Det mangeartede sogn - Kolding Kommune

Det mangeartede sogn
Indledning
Efter krigen oplevede sognekommunerne nærmest
Kolding, Seest, Harte-Bramdrup, Dalby, Vonsild
og Strandhuse i Eltang-Sdr. Vilstrup en kraftig befolkningstilvækst.
Mekaniseringen og sammenlægningerne
inden for landbruget medførte, at stadig
færre havde en direkte tilknytning til landbruget,
som gårdmænd, husmænd eller landarbejdere. Når
befolkningen i sognekommunerne alligevel steg,
skyldtes det ikke mindst udflytningen fra byerne,
som for alvor satte ind i 1960'erne. Befolkningen i
sognene kom i stigende grad til at bestå af folk med
arbejde i byen og hjemmet i sognet. Transporten
mellem hjem og arbejde kom derfor til at spille en
betydelig rolle i mange familiers dagligdag.
Bolignøden i 1950'erne tvang mange til at an¬
skaffe egen bolig, og i 1960'erne blev denne udvik¬
ling forstærket af den stigende velstand, inflation
og skatteregler. Samtidig var teknologien inden for
boligbyggeriet inde i en rivende udvikling, og ikke
mindst udviklingen af typehuset, et standardiseret
hus, gjorde det muligt for nye befolkningsgrupper
at erhverve eget hus. Resultatet blev en udflytning
fra de gamle bykerner ud til landsognene.
Erhvervsmulighederne i sognekommunerne blev
samtidig udvidet, idet dele af industrien flyttede fra
de gamle industriområder i byområderne ud til
landområderne, hvor der var mulighed for at eks¬
pandere. For de landområder, der blev berørt af
denne udvikling, betød det en afgørende ændring
af erhvervsgrundlaget og befolkningssammensæt-
50
ningen. Landbruget var ikke længere den eneste af¬
tager af arbejdskraften, og nye grupper, der ikke
havde deres rod i det gamle landbosamfund, kom i
stigende grad til at sætte deres præg på sognene.
Harte-Bramdrup illustrerer tydeligt denne udvik¬
ling. I 1950 var der 1488 indbyggere i sognet, i 1960
1850 indbyggere, men allerede i 1965 var indbyggertallet
vokset til 2824. Ved kommunesammenlægningen
i 1970 var indbyggertallet oppe på 3383.
Den eksplosionsagtige befolkningstilvækst fik af¬
gørende betydning for befolkningssammensætnin¬
gen i sognet. Sognet var ikke længere en »landkommune«
men en »bykommune«, hvor hovedparten
af beboerne var beskæftiget uden for landbruget.
Resultatet blev et sogn, der var mere kulturelt dif¬
fust end tidligere.
Politisk betød udviklingen, at den politiske magt i
Harte-Bramdrup blev flyttet fra Harte til Bramdrup.
Boligbyggeriet var foregået i Bramdrupdam,
og resultatet blev en næsten fuldstændig udskift¬
ning af det gamle sogneråd ved sognerådsvalget i
1966. Som K. E. Reddersen udtrykker det: »For
første gang i denne dobbeltkommune, hvor Harte
og Bramdrup var nogenlunde af samme størrelse,
skete det, at bramdrupperne vandt. Der kom flere
fra Bramdrup ind i sognerådet end nogen sinde
før.« Med sognerådsvalget i 1966 kom der nye
grupper ind i sognerådet, som ikke tidligere havde
deltaget i sognerådsarbejdet. Denne udskiftning af
sognerådet kunne ikke undgå et få konsekvenser

for det daglige arbejde. Sognerådsarbejdet blev,
som Sidelmann konstaterer det, mere politisk i slut¬
ningen af 1960'erne.
Erhvervsfordelingen i Harte-Bramdrup i 1970
beskæftigede
Landbrug m. v. 296 pers.
Fremstillingsvirksomhed 1107 pers.
Bygge og anlæg 379 pers.
Handel og omsætning 556 pers.
Transportvirksomhed 177 pers.
Administration
(liberale erhverv) 422 pers.
Andre erhverv (service) 85 pers.
Uoplyst 46 pers.
Pension, rente,
understøttelse 315 pers.
Kilde: Folke- og boligtællingen 9. november 1970.
Statistisk Tabelværk 1977: II s. 66.
I det følgende er der valgt en række uddrag af
erindringer fra nogle af de sognerådsmedlemmer,
der ikke var beskæftiget ved landbruget for at bely¬
se, hvorledes de oplevede sognerådsarbejdet.
K. E. Reddersen fortæller i sin beretning om ud¬
skiftningen i Harte-Bramdrup sogneråd i 1966 og
mødet med nærdemokratiet i sognekommunen.
Viggo Nielsen beretter om sognerådets forsøg på at
forene gammelt og nyt i det lille Dalby sogn, tæt op
ad købstaden Kolding. I C. P. Lages beretning »Vi
kendte folk« spiller den korte afstand mellem sog¬
nerådsmedlemmerne og borgerne en vigtig rolle,
ikke mindst for sognerådets ligningsarbejde.
Sognerådsarbejdet i Eltang-Sdr. Vilstrup sogn
var stærkt præget af lokale interesser i den geografisk
vidtstrakte sognekommune. Jeg har derfor
valgt at samle de tre bidrag fra gårdejer Niels Beck,
lærer Svend Møller og Vilhelm Lauridsen under et.
Magnus Nygaard, der blev valgt for den socialde-
Koldings nærmeste omegnssogne oplevede i 1960'erne
og 1970'erne en kolossal bebyggelsesmæssig
udvikling. På billedet øverst ses hjørnet af Brorsonsvej
og Chr. Winthers Vej i midten af 1950'erne. Ne¬
derst samme sted fotograferet i 1988. Foto af Kim
Furdal.
mokratiske liste, fortæller, hvorledes han i Vonsild
sogneråd arbejdede for at skaffe beskæftigelsesmu¬
ligheder til de arbejdsløse i sognet.
Sognerådsvalgene var oftest en stille affære uden
en egentlig valgkamp, som vi kender det i dag. I sin
51

eretning fortæller Grethe Venborg fra Harte-
Bramdrup om en helt anden valgkamp end den, der
normalt prægede sognerådsvalgene.
Torvald Piihl, Alminde
»Det var en hel opgave
at holde arbejdsfolk ude af et sogn«
Torvald Piihl er født i Ejstrup i Harte sogn i 1908.
Han kom i snedkerlære hos en mester i Vejen som
14-årig, hvor han blev udlært. Efter et par år som
udlært snedker, gik han i 1928 i lære som tømrer
hos en mester i Bramdrup. Han blev udlært som
tømrer i 1932 og arbejdede de følgende år som
snedker- og tømrersvend. Startede i 1935 som selv¬
stændig tømrermester i Ejstrup og overtog i 1939 en
tømrerforretning i Alminde efter Niels Nielsen.
Blev i 1962 valgt ind i Alminde sogneråd for Det
Radikale Venstre og genvalgt i 1966.
Thorvald Piihl døde i 1987 kort tid efter, at dette
interview blev optaget.
— Gik der for 20 år siden dybe sociale skel her mellem
landmændene og arbejderne, småfolkene?
Før den tid, ja det gjorde der sgu. Jeg kan nævne
en ting, som belyser det lidt. Det ligger et halvthundrede
år tilbage. Min svoger var fodermester på
Dons Mølle, og han havde en medhjælper, der hed
Peter Mathiesen og hans kone Klara. De lejede sig
ind i et hus, som lå dernede, nabo til Dons Mølle,
men som var ejet af et sognerådsmedlem, som hed
Anton Hansen. De lejede huset for 100 kr. i året,
kan jeg huske. På det første sognerådsmøde efter,
skældte de andre sognerådsmedlemmer Anton
Hansen ud, han skulle ikke samle arbejdsfolk til
byen. Alminde sogneråd ville meget hellere have
52
betalt ham leje af det hus, så det skulle stå tomt. Min
svoger blev uens med bestyreren, Jørgensen, der¬
nede på Dons Mølle. Jørgensen fik nogle lussinger.
Ja, det vil da sige, da politiet kom for at afhøre dem,
var det en ko, der havde sparket ham, andre tanker
kom ikke over ham. Min svoger var ikke foderme¬
ster mere, og så var Peter Mathiesen heller ikke
medhjælper mere. Men de var kommet til Alminde
sogn.
Alt imens blev det vinter. Dengang kom de i
grusgraven for at grave grus og slå sten til kommu¬
nens veje om vinteren. Peter manglede også noget
at lave. Det var omkring 1930 i den tossede tid, da
der var fyrretyve procent arbejdsløse. Så stillede
Peter Mathiesen ved kommunekassereren, eller
ham det sorterede under: »Kan jeg ikke lige få lidt
sten at slå eller grus at harpe eller sådan lidt? Jeg
mangler noget at lave, jeg vil godt tjene lidt lige som
de andre.« »Nej« sagde manden, »Det kan du ikke,
dem, der flytter til sognet, fryser vi ud.« Nå, det var
der jo ikke noget at gøre ved, så måtte Peter Ma¬
thiesen jokke hjem igen. Så gik der en fjorten dage,
så var der en af arbejdsmændene fra Dons, som var
nede at harpe sand. Han kom med besked til Peter
Mathiesen, at hvis det var sådan, han var lige ved at
sulte ihjel, så kunne han få lidt.
Det var altså deres syn på arbejdsfolk dengang.
Det var en hel opgave at holde arbejdsfolk ude af et
sogn.
— Holdt den holdning sig efter krigen?
Det gjorde den ikke, for da var der brug for dem.
Der var brug for dem alle sammen. Vi var faktisk
nogle stykker, der tænkte, at når nu krigen er forbi,
så skal de dæleme ikke få en times arbejde, dem,
der har hjulpet tyskerne. Men der blev brug for alle
sammen. Der var arbejde nok.
— Ungdomsforeningen var meget stor på et tids-

punkt. Kom der både husmænd og landmandssøn¬
ner?
Der kom de alle sammen. Min kone og jeg søgte
husmandsforeningen en del. Det var både for de
unge og de lidt ældre. Der var »go« i ungdomsfor¬
eningerne, men de blev jo fladet ud efterhånden.
Det smuldrede væk, da industrien tog så mange
landmændskarle. Der blev mekaniseret på gårdene,
så de havde ikke brug for så stort et folkehold. Det
gik ud over ungdomsforeningerne.
Knud E. Reddersen,
Harte-Bramdrup
Trafikdifferentiering i Bramdrupdam
Knud E. Reddersen er født i København i 1923. Ef¬
ter afsluttet eksamen på Polyteknisk Læreanstalt i
1948 kom han i 1954 til Bramdrupdam, hvor han
skulle lede den nystartede Jydsk Betonelementfa¬
brik. Kom i 1966 ind i Harte-Bramdrup sogneråd,
hvor han bl.a. var med i skolekommissionen og vej¬
udvalget. Efter kommunesammenlægningen var
han indtil 1982 medlem af Kolding Byråd, valgt for
Det Radikale Venstre.
— Hvordan kom du ind i sognerådsarbejdet?
Da jeg kom i sognerådet i 1966, havde jeg været
direktør for Jydsk Betonelementfabrik i 12 år og
var selvfølgelig blevet en kendt skikkelse her i byen.
Jydsk Betonelementfabrik var langt den største ar¬
bejdsplads nord for Kolding med flere hundrede
mennesker ansat. Ved et opstillingsmøde, der den¬
gang foregik enten i forsamlingshuset eller på kro¬
en, kiggede man sig rundt og lavede borgerlister,
som man kaldte det, upolitiske lister. En foreslog
mig, og det var der ikke nogen, der havde noget at
indvende imod. Pludselig sad jeg i sognerådet. Så¬
dan foregik det.
— Havde du på det tidspunkt nogen tilknytning til
Det Radikale Venstre.
Overhovedet ikke. Jeg havde skam nok at gøre
med at få Jydsk Beton til at køre. Min arbejdsdag
kunne ofte være 14-15 timer. Jeg havde ikke nogen
som helst tid til at beskæftige mig med samfundet
eller samfundspolitik. Men et borgerligt ombud, et
påbud i så lille et område som Harte-Bramdrup, det
synes man nok, man lige kunne tage sig på. Det var
meget svært at sige nej, og det gjorde jeg heller
ikke.
— Hvordan var det at komme ind i sognerådet?
Nu kendte jeg egentlig de fleste forinden. Jeg
Jysk Betonelementfabrik i 1970. Foto af Niels Lisberg.
53

havde bl.a. siddet i bestyrelsen for Bramdrup For¬
samlingshus og deltaget i de almindelige fornøjelser
i det lille samfund, så jeg kendte de fleste af dem.
Netop ved valget i 1966 kom der en næsten total
udskiftning i sognerådet. Jeg tror at kunne huske, vi
var syv nye, der kom ind. For første gang i denne
dobbeltkommune, hvor Harte og Bramdrup var
nogenlunde af samme størrelse, skete det, at Bramdrupperne
vandt. Der kom flere fra Bramdrup ind i
sognerådet end nogensinde før. Det var noget nyt,
men vi, der kom ind, var mennesker, der kendte
hinanden forinden. Der var kun to lister. Der var
den socialdemokratiske liste, og så var der alt det
andet, der blev losset sammen på en borgerliste.
— Hvilke ting beskæftigede du dig med?
Jeg beskæftigede mig med alting, det gjorde vi
mere eller mindre, det var en blandet landhandel at
sidde i sognerådet. Vi fik hver vores poster, og der
var ingen tvivl om, hvad jeg skulle tage mig af. De
andre syntes, at jeg var ingeniør, jeg havde viden
om teknik og byggeri. Selvfølgelig skulle jeg være
formand for gade- og vejudvalget, så det var selv¬
følgelig nok der, hvor jeg foldede mig mest ud. Vi
snakkede alle sammen om både byudvikling, skole¬
byggeri og alderdomshjem, og hvad man ellers har,
og så selvfølgelig om økonomi. Det var nok for¬
mandsposten for det her vejudvalg, der tog en del af
min tid. Det var det mest pengekrævende udvalg.
Byen voksede og voksede, og det var sandelig med
at følge med, med gader, nye veje, kloak og med
renseanlæg, med fortove og ny byudvikling, ja, der
var sandelig nok at se til.
— Var det tidskrævende?
Nu er det ofte sådan, at hvis man har travlt, så når
man langt mere, end hvis man ikke har noget at la¬
ve. I hvert fald vil jeg sige, at det var det rene barne¬
mad i forhold til senere i byrådet. Efterhånden blev
54
jeg politisk engageret. Jeg blev bevidst om samfun¬
det. Jeg så mange skævheder i samfundet. Derfor
meldte jeg mig som radikal og kom i byrådet. Der¬
efter blev det faktisk næsten et heldagsarbejde. Det
var der ikke tale om som sognerådsmedlem. Det
kunne man nok klare ved at sidde lidt og tænke sig
om et par aftener, og så for øvrigt bruge et par dage
om ugen.
— Som formand for vejudvalget kunne der blive
nogle inhabilitetsproblemer i forhold til dit arbejde
som direktør for Jydsk Beton?
Overhovedet ikke. Vi havde på intet tidspunkt i
det kommunale regi noget som helst at gøre med
opførelse af bygninger. Jeg vil snarere sige det så¬
dan, at det var noget, der slog mig med undren, at
man hidtil så at sige havde knyttet sig helt fast til et
firma, som enten ved egen hjælp eller ved hjælp af
underleverandører påtog sig alt arbejde. Det var
Phønix i Vejen. Det var skik og brug, erfarede jeg,
at lige så snart, der var tale om teknik, klarede Phø¬
nix ærterne. Enten ved, at de selv havde en udfø¬
rende afdeling eller ved, at de søgte sig underentre¬
prenører og i regning lod dette udføre.
Jeg faldt over det på en meget morsom måde.
Det var nok det andet sognerådsmøde, vi havde. Vi
havde fået vores poster, og jeg var vejudvalgsfor¬
mand. Med fra det gamle sogneråd lå der en ståen¬
de invitation. Hele sognerådet skulle op og bespises
på kroen til en kæmpefrokost betalt og givet af
Phønix. Jeg kan huske det så frygteligt tydeligt, for¬
di jeg under sognerådsmødet fik lagt den invitation
foran mig. Så sagde jeg: »Det kan der ikke være ta¬
le om, sådan noget er jeg ikke vant til, jeg vil hellere
betale den mad, jeg spiser. Jeg synes slet ikke, at vi i
sognerådet skal bespises. Det er nok, at et firma
uden licitation laver alt arbejdet.« Jeg kom rigtig
godt igang, og jeg slog i bordet. De andre fik slet
ikke indført et ord.

Bramdrupdam i fugleperspektiv midt i 1950'erne.
Så holdt mødet op, og der kom et pænt lille men¬
neske hen til mig bagefter og sagde: »Vil du lige for¬
tælle mig, hvordan dit navn staves rigtigt, og i øvrigt
om du vil stå ved det, du sagde«. Det viste sig at
være en journalist fra et Koldingblad, og jeg anede
ikke engang, at journalister frit kunne sidde i sognerådslokalet.
Jeg troede sgu bare, det var nogle,
der var lønnede eller på anden måde var tilknyt-
tet. Jeg måtte næsten vride armen om på det stak¬
kels menneske for at undgå, at det kom i avisen.
For selv om jeg mente det, så syntes jeg altså ikke,
at sådan noget skulle stå med fede bogstaver. Re¬
sultatet blev, at vi holdt op med at lade os bespise
og begyndte med min hjælp at indføre noget, man
kunne kalde licitation, inden vi lod større arbejder
udføre.
55

Indvielsen af Bramdrupdam Skole 14. februar 1962.
— Var det et problem i sognekommunen at styre
udviklingen i slutningen af 1960erne? Krævede det
nogle helt andre styringsmekanismer, end man hid¬
til havde anvendt?
Ja, det opfattede jeg bestemt. Jeg var vant til, at
det at økonomistyre, budgettere og planlægge er
nødvendigt, når man har hundreder af mennesker
at tage vare på. Det var man slet ikke vant til, i hvert
fald ikke i Harte-Bramdrup. Jeg tvivler såmænd
også i de andre. Ikke et ondt ord om de brave men¬
nesker, håndværkere og bønder, der havde siddet i
sognerådet før, men det lå ligesom ikke i deres
måde at tænke på. Budget for dem, det kunne være
en by i Sibirien. I hvert fald kan jeg huske, at Harte-
Bramdrups budgetter blev lavet, fordi man nu skul¬
le lave dem til tilsynsmyndigheden. Man vidste
egentlig slet ikke, hvad ordet var. Det medførte, at
når det skulle skrives, tog man regnskabet fra sidste
år. Tog de samme tal som regnskabets, bare rundet
af med nuller, og så afleverede man det. Man tænk¬
te ikke på, at man måske samtidig allerede havde
besluttet sig for, hvad man skulle gøre næste år.
Man drømte ikke om, at de beslutninger kunne have
56
økonomiske konsekvenser, som gjorde, at bud¬
gettallene derfor skulle se anderledes ud. Det gik
alligevel altid op her i Harte-Bramdrup, og det
gjorde det alene, fordi byen voksede. Ved at man
fik mange nye tilflyttere hele tiden, gode skatte¬
ydere, som man sagde. Så der var aldrig underskud,
når næste års regnskabsår var omme.
Vi havde en intim forbindelse med disse menne¬
sker i sognet. Det, man senere talte så meget om i
storkommunerne. Der var nærdemokrati, så det
baskede på godt og ondt. Jeg kan nævne dig nogle
eksempler.
I min tid lavede vi den store, brede Påbyvej, som
gik nede fra kroen og hele vejen ud til Sonebjerg.
Det var en lille, smal vej, og det havde længe været
tanken, at den skulle gøres bred og flot. Det var så¬
mænd allerede vedtaget i sognerådet året før, jeg
kom ind. Karakteristisk nok, selv om det var det
største vejarbejde, der havde stået på tapetet i må¬
ske alle årene, så lød budgettet stadigvæk på en el¬
ler anden vanvittig lille sum. Men det var bare fordi,
det var regnskabstallene for sidste år.
Nu skulle der tages fat. Jeg anlagde en vejproto¬
kol, for sådan en havde man aldrig haft. Man kunne
fortælle mig, at når jeg nu skulle til at ekspropriere
hele vejen op, så skulle jeg ikke tage det så tungt.
Selvfølgelig skulle de have en bette smule for »a
jord«, som Sidelmann sagde. Men hække og blom¬
ster og træer og alt det der, det kunne de sgu nok
selv finde ud af. Men da havde jeg alligevel set, når
det gik rigtigt til. Så jeg fiskede op, hvad man rundt
om i landet betalte for sådan noget, og så blev de ef¬
ter tur kaldt op på kroen. Jeg tror nok to hele dage,
hvor man snakkede med alle.
En af de sidste, der kom, det var hele sognerådets
»onde samvittighed«. Han blev kaldt »a lille
skrædder«. Han var altså skrædder, og han var hel¬
ler ikke stor. Han var kommunist og han boede på
Påbyvej. Det var altid ham, der tog os i rette, hvis vi

havde gjort noget forkert, eller hvis vi ikke havde
gjort noget, som vi skulle have gjort. Han mødte op
og skulle også eksproprieres. Jeg slog om mig med
min blyant og sagde: »Der er 17 løbende meter
hæk. Så har du et æbletræ, og der er nogle stauder,
nogle frugtbuske og så og så meget jord. Det har vi
regnet ud, og det får du så meget for i lighed med de
andre.« Så så han et øjeblik på mig og sagde: »Hov,
hov du der, nu skal du ikke slå alt for meget ud med
armene, for du må vide, at de penge, du har der, det
er de offentligt indsamlede skattepenge, og dem
skal du ikke sådan gå og rutte med.« Jeg kunne
næsten ikke tvinge de penge i ham, selv om jeg sag¬
de, at det havde alle de andre fået. Han påpegede,
hvordan vores system var forkert. Han var simpelt
hen vores dårlige samvittighed, og når vi havde
valg, og han kom ind af døren, så blev der helt stille
i lokalet. Han gik ind, slog et kryds, tog tæppet for
igen og gik ud af døren, hvorefter Sidelmann altid
sagde: »Så har liste K fåen sit kryds.« Ganske rig¬
tigt. Om aftenen, når vi talte stemmesedler op,
fandt vi lige præcis en seddel, hvor der var et kryds
for liste K, kommunisterne. Sådan kendte man in¬
timt til hinanden.
Jeg husker også en anden gang. Jeg havde lavet
trafikdifferentiering oppe i Damhuskvarteret, for
r der kørte mange biler, både dem, der havde et
ærinde der, og alle andre. Vi syntes, det var synd for
børn, der legede, for mødre, der gik i byen med bar¬
nevogn, og for dem, der cyklede. Vi syntes, det var
synd med alle de unødvendige biler. Så lavede jeg
mit livs katastrofe. Jeg lavede nogle ophøjninger
forskellige steder på vejene. Jeg turde ikke kalde
det trafikdifferentiering, men det var egentlig det,
som det senere kom til at hedde. Meningen var, at
man skulle gøre det lidt besværligt for biler, så de
helst kørte om af den brede Påbyvej, så der kun
kom de biler, der hørte til området. Jeg fik en storm
af mænder på halsen, der forklarede, at jeg havde
at betale deres knækkede bilaksler, buler i skærmen
og alt, hvad der nu skete på grund af de forhøjnin¬
ger. Ja, de blev til sidst i valgkampen 1970 kaldt
»Reddersens bump«.
Så holdt vi et offentligt møde på kroen i 1969. Da
jeg kom derned og så, at der var mødt 60 kvinder
og kun få mænd, så var jeg helt sikker på, at havde
man været lagt for had indtil i dag, så var den hjem¬
me nu. Nu kom kvinderne mig til hjælp.
Det blev den største katastrofe i vejudvalgets his¬
torie. Alle som en af de kvinder, uanset jeg fortalte
dem, at nu kunne de gå i fred med deres barnevogn
ned til købmanden og brugsen osv., uanset det,
gentog mændenes harmdirrende protester over
ødelagte bagaksler i bilerne osv. Det var simpelt
hen den mest upopulære beslutning, der var truffet,
og var vi ikke kommet ind i storkommunen et par
måneder efter, så var de bump simpelt hen blevet
fjernet af en bulldozer. Sognerådet turde simpelt
hen ikke stå ved dem, sådan var stemningen.
Nu har jeg siddet i valgbestyrelsen i de 12 år, jeg
har været i byrådet i Kolding. Det var da meget
hyggeligt at sidde på en skole, eller hvor det nu var.
I valgbestyrelsen med hele den flok af valgbestyrel¬
sens medlemmer og tilforordnede. Ved sådanne lej¬
ligheder defilerer alle forbi. Jeg har også siddet her¬
ude i Bramdrup, senest her i begyndelsen af
1980erne. Det var egentlig morsomt sådan for en
enkelt dag at sidde og hilse på alle de gamle, der
kom forbi, som tager i stadstøjet og møder op, ikke
så meget for at slå deres kryds, selv om de føler det
som en forpligtelse, men nok så meget for at få en
sludder med gamle naboer og med gamle sognerådsfolk.
Lidt af en festdag og lidt dejligt sådan at
snakke om gamle dage.
Men det bringer nu alligevel mine tanker tilbage
til de valg, da hele sognerådet var både valgbesty¬
relse og tilforordnede. Vi kunne det hele, og der var
jo ikke så mange mennesker. Når vi så oven i købet
57

fik hjælp af vores personale oppe fra kommune¬
kontoret, så kunne vi såmænd sagtens klare et valg.
Ja, vi kunne klare det så godt, at vi nede på kroen
lod stille en stor skærm op. De, der kom, kunne be¬
tjenes af en eller to af kontorpigerne og så kæmne¬
ren. Vi syntes, at når han havde ansættelse med løn,
så måtte han lave lidt mere end os andre. Kort og
godt, vi kunne sidde bag den skærm og spille kort
det meste af dagen, og det gjorde vi da også. Vi spillede
whist, og vi spillede en whist, som jeg også hav¬
de været vant til at spille nede på kroen, når jeg sad
i vandværksbestyrelsen, eller jeg sad i den gamle
forsamlingshusbestyrelse. Den whist, man spillede i
Bramdrup var sådan, at hver gang man enten nik¬
kede eller slog i bordet, så blev indsatsen fordoblet.
Det var altså den måde, vi bramdrupper spillede på,
som de sagde. Det kunne vi sidde og gøre bag skær¬
men også så diskret, at de, der kom for at slå et
kryds, ikke alt for tit hørte, at vi nu enten slog i bor¬
det, nikkede, tog en solonolo eller tabte en grand.
Det gik hyggeligt for sig, men det er klart, at
stemningen bag skærmen steg i løbet af eftermidda¬
gen. Da så valghandlingen var omme, og Sidelmann
kunne gå frem og sige, om der var nogen, der
ønskede at afgive deres stemme, så var det her og
nu. Og bemærkningen kom om »a lille skrædder«,
der havde slået kryds på liste K. Når alt det var om¬
me, så kom kroens ejer frem og tørrede hænderne i
forklædet, det var nemlig en kvinde, Mary Hansen.
Så sagde hun, og vi vidste det godt, og vi ventede
det, så sagde hun, at nu syntes hun, at sognerådet
havde bestilt nok den dag — og det havde vi slet
ikke — nu skulle vi komme ind, og så skulle vi have
noget virkelig godt, og så havde Mary Hansen dæk¬
Dalby sognekommune 1966. Reproduktion af udsnit
af kortblad 3410 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
ket et fantastisk bord. Der manglede simpelt hen in¬
genting. Når vi havde ædt og drukket et par timer,
så sagde hun, at nu skulle vi værsgo' ringe hjem til
konen eller manden, så kom vores ægtefæller. Så
husker jeg, at vi sad til både klokken to og tre om
natten. Det gjorde vi, fordi, som hun sagde, jeg har
så megen gavn af sognerådet i alle dage om året, så
denne gang, hvor der er valg, der vil jeg altså have
lov til at give, og det skulle både være det tørre og
det fugtige. Det var altid meget sent, når sognerådet
gik hjem fra et valg på Bramdrup Kro.
Viggo Nielsen, Dalby
Et gammelt sogn og nye ideer
Viggo Nielsen er født i Esbjerg i 1927. Blev i 1950
færdig som ingeniør ved Ingeniørskolen i Horsens.
Har siden bl.a. arbejdetfor Phønix i Vejen. Kom i
1959 til Dalby sogn og blev i 1962 valgt til Dalby
sogneråd, hvor han sad indtil kommunesammenlægningen
i 1970. Sad i Kolding Byråd valgt for de
konservative fra 1970 til 1974.
På det politiske område var det sådan, at lille Dalby
kommune havde omkring en 7-800 borgere, da jeg
blev opfordret til at gå ind i sognerådsarbejdet og
lod mig opstille. Det var noget specielt i sådan et lil¬
le samfund, fordi man ved et opstillingsmøde ind¬
kaldte alle borgerne, og der diskuterede og præsen¬
terede man hinanden, altså ingen partiopstillings¬
møde. Til sidst lavede man en afstemning om, hvem
der skulle være øverst på listen, og hvem der ellers
skulle være kandidat.
Det var altid en spændende periode, når vi havde
disse opstillingsmøder, for så skulle man præsente¬
re sig på en speciel måde, hvis man var meget inter-
59

Dalbygaards nye traktor i 1928. Føreren er K. Jo¬
hansen.
esseret. Nogle var ikke interesserede, de rejste sig
op og sagde, jeg hedder dit og dat, og så ned igen.
Det resulterede i, at jeg i 1962 kom i sognerådet.
Det var et lille bitte sogneråd. Vi var fem menne¬
sker til at køre hele samfundet. Det var naturligvis
et samfund under udvikling, vi endte nok med at
have omkring 1.100 mennesker, vil jeg tro, da vi
blev sammenlagt med Kolding i 1970.
Sognerådsarbejdet var fordelt sådan, at den stær¬
ke sognerådsformand Erik Juhl kørte alt det admi¬
nistrative arbejde og sørgede for, at det, vi vedtog i
rådet, blev effektueret og udført. Han var så stærk,
at selv ting, vi ikke vedtog, kunne han også gen¬
nemføre. I almindelighed var det meget fornuftigt,
det han gjorde, så det fik han ikke så mange lussin¬
ger for. Han var i hvert fald en spændende mand og
absolut stærk. Vi var allesamme i øvrigt pæne, høf¬
lige mennesker. Vi mærkede ikke nogen forskel på,
at vi havde en socialdemokrat og fire borgerlige.
Det gik stille og roligt, og vi havde ikke nogen pro¬
blemer på det partipolitiske område.
Vi fandt på mange spændende ting i forbindelse
60
med sognerådsarbejdet. Vi udgav et lille tidsskrift i
den anden periode, jeg var med, der hed »Dalby Ti¬
dende«. Den kom vel ud fem gange om året. Det
var et lille fotokopieret blad, nogle gange var vi op¬
pe på seks sider. Vi fortalte borgerne om, hvad vi
agtede at gøre, hvad vi havde gjort og forsvarede os,
hvis vi havde fået nogle angreb.
Vi indførte også noget, som var relativt tidligt i
Danmark. Vi begyndte at holde borgermøder, hvor
vi diskuterede alt mellem himmel og jord. Det før¬
ste borgermøde blev vi enige om efter nogle provo¬
kationer fra min side. Borgene fik at vide, at de
skulle fremsende skriftlige spørgsmål, alt andet ville
ikke blive besvaret. Øvelseshuset i Dalby, der kun¬
ne rumme 100-120 mennesker var stuvende fuldt,
når der var borgermøde. Interessen var meget stor
for ve og vel i den lille kommune, så vi fik lavet en
masse samling omkring borgerne. De var virkelig
glade for møderne, og vi fik de lussinger, vi skulle
have, og den ros, vi skulle have. Vi fik også vedtaget
mange ting, som vi ellers ikke ville have taget fat på.
Lige pludselig så begyndte det hele at fungere bl.a.
på grund af Dalby Tidende og borgermøderne.
— Hvilke emner kom op på borgermøderne, som I
ikke havde regnet med ville komme op?
Et af emnerne, jeg kan huske, var, at man gerne
ville have fjernvarme ligesom storbyen inde ved si¬
den af. Jeg havde meget tidligt hørt rygter om, at
det spørgsmål ville dukke op, så derfor havde jeg
haft en konsulent ude at kigge på forholdene. Den¬
gang ville det koste, tror jeg, det var fire millioner
kroner. Fjernvarmeprojektet blev gennemgået i lø¬
bet af fem minutter uden nogle særlige detaljer.
Hver enkelt borger skulle betale så og så mange
kroner. Så loddede vi stemningen med det samme
og konstaterede, at det var man ikke fuldt begejstret
for.
Ellers kom der mange, mange små sager op.

Proprietær og sognerådsformand i Dalby sogn, Erik Juhl 1958-1970.
Rengøringskonen på skolen sagde, hendes støvsu¬
ger var for gammel, hun skulle have en ny, så fik
hun en ny. Sådan var der rigtig mange små sager,
men det var naturligt i et samfund som dette. For os
var det i hvert fald meget vigtigt at få bundet de nye
borgere sammen med de gamle borgere, så vi kunne
lære at samarbejde og stå skulder ved skulder, hvis
der skulle komme en krise på et eller andet tids¬
punkt. Det har virket godt, og skolen har absolut
virket som samlingspunkt, hvor vi meget tidligt
holdt møde med forældrene klassevis og hele sko¬
len. Jeg sad selv i skolenævnet, og der fik vi skabt
en masse spændende ting med lærere og borgere.
På det tidspunkt var der, nøjagtigt som i dag, tale
om, at skolen skulle nedlægges. Det var først efter
kommunesammenlægningen, at det for alvor kom
frem. Da havde vi heldigvis den enighed, som var
bygget op. Da stod alle Dalbyborgerne sammen og
sagde, nu er det slut, og det virkede så på det tids¬
punkt.
En købstad, der ligger ved siden af et lille sam¬
fund, har altid nogle grimme mennesker. De er an¬
derledes, de er overlegne, de er skrankepaver.
Hvorimod ude i vores lille kommune havde vi en
kæmner. Hans far før ham kørte det hele derude.
F.eks. med hensyn til mælkepenge. Jeg fandt ud af,
at i henhold til en bekendtgørelse skulle man have
et ansøgningsskema og gøre sådan og sådan for at
få mælkepenge. Jeg marcherede så hen til kæmne¬
ren og sagde, nu skulle vi Uge have det her ordnet.
»Ja«, sagde han, »Din kone er gravid, det har jeg
hørt, det er i orden, nu skal du se her«, og så fik jeg
pengene udleveret, så var det færdig overstået i ste¬
det for hele proceduren. Jeg tror, man skulle have
nogle mærkater, som man skulle aflevere i løbet af
den periode, hvor barnet voksede op. Der gik selv-
61

følgelig en masse historier om hans måde at gøre
det på. Jeg tror, at en kasserevision nok ville have
givet nogle småchok.
Jeg har oplevet, at der kom en dame ind på kom¬
munekontoret, som sagde: »Kæmner, jeg har glemt
mine penge til busbillet.« Så dykkede han ned i kas¬
sen og gav hende tre kroner, eller hvad der nu skulle
til. Jeg sagde: »Hov, hov, hvad er nu det, du gør?«
da hun var gået. »Jamen, det er da bare i orden, du
kan se, jeg har allerede lavet en seddel«, bare en lil¬
le lap: »lånt tre kroner«. Så kom fru Olsen dagen
efter, og så blev de byttet rundt. I dag ville du være
kommet i spjældet, hvis du gjorde sådan noget. Det
kunne aldrig gå, men det var charmen ved det. Det
var det, der betog mig så meget derude, at man
kunne køre både moderne og gammeldags på en
gang. Man kunne have landsbyens form for liv,
samtidig med at vi andre kom og provokerede det
nye frem.
— Kunne I håndtere de nye krav, der blev stillet til
jer i slutningen af 1960'erne?
Ja, vi vidste, at der var en hel masse på vej, og vi
tacklede det. Vi gjorde det hurtigt, når vi havde et
problem, vi slet ikke kunne overskue, vi fem. Vi
havde ikke kapacitet til det, vores kæmner havde
heller ikke, så gik vi til en konsulent. Vi gik f.eks. til
amtet og sagde: »Hej, embedsmand, du har for¬
stand på det her. Kan du ikke lave en løsning for os,
der dækker den nye bekendtgørelse, der er kom¬
met. Hvis du kan få lov til det af amtet, så får du et
honorar for det.« Det skete gang på gang, at vi fik
embedsmanden til at lave hele løsningen. Meget of¬
te var vi først med vores tanker og planer om det
nye, der var på vej ind i form af en bekendtgørelse,
fordi vi ikke selv sloges med det. Vi så bare hans re¬
sultater, og ud fra det sagde vi ja eller nej. Det var
udmærket, og det var den måde, vi ville fortsætte
med at arbejde på, hvis ikke kommunesammenlæg-
62
ningen var gennemført. Vi ville ikke udvide perso¬
nalet ret meget. Jeg kan godt kalde det privatise¬
ring, selv om man ikke anvendte det udtryk den¬
gang.
— Tror du, at den form for kommunalt arbejde kun¬
ne have fungeret i dag?
Jeg er helt sikker på, at det kunne den. Jeg tror
helt bestemt, at man kunne have fået et bedre sam¬
fund, hvis man kunne have fortsat med kommune¬
strukturen som dengang, fordi man kom meget me¬
re ind på problemerne. Man vidste nøjagtigt, at nu
var den og den mand blevet skadet o.s.v. Man vid¬
ste, der ville komme en social sag på ham inden ret
længe, og det forberedte man, inden den kom frem.
Man havde en dejlig føling med det hele. Da jeg se¬
nere kom ind i byrådet, var mennesker ligesom ble¬
vet en stor grå masse. Her var det de store linier, der
skulle ordnes. Jeg tror godt, det kunne have fortsat.
Det er klart, der ville blive mere personale, alene
på grund af EDB. Jeg havde allerede dengang
fremme i sognerådet, at vi egentlig godt kunne køre
en hel masse ind på EDB og så have en lille stump
pige til at passe det. Altså bare registrere nøjagtigt,
som vi selv gjorde det, men på moderne vis.
Personligt var jeg modstander af kommunesam¬
menlægningen, fordi man med det samme vidste, at
sognefællesskabet ville dø stille og roligt. Man vid¬
ste, det ville blive dyrere, selv om det burde blive
billigere. Det er det selvfølgelig også blevet. Det er
helt naturligt, sådan er udviklingen.
I 1968 vedtog vi, at Dalby kommune skulle have
sit eget byvåben. Vi havde møde med statens kon¬
sulent for heraldik, og fik ham til at udarbejde et
forslag til byvåben. Det byvåben blev vedtaget og
godkendt af det statslige, heraldiske kontor og ind¬
ført på vores papir. Byvåbnet sidder på Dalby Øvel¬
seshus endnu. Det består af en fane med otte felter,
døbt de otte sogne og så består det af et tegn, som

DALBY KOMMUNE
6 0 O 0 K O L D I N G
TELF. 2 5 8 4 7 . 2 5 8 1 0
har relation til Tyrstrup herred. Vores kongstanke
var, at det byvåben skulle kunne bruges af samtlige
otte sogne, der så kunne sætte deres eget mærke i
det ene hjørne. Det blev vedtaget i Dalby, og det
kørte vi med. Jeg har faktisk ind til for nylig totalt
glemt, at vi havde et byvåben.
Jeg ærgrer mig faktisk nu over, at vi ikke havde
en kamp om, hvilket byvåben, vi skulle have i den
nye storkommune. Der fandtes kun to, Koldings og
Dalbys, og der skulle selvfølgelig have været en dis¬
kussion om, hvilket det skulle være af de to. Det var
helt naturligt, når to kommuner eller flere kommu¬
ner blev lagt sammen. Noget andet er, at jeg har på
fornemmelsen, at vores byvåben i Dalby er registre¬
ret i henhold til loven og dermed godkendt, hvori¬
mod Kolding kommune bare er et, man har haft fra
tidernes morgen. Der er ret mange byer, der får
dem godkendt. Hvis jeg nu startede mit eget firma,
og jeg fandt ud af, at Kolding byvåben egentligt var
meget fint, og jeg så brugte det som firmastempel
på mit brevpapir. Det ville Kolding kommune ikke
kunne protestere imod, med mindre de har fået det
registreret i det heraldiske kontor. Det kan godt ske
en dag, at jeg rejser en sag fra 1970 om valg af byvå¬
ben. Det kan kun give noget skæg, men det hører jo
også med til tilværelsen.
Til venstre ses Dalby kommunes byvåben på kommunens
brevpapir. Til højre ses Dalby kommunes
byvåben, som stadig hænger over indgangen til
Dalby Øvelseshus.
63

C. P. Lage, Seest
»Vi kendte folk«
C. P. Lage er født på » Kobbelhavegård« i Vonsild i
1923. Blev efter læretid på Andelssvineslagteriet i
Kolding udlært som slagter i 1943. Startede i 1952
egen slagterbutik i Seest. Blev i 1962 indvalgt i Seest
sogneråd og genvalgt i 1966. Sad i de to perioder
bl.a. i vejudvalget, socialudvalget og børne- og ung¬
domsudvalget.
— Hvordan kom du med i sognerådsarbejdet?
Jeg startede selv slagterforretning i Seest i 1952.
Jeg kom ind i arbejdet med Seest Boldklub på det
tidspunkt. Den er stiftet i 1953. Der var noget, der
hed Seest Gymnastikforening på det tidspunkt,
som brugte Seest Forsamlingshus til deres fester,
sammenkomster og deslige, men de blev uvenner
med vores gamle førstelærer Svennesen. Han var
formand for forsamlingshuset, og så kunne de ikke
få adgang til at bruge det, og det var uheldigt, for
det var det eneste samlingssted, der var i Seest kom¬
mune på det tidspunkt.
Det resulterede i, at vi var nogle stykker, der lavede
en helt ny klub med et andet navn. Vi fik lov til at
bruge både gymnastiksal og forsamlingshus. Selv
byggede vi et klubhus deroppe, d.v.s. kommunen
gav os materialerne, for så kunne vi selv. Vi havde
heldigvis Viggo Krat, der var murer, til at give en
hånd med. Vi fik et lille klubhus op at stå, og vi fik
sat gang i både håndbold, fodbold og alverdens
ting. Det har så udviklet sig til en lille, stærk klub.
Seest Boldklub er en lille, solid klub efterhånden,
og det er kun glædeligt for vi andre at se.
Det var egentlig på grund af klubben, at jeg kom
ind i politisk arbejde dengang med sognerådet. Det
var ved sognerådsvalget i 1958, at jeg blev opfor¬
dret til at stille op på den kommunale liste, på en
64
borgerliste og blev valgt. Så får man automatisk til¬
delt de forskellige poster inden for det sognerådsar¬
bejde. Hele sognerådet fungerede som lignings¬
kommission. Vi var tre mand, vores sognerådsfor¬
mand Jens Ravn, Otto Haue og Børge Larsen, som
fungerede som kasse- og regnskabsudvalg. De første
fire år var jeg formand for det, vi kaldte gade- og
vejudvalget. Bygningsudvalget var jeg med i sam¬
men med Viggo Krat og vores sognerådsformand.
— Da du kom ind i sognerådet, var der da nogen,
der opstillede dig, eller var du med i en liste?
Niels Nielsen var på det tidspunkt så langt oppe i
årene, at han ville til at takke af. Han kom i butik¬
ken og spurgte mig, om jeg havde noget imod at la¬
de mig opstille til kommunevalget. Han var den¬
gang indsat af socialdemokraterne. »Nu driver jeg
forretning«, sagde jeg, »så politik og forretning i så¬
dan nogle små kommuner skal man vist nok være
noget forsigtig med, men hvis jeg skal opstilles, så
skal det i hvert fald være på en upolitisk borgerlis¬
te«. Det blev jeg så sammen med Otto Haue, han
var godt nok venstremand, og det var vores gamle
sognerådsformand Jens Ravn også. Han havde væ¬
ret venstremand alle dage. Anders Ravn var ven¬
stremand, men vi var altså et par stykker, som kom
ind på den borgerliste med det resultat, at hvor der
tidligere havde været tre socialdemokrater i sogne¬
rådet og fire venstremænd, mistede socialdemokra¬
terne på det tidspunkt to af deres sognerådsmed¬
lemmer.
Det skal dertil siges, at vi har aldrig drevet politik
i det sogneråd. Da jeg kom i sognerådet, var Børge
Larsen, efter det stemmeantal socialdemokrater
Seest sognekommune 1966. Reproduktion af udsnit
af kortblad 3408 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).

Seest Bakke 1988. Foto af Kim Furdal.
havde fået, ikke berettiget til at få en plads i kasseog
regnskabsudvalget. Men vi sagde som så, at han
havde været det før og kendte det arbejde, så lad
ham beholde det. Det var ikke sådan, at vi sloges
om, hvem der skulle være dit, og hvem der skulle
være dat. Det tog vi helt koldt og roligt. Med hen¬
syn til skatteligningen fik vi skatteskemaerne ind i
januar måned, og så tog hele sognerådet nogle afte-
66
ner og lørdag eftermiddage, hvor vi lavede skatte¬
ligninger. Vi var færdige til marts, så kunne der
mangle nogle få stykker, dem, der kørte med for¬
skudt regnskab, og hvad de ellers gjorde dengang.
Når vi kom til 15. april, så vidste vi, hvor vi var hen¬
ne. Alle vidste, om deres selvangivelse var god¬
kendt eller ikke godkendt, men nu går der to år, in¬
den man faktisk er helt klar over det, fordi det er

levet så nemt. Nu går det hele på edb, men det ta¬
ger altså bare ti gange så lang tid med at få dem kørt
igennem, men det er så noget andet.
— Gav det ikke nogle problemer ind imellem?
Egentlig ikke på selve indtægterne. Det, vi havde
mest kludder med, var værdien af egen bolig. Nu er
det så nemt, for nu er stuehusene rundt omkring på
gårdene selvstændigt vurderet, der ligger en pro¬
centsats, og så siger de: »Værsgo', det koster så me¬
get at bo i det«. Dengang var det et skøn, men det
lykkedes da efterhånden at finde rimelige fordelin¬
ger. Vi gjorde det, at når en mand kom med en ind¬
tægt, så regnede man baglæns og sagde, at han hav¬
de så mange kroner og ører til faste udgifter. Så
kunne man bare regne baglæns og sige, hvor meget
han havde tilbage at leve for, og så kunne man stop¬
pe op og sige: »Nej, ved du hvad, det kan altså ikke
gå det her.« Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en
skattesag ud over den lokale ligningskommission,
fordi vi kendte hinanden alt for godt. Vi vidste næs¬
ten, hvor mange cigarer folk røg om dagen, og vi
kendte folk ud og ind, deres privatforbrug og des¬
lige, og derudaf kunne man danne sig et indtryk af
folks forbrug. Lønarbejderne var selvfølgelig de
nemmeste at kontrollere. Det eneste, de kunne for¬
søge at tjene en ekstra 100 kr. seddel på, var måske
at trække et par ekstra forsikringer fra, men ellers
ikke. Landbrugene skulle have en vis størrelse for at
være regnskabspligtige. Så dem var der ikke ret
mange af.
Så kom selvfølgelig den her kære moms, og så
begyndte det straks at blive mere besværligt. Når
man tænker på, at skatteprocenten i Seest på det
tidspunkt, da jeg kom i sognerådet, lå på en 17-18
stykker. Tidligere kunne man trække betalt skat fra,
hvis en mand havde betalt 10.000 kr. i skat f.eks. eller
5.000 kr., så trak han dem fra på sin selvangivel¬
se, så summen af det, han skulle betale skat af auto-
matisk blev mindre. Jeg mener, vi lå på en 14-15
pct. Om det var højt eller lavt, sammenlignet med
de andre kommuner, kan jeg ikke huske. Så fik vi
kildeskatten, og så røg vi ned på de her syv-otte
pct., men så kunne vi ikke trække betalt skat fra. Nu
kan man ikke trække betalt skat fra mere. Nu ligger
skatteprocenten på over 20, så det er der i hvert
tilfælde sket. Nu ved jeg godt, bundfradragene er
blevet noget større, de var ikke ret store dengang.
Det er ikke så sært, det er et sultent samfund, vi le¬
ver i.
Vi havde et lille alderdomshjem, De Gamles
Hjem, hvor der var plads til syv eller otte beboere.
Jeg har aldrig set en venteliste på at komme på De
Gamles Hjem, fordi de ikke kunne klare sig hjem¬
me, det har vi aldrig haft problemer med. Det var
ikke moderne, men dem, der boede der, var glade
for at være der, og det var de i særdeleshed, fordi de
havde deres høns deromme. De havde et gammelt
pensioneret postbud, Baisner og en gammel murer,
Raarup, der boede deromme på det tidspunkt. De
gik og passede høns, samlede æg ind og gik og hyg¬
gede sig med alt sådan noget. Hvis de havde lyst til
at klippe hæk eller male stakit, ja, så kunne de tage
sig af det, men lige så snart, det blev Kolding kom¬
mune, så blev det helt andre rammer. Nu kan det
ikke nytte, de begynder at sætte kartofler eller gra¬
ve kartofler op, for så skal de sandelig have en hus¬
assistent mere for at kunne klare det. Jeg ved da
godt, at nu bor der mange deromme, nu er der ikke
plads til alt det renderi, nu kan de ikke have 20 for¬
skellige til at rende rundt og grave kartofler op.
Men der var en vis hygge, de var glade for at bo der¬
omme, vi har aldrig hørt åndet, end de var vældig
tilfredse med at være der.
— Hvordan forløb sognerådsmøderne normalt?
Det var lidt forskelligt. Efterhånden som der blev
bygget mere, blev det lidt mere kompliceret. Vi be-
67

gyndte aldrig før efter kl. 18. Når vi havde møder
før kl. 18, skulle vi have penge for det. I den tid,
hvor det godt kunne presse lidt på med skatteligning,
begyndte vi om eftermiddagen kl. 15, og så fik
vi et stykke mad, men så skulle vi have for de timer,
der var før kl. 18. Hvis det var et helt presserende
møde, hvis vi f.eks. skulle mødes med en fra amtet,
kunne vi af hensyn til ham mødes f.eks. kl. 10 om
formiddagen. Ellers foregik alle vores møder om
aftenen. Vi startede altid ved kl. 19 og om tirsdagen,
det lå fast i hver måned. Så kunne vi have nogle ekstra
møder, men ellers var det fritidsarbejde. Jeg fik
den svimlende sum af 1200 kr. om året for at være
formand for gade- og vejudvalget, og så brændte
jeg selv lidt benzin op, for at komme ud og kigge.
Jeg betalte selv telefon. De 1200 kr. var nærmest et
symbolsk beløb, fordi jeg skulle have lidt til benzin
og lidt til telefon.
— Var der meget arbejde forbundet med sognerådsarbejdet?
Seest sogn har siden slutningen af1800-tallet været
præget af grusgravning. I alt er det blevet til 11 grusgrave.
Billedet viser Osker Mathiesens grusgrav i
Vranderup, hvor der stadig bliver gravet efter grus.
Foto af Kim Furdal 1988.
68
Ja, både og. — Vi havde ikke de store kontorer,
det hele skulle igennem. Hvis der f.eks. var en ude i
Seest Østerskov, der ringede ind til mig, så sagde
han: »Ved du hvad, der er et af de kommunale
dræn herude, som ikke virker, og nu er der altså
vand inde på min mark«. Jamen, så kørte man ud
og kiggede på det, kørte tilbage til vejmanden, og
sagde til ham: »Ved du hvad Karl, kan du ikke køre
ud og kigge på det og få det i orden?« I dag skal det
igennem systemet, og nu skal man endelig sørge for
at have en kvittering på et stykke papir, at der nu
også har været en mand eller to derude, det brugte
vi slet ikke. Vi kunne sidde og snakke om det stille
og roligt i sognerådsmødet.
Jeg har ordnet mange ting inde i min butik, når
folk kom med enten det ene eller det andet. I sær¬
deleshed da Kolding kommune købte en lille lande¬
jendom ude i Vesterskov og begyndte at lave losse¬
plads. Da fik vi mange problemer med beboere i
nærheden. De var vant til at bo stille og roligt. Så
pludselig kom Kolding kommune og havde ønske
om at købe det til losseplads. Vi fik selvfølgelig la¬
vet nogle undersøgelser fra Danmarks Geologiske
Undersøgelser med vandførende lag, og man var
sikker på, det ikke kunne ødelægge grundvandet.
Det viser sig nok efterhånden, at det nok er noget
skidteri alligevel.
Vi lavede en handel med Kolding kommune, hvis
de ville gøre vejen i stand, asfaltere den og holde
den i orden, så kunne vi godt give dem tilladelse til
at køre. Der havde vi lidt kludder, fordi der var no¬
gen ret skarpe sving deroppe, vi skulle have rettet
ud. Vi havde et stort problem med en mægtig pop¬
pel, der stod deroppe, ovre på »Overholmgård«.
Hans Hansen sagde, at det var hans træ, og det
skulle ikke fældes. Vi sagde, det er vores træ, så vi
havde landmåleren på. Det er vel hundrede år si¬
den, sådan et træ er plantet. Da var det plantet lige i
skellet, og det var vel to meter i diameter i bunden,

altså havde vi faktisk hver en meter. Den fandt vi
også en løsning på, men det er sjovt at tænke på,
bare sådan et lille problem. Nu havde han gået og
kigget på det træ i så mange år, og så fordi de skulle
have losseplads, skulle det bestemt ikke fjernes. Det
blev fjernet, og de fik lossepladsen derude, og nu
mangler de plads igen.
Kommunen har aldrig haft nogen politiske skel,
altså ikke, hvad skal man sige, foran døren, så var
det bagved døren, at vi godt kunne ramle sammen
en gang imellem, for at sige det på godt dansk. Der
var landmændene, og de var sådan ret sammenspis¬
te. Det var ligesom, at det var dem, der inderst inde
skulle bestemme.
På et tidspunkt blev jeg opfordret af direktør
Hardy Olesen fra Kolding Oplands Højspænding
om at træde ind i bestyrelsen, fordi vores sognefo¬
ged Aage Buhl døde. Så siger jeg: »Jamen, jeg er
ikke suppleant i den bestyrelse«. »Nej, men vi har
en ordning, at vi inden for vores område kan sup¬
plere os, med hvem vi vil«. Jeg var kun med i KOHs
bestyrelse i et par år, for det gav oprør iblandt land¬
mændene. De havde haft en repræsentant i KOH i
så mange år, og pludselig var det en slagter. Det
kunne de ikke rigtig acceptere. Jeg blev sat ind i uti¬
de. Jeg var der kun ca. toethalvt år, så var der valg
af ny repræsentant i Seest kommune, og så troppe¬
de de op alle mand, alle bønder, og fik valgt Thor¬
vald Thorndall. De kiggede mere på, at det var en
af deres egne. De var ret sammenspiste på mange
måder. Det var dem, der bestemte. Den slat byfolk,
der boede heroppe på Seestvej, det var endelig ikke
dem, der skulle komme rendende og fortælle, hvad
der skulle ske i Seest kommune, det skulle de nok
selv ordne.
Det havde vi meget sjov med på det tidspunkt,
hvor jeg blev formand for gade- og vejudvalget. Der
var ingen fortov, husk på, det var amtsvej dengang.
Da var Tøndervejen slet ikke lavet. Da gik al
Seest Rytterskole 1988. Rytterskolen blev i perioden
1965 til 1970 anvendt som sognerådskontor. Efter
en gennemrestaurering anvendes skolen i dag som
menighedskontor og sognestue. Foto af Kim Furdal.
trafikken igennem Seest og lige forbi vores forret¬
ning. Der var hverken fortov, gadelys eller noget
som helst. Så fik jeg trumfet igennem et af de første
år, at vi i hvert fald fik noget gadelys op på de bestå¬
ende træpæle, der stod derovre. Vi fik et af de her
neonrør sat op. Det var jeg lidt uvenner med vores
sognerådsformand over, at vi absolut skulle have
gadelys derop, for det havde de i hvert fald ikke ude
i »Tandholt« på gården, hvor han boede. »A skat¬
teprocent, den vil vi lige gøre opmærksom på, det
er den samme ude ved os, som den er derinde.«
Men jeg mener jo, det var lidt anderledes, hvor der
færdes 100 mennesker, end hvor der kun færdes
en. Jeg fik det da igennem. Det er sjovt at se, for
nogle af dem står endnu derovre, de fleste er skiftet
ud med gittermaster efterhånden. I særdeleshed
står der en oppe på hjørnet ud til Hylkedalsvej, ned
mod missionshuset og lige et stykke ned. Vores kæ¬
re sognerådsformand Jens Ravn havde henvendt
sig til amtet og gjort opmærksom på, at jeg havde
beordret KOH til at stille en mast op der med lys.
Det var amtets område, så det var egentlig menin-
69

gen, den skulle have været fjernet. Men det gik altså
i al stilfærdighed sådan, ja det kørte bare, og det
blev hurtig glemt.
Niels Beck, Eltang-Sdr. Vilstrup
Lokalopstilling og lokalinteresser
Gårdejer Niels Beck er født på »Nedergård« i Nr.
Bjert i 1921. Efter studentereksamen på Kolding
Højere Almenskole i 1940 arbejdede han på forskellige
gårde, indtil han blev gift i 1950. Forpagtede
samme år Nedergård, som han i 1960 købte af faderen.
Havde gården indtil 1977, hvor sønnen over¬
tog gården. Kom ind i Eltang-Sdr. Vilstrup sogne¬
råd for lokallisten i 1958 og sad der indtil
kommunesammenlægningen. Var i de 11 år bl.a. i
skoleudvalget, biblioteksudvalget og formand for
vejudvalget de sidste fire år. Medlem af Kolding By¬
råd 1974-1982.
— Hvornår kom du ind i sognerådet?
Det må have været i 1958. Det var gået sådan, at
der ikke var kommet en landmand ind i sognerådet
fra Nr. Bjert ved valget i 1954. Vi troede sådan set,
at vores hovedmodstander var håndværkerne, altså
inden for det lokale område. Vi prøvede på at op¬
stille to, en landmand og en håndværker, og så måt¬
te det blive en afgørelse mellem de to, om en af dem
kom ind. Ja, ejendommeligt nok, jeg ved ikke, om
det har bevirket, at man kom lidt mere op på mær¬
kerne og har haft lidt større stemmedeltagelse, men
det endte med, at vi kom ind begge to. Jeg kan hus¬
ke daværende sognerådsformand Bertelsen sagde,
at hvis en af jer går væk, så har I ingen suppleant,
og det er ikke så godt. Nej, men vi regnede med, at
vi havde det sådan nogenlunde begge to. Det var
70
Karl Fogt og jeg, så vi kunne nok klare den periode,
det gjorde vi heldigvis også. Det var starten på det,
og det endte med, at jeg var der i 11 år indtil kom¬
munesammenlægningen i 1969.
— Blev du opfordret til at stille op?
Ja, man ledte efter en, der havde en mulighed for
at blive valgt. Den, der tidligere havde været opstil¬
let, opnåede ikke valg. Så prøvede man på at finde
en anden, og det blev mig. Som sagt, far havde også
siddet i sognerådet, for øvrigt sammen med gamle
Kristian Bertelsen. Han var en dreven ræv i det
kommunale arbejde.
— Havde du haft interesse for sognerådsarbejdet
tidligere?
Nej, ikke særligt, men jeg syntes, det kunne være
helt spændende at prøve det. Jeg havde også tid til
det, da vi var godt hjulpet med arbejdskraft den¬
gang. De unge landmænd i dag har ikke tid til det, i
det omfang vi havde det dengang.
Det er gået stille tilbage. Jeg kan huske, at min far
som regel gik med stokken bortset fra høsten, hvor
han hjalp lidt til manuelt, men så er det lige så stille
gået tilbage, hvis man kan kalde det at gå tilbage, at
man skulle lave mere og mere rent fysisk. Det bevir¬
ker desværre også, at folk ikke har den tid til at
komme ind i alt det der, landboforening, mejeri og
slagteri og hvad man ellers kan komme i. Man har
da godt af at være i det i et stykke tid, det er klart.
Det er noget, der er noget udvikling i. Det var da
også spændende at være med i sognerådsarbejdet.
— Kunne man i sognerådet fornemme, at der var ta¬
le om tre forskellige sogne, hvor de havde ønsker,
der måske trak i forskellig retning?
Ja, det vil altid være sådan, at man ligesom prø¬
ver at rykke lidt til sig lokalt, det var vel også det, vi
sad der for. Få en vej repareret her og sådan lidt,

hvad man ellers kunne. Nu ved jeg da godt, at hvis
man regner med at få tak for sit arbejde, så skal man
i hvert fald ikke gå ind i kommunalt arbejde. F.eks.
kan jeg huske engang, at der var en, der stod op på
et møde og kritiserede: »Her i Nr. Bjert får vi in¬
genting, der er ingenting sket, nu f.eks. busserne, de
kører den og den vej, og der er ikke kommet fortov,
sådan man kan gå i fred for sprøjten fra busserne.«
Så var jeg da ikke kvik nok til at få sagt: »Nå
Sdr. Vilstrup i fugleperspektiv 1960.
ja, men det var sådan set delvis min skyld, at der
kom en bus derud overhovedet«, men hvad, det er
sådan noget, man er kommet til at tænke på bagef¬
ter. Det er lige som ham, der sidder med cigaren og
tænker på, hvad han skulle have sagt.
— Bygningen af Centralskolen ude i Eltang af¬
stedkom også diskussioner om, hvor den skulle
ligge.
71

Der var megen diskussion om det, det var der i
hvert fald. Det var sådan, at Nr. Bjert-børnene
skulle gå ned til Eltang efter det forslag, der var
Det har altid været et problem for økonomer at be¬
stemme, hvad en gård egentlig er, en bolig og hjem
eller en virksomhed? Gården er en virksomhed, der
på samme tid er hjem og bolig for familien. Fami¬
lien kan derfor heller ikke skelne mellem fritid og
arbejde, arbejdet og hjemmet. På samme måde la¬
der det sig heller ikke gøre at skelne mellem arbejde
og børneopdragelse. Det hele går op i en højere en¬
hed, hvor hele familien deltager i det daglige ar¬
bejde, når dette lader sig gøre. Når pigerne på bille¬
det hjælper til er det på en gang arbejde på gården,
uddannelse og børneopdragelse. Billedet er taget
under kartoffelhøsten i Harte i 1956. Foto af P.
Thastum.
72
fremme, og det gik i folkemunde, at nu skulle Nr.
Bjert flyttes ned til Eltanggårds mødding, fordi den
kom til at ligge tæt ved »Eltanggård«. Vi syntes, det
var lidt urimeligt, at skolen skulle derned at ligge.
Vi syntes, det var lidt for langt væk, og så skulle
Strandhuse skole blive uforandret dernede, hvor
Markdannerskolen nu er, for den skulle der ikke
gøres noget ved. Det var kun Centralskolen i Eltang,
der skulle gøres noget ud af. I den sidste ende
blev resultatet så, at skolen i Strandhuse blev langt
den største.
*Undertiden er der blevet spurgt, om Eltang-Sdr.
Vilstrup kommune fremskyndede indlemmelsen i
Kolding på grund af, at skolebyggeriet blev rigeligt
belastende for den lille kommune, og helt kan der
vel ikke ses bort fra det, da især byggeriet i Strand¬
huse blev noget dyrere end beregnet.
Vi var gået ind under den såkaldte Fynsplan,
hvor nogle odenseanske arkitekter havde sluttet sig
sammen og specialiseret sig i skolebyggeri, hvilket
vi så regnede med ville gøre byggeriet både formåls¬
tjenligt og billigt. Efterhånden havde vi dog lidt
svært ved at se, at det var billigere end alt andet
byggeri, og da det allerede var besluttet, at vi i hvert
fald i 1970 skulle ind under Kolding, blev vi enige
om, at vi lige så godt kunne gå ind i 1969, da man
fra Koldings side var interesserede i at få en kom¬
mune ind et år før den større sammenlægning, for
derved at få et bedre grundlag for imødegåelse af
fejltagelser over for et større antal.
Når jeg bliver spurgt om arbejdet i sognerådet var
mere tiltrækkende end arbejdet i byrådet, må jeg
nok svare ja.
En lille kommune blev, indtil man fik kæmner i
begyndelsen af 1960'erne, drevet af en sogneråds¬
formand, der fik omkring 6.000 kr. om året, og en
kasserer, som vel har fået omkring det halve. Selv
omregnet til nutidens pengeværdi, var det en utro¬
lig billig administration.

Skatteligningen, som jo blev udført under nøje
kendskab til den enkeltes økonomi og levemåde,
mener jeg virkede rimelig retfærdigt, så alt i alt kan
jeg ikke undlade at beklage, at den nærkontakt, som
fandtes dengang, ikke længere er mulig. Selvfølgelig
var ikke alt godt i de såkaldte »gode, gamle dage«.
Specielt var de sociale skel urimeligt store dengang.*
*.....* Skriftlig tilføjelse ved Niels Beck, 1989.
Svend Møller, Eltang-Sdr. Vilstrup
Fodbold og sognerådsarbejde
Svend Møller erfødt i Nørup sogn, vestfor Vejle i
1938. Efter afsluttet realeksamen i Vejle kom han
på Jelling Seminarium, hvor han blev færdig med
sin læreruddannelse i 1960. Kom i 1962 til Nr. Bjert
skole i Eltang-Sdr. Vilstrup sognekommune, og da
denne skole blev nedlagt i 1964, til Strandhuse sko¬
le. Blev i 1969 overført til den nyopførte Lyshøjsko¬
le, hvor han siden har virket. Blev ved sogneråds¬
valget i 1966 medlem af Eltang-Sdr. Vilstrup sogne¬
råd, hvor han var med i vejudvalget, biblioteksudvalget
og børne- og ungdomsværnet.
r
— Hvordan blev du opstillet og valgt ind i sognerå¬
det?
Det skyldtes mange ting. Da jeg kom til Nr. Bjert
i 1962, var jeg stadigvæk ung. Jeg var lige fyldt 24
år, spillede meget fodbold med drengene og startede
faktisk Strandhuses første fodboldafdeling overho¬
vedet. Jeg kan huske, at i 1965 blev drengene amtsmestre
i fodbold. De var meget stolte, og det er no¬
get, som går til hjertet på forældrene, når børnene
klarer sig, som de ikke har prøvet før. Vi lavede no¬
get underholdning, og jeg stod gerne for børnenes
skolekomedier nede i Strandhuse. Det gik meget
godt, og i slutningen af 1965 blev jeg ringet op en
søndag af direktør Bent Georg Nielsen, Damask¬
væveriet, som på daværende tidspunkt sad i sogne¬
rådet. Om jeg ville lade mig opstille til sognerådet.
Det sagde jeg ja til, og så blev jeg altså valgt i marts
måned.
Det var lidt dramatisk, fordi man ikke havde ta¬
get højde for, at listestemmerne skulle tilfalde dem,
der stod øverst på listen. Der var en dame, der var
opstillet som nr. fem. Jeg var opstillet som nr. tre i
Strandhuse. Hun fik altså flere personlige stemmer,
end jeg gjorde, to mere, og hun kom ind. Det var en
onsdag morgen. Det var ovre i skolen, at jeg fik det
at vide, men i løbet af formiddagen, jeg tror det var
kl. 10, kom min kone over og sagde, at det i stedet
var mig, der var kommet ind i sognerådet.
— Du var valgt på Strandhuselisten. Mærkede I, at I
var opstillet som lokallister? Kunne det give anled¬
ning til uenighed?
Billedet viser Strandhuse Badeanstalt før isen tog
badebroen i 1947. I baggrunden ses restaurant
Grune. 11920'erne og 1930'erne begyndte borger¬
skabet i Kolding at flytte ud til Strandhuse, hvor der
var adgang til det fri land og strand. Den lavere skat
har sikkert også virket tiltrækkende for de skatte¬
plagede Koldingborgere.
73

Ja, i allerhøjeste grad. Der var store gnidninger
imellem Nr. Bjert på den ene side og Eltang-Sdr.
Vilstrup på den anden, men også mellem landsog¬
nene og Strandhuse, der var mere bypræget. Der
skete af og til sådanne visse opstregninger af ting,
hvor den ene part stod meget hårdt over for den an¬
den part, hvad det angår.
Det kunne bl.a. dreje sig om skolebyggeri, det
kunne dreje sig om at flytte børnene fra en skole til
en anden. Da gik bølgerne meget, meget højt. Der
var allerede i 1961 en kreds af Strandhuseborgere,
som var begyndt at arbejde med oprettelse af en
børnehave i Strandhuse, men grundet dem fra Eltang-Sdr.
Vilstrup og Nr. Bjert, kom det ikke igen¬
nem. Først da den gamle Strandhuse skole blev
nedlagt, fik man lov til at bygge et hus ved Markdannerskolen.
Vilhelm Lauridsen,
Eltang-Sdr. Vilstrup
Sognerådsvalg og lokalpatriotisme
Vilhelm Lauridsen er født i Ribe i 1909. Efter konfirmationen
arbejdede han først i landbruget, men
siden på forskelligefabrikker. De sidste 25 år arbejdede
han som kedel- og maskinpasser på Slotsmøllen
i Kolding, indtil han i 1978 gikpåpension. Sad i
perioden fra 1946 til 1969 i Eltang-Sdr. Vilstrup
sogneråd, hvorhan bl. a. var medlem af skoleudvalget
og vejudvalget. Blev indvalgt i Kolding Byråd
for Socialdemokratiet i 1970, hvor han sad til 1974.
— Hvad kunne der blive afstemning om i sognerådet?
Ja, hvad kunne det være? Det kan jeg snart ikke
mindes. Ja, det var nærmest noget af det lokale stof.
74
Hvis en skole skulle bygges et bestemt sted, så er
det klart, at der var afstemning.
— Kunne grundskyldspromillen ikke give anledning
til diskussion?
Jo, den kunne nok give nogle problemer, det
kunne den, men landmændene var jo i stort flertal.
Den udvikling, vi har haft her i Strandhuse, kunne
vi have fået mange år før. Det fik de nemlig i Bramdrupdam,
men nede i Strandhuse, der varede det
længe, fordi landmændene havde flertal i sognerå¬
det. De ville ikke gå med til at lave en byplan, en
udstykning, fordi de var klar over, at der så kom
mange flere beboere til kommunen, som ikke var
landmænd. Som følge deraf ville de miste deres
flertal i kommunalbestyrelsen. Derfor blev hele ud¬
viklingen sinket meget.
Derimod i Bramdrupdam, hvor de fik udviklin¬
gen meget før, var der flere af gårdmændene, der
var i sognerådet, som ejede de gårde i Bramdrupdam,
der egnede sig til udstykning. De var interes¬
serede i at få dem solgt, fordi de kunne tjene en
masse penge på deres huse eller deres grund.
Så skete der det herude i Strandhuse, at vi fik jor¬
den i byzonen. Det medførte, at grundskatten blev
meget større, så det ikke længere kunne betale sig
for landmanden at blive ved med at drive jorden
som landbrugsjord. Efterhånden som deres jord
kom i byzonen, blev bønderne interesserede i at få
jorden udstykket og få den solgt.
— Du har siddet som formand for Sundhedskom¬
missionen i begyndelsen af 1950'erne. Hvad inde¬
bar det?
Eltang-Vilstrup sognekommune 1965/66. 90% af
originalkort. Reproduktion af udsnit af kortblad 3210
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989. (A124-89)

Ja, det indebar jo, at man skulle være med til at
godkende f.eks. campingpladser og mange forskel¬
lige ting. Forretningerne skulle man besøge og se,
om de var i overensstemmelse med sundhedsved¬
tægten. Jeg kan huske engang, vi var ovre på Landerupgård.
Der var kommet klager over, at der var
rotter i køkkenet, og at køkkenet var meget uhygiej¬
nisk. Så var hele sundhedskommissionen ovre for at
se på det. Vi kasserede det så, og det medførte at
det blev forbedret.
— Var sognerådsarbejdet meget tidskrævende?
Ja, nu var det ikke så galt dengang. Vi havde som
regel et møde hver måned. Det var normalt, så hav¬
de vi skatteligning i februar måned, og det tog gerne
14 dage i det hele, men dengang var skatteligningen
ikke så udførlig, som den er i dag, i hvert fald ikke i
1940'erne og 1950'erne. Der var ikke nær de kon¬
trolforanstaltninger, der er i dag.
— Havde sognerådet problemer af, at det var en så
geografisk vidtstrakt kommune?
Ja, kommunen var inddelt i forskellige interesse¬
områder. Dengang var det sådan, at når der var
sognerådsvalg, så blev der opstillet lister for de for¬
skellige områder, for Sdr. Vilstrup, Eltang, Strand¬
huse, og der var forskellige bylister. De var så lokal¬
patriotiske, så de skulle endelig se at stemme på
folk, som boede i lokalområderne. Det var helt
utænkeligt, at nogle fra Strandhuse kunne stemme
for en, som boede i Nr. Bjert trods det, at det var
den samme kommune.
— Du er socialdemokrat. Man kan se af listerne, at
du har stillet op for Socialdemokratiet, men også
senere for Strandhuselisten.
Ja, det er rigtigt nok. Folk var så lokalpatriotiske.
Socialdemokratiet opstillede en liste for hele kom¬
munen med særlister, én i Strandhuse, én i Eltang
76
og én i Sdr. Vilstrup med listeforbund, sådan at de
hele tiden kunne slå stemmerne sammen og få så
stor en indflydelse som muligt. Men det bevirkede,
at folk her i Strandhuse ikke ville stemme på en lis¬
te, hvor stemmerne eventuelt kunne gå til Nr. Bjert
eller Sdr. Vilstrup. Så blev vi enige om, at vi skulle
droppe partilisten her i Strandhuse og gå sammen
på en Strandhuseliste. Det gav bonus, det gjorde
det.
— Havde i en stor socialdemokratisk forening her¬
ude?
Vi havde en meget stor socialdemokratisk fore¬
ning både her i Strandhuse og i Nr. Bjert, Eltang og
Sdr. Vilstrup. Strandhuse var langt den største, og vi
havde en organisationsprocent på 130. Det lød me¬
get, meget godt. Jeg havde engang en samtale med
daværende partisekretær, Alsing Andersen. Mari¬
nus Larsen, den daværende folketingsmand i Kol¬
ding, præsenterede mig for partisekretæren og for¬
klarede, at det var formanden for Strandhuse parti¬
forening, der havde en organisationsprocent på
130, og så sagde Alsing Andersen nok så spydigt, at
det var helt russermetoder. Men det var jo fakta, og
det kunne sagtens lade sig gøre dengang, fordi det
var under krigen. Folk havde ikke rigtig andre ste¬
der at komme. Man kunne lave en forening herne¬
de, lave fester, have et godt samvær, og så fik vi så
mange medlemmer, altså flere end der stemte på
vores parti til forskellige valg. På den måde fik vi en
organisationsprocent på 130. Jeg fik et personligt
brev fra daværende statsminister Hedtoft, at det var
det fineste resultat, han nogen sinde havde set. Si¬
den da er det gået helt nedenom og hjem. Ved sam¬
menlægningen med Kolding blev lokalforeninger¬
ne ophævet. Nu er det hele kommet under Kol¬
dings partiforeninger. Det er vist meget begrænset,
hvor mange medlemmer, der er i det område, hvor
der førhen var tre partiforeninger.

— Hvorfor nedlagde man lokale partiforeninger?
Det var noget, partiet i Kolding bestemte, men det
viste sig, at der var mange flere medlemmer før end
for hele Kolding-kredsen i dag. Det er gået tilbage.
Her i Eltang-Sdr. Vilstrup kommune havde vi ca. 350
medlemmer i de tre foreninger, i dag er de vist nok
ca. 1100 i hele Koldingkredsen. Det skyldes udvik¬
lingen. Folk kunne dengang bedre samles i forsam¬
lingshusene. I dag er der mange andre ting, folk har
fået bil og fjernsyn. Det er nogle helt andre forhold.
— Mærkede I noget til, at I sad som socialdemokra¬
ter, hvor de upolitiske lister oftest repræsenterede
mere borgerlige synspunkter?
Vi havde et meget fint samarbejde, et ualminde¬
ligt fint kammeratskab imellem medlemmerne.
Magnus Nygaard, Vonsild
Vejmand i Vonsild
Magnus Nygaard er født i Viuf i 1908. Efter skolen
arbejdede han ved landbruget, indtil han i 1938 blev
gift. Arbejdede siden først ved Vejle Amt i 12 år, se¬
nere hos en murermester, indtil han i 1960 blev an¬
sat som kommunal vejmand i Vonsild. Gik i 1978
på pension efter 18 år ved det kommunale vejvæsen.
Var fra 1939 til 1970 kontorbestyrer i fagforenin¬
gen, der holdt til i hans dagligstue. Blev valgt for den
socialdemokratiske liste til Vonsild sogneråd i
1954, hvor han sad indtil 1962. Sad i denne periode
i gade- og vejudvalget.
Jeg havde god opbakning. Der var mange arbejds¬
folk herude, og til tider kneb det med at få arbejde.
Jeg kom i sognerådet, for at jeg kunne sidde og reg¬
ne et eller andet ud, sådan der kunne blive noget ar-
bejde. Om vinteren når det kneb, fik jeg lavet det
sådan, at de kunne komme til at rense vejgrøfter og
sådan lidt småpjatterier. Jeg startede som vejmand
da vi havde bygget skolen, som blev færdig i 1959
eller der omkring. Den daværende sognerådsfor¬
mand, Frederik Hansen, kom hen til mig. »Uha,
Magnus« siger han, »den er helt gal. Jeg har lige
fået en skrivelse her til morgen.« »Nå, hvad er det?«
Vejen, der gik om ad Hoppesvej, var så smal, at alle
dem, der skulle bruge Hoppesvej, havde nægtet at
sende børnene i skole, inden der blev lavet fortov.
»Ja«, siger jeg, »så er der ikke andet at gøre, end at
vi skal have den lavet.« — »Jamen, hvordan?« Så
blev vi enige om, at vi skulle snakke det ud, sådan vi
kunne få det udsat til november. Så ville jeg holde
op med det arbejde, jeg havde, mod at arbejde for
Vonsild sogn. Nu var det ikke lige på tale, jeg skulle
være vejmand på stedet, for der var en ældre vej¬
mand. Han skulle blive så længe han ville.
På daværende tidspunkt havde vi lige ved en 20
mand, der gik til kontrol. Så siger jeg, det var en god
idé, at vi kunne få lavet det fortov på Hoppesvej. Så
blev det vedtaget, og så stod jeg for, at vi fik det la¬
vet. Samtidig fik vi, hvad vi kunne få i tilskud til det
arbejde. Der blev snakket om momsen der omkring
1960. Den skulle træde i kraft til april 1960, tror jeg
nok, og vi skulle bruge en masse både kantsten og
fliser. Jo, nu kendte jeg daværende cementstøber
Madsen fra Seest. Jeg kørte lige ud til ham og så
målte jeg op, hvad vi skulle bruge — kantsten, fliser,
ditten og datten. Da havde vi en gammel skole¬
plads, og så lavede jeg den akkord med ham, at han
leverede det hele derop. Så kunne vi hente det, når
vi skulle bruge det. Se, da tjente de ikke så få penge
der. Sådan er det gået altså, jeg synes det er gået
fint. Det var ikke alle, der syntes lige godt om det
altid, men hvad, det skal man jo ikke gå så højt op i.
Det var somme tider, vi fik en over næbbet, men
det skulle én bare lade fuse igennem, ikke også?
77

— Hvordan var så forholdet mellem beboerne og
sognerådet, mødte de op til sognerådsmøderne?
Det var yderst sjældent, vi fik et hak over næsen.
Jeg kan huske dengang vi byggede skolen. Nu var
det mest ældre folk, der kom, for de syntes, vi rutte¬
de for meget med pengene, og jeg kan huske en¬
gang, da vi sad og lignede skat. Så var jeg henne i
Brugsen, »Hvad, sidder i nu og plukker os igen?«
var der en, der sagde. »Ja, det gør vi«, sagde jeg,
»det er da helt sikkert«.
Altså, sådan tog vi det. »Men«, sagde jeg, »det er
mærkeligt nok, for det første så vil du jo have veje¬
ne asfalteret, have gode veje. Du vil også godt have
fortov, og du vil have gadelys.« Jeg nævnte sådan
tre-fire ting i en hast. »Hvad!« sagde han, »kommer
det ud af skatten?« Jamen, så var der ikke mere.
Lige som da vi havde bygget skolen, jeg tror nok alt
i alt, det kostede godt 800.000 dengang. »Nu har i
plyndret kommunen, det er det, i er ude efter« —
»Ja, det er det«, sagde jeg, »men hvad, der skal også
være et sted, hvor børnene skal køre videre.« Da
jeg blev vejmand, kunne de rigtig komme til at hak¬
ke på mig, men jeg har altid holdt det sådan lige
igennem.
— Jeg hører tit, at sognerådet i modsætning til Kol¬
ding kommune, ikke ruttede med pengene.
Nej, men det gjorde vi heller ikke. Vi brugte fak¬
tisk, hvad vi skulle, det var ikke godt at låne. Før vi
kom under Kolding, det må have været i 1964, da
begyndte vi med kloak herude. Så blev det da helt
galt, det kostede 1,2 millioner. Der kan du rigtig
tro, der var knas i den. Altså, det kunne ikke hjælpe
noget, for efterhånden byggede de, og de ville have
Vonsild sognekommune 1966. Reproduktion af ud¬
snit af kortblad 3408 udg. 1966 og kortblad 3410
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
toiletter. Sidst i 1930'erne anlagde man nogle store
beholdere, der skulle tage vandet fra. Der blev ned¬
lagt kloakker i den øvre del af byen, men det var
kun til køkkenvask. Efterhånden begyndte den ene
efter den anden at stikke kloset til, og naturligvis
skulle de lave septiktank, men hvordan virkede de?
Så det var et grove cirkus med det der. Så smuttede
det jo ud i åen. Vi fik da af og til nogle skrivelser ind
om forurening.
Så var der en aften, da vi sad og diskuterede.
Hans Høj* og vi holdt på, at vi skulle snart til at ha¬
ve det lavet der, for det kunne ikke blive ved at gå.
Så siger han, Frederik**, lige så rask — det var alle¬
tiders mand, sognerådsformanden — »ja, kan du
samle så og så mange underskrifter, så går vi i
gang.« — »Det er i orden« sagde jeg. Så skrev jeg:
»Undertegnede beboere ønsker kloak på grund af
lugt fra åen«, og så gik jeg ned til pastoren og fik
ham til at skrive først. Jeg havde 30 underskrifter,
og så gik det i gang, sådan startede det. Så fik jeg fat
i Hedeselskabet. Jeg kendte tilfældigvis én fra He¬
deselskabet, så det havde jeg ikke mange problemer
med. Jeg tog ind til dem en dag, og så kom de ud og
så til os. Så gik det i gang.
— Hvad med rensningsanlæg. Det blev nedlagt se¬
nere?
Ja, det gik fantastisk. Selve kloakken kostede 1,2
millioner, men rensningsanlægget var iberegnet.
Det gik fantastisk. Der var flere ude og se på det,
for de kunne ikke få deres til at køre.
Men så kom vi under Kolding. En dag da jeg kom
derned, holdt der maskiner ved rensningsanlægget.
De havde bygget bagved »Overbygård«, så beboer¬
ne klagede over lugten. Da havde jeg en diskussion
med visse herrer inde fra Kolding. Jeg har hverken
studeret det ene eller det andet, men jeg vidste,
hvordan det skulle køres. Jeg tror, det var beregnet
til 6000 mennesker. Nej, det kunne det slet ikke
79

tage, og så brækkede de det bare ned — uden videre
diskussion. Da var vi nemlig færdige med at betale
det dengang. Vi gav tre kr. om året til vedligehol¬
delse. Så fik vi vandafledningsafgiften, nu koster
det mig 980 kr. om året.
* Medlem af Vonsild sogneråd 1954-1970
* * Frederik Hansen, sognerådsformand 1966-1970
Grethe Venborg, Harte-Bramdrup
Socialdemokratiets valgkamp
i Harte-Bramdrup
Grethe Venborg er født i 1932 i Kolding. Faderen
var formand for Sadelmager- og Tapetsererforbun¬
det. Barndomshjemmet var præget af fagforenings¬
arbejde, hvor dagligstuen samtidig fungerede som
fagforeningskontor. Efter afsluttet mellemskoleek¬
samen i 1948 kom hun i kontorlære, men droppede
lærepladsen til fordel for arbejde på en strømpefa¬
brik, da hun blev gift. Har siden haft forskelligt ar¬
bejde, indtil hun i 1964fik deltidsarbejde hos en ar¬
kitekt. Blev i 1966 valgt til Harte-Bramdrup sogne¬
rådfor Socialdemokratiet og var her medlem af so¬
cialudvalget. Sad i Kolding Byråd fra 1970 til 1986
for Socialdemokratiet.
— Hvordan kom du med i sognerådsarbejdet?
Det var egentlig spændende. Det har altid været
sådan, at der var en borgerliste, og socialdemokra¬
terne stillede op på en liste. Det var i 1965, at jeg
gik hen til vores kæmner og sagde, at jeg kunne
egentlig godt tænke mig at se, hvem vi kunne regne
med ville stemme på socialdemokraterne. »Ja, du
må da godt skrive folkeregisteret af«, sagde han så.
Vi aftalte, jeg kom derhen en weekend, og så blev
80
jeg sat ind i et kontor inde bag ved. Så kunne jeg el¬
lers bladre i det, og skrive de navne og adresser af,
jeg mente, jeg havde brug for. Både kæmneren og
hans kone kom over, kiggede til mig og kom med
kaffe. Det var vældigt fint.
Vi lavede nogle løbesedler, og sendte nogle breve
ud. Vi indkaldte så til et opstillingsmøde nede på
kroen. Jeg kan huske, vi skulle bede om forslag til,
hvem vi ville have. Vi havde i forvejen en socialde¬
mokrat herfra, der hed Aage Brødsgaard. Så havde
vi en ovre fra Ejstrup, han var togfører, tror jeg, han
hed Bertelsen. De ville begge to holde op. Så har vi
altid haft det sådan, at vi skulle have førstepladsen
her i Bramdrupdam, så skulle Ejstrup have og så
skulle Harte have, for at fordele det lidt. Det endte
med, at der blev foreslået nogle mennesker dernede
på kroen, og både min mand og jeg blev foreslået.
Vi snakkede sammen indbyrdes og blev enige om,
at det nok var mig, for han havde ikke råd til at tage
fri fra arbejde til sådan noget. Så det blev altså mig.
Vi fik lavet listen. På daværende tidspunkt var
Torben Lai Petersen lige flyttet til Bramdrupdam.
Han var ungdomsskoleleder inde i Kolding, og han
var medlem af partiet. Det var lige en spidskandidat
til os. Så havde vi vores førstemand. Vi fik en fra Ej -
strup, en fra Harte og en nede fra Alpedalen stillet
op, og så kom jeg. Jeg var sådan tilpas langt nede på
listen, så vi regnede da ikke med, at jeg nogen sinde
kom ind. Valget blev holdt nede på kroen. Jeg gik
hen til kæmneren igen, og sagde til ham, at jeg syn¬
tes, at når vi stillede en liste op med socialdemokra¬
ter, så burde vi også have en socialdemokrat med
som tilforordnet ved valget. Ja, det kunne vi godt,
og hvem jeg ville foreslå. Vi foreslog Svend Staub,
så han kom også med. Jeg tror vi stillede ni op den¬
gang. Svend Staub arbejdede ovre på Jydsk Beton
dengang, og han var med til valget. Torben og jeg
var inden valget forholdsvis nye, så vi syntes, der
skulle ske noget mere. Vi gik over på alderdoms-

hjemmet en dag og fik lov til at komme ind og hilse
på alle beboerne derovre. Det var også vældig
spændende.
Vi fik to valgt ind herude, da de talte op nede på
kroen. Jeg var selvfølgelig dernede, for det var
spændende at høre. Det viste sig så, at det blev en
ovre fra Ejstrup og så Torben som spidskandidat.
Alex Jentsch, der vist var partiformand i Kolding,
begyndte at regne på vore stemmer herude, og jeg
tror allerede, det var om aftenen, han ringede og
sagde, at det ikke rigtig kunne passe. Vi havde jo
ringet tallene ind. Efter den d'Hondtske metode var
det ikke ham i Ejstrup, der var valgt, så var det mig,
og det viste sig at være rigtigt. Det kom der en hel
del ud af.
— Tror du, der var mange kvinder, der stemte på dig
dengang?
Det tror jeg nok, der var. Børnene kom hjem fra
skole og sagde, at det gjorde de, fordi de syntes, at
nu skulle der kvinder ind. Men det var nemlig sjovt,
Bramdrupdam Brugsforening i 1959.
for vi kom to kvinder ind i Harte-Bramdrup sogne¬
råd. Det var første gang, der nogensinde var kom¬
met kvinder ind. Den ene var Karen Horsted ovre
fra Harte og så mig. Det var helt spændende. Men
vi var som sagt nogle stykker, der var nye. Redder¬
sen kom ind samtidig og Torben Lai Petersen kom
ind, så vi var ni i alt.
— Hvordan var holdningen blandt mændene til, at i
kom ind?
Det ved jeg ikke. De har nok syntes, at det var
noget mærkeligt noget, at sådan et par kvindfolk
ville blande sig. Det var stadigvæk, som det er i dag,
at så bliver man sat på børneværnet og socialsager.
Vi havde gade- og vejudvalg, og så havde vi social¬
udvalget. Det var ikke fordi, vi havde så mange mø¬
der om det. De samme mennesker, der var i social¬
udvalget, var også i børneværnet. Det var ikke, som
da jeg kom til Kolding, hvor det hele foregik i ud¬
valgene. Det meste foregik over et sognerådsbord.
Nu vil jeg sige, at herude, hvor vi var imellem to og
tre tusinde indbyggere, har det været begrænset,
hvad der har været af socialsager. Vi kendte socialsagerne,
og dem kunne vi ordne. Somme tider hav¬
de vi dem med til et sognerådsmøde. Vi holdt sog¬
nerådsmøde hver 14. dag. Jeg syntes egentlig, det
var en god måde at lære på, fordi man lærte lidt om
alt på den måde. Vi havde mange forskellige sjove
sager ind imellem.
— Kunne det være et problem at sidde med person¬
lige oplysninger om mennesker?
Det værste var nok børneværnet, fordi jeg sim¬
pelt hen måtte sige til mine unger, at hvad de hørte
herhjemme, og hvad de evt. kunne komme til at
læse, det måtte de holde deres mund med, for man¬
ge af børneværnssagerne, det var deres kammera¬
ter. Det var nok det største problem, men det gik da
også.
81