øgning af indetemperaturen var en nødvendig merudgift som

følge af drengens lidelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke forelå den nødvendige lægevidenskabelige dokumentation

for sammenhængen mellem effekten af gigtsymptomer og øgning af rumtemperaturen fra

21 til 24 grader, og at der ikke var belæg for, at øgning af rumtemperaturen fra 21 til 24 grader nedsatte

risikoen for udvikling af infektioner.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at indetemperaturer var individuelle og afhang af boligforholdene,

individerne og aktivitetsniveauet og påklædningen. Det forhold, at der normalt anbefaledes

en indetemperatur på 21 grader, kunne efter Ankestyrelsens vurdering ikke danne grundlag for en

antagelse om, at hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med øgning af rumtemperaturen var en

nødvendig følge af drengens handicap.

Vedrørende ekstra varmt vand til lange brusebade fandt Ankestyrelsen ikke, at udgiften var en nødvendig

merudgift som følge af drengens lidelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke forelå lægevidenskabelig dokumentation for, at

ekstra lange bade hjalp på funktionsniveauet på hverken kort eller lang sigt.

Vedrørende dækning af merudgifter til varmvandbassintræning havde Ankestyrelsen bemærket sig,

at såvel kommune som nævn ikke havde sondret mellem, om der var tale om en behandlingsudgift

eller en fritidsaktivitet.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke grundlag for på det foreliggende at hjemvise sagen til kommunen

med henblik på en vurdering heraf.

Begrundelsen herfor var, at såfremt der var tale om en behandlingsudgift gjorde Ankestyrelsen opmærksom

på, at der ikke kunne ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens § 28, jf. SM

C-29-02.

Såfremt der var tale om en fritidsaktivitet, fandt Ankestyrelsen på det foreliggende ikke godtgjort, at

træningseffekten i varmtvandsbassin var bedre end ved almindelig træning.

140


5.1.34 SM C-11-05

Resumé:

En kommune havde bevilget hjælp til en families anskaffelse af en anden ejerbolig på grund af en

datters handicap. Kommunen var efter en konkret vurdering berettiget til at fastsætte en tidsfrist

med hensyn til i hvor lang tid kommunen ville betale for dobbelte boligudgifter, der var forbundet

med manglende salg af den tidligere bolig, og således begrænse perioden, hvor der kunne ydes dobbelte

boligudgifter.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie med en 7-årig datter, som led af cystisk fibrose. Kommunen besluttede

i januar 2003 at gå ind i salg af familiens hidtidige bolig, da der var konstateret svamp i kælderen

og da datterens lidelse var blevet forværret på grund af udtalt skimmelsvampeallergi, som var

opstået i forbindelse med fugtskade i kælderen. Familien flyttede den 1. maj 2003 ind i en ny ejerbolig.

Kommunen traf den 16. oktober 2003 den afgørelse, at kommunen maksimalt ville dække familiens

merudgift i forbindelse med dobbelte terminsudgifter mv. indtil udgangen af januar 2004. Kommunen

henviste til, at den gennemsnitlige liggetid for et hus til salg i kommunen skønnedes at være 3

½ måned. Kommunen havde den 1. maj 2003 besluttet, at kommunen kun ville betale til den 1. august

2003, men familien blev imidlertid aldrig orienteret om kommunens beslutning, hvorfor sagen

blev revurderet.

Det sociale nævn pålagde ved sin afgørelse kommunen at dække familiens merudgifter i forbindelse

med dobbelt terminsbetaling mv. på grund af manglende salg af den tidligere bolig indtil boligen

var solgt.

Nævnet lagde til grund, at familien som følge af datterens lidelse blev nødt til at flytte fra den hidtidige

bolig, hvor der var konstateret svamp i kælderen. Nævnet lagde endvidere til grund, at familien

ikke kunne sælge ejerboligen inden for den af ejendomsmægleren fastsatte tidsfrist, trods reduktion

i handelsprisen.

Nævnet fandt herefter grundlag for at pålægge kommunen at dække familiens merudgift til dobbelte

terminsbetalinger, uanset kommunens vurdering af, at familien indtil udgangen af januar fik en reel

og passende tidsfrist til at få afhændet den tidligere bolig til en passende pris.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke havde vist sig at være muligt at sælge den tidligere bolig inden

for den af ejendomsmægleren fastsatte frist, hvorfor familien siden maj 2003 havde haft merudgifter

til dobbelt terminsbetaling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at formålet med reglerne om hjælp til

dækning af merudgifter efter servicelovens § 28 var, at familien til et handicappet barn ikke skulle

have merudgifter, som følge af handicappet, jf. kompensationsprincippet. Hjælp efter § 28 skulle

ydes efter behov uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at kommunen den 22. december 2003 havde udfærdiget

en bevillingsskrivelse, hvoraf fremgik, at kommunen i medfør af serviceloven betalte de

liggeomkostninger/merudgifter, der var forbundet med flytning til det nye hus. Kommunen betalte

141


endvidere udgifter til dækning af anskaffelse af ny bolig, således at familien blev holdt skadesløs, jf.

servicelovens § 102, stk. 2. Familiens hus var sat til salg for 2,4 millioner kr. Når huset ikke var

solgt efter den gennemsnitlige liggetid i lokalområdet på 3 ½ måned, var det kommunens opfattelse,

at der måtte sættes en frist. Fristen var sat indtil slutningen af januar 2004 altså 13 måneder efter

den oprindelige bevillingsskrivelse af 22. december 2003.

Det var kommunens skøn, at en adfærd som var forventelig og rimelig for at få solgt hidtidig bolig

ville være, at denne blev solgt udgiftsneutralt og så hurtigt som muligt - hvilket ville svare nogenlunde

til den sædvanlige liggetid i lokalområdet. For denne boligs vedkommende - med en udtalt

fugtskade i kælderen - måtte prisen derfor kunne sættes helt ned til ca. 2 millioner kr. Familien ville

stadig være holdt skadesløs. Det var kommunens påstand, at liggetid og pris hang uløseligt sammen,

når der var tale om almindelige parcelhuse i almindelige områder. Kommunen fandt, at det var

åbenbart urimeligt, at der på ovennævnte præmisser ikke kunne sættes en slutdato for i hvor lang tid

kommunen skulle betale for terminer i gammel bolig, således at kommunens betaling alene begunstigede

modtageren i form af en uventet formuetilvækst.

Det fremgik af efterfølgende oplysninger, at huset blev solgt i august 2004.

Familien anførte til Ankestyrelsen at den reelle frist for salg af huset var 10-11 måneder, idet bevillingsskrivelsen

blev udstedt den 22. december 2003, altså 1 måned før familien købte det nye hus

og 2-3 måneder inden det gamle blev sat til salg. Familien havde iværksat adskillige initiativer for

at få huset solgt i form af maling af vægge i hele underetagen, nyt loft i køkkenet, etablering af træterrasse,

afhøvling af samtlige gulve i underetagen og modernisering af badeværelse. Samtlige udgifter

blev afholdt af familien, idet den var meget interesseret i at få solgt huset hurtigt.

Ejendomsmægleren havde oplyst, at den gennemsnitlige liggetid generelt lå på 4-6 måneder. På

grund af udbruddet af Irak-krigen var der næsten totalt stop i hussalget. Derefter kom sommerferien,

som også fik markedet til at ligge stille et par måneder. Der var ikke tale om et almindeligt parcelhus,

men et hus med omfattende og velkendte fugt- og skimmelsvampeproblemer. I hele perioden

modtog familien kun et tilbud fra eventuelle købere. Huset blev endelig solgt med et nedslag i prisen

på 225.000 kr. Der var tale om et salg langt under standarden for området.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der i forbindelse med boligskift

efter servicelovens § 102, stk. 2, kunne fastsættes en slutdato for, i hvor lang tid en kommune

skulle betale terminsudgifter, ejendomsskatter mv. i den tidligere bolig.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, hvorefter der var fastsat

en tidsfrist indtil udgangen af januar 2004 med hensyn til i hvor lang tid kommunen yderligere ville

bevilge dækning af de merudgifter, der var forbundet med manglende salg af familiens tidligere bolig.

Ankestyrelsen lagde til grund, at et boligskift til en anden ejerbolig var nødvendig af hensyn til familiens

handicappede datter, jf. servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter en konkret vurdering ikke fandtes sandsynliggjort, at familiens

tidligere bolig ikke kunne sælges til en rimelig pris indenfor den af kommunen fastsatte frist.

142


Ankestyrelsen fandt således, at det ikke kunne anses for en nødvendig følge af datterens handicap,

at boligen skulle stå til salg i længere tid end til udgangen af januar 2004.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at boligen havde været sat til salg siden ca. marts 2003, og at den

gennemsnitlige salgstid/liggetid for huse i området ifølge oplysningerne fra familien var på 4-6 måneder.

Det forhold, at huset var vanskeligt at sælge på grund af en udtalt fugtskade i kælderen måtte overvejende

anses for at være en følge af husets tilstand og ikke en følge af datterens handicap.

Ankestyrelsen havde i den samlede vurdering lagt vægt på oplysningerne om den fastsatte handelspris,

den offentlige vurdering, gælden i huset og husets standard.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at familien i august 2003 havde foretaget en reduktion på

100.000 kr. i den af ejendomsmægleren fastsatte handelspris. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der

med rimelighed kunne stilles krav om, at familien måtte acceptere yderligere nedslag i den fastsatte

salgspris med henblik på at få boligen solgt inden udgangen af januar 2004.

Det bemærkedes, at såfremt det på grund af ganske særlige omstændigheder havde vist sig umuligt,

trods yderligere nedsættelse af handelsprisen, at sælge huset inden for den fastsatte frist til en efter

forholdene passende pris, burde kommunen vurdere sagen på ny.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Familien skulle dog ikke tilbagebetale det beløb, som den havde modtaget for meget som følge af

nævnets afgørelse.

5.2 Servicelovens § 84 (voksne).

5.2.1 SM C-15-01

Resumé:

Der var ikke hjemmel i serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig

selv skulle udgøre mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra

enkeltudgifters omfang. Merudgifter omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

Man kunne ikke regulere merudgiftsydelsen for et kortere tidsrum, under henvisning til akut indtruffet

væsentlig variation i familiens situation, med den virkning, at en egenbetaling for løbende

merudgifter opretholdes, når familien samlet set har merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt

pr. måned.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om beregning af merudgiftsydelse efter servicelovens § 28, herunder hvorledes

man skulle forholde sig til enkeltudgifter som reservebriller.

Det fremgik af sagen, at ansøgers datter led af Downs syndrom, og at hun på grund af sit handicap

143


var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, og dermed berettiget til at få dækket merudgifter.

I forbindelse med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 blev der foretaget en vurdering af familiens

merudgifter. Der blev givet afslag på løbende bevilling i h.t. servicelovens § 28, idet familiens

løbende merudgift var under 3.000 kr. om året. Det fremgik at ansøger havde merudgifter til

medicin, transport og barnepige på ialt 909,57 kr. årligt. Derudover var der samme år enkeltydelser

efter regning til et "tegn til tale kursus" på 2.625 kr.

Ansøger søgte om reparation af briller, da hendes datter pga sit handicap ofte ødelagde sine briller.

Det vurderedes, at der var tale om en merudgift, men at udgiften på 70 kr. pr. måned ikke bevirkede

udløsning af et standardbeløb, hvorfor der blev givet afslag efter servicelovens § 28.

I juni/juli foretoges en ny beregning, der fortsat ikke udløste udbetaling af månedligt standardbeløb.Der

blev bevilget et par reservebriller efter servicelovens § 28. Det bevirkede, at der blev udbetalt

et standardbeløb med 2.750 kr. for april.

I august/september samme år blev bevilget handicapridesaddel samt klapvogn i h.t. servicelovens §

28. Udgifterne til dette udløste en merudgiftsydelse på 5.200 kr.

I december søgtes der om bevilling af udgift til bleer. Kommunen gav afslag i h.t. servicelovens §

28, men nævnet gav ansøger medhold i sin klage over ikke at få dækket udgifter til bleer. Beregning

af standardbeløbet ændredes herefter med tilbagevirkende kraft til december, således at ansøger fik

tildelt en månedlig merudgiftsydelse.

I januar det følgende år foretoges en ny beregning ud fra de kvitteringer ansøger havde fremsendt.

Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med 257 kr. for perioden året før fra den 1. august

- 31. december samt 265 kr. for perioden fra 1. januar til 31. juli i det aktuelle år.

Det var kommunens afgørelse i forbindelse med beregningen i juni/juli, der blev klaget over i aktuelle

sag.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet tog udgangspunkt i kommunens oplysninger

om, at ansøger havde løbende udgifter til transport, barnepige, reparation af briller samt medicin.

Disse udgifter udgjorde sammenlagt 2.811 kr. på årsbasis.

Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn

og unge med handicap pkt. 45, hvorefter merudgifter vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

Udgifter, der afholdes inden for et kalenderår, sammenlægges.

Nævnet anførte, at lagde man enkeltudgiften til briller (2.273 kr.) til de løbende udgifter (2.811 kr.)

udgjorde det samlede årlige beløb til merudgifter 5.084 kr. Udgiften oversteg således det minimumsbeløb

(3.084 kr på årsbasis), som var grænsen for, om tilskud til merudgifter kunne ydes.

Nævnet henviste yderligere til samme vejlednings pkt. 49, hvoraf fremgår, at hvis der akut indtræffer

væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et

kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften

opstår.

Nævnet fandt, at enkeltudgiften til reservebriller var omfattet af den situation, der var taget stilling

144


til i vejledningens pkt. 49. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse om, at der for april

1999 var tale om en sådan større enkeltudgift, at ansøger havde behov for at få dækket denne på det

tidspunkt, hvor udgiften opstod.

Nævnet fandt, at merudgifterne i årets øvrige måneder var under det minimumsbeløb, der er omtalt i

servicelovens § 28, hvorfor nævnet stadfæstede kommunens afslag på tilskud til merudgifter i årets

øvrige måneder.

I klagen var bl.a. anført, at eftersom ansøger løbende havde udgifter, også enkeltudgifter, store og

små, mente hun sig i princippet berettiget til en løbende ydelse af en sådan størrelsesorden, at hun

ville få dækket sine udgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorledes enkeltudgifter til eksempelvis

reservebriller skulle indgå ved beregningen af merudgiftsydelsen efter servicelovens §

28, stk. 2.

Afgørelse:

Sagen blev hjemvist med henblik på fornyet vurdering og afgørelse i kommunen som første instans,

jf. servicelovens § 28.

Begrundelsen var, at merudgiftsydelsen ikke var udmålt efter en vurdering af ansøgers samlede

merudgifter, men derimod alene blev vurderet i forhold til hendes løbende merudgifter. Kommunes

beregning af hendes merudgifter fandtes på denne måde at have pålagt hende en egenbetaling, der

ikke var hjemmel til i servicelovens § 28.

Der var efter Ankestyrelsens vurdering således ikke hjemmel i servicelovens § 28 til at kræve dokumentation

for, at de løbende merudgifter i sig selv udgør mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned,

og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifternes omfang.

Ankestyrelsen fandt, at merudgifter efter servicelovens § 28 omfatter såvel løbende udgifter som

enkeltudgifter. Ved beregningen af merudgiftsydelsen i forhold til minimumsgrænsen på 250 kr. pr.

måned (pr. 1. juli 1998) i gennemsnit, var det således de samlede merudgifter, der skulle lægges til

grund for beregningen. De samlede merudgifter omfattede såvel de løbende udgifter som enkeltudgifter.

Ankestyrelsen fandt det således ikke korrekt, når kommunen ved beregningen af ansøgers merudgiftsydelse

i forhold til minimumsbeløbet på 250 kr. pr. måned kun medregnede hendes løbende

merudgifter. Kommunen burde ved beregningen ligeledes have medtaget enkeltudgifterne til kursus,

handicapridesaddel, klapvogn og senest udgift til reservebriller, uanset på hvilken måde enkeltudgiften

blev afholdt.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens § 28 og bekendtgørelsens §§ 4 og 5 sammenholdt

med lovbemærkningerne til servicelovens § 28. Det fremgår heraf, at de merudgifter der

foreslås dækket af bestemmelsen, svarer til de merudgifter der blev ydet efter bistandslovens § 48.

Som eksempler på merudgifter nævnes i lovforslaget således såvel merudgifter af løbende karakter

(ex. befordring) som enkeltudgifter (ex. kurser).

Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning pkt. 45, hvoraf fremgår, at

merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og at merudgiftsydelsen udmåles

145


efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter for den enkelte

ydelsesmodtager.

Af Socialministeriets vejledning pkt. 49 fremgår, at merudgiftsydelsen kan reguleres for et kortere

tidsrum, hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation, således at større enkeltudgifter

kan dækkes på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der med henvisning dertil kunne bevilges enkeltudgifter i et

kortere tidsrum med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien

samlet set havde merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen med

henblik på en fornyet beregning af ansøgers samlede merudgifter i overensstemmelse med ovenstående.

5.2.2 SM C-51-01

Resumé:

En kvindelig ansøger, der led af Føllings Syge (PKU) fandtes berettiget til at få dækket merudgifterne

til ekstra diætkost i forbindelse med graviditet, da der var tale om nødvendige merudgifter ved

forsørgelsen, og da merudgifterne var en følge af lidelsen.

Der kunne først ydes hjælp fra ansøgningstidspunktet, da ansøgning ikke fandtes at være indgivet

inden rimelig tid efter merudgifternes afholdelse, og da der ikke var tale om uopsættelige merudgifter.

Sagsfremstilling:

En ansøger, der led af Føllings Syge (PKU), søgte den 17. maj 2000 kommunen om tilskud til kost

(specialprodukter) til diætbehandling i forbindelse med en planlagt graviditet. Den særlige diætbehandling

var påbegyndt den 1. februar 2000. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse,

at der ikke var tale om nødvendige merudgifter for at få dagligdagen til at fungere, men diætudgifter

til en speciel situation.

Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, der tiltrådte afslaget med den begrundelse,

at den påbegyndte diæt alene var påkrævet under den planlagte graviditet. Efter nævnets

opfattelse medførte lidelsen Føllings Syge i ansøgerens tilfælde ikke en betydelig og varigt nedsat

funktionsevne, som er en forudsætning for dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen efter

§ 84 i lov om social service.

Fra John F. Kennedy-instituttet var det oplyst, at PKU er en arvelig stofskiftesygdom, som kræver

en livslang proteinfattig kost suppleret med de livsvigtige amino-syrer i form af tabletter eller pulver.

I ubehandlet tilstand medfører PKU mental retardering. Diæten er livslang og skal intensiveres

under graviditet for at hindre, at fosteret får misdannelser og bliver mentalt retarderet.

I forbindelse med graviditet havde ansøgeren en merudgift til kost til lavproteinprodukter, specielt

proteinfattigt brød og pasta m.m. Merudgiften var af John F. Kennedy-instituttet beregnet til kr. 916

pr. måned. Den særligt strenge diæt skulle holdes i månederne forud for graviditeten og under hele

graviditeten. Fra John F. Kennedy-instituttet anbefalede man, at kommunen dækkede de udgifter til

146


kost, som ansøgeren havde i forbindelse med den intensiverede diæt for at give de bedste betingelser

for graviditetsforløbet samt gøre det bedst mulige for barnet.

John F. Kennedy-instituttet oplyste, at instituttet betaler udgifterne til diætpræparater i form af tabletter

eller pulver til både børn og voksne med lidelsen PKU. Denne betaling sker via midler fra staten,

som er afsat via en bevilling på finansloven. Der er imidlertid ikke hjemmel på finansloven til

at betale for specialkost i forbindelse med graviditet. John F. Kennedy-instituttet havde imidlertid

erfaring for, at landets kommuner bevilger denne specialkost efter § 84 i lov om social service.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nødvendig ekstra diætkost,

som kun er nødvendig omkring graviditetsperioden til personer med stofskiftesygdommen PKU,

kan ydes efter § 84 i lov om social service.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til dækning af merudgifter til diætbehandling i forbindelse

med en planlagt graviditet, jf. § 84, stk. 1, i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgeren var berettiget til at få sine merudgifter til diætbehandlingen

dækket fra den 17. maj 2000, hvor hun indgav ansøgning til kommunen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at udgiften til diætbehandling var en nødvendig

merudgift ved forsørgelsen i forbindelse med ansøgerens graviditet, og at merudgiften var en

følge af hendes lidelse PKU.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af formuleringen af § 84, stk. 1, i lov om social service

sammenholdt med bemærkningerne til § 84 i lovforslag nr. L 229 og § 1, stk. 2, i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter lov om social

service § 84, stk. 3, fremgår, at bl.a. personer med lidelsen PKU (Phenylketonuri) kan få hjælp til

dækning af merudgifter til diæt, hvis merudgifterne er nødvendige ved forsørgelsen og er en følge

af lidelsen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra John F. Kennedyinstituttet

havde lidt af PKU, siden hun var spæd.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at merudgiften til diætbehandling i forbindelse med ansøgerens

graviditet ifølge oplysningerne fra John F. Kennedy-instituttet var nødvendig ved forsørgelsen

og var en følge af hendes lidelse, da fosteret ellers blev misdannet og mentalt retarderet.

Begrundelsen for, at ansøgeren var berettiget til at få dækket sine merudgifter til diætbehandling fra

den 17. maj 2000 var, at Ankestyrelsen fandt, at hun ikke indenfor rimelig tid efter diætbehandlingens

påbegyndelse havde indgivet ansøgning om dækning af merudgifterne til kommunen. Endvidere

fandtes merudgifterne ikke at være uopsættelige, da der havde været tale om en planlagt graviditet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til dækning af

udgifter afholdt inden indgivelse af ansøgning til kommunen, medmindre der er tale om en uopsættelig

udgift. Ankestyrelsen henviste herved til SM 0-30-89, hvor en ansøgning indgivet ca. 3 uger

efter afholdelsen af en medicinudgift ikke fandtes at være indgivet indenfor rimelig tid. Ankestyrelsen

henviste endvidere til SM 0-35-99, hvor Ankestyrelsen lagde til grund, at det er et almindeligt

147


princip i bistandsloven (nu lov om social service), at ansøgning skal indgives og bevilling modtages

inden anskaffelsen, medmindre udgiften er uopsættelig.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren påbegyndte den intensiverede diætbehandling

den 1. februar 2000, og på, at hun indgav ansøgning til kommunen om dækning af merudgifterne

ved diætbehandlingen den 17. maj 2000.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.2.3 SM C-6-02

Resumé:

Ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen.

Der var ikke tale om anskaffelsesudgifter til en anden bolig. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden

og forarbejderne til bestemmelsen om hjælp til betaling af anskaffelsesudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 48 årig ansøger, der var lammet fra brystbenet og nedefter som følge af en

blødning i rygmarven i august 2000. Han boede med sin ægtefælle i eget hus, som var en ældre, toplans

villa med mange trapper. Der var blandt andet 11 trin ved fordøren. Både den udvendige og

den indvendige trappe var stejl og smal. Kommunen konstaterede ved et hjemmebesøg, at det ville

være umuligt at gøre huset egnet til en kørestolsbruger. Stue, køkken og soveværelse lå på øverste

etage. Ægteparret blev tilbudt en 3-værelses lejelejlighed, som med ganske få ændringer vurderedes

at være velegnet til en kørestolsbruger. Ægteparret overtog lejligheden pr. 1. oktober 2000, og ægteparrets

ejerbolig blev sat til salg.

Kommunen traf afgørelse om, at betale indskud til lejeboligen ialt 18.100 kr., således at beløbet

skulle tilbagebetales ved salg af ejerboligen, ved et evt. provenue. Derudover bevilgede kommunen

boligudgifter på ejerboligen fra 1. oktober 2000 og indtil huset blev solgt. Endelig bevilgede kommunen

eventuelle merudgifter til huslejen, hvis det skulle vise sig, at den fremtidige nettohusleje

blev større end den hidtidige.

Kommunen beskrev i et notat retningslinierne om tilbagebetaling af indskud. Det fremgik, at der de

første 20 måneder ikke fandt opsparing sted, dvs ved evt. fraflytning indenfor denne periode skulle

lejeren betale den fulde istandsætningsudgift. Derefter fandt der en opsparing sted på 1% pr. måned.

Det betød, at der efter 20 måneder + 100 måneder skulle betales O kr. af istandsætningsudgiften.

Indskuddet ville altså blive udbetalt, hvis lejeren blev boende i 10 år eller mere.

Nævnet pålagde kommunen at frafalde kravet om tilbagebetaling af indskud bevilget i medfør af

servicelovens § 102, stk. 2.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr.121 af 19.

februar 1998 ses at være fastsat lovhjemmel til at kræve tilbagebetaling af indskud til lejebolig.

148


I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at man i sin afgørelse havde lagt mest vægt på Socialministeriets

vejledning vedr. boligændringer m.v., pkt. 128, hvoraf fremgik, at "udgifter ved salg

af ejendom og indskud i lejligheden kan modregnes i et evt. overskud ved salg af ejendommen".

Kommunen påpegede, at der var et misforhold mellem bekendtgørelsen og vejledningen.

Ankestyrelsen fik telefonisk oplyst, at ansøgeren efterfølgende var tilkendt højeste førtidspension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen har

hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af indskud i lejebolig ved evt. provenue ved salg af

ejerboligen, jf. servicelovens § 102, stk. 2 og tilhørende bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998

om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig på 18.100

kr., jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. § 1 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter

servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren var lam fra brystbenet og nedefter

efter en blødning i rygmarven. Han var permanent kørestolsbruger.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren først var tilkendt højeste førtidspension den 1.

juni 2001. Han var derfor ikke omfattet af undtagelsen i § 84, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om betaling af indskuddet i den anviste lejebolig, skulle afgøres

i medfør af servicelovens § 84 om merudgifter ved forsørgelsen og ikke i medfør af servicelovens §

102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at indskud i en lejebolig er en anskaffelsesudgift, men derimod en

sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens § 102, stk. 2 første punktum, hvorefter der

kan ydes hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Det er en betingelse for denne

hjælp, at der ikke kan anvises en anden bolig, der dækker ansøgerens behov, jf. servicelovens § 102,

stk. 2, 2. punktum.

Ankestyrelsen fandt at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelsen af en ejerbolig.

Såfremt der kan anvises en egnet bolig, kan man slet ikke få hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt at en anvist bolig vedrører en lejebolig.

Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til reglerne

i serviceloven om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen lagde udover ordlyden af bestemmelsen vægt på forarbejderne til servicelovens §

102, stk. 2 hvoraf fremgår, at hjælp til anskaffelse af egen bolig med servicelovens ikrafttræden

skulle kunne ydes efter reglerne om boligindretning. Det er anført, at der derved også var skabt

149


hjemmel til at kræve tilbagebetaling af lån ydet til anskaffelse af en bolig efter servicelovens § 102,

stk. 2 og sikre det tilbagebetalingspligtige beløb ved pant i ejendommen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

5.2.4 SM C-22-02

Resumé:

2 samboende ansøgere med muskelsvind fandtes, på baggrund af en konkret vurdering af deres forhold,

berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgerne havde ansøgt kommunen om hjælp til

dækning af udgifter til indretning af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse,

depotrum, stue, arbejdsværelse og garage i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var

oplyst, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse

af et hus indrettet efter deres behov.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde hjælpeordning og at de havde

et omfattende behov for hjælpere - også om natten. Der var således altid mindst én ofte to hjælpere

tilstede i familiens hjem.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie bestående af to voksne kørestolsbrugere med muskelsvind og et

raskt barn på ca. 5 år. Parret var førtidspensionister men udnyttede deres resterhvervsevne ved at

arbejde nogle timer ugentligt. De havde begge en hjælpeordning efter servicelovens § 77. Kvinden

var således bevilget hjælpeordning svarende til 148 timer ugentligt, mens manden havde en hjælpeordning

svarende til 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Kvindens hjælpetimer var primært

placeret uden for hendes arbejdstid. Familien havde derfor altid mindst en ofte to hjælpere i hjemmet.

Det var oplyst, at familien boede i en femværelses lejlighed på 100 m2. Familien havde oplyst, at

lejligheden efterhånden var blevet for lille til deres behov. De havde således vanskeligt ved at bruge

flere af lejlighedens rum, idet de var for små. Familien vurderede ikke at det var muligt at finde et

lejemål, som ville være brugbart for dem til deres fremtidige beboelse og havde i øvrigt også altid

drømt om deres eget sted, som kunne indrettes efter deres behov. De havde således sparet ca. 800-

900.000 kr. sammen og havde på ansøgningstidspunktet købt en grund på 803 m2 til brug for bygning

af et hus.

Familien søgte kommunen om hjælp til dækning af de udgifter der ville være forbundet med at

bygge ekstra kvadratmeter i det nye hus på grund af deres handicap. I ansøgningen var der heraf nøje

redegjort for deres behov og de problemer og deraf følgende ændrede behov de ville få i fremtiden

efterhånden som deres muskelsvind ville svække dem yderligere. Familien havde endvidere på

ansøgningstidspunktet haft kontakt med arkitekt som sammen med ansøgerne havde lavet en skitse

af hus som ville opfylde ansøgernes nuværende og fremtidige behov. Det skitserede hus udgjorde

190 m2.

150


Kommunen foretog en vurdering af ansøgningen, hvor de tog udgangspunkt i familiens oplysninger

om deres situation, den indsendte skitse og supplerende bemærkninger fra arkitektfirmaet vedrørende

ekstraudgifter i forbindelse med opførelse af huset. Kommunen vurderede, at det ikke var muligt

at indrette deres aktuelle bolig således at den også kunne blive velegnet på længere sigt og oplyste

overfor ansøgerne, at de var berettiget til at få hjælp efter servicelovens § 102. Kommunen bevilgede

herefter hjælp til 13 m2 i boligen og 10 m2 depotrum. Ansøgerne fik samtidig afslag på ekstraplads

til hjælperværelse, stue, arbejdsværelse og garage samt hjælp til gulvbelægning. Kommunen

gjorde opmærksom på, at der alene var tale om en foreløbig bevilling, idet en endelig bevilling først

kunne gives, når der forelå konkrete tegninger af huset.

Familien indgav nogle måneder senere en supplerende ansøgning om støtte til opførelse af bolig efter

servicelovens § 102. I ansøgningen var der redegjort for ansøgernes muskelsvindstyper, nuværende

og fremtidige bolig, materialevalg og hjælpemidler, tidligere ansøgning i forhold til denne og

økonomien. Det var samtidig i forhold til den tidligere oplyste pris anført, at metoden, i følge oplysninger

fra Institut for Muskelsvind, i lignende sager, hvor en kommune indgår som betalende for

merudgiftsdelen/ekstra kvadratmeter, er at der udregnes en reel kvadratmeterpris for huset og at bevillingen

så bliver de bevilligede kvadratmeter gange den reelle kvadratmeterpris. Det blev herefter

foreslået, at der blev taget stilling til det antal kvadratmeter som kommunen ville være villig til at

betale og at der herefter blev beregnet en fordelingsnøgle i forhold til den samlede byggepris. Om

økonomien var det anført, at der var søgt om økonomisk hjælp til boligindretning i henhold til servicelovens

§ 102. Der var således søgt om hjælp til de ekstra kvadratmetre, der var i hus og garage

samt ekstraudgifter i forbindelse med dyrere materialer, hjælpemidler i køkken og badeværelse samt

ekstra fliser omkring huset. Det var oplyst, at huset var på 190 m2 og at der heraf var søgt om hjælp

til de 47 m2. Kvadratmeterprisen var anført til 9.592 kr. Der var herudover søgt om hjælp til ekstraudgifter

til garage svarende til halvdelen af prisen herfor.

Kommunen meddelte efterfølgende ansøgerne, at deres sag var blevet vurderet efter servicelovens §

102, stk. 1. Kommunen bevilgede herefter 16,5 m2 i boligen til en kvadratmeterpris af 7.243 kr. Prisen

var baseret på et huslejeberegningsskema, håndværkerudgifter til nøglefærdigt hus inkl. moms

1.376.200 kr. divideret med 190 m2. Kommunen bevilgede endvidere 10 m2 til et depot. Kvadratmeterprisen

for depotet var 3.974 kr, hvilket var beregnet på grundlag af den oplyste pris for at

bygge en carport 310.050 kr. divideret med 78 m2.

Ansøgerne ansøgte herefter om økonomisk hjælp efter servicelovens § 84 til ekstra projektering,

undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med boligansøgningen og anmodede samtidig om

hurtig hjælp, - også med hensyn til finansieringen af hjælperværelse og tilhørende toilet.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om dækning af merudgifter til henholdsvis arkitekt, ekstra

projekteringsudgifter, hjælperværelse og ekstra badeværelse samt afslag på tilskud beregnet som

nettokvadratmeter efter servicelovens § 102. Kommunen gjorde hermed også opmærksom på, at ansøgningen

skulle vurderes efter servicelovens § 102.

Ansøgerne påklagede kommunens afgørelser. Klagen vedrørte antallet af de bevilgede kvadratmeter,

herunder særligt i forhold til hjælperværelset med tilhørende toilet, elektriske døråbnere, garage/depotrum,

økonomisk hjælp til ekstra projektering og sagsgangen. Ansøgerne gjorde i forlængelse

heraf opmærksom på, at det aldrig under sagens forløb var blevet diskuteret med ansøgerne,

hvorvidt der var tale om en sag som skulle behandles efter servicelovens § 102, stk. 1 eller stk. 2.

Ansøgerne vurderede imidlertid, at kommunen tidligere havde givet udtryk for, at der var tale om

en sag efter servicelovens § 102, stk. 2, idet kommunen havde oplyst, at det ikke havde været mu-

151


ligt at ændre på familiens aktuelle bolig således, at den også kunne blive egnet som beboelse for

dem på længere sigt. Kommunen havde imidlertid efterfølgende behandlet ansøgningen efter servicelovens

§ 102, stk. 1. Ansøgerne anmodede derfor nævnet om at tage stilling til, hvorvidt der var

tale om en boligsag der skulle behandles efter § 102 stk. 1 eller stk. 2.

I kommunens oversendelsesbrev til nævnet havde kommunen udarbejdet en oversigt over sagens

gang i kommunen. Kommunen havde samtidig anført, at der gennem hele forløbet var blevet foretaget

en individuel vurdering, som havde taget udgangspunkt i ansøgernes konkrete behov, samt

den hidtidige praksis på området i kommunen. Forvaltningen havde taget udgangspunkt i hvorledes

en gennemsnitsfamilie ville bygge, hvor meget de enkelte hjælpemidler fyldte, og hvad der var

nødvendigt af hensyn til ansøgernes funktionsnedsættelse. Forvaltningen havde vurderet de enkelte

rum og deres funktioner. Det var anført, at der jf. § 102 kun kan ydes støtte til nødvendige m2. Det

er ikke nok, at det ud fra en gennemsnitsbetragtning vurderes at være hensigtsmæssigt. Kommunen

havde herefter kommenteret de enkelte klagepunkter.

Under nævnets behandling af sagen indhentede nævnet en udtalelse fra en Hjælpemiddelcentral

med henblik på at få en vurdering af, hvorvidt de bevilgede ekstra kvadratmeter var tilstrækkelige

til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne og herunder en vurdering af om den

af kommunen anførte løsning måtte anses for at være en faglig forsvarlig løsning.

Hjælpemiddelcentralen havde herefter foranstaltet en mindre undersøgelse af forskellige typehuses

størrelse, indretning og rumstørrelser. Undersøgelsen omfattede 45 huse som var mellem 120 og

154 m2. Resultatet af undersøgelsen indgik ved nævnets vurdering af sagen.

Nævnet fandt ved deres afgørelse, at ansøgerne var berettiget til 1,5 m2 ekstra til soveværelse udover

de allerede bevilgede 5,5 m2. Ansøgerne var berettiget til 3 m2 til børneværelset og ikke kun 2

m2 som bevilget af kommunen. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i badeværelset,

hvor kommunen havde bevilget op til 10 m2. Ansøgerne var berettiget til hjælp til ekstra kvadratmeter

i lille badeværelse svarende til differencen mellem 3,8 m2 og op til 5,9 m2, som det lille

badeværelse var. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i hverken køkken/alrum, i

stuen eller til kontor. Ansøgerne var berettiget til ekstra 2,3 m2 til depotrum end de allerede bevilgede

10 m2. Ansøgerne var berettiget til støtte efter servicelovens § 102 i forbindelse med et hjælperværelse.

Ansøgerne var ikke berettiget til mere end én elektrisk døråbner. Ansøgerne var ikke

berettiget til merudgifter i forbindelse med gulvbelægning. Ansøgerne var berettiget til at få en udgift

dækket til ekstra projektering. Ansøgerne var ikke berettiget til en anderledes beregning af antal

kvadratmeter, ligesom ansøgerne ikke var berettiget til en ændret beregning af prisen på kvadratmeter.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik soveværelse, børneværelse, lille

badeværelse, depotrum, hjælperværelse og udgift til ekstra projektering.

For så vidt angik størrelsen af hjælperværelse og størrelsen af udgift til ekstra projektering hjemviste

nævnet disse punkter til fornyet vurdering. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse for så vidt

angik badeværelse, køkken/alrum, stue, kontor, ekstra døråbner, gulvbelægning og beregning af antal

kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter.

Vedrørende støtte efter § 102 som nødvendig boligindretning til hjælperværelse fandt nævnet, at

den bevilgede hjælperdækning efter det oplyste om ansøgernes behov var så massiv, at et opholds-

/soveværelse for hjælpere måtte vurderes som nødvendigt i relation til servicelovens § 102.

152


Nævnet lagde herved vægt på det oplyste om, at der var behov for overnattende hjælper/hjælpere,

ligesom der var lagt vægt på, at ansøgerne som familie havde behov for et privatliv samt endelig at

hjælperne også havde behov for at kunne trække sig tilbage på et værelse. For så vidt angik størrelsen

på det bevilgede hjælperværelse blev dette hjemvist til kommunen, der skulle opgøre behovet

for antal kvadratmeter og meddele ansøgerne en ny afgørelse, der kunne ankes efter gældende regler.

Vedrørende beregning af antal kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter bemærkede nævnet, at

kvadratmeterprisen var udregnet på det oplyste bruttokvadratmeterantal på 190 m2, og de ekstra

kvadratmeter nævnet havde pålagt kommunen at yde, var indeholdt i de 190 m2, og nævnet fandt

herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse vedrørende beregning af antal kvadratmeter,

ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn

vedrørende den opgjorte pris på kvadratmeter, og dette i betragtning af at nogle rum i boligen var

dyrere rent kvadratmetermæssigt end andre rum, der kvadratmetermæssigt var billigere end den beregnede

gennemsnitspris.

I klagen til Ankestyrelsen fra kommunen var det bl.a. anført, at forvaltningen ikke var enig i nævnets

afgørelse for så vidt angik bevilling af et hjælperværelse. Det var anført, at forvaltningen i sin

tid gav afslag på ansøgernes ønske om indretning af et hjælperværelse efter servicelovens § 102,

idet man ikke fandt, at et hjælperværelse var en nødvendig boligindretning for at gøre boligen bedre

egnet som opholdssted. Det var anført, at hjælperværelset ikke kompenserede direkte for eller afhjalp

ansøgernes funktionsnedsættelse, og kompenserede/formindskede heller ikke de boligmæssige

ulemper ved ophold i eget hjem. Forvaltningen fandt derfor ikke, at der kunne bevilges en sådan boligindretning

efter § 102. Et hjælperværelse kan være hensigtsmæssigt som personalefacilitet/ - gode,

men det har ikke direkte sammenhæng med en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig indretning

af arbejdsstedet, ligesom der ikke eksisterer arbejdsmiljømæssige krav om, at der skal forefindes

et separat værelse til ansatte handicaphjælpere (jf. Arbejdsmiljølovgivningens regler). Det

blev herefter gjort gældende, at det arbejde som handicaphjælperne udfører, kan foregå sikkerheds-

og sundhedsmæssigt forsvarligt uden et separat hjælperværelse til hvile og afslapning for hjælperne.

Handicaphjælperne var ansat af ansøgerne til at arbejde i et privat hjem. Ansøgerne tilrettelagde

selv handicaphjælpernes arbejdstider, og bestemte i øvrigt hvor integreret hjælperne skulle være i

familien. Ansøgerne havde anført, at der, i det hus de havde fået tegnet, ikke var mulighed for at lave

sovepladser til hjælperne i andre rum. Det var forvaltningens opfattelse, at ansøgerne på forhånd

havde kendt deres behov i forhold til hensigtsmæssig indretning af dette nybyggeri og derved havde

haft mulighed for at prioritere, at der fandtes opholds- /sovemulighed for hjælperne et egnet sted i

huset.

Ankestyrelsen anmodede efterfølgende nævnet om at uddybe nævnets afgørelse. Ansøgerne havde i

klagen til nævnet bedt nævnet tage stilling til, hvorvidt sagen skulle afgøres efter servicelovens §

102, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet anførte i sin afgørelse, at denne var truffet i henhold til servicelovens

§ 102, stk. 2. Ankestyrelsen anmodede i forlængelse heraf nævnet oplyse begrundelsen herfor samt

betydningen heraf i forhold til de samlede anskaffelsesudgifter/løbende højere boligudgifter. Ankestyrelsen

anmodede samtidig nævnet om at oplyse, hvorvidt kommunen havde forsøgt at anvise ansøgerne

en egnet bolig.

Nævnet indhentede herefter telefonisk oplysninger fra kommunen. Kommunen oplyste, at det på et

tidspunkt lå fast, at familiens tidligere bolig ikke i fremtiden ville kunne dække familiens forskellige

behov. Familien undersøgte, om det var muligt at købe et hus, der kunne bygges om. Kommunen

oplyste endvidere, at der har været lejede lejligheder, der kunne henvises til, og at der ikke fandtes

153


nogen, der var større og bedre, end den de havde. Henvendelsen vedrørende den nuværende bolig

skete ved, at klagerne henvendte sig og oplyste, at de havde købt en byggegrund.

Nævnet oplyste herefter overfor Ankestyrelsen, at indgangen til sagen var servicelovens § 102, stk.

2. Efter nævnets opfattelse udelukkede det ikke, at sagen også kunne være omfattet af servicelovens

§ 102, stk. 1 i forbindelse med, at det skulle vurderes, hvad der var nødvendig boligindretning for at

gøre boligen bedre egnet som opholdssted for de pågældende.

Nævnet anførte videre, at den foreliggende bevilling på et antal ekstra kvadratmeter, var begrundet i

et behov der udsprang af ansøgernes handicap. Det var nævnets opfattelse, at familien på den baggrund

var kompenseret for de højere boligudgifter i forbindelse med flytningen fra en lejet bolig til

en ejerbolig. Nævnet henviste til principperne der er skitseret i pkt. 128 og 129 i vejledning om støtte

til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Ansøgerne anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen for så vidt angik udregning af

prisen på kvadratmetre i forhold til brutto- og netto-kvadratmeterpriser. Ansøgerne gjorde gældende,

at det var et principielt spørgsmål, hvordan man udregnede hjælpen i sager om økonomisk støtte

efter servicelovens § 102.

Nævnet afviste at genoptage sagen vedrørende udregning af kvadratmeter til fornyet behandling.

Nævnet bemærkede, at prisen på de ekstra kvadratmeter som var nødvendige på grund af ansøgernes

handicap ikke var så høj som den gennemsnitlige kvadratmeterpris ved opførelsen af basishuset.

Der var grundlæggende en række basisinstallationer, som ikke ville blive væsentligt dyrere ved forøgelsen

af boligarealet, og en udvidelse af antal kvadratmeter ville ikke medføre en tilsvarende udvidelse

af ydervæggenes areal. Det var herefter nævnets opfattelse, at der ikke var fremkommet så

væsentlige nye oplysninger, at der var grundlag for en genoptagelse af sagen på dette punkt, og

nævnet fastholdt derfor den tidligere trufne afgørelse.

Ansøgerne klagede over nævnets afslag på at genoptage sagen. Det var i klagen anført, at sagen

havde principiel betydning i forhold til, hvorledes man udregnede en pris for byggerier med økonomisk

støtte efter servicelovens § 102. I brevet var der redegjort for, hvorledes klagerne mente

kvadratmeterprisen skulle beregnes. Ansøgerne havde som bilag vedlagt en udtalelse fra et arkitektfirma,

hvoraf det fremgik, at ved et tillæg på 1 m2 i et rum, svarede det til et større bruttoareal på

1,20 m2. Dette svarede til almindelig udregningsmetode i alle nye huse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det kan være nødvendigt

at bevilge et hjælperværelse til brug for hjælpere for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted,

jf. servicelovens § 102.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse,

jf. servicelovens § 102, stk. 1.

Begrundelsen herfor var, at et hjælperværelse, efter en konkret vurdering af ansøgernes forhold, var

nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne, jf. servicelovens § 102,

stk. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgerne var omfattet af personkredsen i servicelovens § 102, stk.

1, hvorefter der skal være tale om personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

154


Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgerne ved brev af 14. maj 1999 og efterfølgende

ved brev af 15. november 1999 havde ansøgt kommunen om hjælp til dækning af udgifter til indretning

af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse, depotrum, stue, arbejdsværelse

og garage efter servicelovens § 102 i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var oplyst,

at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse af

et hus indrettet efter deres behov og at de havde sparet nogle penge sammen.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning i servicelovens

§ 102, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde en hjælpeordning efter servicelovens

§ 77. Den ene ansøger var bevilget hjælpeordning med 148 timer ugentligt, som primært

var placeret udenfor hendes arbejdstid. Det var i den forbindelse oplyst, at hun ikke selv kunne vende

sig i sengen, hvorfor hendes hjælper vendte hende hver 3. time. Den anden ansøger var bevilget

hjælpeordning med 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Parrets omfattende behov for

hjælpere - også om natten - indebar således, at der altid var mindst 1 ofte 2 hjælpere tilstede i familiens

hjem.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke havde forholdt sig til det anførte i ansøgernes brev vedrørende

beregning af kvadratmeter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, herunder hjemvisningen af sagen til

kommunen for såvidt angik spørgsmålet om størrelsen af udgiften til hjælperværelset.

5.2.5 SM C-55-03

Resumé:

Ankestyrelsen fandt ikke, at en døv ansøger var berettiget til at få hjælp til tabt arbejdsfortjeneste

som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse til sin samlevers deltagelse i et tegnsprogskursus.

Begrundelsen var, at servicelovens merudgiftsbestemmelse ikke indeholder hjemmel til at yde hjælp

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælp til dækning af udgifter til tabt arbejdsfortjeneste ikke er

nævnt i Socialministeriets vejledning om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige

livsførelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at tabt arbejdsfortjeneste efter sin art ikke kunne sidestilles

med de eksempler på merudgifter, der er nævnt i vejledningen.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i serviceloven er en særlig hjemmel til at yde tabt arbejdsfortjeneste

som følge af børns handicap og at lovgiver herved måtte antages at have taget udtømmende

stilling til, i hvilke situationer der kan ydes hjælp til tabt arbejdsfortjeneste.

Sagsfremstilling:

155


Sagen drejede sig om en døv kvinde som ansøgte kommunen om hjælp til sin samlevers deltagelse i

tegnsprogskursus og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse hermed.

Kommunen gav ansøger afslag på det ansøgte efter servicelovens § 84. For så vidt angik ansøgningen

om hjælp til tegnsprogskursus lagde kommunen vægt på, at ansøger ikke havde sandsynliggjort

merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt, jf. servicelovens § 84, stk. 3. For så vidt angik ansøgningen

om tabt arbejdsfortjeneste lagde kommunen vægt på, at der ikke efter kommunens opfattelse

var lovhjemmel til at yde hjælp hertil efter servicelovens § 84.

Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn. I klagen var det bl.a. anført, at ansøger

og samlever påtænkte senere på året at søge et forældrekursus for døve forældre til hørende børn

samt evt. andre relevante kurser. Det var videre oplyst, at såvel ansøger som samlever var lavtlønnede

og at de derfor ikke havde egne midler til at betale for kurset og den tabte arbejdsindtægt.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. For så vidt angik hjælp til tabt arbejdsfortjeneste

lagde nævnet vægt på en fortolkning af støttemulighederne i servicelovens § 84, jf. tilhørende vejledning.

Nævnet lagde herved særligt vægt på formuleringen i vejledningen vedrørende støtte til

handicaprettede kurser, hvor spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste ikke ses omtalt. For så vidt angik

spørgsmålet om hjælp til dækning af udgifter til tegnsprogskursus lagde nævnet vægt på, at ansøger

ikke på det foreliggende grundlag havde merudgifter svarende til mindst 6000 kr.

I forhold til det i klagen anførte om deltagelse i eventuelle senere kurser henledte nævnet opmærksomheden

på, at der løbende skulle ske opfølgning af sagerne. Dette skulle f.eks. ske hvis der efterfølgende

fremkom nye mulige merudgifter. Såfremt der herefter fremkom samlede nødvendige

merudgifter, der oversteg bagatelgrænsen skulle sagen genvurderes.

Ansøger påklagede nævnets afgørelse vedrørende afslag på hjælp efter servicelovens § 84 til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 84 (som ændret pr. 1. januar 2003) om

merudgifter ved den daglige livsførelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til tegnsprogskursus

eller hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Begrundelsen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste var, at servicelovens § 84 ikke sås at indeholde

hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp til dækning af udgifter til tabt arbejdsfortjeneste

ikke er nævnt i Socialministeriets vejledning om hjælp efter servicelovens § 84. Det fremgår således

af vejledningen, at der i forbindelse med hjælp til handicaprettede kurser eksempelvis kan

ydes hjælp til rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter, kursusmaterialer og

pasning af barn/børn som ikke skal med på kurset.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter sin art ikke,

156


efter Ankestyrelsens vurdering, kunne sidestilles med de eksempler på merudgifter, der er nævnt i

ovennævnte vejledning.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i servicelovens § 29 er en særlig hjemmel til at yde tabt

arbejdsfortjeneste som følge af børns handicap og at lovgiver herved måtte antages at have taget udtømmende

stilling til, i hvilke situationer der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke holdepunkter for at antage at servicelovens § 84 indeholdt hjemmel

til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen vedrørende tegnsprogskursus var, at ansøger ikke på det foreliggende grundlag havde

nødvendige merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt, jf. servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den ansøgte udgift til tegnsprogskursus ikke udgjorde

mindst 6000 kr.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af servicelovens § 84, stk. 3, at der alene

kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter såfremt de samlede årlige merudgifter udgør

mindst 6000 kr.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger ikke ifølge de foreliggende oplysninger havde sandsynliggjort,

at hun som følge af sin funktionsnedsættelse havde merudgifter svarende til mindst

6000 kr. årligt.

Ankestyrelsen gjorde imidlertid - i lighed med nævnet - opmærksom på, at kommunen skulle foretage

en ny vurdering af ansøgers sag efter servicelovens § 84 såfremt der fremkom nye mulige nødvendige

merudgifter.

5.2.6 SM C-57-03

Resumé:

Ankestyrelsen fandt ikke, at en ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat

i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers klagesager som en nødvendig

merudgift efter serviceloven eller som en rimeligt begrundet enkeltudgift efter aktivloven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag fra alle sider

og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialmaksimen).

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunen i henhold til retssikkerhedsloven skal behandle

ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter

den sociale lovgivning, herunder også yde rådgivning og vejledning.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvindelig ansøger, som i kommunen havde en verserende sag vedrørende

tilkendelse af førtidspension.

157


Ansøgers advokat søgte på hendes vegne om hjælp til dækning af udgifter til advokatsalær i forbindelse

med myndighedernes behandling af hendes pensions- og klagesager.

Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af udgifter til advokat efter servicelovens § 67 og § 84

samt aktivlovens § 81. Kommunen oplyste samtidig, at kommunen ikke fandt, at der i øvrigt i de

sociale love var hjemmel til at dække de ansøgte udgifter til advokatbistand eller anden privat rådgivning.

Ansøgers advokat påklagede kommunens afgørelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ikke, at servicelovens § 67, nr. 1 indeholdt hjemmel til at yde hjælp til betaling af advokatsalær,

idet bestemmelsen var en formålsbestemmelse og ikke en regel, der gav hjemmel til

konkrete ydelser.

Nævnet fandt heller ikke, at udgiften til advokat kunne dækkes som en nødvendig merudgift efter

servicelovens § 84. Nævnet henviste i den forbindelse analogt til Ankestyrelsens afgørelse i SM O-

63-87 vedrørende dækning af advokatudgifter som merudgift ved forsørgelsen af et handicappet

barn.

I forhold til aktivlovens § 81 lagde nævnet vægt på, at udgangspunktet ifølge Ankestyrelsens praksis

var, at en udgift til advokatsalær - henset til officialmaksimen - ikke som udgangspunkt kunne

betragtes som en rimeligt begrundet udgift efter aktivlovens § 81.

Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå oplysninger, som kunne begrunde fravigelse fra

dette udgangspunkt.

Ansøgers advokat påklagede nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. oplyst, at ansøgers sygdom

nedsatte hendes fysiske og psykiske funktionsevne. På grund af ansøgers udmattelsestilstand havde

hun koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder og ansøger var derfor omfattet af servicelovens

§ 67. I klagen var der samtidig henvist til, at den ansøgte udgift kunne dækkes efter servicelovens §

68.

I klagen var det videre oplyst, at en gennemgang af kommunens materiale allerede havde påvist adskillige

fejl, idet grundlaget for en pensionssag eksempelvis allerede forelå i januar 2002, da ansøger

rejste spørgsmålet overfor kommunen. Kommunen foretog sig imidlertid intet før i oktober

2002, hvor behandlingen af sagen blev udsat til efter pensionsreformens ikrafttræden pr. 1. januar

2003.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp

til dækning af udgifter til advokatsalær efter servicelovens § 84 eller aktivlovens § 81 i forbindelse

med offentlige myndigheders behandling af ansøgers pensions- og klagesager.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat

efter servicelovens § 84 eller aktivlovens § 81.

158


Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til advokatsalær ikke var en nødvendig merudgift ved

den daglige livsførelse, jf. servicelovens § 84.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens

§ 84, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der, ifølge servicelovens § 84, stk. 1 og § 4, stk. 1, i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse

efter servicelovens § 84, alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er

en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos ansøgeren.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag

fra alle sider og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialmaksimen) samt at

kommunen i henhold til retssikkerhedslovens § 5 skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp

i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder

også yde rådgivning og vejledning.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at udgiften til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders

behandling af ansøgers pensions- og klagesager kunne anses for at være en nødvendig merudgift

som følge af ansøgers nedsatte funktionsevne.

Begrundelsen var videre, at udgiften til advokatsalær ikke var en rimelig begrundet enkeltudgift efter

aktivlovens § 81.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke ifølge Ankestyrelsens praksis - henset til

officialmaksimen og retssikkerhedslovens § 5 - var grundlag for at yde hjælp til dækning af udgifter

til advokat efter aktivlovens § 81 i forbindelse med efterprøvelse af en sag i det administrative klagesystem.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger ifølge oplysningerne fra advokaten led af en

udmattelsestilstand, at en pensionssag indeholdt komplicerede problemstillinger samt oplysningerne

om kommunens sagsbehandling, kunne begrunde at ansøger var berettiget til at få dækket udgiften

efter aktivlovens § 81.

Ankestyrelsen fandt videre ikke, at udgiften til advokatsalær kunne dækkes efter hverken servicelovens

§ 67 eller servicelovens § 68.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at servicelovens § 67 er en formålsbestemmelse, som derfor

ikke indeholdt selvstændig hjemmel til at yde økonomisk støtte.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at servicelovens § 68 omhandler kommunens pligt til at sørge

for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med

særlige sociale problemer.

Ankestyrelsen fandt ikke, at servicelovens § 68 efter sin ordlyd indeholdt hjemmel til at yde økonomisk

støtte til advokatbistand.

159


Ankestyrelsen gjorde afslutningsvis opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke ved behandlingen af sagen

havde forholdt sig konkret til det oplyste om kommunens behandling af ansøgers pensionssag,

idet en sådan stillingtagen forudsatte at Ankestyrelsen behandlede selve pensionssagen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

5.2.7 SM C-59-03

Resumé:

Ankestyrelsen fandt, at en ansøger som havde fået konstateret cøliaki var omfattet af den personkreds

som kunne få hjælp efter servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige

merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at personkredsen i servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning

af nødvendige merudgifter ifølge såvel ordlyden som forarbejderne var udvidet i forhold til den personkreds

der var omfattet af den tidligere gældende bestemmelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke, ifølge en vejledende udtalelse fra Socialministeriet,

var udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af merudgiftsbestemmelsen.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri

(PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning om

hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse ikke var til hinder for at

personer med cøliaki tillige kunne anses for omfattet af bestemmelsen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, som havde fået konstateret cøliaki og som derfor skulle overholde

en glutenfri diæt.

Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af merudgifter til diætkost med henvisning til at ansøgers

merudgifter til diætkost ikke oversteg 500 kr. månedligt, jf. servicelovens § 84, stk. 3.

Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn og oplyste bl.a. i klagen, at Astma-

og Allergi Forbundet havde oplyst, at kommunens beregnede udgift til diætkost skulle tillægges ca.

15 %, idet denne stigning svarede til den stigning der var sket i lov om social service i perioden

1998-2003.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på hjælp med en ændret begrundelse. Nævnet fandt

ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84. Nævnet lagde herved vægt på

ordlyden af § 1, stk. 1 og stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002.

Nævnet lagde videre vægt på det oplyste i Socialministeriets vejledning om ændring af vejledning

om sociale tilbud til voksne med handicap, hvorefter der i bekendtgørelsens § 2 især sigtes til gruppen

af personer med PKU eller Føllings sygdom og cystisk fibrose samt, at Socialministeriet i Ankestyrelsens

afgørelse refereret i SM C-14-00, havde udtalt, at det ikke havde været forudsat at alle

persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som f.eks. fødevareallergi eller andre medfødte

160


allergiske lidelser, skulle være omfattet af ovennævnte § 2. Socialministeriet havde videre udtalt, at

personer med cøliaki ikke, efter ministeriets opfattelse, var omfattet af målgruppen i servicelovens §

84.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

Forud for Ankestyrelsens vurdering af sagen anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om at

fremkomme med eventuelle fortolkningsbidrag til brug for vurderingen af, hvorvidt personer med

lidelsen med cøliaki var omfattet af servicelovens § 84, som ændret pr. 1. januar 2003.

Socialministeriet udtalte herefter bl.a., at det fremgik af bemærkningerne til lov nr. 285 af 25. april

2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen), at personkredsen

i servicelovens § 84 var ændret i forhold til tidligere, idet bl.a. den særlige diagnoseliste var opgivet.

Ydelsen i servicelovens § 84 rettede sig nu til alle personer mellem 18 og 65 år, som havde

varigt nedsat funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som

følge af ulykkesskader. Ministeriet oplyste videre, at selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne

ofte ville være en lægelig diagnostiseret lidelse, der angav en betydelig og varig nedsættelse af

kropslige eller kognitive funktioner, var det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen

i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter

og andre tilbud, der var afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser.

Socialministeriet fandt herefter ikke, at det var udelukket, at personer med lidelsen cøliaki kunne

være omfattet af servicelovens § 84, hvis den pågældende opfyldte de øvrige betingelser for støtte

efter § 84.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt personer med lidelsen

cøliaki var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring

af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen).

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, sammenholdt

med § 2, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002.

Ankestyrelsen tilbagesendte herefter sagen til nævnet med henblik på fornyet vurdering og afgørelse

af om ansøgers udgifter oversteg minimumsbeløbet i servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger led af cøliaki og at ansøger derfor skulle

følge en glutenfri diæt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ifølge servicelovens § 84, stk. 1, yder hjælp til dækning

af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne

og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse

nr. 869 af 23. oktober 2002, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis

konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at

der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. I Socialministeriets vejledning nr. 106 af

161


23. oktober 2002 var som eksempler nævnt udviklings-hæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion

m.v.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens § 1, stk. 2,

idet ansøgers cøliaki lidelse ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, havde konsekvenser af indgribende

karakter i den daglige tilværelse og medførte at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at cøliaki var en ikke synlig eller umiddelbar konstaterbar

nedsat funktionsevne, som blev afhjulpet ved glutenfri kost.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens § 2, stk.

1, hvorefter personer med medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart

konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få dækket nødvendige merudgifter til diæt, når forskrifter

om diæt og lignende følges.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fulgte af såvel ordlyden af servicelovens § 84 som forarbejderne

(LF 137 00/01) til bestemmelsen, at personkredsen var udvidet i forhold til den personkreds,

der var omfattet af servicelovens § 84 før 1. januar 2003.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at personkredsen i

servicelovens § 84 omfattede alle mellem 18 og 65 år, som havde en varigt nedsat funktionsevne.

Det afgørende var ikke den lægelige diagnose, men derimod den pågældendes muligheder for at begå

sig i sin daglige tilværelse. Det var således efter ministeriets opfattelse ikke udelukket, at personer

med cøliaki kunne være omfattet af servicelovens § 84 (som ændret med virkning fra 1. januar

2003).

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at lidelsen cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles

med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning

nr. 106 af 23. oktober 2002, hvorefter personkredsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1 især ville være

personer med phenylketonuri og cystisk fibrose, ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige

blev anset for omfattet af bestemmelsen.

Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ved afgørelsen alene havde forholdt sig lidelsen cøliaki.

Ankestyrelsen havde således ikke taget stilling til, hvorvidt personer med andre typer af allergi,

herunder fødevareallergi kunne være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. bekendtgørelsens

§ 2, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

5.2.8 SM C-29-04

Resumé:

Vurderingen af betingelserne om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i servicelovens

bestemmelse om merudgifter ved den daglige livsførelse skulle i relation til ansøgninger om medicinudgifter

og diætkost foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling som ansøgeren

modtog til afhjælpning af sin lidelse.

162


I den konkrete sag fandt Ankestyrelse herefter, at en ansøger som led af insulinkrævende diabetes

var omfattet af personkredsen i bestemmelsen om merudgiftsydelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den insulinkrævende diabetes, uden relevant behandling i form af

insulin og diætkost, ville være livstruende for ansøger.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 64-årig mand, som led af diabetes og hjerteproblemer. Diabeteslidelsen

blev behandlet med insulin og tabletter samt diætkost. Hjertelidelsen blev behandlet medicinsk. Det

var oplyst, at ansøger var bevilget kronikertilskud i henhold til sygesikringsloven.

Kommunen gav ansøger afslag på at få hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84 til

diætkost og egenbetalingen til medicin vedrørende såvel diabeteslidelsen som hjertelidelsen.

Kommunen lagde vægt på, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Kommunen fandt ikke, at kroniske lidelser som diabetes og hjerteproblemer var omfattet af personkredsen

selvom medicin og diætkost var livsnødvendig.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 for så vidt angik diabeteslidelsen.

Nævnet lagde ved den vurdering vægt på principperne i SM O-66-98, hvorefter vurderingen

af funktionsevnen skal tage udgangspunkt i lidelsen uden relevant behandling.

Nævnet fandt ikke, at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at nævnet kunne vurdere om ansøgeren også

var omfattet af personkredsen for så vidt angik hjertelidelsen.

Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen dels med henblik på vurdering af, hvorvidt de øvrige

betingelser for hjælp efter servicelovens § 84 var opfyldt for så vidt angik merudgifter som følge

af ansøgers diabetes dels med henblik på en vurdering af om ansøger var omfattet af personkredsen

for så vidt angik hjertelidelsen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Forud for Ankestyrelsens afgørelse indhentede Ankestyrelsen en vejledende udtalelse fra Socialministeriet.

Det fremgik bl.a. heraf, at det efter Socialministeriets opfattelse ikke var udelukket, at personer

med insulinkrævende diabetes kunne være omfattet af servicelovens § 84, hvis ansøger i øvrigt

opfyldte de øvrige betingelser for støtte efter serviceloven.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en ansøger med insulinkrævende

diabetes kunne anses for omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen

i servicelovens § 84, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet

163


af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne.

Begrundelsen var videre, at insulinkrævende diabetes er en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for

den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes

ind med betydelige hjælpeforanstaltninger, jf. § 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om

hjælp efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at vurderingen af om betingelserne i servicelovens §

84 og tilhørende bekendtgørelse er opfyldt skulle foretages uafhængigt af den løbende eller varige

behandling, herunder medicinske behandling, som ansøgeren modtog som følge af sin diabetes.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på en naturlig sproglig forståelse af servicelovens § 84, stk. 1. Videre

blev der lagt vægt på formålet med bestemmelsen i Socialministeriets vejledning vedrørende

servicelovens § 84.

Det indgik videre i Ankestyrelsens vurdering, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at det ikke

efter ministeriets opfattelse var udelukket, at personer med insulinkrævende diabetes kunne være

omfattet af servicelovens § 84.

Vedrørende vurderingen af, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 lagde

Ankestyrelsen vægt på, at ansøger havde en insulinkrævende diabetes, som uden relevant behandling

i form af insulin mv. og diætkost ville være livstruende for ansøger.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen skulle tage stilling til, hvorvidt ansøger opfyldte de øvrige

betingelser for at få hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til egenbetalingen til medicin og

diætkost, herunder hvorvidt udgifterne oversteg minimumsbeløbet i servicelovens § 84, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt endelig - i lighed med nævnet - at sagen var utilstrækkeligt oplyst med henblik

på at foretage en vurdering af om ansøger tillige var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84

for så vidt angik sin hjertelidelse.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen, efter indhentelse af yderligere lægelige oplysninger,

skulle foretage en nærmere vurdering af om hjertelidelsen var af en sådan karakter, at ansøger tillige

ville være berettiget til dækning af merudgifter som følge af hjertelidelsen.

Såfremt ansøger også var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 på grund af hjertelidelsen,

skulle kommunen medregne merudgifterne, som var begrundet i denne lidelse, herunder egenbetalingen

til lægeordineret medicin, i opgørelsen af ansøgers sandsynliggjorte merudgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.2.9 SM C-35-04

Resumé:

Hjælp til dækning af højere boligudgifter som følge af boligskift fra lejebolig til ejerbolig blev ydet

som en løbende ydelse. Der var tale om højere boligudgifter, da nettoydelserne på bolig- og kreditforeningslån

i den nye ejerbolig var højere end huslejen i den hidtidige lejebolig.

164


Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp til højere boligudgifter skulle beregnes en gang årligt, således

at beregningen skete på grundlag af de faktiske finansieringsudgifter i det kommende år. Ankestyrelsen

lagde vægt på, at kommunen i forbindelse med boligskiftet havde godkendt låneoptagelsen,

der indebar, at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid.

Sagsfremstilling:

En kommune blev af nævnet pålagt at yde en ansøger med stærkt nedsat fysisk funktionsevne hjælp

til anskaffelse af anden bolig efter servicelovens § 102, stk. 2.

Kommunen besluttede, at hjælpen til anskaffelse af anden bolig til ansøgeren skulle ske i form af

nybyggeri med finansiering som engangsudgift (til byggeomkostninger og særlig indretning) og 30årigt

huslån. Kommunen godkendte herefter låneoptagelsen.

Kommunen traf afgørelse om størrelsen af huslejetilskuddet efter servicelovens § 102, stk. 2.

Kommunen beregnede huslejetilskuddet for to perioder, da banklånet var 25-årigt og kreditforeningslånet

var 30-årigt, således at ydelsen ændredes væsentligt efter 25 år, når banklånet var tilbagebetalt.

Kommunen opgjorde det månedlige huslejetilskud i den første periode til ca. 2.500 kr.

(den månedlige nettoydelse på 25-årigt banklån + den månedlige nettoydelse på 30-årigt kreditforeningslån,

som blev fratrukket den samlede husleje i ansøgerens tidligere lejebolig). For så vidt angik

den anden periode beregnende kommunen det månedlige huslejetilskud til ca. 1.100 kr. (den månedlige

nettoydelse på det 30-årige kreditforeningslån fratrukket den tidligere husleje). Kommunen

tog ved beregningen udgangspunkt i nettoydelserne på bank- og kreditforeningslån på indflytningstidspunktet

samt huslejeudgiften pr. samme dato.

Kommunen bemærkede i afgørelsen, at renteændringer ikke medførte forhøjelse eller nedsættelse af

tilskuddet efter § 102, stk. 2. Ligeledes gav låneomlægninger eller andre dispositioner over de optagne

lån ikke mulighed for forhøjelse af tilskuddet efter § 102, stk. 2. Låneomlægning, hvor lånetiden

eventuelt nedsattes mod en højere ydelse, kunne efter skriftlig aftale med kommunen under visse

betingelser medføre mulighed for forhøjelse af tilskuddet, dog på betingelse af en kortere ydelsesperiode.

Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, idet han blandt andet anførte, at

støtten blev beregnet på et for lille grundlag, hvis der alene sås på ydelsen på indflytningstidspunktet.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, men tiltrådte dog beregningen af huslejetilskuddet

for perioden fra den 1. juni til den 31. december 2003.

Nævnet henviste til, at der ved boligskift fra lejebolig til ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens

§ 102, stk. 2 til løbende merudgifter i form af højere boligudgifter. Det var en forudsætning, at

merudgifterne var forbundet med selve anskaffelsen af ejerboligen. Nævnet henviste videre til, at

efter SM C-4-00 skulle hjælpen ydes som en løbende ydelse, medmindre der var tale om et beløb til

kontant udbetaling, som ikke kunne dækkes ved en prioritering af ejendommen.

Nævnet fandt, at hjælpen til dækning af ansøgerens merudgifter til bolig skulle beregnes én gang årligt

fremadvirkende, indtil kreditforenings- og banklånet var endeligt afviklet. Der skulle ved denne

beregning tages udgangspunkt i de faktiske forventede finansieringsudgifter for det pågældende år,

således at der toges højde for, at nettoydelserne varierede over lånenes løbetid. Nævnet lagde blandt

165


andet vægt på, at kommunen i forbindelse med ejendommens prioritering havde godkendt låneoptagelsen

og dermed også risikoen for renteudsving.

Det fremgik videre af nævnets afgørelse, at der fra den således fremkomne boligudgift skulle fratrækkes

lejeudgiften i ansøgerens tidligere bolig, idet nævnet dog fandt, at der skulle foretages en

årlig regulering af huslejen med nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Begrundelsen

herfor var, at ansøgeren uden regulering ville blive kompenseret for lejeniveauet for

2003. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at formålet med udligningen af huslejeforskellen

var, at den handicappede ikke skulle have merudgifter ved et boligskift, der var begrundet i handicappet,

men at der heller ikke skulle kompenseres derudover.

Det fremgik i øvrigt af nævnets afgørelse, at nævnet ud fra en formålsfortolkning var enig med

kommunen i, at bidrag til obligatorisk trappevask samt leje af carport og depotrum skulle sidestilles

med huslejeudgiften ved beregningen af huslejetilskud. Nævnet var endvidere enig med kommunen

i, at merudgifter som følge af forhøjede drifts- og forbrugsudgifter ved den nye bolig skulle ydes efter

servicelovens § 84. Der var herved lagt vægt på, at der var tale om udgifter, som ikke vedrørte

anskaffelse af boligen.

Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. I klagen anførtes blandt andet, at kommunen

havde antaget, at omlægning af lån, ændringer i skatteregler med videre ikke medførte omberegning

af huslejetilskuddet, som var beregnet på flyttetidspunktet med udgangspunkt i den daværende

lejebolig og nettoudgiften på lånene optaget i nyindflyttet ejerbolig. Kommunen ønskede

en afklaring på spørgsmålet om, hvilke betingelser kommunen kunne stille i forbindelse med et

eventuelt ønske fra ansøgeren om låneomlægning, ændrede skatteregler med videre. Kommunen

anså desuden nævnets afgørelse med hensyn til en årlig beregning af huslejetilskuddet i forhold til

lån og udviklingen i lejen for at være meget upraktisk og administrativt tung og ønskede en afklaring

af, om Ankestyrelsen var enig med nævnet i at pålægge kommunerne denne opgave på trods af,

at metoden ikke entydigt ville være til fordel for hverken tilskudsmodtageren eller kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om løbende hjælp til højere boligudgifter

som følge af boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2, skal beregnes en gang årligt, således

at der tages højde for, at ydelsen på et boligfinansieringslån kan variere i løbet af ydelsesperioden,

eller om hjælpen i hele perioden kan/skal ydes på grundlag af forholdene ved boligskiftet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 til dækning af ansøgerens

højere boligudgifter skulle reguleres en gang årligt.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ligesom nævnet fandt, at den løbende hjælp efter

servicelovens § 102, stk. 2 til ansøgeren skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete

på grundlag af de faktiske merudgifter som følge af boligskiftet i det kommende år.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen havde valgt at udbetale hjælpen til dækning af udgifterne

ved anskaffelse af anden bolig efter reglerne i servicelovens § 102, stk. 2 som en løbende

ydelse. Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at nettoydelserne på ansøgerens bolig- og kreditforeningslån

varierede i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på kompensationsprincippet, hvoraf fulgte, at en person med

nedsat funktionsevne ikke skulle have merudgifter som følge af handicappet. Kompensationsprin-

166


cippet medførte, at udmålingen af den løbende hjælp efter § 102, stk. 2 i den foreliggende sag skulle

ske på en sådan måde, at ansøgeren ikke fik merudgifter som følge af, at ydelserne på lånene varierede

i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens beregningsmetode, hvor der blev taget udgangspunkt i nettoydelserne

på kreditforenings- og banklånet på indflytningsdatoen, indebar, at ansøgeren ikke i tilstrækkeligt

omfang blev kompenseret for følgerne af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt derfor, at den løbende hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 i dette tilfælde

skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske merudgifter i

det kommende år som følge af anskaffelsen af den nye bolig.

Ankestyrelsen lagde herved afgørende vægt på, at kommunen havde godkendt ansøgerens låneoptagelse

i forbindelse med boligskiftet, herunder at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at der ved den årlige beregning af hjælpen efter §

102, stk. 2 skulle foretages en regulering af ansøgerens huslejeudgift i den hidtidige lejebolig med

nettoprisindekset.

Ankestyrelsen var desuden enig med nævnet og kommunen i, at hjælp til dækning af ansøgerens

eventuelle merudgifter til forhøjede drifts- og forbrugsudgifter som følge af boligskiftet skulle ydes

efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsen tog ikke i den foreliggende sag stilling til spørgsmålet om betydningen af eventuelle

efterfølgende låneomlægninger, ændringer i skatteregler med videre. Ankestyrelsen tog således alene

stilling til spørgsmålet om beregning af hjælpen efter § 102, stk. 2 ud fra det oplyste om, at ansøgerens

låneoptagelse i forbindelse med boligskiftet indebar, at ydelserne varierede i løbet af lånenes

levetid.

Ankestyrelsen var opmærksom på det af kommunen anførte om, at en årlig beregning af hjælpen efter

§ 102, stk. 2 var upraktisk og administrativ tung, men fandt ikke, at dette kunne medføre en ændret

vurdering af den foreliggende sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

5.2.10 SM C-37-04

Resumé:

Udgifter til ekstra varme i sommerhus og vedligeholdelse af sommerhus, som blev benyttet til ferier,

skulle ikke indgå i beregningen af merudgiftsydelsen til en stærkt handicappet kvinde.

De ekstra varmeudgifter i sommerhuset fandtes således ikke primært at skyldes kvindens behov for

ekstra varme som følge af hendes funktionsnedsættelse. Videre fandtes vedligeholdelsesudgiften

ikke at være en nødvendig merudgift i lovens forstand, idet det ud fra beskrivelsen af kvindens samlede

situation ikke var nødvendigt for hende at have et sommerhus.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der var kørestolsbruger, og som havde spasticitet i hele kroppen.

167


Hun sad i elektrisk kørestol i alle sine vågne timer. Hun modtog højeste førtidspension og plejetillæg,

og hun var herudover tilkendt en hjælpeordning efter servicelovens § 77 (tidligere bistandslovens

§ 48, stk. 3). Kvinden og hendes samlever rådede over en helårsbolig og et sommerhus, som

de havde overtaget fra kvindens forældre. Det var oplyst, at de benyttede sommerhuset til ferier, og

herudover holdt de også ferier i udlandet.

Kvinden havde fra kommunen fået hjælp til en række merudgifter ved den daglige livsførelse, jf.

servicelovens § 84. Kommunen fandt dog ikke grundlag for at medtage udgifter til ekstra varme i

kvindens sommerhus og udgifter til vedligeholdelse af sommerhuset i merudgiftsberegningen. For

så vidt angik udgifter til ekstra varme i sommerhus anførte kommunen, at når kvinden opholdt sig i

sommerhuset, blev der ikke forbrugt varme i hendes helårsbolig, og det blev derved udlignet. For så

vidt angik udgifter til vedligeholdelse af sommerhus henviste kommunen til, at kvinden selv havde

valgt at have sommerhus. Derved ville der være vedligehold, som skulle udføres. Dette sås ikke

som en ekstra udgift på grund af kvindens handicap.

Kvinden klagede til nævnet og anførte vedrørende udgiften til ekstra varme, at hun sjældent havde

varme i sin helårsbolig om sommeren. Det var koldere ved kysten, især morgen og aften. Et sommerhus

var heller ikke så godt isoleret som et helårshus, så udgiften til ekstra varme var reel.

Vedrørende udgifter til vedligeholdelse af sommerhus anførte kvinden bl.a., at ifølge merudgiftsvejledningen

kunne disse udgifter accepteres, da hun ikke kunne bidrage med sin arbejdskraft. Det var

ligegyldigt, om hun selv havde valgt det. Hun tilføjede, at malerarbejde var direkte nævnt i merudgiftsvejledningen.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse og fandt, at udgifter til ekstra varme i sommerhus og til

maling og vedligeholdelse af sommerhus ikke indgik i beregningen af merudgiftsydelse.

Vedrørende udgiften til ekstra varme lagde nævnet vægt på kvindens oplysninger om, at hun ikke

normalt havde varme på i sin helårsbolig om sommeren, men at sommerhuset på grund af beliggenhed

og isolering var koldere. Nævnet fandt på baggrund heraf at måtte lægge til grund, at de ekstra

varmeudgifter ikke primært skyldtes, at kvinden havde behov for ekstra varme grundet hendes nedsatte

funktionsevne, men at hun om sommeren valgte at opholde sig i sommerhuset i stedet for i

helårsboligen.

Vedrørende udgifter til maling og anden vedligeholdelse af sommerhus lagde nævnet til grund, at

der efter en konkret vurdering var mulighed for at yde merudgiftsydelse til nødvendige håndsrækninger,

f.eks. male- og vedligeholdelsesarbejde. Nævnet fandt ikke, at merudgifter til vedligeholdelse

m.v. af kvindens sommerhus kunne anses for nødvendige i lovens forstand. Der var ikke oplyst

om forhold, der gjorde det nødvendigt for hende at have et sommerhus, og det fremgik, at kvinden

og hendes samlever havde mulighed for at holde ferie m.v. på anden måde.

I kvindens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at hun nødvendigvis måtte have det varmere

end normalt i sit sommerhus. Hvis hun ikke havde det, blev hendes spasmer betydeligt forværret

med flere ufrivillige bevægelser til følge. Hun kunne heller ikke bare tage et ekstra lag tøj på, da

hendes i forvejen nedsatte bevægelighed så blev endnu mere nedsat. De ekstra varmeudgifter var jo,

fordi hun havde behov for ekstra varme på grund af sit handicap. Det var kun den ekstra varme i

forhold til, hvad man normalt havde i et sommerhus, hun søgte om. Hun skulle generelt have det 2-

3 grader varmere end normalt, og det var ligegyldigt, om hun befandt sig i sommerhuset eller i helårsboligen.

168


Med hensyn til ekstra udgifter til håndsrækninger i form af vedligeholdelsesudgifter oplyste kvinden,

at hun overhovedet ikke kunne bidrage med hverken maling, snedkerarbejde, græsslåning, luvning,

madlavning, rengøring, vask m.v. Det var vel ikke nødvendigt for nogen mennesker at have et

sommerhus, ligesom det ikke var nødvendigt at tage på ferie. Men ifølge merudgiftsbekendtgørelsen

skulle behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

At overtage sine forældres sommerhus, når man var 55 år, kunne vel ikke siges at være ualmindeligt

i forhold til ikke-handicappede og kvindens livssituation i øvrigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp

til dækning af varmeudgifter i sommerhus samt belysning af problematikken om hjælp til håndsrækninger

i forbindelse med vedligeholdelse af sommerhus, jf. servicelovens § 84.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at udgifter til ekstra varme i sommerhus og til vedligeholdelse af sommerhus

ikke skulle indgå i beregningen af kvindens merudgiftsydelse.

Begrundelsen for afgørelsen var for så vidt angik udgiften til ekstra varme i sommerhus, at denne

udgift ikke fandtes at være en følge af kvindens nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på kvindens oplysninger til sagen om, at hun sjældent havde varme på i

sin helårsbolig om sommeren. Videre havde hun oplyst, at det var koldere ved kysten, især morgen

og aften, og et sommerhus var heller ikke så godt isoleret som et helårshus.

Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at de ekstra varmeudgifter ikke primært skyldtes kvindens

behov for ekstra varme som følge af hendes funktionsnedsættelse. Ikke-handicappede på samme alder

og i samme livssituation som hende fandtes således med al sandsynlighed at ville have lignende

udgifter til ekstra varme i sommerhus.

Vedrørende udgiften til vedligeholdelse af sommerhus var begrundelsen for afgørelsen, at denne

udgift i kvindens tilfælde ikke fandtes at være en nødvendig merudgift i lovens forstand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden ud over sommerhuset rådede over en helårsbolig,

og at hun hovedsageligt benyttede sommerhuset til ferier. Det fremgik videre, at hun og familien

havde mulighed for at holde ferie m.v. på anden vis, f.eks. i form af udlandsrejser.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det, således som kvindens samlede situation var beskrevet, ikke var

nødvendigt for hende at have et sommerhus.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

5.2.11 SM C-41-04

Resumé:

En kommune havde pligt til af egen drift at genoptage og ændre en tidligere afgørelse, hvorved en

familie havde fået bevilget løbende hjælp til dækning af udgifter til højere husleje i forbindelse med

flytning til en handicapvenlig bolig.

Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel til at yde de nævnte udgifter efter bestemmelsen om bo-

169


ligændring.

Kommunen traf i 2003 afgørelse om, at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens bestemmelse

om merudgifter til børn.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene

fortsat kunne støtte ret på kommunens oprindelige afgørelse.

Sagsfremstilling:

Forældrene til en dengang 13-årig dreng, søgte om hjælp til boligændring på grund af, at familiens

ejerbolig ikke kunne indrettes således efter servicelovens § 102, stk. 1, at boligen blev egnet som

opholdssted for sønnen, der på grund af medfødt rygmarvsbrok sad i kørestol.

Som følge deraf tilbød kommunen familien en bolig, som var specielt indrettet til handicappede.

Familien flyttede ind i boligen den 1. april 2000.

Det fremgik af kommunens journalpåtegninger, at merudgiftsydelse til boligen efter servicelovens §

102 blev drøftet med forældrene. Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste kommunen

om, at forældrene ikke havde fået fremsendt bevillingsskrivelse herom.

Kommunen oplyste også ved den telefoniske henvendelse, at forældrene var til møde i kommunen i

2003, hvor man bl.a. drøftede at hjælp til merudgifter i forbindelse med boligskiftet i 2000 fremover

ville blive bevilget efter servicelovens § 28 og ikke som tidligere efter § 102. Der forelå ikke journalpåtegning

om det pågældende møde eller en skriftlig afgørelse.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse og redegjorde for, at såfremt der efter at sønnens

fyldte 18 år ikke længere kunne bevilges hjælp som merudgift til betalingen af forskellen i den tidligere

og nuværende husleje, så følte forældrene, at de var blevet narret til at flytte på falsk grundlag.

På forespørgsel fra nævnet redegjorde kommunen for baggrunden for flytningen til den handicapvenlige

bolig. Forældrene fik den opfattelse efter møderne med kommunen, at et boligskift kunne

udløse merudgifter efter servicelovens § 102, og at merudgifterne ikke var begrænset til det tidspunkt,

hvor sønnen fyldte 18 år. Holdningen hos kommunen var at man ikke kunne stille garantier

herfor. Kommunen fastholdt, at der var blevet givet relevant og rigtig rådgivning i forhold til gældende

lovgivning.

Kommunen fandt, at den i overensstemmelse med SM C-18-00 havde ændret udbetalingen som

merudgift efter servicelovens § 102 til hjælp efter servicelovens § 28 i 2003. Forældrene var blevet

underrettet herom ved fremmødet i kommunen.

Det sociale nævn fandt ikke, at forældrene var berettiget til at modtage hjælp til de forhøjede huslejeudgifter

efter servicelovens § 102.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at de forhøjede boligudgifter ikke vedrørte anskaffelse af anden

bolig. Kommunens afgørelse om at yde forældrene hjælp efter servicelovens § 102 var således

ulovlig, idet kommunen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen.

Ifølge den forvaltningsretlige teori antages en kommune at være beføjet til at ændre en afgørelse,

170


som har en retlig mangel i form af et ulovligt indhold, såfremt den retlige mangel er væsentlig, og

såfremt der ikke er særlige omstændigheder som taler imod en ændring.

Dette gjaldt også for begunstigende afgørelser som i dette tilfælde.

Efter det i sagen oplyste, skyldtes det en retsvildfarelse hos kommunen, at forældrene blev bevilget

hjælp til den forhøjede huslejeudgift efter bestemmelsen i servicelovens § 102, frem for efter servicelovens

§ 28 som udgifterne rettelig henhører under.

I den forvaltningsretlige teori samt i prøvelsesmyndighedernes praksis, betragtes en fortolkningsmangel

som skyldes en retsvildfarelse uden videre som væsentlig, og medfører som hovedregel annullation

af den ulovlige afgørelse.

Særlige tungtvejende modhensyn kunne dog føre til at en ulovlig afgørelse opretholdes. Det spillede

endvidere en rolle, i vurderingen af om afgørelsen skulle opretholdes, om manglen var klar, eller

om der var tale om en retsanvendelse, som blev underkendt efter en mere indgående retskildevurdering.

Endelig kunne der indgå en risikobetragtning (hvem der var nærmest til at bære risikoen for den begåede

fejl) i vurderingen.

Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå så særligt tungtvejende modhensyn, at kommunens afgørelse

om at bevilge hjælp efter servicelovens § 102 måtte opretholdes, på trods af, at den led af en

væsentlig mangel.

Nævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren var i god tro om afgørelsens gyldighed, og havde

indrettet sig efter afgørelsen, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at en ugyldig afgørelse kunne

opretholdes, idet ansøgeren i tidsrummet til sønnen fylder 18 år havde mulighed for at indrette sig

efter den nye afgørelses indhold.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen efter det fyldte 18. år vil få mulighed for selv at modtage

hjælp fra kommunen som følge af sit handicap.

Forældrene indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at forældrene godt kunne forstå, at fordi kommunen havde

vejledt dem forkert og brugt en forkert paragraf, kunne man ikke bare fortsætte med at yde hjælp efter

en paragraf, der ikke er lovhjemmel bag. Men her hørte enigheden også op.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt og i givet fald i hvilket

omfang kommunen som følge af en praksisændring er berettiget til at ændre en tidligere truffen begunstigende

afgørelse om hjælp efter serviceloven i form af en løbende ydelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere af kommunen trufne afgørelse,

hvorefter merudgifterne i forbindelse med flytningen til den handicapvenlige bolig var blevet

bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Sagen blev samtidig sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling og undersøgelse af, om og i

givet fald, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år.

171


Det betød, at forældrene fortsat kunne modtage hjælp til betaling af den forhøjede udgift til husleje

efter flytningen til den handicapvenlige bolig, men at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens

§ 28 indtil det fyldte 18. år. Det blev bemærket, at merudgiftsydelsen fortsat blev udbetalt

med det samme beløb.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde truffet afgørelse efter en forkert hjemmel,

hvorfor udgangspunktet var, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 skulle annulleres.

Kommunen bevilgede forældrene hjælp til dækning af huslejeforhøjelse efter flytningen fra den tidligere

bolig til den nuværende bolig efter servicelovens § 102, stk. 2, da familien flyttede til en handicapvenlig

bolig, som følge af at den tidligere bolig ikke var egnet som beboelse for sønnen som

sad i kørestol.

Det fremgår af servicelovens § 102, stk. 2, at kommunen kan yde hjælp til dækning af udgifter til

anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes

behov. Det fremgår af praksis udmeldt i Social Meddelelse SM C-6-02, at anskaffelsesudgifter til en

anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig.

Det fremgår af servicelovens § 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen

i hjemmet af et barn med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens § 28 er hjemmel til at yde hjælp til nødvendige

merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig

bolig.

Ankestyrelsen henviste til principperne i Sociale Meddelelse SM C 6-02 hvoraf det fremgik, at en

ansøger var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen

efter servicelovens § 84, der omhandlede merudgifter til voksne. Det bemærkes, at bestemmelsen i

§ 28 om hjælp til merudgifter til børn var mere omfattende end bestemmelsen i § 84 om merudgifter

til voksne.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at genoptage sagen af egen drift og

ændre kommunens tidligere afgørelse, hvorefter hjælp til dækning af merudgifter til forhøjede boligudgifter

var blevet bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen var i en retsvildfarelse, da kommunen traf tidligere afgørelse

og at dette gjaldt selvom praksis om, efter hvilken bestemmelse der kunne bevilges hjælp til

forhøjede huslejeudgifter som merudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig,

først blev udmeldt ved SM C-6-02.

Ankestyrelsen fandt ikke at det var af betydning, at der blev henvist til principperne i SM C-02,

selvom den omtalte Sociale Meddelelse først blev offentliggjort den 3. januar 2002.

I den forvaltningsretlige litteratur fremgår det, at det kun er i sjældne situationer, at en manglende

hjemmel ikke vil føre til ugyldighed. En sådan situation foreligger når den påberåbte hjemmel for

en afgørelse viser sig ikke at holde stik, mens det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne have været

truffet i henhold til en anden bestemmelse.

172


Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene

forsat kunne støtte ret på kommunes afgørelse, hvorefter merudgifterne blev bevilget efter

servicelovens § 102.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom forældrene havde haft en forventning om, at forældrene så

længe de boede i boligen ville være berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgiften som

følge af huslejeforhøjelsen, så fandt Ankestyrelsen ikke at der var tilstrækkeligt tungtvejende hensyn

til at opretholde kommunens oprindelige afgørelse, hvorefter hjælpen til dækning af merudgifterne

blev bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsydelsen til dækningen af huslejeforhøjelse efter servicelovens

§ 28 ville løbe til sønnen fyldte 18. år, og at sønnen efter det 18. år selv ville få mulighed for

at få hjælp fra kommunen som følge af hans handicap.

Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter

kommunens seneste afgørelse i 2003.

Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i

forhold til forvaltningslovens § § 22-24. Herudover fandt Ankestyrelsen det kritisabelt, at kommunen

ikke havde journalpåtegning efter offentlighedslovens § 6 om notatpligt om samtalen med forældrene,

hvor kommunen havde oplyst at hjælpen fremover blev bevilget som merudgift efter servicelovens

§ 28. Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde påtalt ovennævnte

forhold over for kommunen.

5.2.12 SM C-1-05

Resumé:

En ansøger var ikke berettiget til at få medtaget 2 timers rengøring ugentligt ved beregningen af

nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at hjælp til rengøring som udgangspunkt skulle ydes efter bestemmelsen i serviceloven

om hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at hjælp til daglige håndsrækninger som f.eks. rengøring kunne være

omfattet af reglerne om merudgifter f.eks. i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved

behandlinger etc.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der i husstanden var en rask ægtefælle, der kunne

deltage i opgaveudførelsen i hjemmet og at der ikke i sagen var beskrevet sådanne særlige forhold,

der kunne bevirke, at kvinden i perioder havde opfyldt betingelserne for at få hjælp til rengøring efter

reglerne om nødvendige merudgifter.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der tidligere havde arbejdet som sygehjælper, men ikke kunne

fortsætte arbejdet på grund af en arbejdsskade, der påvirkede ryggen. Kvinden fik bevilget revalideringsstøtte

til en kontoruddannelse. Hun fik i januar 2003 konstateret lidelsen myastenia gravis.

173


Kommunen bevilgede hjælp til merudgifter til medicin, psykologbehandling, kontingent til muskelsvindfonden,

transport og kursusgebyr.

Det fremgik af udtalelsen fra ergoterapeuten i kommunen, at kvinden i sommeren 2003 startede i

fleksjob med ca. 4 timer dagligt. Sygdommen medførte stor træthed, så kvinden ikke var i stand til

at varetage normal husførelse ved siden af jobbet. Kvinden ville gerne kunne fastholde nogenlunde

samme standard af rengøring, som tidligere. Kvinden arbejdede i hjemmet i det omfang det var muligt,

men der kunne være dage, hvor hun ikke magtede noget som helst. Ægtefællen var vicevært i

flere ejendomme og han havde ofte lange arbejdsdage. Han kunne også blive kaldt ud i weekenderne.

Ægtefællen klarede den udvendige og noget af den indvendige rengøring.

Det fremgik bl.a. af samtaleskemaet, at kvinden havde svært ved at passe både arbejde og hjemmet.

Grundet smerter i skulder og nakke havde hun problemer med at fungere ved køkkenbordet. Hun

havde på grund af træthed og åndenød i forbindelse med sygdommen svært ved at overkomme rengøringen,

hvorfor hun og ægtefællen hjalp hinanden. Såfremt hun skulle passe arbejdet, måtte hun

melde fritidsinteresserne fra. Kvinden var p.t. sygemeldt.

Kommunen traf afgørelse om, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til rengøring

2 timer ugentlig ved hjemmeservicefirmaet.

Begrundelsen var, at da husstanden indbefattede en rask ægtefælle, skønnede kommunen at ægtefællen

kunne varetage de huslige opgaver, som kvinden ikke magtede.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Det betød, at udgifterne til rengøring ikke kunne medtages ved beregning af merudgifter på grund af

hendes nedsatte funktionsevne.

Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at servicelovens § 71 om hjælp til nødvendige praktiske

opgaver i hjemmet, skulle anvendes i tilfælde som kvindens.

Det var nævnets opfattelse at denne specialbestemmelse normalt måtte anses for udtømmende. Det

vil sige, at der som udgangspunkt ikke var mulighed for at yde hjælp til praktiske opgaver i hjemmet

som en merudgift efter § 84. Dette gjaldt også i tilfælde hvor betingelserne for at yde hjælpen

efter § 71 ikke skulle være opfyldt.

Nævnet var opmærksomt på, at kvinden havde anført, at det var meget vigtigt for hende, at ægtefællen

ikke blev tvunget til at overtage alle de opgaver, som hun på grund af sygdom ikke længere

kunne klare.

På grundlag af de foreliggende oplysninger var det nævnets opfattelse, at der ikke var sådanne særlige

forhold, der kunne begrunde, at udgifterne til rengøring kunne medtages som en merudgift.

I klagen til Ankestyrelsen havde Muskelsvindfonden på vegne af kvinden anført, at det var af principiel

og generel betydning, at Ankestyrelsen tog stilling til, om bevilling af hjælp til rengøring som

håndsrækning efter servicelovens § 84 generelt var udelukket, alene med baggrund i eksistensen af

servicelovens § 71, uagtet at målgruppen og bevillingskriterierne for de to bestemmelser var forskellige,

samt om det var en forudsætning for bevilling af håndsrækninger i almindelighed og hjælp

til rengøring i særdeleshed, at der forelå særlige forhold.

174


Det fremgik af nævnets genvurdering, at bestemmelsen i § 71 normalt måtte anses for udtømmende.

Det var nævnets opfattelse, at der kunne være tilfælde, hvor en udgift til rengøring kunne medtages

ved beregning af støtte efter § 84.

Det var nævnets opfattelse, at der i kvindens tilfælde ikke var oplyst om sådanne forhold, der medførte

dette.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af afgrænsningen mellem reglen i servicelovens

§ 71 om personlig og praktisk hjælp og servicelovens § 84 om dækning af nødvendige merudgifter

ved den daglige livsførelse for personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Sagen blev endvidere behandlet med henblik på at bedømme, i hvilket omfang daglige håndsrækninger

kunne dækkes efter servicelovens § 84.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til dækning af

udgifter til rengøring som merudgift.

Begrundelsen var, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få hjælp til praktisk hjælp som merudgift

efter servicelovens § 84 ud fra en vurdering af hendes samlede situation.

Det blev lagt til grund, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at praktisk hjælp til rengøring som udgangspunkt skulle ydes efter

servicelovens § 71.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøgning om daglige håndsrækninger skulle vurderes ud fra

den pågældendes samlede situation og at det forudsattes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden

deltog i opgaveudførelsen i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden havde en rask ægtefælle og det blev forudsat, at

han deltog i opgaveudførelsen i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgningen om daglig håndsrækning som f.eks. rengøring kunne være omfattet

af § 84 om merudgifter, f.eks. i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved behandlinger

etc.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var beskrevet sådanne særlige forhold, der kunne bevirke, at

kvinden i perioder havde opfyldt betingelserne for at få hjælp til praktiske opgaver i hjemmet.

175


6 Minikonference i Bella Centret om servicelovens § 84.

Den 25. maj 2004

Oplæg ved udviklingschef Jørgen Lenger, Muskelsvindfonden.

Det store tema i forårets politiske debat har været, at vi skal have større kommuner, fordi mindre

kommuner har svært ved at opbygge de nødvendige kvalifikationer.

Det er tankevækkende, at når jeg skal sige noget om problemerne ved administrationen af servicelovens

§ 84, så er det i høj grad en historie om landets tre største kommuner.

Jeg har efterhånden set mange sager om merudgifter, i hvert fald flere end 100. De fleste handler

om muskelsvind, men en del handler også om andre funktionsnedsættelser. På 10 minutter kan jeg

kun komme ind på ganske få eksempler, så jeg vil koncentrere mig om nogle overordnede indtryk.

Mit hovedindtryk er, at Socialministeriets vejledning er eksemplarisk, klar, logisk, afbalanceret, flot

håndværk – og frem for alt udtrykker den princippet om handicapkompensation gennem formuleringen

af, at en merudgift er en udgift som andre mennesker på samme alder og i samme livssituation

ikke har.

”Samme alder og samme livssituation” er de centrale fem ord i vejledningen. Det er dem, der er

nøglen til forståelse af tankegangen om handicapkompensation.

Københavns Kommune har netop taget sin ny interne vejledning i brug. Disse fem helt centrale ord

nævnes slet ikke.

Når der kommer et nyt regelsæt som Vejledningen om merudgifter, skal vi naturligvis give kommunerne

plads til usikkerhed og fejl, for der vil altid være gråzoner. Almindelig statistik og sandsynlighedsregning

tilsiger så, at usikkerheden lige så ofte falder ud til brugerens fordel som til brugerens

ulempe.

I det interne regelsæt i Københavns Kommune, er der ét punkt, hvor kommunen er mere i mødekommende

end Socialministeriets Vejledning lægger op til, men mange punkter, hvor Københavns

Kommune er mindre imødekommende.

Odense Kommune kan jeg kun vurdere ud fra praksis, men der er i hvert fald to punkter, hvor man

er mere imødekommende end Socialministeriets Vejledning – men en del punkter, hvor man er

mindre imødekommende.

I Århus Kommune er man på intet punkt mere imødekommende, end Socialministeriets Vejledning

lægger op til. På mange punkter er man mindre imødekommende, og der er endda to rigtig grove

afvigelser. .

Århus Kommune skriver f.eks. i deres interne vejledning, at en bil i dag må anses for at være et så

almindeligt forbrugsgode, at man i alle sager må gå ud fra, at vedkommende ville have bil i forvejen,

så derfor vil merudgiften ved at have en stor kassebil altid kun udgøre forskellen mellem kassebilen

og en almindelig bil, som man i Århus Kommune har valgt at definere som en Opel Astra.

176


Socialministeriets Vejledning slår imidlertid fast, at der skal sammenlignes med en person på samme

alder og i samme livssituation. Studerende på 18 eller 22 år har altså normalt ikke bil, så for

dem er hele biludgiften altså en merudgift.

Derfor har Århus Kommune også tabt i Det Sociale Nævn. Men kommunen har ikke ændret sin vejledning

og behandler nye ansøgere som om alle mennesker får en bil i fødselsdagsgave, når de bliver

18 år. Kommunen er klog nok til ikke at indbringe Det Sociale Nævns afgørelser for Ankestyrelsen,

hvor der kunne træffes en præcedensdannende afgørelse.

Københavns Kommune har tabt et par tilsvarende sager og siger ikke kategorisk i vejledningen, at

alle har bil, men det er tæt på, og man skriver blandt andet:

”Som udgangspunkt bør gives afslag på ansøgning om dækning af andre driftsudgifter.” Eneste

undtagelse i vejledningen er åbenbart unge studerende. Og de får så for resten også afslag. I Københavns

Kommune.

Københavns Kommune skriver også:

”Med henblik på at tilvejebringe … praksisfastlæggelse er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens

opfattelse, at der som udgangspunkt bør gives afslag på ansøgning …”.

Begrundelsen er tilsyneladende, at Københavns Kommune finder det uklart, hvornår man ikke ville

have haft bil uden en funktionsnedsættelse, men uklarheden er nu i høj grad kommunens egen

skyld, når den boykotter de centrale ord, ”samme alder og samme livssituation”.

I mit hoved er det ren gidseltagning, når kommuner forsøger at fremprovokere ankesager gennem

afslag for derved at ”fastlægge praksis”, blot fordi kommunen ikke selv kan eller vil læse Socialministeriets

vejledning. Man tænker tilsyneladende slet ikke på, hvilken belastning en ankesag er for

mennesker, der i forvejen er i en svær situation.

Det er en udbredt opfattelse, at når bare der er et korrigerende ankesystem, så er retssikkerheden i

orden, og så er alt godt. Men for det første er der mange mennesker, som ikke vil anke, eller som

ikke tør anke, eller som er så autoritetstro at de går ud fra, at kommunen altid har ret. For det andet

opfanger ankesystemet ikke alle fejl. For det tredje undervurderer kommunerne som sagt ofte, hvor

ubehageligt og belastende, et langt ankeforløb kan føles. Det går hårdest ud over de svageste i gruppen.

De anker måske slet ikke.

Der er eksempler på, at en kommune taber en ankesag, og hvor man skulle forvente, at den så ville

gå baglæns og ændre eller revurdere de afgørelser, der allerede er truffet, men ikke er anket; men

det gør man sjældent. De forkerte afgørelser får lov at gælde.

Vi oplever også begrundelser som: ”Du har ikke bevist, at du selv ville have malet din lejlighed,

hvis du ikke havde haft muskelsvind”.

Og det er da også så sandt, så sandt, for hvem kan bevise dét? Sagen er jo bare, at det skal man heller

ikke. Man skal hverken bevise eller dokumentere, men derimod sandsynliggøre – og man skal

ikke sandsynliggøre, hvordan éns eget liv ville have været uden muskelsvind, men derimod at andre

på samme alder og i samme livssituation som hovedregel selv maler deres lejlighed.

177


Kommunen kunne da i det mindste have sagt: Det mest sandsynlige er, at du så havde fået udført

sort arbejde, for det gør de fleste mennesker, så vi vil kun betale halvdelen. Eller noget i den retning,

der havde antydet, at kommunen havde forstået, hvad det drejer sig om.

Socialministeren har flere gange opfordret Ankestyrelsen til at udvise lempelighed med hensyn til,

hvilke sager der antages til vurdering, fordi regelsættet er så nyt. Alligevel er det ganske få sager,

der er antaget. Ankestyrelsen har f.eks. ikke fundet det af principiel eller generel betydning at vurdere

en sag fra Århus Kommune, hvor kommunen fortolker Vejledningens ord om håndsrækninger

stik modsat den fortolkning, som socialministeren har givet udtryk for i Folketinget. Derfor er den

første sag om § 84 nu på vej til Folketingets Ombudsmand, og den handler om Århus Kommunes

interne regler om håndsrækninger. Det er uacceptabelt, at socialministeren siger ét i Folketinget, og

Århus Kommune gør det stik modsatte. Og Ankestyrelsen synes ikke, sagen har principiel betydning.

En af de sager, som Ankestyrelsen dog har vurderet handler om servicelovens § 28, altså merudgifter

vedrørende børn, men problemstillingen gælder også for § 84. Familien havde to børn, begge

med astma og allergi. De fik medicin, og familien søgte om dækning af udgiften til medicin.

Kommunen gav afslag, fordi det ikke havde været nødvendigt med hospitalsindlæggelser, og fordi

sygdommen kunne holdes i ro ved medicinsk behandling. Børnene tillod sig oven i købet den frækhed

at deltage i fritidsaktiviteter, hvilket de kun var i stand til, fordi medicinen virkede. En lægeerklæring

fastslog, at børnene havde ganske alvorlig astma og allergi, som uden behandling ville gøre

dem svært handicappede og være livstruende. Det Sociale Nævn gav kommunen ret i, at der jo slet

ikke var nogen funktionsnedsættelse, for medicinen virkede jo.

Ankestyrelsen besluttede, at det er funktionsnedsættelsen før de ansøgte hjælpeforanstaltninger, der

skal vurderes. Selv om det så måtte vise sig, at hjælpeforanstaltningen virker, så funktionsnedsættelsen

bliver mindre, er man med andre ord stadig berettiget til merudgifter. Det er da banalt, men den

slags besværer kommunerne altså ankesystemet med at få afklaret. Det får mig til at sige, at når man

taler om misbrug af det sociale system, så er det ellers altid underforstået, at det er brugerne, der

misbruger systemet.

Nu er det problemerne, jeg er blevet bedt om at sige noget om, så det er problemerne jeg har talt

om. Men der er også gode erfaringer, ikke mindst i de mindre kommuner hvor velvilje og imødekommenhed

ofte kompenserer for et svagere erfaringsgrundlag.

Men i handicaporganisationerne har vi været nødt til at øge beredskabet for at hjælpe med ansøgninger

og ankesager, og vi får langt fra fat på dem alle. Det er formentlig de svageste, vi ikke fanger

i vort beredskab.

Når jeg ser, hvor mange ressourcer vi bruger på at fjerne forhindringer, kan jeg ikke lade være med

også at tænke på, hvor mange ressourcer nogle kommuner bruger på at lægge forhindringerne ud.

Både handicaporganisationer og kommuner kunne bruge ressourcerne til noget mere konstruktivt,

hvis Socialministeriets Vejledning blev brugt efter dens ånd og ordlyd.

178


7 Eksempel på mønsteransøgning.

Odense Kommune

Handicap- og Psykiatriafdelingen

Klosterbakken 13-15

5000 Odense C

Ansøgning om dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.

Odense den 5. september 2003

Som tidligere nævnt ansøger jeg hermed om dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.

Jeg har opgjort mine udgifter i forbindelse med, at jeg har hjælpere til 23.892,80 kr. pr. år, hvilket

svarer nogenlunde til 50 % af et plejetillæg. Da Odense Kommune har annulleret beslutningen om

at beskære mit plejetillæg fra 50 % til 20 %, ser jeg på nuværende tidspunkt bort fra den del af udgifterne.

Tilbage står de merudgifter, der følger af min funktionsnedsættelse, og som ikke har sammenhæng

med, at jeg har hjælpere, jfr. servicelovens § 84:

Enhed/forbrug Enhed: Antal: Pris: I alt pr år:

Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat Kwh 69,72 1,47 102,48

Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag Kwh 17,52 1,47 25,75

Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag Kwh 74,10 1,47 108,92

Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet Kwh 56,58 1,47 83,17

Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten Kwh 27,38 1,47 40,24

Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet Kwh 9,49 1,47 13,95

Strømforbrug - El-seng standby i døgnet Kwh 56,94 1,47 83,70

Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang Kwh 8,40 1,47 12,34

Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang Kwh 237,98 1,47 349,83

Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat Kwh 10,95 1,47 16,10

Bilforsikring - difference fra almindelig bil 452,00

Vedligeholdelse - difference fra almindelig bil, gennemsnit 2 år 2.812,82

PH neutral sæbe - rensning af respirator udstyr/slangesystemer 4 20,00 80,00

Urinkolberens - rensning af urinkolbe 2 25,00 50,00

Batterier 9v til fjernalarm til respirator tændt/standby 2 24,95 49,90

Sugerør - ca. 4 pr. døgn, 1460 pr. år. - 49 pk. á 30 stk. 49 12,95 634,55

Affaldscontainer - difference fra 130l til 240l pga. ekstra affald 920,00

Kørsel til VUC i Ringe pga. trapper i Odense, forskel i km Km 292 1,60 467,20

Kørsel & retur til weekendkurser, 2 gange årligt Km 208 1,60 332,80

179


Broafgift & retur til weekendkurser, 2 gange årligt 2 490,00 980,00

Handicaprelaterede weekendkurser i Muskelsvindfonden, egenbetaling 2 400,00 800,00

Samlet merudgifter 8.415,75

De ti udgiftsposter vedrørende elforbrug er specificeret i tabel 1.

De to udgiftsposter vedrørende min bil er specificeret i tabel 2.

De fem udgiftsposter vedrørende sæbe, urinkolberens, batterier, sugerør og affaldscontainer er specificeret

i tabel 3.

Kørselsudgifterne vedrører alene, hvad der er en direkte konsekvens af, at jeg har muskelsvind, og

er således udgifter, som andre mennesker ikke afholder, jfr. vejledningen om merudgifter efter servicelovens

§ 84. Specificeret i tabel 4.

I min oversigt er ikke medtaget mine udgifter til to fordæk og to bagdæk til min el-kørestol, henholdsvis

620 kr. og 970 kr. pr. år, fordi jeg er i tvivl om, hvorledes denne udgift indgår i beregningen.

Jeg vil derfor være glad for at blive orienteret om, hvorvidt disse udgifter kan indgå i beregningen

eller kan bevilges efter andre bestemmelser.

Samtlige udgifter er en konsekvens af, at jeg har muskelsvind, og det er udgifter, som jeg ikke ville

have haft, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind. Jeg har fratrukket de udgifter, som jeg selv skulle

have afholdt, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind.

Jeg står naturligvis til rådighed med yderligere oplysninger vedrørende ansøgningen.

Med venlig hilsen

Brian Damsgaard

180


Tabel 1.

Elforbrug

Enhed/forbrug - beregning ifølge el-måler: Wh timer: Kwh: Dage: Kwh i alt: Pris: I alt pr år:

Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat 191 0,191 365 69,72 1,47 102,48

Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag 48 0,048 365 17,52 1,47 25,75

Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag 203 0,203 365 74,1 1,47 108,92

Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet 155 0,155 365 56,58 1,47 83,17

Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten 75 0,075 365 27,38 1,47 40,24

Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet 26 0,026 365 9,49 1,47 13,95

Strømforbrug - El-seng standby i døgnet 156 0,156 365 56,94 1,47 83,7

Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang 23 0,023 365 8,4 1,47 12,34

Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang 652 0,652 365 237,98 1,47 349,83

Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat 30 0,03 365 10,95 16,10

I alt 836,48

Tabel 2.

Invalidebil

Diff. Min bil Punto Diff.

Bilforsikring/pris: Min bil 2002: Punto 2003: 2002: 2003: 2003: 2003: Diff. forsikring:

Bilforsikring - difference fra almindelig bil 5.562,00 5.110,00 452 452

Oplysninger fra Handicappedes Gruppeforsikring

Vedligeholdelse af bil/Pris:

Gennemsnitlig

diff:

Gennemsnit over år

Reparation af oliefyr - ikke i alm. Bil (Ketner) Bilag 1 2.677,69 0 2.677,69

-

Reparation (JH Auto) Bilag 2 6.500,00 4.927,50 1.572,50 2002 & 2003

Reparation (JH Auto) Bilag 3 1.088,75 884,8 203,95

Reparation (JH Auto) Bilag 4 1.731,25 1.522,25 209

Reparation (JH Auto) Bilag 5 3.562,50 2.830,00 732,5

Reparation (Bilgården) Bilag 6 830 600 230

181


I alt 4.454,14 1.171,50 2.812,82

Tabel 3.

Diverse

Enhed/pris: Antal: Pris: I alt pr. år:

PH neutral sæbe - rensning af respirator udstyr/slangesystemer (Matas) 4 20 80

Urinkolberens - rensning af urinkolbe (Apotek) 2 25 50

Batterier 9v til fjernalarm til respirator tændt/standby

49 pk. á 30

2 24,95 49,9

Sugerør - ca. 4 pr. døgn, 1460 pr. år.

stk. 49 12,95 634,55

Affaldscontainer - difference fra 130l til 240l pga. ekstra affald til handsker og sugekateter

1 920 920

I alt 1.734,45

Tabel 4.

Kørsel - VUC & Weekendkurser

Enhed/pris: Antal km:

Antal gange:

Pris: I alt pr. år:

Kørsel & retur til VUC i Ringe pga. trapper i Odense, forskel i km. 14,6 20 1,6 467,2

Kørsel & retur til weekendkurser, 2 gange årligt 104 2 1,6 332,8

Broafgift & retur til weekendkurser, 2 gange årligt 2 490 980

Handicaprelaterede weekendkurser i Muskelsvindfonden, egenbetaling - 2 gange årligt 2 400 800

I alt 2.580,00

Elforbrug

Enhed/forbrug - beregning ifølge el-måler: Wh timer: Kwh: Dage: Kwh i alt: Pris: I alt pr år:

Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat 191 0,191 365 69,72 1,47 102,48

Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag 48 0,048 365 17,52 1,47

Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag 203 0,203 365 74,1 1,47 108,92

Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet 155 0,155 365 56,58 1,47 83,17

Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten 75 0,075 365 27,38 1,47 40,24

182


Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet 26 0,026 365 9,49 1,47 13,95

Strømforbrug - El-seng standby i døgnet 156 0,156 365 56,94 1,47 83,7

Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang 23 0,023 365 8,4 1,47 12,34

Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang 652 0,652 365 237,98 1,47 349,83

Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat 30 0,03 365 10,95 1,47 16,1

I alt 836,48

183